Sagen angik et ægtepar, der ernærer sig som professionelle kunstnere. De optræder sammen med populærmusik til fester, på restauranter og lignende - hun som sangerinde og han som pianist.

Ægteparret havde i indkomståret 1996 afholdt udgifter til scenetøj samt tøjrens for i alt 10.347 kr., som de havde delt, og som de påstod fradrag for.

De optrådte på velrenommerede restauranter og spillesteder, hvor kunderne lagde afgørende vægt på, at skatteydernes påklædning var festligt og af høj standard. Der var tale om egentligt selskabstøj i stil med, hvad man vil anvende ved store festlige lejligheder og ikke almindeligt pænere tøj. Skatteyderne kunne ikke optræde i samme beklædning ved alle engagementer, og en udskiftning og en ret stor garderobe af scenetøj var nødvendig.

Skattemyndighederne, herunder Landsskatteretten, nægtede skatteyderne fradrag for udgifterne til beklædning og tøjrens. Myndighederne lagde navnlig vægt på, at udgifterne ikke havde medført en større samlet beklædningsudgift, end hvad der må antages at være normalt for områder, hvor pænere påklædning er påkrævet under arbejdet.

Det var dokumenteret, at tøjudgifterne for de foregående og efterfølgende år havde været af tilsvarende størrelse. Det kunne således lægges til grund, at der hvert år var anvendt betydelige udgifter til køb af scenetøj.

Østre Landsret fastslog i en dom i TfS 1995,746, at en korsanger, ansat i Danmarks Radio, havde fradrag for udgiften til kjole og hvidt samt dertil hørende laksko, som han anvendte til optræden i DR?s koncertkor. Skatteministeriet ankede dommen til Højesteret, men tog herefter bekræftende til genmæle over for skatteyderens principale påstand. Som det fremgår af Skatteministeriets kommentar til forliget i TfS 1997,503 fandt ministeriet, at det er en væsentlig forudsætning for fradrag for arbejdstøj, at tøjet er så specielt, at det ikke er egnet til privat anvendelse.

I den foreliggende sag vedr. kunstner-ægteparret fandt Skatteministeriet ikke grundlag for at bestride, at tøjet var så specielt, at det i det store og hele var uanvendeligt til privat brug. Endvidere fandt ministeriet, at der var tale om, at udgifterne havde medført en større samlet beklædningsudgift end den, der gælder for områder, hvor almindelig påklædning anvendes under arbejdet, jf. Ligningsvejledningen 1999 A.F.1.19. Da Skatteministeriet således fandt, at skatteyderne havde fremlagt overbevisende dokumentation for, at udgifterne til scenetøj havde karakter af fradragsberettigede merudgifter til tøj, tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle over for skatteydernes påstand.