Indhold

Dette afsnit handler om, at en ekstraordinær ansættelsesændring er betinget af, at varsling (forslag) sker senest seks måneder efter, at Skatteforvaltningen har fået tilstrækkeligt kundskab om det forhold, der giver grundlag for en ekstraordinær ansættelsesændring.

Afsnittet indeholder:

  • Reglens indhold
  • Forhøjelser på Skatteforvaltningens initiativ
  • Eksempler
  • Skatteforvaltningen varsler gentagne gange
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Reglens indhold

Fristen i SFL § 27, stk. 2, 1. punktum, går ud på, at når en af betingelserne i SFL § 27, stk. 1, nr. 1-8, er opfyldt, er det en yderligere betingelse for ekstraordinær ansættelse, at reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, er overholdt. Denne 6-måneders frist regnes fra det tidspunkt, hvor Skatteforvaltningen har fået kendskab til det forhold, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse. Dette tidspunkt kaldes kundskabstidspunktet.

Afbrydelse af reaktionsfristen sker for Skatteforvaltningens vedkommende ved fremsendelse af forslag om ændring af ansættelsen efter proceduren i SFL § 20.

Den skattepligtige har en lignende frist efter SFL § 27, stk. 2, 1. punktum, idet den skattepligtiges anmodning om genoptagelse skal fremsættes overfor Skatteforvaltningen senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder ansættelsesændringen. Se mere herom i afsnit A.A.8.2.2.2.4.

Forhøjelser på Skatteforvaltningens initiativ

Reaktionsfristen begynder at løbe fra det tidspunkt (kundskabstidspunktet), hvor Skatteforvaltningen er kommet i besiddelse af relevante og tilstrækkelige oplysninger til at kunne udarbejde forslag til ansættelsesændring. Dette følger af officialprincippet, se A.A.7.4.3.

Fastlæggelsen af kundskabstidspunktet sker på grundlag af en meget konkret vurdering.

Eksempler

Kundskab ved oplysninger:

SKM2021.707.HR angik, om SKAT var berettiget til ekstraordinært at genoptage indkomstansættelsen for A for årene 2011-2015 i medfør af SFL § 27, stk. 1, nr. 5, herunder om SKAT havde overholdt varslingsfristen på 6 måneder i bestemmelsens stk. 2, 1. punktum.

Højesteret fandt, at A eller nogen på hendes vegne havde handlet groft uagtsomt ved at undlade at reagere på de urigtige skatteansættelser, hvorfor betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2011-2015 efter SFL §27, stk. 1 nr. 5 var opfyldt.

Det var for Højesteret ubestridt, at skattemyndighederne mere end 6 måneder forud for afsendelsen af varslingsskrivelsen var i besiddelse af de oplysninger, der dannede grundlag for den ekstraordinære forhøjelse af skatteansættelserne for indkomsterne 2011-2015. Højesteret fandt, at fristen på seks måneder i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt. ikke var overholdt.

Højesteret lagde til grund, at skattemyndighederne alene ved at sammenholde oplysningerne i årsopgørelserne, registreringerne i værdipapirsystemet og indberetningerne fra banken kunne konstatere, at As skatteansættelser var urigtige, og at dette skyldtes groft uagtsomt forhold hos hende eller hendes repræsentant.

SKM2020.523.ØLR angik spørgsmålet om, hvorvidt appellanten var skattepligtig af beløb, som over en årrække var overført fra appellantens selskab på Belize til hans F3-bankkonti henholdsvis anvendt til køb af bolig i Spanien. Appellanten gjorde gældende, at det udenlandske selskab skulle anses for skattemæssigt transparent, idet selskabet ikke havde et erhvervsmæssigt formål og reelt ikke levede op til de krav, der stilles til et dansk selskab, samt at midlerne var retserhvervet på et tidspunkt, hvor appellanten ikke var skattepligtig til Danmark.

Landsretten fandt, at selskabet måtte anses for et selvstændigt skattesubjekt, jf. SEL § 1, stk. 1, nr. 2. Retten lagde i den forbindelse efter de foreliggende oplysninger til grund, at selskabet var et lovligt oprettet selskab med begrænset hæftelse, og at selskabet i øvrigt havde sådanne karakteristika, at selskabet som udgangspunkt måtte sidestilles med et selskab omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Appellanten havde ikke godtgjort, at han skulle stilles som om, selskabet ikke var et selvstændigt skattesubjekt.

Landsretten fandt endvidere, at appellanten ved sin manglende selvangivelse af pengeoverførslerne groft uagtsomt havde bevirket, at skatteansættelserne var foretaget på et urigtigt grundlag, og betingelserne efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær ansættelse var derfor opfyldt. At appellanten havde modtaget rådgivning fra sin bank, ændrede ikke herved. Landsretten fandt samtidig, at skattemyndighederne havde overholdt 6 måneders fristen efter SFL § 27, stk. 2. Det forhold, at en del af overførslerne blev omkvalificeret fra personlig indkomst til aktieindkomst, kunne ikke føre til, at skattekravet var forældet.

SKM2020.488.VLR handlede om, hvorvidt skatteyderen skulle beskattes af indsætninger på hans danske bankkonto fra hans spanske selskab, eller om der var tale om tilbagebetaling af et lån. For landsretten fremlagde skatteyderen regnskabsmateriale fra det spanske selskab, som viste, at skatteyderen havde et større tilgodehavende i selskabet. Vestre Landsret frifandt Skatteministeriet med henvisning til byrettens præmisser, og landsretten udtalte i den forbindelse, at det spanske regnskabsmateriale ikke kunne føre til et andet resultat, idet regnskabsmaterialet ikke vedrørte de konkrete år, hvor henholdsvis lånet skulle være ydet og tilbagebetalt.

SKM2020.457.ØLR angik, om indsætninger på i alt 5,6 mio. kr. på skatteyderens bankkonto udgjorde lån eller skattepligtige gaver, samt om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt. Landsretten tiltrådte, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at indsætningerne udgjorde lån, og landsretten fandt derudover, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt. Landsretten stadfæstede på denne baggrund byrettens dom.

SKM2020.396.ØLR vedrørte, om der i medfør af SFL § 27, stk. 1, nr. 2 (direkte følge-reglen), er adgang til at forhøje den skattepligtige indkomst for en skatteyder, selv om han ikke blev varslet om forhøjelsen inden udløbet af den ordinære frist i SFL § 26, stk. 1. I givet fald skulle det vurderes, om fristen i SFL § 27, stk. 2, var overholdt. Ved Landsskatterettens første afgørelse i sagen i 2017 blev SKATs forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for 2008 ændret til 0 kr., idet forhøjelsen burde have været henført til et andet indkomstår. Idet der rettidigt kunne være varslet forhøjelse af skatteyderens skattepligtige indkomst for 2013, da SKAT i 2016 varslede forhøjelsen af indkomsten for 2008, anser landsretten det som en direkte følge af Landsskatterettens første afgørelse, at SKAT i 2018 varslede forhøjelse af hans skattepligtige indkomst for 2013, jf. UfR 2011.3105 H og UfR 2018.1960 H.

Idet ansættelsesændringen for indkomståret 2008 skete på skatteyderens initiativ, og der foreligger klar domspraksis til støtte for varslingen, førte det af skatteyderen anførte om Den juridiske vejledning 2020 ikke til andet resultat. SKAT fandtes berettiget til at varsle ændring af skatteyderens skatteansættelse for 2013, selv om varslingen skete senere end den 1. maj 2017, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 2.  Landsretten fandt endvidere, at fristen i forhold til kundskab om, hvornår skatteyderens skatteansættelse rettelig skulle henføres til, i medfør af SFL § 27, stk. 2, var overholdt, idet Landsskatteretten traf endelig afgørelse i sagen i 2017. Det forhold, at sagen generelt blev omtalt i flere nyhedsmedier i 2012, førte ikke til andet resultat. Skatteministeriet fik derfor medhold i sin påstand om, at skatteyderens indkomst for indkomståret 2013 kunne forhøjes.

SKM2020.514.BR angik beskatning af fri helårsbolig og fri sommerbolig i indkomstårene 2010-2015. Det var ubestridt, at sagsøgeren havde rådighed over boligerne. For helårsboligen gjorde han navnlig gældende, at der i 2016 var foretaget en efterbetaling af husleje, som medførte, at beskatningen skulle nedsættes betydeligt i forhold til den skematiske værdiansættelse efter LL § 16, stk. 9, jf. § 16 A, stk. 6. Retten fandt efter en ordlydsfortolkning af LL § 16, stk. 9, ikke, at lejebetalinger, der er foretaget efter indkomstårenes udløb, kan fratrækkes ved opgørelsen af det skattepligtige beløb.

For sommerboligen gjorde han gældende, at der ikke var grundlag for beskatning af fri sommerbolig, fordi overdragelsen af sommerboligen fra ham til selskabet i 2009 skulle annulleres ex tunc, som følge af at hans ægtefælle ikke havde samtykket til overdragelsen, jf. den dagældende retsvirkningslovs § 18. Retten fandt, at han skulle beskattes som sket og henviste herved bl.a. til, at handlen ikke var omstødt ved ægtefællens søgsmål. Retten udtalte videre, at en mundtlig aftale i 2016 mellem sagsøgeren og selskabet om tilbageførsel af sommerhuset ikke kunne have skattemæssig virkning med tilbagevirkende kraft for indkomstårene 2010-2015.

Retten fandt desuden, at betingelserne for genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, jf. stk. 2, var opfyldt. Retten fandt i denne forbindelse ikke, at det kunne medføre ugyldighed, at SFL § 27, stk. 2, ikke var omtalt i SKATs afgørelse. Retten lagde herved vægt på, at afgørelsen blev påklaget, og at Skatteankestyrelsen henviste til bestemmelsen.

Sagsøgeren gjorde videre gældende, at han var berettiget til omgørelse eller betalingskorrektion. Retten fandt ikke, at der overfor SKAT var anmodet om omgørelse, som desuden forudsatte at der blev betalt et fastsat gebyr. Retten fandt derfor ikke, at SKAT havde tilsidesat en vejledningspligt, som kunne give grundlag for at hjemvise sagen. Da skattemyndighederne ikke havde foretaget en armslængdekorrektion efter LL § 2, stk. 1, var der ikke hjemmel til at give mulighed for betalingskorrektion efter § 2, stk. 5. På den baggrund blev ministeriet frifundet.

SKM2020.469.BR angik dels om sagsøgeren havde godtgjort, at han skulle beskattes af løn fra en række virksomheder som indberettet, dels om sagsøgeren var skattepligtig af indsætninger på hans bankkonto, og dels om sagsøgeren var berettiget til ekstraordinær genoptagelse af sin skatteansættelse for indkomståret 2012.

For så vidt angår lønindberetningerne fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at SKAT ikke havde været berettiget til at annullere de pågældende lønindberetninger samt overføre en del af disse til en anden arbejdsgiver som pligtsubjekt. For så vidt angår indsætningerne på sagsøgerens bankkonto fandt retten, at der i mangel af dokumentation for det modsatte ikke var grundlag for ikke at anse de pågældende indsætninger som skattepligtig indkomst.

Endelig for så vidt angår sagsøgerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse fandt retten, at 6-månedersfristen efter SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke var opfyldt. Retten fandt videre, at sagsøgeren ikke havde gjort SFL § 27, stk. 2, sidste pkt., gældende, og således heller ikke godtgjort, der var forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne bevirke, at anmodningen om alligevel bør behandles, uanset at den er indgivet efter 6-månedersfristen.Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet.

SKM2020.454.BR angik, om et beløb på 5.442.840 kr. udgjorde betaling og forudbetaling for honorarer eller betaling for aktier. Det var skatteydernes opfattelse, at beløbet udgjorde betaling for aktier, og at aktieavancen var skattefri efter de dagældende regler. Retten fandt, at beløbet udgjorde betaling og forudbetaling for honorarer, som var skattepligtige for skatteyderne. Retten fandt desuden, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

I sagen SKM2020.155.BR rejstes også et spørgsmål, om hvorvidt reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., var overholdt, idet SKATs forhøjelser for de tidligste indkomstår var foretaget ekstraordinært efter lovens § 27, stk. 1, nr. 5. Retten fandt, at reaktionsfristen først begyndte at løbe, da SKAT den 27. januar 2012 modtog et svar på en forespørgsel om yderligere oplysninger, idet det først var på dette tidspunkt, at SKAT kom i besiddelse af det fornødne grundlag og dermed tilstrækkelige oplysninger for en stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i medfør af SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. Det var nemlig først på det tidspunkt, at SKAT var klar over, at det ikke var muligt at få nogle nærmere oplysninger, som var både relevante og væsentlige for sagen. Den omstændighed, at der ved svaret ikke som sådan fremkom nye oplysninger, kunne under de foreliggende omstændigheder ikke føre til, at reaktionsfristen allerede begyndte at løbe fra et tidligere tidspunkt. Reaktionsfristen var derfor overholdt, da SKAT sendte sin agterskrivelse den 5. juli 2012.

SKM2019.388.VLR drejede sig om, hvorvidt 41 indbetalinger i perioden 2008-2010 på godt 1,2 mio. kr. fra tre forskellige selskaber hjemmehørende i Liechtenstein, De Britiske Jomfruøer og Belize var skattepligtig indkomst eller udbetalte lånebeløb, og - for så vidt angår indkomstårene 2008 og 2009 - hvorvidt ændringen af den skattepligtiges indkomst var i overensstemmelse med fristreglerne.

Landsretten udtalte indledningsvis, at det i en situation som den foreliggende påhvilede den skattepligtige at godtgøre, at de indsatte beløb var lån.

Af de grunde som byretten havde anført, tiltrådte landsretten, at en fremlagt rammeaftale om lån på 1,6 mio. kr. indeholdt sådanne særlige vilkår, at gældsforholdets beståen ikke var godtgjort ved de fremlagte dokumenter og forklaringer fra den skattepligtige og den anførte kreditor i låneaftalen. Landsretten lagde tillige vægt på, at pengene ikke var betalt tilbage ved den anførte forfaldsdato.

Landsretten fandt på baggrund af de omstændigheder, der førte til, at overførslerne var skattepligtige, at den skattepligtige måtte anses for at have handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene, og at betingelserne i § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær ansættelse vedrørende indkomstårene 2008 og 2009 således var opfyldt.

Endvidere fandt landsretten, at det først var ved modtagelsen af den skattepligtiges redegørelse for indsætningerne, at SKAT kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5. Varslingsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., var derfor ikke overskredet.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom (SKM2017.530.BR), hvorved Skatteministeriet blev frifundet.

I Se SKM2019.159.ØLR fandt landsretten fandt, at det først var efter ransagningen den 25. oktober 2011 og afhøringen samme dag af anpartshaveren samt den efterfølgende modtagelse af billeder fra politiet, der bl.a. viste brugen af flere af de omhandlede aktiver, at der for SKAT forelå tilstrækkelige oplysninger til, at der var grundlag for ekstraordinær ansættelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. De foreliggende oplysninger om SKATs viden og ageren forud for ransagningstidspunktet gav ikke grundlag for at fastslå, at der på noget tidligere tidspunkt forelå tilstrækkelige oplysninger hertil. Varslingsfristen på 6 måneder i SFL § 27, stk. 2, var derfor overholdt i relation til den varsling om ændret skatteansættelse for indkomstårene 2003 til 2007, som blev sendt til anpartshaveren ved brev af 3. april 2012.

SKM2019.508.BR. Sagen angik en forhøjelse på i alt ca. 5,4 mio. kr. af en hovedanpartshavers indkomstopgørelse for indkomstårene 2007-2011 som følge af en lang række kontanthævninger på skatteyderens selskabs bankkonti. Forhøjelsen skyldtes, at det ikke nærmere var dokumenteret, at de hævede midler var anvendt til betaling af selskabets udgifter eller i øvrigt i selskabets interesse. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde bevist, at de skete hævninger ikke var tilgået hende som maskeret udlodning, jf. LL § 16 A. ►[Anket, se nu SKM2022.53.VLR og senest SKM2024.69.HR Red.]◄

Vedrørende SKATs genoptagelse af skatteansættelserne bemærkede retten, at der var tale om kontrollerede transaktioner, jf. SKL § 3 B, stk. 1, nr. 2. Den forlængede ligningsfrist i SFL § 26, stk. 5, fandt derfor anvendelse på skatteansættelserne for indkomstårene 2009 og 2010, hvorfor ligningsfristen var overholdt for disse indkomstårs vedkommende. For så vidt angik indkomstårene 2007 og 2008 gav retten Skatteministeriet medhold i, at skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Retten fandt, at reaktionsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., skulle regnes fra det tidspunkt, da politiet, som havde straffeefterforsket sagen, oversendte sagen til SKAT med besked om, at der ikke ville blive foretaget yderligere fra politiets side. Reaktionsfristen var dermed overholdt. Se 

SKM2019.471.LSR. Landsskatteretten havde i en kendelse af 13. oktober 2017 fundet, at en klager - og ikke hendes forældre - var skattepligtig af en gevinst ved deltagelse i et realityprogram. Fra og med dette tidspunkt var SKAT (nu Skattestyrelsen) bekendt med, at klager var rette indkomstmodtager, og at hun ikke havde selvangivet præmien. SKAT varslede først en forhøjelse af klagers skattepligtige indkomst den 12. oktober 2018, hvorfor Landsskatteretten fandt, at 6-måneders fristen i SFL § 27, stk. 2, ikke var iagttaget.

SKM2019.61.BR, nu SKM2019.571.VLR. Retten lagde til grund, at modtagelsen af oplysninger fra Projekt Money Transfer ikke gav SKAT kundskab om, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Dette grundlag forelå først efter sagsøgerens besvarelse af de spørgsmål, som oplysningerne fra Projekt Money Transfer gav SKAT anledning til at stille. Varslingsfristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., var derfor ikke overskredet, da SKAT sendte sin agterskrivelse.

I sagen SKM2023.32.BR havde SKAT den 11. september 2017 henvendt sig til A og anmodet om materiale for indkomstårene 2013-2016. Herefter fulgte et forløb i perioden fra den 18. oktober 2017 til den 10. januar 2019 med løbende korrespondance mellem A og SKAT vedrørende informationsindsamlingen om hans aktieindkomst. Herunder afholdt A og SKAT i alt tre møder, hvor såvel A som SKAT før og efter møderne indhentede eller forsøgte at indhente fyldestgørende oplysninger om størrelsen af As aktieindkomst. SKAT sendte den 21. februar 2018 et forslag til ændring af skatteansættelse. Som led i forløbet undersøgte SKAT også, om As tidligere arbejdsgiver, G2-virksomhed, havde indberettet eller havde forsøgt at indberette As aktieindkomst til SKAT. G2-virksomhed fremsendte i perioden fra 26. oktober 2018 til 19. december 2018 i alt fire indberetninger for årene 2012-2017 til SKAT. På baggrund af disse sendte SKAT den 3. december 2018 et nyt forslag til afgørelse, som i sin helhed erstattede forslaget af 21. februar 2018.

Herefter anmodede A om et nyt møde med SKAT, som blev afholdt den 8. januar 2019, hvilket førte til, at SKAT på ny kontaktede G2-virksomhed, som den 10. januar 2019 fremsendte en korrigeret indberetning. På baggrund af dette fremsendte SKAT den 18. januar 2019 et nyt forslag til afgørelse, som i sin helhed erstattede forslaget af 3. december 2018.

På baggrund af ovenstående forløb var det rettens opfattelse, at SKAT først den 10. januar 2019 var kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for at foretage en korrekt, ekstraordinær indkomstansættelse, hvorfor reaktionsfristen i SFLs § 27, stk. 2, 1. pkt., var overholdt.

Sagen SKM2019.439.BR angik beskatning af pengeoverførsler på i alt 413.000 kr. til skatteyderens bankkonto. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at beløbene ikke tilkom skatteyderen eller i øvrigt var skattefrie. Beskatning var derfor sket med rette. Idet retten ligeledes fandt, at skattemyndighederne havde overholdt fristerne for ekstraordinær genoptagelse, og at SKAT ikke havde tilsidesat nogen partshøringsforpligtelse eller forpligtelse til at begrunde resultatet af afgørelsen, blev Skatteministeriet frifundet.

Sagen SKM2022.518.VLR drejede sig om genoptagelser af skatteansættelserne for A og B. A var i årene 2003 til 2011 direktør og daglig leder i G4-A/S, der var ejet af henholdsvis SP og NU, som var hans brødre. NU var i sin ejertid bosiddende i Y5-land. B var blandt andet bogholder i selskabet og havde fuldmagt til at foretage overførsler fra kassekreditten, ligesom både A og B havde fuldmagt til at udstede checks fra kassekreditten. A og B havde dermed en væsentlig indflydelse på selskabet, og de kunne reelt råde over selskabets midler. I årene 2003 til 2011 modtog A ingen løn fra G4-A/S. Han selvangav ikke nogen indkomst, og han havde ingen bankkonto til rådighed i Danmark. B fik i alle årene 20.000 kr. i løn om måneden før skat. A og B er i årene 2003 til 2011 begge blevet beskattet af normalværdien af fri kost, og A er også blevet beskattet af fri bolig. Hverken A eller B har ejet fast ejendom i årene 2003-2011. Landsretten tiltrådte, at A og B havde handlet groft uagtsomt ved manglende selvangivelse af de omhandlede beløb. SKAT havde derfor været berettiget til at genoptage A og Bs skatteansættelse ekstraordinært i årene 2003-2008, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Spørgsmålet var herefter, om 6 måneders fristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., er overholdt i årene 2003-2006. Retten udtalte, at det følger af Højesterets dom af 30. august 2018 gengivet i U2018.3603H, at kundskabstidspunktet må anses for at være det tidspunkt, hvor SKAT er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5. Landsretten tiltrådte, at SKAT først fik kundskab om forholdene ved en ransagning i september 2012, og at 6 måneders fristen dermed er overholdt. Landsrettens dom stadfæster SKM2019.423.BR.

SKM2021.243.LSR. Et mindreårigt barn havde modtaget større honorarbeløb fra en familiefond. Familiefonden havde indberettet honoraret til skatteforvaltningen. Honoraret fremgik således af de kontroloplysninger, som skatteforvaltningen havde på barnet. Barnet var på grund af sin alder ikke registreret i skatteforvaltningens system som skattepligtig.

Barnets forældre havde ikke selvangivet honoraret for barnet. Skatteforvaltningen havde efter udløbet af ligningsfristen beskattet barnet af honoraret. Skatteforvaltningen havde henvist til, at barnets forældre ansås at have handlet groft uagtsomt på barnets vegne, hvorfor der var grundlag for ekstraordinær skatteansættelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Skatteforvaltningen havde i øvrigt fundet, at kundskabstidspunktet i SFL § 27, stk. 2, var overholdt, hvorfor ansættelsen var sket rettidig.

Landsskatteretten fandt, at forældrene havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive indkomsten, herunder ikke reagerede på, at barnet ikke modtog en årsopgørelse med opkrævning af skat, hvorved også hensås til, at forældrene var bekendt med, at der ikke var betalt skat af honoraret. Landsskatteretten fandt dog, at ansættelsen ikke var foretaget rettidigt, idet skatteforvaltningen ikke havde foretaget ansættelsen inden 6 måneder efter kundskabstidspunktet. Der blev herved lagt vægt på, at honoraret var indberettet af familiefonden for flere år siden, og at der ikke siden var tilgået nye oplysninger om honoraret. Det forhold, at barnet ikke havde været registreret i skatteforvaltningens system som skattepligtig, kunne ikke ændre herved.

Sagen SKM2019.468.LSR omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt der var fristgennembrud vedrørende en borger, der var omfattet af den korte ligningsfrist, jf. bekendtgørelse om kort ligningsfrist. For så vidt angår indkomstårene 2012-2014 var spørgsmålet, om der kunne ske ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Anvendelse af reglen forudsætter, at Skatteforvaltningen har foretaget en forkert ansættelse, og at dette skyldes, at den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket dette. Begreberne forsæt og grov uagtsomhed i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, er identiske med de tilsvarende begreber i skattekontrollovens afsnit 3. Dette betyder dog ikke, at gennemførelse af ansættelsessagen er betinget af, at der fastslås strafansvar, eller at en gennemført straffesag resulterer i en fastsættelse af straf. Det er altid en konkret vurdering ud fra de konkrete omstændigheder i den konkrete sag, om en skattepligtig eller nogen på dennes vegne har handlet mindst groft uagtsomt, og Skatteforvaltningen dermed kan ændre ansættelse i medfør af bestemmelsen.

Da det forkerte fradrag for ratepensionen skyldtes en forkert indberetning fra pensionsselskabet, og da oplysningen stod i et låst felt, som klager ikke kunne rette i, fandt Landsskatteretten det betænkeligt at fastslå, at der forelå grov uagtsomhed ved den manglende reaktion fra klagers side jf. princippet i den tidligere skattekontrollovs § 1 A og den nuværende skattekontrollovs § 82, stk. 2.  Henset til, at det forkerte fradrag for bidrag til livsvarig livrente tilsvarende skyldtes en forkert indberetning fra pensionsselskabet, at der var tale om et mindre beløb og til sammenhængen mellem pensionsordningerne, fandt Landsskatteretten heller ikke, at der ved dette fradrag var grundlag for at fastslå, at der forelå grov uagtsomhed på grund af den manglende reaktion.

Sagen SKM2020.509.LSR angik, om klageren i en tilflytningssituation var fuldt skattepligtig til Danmark i perioden 1. januar 1999 til 31. december 2006. Landsskatteretten fandt, at SKAT havde godtgjort, at klagerens fulde skattepligt til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, 1. pkt., indtrådte den 20. juli 2001, og at klageren derfor var fuldt skattepligtig til Danmark i perioden fra den 20. juli 2001 til den 31. december 2006. Hvad angik perioden forud for den 20. juli 2001, havde SKAT ikke kunnet udarbejde en opgørelse, der viste, at klageren allerede den 1. januar 1999 havde taget ophold her i landet i henhold til KSL § 7, stk. 1, 1. pkt. Heroverfor stod imidlertid, at klageren heller ikke for denne periode havde fremlagt dokumentation for, at han havde været fuldt skattepligtig til eller havde haft skattemæssigt hjemsted i andre lande end Danmark. Klageren havde senest den 1. januar 1999 etableret bofællesskab med B og havde dermed helårsbolig til rådighed i Danmark fra dette tidspunkt. Klageren fik sit første barn med B [dato] 1999. Henset hertil og til de af SKAT oplyste omstændigheder om klagerens forhold i øvrigt, herunder hans erhvervsmæssige forhold, fandt Landsskatteretten efter en samlet vurdering, at der var en så stærk formodning for, at klageren allerede den 1. januar 1999 havde taget ophold i Danmark, jf. KSL § 7, stk. 1, 1. pkt., at det påhvilede ham at afkræfte dette. Da klageren ikke var fremkommet med objektive kendsgerninger til støtte for sine oplysninger, og da han havde modsat sig udlevering af noget materiale, der var blevet beslaglagt i London af det engelske politi, fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde afkræftet, at han allerede den 1. januar 1999 havde taget ophold i Danmark, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1, 1. pkt. For indkomstårene 1999 - 2004 fandt Landsskatteretten, at SKAT havde været berettiget til at foretage forhøjelsen i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og at varslingsfristen i stk. 2 var overholdt. Efter en konkret væsentlighedsvurdering fandt Landsskatteretten endelig, at SKATs afgørelse ikke var ugyldig på grund af ulovlig behandling af personoplysninger.

I sagen SKM2020.408.LSR skyldtes klagen, at Skattestyrelsen havde afslået en anmodning om ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2008 til 2010. Landsskatteretten fandt, at der var begået en myndighedsfejl i forbindelse med udskriften af årsopgørelsen for 2008. Det var således en registreringsfejl, at klageren for indkomstårene 2008 til 2010 var blevet anset for skattepligtig til Danmark, idet skattepligten ophørte den 30. juni 2007 i forbindelse med klagerens fraflytning. Landsskatteretten fandt herved, at betingelsen om "særlige omstændigheder" i SFL § 27, stk. 1, nr. 8, var opfyldt. Klageren ansås dog senest for at have fået kundskab til fejlregistreringen i forbindelse med udsendelse af årsopgørelse for indkomståret 2010, da han modtog grøn check på 1.300 kr., der senere blev udbetalt. 6 måneders fristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., ansås derfor ikke iagttaget. Landsskatteretten fandt endvidere ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse fristen for suspenderet, jf. § 27, stk. 2, sidste pkt. Landsskatteretten stadfæstede på den baggrund Skattestyrelsens afgørelse.

SKM2019.69.LSR. I forbindelse med indsendelse af en åbningsstatus i et dødsbo kunne SKAT konstatere, at en række aktietab var selvangivet med urette af afdøde, og at der forelå grundlag for fristgennembrud efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. To af Landsskatterettens medlemmer, herunder retsformanden, fandt ikke, at SKAT havde overholdt den lille fristregel i SFL § 27, stk. 2, idet SKAT siden modtagelsen af åbningsstatus havde været i besiddelse af alle tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, at der var grundlag for fristgennembrud jf. SKM2018.481.HR og SKM2018.520.HR. De korrekte oplysninger om værdipapirbeholdningerne var årligt indberettet af banken. Der fremkom ikke efter indsendelsen af åbningsstatus nye oplysninger. Retsmedlemmerne fandt ikke, at det forhold, at SKAT først på et senere tidspunkt valgte at beskæftige sig med sagen og påbegynde sagsbehandling, udskyder fristen efter stk. 2. To retsmedlemmer fandt, at den lille fristregel var iagttaget. Da retsformandens stemme ved stemmelighed er afgørende, ansås fristen i stk. 2 ikke for iagttaget.  

SKM2018.448.LSR. Idet klageren havde handlet groft uagtsomt, var der grundlag for at foretage en ekstraordinær ansættelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2013 og 2014. SKAT anmodede om yderligere oplysninger om aktiernes anskaffelsessummer den 23. juni 2015, hvilket blev modtaget frem til den 7. september 2015. Den 8. juli 2015 fremsendte SKAT det første forslag til ændring af skatteansættelserne. Forslag til ændring af skatteansættelserne af 7. december 2015 var således foretaget inden for reaktionsfristen på 6 måneder.  

SKM2018.481.HR. Højesteret udtalte, at kundskabstidspunktet må anses for at være det tidspunkt, hvor SKAT er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Varslingsfristen løber altså først fra det tidspunkt, hvor SKAT kan sende en agterskrivelse, dvs. det tidspunkt, hvor SKAT er kommet til kundskab om, at skatteansættelsen er urigtig, og at dette skyldes mindst grov uagtsomhed fra skatteyderens side.

SKM2018.105.LSR. SKAT foretog den 16. december 2014 opslag på internetsider og nyhedsmedier m.v. og sammenholdt dette med klagerens R 75 og årsopgørelse m.v. Det konstateredes herved, at klageren ikke havde medregnet præmien fra tv-konkurrencen til sin skattepligtige indkomst. Landsskatteretten mente, at SKAT på dette tidspunkt havde det fornødne grundlag for vurderingen af, om klager skulle beskattes af præmien. Derfor regnes 6 måneders fristen i SFL § 27, stk. 2, fra den 16. december 2014. SKAT sendte forslag til afgørelse den 8. maj 2015, hvorfor 6 måneders fristen var overholdt af SKAT.

En ansættelse, der er varslet af SKAT, skal foretages senest tre måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt, jf. SFL § 27, stk. 2. Ansættelsen er foretaget den 5. august 2015, hvorfor også tre måneders fristen er overholdt af SKAT. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

SKM2017.467.ØLR. Sagen drejede sig om fordeling af rentefradrag mellem tidligere ægtefæller. Landsretten lægger til grund, at SKAT først ved den tidligere ægtefælles klage af 21. oktober 2011 blev bekendt med bodelingsoverenskomsten af 11. juli 2008.

Retten fandt, at SKAT tidligst ultimo juni 2012 modtog kontoopgørelser fra udlandet og gældsbrevet og i november 2012 modtog kontoudskrifter fra bank, hvorfor SKAT først på dette tidspunkt havde det fornødne grundlag for at fremkomme med et forslag til afgørelse. Borgeren har ikke selv på et tidligere tidspunkt oplyst om sine udenlandske konti. Se SKM2018.309.ØLR, som stadfæster SKM2017.405.BR.

SKM2017.344.ØLR. Money Transfer sag. Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor SKAT modtog kontoudskrifter fra banken, da SKAT først på dette tidspunkt kunne foretage en korrekt ansættelse.  Se også SKM2017.623.ØLR.

SKM2017.174.BR. Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor SKAT kom i besiddelse af de korrekte oplysninger til beregning af skatten, hvilket i dette tilfælde var oplysning om lejens størrelse og fradragsberettigede udgifter. SKAT havde forsøgt at indhente oplysninger om fradragsberettigede udgifter fra borgeren, men modtog ingen oplysninger, hvorefter forslaget blev sendt, hvilket var inden for fristen i SFL § 27, stk. 2. (Anken er hævet).

Retten fandt, at SKAT først ved selskabets fremsendelse af supplerende materiale havde det fornødne grundlag for bedømmelsen af størrelsen af momstilsvaret for perioden, hvorfor fristen i SFL § 32, stk. 2 var overholdt. Se SKM2017.125.BR.

Reaktionsfristen var overholdt. Borgeren blev stoppet i en kontrolaktion og sendte derefter løbende oplysninger til SKAT. Retten fandt, at fristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT modtog de sidste oplysninger. Se SKM2016.588.VLR.

Forhøjelse vedrørende yderligere løn. Kundskabstidspunktet var tidligst tidspunktet hvor kurator udleverede lønregnskabet til SKAT. Se SKM2016.444.ØLR.

Reaktionsfristen løb først fra afslutningen af politiets efterforskning, herunder afhøringer af borgeren og ægtefællen. Se SKM2015.744.BR. Se også SKM2017.721.BR.

SKAT fik oplysning om, at en undersøgelse foretaget af SØK ville resultere i et skattekrav, men at man afventede en ransagning. Retten fandt, at reaktionsfristen løb fra 2. juli, hvor man fra SØK modtog udkast til rapport, da SKAT først på dette tidspunkt fik de faktuelle oplysninger i sagen. Se SKM2015.646.ØLR.

SKAT havde først havde tilstrækkelige oplysninger til at kunne lave en ansættelse på et korrekt grundlag på det tidspunkt, hvor SKAT modtog rapporten fra politiet vedrørende en ransagning. Se SKM2012.651.LSR

Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor selskabet anmeldte økonomidirektørs momsunddragelse til SKAT. Se SKM2015.462.LSR.

Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor virksomheden gav SKAT oplysninger om, at indbetalinger på konti vedrørte momspligtig virksomhed. SKAT havde flere gange bedt om oplysninger. Se SKM2015.62.BR.

SKAT bad om redegørelse om hævninger på udenlandsk kreditkort. Herefter modtog SKAT en redegørelse, der gav SKAT anledning til at bede om yderligere dokumentation for, at der som påstået var tale om lån. Reaktionsfristen skulle regnes fra udløbet af den frist SKAT havde givet til fremlæggelse af dokumentation. Se SKM2012.168.ØLR.

SKAT anmeldte forholdet til politiet, der foretog ransagning og sendte det beslaglagte materiale til SKAT. Reaktionsfristen blev først regnet fra det efterfølgende tidspunkt, hvor borgeren blev afhørt af politiet, idet Landsskatteretten lagde vægt på, at SKAT først på det tidspunkt fik tilstrækkeligt kundskab om borgerens relation til involverede udenlandske selskaber. Se SKM2014.683.VLR.

Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor borgeren under et møde hos SKAT meddelte, at han ikke kunne få fat i de oplysninger, som SKAT havde bedt om. Se SKM2014.634.BR.

En person havde udeholdt en del af omsætningen i selvangivelsen. Det blev lagt til grund, at kundskabstidspunktet først indtrådte efter at SKAT havde modtaget oplysninger om priser mv., der var nødvendige for at kunne vurdere skatteansættelsen. Se SKM2011.459.ØLR.

Kundskabstidspunktet var udgangen af den frist, der var fastsat med henblik på indsendelse af de manglende oplysninger. Se SKM2014.464.BR.

Der var længere pauser i SKATs sagsbehandling, hvilket dog ikke bevirkede, at reaktionsfristen begyndte at løbe, før SKAT havde modtaget de sidste tilstrækkelige oplysninger til at kunne varsle ansættelsesændring. Se SKM2014.335.VLR.

Reaktionsfristen var overholdt. Retten fandt, at SKAT først efter 1. august 2009 fik kendskab til oplysninger, så det kunne konstateres, at ansættelserne var ufuldstændige. Det første møde mellem skatteyder og SKAT fandt sted 4. december 2009, og SKAT i perioden 4. - 9. december 2009 fandt ud af borgerens rolle i selskabet. Ved mødet 4. december 2009 fik SKAT kendskab til en del kontoudskrifter vedrørende selskabet. Se SKM2014.260.ØLR.

Retten fandt, at SKAT tidligst ved virksomhedens udeblivelse fra det aftalte kontrolbesøg fik tilstrækkelig grund til at betvivle rigtigheden af virksomhedes momsregistreringer og dermed tilstrækkeligt grundlag for at varsle en ændring af afgiftsansættelsen. Se SKM2014.214.ØLR.

Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor SKAT havde indhentet yderligere kontoudtog og afholdt møde med borgeren og fået bekræftet at visse poster på kontoudtogene på borgerens mors konti vedrørte borgeren. Se SKM2013.259.BR.

Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor SKAT fra en kommune fik oplysning om, at selskabet drev uregistreret virksomhed, da SKAT på dette tidspunkt havde de fornødne oplysninger for at kunne fastslå, at selskabet var afgiftspligtigt. Da SKAT først havde sendt forslag mere end 6 måneder efter dette tidspunkt, var fristen i SFL § 32, stk. 2 ikke overholdt. Se SKM2013.180.LSR.

Kundskabstidspunktet var først på det tidspunkt, hvor direktøren besvarede SKATs henvendelse. Se SKM2013.54.BR.

Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor SKAT modtog borgerens svar på SKATs henvendelse, hvor SKAT fik kundskab om, at borgeren havde benyttet kreditkortet. Se SKM2012.224.LSR.

Det blev lagt til grund, at kundskabstidspunktet først indtrådte ca. to måneder efter, at SKAT havde modtaget ufuldstændige oplysninger. Begrundelsen herfor var, at SKAT måtte indrømmes en vis rimelig tid til at bearbejde de ufuldstændige og til dels misvisende oplysninger. Se SKM2006.153.HR.

Retten udtaler, at der må indrømmes SKAT en vis, rimelig frist til at undersøge oplysninger og dokumenter, der fremkom ved en ransagning. Reaktionsfristen løb derfor først fra det efterfølgende tidspunkt, hvor SKAT modtog bankudtog, der viste, at betalingen var skattepligtigt udbytte. Se SKM2012.459.VLR.

Ved ransagning blev der gennemført en spejling af selskabets computer. SKAT modtog efter ransagningen materialet fra spejlingen, og reaktionsfristen skulle regnes fra sidstnævnte tidspunkt. Se SKM2012.651.LSR.

Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor borgeren oplyste SKAT om, at han havde modtaget gaver. Se SKM2012.325.BR.

SKAT havde modtaget kontroloplysninger fra udlandet om afkast af olie- og gasrettigheder for 2003, hvorimod disse oplysninger ikke omfattede de forudgående indkomstår. For så vidt angår forhøjelser for årene inden 2003 løb reaktionsfristen ikke fra modtagelsen af kontroloplysninger fra udlandet, men derimod fra det tidspunkt, hvor borgeren selv oplyste, at han også havde haft rettigheder og afkast i de forudgående år. Se SKM2012.183.BR.

Reaktionsfristen skulle regnes fra udløbet af den frist SKAT havde fastsat for fremlæggelse af yderligere dokumentation, hvilken frist var fastsat efter at SKAT havde modtaget af en udbedt redegørelse om hævningerne, hvor hævningerne blev forklaret som midler fra et privat lån. Se SKM2012.168.ØLR.

Borgeren havde i flere omgange undladt at oplyse om en trust, hvis midler ikke var udskilt fra hans formue. Reaktionsfristen skulle derfor først regnes fra modtagelsen af oplysninger, der til en vis grad belyste trustens forhold og borgerens tilknytning til og rolle i forhold til trusten. Se SKM2012.138.ØLR.

Det blev lagt til grund, at SKATs kundskab til de relevante oplysninger tidligst indtraf på ransagningstidspunktet. Se SKM2011.209.HR.

Selv om SKAT allerede var i besiddelse af relevante oplysninger inden ransagning, fremkom der ved ransagningen sådanne supplerende oplysninger, at reaktionsfristen tidligst skulle regnes fra ransagningstidspunktet. Se SKM2010.552.BR og SKM2011.209.HR (stadfæster SKM2009.164.ØLR).

Selv om regnskabsmateriale var tilgået SKAT i september 2004, blev en varsling af en skønsmæssig ansættelse i juni 2005 anset for rettidig, fordi det blev lagt til grund, at der efterfølgende var tilgået SKAT relevante oplysninger, senest i februar 2005. Se SKM2011.459.ØLR.

Kundskabstidspunktet indtrådte ca. to måneder efter, at SKAT havde modtaget ufuldstændige oplysninger. Begrundelsen herfor var, at SKAT måtte indrømmes en vis rimelig tid til at bearbejde de ufuldstændige og til dels misvisende oplysninger. Se SKM2006.153.HR

Salg af aktier 

Spørgsmålet er, om fristen på 6 måneder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., er overholdt. Retten lægger efter bevisførelsen til grund, at SKAT i 2013 og 2014 havde kendskab til As salg af aktier, men ikke havde oplysninger om aktiernes anskaffelsessummer, hvorfor SKAT i servicemeddelelser til A anmodede om disse. SKAT havde således ikke på dette tidspunkt kundskab om, at der var grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5. Kundskab herom fik Skattestyrelsen først, da A den 12. oktober 2018 besvarede Skattestyrelsens materialeindkaldelse af 21. september 2018.

Retten finder derfor, at varslingsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke var overskredet, da Skattestyrelsen sendte sin agterskrivelse til A den 29. januar 2019. Se SKM2022.491.BR

Manglende selvangivelse: Skattepligtig i Danmark

Det følger af SFL § 27, stk. 2, at en ekstraordinær ansættelse efter lovens § 27, stk. 1, kun kan foretages, hvis den varsles af skatteforvaltningen senest 6 måneder efter, at skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26. Retten lægger vægt på, at SKAT først den 15. december 2011 modtog yderligere materiale fra H1 herunder vedrørende rejseudgifter i 2007 og 2008, vedrørende en konsulentrapport og indgåelse af aftale herom, vedrørende låneaftalen med G1 - ApS samt vedrørende udbetalinger til SN i 2007 og 2009-2011. Disse oplysninger var sammen med bl.a. de den 16. september 2011 modtagne referater af bestyrelsesmøder afgørende for vurderingen af skattepligten. Fristen efter SFL § 27, stk. 2, skal derfor beregnes fra den 15. december 2011, og varslingen den 3. april 2012 var derfor rettidig. Se SKM2022.428.BR

Manglende selvangivelse: Erhvervsmæssig virksomhed

Det lægges som ubestridt til grund, at SKAT i foråret 2015 modtog oplysninger fra de Y5-land skattemyndigheder om et større antal depoter i F1-bank, herunder oplysninger om As tidligere engagement med banken. Det lægges videre til grund, at SKAT den 18. juni 2015 anmodede A om at fremsende nærmere præciserede oplysninger, og at der herefter blev holdt en række telefoniske møder med advokat NP, og at A løbende fremsendte materiale. Under en telefonsamtale den 16. september 2015 oplyste advokat NP, at A "var i gang med at hente oplysninger", hvorefter man aftalte, at SKAT ville sende en ny materialeindkaldelse. Der blev herefter sendt en materialeindkaldelse den 21. september 2015, og efter modtagelse af yderligere materiale fra A blev der den 3. december 2015 sendt endnu en materialeindkaldelse. Den 20. januar 2016 fremsendte advokat NP yderligere materiale og meddelte, at A endegyldigt ikke kunne fremkomme med yderligere oplysninger.

Efter sagens karakter, herunder karakteren af de oplysninger som A løbende fremsendte, finder landsretten herefter - uanset at Skattestyrelsen allerede den 30. juni 2015 meddelte, at sagen ville blive sendt til ansvarsvurdering - at skattemyndighederne først den 20. januar 2016 var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse. Landsretten finder derfor, at varslingsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke var overskredet, da Skattestyrelsen sendte sin agterskrivelse den 5. april 2016 til A. Se SKM2022.369.ØLR.

Det fremgår af sagens oplysninger, at skattemyndighederne modtog oplysning om As konti den 8. september 2015, og at skattemyndighederne på baggrund heraf varslede ændringer i As skatteansættelse for indkomståret 2011 den 3. marts 2016. Det fremgår endvidere, at en endelig afgørelse blev sendt til A den 23. juni 2016, efter at A havde anmodet om udsættelse af fristen for at fremkomme med bemærkninger og blev vejledt om konsekvenserne heraf. Retten lægger på baggrund heraf til grund, at fristerne i SFL § 27, stk. 2, er overholdt. Se SKM2022.594.BR

I en sag om skatteyders fulde skattepligt til Danmark, herunder rådighed over ekskonens bolig, blev skatteyder ved brev af 11. oktober 2011 anmodet om at indsende en række dokumenter til Skattestyrelsen, herunder dokumentation for ejerforhold, regnskaber, kontoudtog m.v. Skatteyder fremsendte den 29. november 2011 kontoudtog for G3 - virksomheds konti i F1 - bank, idet han samtidig anførte, at han ikke mente, at det øvrige materiale skulle udleveres til Skattestyrelsen. Byretten fandt, at fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, tidligst skulle regnes fra den 29. november 2011, hvor skatteyder besvarede Skattestyrelsens materialeindkaldelse. Fristen var dermed overholdt, da Skattestyrelsen udsendte forslag til afgørelse den 25. maj 2012. Se SKM2022.538.BR

Skattepligtig indkomst - salg af ejendom

Det er fastslået i højesteretspraksis, at kundskabstidspunktet i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., er det tidspunkt, hvor SKAT er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

SKAT modtog oplysninger fra sagsøgerne ad flere omgange, men modtog først de sidste oplysninger fra sagsøgernes repræsentant den 8. september 2017. Retten må lægge til grund, at før dette tidspunkt var SKAT ikke i besiddelse af tilstrækkeligt sikre oplysninger til at fastslå, at der forelå grundlag for en ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Fristen på 6 måneder i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt. var derfor overholdt, da SKAT den 11. januar 2018 varslede den skattemæssige forhøjelse. Se SKM2022.498.BR

Skattepligtig indkomst: lån 

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at de omhandlede indsætninger på hans private konto i 2014 stammede fra lån. Skatteyderen var derfor skattepligtig af indsætningerne. Retten fandt videre, at skatteyderen måtte anses for at have handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet indsætningerne. Reaktionsfristen, jf. SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., løb ikke fra det tidspunkt, hvor SKAT havde modtaget oplysninger fra SØIK, om at der var indsat en række beløb på skatteyderens private konto, men først fra det tidspunkt, hvor SKAT havde indhentet den sidste kontoudskrift vedrørende skatteyderens konto fra banken. På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet. Se SKM2022.484.BR.

Store mængder ubearbejdede data

Reaktionsfristen løb ikke fra det tidspunkt, hvor SKAT som led i projektet modtog en stor mængde ubearbejdede data, ligesom fristen heller ikke løb fra tidspunktet for den første udsøgning på overførslen til borgeren. Derimod blev reaktionsfristen først anset for at løbe fra det tidspunkt, hvor SKAT havde fået tilstrækkelige oplysninger til at varsle en korrekt opgørelse. Se SKM2013.910.BR.

Se også SKM2014.120.BR og SKM2014.464.BR.

Kundskab ved afgørelse/dom:

For Højesteret drejede sagen sig alene om, hvorvidt betingelserne for at gennemføre den ændrede ansættelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 2 og stk. 2, var opfyldt.

Højesteret fastslog, at byrettens forhøjelse af skatteansættelsen for 2005 måtte anses for en direkte følge af nedsættelsen af ansættelsen for 2006 og dermed omfattet af § 27, stk. 1, nr. 2. Højesteret afviste i den forbindelse, at der i ordlyden af bestemmelsen eller i dennes motiver var holdepunkter for at forstå bestemmelsen således, at forhøjelsen af en ansættelse for et indkomstår ikke kan ske ved den samme afgørelse som den nedsættelse for et andet indkomstår, som forhøjelsen er en direkte følge af. Højesteret fastslog endvidere, at fristen i § 27, stk. 2, var overholdt, idet den begyndte at løbe fra byrettens dom. Landsrettens dom blev derfor stadfæstet. Se SKM2018.203.HR.

Retten fandt bl.a. navnlig henset til, at spørgsmålet om periodiseringen af 2004-hævningerne i realiteten var afgjort allerede ved Landsskatterettens 17. november 2009 (vedrørende hævninger foretaget i 2005), og da skatteankenævnets henlæggelse i 2007/2008 af klagesagen vedrørende indkomståret 2004 var baseret på fejlagtige oplysninger fra SKAT, at SKAT ikke kunne anses for at have iagttaget reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt. Se SKM2017.365.BR.

Retten fandt, at reaktionsfristen på 6 måneder først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor retten træffer afgørelse om periodisering af forhøjelsen. Se SKM2018.203.HR

Borgeren fik medhold i en klagesag over, at en gældseftergivelse var beskattet i 2002. Som en direkte følgevirkning blev gældseftergivelsen i stedet for beskattet i 2003 i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 2. Reaktionsfristen begyndte først at løbe fra det tidspunkt, hvor borgeren fik medhold i, at beskatningen ikke skulle ske i 2002. Se SKM2012.389.BR.

Et skattearrangement var blevet tilsidesat for 2002 og 2003, men vedrørende 2004 var reaktionsfristen overskredet, fordi SKAT i regnskabet havde haft tilstrækkelige oplysninger til at foretage ansættelse for 2004. Se SKM2012.390.BR.

Under en retssag om beskatning af en indtægt i 2003 fremkom oplysninger, der viste, at periodisering skulle ændres fra 2003 til 2002. Borgeren var tidligere blevet frifundet i en straffesag om beskatning i 2003, men uanset dette skulle reaktionsfristen først regnes fra et senere tidspunkt, fordi der i straffedommen var udtrykt usikkerhed om det korrekte beskatningstidspunkt. Se SKM2010.400.BR.

Reaktionsfristen begyndte ikke at løbe før en klagebehandling i Skatteankenævnet om det samme spørgsmål var afsluttet. Se SKM2008.702.HR.

Korrektion af årsopgørelse som følge af dom

Retten bemærkede, at årsopgørelsen alene indeholdt en korrektion som følge af, at Højesteret havde givet afslag på omgørelsen, og at der ikke forelå noget nyt i forhold til ansættelsen, der kunne give anledning til høring på ny. Retten fandt derfor ikke, at der var en ændring, der krævede overholdelse af SFL § 27, stk. 2. Se SKM2016.611.ØLR.

Reaktionsfrist ved fristforlængelse

Byretten udtalte bl.a.: Der er ikke grundlag for at anse reaktionsfristerne i SFL § 27, stk. 2, for overskredet. Det bemærkes hertil, at skatteansættelsen, der fremgår af SKATs afgørelse af 28. oktober 2011, blev udsat efter anmodning fra As advokat den 21. september 2011, hvilket også fremgår af SKATs svar af samme dag, hvor der udtrykkeligt henvises til SFL § 27, stk. 2. Se SKM2017.505.VLR.

Fristen overskredet vedrørende hovedaktionær uanset selskabet havde haft mulighed for at udtale sig

Reaktionsfristen var ikke overholdt. Sagen drejede sig om en forhøjelse af selskab og hovedaktionær. Retten fandt, at reaktionsfristen for hovedaktionærens ansættelse tidligst løb fra 15. marts 2012, hvor SKAT modtog en redegørelse. Forslag blev sendt 22. februar 2013, hvor fristen var udløbet. Retten mente, at det var uden betydning, at selskabet havde haft mulighed for at komme med indsigelser vedrørende selskabets forslag (grundlaget for ansættelserne var det samme). Se SKM2016.425.ØLR.

Reaktionsfrist - afkast ejendomsprojekt

Retten udtalte, at da de sagsøgende selskaber ved at undlade at selvangive de omhandlede afkast har udvist mindst grov uagtsomhed jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5, har SKAT været berettiget til i medfør af SFL § 27, stk. 2, at afsende forslag til afgørelser den 5. februar 2013 og endelige afgørelser den 15. marts 2013, hvorved de sagsøgende selskabers indkomst for 2008 er ændret. Reaktionsfristen var overholdt. Se SKM2016.402.BR.

Konsekvensændringer

SKAT havde i første omgang henført forhøjelsen af sagsøgerens indkomst til indkomståret 2008, selvom det rigtige indkomstår var 2007. Forhøjelsen for 2008 var varslet den 1. marts 2010.

6 måneder-fristen i SFL § 27, stk. 2, for forhøjelsen af 2007 skulle regnes fra SKATs afgørelse af 15. november 2011, hvori SKAT flyttede forhøjelsen fra 2008 til 2007. Fristen var derfor overholdt. Se SKM2019.195.BR.

Konsekvensændringer ægtefæller

En hustru fik ved Landsskatteretten medhold i, at kun ½ af indeståendet på en bankkonto var ejet af hende. Manden skulle derfor ekstraordinært forhøjes med ½ af renteindtægterne. Da forhøjelsen blev varslet inden udløbet af 6 måneder regnet fra Landsskatterettens afgørelse vedrørende hustruen, var varslingen sket rettidigt efter bestemmelsen i SFL § 27, stk. 2. Det havde ikke betydning for SKATs kundskabstidspunkt, at Skatteankenævnet tidligere havde modtaget oplysninger om ejerforholdet til bankkontoen, idet der ikke var identitet mellem SKAT og Skatteankenævnet. Se SKM2011.735.BR.

Er der tale om en ægtefællekonsekvensændring, fremgår det af SKM2011.675.ØLR, at reaktionsfristen i relation til konsekvensændringen hos ægtefælle 2, tidligst regnes fra det tidspunkt, hvor den forudgående ændring hos ægtefælle blev varslet. Efter SKATs opfattelse må dommen forstås således, at en konkret vurdering er afgørende for, hvornår reaktionsfrisen begynder at løbe vedrørende konsekvensændringen for ægtefælle 2. Fristen vil dog senest begynde at løbe på det tidspunkt, hvor ansættelsesændringen for ægtefælle 1 er gennemført.

Skatteforvaltningen varsler gentagne gange

Hvis Skatteforvaltningen har varslet rettidigt inden udløbet af reaktionsfristen og stadig inden udløbet af reaktionsfristen finder anledning til at korrigere det først udsendte forslag, skal der gøres opmærksom på følgende:

Hvis forslag nr. 2 i sin helhed skal erstatte og dermed annullere forslag nr. 1, skal dette udtrykkeligt formuleres i forslag nr. 2 med henblik på at sikre, at ansættelsesfristen, først løber fra tidspunktet for forslag nr. 2. Hvis derimod forslag nr. 2 er udtryk for en fortsættelse/korrektion af forslag nr. 1, som således ikke annulleres, vil ansættelsesfristen løbe fra tidspunktet for forslag nr. 1.

Eksempel: (1. forslag ikke erstattet af 2. forslag) 

Efter udsendelse af forslag inden reaktionsfristen om ændring af ansættelsen blev der efterfølgende udsendt et forslag nr. 2 med henblik på en beløbsmæssig korrektion inden for rammerne af forslag nr. 1. Da det ikke i forslag nr. 2 udtrykkeligt var fastsat, at det samtidig annullerede forslag nr. 1, blev forslag nr. 2 anset for en sådan følge af forslag nr. 1, at ansættelsesfristen skulle regnes fra forslag nr. 1. Forhøjelsen var derfor forældet. Se SKM2013.675.LSR.

Se også

A.A.8.2.2.1.5 om Ansættelsesfristen.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

 Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2021.707.HR

Sagen angik, om SKAT var berettiget til ekstraordinært at genoptage indkomstansættelsen for A for årene 2011-2015 i medfør af SFL § 27, stk. 1, nr. 5, herunder om SKAT havde overholdt varslingsfristen på 6 måneder i bestemmelsen stk. 2, 1. punktum.

Højesteret fandt, at A eller nogen på hendes vegne havde handlet groft uagtsomt ved at undlade at reagere på de urigtige skatteansættelser, hvorfor betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2011-2015 efter SFL § 27, stk. 1 nr. 5, var opfyldt.

Det var Højesteret ubestridt, at skattemyndighederne mere end 6 måneder forud for afsendelsen afvarslingsskrivesen var i besiddelse af de oplysninger, der dannede grundlag for den ekstraordinære forhøjelse af skatteansættelserne for indkomsterne 2011-2015. Højesteret fandt, at fristen på seks måneder i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke var overholdt.

Højesteret lagde til grund. at skattemyndighederne alene ved at sammenholde oplysningerne i årsopgørelserne, registreringerne i værdipapirsystemet og indberetningerne fra banken kunne konstatere, at skatteyderens skatteansættelser var urigtige, og at dette skyldtes groft uagtsomt forhold hos hende eller hendes repræsentant. Højesteret lagde vægt på, at Højesteret i to tidligere domme har udtalt, at kundskabstidspunktet må anses for at være det tidspunkt, hvor skattemyndighederne "er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger" til, at der forelå grundlag for ekstraordinære ansættelse efter § 27. stk. 1, nr. 5. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.

Stadfæster SKM2020.561.VLR.

SKM2018.481.HR

Højesteret udtalte, at kundskabstidspunktet må anses for at være det tidspunkt, hvor SKAT er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Varslingsfristen løber altså først fra det tidspunkt, hvor SKAT kan sende en agterskrivelse, dvs. det tidspunkt, hvor SKAT er kommet til kundskab om, at skatteansættelsen er urigtig, og at dette skyldes mindst grov uagtsomhed fra skatteyderens side.

Money Transfer-projekt. Tidligere instans SKM2017.478.VLR.

SKM2018.203.HR

For Højesteret drejede sagen sig alene om, hvorvidt betingelserne for at gennemføre den ændrede ansættelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, var opfyldt.

Højesteret fastslog, at byrettens forhøjelse af skatteansættelsen for 2005 måtte anses for en direkte følge af nedsættelsen af ansættelsen for 2006 og dermed omfattet af § 27, stk. 1, nr. 2. Højesteret afviste i den forbindelse, at der i ordlyden af bestemmelsen eller i dennes motiver var holdepunkter for at forstå bestemmelsen således, at forhøjelsen af en ansættelse for et indkomstår ikke kan ske ved den samme afgørelse som den nedsættelse for et andet indkomstår, som forhøjelsen er en direkte følge af. Højesteret fastslog endvidere, at fristen i § 27, stk. 2, var overholdt, idet den begyndte at løbe fra byrettens dom. Landsrettens dom blev derfor stadfæstet.

Tidligere SKM2017.230.ØLR

SKM2016.513.BR

SKM2011.209.HR

Reaktionsfrist skulle tidligst regnes fra ransagningstidspunktet. Reaktionsfristen var overholdt.

Stadfæster SKM2009.164.ØLR.

SKM2010.551.HR

Kundskabstidspunkt lig med restanceopkrævningstidspunkt.

Begrundelsen fremgår af SKM2008.627.ØLR.

Højesteret tog ikke stilling til reaktionsfristen.

Se SKM2008.627.ØLR.

SKM2008.702.HR

Uafsluttet klagebehandling - suspension af reaktionsfrist.

SKM2006.153.HR

Kundskabstidspunkt først indtrådt efter ca. 2 måneders bearbejdelse af modtaget materiale.

Landsretsdomme

SKM2023.596.ØLR

►Landsretten fandt ikke, at indholdet af den foreløbige regnskabsrapport i sig selv gav Skattestyrelsen kundskab om, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Landsretten fandt således ikke, at Skattestyrelsen alene ved at sammenholde de tilvejebragte oplysninger, herunder kontooplysningerne, kunne have konstateret, at As skatteansættelse var urigtig, og at dette beroede på et forsætligt eller groft uagtsomt forhold. Det var derfor først efter modtagelsen af oplysningerne fra A den 19. november 2018, at Skattestyrelsen var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om der forelå et konkret, talmæssigt grundlag for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Derfor var varslingsfristen iagttaget, da Skattestyrelsen den 5. december 2018 sendte en agterskrivelse til A. Landsretten ændrede herefter byrettens dom og frifandt Skatteministeriet.◄

Tidligere instans: SKM2022.360.BR 

SKM2022.518.VLR

A var i årene 2003 til 2011 direktør og daglig leder i G4-A/S, der var ejet af henholdsvis SP og NU, som var hans brødre. NU var i sin ejertid bosiddende i Y5-land. B var blandt andet bogholder i selskabet og havde fuldmagt til at foretage overførsler fra kassekreditten, ligesom både A og B havde fuldmagt til at udstede checks fra kassekreditten. A og B havde dermed en væsentlig indflydelse på selskabet, og de kunne reelt råde over selskabets midler. I årene 2003 til 2011 modtog A ingen løn fra G4-A/S. Han selvangav ikke nogen indkomst, og han havde ingen bankkonto til rådighed i Danmark. B fik i alle årene 20.000 kr. i løn om måneden før skat. A og B er i årene 2003 til 2011 begge blevet beskattet af normalværdien af fri kost, og A er også blevet beskattet af fri bolig. Hverken A eller B har ejet fast ejendom i årene 2003-2011.

Landsretten tiltrådte, at A og B havde handlet groft uagtsomt ved manglende selvangivelse af de omhandlede beløb. SKAT havde derfor været berettiget til at genoptage A og Bs skatteansættelse ekstraordinært i årene 2003-2008, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

Spørgsmålet var herefter, om 6 måneders fristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., er overholdt i årene 2003-2006. Retten udtalte, at det følger af Højesterets dom af 30. august 2018 gengivet i U2018.3603H, at kundskabstidspunktet må anses for at være det tidspunkt, hvor SKAT er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5.

Landsretten tiltrådte, at SKAT først fik kundskab om forholdene ved en ransagning i september 2012, og at 6 måneders fristen dermed er overholdt.

Stadfæster SKM2019.423.BR.

SKM2022.369.ØLR

Det lægges som ubestridt til grund, at SKAT i foråret 2015 modtog oplysninger fra de Y5-land skattemyndigheder om et større antal depoter i F1-bank, herunder oplysninger om As tidligere engagement med banken. Det lægges videre til grund, at SKAT den 18. juni 2015 anmodede A om at fremsende nærmere præciserede oplysninger, og at der herefter blev holdt en række telefoniske møder med advokat NP, og at A løbende fremsendte materiale. Under en telefonsamtale den 16. september 2015 oplyste advokat NP, at A "var i gang med at hente oplysninger", hvorefter man aftalte, at SKAT ville sende en ny materialeindkaldelse. Der blev herefter sendt en materialeindkaldelse den 21. september 2015, og efter modtagelse af yderligere materiale fra A blev der den 3. december 2015 sendt endnu en materialeindkaldelse. Den 20. januar 2016 fremsendte advokat NP yderligere materiale og meddelte, at A endegyldigt ikke kunne fremkomme med yderligere oplysninger.

Efter sagens karakter, herunder karakteren af de oplysninger som A løbende fremsendte, finder landsretten herefter - uanset at Skattestyrelsen allerede den 30. juni 2015 meddelte, at sagen ville blive sendt til ansvarsvurdering - at skattemyndighederne først den 20. januar 2016 var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse. Landsretten finder derfor, at varslingsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke var overskredet, da Skattestyrelsen sendte sin agterskrivelse den 5. april 2016 til A.

Stadfæster SKM2021.135.BR.

SKM2022.287.ØLR

Sagerne angik, om et beløb på 5.442.840 kr. udgjorde betaling og forudbetaling for honorarer eller betaling for aktier. Det var skatteydernes opfattelse, at beløbet udgjorde betaling for aktier, og at aktieavancen var skattefri efter de dagældende regler.

Landsretten fandt, at skatteyderne ikke havde godtgjort, at beløbet udgjorde betaling for aktier. Landsretten fandt derfor, at beløbet udgjorde betaling og forudbetaling for honorarer, som var skattepligtige for skatteyderne. Landsretten fandt desuden, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt.

Spørgsmålet er herefter, om fristen på 6 måneder i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., er overholdt.

Efter denne bestemmelse kan en ekstraordinær ansættelse efter stk. 1 kun foretages, hvis den varsles af SKAT senest 6 måneder efter, at SKAT er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. Det følger af bestemmelsen, at varslingsfristen på 6 måneder begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor SKAT er kommet til kundskab om, at en skatteansættelse er urigtig eller ufuldstændig, og at dette skyldes groft uagtsomt eller forsætligt forhold hos den skattepligtige eller dennes repræsentant. Kundskabstidspunktet anses for at være det tidspunkt, hvor SKAT er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5, jf. herved bl.a. UfR 2018.3603 H.

Landsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at SKAT i forbindelse med mødet den 26. oktober 2012 hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet fik udleveret materiale, herunder skriftlige aftaler, der var af betydning for vurderingen af, om der skulle foretages ændrede skatteansættelser for A og H1. Landsretten finder imidlertid, at SKAT først efter mødet den 30. januar 2013 med partsrepræsentanter for A kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5. Varslingsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., var derfor ikke overskredet, da SKAT sendte agterskrivelserne af 30. april 2013 til A og H1.

Stadfæster SKM2020.454.BR.

SKM2022.110.ØLR

Landsretten fastslog i en af Skatteministeriet indbragt sag, at der ikke kunne ske ekstraordinær genoptagelse i medfør af SFL § 27, stk. 1, nr. 8, af skatteyderens skatteansættelser for indkomstår med ikke-selvangivne tab på skatteyderens udenlandske investeringer. Skattemyndighederne kunne foretage ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelser for indkomstår med ikke-selvangivne gevinster på investeringerne i medfør af bestemmelsens nr. 5, da skatteyderen havde handlet groft uagtsomt. Reaktionsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., var overholdt.

SKATs varsling den 29. maj 2015 om ændring af grundlaget for As skat for indkomstårene 2004-2008 findes herefter at være sket inden for reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt. Den tid, der hengik fra mødet den 28. maj 2014 til SKATs indkaldelse den 5. januar 2015 af oplysninger vedrørende indkomstårene 2004-2008, kan blandt andet under hensyn til de i øvrigt fremkomne oplysninger om den kontinuerlige sagsbehandling hos SKAT, som er nærmere beskrevet oven for under sagens problemstilling og opstart, ikke føre til en anden bedømmelse.

 

SKM2020.523.ØLR

Sagen omhandlede, hvorvidt appellanten var skattepligtig af beløb, som over en årrække var overført fra appellantens selskab på Belize til hans F3-bankkonti henholdsvis anvendt til køb af bolig i Spanien. Appellanten gjorde gældende, at det udenlandske selskab skulle anses for skattemæssigt transparent, idet selskabet ikke havde et erhvervsmæssigt formål og reelt ikke levede op til de krav, der stilles til et dansk selskab, samt at midlerne var retserhvervet på et tidspunkt, hvor appellanten ikke var skattepligtig til Danmark.

Landsretten fandt, at selskabet måtte anses for et selvstændigt skattesubjekt, jf. SEL § 1, stk. 1, nr. 2. Retten lagde i den forbindelse efter de foreliggende oplysninger til grund, at selskabet var et lovligt oprettet selskab med begrænset hæftelse, og at selskabet i øvrigt havde sådanne karakteristika, at selskabet som udgangspunkt måtte sidestilles med et selskab omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2. Appellanten havde ikke godtgjort, at han skulle stilles som om, selskabet ikke var et selvstændigt skattesubjekt.

Landsretten fandt endvidere, at appellanten ved sin manglende selvangivelse af pengeoverførslerne groft uagtsomt havde bevirket, at skatteansættelserne var foretaget på et urigtigt grundlag, og betingelserne efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær ansættelse var derfor opfyldt. At appellanten havde modtaget rådgivning fra sin bank, ændrede ikke herved. Landsretten fandt samtidig, at skattemyndighederne havde overholdt 6 måneders fristen efter SFL § 27, stk. 2. Det forhold, at en del af overførslerne blev omkvalificeret fra personlig indkomst til aktieindkomst, kunne ikke føre til, at skattekravet var forældet.

Tidligere instans: SKM2019.463.BR

SKM2020.488.VLR

Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen skulle beskattes af indsætninger på hans danske bankkonto fra hans spanske selskab, eller om der var tale om tilbagebetaling af et lån. For landsretten fremlagde skatteyderen regnskabsmateriale fra det spanske selskab, som viste, at skatteyderen havde et større tilgodehavende i selskabet. Vestre Landsret frifandt Skatteministeriet med henvisning til byrettens præmisser, og landsretten udtalte i den forbindelse, at det spanske regnskabsmateriale ikke kunne føre til et andet resultat, idet regnskabsmaterialet ikke vedrørte de konkrete år, hvor henholdsvis lånet skulle være ydet og tilbagebetalt.

Stadfæster SKM2019.157.BR

SKM2020.457.ØLR

Sagen angik, om indsætninger på i alt 5,6 mio. kr. på skatteyderens bankkonto udgjorde lån eller skattepligtige gaver, samt om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt. Landsretten tiltrådte, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at indsætningerne udgjorde lån, og landsretten fandt derudover, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt. Landsretten stadfæstede på denne baggrund byrettens dom.

Tidligere instans: SKM2019.444.BR

SKM2020.396.ØLR

Sagen vedrørte, om der i medfør af SFL § 27, stk. 1, nr. 2 (direkte følge-reglen), er adgang til at forhøje den skattepligtige indkomst for en skatteyder, selv om han ikke blev varslet om forhøjelsen inden udløbet af den ordinære frist i SFL § 26, stk. 1. I givet fald skulle det vurderes, om fristen i SFL § 27, stk. 2, var overholdt. Ved Landsskatterettens første afgørelse i sagen i 2017 blev SKATs forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for 2008 ændret til 0 kr., idet forhøjelsen burde have været henført til et andet indkomstår. Idet der rettidigt kunne være varslet forhøjelse af skatteyderens skattepligtige indkomst for 2013, da SKAT i 2016 varslede forhøjelsen af indkomsten for 2008, anser landsretten det som en direkte følge af Landsskatterettens første afgørelse, at SKAT i 2018 varslede forhøjelse af hans skattepligtige indkomst for 2013, jf. UfR 2011.3105 H og UfR 2018.1960 H.

Idet ansættelsesændringen for indkomståret 2008 skete på skatteyderens initiativ, og der foreligger klar domspraksis til støtte for varslingen, førte det af skatteyderen anførte om Den juridiske vejledning 2020 ikke til andet resultat. SKAT fandtes berettiget til at varsle ændring af skatteyderens skatteansættelse for 2013, selv om varslingen skete senere end den 1. maj 2017, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 2. Landsretten fandt endvidere, at fristen i forhold til kundskab om, hvornår skatteyderens skatteansættelse rettelig skulle henføres til, i medfør af SFL § 27, stk. 2, var overholdt, idet Landsskatteretten traf endelig afgørelse i sagen i 2017. Det forhold, at sagen generelt blev omtalt i flere nyhedsmedier i 2012, førte ikke til andet resultat. Skatteministeriet fik derfor medhold i sin påstand om, at skatteyderens indkomst for indkomståret 2013 kunne forhøjes.

Tidligere instans: SKM2019.157.BR

SKM2019.388.VLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt 41 indbetalinger i perioden 2008-2010 på godt 1,2 mio. kr. fra tre forskellige selskaber hjemmehørende i Liechtenstein, De Britiske Jomfruøer og Belize var skattepligtig indkomst eller udbetalte lånebeløb, og - for så vidt angår indkomstårene 2008 og 2009 - hvorvidt ændringen af den skattepligtiges indkomst var i overensstemmelse med fristreglerne.

Landsretten udtalte indledningsvis, at det i en situation som den foreliggende påhvilede den skattepligtige at godtgøre, at de indsatte beløb var lån.

Af de grunde som byretten havde anført, tiltrådte landsretten, at en fremlagt rammeaftale om lån på 1,6 mio. kr. indeholdt sådanne særlige vilkår, at gældsforholdets beståen ikke var godtgjort ved de fremlagte dokumenter og forklaringer fra den skattepligtige og den anførte kreditor i låneaftalen. Landsretten lagde tillige vægt på, at pengene ikke var betalt tilbage ved den anførte forfaldsdato.

Landsretten fandt på baggrund af de omstændigheder, der førte til, at overførslerne var skattepligtige, at den skattepligtige måtte anses for at have handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene, og at betingelserne i § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær ansættelse vedrørende indkomstårene 2008 og 2009 således var opfyldt.

Endvidere fandt landsretten, at det først var ved modtagelsen af den skattepligtiges redegørelse for indsætningerne, at SKAT kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5. Varslingsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., var derfor ikke overskredet.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom, hvorved Skatteministeriet blev frifundet.

Tidligere SKM2017.530.BR

SKM2019.159.ØLR

Landsretten fandt, at det først var efter ransagningen den 25. oktober 2011 og afhøringen samme dag af en anpartshaver samt den efterfølgende modtagelse af billeder fra politiet, der bl.a. viste brugen af flere af de omhandlede aktiver, at der for SKAT forelå tilstrækkelige oplysninger til, at der var grundlag for ekstraordinær ansættelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. De foreliggende oplysninger om SKATs viden og ageren forud for ransagningstidspunktet gav ikke grundlag for at fastslå, at der på noget tidligere tidspunkt forelå tilstrækkelige oplysninger hertil. Varslingsfristen på 6 måneder i SFL § 27, stk. 2, var derfor overholdt i relation til den varsling om ændret skatteansættelse for indkomstårene 2003 til 2007, som blev sendt til anpartshaveren ved brev af 3. april 2012.

Tidligere instans SKM2018.187.BR.

SKM2018.309.ØLR

Fra udlandet blev der i indkomstårene 2008-2010 overført ca. 9,5 mio. kr. til borgerens konto i Danmark. Borgeren gjorde gældende, at der var tale om et lån ydet af borgerens mor. Retten fandt ikke, at låneforholdet var tilstrækkeligt bestyrket ved objektive kendsgerninger. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs forhøjelse af indkomsten.

Borgeren gjorde for indkomståret 2008 gjort gældende, at SKAT ved forslag af 5. december 2012 ikke havde overholdt varslings- og ansættelsesfristen i SFL § 26, stk. 1.

Landsrettens udtalte, at ved A’s undladelse af over for SKAT at oplyse om sine konti i udlandet og om de modtagne skattepligtige beløb fandtes betingelserne i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær skatteansættelse opfyldt.

Landsretten finder endvidere, at SKAT først i november 2012 efter modtagelsen af oplysninger fra F1-bank og efter sagsbehandling i tilknytning hertil havde det fornødne grundlag for at fremsende forslag til afgørelse, hvilket skete den 5. december 2012. Herefter og da den endelige afgørelse om skatteansættelsen for 2008 blev sendt den 21. februar 2013, fandtes fristerne i SFL § 27, stk. 2, overholdt.

Stadfæster SKM2017.405.BR.

SKM2017.623.ØLR

Af bevisførelsen fremgår, at SKAT rettede henvendelse til borgeren og anmodede om materiale i februar 2011. Henvendelsen blev ikke besvaret. SKAT indhentede herefter hos borgerens bank hans kontoudtog, som man modtog den 19. august 2011. Af kontoudtogene fremgik, at provenuet fra salg af lejligheden blev anvendt dels til indfrielse af realkreditlånene, dels til overførsel 2 måneder senere af overskuddet i handelen til en konto tilhørende IJ. På grundlag heraf udsendte SKAT forslag af 12. september 2011. Først ved et møde den 30. november 2011, som IJ deltog i på borgerens vegne, kom SKAT i besiddelse af formidlingsaftalen. Derefter udsendte SKAT den 26. januar 2012 et forslag med korrigeret beregning. Den 23. marts 2012 udsendte SKAT afgørelse med skatteansættelse på grundlag af dels den korrigerede beregning i det seneste forslag, dels yderligere information, der førte til yderligere nedslag i beregningen af den skattefrie fortjeneste.

Under disse omstændigheder kan fristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke skulle regnes fra et tidspunkt før den 19. august 2011. SKATs forslag af 12. september 2011 og af 26. januar 2012 er således begge sendt inden udløbet af fristen i denne bestemmelse. Landsretten finder i den forbindelse, at SKAT med de nye oplysninger, der fremkom den 30. november 2011, havde fornødent grundlag for at udsende et nyt forslag. Dermed var 3 måneders-fristen fra varslingen af 26. januar 2012 i SFL § 27, stk. 2, 2. pkt., ikke udløbet ved afsendelsen af afgørelsen den 23. marts 2012.

Før SKM2017.91.BR

SKM2017.505.VLR

Sagen drejede sig om forhøjelser i forbindelse med indsætninger på konti og fri bil.

Der er ikke grundlag for at anse reaktionsfristerne i SFL § 27, stk. 2, for overskredet. Det bemærkes hertil, at skatteansættelsen, der fremgår af SKATs afgørelse af 28. oktober 2011, blev udsat efter anmodning fra As advokat den 21. september 2011, hvilket også fremgår af SKATs svar af samme dag, hvor der udtrykkeligt henvises til SFL § 27, stk. 2.

Før SKM2016.570.BR

SKM2017.467.ØLR

Sagen drejede sig om fordeling af rentefradrag mellem tidligere ægtefæller.

Landsretten lægger til grund, at SKAT først ved den tidligere ægtefælles klage af 21. oktober 2011 blev bekendt med bodelingsoverenskomsten af 11. juli 2008. Endvidere finder landsretten, at bodelingsoverenskomsten indebærer en ændring af det privatretlige grundlag for skatteansættelserne, som giver skattemyndighederne adgang til ekstraordinærgenoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 1. Genoptagelsen blev varslet ved SKATs brev af 9. januar 2012 og dermed inden for fristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt. SKAT traf herefter afgørelse inden for fristen i SFL § 27, stk. 2, 2. pkt. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27 var dermed opfyldt.

Før SKM2016.598.BR

SKM2017.344.ØLR

Money Transfer sag. Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor SKAT modtog kontoudskrifter fra banken, da SKAT først på dette tidspunkt kunne foretage en korrekt ansættelse.

Før SKM2016.252.BR og SKM2016.266.BR

SKM2017.196.ØLR

SKAT havde foretaget en ekstraordinær ansættelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og beskattet borgeren af overførsler fra et selskab, hvori hun ejede 50 % af selskabskapitalen.

Landsretten anførte, at sagen i første række drejede sig om, hvorvidt SKAT havde haft hjemmel i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, til ekstraordinært at genoptage borgerens skatteansættelser. På baggrund af erklæringer fra de amerikanske skattemyndigheder og borgerens besiddelse af et "Green card" sammenholdt med oplysninger på de amerikanske skattemyndigheders hjemmeside og borgerens amerikanske revisors vidneforklaring, fandt Landsretten det bevist, at borgeren i de pågældende indkomstår var fuldt skattepligtig til USA.

Landsretten anførte videre, at SKAT i sin vurdering af, om der foreligger et forsætligt eller groft uagtsomt forhold, har pligt til at påse, om der foreligger et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag for den hidtidige skatteansættelse, hvilket - foruden stillingtagen til den materielle skatteret - indebar, at borgeren havde haft pligt til i Danmark at selvangive en indtægt fra det selskab, hvorfra de omtvistede overførsler stammede.

Før SKM2015.802.BR

SKM2016.611.ØLR

Den 10. februar 2003 forhøjede SKAT en skatteansættelse for indkomståret 2000 med en aktieavance på ca. 2,5 mio. kr. I den forbindelse udsendte SKAT en ny årsopgørelse af samme dato. Borgeren klagede herefter den materielle forhøjelse til Skatteankenævnet. Inden klagen havde borgeren søgt om omgørelse. SKAT afslog anmodningen om omgørelse, dette afslag indbragte borgeren for Landsskatteretten.

Ved afgørelse af 9. februar 2007 gav Landsskatteretten tilladelse til omgørelse, og borgeren bad om at få foretaget en ændret skatteansættelse, dette skete ved udsendelse af en ny årsopgørelse. Borgeren tilbagekaldte sin klage til Skatteankenævnet vedrørende den materielle forhøjelse.

Landsskatterettens afgørelse i omgørelsessagen blev indbragt for domstolene af Skatteministeriet, og Højesteret gav ved dom af 9. november 2011 afslag på omgørelse.

SKAT sendte herefter den 13. januar 2012 (endnu) en ny årsopgørelse til borgeren, denne årsopgørelse var i overensstemmelse med den årsopgørelse, som SKAT havde foretaget den 10. februar 2003. Retssagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt SKAT ved udsendelse af årsopgørelsen af 13. januar 2012 havde overholdt fristreglerne i SFL § 27, herunder om SKAT var forpligtet til at sende et forslag før udsendelsen af årsopgørelsen af 13. januar 2012.

Retten bemærkede, at årsopgørelsen af 13. januar 2012 alene indeholdt en korrektion som følge af, at Højesteret havde givet afslag på omgørelsen, og at der ikke forelå noget nyt i forhold til ansættelsen fra 2003, der kunne give anledning til høring på ny. Retten fandt derfor ikke, at der forelå en ændring, der krævede overholdelse af SFL § 27, stk. 2.

Før SKM2016.360.BR

SKM2016.588.VLR

Reaktionsfristen var overholdt. Borgeren blev stoppet i en kontrolaktion og sendte derefter løbende oplysninger til SKAT. Retten fandt, at fristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT modtog de sidste oplysninger.

Stadfæster SKM2015.486.BR.

SKM2016.444.ØLR

Forhøjelse vedrørende yderligere løn. Kundskabstidspunktet var tidligst tidspunktet hvor kurator udleverede lønregnskabet til SKAT.

Stadfæster SKM2015.496.BR.

SKM2016.425.ØLR

Sagen drejede sig om en forhøjelse af selskab og hovedaktionær. Retten fandt, at reaktionsfristen for hovedaktionærens ansættelse tidligst løb fra 15. marts 2012, hvor SKAT modtog en redegørelse. Forslag blev sendt 22. februar 2013, hvor fristen var udløbet. Retten mente, at det var uden betydning, at selskabet havde haft mulighed for at komme med indsigelser vedrørende selskabets forslag (grundlaget for ansættelserne var det samme).

SKM2015.646.ØLR

Retten lagde til grund, at SKAT ikke oprindeligt fik oplyst de korrekte omstændigheder vedrørende en overdragelse. I slutningen af februar fik SKAT oplysning om, at en undersøgelse foretaget af SØK ville resultere i et skattekrav, men at man afventede en ransagning. Retten fandt, at reaktionsfristen løb fra 2. juli, hvor man fra SØK modtog udkast til rapport, da SKAT først på dette tidspunkt til de faktuelle oplysninger i sagen.

Tidligere instans: SKM2014.536.BR.

SKM2014.683.VLR

Borgeren havde ikke selvangivet lønindkomst eller lignende fra nogle udenlandske selskaber, hvor A var direktør. SKAT sendte derfor anmeldelse til politiet om skattesvig af særlig grov karakter.

Den 6. oktober 2008 fik SKAT adgang til det materiale, som politiet havde beslaglagt ved ransagning hos A den 3. september 2008, og den 16. marts 2009 blev A afhørt af politiet. Byretten fandt, at SKAT først efter den 16. marts 2009 var kommet til kundskab om A´s økonomiske forhold, herunder hans relationer til de udenlandske selskaber.

Landsretten fandt heller ikke, at der efter bevisførelsen var grundlag for at fastslå, at SKAT før efter afhøringen af A den 16. marts 2009 var i besiddelse af det fornødne grundlag for at gennemføre den varslede ansættelsesændring, herunder med hensyn til at foretage en vurdering af, om A havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt, og give en begrundelse herfor, der opfyldte forvaltningslovens bestemmelser. Landsretten tiltrådte derfor, at SKATs ændringer for så vidt angår indkomstårene 2001-2004 er foretaget rettidigt

Landsretsdommen stadfæster SKM2012.713.BR og SKM2010.813.LSR.

SKM2014.335.VLR

Uanset pauser i SKATs sagsbehandling begyndte reaktionsfristen først at løbe fra modtagelsen af de sidste tilstrækkelige oplysninger.

Stadfæster SKM2013.145.BR.

SKM2014.260.ØLR

Reaktionsfristen var overholdt. SKAT sendte forslag vedrørende skat og moms 1. februar 2010 for 2005 og 2006. Retten fandt, at SKAT først efter 1. august 2009 fik kendskab til oplysninger, så det kunne konstateres, at ansættelserne var ufuldstændige. Det første møde mellem borgeren og SKAT fandt sted 4. december 2009, og i perioden 4. - 9. december 2009 fandt SKAT ud af borgeren rolle i selskabet. Ved mødet 4. december 2009 fik SKAT kendskab til en del kontoudskrifter vedrørende selskabet.

Stadfæster SKM2013.396.BR.

SKM2014.214.ØLR

Retten fandt, at reaktionsfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT var kommet i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle en korrekt afgiftsansættelse. Retten fandt, at SKAT tidligst ved virksomhedens udeblivelse fra det aftalte kontrolbesøg fik tilstrækkelig grund til at betvivle rigtigheden af virksomhedes momsregistreringer og dermed tilstrækkeligt grundlag for at varsle en ændring af afgiftsansættelsen. Varslingen var derfor rettidig, jf. SFL § 32, stk. 2 .

Stadfæster SKM2013.315.BR.

SKM2013.127.ØLR

Reaktionsfristen i SFL § 32, stk. 2, skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT havde indhentet yderligere kontoudtog og afholdt møde med borgeren og fået bekræftet at visse poster på kontoudtogene på borgeren mors konti vedrørte borgeren.

Stadfæster SKM2012.185.BR.

SKM2012.721.ØLR

I forbindelse med forkert periodisering af beskatning af gældseftergivelse løb reaktionsfristen for konsekvensforhøjelsen først fra det tidspunkt, hvor borgeren havde fået medhold i forkert periodisering

Stadfæster SKM2012.389.BR.

SKM2012.459.VLR

Reaktionsfristen i relation til materiale erhvervet ved ransagning.

Stadfæster SKM2011.438.BR.

SKM2012.168.ØLR

Kundskab fra udløbet af fastsat frist for fremlæggelse af yderligere dokumentation

Stadfæster SKM2011.798.BR.

SKM2012.138.ØLR

Reaktionsfristen frist løb først fra det tidspunkt, hvor der efter gentagne opfordringer blev fremsendt relevante oplysninger om midler i trust

Stadfæster SKM2011.399.BR.

SKM2011.675.ØLR

I relation til konsekvensændring hos ægtefælle 2 skulle reaktionsfristen regnes fra det tidspunkt, hvor ændringen hos ægtefælle 1 var varslet.

Stadfæster SKM2010.332.BR.

SKM2011.459.ØLR

Relevante oplysninger modtaget løbende hos SKAT, således at reaktionsfristen ikke var overskredet

Stadfæster SKM2008.804.BR.

SKM2009.765.ØLR

Reaktionsfristen overskredet.

Stadfæster SKM2008.900.BR.

Byretsdomme

SKM2023.494.BR

►I materialeindkaldelsen blev A anmodet om at forholde sig til tre konkrete bilag senest den 2. januar 2020. Det fremgik desuden, at Skattestyrelsen havde brug for supplerende oplysninger for at behandle sagen. Da A ikke fremsendte bemærkninger inden fristens udløb, sendte Skattestyrelsen forslag til afgørelse den 2. juli 2020 og traf afgørelse den 25. september 2020. Retten fandt, at fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. først begyndte at løbe fra den 2. januar 2020. Derfor var Skattestyrelsens forslag til afgørelse af den 2. juli 2020 indsendt inden udløbet af 6-måneders fristen.◄

Anket til Østre Landsret.

SKM2023.32.BR

SKAT henvendte sig den 11. september 2017 til A og anmodede om materiale for indkomstårene 2013-2016. Herefter fulgte et forløb i perioden fra den 18. oktober 2017 til den 10. januar 2019 med løbende korrespondance mellem A og SKAT vedrørende informationsindsamlingen om hans aktieindkomst. Herunder afholdt A og SKAT i alt tre møder, hvor såvel A som SKAT før og efter møderne indhentede eller forsøgte at indhente fyldestgørende oplysninger om størrelsen af As aktieindkomst. SKAT sendte den 21. februar 2018 et forslag til ændring af skatteansættelse. Som led i forløbet undersøgte SKAT også, om As tidligere arbejdsgiver, G2-virksomhed, havde indberettet eller havde forsøgt at indberette As aktieindkomst til SKAT. G2-virksomhed fremsendte i perioden fra 26. oktober 2018 til 19. december 2018 i alt fire indberetninger for årene 2012-2017 til SKAT. På baggrund af disse sendte SKAT den 3. december 2018 et nyt forslag til afgørelse, som i sin helhed erstattede forslaget af 21. februar 2018.

Herefter anmodede A om et nyt møde med SKAT, som blev afholdt den 8. januar 2019, hvilket førte til, at SKAT på ny kontaktede G2-virksomhed, som den 10. januar 2019 fremsendte en korrigeret indberetning. På baggrund af dette fremsendte SKAT den 18. januar 2019 et nyt forslag til afgørelse, som i sin helhed erstattede forslaget af 3. december 2018.

På baggrund af ovenstående forløb var det rettens opfattelse, at SKAT først den 10. januar 2019 var kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for at foretage en korrekt, ekstraordinær indkomstansættelse, hvorfor reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., var overholdt.

SKM2022.594.BR

Det fremgår af sagens oplysninger, at skattemyndighederne modtog oplysning om As konti den 8. september 2015, og at skattemyndighederne på baggrund heraf varslede ændringer i As skatteansættelse for indkomståret 2011 den 3. marts 2016. Det fremgår endvidere, at en endelig afgørelse blev sendt til A den 23. juni 2016, efter at A havde anmodet om udsættelse af fristen for at fremkomme med bemærkninger og blev vejledt om konsekvenserne heraf. Retten lægger på baggrund heraf til grund, at fristerne i SFL § 27, stk. 2, er overholdt.

Anket til Østre Landsret.

SKM2022.538.BR

I en sag om skatteyders fulde skattepligt til Danmark, herunder rådighed over ekskonens bolig, blev skatteyder ved brev af 11. oktober 2011 anmodet om at indsende en række dokumenter til Skattestyrelsen, herunder dokumentation for ejerforhold, regnskaber, kontoudtog m.v. Skatteyder fremsendte den 29. november 2011 kontoudtog for G3 - virksomheds konti i F1 - bank, idet han samtidig anførte, at han ikke mente, at det øvrige materiale skulle udleveres til Skattestyrelsen. Byretten fandt, at fristen i SFL § 27, stk. 2, tidligst skulle regnes fra den 29. november 2011, hvor skatteyder besvarede Skattestyrelsens materialeindkaldelse. Fristen var dermed overholdt, da Skattestyrelsen udsendte forslag til afgørelse den 25. maj 2012.

Anket til Østre Landsret.

SKM2022.498.BR

Det er fastslået i højesteretspraksis, at kundskabstidspunktet i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., er det tidspunkt, hvor SKAT er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

SKAT modtog oplysninger fra sagsøgerne ad flere omgange, men modtog først de sidste oplysninger fra sagsøgernes repræsentant den 8. september 2017. Retten må lægge til grund, at før dette tidspunkt var SKAT ikke i besiddelse af tilstrækkeligt sikre oplysninger til at fastslå, at der forelå grundlag for en ansættelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Fristen på 6 måneder i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., var derfor overholdt, da SKAT den 11. januar 2018 varslede den skattemæssige forhøjelse.

Anket til Vestre Landsret.

SKM2022.491.BR

Spørgsmålet er, om fristen på 6 måneder i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., er overholdt. Retten lægger efter bevisførelsen til grund, at SKAT i 2013 og 2014 havde kendskab til As salg af aktier, men ikke havde oplysninger om aktiernes anskaffelsessummer, hvorfor SKAT i servicemeddelelser til A anmodede om disse. SKAT havde således ikke på dette tidspunkt kundskab om, at der var grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5. Kundskab herom fik Skattestyrelsen først, da A den 12. oktober 2018 besvarede Skattestyrelsens materialeindkaldelse af 21. september 2018.

Retten finder derfor, at varslingsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke var overskredet, da Skattestyrelsen sendte sin agterskrivelse til A den 29. januar 2019.

Anket til Østre Landsret.

SKM2022.484.BR

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at de omhandlede indsætninger på hans private konto i 2014 stammede fra lån. Skatteyderen var derfor skattepligtig af indsætningerne.

Retten fandt videre, at skatteyderen måtte anses for at have handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet indsætningerne.

Reaktionsfristen, jf. SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., løb ikke fra det tidspunkt, hvor SKAT havde modtaget oplysninger fra SØIK, om at der var indsat en række beløb på skatteyderens private konto, men først fra det tidspunkt, hvor SKAT havde indhentet den sidste kontoudskrift vedrørende skatteyderens konto fra banken. På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Ankesagen ved landsretten blev afvist. Se SKM2022.610.ØLR.

SKM2022.428.BR

Det følger af SFL § 27, stk. 2, at en ekstraordinær ansættelse efter lovens § 27, stk. 1, kun kan foretages, hvis den varsles af skatteforvaltningen senest 6 måneder efter, at skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i SFL § 26.

Retten llagde vægt på, at SKAT først den 15. december 2011 modtog yderligere materiale fra H1 herunder vedrørende rejseudgifter i 2007 og 2008, vedrørende en konsulentrapport og indgåelse af aftale herom, vedrørende låneaftalen med G1 - ApS samt vedrørende udbetalinger til SN i 2007 og 2009-2011.

Disse oplysninger var sammen med bl.a. de den 16. september 2011 modtagne referater af bestyrelsesmøder afgørende for vurderingen af skattepligten. Fristen efter SFL § 27, stk. 2, skulle derfor beregnes fra den 15. december 2011, og varslingen den 3. april 2012 var derfor rettidig.

SKM2022.147.BR

Sagsøgeren havde i bl.a. 2005-2014 haft ansættelse i Tyskland og havde ubestridt ikke selvangivet sin fulde indkomst herfra. I forbindelse med Projekt Money Transfer II blev skattemyndighederne opmærksomme på den manglende selvangivelse og forhøjede sagsøgerens indkomst for 2005-2014. Sagen angik, om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og om varslingsfristen på 6 måneder var iagttaget, jf. § 27, stk. 2, 1. pkt.

Retten fandt efter en samlet vurdering, at sagsøgeren ved sin manglende selvangivelse havde handlet groft uagtsomt og bevirket, at skattemyndighederne foretog skatteansættelsen på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Derfor var betingelserne for ekstraordinær genoptagelse opfyldt, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

Dertil fandt retten, at varslingsfristen på 6 måneder, jf. § 27, stk. 2, 1. pkt., var iagttaget, da skattemyndighederne først ved sagsøgerens besvarelse af materialeindkaldelsen havde tilstrækkelige oplysninger til at kunne varsle en ændret skatteansættelse. Varslingsfristen skulle derfor først regnes fra dette tidspunkt. Da varslingen var sket inden for 6 måneder fra dette tidspunkt, var fristen iagttaget

Anket til Vestre Landsret.

SKM2021.633.BR

SKAT anmodede efter modtagelsen af supplerende oplysninger fra A om yderligere oplysninger, der blev modtaget den 23. oktober 2017. Retten fandt, at SKAT ikke før dette tidspunkt havde de nødvendige oplysninger for en skatteansættelse for 2012 og 2013. Herefter var der en frist på 6 måneder for SKAT til at udsende en korrigeret opgørelse for de omhandlede år. Der blev varslet ændringer ved skrivelse af 30. november 2017. Fristen i SFL § 27, stk. 2, var derfor opfyldt, hvorfor der var grundlag for en ekstraordinær genoptagelse.

SKM2020.514.BR

Sagen angik beskatning af fri helårsbolig og fri sommerbolig i indkomstårene 2010-2015. Det var ubestridt, at sagsøgeren havde rådighed over boligerne. For helårsboligen gjorde han navnlig gældende, at der i 2016 var foretaget en efterbetaling af husleje, som medførte, at beskatningen skulle nedsættes betydeligt i forhold til den skematiske værdiansættelse efter LL § 16, stk. 9, jf. § 16 A, stk. 6. Retten fandt efter en ordlydsfortolkning af LL § 16, stk. 9, ikke, at lejebetalinger, der er foretaget efter indkomstårenes udløb, kan fratrækkes ved opgørelsen af det skattepligtige beløb.

For sommerboligen gjorde han gældende, at der ikke var grundlag for beskatning af fri sommerbolig, fordi overdragelsen af sommerboligen fra ham til selskabet i 2009 skulle annulleres ex tunc, som følge af at hans ægtefælle ikke havde samtykket til overdragelsen, jf. den dagældende retsvirkningslovs § 18. Retten fandt, at han skulle beskattes som sket og henviste herved bl.a. til, at handlen ikke var omstødt ved ægtefællens søgsmål. Retten udtalte videre, at en mundtlig aftale i 2016 mellem sagsøgeren og selskabet om tilbageførsel af sommerhuset ikke kunne have skattemæssig virkning med tilbagevirkende kraft for indkomstårene 2010-2015.

Retten fandt desuden, at betingelserne for genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, jf. stk. 2, var opfyldt. Retten fandt i denne forbindelse ikke, at det kunne medføre ugyldighed, at SFL § 27, stk. 2, ikke var omtalt i SKATs afgørelse. Retten lagde herved vægt på, at afgørelsen blev påklaget, og at Skatteankestyrelsen henviste til bestemmelsen.

Sagsøgeren gjorde videre gældende, at han var berettiget til omgørelse eller betalingskorrektion. Retten fandt ikke, at der overfor SKAT var anmodet om omgørelse, som desuden forudsatte at der blev betalt et fastsat gebyr. Retten fandt derfor ikke, at SKAT havde tilsidesat en vejledningspligt, som kunne give grundlag for at hjemvise sagen. Da skattemyndighederne ikke havde foretaget en armslængdekorrektion efter LL § 2, stk. 1, var der ikke hjemmel til at give mulighed for betalingskorrektion efter § 2, stk. 5. På den baggrund blev ministeriet frifundet.

 

SKM2020.469.BR

Sagen angik dels om sagsøgeren havde godtgjort, at han skulle beskattes af løn fra en række virksomheder som indberettet, dels om sagsøgeren var skattepligtig af indsætninger på hans bankkonto, og dels om sagsøgeren var berettiget til ekstraordinær genoptagelse af sin skatteansættelse for indkomståret 2012.

For så vidt angår lønindberetningerne fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at SKAT ikke havde været berettiget til at annullere de pågældende lønindberetninger samt overføre en del af disse til en anden arbejdsgiver som pligtsubjekt.For så vidt angår indsætningerne på sagsøgerens bankkonto fandt retten, at der i mangel af dokumentation for det modsatte ikke var grundlag for ikke at anse de pågældende indsætninger som skattepligtig indkomst.

Endelig for så vidt angår sagsøgerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse fandt retten, at 6-månedersfristen efter SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke var opfyldt. Retten fandt videre, at sagsøgeren ikke havde gjort SFL § 27, stk. 2, sidste pkt., gældende, og således heller ikke godtgjort, der forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne bevirke, at anmodningen om alligevel bør behandles, uanset at den er indgivet efter 6-månedersfristen.Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet.

 

SKM2020.155.BR

Sagen rejste også et spørgsmål, om reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., var overholdt, idet SKATs forhøjelser for de tidligste indkomstår var foretaget ekstraordinært efter lovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Retten fandt, at reaktionsfristen først begyndte at løbe, da SKAT den 27. januar 2012 modtog et svar på en forespørgsel om yderligere oplysninger, idet det først var på dette tidspunkt, at SKAT kom i besiddelse af det fornødne grundlag og dermed tilstrækkelige oplysninger for en stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i medfør af SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. Det var nemlig først på det tidspunkt, at SKAT var klar over, at det ikke var muligt at få nogle nærmere oplysninger, som var både relevante og væsentlige for sagen. Den omstændighed, at der ved svaret ikke som sådan fremkom nye oplysninger, kunne under de foreliggende omstændigheder ikke føre til, at reaktionsfristen allerede begyndte at løbe fra et tidligere tidspunkt. Reaktionsfristen var derfor overholdt, da SKAT sendte sin agterskrivelse den 5. juli 2012.

 

SKM2019.508.BR

Sagen angik en forhøjelse på i alt ca. 5,4 mio. kr. af en hovedanpartshavers indkomstopgørelse for indkomstårene 2007-2011 som følge af en lang række kontanthævninger på skatteyderens selskabs bankkonti. Forhøjelsen skyldtes, at det ikke nærmere var dokumenteret, at de hævede midler var anvendt til betaling af selskabets udgifter eller i øvrigt i selskabets interesse. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde bevist, at de skete hævninger ikke var tilgået hende som maskeret udlodning, jf. LL § 16 A.

Retten fandt, at reaktionsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., skulle regnes fra det tidspunkt, da politiet, som havde straffeefterforsket sagen, oversendte sagen til SKAT med besked om, at der ikke ville blive foretaget yderligere fra politiets side. Reaktionsfristen var dermed overholdt.

►[Anket, se nu SKM2022.53.VLR og senest SKM2024.69.HR Red.]◄

SKM2019.439.BR

Sagen angik beskatning af pengeoverførsler på i alt 413.000 kr. til skatteyderens bankkonto. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at beløbene ikke tilkom skatteyderen eller i øvrigt var skattefrie. Beskatning var derfor sket med rette. Idet retten ligeledes fandt, at skattemyndighederne havde overholdt fristerne for ekstraordinær genoptagelse, og at SKAT ikke havde tilsidesat nogen partshøringsforpligtelse eller forpligtelse til at begrunde resultatet af afgørelsen, blev Skatteministeriet frifundet.

 

SKM2019.195.BR

SKAT havde i første omgang henført forhøjelsen af sagsøgerens indkomst til indkomståret 2008, selvom det rigtige indkomstår var 2007.

Forhøjelsen for 2008 var varslet den 1. marts 2010. 6 måneder-fristen i SFL § 27, stk. 2, for forhøjelsen af 2007 skulle regnes fra SKATs afgørelse af 15. november 2011, hvori SKAT flyttede forhøjelsen fra 2008 til 2007. Fristen var derfor overholdt.

 

SKM2017.721.BR

Manglende selvangivelse af fri bolig.

Retten finder, at SKATs 6 måneders frist for ekstraordinær skatteansættelse i medfør af SSL § 35, stk. 2, tidligst kunne begynde at løbe, da politirapporten af 19. november 2003 om at WM ikke ønskede at lade sig afhøre af australsk politi til brug for de danske myndigheders sagsbehandling forelå. Efter SKATs udarbejdelse af revisionsrapport i sagen, blev forslag til borgeren sendt den 13. maj 2004. Da ændret skatteansættelse for indkomstårene 1998, 1999 og 2000 således blev varslet over for borgeren inden for 6 måneders fristen, er SKATs afgørelse ikke ugyldig.

Ankesagen er hævet.

SKM2017.473.BR

Reaktionsfristen løb fra det tidspunkt, hvor SKAT efter udløbet af fristen for sin sidste materialeindkaldelse og efter telefonmøde med G6 i marts 2012 havde de fornødne oplysninger til at varsle en efter de da foreliggende oplysninger korrekt skatteansættelse af borgren i de indkomstår, som SKAT undersøgte. Varslingen blev foretaget i juni 2012, og reaktionsfristen blev således overholdt.

Dommen blev anket til Østre Landsret, hvis dom er offentliggjort som SKM2019.512.ØLR.

Påstanden om manglende overholdelse af reaktionsfristen blev dog ikke gentaget for landsretten.

SKM2017.365.BR

Sagen angik, om SKATs forhøjelse af indkomsten for 2006 var foretaget rettidigt.

SKAT havde ved afgørelse af 28. marts 2007 forhøjet indkomsten for 2004. SKAT havde derudover 28. marts 2007 forhøjet indkomsten for 2005.

Borgeren klagede SKATs afgørelse vedrørende 2004 til Skatteankenævnet og SKATs afgørelse vedrørende 2005 til Landsskatteretten.

Landsskatteretten gav 17. november 2009 borgeren medhold i, at han først i indkomståret 2006 havde erhvervet ret til de beløb, der blev hævet i 2005.

Skatteankenævnet fandt 20. december 2012 at de hævede beløb i 2004 skulle beskattes i indkomståret 2006, og at forhøjelsen for indkomståret 2004 som konsekvens heraf skulle ændres til 0 kr.

28. februar 2013 forhøjede SKAT indkomsten for 2006 som følge af Skatteankenævnets afgørelse af 20. december 2012 vedrørende hævningerne i 2004 og Landsskatterettens afgørelse af 17. november 2009 vedrørende hævningerne i 2005.

Borgeren klagede SKATs afgørelse af 28. februar 2013 til Landsskatteretten, der 15. januar 2016 stadfæstede forhøjelsen af indkomsten for 2006 som følge af hævningerne i 2004, men nedsatte indkomsten i 2006 som følge af hævningerne i 2005, idet denne ansættelse var forældet, da der var forløbet mere end 6 måneder, jf. SFL § 27, stk. 2, fra Landsskatterettens kendelse af 17. november 2009 til forslaget 22. januar 2013.

Borgeren indbragte Landsskatterettens afgørelse af 15. januar 2016 (vedrørende hævningerne i 2004) for domstolene.

Retten fandt bl.a. navnlig henset til, at spørgsmålet om periodiseringen af 2004-hævningerne i realiteten var afgjort allerede ved Landsskatterettens 17. november 2009 (vedrørende hævninger foretaget i 2005), og da skatteankenævnets henlæggelse i 2007/2008 af klagesagen vedrørende indkomståret 2004 var baseret på fejlagtige oplysninger fra SKAT at SKAT ikke kunne anses for at have iagttaget reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt.

SKM2017.174.BR

Kundskabstidspunktet var det tidspunkt, hvor SKAT kom i besiddelse af de korrekte oplysninger til beregning af skatten, hvilket i dette tilfælde var oplysning om lejens størrelse og fradragsberettigede udgifter. SKAT havde forsøgt at indhente oplysninger om fradragsberettigede udgifter fra borgeren, men modtog ingen oplysninger, hvorefter forslaget blev sendt, hvilket var inden for fristen i SFL § 27, stk. 2.

Anken er hævet.

SKM2017.125.BR

Grænsehandelskoncept

Skatteministeriet indbragte Landsskatterettens kendelse af 4. marts 2015, hvor et nu opløst selskab havde fået medhold i, at SKAT ikke var berettiget til ekstraordinært at genoptage selskabets momstilsvar, idet Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke havde handlet groft uagtsomt i anvendelse af et grænsehandelskoncept med salg af campingvogne til danske kunder via en tysk samarbejdspartner.

Retten fandt, at SKAT først ved selskabets fremsendelse af supplerende materiale den 11. juli 2011 havde det fornødne grundlag for bedømmelsen af størrelsen af momstilsvaret for perioden, hvorfor fristen i SFL § 32, stk. 2, var overholdt.

SKM2016.402.BR

Forhøjelse vedrørende afkast af ejendomsprojekt.

Retten udtalte, at da de sagsøgende selskaber ved at undlade at selvangive de omhandlede afkast har udvist mindst grov uagtsomhed jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5, har SKAT været berettiget til i medfør af SFL § 27, stk. 2, at afsende forslag til afgørelser den 5. februar 2013 og endelige afgørelser den 15. marts 2013, hvorved de sagsøgende selskabers indkomst for 2008 er ændret.

Reaktionsfristen var overholdt.

SKM2015.744.BR

Reaktionsfristen løb først fra afslutningen af politiets efterforskning, herunder afhøringer af borger og ægtefælle.

Sagen er hævet ved Østre Landsret.

SKM2015.62.BR

Reaktionsfristen først fra det tidspunkt, hvor virksomheden gav SKAT oplysninger om, at indbetalinger på konti vedrørte momspligtig virksomhed. SKAT havde flere gange bedt om oplysninger.

SKM2014.634.BR

Byretten fandt, at reaktionsfristen løb fra det tidspunkt, hvor borgeren, under et møde hos SKAT, oplyste, at han ikke kunne fremskaffe de oplysninger SKAT havde bedt om.

SKM2014.464.BR

Reaktionsfristen skulle regnes fra udgangen af den frist, der blev fastsat for indsendelse af manglende nødvendigt faktum.

SKM2014.120.BR

Reaktionsfristen løb tidligst fra tidspunktet, hvor den borgeren havde frist til at fremsende relevant dokumentation, uanset at SKAT tidligere som led i Moneytransfer projektet havde modtaget rådata.

Tidligere instans: SKM2013.194.LSR.

SKM2013.910.BR

Reaktionsfristen løb først fra det tidspunkt, hvor SKAT vedrørende ikke selvangivet bonus havde tilstrækkelige oplysninger til at varsle korrekt ansættelse, uanset at oplysningen om bonus indgik i SKATs tidligere modtagne ubearbejdede data.

Ankesagen ved Vestre Landsret blev hævet.

SKM2013.259.BR

SKAT henvendte sig til borgeren om sagen 31. januar 2009, afholdt møde 18. februar 2009, sendte forslag 25. maj 2009 og traf afgørelse 4. august 2009. Reaktionsfristen og ansættelsesfristen var dermed overholdt.

SKM2013.54.BR

Byretten fandt, at kundskabstidspunktet først var på det tidspunkt, hvor direktøren besvarede SKATs henvendelse.

SKM2012.390.BR

Reaktionsfristen overskredet ved tilsidesættelse af skattearrangement

SKM2012.325.BR

Byretten fandt, at reaktionsfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor borgeren oplyste SKAT om, at han havde modtaget gaver.

Ankesagen ved Vestre Landsret blev hævet.

SKM2012.183.BR

Reaktionsfristen løb først fra den borgeren egen fremlæggelse af oplysninger, da kontroloplysninger fra udlandet alene vedrørte efterfølgende indkomstår

SKM2011.735.BR

Reaktionsfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor Landsskatteretten havde truffet afgørelse om ejerskabet til ægtefællernes bankkonto. I relation til kundskab ej identitet mellem SKAT og Skatteankenævn.

SKM2010.552.BR

Reaktionsfristen skulle først regnes fra ransagning, hvor der fremkom supplerende oplysninger.

SKM2010.400.BR

Reaktionsfristen skulle ikke regnes fra straffedom om forkert periodisering, men først fra et efterfølgende tidspunkt, hvor der forelå tilstrækkelige oplysninger om korrekt beskatningstidspunkt.

Anket til landsretten, men efterfølgende hævet.

Landsskatteretskendelser

SKM2022.127.LSR

Kundskabstidspunktet anses for at være det tidspunkt, hvor SKAT er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der foreligger grundlag for ekstraordinær ansættelse efter SFL § 27, stk. 1. nr. 5. Der kan i den forbindelse ligeledes henvises til Østre Landsrets dom af 30. oktober 2020, offentliggjort som SKM2020.523.ØLR, Vestre Landsrets dom af 4. juli 2019, offentliggjort som SKM2019.388.VLR og Højesterets dom af 30. august 2018, offentliggjort som SKM2018.481.HR.

Landsskatteretten bemærker hertil, at SKAT har reageret inden for fristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., idet forslag til afgørelse af selskabets skatteansættelse er varslet den 16. november 2017 og dermed under 6 måneder efter modtagelsen af oplysninger fra selskabet og dets to hovedaktionærer den 17. august 2017, hvor SKAT efter rettens opfattelse tidligst kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, at der var grundlag for forhøjelse af skatteansættelserne for de omfattede indkomstår, samt at selskabet har handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive dets skattepligtige indtægter.

Da fristen for bemærkninger til forslag til afgørelse blev forlænget flere gange og senest til den 6. juni 2018 med frist til at træffe afgørelse til den 6. juli 2018, kan retten konstatere, at afgørelsen den 29. juni 2018 er truffet rettidigt.

 

SKM2022.121.LSR

Sagen angik, hvorvidt klageren var berettiget til ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2013.

Landsskatteretten fandt, at der kunne ske ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 4, idet de norske skattemyndigheder havde truffet en afgørelse, der havde betydning for beskatningen af klageren.

Med hensyn til fristerne i SFL § 27, stk. 2, fandt Landsskatteretten, at 6-måneders fristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke var overholdt.

Landsskatteretten fandt imidlertid ud fra sagens samlede forhold, at der konkret var grundlag for at suspendere 6-måneders fristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., jf. § 27, stk. 2, sidste pkt. Der blev lagt vægt på, at klageren var norsk statsborger og skattepligtig til Norge, at han havde betalt skat til Norge af samme beløb, at han ikke var skattepligtig af beløbet til Danmark, og at han ikke var selvangivelsespligtig til Danmark i det omhandlede indkomstår. Klageren havde derfor ikke anledning til at kigge i sin skattemappe. Der blev endvidere lagt vægt på, at det var tvivlsomt, om der tilgik klageren besked på sms eller e-mail om, at der var nye oplysninger i skattemappen. Der blev endelig lagt vægt på, at den danske skatteansættelse var materielt forkert med et væsentligt beløb, at ansættelsen måtte anses for urimelig at opretholde, at det skyldtes en fejl fra klagerens tidligere arbejdsgiver, og at årsopgørelsen ikke var kommet frem til klageren fysisk. Landsskatteretten pålagde herefter Skattestyrelsen at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2013.

 

SKM2021.243.LSR

Et mindreårigt barn havde modtaget større honorarbeløb fra en familiefond. Familiefonden havde indberettet honoraret til skatteforvaltningen. Honoraret fremgik således af de kontroloplysninger, som skatteforvaltningen havde på barnet. Barnet var på grund af sin alder ikke registreret i skatteforvaltningens system som skattepligtig.

Barnets forældre havde ikke selvangivet honoraret for barnet. Skatteforvaltningen havde efter udløbet af ligningsfristen beskattet barnet af honoraret. Skatteforvaltningen havde henvist til, at barnets forældre ansås at have handlet groft uagtsomt på barnets vegne, hvorfor der var grundlag for ekstraordinær skatteansættelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Skatteforvaltningen havde i øvrigt fundet, at kundskabstidspunktet i SFL § 27, stk. 2, var overholdt, hvorfor ansættelsen var sket rettidig.

Landsskatteretten fandt, at forældrene havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive indkomsten, herunder ikke reagerede på, at barnet ikke modtog en årsopgørelse med opkrævning af skat, hvorved også hensås til, at forældrene var bekendt med, at der ikke var betalt skat af honoraret. Landsskatteretten fandt dog, at ansættelsen ikke var foretaget rettidigt, idet skatteforvaltningen ikke havde foretaget ansættelsen inden 6 måneder efter kundskabstidspunktet. Der blev herved lagt vægt på, at honoraret var indberettet af familiefonden for flere år siden, og at der ikke siden var tilgået nye oplysninger om honoraret. Det forhold, at barnet ikke havde været registreret i skatteforvaltningens system som skattepligtig, kunne ikke ændre herved.

 

SKM2020.509.LSR

Sagen angik, om klageren i en tilflytningssituation var fuldt skattepligtig til Danmark i perioden 1. januar 1999 til 31. december 2006.

Landsskatteretten fandt, at SKAT havde godtgjort, at klagerens fulde skattepligt til Danmark i henhold til KSL § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, 1. pkt., indtrådte den 20. juli 2001, og at klageren derfor var fuldt skattepligtig til Danmark i perioden fra den 20. juli 2001 til den 31. december 2006.

Hvad angik perioden forud for den 20. juli 2001, havde SKAT ikke kunnet udarbejde en opgørelse, der viste, at klageren allerede den 1. januar 1999 havde taget ophold her i landet i henhold til KSL § 7, stk. 1, 1. pkt. Heroverfor stod imidlertid, at klageren heller ikke for denne periode havde fremlagt dokumentation for, at han havde været fuldt skattepligtig til eller havde haft skattemæssigt hjemsted i andre lande end Danmark. Klageren havde senest den 1. januar 1999 etableret bofællesskab med B og havde dermed helårsbolig til rådighed i Danmark fra dette tidspunkt. Klageren fik sit første barn med B [dato] 1999. Henset hertil og til de af SKAT oplyste omstændigheder om klagerens forhold i øvrigt, herunder hans erhvervsmæssige forhold, fandt Landsskatteretten efter en samlet vurdering, at der var en så stærk formodning for, at klageren allerede den 1. januar 1999 havde taget ophold i Danmark, jf. KSL § 7, stk. 1, 1. pkt., at det påhvilede ham at afkræfte dette.

Da klageren ikke var fremkommet med objektive kendsgerninger til støtte for sine oplysninger, og da han havde modsat sig udlevering af noget materiale, der var blevet beslaglagt i London af det engelske politi, fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde afkræftet, at han allerede den 1. januar 1999 havde taget ophold i Danmark, jf. KSL § 7, stk. 1, 1. pkt.

For indkomstårene 1999 - 2004 fandt Landsskatteretten, at SKAT havde været berettiget til at foretage forhøjelsen i medfør af SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og at varslingsfristen i stk. 2 var overholdt.

Efter en konkret væsentlighedsvurdering fandt Landsskatteretten endelig, at SKATs afgørelse ikke var ugyldig på grund af ulovlig behandling af personoplysninger.

 

SKM2020.408.LSR

Klagen skyldtes, at Skattestyrelsen havde afslået en anmodning om ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2008 til 2010.

Landsskatteretten fandt, at der var begået en myndighedsfejl i forbindelse med udskriften af årsopgørelsen for 2008. Det var således en registreringsfejl, at klageren for indkomstårene 2008 til 2010 var blevet anset for skattepligtig til Danmark, idet skattepligten ophørte den 30. juni 2007 i forbindelse med klagerens fraflytning.

Landsskatteretten fandt herved, at betingelsen om "særlige omstændigheder" i SFL § 27, stk. 1, nr. 8, var opfyldt. Klageren ansås dog senest for at have fået kundskab til fejlregistreringen i forbindelse med udsendelse af årsopgørelse for indkomståret 2010, da han modtog grøn check på 1.300 kr., der senere blev udbetalt. 6 måneders fristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., ansås derfor ikke iagttaget.

Landsskatteretten fandt endvidere ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse fristen for suspenderet, jf. § 27, stk. 2, sidste pkt.

Landsskatteretten stadfæstede på den baggrund Skattestyrelsens afgørelse.

 

SKM2019.468.LSR

Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvorvid der var fristgennembrud vedrørende en borger, der var omfattet af den korte ligningsfrist, jf. bekendtgørelse om kort ligningsfrist.

For så vidt angår indkomstårene 2012-2014 var spørgsmålet, om der kunne ske ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Anvendelse af reglen forudsætter, at Skatteforvaltningen har foretaget en forkert ansættelse, og at dette skyldes den skattepligtige eller nogens på denne vegnes forsætlige eller groft uagtsomme adfærd. Begreberne forsæt og grov uagtsomhed i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, er identiske med de tilsvarende begreber i skattekontrollovens afsnit 3. Dette betyder dog ikke, at gennemførelse af ansættelsessagen er betinget af, at der fastslås strafansvar, eller at en gennemført straffesag resulterer i en fastsættelse af straf. Det er altid en konkret vurdering ud fra de konkrete omstændigheder i den konkrete sag, om en skattepligtig eller nogen på dennes vegne har handlet mindst groft uagtsomt, og Skatteforvaltningen dermed kan ændre ansættelse i medfør af bestemmelsen.

Da det forkerte fradrag for ratepensionen skyldtes en forkert indberetning fra pensionsselskabet, og da oplysningen stod i et låst felt, som klager ikke kunne rette i, fandt Landsskatteretten det betænkeligt at fastslå, at der forelå grov uagtsomhed ved den manglende reaktion fra klagers side jf. princippet i den tidligere skattekontrollovs § 1 A og den nuværende skattekontrollovs § 82, stk. 2.  Henset til, at det forkerte fradrag for bidrag til livsvarig livrente tilsvarende skyldtes en forkert indberetning fra pensionsselskabet, at der var tale om et mindre beløb og til sammenhængen mellem pensionsordningerne, fandt Landsskatteretten heller ikke, at der ved dette fradrag var grundlag for at fastslå, at der forelå grov uagtsomhed på grund af den manglende reaktion.

Landsskatteretten fandt, heller ikke, at bestemmelsen i § 27, stk. 1, nr. 1, kunne finde anvendelse, henset til at der var tale om en fejlindberetning og ikke om en retlig ændring. Betingelserne for fristgennembrud, for så vidt angår indkomstårene 2012-2014 i SFL § 27, var således ikke opfyldt, hvorfor forhøjelserne for disse år ikke var sket rettidigt.

Det følger af bekendtgørelse  1305 af 14. november 2018 § 1, stk. 1, nr. 2, at når den skattepligtige selv anmoder om genoptagelse af sin skatteansættelse, jf. SFL § 26, stk. 2, så gælder fristen i SFL § 26, stk. 1, 1. pkt., for de ændringer af ansættelsen, der er en følge af genoptagelsesanmodningen.

Det følger endvidere af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4, at når en ændring af en skatteansættelse er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår, så gælder fristen i SFL § 26, stk. 1, 1. pkt., for ændringen af skatteansættelsen for det tidligere indkomstår.

Ændringerne for indkomstårene 2015 og 2016 var begrundet i helt tilsvarende forhold som ændringen i indkomståret 2017, hvorfor den ordinære ligningsfrist i § 26 fandt anvendelse. Da ændringen var varslet den 9. november 2018 og afgørelse truffet den 22. januar 2019 og således inden for den ordinære ligningsfrist, var forhøjelserne for disse indkomstår således sket rettidigt, hvorfor det var med rette, at Skattestyrelsen har genoptaget skatteansættelsen for indkomstårene 2015 og 2016.

SKM2019.69.LSR

I forbindelse med, at der blev indsendt en åbningsstatus i et dødsbo, kunne SKAT konstatere, at en række aktietab var selvangivet med urette af afdøde, og at der forelå grundlag for fristgennembrud efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

To af Landsskatterettens medlemmer, herunder retsformanden, fandt ikke, at SKAT havde overholdt den lille fristregel i SFL § 27, stk. 2, idet SKAT siden modtagelsen af åbningsstatus havde været i besiddelse af alle tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, at der var grundlag for fristgennembrud jf. SKM2018.481.HR og SKM2018.520.HR. De korrekte oplysninger om værdipapirbeholdningerne var årligt indberettet af banken. Der fremkom ikke efter indsendelsen af åbningsstatus nye oplysninger. Retsmedlemmerne fandt ikke, at det forhold, at SKAT først på et senere tidspunkt valgte at beskæftige sig med sagen og påbegynde sagsbehandling, udskød fristen efter stk. 2. To retsmedlemmer fandt, at den lille fristregel var iagttaget. Da retsformandens stemme ved stemmelighed er afgørende, ansås fristen i stk. 2 ikke for iagttaget.

 

SKM2018.448.LSR

SKAT ansås berettiget til at genoptage en sag om beskatning af aktiegevinster og -tab for årene 2011-2014, idet skatteyder ikke havde selvangivet gevinst og tab på værdipapirer de pågældende år, og idet klagerens skatteforhold ikke kunne anses omfattet af den korte ligningsfrist, og da klageren måtte anses at have handlet groft uagtsomt. Gevinster og tab blev opgjort på grundlag af SKATs værdipapirsystem.

SKM2018.105.LSR

SKAT foretog den 16. december 2014 opslag på internetsider og nyhedsmedier m.v. og sammenholdt dette med klagerens R 75 og årsopgørelse m.v. Det konstateredes herved, at klageren ikke havde medregnet præmien fra tv-konkurrencen til sin skattepligtige indkomst. Landsskatteretten mente, at SKAT på dette tidspunkt havde det fornødne grundlag for vurderingen af, om klager skulle beskattes af præmien. Derfor regnes 6 måneders fristen i SFL § 27, stk. 2, fra den 16. december 2014. SKAT sendte forslag til afgørelse den 8. maj 2015, hvorfor 6 måneders fristen var overholdt af SKAT.

En ansættelse, der er varslet af SKAT, skal foretages senest tre måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt, jf. SFL § 27, stk. 2. Ansættelsen er foretaget den 5. august 2015, hvorfor også tre måneders fristen er overholdt af SKAT. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

SKM2015.462.LSR

Fristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor selskabet anmeldte økonomidirektørs momsunddragelse til SKAT.

SKM2013.675.LSR

1. forslag inden for reaktionsfristen var afgørende for ansættelsesfristen, der dermed ikke var overholdt, uanset at der var udsendt forslag nr. 2.

SKM2013.337.LSR

Reaktionsfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT modtog kontoudtog fra banken.

SKM2013.180.LSR

Reaktionsfristen i SFL § 32, stk. 2, skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT fra en kommune fik oplysning om, at selskabet drev uregistreret virksomhed, da SKAT på dette tidspunkt havde de fornødne oplysninger for at kunne fastslå, at selskabet var afgiftspligtigt. Da SKAT først havde sendt forslag mere end 6 måneder efter dette tidspunkt, var fristen i SFL § 32, stk. 2, ikke overholdt.

SKM2012.651.LSR

Landsskatteretten fandt, at SKAT først havde tilstrækkelige oplysninger til at kunne lave en ansættelse på et korrekt grundlag på det tidspunkt, hvor SKAT modtog rapporten fra politiet vedrørende en ransagning.

SKM2012.224.LSR

Reaktionsfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT modtog borgers svar på SKATs henvendelse, hvor SKAT fik kundskab om, at borgeren havde benyttet kreditkortet.