1. Sammenfatning
I styresignalet beskrives ændring af praksis vedrørende kraftvarmeværkers adgang til at foretage ændring af opgørelsesmetode (V-formel eller E-formel). Styresignalet skyldes Landsskatterettens afgørelse af 19. september 2016 (SKM2016.530.LSR).
Styresignalet gælder for kraftvarmeværkers valg af opgørelsesmetode for fordeling af brændsler mellem el- og varmefremstilling (V-formel eller E-formel) efter mineralolie-, gas- og kulafgiftsloven.
Landsskatterettens afgørelse betyder, at genoptagelse kan finde sted efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, i de tilfælde, hvor der fremlægges nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af afgiftstilsvaret.
I styresignalet fastsættes frister for genoptagelse, reaktionsfrist og krav til den dokumentation, der skal ledsage en anmodning om genoptagelse.
2. Underkendt praksis
Der er afgiftsfrihed (afgiftsfritagelse eller afgiftsgodtgørelse) for varer, der medgår til produktion af elektricitet i centrale kraftværker og kraftvarmeværker omfattet af bilag 1 i henholdsvis gasafgiftsloven, kulafgiftsloven og mineralolieafgiftsloven og i andre kraftværker og kraftvarmeværker.
Andelen af varer, som værket har afgiftsfrihed for til produktion af elektricitet ved samproduktion af elektricitet og varme, skal opgøres på grundlag af enten varmeproduktionen (V-formel) eller af el-produktionen (E-formel).
Den valgte metode skal anvendes i hele kalenderåret.
Mineralolieafgiftsloven, gasafgiftsloven og kulafgiftsloven indeholder ikke dispensationsbestemmelser, der muliggør, at en valgt metode for fordeling af brændsel mellem el- og varmefremstilling for et kalenderår efterfølgende kan ændres.
Skatteforvaltningslovens § 30 finder ikke anvendelse på forholdet.
SKAT udsendte den 30. april 2014 styresignalet SKM2014.301.SKAT. Her blev det præciseret, at der ikke er hjemmel i energiafgiftslovene til, at den valgte metode for fordeling af brændsler mellem el- og varmefremstilling på et kraftvarmeværk efterfølgende kan ændres, uanset at det viser sig, at værket med fordel kunne have anvendt en anden metode end den, som værket valgte ved kalenderårets begyndelse.
Det blev endvidere anført i styresignalet, at skatteforvaltningslovens § 30 ikke finder anvendelse på forholdet, og at forholdet heller ikke er omfattet af skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32.
Styresignalet blev udsendt som følge af, at der overfor SKAT var rejst spørgsmål om, hvorvidt et kraftvarmeværk kunne ændre metode, hvis det efter kalenderårets udløb viste sig, at værket med fordel kunne have anvendt den anden metode.
I perioden 2014-2 til 2016-2 fremgik følgende af Den juridiske vejledning, afsnit E.A.4.4.10.2:
"Valg af enten V-formel 1,20 eller E-formel 0,67
Værket skal vælge opgørelsesmetode (V-formel 1,20 eller E-formel 0,67) ved begyndelsen af et kalenderår.
I praksis vil det sige, at der skal vælges metode senest ved opgørelsen (fordelingen af brændslet mellem el- og varmeproduktion) for januar.
Den valgte metode skal anvendes i hele kalenderåret. Der kan ikke efterfølgende foretages ændring af den metode, som værket valgte at anvende ved kalenderårets begyndelse. Heller ikke, hvis det viser sig, at et værk med fordel kunne have anvendt en anden metode (V-formel eller E-formel) end den metode, som værket valgte at anvende ved kalenderårets begyndelse. "
3. Baggrunden for ændring af praksis
Landsskatteretten har i afgørelse af 19. september 2016 anset et kraftvarmeselskab for berettiget til at ændre opgørelsesmetode fra E- til V-formel efter mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 2, efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2. Landsskatteretten ændrer dermed SKATs afgørelse og hidtidige praksis.
Selskabet havde i 2013 anmodet om ændring af afgiftstilsvaret for perioden 1. januar 2010 til 31. december 2011 med henvisning til, at fordelingen af brændselsforbruget mellem el- og varmeproduktion i henhold til mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 2, skulle foretages efter V-formlen i stedet for efter E-formlen. SKAT havde ikke imødekommet selskabets anmodning.
Landsskatteretten har i afgørelsen anført, at en opgørelse efter V-formlen er baseret på oplysninger om varmeproduktionen, som ikke indgår i opgørelsen efter E-formlen. Selskabets anmodning om ændring af afgiftstilsvaret vedrørende mineralolieafgift indeholder derfor oplysninger af faktisk karakter, som kan begrunde en ændring af afgiftstilsvaret. Betingelserne for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, er herefter opfyldt.
Herefter fandt Landsskatteretten, at selskabet havde lov til at få ændret afgiftstilsvaret efter genoptagelsesreglerne. Det er en betingelse for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, at der senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægges nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af afgiftstilsvaret.
4. Ny praksis
Landsskatterettens afgørelse indebærer, at forhold vedrørende ændring af opgørelsesmetode er omfattet af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2 (genoptagelse), når der fremlægges ændrede oplysninger af faktisk karakter.
Dette gælder både ved ændring fra E-formel til V-formel og fra V-formel til E-formel.
Reglerne vedr. timebaseret opgørelse for kraftvarmeværker bibeholdes uændret. Se her
5. Genoptagelse
Landsskatterettens afgørelser indebærer, at der er mulighed for efterfølgende at ændre den valgte metode, såfremt der fremlægges nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af afgiftstilsvaret efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.
Der fastsættes derfor følgende retningslinjer for genoptagelse:
5.1 Frister for genoptagelse
5.1.1 Ordinær genoptagelse
I henhold til skatteforvaltningens § 31, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest 3 år efter angivelsesfristens udløb.
5.1.2 Ekstraordinær genoptagelse
Hvis fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, 2. led, efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse til gunst for den afgiftspligtige/godtgørelsesberettigede fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, som resulterede i underkendelse af praksis.
Hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, kan der ske ekstraordinær genoptagelse fra og med perioden 1. januar 2010 til 31.december 2010.
5.2 Reaktionsfrist
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, at en anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes senest 6 måneder efter det er kommet den afgiftspligtige til kundskab, at der er forhold, der begrunder fravigelse af fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.
Reaktionsfristen regnes fra offentliggørelsen af dette styresignal på SKATs hjemmeside www.skat.dk.
5.3 Anmodning om genoptagelse
Anmodning om genoptagelse kan ske digitalt på www.skat.dk, eller ved at sende en skriftlig anmodning til SKAT på adressen: SKAT, Nykøbingvej 76, 4990 Sakskøbing, med oplysninger, der kan identificere selskabet.
Anmodningen om genoptagelse skal indeholde oplysninger om virksomhedens navn, adresse og CVR-nr., samt en specificeret opgørelse af kravet på tilbagebetaling.
6. Gyldighed
Styresignalet træder i kraft på tidspunktet for offentliggørelsen og ophæves efter 6 måneder fra offentliggørelsestidspunktet.
Styresignalet er indarbejdet i Den Juridiske Vejledning version 2017-1 afsnit E.A.4.4.10.2.