Landsskatteretten afsagde den 30. juni 2000 følgende kendelse (LSR 2-3-1836-1174):

"A klager for indkomståret 1997 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke har godkendt fradrag for udgifter til arbejdstøj.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren driver selvstændig elinstallationsvirksomhed. Virksomheden beskæftiger en ansat udover klageren.

Det er videre oplyst, at klageren i indkomståret 1997 har fradraget udgifter til arbejdstøj med 10.916 kr. Der er købt arbejdstøj til såvel klageren som virksomhedens ansatte. Arbejdstøjet er af et specielt design og en del af tøjet er påsyet reflekser samt påbroderet klagerens eller den ansattes navn. Der er godkendt fradrag for udgifter til den ansattes arbejdstøj.

De stedlige skattemyndigheder har ikke godkendt fradrag for udgifter til arbejdstøj på 6.305 kr. Skatteankenævnet har herved henvist til, at udgiften ikke har haft den nødvendige tilknytning til indkomsterhvervelsen, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at det fremgår af Ligningsvejledningen for 1997, afsnit A.F.1.19, at det er undtagelsen, at der kan foretages fradrag for fortæring og beklædning, idet disse udgifter som hovedregel anses for private udgifter, selv om de er afholdt i tilknytning til arbejdet, at der heller ikke gives fradrag for specielt arbejdstøj som kittel, uniform, smoking mm., da merudgiften opvejes af en tilsvarende besparelse i den almindelige påklædning, og at der ved bedømmelsen af, om der undtagelsesvis foreligger en merudgift ved anvendelse af specielt arbejdstøj, skal ses på, om udgiften er afholdt, men også på om udgiften har medført en større samlet beklædningsudgift en den, der gælder for områder, hvor almindelig påklædning anvendes under arbejdet.

Skatteankenævnet har endvidere henvist til Told- og Skattestyrelsens udtalelse, TfS 1994.642, hvoraf det fremgår, at er kun kan godkendes fradrag til udgifter til beklædning, som ikke overstiger normale udgifter, hvis der er en konkret erhvervsmæssig begrundelse for at afholde udgiften til en speciel beklædning. Endvidere har nævnet henvist til TfS 1999.171 LSR samt TfS 1997.767 LSR.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om fuld fradragsret for udgifter til arbejdstøj andragende 6.305 kr.

Repræsentanten har til støtte for påstanden anført, at der er tale om arbejdstøj, der er udviklet specielt til elektrikere, at arbejdstøjet er indrettet så det dækker elektrikerens behov for at kunne medbringe det nødvendige værktøj, at arbejdstøjet i praksis fungerer som en slags værktøjskasse, så elektrikeren under sikre forhold kan medbringe hovedparten af det nødvendige værktøj, og at arbejdstøjet er indrettet, så det opfylder de betydelige sikkerhedsmæssige krav, der stilles til arbejdsgiveren. Der er hertil henvist til arbejdstilsynets skrivelse af 13. januar 2000, samt L-AUS-håndbogen, ligesom der er henvist til bekendtgørelse nr. 746 af 18. december 1996 om sikkerhedskrav mv. til personlige værnemidler med efterfølgende ændringer i bekendtgørelserne nr. 186 af 14. marts 1994 og nr. 942 af 16. december 1998.

Repræsentanten har endvidere anført, at arbejdstøjet repræsenterer en direkte ekstraudgift i forhold til sædvanlig privat påklædning, idet det særlige design medfører en væsentlig højere pris, ligesom en del af arbejdstøjet er en nødvendig ekstraudgift på grund af udearbejde mv., at påsyning af reflekser er en direkte ekstraudgift, der er afledt af arbejdets art og at udgiften endvidere er en nødvendig udgift af hensyn til den enkeltes arbejdssikkerhed. Det er desuden anført, at brodering af navn på tøjet ligeledes er en ekstraudgift i forhold til almindeligt privat tøj, og at påføring af navn sker af hensyn til kontakten med kunderne. Repræsentanten har videre anført, at det anskaffede arbejdstøj således medfører merudgifter i forbindelse med arbejdet i højere grad end situationen i TfS 1999.171 LSR, at sædvanligt privat tøj ikke kan anvendes i denne virksomhed med samme effektivitet som ved anvendelse af specielt arbejdstøj, at sædvanligt tøj ikke opfylder de stillede sikkerhedskrav, at det anvendte arbejdstøj i stor udstrækning anvendes som overtrækstøj og derfor ikke fuldt ud erstatter en privat udgift til tøj, at der er købt og godkendt fradrag for udgifter til tilsvarende arbejdstøj til klagerens ansatte, og at der er tale om betydelige ekstraudgifter, der alene er afholdt af hensyn til arbejdets art.

Det er endvidere anført, at de afholdte udgifter til beklædning overstiger normale udgifter til beklædning ved arbejdets udførelse, at der er en konkret erhvervsmæssig begrundelse for at afholde udgiften til en speciel beklædning, og at udgifterne derfor opfylder kravene til fradragsret, som angivet af Told- og Skattestyrelsen i TfS 1994.642.

Landsskatteretten bemærker, at beklædningsudgifter i almindelighed er private og dermed den skattepligtige indkomst uvedkommende, også i det omfang der er tale om decideret arbejdstøj, idet anvendelsen heraf træder i stedet for anvendelsen af sædvanligt dagligt tøj. Fradrag vil efter praksis kun kunne indrømmes, hvis der er en konkret erhvervsmæssig begrundelse for at afholde udgifter til speciel beklædning.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder, at der ikke kan godkendes fradrag for udgifter til arbejdstøj til klagerens andragende, 6.305 kr., jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Retten har herved henset til, at klageren ikke findes af have afholdt udgifter til arbejdstøj, der overstiger normale udgifter til tøj.

Et retsmedlem finder, at der skal godkendes fradragsret for udgifterne til arbejdstøj til klageren, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er herved henset til, at de afholdte udgifter til beklædningen anses at have oversteget normale udgifter til beklædning, og at der er en konkret erhvervsmæssig begrundelse for at afholde udgiften til speciel beklædning, herunder hensynet til sikkerheden.

Afgørelsen vil være at træffe efter stemmeflertallet, således at den påklagede ansættelse stadfæstes."

Skatteyderen indbragte sagen for Vestre Landsret, hvor Skatteministeriet nu har taget bekræftende til genmæle over for skatteyderens påstand.

De udgifter, som sagen vedrørte, beløb sig i alt til 6.305 kr og angik følgende beklædningsgenstande:

-	2 stk. overalls til vinterbrug incl. påsyning af refleks á	651,25 kr.
-	1 stk. vinterhue med navn og refleks á	205,00 kr.
-	2 stk. termotrøjer á	205,00 kr.
-	2 stk. termobukser á	205,00 kr.
-	1 par gummistøvler og
-	1 regnfrakke til i alt	798,40 kr.
-	2 par bukser á	620,00 kr.
	med påsyning af refleks i alt	225,00 kr.
	brodering af navn i alt	112,50 kr.
-	5 arbejdsskjorter med broderinger á	238,25 kr.

Arbejdstøjet var specielt designet til håndværkere og på en hel del af arbejdstøjet var der påsat reflekser og broderet navn. Prisen på tøjet, der efter Skatteministeriets vurdering var af god kvalitet, lå efter ministeriets opfattelse betydeligt over, hvad almindeligt arbejdstøj koster. Hertil kom, at det måtte anses for påkrævet, at skatteyderen anvendte specielt arbejdstøj af hensyn til sikkerheden. Arbejdsbukserne var designet med specielle lommer til knæpuder. Reflekserne var et krav fra Arbejdstilsynet, når der udførtes vejarbejde. Regntøjet - der ikke adskilte sig væsentligt fra privat regntøj - anvendtes til arbejde med procesanlæg i landbruget, herunder gylletanke og udmugningsanlæg og lugtede derfor. Desuden lagde ministeriet til grund, at termotøjet anvendtes sammen med regntøjet ved arbejdet med de nævnte procesanlæg.

Skatteministeriet fandt ikke grundlag for at bestride, at tøjet udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt og på baggrund af forligene i to andre sager om beklædningsfradrag, som er kommenteret i henholdsvis TfS 2000, 980 og SKM2001.167.DEP, tog ministeriet derfor bekræftende til genmæle i sagen.

Dommen er offentliggjort i Juridisk Nyhedsformidling som SKM2001.533.VLR.