Dato for udgivelse
25 Mar 2020 13:32
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
17 Feb 2020 13:25
SKM-nummer
SKM2020.131.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
Retten i Lyngby, BS-246/2015-LYN:
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder
Emneord
lån, låneaftale, frigjort, ejendom, gældsfrigørelse, skattekrav
Resumé

Spørgsmålet i sagen var, om en kommanditist var skattepligtig af en kursgevinst i fremmed valuta opnået ved, at det kommanditselskab, som vedkommende var kommanditist i, ved afståelsen af sin ejendom blev frigjort fra et lån, hvor hæftelsen var begrænset til ejendommen og afkastet heraf (et non recourse-vilkår).

Retten fandt, at kursgevinstlovens § 24 ikke fandt anvendelse og henviste bl.a. til, at det fulgte af låneaftalen, at långiveren ikke kunne gøre krav gældende mod kommanditselskabet ud over overdragelse af ejendommen.

Idet låneaftalen var født med non recoursevilkåret, fandt retten også, at kursgevinstlovens § 21 ikke

fandt anvendelse, idet der ikke forelå en eftergivelse af gæld i kursgevinstlovens § 21’s forstand.

Med henvisning til kursgevinstlovens forarbejder fandt retten videre, at der ikke var grundlag for at antage, at kursgevinstlovens § 23 kun fandt anvendelse på valutakurssvingninger.

Endvidere fandt retten, at kommanditisten ikke havde dokumenteret en praksis, der kunne føre til et andet resultat, og at der ikke var grundlag for at bedømme kursgevinsten efter eller i sammenstød med ejendomsavancebeskatningsloven.

Endelig fandt retten, at kursgevinsten skulle bedømmes i forhold til gældsfrigørelsen og ikke i forhold til resthæftelsen over for kommanditselskabet.

Retten tog derfor Skatteministeriets påstand om forhøjelse af kommanditistens indkomst til følge.

Retten frifandt endvidere Skatteministeriet for kommanditistens påstand om, at der enten ikke skulle ske forrentning af restskatten, eller at forrentningen subsidiært først skulle ske fra dagen efter Skattestyrelsens opgørelse af skattekravet som følge af byrettens dom.

Reference(r)

Kursgevinstlovens § 1, stk. 1. nr. 2

Kursgevinstlovens § 23

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-1 C.B.1.4.3.3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-1 C.B.1.4.3.7

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Landsskatterettens afgørelse, jr.nr. 14-2343410

Sagen er anket til ØLR, men ankesagen er derefter hævet.

Appelliste

Parter  

Skatteministeriet

(v/advokat Mattias Chor) 

mod 

(v/advokat Karsten Thomas Henriksen) 

Afsagt af byretsdommer

Ivan Larsen, Line Kornerup og Helle Hjelm Poulsen (førstnævnte som retsformand)

Sagens baggrund og parternes påstande 

Sagen er anlagt den 25. november 2015 og behandlet under medvirken af tre dommere.

Sagen drejer sig om, hvorvidt A som medinvestor i kommanditselskabet G1 har opnået en skattepligtig kursgevinst på et lån optaget i britiske pund (GBP) med et såkaldt nonrecourse vilkår, dvs. uden hæftelse ud over den stillede sikkerhed. Spørgsmålet er nærmere, om A fik en skattepligtig kursgevinst, da kommanditselskabet afstod den ejendom, der som eneste aktiv var stillet til sikkerhed for lånet, og kommanditselskabet dermed blev frigjort for en gældsforpligtelse på 8.063.893 GBP mod afståelse af ejendommen vurderet til 4.326.000 GBP og således undgik at betale differencen på 3.737.893 GBP.

Skatteministeriet har påstået, at A skal anerkende, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2010 forhøjes med 4.568.166 kr., og at konsekvensændringerne i virksomhedsindkomsten under virksomhedsordningen for indkomstårene 2010-2012 hjemvises til Skattestyrelsen.

A har nedlagte følgende endelige påstande: 

Påstand nr. 1: Der nedlægges principalt påstand om frifindelse. Der nedlægges subsidiært påstand om, at retten hjemviser sagen til Skattestyrelsen til fornyet behandling.

Påstand nr. 2: Såfremt A beskattes af en gevinst omfattet af denne sag, skal skattekravet ikke forrentes, subsidiært skal skattekravet ikke forrentes før fra dagen efter Skattestyrelsens opgørelse af skattekravet som følge af byrettens dom.

Skatteministeriet har heroverfor påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen 

Den 31. august 2015 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse:

"… 

Faktiske oplysninger 

G2 udbød i 1997 i et prospekt anparterne i G1 til salg til 10 investorer. Ifølge vedtægterne for kommanditselskabet har selskabet til formål at drive virksomhed ved køb og udlejning af hotelejendommen G3, Y1-Adresse. Stamkapitalen i selskabet udgør 35 mio. kr., der er opdelt i 100 kommanditanparter á 350.000 kr. Ved tegningen skulle der for hver kommanditanpart kontant indbetales 63.680 kr. Der er ikke i en 10-årig periode budgetteret med indbetalinger af kommanditisternes resthæftelse. Der er budgetteret med en investeringshorisont på 10 år.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt blev kommanditkapitalen udvidet fra 35 mio. kr. til 45,5 mio. kr. Det fremgår af årsrapporten for kommanditselskabet for 2009, at stamkapitalen udgør 45,5 mio. kr., heraf udgør den kontante stamkapital 6.368.000 kr. Ikke indbetalt stamkapital udgjorde pr. 31. december 2009 i alt 39.132.000 kr.

Den ansvarlige deltager i kommanditselskabet er G4, der hæfter ubegrænset for alle selskabets forpligtelser.  Kommanditisterne hæfter alene begrænset med den tegnede kapital. Det fremgår af vedtægternes § 3, at kommanditisterne hæfter solidarisk for 2. prioriteten, idet hæftelsen dog er maksimeret til 18,000 britiske pund pr. andel (GBP). Det er bestemt, at den solidariske hæftelse for 2. prioritetens nedskrives forholdsmæssigt med erlagte afdrag på 2. prioriteten.

Af vedtægternes § 4 fremgår følgende: 

"Selskabets virksomhed finansieres ved de af kommanditisterne foretagne kontante indbetalinger og i øvrigt ved optagelse af lån, for hvilke bestyrelsen er bemyndiget til at give sikkerhed alene i selskabets aktiver, dog bortset fra 2. prioriteten, jf. § 3, hvor der tillige er begrænset personlig hæftelse." 

Af § 5, sidste pkt. fremgår, at kommanditisterne ikke har ret til at hæve noget á conto beløb og/eller modtage kapital fra kommanditselskabet, så længe kommanditselskabets lån ikke er indfriet.

Det er i prospektet oplyst, at købesummen for investeringsejendommen udgør 10,375,000 GBP ekskl. købsomkostninger og honorar til projektudbyderen. Det er videre oplyst, at finansieringen forventes sammensat af en 1. prioritet på 7,750,000 GBP, en 2. prioritet på 1,500,000 GBP, et sælgerpantebrev på 750,000 GBP og et gældsbrev på 415,000 GBP.

Den 31. december 1997 underskrev G1 en låneaftale med G5 om en lånefacilitet på 7,800,000 GBP.

I låneaftalens afsnit 5 er der indeholdt bestemmelser om betaling af rente af den til enhver tid værende restgæld. I låneaftalens afsnit 6 er der indeholdt bestemmelser om betaling af afdrag. I låneaftalens afsnit 15 er der indeholdt bestemmelser om hvilke begivenheder, der vil blive anset som misligholdelse af låneaftalen fra låntagerens side.

Af afsnit 16 fremgår følgende: 

The Borrower will on demand fully indemnify the Lender, and keep it fully indemnified, from and against every loss or expense which the Lender may suffer as a result of any default in punctual payment of any moneys due, or from any accelerated repayment consequent upon clause 15, but in determining the amount of any such loss or expense, credit will be given to the Borrower (so far as appropriate) for any default interest paid to the Lender pursuant to clause 11."  

Af afsnit 25 fremgår følgende: 

"The liability of the Borrower under this agreement and under the Charge over the Property and any other Security Documents from time to time entered into by the Borrower in favour of the Lender shall be limited to the Property and any sale proceeds therefrom payable to the Borrower and any rent, insurance monies, or other monies or any claims, expenses or demands arising from time to time in relation to the Property and shall not in any circumstances extend to any property, assets, undertaking or any other rights whatsoever (whether actual or contingent) of the Limited Partners." 

Af "Schedule I The Form of Charge" til låneaftalen mellem G1 og G5 er der fastsat bestemmelser om, at långiver kan tage ejendommen til brugelig pant.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt i 1997 tegnede klageren 10 andele i G1. Klageren indbetalte kontant 636.800 kr. for anparterne, hvorefter hans resthæftelse udgjorde 2.863.200 kr. Kommanditisternes samlede resthæftelse i kommanditselskabet udgjorde efter tegning af 100 anparter á 350.000 kr. 28.632.000 kr.

Samtlige kommanditanparter blev i 1997 solgt. 1 2009 "købte" kommanditselskabet 10 anparter fra en kommanditist, som trådte ud af kommanditselskabet. Omstændighederne i forbindelse med "købet" er ikke nærmere oplyst.

Klageren ejede før "købet" 10 % af kommanditselskabets aktiver. Efter "købet" ejede klageren 11 1/9 (11,11 %) af kommanditselskabets aktiver, idet antallet af kommanditister efter "købet" var 9 mod tidligere 10.

Det er oplyst, at lejeren af kommanditselskabets ejendom på grund af finanskrisen og den almindelige økonomiske afmatning på et ikke nærmere oplyst tidspunkt i 2009 ikke betalte huslejen. Kommanditselskabet betalte som konsekvens heraf ikke ydelserne på lånet til G6(G6), som den 5. juli 1999 havde overtaget alle aktiverne, herunder også tilgodehavendet hos kommanditselskabet fra G5. Det er videre oplyst, at G6 i august 2009 tog ejendommen til brugelig pant.

I efteråret 2010 solgte G1 kommanditselskabets ejendom til G6 for 4,326,000 GBP. Betingelserne og vilkårene for salget er indeholdt i en "Contract for Sale" mellem G1 som sælger og G6 som køber.

Af afsnit 17 i overdragelsesaftalen fremgår følgende: 

"The liability of the Seller (here meaning G1) under this Agreement and under this Agreement and under the Transfer of the Property (and any other document from time to time supplemental to this Agreement) shall be limited to the assets of the Seller (but excluding any rights of the Seller to claim for uncalled capital from any limited partner of the Seller) and shall not in any circumstances extend to any limited partner of the Seller or their assets."

Salgsprisen på 4,326,000 GBP er beskrevet i en vurderingsrapport indhentet af G6.

Af Land Registry ("tingbogsudskrift") af 13. september 2010 fremgår, at G1 (Transferor) overdrager hotelejendommen til G6 (Transferee). I felt 8 er gjort følgende notebemærkning: 

"The transfer is in satisfaction of all debts and liabilities (whether present or future and whether actual or contingent) owed by the Transferor to the Transferee (and including without limitation any debts and liabilities of the Transferor to the Transferee) pursuant to a loan agreement dated 31 December 1997 and made between the Transferee (1) and the Transferor (2)." 

Af revisionspåtegningen i årsrapporten for G1 for 2009 fremgår følgende:  

"Uden at det har påvirket vores konklusion, gør vi opmærksom på, at der er usikkerhed om selskabets evne til at fortsætte driften. G1s evne til at fortsætte driften vil være afhængig af investorernes fortsatte evne til at foretage indskud af nødvendig kapital. Ledelsen bedømmer ud fra denne forudsætning samt de foreliggende omstændigheder, hvor lejer er gået konkurs og selskabets långiver har taget brugelig pant i selskabets ejendom, at årsregnskabet stadig kan aflægges under forudsætning af forsat drift. Vi er enig i ledelsens vurdering af, at selskabets årsrapport aflægges med fortsat drift for øje." 

Det fremgår af kommanditselskabets balance pr. 31. december 2009, at 2. prioritetslånet er indfriet. Restgælden på lånet hos G6 efter regnskabsmæssige nedskrivninger er optaget til 28.810.950 kr. svarende til 8,063,893 GBP. Differencebeløbet mellem restgælden på 8,063,893 GBP og salgssummen for ejendommen på 4,326,000 GBP udgør 3,737,893 GBP.

Af note 9 til årsrapporten fremgår, at den regnskabsmæssige værdi af gælden til G6 på 28.810.950 kr. er fremkommet således: 

 

Restgæld 

Restgæld 

2008 

Banklån GBP (kurs 8,231) 

7,576,248 GBP 

62.365.401 kr.

57.942 t. kr.

Tilskrevne ikke betalte renter 

487.645 GBP 

4.014.147 kr. 

 0 t. kr. 

 

8,063,893 GBP 

66.379.548 kr.

59.942 t. kr.

 

Det fremgår af resultatopgørelsen, at der er fratrukket finansielle udgifter på 4.095.525 kr., heri er indeholdt renteudgifter på lånet hos G6 på 3.072.443 kr.

Af skattebilaget for 2010 fremgår, at genvundne afskrivninger (tab) på bygninger og særlige installationer ved salget af ejendommen i 2010 til G6 er opgjort på grundlag af en kontant anskaffelsessum for bygningerne på 103.819.522 kr. og foretagne skattemæssige afskrivninger på 63.0190.266 kr. Ved omregningen til kontantværdi, indgår gælden til G6 til kurs 100. Den ikke afskrevne værdi et opgjort til 40.729.256 kr.

Af salgssummen på 4,326,000 GBP er 1,081,500 GBP henført til grunden. Salgsprisen for bygningen på 3,244,500 GBP er omregnet til 29.067.050 kr. Tabet efter afskrivningsloven er opgjort til 11.662.105 kr. (29.067.050 kr. - 40.729.256 kr.). For 1/9 anpart svarer det til et fradrag (tab) i indkomsten i 2010 på 1.295.789 kr.

Tab efter ejedomsavancebeskatningsloven er i skattebilaget opgjort til 865.542 kr. for 1/9 anpart.

I skattebilaget for kommanditisterne for 2010 er for kommanditister, der anvender realisationsprincippet opgjort en skattepligtig kursgevinst på den del af gælden til G6, der blev betalt via salgsprisen på ejendommen på 4,326,000 GBP.

Der er mellem klageren og SKAT enighed om, at restgælden til G6 faldt bort.

Der er mellem klageren og SKAT uenighed om, hvorvidt klageren realiserede en gevinst på den del af gælden i britiske pund til G6, der faldt bort i forbindelse med salget af ejendommen til G6.

Det er ubestridt, at klageren siden sin indtræden i kommanditselskabet i 1997 har fratrukket sin forholdsmæssige andel af renteudgifterne på kommanditselskabets lån hos G6.

Efter salget af ejendommen blev kommanditselskabet opløst.

Der er mellem SKAT og klageren enighed om, at klagerens resthæftelse på hans 11,1 % af anpartskapitalen forud for likvidationen af G1 i 2010 udgjorde 3.141.866 kr.

Under sagens behandling i Landsskatteretten har klagerens repræsentant bedt EU om at opstarte et pilot-projekt omkring lovligheden af kursgevinstlovens § 23.

European Commision, Directorate-General Taxation and Customs Union har i et brev af 24. juli 2014 tilkendegivet, at European Commission finder, at kursgevinstlovens § 23 ikke er i strid med EU-retten. Følgende fremgår bl.a. af svaret af 24. juli 2014: 

1. Your Complaint 

"You explain that the Danish Capital Gains Act (Kursgevinstloven, herinafter "KGL") treats gains on non-recourse loans in connection with a write off of the debt differently depending on whether the loan is in DKK or in foreign currency such as EUR.

If the loan is in DKK, the write off gain is tax-free for the debitor under Section 21 KGL since the creditor is prohibited by the law from claiming further payment from the debtor.

If the loan which has been written off is in foreign currency, the gain following the write-off will be taxable under Section 23 KGL, if the net gain or net loss of the debtor for that year exeeds 2.000 DKK. The same condition is applicable for all currency gains as well as deductibility of currency losses." 

Efter at have fastslået, at "a Danish resident" kan optage lån hos en udenlandsk långiver, og at "two Danish resident" at indgå aftale om optagelse af et lån i en udenlandsk valuta, og at begge forhold behandles ens efter kursgevinstlovens § 23, udtalte European Commision følgende: 

"The correct domestic situation with which to compare the treatment of a loan to a Danish resident from a non-resident creditor in another EU or EEA currency than DKK is therefore the situation where a Danish resident has contracted a loan from a Danish creditor in such a currency. The conditions for taxing the gain resulting from the write-off of the loan are identical in both situations.

Therefore, there does not seem to be any restriction on the free movement of capital in this case and provisions of Section 23 KGL do not amount to an infringement of EU law." 

Landsskatteretten traf den 5. februar 2015 afgørelse i 6 sager, herunder i sag nr. 14-2234838, vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt klagerne, som alle er kommanditister i G1, realiserede en skattepligtig kursgevinst på restgælden til G6, der blev indfriet/faldt bort ved salg af kommanditselskabets ejendom. Tre retsmedlemmer voterede for at give klagerne medhold. Retsformanden dissentierede og voterede for at stadfæste SKATs afgørelse. Retten traf afgørelse efter stemmeflertallet.

Skatteministeriet har indbragt Landsskatteretten afgørelse i de 6 sager for domstolen. For en kommanditist med en ejerandel svarende til klagerens ejerandel i kommanditselskabet er der nedlagt påstand om, at indkomsten forhøjes med 4.568.166 kr.

SKATs afgørelse 

Ved salget af ejendommen til G6 i 2010 blev kommanditisterne frigjort for at betale deres forholdsmæssige andel af gælden til G6. Kursen på britiske pund i forhold til danske kroner udgjorde ved stiftelsen af gælden 1130,66. Kursen på britiske pund i forhold til danske kroner udgjorde ved frigørelsen for gælden 823,17. Ved salget af ejendommen blev kommanditisterne frigjort for at betale 3,737,893 GBP. Gældsposten er stiftet til kurs 100 og indfriet til kurs 0.

Gevinst på fremmed valuta skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det fremgår af kursgevinstlovens § 23.

Gældseftergivelsen er ikke anset for skattefri efter kursgevinstlovens § 24.

Der er ikke tale om en gældseftergivelse, men en indfrielse idet G6 har modtaget det beløb, som G6 i henhold til låneaftalen har krav på. Da der er tale om et non-recourse lån, kan G6 alene kræve betaling med aktivets værdi. Kommanditselskabet og dermed kommanditisterne slap derved for at betale restgælden.

Uanset om forholdet kan kvalificeres som en singulær gældseftergivelse, er gældseftergivelsen skattepligtig efter kursgevinstlovens § 23. Det gælder, selv om gælden var blevet nedskrevet til fordringens værdi for kreditor på gældseftergivelsestidspunktet.

Den skattepligtige gevinst ved frigørelse for gæld i fremmed valuta er opgjort således

Lån i GBP

Kursværdi

Valutakurs

100 andele

10 andele 

Optaget i 1997 

 3,737,893 

 100 

 1130,66 

42.262.861 kr.

4.226.286 kr.

Indfriet til 

3,737,893

0 kr.

0 kr.

Kursgevinst 

 

 

42.262.861 kr.

4.226.286 kr.

Overtaget lån

 i 2009 

  

373,789 

 

 100 

 

 823,17 

 

 3.076.921 

 

 341.880 kr.

Gevinst for 11,11 andele

100

4.568.166 kr.

 

SKAT har efterfølgende udtalt, at ved køb eller afståelse af anparter i et kommanditselskab, skal kommanditisten medtage hele kommanditselskabets gæld ved opgørelse af værdien af kommanditselskabets aktiv. Der skelnes ikke mellem, hvilke gældsposter, som kommanditselskabet har. Et non-recourse lån skal i skattemæssig henseende behandles som et almindeligt lån. Det fremgår af Højesterets dom, gengivet i TfS2000,148.

Vestre Landsret tog ved en dom af 20. oktober 2005, gengivet i SKM2005.450.VLD stilling til fastsættelse af afskrivningsgrundlaget, når en ejendom er finansieret med et lån, som er ydet på non-recourse vilkår. Ved fastsættelsen af afskrivningsgrundlaget skal der ikke tages hensyn til, at et lån er ydet på non-recourse vilkår.

Ved salg af en ejendom skal afståelsessummen kontantomregnes i henhold til afskrivningslovens § 45. Ved kontantomregningen er gælden til G6 ansat til en lavere kurs end 100.

Gælden til G6 er blevet indfriet med et mindre beløb end den nominelle restgæld, hvorved kommanditselskabet har realiseret en kursgevinst på gæld i fremmed valuta. Kommanditselskabet hæftede for lånet, selv om G6 alene kunne søge fyldestgørelse i ejendommen. G6s fordring på betaling af sit tilgodehavende er omfattet af kursgevinstloven. Beskatningen af gevinsten skal ske hos kommanditisterne, idet et kommanditselskab ikke er et selvstændigt skattesubjekt.

Klagerens opfattelse 

Klageren har nedlagt påstand om, at SKATs forhøjelse af indkomsten som minimum skal nedsættes med 1,7 mio. kr.

Klageren og de øvrige kommanditister har ikke realiseret en skattepligtig kursgevinst, idet klageren ikke har opnået nogen frigørelse for gæld. Klageren er derfor ikke skattepligtig af en gevinst på gæld. Kommanditisternes hæftelse er begrænset til deres indskud. Kommanditisterne havde desuden pådraget sig en særlig hæftelse over for 2. prioritetspanthaveren.

Det fremgår af pkt. 25 i låneaftalen med G6, at G1s forpligtelser er begrænset til ejendommen. Det er kommanditselskabet, som juridisk er forpligtet i henhold til låneaftalen. Kommanditisterne hæfter alene begrænset i forhold til deres indskud, hvorimod komplementaren hæfter ubegrænset. G6 har ikke ydet nogen gældseftergivelse til kommanditselskabet eller de øvrige deltagere. Det skyldes, at G6 alene havde sikkerhed i ejendommen.

SKAT har anskuet situationen på en lidt særegen måde, idet det er SKATs opfattelse, at den enkelte kommanditist har realiseret en gevinst på kommanditistens forholdsmæssige andel af restgælden til G6 ved salget af anparterne.

Faktum i SKM2010.42.BR adskiller sig væsentligt fra faktum i omhandlede sag. I byretssagen erhvervede en direktør som lønincitament en post aktier i selskabet for 4 mio. kr. Erhvervelsen blev finansieret ved et lån på non-recourse vilkår, og långiver havde alene sikkerhed i aktierne. Direktøren afstod aktierne for 1 kr. og blev frigjort for gælden på ca. 4 mio. kr. Direktøren blev beskattet af en kursgevinst efter kursgevinstlovens § 6, jf. § 26, stk. 4. I omhandlede sag har SKAT beskattet kommanditisterne efter kursgevinstlovens § 23.

Det er juridisk og definitorisk forkert, at kommanditisterne i G1 er blevet frigjort for gæld, som kommanditselskabet teknisk og juridisk hæfter for. Selv om der var en "hæftelse", er der netop kun tale om en "hæftelse" og ikke en direkte forpligtelse over for G6.

En eventuel hæftelse for kommanditisterne kan sammenlignes med en simpel kaution, hvor kreditor først skal søge fyldestgørelse hos låntageren (G1), og først når kreditor har udtømt den mulighed, kan kreditor søge sig fyldestgjort hos kommanditisterne, dog kun hvis vedtægterne åbner mulighed herfor.

G6 har været afskåret fra at kræve yderligere fra G1, og G6 har ikke kunnet gøre en hæftelse gældende over for kommanditisterne. Der et derfor ikke tale om, at kommanditisterne et blevet frigjort for gæld, hvorfor de ikke kan beskattes efter kursgevinstloven.

Såfremt kommanditselskabet selvom det ikke havde nogen aktuel gæld til G6 havde adgang til at indkræve den teoretiske restgæld hos de enkelte kommanditister, og denne indbetaling fandt sted, ville kommanditselskabet herefter have et likvidt indestående på 30 mio. kr., som kunne udloddes skattefrit. Det skyldes, at kommanditselskabet i henhold til låneaftalen med G6 ikke skyldte G6 mere end det beløb, som G6 kunne få ved en tvangsrealisation af ejendommen.

I SKM2007.896.LSR var problemstillingen og faktum ganske vist forskellig fra faktum i omhandlede sag. I SKM2007.896.LSR fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at anse debitor for skattepligtig af en gældseftergivelse.

Landsskatterettens kendelse er muligvis begrundet med en passus i ligningsvejledningen for 2001, hvor det fremgår, at en gældseftergivelse, som ydes et kommanditselskab, skal vurderes i forhold til kommanditisterne, idet et kommanditselskab ikke er et selvstændigt skattesubjekt. Selv om et kommanditselskab ikke er et selvstændigt skattesubjekt (er skatteretligt transparent), og at den enkelte kommanditist ejer en ideel ejerandel af kommanditselskabets aktiver og passiver, så hæfter den enkelte kommanditist ikke for kommanditselskabets gæld. Det er en følge af den juridiske konstruktion, og det er derfor, at disse projekter udbydes i forbindelse med erhvervelse af afskrivningsberettigede aktiver.

I relation til kursgevinstlovens anvendelsesområde kan det diskuteres, om et non-recourse lån anses for en pengefordring, og om der sker en frigørelse for gæld, når kreditor alene kan søge sig fyldestgjort i aktivet samt om, hvorvidt en investor frigøres for en forpligtelse, som investor har i relation til pengefordringen.

Et non-recourse lån er utvivlsomt en pengefordring. Når en långiver alene kan søge sig fyldestgjort i det pantsatte aktiv, frigøres investor ikke for en forpligtelse, idet investor netop ikke har en forpligtelse over for kreditor. Det er formentlig den tankegang, der ligger bag Landsskatterettens kendelse, som er gengivet i SKM2007.896.LSR.

Da gælden er fuldt indfriet ved overdragelse af ejendommen, er der ikke nogen kursgevinst, der kan beskattes. Det forhold, at værdien af ejendommen er mindre end gælden, medfører ikke nødvendigvis, at kreditor har lidt et tab. Det skyldes, at kreditor kan udnytte sin stærkere likviditetsmæssige position til at afvente en gunstig prisudvikling. Kreditor har så at sige udnyttet sin ret til at ombytte et aktiv med et andet.

G6 har ikke et ubetinget retskrav på betaling i penge, idet G6 skal acceptere betaling af sit tilgodehavende med ejendommen. G6s fordring er derfor ikke omfattet af kursgevinstloven.

Det er i øvrigt i strid med EU-retten, at en gevinst på gæld i fremmed valuta, når en gevinst på gæld i danske kroner ikke er skattepligtig. Klageren har bedt EU om at opstarte et pilot-projekt omkring lovligheden af kursgevinstlovens § 23. Klageren forstår ikke, at gældsgevinster på non-recourse lån i danske kroner altid er skattefri, når en tilsvarende gevinst på et non-recourse lån i euro er skattepligtig. Selv om European Commission i sit svar af 24. juli 2014 har tilkendegivet, at kursgevinstlovens § 23 ikke er i strid med EU-retten, fastholder klageren, at bestemmelsen er i strid med EU-retten.

I USA vil en bank, som overtager en nødlidende ejendom, hvor lånet er ydet på non-recourse vilkår, opgøre anskaffelsessummen som den "overtagne gæld". Det udtrykkes således: 

"For non-recourse loans, there is no cancellation of debt income to be reported. That is because the lender cannot pursue the borrower for repayment of the debt, even if the fair market value of the property is less than was owed." 

Samtidig med, at G6 overtog ejendommen, nedskrev G6 sit tilgodehavende i G1. G6 var tvunget til at foretage en nedskrivning, da lånet er ydet på non-recourse vilkår. Før nedskrivningen havde G6 et tilgodehavende i G1 på 8,063,893 GBP inkl. renter. Overdragelsen af ejendommen er sket mellem uafhængige parter. Ejendommen havde da en handelsværdi på 4,326 mio. GBP. Klageren ved ikke, om denne handelsværdi er korrekt, idet vurderingen er indhentet af G6.

G1 købte ejendommen i 1997 for 10,373 mio. GBP. Kommanditselskabet solgte ejendommen til G6 i 2010 mod at få sin gæld på 8,063 mio. GBP nulstillet. Spørgsmålet er herefter, om kommanditselskabet solgte ejendommen til 8,063 mio. GBP eller til 4,326 mio. GBP.

SKAT har anset ejendommen for solgt til 4,326 mio. GBP, og har beskattet kommanditisterne af en gevinst på gæld i fremmed valuta.

Skattemæssigt er det ikke korrekt at kvalificere forskellen mellem værdien af det aktiv, som G6 modtog og restgælden som et skattepligtigt tilskud, da G1 aldrig har været retligt forpligtet til at betale gælden.

G6 har været en "stille selskabsdeltager" i G1, idet G6 har deltaget i erhvervsrisikoen.

I TfS2000,418 udtalte Landsskatteretten, at når en gæld bliver indfriet med et aktiv, skal kurstabet på fordringen/gælden opgøres som kursværdien ved stiftelse contra kursværdien ved indfrielsen. Det synspunkt har Højesteret tiltrådt i SKM2013.699.HR. Værdien af det modtagne aktiv har ingen betydning. Da aftalen ikke er indgået mellem interesseforbundne parter, og da der ikke er tilsigtet en omgåelse af skattelovgivningen, kan debitor ikke tilskudsbeskattes, jf. TfS1998,199 HR.

Såfremt Landsskatteretten kommer frem til, at klageren skal beskattes af en kursgevinst, skal kursgevinsten opgøres som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen af gælden, og gældens værdi ved frigørelsen for gælden. Ved en likvidation af kommanditselskabet ville G6 alene have haft resthæftelsen at holde sig til.

Klagerens resthæftelse udgjorde ved frigørelsen for gælden 3.052.977 kr. Gælden udgjorde 4.563.000 kr. Kursværdien af gælden udgjorde (1-(3.052.977 kr./4.563.000 kr.)) x 4.563.000 kr. = 1.511.000 kr.

Klageren har efterfølgende bl.a. udtalt, at et lån på non-recourse vilkår er et "loss participation loan". Det vil sige, at kreditor påtager sig en del af tabsrisikoen, såfremt det belånte aktiv måtte falde i værdi. Kreditor påtager sig derved en del af tabsrisikoen, såfremt det belånte aktiv falder i værdi. Kreditor giver derved en debitor mulighed for tabsbegrænsning, idet debitor kan udligne gælden med det belånte aktiv, uagtet det belånte aktiv eventuelt værdimæssigt måtte være faldet til under restgælden. Det forhold, at det på forhånd er aftalt, at gælden kan indfries med andet end penge, indebærer ikke, at der kan opgøres en skattepligtig kursgevinst på gælden.

Klageren har efterfølgende bl.a. udtalt, at gældsbortfald, der opstår som følge af, at debitor ikke overholder den aftalte tilbagebetalingsforpligtelse, er omfattet af kursgevinstlovens § 21, stk. 1. Gældsbortfald, der sker ved indfrielse i overensstemmelse med lånevilkårene, er ikke omfattet af kursgevinstloven.

Nedskrivning af gæld på fordringer, der er værdiløse for kreditor, er altid skattefri for debitor. Det kan ikke antages, at det har været lovgivers hensigt, at nedskrivning af værdiløse fordringer alene skulle være skattefri for debitor, hvis gælden er i danske kroner.

Kursgevinstlovens §§ 21 og 22 er udtømmende for de typer af gevinster på gæld, der kan beskattes. Kursgevinster på non-recourse lån er ikke nævnt. Sådanne kursgevinster kan derfor ikke beskattes, jf. også SKM2011.858.SR. SKM2010.42.BR vedrører gældsgevinster efter kursgevinstlovens § 6.

Det kan ikke antages, at det har været lovgivers hensigt, at gevinst på gæld i fremmed valuta skal behandles anderledes end gevinst på gæld i danske kroner.

Hvis en kommanditist har indbetalt hele sin resthæftelse, er der ikke grundlag for at beskatte kommanditisten af en gældseftergivelse.

I SKM2007.896.LSR fandt Landsskatteretten, at en gældseftergivelse vedrørende et lån ydet på non-recourse vilkår var skattefri for et selskab. En gældseftergivelse på et non-recourse lån i fremmed valuta er derfor ikke skattepligtig for en person efter kursgevinstlovens § 23.

Landsskatterettens afgørelse 

Det fremgår af § 1, stk. 1, nr. 2 i lovbekendtgørelse nr. 1002 af 26. oktober 2009 af kursgevinstloven, at gevinst ved frigørelse for gæld er skattepligtig.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 20, at gevinst på gæld for personer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter reglerne i kursgevinstlovens §§ 21-23.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 23, stk. 1, 1. pkt. at gevinst og tab på gæld i fremmed valuta medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det omfang, gevinsten eller tabet ikke er omfattet af § 22.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (tidligere stk. 4), at gevinst eller tab på gæld opgøres som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen af gælden og værdien ved frigørelsen.

Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at renter af prioriteter og anden gæld kan fradrages ved beregningen af den skattepligtige indkomst.

Landsskatteretten lægger for sagens afgørelse til grund, at der mellem klageren og SKAT er enighed om, at G6s tilgodehavende inkl. tilskrevne ikke betalte renter udgjorde 8,063,893 GBP, og at G6 til fuld og endelig betaling af sit tilgodehavende fik ejendommen, som havde en værdi på 4,326,000 GBP. Restgælden på 3,737,893 GBP faldt bort.

Landsskatteretten lægger endvidere til grund, at bortfaldet af gælden ved kreditors erhvervelse af ejendommen er i overensstemmelse med låneaftalens vilkår. Landsskatteretten lægger endvidere til grund, at der er enighed om, at gælden ikke fandt bort, fordi G6 eftergav kommanditselskabet/kommanditisterne gælden (gældseftergivelse).

Tre retsmedlemmer udtaler, at efter kursgevinstlovens § 23, jf. § 21 skal gevinst i fremmed valuta ved eftergivelse, forældelse, konfusion eller præklusion af gæld medregnes i den skattepligtige indkomst i det omfang, gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen.

Det lån, som G6 har ydet til kommanditselskabet til anskaffelse af den pågældende ejendom, var ydet på non-recourse vilkår, hvilket bl.a. indebar, at G6 alene kunne holde sig til ejendommen, og at kommanditisterne ikke hæftede personligt over for G6 for det beløb, hvormed restgælden på det optagne lån oversteg ejendommens værdi.

Salget af ejendommene indebar derfor ikke nogen eftergivelse af gæld, der kan bringes til beskatning hos kommanditisterne.

Da G6 som følge af vilkårene i låneaftalen ikke havde krav på mere end ejendommen, var fordringens værdi for G6 på tidspunktet for salget af ejendommene lig med ejendommens værdi. Overtagelse af ejendommen indebar derfor ikke, at gælden blev nedskevet til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor (G6) og heller ikke denne betingelse i kursgevinstlovens § 23, jf. § 21, er derfor opfyldt.

Herefter, og da det ikke udgør nogen hjemmel til at foretage beskatning, at klageren i årene 1997-2009 har afskrevet på det fulde lånebeløb og fratrukket sin forholdsmæssige andel af renterne af dette beløb, stemmer vi for at tage klagerens påstand til følge.

Retsformanden udtaler, at det er ubestridt, at G6 i 1997 lånte kommanditselskabet 7,800,000 GBP, og at kommanditselskabet har forrentet og afdraget lånet i overensstemmelse med låneaftalen. Klageren har siden 1997 fratrukket sin forholdsmæssige andel af renteudgifterne ved sin indkomstopgørelse. Fradrag for renteudgifter er betinget af, at gælden påhviler vedkommende som en reel retlig forpligtelse til at betale ydelsen. SKAT har ikke anfægtet låneaftalen, herunder at kommanditselskabet og dermed kommanditisterne påtog sig en forpligtelse til at forrente og afdrage gælden. Ved salget af ejendommen faldt restgælden, som SKAT har opgjort til 4,111,682 GBP, bort.

Det fremgår af ordlyden af kursgevinstlovens § 23, at gevinst på gæld i fremmed valuta skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det omfang, at gevinsten ikke er omfattet af overkursreglen i kursgevinstlovens § 22. Der er ikke i kursgevinstlovens § 23 en henvisning til kursgevinstlovens § 21. Kursgevinstlovens § 23 går forud for beskatning efter kursgevinstlovens § 21. Denne forståelse af lovbestemmelsen stemmer overens med bestemmelsens ordlyd og understøttes af bestemmelsens forarbejder. Retsmedlemmet stemmer derfor for at stadfæste SKATs afgørelse.

Retten træffer afgørelse i overensstemmelse med stemmeflertallet, og retten nedsætter SKATs forhøjelse af klagerens indkomst til 0 kr.

…" 

Af afsnit 14.1 i overdragelsesaftalen mellem G1 og G6 fremgår følgende: 

“14. SATISFACTION AND RELEASE FROM CHARGE 

14.1 The Buyer hereby agrees that the transfer of the Property to it is in full and final settlement and satisfaction of all monies debts and liabilities whether of principal or interest owed by the Seller to the Buyer (whether present or future and whether actual or contingent) pursuant to the Charge any other security documents entered into between the Seller and the Buyer securing such debts and liabilities." 

Ved brev af 15. december 2016 anmodede advokat SN på vegne af en medkommanditist til A SKAT om oplysninger til brug for frivillig indbetaling af et eventuelt skattetilsvar i det omfang, domstolene måtte omgøre Landsskatterettens kendelse.

SKAT meddelte ved mail af 19. december 2016, at der efter Landsskatterettens kendelser ikke eksisterede noget skattekrav mod de pågældende kommanditister, hvorfor SKAT, der som forvaltningsmyndighed skal indrette sig efter afgørelserne, ikke kunne modtage en frivillig indbetaling.

Forklaringer 

Der er afgivet partsforklaring af A.

A har forklaret blandt andet, at han er uddannet cand.scient. i EDB.

Han indbetalte ved tegningen af anparterne omkring 600.000 kr. til kommanditselskabet. Efterfølgende indbetalte han 1,2 mio. kr. som en ekstrabetaling. I forbindelse med lukningen af kommanditselskabets indbetalte han 100.000 kr. I alt har han således betalt ca. 2 mio. kr. til kommanditselskabet. Han har løbende fået fradrag for renteudgiften til lånet, men han er også blevet beskattet af indtægterne. Han har ikke opgjort, om han har tabt på sin investering i anparterne. Han tror, at han har tabt.

Han investerede i anparterne, fordi det virkede som om, der kunne komme noget ud af det. Han vidste, at det gik godt på det engelske marked. Investeringen var ikke motiveret af skattemæssige fordele. Han havde ikke så godt et kendskab til de skattemæssige konsekvenser, at han kunne beregne en eventuel skattefordel. Der var en begrænset risiko på grund af non-recourse vilkåret, hvilket han lagde vægt på. Det begrænsede personlige ansvar betød rigtig meget for ham.

I begyndelsen gik det meget godt, men så kom finanskrisen. Det betød, at lejeren af ejendommen ikke kunne betale huslejen. Ydelserne på lånet hos G6 blev derfor heller ikke betalt. I januar 2009 gik lejeren konkurs. Både G6 og kommanditisterne forsøgte at finde en ny lejer. Det blev også overvejet at købe ejendommen. Det endte med, at G6 tog ejendommen til brugeligt pant og senere købte ejendommen. Prisen for ejendommen blev fastsat på baggrund af to vurderingsrapporter indhentet af G6. Vurderingsrapporterne kom frem til to forskellige, noget lavere beløb end den endelige salgspris. Kommanditisterne drøftede salgsprisen og talte om, at det var bedre med et lavere beløb, da det ville give en mindre skattebetaling for dem. Han husker ikke, hvorfor det var en fordel, at salgsprisen var lavere. Det var mest bestyrelsen og administrator, der var involveret i drøftelserne. Kommanditselskabet lukkede solvent.

I 2010 havde han et realkreditlån og nogle konti med mulighed for overtræk. Han havde ikke overtræk på disse konti og havde derfor ingen usikret gæld. Han mener, at hans resthæftelse på lånet forud for lukningen af kommanditselskabet var lidt lavere end 3.141.866 kr. Formentlig 90.000 kr. lavere.

Efter modtagelsen af sin årsopgørelse for 2010 indbetalte han 1.311.888 kr. til SKAT. Efterfølgende fik han udbetalt 1.427.165 kr. fra SKAT. Da skattesagen fortsatte, forsøgte han at foretage en indbetaling til SKAT for at undgå en eventuel rentetilskrivning, hvis han endte med at tabe sagen. Han var med i den gruppe af kommanditister, der var repræsenteret af SL, og havde den opfattelse, at SLs henvendelse af 15. december 2016 til SKAT også omfattede ham. Han modtog også SKATs svar dateret den 19. december 2016. Han forsøgte at foretage en indbetaling til SKAT to gange via SKATs hjemmeside, men det lykkedes ikke.

Han har aldrig personligt haft kontakt til G6, der ikke ham bekendt har undersøgt hans personlige økonomi. Han mener ikke, at G6 har eftergivet gæld til ham.

Parternes synspunkter 

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført følgende: 

"… 

 4. ANBRINGENDER 

 4.1 Skatteministeriets hovedsynspunkter om kursgevinstbeskatning 

Når en debitor tilbagebetaler et mindre beløb, end han oprindeligt har lånt, får han en gevinst - både i menneskepenge og i kursgevinstlovens forstand.

Det er med andre ord udtryk for en gevinst på gæld, når en person låner 1 mio., men kan nøjes med at betale 900.000,- tilbage. I det tilfælde har personen opnået en gevinst på 100.000,- på sin gæld.

A har opnået en tilsvarende gevinst, da G1 afstod sin ejendom til G6 og derved blev frigjort fra sin betydeligt større gældsforpligtelse til forsikringsselskabet.

Ved afståelsen blev A frigjort for sin ideelle andel af kommanditselskabets gæld (11,1 %) i fremmed valuta (britiske pund) for et beløb svarende til As ideelle andel af kommanditselskabets ejendom, selvom gældens værdi oversteg ejendommens værdi med kr. 4.568.166,-. Frigørelsen for differencebeløbet skyldtes, at låneaftalen mellem kommanditselskabet og G6 indeholdt et non recourse-vilkår, dvs. et vilkår om, at lånet var uden personlig hæftelse, og at G6 kun kunne søge sig fyldestgjort i den hotelejendom, som lånet finansierede købet af.

I UfR 2020.202 H har Højesteret fastslået, at en sådan kursgevinst er skattepligtig i medfør af kursgevinstlovens § 23.

Som fremhævet i Højesterets præmisser fremgår det af forarbejderne til kursgevinstlovens § 1, stk. 1, nr. 2, at reglerne i kursgevinstloven som udgangspunkt gælder for alle pengefordringer uanset deres art, og at det afgørende alene er, om der foreligger et retligt krav på betaling i form af penge, ligesom det understreges i forarbejderne, at reglerne gælder for alle kursgevinster og kurstab på fordringer og gæld, og at den skattemæssige behandling af gevinsten eller tabet ikke er afhængig af årsagen til gevinsten eller tabet.

A er derfor skattepligtig af den gevinst, han fik ved G1s afståelse af sin ejendom og frigørelse af sin gæld til G6.

De synspunkter, som A har påberåbt sig til støtte for, at nærværende sag skal falde anderledes ud end den ellers helt tilsvarende sag, der er bedømt af Højesteret, er uholdbare.

4.2 Overordnet om beskatningen af kommanditselskaber og kommanditister 

Et kommanditselskab er ikke et selvstændigt skattesubjekt. Beskatningen af kommanditselskabets indtægter sker derfor hos selskabsdeltagerne (kommanditisterne), der også har fradrags- og afskrivningsret efter skattelovgivningens almindelige regler for/på kommanditselskabets udgifter og aktiver, jf. f.eks. UfR 1999.868 H.

En kommanditist anses for ejer af en ideel andel af kommanditselskabets aktiver og passiver (gæld).

Når et kommanditselskab afstår et aktiv eller et passiv, anses kommanditisten for at have afstået sin ideelle andel af det pågældende aktiv eller passiv. Tilsvarende gælder, når en kommanditist afstår sine anparter, idet han dermed afstår sin ideelle andel af (samtlige) kommanditselskabets aktiver og passiver. Denne afståelse - hvad enten den sker ved en afståelse af anparterne eller en afståelse af et eller flere aktiv(er) eller passiv(er) - udløser som følge af kommanditselskabets skatteretlige transparens kapitalgevinstbeskatning, herunder eventuelt tabsfradrag, efter skattelovgivningens almindelige regler, f.eks. i ejendomsavancebeskatningsloven, kursgevinstloven og aktieavancebeskatningsloven.

4.3 A har fået en gevinst omfattet af kursgevinstloven 

Som anført i afsnit 4.1 ovenfor har A siden sin tegning af kommanditanparterne i 1997 fratrukket (hele) sin forholdsmæssige andel af renteudgifterne på G1s lån hos G6 […].

En sådan fradragsret forudsætter, at der foreligger en reel hæftelse for hele den ideelle andel af lånet. Hvis hæftelsen for lånet havde været begrænset, havde A alene været berettiget til at fradrage renterne af den del, som han hæftede for.

Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, hjemler således fradrag for renter af gæld i det omfang, debitor hæfter for gælden. Når A har fradraget renterne af hele sin ideelle andel af gældsforpligtelsen, har han dermed også tilkendegivet, at han hæfter for hele denne andel, hvilket han da også har erkendt […].

Det følger udtrykkeligt af kursgevinstlovens dagældende § 26, stk. 2, 1. pkt., at gevinst eller tab på gæld opgøres som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen og gældens værdi ved frigørelsen eller indfrielsen.

Bestemmelsen er udtryk for, at debitor opnår en gevinst på sin gæld, hvis han (når bortses fra renterne) skal betale mindre tilbage, end han i sin tid lånte af kreditor, og at debitor omvendt lider et tab, hvis han skal betale mere tilbage til kreditor, end han i sin tid lånte af kreditor.

Hvis gældens værdi på lånetidspunktet er pari (100), og gældens værdi på indfrielsestidspunktet er 110, har debitor et kurstab på 10. Hvis gældens værdi på lånetidspunktet er pari, og gældens værdi på indfrielsestidspunktet er 92,5, har debitor en kursgevinst på 7,5. Det gælder, uanset om der på frigørelsestidspunktet består en forpligtelse til at betale mere end 92,5, idet debitor jo har opnået en gevinst på de 7,5.

Kreditor har omvendt i de to situationer henholdsvis en kursgevinst på 10 og et kurstab på 7,5.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 1, stk. 1, nr. 2, at loven omfatter gevinst og tab ved frigørelse for gæld.

Ordlyden giver ingen holdepunkter for, at en frigørelse, der følger af et lånevilkår - som f.eks. en hæftelsesbegrænsning som et non recourse-vilkår eller den, der gælder for en kommanditist i et kommanditselskab - ikke er omfattet af loven.

Det fremgår udtrykkeligt af kursgevinstlovens forarbejder (L 194 af 13. marts 1997 til kursgevinstloven, de specielle bemærkninger til § 1, at reglerne i kursgevinstloven gælder for alle kursgevinster og kurstab på fordringer og gæld.

Af forarbejderne fremgår nærmere følgende: 

"Reglerne gælder for alle kursgevinster og kurstab på fordringer og gæld. Gevinster og tab omfatter ikke alene stigninger og fald i børskursen, der følger af ændrede renteforhold. Værdisvingninger, der følger af andre forhold som f.eks. indeksregulering eller valutakursændringer, omfattes også af reglerne. Tab som følge af skyldnerens manglende betalingsevne og utilstrækkelig sikkerhed ved pant eller kaution er ligeledes omfattet." (kursiveringen af ordet "alle" foretaget i originalteksten) 

Kursiveringen af ordet "alle" i forarbejderne understreger, at loven omfatter alle kursgevinster og kurstab.

Det fremgår videre udtrykkeligt af forarbejderne (samme sted, M16), at 

"… den skattemæssige behandling af gevinsten eller tabet ikke er afhængig af årsagen til gevinsten eller tabet." 

Det fremgår dermed klart af forarbejderne, at kursgevins- tog kurstabsbegrebet omfatter enhver værdisvingning uden hensyntagen til dens årsag, jf. også UfR 2020.202 H.

Den omstændighed, at kursgevinsten beror på, at debitor - f.eks. som følge af en hæftelsesbegrænsning - alene er forpligtet til at betale et mindre beløb end det beløb, han i sin tid fik udbetalt som lån fra kreditor, er med andre ord uden betydning for, at der foreligger en kursgevinst.

A fik dermed en gevinst omfattet af kursgevinstloven, da G1 blev frigjort fra sin gæld til G6 ved afståelse af kommanditselskabets ejendom til forsikringsselskabet. Det er ubestridt, at gevinsten - i hvert fald i det omfang, der foreligger en gevinst efter kursgevinstloven - kan opgøres til kr. kr. 4.568.166 som anført i Skatteministeriets påstand.

4.4 Kursgevinsten er skattepligtig efter kursgevinstloven 

Efter kursgevinstlovens § 12 skal personer, der er skattepligtige efter kildeskatteloven, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne gevinst og tab på fordringer og gæld, som omfattes af kursgevinstlovens § 1, efter de regler, der er angivet i kursgevinstlovens kapitel 3 og § 29 samt i kapitel 4, 5 og 7.

Gevinst og tab på gæld skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter §§ 21-23, jf. kursgevinstlovens § 20.

Efter kursgevinstlovens dagældende § 23, 1. pkt., skal gevinst og tab på gæld i fremmed valuta (som kommanditselskabets GBP-lån hos G6) medregnes i det omfang, gevinsten eller tabet ikke er omfattet af § 22.

Kursgevinstlovens § 23 (samt dens forgænger i 1985-kursgevinstlovens § 6) omfatter efter sin ordlyd og forarbejderne - i overensstemmelse med kursgevinstlovens generelle anvendelsesområde - alle kursgevinster og kurstab på gæld i fremmed valuta, jf. også afsnit 4.5.3 nedenfor.

A er derfor skattepligtig af sin kursgevinst på lånet i britiske pund på kr. 4.568.166,-, jf. kursgevinstlovens § 23.

4.5 Imødegåelse af As synspunkter om kursgevinstbeskatning 

4.5.1 Synspunktet om, at der foreligger en gældseftergivelse 

A har - i strid med sin tidligere opfattelse […] - gjort gældende, at han ikke er skattepligtig, fordi der foreligger en skattefri gældseftergivelse - først med henvisning til kursgevinstlovens § 21 […] og sidenhen også med henvisning til kursgevinstlovens § 24 […].

Som A oprindelig selv påpegede […], har "G6 […] ikke ydet nogen gældseftergivelse til kommanditselskabet eller de øvrige deltagere", idet selskabet alene kunne søge sig fyldestgjort i ejendommen, som forsikringsselskabet fik i forbindelse med kommanditselskabets frigørelse for gælden.

As nye synspunkt er baseret på den grundlæggende urigtige opfattelse, at der ikke er nogen forskel på, om man anvender ordene "gældseftergivelse" eller "gældsnedsættelse" […] . Kursgevinstlovens §§ 21 og 24 angiver retsvirkningerne for debitor af bl.a. den omstændighed, at en kreditor giver afkald sin ret til betaling i medfør af en fordring (at gælden eftergives), men ikke den blotte omstændighed, at gælden nedsættes. Når denne grundlæggende sondring prisgives, fører det til forkerte resultater.

4.5.1.1 A har ikke bevist, at der foreligger en singulær eller samlet gældseftergivelse 

En gældseftergivelse beror på en aftale i form af en singulær eftergivelse eller en samlet ordning, evt. ved inddragelse af domstolene. Denne aftale indgås på et tidspunkt, som selvsagt er senere end tidspunktet for låneaftalen, og er udtryk for, at der ved frigørelsen sker en fravigelse af låneaftalens vilkår.

En frigørelse, der skyldes et non recourse-vilkår, som har været et oprindeligt aftalevilkår i låneaftalen, er en frigørelse i overensstemmelse med låneaftalens vilkår. Der er dermed ikke tale om en gældseftergivelse. I en sådan situation er der ikke nogen gæld at eftergive.

Det forhold, at gældens værdi oversteg overdragelsessummen for ejendommen, og at kommanditselskabet ikke hæftede med andet end ejendommens værdi over for G6, fører således ikke til, at der foreligger en gældseftergivelse jf. også SKM2010.42.BR.

Der skal være et konkret grundlag for, at en nedskrivning af en gældsforpligtelse kan anses for at være en eftergivelse, jf. UfR 2002.955 H. Et sådant konkret grundlag foreligger ikke.

Særligt for så vidt angår As påberåbelse af kursgevinstlovens § 24 bemærkes, at vurderingen af, om der foreligger en samlet ordning skal foretages på baggrund af As forhold, jf. UfR 1999.868 H nævnt i afsnit 4.1 ovenfor. På trods heraf har A intet fremlagt om sin personlige økonomi. Han har dermed ikke bevist, at der skulle være indgået en samlet ordning om hans usikrede gæld.

4.5.1.2 Kursgevinstlovens § 23 har forrang for § 21 

Kursgevinstlovens § 23 har forrang i forhold til kursgevinstlovens § 21. Kursgevinlovens § 23 omfatter enhver kursgevinst i fremmed valuta, herunder også kursgevinster opnået ved singulære gældseftergivelser, hvor gælden ikke nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor.

Eftersom As frigørelse fra sin ideelle andel af gælden til G6 er omfattet af kursgevinstlovens § 23, som en skattepligtig kursgevinst på gæld i fremmed valuta, jf. afsnit 4.4 ovenfor, er det uden betydning, om frigørelsen tillige anses for at være en singulær gældseftergivelse, herunder som en eftergivelse der ikke blev nedskrevet til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor.

I kursgevinstlovens § 23, 1. pkt., er det bestemt, at gevinst og tab på gæld i fremmed valuta skal medregnes i det omfang, gevinsten eller tabet ikke er omfattet af § 22 eller § 24 A. Desuden er der indsat en bagatelgrænse i kursgevinstlovens § 23, 2. pkt.

Som fremhævet i Landsskatterettens retsformands dissens […] indeholder kursgevinstlovens § 23 derimod ikke nogen henvisning til kursgevinstlovens § 21. Som følge heraf er der ikke grundlag for at antage, at kursgevinster, som efter kursgevinstlovens § 20, jf. § 21, ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, ikke skal medregnes i medfør af kursgevinstlovens § 20, jf. § 23.

Kursgevinstlovens § 21, stk. 1, og § 23 udgør hver især en hjemmel til at beskatte særlige kursgevinster, og der er ikke grundlag for at anse kursgevinstlovens § 21 som en bestemmelse om skattefrihed for visse kursgevinster. Kursgevinstslovens § 21 er ikke en undtagelsesbestemmelse i forhold til kursgevinstlovens § 23.

At kursgevinstlovens § 21 ikke har karakter af en undtagelsesbestemmelse til kursgevinstlovens § 23 understøttes - ud over af kursgevinstlovens systematik - også af formålet med kursgevinstlovens § 23.

Formålet med bestemmelsen var således at indføre en generel regel om, at ikke-erhvervsdrivende skulle medregne gevinster og tab på gæld i fremmed valuta ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, fordi Optionsudvalget havde påvist, at ikke-erhvervsdrivende fysiske personer efter de hidtidigt gældende regler kunne foretage risikofri skattetænkning med gæld i udenlandsk valuta, jf. nærmere udvalgets betænkning, nr. 1139/1988, særligt s. 202 og 209.

… 

4.5.3 Synspunktet om, at kursgevinstlovens § 23 ikke omfatter alle kursgevinster 

I modsætning til, hvad der fremgår af As processkrifter, omhandler kursgevinstlovens § 23 alene spørgsmålet om, hvorvidt tab eller gevinst skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Bestemmelsen regulerer derimod ikke, hvorvidt der foreligger et tab eller en gevinst omfattet af kursgevinstloven.

Hverken ordlyden af eller forarbejderne til kursgevinstlovens § 23 (eller dens forgænger i 1985-lovens § 6) giver holdepunkter for, at kursgevinstlovens § 23 i modsætning til kursgevinstlovens generelle anvendelsesområde alene skulle omfatte valutakursændringer […] eller valutaog børskursændringer […]. Tværtimod.

Af 1997-kursgevinstlovens § 23, 1. pkt., fremgår det blot, at 

"Gevinst og tab på gæld i fremmed valuta medregnes i det omfang, gevinsten eller tabet ikke er omfattet af § 22 [om knæklån]" (min tilføjelse) 

Tilsvarende følger det blot af 1985-kursgevinstlovens § 6, stk. 1, 1. pkt., at 

"Gevinst og tab på fordringer og gæld i fremmed valuta medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst." 

I forarbejderne til 1997-lovens § 23 (L 194 af 13. marts 1997, de specielle bemærkninger til § 23) er der - ud over en bemærkning om, at bestemmelsen svarer til 1985-lovens § 6 - henvist til lovforslagets bemærkninger til 1997-lovens § 16. Heraf fremgår bl.a. følgende: 

"Samtlige kursændringer indgår i opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Kursgevinster og kurstab omfatter såvel værdiændringer på grund af ændringer i valutakursen som værdiændringer på grund af andre forhold." (mine understregninger) 

I forarbejderne til 1985-lovens § 6 (L 19 af 2. oktober 1985, de specielle bemærkninger til § 6) fremgår, at bestemmelsen omfatter "alle kurssvingninger". Der er ingen holdepunkter for, at "alle" ikke skulle betyde "alle" - heller ikke deri, at det videre fremgår af forarbejderne, at både gevinst og tab som følge af såvel valutakurssvingninger som børskurssvingninger indgår i beregningsgrundlaget.

A har da også selv anført […] , at 

"Dette [at den nedskrevne værdi svarer til fordringens værdi for kreditor] er ikke en betingelse i medfør af kursgevinstlovens § 23, der efter sit indhold vedrører enhver gevinst og tab." (min understregning) 

Skatteministeriet er enig heri. As seneste synspunkt om, at kursgevinstlovens § 23 alene skulle omfatte valutakursændringer, er derimod ikke korrekt.

4.5.4 Synspunktet om en retsforpligtende administrativ praksis 

Det påhviler den, der hævder eksistensen af retsforpligtende administrativ praksis, at dokumentere den pågældende praksis, jf. eksempelvis UfR 2014.378 H.

Det skal bevises, at den påberåbte praksis er entydig, uden forbehold og ikke i klar modstrid med højere retskilder. Der stilles i den forbindelse strenge krav til beviset for, at en fast og bindende praksis har været gældende, jf. også UfR 2017.2960 H (og tilsvarende den sambehandlede UfR 2017.2979 H).

A har ikke bevist, at der består nogen retsforpligtende administrativ praksis, der har betydning for udfaldet af nærværende sag.

I sit svarskrift […] hævdede A, at den faste praksis skulle fremgå af afgørelser omtalt i Landsskatterettens afgørelse […] samt en række yderligere afgørelser, der ville blive fremhævet under den fremtidige skriftveksling. Samtidig varslede A vidneførsel om spørgsmålet.

Afgørelserne i Landsskatterettens afgørelse […] viser ikke nogen fast praksis, og hverken de yderligere afgørelser eller vidneførslen er blevet til noget (og vidneførslen med særligt god grund, dels fordi praksis ikke kan/skal bevises ved vidneførsel, dels fordi det varslede vidne var afgået ved døden).

I sit seneste processkrift […] har A også alene henvist til Den juridiske vejledning. A erkendte imidlertid allerede i sin duplik […], at "Det i ligningsvejledningen anførte tager ikke stilling til den situation, hvor kommanditselskabet har optaget et lån på non-recourse vilkår". 

Skatteministeriet er enig med A i, at det anførte i Den juridiske vejledning ikke tager stilling til den foreliggende situation. Derfor har A (også efter sit eget udsagn) ikke godtgjort eksistensen af en retsforpligtende administrativ praksis, der har betydning for nærværende sags udfald. Forudsætningen for, at der kan støttes ret på en administrativ praksis, er, at den konkrete situation er omfattet af den påviste praksis, jf. UfR 2009.1436 H, U 2010.780 H og UfR 2014.131 H.

As tidligere henvisning til SKM2007.896.LSR […] godtgør heller ikke, at der foreligger en administrativ praksis, jf. SKM2007.780.LSR, der efterfølgende blev til trådt af domstolene, jf. SKM2010.42.BR, hvorfor der under alle omstændigheder ikke er grundlag for at anse SKM2007.896.LSR for praksisskabende.

Selv hvis det antages, at der skulle foreligge en administrativ praksis, der afskar beskatning, ville en sådan praksis være i åbenbar modstrid med loven, jf. UfR 2020.202 H, og A ville derfor ikke kunne støtte ret herpå, jf. UfR 2006.3273 H, UfR 2015.3383 H og UfR 2017.1474 H.

4.5.5. Synspunktet om, at ejendomsavancebeskatningsloven skulle finde anvendelse 

Det er ikke noget grundlag for As synspunkt om, at ejendomsavancebeskatningsloven skulle finde anvendelse på den gevinst, som A opnåede ved, at G1 blev frigjort fra gælden til G6 […]. Gevinst ved frigørelse fra gæld er en kursgevinst omfattet af kursgevinstloven og ikke en gevinst opnået ved handel med fast ejendom.

Det regelsammenstød, som A hævder skulle foreligge, er baseret på en urigtig forståelse af, hvad der gøres til genstand for beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven og kursgevinstloven. A har da også tidligere hævdet, at "Beskatningen af A efter Skatteministeriets påstand kan alene ske efter kursgevinstloven" […]. Om der foreligger en gevinst eller et tab ved afståelsen af ejendommen, har ingen betydning for, om A har fået en skattepligtig kursgevinst efter kursgevinstloven.

4.5.6 Synspunktet om, at resthæftelsen udgør den maksimale beskatning

Uden nogen egentlig begrundelse hævder A, at han ikke kan beskattes ud over sin resthæftelse […]. Det er uklart, hvilken gevinst i danske kroner A mener at have haft på sin resthæftelse. Under alle omstændigheder angår nærværende sag ikke beskatning af en kursgevinst på resthæftelse, men den gevinst A fik, da G1 blev frigjort fra sin gæld til G6. Størrelsen på denne gevinst er uafhængig af den resthæftelse, som A havde over for G1.

Det fremgår også af Højesterets dom i prøvesagen, at det afgørende er, hvad der hæftes for, og ikke hvad der hæftes med. A hæftede for hele sin ideelle andel af lånet til G6 og fratrak de fulde rentebeløb […]. Der er derfor ikke noget grundlag for at lade resthæftelsens størrelse være afgørende for, i hvilket omfang A skal beskattes, jf. også As tidligere udsagn […] "Det er derfor irrelevant, om en kommanditist har indbetalt hele sin hæftelse eller ej" .

A har desuden ikke påvist noget behov for at hjemvise sagen til fornyet behandling hos skatteforvaltningen med henblik på opgørelsen af hans resthæftelse, som han har nedlagt subsidiær påstand om. En hjemvisning forudsætter, at en fornyet administrativ behandling af sagen er påkrævet, hvilket ikke er tilfældet - dels fordi resthæftelsen allerede er opgjort til kr. 3.141.866 […], dels fordi en opgørelse af resthæftelsen under alle omstændigheder ikke kan nødvendiggøre en hjemvisning af sagen.

4.6 Synspunktet om fritagelse for rentebetaling grundet fordringshavermora 

Der er ikke grundlag for i strid med kildeskattelovens § 61 at dømme Skatteministeriet til at anerkende, at A ikke skal betale renter af den restskat, der opstår, hvis Skatteministeriet får medhold i sin påstand om forhøjelse af As indkomst […].

Da Landsskatteretten i sin afgørelse af 31. august 2015 […] fandt, at A ikke skulle beskattes af sin kursgevinst opnået som følge af non recourse-vilkåret bortfaldt forhøjelsen af hans indkomst. Skatteforvaltningen har derfor ikke en fordring på A, før retten måtte omgøre Landsskatterettens afgørelse.

Allerede fordi skatteforvaltningen aktuelt ikke har nogen fordring på A i anledning af, at han blev frigjort for sin ideelle andel af G1s gæld til G6, kan der heller ikke foreligge fordringshavermora.

Det bestrides desuden som udokumenteret, at A har forsøgt at betale skatten og fået denne returneret. Mailen af 19. december 2016 fra SKAT til advokat SN […] er et svar på en række individuelle henvendelser, som advokaten sendte på vegne af sine klienter […]. Ifølge Skattestyrelsen er der ikke kommet en sådan henvendelse fra A eller hans advokat.

As pligt til at betale renter følger direkte af loven, og Skatteministeriet skal derfor frifindes.

har i sit påstandsdokument anført følgende, idet fodnoter og punktopstilling ikke er medtaget: 

"… 

B. HOVEDANBRINGENDER: 

Som A har påpeget i en årrække, er der væsentlige faktuelle forskelle på nærværende sag og X-sagen for Højesteret, og der er endvidere betydelige anbringender, som ikke blev gjort gældende for Højesteret og som allerede af den grund heller ikke er prøvet af Højesteret. Disse resterende, betydelige anbringender, vil Retten i Y2-By skulle tage stilling til.

De hovedanbringender, som Retten i Y2-By vil skulle tage stilling til, kan opstilles i prioriteret orden. Ingen af de nedenstående hovedanbringender er prøvet af Højesteret.

Det gøres principalt gældende, at kursgevinstlovens § 24 skal finde anvendelse på sagen, idet kreditor med debitor har indgået en samlet ordning om bortfald eller nedsættelse af kreditors usikrede gæld til den værdi, som fordringen havde for kreditor. Nedsættelsen er således skattefri. Nedsættelsen/eftergivelsen er udtrykkeligt anført af långiver i aftalen […], hvor kreditor overtager pantet og afstår restgælden, jf. punkt 14.1 i aftalen. Kursgevinstlovens § 24 har forrang frem for kursgevinstlovens § 23.

Subsidiært gøres det gældende, at kursgevinstlovens § 21 finder anvendelse.

Mere subsidiært gøres det gældende, at kursgevinstlovens § 23 kun er anvendelig for valutakurssvingningen af gælden.

Mere subsidiært gøres det gældende, at gældende praksis i ligningsvejledningen skal følges.

Skulle retten komme frem til, at ingen af ovenstående anbringender skulle kunne nyde fremme, og at gældsgevinsten således ikke er skattefri, gøres det gældende, at selvom gevinsten måtte være omfattet af kursgevinstloven, er gevinsten tillige omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, og at der i regelsammenstødet skal ske beskatning i henhold til ejendomsavancebeskatningsloven.

Det gøres endvidere gældende, at det alene er As resthæftelse over for kommanditselskabet, som han er frigjort for, og ikke en forholdsmæssig andel af kommanditselskabets resthæftelse over for kreditor, hvilken resthæftelse A aldrig var retligt forpligtet til at betale.

Påstand nr. 2 er nedlagt med formål at beskytte A, skulle han tabe sagen, mod at betale renter af den skat, som A ikke har haft mulighed for at betale (for at undgå renter), fordi Landsskatterettens afgørelse går ud på, at A ikke er skattepligtig. A Sammen med øvrige kommanditister gennem deres advokat på højesteretssagen således forespurgt herom og fået negativt svar fra SKAT.

C. UDDYBENDE ANBRINGENDER TIL STØTTE FOR FRIFINDELSESPÅSTANDEN: 

C.1 Principalt: kreditor har udtrykkeligt eftergivet gælden - kursgevinstlovens § 24 medfører skattefrihed: 

Højesteret lagde i X-sagen til grund, at der var en reel hæftelse for ØO for hele lånebeløbet. A gør gældende, at højesteretsdommen skal forstås således, at non-recourse vilkåret ikke ændrer på den skattemæssige behandling af gældseftergivelsen.

I nærværende sag er der imidlertid, til forskel fra X-sagen, sket udtrykkelig gældseftergivelse. Af overdragelsesaftalen ( "Contract for Transfer" )[…] hvorved G1 overdrog det pantsatte aktiv, ejendommen, til långiver, G6, fremgår af punkt 14 følgende (min understregning): 

“14. SATISFACTION AND RELEASE FROM CHARGE 

14.1 The Buyer hereby agrees that the transfer of the Property to it is in full and final settlement and satisfaction of all monies debts and liabilities whether of principal or interest owed by the Seller to the Buyer (whether present or future and whether actual or contingent) pursuant to the Charge any other security documents entered into between the Seller and the Buyer securing such debts and liabilities." 

Til forskel fra højesteretsdommen er der således i vores sag udtrykkeligt sket gældseftergivelse. På dette punkt adskiller højesteretsdommen sig afgørende fra vores sag.

Det betyder, at gældsnedskrivningen efter sin art er omfattet af kursgevinstlovens § 24, og bestemmelsen derfor kan anvendes, hvis mere end 50 % af den usikrede gæld er omfattet, hvilket er tilfældet.

I Skatteministeriets juridiske vejledning afsnit C.B.1.5 fremgår, at der er tale om en samlet ordning, hvis mere end 50 % af den usikrede gæld er omfattet - og småkrav holdes udenfor.

Skatteministeriet skriver således i vejledningen: 

"Af Skatteministeriets kommentar til Højesterets afgørelse fremgår det, at praksis om, at en gældseftergivelse som udgangspunkt mindst skal omfatte halvdelen af den usikrede gæld, samt at kun usikrede småkrav udeholdes, stadig gælder. Se SKM2001.179.DEP." 

I nærværende sag er 100 % af den usikrede gæld omfattet af ordningen.

Kursgevinstlovens § 24 statuerer skattefrihed for A, hvis den nedskrevne fordring var nul kroner værd for kreditor, hvilket er tilfældet.

Der henvises til den kommenterede kursgevinstlov, hvor det anføres at i hvert fald § 24 har forrang frem for § 23, måske fordi der ikke er henvist til § 24 i § 20. I Skattestyrelsens juridiske vejledning (ligningsvejledning) afsnit C.B.1.4.3.7, der omhandler "Gevinst og tab på gæld i fremmed valuta", står der bl.a.: 

"Gevinst på gæld opnået som følge af en tvangsakkord, frivillig akkord mv. omfattet af KGL § 24 er ikke skattepligtig." 

As gevinst på gælden er således skattefri.

C.2 Subsidiært: kursgevinstlovens § 21 medfører skattefrihed: 

Måtte retten komme frem til, at gældseftergivelsen, jf. punkt 14 […], ikke er udtryk for en samlet ordning omfattet af kursgevinstlovens § 24, vil der i stedet være tale om en singulær ordning omfattet af kursgevinstlovens § 21. Det medfører også skattefrihed.

Det gøres gældende, at kursgevinstlovens § 21 (og også § 24) har forrang frem for kursgevinstlovens § 23, allerede fordi det ikke giver mening at behandle singulær gældseftergivelse forskelligt fra en samlet ordning for mere end 50 % af den usikrede gæld. De konkrete bestemmelser om gældseftergivelse (samlet ordning eller singulær) har derudover med henvisning til fortolkningsprincippet om lex specialis forrang frem for den generelle regel om fremmed valuta.

C.3 Mere subsidiært: kursgevinstlovens § 23 finder kun anvendelse for valutakurssvingningen af gælden: 

C.3.1: Højesteret tog ikke stilling til samspillet mellem kursgevinstlovens § 21, § 24 og § 23: 

Idet kursgevinstlovens § 21 og § 24 også omhandler gæld i fremmed valuta aktualiseres spørgsmålet, hvorvidt disse bestemmelser har forrang fremfor kursgevinstlovens § 23. Højesteret har ikke taget stilling til samspillet mellem kursgevinstlovens § 21, § 24 og § 23, eftersom ØO i højesteretssagen undlod at gøre gældende, at der var tale om en gældseftergivelse, der kunne være omfattet af kursgevinstlovens § 21 og 24. Dermed havde Højesteret ikke andre muligheder end at henføre avancen til kursgevinstlovens § 23.

Der er er enighed om, at der skal ske beskatning efter kursgevinstlovens § 23. A gør blot gældende, at det kun er valutakursreguleringen, der skal beskattes efter kursgevinstlovens § 23. Resten skal beskattes efter kursgevinstlovens § 24 eller § 21.

Dette afgørende anbringende var ikke gjort gældende for Højesteret. Højesteret tog derfor, som nævnt, ikke stilling til det. Højesteret har ikke prøvet denne fortolkning af § 23, allerede fordi en sådan fortolkning er uomtalt i parternes påstandsdokumenter for Højesteret. Retten i nærværende sag vil derfor skulle tage stilling til dette anbringende.

C.3.2: Landsskatterettens synspunkt: 

Landsskatteretten fortolkede kursgevinstlovens § 23 på samme måde som Skatteministeriet, men præciserede, at gældseftergivelsen i nærværende sag også er omfattet af § 21. Landsskatteretten fandt, at kursgevinstlovens § 21 har forrang, hvorfor der er skattefrihed for gældsnedskrivningen.

C.3.3: Skatteministeriets bemærkninger til Landsskatterettens synspunkt: 

Ifølge Skatteministeriet er der i nærværende sag ikke tale om en gældseftergivelse fordi gældsnedskrivningen sker som følge af et særligt lånevilkår. Dermed kan kursgevinstlovens § 21 ikke kan finde anvendelse. For det andet gøres det gældende, at kursgevinstlovens § 23 har forrang frem for kursgevinstlovens § 21.

C.3.4: As bemærkninger til skatteministeriets synspunkt omkring landsskatteretskendelsen: 

Skatteministeriet påstår reelt, at selvom gælden var i danske kroner ville gældsnedskrivningen ikke være omfattet af kursgevinstlovens § 21, da vi ikke har en gældseftergivelse i kursgevinstlovens forstand. Det må så betyde, at nedskrivningen falder helt uden for kursgevinstloven. Der er jo ikke andre bestemmelser, der kan rumme gældsnedskrivningen. Efter Højesteretsdommen kan dette anbringende ikke fastholdes. Kursgevinstlovens § 21 rummer alle gældsnedskrivninger.

At kursgevinstlovens § 23 også skulle omfatte samtlige gældsnedskrivninger og tillige have forrang fremfor § 21 virker ikke logisk. Det ville få den konsekvens, at kursgevinstlovens § 21 skulle fortolkes indskrænkende til kun at give skattefrihed for gældsnedskrivninger af kronegæld. Hvis det virkelig havde været lovgivers ønske, havde lovgiver utvivlsomt skrevet det direkte og givet en begrundelse herfor i lovbemærkningerne.

Skatteministeriets synspunkter bliver ikke nemmere at forstå, når det fremgår af Skattestyrelsens juridiske vejledning, at kursgevinstlovens § 24 har forrang frem for kursgevinstlovens § 23. Efter Skatteministeriets opfattelse, har vi nu en retstilstand, hvor nedskrivninger af værdiløse fodringer i fremmed valuta er skattefri for debitor, hvis nedskrivningen er omfattet af kursgevinstlovens § 24 (samlet ordning), men ikke hvis omfattet af kursgevinstlovens § 21 (singulær gældseftergivelse).

Nedskrivninger af værdiløse fordringer i danske kroner er derimod skattefrie for debitor - uanset nedskrivningen er omfattet af kursgevinstlovens § 21 eller kursgevinstlovens § 24. En sådan påstået retstilstand har med sikkerhed ikke været lovgivers ønske, og vil ikke kunne lægges til grund.

C.3.5: Kursgevinstlovens § 23 vedrører kun valutakursgevinst og -tab: 

For Højesteret gjorde ØO, som nævnt ovenfor, ikke gældende, at kursgevinstlovens § 23 kun vedrører valutakursgevinst og - tab. Allerede derfor har Højesteret i prøvesagen ikke forholdt sig til det anbringende som A har gjort gældende i denne sag i årevis.

Det gøres gældende, at kursgevinstlovens § 23 kun vedrører (børs- og) valutakurssvingninger vedrørende gæld i fremmed valuta. I den nugældende § 23, er det da også i bestemmelsens sidste pkt., præciseret, at gæld i danske kroner, anses som gæld i fremmed valuta, hvis restgælden reguleres i forhold til en eller flere valutakurser, og omvendt for gæld i fremmed valuta, der reguleres i forhold til danske kroner. Denne reguleringsregel understreger, at det reelt er uden betydning, hvilken valuta gælden er i. Det er valutakurssvingningen, der rammes af reglen; ikke gælden som sådan.

Det er enighed om, at forud for vedtagelsen af kursgevinstloven af 1985 skulle gevinster på gæld i fremmed valuta, der rakte udover valutakursændringen, beskattes efter statsskatteloven - altså på samme måde gæld i danske kroner.

Bortset fra banker mv. betød det, at gældsgevinsten var skattefri, medmindre kreditor nedskrev fordringen til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor.

Selve valutakursreguleringen skulle beskattes efter den dagældende § 8 D i ligningsloven. § 8 D i ligningsloven af 1975, der havde følgende ordlyd (min understregning): 

§ 8 D. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes realiseret avance og fradrages realiseret tab som følge af kursændringer på fremmed valuta vedrørende fordringer og gæld, der har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. 

Stk. 2. Valutakursgevinst og -tab skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet er konstateret. 

Stk. 3. Bestemmelserne i § 4 finder tillige anvendelse på de der omhandlede bankers og forsikringsselskabers og andre virksomheders opgørelse af fortjeneste og tab på mellemværender i fremmed valuta. 

Bestemmelsen vedrørte således kun valutakursreguleringer. Det fremgår af lovbemærkningerne til § 6 i kursgevinstlovens af 1985, at ligningslovens § 8 D blev indført for at styrke Danmarks valutareserver ved at tilskynde erhvervslivet til at foretage anlægsfinansiering i udenlandsk valuta. Danmark devaluerede på daværende tidspunkt jævnligt, hvorfor bestemmelsen blev anset for en lempelse af beskatningen for virksomheder med lån i udlandet. Bestemmelsen skal også ses i sammenhæng med de dagældende valutabestemmelser, hvorefter der alene kunne ske låneoptagelse i udlandet under nogle nærmere angivne betingelser. Lån kunne således bl.a. kun optages i udlandet under forudsætning af, at lånet blev optaget til finansiering af erhvervsmæssige anlægsinvesteringer mv. Betingelsen om den erhvervsmæssige tilknytning efter ligningslovens § 8 D ansås da for opfyldt, når lånet eller tilgodehavendet var etableret i overensstemmelse med disse valutabestemmelser.

I Skattelovrådets betænkning (bet. 1985 nr. 1050), afsnit 10, er beskrevet retstilstanden forud for kursgevinstloven af 1985.

Skattelovrådet anbefalede i sin betænkning, at den kommende kursgevinstlov skulle behandle gevinster/tab på gæld og fordringer i fremmed valuta, der rækker udover valutakursreguleringen, på samme måde som gæld og fordringer i dansk valuta, jf. betænkningens afsnit 10.5 og 9.5. Skattelovrådet antydede dog, at lovgiver kunne overveje at udvide valutabestemmelsen til også at omfatte børskursregulering for at undgå praktiske afgrænsningsproblemer.

Betænkningens afsnit 3 indeholder et eksempel med køb/salg af en 100 $ amerikansk ZORO-bond obligation. Obligationen købes for en børskurs på 25 dollars og sælges for en børskurs på 28 dollars. Skal valutakursgevinsten beregnes i forhold til de 25 dollars eller de 28 dollars? 

Skattelovrådet kom frem til, at der er 4 måder at opgøre valutakursgevinsten på. Disse afgrænsningsproblemer ville kunne undgås ved at udvide valutabestemmelsen til også at omhandle børskursreguleringer.

Afgrænsningsproblemerne ville ikke eksistere for unoterede fordringer i fremmed valuta, da disse fordringer typisk stiftes og indfries til kurs 100. Derudover ville unoterede fordringer i fremmed valuta ofte tilhøre omsætningsformuen, hvorfor den fulde skattepligt ville følge af de øvrige bestemmelser i kursgevinstloven eller statsskatteloven.

Med vedtagelsen af kursgevinstloven af 1985 blev ligningsloven § 8 D ophævet (valutabestemmelsen) og erstattet af kursgevinstlovens § 6, der var formuleret således: 

"Gevinst og tab på fordringer og gæld i fremmed valuta medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for selskaber m.v., der er skattepligtige efter § 1, stk. 1, nr. 1-3 og 5-6, og stk. 2, 1. pkt., samt § 2, stk. 1, litra a, i selskabsskatteloven eller efter lov om beskatning af fonde, visse foreninger og institutter m.v.  For andre skattepligtige medregnes gevinst og tab ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis det godtgøres, at fordringen eller gælden har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. 

Stk. 2. Gevinst på fordringer i fremmed valuta, der ikke omfattes af stk. 1, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis fordringens pålydende rente på erhvervelsestidspunktet er lavere end mindsterenten efter § 7." 

Af forarbejder til kursgevinstlovens § 6 fremgår bl.a. følgende (min understregning): 

"Bestemmelsen vedrører behandlingen af fordringer og gæld i fremmed valuta. Efter stk. 1 skal gevinster og tab på fordringer og gæld i fremmed valuta medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis fordringen eller gælden har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed.  

Når en virksomhed drives i aktie- eller anpartsselskabsform, lægges det til grund, at der foreligger den fornødne erhvervsmæssige tilknytning. Dette svarer til den praksis, der i dag anvendes af ligningsmyndighederne. 

For andre skattepligtige medregnes gevinster og tab på fordringer og gæld i fremmed valuta til den skattepligtige indkomst, hvis det godtgøres af den skattepligtige eller af skattemyndighederne, at fordringen eller gælden har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. 

De skattepligtige, der omfattes af bestemmelsen, medregner kursgevinster og -tab som følge af alle kurssvingninger ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Såvel kursgevinster og - tab på grund af valutakurssvingninger som kursgevinster og -tab på grund af børskurssvingninger indgår i beregningsgrundlaget." 

Spørgsmålet er herefter om valutakurssvingninger og børskurssvingninger er en udtømmende opremsning af det, som skal medtages eller blot eksempler på det som skal medtages.

Er det en udtømmende opremsning er der ikke sket ændringer på gældssiden, da gæld ikke kan børskursreguleres.

I lovbemærkningernes afsnit I (Indledning), er opremset de ændringer lovforslaget medfører i forhold til gældende ret. Her er gæld i fremmed valuta ikke nævnt. Derimod er fordringer i fremmed valuta nævnt. Der skrives således (egen understregning og kursiv): 

"For det tredje er de gældende regler omkring beskatning af gevinster og tab på fordringer i fremmed valuta med tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed medtaget i en lidt ændret og ajourført skikkelse" 

I lovforslaget, afsnit IV (Lovforslaget i hovedtræk), står der videre (mine understregninger): 

"Hidtil har gevinster og tab, som en skyldner realiserer ved indfrielse af eller frigørelse for gæld, ikke været omtalt i lovgivningen bortset fra valutakursreglen i ligningslovens § 8 D og reglerne i ligningslovens § 4, stk. 3 og 4. Lovforslaget nævner nu disse gevinster og tab udtrykkeligt. For de egentlige finansielle selskaber m.v., der omfattes af næringsbeskatningen, skal sådanne gevinster og tab medregnes ved indkomstopgørelsen. For alle andre skattepligtige fastholdes på dette område statsskattelovens regler i §§ 4-6 direkte, samt reglen for gæld i fremmed valuta i tilslutning til erhvervsmæssig virksomhed. 

For fordringer i fremmed valuta med tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed opretholdes de gældende regler. Der sker dog den udvidelse ved lovforslaget, at skattepligten omfatter alle gevinster og tab på sådanne fordringer. Efter den gældende regel er det kun, den del af gevinster eller tab, der skyldes ændring af valutakurs, der er skattepligtig. 

I øvrigt præciseres det, at fordringer og gæld hos selskaber m.v. altid anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, mens det for personer må bero på en konkret bedømmelse." 

Det er således anført i forarbejderne, at lovændringen fastholdt den eksisterende regel vedrørende gæld i fremmed valuta. Kun vedrørende fordringer medførte lovændringen en udvidelse.

Lovforslaget indeholder desuden overgangsregler for fordringer i fremmed valuta, men ikke for gæld i fremmed valuta. At det ikke er en forglemmelse fra lovgivers side, understreges af den efterfølgende udvidelse af bestemmelsen i lovens § 6.

I lovforslaget var fonde ikke medtaget i valutabestemmelsen i kursgevinstlovens § 6. Fonde var skattefrie i 1985, men det var planlagt, at fonde skulle være skattepligtige for indkomståret 1987 og fremefter. Man fandt det derfor hensigtsmæssigt at udvide bestemmelsen til også at omfatte fonde.

Da fonde ikke tidligere havde været skattepligtige, blev der i den endelige lov indført overgangsregler for gæld i fremmed valuta.

Det har tydeligvis været lovgivers ønske, at gevinst på gæld i fremmed valuta, der ligger udover valutakursgevinsten, skulle beskattes på samme måde som gevinster på gæld i danske kroner - altså ingen ændring af retstilstanden.

Det ville også give ringe mening, hvis gevinster på gæld i fremmed valuta, der ligger udover valutakursgevinsten, skulle beskattes anderledes end gevinster på gæld i danske kroner. Forskelsbehandlingen tjener ikke noget skattepolitisk formål. Der eksisterer ingen fornuftig årsag til, at kursgevinst på gæld i fremmed valuta beskattes hårdere end gevinst på gæld i danske kroner. Princippet om skattefrihed for eftergivelse ned til fordringens værdi for kreditor, må derfor også gælde i denne sag. Dette anbringende har også støtte i Landsskatterettens afgørelse af 31. august 2015 […], hvor flertallet på tre medlemmer udtaler (min understregning): 

Da G6 som følge af vilkårene i låneaftalen ikke havde krav på mere end ejendommen, var fordringens værdi for G6 på tidspunktet for salget af ejendommene lig med ejendommens værdi. Overtagelse af ejendommen indebar derfor ikke, at gælden blev nedskrevet til et lavere beløb end fordringen værdi for kreditor (G6) og heller ikke denne betingelse i kursgevinstlovens § 23, jf. § 21, er derfor opfyldt. 

Hvis kursgevinstloven af 1985 havde den effekt, at nedskrivninger af værdiløse fordringer fremover skulle være fuldt skattepligtige for debitor, hvis gælden er i fremmed valuta, ville dette tillige være en dramatisk ændring af retstilstanden, der havde sat sine klare spor i lovbemærkningerne, men der står som sagt intet herom.

Det ville også være uforståeligt, at lovgiver specifikt nævner valutakursreguleringer og børskursreguleringer, hvis valutabestemmelsen omhandler så meget andet.

Lovgiver skriver også "alle kurssvinger" hvilket må forstås som alle offentliggjorte kurssvinger - altså børskurssvinger i relation til valutaen (valutakursregulering) og børskurssvinger i relation til selve fordringen/gælden (børskursregulering).

Frigørelse for gæld i forbindelse med gældseftergivelse, forældelse, konfusion, præklusion, trangsakkord og gældssanering kan næppe kvalificeres som kurssvingninger, således som ordet naturligt forstås.

Der kan også henvises til betænkningen af 1985 (nr.1050) afsnit 5, hvor der skrives (egen understregning): 

"Som udgangspunkt er det nok rigtigt, at der til alle kursgevinster svarer ligeså store kurstab, men der er ihvertfald nogle kurstab, der ikke modsvares af egentlige kursgevinster, nemlig de tab, som långivere må bære som følge af låntageres manglende betalingsevne. 

Teoretisk kan man derfor sige, at de samlede kurstab overstiger de samlede kursgevinster ." 

Begrebsmæssigt er debitorgevinster som følge af gældseftergivelse, forældelse, konfusion, præklusion, trangsakkord og gældssanering ikke kursgevinster.

Kursgevinster skal forstås som finansielle kursgevinster - altså gevinster/tab der opstår som følge af ændret markedsrente, valutakursregulering, overkurslån (kunstig høj rente) eller underkurslån (kunstig lav rente).

A gør gældende, at der ikke efter 1985 er sket relevante ændringer i bestemmelsen i kursgevinstlovens § 6 i forhold til nærværende sag.

Den dagældende kursgevinstlovs § 6 blev ved lov nr. 394 af 6. juni 1991 som anført ændret til også at omfatte lønmodtageres private gæld i fremmed valuta, men retsvirkningen var stadigvæk den samme, nemlig at kun valutakursændringer skulle medtages. Kursgevinstlovens § 6, stk. 1, fik følgende udformning efter lovændringen i 1991: 

"Gevinst og tab på fordringer og gæld i fremmed valuta medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. For skattepligtige efter kildeskattelovens §§ 1 og 2, der ikke omfattes af § 3, gælder 1. pkt. dog alene, hvis årets nettogevinst eller nettotab overstiger 800 kr. Beløbet reguleres efter personskattelovens § 20. Fordringer og gæld i danske kroner betragtes som fordringer og gæld i fremmed valuta, hvis hovedstolen henholdsvis restgælden reguleres i forhold til en eller flere valutakurser." 

Det skete efter anbefalinger i optionsudvalgets betænkning nr. 1139. Lovgiver ønskede af ramme lønmodtageres devalueringsgevinster for at undgå skattespekulation med de såkaldte australdollar-arrangementer.

I betænkningens afsnit 5.1 skrives desuden: 

"Hvis kursreguleringen på fordringen i fremmed valuta skal medtages i den skattepligtige indkomst, vil det altid både være valutakursændringen og børskursændringen, der medtages. Skal kursreguleringen ikke medtages, gælder det både valutakursgevinst og børskursgevinst" 

Og i 1991-lovændringen skrives således i lovbemærkningerne: 

"Som hidtil omfatter kursgevinster og kurstab både værdiændringer på grund af ændringer i valutakursen og værdiændringer på grund af ændringer i værdien af fordringen eller gælden opgjort i den pågældende valuta (børskursændringer)". 

Med kursgevinstloven af 1997 (Lov 1997-06-10 nr. 439) blev valutabestemmelsen delt op i 2 bestemmelser. Ved kursusgevinstloven af 1997 skete der som i 1991 heller ikke en relevant ændring af det materielle beskatningsgrundlag for kursgevinster på gæld i fremmed valuta, idet der i loven blot skete en opdeling af gevinst og tab på henholdsvis gæld (§ 23) og fordringer (§ 16) i fremmed valuta. § 23 i kursgevinstloven af 1997 havde følgende ordlyd: 

"Gevinst og tab på gæld i fremmed valuta medregnes i det omfang, gevinsten eller tabet ikke er omfattet af § 22. 1. pkt. gælder dog alene, hvis årets nettogevinst eller nettotab sammenlagt med gevinster og tab, som omfattes af § 16, overstiger 1.000 kr." 

Forarbejderne bemærkede følgende til bestemmelsen: (min understregning): 

"Bestemmelsen omfatter personers gevinst og tab på gæld i fremmed valuta, når gælden ikke er pengenæring. Forslaget svarer, for så vidt angår gæld, til § 6 i den nuværende kursgevinstlov." 

Det understreges som anført i lovbemærkningerne, at der ikke er sket realitetsændringer.

Det er således alene lovbemærkninger til kursgevinstloven af 1985, der er relevante, når rækkevidden af den nuværende kursgevinstlovs § 23 skal fastlægges.

C.4 Mest subsidiært: praksis i ligningsvejledningen skal følges: 

I transparente kommanditselskaber er kommanditisterne, i skattemæssig henseende, debitor til gælden i kommanditselskabet, men hæfter kun med formuen i kommanditselskabet inklusiv ikke-indbetalt resthæftelse.

Skattemæssigt er det, at der kun hæftes med formuen i kommanditselskabet, reelt at sidestille med et lån på non-recourse vilkår, for kreditor kan alene henholde sig til kommanditselskabsformuen. Herefter opstår spørgsmålet, hvad der sker, hvis kommanditisterne får en gældsgevinst som følge af den manglende personlige hæftelse.

Der stod følgende i ligningsvejledningen 2016 afsnit C.B: 

"Særligt om gældsreduktion i K/S'er 

Eftergivelse af K/S'ets gæld vil som regel foregå på den måde, at kreditor beregner sin fordrings værdi ud fra kommanditisternes betalingsevne, i det omfang denne ikke overstiger resthæftelsen, og derefter eftergiver restbeløbet. 

Hvis en kommanditist har indbetalt den fulde hæftelse, vil en gældseftergivelse ikke medføre en gevinst i kursgevinstlovens forstand. Har kommanditisten derimod ikke indbetalt sin resthæftelse, kan der blive tale om beskatning af den del af gældseftergivelsen, som forholdsmæssigt svarer til hans anpart efter KGL § 21 eller KGL § 23."  

Først beskrives den situation, hvor kommanditselskabet er tømt for aktiver, herunder resthæftelsen fra kommanditisterne, hvorefter kreditorerne må opgive yderligere forfølgelse grundet den begrænsede hæftelse. Gældseftergivelsen er her ubetinget skattefri, da vi ikke har en kursgevinst i kursgevinstlovens forstand. Det er således irrelevant om gælden er i fremmed valuta eller ej.

Dernæst beskrives den situation, hvor kommanditselskabet er tømt for aktiver, men hvor resthæftelsen ikke er indbetalt fuldt ud. Her skal gældseftergivelsen beskattes hos kommanditisterne med kursværdien af den ikke-indbetalte resthæftelse. Dette udsagn må dog forudsætte, at kreditor faktisk kunne kræve resthæftelsen indbetalt således, at kreditor lider et tab.

Hvis indbetalingen af resthæftelsen ikke giver noget mer-provenu til kreditor fordi lånet er på non-recourse vilkår, gælder udsagnet ikke, jf. Landsskatterettens afgørelse fra 2007 (SKM2007.896.LSR). Landsskatteretten skrev: 

"Den af A Holding A/S overtagne gæld til B på 8.536.929 kr. er ydet på såkaldt non-recourse vilkår, hvorefter kommanditisterne ikke hæfter personligt for gældens betaling. Landsskatteretten finder herefter ikke grundlag for at anse A Holding A/S, der har overtaget gælden på nævnte vilkår, for skattepligtig af gældseftergivelsen. Gældseftergivelsen anses således, jf. det i Ligningsvejledningen anførte, ikke for at medføre nogen kursgevinst i kursgevinstlovens forstand." 

Landsskatteretten fortolker ligningsvejledningen således, at hvis kreditor har udtømt alle sine muligheder for kreditorforfølgelse, således at kommanditisterne ikke længere hæfter for den udækkede fordring, vil gældsnedskrivningen ikke medføre kursgevinstbeskatning af kommanditisterne.

A kan selvfølgelig støtte ret på ligningsvejledningen og Landsskatterettens fortolkning af ligningsvejledningen, jf. citatet ovenfor.

D. UDDYBENDE ANRBINGENDER TIL STØTTE FOR HJEMVISNINGSPÅSTANDEN: 

D.1 Det er kun As resthæftelse over for kommanditselskabet, som A er frigjort for: 

Hvis retten måtte komme frem til, at der skal ske beskatning, gøres det nedenfor gældende, at sådan beskatning alene kan støttes på As resthæftelse over for G1. Dette er et yderligere punkt, som Højesteret i ØO-sagen ikke har forholdt sig til. ØOs eventuelle resthæftelse er uomtalt i dommen, formentlig fordi ØO blot har erkendt at hæfte for gælden.

Af afsnit C.B.1.2.1 i den juridiske vejledning omhandler "Fordringer, gæld og finansielle kontrakter omfattet af kursgevinstloven" fremgår følgende (min understregning): 

"Ved en pengefordring forstås et retligt krav på betaling af et pengebeløb. Der skal være tale om et retligt krav, og det betyder, at kreditor (fordringshaveren) skal kunne gøre betalingskravet mod debitor (skyldneren) gældende ved domstolene.

Kursgevinstloven opstiller altså den rimelige betingelse, at alene fordringer, som kreditor ved domstolene kan inddrive over for debitor i henhold til fordringen, er omfattet af kursgevinstloven. Af forarbejderne til kursgevinstloven af 1997, hvis § 1, stk. 1, nr. 2, er enslydende med den nugældende kursgevinstlov, fremgår blandt andet følgende (min understregning): 

Ved frigørelse for en gældsforpligtelse forstås den omstændighed, at debitor fritages for sin hæftelse for gældsposten.

I højesteretsdommen fremgår det af side 1, at ØO anerkendte, "at han hæftede for lånet", men kun med den pantsatte ejendom. En sådan anerkendelse foreligger ikke i nærværende sag. A anerkender kun, at han havde en hæftelse over for G1 - i danske kroner - nemlig resthæftelsen som kommanditist i henhold til den aftale, som A havde med kommanditselskabet. Allerede fordi As resthæftelse er i danske kroner, ikke i fremmed valuta skal A frifindes.

A havde ikke betalt sin fulde resthæftelse over for G1. Hvis G1 således havde haft yderligere kapitalbehov, havde A og de øvrige kommanditister kunnet opkræves yderligere indskud ind til den fulde forpligtelse hertil var opfyldt.

Overdragelsen af den pantsatte ejendom udløste ikke krav om indbetaling af resthæftelse. Det er reelt først på tidspunktet for nedlukning af kommanditselskabet, at As resthæftelse bortfaldt. Dette er dog ikke udtryk for gevinst på gæld, for en indskudsforpligtelse er ikke en gæld. Det er en obligationsretlig forpligtelse til at yde et indskud, der på indskudstidspunktet modsvares af en øget værdi af aktivet. Ikke desto mindre gøres det subsidiært gældende, at det alene er As resthæftelse over for kommanditselskabet, som A er frigjort for. Det er maksimalt denne resthæftelse, som A ville kunne beskattes af. Denne resthæftelse er imidlertid i danske kroner, hvorfor gevinsten er skattefri. Selv hvis resthæftelsen havde været i fremmed valuta var den også skattefri.

Hvis retten måtte mene, at A dog skal beskattes af resthæftelsen, skal sagen hjemvises til Skattestyrelsen til en opgørelse af hvad As resthæftelse var over for G1.

D.2 Ejendomsavancebeskatningsloven bør anvendes i regelsammenstødet med kursgevinstloven: 

Det gøres subsidiært gældende, at gevinsten er på ejendommen og ikke på gælden. Ejendomsavance, der tillige er en kursgevinst, vil ikke skulle beskattes efter kursgevinstloven, jf. bl.a. Karnovs note 48 til kursgevinstlovens § 24.

Hvis debitor har en ejendomsgæld på 10 mio. kr., og ejendommens værdi er 8 mio. kr., og udlignes gælden ved at aflevere ejendommen til kreditor, har debitor fået en gevinst på 2 mio.kr.

Spørgsmålet er imidlertid om gevinsten er på gælden eller ejendommen. Er kreditor næringsdrivende med køb/salg af ejendomme skal anskaffelsessummen for ejendommen opgøres efter principperne i statsskatteloven. Det betyder, at anskaffelsessummen skal opgøres som den kontante anskaffelsessum tillagt den nominelle værdi af den overtagne gæld.

Kreditor får altså en anskaffelsessum på 10. mio. kr. Da kreditor ikke både kan få tabsfradrag efter statsskatteloven og efter kursgevinstloven skal det vurderes, hvilken bestemmelse, der har forrang.

Er kreditor ikke næringsdrivende skal ejendomsavancebeskatningsloven anvendes. Det betyder, at anskaffelsessummen på ejendommen bliver den kontante betaling tillagt kontantværdien af den overtagne gæld.

I betænkningen af 1985 (nr. 1050) er der anført følgende (min understregning): 

"Omvendt vil en låntager eventuelt uden betaling til långiver blive frigjort for en gæld, f.eks. ved at en ny ejer køber hans faste ejendom og indtræder i gældsforpligtelserne vedrørende ejendommen. Også her gælder det, at der næppe direkte bliver sat kursværdi på gælden, men kursværdiændringen for den tidligere låntager vil give sig udslag i prisfastsættelsen for ejendommen." 

Med andre ord: G6 led et tab fordi G6 var nødsaget til at erhverve ejendommen, selvom restgælden var højere end handelsværdien af ejendommen. Tilsvarende kan det hævdes, at G1 fik en gevinst i samme størrelse som G6s tab, idet G1 må anses at have afstået ejendommen reelt til en højere værdi end dens handelsværdi, og G1 har derved haft en ejendomsavance svarende til den usikrede gæld. Beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven fører til et gunstigere resultat for A end beskatning for kursgevinst.

Sagen bør derfor hjemvises til Skattestyrelsen for at opgøre ejendomsavancen.

E. UDDYBENDE ANBRINGENDER TIL STØTTE FOR RENTEPÅSTANDEN (PÅSTAND 2): 

Til støtte for påstand nr. 2 gør A gældende, at skulle han blive skattepligtig af en kursgevinst, skal den beregnede skat ikke tillægges renter. Det fremgår af As årsopgørelse for 2010, dateret 7. februar 2014 […], at As restskat udgjorde 1.311.888. A indbetalte restskatten. Som følge af landsskatterettens kendelse af den 31. august 2015 […], udarbejdede SKAT en ny årsopgørelse per den 2. september 2015 […], hvormed A fik skatten tilbagebetalt. Det gøres gældende, at skatteforvaltningen er i fordringshavermora, skulle Skatteministeriet vinde sagen, idet det alene af skatteforvaltningens forhold, der gør, at A ikke har betalt skatten. A har sammen med øvrige kommanditister gennem deres advokat på X-sagen forespurgt SKAT herom og fået negativt svar fra SKAT […]. A har alligevel forsøgt at betale via SKATs hjemmeside men fået svar, at der ikke eksisterer en fordring. A har derfor ikke kunnet frigøre sig fra sin eventuelle skattegæld." 

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat 

Som fastslået af Højesteret i dom af 11. november 2019, refereret i UfR 2020.202, er tab eller gevinst ved frigørelse for gælden efter en betalingsforpligtelse omfattet af kursgevinstloven, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 2, selv om betalingsforpligtelsen er reguleret ved et non-recourse vilkår, som indebærer, at der ikke hæftes med mere end den stillede sikkerhed og afkastet heraf. Højesteret fandt, at der efter sagens låneaftale var en betalingsforpligtelse for hele lånebeløbet. Højesteret fandt herefter, at kursgevinstlovens § 23 fandt anvendelse på låneaftalen, der var indgået i fremmed valuta (GBP).

Den foreliggende sag er med hensyn til betalingsforpligtelsen identisk med den sag, som Højesteret tog stilling til. Der er således i låneaftale af 31. december 1997 mellem G5 og G1 vedrørende lån af 7.800.000 GBP indgået et ligelydende non-recourse vilkår som i den sag, Højesteret tog stilling til.

Den ejendom, som nærværende sag vedrører, er en hotelejendom beliggende i Y3, Y4-land. Den 13. september 2010 indgik G1 aftale om salg af hotelejendommen til G6. I denne aftale var tillige et non-recourse vilkår i forhold til salget. Herudover var der i punkt 14.1 et vilkår om, at overdragelsen af ejendommen skete til fuld og endelig afgørelse af alle mellemværender mellem parterne.

A har til støtte for sin frifindelsespåstand principalt gjort gældende, at kursgevinstlovens § 24 skal finde anvendelse.

Retten finder ikke, at der ved vilkåret i salgsaftalen af 13. september 2010 om, at overdragelsen af ejendommen sker til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav mellem køberen og sælgeren, er sket en gældsnedskrivning, som har betydning for sagens vurdering i forhold til kursgevinstlovens § 24. Retten har herved lagt vægt på, at det allerede fulgte af parternes aftale af 31. december 1997, at G6 som følge af non-recourse vilkåret ikke kunne gøre noget andet krav gældende mod G1. Vilkåret i salgsaftalen er derfor uden selvstændigt indhold og ville gælde, uanset om vilkåret var medtaget, eller uanset om ejendommen var blevet solgt til anden side.

Kursgevinstlovens § 24 finder derfor ikke anvendelse.

A har til støtte for sin frifindelsespåstand subsidiært gjort gældende, at kursgevinstlovens § 21 skal finde anvendelse.

Den indgåede låneaftale af 31. december 1997 mellem G6 og G1 indeholder non-recourse vilkåret, som disse parters aftaleforhold således er født med. Retten finder derfor ikke, at As frigørelse for gælden kan anses som en eftergivelse af gæld i kursgevinstlovens § 21's forstand, og kursgevinstlovens § 21 finder derfor heller ikke anvendelse.

A har til støtte for sin frifindelsespåstand mere subsidiært gjort gældende, at kursgevinstlovens § 23 kun finder anvendelse for valutakursstigningen af gælden.

Som det fremgår af Højesterets dom refereret i UfR 2020.202, medregnes efter kursgevinstloven gevinst og tab på gæld i danske kroner som udgangspunkt ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvorimod gevinst og tab på gæld i fremmed valuta som udgangspunkt medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. kursgevinstlovens §§ 20-23. Beskatningen af gevinst og tab på begge former for gæld er således symmetrisk.

Der er derfor tale om en forskellig behandling af gæld i danske kroner og i udenlandsk valuta. Højesteret fandt ikke anledning til at antage, at den forskellige behandling var i strid med TEUF artikel 63.

Retten finder ikke grundlag for at antage, at den forskellige behandling af lån i dansk valuta og udenlandsk valuta er begrænset til alene at omfatte valutakurser. Retten finder endvidere ikke grundlag for at antage, at der er tilsigtet en forskellig regulering for fordringer og gæld i relation til, om såvel værdiændringer på grund af ændringer i valutakursen som værdiændringer på grund af andre forhold skulle medregnes.

Det fremgår således i forslag til lov om ændring af kursgevinstloven m.m., LFF 1990-1991.2.6, af de specielle bemærkninger til ændringen af kursgevinstlovens § 6, at: 

"Som hidtil omfatter kursgevinster og kurstab både værdiændringer på grund af ændringer i valutakursen og værdiændringer på grund af ændringer i værdien af fordringen eller gælden opgjort i den pågældende valuta (børskursændringer)." 

I 1997-kursgevinstloven blev den tidligere § 6 for personers vedkommende i lovens kapitel 3 opdelt i henholdsvis § 16 (fordringer) og § 23 (gæld). I forarbejderne til 1997-lovens § 16 i de specielle bemærkninger (LFF1996-1997.1.194), anføres, at: 

"Samtlige kursændringer indgår i opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Kursgevinster og kurstab omfatter såvel værdiændringer på grund af ændringer i valutakursen som værdiændringer på grund af andre forhold." 

Der er i de specielle bemærkninger til § 23 henvist til bemærkningerne til § 16. Angivelsen af, at forslaget for så vidt angår gæld svarer til § 6 i den nuværende kursgevinstlov, ændrer ikke ved, at forarbejderne må forstås således, at § 23 vedrører samtlige kursændringer ligesom § 16.

Retten finder herefter ikke, at forarbejderne til 1985-kursgevinstloven og den før da foreliggende regulering kan give grundlag for en antagelse om, at kursgevinstlovens § 23 kun finder anvendelse for valutakursstigningen af gælden.

A har til støtte for sin frifindelsespåstand mere subsidiært gjort gældende, at praksis i ligningsvejledningen skal følges.

Den dagældende ligningsvejledning, Erhvervsdrivende 2010-2, afsnit E.L.2.7 om gældsreduktion i K/S’er, indeholdt bemærkninger til den skattemæssige behandling af gældseftergivelse for et K/S, herunder om anvendelse af reglerne for singulær eftergivelse.

A har henvist hertil og til en afgørelse fra Landsskatteretten, SKM2007.896.LSR vedrørende et non-recourse vilkår.

Skatteministeriet har bestridt, at A herved har dokumenteret en fast praksis, som vedrører den foreliggende situation, og har henvist til SKM2007.780.LSR og byrettens tiltræden i SKM2010.42.BR.

Retten finder, at A med det fremkomne ikke har dokumenteret en praksis fra skattemyndighedernes side, der kan føre til et andet resultat.

A har til støtte for sin subsidiære påstand om hjemvisning gjort gældende, at ejendomsavancebeskatningsloven bør anvendes i regelsammenstød med kursgevinstloven. A har endvidere gjort gældende, at det maksimalt er resthæftelsen, som han vil kunne beskattes af.

Retten finder ikke grundlag for, at den kursgevinst, der er opstået ved frigørelse for gælden efter låneaftalen, skal bedømmes efter eller i sammenstød med ejendomsavancebeskatningsloven ud fra et synspunkt om, at G1 har afstået ejendommen med en gevinst, som svarer til G6s tab.

Retten finder endvidere, at kursgevinsten efter kursgevinstlovens § 1, stk. 1, nr. 2, skal bedømmes i forhold til gældsfrigørelsen og ikke i forhold til resthæftelsen over for kommanditselskabet.

Herefter tages Skatteministeriets påstand til følge.

Skattekrav forrentes efter kildeskattelovens § 61. Retten finder ikke, at en antagelse af forventninger hos lovgiver om, at der ikke skal betales renter i en situation som den foreliggende, hvor der er tilbudt, men ikke modtaget frivillig indbetaling af eventuel kommende restskat, kan føre til, at der ikke skal betales rente, eller at retten kan bestemme, at skattekravet ikke skal forrentes før fra dagen efter Skattestyrelsens opgørelse af skattekravet som følge af byrettens dom.

Skatteministeriet frifindes derfor for As rentepåstand.

Efter sagens karakter, værdi og forløb fastsættes sagsomkostningerne til 104.000 kr. Heraf er 4.000 kr. fastsat til dækning af udgifter til retsafgift, mens et beløb til dækning af advokatudgifter, materialesamling mv. er fastsat til 100.000 kr.

Det er oplyst, at Skatteministeriet ikke er momsregistreret.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T : 

A skal anerkende, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2010 forhøjes med 4.568.166 kr., og at konsekvensændringerne i virksomhedsindkomsten under virksomhedsordningen for indkomstårene 2010-2012 hjemvises til Skattestyrelsen.

Skatteministeriet frifindes for As rentepåstand.

A skal inden 14 dage til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 104.000 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.