Dato for udgivelse
27 Apr 2006 08:34
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
14 Mar 2006 11:10
SKM-nummer
SKM2006.268.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
5. afdeling, B-2644-04
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Moms og lønsumsafgift
Emneord
Momsfradrag, leje, parkeringsplads, personkøretøj, driftsudgift
Resumé

Ifølge fast administrativ praksis fortolkes begrebet "drift af personmotorkøretøjer" i fradragsbegrænsningsreglen i momslovens § 42, stk. 1, nr. 7, bredt, således at det bl.a. dækker udgifter til garageleje, jf. Momsnævnets afgørelser nr. 37-941 og 37-942 af januar 1986, færgebilletter, jf. TfS 1997,896 MN, broafgifter til Storebæltsforbindelsen, jf. TfS 1998,605 TSS, og leje af parkeringspladser, jf. SKM2003.124.LSR og Landsskatterettens utrykte kendelser af 28. maj 2004 samt af 1. september 2004. Praksis er gengivet i Momsvejledning 2006-1, pkt. J.3.1.7.

Praksis vedrørende nægtelse af fradrag for bl.a. udgifter til leje af parkeringspladser har været kritiseret for at savne hjemmel i momsloven, jf. artikel i TfS 2002,374 af momskonsulent Heidi Lundsgaard og momskonsulent Dorthe Lassen, KPMG.

Landsskatterettens kendelse fra september 2004 blev af det pågældende selskab, der havde fået nægtet fradrag for udgiften til leje af parkeringspladser til selskabets firmabiler og til de ansattes private biler, indbragt for Vestre Landsret.

Landsretten tiltrådte Landsskatterettens afgørelse og frifandt Skatteministeriet for selskabets påstand om ret til fradrag efter hovedreglen i momslovens § 37, stk. 1. Landsretten fandt, at praksis havde fornøden hjemmel i momslovens ordlyd og forarbejder, ligesom landsretten lagde vægt på, at lovgiver senere ved indførelsen i 1999 af momslovens § 42, stk. 7, om fradragsret for momsen på passagen til den faste forbindelse over Øresund, havde forudsat, at der ikke efter den gældende momslov var hjemmel til at fradrage denne type udgifter, da de er omfattet af driftsudgiftsbegrebet i momslovens § 42, stk. 1, nr. 7.

Administrativ praksis på dette område er således opretholdt ved den første domstolsafgørelse om begrebet "drift af personmotorkøretøjer" i momslovens § 42, stk. 1, nr. 7.

Sagsøgeren hævede sagen i lyset af landsrettens tilkendegivelse.

Reference(r)
Momsloven § 42, stk. 1, nr. 7
Henvisning

Momsvejledningen 2006-2 J.3.1.7

Vestre Landsrets kendelse af 14. marts 2006, 5. afdeling, B-2644-04

Parter

H1 A/S
(advokat Morten Jensen ved advokat Mikki Nielsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokat David Auken)

Afsagt af landsdommerne

Lilholt, Dorte Jensen og Karen Foldager

----------

Landsskatterettens kendelse af 1. september 2004, 2-6-1666-0403

Klagen vedrører regionens afgørelse om, at H1 A/S (herefter benævnt selskabet) ikke har fradrag for moms af leje af parkeringspladser.

Landsskatterettens afgørelse

Regionens afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

Selskabet har for perioden fra 1. juli 2000 til 31. juli 2003 foretaget fradrag for moms af udgifter til leje af parkeringspladser med i alt 163.065 kr.

Selskabets repræsentant har oplyst, at selskabet har lejet en række parkeringspladser i kælderetagen og på havnefronten til det af selskabet lejede domicil for at sikre, at kunder og ansatte har mulighed for at parkere deres biler i tilknytning til dette. De lejede parkeringspladser står således til rådighed for både selskabets personale og kunder.

Repræsentanten har om parkeringspladserne nærmere oplyst, at det drejer sig om henholdsvis 28 parkeringspladser i kælderetagen samt 8 parkeringspladser på havnefronten. Parkeringspladserne på havnefronten benyttes udelukkende af selskabets kunder. I kælderetagen er 10 af de 28 parkeringspladser forbeholdt firmabiler tilhørende selskabet. De resterende 18 parkeringspladser kan benyttes af selskabets medarbejdere og kunder.

Regionens afgørelse

Selskabet er ikke anset for berettiget til momsfradrag med 163.065 kr. for udgifter til leje af parkeringspladser.

Selskabet har ikke momsfradrag for udgifterne til parkeringspladser, idet disse udgifter henregnes til køretøjernes driftsudgifter, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 7. Der er henvist til Momsnævnets afgørelser nr. 941 og 942 fra 1986 samt Landsskatterettens kendelse i SKM2003.124.LSR.

I et høringssvar til Landsskatteretten har regionen supplerende anført, at der er fradrag for moms af udgifter til leje af parkeringspladser, en virksomhed lejer til brug for virksomhedens kunder, men at selskabet ikke har oplyst omfanget af kundernes benyttelse af parkeringspladserne. Endvidere er der med Landsskatterettens kendelse i SKM2003.124.LSR taget stilling til selskabets væsentligste anbringender.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at selskabet er berettiget til momsfradrag med 163.065 kr. vedrørende udgifter til leje af parkeringspladser.

Udgifterne til leje af parkeringspladser i kælderetagen og på havnefronten må anses for generelle driftsomkostninger, for hvilke der er fuld fradragsret, jf. momslovens § 37.

Endvidere har afgiftsmyndighederne i perioden fra 1. juli 1973 til 1986 ikke nægtet fradrag for moms af udgifter til leje af parkeringspladser, og momsnævnets afgørelser fra 1986 er derfor udtryk for en praksisændring, som er i strid med artikel 17, stk. 6, i 6. momsdirektiv.

Endelig er selskabet ikke omfattet af den personkreds, der nævnes i momslovens § 42, stk. 1, nr. 7, idet selskabet hverken ejer eller bruger hovedparten af de omhandlede personbiler og dermed ikke forestår driften af disse.

Til regionens høringssvar har selskabets repræsentant anført, at det af bemærkningerne til den dagældende § 16 i momsloven fremgår, at bestemmelsen tilsigtede at undgå forskelsbehandling, og da denne forskelsbehandling alene kan opstå i relation til driftsomkostninger i sædvanlig forstand, og dermed ikke udgifter til parkeringspladser, har parkeringspladser heller ikke været omfattet af den dagældende § 16 i momsloven.

For så vidt angår Landsskatterettens kendelse i SKM2003.124.LSR har repræsentanten anført, at det ikke er korrekt, at det er overladt til medlemsstaterne at fortolke de nationale bestemmelser om fradragsbegrænsning. Derimod følger det af 6. momsdirektiv, at de fradragsbegrænsninger, der bestod på tidspunktet for gennemførelsen af 6. momsdirektiv, kunne opretholdes.

Repræsentanten har endvidere opfordret regionen til at fremlægge dokumentation for, at driftsomkostningsbegrebet tillige skulle omfatte udgifter til leje af parkeringspladser, og at dette angiveligt skulle have været fast praksis siden indførelsen af bestemmelsen, hvilket vil sige også forud for de refererede afgørelser fra 1986 afsagt af Momsnævnet.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af momslovens § 37, stk. 1, jf. § 56, stk. 3, at registrerede virksomheder ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift kan fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13.

Det følger af momslovens § 42, stk. 1, nr. 7, at virksomheder ikke kan fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer, der er indrettet til befordring af ikke mere end 9 personer, jf. dog stk. 4, 6 og 7.

Parkeringsudgifter må anses som udgifter til drift af personkøretøjer som angivet i momslovens § 42, stk. 1, nr. 7, jf. SKM2003.124.LSR.

Det er ikke i strid med artikel 17, stk. 6, i 6. momsdirektiv, at anse moms af udgifter til leje af parkeringspladser for omfattet af fradragsbegrænsningen i momslovens § 42, stk. 1, nr. 7, jf. Landsskatterettens kendelse af 28. maj 2004.

Det er derfor med rette, at selskabet i medfør af momslovens § 42, stk. 1, nr. 7, ikke er anset for berettiget til i momsgrundlaget at fradrage udgifter til leje af parkeringspladser.

Det bemærkes, at Landsskatteretten ikke har fundet anledning til at anmode regionen om at fremlægge dokumentation for, at driftsomkostningsbegrebet tillige skulle omfatte udgifter til leje af parkeringspladser, og at dette angiveligt skulle have været fast praksis siden indførelsen af bestemmelsen, hvilket vil sige også forud for de refererede afgørelser fra 1986 afsagt af Momsnævnet, idet der er taget stilling til dette forhold med Landsskatterettens kendelse af 28. maj 2004.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

----------

Vestre Landsrets kendelse af 14. marts 2006, 5. afdeling, B-2644-04

Fremlagte bilag:

Brev af 7. marts 2006 fra advokat Morten Jensen ved advokat Mikki Nielsen.

Landsretten hævede sagen.

Landsdommerne har truffet beslutning om, at sagsøgeren, H1 A/S, inden 14 dage skal betale sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med i alt 27.625 kr. Beløbet dækker 25.000 kr. til Skatteministeriets udgifter til advokatbistand inkl. moms og 2.625 kr. til udgifter til materialesamling inkl. moms. Landsretten har lagt vægt på sagens forløb og udfald.