Dato for udgivelse
27 Jun 2018 14:36
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
04 May 2018 13:23
SKM-nummer
SKM2018.313.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
B-1813-17
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Når man vil klage
Emneord
Rådgiver, selskabet, klage, kronisk, syge, kravet, godtgørelse, hæftede, honorar, godtgørelsesberettiget, rådighedsbistand
Resumé

Sagen angik, om en rådgiver var berettiget til omkostningsgodtgørelse for sagkyndig bistand i en skattesag, hvor skatteyderen havde transporteret kravet til rådgiveren.

Rådgiveren bistod skatteyderen i en sag for Landsskatteretten vedrørende bindende svar på et spørgsmål om, hvorvidt skatteyderen kunne få befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D om kronisk syge.

Rådgiveren gjorde bl.a. gældende, at skatteyderen opfyldte betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, om, at skatteyderen "skal betale eller har betalt", idet kravet på omkostningsgodtgørelse var overdraget til rådgiveren.

Byretten henviste til Højesterets dom af 30. juni 2015 (UfR 2015.3383 H), der fastslår, at det er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk.1, at skatteyderen hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

Endvidere anførte byretten, at skatteyderen efter aftalen med rådgiveren i intet tilfælde selv skulle betale for bistanden, hvorfor der ikke var krav på omkostningsgodtgørelse. Byretten gav derfor Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden, jf. SKM2017.528.BR.

Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor og stadfæstede derfor byrettens frifindelse af Skatteministeriet

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1

 

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-1, A.A.13.4

Redaktionelle noter

Tidligere instans: SKM2017.528.BR.

Appelliste

Parter

H1

(Selvmøder)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af landsretsdommerne

Janni Christoffersen, Julie Skat Rørdam og Lotte Calundann Noer (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstande

Helsingør Rets dom af 14. august 2017 (BS 3E-1438/2016) (SKM2017.528.BR) er anket af H1 med påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at appellantens klient, IK, er berettiget til omkostningsgodtgørelse som ansøgt i brev af 3. oktober 2015 til SKAT.

Indstævnte, Skatteministeriet, har principalt påstået stadfæstelse, subsidiært at ansættelsen af appellantens krav på omkostningsgodtgørelse hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

Procedure

H1 har for landsretten gentaget og suppleret sine anbringender for byretten. H1 har navnlig fremhævet, at der i kraft af rådgivningsaftale af 14. november 2013 har påhvilet skatteyderen en obligationsretlig hæftelse for rådgiverens honorar, hvorfor skatteyderen er berettiget til omkostningsdækning i medfør af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. Efter vedtagelsen af lov nr. 388 af 6. juni 2002 kunne kravet om omkostningsdækning overdrages til rådgiveren allerede på tidspunktet for rådgivningsaftalens indgåelse, og i bestemmelsens forarbejder er det endvidere anerkendt, at en repræsentant kan yde et tilskud til sin klients betaling af honoraret. Det gør derfor ingen forskel for bedømmelsen af skatteyderens hæftelse for honoraret, at skatteyderen i rådgivningsaftalen har overdraget sit krav på omkostningsdækning til H1, og at H1 ligeledes i rådgivningsaftalen har forpligtet sig til at yde et tilskud til honoraret svarende til den del, som der ikke opnås omkostningsdækning for. Der er realitet i, at H1 yder skatteyderen et tilskud til betaling af honoraret, såfremt det ikke dækkes af omkostningsdækningen, eftersom H1 i så fald ikke udsteder en delvis kreditnota, men derimod indtægtsfører det fulde fakturabeløb og herefter selv afregner en del heraf. Kammeradvokaten har i sit påstandsdokument citeret aftalen om juridisk bistand forkert, idet ordet "selv" er udeladt, hvilket er centralt for konstateringen af, at skatteyderen hæfter for honoraret. Skatteyderens hæftelse vil efter gældsbrevslovens § 9 kunne vågne op i igen, f.eks. i en situation hvor Folketinget måtte ophæve reglerne om omkostningsgodtgørelse. Den situation, som forelå til bedømmelse i Højesterets dom af 30. juni 2015, offentliggjort som U.2015.3383H (SKM2015.479.HR), er ikke sammenlignelig med de faktiske forhold i denne sag, og dommen udgør derfor ikke et relevant præjudikat. Dette skyldes, at det i den pågældende sag blev lagt til grund, at der ikke forelå nogen aftale mellem skatteyderen og den advokat, som førte skattesagen, og derfor intet grundlag var for et krav om honorar.

Skatteministeriet har for landsretten gentaget sine anbringender for byretten. Skatteministeriet har navnlig fremhævet, at skatteyderen ikke er berettiget til omkostningsdækning, idet hun ikke hæfter for udgifterne til rådgivningsbistand ifølge fakturaen af 26. september 2015. Dette fremgår udtrykkeligt af parternes aftale, ifølge hvilken skatteyderen aldrig kan komme til at betale noget beløb til rådgiveren. Det er utilsigtet, at ordet "selv" er faldet ud af citatet i indstævntes påstandsdokument, og dette ord fører så meget desto mere til, at der ikke kan anses at foreligge en hæftelse. Højesterets dom af 30. juni 2015, offentliggjort som U.2015.3383H (SKM2015.479.HR), vedrørte en sammenlignelig situation og fastslog, at det er en betingelse for at opnå omkostningsdækning i medfør af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgivningen. Da skatteyderen i denne sag aldrig har hæftet for udgifterne til rådgivningen, er byrettens dom korrekt.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor. H1’s anbringender for landsretten kan ikke føre til et andet resultat, og landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

H1 skal betale sagsomkostninger for landsretten med 13.000 kr. inklusive moms til dækning af udgifter til advokatbistand. Ved fastsættelsen af beløbet er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 betale 13.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.