Parter 

sag nr. BS 159-1206/2013:
A
(Advokat Karsten Kallesø)

og

B
(Advokat Karsten Kallesø)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ advokat H. C. Vinten)

sag nr. BS 159-1228/2013:
C
(Advokat Karsten Kallesø)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ advokat H. C. Vinten)

sag nr. BS 159-1229/2013:
D
(Advokat Karsten Kallesø)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ advokat H. C. Vinten)

og

sag nr. BS 159-1251/2013:
E
(Advokat Karsten Kallesø)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ advokat H. C. Vinten)

Afsagt af byretsdommerne 

Barbara Hoffmann Christiansen, Seerup og Ib Hounsgaard Trabjerg 

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagerne, der er anlagt henholdsvis den 5., 8. og 10. juli 2013, vedrører en tvist mellem parterne om, hvorvidt henstandsbevillinger, som SKAT har meddelt sagsøgerne efter den 14. september 2006, er gyldige og har forældelsesafbrydende virkning i relation til SKATs krav mod sagsøgerne på restskatter og restarbejdsmarkedsbidrag på baggrund af deres deltagelse i et Skovplan-interessentskab.

Sagerne er i medfør af retsplejelovens § 254, stk. 1, blevet behandlet i forbindelse med hinanden.

Ved kendelse af 9. oktober 2013 har retten bestemt, at der skal deltage 3 dommere i afgørelsen af sagerne, jf. retsplejelovens § 12, stk. 3, nr. 1.

Sagsøgerne, A, B, C, D og E, har nedlagt følgende enslydende påstand:

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at henstandsbevillinger meddelt efter den 14. september 2006, ikke har forældelsesafbrydende virkning i relation til SKATs krav mod sagsøger på restskatter og arbejdsmarkedsbidrag vedrørende Skovplan-projekter drevet i interessentskabsform for indkomstårene 1997-1999.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten afsagde den 9. april 2013 følgende kendelse i en klagesag indbragt af B (BS 1206/2013):

"...

Landsskatterettens afgørelse

SKAT har truffet afgørelse om, at SKATs krav på restskatter og restarbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 1997-1999 ikke er forældet.

Landsskatteretten træffer afgørelse om, at den omstændighed, at henstandsbevillinger, der er udstedt til klageren efter den 7. november 2006, er udstedt på grundlag af en urigtig forudsætning om, at der verserede en pilotsag med betydning for de omhandlede krav, ikke medfører, at henstandsbevillingerne ikke er retskraftige. Henstandsbevillingerne, der er udstedt efter ansøgning, har derfor forældelsesafbrydende virkning.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor på dette punkt.

Landsskatteretten hjemviser sagen på øvrige punkter til fornyet behandling hos SKAT, idet SKAT ved den påklagede afgørelse ikke har foretaget en egentlig gennemgang af kravene fra stiftelsestidspunkterne til det tidspunkt, hvor SKAT traf den påklagede afgørelse, dvs. den 19. marts 2012, i relation til om der er indtrådt forældelse.

Sagens oplysninger

Klageren deltog i 1990´erne i såkaldte Skovplan-projekter.

Klagerens repræsentant har oplyst, at Skovplan-projekterne i perioden fra 1992 til og med 1996 foregik ved deltagelse i Skovplan-kommanditselskaber, medens projekterne fra 1997 foregik ved deltagelse i Skovplan-interessentskaber.

Skattemyndighederne tilsidesatte ved såvel Skovplan-kommanditselskaberne som Skovplan-interessentskaberne forskellige skattemæssige forhold.

Som følge af tilsidesættelserne foretog skattemyndighederne forhøjelser af deltagernes skattepligtige indkomster.

Deltagerne har typisk haft skatteankenævnssager herom og har fået genoptagelsestilsagn ved skatteankenævnene i relation til udfaldet af såkaldte "pilotsager".

For så vidt angår forhøjelserne som følge af deltagelse i Skovplan-kommanditselskaberne blev pilotsagen afgjort ved Højesterets dom af 25. juni 2010 (j.nr. 72/2008 - SKM2010.433.HR). Sagen vedrørte værdiansættelse i relation til den beplantning, som der i projekterne foretoges afskrivning på.

For så vidt angår forhøjelserne som følge af deltagelse i Skovplan-interessentskaberne blev pilotsagen ved Højesteret afsluttet ved, at sagen blev hævet den 7. november 2006, idet interessentskabsdeltagernes advokat ikke skønnede, at der var udsigt til, at sagen kunne vindes. Sagen vedrørte nægtelse af fradrag for udgifter til beplantning m.v., under henvisning til dels manglende dokumentation for udgifternes faktiske afholdelse i interessentskaberne, dels projektets manglende drifts- og erhvervsmæssige realitet.

Klagerens advokat har fremsat indsigelser over for SKATs Inddrivelsescenter om, at krav mod klageren er forældede. Advokaten har gjort gældende, at krav mod projektdeltagerne på restskat og restarbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 1997-1999 relaterer sig til deltagelse i Skovplan-interessentskaber. Pilotsagen herom blev afgjort i 2006. Da SKAT ikke har foretaget nogen inddrivelsesmæssige skridt mod klageren siden 2006, må de krav, der vedrører indkomstårene 1997-1999, være forældede.

SKAT har oplyst, at klageren har haft henstand med betaling af sine skatter frem til den dato, hvor Højesteretssagen SKM2010.433.HR blev afgjort, dvs. den 25. juni 2010, idet klageren gentagne gange har fået forlænget henstand med henvisning til verserende klage- og domstolssager.

Senest udstedte SKAT henstandsbevilling, jf. skatteforvaltningslovens § 51, til klageren den 29. maj 2009.

Bevillingen blev udstedt som følge af en ansøgning fra Skovplan-administrationen på klagerens vegne til SKAT om forlængelse af henstand med henvisning til pilotsagen ved Højesteret.

SKATs afgørelse

SKAT har truffet afgørelse om, at SKATs krav på restskatter og restarbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 1997-1999 ikke er forældet.

Klageren har gentagne gange fået forlænget henstanden med betaling af sine skatter under henvisning til de verserende sager/pilotsager ved det administrative klagesystem og domstolene. Klageren er således løbende blevet orienteret om udviklingen i den ligningsmæssige henstand.

Klageren og dennes daværende rådgiver skelede i forbindelse med ansøgningerne om henstand ikke til, om der var tale om krav, der vedrørte deltagelse i et Skovplan-interessentskab eller et Skovplan-kommanditselskab.

Henstand anses i den forældelsesretlige teori for at være en aftale mellem kreditor og debitor om udskydelse af kravets forfaldstidspunkt, hvorved kravets forældelse først skal regnes fra dette nye tidspunkt. Bevilling af henstand efter anmodning fra debitor betragtes således som et forældelsesafbrydende skridt. Der henvises til Østre Landsrets kendelse af 11. februar 1999, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999.331, Landsskatterettens afgørelse af 28. maj 2010, offentliggjort i SKM2010.659.LSR (www.skat.dk), og SKATs Juridiske Vejledning, afsnit A.A.9.5.1.9 (www.skat.dk).

Indgåelse af aftale om henstand medfører, at der fra ophøret af henstanden løber en ny 3-årig forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 3, jf. § 2, stk. 2.

Den 10-årige forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 3, regnes også først fra forfaldstidspunktet.

Begge frister skal således i klagerens tilfælde regnes fra den 25. juni 2010, hvor henstanden udløb som følge af Højesteretsdommens afsigelse.

Kravene er derfor ikke forældede.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens advokat har fremsat påstand om, at de af klagerens restskatter m.v., der ligger længere tilbage end år 2008, er endeligt forældede den 1. januar 2011, hvor forældelsesloven trådte i kraft.

Der har løbende været givet henstand med skattebetalingen i Skovplan-kommanditselskaberne, og klageren er enig i, at henstand afbryder forældelsesfristen.

Henstand kan imidlertid ikke gives generelt med henvisning til "Skovplan". Henstand kan kun gives med henvisning til det konkrete projekt.

For så vidt angår restskat og restarbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 1997 og fremefter relaterer disse sig til deltagelse i et Skovplan-interessentskab.

Pilotsagen vedrørende Skovplan-interessentskaberne blev afsluttet i 2006.

Efter 2006 har det derfor været uden mening at ansøge om henstand med betaling af restskatter m.v. i relation til et Skovplan-interessentskab.

Henstandsansøgninger, der er indgivet efter 2006, kan derfor kun relatere sig til deltagelse i et Skovplan-kommanditselskab.

SKAT bør kende lovgivningen, og SKAT bør vejlede borgerne korrekt. Såfremt en borger ansøger om henstand på et forkert grundlag, bør SKAT afvise ansøgningen.

Dette har SKAT ikke gjort.

SKAT har således begået en fejl, idet henstand, der er bevilget til klageren efter 2006, er bevilget på et forkert grundlag. Dette bør ikke komme klageren til skade.

Efter 2006 har SKAT ikke forsøgt at inddrive de restskatter m.v., der fulgte af klagerens deltagelse i Skovplan-interessentskabet.

Kravene må derfor være forældede.

Der kan naturligvis forekomme restskatter m.v., som ikke vedrører Skovplan-interessentskabet, men derimod andre forhold hos klageren. Hvis dette er tilfældet, kan SKAT maksimalt inddrive disse krav for årene 2008 og fremefter, idet de øvrige krav også må være forældede.

I en række identiske sager har SKAT truffet afgørelser vedrørende andre personer om, at der er indtrådt forældelse. Som eksempler henvises til bilag fra seks andre projektdeltageres sager. Sagerne behandles således ikke ens. Afgørelserne ses at være præget af, hvem der er sagsbehandler i sagerne.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse  

Indledningsvis bemærkes, at indtræden af forældelse af et krav beror på konkrete omstændigheder i relation til forløbet af hvert enkelt krav.

Klageren kan derfor ikke støtte ret på, at SKAT har anset SKATs krav mod andre personer for forældede.

Bevilling af henstand med betaling af et krav medfører, at forfaldstidspunktet for kravet udskydes til tidspunktet for udløbet af henstanden. Det er dog en betingelse, at henstanden gives efter aftale, dvs. i praksis som oftest efter anmodning fra skyldneren. Der henvises til blandt andet Højesterets dom af 10. oktober 1989, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1989.1046 H, og Bo von Eyben, Forældelse efter forældelsesloven af 2007, s. 245.

Henstandsbevillingerne, der er udstedt til klageren efter den 7. november 2006, er udstedt af den sagligt kompetente myndighed til at udstede sådanne bevillinger, dvs. SKAT. Den omstændighed, at bevillingerne er udstedt på grundlag af en urigtig forudsætning om, at der verserede en pilotsag med betydning for de pågældende krav, medfører ikke, at bevillingerne er en nullitet eller i øvrigt ikke er retskraftige.

Henstandsbevillingerne er derfor retskraftige efter sit indhold. Klageren har derfor rent faktisk haft henstand med betaling af de krav, som bevillingerne omfatter.

Henstandsbevillingerne er udstedt efter ansøgning fra klagerens side.

Henstandsbevillingerne har derfor forældelsesafbrydende virkning.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor på dette punkt.

SKAT har ved den påklagede afgørelse ikke foretaget en egentlig gennemgang af de krav, som klagerens indsigelser vedrører, fra stiftelsestidspunkterne til det tidspunkt, hvor SKAT traf den påklagede afgørelse, dvs. den 19. marts 2012, i relation til om der er indtrådt forældelse. Det bemærkes herved, at SKAT i den påklagede afgørelse ikke har identificeret præcist, hvad det er for krav, som afgørelsen vedrører. Endvidere mangler der oplysninger, herunder kopi af bevillingerne, for at de krav, der måtte være tale om, kan følges hele vejen igennem i forældelsesmæssig sammenhæng.

Landsskatteretten finder, at manglerne er af en sådan karakter, at sagen bør hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Sagen hjemvises derfor på øvrige punkter til fornyet behandling hos SKAT.

..."

Den 9. april 2013 afsagde Landsskatteretten kendelser tillige i klagesager indbragt af A (BS 1206/2013), C (BS 1228/2013), D (BS 1229/2013) og E (BS 1251/ 2013). Disse kendelser er i det væsentlige identisk med den ovenfor refererede kendelse.

Parternes synspunkter

Sagsøgerne har til støtte for deres anerkendelsespåstand procederet i overensstemmelse med følgende anbringender, der fremgår af sagsøgernes påstandsdokumenter af 4. februar 2014:

"...

Det gøres derfor fra sagsøgers side gældende,

at	sagsøgte ikke sondrer mellem hvorvidt sagsøger har deltaget i et
	I/S eller et K/S,
at	henstandsbevillinger fra sagsøgte efter den 7. november 2006 er
	afgivet på et forkert grundlag,
at	henstandsbevillinger fra sagsøgte efter den 7. november 2006
	dermed er ugyldige, ikke har retskraft eller er bindende for sagsøger,
at	henstandsbevillingerne dermed ikke har forældelsesafbrydende
	virkning,
at	det er uden betydning om henstandsbevillinger har været til gunst
	for sagsøger eller ej,
at	sagsøgte i relation til sagsøger, er den der har indsigten om reglerne
	på området på hvilken sagsøger burde kunne forlade sig på.

..."

Skatteministeriet har til støtte for frifindelsespåstanden procederet i overensstemmelse med følgende anbringender, der fremgår af Skatteministeriets påstandsdokumenter af 4. februar 2014:

"...

Tvisten i nærværende sag drejer sig alene om, hvorvidt de efter 14. september 2006 meddelte henstandsbevillinger er bindende for sagsøgeren.

Det gøres gældende, at henstandsbevillinger, som efter den 14. september 2006 er meddelt sagsøgeren efter ansøgning, er bindende og udskyder forfaldstidspunktet for de af henstanden omfattede krav til tidspunktet for henstandens udløb.

Den omstændighed, at det efter henstandsbevillingernes udløb konstateres, at henstanden er bevilget på et urigtigt grundlag, kan ikke føre til, at bevillingerne er ugyldige. Såfremt bevillingerne måtte anses som ugyldige, indtræder ugyldigheden ikke ex tunc, men ex nunc, dvs. ved rettens afgørelse af nærværende sag.

Det støttes på, at de urigtige oplysninger hidrører fra sagsøgeren, at såvel sagsøgeren som skattemyndighederne igennem lang tid har indrettet sig og handlet i overensstemmelse med henstanden, og at sagsøgeren først rejser indsigelser mod henstanden den 14. januar 2011, dvs. efter at henstand er udløbet som følge af Højesterets dom af 25. juni 2010 (SKM2010.433.HR).

...

Det bestrides, at det forhold, at en anden skatteyder ... har fået afslag på en ansøgning om henstand med henvisning til, at prøvesagen vedrørende et Skovplan-interessentskab er endelig afgjort, indebærer, at henstand, som faktisk er blevet meddelt sagsøgeren, mister sin retskraft og forældelsesafbrydende virkning.

Sagsøgerens henvisninger til afgørelserne om forældelse ... er ikke retligt relevante for nærværende sag. Afgørelserne er begrundet med, at SKAT ingen dokumentation har for, at de pågældende skatteydere er blevet underrettet om henstanden, mens der i nærværende sag netop er dokumentation for, at sagsøgeren er blevet underrettet om henstand.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse 

Forældelse

SKATs krav mod sagsøgerne vedrører i disse sager restskatter og arbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 1997-99.

SKAT har efter ansøgning flere gange meddelt sagsøgerne henstand med betaling af restskatter og arbejdsmarkedsbidrag for blandt andre indkomstårene 1997-99, indtil deres klagesager var afgjort, dog senest den 31. oktober 2010. Det følger af fast retspraksis, at sådanne aftaler om henstand bevirker, at forfaldstidspunktet for skattekravet udskydes til henstandsperiodens udløb.

Retten lægger som ubestridt til grund, at de retlige tvistepunkter mellem parterne vedrørende skatteansættelser i relation til Skovplan-interessentskaber blev afgjort ved Østre Landsrets dom af 16. juni 2005 (SKM2005.309.ØLR). Landsrettens dom blev anket til Højesteret, men anken blev hævet ved brev af 14. september 2006.

Retten lægger endvidere som ubestridt til grund, at SKAT efter den 14. september 2006 har truffet afgørelser om henstand for indkomstårene 1997-99 på grundlag af en fejlagtig antagelse om, at Højesterets sag med dom af 25. juni 2010 (SKM2010.433.HR) havde betydning for SKATs krav mod sagsøgerne.

SKATs bevilling af henstand til sagsøgerne med betaling af de omtvistede krav er efter anmodning fra sagsøgerne meddelt i medfør af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1. Parterne indgik aftalerne om henstand under forudsætning om, at forfaldstidspunktet for kravene blev udskudt til henstandsperiodens udløb. Bevillingerne er begunstigende forvaltningsafgørelser, der udtømmende er udnyttet af modtagerne. Retten tiltræder herefter Landsskatterettens vurdering, hvorefter SKATs afgørelser om henstand uanset den urigtige forudsætning har haft forældelsesafbrydende virkning.

Retten tager derfor sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

Sagsomkostninger

Sagsøgerne skal betale sagsomkostninger til sagsøgte som nedenfor bestemt. Ved fastsættelsen af sagsomkostningerne har retten lagt vægt på sagens omfang, forløb, udfald og sagens principielle karakter. Det er tillagt vægt, at de fire sager er hovedforhandlet sammen. De tilkendte sagsomkostninger dækker rimelige udgifter til advokatbistand.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

A og B, skal inden 14 dage in solidum betale sagsomkostninger til sagsøger, Skatteministeriet, med 10.000 kr.

C, skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til sagsøger, Skatteministeriet, med 10.000 kr.

D, skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til sagsøger, Skatteministeriet, med 10.000 kr.

E, skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til sagsøger, Skatteministeriet, med 10.000 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a.