Parter

H1
(Hans Christian Spies)

mod

Skatteministeriet Departementet
(advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Denne afgørelse er truffet af dommer Morten Larsen.

Sagens problemstilling

Sagen angår om H1 er berettiget til omkostningsgodtgørelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, for sagkyndig bistand til en klient, der har transporteret kravet til selskabet.

Sambehandling

Sagen er behandlet sammen med sag nr. 28298/2019, 31176/2019 og 33723/2019.

Påstande

H1 har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at H1's klient har været berettiget til omkostningsafgørelse, efter i Landsskatteretten at have vundet en sag over skattemyndighederne.

Skatteministeriet har nedlagt principal påstand om frifindelse.

Skatteministeriet har nedlagt subsidiær påstand om, at ansættelsen af H1's krav henvises til fornyet behandling ved Skatteankestyrelsen.

Oplysningerne i sagen

LA indgik den 23. november 2014 aftale med H1 om juridisk bistand i forbindelse med behandling af en sag ved Landsskatteretten. Det fremgik, at bistanden blev ydet af cand.jur. Hans Chr. Spies. Af aftalen fremgik endvidere:

"Honorar

Timeprisen udgør 2.750 kr. inkl. moms. Som en del af denne aftale overdrager klienten sit krav på omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 til rådgiveren og klienten skal derfor ikke selv betale for den ydede bistand:

Såfremt klienten får fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, men ikke kan få omkostningsgodtgørelse i det søgte omfang, nedsættes honoraret, således at der kan opnås omkostningsgodtgørelse svarende til 100% af honoraret.

Såfremt klienten ikke får fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, og derfor kun kan opnå en omkostningsgodtgørelse på 50% af honoraret, afholdes de resterende 50% af honoraret af H1. Kan klienten ikke få omkostningsgodtgørelse i det søgte omfang, nedsættes honoraret således at der opnås omkostningsgodtgørelse svarende til 50% af honoraret.

Et eventuel klageafgift afholdes af rådgiveren."

Den 3. februar 2016 udstedte H1 faktura til LA på 145.750 kr. inkl. moms for juridisk bistand. LA ansøgte samme dag om omkostningsdækning. Skat afslog ansøgningen den 20. oktober 2016 og begrundede afslaget med, at LA ikke hæftede for udgifterne til sagkyndig bistand.

H1 indbragte sagen for Skatteankestyrelsen, der stadfæstede afgørelsen den 24. juni 2019. Skatteankestyrelsen henviste i begrundelsen til, at betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, om, at den skattepligtige skal betale eller har betalt det beløb, som ansøgningen om omkostningsgodtgørelsen vedrører, ikke var opfyldt.

Sagen blev herefter indbragt for retten.

Parternes synspunkter

H1 har i sit fælles påstandsdokument anført følgende:

"Anbringender

Til støtte for de nedlagte påstande gør H1 gældende, at H1s klienter er berettiget til omkostningsgodtgørelse, da klienterne i alle tilfælde har vundet i Landsskatteretten og har betalt for bistanden fra H1 ved at overdrage deres krav på omkostningsgodtgørelse til H1. Ved betalingen er klienterne blevet frigjort for deres hæftelse for honoraret. Endvidere gør H1 gældende, at Østre Landsret i sagen SKM2018.313.ØLR har truffet en afgørelse, hvis udfald alene skyldes, at Hans Chr. Spies offentligt har kritiseret dommernes bijob.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, jf. LBK 1267/2015, at en klient er berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand, "når de ifølge regning skal betales eller er betalt". For så vidt angår tilfælde, hvor udgifterne ikke er betalt, synes det af ordlyden af bestemmelsen at fremgå, at klienten skal hæfte for honoraret til rådgiveren. En hæftelse må imidlertid også antages at skulle foreligge i tilfælde, hvor honoraret til rådgiveren er betalt, jf. herved Højesterets dom i sagen gengivet i UfR 2015.3383 H.

For så vidt angår det sidstnævnte tilfælde, hvor udgifterne er betalt, skal denne hæftelse dog næppe tillige foreligge efter, at der er betalt. Når man har betalt, hæfter man jo ikke længere. For så vidt angår disse tilfælde, må klienten derfor have hæftet, før klienten betalte honoraret til rådgiveren.

Hvis klienten skal hæfte, før klienten har betalt, må klienten have indgået en aftale med rådgiveren om, at der skal betales for rådgivningen. En sådan aftale er også indgået mellem klienterne og H1.

Herefter opstår spørgsmålet, om klienten kan betale med det krav på omkostningsgodtgørelse, som klienten har efter loven.

I tidernes morgen ville dette ikke kunne have ladet sig gøre. Det fremgår således af lov 233/1984 om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager, § 3, stk. 6, at "Krav på omkostningsdækning efter denne lov kan ikke sælges, pantsættes eller på anden måde overdrages." Dengang har klienten altså af egen lomme måttet betale rådgiveren. Klienten har dengang ikke kunnet betale med sin fordring på omkostningsgodtgørelse.

Men tiderne ændrede sig. I forbindelse med udvalgsbehandlingen af et ændringsforslag til reglerne om omkostningsgodtgørelse blev der fremsat følgende forslag, jf. 2001/2 BTL 54, som nød fremme: "Krav på godtgørelse efter stk. 1-3 kan ikke sælges, pantsættes eller på anden måde overdrages. Kravet kan dog overdrages, herunder pantsættes, til den sagkyndige."

Spørgsmålet er så blot, på hvilket tidspunkt kravet kan overdrages af klienten til rådgiveren. Er det først på tidspunktet, hvor rådgiveren har ydet sin bistand til klienten, eller er det allerede på det tidspunkt, hvor der indgås en rådgivningsaftale mellem klienten og rådgiveren?

Det spørgsmål giver bemærkningerne til nævnte ændringsforslag svaret på. Her hedder det: "Efter lovforslaget vil det ikke længere være en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at udgifterne til sagkyndig bistand m.v. er betalt. Udgifterne skal blot fremgå af den sagkyndiges regning. Som følge heraf  og for ikke at lægge økonomiske hindringer i vejen for den skatteeller afgiftspligtiges ønske om at kunne antage en sagkyndig til at føre sagen for sig foreslås det, at kravet på omkostningsgodtgørelse kan overdrages til den sagkyndige, herunder pantsættes."

Da formålet med bestemmelsen efter ordlyden er at sikre, at der ikke lægges økonomiske hindringer i vejen for klientens ønske om at kunne antage en sagkyndig rådgiver, må kravet på omkostningsgodtgørelse kunne overdrages allerede på det tidspunkt, hvor klienten ønsker at indgå en aftale med rådgiveren. Adgangen til at kunne overdrage sin fordring på omkostningsgodtgørelse gør det muligt for en økonomisk svag klient at engagere en rådgiver til at føre sin skattesag.

De rådgivningsaftaler, der er indgået mellem H1 og klienterne, berettiger derfor til udbetaling af omkostningsgodtgørelse, idet klienterne har hæftet for honoraret, før de overdrog fordringen på omkostningsgodtgørelse til H1.

Omkostningsgodtgørelsen reduceres ikke af tilskud fra tredjemand, jf. 1999/1 LSF 267, hvor det i de specielle bemærkninger til § 33 C, stk. 2, hedder: "Forslaget går ud på, at beregningen af omkostningsgodtgørelsen ikke skal reduceres med andre godtgjorte udgifter end eventuelle tilkendte sagsomkostninger og offentlig retshjælp, jf. nr. 1 og nr. 2. Dette har sammenhæng med forslaget under § 2 om muligheden for, at tredjemand kan yde et skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede. Der henvises herom til bemærkningerne til denne bestemmelse. ...". Og i de specielle bemærkninger til § 2: "... Endvidere skal forslaget ses i sammenhæng med forslaget til bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 2, hvoraf det fremgår, at det foreslåede tilskud fra tredjemand ikke reducerer de godtgørelsesberettigede udgifter. "

Og tredjemandstilskuddet vil også kunne ydes af rådgiveren selv, jf. 2014/1 LSF 42, hvor det i de almindelige bemærkninger pkt. 3.7.1 hedder: ".   Den retlige interesse som nævnt ovenfor under nr. 2 vil som udgangspunkt være dokumenteret ved, at der ydes et tilskud på trods af, at der ikke er fradragsret hos yderen for tilskuddet. Synspunktet er således, at en person, der vil yde et ikke fradragsberettiget tilskud til dækning af en skatteeller afgiftspligtigs udgifter til sagkyndig bistand i en sag, højst sandsynligt vil have en retlig interesse i, at sagen føres. I praksis er betingelsen om retlig interesse imidlertid blevet anerkendt, selv om interessen i at yde et tredjemandstilskud udelukkende har været økonomisk og ikke retlig. Denne udvikling er sket med baggrund i Landsskatterettens kendelse i SKM2007.99.LSR, hvori det blev anerkendt, at en repræsentant kunne yde et tredjemandstilskud til sin klient. "

Sådan har det ikke altid været. I lov 233/1984 om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager § 3, stk. 2, hedder det således: "Ved opgørelsen af de dækningsberettigede udgifter fragår tilkendte eller på anden måde godtgjorte omkostninger." Se i den forbindelse 1996/1 LSF 121, hvor det i de almindelige bemærkninger ("Lovforslaget") hedder: ... Som reglerne om omkostningsdækning er i dag, ydes der kun tilskud til nettoudgifter vedrørende skattesager. Dækkes en tilskudsberettiget sagsomkostning fra anden side, f.eks. af et legat fra en fond, reduceres beregningsgrundlaget for tilskuddet efter omkostningsdækningsloven med fondslegatet. "

Men hvor stort et tilskud kan klienten få? Hvis det i forbindelse med indgåelse af rådgivningsaftalen står klart, at alle klientens udgifter vil blive dækket af omkostningsgodtgørelse og tilskud fra tredjemand, kan klienten da siges at hæfte?

Klienten vil kunne få samtlige sine udgifter dækket, uden at dette får indflydelse på retten til omkostningsgodtgørelse. Det følger af, at klienten som nævnt kan modtage et tredjemandstilskud, uden at dette får indflydelsen på størrelsen af omkostningsgodtgørelsen sammenholdt med LBK 775/2000 § 7 Q, stk. 1, hvor det forudsættes, at klienten kan få samtlige sine udgifter dækket af omkostningsgodtgørelse og tredjemandstilskud, idet skattepligt først indtræder, hvis dette loft overskrides: "Til den skattepligtige indkomst medregnes ikke: … 2) Beløb, som betales til en godtgørelsesberettiget person efter skattestyrelseslovens kapitel 3 A til dækning af dennes udgifter til sagkyndig bistand m.v. Det gælder dog ikke, i det omfang beløbet med tillæg af omkostningsgodtgørelsen og andre godtgjorte udgifter overstiger personens samlede udgifter til sagkyndig bistand m.v. sagen, eller i det omfang beløbet ikke må anses for ydet som følge af yderens retlige interesse i sagen." Klienten må altså gerne få alle sine udgifter dækket, men klienten bør ikke tjene på at føre sager mod skattemyndighederne.

Retten til omkostningsgodtgørelse, og dermed hæftelsen, består således også i tilfælde hvor klienten får betalt samtlige sine udgifter via omkostningsgodtgørelse og tredjemandstilskud, hvilket falder godt i tråd med, at klientens hæftelse i princippet vil kunne vågne op igen, efter at klienten har betalt honoraret ved overdragelsen af sin fordring på omkostningsgodtgørelse. Skulle Folketinget således fjerne adgangen til omkostningsgodtgørelse, hvilket Folketinget har gjort for så vidt angår selskaber, jf. lov 525/2009 § 15, nr. 7 (§ 53, stk. 2, nr. 1), og for så vidt angår sager om tilbagekaldelse af afgørelser om refusion af udbytteskat eller afslag på refusion af udbytteskat, jf. lov 1125/2019 § 1, nr. 19 (§ 57, stk. 7), vil klienten hæfte igen, jf. gældsbrevslovens § 9.

Hvorfor vil Østre Landsret da i dommen gengivet i SKM2018.313.ØLR ikke anerkende, at også klienter, der ikke er i stand til selv at betale en rådgiver, efter loven har ret til omkostningsgodtgørelse? Måske fordi en del dommere i byretterne, landsretterne og Højesteret er nervøse for at skulle lide et økonomisk afsavn. Hans Chr. Spies har i en årrække offentligt kritiseret dommernes bijob, og bijobbene udgør en ikke uvæsentlig indtægtskilde for mange dommere. Af en artikel i BT af Thomas Nørmark Krog fra 8. april 2020 fremgår det således, at hver af de 247 dommere med bijob i gennemsnit tjente 276.139 kr. i ekstra løn på bijobbet."

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført følgende:

"2. SAGENS PROBLEMSTILLING OG FAKTISKE OMSTÆNDIGHEDER

Sagen angår, om H1 er berettiget til udbetaling af 145.750 kr., der vedrører omkostningsgodtgørelse for sagkyndig bistand i en klagesag, som selskabet har ydet en klient, LA, der har transporteret kravet på godtgørelsen til selskabet.

Det er en betingelse for, at LA har krav på omkostningsgodtgørelse, og dermed også for, at H1 har krav på udbetaling af det omhandlede beløb, at han i henhold til skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, hæfter for udgifterne til rådgiverbistand til H1.

H1 bistod LA med at klage til Landsskatteretten over en afgørelse vedrørende bindende forhåndsbesked. Landsskatteretten ændrede afgørelsen og gav LA medhold.

Vilkårene for H1’ bistand fremgår af "Tilbud om juridisk bistand" (bilag A).

I februar 2016 sendte H1 ansøgning om omkostningsgodtgørelse (bilag B) til SKAT vedrørende LAs klage til Landsskatteretten. Faktura for arbejdet er fremlagt som bilag C.

SKAT imødekom ikke ansøgningen om omkostningsgodtgørelse, og Skatteankestyrelsen har ved afgørelse af 24. juni 2019 (bilag 1) stadfæstet SKATs afgørelse.

3. ANBRINGENDER

Til støtte for frifindelsespåstanden gør Skatteministeriet gældende, at LA ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, idet han ikke hæfter for udgifterne til rådgiverbistand ifølge fakturaen af 3. februar 2016 (bilag C) på 145.750 kr. H1, der har transport i hans krav på omkostningsgodtgørelse, har derfor heller ikke noget krav.

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, (materialesamlingen, side 5), har følgende ordlyd:

"Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55.

Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad." (Min understregning).

I UfR 2015.3383 H, (materialesamlingen, side 29), udtalte Højesteret: "[…]

Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige "skal betale eller har betalt" rådgiverhonoraret. Forar bejderne understøtterklart bestemmelsens ordlyd. […] Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

[…]". (Min understregning).

Af H1’ "Tilbud om juridisk bistand" til LA, (bilag A) fremgår:

"[…]

Timeprisen udgør kr. 2.750 inkl. moms. Som en del af denne aftale overdrager klienten sit krav på omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 til rådgiveren, og klienten skal derfor ikke selv betale for den ydede bistand:

•  Såfremt klienten får fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, men ikke kan få omkostningsgodtgørelse i det søgte omfang, nedsættes honoraret, således at der kan opnås omkostningsgodtgørelse svarende til 100% af honoraret.

•  Såfremt klienten ikke får fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, og derfor kun kan opnå en omkostningsgodtgørelse på 50% af honoraret, afholdes de resterende 50% af honoraret af H1. Kan klienten ikke få omkostningsgodtgørelse i det søgte omfang, nedsættes honoraret, således at der kan opnås omkostningsgodtgørelse svarende til 50% af honoraret.

Et eventuel klageafgift til Landsskatteretten afholdes af rådgiveren. […]" (Min understregning).

Da LA således ikke hæfter for udgifterne til rådgiverbistand, består der ikke et krav om omkostningsgodtgørelse, jf. UfR 2015.3383 H.

Resultatet er i overensstemmelse med SKM2018.313.ØLR, (materialesamlingen, side 31), og SKM2018.514.BR, (materialesamlingen, side 35). Disse sager drejede sig om omkostningsgodtgørelse til andre af H1’ kunder, der havde indgået samme aftale med selskabet som i denne sag.

De af H1 i stævningen, side 4, fremsatte anbringender er uden relevans for bedømmelsen af, om der er krav på omkostningsdækning. Skatteministeriets subsidiære påstand om hjemvisning er nedlagt for det tilfælde, at H1 er berettiget til omkostningsgodtgørelse. I så fald gøres det gældende, at Skattestyrelsen er berettiget til at udøve et skøn over rimeligheden af det ansøgte beløb, jf. skatteforvaltningslovens § 57, stk. 3."

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52 stk. 1, at der kan ydes godtgørelse på 50% eller 100% af de udgifter, som en person omfattet af lovens § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55.

Retten lægger til grund, at LA efter aftalen med H1 ikke hæfter for udgifterne til sagkyndig rådgivning. Grundbetingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, om, at hun skal betale eller har betalt for den sagkyndige rådgivning, er således ikke opfyldt, og hun har derfor ikke krav på omkostningsgodtgørelse. Dette følger tillige af bl.a. SKM2018.313. ØLR. H1, der har transport i LAs krav, har derfor heller ikke krav på omkostningsgodtgørelse. Herefter frifindes Skatteministeriet.

Efter sagens resultat skal H1 betale sagsomkostninger til Skatteministeriet, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1. Efter sagens værdi og under hensyntagen til, at sagen er behandlet sammen med tre andre sager med samme problemstilling, har retten bestemt, at H1 skal betale 10.000 kr. til dækning af advokatudgift, jf. retsplejelovens § 316, stk. 1. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

T H I K E N D E S  F O R  R E T :

Skatteministeriet frifindes.

H1 skal inden 14 dage betale 10.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

Beløbene skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.