Spørgsmål:

1. Kan Skattestyrelsen bekræfte, at H1 ikke er begrænset skattepligtig i henhold til selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c - og at Spørger dermed ikke var forpligtet til at indeholde udbytteskat i henhold til kildeskattelovens § 65 i relation til den udbytteudlodning på USD xx ("Udbytteudlodningen"), der blev vedtaget den 6. december 2023 ("Udbyttet")?
2. Kan Skattestyrelsen bekræfte, at Udbytteudlodningen ikke er omfattet af ligningslovens § 3?

Svar:

1. Afvises
2. Afvises

Beskrivelse af de faktiske forhold

1.       Baggrund

1.1 Introduktion

[Oplysninger om Koncernen og Projektet er udeladt ifm. anonymisering]

Årsagen til, at Projektet har betydning for Anmodningen er, at koncernen planlagde at bruge Udbyttet som en del af finansieringsstrukturen (egenkapital- og RCF) i forbindelse med investeringen i projektet. Hvis koncernen havde gennemført investeringen efter hensigten, ville der ikke have været noget behov for Anmodningen, herunder afklaring af det forretningsmæssige formål bag Udbyttet og spørgsmålet om det retmæssige ejerskab af udbytteprovenuet i henhold til EU's moder- og datterselskabsdirektiv / dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og X-land. 

Koncernen er i øjeblikket involveret i andre M&A-processer.

Indtil Udbyttet kan geninvesteres i potentielle M&A-muligheder, har H1 imidlertid foretaget kortfristede koncerninterne lån eller placeringer i pengemarkedsfonde, således at midlerne forrentes på en tilfredsstillende måde. 

Som følge af det beskrevne forløb har Spørger fundet det hensigtsmæssigt at anmode Skattestyrelsen om et bindende svar for at sikre, at styrelsen er enig i det forretningsmæssige formål med udbytteudlodningen, og at Udbyttet er omfattet af fritagelsen for udbytteskat i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, samt moderdatterdirektivet / dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og X-land.

Anmodningen er struktureret således, at vi i afsnit 1 har beskrevet koncernstrukturen fra den ultimative ejer via dennes familiekontor til den operationelle del af koncernen, historien og formålet med holding-strukturen samt anvendelsen af Udbyttet til dato. 

Hernæst har vi i afsnit 2 kort opsummeret den relevante lovgivning og gældende retspraksis, der er relevant i forhold til Anmodningen.

Endelig har vi i afsnit 3 redegjort for vores vurdering af, hvordan de stillede spørgsmål skal besvares.  

1.2 Koncernen

Den for Anmodningen relevante koncernstruktur kan illustreres på følgende måde:

[illustrationen er udeladt ifm. anonymisering]

Den ultimative ejer af koncernen er skattemæssigt hjemmehørende i X-land.

1.3 Koncernens holdingstruktur

[beskrivelse er udeladt ifm. anonymisering]

1.4 H2

"H2" er det kontrollerende selskab og koncernens hovedkontor. Selskabet har sit hjemsted i X-land. 

H2’s hovedaktiviteter er investering og finansiering. Finansiering ydes primært til dets datterselskaber samt en række centraliserede indkøbs- og omfordelingstjenester, som genererer indtægter til H2. 

(...)

H2 fortsatte herefter med at strukturere yderligere opkøb gennem sin X-landske holding-struktur ved at etablere H1.

1.5 H1 

1.5.1   Generelle kommentarer

H1 er moderselskab til Spørger og dermed modtageren (såvel som ejeren) af Udbyttet.

H1 er registreret i X-land som et selskab med begrænset ansvar i henhold til [selskabslovgivning] i X-land.

H1 er skattemæssigt hjemmehørende i X-land og er underlagt almindelig X-landsk selskabsbeskatning. H1 indgår i en X-landsk “sambeskatningsgruppe" sammen med H2.

(…)

1.6 Udbyttet

Den 6. december 2023 vedtog Spørger at udlodde et udbytte på USD xx til dets moderselskab, H1. 

I forbindelse med udbytteudlodningen indgav Ansøgeren "Kvittering for indberetning af udbytteoplysninger" den 11. januar 2024. 

1.6.1 Bevilling af lån fra H1 

Den 6. december 2023 brugte H1 provenuet fra Udbyttet til at yde et lån ("Lånet") på USD xx til sit bedsteforældreselskab, "H3", mod et gældsbrev. 

Lånet forrentes med en rente svarende til den gennemsnitlige dag-til-dag-finansieringsrente for en måned (som offentliggjort af Federal Reserve Bank of New York) plus 2 % om året ("Renten"). Renten påløber dagligt og udgør en betydeligt højere rente sammenlignet med blot at indsætte midlerne i en (X-landsk) bank.

Den i forbindelse med Lånet indgåede låneaftale er udfærdiget således, at Lånet kan kræves tilbagebetalt på anfordring. 

I november 2024 anmodede H1 H3 om en delvis tilbagebetaling af Lånet. Den delvist tilbagebetalte hovedstol blev herefter brugt til at yde et lån til [et datterselskab]. 

Efterfølgende tilbagebetalte [datterselskabet] arbejdskapitalfaciliteten og påløbne renter til H1 den 23. april 2025. 

H3 tilbagebetalte den resterende del af Lånet plus påløbne renter til H1 den 17. april 2025. 

På nuværende tidspunkt ønsker H1 og/eller dets moderselskab, H2, at beholde provenuet fra udbytteudlodningen til kortvarig placering i pengemarkedsfonde eller til at yde kortvarig (arbejdskapital) finansiering til koncernselskaber. Som tidligere nævnt ønsker H1 og/eller H2 generelt at optimere brugen af disse midler, indtil de skal geninvesteres som egenkapital eller (efterstillede) aktionærlån til yderligere opkøb af koncernen.

1.7 M&A-projektaktiviteter

[Beskrivelse er udeladt ifm. anonymisering]

1.8   Beskatning af renteindtægter modtaget fra Lånet

De renteindtægter, som H1 har modtaget i hele Lånets løbetid, er medtaget i H1's X-landske selvangivelse og beskattes i overensstemmelse hermed i X-land. 

1.9 Baggrund for Anmodningen

Som nævnt ovenfor er Anmodningen for det første begrundet i det forhold, at Projektet ikke blev gennemført som forventet, hvorfor Udbyttet ikke blev anvendt i overensstemmelse med det planlagte formål. 

Herudover har Skattestyrelsen for det andet anmodet om oplysninger til brug for deres kontrol af en anden udbytteudlodning, som blev vedtaget af Spørger i 2022. I den forbindelse har Koncernen allerede leveret det ønskede materiale til Skattestyrelsen, som dog ved brev af 23. juni 2025 har bedt om indsendelse af visse yderligere informationer. Den ønskede dokumentation er ved at blive fremskaffet og vil blive sendt til Skattestyrelsen inden for ganske kort tid. 

Det ligger inden for koncernens politik og kultur at samarbejde aktivt med myndighederne i de lande, hvor koncernen opererer, og koncernen ønsker at undgå tvetydighed i motiverne for udlodning af udbytte. I den forbindelse er det meget vigtigt for Spørger at få Skattestyrelsens bekræftelse på, at der ikke foreligger en indeholdelsesforpligtelse i forhold til Udbyttet. Et bindende svar fra Skattestyrelsen vil således sikre, at koncernen hurtigst muligt kan få afklaret, at Spørger ikke har en indeholdelsesforpligtelse, hvormed koncernen i stedet kan fokusere sine aktiviteter på de udfordringer og vækstmuligheder, der ligger forude.

2.         Retsgrundlaget

2.1 Introduktion 

I de følgende afsnit har vi for det første kort beskrevet de danske regler i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c (således som disse var gældende i 2023) om udenlandske selskabers begrænsede skattepligt af udbytte modtaget fra danske kilder (afsnit 2.2) samt forpligtelsen i kildeskattelovens § 65 for danske selskaber, der udbetaler udbytte, til at indberette og under visse omstændigheder indeholde dansk udbytteskat (afsnit 2.3.). 

I denne forbindelse har vi inkluderet en detaljeret gennemgang af det danske 'beneficial owner'-begreb samt fortolkningsbidrag vedrørende den danske omgåelsesklausul, der er indeholdt i ligningslovens § 3  (afsnit 2.4. og afsnit 2.5.). 

2.2 Begrænset skattepligt for ikke-danske selskaber, der modtager udbytte fra et dansk selskab

Ved et dansk selskabs udbetaling af udbytte til et udenlandsk moderselskab skal der som udgangspunkt indeholdes 27 % i udbytteskat, jf. kildeskattelovens § 65. Er der indeholdt for meget udbytteskat, kan den retmæssige ejer af udbyttet efterfølgende anmode om refusion af et overskydende beløb.

Efter intern dansk ret skal der dog ikke indeholdes (eller betales) udbytteskat, hvis følgende betingelser alle er opfyldt:

1. Udbyttemodtageren ejer mindst 10 % af aktiekapitalen i det udbytteudloddende danske selskab,
2. Udbyttemodtageren er et selskab, der samtidig er den retmæssige ejer (beneficial owner) af udbyttet, og
3. Udbyttemodtageren har ret til nedsættelse af udbytteskatten efter i) EU’s Moder-Datter direktiv (90/435/EC), eller ii) en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og det land, hvori udbyttemodtageren er hjemmehørende).

Ud over disse betingelser må udbytteudlodningen ikke kunne anses for en del et arrangement eller en række af arrangementer, der er omfattet af omgåelsesklausulen. Se kommentarerne nedenfor i afsnit 2.4 og 2.5 vedrørende henholdsvis den retmæssige ejer og betingelserne for, at omgåelsesklausulen kan finde anvendelse.

2.3 Den danske kildeskatteordning for udbytte  

2.3.1 Oversigt 

I henhold til kildeskattelovens § 65 er et udbytteudloddende dansk selskab forpligtet til at indeholde udbytteskat, medmindre det udbyttemodtagende selskab er fritaget for dansk udbytteskat, jf. selskabsskattelovens §

2, stk. 1, litra c.  

Hvis det udbytteudloddende selskab har opfyldt sin forpligtelse til at indeholde udbytteskat, anses det ikkedanske selskab, der har modtaget udbyttet, for at have afregnet sin skattepligt. Der henvises til selskabsskattelovens § 2, stk. 8.  

2.4 Sagerne om retmæssig ejer (beneficial owner)

2.4.1 Indledende bemærkninger

Indledningsvis bemærkes for en ordens skyld, at såvel EU-Domstolen som de danske domstole generelt har anset beneficial owner-testen for at være ens for både udbytter og renter, og i det følgende har vi derfor henvist til sager vedrørende såvel udbytter som renter, da EU-Domstolens og de danske domstoles ræsonnement i forhold til beneficial owner for begge indkomsttyper i vidt omfang synes at være sammenfaldende. 

Hvis et udenlandsk moderselskab, der modtager en udbytteudlodning fra dets danske datterselskab, ikke umiddelbart kan betragtes som retmæssig ejer (beneficial owner) af udbyttet, skal moderselskabet i en række tilfælde i stedet anses for en gennemstrømningsenhed. I sådanne tilfælde kan moderselskabet være forpligtet til at betale dansk udbytteskat, medmindre der konkret ikke opnås en skattefordel, der strider mod formålet med og hensynet til de danske skatteregler.

Spørgsmålet om afgrænsningen af beneficial owner begrebet er velkendt og har siden 2006/07 givet anledning til en lang række tvister mellem skatteydere og Skattestyrelsen om, hvorvidt et udenlandsk moderselskab, der modtager udbytte (eller renter) fra et dansk datterselskab, kan anses for den retmæssige ejer (beneficial owner) af udbyttet eller ej. 

Nogle af de nævnte sager blev indbragt for de danske landsretter, og i den forbindelse valgte landsretterne at forelægge seks konkrete prøvesager for EU-Domstolen til fortolkning. To af disse prøvesager vedrørte udbytteudlodninger, mens de resterende fire sager vedrørte rentebetalinger.

2.4.2 Dommene fra EU-Domstolen

Den 26. februar 2019 afsagde EU-Domstolen dommene i de beneficial owner sager, som var blevet indbragt for domstolen af de danske landsretter. 

Som anført ovenfor er der så vidt ses et væsentligt sammenfald mellem EU-Domstolens ræsonnement i såvel udbyttesagerne som rentesagerne. Som udgangspunkt er de konklusioner, som EU-Domstolen er nået frem til i rentesagerne, derfor også relevante for udbyttesagerne og vice versa. 

2.4.3 NetApp-sagen

I den såkaldte "NetApp-sag" (offentliggjort som C-117/16) om en udbytteudlodning udtalte EU-Domstolen følgende om, hvorvidt der kan anses at være tale om misbrug:

"100 En koncern, som ikke er tilrettelagt af grunde, der afspejler den økonomiske realitet, som har en struktur, der er rent formel, og som har til hovedformål eller som et af sine hovedformål at opnå en skattefordel, som virker mod formålet og hensigten med den skattelovgivning, der finder anvendelse, kan anses for et kunstigt arrangement. Dette er navnlig tilfældet, når betalingen af udbytte-skat undgås ved i koncernstrukturen at indskyde en gennemstrømningsenhed mellem det selskab, som udlodder udbyttet, og det selskab, som er udbyttets retmæssige ejer. 

101 Det udgør således et holdepunkt for at antage, at der foreligger et arrangement, som har til formål uretmæssigt at drage fordel af den fritagelse, der er fastsat i artikel 5 i direktiv 90/435, at dette udbytte i sin helhed eller stort set i sin helhed ganske kort tid efter modtagelsen heraf videre-udloddes af det selskab, som har modtaget det, til enheder, som ikke opfylder betingelserne for anvendelse af direktiv 90/435, enten fordi disse enheder ikke er hjemmehørende i en medlemsstat, fordi de ikke er stiftet under en af de former, som er omfattet af nævnte direktiv, fordi de ikke er omfattet af en af de skatter, der er opregnet i nævnte direktivs artikel 2, litra c), eller fordi de ikke har karakter af »moderselskab« og ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i samme direktivs artikel 3."

Desuden udtalte EU-Domstolen, at:

"104 Den omstændighed, at et selskab opererer som gennemstrømningsselskab, kan godtgøres, såfremt selskabets eneste aktivitet er at modtage udbyttet og videreudlodde det til den retmæssige ejer eller til øvrige gennemstrømningsselskaber. Den manglende faktiske økonomiske aktivitet skal i denne henseende i lyset af de særlige kendetegn ved den pågældende økonomiske aktivitet udledes af en undersøgelse af samtlige relevante elementer vedrørende bl.a. driften af selskabet, dets regnskab, strukturen af selskabets omkostninger og de reelt afholdte udgifter, det personale, som selskabet beskæftiger, og de lokaler og det udstyr, som det råder over. 

105 Der kan endvidere findes holdepunkter for, at der foreligger et kunstigt arrangement, i den omstændighed, at der findes forskellige kontrakter mellem de selskaber, der er involveret i de omhandlede finansielle transaktioner, som giver anledning til pengestrømme inden for koncernen, samt i fremgangsmåden for transaktionernes finansiering, i vurderingen af de mellemliggende selskabers egenkapital og i gennemstrømningsselskabernes manglende beføjelser til at råde økonomisk over det modtagne udbytte. I denne henseende er det ikke alene en kontraktuel eller juridisk forpligtelse for det selskab, der modtager udbyttet, til at videreudlodde det til tredjemand, der kan udgøre et sådant holdepunkt, men ligeledes den omstændighed, at dette selskab, uden at være bundet af en sådan kontraktuel eller juridisk forpligtelse, »substantielt«, således som den forelæggende ret har anført det, ikke har rettighederne til at bruge og nyde dette udbytte." 

Ifølge EU-Domstolen kan følgende faktorer derfor være en indikation på, at et selskab er et gennemstrømningsselskab og dermed ikke den retmæssige ejer af et udbytte:

• Selskabet er ikke oprettet af grunde, der afspejler den økonomiske virkelighed, dets struktur er rent formel, og dets hovedformål eller et af dets hovedformål er at opnå en skattefordel, der er i modstrid med gældende skattelovgivnings mål eller formål,
• Alle eller næsten alle de udbytter, som selskabet modtager, videregives meget hurtigt efter modtagelsen af det selskab, der har modtaget dem, til enheder, der ikke opfylder betingelserne for anvendelse af EU's moder-/datterselskabsdirektiv,
• Selskabets eneste aktivitet er at modtage udbytte og sende det videre til den reelle ejer eller til andre ledningsselskaber,
• Selskabet er generelt begrænset i anvendelsen af midler fra de underliggende investeringer, dvs. at selskabet ikke (formelt eller reelt) har ret til (frit) at anvende sådanne midler.

I de fire rentesager (C-115/16, C-118/16, C-119/16 og C-29/16) henviste EU-Domstolen i det væsentlige til den samme overordnede begrundelse, der blev anvendt i udbyttesagerne, for, hvornår en misbrugspraksis kan anses for at eksistere

2.4.4 Højesterets domme i beneficial owner sagerne

2.4.4.1 Indledende kommentarer

Siden januar 2023 har Højesteret afsagt domme i nogle af de mest profilerede prøvesager, der tidligere har været genstand for prøvelse ved EU-Domstolen.

Alle de nævnte domme er tidligere blevet behandlet af Østre Landsret i 1. instans, og de seneste domme fra Højesteret repræsenterer således de endelige domme i forhold til de prøvede sager.

I dommene finder Højesteret generelt, at et udenlandsk moderselskab, der er hjemmehørende i enten EU eller et land, der har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, ikke kan anses for at være den retmæssige ejer af udbytte (og/eller renter) fra dets danske datterselskab, hvis det udbyttemodtagende selskab har videreudloddet eller på anden måde videresendt udbyttet (eller hvis udbyttet specifikt er bestemt til at blive videresendt) til modtagere i lande uden for EU, som ikke har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark.

Videreudlodder moderselskabet derimod udbyttet (gennem andre selskaber) til endelige retmæssige ejere, der er hjemmehørende i lande, der har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, og som tillader en reduceret eller ophævet kildeskattesats (og dette kan dokumenteres tilstrækkeligt), så skal de endelige modtagere af udbyttet som hovedregel ikke betale dansk kildeskat, forudsat at de formelle betingelser for skattefritagelse, herunder 10%-ejerkravet i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, er opfyldt.

I de følgende afsnit har vi uddybet nogle af de ræsonnementer, som de danske domstole har anvendt i nogle af de mest profilerede beneficial owner sager.

2.4.4.2 NetApp-sagen

I NetApp-sagen havde et dansk selskab i den amerikanske NetApp-koncern ("NetApp DK"), som var ejet af et cypriotisk holdingselskab, vedtaget to separate udbytteudlodninger henholdsvis den 28. september 2005 (EUR 76 mio.) og den 3. april 2006 (DKK 92 mio.).

Det cypriotiske holdingselskab var blevet stiftet den 5. september 2005, dvs. umiddelbart forud for den første udbytteudlodning, og dette selskab var ejet af et holdingselskab på Bermuda, som igen var ejet af NetApp Inc. i USA.

De danske skattemyndigheder havde rejst et krav om udbytteskat mod NetApp DK. Kravet blev i sidste ende indbragt for Højesteret, der afsagde dom i sagen den 9. januar 2023.

I sine præmisser udtalte Højesteret, at den danske regel om udbytteskat, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens dom af 26. februar 2019.

Højesteret udtalte endvidere, at de relevante artikler i de danske dobbeltbeskatningsoverenskomster med henholdsvis Cypern og USA i al væsentlighed svarer til OECD's modeloverenskomst fra 1977, og at begrebet "beneficial ownership" skal fortolkes i overensstemmelse med 1977-overenskomsten, herunder de reviderede kommentarer hertil fra 2003. 

Højesteret udtalte herefter, at der i den konkrete sag som udgangspunkt ikke er skattefrihed efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Cypern eller efter EU's moder-/datterselskabsdirektiv. I lighed med landsretten fandt Højesteret således, at det cypriotiske holdingselskab i forhold til datterselskabet NetApp DK og dets moderselskab på Bermuda må anses for et gennemstrømningsselskab, der som udgangspunkt ikke nyder beskyttelse efter overenskomsten eller direktivet. 

Højesteret udtalte dernæst, at der ikke forelå oplysninger om, hvorfor det i 2005 blev besluttet at etablere en selskabsstruktur, hvorved det cypriotiske holdingselskab blev stiftet som et nyt moderselskab for NetApp DK i stedet for at gøre NetApp Inc. til moderselskab for NetApp DK. I sidstnævnte tilfælde kunne udbyttet være udloddet direkte til NetApp Inc. 

Herefter gik Højesteret videre til at vurdere, hvorvidt der var klare beviser for at konkludere, at udlodningen til det cypriotiske holdingselskab - hvorved skattepligten efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, principielt opstod - var et misbrug af rettigheder i moder-datterselskabsdirektivets forstand. 

Med hensyn til det første udbytte konstaterede Højesteret, at beslutningen om udbytteudlodningen til NetApp Inc. først blev truffet den 22. marts 2006, og at udbyttet før denne dato forblev i Bermuda-holdingselskabet i ca. 5 måneder, hvor det blev investeret i obligationer. På denne baggrund fandt Højesteret, at NetApp-koncernen i denne periode frit kunne have besluttet at anvende udbyttet til andre formål end hjemtagelse til NetApp Inc. 

På baggrund af disse overvejelser fandt Højesteret ydermere, at NetApp Inc. ikke efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA kunne anses for at være den retmæssige ejer af beløbet i overensstemmelse med overenskomstens artikel 10, stk. 2, dvs. at Højesteret tilsyneladende anså holdingselskabet på Bermuda som den retmæssige ejer. 

På denne baggrund nåede Højesteret frem til, at det første udbytte var omfattet af dansk kildeskat. 

For så vidt angik det andet udbytte, fandt Højesteret, at dette udbytte ikke var omfattet af dansk kildeskat, idet det var blevet videredistribueret til NetApp Inc. I forhold til dette udbytte udtalte Højesteret således følgende: 

"På den anførte baggrund finder Højesteret det godtgjort, at udbyttet på ca. 92 mio. kr. fra NetApp Denmark var indeholdt i det udbytte på 550 mio. USD, som NetApp Bermuda den 3. april 2006 overførte til NetApp USA. Højesteret finder endvidere, at den eneste retmæssige ejer af dette udbytte har været NetApp USA, hvor udbyttet også er blevet beskattet. Dette gælder, uanset at et beløb på ca. 92 mio. kr. - svarende til udbyttet - først i 2010 blev overført til NetApp Cypern og derfra til NetApp Bermuda. NetApp Bermuda havde således som nævnt ovenfor optaget det lån, der gav grundlag for i 2006 at udlodde ca. 92 mio. kr. til NetApp USA i udbytte fra NetApp Denmark. Efter det anførte er udbyttet på ca. 92 mio. kr. fritaget for beskatning efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, sammenholdt med den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst. NetApp Denmark har derfor ikke været forpligtet til at indeholde udbytteskat efter kildeskattelovens § 65, stk. 1."

Med andre ord fandt Højesteret, at NetApp Inc. var den retmæssige ejer / beneficial owner af det andet udbytte, da dette - bevisligt - var "strømmet" videre til NetApp Inc.

2.4.5 Udvalgte domme fra Østre Landsret

2.4.5.1 ISS-sagen

Et særligt aspekt af beneficial owner vurderingen, som er blevet efterprøvet af såvel de danske landsretter som Skatterådet, er spørgsmålet om, hvorvidt et udenlandsk selskab, der modtager udbytte fra sit danske datterselskab, rent faktisk skal anses for den retmæssige ejer af udbyttet i det omfang, at udbyttet ikke videre-distribueres eller på anden måde videresendes af det udenlandske selskab til de ultimative aktionærer. 

I den såkaldte ISS-sag fra 2011 (offentliggjort som SKM2012.121) afsagde Østre Landsret dom i en sag, hvor et udbytte blev udloddet fra et dansk selskab til dets moderselskab i Luxembourg. I modsætning til de faktiske omstændigheder i de danske sager om beneficial ownership, som er blevet prøvet af EU-Domstolen, videredistribuerede det luxembourgske moderselskab ikke udbytteprovenuet videre opstrøms, men brugte i stedet provenuet til at udstede to lån til det danske datterselskab, hvis samlede hovedstol svarede til det modtagne udbytte. 

Skattestyrelsen og Skatteministeriet argumenterede for, at det luxembourgske moderselskab skulle betragtes som en gennemstrømningsenhed, der kun var blevet indsat i strukturen, fordi de ultimative reelle ejere ikke ville have været berettiget til skattefrit udbytte fra det danske selskab, hvis de havde investeret direkte. Efter Skattestyrelsens opfattelse skulle det danske selskab derfor have tilbageholdt og betalt dansk udbytteskat. Østre Landsret var dog ikke enig i dette synspunkt og afgjorde sagen til fordel for ISS. I dommen udtalte landsretten - med henvisning til de officielle kommentarer til forskellige udgaver af OECD's modeloverenskomst - at det er et grundlæggende krav for, at et mellemholdingselskab ikke kan kvalificeres som den reelle ejer, at ejeren udøver en kontrol med selskabet, som går ud over den planlægning og kontrol, der er sædvanlig i multinationale koncerner. 

I forlængelse heraf udtalte landsretten eksplicit følgende: 

"I denne sag er det ufornødent at tage stilling til, om der fra de bagvedliggende investorers side er udøvet en kontrol af denne karakter med H1 S.à.r.l. Det følger således af såvel den definition på misbrug, som gives i kommentarerne og rapporten, som de eksempler på misbrug, der nævnes i henholdsvis punkt 12 og punkt 12.1 i 1977 og 2003 kommentarerne, at personen eller selskabet i den stat, hvormed dobbeltbeskatningsoverenskomsten er indgået, skal være skudt ind mellem ud-betaleren og den egentligt berettigede som et mellemled, der viderefører den skattefri udbetaling til den kontrollerende person i et tredjeland uden dobbeltbeskatningsoverenskomst. Det må på den baggrund antages, at tilsidesættelse af en overenskomstmæssig begrænsning i kildeskatten forudsætter, at udbetalingen er ført videre eller i hvert fald med sikkerhed er bestemt til at blive ført videre til personer i tredjelande uden dobbeltbeskatningsoverenskomst. Denne forudsætning er ikke opfyldt i denne sag. Det af H1.X A/S udbetalte udbytte er således ikke ført videre af H1 S.à.r.l., men er tværtimod tilbageført som et lån til H1.X A/S. Efter de foreliggende oplysninger er der heller ikke truffet bestemmelse om senere videreførelse af det tilbageførte udbytte til de bagvedliggende investorer. H1 S.à.r.l. må som følge heraf anses for retmæssig ejer af det modtagne udbytte på 5.544.200.000 kr., og er dermed ikke skattepligtig med hensyn til udbyttet, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, og dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Luxembourg artikel 10, stk. 2. En hæftelse for H1.X A/S (nu H1 S.à.r.l.) for ikke indeholdt udbytteskat kommer dermed ikke på tale." 

Sammenfattende har Østre Landsret dermed taget den logiske tilgang, at et mellemliggende ikke-dansk holdingselskab ikke kan ses som et gennemstrømningsselskab, hvis midlerne faktisk ikke er strømmet videre til de ultimative retmæssige ejere (medmindre det ellers med absolut sikkerhed er besluttet at videregive midlerne til de ultimative investorer, og disse er hjemmehørende i lande uden en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark). 

Skatteministeriet valgte ikke at anke dommen til Højesteret, og begrundelsen fra Østre Landsret er derfor stadig udtryk for gældende ret.

2.4.5.2 Sagen om Københavns Lufthavn

De danske domstolssager vedrørende beneficial owner kan opsummeres således, at de danske domstole som udgangspunkt ikke er specielt fokuserede på substans, men at de i stedet primært fokuserer på (formodede) pengestrømme.

Derudover afsagde Østre Landsret dom i den såkaldte Københavns Lufthavn-sag den 27. februar 2023, og i den forbindelse udtalte Østre Landsret følgende:

"Landsretterne har tidligere haft lejlighed til at tage stilling til forståelsen af begrebet retmæssig ejer i relation til dobbeltbeskatningsoverenskomster, jf. de i afsnit 1.1. nævnte domme. Landsretten tiltræder i overensstemmelse hermed, at der kan være tale om misbrug ved kunstfærdige juridiske konstruktioner - f.eks. hvis en person disponerer via en juridisk sammenslutning, der er dannet i en stat, væsentligst for at opnå fordele i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst, som ikke ville kunne opnås af personen direkte, og at et gennemstrømningsselskab normalt ikke kan anses for den retmæssige ejer, hvis det, skønt det er den formelle ejer, reelt har meget snævre beføjelser, som, i relation til den pågældende indkomst, gør det til en nullitet eller administrator, der handler på vegne af andre parter. 

Sådanne misbrugstilfælde må afgrænses over for den virksomhed, der sædvanligvis udøves af internationale koncerner. For at et selskab skal anses for et gennemstrømningsselskab, må det kræves, at ejeren udøver en kontrol med selskabet, der ligger ud over den planlægning og styring på koncernplan, som sædvanligvis forekommer i internationale koncerner. Der må således foretages en samlet vurdering af den struktur, der er sat op, herunder navnlig om selskabet har nogen reel råderet over den omhandlede indkomst."

På baggrund af en konkret vurdering af sagen nåede Østre Landsret frem til, at Københavns Lufthavne Danmark Holding ApS skulle betale kildeskat af såvel udbytte som renter.

På denne baggrund synes det rimeligt at konkludere, at de danske domstole ved vurderingen af, hvem der er den retmæssige ejer af et udbytte, generelt vil lægge vægt på, om det udbytte, som et mellemliggende selskab har modtaget fra et dansk datterselskab, rent faktisk er blevet videresendt (eller klart er bestemt til at blive videresendt igennem strukturen. 

2.4.5.3 Udvalgt administrativ praksis

Såvel Skatterådet som Landsskatteretten har afsagt et stort antal kendelser om beneficial owner-begrebet. 

De principper, som Østre Landsret anvendte i ISS-sagen, er f.eks. også blevet anvendt af Skatterådet i andre sager. Der kan f.eks. henvises til sagen, der er offentliggjort som SKM2022.95.SR. I denne sag modtog et engelsk selskab udbytte fra sit danske datterselskab, som skulle bruges til at finansiere købet af et eller flere operative datterselskaber. Skatterådet fandt, at der ikke var tale om et gennemstrømningsselskab, da den ultimative ejer, der var et selskab hjemmehørende på De Britiske Jomfruøer, ikke på forhånd havde disponeret over den påtænkte udbytteudlodning. Derudover blev der lagt vægt på, at udbyttet blev brugt af det engelske selskab til investering i driften, hvilket indikerede, at det engelske selskab ville operere selvstændigt og uafhængigt af de underliggende ejere. 

Af nylige afgørelser kan der henvises til Skatterådets bindende svar offentliggjort som SKM2025.178.SR, hvor et ikke-dansk holdingselskab (M1), som var kontrolleret af et ikke-dansk bedstemoderselskab hjemmehørende i et land uden en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark (GH), blev accepteret som den retmæssige ejer af et udbytte fra dets danske datterselskab, da midlerne ikke ville flyde fra M1 til GH. 

I deres analyse, som efterfølgende blev accepteret af Skatterådet, anførte Skatteforvaltningen følgende:

"I Skatterådets afgørelser i SKM2022.95.SR, SKM2020.205.SR samt SKM2019.450.SR fremgår det, at det kan udledes ud fra praksis, at et udbyttemodtagende EU-selskab vil blive anset for at være den retmæssige ejer, hvis udbyttet ikke er ført videre - og heller ikke med sikkerhed er bestemt til at blive ført videre - fra det udbyttemodtagende selskab i EU til et tredjeland, som ikke har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, som medfører, at beskatningen af udbytte skal frafaldes eller nedsættes. I denne sag er der dog ikke tale om udlodning til et EU-selskab, men til et land, som har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark."

..." [vores understregning].

En lignende konklusion blev draget i Skatterådets afgørelse, der er offentliggjort som SKM2024.65.SR.  

2.5 Omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3

2.5.1 Indledende bemærkninger

Ligningslovens § 3 indeholder den danske generelle omgåelsesklausul, der har følgende ordlyd:

"Skattepligtige selskaber og foreninger m.v. skal ved indkomstopgørelsen og skatteberegningen se bort fra arrangementer eller serier af arrangementer, der er tilrettelagt med det hovedformål, eller der som et af hovedformålene har at opnå en skattefordel, som virker mod formålet og hensigten med skatteretten, og som ikke er reelt under hensyntagen til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder. Et arrangement kan omfatte flere trin eller dele. 

Stk. 2.Ved anvendelsen af stk. 1 betragtes arrangementer eller serier af arrangementer som værende ikke-reelle, i det omfang de ikke er tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejler den økonomiske virkelighed. 

Stk. 3.Indkomstopgørelsen og skatteberegningen skal foretages på baggrund af det reelle arrangement eller serie af arrangementer, hvis der ses bort fra arrangementer eller serier af arrangementer efter stk. 1. 

Stk. 4.Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for andre deltagere i arrangementerne eller serierne af arrangementer, når deltagerne er skattepligtige omfattet af kildeskattelovens §§ 1 eller 2 eller dødsboskattelovens § 1, stk. 2.                

Stk. 5.Skattepligtige har ikke fordel af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis det er rimeligt at fastslå under hensyn til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder, at opnåelsen af fordelen er et af de væsentligste formål i ethvert arrangement eller enhver transaktion, som direkte eller indirekte medfører fordelen, medmindre det godtgøres, at indrømmelsen af fordelen under disse omstændigheder vil være i overensstemmelse med indholdet af og formålet med den pågældende bestemmelse i overenskomsten.

Stk. 6.Stk. 1-4 har forrang i forhold til stk. 5 ved vurderingen af, om en skattepligtig er udelukket fra fordelen i en dobbeltbeskatningsoverenskomst med et land, der er medlem af EU. 

Stk. 7. Told- og skatteforvaltningen skal forelægge sager om anvendelse af stk. 1-5 for Skatterådet til afgørelse. Fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt., og § 27, stk. 2, 2. pkt., for foretagelse eller ændring af ansættelser, der er en direkte følge af anvendelsen af stk. 1-5, forlænges med 1 måned og anses for afbrudt ved told- og skatteforvaltningens fremsendelse til Skatterådet og den skattepligtige af indstilling til afgørelse."

Det følger således af omgåelsesklausulen, at danske selskaber og andelsselskaber mv. skal se bort fra arrangementer eller serier af arrangementer ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst/ansættelse af de skattemæssige konsekvenser, hvis arrangementet eller serien af arrangementer er gennemført med hovedformålet eller som et af hovedformålene at opnå en skattefordel, der strider mod skattelovgivningens indhold eller formål, og som under hensyn til de faktiske forhold ikke kan anses for reelle.

Et arrangement kan bestå af flere trin eller dele.

Generelt kan et arrangement eller en serie af arrangementer ikke anses for reelle under hensyntagen til de faktiske omstændigheder, hvis de ikke er blevet indgået af gyldige kommercielle årsager, som afspejler den økonomiske virkelighed.

2.5.2 Vedtagelse af omgåelsesklausulen i 2015

Omgåelsesklausulen blev indført i dansk ret med virkning fra 1. maj 2015 (lovforslag nr. L167 af 20. februar 2015).

Formålet med indførelsen af omgåelsesklausulen var at implementere værnsreglen i moder-/datterselskabsdirektivet (Rådets direktiv 2011/96/EU). 

Folketinget valgte dog samtidig at udvide anvendelsesområdet for omgåelsesklausulen til at omfatte a) transaktioner omfattet af rente-/royaltydirektivet (Rådets direktiv 2003/49/EF) og fusionsdirektivet (Rådets direktiv 2009/133/EF) samt b) grænseoverskridende transaktioner omfattet af en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

2.5.3 Omgåelsesklausulens anvendelsesområde

I forarbejderne til lovforslag nr. L167 (særlige bemærkninger til lovforslagets forskellige paragraffer) er det bl.a. anført, at:

“Omgåelsesklausulen anvendes for at imødegå arrangementer, der i deres helhed ikke er reelle. Der kan imidlertid være tilfælde, hvor enkelte trin i eller dele af et arrangement i sig selv ikke er reelle. Omgåelsesklausulen kan anvendes for at imødegå disse specifikke trin eller dele, uden at dette berører de øvrige reelle trin i eller dele af arrangementet. Dermed vil effektiviteten af klausulen om bekæmpelse af misbrug blive størst mulig, samtidig med at det sikres, at klausulen står i et rimeligt forhold til målet. 

Anvendelsen af regler om bekæmpelse af misbrug bør stå i et rimeligt forhold til målet og tjene det specifikke formål at imødegå arrangementer eller serier af arrangementer, som ikke er reelle, dvs. ikke afspejler den økonomiske virkelighed. Dette er tilfældet, i det omfang de ikke er tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejler den økonomiske virkelighed. 

… 

Det påhviler skattemyndighederne at foretage en objektiv analyse af alle relevante faktiske forhold og omstændigheder ved vurdering af, hvorvidt et arrangement eller en serie af arrangementer udgør et misbrug, dvs. virker mod indholdet eller formålet med direktivet." 

Under den offentlige behandling af lovforslag nr. L167 uddybede Skatteministeriet betydningen af en "objektiv analyse". 

I ministeriets svar til DVCA anføres det således, at:

“Ved en objektiv analyse forstås en analyse, som udelukkende bygger på eller tager hensyn til de relevante faktiske forhold og omstændigheder."

Ministeriet har desuden i et andet svar på et spørgsmål stillet af FSR anført, at:

“De foreslåede omgåelsesklausuler skal hindre skattepligtige i at foretage dispositioner, der går ud på at undgå at betale skat. De skattepligtige, der disponerer på baggrund af velbegrundede kommercielle årsager, har ikke grund til at bekymre sig om reglerne. “

I forlængelse heraf oplyste ministeriet desuden, at:

“Minimering af skattebetalingen er ikke en velbegrundet kommerciel årsag i bestemmelsens forstand. På den anden side er opfyldelsen af objektive kriterier ikke i sig selv udtryk for misbrug af reglerne…"

2.5.4 Ændring af omgåelsesklausulen i 2018

I 2018 blev omgåelsesklausulen justeret i forbindelse med implementeringen af den generelle omgåelsesklausul i skatteundgåelsesdirektiv 1 (Rådets direktiv 2016/1164/EU) i dansk ret. Samtidig blev anvendelsesområdet for omgåelsesklausulen udvidet til at omfatte alle former for transaktioner, der involverer virksomheder og andre juridiske enheder, herunder rent nationale transaktioner.

I forarbejderne til lovforslag nr. 28 (særlige bemærkninger til lovforslagets forskellige paragraffer) udtalte Skatteministeriet følgende om anvendelsesområdet for den opdaterede omgåelsesklausul i forhold til versionen fra 2015:

“De foreslåede bestemmelser indebærer ingen ændringer i den materielle vurdering af misbrug, som anvendes i den gældende omgåelsesklausul."

Det fremgår således udtrykkeligt af forarbejderne til 2018-versionen af omgåelsesklausulen, at fortolkningen af, hvorvidt der foreligger misbrug, er den samme som gjaldt ved fortolkningen af 2015-versionen. 

2.5.5 Retspraksis

2.5.5.1 Domme afsagt af de danske domstole

Vi er opmærksomme på en sag vedrørende omgåelsesklausulen, som for nylig er blevet behandlet af Østre Landsret (på datoen for denne anmodning er dommen dog endnu ikke offentliggjort). 

Sagen drejede sig om, hvorvidt et likvidationsprovenu, der udbetales til en modtager, der kan betegnes som retmæssig ejer, alligevel kan blive pålagt dansk udbytteskat som følge af, at den reelle ejer skal anses for at være indsat som ejer af det danske selskab som led i et arrangement for at opnå en skattefordel. Østre Landsret fandt, at omgåelsesklausulen fandt anvendelse. 

Sagen er ikke sammenlignelig med en situation som den, der behandles i denne anmodning, og skal derfor ikke behandles yderligere. 

2.5.5.2 Administrativ retspraksis

I afgørelserne offentliggjort som SKM2025.178.SR og SKM2024.65.SR, jf. ovenfor, fastslog Skatterådet, at udbytteudlodningerne ikke var omfattet af omgåelsesklausulen. Den primære årsag var, at den ikke-danske modtager af udbyttet havde et kommercielt behov for finansieringen på grund af forskellige investeringsaktiviteter og lovgivningsmæssige krav.  

Der findes mange andre offentliggjorte afgørelser fra (hovedsageligt) Skatterådet. Generelt er alle disse afgørelser dog truffet på grundlag af de specifikke fakta og omstændigheder i hver enkelt sag, og derudover er præjudikatværdien af bindende svar som udgangspunkt begrænset. Ingen af de offentliggjorte bindende svar ser da heller ikke ud til at være (fuldstændigt) sammenlignelige med den foreliggende sag.

Spørgers opfattelse og begrundelse

3. Vurdering af den konkrete sag - Spørgers opfattelse 

3.1 Spørgsmål 1

H1 er et almindeligt kapitalselskab, der er registreret i henhold til X-lands lovgivning og undergivet almindelig X-landsk selskabsskat. Som følge heraf er H1 omfattet af EU's moder-/datterselskabsdirektiv.

Hertil kommer, at en eventuel udbytteskat i henhold til artikel 10 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og X-land skal nedsættes til 0 %, hvis det modtagende selskab, dvs. H1, ejer mindst XX % af kapitalen i det selskab, der udbetaler udbyttet. Som anført ovenfor ejer H1 samtlige aktier i Spørger.

Det kan på denne baggrund konkluderes, at H1 opfylder kravene for at kunne modtage skattefrit udbytte fra Spørger. Spørger var dermed ikke forpligtet til at indeholde udbytteskat i forbindelse med Udbytteudlodningen.  

I forhold til kravet om "retmæssig ejer" kan der heller ikke være tvivl om, at H1 er den retmæssige ejer af Udbyttet. Dette er baseret på følgende omstændigheder:

For det første er Udbyttet ikke blevet videredistribueret fra H1 til de overliggende ejere, ligesom H1 heller ikke på anden vis har videregivet midlerne. Udbyttet er tværtimod - på baggrund af regulære forretningsmæssige overvejelser - blevet anvendt til kortsigtet finansiering af forskellige aktiviteter, indtil der var behov for midlerne til foretagelse af investeringer i koncernen. H1 ejer og råder således fortsat over provenuet fra Udbytteudlodningen, hvilket blandt andet illustreres af, at Udbyttet er anført som overført resultat i H1's årsregnskab.  

For det andet er de forskellige koncerninterne lån alle blevet tilbagebetalt inklusive samtlige udestående renter, og renteindtægterne på lånet er - og har været - undergivet beskatning i X-land.  

For det tredje er Koncernen løbende aktivt involveret i forskellige M&A-aktiviteter, og det er i overensstemmelse hermed forventningen - baseret på koncernens overordnede strategi og de historiske investeringer - at koncernen vil foretage yderligere investeringer og dermed erhverve yderligere aktiver mv. i de kommende år. Som nævnt i afsnit 1.7 er sådanne M&A-aktiviteter imidlertid langvarige, ligesom processerne ofte er komplicerede, og det er derfor ikke alle projekter, der ender med at blive gennemført.  

For det fjerde fremgår det af praksis, jf. eksempelvis Skattestyrelsens kommentar i det bindende svar, der er offentliggjort som SKM2025.178.SR, at: 

 "… det kan udledes ud fra praksis, at et udbyttemodtagende EU-selskab vil blive anset for at være den retmæssige ejer, hvis udbyttet ikke er ført videre - og heller ikke med sikkerhed er bestemt til at blive ført videre - fra det udbyttemodtagende selskab i EU til et tredjeland, som ikke har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, som medfører, at beskatningen af udbytte skal frafaldes eller nedsættes."

I denne sag er H1 et selskab etableret inden for EU, og Udbyttet er ikke blevet overført fra H1 til selskaber længere oppe i strukturen, der er hjemmehørende uden for EU. Tværtimod har den X-landske del af koncernen aldrig ønsket at "give afkald" på midlerne, da de er nødvendige for investeringer på H2-niveau. Hertil kommer, at et selskab i henhold til såvel EU-retten som dansk ret generelt har ret til at anvende dets indtægter, som det vil, og det er også fuldt ud berettiget til at yde lån til andre selskaber i koncernen. Det skal herved særligt understreges, at H1 fortsat har et aktiv på balancen, hvis kursværdi svarer til provenuet fra Udbytteudlodningen. Den 31. december 2024 havde H1 således et sædvanligt forrentet tilgodehavende hos et koncernselskab i stedet for kontanter/tilgodehavende hos en indlånsbank, men det ændrer selvsagt ikke på, at midlerne fortsat tilhører H1, ligesom fx deltagelse (gennem indlån) i en koncernintern cash pool heller ikke burde ændre noget.

For det femte er der ingen (hverken formelle og/eller praktiske) begrænsninger på H1's ret til at bruge midler modtaget fra underliggende investeringer, herunder Spørger. Dette illustreres blandt andet af de kortsigtede finansieringsaktiviteter, som H1 har udført til dato.

Endelig - og for det sjette - kan et EU-selskab ikke tilsidesættes som retmæssig ejer af et udbytte, blot fordi nogle holdingselskaber over selskabet er hjemmehørende i et land, der ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark. Dette er også synspunktet i retspraksis, jf. bl.a. NetApp-sagen og SKM2025.178.SR. Der skal således som udgangspunkt være overført - eller være en beviselig hensigt om at overføre - midler fra EU-selskabet til et tredjeland, der ikke har indgået en skatteaftale med Danmark, før EU-selskabet kan tilsidesættes som retmæssig ejer. Dette er ikke tilfældet i den konkrete situation. 

På denne baggrund er det Spørgers opfattelse, at spørgsmål 1 bør besvares med et "Ja".

3.2 Spørgsmål 2

I det foreliggende tilfælde kan Udbytteudlodningen ikke anses for omfattet af omgåelsesklausulen. Dette er baseret på følgende omstændigheder:

Koncernen og den valgte koncernstruktur er etableret af kommercielle årsager. Udbyttet og anvendelsen af provenuet fra Udbytteudlodningen er som anført baseret på velbegrundede forretningsmæssige årsager. Dette understøttes af, at koncernen har ambitiøse og klare kommercielle planer om at udvide sine forretningsaktiviteter yderligere, ligesom koncernen har været - og fortsat er - involveret i en lang række forskellige investeringsaktiviteter.  

Anvendelsen af omgåelsesklausulen er betinget af, at hovedformålet eller et af hovedformålene med en transaktion har været at opnå en skattefordel, som er i strid med indholdet eller formålet med skattelovgivningen, og som ikke kan anses for at være reel i betragtning af de faktiske omstændigheder. I den foreliggende sag er der imidlertid ingen tvivl om, at Udbyttet og Lånet er reelle virksomhedsdispositioner, idet provenuet fra Udbytteudlodningen er blevet - og utvivlsomt vil blive - anvendt af koncernen til at udvide de eksisterende forretningsaktiviteter yderligere.  

Herudover fremgår det af forarbejderne til omgåelsesklausulen, at det overordnede formål med omgåelsesklausulen er at forhindre skatteydere i at indgå arrangementer, der er motiveret af et ønske om at undgå at betale skat. Dette er som beskrevet netop ikke tilfældet i denne sag, idet H1 og H2 som beskrevet har et reelt behov for midlerne til investeringsaktiviteter. Det forhold, at H1 som udgangspunkt er berettiget til at modtage skattefrit udbytte fra Spørger, ændrer ikke herpå, idet opfyldelsen af objektive kriterier ikke i sig selv er udtryk for misbrug af reglerne, jf. herved Skatteministeriets udtrykkelige tilkendegivelser herom. De overvejende grunde til den valgte koncernstruktur var historiske såvel som selskabsretlige og er derfor utvivlsomt ikke begrundet i skattemæssige hensyn. 

Koncernen har desuden tilstrækkeligt kompetent personale, funktioner, overvågningskontroller og ledelseskapacitet til at definere og kontrollere koncernens strategi fra hovedkontoret i X-land. H2 har således betydelig "substans" i X-land, ligesom der er valide forretningsmæssige grunde til at koncentrere [aktiviteterne] under ét mellemliggende holdingselskab og de danske aktiviteter under et andet. Hertil kommer, at det kommercielt giver endog meget god mening at adskille risikostyring af handelsaktiviteterne fra driftsaktiverne og at afskærme disse aktiver fra andre kreditorer. Af disse grunde kan H2 og dets X-landske datterselskaber ikke anses for at udgøre et kunstigt arrangement, der kan tilsidesættes efter ligningslovens § 3. Vi skal i den sammenhæng yderligere henvise til EU-Domstolens domme i sagerne C-504/16 (Deister Holding) og C613/16 (Juhler Holding), hvori domstolen har gentaget princippet om, at artikel 1, stk. 2, i moder-/datterselskabsdirektivet giver mulighed for en undtagelse fra kildeskattefritagelsen baseret på de "generelle regler, der er fastsat i direktivet", og derfor skal artikel 1, stk. 2, "underkastes en streng fortolkning". Følgelig må "dets specifikke mål være at forhindre adfærd, der involverer oprettelsen af helt kunstige arrangementer, som ikke afspejler den økonomiske virkelighed, og hvis formål er uretmæssigt at opnå en skattefordel.". En sådan adfærd er der bevisligt ikke tale om i den konkrete sag. 

Finansieringsaktiviteterne kan ikke anses for at være omfattet af omgåelsesklausulen, da de kortsigtede finansieringsaktiviteter er udtryk for et kommercielt ønske om at forrente midlerne, indtil disse kan anvendes til yderligere investeringer i koncernen.

Renteindtægterne fra Lånet har været undergivet selskabsbeskatning i X-land, og afkastet af Udbyttet har dermed været - og vil vedblive med at være - undergivet beskatning inden for EU.

På denne baggrund finder vi, at spørgsmål 2 bør besvares med et "Ja".

Spørger har i høringssvar af 2. januar 2026 anført følgende omkring afvisning:

Det fremgår af forslaget til indstilling til bindende svar, at Skattestyrelsen mener sig berettiget til at afslå at behandle og afgive et bindende svar vedrørende den udbytteudlodning, der blev vedtaget i indkomståret 2023. Begrundelsen er, at en anden afdeling hos Skattestyrelsen har anmodet Spørger om diverse information og regnskabsmateriale vedrørende forskellige dispositioner foretaget i indkomståret 2022, herunder en helt anden udbytteudlodning end den, som anmodningen om bindende svar vedrører.

Det er vores klare opfattelse, at Skattestyrelsen ikke har hjemmel til at afslå at behandle og afgive et bindende svar i denne sag, der vedrører indkomståret 2023. Dette støttes på følgende forhold:

1. Skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2

Skatteforvaltningslovens § 21 giver skatteydere mulighed for at anmode Skattestyrelsen eller Skatterådet om et bindende svar vedrørende nærmere bestemte dispositioner.

I tilknytning hertil indeholder skatteforvaltningslovens §§ 22 - 25, en række forskellige betingelser vedrørende muligheden for at anvende § 21. I denne sag er der ingen tvivl om, at Spørger opfylder de grundlæggende formelle betingelser i §§ 22, 23 og 25, for at kunne anmode om et bindende svar.

Spørgsmålet er derfor nærmere, om skatteforvaltningslovens § 24 indeholder hjemmel for Skattestyrelsen til at afslå at behandle og afgive et bindende svar i den konkrete sag.

Skatteforvaltningslovens § 24, har følgende ordlyd:

“En anmodning om et bindende svar skal være skriftlig og indeholde alle de oplysninger af betydning for svaret, som står til rådighed for spørgeren. Skønner told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet, at spørgsmålet ikke er tilstrækkeligt oplyst, kan spørgeren anmodes om yderligere oplysninger eller dokumentation. Efterkommes anmodningen ikke inden for en rimelig frist, kan spørgsmålet afvises eller svaret begrænses til de forhold, der skønnes tilstrækkeligt oplyst.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet kan i øvrigt i særlige tilfælde afvise at give et bindende svar, hvis spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed eller andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse.

Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1 eller 2 kan ikke påklages administrativt." [vores understregning]

Det fremgår således udtrykkeligt af § 24, stk. 2, at Skattestyrelsen kun i særlige tilfælde kan afvise at give et bindende svar, men Skattestyrelsen er desuagtet af den opfattelse, at § 24, stk. 2, indeholder hjemmel til at afvise anmodningen om bindende svar.

Skattestyrelsens opfattelse er begrundet i forarbejderne til § 24, stk. 2, hvor det i de specifikke bemærkninger til lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005 er anført, at:

“…

Efter stk. 2 kan told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, i særlige tilfælde afvise at give et bindende svar.

Ved administrationen af reglerne om bindende svar må det indgå, at der er spørgsmål, der ikke egner sig for den forenklede og borgerstyrede sagsbehandling, der ligger i ordningen med bindende svar. Det vil derfor ske, at en anmodning om bindende svar må afvises med henvisning til, at det pågældende spørgsmål har en sådan karakter, at det enten ikke kan besvares med den hast, som spørgeren ønsker, eller at det ikke kan besvares løsrevet fra andre skattemæssige forhold vedrørende den pågældende. Et bindende svar binder jo skattemyndighederne i op til 5 år.

Afvisning kan også komme på tale, eksempelvis hvis der pågår en kontrol eller revision af en skattepligtig, der omfatter den eller de dispositioner, der er stillet spørgsmål om. Der kan også være tale om, at anmodningen om et bindende svar har en sådan karakter, at told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, finder, at der bør foretages kontrol i virksomheden af dispositionen, f.eks. fordi virksomheden aldrig har været registreret i forhold til aktiviteten.

Afvisningsmuligheden er i øvrigt tænkt anvendt på spørgsmålet om en påtænkt disposition, hvis spørgsmålet er af mere teoretisk karakter." [vores understregning]

Det fremgår eksplicit af disse bemærkninger, at Skattestyrelsen kan afvise at give et bindende svar, hvis der pågår en kontrol eller revision af en skattepligtig, der omfatter den eller de dispositioner, der er stillet spørgsmål om

I den konkrete sag har Skattestyrelsen imidlertid udelukkende bedt Spørger indsende dokumentation vedrørende nogle forskellige dispositioner i indkomståret 2022, og dette er ifølge vores oplysninger alene sket som led i den almindelige kontrol af, hvorvidt selskabet har anvendt skattereglerne for det pågældende indkomstår - og ikke kun reglerne om udbytteskat - korrekt. En sådan kontrol er udtryk for en helt sædvanlig standard procedure i forhold til ligningen af sådanne selskaber, der udtages til kontrol, og er ikke i sig selv en indikation af, at selskaberne har gjort noget forkert eller at Skattestyrelsen påtænker at ændre skatteansættelsen.

En kontrol af den nævnte art kan næppe i sig selv anses for en revision, men selv hvis den kunne, fremgår det eksplicit af de nævnte bemærkninger, at kontrollen / revisionen skal omfatte den eller de dispositioner, der er stillet spørgsmål om. Dette er ikke opfyldt i den konkrete sag, der som bekendt vedrører en helt anden udbytteudlodning vedtaget i 2023.

Det forhold, at Skattestyrelsens kontrol af diverse dispositioner foretaget i indkomståret 2022, herunder en helt anden udbytteudlodning, kan således ifølge bemærkningerne til § 24, stk. 2, ikke bruges som argument for at afvise at afgive et bindende svar vedrørende den udbytteudlodning, der er vedtaget i 2023.

Hertil kommer, at begrebet ‘retmæssig ejer’ i dansk skatteret, utvivlsomt er et transaktionsbaseret begreb. Dette indebærer, at der skal foretages en konkret vurdering af hver enkelt udbytteudlodning, da vurderingen kan være forskellig fra sag til sag. En sådan konkret vurdering er så vidt ses ikke sket i nærværende sag. En kontrol af udbytteudlodningen i indkomståret 2022 har således ingen juridisk relevans for udbytteudlodningen i 2023, da de faktuelle omstændigheder ikke (nødvendigvis) er identiske.

Sammenholdt med det faktum, at § 24, stk. 2, kun kan påberåbes af Skattestyrelsen i særlige tilfælde, har Skattestyrelsen efter vores opfattelse ingen hjemmel til at afvise at afgive et bindende svar vedrørende udbytteudlodningen i indkomståret 2023.

2. Proportionalitetsprincippet

Dansk forvaltningsret indeholder som bekendt en generel retsgrundsætning vedrørende et almindeligt proportionalitetsprincip, der således også gælder for Skattestyrelsen. Ifølge dette princip er Skattestyrelsen forpligtet til - hvis styrelsen har mulighed for at vælge mellem to forskellige fremgangsmåder - at anvende den fremgangsmåde, der er mindst indgribende for skatteyderen.

I denne sag følger det udtrykkeligt af skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2, at Skattestyrelsen har ret - men ikke pligt - til at afvise at afgive et bindende svar. Dette dog under forudsætning af, at der er tale om et særligt tilfælde.

Som anført ovenfor, er den konkrete sag efter vores opfattelse ikke udtryk for et sådant særligt tilfælde, der er omfattet af § 24, stk. 2. Forudsættes det imidlertid - mod forventning - at der er tale om et særligt tilfælde, har Skattestyrelsen utvivlsomt en mulighed for at vælge mellem 1) at afslå af afgive et bindende svar eller 2) at sætte behandlingen af det bindende svar i bero indtil der er klarhed over, hvorvidt kontrol-sagen vedrørende indkomståret 2022 fører til en ændret skatteansættelse.

Vi er ikke bekendte med, hvorvidt sagsbehandleren i kontrol-sagen, kan forventes enten at lukke sagen, bede om yderligere dokumentation eller udfordre en eller flere af dispositionerne i indkomståret 2022. Vi antager imidlertid, at Skattestyrelsen har drøftet sagen internt, hvilket i bekræftende fald stiller os og vores klient i en urimelig og uheldig situation, da vi og vores klient i så fald ikke har samme mulighed som Skattestyrelsen for at vurdere alle bevæggrunde for at afvise at afgive et bindende svar.

På denne baggrund forekommer det utvivlsomt disproportionalt blot at afvise at afgive et bindende svar, når behandlingen af anmodningen om bindende svar i stedet kan sættes i bero indtil sagsbehandleren i kontrol-sagen har taget stilling til indkomståret 2022.

Det bemærkes for en ordens skyld, at Skattestyrelsens interne retningslinjer vedrørende sagsbehandlingstid m.v. i forhold til en anmodning om bindende svar, ikke kan bruges som argument for at tilsidesætte proportionalitetsprincippet. Dertil kommer, at vi fra andre igangværende anmodninger om bindende svar er bekendte med, at Skattestyrelsen grundet en betydelig sagstilgang er nødsaget til at udskyde sagsbehandlingen af mange anmodninger. En udsættelse af behandlingen af anmodningen om bindende svar i nærværende sag, burde derfor ikke have nogen betydning for Skattestyrelsens behandling af andre anmodninger om bindende svar.

3. Afsluttende bemærkninger

I tilknytning til vores juridiske anbringender skal det afslutningsvis fremhæves, at vores klient har et klart ønske om at have en god og ikke mindst transparent relation til de skattemyndigheder, som vores klient agerer med rundt om i verden. Vores klient og de andre selskaber i Koncernen har således altid et ønske om at indgå i en åben og tidlig dialog med de respektive skattemyndigheder med henblik på at afklare eventuelle tvivlsspørgsmål vedrørende fortolkningen af diverse skatteregler, afdække skattemæssige risici vedrørende væsentlige transaktioner, og i fællesskab nå frem til de rigtige konklusioner.

I tilknytning hertil kan det oplyses, at vores klient og Koncernen i øjeblikket er involveret i de afsluttende forhandlinger vedrørende opkøbet af [udeladt]. Vores klient fortsætter således ufortrødent med de opkøb og de kommercielle aktiviteter, der er beskrevet i anmodningen om bindende svar, men det er samtidig vigtigt for vores klient at få vished for, at Koncernen forventeligt ikke har nogen tilbageværende væsentlige finansielle passiver for 2022 og 2023.

I forhold til 2022 kan det videre oplyses, at vores klient allerede har besvaret en række spørgsmål og indsendt det materiale, som Skattestyrelsen har efterspurgt. I den henseende har vores klient redegjort detaljeret for, hvordan midlerne fra udbytteudlodningen i 2022 utvivlsomt er anvendt til kommercielle formål, herunder M&A transaktioner. Vores klient havde på denne baggrund forventet, at sagsbehandlingen vedrørende indkomståret 2022 ville være afsluttet på nuværende tidspunkt, men som nævnt afventer vi stadig en tilbagemelding fra sagsbehandleren i kontrol-sagen.

I overensstemmelse med Koncernens grundlæggende ønske om at samarbejde med de respektive skattemyndigheder, jf. ovenfor, valgte vores klient som bekendt at anmode om bindende svar vedrørende den skattemæssige behandling af udbytteudlodningen i 2023, så de faktiske omstændigheder vedrørende denne specifikke udbytteudlodning kunne vurderes separat af Skattestyrelsen / Skatterådet. Dette blandt andet for at få bekræftet, at koncernen ikke har nogen væsentlige finansielle passiver for 2023.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at H1 ikke er begrænset skattepligtig i henhold til selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c - og at Spørger dermed ikke var forpligtet til at indeholde udbytteskat i henhold til kildeskattelovens § 65 i relation til den udbytteudlodning på USD xx ("Udbytteudlodningen"), der blev vedtaget den 6. december 2023 ("Udbyttet")

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at udbytteudlodningen ikke er omfattet af ligningslovens § 3.

Begrundelse

Sagen vedrører den skattemæssige behandling af en udbytteudlodning på USD xx, foretaget den 6. december 2023 fra det danske selskab Spørger til det X-landske selskab H1. Samme dag udlåner H1 det modtagne udbytte videre op i koncernen til H3. Spørgsmålet er, om det X-landske selskab H1 er begrænset skattepligtig af udbyttet, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, herunder om selskabet kan anses for retmæssig ejer af det udbyttet.

I 2022 har Spørger tilsvarende udloddet et udbytte på USD yy til H1, og dette beløb er efterfølgende (juli 2023) også blevet udlånt til H3. Skattestyrelsen har den 14. oktober 2024 opstartet en kontrolsag for 2022 og har indkaldt materiale vedrørende dette forhold. Kontrolsagen er endnu ikke afsluttet.

Anmodning om bindende svar bliver indsendt den 4. juli 2025 - altså efter at Skattestyrelsen har opstartet en kontrolsag vedrørende samme problemstilling.

Som udgangspunkt kan enhver få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage. Dette følger af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2, at Skatterådet i særlige tilfælde kan afvise at give et bindende svar, hvis spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed eller andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse.

Af bemærkningerne til skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2 (lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005) fremgår følgende eksempel på en afvisningsgrund:

"Afvisning kan også komme på tale, eksempelvis hvis der pågår en kontrol eller revision af en skattepligtig, der omfatter den eller de dispositioner, der er stillet spørgsmål om. Der kan også være tale om, at anmodningen om et bindende svar har en sådan karakter, at told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, finder, at der bør foretages kontrol i virksomheden af dispositionen, f.eks. fordi virksomheden aldrig har været registreret i forhold til aktiviteten."

Det er skattestyrelsens opfattelse, at det tilsvarende er muligt at afvise en anmodning om bindende svar i nærværende sag, hvor der pågår en kontrol vedrørende den samme problemstilling som der spørges til - blot for et tidligere indkomstår. Det bemærkes i den forbindelse, at anmodningen er indsendt efter kontrollens opstart, hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt, at Skatterådet tager stilling til en problemstilling, som er omfattet af den igangværende kontrol.

Spørger anfører, at afvisning ifølge bemærkningerne til skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2 kun kan ske i den situation, hvor der pågår kontrol/revision af de dispositioner, der stilles spørgsmål om. Skattestyrelsen bemærker hertil, at det anførte i bemærkningerne alene er et eksempel på, hvornår der kan ske afvisning, og således kan der efter Skattestyrelsens opfattelse også ske afvisning i andre situationer, hvor det ikke er hensigtsmæssigt af afgive bindende svar, hvilket er tilfældet i nærværende sag, hvor der pågår en  kontrol af samme problemstilling i Skattestyrelsen.

Til det anførte om berostilling af sagen bemærker Skattestyrelsen, at når Skattestyrelsens kontrol af tidligere indkomstår er afsluttet vil det være muligt at anmode om bindende svar vedr. indkomståret 2023 i det omfang der ikke er taget stilling hertil.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 og 2 besvares med "Afvises".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1 og 2

Lovgrundlag

Selskabsskatteloven LBKG 2025-03-13 nr. 279

§ 2

Skattepligt i henhold til denne lov påhviler endvidere selskaber og foreninger mv. som nævnt i § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, for så vidt de

(…)

c)  oppebærer udbytte fra kilder her i landet omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2. 1. pkt. omfatter ikke udbytte fra investeringsselskaber, jf. § 3, stk. 1, nr. 19, og udbytte fra investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, jf. § 1, stk. 1, nr. 5 c. Som udbytte behandles tillige tilskud til koncernforbundne selskaber, jf. § 31 D, hvis tilskudsmodtageren, såfremt denne var moderselskab til tilskudsyderen, ville være skattepligtig af udbytte efter denne bestemmelse. Skattepligten omfatter ikke udbytte af datterselskabsaktier, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4 A, når beskatningen af udbytter fra datterselskabet skal frafaldes eller nedsættes efter bestemmelserne i direktiv 2011/96/EU om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater eller efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Færøerne, Grønland eller den stat, hvor moderselskabet er hjemmehørende. Selv om betingelserne i 4. pkt. ikke er opfyldt, omfatter skattepligten dog heller ikke udbytte af datterselskabsaktier, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4 A, når det udbyttemodtagende selskab er hjemmehørende på Færøerne, i Grønland eller i en stat, der er medlem af EU, men hvor beskatningen af udbyttet sker hos deltagerne i det udbyttemodtagende selskab i udlodningsåret og det udbyttemodtagende selskab ville have været omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2, hvis det havde været hjemmehørende her i landet. Det er en betingelse for anvendelse af 5. pkt., at deltagerne i det udbyttemodtagende selskab selv opfylder betingelserne i 4. pkt. Reglerne i 5. og 6. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvor det udbyttemodtagende selskab er hjemmehørende i en stat, der er medlem af EØS og har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark. Skattepligten omfatter endvidere ikke udbytte af koncernselskabsaktier, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4 B, der ikke er datterselskabsaktier, når det udbyttemodtagende koncernselskab er hjemmehørende i en stat, der er medlem af EU/EØS, og udbyttebeskatningen skulle være frafaldet eller nedsat efter bestemmelserne i direktiv 2011/96/EU eller dobbeltbeskatningsoverenskomsten med den pågældende stat, hvis der havde været tale om datterselskabsaktier. Skattepligten omfatter endvidere ikke udbytte, som oppebæres af deltagere i moderselskaber, der er optaget på listen over de selskaber, der er omhandlet i artikel 2, litra a, nr. i, i direktiv 2011/96/EU om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater, men som ved beskatningen her i landet anses for at være transparente enheder. Det er en betingelse, at selskabsdeltageren ikke er hjemmehørende her i landet. Skattepligten omfatter endvidere ikke udbytte, som oppebæres af foreninger m.v. som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 6, der har hjemsted i udlandet, og hvis midler ifølge vedtægter el.lign. udelukkende kan anvendes til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål,

(…)

Skatteforvaltningsloven LBKG 2025-10-13 nr. 1228

§ 21

Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3. Det kan være om en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage.

(…)

§ 24

(…)

Stk. 2.  Told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet kan i øvrigt i særlige tilfælde afvise at give et bindende svar, hvis spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed eller andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse.

Stk. 3.  En afgørelse efter stk. 1 eller 2 kan ikke påklages administrativt.

Forarbejder

Bemærkninger til LFF 2005-24 nr. 110 -  til § 24:

(…)

Afvisning kan også komme på tale, eksempelvis hvis der pågår en kontrol eller revision af en skattepligtig, der omfatter den eller de dispositioner, der er stillet spørgsmål om. Der kan også være tale om, at anmodningen om et bindende svar har en sådan karakter, at told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, finder, at der bør foretages kontrol i virksomheden af dispositionen, f.eks. fordi virksomheden aldrig har været registreret i forhold til aktiviteten.

(…)

Praksis

SKM2017.279.ØLR

Den Juridiske Vejledning, afsnit A.A.3.9.9 Afvisning som følge af udredning eller revision