Dato for udgivelse
22 dec 2008 09:53
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
16 dec 2008 12:59
SKM-nummer
SKM2008.1047.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-056259
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder
Emneord
Personer, selskaber, aktieløn, medarbejderobligationer
Resumé

Skatterådet bekræfter, at den påtænkte medarbejderobligationsordning kombineret med kontantlønsnedgang er omfattet af ligningslovens § 7 A.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at der ved opgørelsen af 10% grænsen skal tages udgangspunkt i den enkelte medarbejders løn - efter lønreduktion - med tillæg af værdien af de tildelte obligationer omfattet af ligningslovens § 7 A.

Reference(r)
Ligningsloven § 7 A, stk. 1, nr. 3
Ligningsloven § 7 A, stk. 2
Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-4 A.B.1.9.1
Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-4 A.B.1.10.1

Spørgsmål

  1. Kan det bekræftes, at den påtænkte medarbejderobligationsordning vil kunne omfattes af ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 3, således at værdien af de modtagne obligationer og den af Selskabet betalte afgift samt administrationsomkostninger til medarbejderobligationsordningen ikke for medarbejderne beskattes som en del af den løbende løn?
  2. Kan det bekræftes, at den påtænkte fremadrettede nedgang i den enkelte medarbejders årsløn anses for reel og at medarbejderobligationsordningen dermed ikke bliver skattepligtig for medarbejderne?
  3. Kan det bekræftes, at der ved opgørelsen af 10 % grænsen i ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 1, skal tages udgangspunkt i den enkelte medarbejders løn (efter lønreduktion) med tillæg af værdien af tildelte obligationer omfattet af ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 3?

Svar

  1. Ja.
  2. Ja.
  3. Nej, jf. SKATs indstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Selskabet udvikler og markedsfører software til finansielle institutioner på globalt plan. Selskabet har knap 900 medarbejdere som er ansat i selskabets hovedkontor  i Danmark eller i Selskabets udenlandske datterselskaber i Singapore, Australien, Østrig, Benelux, Tyskland, Norge, Sverige, Schweiz, Storbritannien, Ukraine og USA.

Selskabet har p.t. en medarbejderaktieordning omfattet af ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 1.

Selskabets medarbejdere er ikke omfattet af kollektive overenskomster.

Beskrivelse i hovedtræk af medarbejderobligationsordning for 2008

Selskabet (herefter "A/S") ønsker at indføre en ordning, hvorefter samtlige medarbejdere ansat i A/S har mulighed for at blive tildelt medarbejderobligationer mod en samtidig nedgang i medarbejderens årsløn. Begrundelsen for at indføre ordningen er, at A/S ønsker at tilbyde en attraktiv vederlagspakke med henblik på at kunne tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere.

Ordningen tænkes indført på den måde, at de af virksomhedens medarbejdere, som er omfattet af ordningen, i juni måned hvert år over for A/S tilkendegiver, om de i det kommende kalenderår (januar-december) ønsker at deltage i medarbejderobligationsordningen. Der vil herefter blive udfærdiget et tillæg til den enkelte deltagende medarbejders ansættelsesaftale, hvori vilkårene for medarbejderobligationsordningen beskrives, samt med hvilken procentsats den enkelte medarbejders årsløn nedsættes.

Ordningen forventes at træde i kraft fra 1. januar 2009 med udstedelse af den første medarbejderobligation ved udgangen af kalenderåret 2009.

Hvem er omfattet?

Medarbejderobligationsordningen tilbydes samtlige medarbejdere, som er ansat i A/S, og som har en ugentlig arbejdstid på gennemsnitlig 8 timer eller mere. Medarbejdere ansat i A/S' udenlandske datterselskaber vil ikke blive tilbudt at tage del i ordningen. Herudover er det alene medarbejdere, som på tidspunktet for medarbejderens beslutning om deltagelse i næste års ordning samt på tildelingstidspunktet er i uopsagt stilling, som kan deltage i ordningen.

Medarbejdere, som er på barselsorlov, forældreorlov, fædreorlov og anden lovbestemt orlovsordning kan deltage i medarbejderobligationsordningen. Medarbejdere, som er på ulovbestemt orlov  kan ikke deltage i medarbejderobligationsordningen. Medarbejdere, som er udstationeret til et af A/S' datterselskaber kan ikke deltage jf. dog den nærmere beskrivelse under punktet "udstationering" nedenfor.

Tildeling af medarbejderobligationer

Medarbejdere som ønsker at deltage i medarbejderobligationsordningen kan vælge en reduktion i årslønnen på enten 5 eller 9 %. Medarbejdernes årsløn defineres som:

Direktører og funktionærer

Den faste grundløn

Timelønnede

Den faktiske timeløn

Medarbejderens årsløn reduceres ikke med eventuelle indbetalinger foretaget af A/S eller medarbejderen på pensionsopsparing.

Visse medarbejdere tildeles en målsat bonus afhængig af virksomhedens resultater samt en eventuel bonus afhængig af personlig indsats. Herudover tildeles til visse medarbejdergrupper aktieoptioner. Disse lønelementer samt værdien af andre personalegoder indgår ikke i årslønnen.

Aftalen mellem A/S og medarbejderen

Der indgås hvert år et tillæg til den enkelte medarbejders ansættelsesaftale, hvorefter medarbejderen accepterer, at vedkommendes årsløn nedsættes med enten 5 eller 9  %, mod at medarbejderen ved udgangen af kalenderåret får udstedt en medarbejderobligation med en hovedstol svarende til den i kalenderåret samlede reducerede løn, med fradrag af den afgift, som A/S i henhold til ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 3 skal betale. Aftalen om deltagelse i medarbejderobligationsordningen og den deraf følgende lønreduktion kan ikke af medarbejderen eller A/S særskilt opsiges i løbet af kalenderåret.

Aftalen om lønnedgang vil ikke blive lagt til grund i henseende til beregning af feriepenge, overtidsbetaling, indbetalinger på pensionsordning, bonus samt andre lønrelaterede goder. Det vil eksempelvis sige, at medarbejderens eventuelle bonus beregnes på baggrund af lønnen inden lønreduktionen.

Medarbejderen binder sig til lønreduktion for en periode på 12 måneder (kalenderåret) og gives hvert år i juni måned mulighed for at beslutte sig for, om medarbejderen ønsker at deltage i medarbejderobligationsordningen kalenderåret efter.

Obligationerne vil blive udstedt ved udgangen af hvert kalenderår.

Det beløb, hvormed værdien af medarbejderobligationen for den enkelte medarbejder årligt overstiger 5.000 kr. (2008), vil danne baggrund for A/S' betaling af afgiften på 45 % til SKAT senest en måned efter udstedelsen af medarbejderobligationen.

Obligationerne vil blive båndlagt i en periode på 5 år i depoter, som oprettes i et endnu ikke valgt dansk pengeinstitut. Medarbejderen er afskåret fra at overdrage, pantsætte eller i øvrigt disponere over obligationerne i båndlæggelsesperioden. Obligationerne vil blive forrentet med mindsterenten på tidspunktet for udstedelsen af obligationerne.

Såfremt en medarbejder, som hidtil har deltaget i medarbejderordningen, senest i juni måned i et kalenderår tilkendegiver (ved at undlade at indgå et tillæg til sin ansættelsesaftale for det kommende kalenderår), at vedkommende ikke for det kommende kalenderår ønsker at deltage i ordningen, vil medarbejderens løn blive reguleret tilbage til det oprindelige niveau fra og med det kommende kalenderår.

Udstationering

A/S' medarbejdere udstationeres jævnligt hos et af A/S' udenlandske datterselskaber. I forbindelse med udstationering indgås der en udstationeringsaftale mellem medarbejderen, A/S og det respektive datterselskab. Medarbejderen forbliver ansat hos A/S men alle administrative forhold omkring medarbejderen, herunder i relation til lønudbetalinger, varetages af det respektive datterselskab. I forbindelse med udstationering er det således ikke en mulighed for medarbejderen at fortsætte indbetalingen på medarbejderobligationsordningen i perioden efter udstationeringens begyndelse, idet den udstationerede medarbejder ikke i udstationeringsperioden modtager løn fra A/S.

I forbindelse med en medarbejders udstationering hos et af A/S' datterselskaber påtænker A/S, såfremt medarbejderen har indbetalt til en medarbejderobligation i løbet af det kalenderår, hvor medarbejderen udstationeres, at udstede en medarbejderobligation til den udstationerede medarbejder med en hovedstol svarende til den reducerede løn for perioden fra kalenderårets begyndelse og frem til udstationeringen træder i kraft, med fradrag af den afgift, som A/S i henhold til ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 3 skal betale. Dette vil således indebære muligheden for, at lønreduktionen for den konkrete medarbejder kommer til at vedrøre en periode på mindre end 12 måneder.

Ophør af ansættelsesaftalen

En medarbejder, som deltager i medarbejderobligationsordningen, hvis ansættelsesforhold med A/S er opsagt af medarbejderen eller A/S forinden udstedelsen af en obligation, får i forbindelse med sin sidste lønudbetaling fra A/S udbetalt et kontantbeløb svarende til det af medarbejderen akkumulerede beløb i medarbejderobligationsordningen med fradrag af AM-bidrag og A-skat.

Eventuelle allerede udstedte obligationer berøres ikke af en opsigelse.

Omkostninger til ordningen

Selskabets omkostninger til ordningen vil være omkostninger til etablering af ordningen samt omkostninger til den løbende administration heraf. Selskabet afholder disse omkostninger, det vil sige at SKAT kan lægge til grund, at medarbejderens lønreduktion vil modsvare værdien af obligationen samt med tillæg af afgiften.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørgsmål 1

Det ønskes med spørgsmål 1 bekræftet, at den foreslåede medarbejderobligationsordning opfylder betingelserne i ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 3 samt ligningslovens § 7A, stk. 2, og at medarbejderobligationerne dermed er skattefri for A/S' medarbejdere.

Nedenfor anføres argumentationen for, at den konkrete ordning efter spørgerens vurdering er omfattet heraf.

Generel ordning

Den ovenfor beskrevne udvælgelse af medarbejdere, som har mulighed for at deltage i ordningen, er foretaget ud fra almene, saglige kriterier. Den påtænkte ordning er efter spørgers vurdering således en generel ordning, som opfylder kravene i ligningslovens § 7 A, stk. 2. A/S' beslutning om, at medarbejdere, som er ansat i et af A/S' udenlandske datterselskaber ikke kan deltage i ordningen er i overensstemmelse med SKM2006.514SR. At A/S' medarbejdere, som i hele kalenderåret er udstationeret til et af A/S' datterselskaber, ikke kan deltage i ordningen er i overensstemmelse med SKM2007.690SR.

10-% kravet er opfyldt

Værdien af de tildelte medarbejderobligationer inkl. afgifter udgør mindre end 10 % af medarbejderens årsløn efter lønreduktionen jf. § 7A, stk. 1, nr. 3.

Uopsagt stilling

Kravet om, at medarbejdere på tidspunktet for tildelingen skal være i uopsagt stilling jf. ligningslovens § 7A, stk. 2, er opfyldt.

Båndlæggelse

Den konkrete ordning opfylder ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 3, om båndlæggelse

Svaret på spørgsmål 1 bør derfor være Ja.

Spørgsmål 2

Det ønskes med spørgsmål 2 bekræftet, at den påtænkte medarbejderobligationsordning og dermed den enkelte medarbejders fremadrettede nedgang i årsløn anses for reel og at medarbejderobligationsordningen dermed ikke bliver skattepligtig for medarbejderne.

Nedenfor gennemgås kriterierne for anerkendelse af en ændret vederlagsaftale, der indebærer en fremtidig lavere løn mod tildeling af et personalegode til medarbejderen.

Der skal foreligge en ændret vederlagsaftale, som indebærer en reel nedgang i den fremadrettede kontante løn

Der er tale om en reel lønnedgang, idet medarbejderen ved et tillæg til sin ansættelsesaftale beslutter sig for en nedgang i sin årsløn på enten 5 % eller 9 %. Det er i flere afgørelser accepteret, at reduktionen fastsættes som en procentdel af lønnen, jf. bl.a. SKM2006.657SR.

Det er aftalt, at lønreduktionen ikke vil blive lagt til grund i henseende til beregning af feriepenge, overtidsbetaling, indbetalinger på pensionsordning, bonus samt andre lønrelaterede goder. Dette er ligeledes accepteret i tidligere afgørelser som i overensstemmelse med ligningslovens § 7A, jf. blandt andet SKM2005.356.DEP og SKM2007.477.SR

Overenskomster som skal parterne er bundet af, skal kunne rumme den ændrede vederlagsaftale

Ikke relevant for den konkrete ordning.

Den aftalte lønreduktion skal som udgangspunkt løbe over hele overenskomstperioden

Dette er i praksis fortolket som et krav om, at aftalen om lønreduktion skal aftales for en periode på minimum 12 måneder. Med hensyn til 12 måneders perioden er dette krav opfyldt, da aftalerne om lønreduktion indgås for det kommende kalenderår og ikke særskilt kan opsiges af parterne i løbet af kalenderåret. Udbetalingen af den akkumulerede opsparing til medarbejdere som er under opsigelse forud for tidspunktet for udstedelse af medarbejderobligationen er i overensstemmelse med SKM2006.747SR.

Som beskrevet ovenfor ønsker A/S dog at have muligheden for at udstede en medarbejderobligation til medarbejdere, som har deltaget i ordningen, men som i løbet af et kalenderår udstationeres i et af A/S' datterselskaber.

Begrundelsen for dette er, at A/S løbende ønsker at opretholde motivationen til A/S' medarbejdere til at søge om udstationering hos A/S' datterselskaber i udlandet. Dette opnås efter A/S' vurdering alene ved, at medarbejdere, som ønsker at udstationeres ikke stilles væsentlig ringere i forbindelse med udstationeringen. Der påtænkes således ikke en fravigelse af kravet om, at aftalen på forhånd indgås for 12 måneder, men alene at der i meget konkret beskrevne tilfælde kan ske udstedelse af en medarbejderobligation, i det omfang A/S kan dokumentere, at medarbejderen i løbet af året er blevet udstationeret.

Det er A/S' opfattelse, at kravet i ligningslovens § 7A, stk. 2 om, at adgangen til at erhverve obligationer skal stå åben for alle ansatte i virksomheden, indebærer, at medarbejdere, der i løbet af et kalenderåret udstationeres, ikke kan udelukkes fra at deltage i medarbejderobligationsordningen.

Tilsvarende er det A/S' opfattelse, at der vil være tale om en favorisering af medarbejdere, der i løbet af et kalenderår udstationeres, såfremt disse modtager en obligation med samme hovedstol, som de ansatte, der har haft lønreduktion i 12 måneder.

Som følge heraf er det ikke i strid med det i praksis opstillede krav om, at kontantlønsnedgang skal løbe over en 12 måneders periode, at medarbejdere, der udstationeres i løbet af et kalenderår, tildeles en obligation med en hovedstol svarende til den reducerede løn for perioden fra kalenderårets begyndelse og frem til udstationeringen træder i kraft, med fradrag af den afgift, som A/S i henhold til ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 3 skal betale.

Dette ses da også tidligere accepteret i relation til medarbejderaktier, jf. SKM 2007.785.SR.

Et allerede erhvervet krav på kontantløn kan ikke konverteres til en naturalieydelse uden at være i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3

Aftalerne med A/S' medarbejdere om medarbejderobligationsordningen er fremadrettede, da medarbejderen senest med udgangen af juni måned skal tage stilling til, hvorvidt han ønsker at deltage i ordningen for det kommende kalenderår. Aftalen indgås dermed ikke med henblik på krav, hvortil medarbejderne allerede har opnået et retskrav.

Arbejdsgiveren skal have en økonomisk risiko i forbindelse med ordningen. Det indebærer at den ansattes kontante lønnedgang skal være et på forhånd fastsat beløb, der ikke reguleres i takt med den ansattes forbrug af naturaliegodet eller af de løbende omkostninger for arbejdsgiveren ved at stille godet til rådighed

Betingelsen anses for at være opfyldt.

Arbejdsgiveren skal rent faktisk stille det pågældende gode til rådighed for den ansatte. Arbejdsgiveren skal således enten være ejer af godet eller være kontraktspart i forhold til den eksterne leverandør af godet

Betingelsen anses for at være opfyldt.

Svaret på spørgsmål 2 bør derfor være Ja.

Spørgsmål 3

A/S har som ovenfor nævnt allerede en medarbejderaktieordning omfattet af ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 1, hvorefter medarbejderne i A/S tildeles ret til at erhverve aktier i A/S til favørkurs.

Det ønskes med spørgsmål 3 afklaret, hvorvidt der - når der på samme tid er tale om erhvervelse af aktier til favørkurs omfattet af ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 1 og tildeling af obligationer omfattet af ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 3 mod samtidig lønreduktion - ved opgørelsen af 10 % kravet i forhold til erhvervelse af aktier til favørskurs skal tages udgangspunkt i:

(i) lønnen efter lønreduktion eksklusiv værdien af tildelte obligationer, eller

(ii) lønnen efter lønreduktion inklusiv værdien af tildelte obligationer.

Det er A/S's opfattelse, at det korrekte er at tage udgangspunkt i lønnen efter lønreduktion inklusiv værdien af tildelte obligationer.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Generelle forhold - Alle medarbejdere, ligningslovens § 7A

Det følger af ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 3, at værdien af udbytteandele eller lignende, som udloddes til de ansatte i form af obligationer udstedt af virksomheden ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst.

Det er en betingelse for skattefritagelse efter § 7 A, at adgangen til at erhverve aktier eller obligationer står åben for alle ansatte i virksomheden, jf. ligningslovens § 7 A, stk. 2.

Begrænsninger, der er fastsat efter almene kriterier, kan dog anerkendes.

Det hensyn der ligger bag betingelsen om, at adgangen til at erhverve aktier eller obligationer mv. står åben for alle ansatte i virksomheden, jf. ligningslovens § 7 A, stk. 2., er som det fremgår af cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om ligningsloven, pkt. 3.4, at ingen gruppe af ansatte bliver favoriseret.

Ansatte i udenlandske datterselskaber

I den konkrete situation omfatter ordningen medarbejdere hos selskabet, men derimod ikke ansatte, som er ansat i et af selskabets udenlandske datterselskaber.

 Skatterådet har i tidligere afgørelser slået fast, at det er muligt, at etablere en ordning efter ligningslovens § 7 A, selvom ordningen ikke står åben for de ansatte i et selskabs udenlandske datterselskaber, jf. Bindende Svar af 22. august 2006 (SKM2006.514.SR).I afgørelsen bekræfter Skatterådet således, at der er valgfrihed med hensyn til om et selskab skal tilbyde de ansatte i selskabets udenlandske datter og datterdatterselskaber at deltage i en ordning omfattet af ligningslovens § 7 A. Ansatte i selskabets udenlandske datterselskaber kan således holdes ude fra ordningen.

Udstationerede medarbejdere

Skat bemærker, at i almindelighed skal ordningen løbe over en 12-måneders periode. Medarbejdere som udstationeres i løbet af året, og som derfor vil få en lønreduktion som vedrører en periode på mindre end 12 måneder  kan imidlertid i denne situation blive i ordningen indtil tidspunktet for udstationeringens begyndelse jf "principperne" i. SKM2007.785.SR -(forholdsmæssig antal aktier svarende til kontantlønsnedgang ved udstationering). 

Efter en samlet konkret vurdering finder Skat, at de generelle betingelser om båndlæggelse, 10% grænsen af årslønnen, tilbud til alle ansatte, uopsagt i stillingen på erhvervelsestidspunktet, i nærværende tilfælde er overholdt.

Skat finder således, at spørgsmål 1 kan besvares med er "ja".

Spørgsmål 2

Aftaler om kontantlønsnedgang - generelle betingelser

Skatterådet har i en række afgørelser accepteret aftaler om kontantlønsnedgang som kombineres med en medarbejderordning omfattet af ligningslovens § 7 A.

Der stilles efter praksis en række betingelser for, at skattemyndighederne ikke tilsidesætter ændringer af en allerede eksisterende vederlagsaftale, der indebærer en fremtidig lavere kontant løn samtidig med at den ansatte får stillet et personalegode til rådighed af arbejdsgiveren, jf.  Ligningsvejledning almindelig del, 2008-4. A.B.1.9.1.

Følgende betingelser skal iagttages:

  1. Der skal foreligge en ændret vederlagsaftale, som indebærer en reel fremadrettet nedgang i den kontante løn.
  2. Overenskomster som parterne er bundet af, skal kunne rumme den ændrede vederlagsaftale.
  3. Den aftalte reduktion af den kontante løn skal løbe over én hel lønaftaleperiode. Som hovedregel må perioden ikke være under 12 måneder..
  4. Et allerede erhvervet krav på kontantløn kan ikke konverteres til en naturalieydelse uden at være i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3.
  5. Arbejdsgiveren skal have en økonomisk risiko i forbindelse med ordningen. Det indebærer, at den ansattes kontante lønnedgang skal være et på forhånd fastsat beløb, der ikke reguleres i takt med den ansattes forbrug af naturaliegodet eller af de løbende omkostninger for arbejdsgiveren ved at stille godet til rådighed.
  6. Arbejdsgiveren skal rent faktisk stille det pågældende gode til rådighed for den ansatte. Arbejdsgiveren skal således enten være er ejer af godet eller være kontraktspart i forhold til den eksterne leverandør af godet.

Skat finder, at de af Skatterådet fastsatte særlige betingelser som nævnt ovenfor ved aftaler om kontantlønsnedgang kombineret med medarbejderordningen i nærværende tilfælde tillige er opfyldt.

Der henvises til de af forespørger anførte bemærkninger som Skat kan tilslutte sig.

Spørgsmål 3

Om årslønnen bemærker Skat, at efter praksis skal beregningen af årslønnen foretages efter objektive kriterier, der sikrer en realistisk opgørelse af lønnen for det år, hvor ordningen tilbydes, jf. Ligningsvejledningen Almindelig del, 2008-4 afsnit A.B.1.10.1

Det fremgår af spørgsmålet, at forespørger er af den opfattelse, at lovens 10% grænse skal tage sit udgangspunkt i den enkelte medarbejders løn (efter lønreduktion) med tillæg af værdien af tildelte obligationer omfattet af ligningslovens § 7A, stk. 1, nr. 3.

Heri er Skat uenig.

I bindende svar af 2. juli 2007 - SKM 2007.460 SR - som ligeledes omhandlede en medarbejderobligationsordning kombineret med kontantlønsnedgang, samt spørgsmålet om opgørelse af årslønnen fremgår det af Skat`s indstilling og begrundelse:

"Skat henleder opmærksomheden på, at vurderingen af, om 10% grænsen er overholdt, skal foretages med udgangspumkt i den aftalte nedsatte løn."

Skatterådet tiltrådte Skat`s indstilling og begrundelse.

Skat finder derfor, at spørgsmål 3 skal besvares med "Nej" jf. dog indstilling og begrundelse.

Forespørgers bemærkninger

Forespørger har meddelt, at man ikke har yderligere bemærkninger til sagsfremstillingen.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstillingen.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.