Spørgsmål:

1. Kan det bekræftes, at H1 ikke skal anses for skattepligtig til Danmark i relation til betaling af renter på lån ydet til det danske koncernforbundne selskab, H2, under nedenstående omstændigheder, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d?

Svar:

1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

"Fonden" er en luxembourgsk investeringsfond, som har købt 100% af selskabskapitalen i "H2" og dets datterselskaber via Fondens 100% ejede datterselskab, "H1". H1 agerer som almindeligt holdingselskab for investeringen. Ejerskabsstrukturen fremgår som følgende: 

[dele af strukturen udeladt ifm. anonymisering]

Fonden har gældsfinansieret H1 via to variable lån etableret henholdsvis d. [dato udeladt] på DKK xx og d. [dato udeladt] på DKK yy, begge med tilbagebetalingsdato d. [dato udeladt].   

De to variable lån anses for at være profit participation loans ("PPLs") fra et dansk skatteperspektiv, hvilket typisk er kendetegnet ved, at rentebetalingerne på lånet helt eller delvist afhænger af låntagers overskud, udbytte eller afkast. Nærværende PPLs er, i overensstemmelse hermed, afhængig af H1’s overskud. Der er ikke aftalt en fast rente men et variabelt afkast svarende til det skattepligtige investeringsoverskud efter diverse vederlagsmargener, administrationsomkostninger og skattehensættelser for renteperioden. PPLs er således afhængig af H1’s økonomiske præstation, hvor renterne påløber kvartalsvis, og betalinger til Fonden foretages, når bestyrelsen finder, at der er tilstrækkeligt med likvide midler til rådighed. 

H1 har derefter gældsfinansieret H2 via to almindelige koncerninterne lån ("SHLs") etableret henholdsvis d. [dato udeladt] på DKK xx og d. [dato udeladt] på DKK zz. Disse lån er almindelige lån med en fast rente på 6% per år, som skal betales kvartalsvis og er ikke afhængig af H2’s overskud. Den fastsatte rente er understøttet af en transfer pricing-undersøgelse.

Både PPLs og koncerninterne lån har som udgangspunkt en forfaldsdato d. [dato udeladt] med fuld regresret, medmindre denne ændres af parterne. Det kan lægges til grund, at PPLs og SHLs er forretningsmæssigt begrundet, samt at de er indgået og underlagt forskellige vilkår, herunder blandet andet vedrørende deres afkast og risiko, og at der ikke fremgår nogen direkte modregningsadgang mellem PPLs og SHLs.

Lånene er dermed ikke indbyrdes forbundne men uafhængige lån, hvorfor der ikke er tale om back-to-back-lån fra Fonden til H1 og fra H1 til H2. H1 har desuden fuld dispositionsret over de renter, der bliver betalt af H2 (som yderligere beskrevet under nærværende lovgrundlag og begrundelse).

Gældsfinansieringen af H2 er desuden foretaget i overensstemmelse med de gældende danske rentefradragsbegrænsningsregler.

Baggrunden for denne anmodning om bindende svar er, at det ønskes bekræftet, at der ikke vil blive udløst dansk kildeskat ved betaling af renter på SHLs udstedt af H1 til H2.

Juridiske karakteristika, H1

H1 er stiftet som et private limited company, hvilket er et kapitalselskab med begrænset hæftelse svarende til et dansk aktieselskab. Selskabet er et selvstændigt skattesubjekt og er underlagt almindelig lokal selskabsskat, herunder den lokale selskabsskattesats på 25%. 

For at undgå misforståelser og for at skabe klarhed anvendes Storbritannien som holding-jurisdiktion på grund af:

• Den geografiske nærhed til Fondens porteføljeforvalter, som er baseret i Storbritannien;
• Storbritannien er et veletableret sted for kvalificeret investerings- og holdingselskabspersonale, højt kvalificerede juridiske og professionelle tjenester, kommerciel ledelse, mæglervirksomhed og forsikringstjenester til [udeladt]. Det er derfor et kommercielt velegnet knudepunkt for en investeringsfond, der foretager investeringer i [udeladt];
• Bestyrelsen i H1 er alle aktive i selskabets ledelse og bosiddende i Storbritannien; samt
• Fondens erfaring med at anvende Storbritannien som holdingselskab for andre fondsinvesteringer.

H1’s formål er at erhverve ejerandele og agere som et almindeligt holdingselskab for Fondens investering i den danske koncern. Det er hensigten, at H1 kommer til at agere holdingselskab for andre investeringer, men på nuværende tidspunkt er H1 kun holdingselskab for investeringen i den danske koncern. 

H1 vil i overensstemmelse med sit formål modtage renter på lånene samt modtage midler fra tilbagebetaling af lånenes hovedstol. Indtægten vil blive benyttet til at dække løbende omkostninger samt blive udloddet til Fonden, herunder til at tilbagebetale PPL udstedt af Fonden til H1.

H1’s bestyrelse har den fulde bemyndigelse til at træffe de forretningsmæssige, økonomiske og driftsrelaterede beslutninger på vegne af selskabet, herunder hvorvidt der skal foretages betalinger til Fonden eller ej. Dette inkluderer dertil også kompetencen til at træffe beslutning om, hvad modtagne rentebetalingerne fra H2 skal anvendes til, og der er derfor ikke på forhånd truffet juridisk beslutning om, hvorledes midlerne fra H2 skal anvendes. 

Udover bestyrelsen har selskabet ikke nogen ansatte. Selskabet modtager dog kommerciel, finansiel og operationel assistance fra Fondens interne serviceenhed.

Juridiske karakteristika, Fonden

Fonden er etableret i Luxembourg som et investeringsselskab i form af et SCSp med det formål at foretage investeringer i [udeladt].

Fonden er underlagt luxembourgsk lovgivning, hvilket indebærer, at Fonden er skattetransparent, dvs. Fonden ikke indeholder og betaler skat af indkomst, kapitalgevinster, udbytteudlodninger eller renter/tilskrivning af renter.

Fonden har følgende hovedtyper af investorer:

• Private og offentlige pensionsfonde
• Private og offentlige forsikringsselskaber
• Velgørende organisationer
• Offentlige myndigheder
• Familiekontorer
• Formueforvaltere og fonde
• Privatpersoner

Fonden har på tidspunktet for denne anmodning om bindende svar omtrent 200 bagvedliggende investorer, som enten investerer direkte eller indirekte i Fonden.

[Yderligere beskrivelse af strukturen er udeladt ifm. anonymisering]

Fonden er en åben investeringsfond og bringer løbende nye investorer ind, ligesom eksisterende investorer forlader Fonden. Fonden kan således udvide antallet af investorer, og eksisterende investorer kan tegne eller opsige deres investering i Fonden i fremtiden.

På nuværende tidspunkt er mere end 85% af investorerne i Fonden hjemmehørende i lande, som Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med. Investorsammensætningen ændres hvert kvartal. Investorerne i Fonden hæfter i deres egenskab af "limited partners" udelukkende i forhold til den andel af kapital, som de har indskudt. Limited Partners hæfter derfor ikke individuelt for Fondens forpligtelser og må anses for værende passive i forhold til at kunne træffe beslutninger. Limited Partners deltager ikke i Fondens daglige drift og har kun begrænsede rettigheder såsom inspicering af Fondens register og regnskaber med rimeligt varsel, ret til at modtage distributionsmidler i henhold til deres andele samt rettigheden til at skifte AIFM Manager eller forudbestemme en investeringsstrategi baseret på et forslag fra AIFM Manageren i overensstemmelse med de aftalte vilkår og betingelser. 

Derudover vil alle gevinster/indtægter, som en investor i Fonden er berettiget til at modtage med hensyn til den relevante kvartalsperiode, være genstand for en automatisk reinvestering per den samme kvartalsdato, medmindre investoren har efterspurgt at modtage kontantudlodningerne via skriftlig meddelelse til General Partner i Fonden senest 45 dage før kvartalsdatoen. Indtægter modtaget af Fonden vil således ikke automatisk blive videredistribueret til de bagvedliggende investorerne men kan blive benyttet til geninvesteringer.   

Fonden forvaltes hertil af en alternativ investeringsfondsmanager ("AIFM"), en komplementar ("GP") og en Fund Portfolio Manager (som nævnt ovenfor), som er de selskaber, i deres egenskab som GP, AIFM og Portfolio Manager træffer alle beslutninger i Fonden.

Komplementaren

GP fungerer som Fondens GP og er ansvarlig, på ubegrænset basis, for driften af Fonden, herunder blandt andet:

• Indgåelse af AIFM-aftalen og eventuelle efterfølgende ændringer
• Overvågning af AIFM og repræsentation af Fonden i forhold til AIFM
• Modtagelse af bidrag og betalinger på vegne af Fonden
• Vedligeholdelse af Fondens register og regnskaber
• Udbetaling af distributionsmidler til partnere
• Optagelse og udtræden af Limited Partners
• Indkaldelse af møder for Fondens investorer og Limited Partners
• Overvågning af NAV-beregninger
• Udnævnelse af revisorer og andre nødvendige rådgivere
• Generelt udføre alle handlinger, der er nødvendige eller ønskelige for Fondens drift

GP er et luxembourgsk société à responsabilité limité, hvilket er et kapitalselskab svarende til et dansk aktieselskab. Som det fremgår af ovenstående ejerskabsstruktur, er GP ikke tilknyttet/ejet af Fonden men uafhængig af Fonden og Fund-selskaberne med en tilknyttet bestyrelse. Bestyrelsen kan også anses for værende uafhængig, da mindst 80% af medlemmerne af bestyrelsen til enhver tid er uafhængige. GP’en har den fulde bemyndigelse over Fondens anliggender og ledelse med undtagelser af de beføjelser, der er forbeholdt AIFM. 

AIFM

AIFM fungerer som Fondens AIFM i overensstemmelse med den indgåede alterinvesteringsaftale ("AIFM-aftale") og har eksklusivt ansvar for AIFM-tjenester i forhold til Fonden, herunder blandt andet:

• Formulering og gennemførsel af Fondens investeringsstrategi
• Identifikation, evaluering og forhandling af investeringsmuligheder
• Indgåelse af kontrakter og aftaler på vegne af Fonden
• Investering af Fondens likvide midler
• Udførelse af porteføljestyringstransaktioner
• Delegation af opgaver til andre affilierede enheder
• Åbning og vedligeholdelse af bankkonti for Fonden
• Udførelse af låneaktiviteter i overensstemmelse med Fondens retningslinjer
• Udarbejdelse og fremlæggelse af regnskaber og rapporter til partnere
• Markedsføring af Fondens interesser

I overensstemmelse med sine beføjelser og det gældende AIFM-direktiv har AIFM valgt at uddelegere porteføljestyring og transaktionsarrangementstjenester af Fonden. 

Investor Advisory Committee (IAC)

IAC fungerer derfor som en rådgivende instans, der sikrer, at væsentlige beslutninger træffes med input fra repræsentanter for Fondens investorer. IAC har dermed ikke specifikke rettigheder til at deltage i Fondens ledelse men kan konsulteres af GP eller AIFM. Der er dog visse væsentlige beslutninger, som skal godkendes af IAC, herunder blandt andet ændringer i investeringsstrategien, salg af misligholdende Limited Partners’ interesser og udskiftning af nøglepersoner.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Indledende bemærkninger

Udgangspunktet er, at selskaber er begrænset skattepligtige i Danmark af renter fra danske kilder af kontrolleret gæld. Dette gælder dog ikke, hvis beskatningen frafaldes eller nedsættes i henhold til EU’s rente- og royaltydirektivet eller i overensstemmelse med en dobbeltbeskatningsoverenskomst med det land, hvor det modtagende selskab er hjemmehørende, jf. SEL § 2, stk. 1, litra d.

I den foreliggende situation vil det danske selskab, H2, betale renter af et koncerninternt lån til dets 100% ejede moderselskab, H1. Da H1 ejer 100% af aktiekapitalen i H2 og dermed har bestemmende indflydelse over H2, anses lånene for værende kontrolleret gæld.

Endvidere er det et krav, at den udenlandske modtager af renter fra Danmark skal være den retmæssige ejer (beneficial owner) af renterne for at kunne kvalificere sig til fritagelse for dansk kildeskat.

Derudover må den almindelige danske skatteunddragelsesregel i ligningsloven § 3 ikke finde anvendelse, jf. yderligere kommentarer nedenfor. 

Da Fonden er en åben fond med et stort antal skiftende investorer med ca. 200 investorer, og idet Fonden må anses for at være skattemæssigt transparent jf. dansk ret (jf. nedenfor), kan den retmæssige ejer af renterne fra H2 ikke anses for at være Fonden ud fra et dansk skattemæssigt perspektiv.

Derudover vil alle gevinster/indtægter, som en investor i Fonden er berettiget til at modtage med hensyn til den relevante kvartalsperiode, være genstand for en automatisk reinvestering per den samme kvartalsdato, medmindre investoren har efterspurgt at modtage kontantudlodningerne via skriftlig meddelelse til GP senest 45 dage før kvartalsdatoen. Indtægter modtaget af Fonden vil således heller ikke automatisk blive videredistribueret til de bagvedliggende investorerne, men vil som udgangspunkt blive benyttet til geninvesteringer. 

Efter vores opfattelse kan investorerne ej heller anses for at være retmæssige ejere af renterne fra H2.  Der henvises i den forbindelse til både det høje antal investorer, det faktum, at investorerne kan skifte hvert kvartal på grund af Fondens åbne karakter, og at der ikke vil være automatisk gennemstrømning af midler fra H1 til Fonden og videre til investorerne. Investorerne kan således skifte fra datoen, hvor renterne påløb fra H2, og indtil en andel af sådanne midler potentielt udloddes fra Fonden til investorerne.  Dette var også tilfældet i SKM2024.198.SR, hvor Skatterådet ligeledes bekræftede, at det ej heller var Fonden eller investorerne, som kunne anses for at være den retmæssige ejere af renterne men det luxembourgske selskab.  

Overvejelser vedrørende Fonden

Det er oplyst, at Fonden er skattemæssigt transparent i Luxembourg og ikke er underlagt selskabsbeskatning i Luxembourg.

Da Fonden er skattemæssig transparent, er Fonden ikke omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg. 

Endvidere bør Fonden anses for at være transparent fra et dansk skattemæssigt perspektiv, idet Fonden er skattemæssigt transparent i Luxembourg og ikke er underlagt selskabsbeskatning i Luxembourg.

Overvejelser vedrørende H1

I henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien artikel 1, finder overenskomsten anvendelse på "personer", der er hjemmehørende i en af eller begge kontraherende stater. I henhold til DBO’ens artikel 4, stk. 1, er en person hjemmehørende i en stat, når personen i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium. Det følger af artikel 3, stik. 1, litra f, at udtrykket "person" omfatter en fysisk person, et selskab eller enhver anden sammenslutning af personer.

H1, som den civilretlige kreditor på det koncerninterne lån, må anses for værende traktatbeskyttet, idet H1 både kvalificeres som en "person" og "hjemmehørende i en kontraherende stat" i overensstemmelse med de fastsatte begreber i DBO’en.

Det er således vores opfattelse, at renterne vedrørende det koncerninterne lån skal nedsættes eller frafaldes i henhold til DBO’ens artikel 11, såfremt H1 kan anses som den retmæssige ejer af renterne.

Retmæssig ejer (beneficial owner) af renteskatten

Da H1 er et selskab i Storbritannien omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien, er det vores forståelse, at det afgørende for, om der er begrænset skattepligt, er, om H1 kan anses for retmæssig ejer af renterne fra H2.

Der henvises til SKM 2012.121.ØLR, hvor Landsretten fandt, at begrebet "retmæssig ejer" skulle fortolkes i overensstemmelse med den internationale forståelse ud fra bemærkningerne til OECD’s modelaftale.

Artikel 11 i OECD’s modeloverenskomst fastslår, at kildelandet ikke kan beskatte renter modtaget af en modtager hjemmehørende i den anden kontraherende stat, hvis modtageren er den retmæssige ejer.

Spørgsmålet om hvem der er retmæssig ejer, skal behandles på baggrund af en transaktionsmæssig vurdering, som skal foretages for hver enkelt rentebetaling. Dette sker særligt med henblik på at fastlægge hvem, der har dispositionsretten over renten, jf. SKM2014.686.SR, SKM2022.390.SR og SKM2022.551.SR.

I nærværende sag er der tale om en specifik transaktion, hvor der er indgået to låneaftaler mellem samme parter. Låneaftalerne er vedtaget på to forskellige tidspunkter, henholdsvis d. [dato udeladt] og d. [dato udeladt], og regulerer de rentebærende koncerninterne lån på identiske vilkår. 

EU-Domstolen har i forbindelse med Højesterets behandling af dom af d. 25. november 2021 af Østre Landsrets 13. afdeling taget stilling til en række præjudicielle spørgsmål, herunder spørgsmål omkring fortolkningen af begrebet "retmæssig ejer". EU-Domstolen har i den forbindelse udtalt om fortolkningen af begrebet "retmæssig ejer", at det betegner en enhed, som økonomisk set reelt modtager de renter, som betales til den, og som derfor råder over beføjelsen til frit at fastlægge anvendelsen heraf.

H1 må anses for at være modtageren af renterne på de udstedte lån og har i sin position som långiver beføjelse til frit at kunne fastlægge anvendelsen heraf. Det er op til H1’s bestyrelse juridisk at beslutte, hvad renteindtægten skal anvendes til.

I Skatterådets tidligere afgørelser, SKM2022.95.SR, SKM2020.205.SR og SKM2019.450.SR, har Skattestyrelsen blandt andet lagt vægt på, at det kan udledes fra praksis, at et selskab vil blive anset for at være den retmæssige ejer, hvis udbyttet ikke er ført videre - og heller ikke med sikkerhed er bestemt til at blive ført videre.

Det fremgår af SKM2024.198.SR, at vurderingen af, hvem der er retmæssig ejer efter artikel 11 i OECD’s modeloverenskomst, må være den samme som den vurdering, der foretages af, hvem der er retmæssig ejer i samme modeloverenskomsts artikel 10. Således skal der henses til, om renter rettelig er bestemt til at blive ført videre igennem det pågældende selskab eller ej, herunder om det af de foreliggende kontraktuelle og faktuelle omstændigheder fremgår, om den umiddelbare modtager af renterne har en juridisk forpligtelse til at lade renterne strømme videre til bagvedliggende selskaber eller personer, jf. blandt andet SKM 2022.555.SR.

I SKM2022.95.SR, hvor et dansk selskab udloddede et udbytte til sit moderselskab, lagde Skattestyrelsen blandet andet vægt på, at det engelske moderselskab skulle anses som den retmæssige ejer, da selskabet havde dispositionsretten over udbytteudlodningen fra det danske selskab, og der således ikke var tale om, at udbyttet var bestemt til at blive videreudloddet til de bagvedliggende ejere.

I SKM2022.171.SR fandt Skatterådet under henvisning til forarbejderne til selskabsskatteloven og til kommentarerne til artikel 10 i OECD’s modeloverenskomst, at formålet med kravet om "retmæssig ejer" er at forhindre misbrug af dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, hvor formålet med at kanalisere et udbytte gennem en repræsentant, stedfortræder eller et "gennemstrømningsselskab" er at opnå utilsigtede skattefordele. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis et selskab i et land, hvormed der er en dobbeltbeskatningsoverenskomst, indskydes mellem et dansk selskab og dets moderselskab i et land, hvormed der ikke er en dobbeltbeskatningsoverenskomst, med det formål at kunne udlodde udbytte skattefrit.

H1 modtager renter på lån udstedt til H2 og modtager midler fra tilbagebetaling af lånenes hovedstol. Denne renteindtægt vil blive benyttet til at dække løbende omkostninger i selskabet samt blive udloddet til Fonden. Det er selskabets bestyrelse, som har den fulde juridiske beslutningskompetence til at bestemme, hvad renteindtægten skal anvendes til, herunder om nye lån skal stiftes. H1 har således ikke en juridisk forpligtelse til at lade renteindtægterne strømme videre til Fonden.

Ingen af investorerne i Fonden og dermed indirekte i H1 kan selvstændigt udøve kontrol over Fonden eller H1. Alle gevinster/indtægter, som en investor er berettiget til at modtage med hensyn til den relevante kvartalsperiode, vil være genstand for en automatisk reinvestering per den samme kvartalsdato, medmindre investoren har efterspurgt at modtage kontantudlodningerne via skriftlig meddelelse til GP. Den enkelte investors indflydelse i Fonden og på udlodningerne til sig selv er dermed begrænset.

Bestyrelsen i H1 vil træffe beslutning om, hvad rentebetalingerne skal anvendes til, og der er derfor ikke på forhånd truffet beslutning om, hvorledes midlerne fra H2 skal anvendes. På denne baggrund vil der ikke være er en tidsmæssig sammenhæng mellem betaling af renter fra H2 til H1 og udlodning til Fonden og videre op til investorerne.

Da H1 har dispositionsretten over renteindtægten, og renteindtægten ikke uden videre er bestemt til at blive videredistribueret, og som følge af Fondens skattemæssige transparente status fra et dansk perspektiv, hvilket gør H1 til det øverste selvstændige skattesubjekt, er det vores opfattelse, at H1 må anses for værende den retmæssige ejer af renteindtægten fra H2. 

Overvejelser vedrørende de bagvedliggende investorer i Fonden

De enkelte investorer i Fonden skal ikke betragtes som de retmæssige ejere idet:

• Fonden er en åben fond, og investorsammensætningen ændrer sig derfor hvert kvartal.
• Investorerne i Fonden hæfter i deres egenskab af "limited partners" udelukkende i forhold til den andel af kapital, som de har indskudt. Limited Partners hæfter derfor ikke individuelt for Fondens forpligtelser.
• Investorerne deltager ikke i Fondens daglige drift og har kun begrænsede rettigheder, såsom inspicering af Fondens register og regnskaber med rimeligt varsel, samt ret til at modtage distributionsmidler i henhold til deres andele i overensstemmelse med de aftalte vilkår og betingelser. 
• Alle gevinster/indtægter, som en investor i Fonden er berettiget til at modtage med hensyn til den relevante kvartalsperiode, vil være genstand for en automatisk reinvestering per den samme kvartalsdato, medmindre investoren har efterspurgt at modtage kontantudlodningerne via skriftlig meddelelse til GP. Indtægter modtaget af Fonden vil således ikke automatisk blive videredistribueret til de bagvedliggende investorerne men vil som udgangspunkt blive benyttet til geninvesteringer.

Endvidere bør det fremhæves, at mere end 85% af de bagvedliggende investorerne i Fonden er skattemæssigt hjemmehørende i lande, der har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark. Disse investorer ville, ved direkte rentebetalinger fra H2, være berettiget til kildeskattefritagelse på rentebetalinger på lån udstedt til H2, hvilket også må tale for, at H1 er fritaget for dansk kildeskat på renter fra H2.

Ligningslovens § 3

Udover betingelsen om retmæssige ejer skal den generelle skatteunddragelsesbestemmelse i ligningslovens ("LL") § 3 også vurderes.

Reglen medfører, at en skatteyder ikke må drage fordel af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis det ud fra de relevante kendsgerninger og omstændigheder med rimelighed kan fastslås, at opnåelsen af skattefordelen er et af hovedformålene med det pågældende arrangement/transaktion, som direkte eller indirekte fører til en fordel, medmindre det kan fastslås, at opnåelsen af fordelen under disse omstændigheder vil være i overensstemmelse med indholdet af og formålet med den pågældende bestemmelse i overenskomsten.

Arrangementer eller serier af arrangementer anses for at være ikke-reelle, i det omfang de ikke er tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejler den økonomiske virkelighed, jf. ligningslovens § 3, stk. 2.

Ved vurderingen af, om der foreligger misbrug, indgår følgende elementer:

1. Der skal være en skattefordel,
2. Et af de væsentligste formål med arrangementet skal være at opnå en skattefordel, som virker mod formålet og hensigten med skatteretten,
3. Arrangementet skal ikke være reelt under hensyntagen til alle de relevante faktiske forhold og omstændigheder, herunder at arrangementet ikke er tilrettelagt af velbegrundede, kommercielle årsager, der afspejler den økonomiske virkelighed.

Det følger af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien, at renter, der betales af kilder i Danmark til et selskab hjemmehørende i Storbritannien, kun kan beskattes i Storbritannien.

Formålet med ejerstrukturen er ikke at opnå en skattefordel, da rentebetalingerne fra H2 ikke ville have været, eller i meget begrænset omfang ville have været, omfattet af begrænset skattepligt i Danmark, såfremt renterne var betalt direkte til investorerne.

H1 er ikke indsat i strukturen for at opnå en skattemæssig fordel, som er i strid med formålet med DBO’en eller anden dansk skattelovgivning, idet investeringen i H2 er sket af hensyn til kommercielle formål bestående i at opnå afkast til investorerne. Endvidere er et af formålene med at etablere H1 i strukturen at samle de ultimative investorers investering i H2, da investorerne ellers ikke vil kunne investere samlet i H2. Der er derfor tale om en konkret forretningsmæssig disposition, og formålet har derved ikke været at opnå en utilsigtet skattefordel.

Ligningsloven § 3 finder derfor, efter vores opfattelse, ikke anvendelse på den påtænkte struktur og begrænser ikke H1’s ret til at påberåbe sig fordele efter DBO’en, idet H1 ikke er indsat i strukturen for at opnå en skattemæssig fordel, som er i strid med formålet med DBO’en og/eller de interne danske skatteregler.

Konklusion

Fonden kan ikke anses for at være retmæssig ejer af rentebetalinger fra H2, da Fonden kvalificeres som skattemæssigt transparent og derfor ikke kan anses for omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg.

Endvidere kan investorerne i Fonden ikke anses for at være retmæssige ejere af rentebetalingerne fra H2 grundet det store antal af investorer, investorerne skifter kvartalsvis, alle gevinster/indtægter, som en investor i Fonden er berettiget til at modtage, vil være genstand for en automatisk reinvestering af Fonden, og idet investorerne ikke har rettigheder til at styre udlodninger fra Fonden, og ej heller hvordan midlerne i Fonden anvendes.

På baggrund af ovenstående beskrivelse og begrundelse skal H1 betragtes som retmæssig ejer ved vurderingen af, om selskabet er begrænset skattepligtig til Danmark af renter på lånet fra H1 til H2 og skal dermed ikke anses som værende begrænset skattepligtig til Danmark efter SEL § 2, stk. 1, litra d.

Spørgsmål 1 bør derfor besvares med et "ja".

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at H1 ikke skal anses for skattepligtig til Danmark i relation til betaling af renter på lån ydet til det danske koncernforbundne selskab, H2, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d.

Begrundelse

Det oplyses, at H1 er stiftet i Storbritannien som et private limited company, hvilket er et kapitalselskab med begrænset hæftelse svarende til et dansk aktieselskab. Det oplyses videre, at selskabet er almindeligt selskabsskattepligtigt i Storbritannien.

H1 ejes 100 % af Fonden, der er en luxembourgsk investeringsfond. Fonden er skattemæssigt transparent i Luxembourg og ikke er underlagt selskabsbeskatning i Luxembourg. Spørger anfører, at Fonden derfor også bør anses for at være transparent fra et dansk skattemæssigt perspektiv.

Skattestyrelsen bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt en udenlandsk enhed kan anses for skattemæssigt transparent i dansk henseende, skal afgøres efter dansk skatteret på grundlag af en konkret helhedsvurdering. Det forhold, at enheden anses for skattemæssigt transparent i sit hjemland, kan derfor ikke i sig selv tillægges afgørende vægt. Se bl.a. den nedenfor nævnte praksis og Den juridiske vejledning 2025-2, afsnit C.D.1.1.3.

Det oplyses, at Fonden er et luxembourgsk SCSp (Société en Commandite Spéciale). SCSp’er er i tidligere praksis blevet anset for skattemæssigt transparente efter dansk skatteret, jf. bl.a. SKM2019.567.SR og SKM2018.90.SR. Skattestyrelsen lægger derfor til grund, at Fonden ligeledes kan kvalificeres som skattemæssigt transparent, forudsat at Fondens konkrete forhold svarer til denne praksis.

H1 ejer 100 % af selskabskapitalen i H2. Det fremgår af H2’s årsregnskab, at selskabets primære aktiviteter omfatter ejerskab og ledelse af dets datterselskaber.

Fonden har gældsfinansieret H1 via to variable lån af d. [dato udeladt] på DKK xx og d. [dato udeladt] på DKK yy. Begge lån har tilbagebetalingsdato d. [dato udeladt].

Spørger anser, at de to variable lån kan anses for at være profit participation loans (PPL-lån) fra et dansk skatteperspektiv, idet rentebetalingerne på lånene afhænger af H1’s skattepligtige investeringsoverskud efter diverse vederlagsmargener, administrationsomkostninger og skattehensættelser for renteperioden. Det anføres, at lånene således er afhængige af den økonomiske præstation, hvor renterne påløber kvartalsvis, og betalinger til Fonden foretages, når bestyrelsen finder, at der er tilstrækkeligt med likvide midler til rådighed. Skattestyrelsen lægger til grund, at de to PPL-lån kan anses for gæld og at afkast herpå vil anses for rente eller kursgevinst/-tab.  

H1 har derefter gældsfinansieret H2 via to koncerninterne lån (SHL-lån) af d. [dato udeladt] på DKK xx og d. [dato udeladt] på DKK zz. Det oplyses, at disse lån er almindelige lån med en fast rente på 6 % per år, som skal betales kvartalsvis og at rentebetalingerne ikke er afhængige af H2’s overskud.

Det danske selskab, H2, vil således betale renter af SHL-lånet til dets 100 % ejede moderselskab, H1, og spørgsmålet er, om selskabet bliver begrænset skattepligtig heraf, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d.

Generelt om begrænset skattepligt ved renter, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d

Der påhviler begrænset skattepligt for selskaber og foreninger mv. som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, for så vidt de oppebærer renter fra kilder her i landet vedrørende gæld, som et selskab eller en forening m.v. omfattet af § 1 eller litra a eller b har til juridiske personer som nævnt i skattekontrollovens kapitel 4 (kontrolleret gæld). Se selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d.

Bestemmelserne om begrænset skattepligt for renter blev indsat ved lov nr. 221 af 31. marts 2004. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget (LF nr. 119 af 17. december 2003) er formålet: "… at imødegå, at et dansk selskab m.v. nedsætter den danske beskatning ved at reducere den skattepligtige indkomst gennem rentebetalinger til visse finansielle selskaber i lavskattelande, hvis det udenlandske selskab m.v. kontrollerer det danske selskab m.v.". Se bemærkninger til de enkelte bestemmelser, jf. lovforslagets § 10, nr. 1.

Der er dog en række undtagelser til den begrænsede skattepligt.

Bl.a. omfattes renter ikke af skattepligt, hvis beskatningen skal frafaldes eller nedsættes efter bestemmelserne i rente-/royaltydirektivet eller i en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Færøerne, Grønland eller den stat, hvor det modtagende selskab er hjemmehørende. I tilfælde, hvor beskatningen frafaldes eller nedsættes efter bestemmelserne i direktivet, gælder dette dog kun, hvis det betalende selskab og det modtagende selskab er associeret som nævnt i direktivet (25 procents ejerskab) i en sammenhængende periode på mindst et år, inden for hvilken betalingstidspunktet skal ligge. Se selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, 3. og 4. pkt. Se også Den juridiske vejledning 2025-2, afsnit C.D.8.10.6.

Frafald efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller rente-/royaltydirektivet forudsætter, at modtageren er retmæssig ejer af renten. Vurderingen af retmæssig ejer anses generelt for at være ens for udbytter og renter. Se f.eks. SKM2022.555.SR og SKM2024.298.SR.

Ved vurderingen vil der, kort beskrevet, blive lagt vægt på, om renter modtaget fra et dansk selskab bliver videresendt (eller er bestemt til at blive videresendt) som f.eks. renter, udbytte eller andre former for bidrag eller vederlag. Spørgsmålet om retmæssig ejer er en transaktionsmæssig vurdering.

Det er herved relevant at inddrage fortolkningsbidrag vedrørende bestemmelsen om retmæssig ejer i OECD's modeloverenskomst, hvor kravet til retmæssig ejer er omtalt i OECD's kommentarer til artikel 10, stk. 2 under pkt. 12, 12.1-7.

Af kommentarerne fremgår bl.a., at det ikke vil være i overensstemmelse med hensigten og formålet med overenskomsten, hvis kildestaten skal give lempelse/fritagelse, når udbyttemodtager blot fungerer som “gennemstrømningsenhed" for en anden person, der rent faktisk modtager udbyttet. Et “gennemstrømningsselskab" anses normalt ikke for retmæssig ejer, hvis det har meget snævre beføjelser og alene handler på vegne af andre. Dette vil efter Skattestyrelsens opfattelse eksempelvis være tilfældet, hvis et selskab i et dobbeltbeskatningsoverenskomstland indskydes mellem et dansk selskab og dets moderselskab i et ikke dobbeltbeskatningsoverenskomstland med det formål at kunne udlodde udbytte skattefrit. Der henvises til SKM2023.251.HR og SKM2023.456.HR.

Af kommentarerne fremgår, at dette f.eks. kan være tilfældet, hvis selskabets ret til “at bruge og nyde udbyttet er begrænset af kontraktlige eller juridiske forpligtelser til at videreformidle de modtagne udbetalinger til en anden person". Det behøver dog ikke være egentlige kontraktlige eller juridiske forpligtelser til at videreformidle, men kan være forpligtelser i kraft af de faktiske omstændigheder, som klart viser, at modtageren i realiteten ikke har rettighederne til at bruge og nyde udbyttet. Se kommentar 12.4.

Fra øvrig praksis om retmæssig ejer kan der bl.a. henvises til SKM2012.121.ØLR, hvor det kan udledes, at såfremt udbytte ikke er ført videre fra et udbyttemodtagende EU-selskab, og heller ikke med sikkerhed er bestemt til at blive ført videre til et tredjeland uden en dobbeltbeskatningsoverenskomst, vil det udbyttemodtagende EU-selskab blive anset for at være retmæssig ejer.

I SKM2022.171.SR fandt Skatterådet under henvisning til forarbejderne til selskabsskatteloven (lov nr. 282 af 25. april 2001) og til kommentaren til artikel 10 i OECD's modeloverenskomst, at formålet med kravet om “retmæssig ejer" er at forhindre misbrug af dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, hvor formålet med at kanalisere et udbytte gennem en repræsentant, stedfortræder, eller et “gennemstrømningsselskab" er at opnå utilsigtede skattefordele. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis et selskab i et land, hvormed der er en dobbeltbeskatningsoverenskomst, indskydes mellem et dansk selskab og dets moderselskab i et land, hvormed der ikke er en dobbeltbeskatningsoverenskomst, med det formål at kunne udlodde udbytte skattefrit.

Det fremgår endvidere af skatteministerens bemærkninger sendt til Skatteudvalget den 17. februar 2004 vedrørende en henvendelse fra Foreningen af Statsautoriserede Revisorer i anledning af lovforslaget (LF nr. 119 af 17. december 2003), at man var opmærksom på, at der var en risiko for, at reglerne ville blive søgt omgået ved, at det danske selskab betalte renterne til et selskab omfattet af rente-/royaltydirektivet eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst, som derpå betalte renterne videre til et selskab i et lavskatteland. De danske skattemyndigheder vil i sådanne tilfælde efter en konkret realitetsbedømmelse kunne lægge til grund, at det selskab, som i første omgang modtager renterne, ikke er renternes retmæssige ejer.

Formålet med reglerne er ikke at ramme sædvanlige holdingstrukturer, men at forhindre misbrug af dobbeltbeskatningsoverenskomster, af moder-/datterselskabsdirektivet og af rente-/royaltydirektivet. Misbrug vil blandt andet foreligge, når den endelige modtager af et udbyttet ikke ville være berettiget til bortfald af udbytteskat, hvis udbyttet var modtaget direkte. Når der ikke foreligger misbrug eller nominee-situationer, er det Skattestyrelsens opfattelse, at den umiddelbare modtager af udbyttet skal anses for at være retmæssig ejer af udbyttet. Se f.eks. SKM2024.198.SR.

Hvis det kan dokumenteres, at en bagvedliggende ejer er ultimativ modtager og retmæssig ejer af et udbytte, der ville være berettiget til frafald eller nedsættelse af udbyttebeskatning efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis udbyttebetalingen var sket direkte til denne bagvedliggende ejer, er der eventuelt ikke tale om misbrug. I relation til en sådan sammenholdelse med en dobbeltbeskatningsoverenskomst for en bagvedliggende ultimativ modtager og retmæssig ejer kan der henvises til Højesterets dom i SKM2023.251.HR, hvor et udbytte ikke var omfattet af dansk kildeskat, idet det var blevet videredistribueret til et selskab i USA, og der kunne sammenholdes med den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Se også SKM2024.298.SR, hvor Skatterådet fandt, at tilbagebetaling af et nulkuponlån fra et dansk selskab til et selskab i Luxembourg ikke medførte begrænset skattepligt til Danmark, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra h, jf. litra d, for den del af kursgevinsten udløst ved tilbagebetalingen, der kort tid efter blev viderebetalt til bagvedliggende investorer.

Den konkrete sag

Det er spørgers opfattelse, at der er tale om kontrolleret gæld i relation til de to koncerninterne lån fra H1 til H2 og at udgangspunktet derfor er, at selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d kan finde anvendelse på de renter som H1 oppebærer på lånene. Skattestyrelsen er enig heri.

Spørger anser dog, at undtagelsen i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, 3. punktum kan finde anvendelse, hvorefter skattepligten ikke omfatter renter, hvis beskatningen af renterne skal frafaldes eller nedsættes efter direktiv 2003/49/EF (rente-/royaltydirektivet) eller efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den stat, hvor selskabet er hjemmehørende.

Spørger anfører ikke andre undtagelser fra skattepligten efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d. Skattestyrelsen lægger derfor til grund, at det udelukkende er undtagelsen i 3. pkt., som spørger anses for opfyldt.

H1 er hjemmehørende i Storbritannien og rente-/royaltydirektivet kan derfor ikke finde anvendelse. Spørgsmålet er, om der i medfør af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien er pligt til at frafalde eller nedsætte beskatningen af renterne.

Artikel 11, stk. 1 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten fastslår, at renter kun kan beskattes i den stat, hvor modtageren er hjemmehørende. Dette fordrer dog, at modtageren er retmæssig ejer af renterne:

“1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat, og hvis retmæssige ejer er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan kun beskattes i denne anden stat."

Som nævnt ovenfor er spørgsmålet om retmæssig ejer en transaktionsmæssig vurdering, der således skal foretages for hver enkelt rentebetaling.

I den foreliggende sag spørges der ikke til en konkret transaktion, men generelt til, om de renter som H1 oppebærer for lånene til H2, vil være skattepligtige i Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d.

Selvom der ikke spørges til en konkret transaktion, er det Skattestyrelsens opfattelse, at spørgsmålet i den konkrete sag kan besvares. Der henvises i den forbindelse til SKM2022.97.SR, hvor det blev anset, at spørgeren med stor sandsynlighed ville blive anset for at være retmæssig ejer af udbytter og renter fra et dansk ejendomsselskab. Der henvises desuden til SKM2022.352.SR, hvor et nordisk moderselskab ligeledes med stor sandsynlighed ville blive anset for at være retmæssig ejer af udbytte fra et dansk selskab, selvom vurderingen af retmæssig ejer afhænger af de konkrete forhold på udbetalingstidspunktet. Se også SKM2024.198.SR og SKM2025.524.SR.

I nærværende sag er der tale om en finansieringsstruktur, hvor der er tale om samtidige lån mellem tre forbundne parter; en hovedlångiver (Fonden), en viderelångiver (H1) og en endelig låntager (H2).

Skattestyrelsen bemærker, at hvis der er tale om forbundne lån (back-to-back lån), hvor der mellem parterne anses disponeret på en sådan måde, at renteindkomst ikke reelt kan anses være undergivet H1’s rådighed, der med misbrugshensigt dermed blot at fungerer som “gennemstrømningsenhed" for Fonden, kan H1 ikke anses for at være retmæssig ejer af renterne fra H2.

Fra praksis kan der bl.a. henvises til SKM2022.416.VLR, hvor Landsretten fandt, at moderselskaber, der var hjemmehørende i henholdsvis Sverige og Luxembourg, ikke var retmæssige ejere af rentebetalinger fra danske datterselskaber og derfor ikke kunne påberåbe sig skattefritagelse. Der var tale om samtidige lån med få dages mellemrum, identiske hovedstole m.v., der reelt indebar, at rentebeløb blev viderekanaliseret fra moderselskaberne, og som ikke blev anset at have nogen forretningsmæssig begrundelse ud over at opnå en mulig skattefordel.

Se også SKM2023.457.SR, hvor Skatterådet ikke kunne bekræfte, at betingelserne for skattefrihed var opfyldte, idet et luxembourgsk selskab ikke blev anset for retmæssig ejer af de omhandlede rentebetalinger. I sagen var der tale om et back-to-back lån mellem forbundne parter. Der fremgik ikke oplysninger om, hvor de til investeringsfonden bagvedliggende investorer var hjemmehørende og i øvrigt oplysninger om, hvorvidt disse ville kunne anses for retmæssige ejere af renterne, hvis de havde modtaget renterne direkte.

Spørger anfører, at det kan lægges til grund, at de omhandlende lån (PPL-lånene og SHL-lånene) er forretningsmæssigt begrundet, samt at de er indgået og underlagt forskellige vilkår, herunder blandet andet vedrørende deres afkast og risiko, og at der ikke fremgår nogen direkte modregningsadgang mellem lånene.

Spørger anser på denne baggrund ikke, at lånene er indbyrdes forbundne. Spørger anfører desuden, at bestyrelsen i H1 har fuld dispositionsret over de renter, der bliver betalt af H2. Dette inkluderer også kompetencen til at træffe beslutning om, hvad de modtagne rentebetalinger skal anvendes til, hvorfor der ikke på forhånd er truffet juridisk beslutning om, hvorledes midlerne fra H2 skal anvendes.  

Skattestyrelsen bemærker, at vurderingen af, om der foreligger forbundne lån - herunder back-to-back konstruktioner - beror på en samlet konkret vurdering af de faktiske omstændigheder. Ved denne vurdering kan der f.eks. lægges der vægt på, om der er en indbyrdes afhængighed mellem lånene, herunder den tidsmæssige og beløbsmæssige sammenhæng, om vilkår for løbetid, afdrag og renter følges ad, samt om der er økonomisk afhængighed mellem lånene. Endelig indgår det i vurderingen, om der findes en saglig kommerciel begrundelse for at indskyde en tredjemand, eller om konstruktionen har til formål at opnå en skattemæssig fordel. Selvom lånene er indgået på forskellige vilkår, udelukker det derfor ikke, at de kan betragtes som forbundne. Der henvises bl.a. til den ovennævnte praksis.

Selvom vurderingen af retmæssig ejer afhænger af de konkrete forhold på udbetalingstidspunktet, er det på baggrund af det oplyste Skattestyrelsens opfattelse, at H1 med stor sandsynlighed vil blive anset for at være retmæssig ejer af rentebetalingerne fra H2 og dermed ikke vil være begrænset skattepligtig til Danmark, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, idet der på det foreliggende grundlag ikke anses at være tale om en nominee-situation eller misbrug af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien.

Spørger anfører, at det kan lægges til grund, at lånestrukturen er forretningsmæssigt begrundet. På baggrund heraf og det i øvrigt oplyste lægger Skattestyrelsen til grund, at lånestrukturen udelukkende er etableret af forretningsmæssige årsager, som f.eks. for at optimere finansieringen, håndtere risici eller navigere i juridiske begrænsninger, og ikke for at opnå skattefordele - herunder at finansieringen er i overensstemmelse med armslængdeprincipper.

Skattestyrelsen lægger her vægt på, at der er tale om en åben investeringsfond med pt. ca. 200 bagvedliggende investorer, hvor der løbende sker udskiftninger i investorsammensætningen, som derfor bliver tilfældigt sammensat, og at alle investorer er passive i forhold til at træffe beslutninger. Skattestyrelsen forudsætter derfor, at ingen af de bagvedliggende investorer har kunnet eller vil kunne træffe beslutninger om den omhandlende koncern- og finansieringsstruktur og at ingen af investorerne selvstændigt kan udøve kontrol over H1, Fonden eller de øvrige enheder i strukturen.

Der lægges endvidere vægt på, at det oplyses, at indtægter modtaget af Fonden fra H1 ikke automatisk blive videredistribueret til de bagvedliggende investorer, men som udgangspunkt vil blive benyttet til geninvesteringer. Det fremgår, at Fonden forvaltes af en alternativ investeringsfondsmanager, en komplementar og en Fund Portfolio Manager, og det er de selskaber, der træffer alle beslutninger i Fonden samt at disse er uafhængige i forhold til investorerne.

Der lægges endelig vægt på de oplyste forretningsmæssige årsager til at Storbritannien er valgt som holding-jurisdiktion og at det er hensigten, at H1 kommer til at agere holdingselskab for andre investeringer end den i den danske koncern.

Skattestyrelsen forudsætter, at rentebetalingerne ikke stilles til rådighed for sideordnede eller underliggende selskaber, som er hjemmehørende i lande, med hvem Danmark ikke har indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst, eller lande uden for EU/EØS.

Der kan bl.a. henvises til SKM2024.198.SR, hvor Skatterådet fandt at et luxembourgsk selskab var retmæssig ejer af renteindtægter og dermed ikke var begrænset skattepligtig heraf. I den sag var der på tilsvarende vis tale om en åben investeringsfond med en bred skiftende investorkreds, der ikke selvstændigt kunne udøve kontrol. Se også SKM2025.524.SR.

I SKM2023.457.SR fandt Skatterådet modsat, at et luxembourgsk ikke var retmæssig ejer og dermed begrænset skattepligtig af renteindtægter i forbindelse med forbundne lån (back-to-back lån). I den sag var der dog ikke tale om en åben investeringsfond med en bred skiftende investorkreds og det fremgik ikke om investorerne kunne udøve kontrol eller ej. Skatterådet anså på det foreliggende grundlag, at der mellem parterne var disponeret på en sådan måde, at renteindkomst ikke reelt kunne anses være undergivet det luxembourgske selskabs rådighed, der derimod blot fungerede som “gennemstrømningsenhed", og at strukturen kunne ikke anses at have nogen forretningsmæssig begrundelse ud over at opnå en mulig skattefordel.

Endelig bemærkes det, at Skattestyrelsen, ud fra de fremlagte oplysninger og de ovenfor nævnte forudsætninger, anser at omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3 ikke vil finde anvendelse.

Det fremgår af ligningslovens § 3, stk. 1, at skattepligtige selskaber ved indkomstopgørelsen og skatteberegningen skal se bort fra arrangementer eller serier af arrangementer, der er tilrettelagt med det hovedformål eller der som et af hovedformålene har at opnå en skattefordel, som virker mod formålet og hensigten med skatteretten, og som ikke er reelt under hensyntagen til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder. Et arrangement kan omfatte flere trin eller dele, jf. ligningslovens § 3, stk. 1.

Arrangementer eller serier af arrangementer anses som værende ikke-reelle, idet omfang de ikke er tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejler den økonomiske virkelighed, jf. ligningslovens § 3, stk. 2.

Det følger videre af ligningslovens § 3, stk. 5, at skattepligtige ikke har fordel af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis det er rimeligt at fastslå under hensyn til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder, at opnåelsen af fordelen er et af de væsentligste formål i ethvert arrangement eller enhver transaktion, som direkte eller indirekte medfører fordelen, medmindre det godtgøres, at indrømmelsen af fordelen under disse omstændigheder vil være i overensstemmelse med indholdet af og formålet med den pågældende bestemmelse i overenskomsten.

Uanset, at ligningslovens § 3, stk. 1 og stk. 5, ikke er helt enslydende, er indholdet af bestemmelserne ens, og det er Skattestyrelsens opfattelse, at de samme elementer indgår ved vurderingen efter begge bestemmelser.

Ved vurderingen indgår en objektiv vurdering af, om arrangementet er tilrettelagt med henblik på at opnå en skattefordel, som virker mod formålet og hensigten med skatteretten, og en subjektiv vurdering af om opnåelsen af dette er et af hovedformålene med arrangementet.

Betingelserne er kumulative, og ved vurderingen skal der foretages en konkret afvejning af fordelene ved arrangementet i forhold til den forretningsmæssige begrundelse (proportionalitet).

Da der på det foreliggende grundlag ikke vurderes at arrangementet er tilrettelagt med henblik på at opnå en skattefordel, som virker mod hensigten med skatteretten, eller som ikke er reelle, og da indrømmelsen af fordele efter de relevante dobbeltbeskatningsoverenskomster må anses for at være i overensstemmelse med overenskomsternes formål og indhold, er det Skattestyrelsens opfattelse, at ligningslovens § 3 ikke finder anvendelse.

Som det også er nævnt ovenfor, vil der dog altid skulle foretages en konkret vurdering af den enkelte rentebetaling, idet vurderingen er transaktionsbestemt.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Lovgrundlag

Selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d

Stk. 1. Skattepligt i henhold til denne lov påhviler endvidere selskaber og foreninger mv. som nævnt i § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, for så vidt de

(…)

d) oppebærer renter fra kilder her i landet vedrørende gæld, som et selskab eller en forening m.v. omfattet af § 1 eller litra a har til juridiske personer som nævnt i skattekontrollovens kapitel 4 (kontrolleret gæld). Dette gælder dog ikke for renter af fordringer, som er knyttet til et fast driftssted omfattet af litra a. Skattepligten omfatter ikke renter, hvis beskatningen af renterne skal frafaldes eller nedsættes efter direktiv 2003/49/EF om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater, eller efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Færøerne, Grønland eller den stat, hvor det modtagende selskab m.v. er hjemmehørende. Dette gælder dog kun, hvis det betalende selskab og det modtagende selskab er associeret som nævnt i dette direktiv i en sammenhængende periode på mindst 1 år, inden for hvilken betalingstidspunktet skal ligge. Skattepligten bortfalder, hvis et dansk moderselskab m.v. selv direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse i det modtagende selskab m.v., jf. § 31 C, i en sammenhængende periode på mindst 1 år, inden for hvilken betalingstidspunktet skal ligge. Skattepligten bortfalder desuden, hvis det modtagende selskab m.v. er under bestemmende indflydelse af et moderselskab m.v., der er hjemmehørende på Færøerne, i Grønland eller en stat, som har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, hvis dette selskab m.v. efter reglerne på Færøerne, i Grønland eller denne stat kan undergives CFC-beskatning af renterne, hvis betingelserne herfor efter disse regler er opfyldt. Skattepligten bortfalder endvidere, hvis det modtagende selskab m.v. godtgør, at den udenlandske selskabsbeskatning af renterne udgør mindst ¾ af den danske selskabsbeskatning, samt at det ikke betaler renterne videre til et andet udenlandsk selskab m.v., som er undergivet en selskabsbeskatning af renterne, der er mindre end ¾ af den danske selskabsbeskatning.

Ligningslovens § 3

Stk. 1. Skattepligtige selskaber og foreninger m.v. skal ved indkomstopgørelsen og skatteberegningen se bort fra arrangementer eller serier af arrangementer, der er tilrettelagt med det hovedformål, eller der som et af hovedformålene har at opnå en skattefordel, som virker mod formålet og hensigten med skatteretten, og som ikke er reelt under hensyntagen til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder. Et arrangement kan omfatte flere trin eller dele.

Stk. 2.Ved anvendelsen af stk. 1 betragtes arrangementer eller serier af arrangementer som værende ikke-reelle, i det omfang de ikke er tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejler den økonomiske virkelighed.

Stk. 3.Indkomstopgørelsen og skatteberegningen skal foretages på baggrund af det reelle arrangement eller serie af arrangementer, hvis der ses bort fra arrangementer eller serier af arrangementer efter stk. 1.

Stk. 4.Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for andre deltagere i arrangementerne eller serierne af arrangementer, når deltagerne er skattepligtige omfattet af kildeskattelovens §§ 1 eller 2 eller dødsboskattelovens § 1, stk. 2.

Stk. 5.Skattepligtige har ikke fordel af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis det er rimeligt at fastslå under hensyn til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder, at opnåelsen af fordelen er et af de væsentligste formål i ethvert arrangement eller enhver transaktion, som direkte eller indirekte medfører fordelen, medmindre det godtgøres, at indrømmelsen af fordelen under disse omstændigheder vil være i overensstemmelse med indholdet af og formålet med den pågældende bestemmelse i overenskomsten.

Stk. 6.Stk. 1-4 har forrang i forhold til stk. 5 ved vurderingen af, om en skattepligtig er udelukket fra fordelen i en dobbeltbeskatningsoverenskomst med et land, der er medlem af EU.

Stk. 7. Told- og skatteforvaltningen skal forelægge sager om anvendelse af stk. 1-5 for Skatterådet til afgørelse. Fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt., og § 27, stk. 2, 2. pkt., for foretagelse eller ændring af ansættelser, der er en direkte følge af anvendelsen af stk. 1-5, forlænges med 1 måned og anses for afbrudt ved told- og skatteforvaltningens fremsendelse til Skatterådet og den skattepligtige af indstilling til afgørelse.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien

Artikel 11

Renter

1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat, og hvis retmæssige ejer er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan kun beskattes i denne anden stat.

2. Udtrykket "rente" betyder i denne artikel indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikrede ved pant eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til andel i skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder præmier og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger, men omfatter ikke indkomst, der er omhandlet i artikel 10. Straftillæg som følge af for sen betaling skal ikke anses for renter i denne artikel.

(…)

Praksis

SKM2023.251.HR

Moderselskaber, der var hjemmehørende henholdsvis på Cypern og i Luxembourg, var i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, skattepligtige af udbytter fra deres danske datterselskaber, idet der hverken efter moder-/datterselskabsdirektivet eller dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem Danmark og henholdsvis Cypern og Luxembourg skulle ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten, fordi der forelå retsmisbrug efter direktivet, og fordi moderselskaberne ikke kunne anses for at være retmæssig ejer af de udloddede beløb efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne. I den ene sag (sag 69/2021), der angik to udbytter, fandt Højesteret, at det ene udbytte var fritaget for beskatning efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, sammenholdt med den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Højesteret tiltrådte, at selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, 5. pkt., om transparente moderselskaber, må forstås således, at fritagelse for skattepligt forudsætter, at også betingelsen om, at beskatning skal frafaldes eller nedsættes efter moder-/datterselskabsdirektivet eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst, er opfyldt. En indsigelse om, at en beskatning stred imod en bindende administrativ praksis, blev ikke taget til følge. I sag 69/2021 blev det indeholdelsespligtige selskab anset for ansvarlig for den manglende indeholdelse af udbytteskat, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, jf. kildeskattelovens § 65, stk. 1. Kravet på betaling af det ikke indeholdte beløb skulle tillægges renter efter opkrævningsloven. EMRK artikel 6 og EU's Charter om grundlæggende rettigheder kunne ikke føre til et andet resultat.

SKM2023.456.HR

Et luxembourgsk moderselskab var i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, skattepligtig af udbytte udloddet af dets danske datterselskab. Der skulle ikke ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten efter moder-/datterselskabsdirektivet eller dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg, fordi der forelå retsmisbrug efter EU-retten af direktivets fordele, og fordi det luxembourgske selskab ikke kunne anses som retmæssig ejer af udbyttet i overenskomstens artikel 10, stk. 2's forstand. Den omstændighed, at koncernen ifølge datterselskabet som et alternativ til den skete udlodning kunne have foretaget en likvidation af selskabet i medfør af dagældende anpartsselskabslovs § 59, og likvidationsprovenuet herfra kunne være udloddet skattefrit til moderselskabet, havde ingen betydning for den skattemæssige bedømmelse, herunder for om der forelå misbrug, idet denne bedømmelse skulle baseres på den udbytteudlodning, som faktisk blev foretaget, og ikke på en grundlæggende anden disposition i form af likvidation af datterselskabet, som koncernen havde fravalgt. Datterselskabet var ansvarligt for den manglende indeholdelse af udbytteskat i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1. Højesteret anførte, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at koncernen indhentede rådgivning om arrangementet. Kravet på betaling af det ikke indeholdte beløb skulle tillægges renter efter opkrævningsloven. En sådan forretning indebar ikke en krænkelse af datterselskabets ret til retfærdig rettergang efter EMRK artikel 6 eller artikel 47 i EU's Charter om grundlæggende rettigheder. Højesteret tog ikke selskabets anmodning om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen af spørgsmål om de danske morarentereglers forenelighed med Charterets artikel 47 til følge.

Selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.

Højesteretsdom af 4/5 2023 i sag 116/2021 og 117/2021 (U.2023.3198)

De to sager angik navnlig, om der var pligt til at indeholde skat af renter på koncerninterne lån ydet af udenlandske koncernforbundne selskaber. Sagerne skulle bedømmes efter dansk skattelovgivning, EU's rente-/royaltydirektiv og dobbeltbeskatningsoverenskomster med de nordiske lande og Luxembourg. Med hensyn til en række generelle spørgsmål om udtrykket »beneficial owner« og om, hvornår der efter EU-retten foreligger retsmisbrug, henviste Højesteret blandt andet til Højesterets dom i U 2023.1575, der angik sager om udbytter udloddet til udenlandske moderselskaber. Om begge sager udtalte Højesteret, at der i koncernen var gennemført en omstrukturering, der bl.a. indebar indskydelse af selskaber i henholdsvis Sverige og Luxembourg, og at denne omstrukturering måtte ses som et samlet og på forhånd tilrettelagt skattearrangement. Højesteret fastslog endvidere, at de indskudte selskaber måtte anses for gennemstrømningsselskaber, der ikke nød beskyttelse efter rente-/royaltydirektivet eller efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne. Efter de oplysninger, som parterne havde fremlagt, kunne det ikke fastlægges, hvad der endeligt var sket med renterne, efter de var strømmet gennem de indskudte selskaber, og det kunne derfor ikke fastlægges, hvem der var retmæssig ejer af renterne. Højesteret fastslog herefter, at skattearrangementerne udgjorde misbrug, og at der skulle have været indeholdt renteskat med henholdsvis ca. 369 mio. kr. og ca. 817 mio.

SKM2022.416.VLR

Moderselskaber, der var hjemmehørende i henholdsvis Sverige og Luxembourg, var i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d), skattepligtige af renter, som moderselskaberne havde oppebåret på lån ydet til deres danske datterselskaber. Der skulle hverken efter rente-/royaltydirektivet eller den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst henholdsvis dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten, da der forelå misbrug, og da moderselskaberne ikke kunne anses for retmæssige ejere af renterne i direktivets og overenskomsternes forstand. Datterselskabernes indsigelse om, at der skulle være tale om en praksisskærpelse, blev afvist. Datterselskaberne var ansvarlige for den manglende indeholdelse af renteskat i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1. Datterselskabet i sag BS-30/2021-VLR fik ikke medhold i sine subsidiære påstande om delvis nedsættelse af kildeskattekravet og hjemvisning til fornyet behandling ved Skattestyrelsen, som selskabet støttede på et anbringende om, at de bagvedliggende investorer i kapitalfondene på Y2-by, som ejede det luxembourgske moderselskab, skulle anses for de retmæssige ejere af de omhandlede renter.

SKM2025.524.SR

BidCo var et dansk selskab, der var direkte ejet af LuxCo 2. LuxCo 2 var ejet af LuxCo 1, som igen var ejet af Fonden. Fonden, LuxCo 1 og LuxCo 2 var alle beliggende i Luxembourg. Fonden havde gennem LuxCo 1, LuxCo 2 og BidCo købt en ejendom i Danmark gennem det danske selskab PropCo. BidCo betalte udbytter og renter til LuxCo 2 i Luxembourg. Renter påløb som følge af aktionærlån/rentebærende lån i BidCo til finansiering af købet af ejendommen. BidCo ønskede under spørgsmål 1 at få bekræftet, at hverken LuxCo 2, LuxCo 1, Fonden eller nogen af investorerne i Fonden skulle anses for begrænset skattepligtige til Danmark af modtaget udbytte fra BidCo efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c). BidCo ønskede under spørgsmål 2 også at få bekræftet, at hverken LuxCo 2, LuxCo 1, Fonden eller nogen af investorerne i Fonden skulle anses for begrænset skattepligtige til Danmark i relation til renter på aktionærlån mellem BidCo og LuxCo 2 eller ved tilskrivning af renter på sådanne aktionærlån i henhold til selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d).

SKM2023.457.SR

Et luxembourgsk selskab ønskede at få bekræftet, at der ikke ville være begrænset skattepligt i Danmark af renteindtægter, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d. Selskabet modtog renterne fra et koncernforbundet selskab i Danmark.

Skatterådet kunne ikke bekræfte at betingelserne for skattefrihed var opfyldt, idet Spørger ikke blev anset for retmæssig ejer af rentebetalingerne. Beskatning af renterne kunne som følge heraf ikke frafaldes efter artikel 11, stk. 1 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg.

SKM2024.298.SR

Tilbagebetaling af et nul-kuponlån fra et dansk selskab til et selskab i Luxembourg medførte ikke begrænset skattepligt til Danmark, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra h, jf. litra d, for den del af kursgevinsten udløst ved tilbagebetalingen, der kort tid efter blev viderebetalt til de omhandlende bagvedliggende investorer.

SKM2024.198.SR

Master LuxCo (Spørger), var et luxembourgsk selskab, som primært investerede i fast ejendom og ejendomsrelaterede værdipapirer.

Spørger havde gennem Lux HoldCo købt en ejendom i Danmark gennem selskabet DK PropCo ApS.

Spørger finansierede sine investeringer dels ved hjælp af egenkapital og dels ved hjælp af aktionærlån fra den overliggende fond. Det dansk selskab betalte renter til Spørger i Luxembourg. Som følge af et aktionærlån i Lux HoldCo påløb renterne til finansiering af købet af en ejendom.

Spørger ønskede under spørgsmål 1 at få bekræftet, at Spørger ville anses for at være den reelle ejer af udbytte fra det danske ejendomsselskab, og derfor ikke skulle anses for at være skattepligtigt i Danmark i henhold til den danske selskabsskattelovs § 2, stk. 1, litra c). Skatterådet bekræftede dette.

Spørger ønskede under spørgsmål 2 at få bekræftet, at det luxembourgske selskab Lux FinCo ville anses for at være den reelle ejer af modtagne/påløbne renter af kontrolleret gæld (aktionærlån), hvor låntager var det danske ejendomsselskab, og derfor ikke skulle anses for at være skattepligtigt i Danmark i henhold til den danske selskabsskattelovs § 2, stk. 1, litra d). Skatterådet bekræftede dette.

SKM2023.279.SR

Spørger, H10, ønskede bekræftet, at det danske datterselskab, H5, kunne udlodde udbytte skattefrit til H6 som herefter ville videreudlodde en del af udbyttet gennem mellemliggende selskaber i strukturen, for til sidst at ende i H10. Skatterådet bekræftede at den forespurgte situation ikke ville være omfattet af begrænset skattepligt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, da den umiddelbare modtager, H6, kunne anses for at være den retmæssig ejer af udbyttet. Skatterådet lagde i sin vurdering vægt på, at eftersom H10 ligeledes ville opfylde betingelserne for skattefrihed efter moder-/datterselskabsdirektivet samt dobbeltbeskatningsoverenskomsten, såfremt udbytte var udloddet direkte, ville der ikke foreligge misbrug. Skatterådet fandt endvidere, at den generelle omgåelsesklausul i ligningslovens § 3, ikke ville finde anvendelse, da der ikke var tale om et arrangement der var tilrettelagt med det formål at opnå en skattefordel.

SKM2022.555.SR

Spørger, Holdo-1, var ejet af fonden i Luxembourg. Spørger ejede selskaber hjemmehørende i en række lande, herunder Danmark. Spørger havde købt en ejendom gennem selskabet Holdco-2 i Danmark. Spørger finansiererede sine investeringer dels ved hjælp af egenkapital og dels ved hjælp af aktionærlån fra fonden. I den aktuelle sag var det et dansk selskab, Holdco-2, der betalte renter til Spørger i Luxembourg. Renter påløb som følge af et aktionærlån i Holdco-2 til finansiering af købet af en ejendom. Spørger ønskede derfor bekræftet, at Spørger skulle anses for at være den reelle ejer af modtaget udbytte fra et helejet dansk ejendomsselskab og derfor ikke skulle anses for at være skattepligtigt i Danmark i henhold til den danske selskabsskattelovs § 2, stk. 1, litra c). Spørger ønskede også bekræftet, at Holdco-1 skulle anses for at være den reelle ejer af modtagne/påløbne renter af kontrolleret gæld (aktionærlån), hvor långiver var et helejet dansk ejendomsselskab, og derfor ikke skulle anses for at være skattepligtigt i Danmark i henhold til den danske selskabsskattelovs § 2, stk. 1, litra d). Skatterådet bekræftede i overensstemmelse med Spørgers ønske, at Spørger var den reelle ejer af modtaget udbytte fra det danske ejendomsselskab, og at Spørger var den reelle ejer af modtagne renter af aktionærlån.

SKM2022.551.SR

Spørger, H4, var ejet af en fond i Luxembourg. Spørger investerede i ejendomme og ejede en række selskaber i Danmark. Spørger havde bl.a. opkøbt en ejendom gennem det danske selskab, H3. Spørger vil herefter modtage udbytte fra sin investeringer i Danmark. Spørger ønskede på den baggrund bekræftet, at spørger skulle anses for at være den reelle ejer af modtaget udbytte fra det helejede danske ejendomsselskab og derfor ikke skulle anses for at være skattepligtigt i Danmark i henhold til den danske selskabsskattelovs § 2, stk. 1, litra c. Skatterådet bekræftede i overensstemmelse med spørgers ønske, at spørger var den reelle ejer af modtaget udbytte fra det danske ejendomsselskab. Skatterådet lagde i sin vurdering vægt på, at udbyttet ikke blev videreudloddet til den bagvedliggende fond.

Spørger ønskede endvidere bekræftet, at den luxembourgske fonds administrationsselskab, H6, ikke ville blive begrænset skattepligtig i henhold til selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, som følge af modtagne rentebetalinger, fra det danske selskab H1. Skatterådet bekræftede, at H6 ikke ville blive begrænset skattepligtig af rentebetalingerne. Skatterådet fandt at der ikke var tale om kontrolleret gæld, hvorfor selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, ikke fandt anvendelse.

SKM2022.423.SR

Sagen drejede sig om reglerne for begrænset skattepligt til Danmark af udbytte og renteindtægter, som blev oppebåret af spørgers moderselskab i Luxembourg. Spørger ønskede i den forbindelse bekræftet, at moderselskabet var beskyttet af den dansk-luxembourgske dobbeltbeskatningsoverenskomst og dermed ville kunne påberåbe sig fritagelse fra dansk kildeskat på renter og udbytter. Det luxembourgske moderselskab var omfattet af SICAV-RAIF-regimet, hvorfor det var fritaget for indkomstskat. Moderselskabet betalte i stedet en årlig tegningsafsnit på 0,01 pct. af nettoværdien af selskabets aktiver. Spørgsmålet i sagen var herefter, om spørgers moderselskab var omfattet af den særlige slutprotokol, der fandtes i den danskluxembourgske dobbeltbeskatningsoverenskomst, og som udelukkede visse særligt begunstigende luxembourgske holdingselskaber fra overenskomstens bestemmelser. Skatterådet bemærkede på baggrund af slutprotokollens baggrundsmateriale, at udelukkelsen ikke gjaldt for såkaldte luxembourgske »investment fund«, dvs. når selskabet utvetydigt havde karakter af et investeringsforetagende. Et luxembourgsk »investment fund« skulle således organisatorisk og adfærdsmæssigt besidde samme grundlæggende principper, som var kendetegnet for investeringsenheder. Med andre ord udelukkedes et selskab, der ved anvendelse af de luxembourgske regler for investeringsforetagende agerede som holdingselskab, fra dobbeltbeskatningsoverenskomstens bestemmelser. Da indkomsten i sagen blev oppebåret af et selskab, som efter Skatterådets vurdering reelt agerede som holdingselskab for koncernens aktiviteter, omfattes det luxembourgske moderselskab af slutprotokollens § 1. Spørgers moderselskab var dermed begrænset skattepligtig af udbytte- og renteindtægter, som modtages fra dets danske datterselskab.

SKM2022.10.SR

Skatterådet bekræftede, at en luxembourgsk Investment Fund inkl. dennes subfunds, som var en såkaldt “Fonds Commun de Placement", i dansk skattemæssig henseende kunne anses som skattemæssigt transparente enheder. Der var henset til, at den luxembourgske Investment Fund og dennes sub-fonde var aftalebaserede enheder, hvor investorerne på baggrund af en samejeaftale ansås for at eje en forholdsmæssig andel af de underliggende aktiver, og ikke havde selvstændig retsevne, handleevne eller partsevne mv. Skatterådet bekræftede desuden, at udenlandske investorer kunne påberåbe sig indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem investors skattemæssige hjemland og Danmark for så vidt angik underliggende investeringer i danske værdipapirer, i samme omfang som var der foretaget en direkte investering af de udenlandske investorer, når det var forudsat, at betingelserne for beskyttelse under de pågældende dobbeltbeskatningsoverenskomster i øvrigt var opfyldte. Det var forudsat, at investorerne var retmæssig ejer af udbyttet, liable to tax og at investorernes hjemland ikke anså enheden og dens subfunde for selvstændige skattesubjekter.

SKM2019.567.SR

Skatterådet bekræftede, at den luxembourgske investeringsfond og dens afdelinger efter en dansk skatteretlig vurdering skulle anses for at være skattemæssige transparente enheder.

SKM2014.676.SR

Skatterådet bekræftede, at dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Luxembourg fandt anvendelse ved fordeling af beskatningsretten til renter, der vedrørte låneaftalen indgået mellem A ApS og det koncernforbundne selskab B S.à.r.l.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at B ikke var begrænset skattepligtig til Danmark af renter hidrørende fra selskabets udlån til A, hvis rentebetalingerne blev ført videre til højere, sideordnede eller underliggende selskaber i koncernen.

Den juridiske vejledning 2025-2, afsnit C.D.8.10.6 Renter

(…)

Hovedregel

►Selskaber og foreninger mv. som nævnt i SEL § 1, stk. 1, med hjemsted i udlandet (udenlandske selskaber mv.), er skattepligtige af renter fra:

et dansk selskab eller forening mv. omfattet af SEL § 1 

et udenlandsk selskabs faste driftssted, som ligger i Danmark, jf. SEL § 2, stk. 1, litra a, hvis betalingen er knyttet til udøvelsen af virksomheden i driftsstedet, eller

et udenlandsk selskabs faste ejendom beliggende i Danmark, jf. SEL § 2, stk. 1, litra b.◄

►Ved lov nr. 750 af 20. juni 2025 blev den begrænsede skattepligt af renter udvidet til også at omfatte renter vedrørende fast ejendom, jf. SEL § 2, stk. 1, litra b. Skattepligten omfatter renter allokeret til fast ejendom. Beskatningen af renter vedrørende fast ejendom træder i kraft 1. juli 2025. Undtagelserne nævnt nedenfor gælder fortsat.◄

Se SEL § 2, stk. 1, litra d.

Betingelser for beskatningen

Det er en betingelse for beskatningen, at der er tale om gæld til juridiske personer som nævnt i SKL kapitel 4 (kontrolleret gæld). Det er endvidere en betingelse for beskatningen, at beskatningen af renterne udgør mindre end ¾ af den danske selskabsbeskatning.

Baggrunden for hovedreglen

Bestemmelsens formål er at imødegå, at et dansk selskab mv. nedsætter den danske beskatning ved at reducere den skattepligtige indkomst gennem rentebetalinger til visse finansielle selskaber i lavskattelande.

Undtagelser

Beskatning af renter skal frafaldes i følgende tilfælde:

• Hvis renter af fordringen er knyttet til et fast driftssted, omfattet af SEL § 2, stk. 1, litra a),
• Hvis beskatningen af renterne skal frafaldes eller nedsættes efter direktiv 2003/49/EF om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater.  Dette gælder imidlertid kun, hvis det betalende selskab og det modtagne selskab er associeret som nævnt i direktivet i en sammenhængende periode på mindst 1 år, inden for hvilken betalingstidspunktet skal ligge,
• Hvis beskatningen af renter skal frafaldes eller nedsættes efter en DBO med Færøerne, Grønland eller den stat, hvor det modtagende selskab mv. er hjemmehørende,
• Hvis det modtagende selskab mv. er under væsentlig indflydelse af et selskab mv., der er hjemmehørende her i landet, jf. SEL § 31 C, i en sammenhængende periode på mindst et år, inden for hvilken betalingstidspunktet skal ligge,
• Hvis det modtagende selskab mv. er under bestemmende indflydelse af et selskab mv., der er hjemmehørende på Færøerne, i Grønland eller en stat, som har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, hvis dette selskab mv. efter reglerne på Færøerne, i Grønland eller denne stat kan undergives CFC-beskatning af renterne,
• Hvis det modtagende selskab mv. godtgør, at den udenlandske selskabsbeskatning af renterne udgør mindst 3/4 af den danske selskabsbeskatning, samt at det ikke betaler renterne videre til et andet udenlandsk selskab mv., som er undergivet en selskabsbeskatning af renterne, der er mindre end 3/4 af den danske selskabsbeskatning.

Beneficial owner sagerne

Skattestyrelsen har i de seneste år ført en række sager, hvor det gøres gældende, at hverken rente-/royaltydirektivet eller dobbeltbeskatningsoverenskomsterne afskærer Danmark fra at indeholde kildeskat på renter til udlandet, såfremt modtageren af renterne ikke er den retmæssige ejer. Vedrørende fastlæggelsen af begrebet retmæssige ejer og for udviklingen i sagerne om retmæssig ejer, henvises der til de nedenfor angivne afgørelser, domme mv.

Højesteret afsagde 4. maj 2023 dom i de to første sager om "beneficial ownership", som vedrører kildeskat af renter.

Sagerne angik navnlig, om selskaberne havde pligt til at indeholde skat af renter på koncerninterne lån ydet af udenlandske koncernfor-bundne selskaber. Sagerne skulle bedømmes efter dansk skattelovgivning, EU’s rente-/royaltydirektiv og dobbeltbeskatningsoverenskomster med de nordiske lande og Luxembourg.

HR henviste vedr. de generelle spørgsmål - herunder hvornår et udenlandsk moderselskab er "retmæssig ejer" ("beneficial owner") efter DBO´er med Luxembourg og de nordiske lande, og hvornår der foreligger retsmisbrug efter EU’s rente-/royalty direktiv - til Højesteretsdommen af 9. januar 2023 i udbyttesagerne. Højesteret foretog herefter en konkret vurdering af de to koncerners struktur og låneforhold.

Højesteret udtalte, at der i begge koncerner var gennemført en omstrukturering, der bl.a. indebar indskydelse af selskaber i henholdsvis Sverige og Luxembourg, og at denne omstrukturering måtte ses som et samlet og på forhånd tilrettelagt skattearrangement. De indskudte selskaber måtte derfor anses for gennemstrømningsselskaber, der ikke nød beskyttelse efter rente-/royaltydirektivet eller efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne.

Da det ikke efter de oplysninger, som parterne havde fremlagt, kunne fastlægges, hvad der endeligt var sket med renterne, efter de var strømmet gennem de indskudte selskaber, kunne det ikke fastlægges, hvem der var "retmæssig ejer" af renterne.

Højesteret fastslog herefter, at skattearrangementerne udgjorde misbrug. Selskaberne skulle derfor have indeholdt renteskat med henholdsvis ca. 369 mio. kr. og ca. 817 mio. kr.

Højesteret stadfæstede således Landsrettens dom.

I SKM2024.530.HR stadfæstede Højesteret landsrettens dom i SKM2024.35.ØLR. Højesteret fandt, at to svenske holdingselskaber efter rente-/royaltydirektivet ikke kunne anses for retmæssige ejere af de renter, der blev betalt fra et dansk selskab til det ene holdingselskab og videre herfra til det andet holdingselskab. Højesteret henså til, at baggrunden for koncernstrukturen var, at koncernens øverste selskab i USA kunne hjemtage udbytte til en lav beskatning og til at de svenske holdingselskaber blev anset for gennemstrømningsselskaber, idet deres eneste aktivitet var at videreføre rentebetalingerne efter en på forhånd fastsat plan og de kunne ikke frit anvende betalingerne. Holdingselskaberne havde ingen ansatte eller eget kontor, men adresse hos et andet selskab i koncernen, der sørgede for bogføring mv. vederlagsfrit. Allerede fordi det øverste selskab i USA ikke havde ydet lån, kunne betalingen ikke anses for renter i relation til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA, og selskabet i USA kunne ikke anses for retmæssig ejer af renter. Betalingen til det amerikanske selskab blev anset for udbytte som følge af ejerskabet. I sagen havde EU-domstolen i de forenede sager (C-115/16, C-118/16, C-119/16, C-299/16) vedrørende bl.a. det danske selskab i denne sag udtalt, at fritagelsen for enhver beskatning af renter efter rente/royaltydirektivet er forbeholdt renternes retmæssige ejer, dvs. enheder der økonomisk reelt modtager renterne og har beføjelsen til disponere over renterne. Vedrørende vurderingen af om der foreligger et gennemstrømningsselskab, hvis eneste aktivitet er at modtage og videreføre renter, udtalte EU-domstolen, at der skal lægges vægt på bl.a. selskabets drift, regnskab, ansatte, lokaler og udstyr.

Det følger af Højesterets dom, at der ved vurderingen af, hvem der er retmæssig ejer foretages en transaktionsmæssig vurdering, hvor det tillægges betydning, om den umiddelbare modtager af rentebetalingen kan disponere frit herover og om den umiddelbare modtager kan anses for at have substans eller blot er et gennemstrømningsselskab, hvis eneste aktivitet er at modtage og videreføre renter.

Spørgsmål 3 i det bindende svar SKM2024.451.SR angik begrænset skattepligt af renter fra et dansk selskab, H1, til sit moderselskab, M1 i EU-land 1. M1 blev anset for at have dispositionsretten over rentebetalingerne. Rentebetalingerne til M1 gik ikke videre til andre selskaber i den pågældende ejerstruktur. M1 blev derfor anset for retmæssig ejer af rentebetalingerne. Betingelsen om beskatning med mindst ¾ af dansk selskabsbeskatning af M1 var også opfyldt. Lånearrangementet blev ikke anset for etableret for at opnå en skattefordel, der virkede mod formålet og hensigten med skatteretten, idet renterne blev beskattet hos modtageren, jf. direktiv 2003/49/EF om renter og royalties og LL § 3.

(…)