Skattepligt af indsætninger – befordringsgodtgørelse – tilsidesættelse af skøn


Dato for udgivelse	02 Feb 2024 09:22
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal	10 Jan 2024 12:45
SKM-nummer	SKM2024.63.BR
Myndighed	Byret
Ansvarlig styrelse	Skattestyrelsen
Sagsnummer	BS-29746/2022-ALB og BS-29744/2022-ALB
Dokument type	Dom
Overordnede emner	Skat
Overemner-emner	Indberetning, regulering og efterangivelse + Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber + Virksomheder
Emneord	Befordringsgodtgørelse, skattepligtig, dobbeltbeskatning, indsætninger
Resumé	En skattepligtig gjorde gældende, at han ikke var skattepligtig af en række indsætninger på i alt ca. 2,2 mio. kr., fordi indsætningerne blandet andet havde karakter af lån, refusion af udlæg, at der var tale om en dobbeltbetaling af en faktura og fordi, at der var tale om indkomst, der vedrørte tidligere indkomstår, der nu var forældet. Retten udtalte, at beløbene var ubeskattede, og at de var overført fra selskaber, der alle måtte anses som interesseforbundne med den skattepligtige. Retten udtalte dernæst, at det henset til størrelsen og hyppigheden af de pågældende indbetalinger påhvilede den skattepligtige at bevise, at indsætningerne ikke var udtryk for skattepligtig indkomst, og at forklaringerne herom skulle være bestyrket ved objektive kendsgerninger. Retten fandt herefter og med henvisning til Landsskatterettens begrundelse, at den skattepligtige ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at han ikke var skattepligtig af indsætningerne. Den skattepligtige gjorde desuden gældende, at han ikke var skattepligtig af et beløb, fordi der var tale om skattefri befordringsgodtgørelse. Retten tiltrådte Landsskatterettens bemærkninger om, at bogføringsbilag vedrørende erhvervsmæssig kørsel skal indeholde modtagerens navn, adresse og CPR-nummer, kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål med eventuelle delmål, angivelse af antal kørte kilometer, de anvendte satser og beregning af befordringsgodtgørelsen, og at arbejdsgiveren skal føre kontrol med, at reglerne for befordringsgodtgørelse er overholdt. Fordi den skattepligtige ikke havde fremlagt et kørselsregnskab eller bogføringsbilag, der opfyldte reglerne for befordringsgodtgørelse, fandt retten med henvisning til Landsskatterettens begrundelse, at den skattepligtige ikke havde godtgjort, at der var grundlag for at udbetale skattefri befordringsgodtgørelse. Endelig gjorde den skattepligtige gældende, at der var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skønsmæssige ansættelse af omfanget af erhvervsmæssig kørsel i den skattepligtiges bil. Retten tiltrådte, at der var grundlag for at fastsætte den erhvervsmæssige brug af bilen skønsmæssigt. Retten udtalte dernæst, at det skøn, som Landsskatteretten havde foretaget, ikke kunne anses for åbenbart urimeligt eller som hvilende på et forkert grundlag.
Reference(r)	Statsskattelovens § 4 Ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1
Henvisning	Den juridiske vejledning, 2023-2, C.C.2.1.2.1
Redaktionelle noter	Tidligere instans: Landskatteretten, j.nr. 18-0001770 og 17-0989867, offentliggjort Byrettens dom er indbragt for Vestre Landsret.
Appelliste	18-0001770 se også 17-0989867 17-0989867 se også 18-0001770

Sag BS-29744/2022-ALB

Parter

(advokat LT)

mod

Skatteministeriet

(advokat Nikolai Samuelsen)

Sag BS-29746/2022-ALB

Parter

(advokat LT)

mod

Skatteministeriet

(advokat Nikolai Samuelsen)

Denne afgørelse er truffet af dommer Lars Krunderup.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagerne, der er sambehandlede, den 10. august 2022. Sagerne drejer sig om opgørelsen af As skattepligtige indkomst for henholdsvis 2013 (BS 29744/2022) og 2014 og 2015 (BS 29746/2022). De angår herved prøvelse af Landsskatterettens kendelser af 10. maj 2022.

A har nedlagt følgende påstande:

Påstande - BS 29744/2022-ALB

1.1.1 Forhold 1 - Landsskatterettens punkt 1

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens forhøjelse af sagsøgers skattepligtige indkomst med kr. 145.667 som yderligere overskud af virksomhed, som af Landsskatteretten ved afgørelse af 10. maj 2022 blev nedsat til kr. 107.900, nedsættes til kr. 0

1.1.2 Forhold 2 - Landsskatterettens punkt 2

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst med kr. 1.027.185 som følge af yderligere konsulenthonorarer, som stadfæstet af Landsskatteretten ved afgørelse af 10. maj 2022, nedsættes til kr. 243.334 kr.

1.1.3 Forhold 3 - Landsskatterettens punkt 3

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens nedsættelse af de skattemæssige afskrivninger på (red.bilproducent.nr.1.fjernet) til kr. 0, som af Landsskatteretten ved afgørelse af 10. maj 2022 blev forhøjet til kr. 9.338 forhøjes til kr.186.750.

1.1.4 Forhold 4 - Landsskatterettens punkt 4

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens nedsættelse af driftsudgifter på bil til kr. 25.539, som blev yderligere nedsat af Landsskatteretten ved afgørelse af 10. maj 2022, forhøjes til kr. 65.638.

Subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Påstande - BS 29746/2022-ALB

2.1.1 Forhold 1 - Landsskatterettens punkt 1 indkomstår 2014

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens forhøjelse af maskeret udlodning fra G1-virksomhed til sagsøgeren med kr. 355.781, som forhøjet af Landsskatteretten ved afgørelse af 10. maj 2022 til kr. 428.688, nedsættes til kr. 0

2.1.2 Forhold 2 - Landsskatterettens punkt 2 indkomståret 2014

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens forhøjelse af bankindsætning på 475.000 kr., som stadfæstet af Landsskatteretten ved afgørelse af 10. maj 2022, nedsættes til kr. 0.

2.1.3 Forhold 3 - Landsskatterettens punkt 5 indkomståret 2014

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens forhøjelse af yderligere konsulenthonorar med kr. 182.534, som stadfæstet af Landsskatteretten ved afgørelse af 10. maj 2022, nedsættes til kr. 0.

2.1.4 Forhold 4 - Landsskatterettens punkt 6 indkomståret 2014

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens nedsættelse af de skattemæssige afskrivninger på (red.bilproducent.nr.1.fjernet) til kr. 0, som blev forhøjet af landsskatteretten ved afgørelse af 10. maj 2022 til kr. 7.003, forhøjes til kr. 186.750.

2.1.5 Forhold 5 - Landsskatterettens punkt 6 indkomståret 2015

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens nedsættelse af de skattemæssige afskrivninger på (red.bilproducent.nr.1.fjernet) til kr. 0, som blev forhøjet af Landsskatteretten ved afgørelse af 10. maj 2022 til kr. 5.252, forhøjes til kr. 186.750.

Subsidiært, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved skattestyrelsen.

Skatteministeriet har nedlagt følgende påstande:

1.1 BS-29744/2022-ALB

Frifindelse.

Subsidiær påstand:

1. A skal betale kr. 367.743,00 til Skatteministeriet med tillæg af renter efter kildeskattelovens § 62 A fra den 1. juli 2023.

2. A’s skattepligtige indkomst for indkomståret 2013 nedsættes med kr. 446.825.

Tertiær påstand:

A’s skattepligtige indkomst for indkomståret 2012 forhøjes med kr. 446.825 og nedsættes med kr. 446.825 i indkomståret 2013.

1.2 Skatteministeriets påstand i sagsnr. BS-29746/2022-ALB

Frifindelse.

Oplysningerne i sagen

I Landsskatterettens kendelse vedrørende indkomståret 2013 (BS 29744/2022) er der blandt andet anført følgende:

"…

Faktiske oplysninger

Klageren drev i indkomståret 2013 den personligt ejede virksomhed G2-virksomhed. Det fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister, CVR, at klageren har drevet virksomheden siden 1. oktober 1989, samt at virksomheden står opført med branchekoden (red.branchekode.nr.1.fjernet), (red.branchebeskrivelse.nr.1.fjernet), (red.branchebeskrivelse.nr.2.fjernet), (red.branchebeskrivelse.nr.3.fjernet) m.v.

Klageren ejer desuden anpartsselskabet G3-virksomhed, som blev registreret den 11. oktober 2006. Klageren har oplyst, at han igennem G3-virksomhed ejer 40% af selskabet G4-virksomhed beliggende i Y1-by. Videre har klageren oplyst, at hans søn er daglig leder og direktør for G4-virksomhed, ligesom sønnen ejer 20% af G4-virksomhed.

Videre fremgår det af R75, kontrol og udsøgningsblanket for indkomståret 2013, at klagerens virksomhed i 2013 ikke var tilmeldt virksomheds- eller kapitalafkastordningen.

Det fremgår af SKATs (nu Skattestyrelsen) afgørelse af 21. juni 2017, at klageren har selvangivet overskud af virksomhed for indkomståret 2013 med 333.299. kr., mens det af virksomhedens regnskab fremgår, at årets resultat udgør 441.199 kr. Ifølge fremlagt opgørelse af bogføringen, "Resultat og balance" udgør periodens resultat 478.966 kr.

SKAT har den 20. marts 2017 anmodet klageren om at redegøre for forskellen i beløbene og anmodet om yderligere dokumentation til regnskabet, herunder diverse bankkontoudtog. Klageren fremkom ikke med en redegørelse.

Klageren har den 6. april 2017 fremsendt bankkontoudtog for sin private bankkonto X1-bankkonti samt bilag til SKAT.

SKAT har på baggrund af regnskabet forhøjet overskud af virksomhed med 145.667 kr., svarende til forskellen mellem det selvangivne overskud og resultatet i opgørelsen af bogføringen" Resultat og balance".

Ifølge kontoudtog over klagerens private bankkonto X1-bankkonti udgør indsætninger fra G4-virksomhed i alt 1.982.615 kr. i 2013. Det har ikke været muligt at afstemme indsætningerne på klagerens bankkonto med det fremlagte regnskab. Det fremgår af regnskabet, at der på konto X2-bankkonti, konsulentindtægter, er bogført 806.430 kr. og på konto X3-bankkonti, kørselsgodtgørelse, 149.000 kr. eller i alt 955.430 kr.

Der er således en difference mellem indsætningerne på klagerens bankkonto og de bogførte indtægter på (1.982.615 kr. - 955.430 kr.) i alt 1.027.185 kr.

Klagerens repræsentant har oplyst, at klagerens virksomhed har udført konsulentarbejde for det Y2-land selskab G4-virksomhed, og at arbejdet er udført af klageren og dennes ægtefælle. Videre har klagerens repræsentant oplyst, at konsulentarbejdet er faktureret, og at indtægterne indgår i (red.branchebeskrivelse.nr.2.fjernet) omsætning. De opkrævede beløb er betalt via overførsler fra Y2-land og indsat på klagerens private bankkonto, X1-bankkonti.

Der er ikke fremlagt formelle administrationsaftaler eller samarbejdsaftaler med G4-virksomhed, idet der alene er udført konsulentarbejde for dette selskab.

SKAT har på baggrund af ovennævnte difference forhøjet virksomhedens overskud for indkomståret 2013 med 1.027.185 kr. Klageren har i forbindelse med klagesagens behandling fremlagt regnskab for indkomståret 2013, hvoraf det af note 7 fremgår, at det selvangivne overskud af virksomhed på 333.299. kr. er fremkommet ved, at der fra et beløb på 441.199 kr. ifølge resultatopgørelsen, er fratrukket skattefri kørselsgodtgørelse med 149.000 kr. Resultatet heraf er herefter tillagt værdi af fri bil for 3 måneder, beregnet til 41.100 kr.

I regnskabet fremgår af driftsmiddelsaldoen tilgang af en (red.bilproducent.nr.1.fjernet) med 747.000 kr., og samtidig er der bogført afskrivninger på 186.750 kr. Der er ikke fremlagt dokumentation for udgiftens afholdelse til køb af bilen i form af bankkontoudtog eller købsfaktura. Der er fratrukket driftsudgifter til bil på 65.638 kr.

Der er i relation til den i regnskabet opførte (red.bilproducent.nr.1.fjernet) fremlagt en GPS-udskrift, hvor positionen er angivet ved tid, latitude og longitude gældende for perioden 28. november 2013 til 3. december 2013. Der er desuden fremlagt en præmieopgørelse fra G5-virksomhed for (red.bilproducent.nr.1.fjernet) personbil model (red.bilmodel.nr.1.fjernet) for perioden 2013 til 2015, en registreringsattest for (red.bilproducent.nr.1.fjernet) personbil model (red.bilmodel.nr.1.fjernet) af 11. oktober 2013., en faktura fra (red.bilproducent.nr.1.fjernet)/Y2-land for vedligeholdelse af (red.bilproducent.nr.1.fjernet) personbil model (red.bilmodel.nr.1.fjernet) af 13. november 2015 og 23. juni 2015, en kvittering fra SKAT, Motorcenter Taastrup vedr. fritagelse for registreringsafgift/personbil for (red.bilproducent.nr.1.fjernet) model (red.bilmodel.nr.1.fjernet) af 11. oktober 2013, en faktura fra G6-virksomhed for reparation af (red.bilproducent.nr.1.fjernet) personbil model (red.bilmodel.nr.1.fjernet) af 14. november 2013 og faktura for registreringssyn for (red.bilproducent.nr.1.fjernet) personbil model (red.bilmodel.nr.1.fjernet) af 12. juli 2013.

Af registreringsattest for (red.bilproducent.nr.1.fjernet) personbil model (red.bilmodel.nr.1.fjernet) af 11. oktober 2013 fremgår, at bruger og ejer af bilen er hhv. G2-virksomhed v/ A og A. Bilens registrerings-dato er den 11. oktober 2013.

Videre er der fremlagt en række fakturaer og tilhørende bankkvitteringer vedrørende konsulentarbejde. Der er fremlagt 5 fakturaer vedrørende konsulentarbejde udført for G4-virksomhed samt 6 fakturaer vedrørende kørselsgodtgørelse til G4-virksomhed. Det fremgår, at de opkrævede beløb er indsat på klagerens bankkonto nr. X1-bankkonti.

Der er fremlagt 12 bankkvitteringer, hvoraf der fremgår overførsler på i alt ca. 955.429 kr. til klagerens private bankkonto X1-bankkonti.

I forbindelse med klagesagens behandling har klageren fremlagt yderligere materiale i form af "Gesellschafterversammlung" fra maj 2016, (Aktionærmøde G4-virksomhed), kontokort for konto X2-bankkonti Konsulentindtægter samt konto X3-bankkonti Kørselsgodtgørelse.

Af fremlagt faktura (red.faktura.nr.6.fjernet) af 6. november 2013 fremgår, at der for konsulentarbejde m.m. er faktureret 225.000 kr. Af faktura (red.faktura.nr.1.fjernet) af 27. maj 2013 fremgår, at der for konsulentarbejde m.m., er faktureret 2.500 euro eller omregnet ca. 18.750 kr. Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren ved en fejl ikke har indtægtsført disse fakturaer.

Af faktura (red.faktura.nr.2.fjernet) af 13. juli 2013 fremgår, at der vedr. konsulentarbejde m.m. for kørsel er faktureret 66.850 kr.

For så vidt angår afregning af faktura (red.faktura.nr.2.fjernet), fremgår det af de fremsendte bankkvitteringer, at afregningen for fakturaen er overført til klagerens bankkonto dels den 31. juli 2013 med 66.699,97 kr. og dels den 16. september 2013. med 66.701,83 kr.

Af faktura (red.faktura.nr.3.fjernet) af 30. april 2013 fremgår, at der for konsulentarbejde m.m. er faktureret 9.000 euro. Det fremgår af bankkvittering, at der den 3. juni 2013 for faktura (red.faktura.nr.3.fjernet) og (red.faktura.nr.4.fjernet) på klagerens bankkonto er overført 20.500 euro eller 152.545,10 kr.

Videre er der fremlagt fakturaer 20X2-bankkonti5 og 20X2-bankkonti6 af 31. december 2012 vedr. konsulentarbejde for G4-virksomhed for november og december 2012 med tilhørende bankkvitteringer, hvoraf det fremgår, at der henholdsvis den 11. januar 2013 er indgået 111.736,50 kr. og den 19. februar 2013 er indgået 111.698,50 kr. på klagerens bankkonto X1-bankkonti.

Det fremgår ingen debitorer og ingen oplysninger om udlæg i regnskabet ultimo 2012 og primo 2013, og der er ikke fremlagt udlægsbilag.

Klagerens repræsentant har yderligere som dokumentation for udlæg afholdt af klageren for G4-virksomhed den 4. december 2020 fremsendt kasseboner og fakturaer.

Der er endvidere i forbindelse med fremsendelse af bemærkninger til sagsfremstilling samt forslag til afgørelse fremlagt et dokument benævnt "kørsel 2013," hvoraf fremgår dato, kørselsdestination samt bilens kilometerstand. Kørselsruten har overvejende været mellem Y3-by og Y1-by retur.

Endelig er der den 10. september 2021 fremlagt et dokument, hvoraf fremgår, at SKAT den 15. juli 2013 har give dig tilladelse til afgiftsfritagelse, blandt andet på betingelse af, at bilen ikke i det væsentligste anvendes varigt i Danmark. Yderligere fremgår, at klageren skal kunne dokumentere dette.

…

Landsskatterettens afgørelse

Indledningsvis bemærkes, at når der i det følgende henvises til skattekontrolloven, henvises der til den dagældende lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 om skattekontrol.

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Private udgifter kan ikke fradrages. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 2.

Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. Skatteforvaltningen kan bestemme, at en skatteyder skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomståret udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, stk. 1, og 6 B, stk. 1.

Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Endvidere skal skattepligtige ifølge skattekontrollovens § 1 over for told- og skatteforvaltningen årligt selvangive sin indkomst. Erhvervsdrivende skal ifølge skattekontrollovens § 3 indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab.

Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006), bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 323 af 11. april 2011).

Pkt. 1 Yderligere overskud af virksomheden, G2-virksomhed SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst med 145.667 kr. Klagerens repræsentant har gjort gældende, at forskellen på det selvangivne overskud af virksomhed for indkomståret 2013 på 333.299 kr. og regnskabets resultatopgørelse på 441.199 kr., kan forklares ved, at resultatet på 441.199 kr. ved en fejl indeholder skattefri kørselsgodtgørelse på 149.000 kr., og at der til det resterende beløb skal tillægges værdi af fri bil i 3 måneder på 41.100 kr., hvorved resultatet udgør 333.299 kr. Dette er tiltrådt af Skattestyrelsen i udtalelsen af 14. september 2017.

Landsskatteretten finder herefter, at der skal tages udgangspunkt i regnskabets resultatopgørelse på 441.199 kr., som ligger til grund for det selvangivne resultat af virksomhed for 2013.

Skattefri kørselsgodtgørelse

Reglerne for skattefri befordringsgodtgørelse fremgår af ligningsloven § 9B, og § 6 i bekendtgørelse nr. 1081 af 20. november 2012. Det fremgår af bekendtgørelsen, at bogføringsbilag vedrørende erhvervsmæssig kørsel skal indeholde modtagerens navn, adresse og CPR-nummer, kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål med eventuelle delmål, angivelse af antal kørte kilometer, de anvendte satser og beregning af befordringsgodtgørelsen. Det er arbejdsgiveren, der skal føre kontrol med, at reglerne for befordringsgodtgørelse er overholdt.

Retten finder, at klageren ikke har godtgjort, at betingelserne for at udbetale skattefri befordringsgodtgørelse i henhold til ligningslovens § 9B er opfyldt.

Retten har herved lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt kørselsregnskab eller bogføringsbilag, der opfylder reglerne for befordringsgodtgørelse, jf. ligningsloven § 9B og bekendtgørelse nr. 1081 af 20. november 2012. Retten bemærker videre, at de fremlagte GPS-koordinater ikke opfylder reglerne for korrekt ført kørebog. Retten finder på den baggrund, at klagerens personlige indkomst ikke skal nedsættes med 149.000 kr. vedrørende kørselsgodtgørelse, som klagerens repræsentant har anmodet om.

Landsskatteretten stadfæster derfor afgørelsen vedrørende kørselsgodtgørelsen på 149.000 kr.

…

Pkt. 2 Konsulenthonorar fra G4-virksomhed

SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst med 1.027.185 kr.

Klagerens repræsentant har gjort gældende, at klagerens indkomst udelukkende skal forhøjes med 243.335 kr.

Retten bemærker, at det fremgår af klagerens private bankkonto X1-bankkonti, at der i indkomståret 2013 fra G4-virksomhed er tilgået kontoen 1.982.615 kr.

For så vidt angår faktura 201307, som er overført til betaling på klagerens bankkonto den 31. juli 2013 med 66.699,97 kr. og den 16. september 2013. med 66.701,83 kr., fremgår det ikke, at indbetalingen den 16. september 2013 på 66.701,83 kr. er tilbageført til afsenderkontoen, ligesom det i øvrigt ikke

fremgår, at indbetalingen på 18.605 kr. er tilbageført. Det er således rettens opfattelse, at beløbene skal indgå i resultatet for 2013. For så vidt angår indsætninger på i alt 165.117 kr., bemærker retten, at det ikke af det fremlagte regnskab eller anden dokumentation, herunder de fremsendte kasseboner og fakturerer, kan udledes, at indsætningerne udgør tilbagebetaling af udlæg, hvorfor det er rettens opfattelse, at indsætningerne skal indgå i resultatet for indkomståret 2013.

For så vidt angår det af klagerens repræsentant anførte om, at indsætninger på i alt 486.459 kr. vedrører indtægter oppebåret i 2012, bemærker retten, at der ikke af det fremlagte regnskab fremgår debitorer for året 2012, ligesom de 486.459 kr. ikke fremgår af en mellemregningskonto i regnskabet for 2013. Indsætningerne er således ikke periodiseret eller bogført på en sådan måde, at indsætningerne ses beskattet i 2012, hvorfor det er Landsskatterettens opfattelse, at indtægterne skal indgå i resultatet for 2013. Dette stemmer overens med selskabets øvrige bogholderi, hvor der er bogført på betalingsdatoen. Det er bl.a. for indkomståret 2012 konstateret, at et udgiftsbilag fra G8-virksomhed til G9-virksomhed, dateret den 3. oktober 2012, er betalt den 13. juni 2013, og ligeledes bogført den 13. juni 2013.

Der er konstateret betydelige indsætninger på klagerens bankkonto, som ikke er indtægtsført. På baggrund heraf finder retten, at SKAT med rette har forhøjet klagerens personlige indkomst med 1.027.185 kr., svarende til forskellen mellem de indtægtsførte konsulentindtægter og de konstaterede bankindsætninger fra G4-virksomhed på klagerens bankkonto i 2013.

Retten har desuden særligt lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at indsætningerne hidrører fra skattefrie eller allerede beskattede midler, herunder udlæg som klageren skulle have afholdt for selskabet.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse vedrørende dette punkt.

Pkt. 3 og 4 - Anskaffelse og driftsudgifter vedrørende (red.bilproducent.nr.1.fjernet)

Når en bil anvendes til både privat og erhvervsmæssig kørsel, skal udgifterne til bilen fordeles mellem private og erhvervsmæssige udgifter, jf. Juridisk Vejledning, afsnit C.C.2.2.2.6. De skattemæssige afskrivninger skal også fordeles i forhold til den erhvervsmæssige og private benyttelse, jf. afskrivningslovens § 11, stk. 2. Fordelingen kan foretages på grundlag af et kørselsregnskab, jf. byrettens dom af 2. marts 2009, offentliggjort i SKM2009.252.BR, eller efter Skatterådets satser. Foreligger der ikke et egentligt kilometerregnskab, kan der foretages en skønsmæssige fordeling, hvor der konkret tages stilling til forholdet mellem privat og erhvervsmæssig kørsel.

SKAT har afvist, at klagerens personbil af mærket (red.bilproducent.nr.1.fjernet) kan indgå i virksomheden og har som følge heraf ændret driftsmiddelsaldoen til 0 kr. og afskrivningerne til 0 kr. Videre har SKAT godkendt erhvervsmæssige driftsudgifter til bil for indkomståret 2013 med 24.539 kr.

Klagerens repræsentant har gjort gældende, at (red.bilproducent.nr.1.fjernet) personbilen skal indgå i opgørelsen af klagerens driftsmiddelsaldo med 747.000 kr. og skattepligtige indkomst for 2013, og at der i regnskabet skal foretages afskrivninger på bilen med 186.750 kr. Videre har klagerens repræsentant gjort gældende, at der skal godkendes erhvervsmæssige driftsudgifter til bilen med 65.638 kr., hvilket også fremgår af det fremlagte regnskab.

Der er fremlagt registreringsattest, hvoraf fremgår, at klagerens virksomhed og klageren den 11. oktober 2013 er registreret som ejer og bruger af (red.bilproducent.nr.1.fjernet) personbilen. Klageren var i 2013 ikke tilmeldt virksomheds- eller kapitalafkastordningen.

Det bemærkes, at det som udgangspunkt påhviler skatteyderen at dokumentere, at det har været berettiget at foretage et skattemæssigt fradrag, herunder størrelsen heraf.

Der er ikke fremlagt et kørselsregnskab, der dokumenterer omfanget af den erhvervsmæssige kørsel ligesom de fremlagte GPS-udskrifter, hvor positionen er angivet ved tid, latitude og longitude gældende for perioden 28. november 2013 til 3. december 2013, ikke sandsynliggør virksomhedens andel af de driftsmæssige udgifter. Det af klagerens repræsentant fremlagte dokument benævnt "kørsel 2013," hvoraf fremgår dato, kørselsdestination samt kilometerstand, hvor kørselsruten overvejende har været mellem Y3-by og Y1-by og retur, ændrer ikke herpå.

I øvrigt finder Landsskatteretten, at Skattestyrelsens afgørelse af 15. juli 2013 om afgiftsfritagelse for (red.bilproducent.nr.1.fjernet) personbilen ikke berettiger til forhøjelse af den skønsmæssige erhvervsmæssig anvendelse, idet der ved fremlæggelse heraf ikke er dokumenteret, at klageren har foretaget kørsel, der overstiger 50 % af de kørte kilometer over en 12 måneders periode.

Landsskatteretten finder, at den erhvervsmæssige anvendelse af (red.bilproducent.nr.1.fjernet) personbilen skønsmæssigt passende kan ansættes til 5%. Der er herved særligt henset til, at virksomheden står opført med branchekoden (red.branchekode.nr.1.fjernet), (red.branchebeskrivelse.nr.1.fjernet), (red.branchebeskrivelse.nr.2.fjernet), (red.branchebeskrivelse.nr.3.fjernet) m.v., som har et begrænset kørselsbehov.

Afskrivninger og driftsudgifter for indkomståret 2013 vedrørende bilen kan herefter ansættes skønsmæssigt til 5 % af de oplyste afskrivninger på 186.750 kr., i alt 9.338 kr. og 5% af de oplyste udgifter til bilen på 65.638 kr. eller 3.282 kr.

Landsskatteretten godkender herefter skønsmæssigt fradrag for afskrivninger med 5% svarende til 9.338 kr. og fradrag for driftsudgifter til bil for indkomståret 2013 med 5% svarende til 3.282 kr. På baggrund af ovenstående finder Landsskatteretten, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at imødekomme repræsentantens subsidiære påstand om hjemvisning til Skattestyrelsen.

…"

I Landsskatterettens kendelse vedrørende indkomståret 2014 og 2015 (BS 29746/2022) er der blandt andet anført følgende:

"…

Faktiske oplysninger

Klageren drev i indkomstårene 2014 og 2015 den personligt ejede virksomhed G2-virksomhed. Det fremgår af det Centrale Virksomhedsregister (CVR), at klageren har drevet virksomheden siden 1. oktober 1989, samt at virksomheden står opført med branchekoden (red.branchekode.nr.1.fjernet), (red.branchebeskrivelse.nr.1.fjernet), (red.branchebeskrivelse.nr.2.fjernet), (red.branchebeskrivelse.nr.3.fjernet) m.v.

Klageren har i indkomstårene 2014 og 2015 desuden ejet anpartsselskabet G3-virksomhed registreret den 11. oktober 2006. Det er oplyst, at klageren igennem G3-virksomhed ejer 40 % af selskabet G4-virksomhed beliggende i Y1-by. Videre er det oplyst, at klagerens søn er daglig leder og direktør for G4-virksomhed, ligesom sønnen ejer 20% af G4-virksomhed.

Klageren har endvidere i 2014 og 2015 ejet anpartsselskabet G10-virksomhed registreret den 30. juni 2014. Det fremgår af oplysningerne i CVR, at selskabet blev stiftet ved en spaltning den 30. juni 2014, og at selskabets aktiver og gæld blev overdraget fra Holdingselskabet G1-virksomhed, der samtidig blev opløst.

Videre fremgår det af CVR, at klageren er den reelle ejer af anpartsselskabet G1-virksomhed.

Af klagerens personlige skatteoplysninger, R75, for indkomstårene 2014 og 2015 fremgår det, at klagerens virksomhed ikke var tilmeldt virksomheds- eller kapitalafkastordningen.

SKAT (nu skattestyrelsen) har indkaldt dokumentation for en række bankindsætninger for indkomstårene 2014 og 2015 på klagerens bankkonto X1-bankkonti. Det fremgår af bankkontoen, at det er en erhvervskonto.

SKAT har ved afgørelse af 3. januar 2018 forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med i alt 1.395.735 kr. for indkomståret 2014 og 708.566 kr. for indkomståret 2015.

Punkt 1

SKAT har anset fakturabeløbene på 355.781 kr. for maskeret udlodning.

Det fremgår af klagerens bankkonto, at der den 28. april 2014 er indsat 482.694,47 kr. Af posteringsteksten fremgår, at beløbet er indsat af "G1-virksomhed, G11-virksomhed." Videre fremgår det af posteringsteksten, at indsætningen vedrører udligning, mellemregning (red.mellemregning.nr.1.fjernet).

Klagerens repræsentant har den 25. september 2017 overfor SKAT oplyst, at indsætningerne er tilbagebetaling af udlæg afholdt af klageren for G1-virksomhed. Klagerens repræsentant har som dokumentation herfor fremlagt 6 fakturaer fra G12-virksomhed på i alt 355.781,25 kr. Det fremgår, at faktureringsåret er 2012, og at fakturabeløbene skal indbetales på en bankkonto i F1-bank med kontonummer X4-kontonummer. Det fremgår, at det oplyste kontonummer X4-kontonummer i F1-bank ikke eksisterer.

Der er ikke fremlagt dokumentation for, at klageren har afholdt udgiften ifølge de fremlagte 6 fakturaer fra G12-virksomhed på i alt 355.781,25 kr. for G1-virksomhed. Klageren har ikke redegjort for forskellen mellem indsættelsen på 482.694 kr. og det påståede udlæg på 355.781 kr.

Videre er der fremlagt finanskontokort fra bogholderiet i selskabet G1-virksomhed for perioden 1. januar 2012 til 30. april 2014 vedr. konto X5-bankkonti "(red.kontonavn.nr.1.fjernet)". Det fremgår af kontokortet, at der den 13. juni 2013 med kontotekst "(red.kontonavn.nr.2.fjernet)," er krediteret (red.kontonavn.nr.1.fjernet) 54.006,35 kr. Videre fremgår det, at der i perioden 31. december 2012 til 1. oktober 2013 i alt var krediteret (red.kontonavn.nr.1.fjernet) 528.475,59 kr. Der er den 17. december, 30. december og 31. december 2013 debiteret (red.kontonavn.nr.1.fjernet) 150.000 kr. Den 31. december er der krediteret (red.kontonavn.nr.1.fjernet) 111.979, 73 kr. Den 25. april 2014 er der debiteret 482.694,47 kr. med posteringsteksten "(red.posteringstekst.nr.1.fjernet)". Saldoen udviser den 30. april 2014 et beløb på -7.760,85 kr.

Repræsentanten har desuden fremlagt interne årsregnskaber for indkomstårene 2013 og 2014 for selskabet G1-virksomhed. Af regnskabet for 2013 fremgår af note 17, "Anden gæld" en statuspost med posteringsteksten "(red.kontonavn.nr.1.fjernet)" på 28.815 kr. i 2013 og i 2014 er denne registreret med 490.455 kr. Af regnskabet for 2014 fremgår af note 16, "Anden gæld", en statuspost på 490.455 kr. i kolonnen 2013 udlignet til 0 kr. i kolonnen 2014 ligeledes med posteringsteksten "(red.kontonavn.nr.1.fjernet).

Klagerens repræsentant har den 8. marts 2021 fremsendt yderligere bilag i form af bogføring/kontokort, brev fra SKAT til G10-virksomhed samt brev fra R1-revision til SKAT. Der er endvidere genfremsendt bankkontoudtog, fakturaer og kasseboner samt opsigelse af lejemål som dokumentation for klagerens udlæg afholdt for G1-virksomhed.

Der fremgår af opsigelse af lejemål mellem G1-virksomhed og lejer, dateret den 18. april 2013, en utydelig opgørelse i højre side af dokumentet skrevet med håndskrift på 58.152,28 kr. og nedenunder 21.600 kr. Videre står der med håndskrift "A laver opg. El + husleje". Klageren har ifølge det oplyste fra repræsentanten haft udlæg i henhold til opgørelsen.

Af en posteringsdetalje fra banken vedr. klagerens erhvervskonto X6-bankkonti fremgår en debitering på 21.600 kr. med rentedato den 24. september 2013. Af posteringsteksten i kontoudskriften står der "(red.posteringstekst.nr.2.fjernet)" og af posteringsteksten til modtagers konto står der "(red.posteringstekst.nr.3.fjernet)". Bilaget er med håndskrift påført teksten "(red.posteringstekst.nr.4.fjernet)".

Videre fremgår vedrørende klagerens erhvervskonto X6-bankkonti et debetbeløb på 19.395,02 kr. med rentedato den 6. november 2013. Af posteringsteksten i kontoudskriften står der "(red.posteringstekst.nr.5.fjernet)" og af posteringsteksten til modtagers konto står der "G1-virksomhed". Bilaget er med håndskrift påført teksten "(red.posteringstekst.nr.6.fjernet)".

Af kontokort for selskabet "G10-virksomhed" for perioden 1. januar 2015 til 31. december 2015 for konto X7-bankkonti "Lån til kapitalejere og ledelse", fremgår en debitering den 2. januar 2015 på 100.000 kr. med posteringsteksten "Udbetaling A" og den 18. december 2015 en debetpost på 106.891,19 kr. med posteringsteksten "Overført til A."

SKAT har ifølge et brev dateret den 10. november 2016 til G10-virksomhed gennemgået selskabets regnskab for indkomståret 2014 vedrørende selskabets mellemregningskonto med selskabets kapitalejere. SKAT har ikke fortaget sig mere i sagen.

Klagerens repræsentant har den 13. april 2021 i forbindelse med fremsendte bemærkninger til sagsfremstilling vedlagt materiale i form af genfremlagt udskrift af kontokort for G1-virksomhed for perioden 1. januar 2012 til 30. april 2014 vedr. konto X5-bankkonti "(red.kontonavn.nr.1.fjernet)," posteringsdetalje for klagerens bankkonto X6-bankkonti af 13. juni 2013, hvoraf fremgår, at der til G8-virksomhed er overført 54.006,35 kr. Videre er der fremlagt faktura med betalingsdato den 13. oktober 2012 fra G9-virksomhed på 54.006,35 kr. Det fremgår, at fakturaen er betalt den 13. juni 2013.

Punkt 2

Det fremgår af bankkontoudtoget, at der den 24. juli 2014 på klagerens bankkonto X1-bankkonti blev indsat 475.000 kr., som ifølge posteringsteksten vedrører fakturanr. (red.faktura.nr.5.fjernet) fra G13-virksomhed.

Klagerens repræsentant har oplyst, at bankindsætningen vedrører et lån fra G13-virksomhed. Klagerens repræsentant har fremlagt kontokort udarbejdet for selskabet "G13-virksomhed" for perioden 1. januar 2014 til 31. december 2014 over konto X8-bankkonti, "(red.kontonavn.nr.3.fjernet)," hvoraf fremgår en debet-post på 475.000 kr. den 21. august 2014 med posteringsteksten "(red.kontonavn.nr.3.fjernet)."

Der er ikke fremlagt en egentlig låneaftale.

SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst for indkomståret 2014 med 475.000 kr.

…

Punkt 5

Ifølge klagerens konto X1-bankkonti udgør indsætninger i indkomståret 2014 fra G4-virksomhed i alt 831.284,88 kr. Ifølge det fremsendte regnskab for indkomståret 2014, er der i resultatopgørelsen bogført konsulenthonorar fra G4-virksomhed på 648.750 kr. Indsætningerne fra G4-virksomhed kan ikke afstemmes med det fremlagte regnskab.

SKAT har på baggrund af ovennævnte difference forhøjet klagerens personlige indkomst med 182.534 kr.

Klagerens repræsentant har oplyst, at differencen skyldes udlæg afholdt af klageren for G4-virksomhed.

Repræsentanten har under sagens behandling ved SKAT fremlagt fakturaer og kasseboner som dokumentation for klagerens udlæg for selskabet G4-virksomhed beliggende i Y1-by, samt bankkontoudtog for selskabet G4-virksomhed for indkomståret 2014.

Punkt 6 og 7

I regnskabet for indkomstårene 2014 og 2015 fremgår en saldoværdi for (red.bilproducent.nr.1.fjernet) personbil på henholdsvis 373.500 kr. og 186.750 kr. samt bogført afskrivning på 186.750 kr.

Der er fremlagt registreringsattest, hvoraf fremgår, at klagerens virksomhed og klageren den 11. oktober 2013 er registreret som henholdsvis ejer og bruger af (red.bilproducent.nr.1.fjernet) personbilen. Klageren var i 2014 og 2015 ikke tilmeldt virksomheds- eller kapitalafkastordningen.

Øvrige bilag

Der er til klagen over SKAT's afgørelse vedlagt dokumentation i form af erhvervslejeaftale, hvoraf fremgår, at der er indgået en lejeaftale mellem udlejer G1-virksomhed og lejeren, G14-virksomhed i Y3-by. Den fremlagte erhvervslejeaftale er ikke underskrevet eller dateret.

Klagerens repræsentant har den 8. marts 2021 fremsendt yderligere bilag i form af 2 dokumenter for årene 2014 og 2015, hvoraf fremgår dato, kørselsdestination samt kilometerstand.

Der er endvidere genfremlagt regnskab for virksomheden G2-virksomhed for indkomståret 2014 og 2015, momsindberetningskvitteringer for indkomstårene 2014 og 2015 samt bankkontoudtog for 2014.

Endelig er der den 10. september 2021 fremlagt et dokument, hvoraf fremgår, at SKAT den 15. juli 2013 har givet klageren tilladelse til afgiftsfritagelse, blandt andet på betingelse af, at bilen ikke i det væsentligste anvendes varigt i Danmark.

…

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det efter omstændighederne skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til SKM2008.905H. Der lægges i denne forbindelse vægt på, om klagerens forklaringer kan underbygges af objektive kendsgerninger. Dette fremgår af Højesterets dom af 7. marts 2011, offentliggjort i SKM.2011.208.HR.

Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. Det følger af skattekontrollovens § 1, stk. 1 (dagældende lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 om skattekontrol).

Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. dagældende skattekontrollovs § 5, stk. 3.

Skattepligtige skal ifølge dagældende skattekontrollovs § 1 over for told- og skatteforvaltningen årligt selvangive sin indkomst. Erhvervsdrivende skal ifølge dagældende skattekontrollovs § 3 indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat.

Alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer medregnes som udgangspunkt til den skattepligtige indkomst som udbytte af aktier. Det fremgår af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1. Beløbet skal medregnes som aktieindkomst jf. personskattelovens § 4a, stk. 1.

Pkt. 1 Maskeret udlodning

SKAT har forhøjet klagerens aktieindkomst med 355.781 kr. Af klagerens bankkonto i F2-bank X1-bankkonti fremgår, at der den 28. april 2014 er indsat 482.694,47 kr. Beløbet er indsat af selskabet G1-virksomhed af G11-virksomhed med posteringsteksten "udligning, mellemregning (red.mellemregning.nr.1.fjernet)."

Klagerens repræsentant har gjort gældende, at indsætninger på klagerens bankkonto på 482.694 kr. den 28. april 2014 fra G1-virksomhed, udgør udlæg. Repræsentanten har som dokumentation herfor fremlagt en række udgiftsbilag/fakturaer fra G12-virksomhed til selskabet G1-virksomhed på i alt 355.781,25 kr. Det fremgår af de fremlagte fakturaer, at G12-virksomhed i 2012 har faktureret ydelser for 355.781,25 kr. til selskabet G1-virksomhed. Videre fremgår det, at fakturabeløbet skal indbetales på en bankkonto i F1-bank med kontonummer X4-kontonummer. Skattestyrelsen har oplyst, at bankkontoen i F1-bank ikke eksisterer.

Klagerens repræsentant har endvidere ved skrivelse af 12. maj 2021 gjort gældende, at der for indkomståret 2013 er afholdt refusion på 19.395 kr. og 21.600 kr. til (red.posteringstekst.nr.5.fjernet) Y3-by i forbindelse med fraflytning, som er betalt af klageren for G1-virksomhed.

Af fremlagt kontokort for selskabet G1-virksomhed for perioden 1. januar 2012 til 30. april 2014 vedr. konto X5-bankkonti, "(red.kontonavn.nr.1.fjernet)," fremgår, at der den 13. juni 2013 med kontotekst - "(red.kontonavn.nr.2.fjernet)" - er krediteret (red.kontonavn.nr.1.fjernet) 54.006,35 kr. Der er desuden fremlagt posteringsdetalje for klagerens bankkonto X6-bankkonti af 13. juni 2013, hvoraf fremgår, at der til G8-virksomhed er overført 54.006,35 kr. Endelig er der fremlagt faktura med betalingsdato den 13. oktober 2012 fra G9-virksomhed på 54.006,35 kr. Det er påført fakturaen, at den er betalt den 13. juni 2013.

Retten finder herefter, at der er fremlagt dokumentation for, at klageren har afholdt udlæg på 54.006,35 kr. for selskabet G1-virksomhed, som er blevet udlignet.

Retten finder ikke at det er godtgjort, at klageren har afholdt udlæg for selskabet G1-virksomhed med 428.688 kr.

Der er ikke fremlagt regnskab, bilag eller bogføringsmateriale for indkomståret 2012 eller 2013 for klagerens virksomhed, hvoraf mellemregning eller debitorer fremgår, ligesom der ikke er fremlagt kontoudtog, der viser, at der har været hævninger på klagerens bankkonto af hverken 355.781,25 kr. eller 428.688 kr.

Retten har henset til, at det af det Centrale Virksomhedsregister fremgår, at klageren er hovedanpartshaver i G1-virksomhed. Klageren har derved har haft en bestemmende indflydelse på selskabets udbetalinger.

Retten bemærker herved også, at det ikke af det fremlagte interne årsregnskab for indkomståret 2014 for G1-virksomhed, fremgår nogen mellemregnings- eller udlægsposter mellem G1-virksomhed og klageren eller klagerens virksomhed for de omhandlede beløb. Landsskatteretten forhøjer på den baggrund ansættelsen med yderligere (482.694 kr. - 355.781 kr. - 54.006 kr.) i alt 72.907 kr. til (482.694 kr. - 54.006 kr.) i alt 428.688 kr.

Pkt. 2 Indsætninger - yderligere personlig indkomst / lån

SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst med 475.000 kr. Klagerens repræsentant har gjort gældende, at indsætningen på klagerens bankkonto på 475.000 kr. den 24. juli 2014 udgør et lån fra G13-virksomhed.

Landsskatteretten finder, at det ikke er godtgjort, at indsætningen på klagerens bankkonto er foretaget som led i et låneforhold mellem G13-virksomhed og klageren eller klagerens virksomhed G2-virksomhed. Låneforhold skal kunne dokumenteres eksempelvis ved fremlæggelse af lånedokumenter, aftaler om forretning og afvikling af lån, jf. fx byrettens dom af 18. marts 2013 offentliggjort ved SKM2013.363.

Retten har lagt vægt på, at der ikke er fremlagt lånedokument, herunder aftale om lånevilkår som dokumentation for lånets realitet, ligesom der i øvrigt ikke af det fremlagte regnskab eller bogføring fremgår fordringshaver på det pågældende beløb. Desuden har retten lagt vægt på, at det af klagerens bankkontospecifikationen fremgår "fakturanr. (red.faktura.nr.5.fjernet) fra G13-virksomhed", samt at det fremlagte kontokort ikke vedrører et låneforhold mellem G13-virksomhed og klageren.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse vedrørende dette punkt.

Pkt. 4 Maskeret udlodning

SKAT har forhøjet klagerens aktieindkomst med 49.670 kr. for dette punkt.

Af klagerens bankkonto X1-bankkonti fremgår, at der i indkomståret 2014, henholdsvis den 3. marts, 22. maj og 22. september 2014, er indsat i alt 49.670,84 kr. fra selskabet G1-virksomhed.

Klagerens repræsentant har gjort gældende, at indsætningen på klagerens bankkonto vedrører udlæg afholdt af klageren for selskabet G1-virksomhed.

Klageren har fremlagt bilag 5, 6 og 7 med tilhørende underbilag, hvoraf det fremgår, at der er indkøbt en række erhvervsmæssigt relaterede varer for selskabet, som klageren har lagt ud for. Landsskatteretten finder på den baggrund, at klageren ikke skal beskattes for indkomståret 2014 af 49.670 kr. som aktieindkomst, hvilket er tiltrådt af Skattestyrelsen i udtalelsen af 17. april 2018.

Landsskatteretten nedsætter herefter klageren skatteansættelsen med 49.670 kr. vedrørende dette punkt.

Pkt. 5 Konsulenthonorar fra G4-virksomhed

SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst for indkomståret

2014 med 182.534 kr., da indsætninger på i alt 821.284,88 kr. fra G4-virksomhed på klagerens bankkonto X1-bankkonti ikke er indtægtsført.

Klagerens repræsentant har gjort gældende, at differencen mellem de bogførte konsulenthonorarer og de konstaterede indsætninger på klagerens bankkonto, udgør udlæg afholdt af klageren for selskabet G4-virksomhed.

Landsskatteretten bemærker, at det ikke af det fremlagte regnskab eller anden dokumentation, herunder de fremsendte kasseboner og fakturaer, kan udledes, at indsætningerne udgør tilbagebetaling af udlæg, hvorfor det er rettens opfattelse, at indtægterne skal indgå i resultatet for indkomståret 2014. De fremlagte kasseboner og fakturaer bærer således præg af at vedrøre udgifter til bespisning og andre private udgifter.

På baggrund heraf finder retten, at SKAT med rette har forhøjet klagerens personlige indkomst for indkomståret 2014 med 182.534 kr., svarende til forskellen mellem de indtægtsførte konsulentindtægter og de konstaterede bankindsætninger fra G4-virksomhed på klagerens bankkonto for indkomståret 2014.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse vedrørende dette punkt.

Pkt. 6 og 7 - Anskaffelse og afskrivninger vedrørende (red.bilproducent.nr.1.fjernet)

Når en bil anvendes til både privat og erhvervsmæssig kørsel, skal udgifterne til bilen fordeles mellem private og erhvervsmæssige udgifter, jf. Juridisk Vejledning, afsnit C.C.2.2.2.6. De skattemæssige afskrivninger skal fordeles i forhold til den erhvervsmæssige og private benyttelse, jf. afskrivningslovens § 11, stk. 2. Fordelingen kan foretages på grundlag af et kørselsregnskab, jf. byrettens dom af 2. marts 2009, offentliggjort i SKM2009.252.BR, eller efter skatterådets satser. Foreligger der ikke et egentligt kilometerregnskab, kan der foretages en skønsmæssige fordeling, hvor der konkret tages stilling til forholdet mellem privat og erhvervsmæssig kørsel.

SKAT har afvist, at klagerens personbil af mærket (red.bilproducent.nr.1.fjernet) kan indgå i virksomheden og har som følge heraf ændret driftsmiddelsaldoen til 0 kr. og afskrivningerne til 0 kr.

Klagerens repræsentant har gjort gældende, at (red.bilproducent.nr.1.fjernet) personbilen skal indgå i opgørelsen af klagerens driftsmiddelsaldo med 747.000 kr. og skattepligtige indkomst for indkomstårene 2014 og 2015, og at der ved opgørelsen af klagerens skattepligtige indkomst skal medtages afskrivninger på bilen med 186.750 kr.

Der er fremlagt registreringsattest, hvoraf fremgår, at klagerens virksomhed og klageren den 11. oktober 2013 er registreret som ejer og bruger af (red.bilproducent.nr.1.fjernet) personbilen. Klageren var i 2014 og 2015 ikke tilmeldt virksomheds- eller kapitalafkastordningen.

Det bemærkes, at det som udgangspunkt påhviler skatteyderen at dokumentere, at det har været berettiget at foretage et skattemæssigt fradrag, herunder størrelsen heraf.

Der er ikke fremlagt et kørselsregnskab, der dokumenterer omfanget af den erhvervsmæssige kørsel. Det af klagerens repræsentant fremlagte dokument benævnt "kørsel 2013," hvoraf fremgår dato, kørselsdestination samt kilometerstand, hvor kørselsruten har overvejende været mellem Y3-by og Y1-by og retur, ændrer ikke herpå.

Afskrivninger for indkomstårene 2014 og 2015 udgør herefter: Anskaffelsessum (red.bilproducent.nr.1.fjernet) indkomstår 2013 - 747.000 kr.

….

Landsskatteretten godkender herefter skønsmæssigt fradrag for afskrivninger med 5% svarende til 7.003 kr. for indkomståret 2014 og 5.252 kr. for indkomståret 2015.

På baggrund af ovenstående finder Landsskatteretten, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at imødekomme repræsentantens subsidiære påstand om hjemvisning til Skattestyrelsen.

…"

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2. De afgivne forklaringer er dog medtaget i dommen.

Forklaringer

A har forklaret at han driver virksomhed som konsulent og forretningsmand. Han har hjulpet samarbejdspartnere med forskellige projekter.

G4-virksomhed eksisterer ikke længere. Det blev startet af en tidligere samarbejdspartner/kompagnon, som viste sig at være en svindler. Han kunne ikke få dialog med den pågældende. 2 år efter fik han et brev fra Skat herom. Selskabet gik konkurs for nogle år siden som følge af den nævnte svindel. De solgte og producerede (red.branchebeskrivelse.nr.4.fjernet). Det var hans opgave at finde markeder, udvikle produktet samt ansætte medarbejdere. Han havde diverse kontakter worldwide.

Han har også haft ejendomme i Y4-by. Han fik en ordentlig bil at køre i og når han kørte til Y2-land vedrørende G4-virksomhed kørte han nogle gange forbi deres ejendomsprojekt i Y4-by. Han har også været i Y5-land for at tale med samarbejdspartnere vedr. G4-virksomhed.

Bilen blev overordnet brugt til at køre til Y2-land til møder med samarbejdspartnere. Den blev også anvendt til at servicere (red.branchebeskrivelse.nr.2.fjernet) og hans øvrige erhvervsaktiviteter i Danmark. Bilen har som følge heraf været fritaget for afgift i hele perioden. Han solgte såvidt han husker bilen i april 2017. Det var firmaet i Y2-land, der købte den.

Han stod for at renovere og ansætte folk vedrørende G1-virksomhed. Han lagde penge ud for selskabet, da det var allerværst, men han fik sine penge igen. Det var IK, der havde kontakten til banker og realkreditinstitutter.

G12-virksomhed var lejere hos dem i mange år og de har haft et samarbejde. G15-virksomhed fik acontobeløb udbetalt kontant. Han bestrider ikke, at den angivne konto i F1-bank er fejlagtig. Der er alene tale om at et enkelt ciffer i kontonummeret på en eller anden måde er blevet noteret forkert ned. Han har ikke betalt på det det pågældende nummer.

Når der på kontokortet i ekstraktens side 825 står anført "(red.kontonavn.nr.3.fjernet)" er det en fejl. Der skulle i stedet have stået navnet A. ND er hans søn. Han har ikke selv stået for bogføringen, så han ved ikke hvordan fejlen kan være opstået. Bilaget drejer sig rettelig om et lån til ham selv fra G13-virksomhed.

A har videre forklaret, at han har lagt kørselsregnskab, men dette regnskab er ikke er en del af sagens bilag for retten.

Vedrørende kortet med gps-data i ekstraktens side 315 har han forklaret, at han var i Y2-land for at møde samarbejdspartnere. Turen havde et erhvervsmæssigt formål. I hvert fald 99 procent drejede sig om erhverv. Han havde en lang række møder og kørte tilbage. Han tog derned og passede sit arbejde. Han husker, at han havde møder med sin Y5-landske samarbejdspartner, men husker ikke i dag navnet på den pågældende. Han har gennemsnitligt 250 møder om året og kan have svært ved at huske det ene møde fra det andet.

Privat går han op i fodbold og har overværet enkelte kampe på (red.stadion.nr.1.fjernet) i Y1-by. Der har måske været tale om i alt 5 gange, men nogle af dem ligger før han kørte i (red.bilproducent.nr.1.fjernet). Han har været inviteret med som forretningsforbindelse. Det har ofte været en kombination af erhvervsmæssigt og privat formål, men mest erhvervsmæssigt.

Forevist oplysningerne i ekstraktens på side 312 har han været i Y6-by til tobaksmesse, en messe, der afholdes hvert år.

Han ved ikke hvorfor gps-koordinaterne ikke tracker i Danmark. Det har han ingen forklaring på.

Man kan ikke se på gps-dataene hvilke møder, han har deltaget i. Det kan man se ved at sammenholde med hans kørselsbog. Når han var i Y3-by i bilen, kørte han erhvervsmæssigt for (red.branchebeskrivelse.nr.2.fjernet) og ejendomme mv.

Omsætningen i (red.branchebeskrivelse.nr.2.fjernet) var før udbruddet af corona for en stor del i kontanter. Der blev også betalt med kort, men ikke i samme stil som i dag. De har samlede kontantbeløbene og han satte når han kom hjem fra Y2-land beløbene ind. Han har betalt 355.000 kr. til G15-virksomhed. De er betalt over længere tid og Unik fik pengene i kontanter. Han betalte løbende kontant inden han fik fakturaerne. Det var til SA. Han havde i perioden et overtræk på sin konto.

Han forsøgte selv at bogføre vedrørende G4-virksomhed, men fik også hjælp af sin bogholder. Han er ikke selv særlig skarp til bogføring. Han synes ikke, at det er mærkeligt, at der ikke er tilgodehavender i balancen. De er blevet bogført i 2012, da han fik pengene. Pengene kom i starten af januar. Han vidste ikke, at det skulle bogføres som et tilgodehavende. Han bogførte for et kvartal ad gangen. Det er ham, der har lånt penge ud til G13-virksomhed. At der i ekstrakten på side 825 står ND er en fejl. Bogholderen lavede mest momsregnskab for ham, men sad ellers med regnskab for G16-virksomhed.

Han var ikke ansat som lønmodtager ved G4-virksomhed. Han skrev konsulenttimer på og antallet varierede. Det er ham selv, der har vurderet antallet i samråd med hans søn, der var direktør for selskabet dernede. Sønnen fratrådte som direktør i 2013.

NB har forklaret, at hun har fungeret som bogholder for G1-virksomhed og G13-virksomhed.

Vedrørende G1-virksomhed, ekstrakten side 682, kan hun bekræfte, at det er hende, der har bogført den omhandlede postering "(red.posteringstekst.nr.1.fjernet)" 482.694,47 kr. Der er ifølge underbilag rettelig tale om et lån til ND. Hun husker ikke hvorfor det blev anført som et lån udbetalt til A.

Hun hjalp også A med momsregnskabet og hvis han havde nogle bogholderispørgsmål.

Vedrørende posteringen den 1. juni 2013 "renov til karneval" (ekstrakten side 682) har vidnet forklaret, at der var tale om, at A havde lagt ud for nogle bilag og fik det refundere.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

3. ANBRINGENDER

Til støtte for de nedlagte påstande gøres følgende anbringender gældende:

3.1 Anbringender til forhold i sag BS 29744/2022-ALB

3.1.1 Forhold 1 - Landsskatterettens punkt 1

Som det fremgår af sagens faktuelle forhold, som beskrevet i processkrifterne, relaterer differencen, der er mellem virksomhedens bogføring og det selvangivne resultat sig til, at den modtagne skattefrie kørselsgodtgørelse, som A havde modtaget, blev medtaget - fejlagtigt - som indtægt i virksomhedens bogføring jf. bilag 3.

Herudover blev der medtaget omkostningerne til værdi af fri bil, hvilket der blev korrigeret for i forbindelse med efterpostering og selvangivelse, da dette oplagt var en fejlpostering.

Det fremgår klart af den bogføring Skattestyrelsen henviser til i afgørelsen og virksomhedens regnskab i øvrigt, at godtgørelsen er medregnet som en indtægt, hvilket naturligvis ikke er korrekt.

A har, helt lovligt i henhold til ligningslovens bestemmelser, udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse efter statens takster for brug af egen privat bil i virksomhedens tjeneste.

At der fejlagtigt sker en bogføring som om udbetalingen af kørselsgodtgørelse er en indkomst i virksomheden, er en fejl, som også efterfølgende blev berigtiget selvangivelsesmæssigt og regnskabsmæssigt.

Det gøres derfor gældende, at der IKKE er grundlag for Skattestyrelsens forhøjelse på kr. 145.667, eller den nedsatte forhøjelse på kr. 107.900, som Landsskatteretten kom frem til, idet begge forhøjelser er baseret på en fejlagtig bogføring af skattefrie kørselsgodtgørelser til A privat, og ikke er relevant som indkomst i A’s virksomheds omsætning og resultat.

Det gøres derfor gældende, at denne forhøjelse skal nedsættes til kr. 0, idet der ikke er hjemmel til for skattemyndighederne at beskatte virksomheden af en omsætning, der de facto ikke er realiseret, men alene fremstår som en omsætning på baggrund af beviselig bogføringsmæssig fejl.

3.1.2 Forhold 2 - Landsskatterettens punkt 2

I relation til det af Skattestyrelsen anførte i afgørelsen jf. bilag 39, er det Skattestyrelsens opfattelse, at A skulle have oppebåret ekstra kr. 1.027.185 i konsulenthonorar fra G4-virksomhed.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt fuldt ud.

Det er imidlertid uklart, hvordan Skattestyrelsen er kommet frem til forhøjelsen, som Landsskatteretten uden videre fastholder.

Det fremgår af bilag D og bilag E til Skattestyrelsens afgørelse, hvordan opgørelsen er foretaget.

Heraf fremgår, at Skattestyrelsen har lavet en opgørelse over en række indbetalinger på A’s konto, og herefter modregnet dette med det af regnskabet for virksomheden opgjorte resultat for så vidt angår konsulenthonorarerne og den udbetalte kørsel, på i alt kr. 955.430.

Det faktuelle er, at A jf. bilag 3 - kopi af virksomhedens bogføring på konto X2-bankkonti "konsulent indtægt" har indtægtsført kr. 806.429,60 i konsulentindtægter. På konto X3-bankkonti er bogført kørselsgodtgørelse på kr. 149.000.

I alt er der således indbetalt kr. 955.429,60 på virksomhedens konto, som direkte kan henføres til virksomhedens bogføring i relation til kørsel og konsulentydelser.

Disse tal kan tillige fremfindes i virksomhedens regnskab jf. bilag 4, hvoraf det af resultatopgørelsen på side 2 fremgår, at der har været konsulentindtægter på kr. 806.430, og at der er modtaget skattefrie kørselsgodtgørelser på kr. 149.000.

Disse tal skal sammenholdes med, at der i alt er indgået kr. 1.982.615 på virksomhedens konto i 2013.

De fakturaer, der ligger bag bogføringen og indbetalingerne på kr. 955.429,60 er fremlagt som sagens bilag 7 - 30, med tilhørende betalingsbilag.

Det er muligt, at der er indgået yderligere midler på kontoen, men som det i øvrigt fremgår af virksomhedens regnskab - sammenligningstallene, har der været tilsvarende indtægter i 2012, og det fremgår ret klart, at en række af indbetalingerne ingen relevans har for regnskabsåret 2013.

A har i forbindelse med sagens behandling, som allerede tidligere nævnt, gennemgået bogføringen og indbetalingen og er blevet bekendt med, at der er sket en fejl for så vidt angår faktura (red.faktura.nr.6.fjernet), kr. 224.584,87 og faktura (red.faktura.nr.1.fjernet) kr. 18.750, der fejlagtigt ikke er medtaget i regnskabet for 2013.

Derudover er A blevet bekendt med, at der er modtaget betaling af faktura (red.faktura.nr.2.fjernet), som fejlagtigt ikke indgår i bogføringen.

Samlet set kan der altså anerkendes en forhøjelse for så vidt angår G4-virksomhed på kr. 18.750 + kr. 224.584,65 = kr. 243.334,65, hvilket også afspejler A’s påstand vedrørende dette punkt.

De øvrige indsættelser har intet med den skattepligtige indkomst for 2013 at gøre.

Dette fremgår af Skattestyrelsens opgørelse, bilag E til Skattestyrelsens afgørelse, hvoraf det for de enkelte poster fremgår, at;

Placering: Dato:

Linje 1 11.01

111.716.50 kr., er en faktura, udstedt i 2012 - faktura nr. 20X2-bankkonti5, hvorfor denne ikke er relevant for 2013 regnskabet, uanset den endelig bliver betalt i 2013

Linje 2 21.01

45.956,31 kr. Der er tale om tilbagebetaling af udlæg, der har været afholdt for G4-virksomhed. Der er således tale om skattefri tilbagebetaling af udlæg, hvorfor beløbet er indkomstopgørelsen uvedkommende - dette fremgår i øvrigt også af SKAT’s angivelse af teksten på bankkontoen "Ausgaben".

Linje 3 24.04

74.480,00 kr. Der er tale om betaling af udgifter, der relaterer sig til 2012, men hvor betalingen, lige som linje 1, først er sket i 2013. Beløbene er derfor ikke indkomstopgørelsen for 2013 relevant.

Linje 5 og 6 31.01 og 06.02

74.473 kr. og 74.457 kr. Der er tale om fakturaer, der relaterer sig til

2012. Linje 7 14.02 29.448,55 kr. Der er tale om tilbagebetaling af udlæg, der er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Linje 8 19.02

111.698,50 kr. Der er tale om betaling for en faktura, der vedrører 2012, hvilket også klart fremgår af overførselsteksten.

Linje 15 25.06

25.846,93 kr. Der er tale om tilbagebetaling af udlæg, der er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Linje 16 17.07

106.723,97 kr. Der er tale om en samlet overførelse bestående af udlæg og betaling for konsulentydelse. Konsulentydelsen består af 67.050 kr. og resten (106.723,97 kr. -67050 kr.) 39.673,97 kr. er udlæg, der er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Linje 21 06.08

25.119,46 kr. Der er tale om tilbagebetaling af udlæg, der er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Linje 24 10.1

38.706,27 kr. Der er tale om tilbagebetaling af udlæg, der er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Når disse beløb sammenlægges, giver det kr. 651.576,49, der faktuelt er indkomstopgørelsen uvedkommende, idet der enten er tale om tilbagebetaling af udlæg eller, der er tale om penge der går ind på kontoen i 2013, men som er betaling for fakturaer, der åbenlyst ikke vedrører regnskabsåret 2013, men regnskabsåret 2012.

Lægges dette beløb til de kr. 291.284, der allerede er redegjort for, samt de bogførte beløb på kr. 955.430, er der redegjort for kr. 1.898.290 af de indsatte kr. 1.982.615,39.

Dertil skal lægges den fejlagtige dobbeltbetaling af faktura (red.faktura.nr.2.fjernet) på kr. 66.701,83, således at der i alt er redegjort for kr. 1.964.991,83.

Tilbage står kr. 17.623,56.

Dette beløb relaterer sig til afrunding af kurs, samt det forhold, at der vedrørende bilag 183, bilag 13 og 184, bilag 14 i A’s bogføring er overført 152.545,10, uagtet de to fakturaer var på 9.000 pr. styk, medens det af overførelseskvitteringen fremgår, at der er overført 20.500 euro, altså 2.500 euro yderligere til kurs 744,22.

Dette beløb udgør i danske kroner 2.500 *7,4422 = kr. 18.605, og relaterer sig til den faktura, som A fejlagtig ikke har fået bogført, jf. bilag 6.

¨¨¨¨

Der er således redegjort for samtlige overførelser, og som det fremgår, relaterer en meget stor del af SKAT’s forhøjelser sig til fakturaer og indbetalinger, der intet har med 2013 regnskabet at gøre, hvilket i øvrigt klart fremgår af overførelsesteksten.

Landsskatteretten går imidlertid imod skatterettens grundprincip om, at der skal faktureres og periodiseres i det indkomstår, hvor der er erhvervet ret til indkomsten.

En indkomst SKAL indtægtsføres i det indkomstår, hvor der er erhvervet ret til indkomsten, hvilket fremgår direkte af Inge Langhave Jeppesen i "skatteretlig periodisering", side 108 - 112.

Forfatteren skriver heri, at det fremgår direkte af skattelovgivningen, at erhvervsindkomst SKAL periodiseret til det indkomstår, hvor der er erhvervet ret til indkomsten. Det er senest på det tidspunkt, hvor der udstedes en faktura.

Der kan IKKE ske periodisering til betalingsåret, medmindre der er tale om lønindkomst, hvilket ikke er tilfældet i denne sag.

Det er altså KUN lønindkomst, der kan periodiseres til betalingstidspunktet. Al anden indkomst skal, jf. Inge Langhave Jeppesen i "Skatteretlig Periodisering" periodiseres til retserhvervelsestidspunktet. Retserhvervelsestidspunktet er senest på det tidspunkt, hvor der udstedes en faktura.

I denne sag er dette naturligvis uheldigt for Skattestyrelsen og Landsskatteretten. For indkomståret 2012 har Skattestyrelsen valgt ikke at genoptage, hvorfor dette er ramt af forældelse og i øvrigt ikke kan genoptages i henhold til skatterettens fristregler i skatteforvaltningslovens

§ 27, stk. 1.

Derfor forsøger Landsskatteretten, med Landsskatterettens afgørelse, at rette op på Skattestyrelsens fejl ved at fravige det lovfæstede periodiseringsprincip og anføre, at der skal ske beskatning på betalingstidspunktet, idet det ikke er dokumenteret, at der er sket beskatning på retserhvervelsestidspunktet.

Det gøres derfor gældende, at der ikke er grundlag for at genoptage indkomståret 2012 ekstraordinært og samtidig gøres det gældende, som Inge Langhave Jeppesen beskriver periodiseringsprincippet i skatteretten, at der ikke er hjemmel til at beskatte i det indkomstår, hvor der sker effektiv betaling.

Det gøres derfor gældende, at der ikke er hjemmel til at beskatte betaling for fakturaer, udstedt i 2012, men med betaling i 2013, idet disse indkomster i henhold til retserhvervelsesprincippet er skattepligtige i 2012, og dette indkomstår har Skattestyrelsen ikke genoptaget, og det kan ikke komme A til skade.

¨¨¨¨

Derudover består en betydelig del af Skattestyrelsens forhøjelse af "ausgabe" på dansk udlæg/udgift, som A har afholdt for G4-virksomhed, og naturligvis herefter er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Det fremgår direkte af bilagsmaterialet for denne sag, at der er anført ausgabe for de betalinger, der er tilbagebetaling af udlæg.

Tilbagebetaling af udlæg er IKKE skattepligtige og er indkomstopgørelsen uvedkommende. Dette fremgår direkte af den juridiske vejledning afsnit C.A.3.1.5.

Tilbage står dog, at der indiskutabelt er indtægter, der fejlagtigt ikke er blevet indtægtsført, hvilket A anerkender, og naturligvis skal beskattes af, hvilket er opgjort til kr. 243.334.

Det gøres derfor samlet set gældende for dette forhold 2, at Skattestyrelsens forhøjelse på kr. 1.027.185, som stadfæstet af Landsskatteretten, skal nedsættes til kr. 243.334.

3.2 Anbringender til forhold omfattet af sag BS 29746/2022-ALB Til støtte for de nedlagte påstande vedrørende denne sag gøres følgende anbringender gældende:

3.2.1 Forhold 1 - Landsskatterettens punkt 1 indkomstår 2014

Det er muligt, som anført af Skattestyrelsen og Landsskatteretten, at der ikke i den pågældende periode har været hævninger på A’s konto, men det ændrer ikke ved, at G12-virksomhed har udført det arbejde, der er faktureret for, og at A har betalt G12-virksomhed for dette arbejde.

G12-virksomhed boede til leje hos G1-virksomhed og udførte i den forbindelse istandsættelsesopgaver på den ene hal i G1-virksomhed’s ejendom. Det er dette arbejde, der er faktureret for.

Hallen / ejendommen blev senere udlejet til G14-virksomhed i Y3-by jf. bilag 2. Lejemålet blev indgået med ikrafttræden november 2012, efter at G15-virksomhed havde færdiggjort deres arbejde.

Det fremgår klart af bilag 2, side 2, at kontor, workshop, køkken og toiletter skulle afleveres nyistandsatte.

Det fremgår i den forbindelse klart af fakturaerne fra G12-virksomhed, at de havde leveret timer, altså hænder og fødder, hvilket harmonerer med, at A har ført tilsyn med arbejdet, og at G1-virksomhed har indkøbt materialerne, hvilket i øvrigt tillige fremgår af en række af de udlæg, A har afholdt i 2012, herunder til maling, (red.kontonavn.nr.2.fjernet), vinduer m.v.

Det fremgår i øvrigt klart af fakturaerne fra G12-virksomhed, at de relaterer sig til "karneval" altså de bygninger, som G14-virksomhed overtog i efteråret 2012.

Fakturaerne fra G12-virksomhed er de eneste fakturaer, der er modtaget og fratrukket vedrørende arbejdskraft i forhold til den renovering, der blev foretaget, hvilket alt andet lige viser, at der er realitet i fakturaerne.

Fakturaerne er naturligvis medtaget i regnskabet for G1-virksomhed, som A ejer 50 % af, og altså IKKE har bestemmende indflydelse i, som Landsskatteretten lægger til grund for afgørelsen, ligesom A naturligvis har fået refunderet sit udlæg fra G1-virksomhed.

Det er uklart, hvilken betydning Skattestyrelsen og Landsskatteretten mener, at det skal have, at der ikke ses hævninger på A’s konto, idet fakturaerne fra G12-virksomhed ligger en del år tilbage i tid.

Derudover kan betalingen til G12-virksomhed være fortaget kontant fra A’s side. Der er ikke nogen, der har sagt, at A kun kan foretage betaling via en konto eller via en hævning på en konto.

A har drevet (red.branchebeskrivelse.nr.2.fjernet) i mange år, hvor kontanter ofte var betalingsmidlet. Når skatten er betalt, har A jo haft kontanter til at bruge, uden at disse nødvendigvis har været indsat på en konto.

Skattestyrelsen og Landsskatteretten har en besynderlig verdensopfattelse, hvor kun betalinger via konti tilsyneladende er accepteret. En kontant betaling er lige så relevant og lige så legitim, som en elektronisk betaling. Det var den i 2013, det er den fortsat i 2023.

Der ses ikke hævninger på G1-virksomhed’s konto, på A’s konto, men faktum er, at G12-virksomhed har fået betaling, og denne betaling er kommet fra A.

At A får refunderet beløbet fra et selskab, han kun ejer 50 % af, og dermed ikke selv kan træffe beslutninger på vegne af, idet der er en anden person, der ejer de sidste 50 %, underbygger, at der er realitet i, at A har foretaget betalingerne til G12-virksomhed, og at det er sket på vegne af G1-virksomhed, der ejer ejendommene.

Dette faktum ændres ikke af, om der er mellemposteringer mellem A og G1-virksomhed. G12-virksomhed har ikke anført, at de ikke skulle have modtaget betaling, lige som den anden 50 % ejer har accepteret udbetalingerne til A. Hvis der ikke var realitet i betalingerne, ville denne person nok have lagt sag an mod A for at få A til at tilbagebetale pengene, hvis ikke de retmæssigt var udbetalt til A som et udlæg.

Det gøres derfor gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte A af den tilbagebetaling af udlæg, som Skattestyrelsen og Landsskatteretten har foretaget.

3.2.2 Forhold 2 - Landsskatterettens punkt 2 indkomståret 2014

Det er korrekt, som anført af SKAT, at der d. 24. juli 2014 er indsat kr.

475.000 på A’s konto fra G13-virksomhed, cvr. nr. ...11.

Denne overførsel har dog ikke noget med skattepligtig indkomst at gøre, men relaterer sig til en lån, som A har oppebåret hos G13-virksomhed. Dette ses også af bogføringen i G13-virksomhed.

Det forhold, at G13-virksomhed af årsager, der er A ubekendte og uvedkommende, anfører et fakturanummer, gør ikke, at overførslen bliver skattepligtig for A.

Dertil kommer, at G13-virksomhed ifølge Erhvervsstyrelsen er et holdingselskab registreret med branchekode 642020 Ikke-finansielle holdingselskaber, og med et formål:

"Selskabets formål er at virke som holdingselskab samt drive finansiering og investering. "

Det har således formodningen imod sig, at et holdingselskab skulle betale en faktura udstedt af A’s virksomhed, da der ikke i øvrigt har været nogen samhandel mellem G13-virksomhed og A’s virksomhed.

Dertil kommer, at udbetalingen bogføringsmæssigt i G13-virksomhed nedskrives, og at overskriften på bogføringskontoen er lån.

Landsskatteretten henviser til, at der skal fremgå lånevilkår mv. for, at der eksisterer et lån, og henviser i den sammenhæng til SKM 2013.363. Det er korrekt, at der skal anvises lånedokumenter og lånevilkår, hvis der er tale om interesseforbundne parter, og lånet IKKE er bogført hos debitor.

I denne sag er lånet bogført i G13-virksomhed, og der er intet interessefællesskab mellem G13-virksomhed og A. A ejer intet af G13-virksomhed, og det er ikke familiemedlemmer, der er ejere af G13-virksomhed.

Det gøres derfor gældende, at betalingen den 24. juli 2014 er tilbagebetaling af lån, som det tillige fremgår af G13-virksomhed´ bogføring, jf. bilag 16, og at betalingen derfor er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Det gøres derfor gældende, at Skattestyrelsens forhøjelse skal nedsættes til kr. 0.

3.2.3 Forhold 3 - Landsskatterettens punkt 5 indkomståret 2014

Det fremgår direkte af bilagsmaterialet i denne sag, at der er anført "ausgabe" for de betalinger, der er tilbagebetaling af udlæg.

Det er ligeledes et faktum, at A har været på rejse for G4-virksomhed adskillige dage. Det viser GPS udskrifterne fra bilen. Det er således et faktum, at A har haft udlæg for G4-virksomhed.

Tilbagebetaling af udlæg er IKKE skattepligtige og er indkomstopgørelsen uvedkommende. Dette fremgår direkte af den juridiske vejledning afsnit C.A.3.1.5.

Det gøres derfor gældende, at forhøjelsen på kr. 182.534, som Skattestyrelsen og Landsskatteretten mener er yderligere konsulenthonorar, den dog at kunne anvise fakturaer, der underbygger denne påstand, skal nedsættes til kr. 0, idet det fremgår af afregningsbilagene og bankoverførelserne, at der er tale om "ausgabe", altså tilbagebetaling af udlæg, der er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Anbringender til forhold omfattet af både BS 29744/2022-ALB og BS 29746/2022-ALB

3.3.1 Bilen: Forhold 3 - Landsskatterettens punkt 3, og forhold 4 - Landsskatterettens punkt 4 i sag BS 29744/2022-ALB, samt forhold 4 - Landsskatterettens punkt 6 indkomståret 2014, og forhold 5 - Landsskatterettens punkt 6 indkomståret 2015 i sag BS 29746/2022-ALB I SKAT’s afgørelse, nægtes A som et af punkterne retten til afskrivning på den omhandlede (red.bilproducent.nr.1.fjernet), og tillige nægtes A fradrag for de driftsudgifter vedrørende bilen, som A har fratrukket i sin personlige virksomhed.

Det er fortsat uklart for A, hvorfor Skattestyrelsen traf denne afgørelse. Landsskatteretten ændrer dog også på et, af de to væsentlige punkter.

Skattestyrelsen nægtede, at bilen var erhvervsmæssig. Landsskatteretten fastslår imidlertid, at bilen er erhvervsmæssig. Så langt så godt.

Landsskatteretten fastslår tillige, at bilen også er erhvervsmæssig anvendt, og derfor er der grundlag for at foretage skattemæssige afskrivninger og fratrække de erhvervsmæssige udgifter. Det er også det A har anført under hele sagens behandling ved Skattestyrelsen og ved Skatteankestyrelsen. Så det er A også enig i. Landsskatteretten fastslår imidlertid, at der alene kan afskrives med 5 % af afskrivningssaldoen, idet Landsskatteretten skønsmæssigt har fastsat bilens kørsel til at være 5 % erhvervsmæssig.

Dette skøn er hovedsageligt baseret på, at virksomheden, der ejer bilen, altså As virksomhed, er registreret under branchekode (red.branchekode.nr.1.fjernet), (red.branchebeskrivelse.nr.2.fjernet), (red.branchebeskrivelse.nr.3.fjernet) m.v.

Ud fra dette er det Landsskatterettens skøn, at virksomheden alene har et kørselsmønster/kørselsbehov, der berettiger til 5 % erhvervsmæssige afskrivninger og fradrag for udgifter.

Hertil skal bemærkes en række forhold, der gør dette skøn helt uvirkeligt, og slet ikke er udtryk for det myndighedsskøn, der skal foretages, og som skal være virkelighedsnært.

For det første fremgår det direkte oven for under forhold 2, at Skattestyrelsen og Landsskatteretten ønsker at forhøje A’s virksomhed af konsulentydelser leveret i både 2012 og 2013, og at der af regnskabet for 2013 fremgår, at der allerede er selvangivet konsulentydelser for 2013 med mere end kr. 800.000.

Disse konsulentydelser er leveret til G4-virksomhed i Y1-by, hvilket IKKE er anfægtet af hverken Landsskatteretten eller Skattestyrelsen.

Det er derfor en ret væsentlig tilsnigelse, og slet ikke virkelighedsnært, når Landsskatteretten foretager sit skøn over, hvad en (red.branchebeskrivelse.nr.2.fjernet) har af behov for kørsel, når det er et faktum i sagen, som Landsskatteretten ikke selv anfægter, at A igennem sin personlige virksomhed leverede konsulentydelser til en tysk virksomhed, primært fra virksomhedens adresse i Y2-land og til kørsel for denne Y2-land virksomhed rundt i Y2-land.

Det omhandlede køretøj er således primært brugt til erhvervsmæssig transport mellem Y3-by og Y2-land (primært Y1-by) og til kørsel for G4-virksomhed i Y2-land.

For det andet er det A’s opfattelse, at der slet ikke er grundlag for en skønsmæssig ansættelse fra Landsskatterettens side, idet A har udtrukket GPS-udskrifterne for bilen, der viser bilens eksakte placering på eksakte tidspunkter, jf. bilag 32.

Disse udskrifter stammer fra den GPS, der er indbygget i bilen, og dokumenterer i øvrigt også, at betingelserne for afgiftsfritagelse for bilen er opfyldt jf. bilag 36.

Bilens præcise placering kan således konstateres ved hver eneste postering, f.eks. ved at indtaste GPS-koordinaterne i (red.vejvisningsapp.nr.1.fjernet).

Derudover kan der henvises til følgende bilag vedrørende bilen:

• Præmieopgørelse fra G5-virksomhed, vedrørende forsikring af bilen, 2013, 2014 og 2015, jf. bilag 33

• Bilens registreringsattest med A’s virksomhed som registreret ejer, jf. bilag 34

• Faktura fra (red.bilproducent.nr.1.fjernet), jf. bilag 35

• Kvittering for fritagelse af registreringsafgift, jf. bilag 36

• Kvittering fra G6-virksomhed vedrørende justering af forlygter, jf. sagens bilag 37

• Registreringssyn / toldsyn, jf. sagens bilag 38

Alle faktuelle forhold peger således mod en 100 % erhvervsmæssigt anvendt bil, hvorfor der vil være ret til fuldt skattemæssigt fradrag for driftsudgifter på bilen og ret til 100 % skattemæssige afskrivninger.

For det tredje, har Skattestyrelsen selv fritaget bilen for registreringsafgift i henhold til de særlige bestemmelser i registreringsafgiftsloven, som direkte fremgår af den juridiske vejledning afsnit I.A.1.2.

Heraf fremgår, at en bil kun kan blive fritaget for afgift i Danmark, hvis bilen anvendes mere i udlandet, end den samlede private og erhvervsmæssige anvendelse i Danmark.

Altså skal bilen anvendes mere i udlandet end bilen samlet set anvendes i Danmark. Det vil altså sige, at bilen skal anvendes mere end 50 % erhvervsmæssigt i udlandet, før den bliver fritaget for afgift i Danmark.

Derved har Skattestyrelsen allerede, jf. bilag 36, vurderet at bilen anvendes mindst 51 % erhvervsmæssigt, ellers kunne bilen ikke fritages for afgift i Danmark.

Det betyder derfor også, at Landsskatterettens skønsmæssige opgørelse over den erhvervsmæssige anvendelse på 5 %, er i direkte modstrid med den afgørelse, der ligger som bilag 36, hvor bilen bliver afgiftsfritaget i Danmark.

Det er den samme bil, og det virker yderst betænkeligt, at Skattestyrelsen vurderer, at bilen anvendes mere end 50 % erhvervsmæssigt i udlandet til brug for at foretage en registreringsafgiftsfritagelse i Danmark, mens Skattestyrelsen og Landsskatteretten i forhold til fradrag og afskrivning, kommer frem til 0 % for så vidt angår Skattestyrelsen og 5 % for så vidt angår Landsskatteretten.

Afgiftsfritagelse bygger på, at der er kørt mere erhvervsmæssigt i udlandet, end der er kørt samlet erhvervsmæssig og privat i Danmark. Den erhvervsmæssige kørsel skal således alene i udlandet være mere end 50 % af den samlede kørsel, ellers vil bilen ikke kunne afgiftsfritages.

Og bilen er, jf. bilag 36 fritaget for afgift, hvorfor Skattestyrelsen i anden sammenhæng har godtaget A’s kørselsregnskab via GPS-udskrift og fundet, at bilen i hvert fald kører mindst 51 % erhvervsmæssigt i udlandet.

Det er derfor på ingen måde virkelighedsnært, når Landsskatteretten skønsmæssigt fastslår en erhvervsmæssig anvendelse på 5 %. Det er faktisk direkte i strid med Skattestyrelsens egen tidligere vurdering for afgiftsfritagelsen.

Derudover køres der slet ikke privat i Danmark. Der køres udelukkende erhvervsmæssigt, for bilen anvendes alene til at køre fra Danmark til Y1-by og rundt i Y2-land, alt sammen erhvervsmæssigt, hvilket A også har faktureret for, og indtægtsført, hvilket fremgår af virksomhedens bogføring.

Det er derfor i direkte strid med de fremlagte faktuelle forhold, der er underbygget af de GPS - udskrifter, som er sendt til Skattestyrelsen og videreoverbragt til Landsskatteretten, når der skønsmæssigt fastsættes en erhvervsmæssig anvendelse på 5 %.

Af de fremsendte GPS-udskrifter fremgår, at bilen, ud fra de kriterier, der også er opstillet i den juridiske vejledning afsnit I.A.1.2, er 100 % erhvervsmæssig anvendt.

Hverken Landsskatteretten eller Skattestyrelsen har dog villet anvende disse faktuelle forhold.

Det gøres derfor gældende, at det fremgår klart af de faktuelle forhold, at A alene har anvendt den omhandlede bil erhvervsmæssigt til brug for kørsel til Y2-land og i Y2-land for at udføre de fakturerede konsulentydelser, hvorfor der er grundlag for at kunne afskrive 100 % med et årligt beløb på kr. 186.750.

Subsidiært gøres det gældende, at sagen hjemvises til Skattestyrelsen til opgørelse af en virkelighedsnært skøn baseret på de af A fremlagte GPS-udskrifter.

3.4 Anbringender til forhold Skatteministeriets nye påstand om ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2012 fremsat under skriftvekslingen

Under hele sagen, helt tilbage fra da sagen blev behandlet i Skattestyrelsen, og under klagesagsbehandlingen ved Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten, har A gjort gældende, at der var en række indkomster, som ikke vedrørte 2013, men rettelig angik indkomst- året 2012.

Det ses anført oven for under punkt 3.1.2, hvilke beløb de præcist vedrører.

Under hele sagsbehandling har A således gjort Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten opmærksom på, at nogle af de indkomster, der var truffet afgørelse om vedrørte 2013, i stedet vedrørte 2012.

Ingen af disse myndigheder gjorde noget ved dette, desuagtet det blev anført under hele sagen, og desuagtet, at retserhvervelsesprincippet direkte tilsiger, at disse indkomster skulle have været henført til 2012. I stedet beskattede Skattestyrelsen og senest Landsskatteretten disse indkomster i 2013, hvilket er i direkte strid med det skatteretlige retserhvervelsesprincip.

Ovenstående gav pludselig Skatteministeriet anledning til at anføre følgende;

"Såfremt A fastholder sin indsigelse herom, vil Skatteministeriet imidlertid overveje, om der er grundlag for subsidiært at påstå indkomsten beskattet i 2012, hvilket den ubestridt ikke blev, jf. herved skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, og bl.a. UfR2018.1960 H, eller om der er grundlag for at nægte fradrag for udgifter, der er fratrukket i 2013, uagtet at de er faktureret i tidligere indkomstår, jf. herved Landsskatterettens omtale af fakturaen fra G8-virksomhed (bilag 1 i sag 29744, s. 31, 3. afsnit)."

Hertil skal bemærkes følgende:

Retserhvervelsesprincippet er skatterettens almindelige hovedregel om, at en indtægt skal medregnes i indkomstopgørelsen på det tidspunkt, hvor den skattepligtige har et retskrav på beløbet.

Princippet bygger på en fortolkning af statsskattelovens § 4, stk. 1, om "den skattepligtiges samlede årsindtægter (…) bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi".

Det er derved ubestridt, at de samlede "årsindtægter", som den skattepligtige har erhvervet ret til i løbet af det enkelte indkomstår, skal beskattes i dette indkomstår og kun dette indkomstår.

Til trods for, at statsskatteloven ikke indeholder en udtrykkelig regulering af henførelsen af de skattepligtige indkomster til indkomståret, er det dog, som ovenfor anført, almindeligt antaget, at det afgørende for periodiseringen er det tidspunkt, hvor den skattepligtige erhverver et retligt krav på indtægten, og IKKE tidspunktet for den økonomiske opfyldelse af indkomsten.

Det er muligt, som anført af Skattestyrelsen og Landsskatteretten, at betaling af fakturaerne er sket i indkomståret 2013, men det ændrer ikke ved, at fakturaerne er udstedt i 2012.

A har ved udstedelsen af fakturaerne i 2012 allerede oppebåret et retskrav af økonomisk værdi, idet faktureringen er et grundlæggende udtryk for, at det af A’s foretagne konsulentarbejde er afsluttet, og at A herved har opnået krav på indtægten.

Der foreligger således de facto et endeligt retskrav i indkomståret 2012. Dette ses heller ikke bestridt af Skatteministeriet, hvilket egentlig nok er baggrunden for skatteministeriets påstand, som citeret oven for.

Det forhold, at Skattestyrelsen og Landsskatteretten tillægger betalingstidspunktet af fakturaerne afgørende vægt for periodisering af indtægterne, er derimod i strid med det grundlæggende skatteretlige periodiseringsprincip om retserhvervelse, jf. statsskattelovens § 4.

3.4.1 Anvendelsesområdet for skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2

For så vidt angår skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, som Skatteministeriet henviser til, kræver anvendelse af reglen, at der er tale om en ændring, som er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår. Af Skattestyrelsens Juridiske Vejledning (2022) afsnit A.A.8.2.2.1.2.2, fremgår følgende:

"Betingelsen om direkte følgevirkning
Konsekvensændring af en ansættelse på grundlag af SFL § 27, stk. 1, nr. 2, forudsætter, at ændringen er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den kreds af skattepligtige, der er nævnt i bestemmelsen. Dette indebærer, at der skal være en relevant og direkte årsagssammenhæng mellem den ansættelse, der giver anledning til følgeændringen og følgeændringen. Reglen omfatter alle konsekvensændringer, der er en følge af en ansættelsesændring vedrørende borgeren, herunder konsekvensændringer når borgeren har fået medhold i en klagesag […]. Er ansættelsesændringen sket på initiativ af Skatteforvaltningen, omfatter reglen kun begunstigende konsekvensændringer." [Egen understregning]

Den Juridiske Vejledning er som altovervejende hovedregel bindende for Skatteministeriet, og da der ubestridt ikke er tale om en begunstigende konsekvensændring for A, kan forhøjelsen efter Skattestyrelsens eget udsagn slet ikke ske efter bestemmelsen, jf. Den Juridiske Vejledning.

Det fremgår desuden af praksis, at en følgeændring aldrig kan være en situation, hvor myndighederne foretager ændringer i ansættelser, som følge af forkert faktisk og retlig kvalifikation.

Det fremgår således videre af den Juridiske Vejledning afsnit A.A.8.2.2.1.2.2, at:

"Eksempel: Ændring af forkert retsanvendelse udløste ikke direkte følgevirkning i tidligere år. Borgeren havde i en årrække anvendt realisationsprincippet for almindelige aktier. Dette var ikke korrekt, da det pågældende værdipapir var omfattet af ABL og dermed skattemæssigt skulle behandles efter lagerprincippet. Landsskatteretten fandt, at ændring af borgerens skatteansættelse i form af anvendelse af lagerprincippet for det på- gældende værdipapir, er en følge af forkert retsanvendelse, og ikke en direkte følge af ændringerne for de øvrige indkomstår. Se SKM2014.860.LSR."

Det forhold at Skattestyrelsen tillægger betalingstidspunktet, for de i sagen omstridte fakturaer, afgørende vægt for periodisering af indtægterne, er uanfægteligt i strid med det grundlæggende skatteretlige periodiseringsprincip om retserhvervelse, jf. statsskattelovens § 4.

Skattestyrelsens forkerte periodisering er således et udtryk for forkert retsanvendelse, og er efter Landsskatterettens praksis derfor ikke omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2.

Endelig er det afgørende for, om genoptagelse kan ske efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, at den afledte skatteansættelse (den sekundære ansættelse) er en "direkte følge" af en anden skatteansættelse (den primære ansættelse), jf. Skatteministeriets svar på spørgsmål 28 under behandlingen af lov nr. 419 af 2. juni 2003 (lovforslag 175 af 12. marts 2003 med bemærkninger), samt UfR 2011.3105 H, UfR 2018.1960 H og SKM 2020.296 ØLR.

Det anføres således i bemærkningerne til lovforslag 175 af 12. marts 2003, at der forefindes en begrænsning i anvendelsesområdet for skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, hvorefter genoptagelse ikke kan foretages, hvis ansættelsesændringen på det tidspunkt, hvor den forkerte ansættelse blev foretaget, ikke kunne være foretaget under hensyntagen til den almindelige ansættelsesfrist efter skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.

Ministeren har i besvarelsen af spørgsmål 28 under behandlingen af lovforslag nr. 175, derved udtalt, at:

"Har myndighederne således f.eks. for indkomståret 2001 forhøjet skatteansættelsen den 1. februar 2003, dvs. inden for den almindelige ansættelsesfrist, og viser det sig efterfølgende, at indkomsten burde være henført til indkomståret 1997, kunne forhøjelsen ikke være gennemført på det tidspunkt, hvor ansættelsen for 2001 blev gennemført. Fristen var med andre ord sprunget allerede på det tidspunkt, hvor den forkerte ansættelse blev foretaget. […] Havde forhøjelsen derimod vist sig med rette at skulle henføres til indkomståret 2000, ville forhøjelsen kunne være gennemført, da den forkerte forhøjelse for 2001 blev gennemført, og bestemmelsen vil i denne situation finde anvendelse."

I nærværende sag traf Skattestyrelsen afgørelse om ændring af sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2013 den 10. maj 2017 (den primære ansættelse). Hvis Skatteministeriet nu efterfølgende finder, at indsætningerne skulle være henført til indkomståret 2012, er det således en betingelse, at forhøjelsen (den sekundære ansættelse) kunne være gennemført efter de almindelige frister på det tidspunkt, hvor ansættelsen for 2013 blev gennemført.

Idet rettidig varsling af forhøjelse af sagsøgers skattepligtige indkomst for 2012 ikke kan foretages senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, dvs. den 1. maj 2016, jf. den almindelige frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, kunne forhøjelsen (den sekundære ansættelse) ikke være gennemført på det tidspunkt, hvor den forkerte ansættelse (den primære ansættelse) blev gennemført.

Fristen var med andre ord sprunget allerede på det tidspunkt (den 21. juni 2017), hvor den forkerte ansættelse (den primære ansættelse) blev foretaget.

Under hensyn til, at der ikke rettidigt kunne være varslet en forhøjelse af sagsøgers skattepligtige indkomst for 2012, da Skattestyrelsen den 21. juni 2017 traf afgørelse om forhøjelse af indkomsten for 2013, vil en forhøjelse af sagsøgers skat for året 2012 ikke være en direkte følge af en potentiel ændring af skatteansættelsen for 2013, jf. herved UfR 011.3105 H, UfR 2018.1960 og SKM 2020.296 ØLR.

Skatteministeriet har med andre ord ikke hjemmel til at genoptage skatteansættelsen for sagsøgers skattepligtige indkomst for 2012 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2.

Det gøres derfor gældende, at indsætningerne i ovenstående tabel, jf. punkt 3.3 vedrører fakturaer, der faktuelt er indkomståret 2013 uvedkommende, idet der er tale om betalinger, der indgår på A’s konto i 2013, men betalingen sker for fakturaer udstedt i 2012, der således ikke vedrører regnskabsåret 2013, hvorfor de ikke i henhold til retserhvervelsesprincippet kan beskattes i 2013.

3.4.2 Anvendelsesområdet for skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2

For så vidt angår Skatteministeriets indsigelse om, at beskatning skal ske i 2012 frem for 2013 bestrides det, at betingelserne for at ændre A's skatteansættelse for 2012 er opfyldt, idet varslingsfristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 ikke er overholdt.

Efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 kan en ekstraordinær skatteansættelse kun foretages, hvis der reageres inden for 6 måneder efter, at skatteforvaltningen er kommet til kendskab om det eller de forhold, der begrunder fravigelsen af de ordinære frister i skatteforvaltningslovens § 26.

Dette understøttes nærmere bestemt i, at det følger af bestemmelsens ordlyd, at kundskabstidspunktet i forhold til konsekvensændringer i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, er det tidspunkt, hvor skattemyndighederne er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at konstatere, at der forelå et grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 2.

Det er ubestridt, at Skattestyrelsen allerede siden afgørelsen af 21. juni 2017 var i besiddelse af oplysninger, der ikke bare dannede grundlag for en ekstraordinær skatteforhøjelse af skatteansættelsen for indkomsterne i 2013, som sket, men ligeledes gav Skattestyrelsen grundlag til rent faktisk at tage stilling til, hvilket beskatnings år fakturaerne skulle henføres til.

Alligevel vælger Skatteministeriet først nu at antyde en genåbning af indkomståret 2012 for beskatning af fakturaer, hvilket er lang tid efter den lovfæstede 6-måneders reaktionsfrist i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Skattestyrelsens fejlagtige stillingtagen til det rette beskatningsår for de omtvistede fakturaer skyldes Skattestyrelsens markant forkerte retsanvendelse af det almindelige periodiseringskriterie ifølge en ellers fast praksis, hvorved fakturaerne af Skattestyrelsen er henført til et helt forkert indkomstår.

Periodiseringsspørgsmålet i nærværende sag er så åbenbart, at dette helt selvfølgeligt burde være kommet Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten til kundskab lang tid før Skatteministeriets svarskrift i nærværende sag, alene af den grund, at A, allerede i forbindelse med kommenteringen af Skattestyrelsens forslag til afgørelse anførte, at fakturaerne vedrørte 2012, og gentog dette i forbindelse med klage til Landsskatteretten.

A har således direkte gjort Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten opmærksom på, at Skattestyrelsen valgte at periodisere i strid med det almindelige periodiseringsprincip, som Skatteministeriet ikke nu kan forsøge at reparere på.

Og netop derfor kan Skatteministeriet ej heller støtte ret på den i svarskriftet anførte dom UfR2018.1960 H, idet det bestrides, at den er sammenlignelig med nærværende sag.

I UfR 2018.1960 H var spørgsmålet for Skattestyrelsen og Landsskatteretten udelukkende, hvorvidt der var sket maskeret udlodning i forbindelse med salg af en ejerlejlighed. Købsaftalen var desuden indgået på baggrund af et betinget skøde, hvorfor sagen i det hele drejede sig om, hvornår der var indgået en endelig købsaftale, og dermed, hvornår køber havde erhvervet endelig adkomst til ejendommen, idet dette var afgørende for den skønsmæssige værdiansættelse af lejligheden.

Periodiseringsspørgsmålet var som følge af det betingede skøde således også langt mere vanskelig.

Dertil følger, at en stillingtagen til beskatningsåret først foretages for byretten i UfR 2018.1960H.

Hverken Skattestyrelsen eller Landsskatteretten havde således taget stilling til periodisering af den i sagen omhandlende indkomst, idet spørgsmålet her angik, hvorvidt der var tale om maskeret udlodning i forbindelse med salg af en ejerlejlighed.

I nærværende sag kunne der modsætningsvist allerede tages stilling til periodiseringen af indsætningerne ved Skattestyrelsen og Landsskatteretten, idet skattemyndighederne alene ved at påse fakturaernes udstedelsesdato og fakturaernes overførelseskvittering kunne have konstateret, at den korrekte periodisering af indtægterne var 2012 og ikke 2013, jf. det ovenfor anførte retserhvervelsesprincip, hvorved de kunne have ageret inden for skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 og den deri indeholdte 6-månedersfrist.

Nu er de 6 måneder for længst gået siden Skattestyrelsen fik kundskab om periodiseringsproblematikken, hvorfor Skatteministeriet ikke kan bortse fra denne og begære 2012 genåbnet ekstraordinært for byretten - heller ikke med henvisning til UfR 2018.1960H.

Det gøres derfor gældende, at der ikke er hjemmel til at foretage en ekstraordinær ansættelse af 2012, idet Skattestyrelsen på et langt tidligere tidspunkt har haft kundskab til, at disse indkomster i henhold til retserhvervelsesprincippet var skattepligtige i 2012, uanset at betaling sker i 2013, jf. skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2.

¨¨¨¨

A gør således gældende vedrørende Skatteministeriets nye påstand, at betingelserne for at ændre A’s skatteansættelse for 2012 ikke er opfyldt i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, ligesom fristreglen der fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 ikke er iagttaget af hverken Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen,

Landsskatteretten eller Skatteministeriet

…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

3. ANBRINGENDER

3.1 Indsætninger på A's bankkonto

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A er skattepligtig af de indsætninger på i alt kr. 2.167.413,47, som han modtog på sin konto, idet A ikke ved objektive kendsgerninger har løftet sin skærpede bevisbyrde for, at indsætningerne ikke er skattepligtige.

Derudover fremgår det af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, at alt, hvad der af et selskab udloddes til aktionærer eller andelshavere henregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst

Har en skattepligtig løbende haft indsætninger på sin bankkonto af en vis størrelse eller af en vis hyppighed, som ikke ses at være selvangivet, påhviler det den pågældende at bevise, at indsætningerne ikke er udtryk for skattepligtig indkomst, jf. f.eks. UfR 2011.1599 H og UfR 2009.163 H.

Den skattepligtiges forklaringer om indsætningerne skal være bestyrket ved objektive kendsgerninger, jf. UfR 2021.1853 H, UfR 2011.1599 H og SKM2022.105.VLR.

Hvor der er tale om dispositioner mellem interesseforbundne parter, skærpes bevisvurderingen, jf. f.eks. SKM2017.142.ØLR, hvilket også er tilfældet, når der skiftes forklaring undervejs i en skattesag, jf.

SKM2017.408.ØLR og SKM2021.433.ØLR.

3.1.1 Indsætninger fra G4-virksomhed (indkomstårene 2013 og 2014)

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A er skattepligtig af differencen på i alt kr. 1.209.719,78, svarende til differencen mellem den selvangivne indkomst og de konstaterede indsætninger på A’s konto, idet A ikke ved objektive kendsgerninger har løftet sin skærpede bevisbyrde for, at indsætningerne ikke er skattepligtige.

I indkomståret 2013 modtog A indsætninger på en konto

(X9-bankkonti) registreret til sin enkeltmandsvirksomhed, G2-virksomhed V/A ("(red.branchebeskrivelse.nr.2.fjernet)"), for i alt kr. 1.982.615. Overførslerne blev foretaget fra det Y2-land selskab G4-virksomhed, som A via sit holdingselskab ejer 40% af, jf. SKAT’s afgørelse for 2013 (bilag 39 i sag 29744, s. 2, fjerde- og femtesidste afsnit).

A anfører (stævningen i sag 29744, s. 2, sidste afsnit, og s. 3, næstsidste afsnit), at der i regi af (red.branchebeskrivelse.nr.2.fjernet) er udført konsulentarbejde for det Y2-land selskab, og at indsætningerne udgør betaling for dette arbejde. Som følge af karakteren af (red.branchebeskrivelse.nr.2.fjernet) virksomhed, herunder registreringen med branche-koden "(red.branchebeskrivelse.nr.1.fjernet), (red.branchebeskrivelse.nr.2.fjernet), (red.branchebeskrivelse.nr.3.fjernet) m.v.", jf. Landsskatterettens afgørelse (bilag 1 i sag 29744, s. 4, 1. afsnit), og interessefællesskabet mellem A og G4-virksomhed kan det ikke ud fra det foreliggende lægges til grund, at der i regi af (red.branchebeskrivelse.nr.2.fjernet)en er udført konsulentarbejde for det Y2-land selskab i det hævdede - meget betydelige - omfang.

A har henvist til (processkrift 1, s. 6, 2. afsnit), at generalforsamlingsprotokollatet fra G4-virksomhed (bilag 2 i sag 29744) skal "dokumentere, at A har været aktiv omkring selskabet i Y2-land, hvorfor det har været nødvendigt at tage til Y2-land". Eftersom protokollatet alene indeholder et referat af begivenhederne på en generalforsamling, hvor A deltog i sin egenskab af (indirekte) kapitalejer, er protokollatet alene egnet til at bevise, at A (og kun i ét tilfælde) har deltaget i en generalforsamling i regi af selskabet. Protokollatet udgør derfor ikke et bevis for, at A har udført konsulentarbejde for det Y2-land selskab i det hævdede (betydelige) omfang.

As synspunkter (replikken, s. 7, 3. afsnit) om, at det "ikke står i nogen lov, at en virksomhed ikke må lave andet end det, virksomheden er registreret for i CVR registret", er uden sammenhæng med Skatteministeriets synspunkter og ændrer ikke ved, at A ikke har fremlagt nogen form for dokumentation til støtte for, at han i regi af (red.branchebeskrivelse.nr.2.fjernet) har udført konsulentarbejde for G4-virksomhed. Det kan dermed ikke lægges til grund, at A har udført de bredt formulerede arbejdsopgaver oplistet i replikken (s. 6, fjerdesidste afsnit ff.).

Ud over at A ikke har bevist, at de indsatte beløb er relateret til udført arbejde for det Y2-land selskab, er der ikke overensstemmelse mellem indsætningerne på As bankkonto og de beløb, som A har selvangivet.

Af (red.branchebeskrivelse.nr.2.fjernet) regnskab for år 2013 fremgår, at der er bogført indtægter i virksomheden fra det Y2-land selskab på i alt kr. 955.430, jf. Landsskatterettens afgørelse for 2013 (bilag 1 i sag 29744, s. 4, fjerdesidste afsnit, samt bilag 3 og 4 i sag 29744), selvom der som ovenfor nævnt blev overført i alt kr. 1.982.615 fra det Y2-land selskab til A. A har i indkomståret 2013 således modtaget indsætninger for i alt kr. 1.027.185, som ikke er indtægtsført (1.982.615 - 955.430 = 1.027.185).

Tilsvarende modtog A i indkomståret 2014 indsætninger fra det Y2-land selskab på i alt kr. 831.284,88, hvor de bogførte indtægter fra G4-virksomhed i år 2014 til sammenligning udgjorde kr. 648.750, jf. Landsskatterettens afgørelse for 2014 og 2015 (bilag 1 i sag 29746, s. 7, sidste afsnit). I indkomståret 2014 modtog A således indsætninger for i alt kr. 182.534,88, som ikke er indtægtsført (831.284,88 - 648.750 = 182.534,88).

På tværs af indkomstårene 2013 og 2014 har A modtaget indsætninger for i alt kr. 1.209.719,88 (1.027.185 + 182.534,88), som ikke er selvangivet. Der er ikke holdepunkter for A’s indsigelser om, at han ikke er skattepligtig af indsætningerne fra G4-virksomhed, jf. nærmere i afsnit 3.1.1.1 til 3.1.1.4 nedenfor.

3.1.1.1 Indsætningerne vedrører ikke indkomståret 2012

Der er ikke grundlag for A’s synspunkt (stævningen i sag 29744, tabellen på s. 7-8, linje 1, 3, 5-6 og 8) om, at i alt kr. 446.825 af indsætningerne i 2013 udgør betaling for fakturaer udstedt i indkomståret 2012, og at der derfor ikke er grundlag for at beskatte A af disse indsætninger.

Det afgørende for beskatningstidspunktet er, om der er erhvervet endelig ret til indkomsten, og det påhviler i den forbindelse A at bevise, at han ikke har erhvervet ret til indsætningerne i betalingsåret, jf. f.eks. SKM2009.761.VLR, hvoraf også følger, at A’s bevisbyrde er skærpet som følge af interessefællesskabet mellem G4-virksomhed og ham selv. Det er dermed ikke rigtigt, når A anfører (processkrift af 13. februar 2023, s. 5, sidste afsnit), at "Beskatningen følger faktureringen og ikke indbetalingen".

Det forhold, at posteringsteksten og de bagvedliggende fakturaer (bilag E og F) i to (af de hævdede fem) tilfælde indikerer, at betalingen vedrører en faktura udstedt i indkomståret 2012, er ikke et bevis for, at fakturaerne blev udstedt i 2012 - endsige et bevis for, at A erhvervede endelig ret til indkomsten i 2012.

Skatteministeriet anførte allerede i svarskriftet (s. 5, 3. afsnit), at A

Hansen "ikke [har] bevist, at han erhvervede endelig ret til de indsatte beløb i 2012 og ikke 2013". Det er derfor åbenbart urigtigt (og tilmed vildledende), når A hævder (processkrift 1, s. 5, 4. afsnit), at "det er ubestridt, at [A] har erhvervet endelig ret til de indsatte beløb i 2012".

A har desuden ikke opfyldt Skatteministeriets opfordring C og D om at fremkomme med en dokumentereret redegørelse for, hvorfor (red.branchebeskrivelse.nr.2.fjernet) balance for år 2012 angiver, at virksomheden ikke havde ubetalte tilgodehavender i år 2012 (bilag 4 i sag 29744, s. 4), når A samtidig hævder, at der var ubetalte tilgodehavender i 2012, og om at fremlægge (objektiv) dokumentation for, at indsætningerne havde sammenhæng med fakturaer, der blev udstedt og fremsendt i 2012. Det skal også som følge heraf derfor lægges til grund, at betalingerne ikke vedrører fakturaer, der blev udstedt i indkomståret 2012, og at A erhvervede endelig ret til betalingerne i indkomståret 2013.

Når henses til Skatteministeriets synspunkter om 2012-balancens udvisende, er det i sagens natur ikke rigtigt, når A anfører (processkrift 1, s. 4, sidste afsnit), at det er "ubestridt, at A havde ubetalte tilgodehavender i 2012", jf. også svarskriftet, s. 5, 3. afsnit.

Der er ikke grundlag for A’s synspunkt (processkrift 1, s. 5, 1. afsnit) om, at det alene er en formalitet, at (red.branchebeskrivelse.nr.2.fjernet) balance for 2012 angiver, at virksomheden ikke havde ubetalte tilgodehavender i 2012 (bilag 4 i sag 29744, s. 4). Hvis fakturaerne blev udstedt og fremsendt i 2012, ville de både fremgå af virksomhedens bogføring og virksomhedens balance.

Der er således ikke holdepunkter for A’s indsigelse om, at beskatningen skal ske i 2012 frem for 2013.

Hvis retten finder, at der er erhvervet endelig ret til indsætningerne allerede i 2012, gør Skatteministeriet subsidiært gældende, at A skal beskattes af indsætningerne i 2012 i stedet for 2013, idet indsætningerne - i så fald - ubestridt er skattepligtige i 2012 (smh. processkrift af 13. februar 2023, s. 5, 4. og sidste afsnit), og fordi betingelserne for genoptagelse af indkomståret 2012 er opfyldte, jf. nærmere i afsnit 3.4 nedenfor.

3.1.1.2 Indsætningerne er ikke refusion af udlæg

A har ikke fremlagt nogen form for dokumentation til støtte for sit synspunkt (stævningen i sag 29744, tabellen på s. 7-8, linje 2, 7, 15-16, 21 og 24, og stævningen i sag 29746, s. 8, næstsidste afsnit) om, at indsætningerne i indkomstårene 2013 og 2014 for samlet kr. 387.285,49 (204.751,49 + 182.534) fra G4-virksomhed udgør tilbagebetaling af udlæg.

Der er ingen (beløbsmæssig eller øvrig) sammenhæng mellem de indsætninger, som A gør gældende har karakter af udlæg (replikken, tabellen på s. 7-8), de af A udarbejdede oversigter

(bilag 3 og 4 i sag 29746) og de fremlagte kvitteringer (bilag 5-7 i sag 29746). Det er ikke rigtigt, at A har lavet en "indgående redegørelse" for sammenhængen i stævningen og replikken (modsat pro- cesskrift 1, s. 3, tredjesidste afsnit). Tværtimod har A - på tværs af både stævning og replik - alene anført (replikken, s. 5, sidste afsnit) følgende:

"Endeligt skal det blot for fuldstændighedens skyld anføres, at de i sag BS 29746/2022-ALB omtalte bilag 3 - 7 viser, at der er udbetalt AUSGABEN fra det Y2-land selskab til A, og at de er indsat krone for krone på A’s konto som udlæg (AUSGABEN)."

A har således ikke fremlagt eksterne udgiftsbilag, der kan afstemmes med indsætningerne på hans konto. A’s henvisning til posteringsteksterne er ikke et bevis for, at der er tale om refundering af udlæg. At "ausgaben" tilmed betyder "udgift" og ikke "udlæg" - som ellers oprindeligt hævdet af A’s (stævningen i sag 29744, s. 10, 3. afsnit) - understreger, at A ikke har løftet sin bevisbyrde med sin henvisning til posteringsteksterne.

Skatteministeriet opfordrede (B) desuden i duplikken (s. 2, 2. afsnit) A til at redegøre for, dels hvilken sammenhæng, han mente, der bestod, dels hvordan indsætningerne kunne afstemmes "krone for krone" (replikken, s. 5, sidste afsnit). Eftersom A ikke har opfyldt Skatteministeriets opfordring B, skal det lægges til grund, at der ikke består nogen sammenhæng mellem de indsætninger, som A gør gældende har karakter af udlæg (replikken, tabellen på s. 78), de af A udarbejdede oversigter (bilag 3 og 4 i sag 29746) og de fremlagte kvitteringer (bilag 5-7 i sag 29746). Oversigterne og kvitteringerne beviser derfor - også af denne grund - ikke, at indsætningerne har karakter af udlæg.

A har dermed ikke løftet sin bevisbyrde for, at han ikke er skattepligtig af indsætningerne.

3.1.1.3 Dobbeltbetaling af faktura (red.faktura.nr.2.fjernet)

A anfører (stævningen i sag 29744, s. 9, 1. afsnit), at der er foretaget en dobbeltbetaling af faktura (red.faktura.nr.2.fjernet) (bilag 31 i sag 29744), og at han ikke er skattepligtig af det beløb, der er indbetalt for meget (kr. 66.701,83).

A har imidlertid hverken bevist, at der er tale om en dobbeltbetaling, eller at den hævdede dobbeltbetaling er tilbageført. At der skulle være tale om en dobbeltbetaling er i øvrigt i modstrid med, at de to indsætninger er på forskellige beløb (henholdsvis kr. 66.699,97 og kr. 66.701,83) (bilag 31 i sag 29744, s. 1 og 2) og det forhold, at ingen af de indbetalte beløb stemmer overens med den bagvedliggende faktura på kr. 66.850 (bilag 31 i sag 29744, s. 3).

Der er derfor ikke grundlag for A’s indsigelse om, at der ikke skal ske beskatning under henvisning til, at der er foretaget en dobbeltbetaling.

3.1.1.4 A har ikke redegjort for samtlige indsætninger i indkomståret 2013

I indkomståret 2013 modtog A ubestridt indsætninger på i alt kr. 1.027.185, som ikke var selvangivet. A medgiver (stævningen i sag 29744, s. 7, 5. afsnit) at være skattepligtig af yder- ligere kr. 243.334,65. Derudover bestrider A at være skattepligtig af indsætninger for i alt kr. 718.278,32 i indkomståret 2013 under henvisning til de forhold, der er behandlet i afsnit 3.1.1.1 til 3.1.1.3 ovenfor.

A mangler dermed at redegøre for indsætninger på i alt kr. 65.572,03 (1.027.185 - 243.334,65 - 718.278,32) og ikke kr. 17.623,56 som anført af A (stævningen i sag 29744, s. 9, 2. afsnit).

På denne baggrund - hvilket også fremgik af Skatteministeriets svarskrift (s. 6, fjerdesidste afsnit) - er der ikke grundlag for As synspunkt (processkrift 1, s. 3, sidste afsnit) om, at "Skatteministeriet ikke har anvist, at de beregninger, og det bilagsmateriale, som sagsøgeren, A, har fremlagt, ikke skulle underbygge de påstande, som A har nedlagt…".

A har ikke bevist sit synspunkt (stævningen i sag 29744, s. 9, 3. afsnit) om, at han ikke er skattepligtig af de resterende indtægter som følge af, at der er tale om "afrunding af kurs" eller i øvrigt redegjort nærmere for, hvilken skattemæssig betydning dette har.

Heller ikke A’s synspunkt (stævningen i sag 29744, s. 9, 4. afsnit) om, at kr. 18.605 "relaterer sig til den faktura, som A fejlagtigt ikke har fået bogført, jf. bilag 6 [i sag 29744]" kan medføre en reduktion af beskatningen af A, idet fakturaen allerede indgår i de kr. 243.334,65, som A medgiver at være skattepligtig af. Der er ikke grundlag for at indregne fakturaen endnu en gang.

A har dermed ikke bevist, at han ikke er skattepligtig af de resterende indsætninger i 2013 på i alt kr. 65.572,03.

3.1.2 Indsætningen på kr. 482.694,47 (indkomståret 2014)

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A er skattepligtig af den indsætning på kr. 482.694,47, som han ubestridt modtog den 28. april 2014 fra selskabet, G1-virksomhed, som A ejer 50 % af, jf. Landsskatterettens afgørelse for 2014 og 2015 (bilag 1 i sag 29746, s. 4, sidste afsnit) og udskrift fra CVR (bilag C, s. 3, 1. afsnit), idet A ikke har bevist sit synspunkt (stævningen i sag 29746, s. 6, 1. afsnit, og s. 7, 4. afsnit) om, at indsætningen "er tilbagebetaling af udlæg", fordi han har betalt G12-virksomhed for det arbejde, der er udført for G1-virksomhed.

De fakturaer, som A omtaler (stævningen i sag 29746, s. 6, tredjesidste afsnit), er ikke fremlagt for retten, og det er heller ikke bevist, at A har betalt de omtalte fakturaer. Det er desuden ubestridt, at der fra As konto ikke er foretaget tilsvarende betalinger til G12-virksomhed (smh. Landsskatterettens afgørelse i bilag 1 i sag 29746, s. 30, næstsidste afsnit), og A har ikke bevist sit synspunkt (stævningen i sag 29746, s. 6, sidste afsnit), om at "betalingen til G15-virksomhed [kan] være foretaget kontant fra As side".

Derudover er der væsentlige uoverensstemmelser i fakturaerne. Fakturaerne angiver eksempelvis, at betaling skal ske til en konto (X4-kontonummer), som ikke findes, jf. Landsskatterettens afgørelse for 2014 og 2015 (bilag 1 i sag 29746, s. 5, 1. afsnit).

De omtalte fakturaer er ubestridt dateret i perioden fra den 6. februar 2012 til den 2. juli 2012. G12-virksomhed, der angiveligt udstedte fakturaerne, ophørte imidlertid den 30. april 2012, jf. fuldstændig udskrift fra CVR (bilag A).

3.1.3 Indsætningen på kr. 475.000 (indkomståret 2014)

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A er skattepligtig af den indsætning på kr. 475.000, som han ubestridt modtog fra G13-virksomhed den 24. juli 2014 (bilag 1 i sag 29746, s. 6, 4. afsnit), idet A ikke har bevist sit (nuværende) synspunkt (replikken, s. 5, nr. 3 i punktopstillingen) om, at indsætningen er udtryk for et lån ydet til ham.

Under den administrative sag anførte A, at indsætningen var udtryk for udbetaling et lån ydet af G13-virksomhed til A, jf. Landsskatterettens afgørelse (bilag 1 i sag 29746, s. 19, 6. og 7. afsnit). I stævningen anførte A imidlertid (stævningen i sag 29746, s. 8, 4. afsnit), at indsætningen var udtryk for "tilbagebetaling af lån". A anførte herefter (replikken, s. 5, næstsidste afsnit), at det var "et fejlskrift i stævningen", at indsætningen på kr. 475.000 blev omtalt som tilbagebetaling af et lån, idet der ifølge A var tale om udbetaling af et lån til ham. Det er imidlertid ikke blot tilfældet, at A har byttet rundt på "udbetaling" og "tilbagebetaling". A har tilmed anført, at "udbetalingen bogføringsmæssigt i G13-virksomhed nedskrives" (min fremhævning) - altså at A ikke længere havde penge til gode hos G13-virksomhed som følge af en tilbagebetaling.

A’s skiftende forklaringer skærper A’s i forvejen tunge bevisbyrde og understreger behovet for, at der fremlægges objektiv dokumentation for, at der foreligger et lån fra G13-virksomhed til A. A har imidlertid ikke fremlagt nogen form for dokumentation til støtte for, at indsætningen vedrører et lån. A kan hverken i den forbindelse eller i øvrigt løfte sin bevis- byrde ved vidneforklaringen fra NB, jf. f.eks. UfR 2011.1599 H.

A har ikke bevist sit synspunkt (stævningen i sag 29746, s. 7,

6. afsnit) om, at indsætningen er bogført som et lån hos G13-virksomhed. Tværtimod fremgår det af Landsskatterettens afgørelse (bilag 1 i sag 29746, s. 6, 5. afsnit), at der er foretaget en bogføring på bogføringskontoen "X8-bankkonti (red.kontonavn.nr.3.fjernet)" på kr. 475.000 med teksten "(red.kontonavn.nr.3.fjernet)", hvilket i sagens natur ikke beviser, at A har modtaget et lån fra G13-virksomhed.

At indsætningen skulle vedrøre et lån strider i øvrigt med, at posteringsteksten på indsætningen var "fakturanr. (red.faktura.nr.5.fjernet)" (bilag 1 i sag 29746, s. 6, 4. afsnit).

Endelig anfører A (stævningen i sag 29746, s. 8, 3. afsnit), at der "intet interessefællesskab [er] mellem G13-virksomhed og A". NF er ejer af og direktør i G13-virksomhed, jf. udskrift fra CVR for G13-virksomhed (bilag B), og NF ejer ligeledes 50% af G1-virksomhed (hvor A ejer de øvrige 50%), jf. udskrift fra CVR for G1-virksomhed (bilag C). G13-virksomhed og A kan derfor ikke anses for uafhængige parter.

3.2 Difference på selvangivet virksomhedsoverskud og befordringsgodtgørelse

A har for indkomståret 2013 indberettet et overskud af sin virksomhedsdrift på kr. 333.299, jf. Landsskatterettens afgørelse (bilag 1 i sag 29744, s. 5, 2. afsnit). Ifølge A’s regnskab (bilag 4 i sag 29744, s. 3) udgjorde årets resultat imidlertid kr. 441.199. Skatteministeriet gør gældende, at A er skattepligtig af differencen mellem det selvangivne overskud og årets resultat på kr. 107.900 (441.199 - 333.299 = 107.900).

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4, og det påhviler en skattepligtig at selvangive sin indkomst, jf. den dagældende skattekontrollovs § 1, stk. 1. Erhvervsdrivende skal derudover udarbejde et skattemæssigt årsregnskab på baggrund af den løbende bogføring, jf. den tidligere skattekontrollovs § 3 og bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006 om krav til det skattemæssige årsregn- skab for mindre virksomheder.

Det fremgår af bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse (herefter bekendtgørelsen) § 2, stk. 1, 1. pkt., at det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at der føres kontrol med antallet af kørte kilometer.

Af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, fremgår en række specifikke krav til de bogføringsbilag, som danner grundlag for udbetaling af den skattefri befordringsgodtgørelse. Af bogføringsmaterialet skal efter bestemmelsen fremgå oplysninger om 1) modtagerens navn, adresse og CPR-nummer, 2) kørslens erhvervsmæssige formål, 3) dato for kørslen, 4) kørslens mål med eventuelle delmål, 5) angivelse af antal kørte kilometer, 6) de anvendte satser og 7) beregning af befordringsgodtgørelsen.

Bevisbyrden for, at betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse er opfyldt, herunder at der er udøvet fornøden kontrol i overensstemmelse med bekendtgørelsens § 2, påhviler A, jf. SKM2015.73.ØLR og SKM2010.778.VLR.

A har ikke fremlagt nogen form for dokumentation til støtte for sit synspunkt (stævningen i sag 29744, s. 5, 1. afsnit) om, at differencen mellem det selvangivne overskud og årets resultat på kr.107.900 skyldes, at de modtagne kørselsgodtgørelser på i alt kr. 149.000 er skattefrie. Dette synspunkt kan derfor ikke medføre, at A ikke er skattepligtig af differencen.

Der er desuden ikke grundlag for A’s indsigelse (stævningen i sag 29744, s. 5, 1. afsnit) om, at "der er beregnet fradrag for udgifterne til fri bil på kr. 41.100" eller om (stævningen i sag 29744, s. 5, 2. afsnit), at "Landsskatteretten blander faktum fuldstændig sammen vedrørende dette punkt". Landsskatteretten har retmæssigt anført (bilag 1 i sag 29744, s. 30, 6. og 7. afsnit), at A ikke var tilmeldt virksomheds- og kapitalafkastordningen i år 2013, og at beskatning af fri bil under alle omstændigheder ikke indgår ved indkomstopgørelsen. Beløbet på kr.

41.100 indgår dermed ikke i Landsskatterettens afgørelse, og for retten er spørgsmålet derfor udelukkende, om A opfyldte betingelserne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse.

3.3 Erhvervsmæssig brug af bil

Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fradrages ved indkomstopgørelsen. Hvis en bil anvendes både privat og erhvervsmæssigt kan den skattepligtige ikke fradrage den private del af udgifterne. Det påhviler A at bevise, at han har afholdt fradragsberettigede udgifter, jf. f.eks. UfR 2004.1516 H.

Af afskrivningslovens § 11, stk. 1, fremgår, at driftsmidler, som en skattepligtig benytter både til erhvervsmæssige og til private formål, skal afskrives særskilt for hvert enkelt driftsmiddel. Anvendes en bil både privat og erhvervsmæssigt kan den skattepligtige ikke foretage afskrivninger for så vidt angår den private del af bilen. Det påhviler A at bevise, at han er berettiget til at afskrive på bilen, jf. SKM2005.202.ØLR.

A har ikke fremlagt et kørselsregnskab, der påviser omfanget af den erhvervsmæssige benyttelse af A’s personbil af mærket (red.bilproducent.nr.1.fjernet) ("Bilen"). De fremlagte GPS-udskrifter (bilag 9 i sag 29746) opfylder ikke kravene til et kørselsregnskab, idet blandt andet rejsens formål ikke fremgår.

Landsskatteretten var derfor - for så vidt angår både driftsomkostninger og afskrivninger - berettiget til at fastsætte den erhvervsmæssige brug af bilen skønsmæssigt, jf. UfR 2008.935 H, TfS1998, 425 V og ovennævnte SKM2005.202.ØLR.

Det påhviler herefter A at bevise, at Landsskatterettens skøn er åbenbart urimeligt eller hviler på et forkert grundlag, jf. f.eks. UfR 2016.191 H. Denne bevisbyrde har A ikke løftet, jf. nærmere i de følgende afsnit.

A gjorde i stævningen (f.eks. i sag 29744, s. 12, 1. tekstafsnit, og s. 13. 2. afsnit) først gældende, at alle "faktuelle forhold peger således mod en 100 % erhvervsmæssigt anvendt bil", og at "det fremgår klart af de faktuelle forhold, at A alene har anvendt den omhandlede bil erhvervsmæssigt […] hvorfor der er grundlag for at kunne afskrive 100 % med en årligt beløb på 186.750 kr." (min fremhævning). Efter Skatteministeriet i svarskriftet (s. 11, 1. afsnit) påpegede, at Bilen har været anvendt privat til bl.a. skiferier - hvilket A i øvrigt helt har undladt at forholde sig til og dermed heller ikke bestridt - fragik A

disse udsagn og anførte (replikken, s. 12, 3. afsnit), at han "ikke på noget tidspunkt har anført, at bilen udelukkende er anvendt 100% erhvervsmæssigt".

Uanset om A mener, at bilen udelukkende eller kun delvist - hvad der fremstår som en ren efterrationalisering - har været anvendt erhvervsmæssigt, ændrer det ikke ved, at A ikke har bevist, at han har anvendt Bilen erhvervsmæssigt, og at han dermed heller ikke har bevist, at Landsskatterettens skøn er åbenbart urimeligt eller hviler på et forkert grundlag.

Det forhold, at fremlagte GPS-data (bilag 9 i sag 29746) viser, at A har opholdt sig i Y1-by, beviser ikke, at kørslen har været af erhvervsmæssig karakter, jf. herved også det anførte om de manglende beviser for arbejdet for G4-virksomhed indledningsvis i afsnit 3.1.1 ovenfor, da det ikke på baggrund af GPS-dataene er muligt at vurdere, om kørslen rent faktisk har været erhvervsmæssig (modsat stævningen i sag 29744, s. 13, 2. afsnit).

At GPS-dataene skulle bevise, at Bilen har været anvendt erhvervsmæssigt, er tværtimod i strid med, at visningen af de loggede GPS-koordinator konsekvent først begynder - og ophører - omkring koordinaterne 54.971568, 9.381653, dvs. på motorvejen mellem Y7-by og Y8-by, hvilket ikke stemmer med, at A anfører (stævningen i sag 29744, s. 11, 7. afsnit), at Bilen "primært [er] brugt til transport fra Y3-by til Y2-land … ", jf. herved Kammeradvokatens oversigter over bilens placering på et kort (bilag H), der er udarbejdet på baggrund af de fremlagte GPS-koordinater (bilag 9).

Ifølge GPS-dataene ankommer Bilen eksempelvis til Danmark (nærmere bestemt motorvejen mellem Y7-by og Y8-by) den 26. juli 2014, hvorefter der ikke vises flere loggede GPS-koordinator. Næste kørsel ifølge loggen foretages først den 18. september 2014, hvor bilen ifølge GPS-dataene starter køreturen på motorvejen mellem Y7-by og Y8-by for derefter at køre via Y6-by til Y1-by. I perioden fra den 26. juli 2014 til den 18. september 2014 er det således ikke muligt at konstatere, hvor bilen har kørt. Det har selvsagt formodningen imod sig, at bilen har holdt parkeret på motorvejen mellem Y7-by og Y8-by i den næsten to måneder lange periode.

A har ikke fremlagt oplysninger om antallet af kørte kilometer i Bilen, og det er derfor uvist, i hvilket omfang bilen har kørt ud over de ture, loggen viser.

Heller ikke den faktiske kørsel i henhold til GPS-dataene taler for, at kørslen har været erhvervsmæssig. Ifølge GPS-dataene har A eksempelvis opholdt sig i skisportsområdet Y9-område, i uge 7 - og dermed i vinterferien - i 2014 (perioden fra den 8. februar 2014 til den 11. februar 2014), ligesom A ifølge udskrifterne opholdt sig i skisportsområdet Y10-område, fra den 23. december 2015 til den 28. december 2015. A har ikke bevist, at sådanne kørsler til skisportsområder er erhvervsmæssig kørsel.

Tilsvarende har A ikke redegjort for, hvorfor eksempelvis kørsel til Y11-outlet den 12. april 2014 og den 26. juni 2014 udgør erhvervsmæssig kørsel.

A har heller ikke redegjort for, hvorfor GPS-dataene viser, at A i forbindelse med samtlige rejser til Y1-by fra december 2014 og frem til og med hele 2015 har opholdt sig i området omkring Y12-adresse i Y1-by, som er A’s søns privatadresse. Skatteministeriet opfordrede (A) derfor A til at oplyse og dokumentere, hvilke adresser A’s søn har beboet i Y2-land i indkomstårene 2013-2015, samt hvornår A’s søn flyttede til og fra de pågældende adresser (svarskriftet, s. 11, 3. afsnit, og duplikken, s. 4, 1. afsnit). A har - på trods af, at det burde være ret enkelt at fremlægge en bopælsattest fra Y2-land - ikke opfyldt Skatteministeriets opfodring. Det er dermed ikke muligt at konstatere, i hvilket omfang A har opholdt sig hos sin søn, og det må derfor lægges til grund, at A i helt overvejende grad har opholdt sig på sin søns privatadresser i Y1-by, hvilket A - som anført - ikke har påvist noget erhvervsmæssigt formål med.

A’s synspunkt (stævningen i sag 29744, s. 13, 2. afsnit) om, at A "alene har anvendt den omhandlede bil erhvervsmæssigt" harmonerer endelig ikke med, at A for indkomståret 2013 selvangav "private andele fri bil i virksomhedsordning" med kr. 41.100 i indkomståret 2013.

Hverken den fremlagte præmieopgørelse fra G5-virksomhed (bilag 33 i sag 29744), Bilens registreringsattest (bilag 34 i sag 29744), fakturaen fra (red.bilproducent.nr.1.fjernet) (bilag 35 i sag 29744), kvitteringen fra G6-virksomhed (bilag 37 i sag 29744) eller fakturaen fra G17-virksomhed (bilag 38 i sag 29744) beviser, at bilen blev anvendt erhvervsmæssigt.

Heller ikke det forhold at Bilen blev fritaget for registreringsafgift den 15. juli 2013 (bilag 36 og bilag D) beviser, at Bilen rent faktisk blev anvendt erhvervsmæssigt i år 2013 - 2015, idet anmodningen om fri- tagelse blev imødekommet forud for påbegyndelsen af kørslen i Y2-land i november 2013. Fritagelsen blev givet på betingelse af, at A efter en 12-måneders periode kunne dokumentere, at betingelserne for afgiftsfritagelse i perioden var opfyldt (bilag D, s. 1, sidste afsnit), hvilket A ikke har bevist, at han var i stand til.

Det er dermed ikke rigtigt, når A anfører (stævningen i sag 29744, s. 12, tredjesidste afsnit), at "skattestyrelsen i andet sammenhæng [i forbindelse afgiftsfritagelsen] har godtaget A’s kørselsregnskab via GPS udskrift og fundet, at bilen i hvert fald køre mindst 50 % erhvervsmæssigt alene i udlandet". Selv hvis der var modstrid, er Skatteministeriet under alle omstændigheder ikke bundet af Motorstyrelsens vurdering, jf. UfR 2018.3603 H med henvisning til UfR 2017.3366 H.

På baggrund af det ovenfor anførte har A ikke bevist, at han har anvendt Bilen erhvervsmæssigt, og A har dermed heller ikke bevist, at Landsskatterettens skøn er åbenbart urimeligt eller hviler på et forkert grundlag. Der er dermed ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn.

3.4 Indsætningerne på A’s konto er subsidiært skattepligtige i 2012

Hvis retten finder, at A i indkomståret 2012 erhvervede endelig ret til de fem indsætninger på i alt kr. 446.825, som blev indsat på hans bankkonto i 2013 (behandlet i afsnit 3.1.1.1 ovenfor), gør Skatteministeriet subsidiært gældende, at beskatningen skal ske i 2012 i stedet for 2013, jf. nærmere i det følgende.

Det er fra A’s side ubestridt, at indsætningerne var skattepligtige i 2012, og at A ikke allerede er blevet beskattet af disse indsætninger i 2012. Skatteministeriet opfylder desuden de formelle betingelser for at foretage en skatteansættelse af indkomståret 2012, fordi betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt, jf. nærmere i afsnit 3.4.1 og 3.4.2 nedenfor.

3.4.1 Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, om følgeændringer

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., kan en skatteansættelse - uanset fristerne for ordinær ansættelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 26 - ændres, hvis ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår.

Kerneområdet for skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, er forkert periodisering. Bestemmelsen giver adgang til at henføre et fradrag eller indkomst til det rigtige år, hvor det konstateres, at et fradrag eller en indkomst er periodiseret forkert, jf. UfR 2011.3105 H og UfR 2018.1960 H.

Ud over at det ikke rigtigt, når A anfører (processkrift af 13. februar 2023, s. 7, tredjesidste afsnit), at "Skatteministeriets forkerte periodisering er således et udtryk for forkert retsanvendelse", fordi det ikke er Skatteministeriet, der har periodiseret hans indkomst, er den omstændighed, at indkomsten måtte være periodiseret forkert under alle omstændigheder uden relevans for vurderingen af, om skattemyndighederne skal have medhold i sin subsidiære påstand om periodisering i 2012 eller ej.

Det er heller ikke rigtigt, når A anfører (processkrift af 13. februar 2023, s. 6, sidste afsnit f.), at genoptagelse af indkomståret 2012 er udelukket, fordi der "ikke er tale om en begunstigende konsekvensændring for sagsøgte [rettelig sagsøger, A]". A’s synspunkt har hverken støtte i bestemmelsens ordlyd, forarbejder eller andre kilder.

Heller ikke det afsnit i Den juridiske vejledning om "Betingelsen om direkte følgevirkning", som A har citeret (processkrift af 13. februar 2023, citatet på s. 6), støtter As synspunkt. Den situation, som A har fremhævet i det omtalte citat, angår udtrykkeligt den situation, hvor ansættelsesændringen er sket på initiativ af Skatteforvaltningen. Dette er ikke situationen i nærværende sag, hvor det er A, der påstår sin skatteansættelse for 2013 ændret. A har til støtte for sit synspunkt henvist til det overordnede afsnit i Den juridiske vejledning (A.A.8.2.2.1.2.2), der vedrører genoptagelse Skatteforvaltningens initiativ. Hvis A i stedet havde citeret fra det afsnit i Den juridiske vejledning, der vedrører genoptagelse på borgerens initiativ (A.A.8.2.2.2.2.2), ville dette også være endnu mere tydeligt, idet der står: "Reglen omfatter alle konsekvensændringer, der er en følge af en ansættelsesændring på borgerens initiativ, herunder konsekvensændringer når borgeren har fået medhold i en klagesag".

Det er en forudsætning for ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, at der på det tidspunkt, hvor ansættelsen i det forkerte år blev foretaget, kunne være foretaget en ansæt- telse i det rette indkomstår - enten inden for de ordinære frister (skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1) eller i overensstemmelse med reglerne om ekstraordinær ansættelse (skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 18), jf. herved de specielle bemærkninger til bestemmelsen (lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003, bemærkninger til den dagældende § 35, stk. 1, nr. 2).

Det er dermed ikke rigtigt, når A anfører (processkrift af 13. februar 2023, s. 8, 2. tekstafsnit), at det er "en betingelse, at forhøjelsen (den sekundære ansættelse) kunne være gennemført efter de almindelige frister på det tidspunkt, hvor ansættelsen for 2013 blev gennemført" (min fremhævning), og af spørgsmålet (spørgsmål 28 til L 175 af 12. marts 2003, bilag 10 til lovforslaget) er ikke udtryk herfor.

De afgørelser, som A har henvist til (UfR 2011.3105 H, UfR 2018.1960 H og SKM2020.296 (antageligvis rettelig SKM2020.396.ØLR), er heller ikke udtryk for, at ændringen skulle kunne være foretaget på tidspunktet for den oprindelige ansættelse.

Under de foreliggende omstændigheder, hvor A har modtaget ikke ubetydelige indsætninger på sin bankkonto fra G4-virksomhed uden at oplyse skattemyndighederne om dette, foreligger der (mindst) grov uagtsomhed, og skattemyndighederne kunne derfor på tidspunktet for den oprindelige ansættelse have forhøjet As indkomst for 2012 i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, jf. f.eks. SKM2021.162.ØLR og SKM2015.689.VLR. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, er derfor opfyldt.

3.4.2 Reaktionsfristen

Det er yderligere en betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., er overholdt.

Når en ændring i skatteansættelsen sker ved rettens afgørelse, regnes reaktionsfristen i medfør af skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, fra domsafsigelsestidspunktet, jf. UfR 2018.1960 H. Der er derfor ikke grundlag for As synspunkt (replikken, s. 10, næstsidste afsnit) om, at reaktionsfristen skal regnes fra tidspunktet for Skattestyrelsens afgørelse.

Dette fremgår også udtrykkeligt af det afsnit i Den juridiske vejledning

(afsnit 2022-1, afsnit A.A.8.2.2.1.2.2), som A selv har citeret (processkrift af 13. februar 2023, citatet på s. 6). A har i sit citat dog - meget belejligt - undladt den understregede del af citatet:

" […] Reglen omfatter alle konsekvensændringer, der er en følge af en ansættelsesændring vedrørende borgeren, herunder konsekvensændringer når borgeren har fået medhold i en klagesag. Her regnes reaktionsfristen i relation til konsekvensændringen fra afgørelsen i klagesagen. […]" (min fremhævning).

3.5 Ikke grundlag for hjemvisning

A har nedlagt 10 subsidiære påstande om hjemvisning af "sagen" til fornyet behandling. Der er ikke grundlag for hjemvisning af sagerne. En hjemvisning forudsætter, at en fornyet administrativ behandling er påkrævet, hvilket A ikke har påvist er tilfældet.

For så vidt angår de to hjemvisningspåstande i sag 29746 vedrørende "Forhold 4 - Landsskatterettens punkt 6 indkomståret 2014" og "Forhold 5 - Landsskatterettens punkt 6 indkomståret 2015" - dvs. spørgsmålet om fradrag for afskrivninger på Bilen - har A gjort gældende (stævningen i sag 29746, s. 11, 4. afsnit), at "sagen hjemvises til skattestyrelsen til opgørelse af en virkelighedsnært skøn baseret på de af A fremlagte GPS-udskrifter".

GPS-udskrifterne giver ikke skattemyndighederne grundlag for at foretage et skøn over A’s erhvervsmæssige kørsel, fordi GPS-udskrifterne ikke beviser, at han opfylder fradragsbetingelserne, hvilket er en forudsætning for, at der kan skønnes, jf. herved landsrettens afgørelse UfR 2014.1193 H (Højesteret afgjorde sagen på et andet grundlag). Det forhold, at Landsskatteretten har foretaget et lempeligt skøn og tilkendt A et skønsmæssigt fradrag for afskrivninger med 5%, ændrer ikke herpå og kan ikke begrunde en hjemvisning af sagen.

For så vidt angår de resterende otte hjemvisningspåstande vedrørende de øvrige "forhold" i Landsskatterettens afgørelser, har A ikke fremsat anbringender til støtte for hjemvisningspåstandene, og han har allerede af den grund ikke påvist, at der er grundlag for hjemvisning

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Uanset at sagen angår stillingtagen til sagsøgerens 9 enkeltpåstande kan retten tiltræde sagsøgtes opfattelse, hvorefter der overordnet er 3 problemstillinger, der skal tages stilling til:

1. For det første er spørgsmålet, om A har løftet sin bevisbyrde for, at han ikke er skattepligtig af en række beløb indsat på hans konto. Således blev der i årene 2013 og 2014 foretaget ubeskattede indsætninger fra G4-virksomhed på i alt 1.209.719,88 kr., hvortil kommer at der i 2014 tilsvarende blev indsat 428.688,12 kr. fra G1-virksomhed og 475.000 kr. fra G13-virksomhed. Herunder skal der tages stilling til, om A har godtgjort, at et beløb på 446.825 kr. angår indkomståret 2012, at 204.751,59 kr. drejer sig om udlæg og at 66.701,83 kr. er en dobbeltbetaling.

2. For det andet er spørgsmålet om A har godtgjort, at betingelserne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse er opfyldt.

3. For det tredje skal der tages stilling til, om der er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skønsmæssige ansættelse af den erhvervsmæssige brug af A’s bil.

Ad 1. Beløb indsat på A’s konto

Det kan lægges til grund at der i alt i 2013 og 2014 er blevet indbetalt 2.167.413,47 kr. på A’s konto. Beløbene er ubeskattede og er som nævnt ovenfor overført fra selskaberne G4-virksomhed, G1-virksomhed og G13-virksomhed, der alle må anses som interesseforbundne med A.

Det fremgår af statsskattelovens § 4, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig, og det påhviler en skattepligtig at selvangive sin indkomst, jf. den dagældende skattekontrollovs § 1, stk. 1. Herudover fremgår det af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, at alt, hvad der af et selskab udloddes til aktionærer eller andelshavere henregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Henset til størrelsen og hyppigheden af de pågældende indbetalinger påhviler det A at bevise, at indsætningerne ikke er udtryk for skattepligtig indkomst. Hans forklaringer herom skal, som det blandt andet fremgår af UfR 2021.1853 H, være bestyrket ved objektive kendsgerninger.

Vedrørende beløbet på i alt 1.209.719,88 kr., som A modtog fra G4-virksomhed finder retten ikke, at han har godtgjort, at han ikke er skattepligtig af dette beløb. Retten tiltræder videre, at A hverken har dokumenteret. at beløbet på 446.825 kr. rettelig angår indkomståret 2013, at en del af indsætningerne rettelig angår udlæg eller, at et af beløbene angik en dobbeltbetaling.

Med hensyn til indsætningerne fra G1-virksomhed og fra G13-virksomhed tiltræder retten ligeledes Landsskatterettens vurdering.

Herefter og i øvrigt af de grunde, som Landsskatteretten har anført, og da det, der er fremkommet for retten ikke kan føre til et andet resultat, frifindes skatteministeriet ad dette punkt.

Ad. 2. Befordringsgodtgørelse

Af de grunde, der er anført af Landsskatteretten, og da det der er fremkommet for retten, ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder retten, at A ikke har godtgjort, at han opfyldte betingelserne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse. Skatteministeriet frifindes derfor også ad dette punkt.

Ad 3. Skønsmæssige ansættelse af den erhvervsmæssige brug af bilen

Det tiltrædes, at der er grundlag for at fastsætte den erhvervsmæssige brug af bilen skønsmæssigt. Herefter og idet det skøn som Landsskatteretten har foretaget ikke kan anses for åbenbart urimeligt eller som hvilende på et forkert grundlag, tiltræder retten også Landsskatterettens afgørelse ad dette punkt.

Sammenfatning og sagsomkostninger

Som følge af ovenstående frifindes Skatteministeriet for samtlige de påstande som A har nedlagt.

Efter det resultat skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Efter omstændighederne fastsættes sagsomkostningerne samlet for de to sager, der efter rettens vurdering kan anses for nogenlunde ligeværdige. Efter sagernes værdi, forløb og udfald fastsættes sagsomkostninger til dækning af advokatudgift med 150.000 kr. Beløbet er inkl. moms, idet Skatteministeriet ikke er momsregistreret.

T H I K E N D E S F O R R E T:

Skatteministeriet frifindes for påstandene nedlagt af A.

A skal inden 14 dage til Skatteministeriet betale 150.000 kr. i sagsomkostninger.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.