Nej, det er almindeligvis ikke nødvendigt at indberette vedrørende følgende personkonti med en saldo eller værdi på 50.000 USD eller derunder ved udgangen af et kalenderår.
Dette gælder følgende konti:
- Nye personkonti, som er indskudskonti eller forsikringsaftaler med kontantværdi eller annuitetsaftaler
- Eksisterende personkonti (dvs. konti, der blev ført pr. den 30. juni 2014, jf. FATCA-bekendtgørelsens § 18); dog er beløbsgrænsen for forsikringsaftaler med kontantværdi og annuitetsaftaler 250.000 USD.
Konklusionen er en konsekvens af FATCA-IGA’ens bilag 1:
For så vidt angår personkonti ført pr. den 30. juni 2014, jf. FATCA-bekendtgørelsens § 18, fremgår følgende af bilag 1 afsnit II A 1-4:
”… ikke pligt til at undersøge, identificere eller indberette følgende konti som amerikansk indberetningspligtige konti:
1. Med forbehold for underpunkt E (2) i dette afsnit, allerede eksisterende person-konti med en saldo eller værdi, der ikke overstiger 50.000 USD pr. den [30. juni 2014].
2. Med forbehold for underpunkt E (2) i dette afsnit, allerede eksisterende person-konti, som er forsikringsaftaler med kontantværdi eller annuitetsaftaler med en saldo eller værdi på 250.000 USD eller derunder pr. den [30. juni 2014]
3. [udelades]
4. Enhver indskudskonto med en saldo eller værdi på 50.000 USD eller mindre.”
[Afsnit E.2 omhandler tilfælde, hvor en eksisterende personkonto, der lå under beløbsgrænsen pr. den 30. juni 2014, senere bliver en højværdikonto.]
For så vidt angår nye personkonti fremgår følgende af bilag 1 afsnit III A 1 og 2 i FATCA-IGA’en:
”1. Der er ikke pligt til at undersøge, identificere eller indberette en ny person-konto, som er en indskudskonto, som en amerikansk indberetningspligtig konto, medmindre kontosaldoen overstiger 50.000 USD ved udgangen af et kalenderår eller anden relevant indberetningsperiode.
2. Der er ikke pligt til at undersøge, identificere eller indberette en ny person-konto, som er en forsikringsaftale med kontantværdi, som en amerikansk indberetningspligtig konto, medmindre kontantværdien overstiger 50.000 USD ved udgangen af et kalenderår eller anden relevant indberetningsperiode.”
I FATCA-bekendtgørelsens § 30 er FATCA-IGA’ens afsnit II A 1-4 gengivet, og i § 44 er FATCA-IGA’ens afsnit III A 1 og 2 gengivet, men dog kun for så vidt angår fritagelse for pligten til at undersøge eller identificere de pågældende konti.
Imidlertid vil det finansielle institut i praksis ofte, fx som led i oprettelsesproceduren for en ny personkonto, have gjort sig bekendt med, hvor kontohaveren er skattemæssigt hjemmehørende, hvilket vil indebære, at instituttet har positiv viden om amerikansk tilknytning i de tilfælde, hvor en sådan foreligger.
Skattestyrelsen vil fremover ved praktisering af bestemmelserne om indberetningspligt, kapitel 7 i FATCA-bekendtgørelsen, lægge til grund, også under henvisning til FATCA-bekendtgørelsens § 19, stk. 2, at indberetning vedrørende de ovenfor nævnte konti ikke er nødvendig, idet oplysninger vedrørende disse konti ikke skal videregives til de amerikanske skattemyndigheder i henhold til FATCA-IGA’en.
Lagt på 15. oktober 2019