Klagepunkt	Skattestyrelsens afgørelse	Klagerens opfattelse	Landsskatterettens afgørelse
Indkomståret 2006: Skattepligtig nettoindkomst ved pokerspil	1.031.916 kr.	0 kr.	Stadfæstelse

Faktiske oplysninger
Det daværende SKAT har den 1. maj 2013 truffet afgørelse om forhøjelse af klagerens [A] skatteansættelse for bl.a. indkomståret 2006 med i alt 1.704.180 kr. Forhøjelsen angik indtægter fra pokerspil, som styrelsen anså for skattepligtig indkomst. 

På baggrund af afgørelsen af 1. maj 2013 har SKAT udskrevet klagerens årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 2006. Af årsopgørelsen, som blev tilgængelig i klagerens skattemappe den 21. maj 2013, fremgår beløb til indbetaling på i alt 1.409.253 kr., hvoraf 962.404 kr. udgør restskat. 

Klagerens repræsentant har den 4. juni 2013 klaget til Landsskatteretten over SKATs afgørelse af 1. maj 2013 med påstand om bl.a. nedsættelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2006. Samtidig har repræsentanten anmodet om henstand med betalingen af det restskattekrav, der var afledt af afgørelsen af 1. maj 2013. 

Den 15. juli 2013 er der givet klageren henstand med betaling af 1.409.253 kr. for indkomståret 2006. SKAT har den 29. juli og 18. september 2013 truffet afgørelse om at annullere henstanden, og den 28. maj 2014 har Skatteankestyrelsen truffet afgørelse om at ophæve SKATs afgørelse om annullering af henstand. 

Den 30. september 2014 er der på ny givet klageren henstand med betaling af 1.409.253 kr. for indkomståret 2006, indtil klagerens klage er afgjort, dog senest til den 30. september 2018. 

Landsskatteretten har den 16. marts 2016 truffet afgørelse om at stadfæste SKATs afgørelse af 1. maj 2013. 

Repræsentanten har den 21. marts 2016 indbragt Landsskatterettens afgørelse for Byret1 ved indlevering af stævning. 

Henstanden med betaling af 1.409.253 kr. for indkomståret 2006 er den 31. marts 2016 efter anmodning blevet forlænget, indtil byretten har afsagt dom, dog senest til den 29. februar 2020. 

Den 9. maj 2018 har Byret1 afsagt dom, hvorved klagerens skattepligtige indkomst for bl.a. indkomståret 2006 er blevet nedsat med 312.135 kr. under henvisning til, at Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle for dette punkt. Samtidig blev den resterende del af forhøjelsen af skatteansættelsen for indkomståret 2006 hjemvist til fornyet behandling hos skattemyndighederne. Af rettens begrundelse fremgår: 

"(…) 

Det kan som ubestridt lægges til grund, at de i sagen omhandlede indtægter er nettopokergevinster. 

Det følger af statsskattelovens § 4, litra f, at indtægter hidrørende fra lotterispil, andet spil og væddemål er skattepligtig indkomst. 

På baggrund af EU-Domstolens dom i C-42/02, Diana Lindman, har Skatteministeriets departement i SKM2004.121.DEP udtalt, at gevinster vundet i et spil eller lotteri, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU/EØS-land og opfylder betingelserne m.v. i spillelovgivningen i det pågældende land, fritages for indkomstbeskatning i det omfang, det tilsvarende spil eller lotteri her i landet ikke indkomstbeskattes. 

Det er sagsøgeren, der har bevisbyrden for, at gevinsterne er skattefri. 

Sagsøgeren har ikke angivet sine indtægter fra pokerspil i årene 2006-2011, og har gjort gældende, at hans indtægter var skattefrie med undtagelse af indtægterne fra NordicBet, som han imidlertid var af den opfattelse var skattefrie. 

Det følger af statsskattelovens § 5, stk. 3, at hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt. 

Af forarbejderne til bestemmelsen, FT 1995-96, Tillæg A, side 2576, højre spalte, fremgår blandt andet, at det som udgangspunkt påhviler skattemyndigheden at sandsynliggøre, at den skønnede opgørelse ikke er mindre sandsynlig end andre opgørelser set i lyset af de oplysninger, som skattemyndigheden er i besiddelse af. 

SKAT har ved afgørelsen af 1. maj 2013 forhøjet sagsøgerens indtægter i årene 2006-2011 med i alt 21.184.981 kr., idet det et lagt til grund, at samtlige nettopokergevinster i disse indkomstår er skattepligtige. 

Landsskatteretten har den 16. marts 2016 stadfæstet denne forhøjelse. 

Skatteministeriet har under retssagens behandling anerkendt, at sagsøgerens skattepligtige indtægt skal nedsættes med 312.135 kr. for indkomståret 2006 og med 2.250.000 kr. for indkomståret 2011, da Skatteministeriet har anerkendt, at sagsøgerens indtægter fra 32Red.com er skattefrie, og at sagsøgerens indkomst fra The Sporting Exchange og Envoy hidrører fra Betfair, og at gevinsterne derfra er skattefrie. 

Retten finder ikke, at sagsøgeren har godtgjort, at samtlige gevinster er skattefrie, hvorfor sagsøgerens principale påstand - i det omfang det som anført ovenfor ikke er anerkendt af Skatteministeriet - ikke kan tages til følge. 

Skattemyndighederne har lagt til grund, at samtlige gevinster er skattepligtige, og at sagsøgeren har spillet på Full Tilt, hvorfra gevinster er skattepligtige, under aliasset X. Eventuelle kumulerede gevinster på sagsøgerens pokerkonti den 31. december 2005 er ikke indgået i skønnet. 

På det foreliggende grundlag finder retten ikke, at det kan kritiseres, at skattemyndighederne ikke har taget højde for en kumuleret gevinst pr. 31. december 2005, da sagsøgeren ikke har godtgjort, at der var et sådant indestående på en eller flere spillekonti. 

Selv om det kan lægges til grund, at sagsøgeren på nogle spillesider har spillet under aliasset X, finder retten ikke, at dette i sig selv godtgør, at sagsøgeren har spillet under dette alias på Full Tilt. Sagsøgeren har forklaret, at det ikke er ualmindeligt at benytte andres alias på andre spillesider for at give medspillerne en forkert forventning til spillestil. Det forhold, at nogle pokerrelaterede spillesider har været af den opfattelse, at sagsøgeren spillede på Full Tilt under dette alias, findes heller ikke i sig selv at udgøre tilstrækkelig dokumentation herfor. Retten finder ved en samlet bedømmelse af disse forhold og efter bevisførelsen i øvrigt ikke, at skatteministeriet har godtgjort, at det er sagsøgeren, der spillede under aliasset X på Full Tilt. 

Skattemyndighedernes skøn er baseret på oplysninger om indsætninger på sagsøgerens konto i F1-Bank fra Ladbrokes, F2-Bank, F3-Bank og G1 og på oplysninger indhentet fra blandt andet Ladbrokes. 

Der er enighed om, at gevinster fra Ladbrokes er skattefrie. Der er endvidere enighed om, at sagsøgeren også har spillet hos Ladbrokes. På baggrund af de engelske myndigheders skrivelse af 16. april 2014, finder retten det tilstrækkeligt godtgjort, at sagsøgeren i perioden 2006-2012 har haft nettogevinster hos Ladbrokes på cirka 800.000 kr., (Y-kontoen), og et nettotab på 87.000 kr. (Z-kontoen). 

Da det således kan lægges til grund, at sagsøgeren har haft gevinster fra flere skattefrie spillesider, finder retten desuden, at det ikke er usandsynligt, at sagsøgeren har haft dette i et større omfang end indtil videre fastslået. Det bemærkes i den forbindelse, at den krævede dokumentation vedrører indkomstår tilbage til 2006. 

På denne baggrund og henset til, at det ikke er godtgjort, at sagsøgeren spillede under aliasset X på Full Tilt, at retten finder det godtgjort, at sagsøgeren har haft skattefrie nettogevinster hos Ladbrokes, jf. ovenfor, finder retten, at det af skattemyndighederne udøvede skøn har hvilet på et fejlagtigt grundlag, og at dette har haft væsentlig betydning for resultatet af skønnet. 

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, kan skattemyndighederne ændre en ansættelse af skat uanset fristerne i § 26, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. 

Sagsøgeren har til stadighed fastholdt, at han var af den opfattelse, at gevinsterne vundet hos NordicBet var skattefrie på baggrund af en korrespondance, sagsøgeren havde med spillesiden. SKAT synes i sin afgørelse af 1. maj 2013 at dele denne opfattelse. Under disse omstændigheder finder retten ikke, at det kan tilregnes sagsøgeren som forsætligt eller groft uagtsomt, at han ikke selvangav gevinsterne derfra. Den omstændighed, at skatteministeriet i et ikke offentliggjort bindende svar (bilagAB) har fastslået, at indtægter fra NordicBet ikke var skattefrie, eller at spørgsmålet har været omtalt i en artikel (bilag AC) kan ikke føre til en anden vurdering. Der har herefter ikke været grundlag for ekstraordinært at genoptage ansættelsen for så vidt angår indtægterne fra NordicBet. 

For så vidt angår den ekstraordinære genoptagelse i øvrigt kan det ikke lægges til grund, at samtlige indtægter hidrørte fra skattefrie spillesider, hvilket fører til, at sagsøgeren - når bortses fra det ovenfor anførte - må anses for at have handlet i hvert fald groft uagtsomt for en endnu ikke endelig opgjort del, og at skattemyndighederne derfor har været berettiget til efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at foretage ændringer i sagsøgerens skatteansættelser for årene 2006-2008. 

Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at SKATs afgørelse af 1. maj 2013 er ugyldig, fordi en anmodning om yderligere suspension af fristen for indsigelse mod agterskrivelsen ikke blev imødekommet. Det lægges til grund, at anmodningen var begrundet i sagsøgerens ønske om at få landet sagen på et beløb, som sagsøgeren havde mulighed for at betale. 

Der er først under retssagen fremkommet de oplysninger, der har ført til, at skatteministeriet har anerkendt nogle nedsættelser. Allerede derfor finder retten ikke, at det var i strid med skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 4. pkt., at SKAT den 1. maj 2013 traf afgørelsen uden at meddele yderligere udsættelse, hvorfor afgørelsen ikke af denne grund er ugyldig. 

Da skatteministeriet for to indkomstår har anerkendt en nedsættelse, og da retten har fundet, at det udøvede skøn hviler på et fejlagtigt grundlag, hjemvises sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 2006-2011 herefter til fornyet behandling hos skattemyndighederne i overensstemmelse med sagsøgerens subsidiære påstand. Det kan ikke føre til et andet resultat, at sagsøgeren først under retssagens behandling reelt er fremkommet med relevante oplysninger. 

(…)" 

Ingen af parterne har anket Byret1s dom af 9. maj 2018 til landsretten, inden ankefristen herfor udløb den 6. juni 2018. 

SKAT har den 13. juni 2018 orienteret klageren om, at klagerens skatteansættelse for bl.a. indkomståret 2006 er blevet hjemvist til fornyet behandling hos SKAT, og at sagsbehandlingen nu er påbegyndt. Samtidig har SKAT bedt klageren om inden den 27. juni 2018 at sende yderligere dokumentation for, at hans pokergevinster i sagen er skattefrie, og dokumentation for klagerens eventuelle udgifter forbundet med hans pokerspil i sagen. 

Den 28. juni 2018 har SKAT modtaget materiale fra klageren. 

Skattestyrelsen har den 19. november 2019 sendt forslag til ændring af klagerens skatteansættelse for bl.a. indkomståret 2006 til klageren. 

Skattestyrelsen har den 21. januar 2020 truffet afgørelse om henstand med betaling af 1.409.253 kr. for indkomståret 2006. Af afgørelsen fremgår: 

"Din rådgiver anmoder den 13. januar 2020 om, at du fortsat kan vente med at betale din skat for 2006 til 2011 på baggrund at hjemvisningssagen endnu ikke er behandlet af Skattestyrelsen. 

Din rådgiver indbringer Landsskatterettens afgørelse af 16. marts 2016 med sagsnr. 13-0194126 for Byretten. Byretten afsiger kendelse den 9. maj 2018 med sagsnr. […], hvor skatteansættelserne for 2006 til 2011 i henhold til SKATs afgørelse af 1. maj 2013 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. 

(…) 

Du kan vente med at betale, mens din klage bliver behandlet i Skattestyrelsen, dog senest til den 31. december 2023. 

(…)" 

Skattestyrelsen har den 12. marts 2020 på ny truffet afgørelse om forhøjelse af klagerens skatteansættelse for bl.a. indkomståret 2006 med i alt 1.704.180 kr. på baggrund af klagerens skattepligtige indkomst fra pokerspil. 

Repræsentanten har den 25. marts 2020 klaget til Skatteankestyrelsen over Skattestyrelsens afgørelse af 12. marts 2020 med påstand om bl.a. nedsættelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2006. 

Den 18. december 2020 er der på ny og efter anmodning givet klageren henstand med betaling af 1.409.253 kr. for indkomståret 2006, mens klagen over Skattestyrelsens afgørelse af 12. marts 2020 bliver behandlet i Skatteankestyrelsen, dog senest til den 31. oktober 2024. 

Landsskatteretten har den 17. august 2021 truffet afgørelse om at hjemvise forhøjelsen af skatteansættelsen for indkomståret 2006 til fornyet behandling, mens den resterende del af afgørelsen vedrørende forhøjelserne af skatteansættelserne for indkomstårene 2007-2010 blev ophævet som følge af ugyldighed. 

Skatteministeriet har den 17. november 2021 indbragt den del af Landsskatterettens afgørelse af 17. august 2021, der vedrører indkomstårene 2007-2010, for Byret2. 

Den 2. december 2021 har den tidligere sagsbehandler i Skattestyrelsen sendt en mail til kontorchefen i Jura, Opkrævning i Skattestyrelsen. Af mailen fremgår: 

"(…) 

Vi fik en afgørelse kendt ugyldig som følge af manglende partshøring i august måned, afgørelsen er nu indbragt, men der er stadig nogle løse ender, som jeg gerne vil have jeres syn på. 

Oprindelig blev truffet en afgørelse om, at en skatteyder skulle beskattes af pokergevinster i årene 2006‐2011. Vi fik medhold i LSR, men byretten afgjorde, at forhøjelserne, bl.a. på grund af nogle nye oplysninger, skulle nedsættes. Byretten skrev specifikt, at de ikke kunne tage den principale påstand om, at samtlige pokergevinsterne var skattefrie, til følge. Byrettens dom er vedlagt. Også vedlagt er den afgørelse, som jeg traf på baggrund af hjemvisningsdommen. Min afgørelse blev påklaget, og i august fik vi en kendelse fra LSR om, at årene 2007‐2010 er ugyldige som følge af manglende partshøring (vedlagt). Denne afgørelse er blevet indbragt. 

Som følge af den seneste afgørelse fra LSR blev skatteyders henstand for årene ophævet, og Opkrævning gik i gang med at opkræve kravene. Dette mener rådgiver er forkert, når nu afgørelsen blev kendt ugyldig. Vi har forsøgt at få Opkrævning til at indsætte en kort henstand på kravene, men indtil videre uden held. 

Når en sag erklæres ugyldig, vil vi jo normalt ophæve de krav, som følger af afgørelsen. Men da denne afgørelsen ikke er en oprindelig forhøjelse, som blot kan frafaldes, men en afgørelse som følge af en hjemvisningsdom som siger, at den oprindelige forhøjelse ikke vurderes at skulle nedsættes til 0, men kun justeres, har vi ikke ment, at vi blot kan ophæve de oprindelige forhøjelser. 

Jeg har vedlagt min korrespondance herom med Jura, Skatteproces og forvaltningsret, og som jeg skriver her, så er der jo i virkeligheden tale om problemstillingen om, hvad retsvirkningen er af en hjemvisningsafgørelse. En hjemvisningsafgørelse vil normalt ikke give anledning til problemer vedrørende de oprindelige krav, fordi der vil være søgt om henstand efter SFL § 51 for kravene, og denne henstand forlænges indtil der er truffet ny afgørelse i sagen. Rådgiver mener, at hjemvisningsdommen betyder, at de oprindelige krav er ugyldige, men dette er jo ikke i overensstemmelse med indholdet i byrettens dom. 

Så vi vil gerne have jeres vurdering af, hvordan vi skal forholde os i forhold til de krav, som følger af, at afgørelsen, som gennemfører retningslinjerne i hjemvisningsdommen, nu er kendt ugyldig. 

(…)" 

Kontorchefen i Jura, Opkrævning i Skattestyrelsen har den 6. december 2021 sendt en mail til den tidligere sagsbehandler som svar på sagsbehandlerens mail af 2. december 2021. Af svaret fremgår: 

"(…) 

Jeg mener egentlig ikke at din henvendelse vedrører et opkrævningsmæssigt spørgsmål, men derimod hvad er retsvirkningerne af en hjemvisning, og dermed er et skatteprocessuelt spørgsmål. 

Da jeg har brugt tid på at sætte mig ind i sagen får du alligevel mit bud på løsningen af sagen. Så må du gøre op med dig selv om du vil have det be- eller afkræftet i Skatteproces- og forvaltningsretskontoret. 

Jeg kan af sagen se, at Byret1 ved afgørelse af 9. maj 2018 hjemviser sagen til fornyet behandling 

Da skatteministeriet for to indkomstår har anerkendt en nedsættelse, og da retten har fundet, at det udøvede skøn hviler på et fejlagtigt grundlag, hjemvises sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 2006-2011 herefter til fornyet behandling hos skattemyndighederne i overensstemmelse med sagsøgerens subsidiære påstand. Det kan ikke føre til et andet resultat, at sagsøgeren først under retssagens behandling reelt er fremkommet med relevante oplysninger. 

Jeg kan endvidere se af Skatteankestyrelsens afgørelse af, at den lægger til grund, at Skattestyrelsen den 12. marts 2020 har truffet afgørelse om forhøjelse af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2006 - 2010. 

Det er min opfattelse, at en hjemvisning af en sag betyder en annullation/ophævelse af Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter sagen sendes tilbage til fornyet behandling i Skattestyrelsen. Dette fremgår også af Den juridiske vejledning afsnit A.A.10.2.5. 

Der er således ikke tale om, at Skattestyrelsens afgørelse af 12. marts 2020 er en nedsættelse af den forhøjelse der sket ved Skattestyrelsens afgørelse af 1. maj 2013. Skattestyrelsens afgørelse af 12. marts 2020 er, som også Skatteankestyrelsen lægger til grund, en ny afgørelse/en ny ansættelse, og dermed en forhøjelse af indkomsten for de pågældende år.
Når dette lægges til grund, betyder det at der skal reageres på helt sædvanlig vis ved Skatteankestyrelsens seneste afgørelse, nemlig, som du også anfører nedenfor, at krav i henhold til forhøjelserne, ophæves. 

(…)" 

På baggrund af Landsskatterettens afgørelse af 17. august 2021 har Skattestyrelsen udskrevet klagerens årsopgørelse nr. 3 for indkomståret 2006. Af årsopgørelsen, som blev tilgængelig i klagerens skattemappe den 20. december 2021, fremgår beløb til udbetaling på i alt 1.882.441 kr. 

Skattestyrelsen har den 9. februar 2022 på ny sendt forslag til ændring af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2006 til klageren. 

Skattestyrelsen har den 1. marts 2022 på ny truffet afgørelse om forhøjelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2006 med i alt 1.392.045 kr. på baggrund af klagerens skattepligtige indtægter fra pokerspil. Af afgørelsen fremgår bl.a.: 

"(…) 

Skattestyrelsen foretog den oprindelige forhøjelse for indkomståret 2006 den 1. maj 2013 ved en ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27. Som anført i bemærkningerne til Skattestyrelsens forslag var forældelsesfristen for det afledte skattekrav derfor 10 år, jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4 og forældelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4. 

Fristen regnes deraf fra henholdsvis den 20. august, 20. september og 20. oktober 2007 jf. kildeskattelovens § 61, stk. 4, og kravet ville herefter normalt være forældet den 20. august 2017, 20. september 2017 og 20. oktober 2017. 

Da sagen blev indbragt for domstolene den 21. marts 2016, medførte dette dog en foreløbig afbrydelse af forældelsen jf. forældelsesloven § 21, stk. 2. 

Det fremgår af Karnovs noter til forældelseslovens §21, stk. 2:
Indbringelsen for den administrative myndighed medfører således foreløbig afbrydelse af forældelsen for begge parters fordringer, dvs. uanset om sagen angår en fordring, der gøres gældende af klageren, eller en fordring, der er gjort gældende af den anden part, herunder det offentlige. I tilfælde, hvor en skyldner indbringer en sag, virker indbringelsen for den administrative myndighed derfor også fristafbrydende for modpartens, herunder det offentliges, krav. Hvis f.eks. en borger indbringer en sag om skat af en indkomst eller om et fradrag for en skattemyndighed, virker indbringelsen afbrydende også for det eventuelle krav på betaling af (yderligere) skat, som måtte opstå, hvis borgeren ikke får medhold i sagen) 

Byret1 hjemviste efterfølgende den 9. maj 2019 sagen til Skattemyndighederne. Retten har derfor ikke truffet en endelig afgørelse i sagen, men derimod sendt sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Der kan derfor ikke være tale om benyttelse af fristreglerne i forældelsesloven § 21, stk. 1, da det heraf fremgår, at forældelsen tidligst indtræder 1 år efter sagens endelige afgørelse. 

Det er derfor Skattestyrelsens vurdering at sagen ikke er forældet, da virkningen af at sagen indbringes for domstolene i første omgang er at fristen afbrydes. Byret1 har heller ikke truffet en endelig afgørelse vedrørende indkomståret 2006, men derimod hjemvist sagen til fornyet behandling hos Skattemyndighederne. 

Da Skatteforvaltningen, som beskrevet i afsnit A.A.10.2.5 i Den Juridiske Vejledning, ikke er bundet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven, ved behandlingen af en sag som er hjemvist af en appelinstans til fornyet behandling, er reguleringen af grundlaget for din skat for 2006 rettidig. 

(…)" 

På baggrund af afgørelsen af 1. marts 2022 har Skattestyrelsen udskrevet klagerens årsopgørelse nr. 4 for indkomståret 2006. Af årsopgørelsen, som blev tilgængelig i klagerens skattemappe den 10. marts 2022, fremgår beløb til indbetaling på i alt 1.532.400 kr., hvoraf 776.434 kr. udgør restskat. 

Repræsentanten har den 16. marts 2022 klaget til Skatteankestyrelsen over Skattestyrelsens afgørelse af 1. marts 2022 med påstand om nedsættelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2006. 

Den 20. april 2022 er der efter anmodning givet klageren henstand med betaling af 1.532.400 kr. for indkomståret 2006, indtil klagen over Skattestyrelsens afgørelse af 1. marts 2022 er afgjort, dog senest til den 31. marts 2026. 

Henstanden på 1.409.253 kr. er den 16. juni 2022 blevet annulleret. 

Landsskatteretten har den 6. september 2023 truffet afgørelse om at hjemvise forhøjelsen af skatteansættelsen for indkomståret 2006 til fornyet behandling i Skattestyrelsen. Afgørelsen er offentliggjort som SKM2023.563.LSR. Landsskatteretten fandt bl.a., at kravet ikke var forældet. Af Landsskatterettens begrundelse fremgår: 

"(…) 

Under henvisning til Byrettens dom af 9. maj 2018 lægges det til grund, at kravet mod klageren var afledt af en ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 og herved omfattet af den 10-årige forældelsesfrist, jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4. 

Kravet, der følger af den påklagede afgørelse af 1. marts 2022, udspringer af samme forhold, og vedrører samme indkomst, som blev behandlet ved Skattestyrelsens afgørelse af 1. marts 2013. Kravet har således ikke fortabt identitet ved dom af 9. maj 2018, hvor afgørelsen af 1. marts 2013 blev hjemvist til fornyet behandling. 

Skattestyrelsens behandling efter hjemvisningen må anses som en integreret del af klagesagens behandling, og forældelsen af kravet var suspenderet under Skattestyrelsens behandling i medfør af hjemvisningen. 

Landsskatteretten finder således, at kravet ikke er forældet. 

(…)" 

Repræsentanten har den 11. oktober 2023 klaget til Folketingets Ombudsmand over Landsskatterettens afgørelse af 6. september 2023, for så vidt angår den del af afgørelsen, der omhandler forældelse. 

Skattestyrelsen har den 12. december 2023 på ny sendt forslag til ændring af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2006 til klageren. 

Repræsentanten har flere gange i perioden fra den 19. december 2023 til den 25. september 2024 bedt om fristudsættelse for at komme med bemærkninger til Skattestyrelsens forslag til afgørelse af 12. december 2023, indtil han har modtaget svar fra Folketingets Ombudsmand. 

Skattestyrelsen har i perioden fra den 23. januar 2024 til den 26. september 2024 flere gange udsat fristen for at komme med bemærkninger til styrelsens forslag til afgørelse, senest til den 15. januar 2025. 

I forlængelse af repræsentantens klage af 11. oktober 2023 til Folketingets Ombudsmand vedrørende Landsskatterettens afgørelse af 6. september 2023 har Landsskatteretten i brev af 31. maj 2024 taget stilling til det, som repræsentanten har anført i klagen til ombudsmanden. Af brevet fremgår: 

"(…) 

Landsskatteretten fandt i afgørelsen, at kravet ikke har fortabt identitet, og at Skattestyrelsens behandling af sagen efter hjemvisningen er en integreret del af klagebehandlingen. Med hensyn til Skattestyrelsens sagsbehandlingstid for den hjemviste sag har Landsskatteretten ikke direkte forholdt sig hertil i præmisserne, hvorfor der ikke herudaf kan udledes en nærmere maksimal sagsbehandlingstid herfor. 

Det fremgår endvidere af Landsskatterettens præmisser, at forældelsen af kravet var suspenderet under Skattestyrelsens behandling i medfør af hjemvisningen, og Landsskatteretten har således ikke fundet anledning til særskilt at tage stilling til, om henstanden har udsat forældelsens begyndelsestidspunkt.
For så vidt angår forældelseslovens § 21, stk. 1, bemærker Landsskatteretten, at bestemmelsen ikke er omtalt direkte i præmisserne, men at Landsskatteretten fandt, at det var selve hjemvisningen af sagen til Skattestyrelsen, der suspenderede forældelsen af kravet. 

R1 Advokatfirma har i klagen til Folketingets Ombudsmand endvidere anført, at Landsskatterettens afgørelse er i modstrid med den tidligere afgørelse fra Landsskatteretten i sagen 21-0028789, ligesom R1 Advokatfirma har henvist til, at Landsskatteretten både er gjort opmærksom på denne afgørelse samt SKM2021.390.BR, men ikke har forholdt sig til disse afgørelser. 

Som det fremgår af retsmødeafsnittet i afgørelsen fra Landsskatteretten, blev de to nævnte afgørelser fremlagt under retsmødet, og de har således indgået i Landsskatterettens bedømmelse af sagen. Landsskatteretten har imidlertid ikke fundet anledning til at inddrage afgørelserne særskilt i præmisserne. 

(…)" 

Den 18. november 2024 har Folketingets Ombudsmand besluttet ikke at indlede en undersøgelse af Landsskatterettens afgørelse af 6. september 2023. Af ombudsmandens brev til klagerens repræsentant fremgår: 

"(…) 

I brev af 23. maj 2024 oversendte jeg sagen til Landsskatteretten, da jeg mente, at Landsskatteretten burde have mulighed for at tage stilling til det, som du havde anført i din klage til mig. 

Jeg har efterfølgende modtaget kopi af Landsskatterettens svar af 28. maj 2024 til dig, ligesom jeg har modtaget dit brev af 8. juni 2024, hvori du har fastholdt din opfattelse af sagen. En af mine medarbejdere har desuden den 17. oktober 2024 haft telefonisk kontakt med Skattestyrelsen. 

Da sagen således er hjemvist til fornyet behandling i Skattestyrelsen, mener jeg ikke, at det er hensigtsmæssigt, at jeg på nuværende tidspunkt indleder en undersøgelse i anledning af din klage. Jeg henviser til § 16, stk. 1, i lov om Folketingets Ombudsmand (lovbekendtgørelse nr. 349 af 22. marts 2013). Det fremgår af denne bestemmelse, at ombudsmanden afgør, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse. Jeg henviser også til lovens § 14, hvoraf fremgår, at ombudsmanden ikke kan behandle klager over forhold, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne myndighed har truffet afgørelse. 

Jeg har ikke herved taget stilling til Landsskatterettens afgørelse af 6. september 2023 eller Landsskatterettens svar til dig af 28. maj 2024. Jeg har alene besluttet ikke at indlede en undersøgelse. 

Jeg beder dig om at vente, til du har modtaget Skattestyrelsens afgørelse. Hvis du er utilfreds med afgørelsen, beder jeg dig om at udnytte adgangen til at klage over denne, før du tager stilling til, om der er grundlag for at klage til mig igen. 

(…)" 

Repræsentanten har den 22. november 2024 anmodet Skattestyrelsen om at træffe afgørelse. 

Skattestyrelsen traf den 27. november 2024 den påklagede afgørelse om forhøjelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2006 med i alt 1.031.916 kr. på baggrund af klagerens skattepligtige indkomst fra pokerspil. 

Repræsentanten har den 21. januar 2025 klaget til Skatteankestyrelsen over Skattestyrelsens afgørelse af 27. november 2024 med påstand om nedsættelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2006. 

Skattestyrelsen har den 24. juni 2025 efter anmodning truffet afgørelse om henstand med betaling af 975.564 kr. for indkomståret 2006, indtil klagen over Skattestyrelsens afgørelse af 27. november 2024 er afgjort, dog senest til den 31. maj 2029. Af afgørelsen fremgår: 

"(…) 

Skattestyrelsen har den 27. november 2024 truffet afgørelse vedrørende indkomståret 2006, som den 21. januar 2025 er påklaget til Skatteankestyrelsen. 

Der er den 23. januar 2025 anmodet om henstand med restskatten for 2006. 

Skattestyrelsens afgørelse af den 27. november 2024 er dannet på baggrund af Landsskatterettens afgørelse om hjemvisning af den 6. september 2023 i forbindelse med klage over Skattestyrelsens afgørelse af den 1. marts 2022. 

Der er i forvejen henstand i med restskatten 2006 i forbindelse med Skattestyrelsens afgørelse om henstand af den 22. april 2022, hvor der blev givet henstand med restskatten for 2006 med i alt 1.532.400 kr. 

Da der er henstand i forvejen med restskatten for 2006, behandler vi sagen som ansøgning om forlængelse af henstand med restskatten for 2006. 

Der er siden, at der den 22. april 2022 blev givet henstand med restskatten for 2006 modregnet 556.836 kr. på restskatten for 2006.
Herefter er den skyldige restskat for 2006 på i alt 975.564 kr. 

(…)"

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har truffet afgørelse om forhøjelse af klagerens skattepligtige personlige indkomst med i alt 1.031.916 kr. for indkomståret 2006. 

Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: 

"(…)

1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse
Du skal selvangive din indkomst. Det følger af dagældende skattekontrollov § 1, stk. 1, 1. pkt.
Det fremgår af dagældende skattekontrollov § 5, stk. 3, at hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt.

Indtægter af lotterispil samt andet spil og væddemål skal som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen, dette fremgår af statsskattelovens § 4, litra f.

Ifølge praksis kan udgifter, der er afholdt med henblik på at erhverve indtægter ved ikke-erhvervsmæssig virksomhed, fradrages i disse indtægter efter et nettoindkomstprincip, således at det er den årlige nettoindkomst, som medregnes i den personlige indkomst.
Dette fremgår af dagældende ligningsvejledning Afsnit A.A.3.1.2. Fradrag i den personlige indkomst, som i dag kan findes i afsnit C.A.1.1 Indkomstbegrebet - Nettoindkomstprincippet.

Den skattepligtige indkomst er bruttoindkomsten (skattegrundlaget) med fradrag af de udgifter, der er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten (driftsudgifter). Se statsskattelovens § 6.

Fradraget for omkostninger er dog begrænset til de udgifter, der specifikt vedrører indkomsten, som hos dig hidrører fra pokerspil (kildebegrænset).

Det fremgik af dagældende Ligningsvejledning afsnit A.B.7 Gevinster, som nu fremgår af den Juridiske Vejledning afsnit A.A.9.16 - Indkomstskat og lønsumsafgift - at indkomstskat af visse gevinster og dusører er fuldt ud skattepligtige, medmindre der skal betales afgift af gevinsten.
Gevinster, der vindes på et spil eller lotteri i udlandet, er som hovedregel skattepligtige. Det gælder dog ikke gevinster, som vindes på et spil eller lotteri, som er omfattet af spilleafgiftsloven, eller som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU-land i det omfang det tilsvarende spil eller lotteri her i landet ikke indkomstbeskattes, se SKM2004.121.DEP. Fritagelsen er betinget af, at den pågældende kan fremlægge den fornødne dokumentation. Er ovennævnte betingelser ikke opfyldte, skal gevinsten indkomstbeskattes, se SKM2012.671.VLR.

EF-domstolen kom i Lindman-sagen (C-42/02) frem til at den gevinst en finsk statsborger vandt i et svensk lotteri var skattepligtig i Finland, hvor hun havde bopæl. Gevinster fra tilsvarende lotterier i Finland var derimod ikke omfattet af indkomstbeskatning. EF-domstolen konkluderede, at Traktatens artikel 49 er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter gevinster fra lotterier, der afholdes i andre medlemsstater, anses for skattepligtig indkomst for vinderen ved skatteansættelsen, hvorimod gevinster fra lotterier, der afholdes i den pågældende medlemsstat, er skattefri.

Når der over en længere periode er indsat betydelige beløb, på dine bankkonti, som ikke relaterer sig til din registrerede indkomst og det samtidig er udokumenteret, at der er tale om indtægter fra registreret/godkendt spil er bevisbyrden skærpet. Det er vores opfattelse, at du skal fremlægge en objektiv konstaterbar dokumentation for, at de indsætninger, du har modtaget, er skattefrie eller allerede beskattede. Der henvises til SKM2008.905.HR.

Det er dig der har bevisbyrden for, at bankoverførsler stammer fra allerede beskattede midler eller i øvrigt ikke er skattepligtige. Der lægges i denne forbindelse vægt på, om forklaringer kan underbygges af objektive kendsgerninger. Dette kan udledes af byrettens dom af 28. februar 2017 offentliggjort i SKM2017.233.BR.

Gennemgang af dine bankkonti

Overførsler fra Ladbrokes Trustee Company Ltd (i det følgende benævnt Ladbrokes).

Da Ladbrokes er hjemmehørende i England og har EU-Licens, er indtjening ved spil på dette site skattefri.

I forbindelse med klagesagen til Landsskatteretten, som blev afgjort den 6. september 2023, har du fremsendt kontoudtog fra F1-Bank ([…909], […146] og […820]) for 2004 og 2005. Af posteringerne på disse bankkonti, kan vi se, at du løbende har foretaget indskud og modtaget indsætninger fra Ladbrokes.

Som sagen foreligger oplyst, står det klart, at du fortsat har foretaget indskud og modtaget indsætninger fra din spilkonto hos Ladbrokes, kontonavn Y, via transaktioner på dine bankkonti […909], […146], […820] og […762] for indkomståret 2006.

I indkomståret 2006 anvender du alene Ladbrokes kontonavn Y. Indtil den 25. april 2006 indbetaler du via betalingskort, og fra den 16. maj 2006 indbetaler du via bankoverførsler, som bliver overført via G2, som går igennem F2-Bank.

Vi har undersøgt samtlige transaktioner vedrørende Ladbrokes og har således totalafstemt indskud på Ladbrokes og samtlige ind- og udbetalinger fra Ladbrokes bl.a. i forhold til tidsmæssig og beløbsmæssig sammenhæng.
Der er enkelte indsættelser og hævninger, som vi ikke kan afstemme, men vi finder det overvejende sandsynligt at du hele tiden har haft en saldo større end 0 kr. på din Ladbrokes - Y konto for indkomståret 2006.

Udfra vores gennemgang af din konto ved Ladbrokes, kontonavn Y, finder vi det sandsynligt at alle udbetalinger fra denne konto, er indtjening ved pokerspil (omveksling af chips) foretaget på Ladbrokes, og da Ladbrokes har EU-licens, anses disse indsættelser for skattefrie.

Vi har nedenfor gennemgået dine bankkonti og taget stilling til øvrige beløb der er indsat, dvs. beløb som ikke vedrører din Ladbrokes konto, med henblik på at undersøge beløbenes oprindelse, herunder om der er tale om skattefrie indtægter fra spilleaktivitet, som har EU-licens.

Overførsler fra F2-Bank
Indbetalingerne på dine F1-Bank konti […762] og […909] fra F2-Bank er overført fra en konto tilhørende G2 PLC, en virksomhed som tilbyder online betalingsplatforme.

Vi har ved gennemgang af dine bankkonti kunne konstatere at en nogle af indsættelserne oprindeligt kommer fra din konto ved Ladbrokes, kontonavn Y, som benytter G2 til ind- og udbetalinger. Da vi som nævnt ovenover anser udbetalingerne fra Ladbrokes for skattefri, er de overførsler vi kan knytte til din Ladbrokes konto, kontonavn Y ikke medregnet i vores opgørelse af indsættelser fra F2-Bank.

Da du ikke har dokumenteret dine betalingsaktiviteter vedrørende spil, kan det ikke konstateres, hvor de øvrige indsættelserne fra G2 PLC stammer fra. Da G2 PLC er en betalingsplatform som typisk anvendes i forbindelse med spil, anser vi denne indkomst for at være indkomst fra spilaktivitet. Du har ikke dokumenteret, at spilleindtægterne, som er indsat på kontoen, er fra spillesteder, som har EU licens. Det vurderes derfor, at der er tale om skattepligtige indtægter, som skal medregnes ved indkomstopgørelsen efter statsskattelovens § 4, litra f.

Vi har opgjort i alt 3.304.460 kr. indsættelser på dine bankkonti fra F2-Bank.
Se i specifikation i bilag 4a: Øvrige indtægter på dine bankkonti (som ej kan knyttes til Ladbrokes)

Overførsler fra F3-Bank (F3-Bank)
Indbetalingerne på dine F1-Bank konti […762] og […909] fra F3-Bank er overførsler fra betalingsplatformene G3 Limited/G4 Limited og G5 Limited/G6 Limited.

Da du ikke har dokumenteret dine betalingsaktiviteter vedrørende spil, kan det ikke konstateres, hvor indsættelserne på dine F1-Bank konti fra G3 og G5 stammer fra. Da G3 og G5 er internationale betalingsplatforme, der typisk anvendes i forbindelse med spil, anses indkomsten for at stamme fra spilaktivitet. Du har ikke dokumenteret, at spilleindtægterne, som er indsat på kontoen, er fra spillesteder, som har EU licens. Det vurderes derfor, at der er tale om skattepligtige indtægter, som skal medregnes ved indkomstopgørelsen efter statsskattelovens § 4, litra f.

Vi har opgjort i alt 636.521 kr. indsættelser på dine bankkonti fra F3-Bank.
Se i specifikation i bilag 4a: Øvrige indtægter på dine bankkonti (som ej kan knyttes til Ladbrokes)

Udgifter/indbetalinger vedr. spil
Ved gennemgang af din spilkonti hos Ladbrokes, kontonavn Y, kan vi konstatere at en del af indskuddene er benyttet til at omveksle chips på Ladbrokes, og du har af flere omgange udbetalt penge til dine bankkonti. Da vi har anset udbetalinger, som vi kan knytte til Ladbrokes, for skattefrie har du derfor modsætningsvis ikke fradrag i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, for disse indskud, og vi har derfor ikke medregnet disse som en fradragsberettiget udgift.

Vi har opgjort, at du i 2006 har afholdt udgifter med samlet 3.386.465 kr. i forbindelse med dit pokerspil. Heraf vedrører 477.400 kr. Ladbrokes. Se afsnit 1.1, samt bilag 3b og 4b.

Vi har derfor vurderet at du har afholdt udgifter for samlet 2.909.065 kr., som vi kan knytte til din øvrige spille aktivitet.
Se vedlagte bilag 4b - Øvrige udgifter/overførsler fra dine bankkonti (som ej kan knyttes til Ladbrokes).

Samlet begrundelse
Efter ovenstående gennemgang og afstemning af dine bankkonti henstår flere beløb, både hævninger og indsætninger på din bankkonto, som vi kan udelukke skulle have tilknytning til dine spilkonti på Ladbrokes.

Det er således ikke dokumenteret at der udover Ladbrokes, skulle være tale om indtægter og udgifter, der vedrører godkendt spil. Alene derfor er det vores opfattelse, at der er tale om skattepligtig indkomst og at du er skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4, stk. 1, litra f., af overskuddet herved.

Beløbene som vi anser for skattepligtige, udgør 3.940.981 kr., og dine udgifter er opgjort til 2.909.065 kr. (Begge beløb er afrundet).
Se bilag 4a - Øvrige indsættelser på dine bankkonti (som ej kan knyttes til Ladbrokes) og bilag 4b - Øvrige udgifter/overførsler fra dine bankkonti (som ej kan knyttes til Ladbrokes).

Vi bemærker, at du ikke i forbindelse med de tidligere sager, hvor din indkomstopgørelse vedrørende 2006 er behandlet har medvirket til at dokumentere beløbenes oprindelse og transaktionssporene, som skulle vise, at der er tale om allerede beskattede eller skattefrie beløb.
Det er samtidig vores opfattelse, at der foreligger en skærpet bevisbyrde fra din side, idet der er tale om en betydelig aktivitet og at du har haft mulighed for at dokumentere transaktionssporene vedrørende posteringerne på din bankkonti, hvilket du ikke har gjort.

Beløbsmæssig opgørelse:

Indsættelser	3.940.981 kr.
Udgifter	2.909.065 kr.
Skattepligtigt beløb	1.031.916 kr.

Beløbet er skattepligtigt i henhold til statsskattelovens § 4 stk. 1 litra f, og beskattes som personlig indkomst i henhold til personskattelovens § 3, stk. 1.

Vi modregner de beløb, du allerede er beskattet af i henhold til afgørelse af 1. marts 2022, hvorefter det er vores opfattelse, at du skal nedsættes med 360.129 kr. for indkomståret 2006.

Opgørelsen ser således ud:

Anden personlig indkomst i henhold til Skattestyrelsens afgørelse
af 1. marts 2022, sagsid 401067417                                                                                                                1.392.045,00

Opgjort anden personlig indkomst i henhold til denne sagsfremstilling                                                1.031.916,00

Nedsættelse i forhold til foreliggende årsopgørelse                                                                                       360.129,00 

Øvrige punkter
Hjemvisning
Ved hjemvisning forstås det forhold, at en appelinstans ophæver en truffet afgørelse, hvorefter sagen sendes tilbage til den underordnede myndighed med påbud om en fornyet behandling.

Ved hjemvisning er den underordnede myndighed ikke bundet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven.
Da Skatteforvaltningen, som beskrevet i afsnit A.A.10.2.5 i Den Juridiske Vejledning, ikke er bundet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven, ved behandlingen af en sag som er hjemvist af en appelinstans til fornyet behandling, er reguleringen af grundlaget for din skat for 2006 rettidig.

(…)"

Udtalelse fra Skattestyrelsen
I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 31. januar 2025 udtalt følgende: 

"(…) 

Vi har ikke nogen kommentarer til klagen, som ikke står i sagsfremstillingen: 

(…)"

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har nedlagt principal påstand om, at klagerens skatteansættelse for indkomståret 2006 skal nedsættes med 1.031.916 kr. 

Repræsentanten har subsidiært nedlagt påstand om, at klagerens skatteansættelse for indkomståret 2006 hjemvises til fornyet behandling i Skattestyrelsen. 

Til støtte for påstandene har repræsentanten bl.a. anført: 

"(…)

4               Anbringender 

4.1            Forældelse

Idet forhøjelsen af skatteansættelsen for indkomståret 2006 oprindeligt skete ved en ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, var forældelsesfristen for det afledte skattekrav 10 år, jf. skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 4.

Forældelsesfristen regnes fra henholdsvis den 20. august, 20. september og 20. oktober 2007 for hver 1/3 af beløbet, jf. kildeskattelovens § 61, stk. 4.

Kravet på betaling af restskatten mv. blev således forældet med 1/3 den 20. august 2017, med 1/3 den 20. september 2017 og med 1/3 den 20. oktober 2017.

Skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 1, henviser i øvrigt til reglerne i forældelsesloven, hvorfor forældelseslovens regler om fristafbrydelse og tillægsfrister er gældende for skattekrav.

Efter forældelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4, er der en ultimativ forældelsesfrist på 10 år for skattefordringerne, svarende til forældelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, vedrørende krav afledt af ekstraordinære genoptagelser.

Idet sagen har verseret hos Landsskatteretten og efterfølgende hos Byret1, gælder tillægsfristen i forældelseslovens § 21, stk. 1 og 2, på det afledte skattekrav.

Efter forældelseslovens § 21, stk. 1 og 2, gives en tillægsfrist, således at forældelse tidligst indtræder 1 år efter, at der er truffet afgørelse af klageinstansen/retten. Tillægsfristen begrænser ikke den 10-årige forældelsesfrist, men udvider den, så krav, der måtte være forældet tidligere, først forældes 1 år efter, at der er truffet afgørelse af klageinstansen/retten.

Byret1 afsagde dom den 9. maj 2018. Det afledte skattekrav vedrørende As skatteansættelse for indkomståret 2006 ville således forælde den 9. maj 2019, jf. forældelseslovens § 21.

Såfremt Skattestyrelsen havde afsendt varsel i hjemvisningssagen senest den 9. maj 2019, ville der blive udløst endnu en tillægsfrist på 1 år for forældelsen af restskatten regnet fra, at der blev truffet endelig afgørelse i hjemvisningssagen, jf. skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 2.

Skattestyrelsen henvendte sig vedrørende hjemvisningssagen den 13. juni 2018, og udbad sig materiale til brug for behandlingen af den hjemviste sag. Det anmodede materiale blev fremsendt, så Skattestyrelsen modtog det den 28. juni 2018. Alligevel fremsendte Skattestyrelsen først agterskrivelse den 20. november 2019.

På dette tidspunkt var det underliggende skattekrav forældet for blandt andet indkomståret 2007, og Skattestyrelsen havde mistet sin ret til at kræve opfyldelse, jf. forældelseslovens § 23, stk. 1.

... ...

Reglerne om faste tillægsfrister i relation til forældelsesreglerne blev indsat ved lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer (forældelsesloven), der erstattede det tidligere regelsæt med 1908-loven der supplerede Danske Lov 5-14-4.

Af de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 165 af 28. februar 2007 til forældelsesloven, fremgår følgende i afsnit 3.2.2.2 "Rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen": 

"Udvalget finder, at der bør tillægges et anerkendelsessøgsmål vedrørende grundlaget for fordringen afbrydelsesvirkning i samme omfang som efter gældende ret, men at anerkendelsesdommen alene bør tillægges virkning som en foreløbig afbrydelse, dvs. således at der skal anlægges sag vedrørende selve fordringen inden for en vis frist for at bevare den fristafbrydende virkning af anerkendelsessøgsmålet. Det er i dag uafklaret i retspraksis, om anerkendelsesdommen medfører, at der løber en ny forældelsesfrist fra dommen, eller om der må stilles krav om, at dommen følges op af en fuldbyrdelsessag inden rimelig tid for at bevare den fristafbrydende virkning. 

Situationen svarer efter udvalgets opfattelse til den situation, at fordringshaveren fra en forvaltningsmyndighed får en bindende afgørelse, der fastlægger, at kravet består, men ikke fastsætter størrelsen af kravet. Derfor bør der også gælde en regel om foreløbig afbrydelse i disse tilfælde. 

Udvalget foreslår på den anførte baggrund en regel om, at en anerkendelsesdom, der alene vedrører grundlaget for fordringen, skal forfølges inden for en vis frist for at bevare den fristafbrydende virkning. Fristen foreslås fastsat til 1 år ligesom ved foreløbig afbrydelse i øvrigt. 

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.3.2.2. 

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. 

Der henvises til lovforslagets § 21, stk. 1, og bemærkningerne hertil."

Af bemærkningerne til lovforslagets § 21, stk. 1, fremgår blandt andet følgende: 

"Tillægsfristen regnes fra sagens endelige afgørelse. I tilfælde, hvor afgørelsen ankes inden for de almindelige frister herfor, vil fristen skulle regnes fra datoen for ankeinstansens afgørelse. Hvis fordringshaveren inden for de frister, der gælder herfor, ansøger om og meddeles oprejsningsbevilling, anketilladelse eller tredjeinstansbevilling efter retsplejelovens § 368, stk. 1 og 2, § 371 og § 372, stk. 1 og 2, vil fristen på samme måde skulle regnes fra datoen for den senere afgørelse. En tilladelse til ekstraordinær anke/genoptagelse efter retsplejelovens § 399 vil derimod som udgangspunkt ikke medføre, at det oprindelige sagsanlæg bevarer sin fristafbrydende virkning"

Af de almindelige afsnit 3.2.2.3 "Indbringelse for en administrativ myndighed eller Folketingets Ombudsmand af en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor Rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen", fremgår følgende: 

"Som det fremgår under pkt. 3.3.1.2 foreslår udvalget, at indbringelse for en administrativ myndighed i tilfælde, hvor afgørelsen fastslår kravets eksistens og størrelse og er bindende for parterne, fordi den ikke indbringes for domstolene inden for en fastsat frist, afbryder forældelsesfristen, uden at der kræves yderligere betingelser herfor. 

For så vidt angår andre tilfælde, dvs. hvor afgørelsen ikke er bindende for parterne - f.eks. fordi der ikke gælder nogen frist for indbringelse af afgørelsen for domstolene - eller hvor afgørelsen ikke fastslår kravets eksistens og størrelse, finder udvalget, at der bør indføres en bestemmelse om, at indbringelsen af den pågældende sag for den administrative myndighed har virkning som en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen. 

Udvalget har i den forbindelse anført, at selv om den administrative afgørelse ikke er bindende eller ikke direkte angår selve fordringen, vil det i almindelighed være ressourcebesparende, at kravet først prøves administrativt i de tilfælde, hvor der er mulighed herfor. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt - og vil kunne virke overraskende - hvis kravet kan forældes, mens den administrative sag verserer. Dette gælder, hvad enten der er tale om en sag mellem en privat og det offentlige eller en sag mellem to private. 

De anførte hensyn gør sig efter udvalgets opfattelse gældende, uanset om forældelsesspørgsmålet angår klagerens fordring eller en fordring, der er gjort gældende af den anden part, herunder det offentlige. Indbringelsen for den administrative myndighed bør derfor efter udvalgets opfattelse virke fristafbrydende også for modpartens (herunder det offentliges) krav. Udvalget foreslår derfor en bestemmelse, hvorefter indbringelse for en administrativ myndighed medfører foreløbig afbrydelse af forældelsen for begge parters fordringer. 

Efter udvalgets opfattelse bør tillægsfristen være på 1 år. Udvalget anfører, at en frist af denne længde bør være tilstrækkelig til, at fordringshaveren kan varetage sine interesser, og der kan næppe anføres tungtvejende hensyn til skyldneren, der taler for en kortere frist. Udvalget foreslår, at fristen regnes fra den dag, da myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse, dvs. afsendelsen af denne. 

Udvalget har overvejet, fra hvilket tidspunkt 1-årsfristen bør regnes i tilfælde, hvor afgørelsen indbringes for en højere administrativ myndighed. 

Der er som oftest fastsat en frist for at påklage en administrativ afgørelse til højere myndighed, men der er i de fleste tilfælde samtidig mulighed for, at den overordnede myndighed kan se bort fra overskridelser af denne frist. 

I de tilfælde, hvor der ikke gælder en bestemt klagefrist for indbringelse for en højere administrativ myndighed, er det efter udvalgets opfattelse nødvendigt at stille krav om, at førsteinstansafgørelsen påklages inden for en vis periode, for at den fristafbrydende virkning af den oprindelige indbringelse bevares. I modsat fald sikres det ikke, at fordringshaveren fremmer sagen behørigt. 

For at tage hensyn både til tilfælde, hvor der gælder en frist for klage, tilfælde, hvor der ikke gælder en frist, og tilfælde, hvor den overordnede myndighed kan se bort fra overskridelse af klagefristen, foreslår udvalget en regel om, at hvis sagen indbringes for en højere administrativ myndighed inden for den frist, der er fastsat i den pågældende lovgivning, eller i øvrigt inden for rimelig tid, skal 1-årsfristen regnes fra meddelelsen af denne myndigheds afgørelse. Da det er sjældent, at der ikke findes en lovbestemt klagefrist, vil fordringshaveren i langt de fleste tilfælde have den fastsatte klagefrist at holde sig til, og hvis denne overholdes, vil der altid være tale om en rettidig reaktion. 

Udvalget foreslår samtidig, at reglen tillige skal gælde, hvis sagen indbringes for Folketingets Ombudsmand, således at 1-årsfristen i disse tilfælde regnes fra meddelelse af ombudsmandens udtalelse. Baggrunden for dette forslag er, at kreditor i modsat fald uanset indbringelsen af det pågældende spørgsmål for ombudsmanden ville kunne være nødt til at anlægge retssag alene med det formål at afbryde forældelsesfristen. Udvalget har endvidere henvist til, at en tilsvarende regel gælder i Norge. 

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.3.2.3. 

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. 

Der henvises til lovforslagets § 21, stk. 2, og bemærkningerne hertil." 

Af bemærkningerne til lovforslagets § 21, stk. 2, fremgår blandt andet følgende: 

Tillægsfristen på 1 år regnes fra den dag, da myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse, dvs. fra myndighedens afsendelse af denne. 

I de tilfælde, hvor afgørelsen indbringes for højere administrativ myndighed, regnes fristen fra meddelelsen om denne myndigheds afgørelse, jf. 3. pkt." 

Som det således ses, har Landsskatterettens opfattelse ingen støtte i forarbejderne til bestemmelsen.

Landsskatterettens opfattelse i Bilag 17 ses således hverken at have støtte i bestemmelsens ordlyd eller forarbejder. Opfattelsen er endvidere i direkte modstrid med formålet med forældelsesreglerne. Endelig har Landsskatterettens opfattelse heller ikke støtte i nogen retspraksis.

Omvendt er Landsskatterettens afgørelse i direkte modstrid med den tidligere Landsskatteretsafgørelse af den 2. maj 2022, j.nr. 21-0028789, hvor Landsskatteretten netop fastslog, at tillægsfristen efter forældelseslovens § 21, stk. 2, løber fra tidspunktet, hvor Landsskatteretten træffer afgørelse om hjemvisning.

I sagen havde Skattestyrelsen truffet afgørelse om nulstilling af en skatteyders A-skat og AM-bidrag efter de ulovregulerede regler herom. Afgørelsen led imidlertid af væsentlige sagsbehandlingsmangler, hvorfor Landsskatteretten hjemviste sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Af Landsskatterettens præmisser fremgår følgende:

"Da Skattestyrelsen ikke har godtgjort, at manglen er konkret uvæsentlig for sagens udfald, må manglen anses for væsentlig. 

Sagen hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet behandling. Det påhviler herefter Skattestyrelsen at gennemføre partshøring af klageren, og at gennemføre fornyet vurdering af om nulstillingsbetingelserne er opfyldt. 

Det bemærkes at et eventuelt krav i medfør af nulstilling vil forælde 1 år fra datoen for denne afgørelse, da denne afgørelse er foreløbigt forældelsesafbrydende, jf. forældelseslovens § 21, stk. 2."

Retsanvendelsen er også i strid med Skatteministeriets synspunkter gengivet i SKM2021.390.BR og SKM2024.133.ØLR, hvor Skatteministeriet direkte anfører, at forældelse vil indtræde i hjemvisningssagen ét år efter afgørelsen om hjemvisning.

Der kan også henvises til UfR 2018.1734 H, hvor tillægsfristen løb fra datoen for klageinstansens afgørelse. I noten til dommen henvises også til betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, afsnit 6.3.2.3, hvori det af udvalget anføres, at det er datoen for afsendelsen af afgørelsen.

Endelig kan henvises til Jan Pedersen i Skatteretten 4, 6, udg., s. 136, der anfører, at 1 års-fristen i forældelseslovens § 21, stk. 2, løber "fra sagens endelige afgørelse, dvs. ved upåanket dom"

... ...

Som begrundelse for sin konklusion, har Landsskatteretten i Bilag 17 anvendt et identitetsbegreb, der ikke har rod i forældelsesreglerne. Der er således tale om en nyskabelse fra Landsskatterettens side.

Identitetsbetragtningen - der ikke har hjemmel i forældelsesloven - må efter Landsskatterettens opfattelse overtrumfe de meget specifikke krav, som forældelsesloven stiller til fristafbrydende skridt. Såfremt der skal indføres en generel undtagelse til forældelseslovens for krav der "ikke har fortabt sin identitet", må dette kræve en vis støtte i lovens forarbejder eller i retspraksis. Dette har den ikke.

Landsskatteretten opfinder i afgørelsen, jf. Bilag 17, s, 32, 5. afsnit, en form for særlig suspensionsmulighed, idet Landsskatteretten anfører følgende: 

"Skattestyrelsens behandling efter hjemvisningen må anses som en integreret del af klagesagens behandling, og forældelsen af kravet var suspenderet under Skattestyrelsens behandling i medfør af hjemvisningen."

Dette er i strid med reglerne i forældelsesloven, hvorefter der udelukkende kan ske en afbrydelse af forældelsen, på de i loven anførte måder, jf. betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, s. 335, første afsnit.

Følgende fremgår da også af Bo Von Eyben, Forældelse efter forældelsesloven af 2007, 2. udg., 636f, under overskriften "forhold til den tidligere retstilstand": 

"Reglerne i FOL § 3, stk. 3, indebærer i forhold hertil følgende ændringer: 

[…] 

4. Fristerne er helt absolutte, dvs. de kan i intet tilfælde selv blive suspenderet."

Det er således også klart, at Landsskatterettens opfattelse heller ikke har støtte i den juridiske litteratur om forældelse. Omvendt fastslås meget tydeligt, at en forældelsesfrist i intet tilfælde selv kan blive suspenderet. 

4.1.1          Hvad er en hjemvisning
Landsskatterettens resultat i Bilag 17 må bero på den opfattelse, at en domstolsafgørelse om hjemvisning ikke er en endelig afgørelse.

Opfattelsen harmonerer ikke med den almindelige opfattelse i teorien om hjemvisning som reaktion fra domstolene, hvorefter hjemvisning er en ugyldighedsvirkning. Der kan f.eks. henvises til Revsbech m.fl., Forvaltningsret Almindelige Emner, 6. udgave, s .442: "Hjemvisning er en form for ugyldighed, fordi hjemvisningen indebærer, at afgørelsen ikke får retsvirkninger(489) (først når der er truffet en ny afgørelse, vil denne få retsvirkninger)". I teksten henvises til note 489, hvor det anføres: "Domstolene anvender jævnligt formuleringer som >>ophævelse af afgørelsen og hjemvisning af sagen til fornyet behandling i ministeriet<< (se U 2005.1780 H)

Synspunktet harmonerer heller ikke med Højesterets retsanvendelse i UfR 2005.1780 HRD.

Synspunktet harmonerer heller ikke med det anførte i Den Juridiske Vejledning, 2022-1, A.A.9.7, hvor det under overskriften "Krav afledt af en ekstraordinær ansættelse" anføres, at "Tillægsfristen regnes fra afgørelsestidspunktet".

Synspunktet harmonerer heller ikke med det oplyste fra kontorchef [navn udeladt], jf. Bilag 15, der anfører, at "Det er min opfattelse, at en hjemvisning af en sag betyder en annullation/ophævelse af Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter sagen sendes tilbage til fornyet behandling i Skattestyrelsen.".

Endelig er synspunktet ikke i overensstemmelse med Den Juridiske vejledning, 2022-1, A.A.10.2.5, hvor det anføres, at "Ved hjemvisning forstås det forhold, at en appelinstans ophæver en truffet afgørelse, hvorefter sagen sendes tilbage til den underordnede myndighed med påbud om en fornyet behandling".

... ...

Domstolene og forvaltningen hører til hver sin statsmagt, og en dom kan eksekveres. Der er ikke retligt grundlag for at antage, at en dom først får virkning når forvaltningen har foretaget sig noget i relation til dommen.

Landsskatteretten har således i afgørelsen fejlagtigt lagt til grund, at hjemvisnings-behandlingen "anses som en integreret del af klagesagens behandling", idet det var domstolene der ophævede og hjemviste afgørelsen - ikke en rekursinstans.

Med Byret1s dom kunne A have fået tvangsfuldbyrdet ophævelsen af Skattestyrelsens oprindelige afgørelse.

Med Byret1s dom om hjemvisning kunne Skattestyrelsen imidlertid også - uden for fristreglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27, træffe en ny afgørelse - men var ikke forpligtet hertil. Uanset hvad, skulle sådan en ny afgørelse være varslet inden et år fra dommens dato, jf. forældelseslovens § 21.

4.2           Den skønsmæssige forhøjelse
Statsskattelovens § 4, litra f, har følgende ordlyd: 

"Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f eks: 

f) af lotterispil, samt andet spil og væddemål."

Udgangspunktet for dansk indkomstbeskatning er således, at har man aktualiseret en økonomisk fordel, er denne skattepligtig - også når man vinder i poker.

Der er imidlertid skattefrihed af netop gevinster fra onlinekasinoer, der i stedet betaler spilafgift af deres omsætning, jf. spilafgiftslovens § 1, stk. 3: 

"Stk. 3. Gevinster fra spil, der er omfattet af denne lov, medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Tilsvarende gælder for gevinster vundet i spil, der svarer til de spil, som er omfattet af denne lov, og som udbydes eller arrangeres i et andet EU- eller EØS-land og er tilladt i dette land."

Der er således ingen skattepligt af pokergevinster vundet på kasinoer, herunder onlinekasinoer, når spillet er omfattet af spilafgiftsloven eller svarer hertil, men udbydes eller arrangeres i et andet EU- eller EØS-land og er tilladt i dette land.

Kasinoerne svarer i stedet afgift af spillene efter spilafgiftsloven.

Bestemmelsen om skattefrihed af gevinster fra afgiftspålagte spil blev indsat i spil-afgiftsloven med virkning fra 1. januar 2012, jf. bekendtgørelse nr. 1129/2011, og var, bortset fra passussen om EU-spil, en videreførelse af den tidligere gældende bestemmelse i § 11 i lov om afgift af spillekasinoer.

Skattefriheden for lignende EU-spil var imidlertid gældende, forinden hjemlen blev indsat i spilafgiftsloven, idet TEUF artikel 56 fastslår, at restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for EU, er forbudt.

På baggrund af EU-domstolens dom i C-42/02, Diana Lindman, udtalte Skatteministeriet allerede i SKM2004.121.DEP, at gevinster vundet i et spil eller lotteri, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU/EØS-land og opfylder betingelserne mv. i spillelovgivningen i det pågældende land, fritages for indkomstbeskatning i det omfang, at tilsvarende spil i Danmark ikke indkomstbeskattes.

Kravet i SKM2004.121.DEP om, at spillet skal være godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU/EØS-land og opfylde betingelserne mv. i spille-lovgivningen i det pågældende land, er ikke ført videre i spilafgiftsloven, der med virkning fra 1. januar 2012 blot stiller krav om, at spillet skal være tilladt i det EU-land, hvor det udbydes eller arrangeres, jf. spilafgiftslovens § 1, stk. 3.

Det fremgår da også af forarbejderne til loven, jf. L 203 af 26. marts 2010, særlige bemærkninger til § 1, at følgende gevinster er indkomstskattepligtige: 

"- Gevinster vundet fra spiltyper, der ikke omfattes af afgiftsloven. 

- Gevinster vundet fra spil udbudt her i landet, som ikke udbydes med tilladelse her i landet. 

- Gevinster vundet fra spil udbudt i et andet EU- eller EØS-land, når spillet ikke tilladt i det pågældende land. 

- Gevinster vundet i spil udbudt i et land uden for EU og EØS."

Skatteyder har bevisbyrden for, at spilindtægterne er skattefri. Efter praksis er det ubetinget tilstrækkelig dokumentation, hvis skatteyder kan godtgøre, at den pågældende spillekonto hører til en spilleside med licens til at udbyde spil inden for EU, samt at bevægelserne på spillekontoen viser, at indsætninger er foretaget af skatteyder og udbetalingerne fra spillekontoen sker til skatteyder. Enhver stigning/fald må i dette tilfælde kunne henføres til gevinster eller tab i forbindelse med skattefrit spil.

... ...

Enhver, der er skattepligtig her til landet, skal foretage en årlig selvangivelse af sin indkomst, jf. dagældende skattekontrollovs § 1.

Såfremt en selvangivelsespligtig ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt af skattemyndighederne, jf. dagældende skattekontrollovs § 5, stk. 3.

Selvom det er skatteyders bevisbyrde, at der er tale om skattefri pokergevinster, er Skattestyrelsen ikke frit stillet til at beskatte enhver indsætning, uden at foretage et egentligt skøn over indsætningerne og sagens omstændigheder. Skattestyrelsens skøn, der er foretaget efter skattekontrollovens § 5, stk. 3 (nu § 74), er fortsat underlagt legalitetsprincippet, hvorefter intet andet skønsresultat må være mere sandsynligt ud fra de foreliggende oplysninger. Skattestyrelsen kan således ikke lovligt beskatte samtlige nettoindsætninger, såfremt en eller flere af indsættelserne konkret kan sandsynliggøres at hidrøre fra skattefri pokergevinster, eller f.eks. indsætninger på spillekontoen i et tidligere år, jf. forarbejderne til skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. FT 1995-96, A, s. 2576, hvoraf fremgår: 

"Efter de almindelige principper for bevisførelse påhviler det i sådanne tilfælde som udgangspunkt skattemyndigheden at sandsynliggøre, at den skønnede opgørelse ikke er mindre sandsynlig end andre opgørelser - set i lyset af de oplysninger, som skattemyndighederne er i besiddelse af."

Pokerspillere er efter praksis ikke anerkendt som selvstændige erhvervsdrivende. Dermed er man som pokerspiller heller ikke omfattet af bogføringsloven, og Skattestyrelsen kan derfor ikke kræve, at man udarbejder et regnskab eller bogfører sine indtægter.

Der kan af samme grund ikke stilles samme krav til dokumentation og regnskab, som der kan stilles ved eksempelvis erhvervsvirksomhed. Dette bør naturligvis ikke forstås i den retning, at der overhovedet ikke kan stilles nogen krav til den fremlagte dokumentation og det fremlagte regnskab, men derimod den fornuftige og pragmatiske antagelse, at man ikke bør stille større krav vedrørende regnskab og dokumentation, end det reelt er muligt at opfylde for spilleren.

Som også anført af retten, jf. Bilag 5, skal det endvidere tages i betragtning, at sagen vedrører dokumentation helt tilbage til indkomståret 2006, dvs. et forældet indkomstår allerede da Skattestyrelsen traf afgørelse første gang i 2013.

Det gøres gældende, at Skattestyrelsen ved sit skønsresultat i den påklagede afgørelse, jf. Bilag 1, ikke har tillagt det tilstrækkelig betydning i As favør, at der er tale om et så gammelt indkomstår.

(…)"

Klagerens yderligere bemærkninger til sagen
Repræsentanten har fremsat følgende bemærkninger i forbindelse med mødet med Skatteankestyrelsen den 24. april 2025: 

"(…) 

[Repræsentanten] (herefter repræsentanten) redegjorde indledningsvist for baggrunden for klagen. Han oplyste således at Folketingets Ombudsmand har bedt klageren om at udnytte adgangen til at klage over Skattestyrelsens afgørelse, før han tager stilling til, om der er grundlag for at klage til ombudsmanden igen. Ifølge repræsentanten er det således en forudsætning for - som ønsket - at få prøvet den del af Landsskatterettens afgørelse af 6. september 2023, der omhandler forældelse, ved ombudsmanden, at klage over Skattestyrelsens afgørelse af 27. november 2024 i det administrative klagesystem. 

Repræsentanten oplyste herefter, at de ikke har yderligere materiale vedrørende sagens materielle spørgsmål, herunder de oplysninger, Skatteankestyrelsen har anmodet om i brev af 31. marts 2025. I den forbindelse oplyste han imidlertid - i lighed med, hvad han har anført i klagen - at han henstiller til, at der foretages et mere lempeligt skøn ved den skønsmæssige ansættelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2006, idet der er tale om et gammelt indkomstår og sagen vedrører dokumentation helt tilbage til dette indkomstår. 

(…)"

Retsmøde

Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling
Skattestyrelsen har den 4. september 2025 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: 

"(…) 

Skattestyrelsen kan ikke tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling. 

Skattestyrelsen skal gøre opmærksom på, at Landsskatteretten allerede har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Skattestyrelsens afgørelse af 12. marts 2020 og den senere afgørelse i sagen af 1. marts 2022 var forældet. Afgørelsen er offentliggjort i SKM2023.563.LSR, hvor Landsretten blandt andet udtalte følgende: 

"Kravet, der følger af den påklagede afgørelse af 1. marts 2022, udspringer af samme forhold, og vedrører samme indkomst, som blev behandlet ved Skattestyrelsens afgørelse af 1. marts 2013. Kravet har således ikke fortabt identitet ved dom af 9. maj 2018, hvor afgørelsen af 1. marts 2013 blev hjemvist til fornyet behandling. 

Skattestyrelsens behandling efter hjemvisningen må anses som en integreret del af klagesagens behandling, og forældelsen af kravet var suspenderet under Skattestyrelsens behandling i medfør af hjemvisningen. 

Landsskatteretten finder således, at kravet ikke er forældet." 

Det følger af skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1, at den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, efter anmodning fra en part kan genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af myndigheden, når der forelægges myndigheden oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere. 

Der er ikke fremlagt nye oplysninger i sagen, som ville have kunnet medføre et væsentligt ændret udfald af afgørelsen. Det er på denne baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at Landsskatteretten ikke kan tage stilling til det samme forhold igen. 

Såfremt Landsskatteretten skulle komme frem til, at forholdet ikke allerede er påkendt i den tidligere sag (SKM2023.563.LSR), kan Skattestyrelsen henvise til vores tidligere udtalelse af 27. oktober 2022 i j.nr. 22-0024772 vedrørende samme klager og forhold. Her udtalte vi blandt andet følgende: 

"Det fremgår af Den Juridiske Vejledning afsnit A.A.10.2.5 Hjemvisning af klager: 

"Ved hjemvisning forstås det forhold, at en appelinstans ophæver en truffet afgørelse, hvorefter sagen sendes tilbage til den underordnede myndighed med påbud om en fornyet behandling. 

Der er ikke en lovfæstet pligt for en appelinstans til hjemvisning ved sagsbehandlingsfejl eller ved nova, og appelinstansen kan vælge at "helbrede" fejlen ved en intensiv realitetsbehandling. Se SKM2014.553.BR." 

Ved hjemvisning er den underordnede myndighed ikke bundet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven. Se Den juridiske Vejledning afsnit A.A.8.1. Det fremgår ligeledes af fristudvalgets betænkning om frist og forældelsesregler på skatte- og afgiftsområdet (KBET 2003 nr. 1426) at fristreglerne ikke gælder, hvor en domstol hjemviser en skatteansættelse, der er forelagt domstolen til prøvelse, til fornyet behandling hos ligningsmyndigheden. 

Dette betyder, at når en sag hjemvises til fornyet behandling, som det skete i denne sag henholdsvis ved dom af 9. maj 2018 fra Byret1 og ved Landsskatterettens afgørelse af 17. august 2021, er Skattestyrelsen ikke bundet af fristreglerne. Dette betyder tilsvarende, at Skattestyrelsen ikke skal foretage egentlige eller foreløbige fristafbrydelser efter forældelseslovens bestemmelser." 

På denne baggrund er det Skattestyrelsens opfattelse, at kravet ikke er forældet."

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil
Klagerens repræsentant har den 9. oktober 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil: 

"(…) 

Jeg er enig i Skatteankestyrelsens kontorindstilling, og har ingen bemærkninger hertil. 

I relation til Skattestyrelsens udtalelse af 4. september 2025 skal jeg venligst bemærke følgende: 

Skattestyrelsens udtalelse synes at indeholde et synspunkt om, at Landsskatteretten skulle være afskåret fra at tage stilling til forældelsesproblematikken i sagen, fordi den allerede har været behandlet af Landsskatteretten i afgørelsen af 6. september 2023, j.nr. 22-0024772. Skattestyrelsen anfører i den forbindelse at afgørelsen er offentliggjort, hvilket helt oplagt er sagen uvedkommende. 

For det første er der intet der begrænser Landsskatterettens kompetence til at påkende et spørgsmål, der tidligere er påkendt af Landsskatteretten. 

Kompetencebegrænsningerne for Landsskatteretten er oplistet i skatteforvaltningslovens § 14, hvorefter det alene er Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen, skatteankenævnene mv. og Skatterådet, der ikke kan træffe afgørelse i en sag, i det omfang Landsskatteretten har taget stilling i sagen. 

Landsskatterettens kompetence er således alene begrænset af den saglige kompetence i skatteforvaltningslovens § 11, og så af domstolene, hvis afgørelser følgelig er bindende for hele den offentlige forvaltning, herunder Landsskatteretten 

For det andet er Landsskatteretten ikke i nærværende sag begrænset af skatteforvaltningslovens § 35 g. Dette følger allerede af, at der er tale om en klagesag over Skattestyrelsens afgørelse af den 27. november 2024 og ikke en genoptagelse af den tidligere klagesag, j.nr. 22-0024772. I øvrigt er det af Vestre Landsret i SKM2022.443.VLR fastslået, at Landsskatterettens genoptagelsesmuligheder ikke udtømmende udgøres af skatteforvaltningslovens § 35g, idet bestemmelsen ikke er en fravigelse af de almindelige forvaltningsretlige regler om, at en forvaltningsmyndighed kan annullere egne ugyldige afgørelser, jf. også ministeriets argumentation i sagen (gengivet i SKM2022.6.BR). 

For det tredje er der ved forældelsesproblematikken ikke tale om, at Landsskatteretten skal tage stilling til den samme fordring, som der blev taget stilling til i afgørelsen af 6. september 2023. I afgørelsen af 6. september 2023, j.nr. 22-0024772 tog Landsskatteretten stilling til fordringen, der udsprang af den daværende afgørelse fra Skattestyrelsen af 22. marts 2022. 

Landsskatteretten ophævede og hjemviste afgørelsen af 22. marts 2022, og i nærværende sag er det således fordringen, der udspringer af den aktuelt påklagede afgørelse fra Skattestyrelsen af den 27. november 2024. 

Skattestyrelsen henviser videre i sin udtalelse af 4. september 2025 til det anførte i deres tidligere udtalelse af 27. oktober 2022 i j.nr. 22-0024772, hvor de blandt andet anførte følgende: 

"Dette betyder, at når en sag hjemvises til fornyet behandling, som det skete i denne sag henholdsvis ved dom af 9. maj 2018 fra Byret1 og ved Landsskatterettens afgørelse af 17. august 2021, er Skattestyrelsen ikke bundet af fristreglerne. Dette betyder tilsvarende, at Skattestyrelsen ikke skal foretage egentlige eller foreløbige fristafbrydelser efter forældelseslovens bestemmelser." 

Det har aldrig været bestridt, at Skattestyrelsen ikke er bundet af fristreglerne (skatteforvaltningslovens kapitel 9), når en sag hjemvises af domstolene eller rekursinstansen. Det er imidlertid grebet ud af den blå luft, og er således uden holdepunkter i loven, forarbejderne, retspraksis eller administrativ praksis, for, at forældelsesreglerne (forældelsesloven suppleret af skatteforvaltningslovens kapitel 12a) ikke skulle gælde ved hjemvisning. 

Såfremt Skattestyrelsen har ret i denne opfattelse, fører det da også til en uacceptabel retstilstand, hvor fordringer ikke er omfattet af nogen forældelsesfrister imens de ligger på Skattestyrelsens "bord", hvilket er i strid med indholdet i - og formålet med - samtlige formueretlige forældelsesregler der har været i dansk ret siden år 1683. 

Det må være relativt klart, at det skaber en uhensigtsmæssig retsstilling, at en kreditor egenhændigt kan beslutte, hvornår han ønsker at rette et krav mod debitor, og at der i mellemtiden i øvrigt påløber renter for debitor. 

I nærværende sag ville Skattestyrelsen - såfremt Landsskatterettens opfattelse er korrekt - kunne have undladt at træffe en hjemvisningsafgørelse i 3, 5, 10 sågar 15 år, hvorefter sagen kunne være trukket frem af skuffen, med henblik på at rette det endelige krav mod A. 

En sådan retsstilling er i strid med forældelsesreglernes formål, jf. betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, s. 63, sidste afsnit. 

Foruden denne helt uacceptable økonomiske situation at stille en debitor i, er en sådan retsstilling også grundlæggende i strid med hensynene bag fristreglerne, hvorefter det af hensyn til skatteyder må tilskyndes, at skattekrav afklares uden ugrundet ophold, jf. betænkning nr. 1462/2002 om frist og forældelsesregler på skatte- og afgiftsområdet, afsnit 2.1. Hensynet til mennesket bag skatteyderen har således også en betydning. Et hensyn som synes svært at genkende i Skattestyrelsens behandling af As sag, hvor hjemvisningssagen vedrørende det (nu) 19 år gamle indkomstår bare lå uberørt i mere end et år hos Skattestyrelsen. 

Særligt i en hjemvisningssituation, hvor fristreglerne ubestridt er suspenderede, er det afgørende at de sideløbende forældelsesfrister ikke sættes ud af kraft, sådan at forvaltningen som kreditor er fuldstændig frit stillet i forhold til, hvor lang tid borgeren må afvente en afklaring af sine skatteforhold. Der er da heller ingen holdepunkter i de foreliggende retskilder for, at lovgiver skulle have ment, at dette var tilfældet. Tværtimod er Skattestyrelsens opfattelse i strid med både tidligere praksis fra Landsskatteretten, jf. Landsskatterettens afgørelse af den 2. maj 2022, j.nr. 21-0028789 og retspraksis, jf. UfR 2018.1734 H. 

(…)"

Indlæg under retsmødet
Klagerens repræsentant fastholdt påstandene om, at klagerens skatteansættelse for indkomståret 2006 principalt skal nedsættes med 1.031.916 kr., subsidiært hjemvises til fornyet behandling i Skattestyrelsen, og gennemgik og uddybede sine anbringender, herunder navnlig om forældelse, i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmødet. Det blev endvidere anført, at Landsskatteretten ikke var afskåret fra at efterprøve forældelsesspørgsmålet, idet Landsskatterettens kompetence alene er begrænset af skatteforvaltningslovens § 14 og en dom med positiv retskraft, og skatteforvaltningslovens § 35 g ikke finder anvendelse, da der ikke er tale om en anmodning om genoptagelse af Landsskatterettens egen afgørelse, men prøvelse af Skattestyrelsens afgørelse af 27. november 2024. Adspurgt oplyste repræsentanten, at han ikke havde bemærkninger til sagens materielle spørgsmål, men anførte, at der ikke er støtte for synspunktet om, at selve hjemvisningen skal sidestilles med indbringelse for en administrativ myndighed efter forældelseslovens § 21, stk. 2. 

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, herunder udtalelsen af 4. september 2025, at afgørelsen skulle stadfæstes. Skattestyrelsen anførte, at Landsskatteretten ikke kan tage stilling til forældelse, da betingelserne for genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 35 g ikke er opfyldt, og Landsskatteretten allerede har taget stilling hertil ved afgørelsen af 6. september 2023, offentliggjort som SKM2023.563.LSR, i den tidligere klagesag. For så vidt angår spørgsmålet om forældelse, henviste Skattestyrelsen til styrelsens udtalelse af 27. oktober 2022 i denne tidligere klagesag og fastholdt, at kravet ikke var forældet. Det blev i den forbindelse desuden anført under henvisning til forarbejderne til forældelseslovens § 21, stk. 2 (Folketingstidende 2006-07, tillæg A, spalte 5637 og punkt 6.3.2.3. i betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen), at selve hjemvisningen skal sidestilles med indbringelse for en administrativ myndighed efter forældelseslovens § 21, stk. 2.

Landsskatterettens afgørelse
Sagen angår i første række, om og i hvilket omfang der er grundlag for at forhøje klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2006 med i alt 1.031.916 kr. 

I givet fald angår sagen dernæst, hvorvidt Skattestyrelsens krav på restskat for indkomståret 2006, der er afledt af Skattestyrelsens afgørelse af 27. november 2024 om ekstraordinær ansættelse af klagerens indkomstskat for indkomståret 2006 efter skatteforvaltningslovens § 27, er bortfaldet som følge af formueretlig forældelse.

Retsgrundlaget
Af § 1, stk. 1, 1. pkt., i dagældende skattekontrollov (lovbekendtgørelse nr. 1126 af 24. november 2005) fremgår: 

"Enhver, der er skattepligtig her til landet, skal over for told- og skatteforvaltningen årligt selvangive sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ, og om sin ejerbolig." 

Følgende fremgår af § 5, stk. 3, i dagældende skattekontrollov (lovbekendtgørelse nr. 1126 af 24. november 2005): 

"Stk. 3. Foreligger en selvangivelse ikke på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt." 

Af forarbejderne til skattekontrollovens § 5, stk. 3 (lovforslag nr. L 104 af 1. december 1995) fremgår bl.a.: 

"Efter de almindelige principper for bevisførelse påhviler det i sådanne tilfælde som udgangspunkt skattemyndigheden at sandsynliggøre, at den skønnede opgørelse ikke er mindre sandsynlig end andre opgørelser - set i lyset af de oplysninger, som skattemyndighederne er i besiddelse af." 

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig til Danmark, uanset om det hidrører her fra landet eller udlandet, herunder indtægter af lotterispil, samt andet spil og væddemål. Det fremgår af statsskattelovens § 4, litra f. 

På baggrund af EF-domstolens dom af 13. november 2003 i sagen C-42/02, Diana Lindman, har Skatteministeriets departement truffet afgørelse om, at gevinster vundet i et spil eller lotteri, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU eller EØS-land og opfylder betingelserne m.v. i spillelovgivningen i det pågældende medlemsland, fritages for indkomstbeskatning. Det er en betingelse, at et tilsvarende spil lovligt udbydes her i landet, uden at gevinsterne indkomstbeskattes. Fritagelsen for indkomstskat forudsætter, at den pågældende kan fremlægge den fornødne dokumentation. Er ovennævnte betingelser ikke opfyldt, skal gevinsten indkomstbeskattes. Det følger af Skatteministeriets departements afgørelse af 15. marts 2004, offentliggjort som SKM2004.121.DEP. 

Det er den skattepligtige, der har bevisbyrden for, at gevinsterne er skattefri. Det kan udledes af Vestre Landsrets dom af 14. november 2012, offentliggjort som SKM2012.671.VLR, og Byret1s dom af 9. maj 2018, offentliggjort som SKM2018.396.BR.
I tilfælde, hvor der er overført større beløb til den skattepligtige, bærer den skattepligtige efter omstændighederne bevisbyrden for, at beløbene ikke er skattepligtig indkomst. Bevisbyrden kan løftes, hvis den skattepligtiges forklaringer er tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger. Dette kan udledes af Højesterets dom af 7. marts 2011, offentliggjort som SKM2011.208.HR. 

Udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, kan fradrages, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af den indtægtsgivende aktivitet, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privat udgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende. 

Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1: 

"Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Skatteministeren kan for grupper af skattepligtige fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt." 

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og stk. 2, har følgende ordlyd: 

"Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis: 

(…) 

5)       Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. 

(…) 

Stk. 2. En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. En ansættelse, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor." 

Af forarbejderne til de tidligere bestemmelser i skattestyrelseslovens §§ 34 og 35 (lovforslag nr. L 192 af 4. marts 1999), som er videreført i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27, jf. lovforslag nr. L 130 af 24. november 2004
sammenholdt med lovforslag nr. L 110 af 24. februar 2005, fremgår: 

"(…) 

Fristerne gælder ikke tilfælde, hvor en domstol hjemviser en skatteansættelse, der er forelagt domstolen til prøvelse, til fornyet behandling hos ligningsmyndigheden, eller tilfælde hvor der indgås forlig under en retssag. 

(…)" 

Skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 1, 2 og 4, har følgende ordlyd: 

"Krav afledt af en ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift, jf. §§ 26 og 27, og fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, jf. §§ 31 og 32, samt fastsættelse af vurdering af fast ejendom, jf. § 33, forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. dog stk. 2-4. 

Stk. 2. Er varsel om ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift, jf. §§ 26 og 27, eller om fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, jf. §§ 31 og 32, eller om ændring af en vurdering af fast ejendom, jf. §§ 33, 33 a og 34, afsendt inden forældelsesfristens udløb, eller er ansættelsen henholdsvis fastsættelsen foretaget inden forældelsesfristens udløb, indtræder forældelse af krav afledt af ansættelsen henholdsvis fastsættelsen tidligst 1 år efter, at told- og skatteforvaltningen har givet meddelelse om afgørelsen (…) 

(…) 

Stk. 4. Forældelsesfristen er 10 år for krav afledt af en ekstraordinær ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift, jf. § 27, stk. 1, og ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, jf. § 32, stk. 1, samt for ekstraordinær genoptagelse af ejendomsvurderinger, jf. § 33, stk. 3-5 samt stk. 7-9. Tilsvarende gælder krav afledt af ændringer af ejendomsvurderinger, der foretages efter §§ 33 a og 34." 

Forældelseslovens § 2, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd: 

"Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. 

Stk. 2. Er der indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb." 

Det følger af fast retspraksis, at begyndelsestidspunktet for forældelsen udskydes til henstandsperiodens udløb, såfremt der er givet henstand efter anmodning fra skyldneren. Der henvises til bl.a. Højesterets domme af 3. december 1929 og 10. oktober 1989, offentliggjort i henholdsvis UfR 1930.68 H og UfR 1989.1046 H, samt Vestre Landsrets dom af 25. august 2005, offentliggjort i SKM2005.385.VLR. 

Følgende fremgår af forældelseslovens § 3, stk. 3: 

"Stk. 3. Forældelse indtræder senest 

1)       30 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade, jf. dog stk. 4, og for fordringer på erstatning for skade forvoldt ved forurening af luft, vand, jord eller undergrund eller ved forstyrrelser ved støj, rystelser el.lign., 

2)       10 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstatning for skade forvoldt uden for kontraktforhold, som ikke er omfattet af nr. 1, 

3)       10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til § 2 a for fordringer, som støttes på skriftlig aftale om indskud i et selskab, og 

4)       10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til § 2 for andre fordringer." 

Af forældelseslovens § 21, stk. 1 og 2, fremgår: 

"Er der inden forældelsesfristens udløb af eller mod fordringshaveren anlagt rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen, indtræder forældelse tidligst 1 år efter sagens endelige afgørelse. 

Stk. 2. Er en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, inden forældelsesfristens udløb indbragt for en administrativ myndighed, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse. Dette gælder, uanset om fordringen gøres gældende af den, der har indbragt sagen, eller af den anden part, herunder det offentlige. Indbringes sagen inden for den i loven fastsatte frist eller i øvrigt inden for rimelig tid for en højere administrativ myndighed eller for Folketingets Ombudsmand, regnes fristen på 1 år fra meddelelsen om denne myndigheds afgørelse, henholdsvis Ombudsmandens afslutning af sagen." 

Følgende fremgår af afsnit 3.3.2 og afsnit 3.3.2.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 165 af 28. februar 2007 til forældelsesloven: 

"3.3.2. Foreløbig afbrydelse
Som nævnt under pkt. 3.3 foreslår udvalget, at der i forældelsesloven sondres mellem »egentlig« afbrydelse og foreløbig afbrydelse. 

Forslaget vedrørende foreløbig afbrydelse går ud på, at der, når en »foreløbig« foranstaltning finder sted inden forældelsesfristens udløb, indrømmes en vis kortere frist - efter udvalgets forslag 1 år - efter foranstaltningens ophør, således at »egentlig« afbrydelse kan ske inden for denne tillægsfrist, selv om forældelsesfristen ellers ville være udløbet i mellemtiden. Der forekommer således en række situationer, hvor det på den ene side ikke synes rimeligt over for skyldner at tillægge foranstaltningen virkning som en »egentlig« afbrydelse, der medfører, at en helt ny forældelsesfrist begynder at løbe, men hvor det på den anden side heller ikke synes rimeligt over for fordringshaver, at forældelse indtræder, mens foranstaltningen pågår eller umiddelbart efter dens ophør. 

Den ordning, at fordringshaveren får en tillægsfrist på 1 år til at forfølge sagen, bør efter udvalgets opfattelse ikke kunne medføre, at forældelse indtræder på et tidligere tidspunkt, end hvad der følger af de almindelige forældelsesfrister, og udvalget foreslår derfor, at de enkelte lovbestemmelser om foreløbig afbrydelse udformes således, at forældelse tidligst indtræder 1 år efter foranstaltningens ophør. 

I det følgende gennemgås de forskellige tilfældegrupper, hvor udvalget foreslår regler om foreløbig afbrydelsesvirkning. 

(…) 

3.3.2.2. Rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen
Udvalget finder, at der bør tillægges et anerkendelsessøgsmål vedrørende grundlaget for fordringen afbrydelsesvirkning i samme omfang som efter gældende ret, men at anerkendelsesdommen alene bør tillægges virkning som en foreløbig afbrydelse, dvs. således at der skal anlægges sag vedrørende selve fordringen inden for en vis frist for at bevare den fristafbrydende virkning af anerkendelsessøgsmålet. Det er i dag uafklaret i retspraksis, om anerkendelsesdommen medfører, at der løber en ny forældelsesfrist fra dommen, eller om der må stilles krav om, at dommen følges op af en fuldbyrdelsessag inden rimelig tid for at bevare den fristafbrydende virkning. 

Situationen svarer efter udvalgets opfattelse til den situation, at fordringshaveren fra en forvaltningsmyndighed får en bindende afgørelse, der fastlægger, at kravet består, men ikke fastsætter størrelsen af kravet. Derfor bør der også gælde en regel om foreløbig afbrydelse i disse tilfælde. 

Udvalget foreslår på den anførte baggrund en regel om, at en anerkendelsesdom, der alene vedrører grundlaget for fordringen, skal forfølges inden for en vis frist for at bevare den fristafbrydende virkning. Fristen foreslås fastsat til 1 år ligesom ved foreløbig afbrydelse i øvrigt. 

(…)" 

Af bemærkningerne til forældelseslovens § 21, stk. 1 (lovforslag nr. L 165 af 28. februar 2007 til forældelsesloven), fremgår: 

"Der foreslås i stk. 1 en tillægsfrist på 1 år i tilfælde, hvor der inden forældelsesfristens udløb af eller mod fordringshaveren er anlagt rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen. Efter gældende ret er det uafklaret, om en anerkendelsesdom vedrørende grundlaget for fordringen medfører »egentlig« afbrydelse, eller om dommen skal følges op af en sag om fordringen. 

Den foreslåede bestemmelse omfatter anerkendelsessøgsmål, hvor påstanden ikke går på anerkendelse af fordringens eksistens og størrelse, men på anerkendelse af grundlaget for fordringen. Som eksempel kan nævnes et sagsanlæg med påstand om anerkendelse af, at der foreligger et erstatningsansvar, eller anerkendelse af, at en afskedigelse er ugyldig.
I disse tilfælde vil bestemmelsen indebære, at kreditor efter at have fået dom i anerkendelsessagen vil have (mindst) 1 år til at afbryde forældelsen for kravet om erstatning som følge af den ansvarspådragende handling, henholdsvis kravet om kompensation for den ugyldige afskedigelse. Hvis der er forhandlinger mellem parterne efter anerkendelsesdommen, vil der ske udskydelse af forældelsesfristens udløb i medfør af lovforslagets § 21, stk. 5. 

Bestemmelsen gælder, uanset om anerkendelsessøgsmålet er anlagt af fordringshaveren eller af skyldneren (dvs. som et »negativt« anerkendelsessøgsmål), jf. ordene »af eller mod fordringshaveren«. 

Tillægsfristen regnes fra sagens endelige afgørelse. I tilfælde, hvor afgørelsen ankes inden for de almindelige frister herfor, vil fristen skulle regnes fra datoen for ankeinstansens afgørelse. Hvis fordringshaveren inden for de frister, der gælder herfor, ansøger om og meddeles oprejsningsbevilling, anketilladelse eller tredjeinstansbevilling efter retsplejelovens § 368, stk. 1 og 2, § 371 og § 372, stk. 1 og 2, vil fristen på samme måde skulle regnes fra datoen for den senere afgørelse. En tilladelse til ekstraordinær anke/genoptagelse efter retsplejelovens § 399 vil derimod som udgangspunkt ikke medføre, at det oprindelige sagsanlæg bevarer sin fristafbrydende virkning. 

Bestemmelsen i stk. 1 vil kunne kombineres med reglerne i § 20, stk. 1 og 2. Har fordringshaveren anlagt sag om grundlaget for fordringen, men fører sagsanlægget ikke til realitetsafgørelse, fordi sagen afvises, forudsættes det således, at reglerne i § 20, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse. Dette indebærer, at forældelse i et sådant tilfælde tidligst indtræder 1 år efter, at fordringshaveren har fået meddelelse om, at sagen er afsluttet, medmindre det beror på fordringshaverens egne forhold, at sagen er blevet afvist. 

(…)" 

Følgende fremgår af afsnit 3.3.2.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 165 af 28. februar 2007 til forældelsesloven: 

"3.3.2.3. Indbringelse for en administrativ myndighed eller Folketingets Ombudsmand af en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor
Som det fremgår under pkt. 3.3.1.2 foreslår udvalget, at indbringelse for en administrativ myndighed i tilfælde, hvor afgørelsen fastslår kravets eksistens og størrelse og er bindende for parterne, fordi den ikke indbringes for domstolene inden for en fastsat frist, afbryder forældelsesfristen, uden at der kræves yderligere betingelser herfor. 

For så vidt angår andre tilfælde, dvs. hvor afgørelsen ikke er bindende for parterne - f.eks. fordi der ikke gælder nogen frist for indbringelse af afgørelsen for domstolene - eller hvor afgørelsen ikke fastslår kravets eksistens og størrelse, finder udvalget, at der bør indføres en bestemmelse om, at indbringelsen af den pågældende sag for den administrative myndighed har virkning som en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen. 

Udvalget har i den forbindelse anført, at selv om den administrative afgørelse ikke er bindende eller ikke direkte angår selve fordringen, vil det i almindelighed være ressourcebesparende, at kravet først prøves administrativt i de tilfælde, hvor der er mulighed herfor. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt - og vil kunne virke overraskende - hvis kravet kan forældes, mens den administrative sag verserer. Dette gælder, hvad enten der er tale om en sag mellem en privat og det offentlige eller en sag mellem to private. 

De anførte hensyn gør sig efter udvalgets opfattelse gældende, uanset om forældelsesspørgsmålet angår klagerens fordring eller en fordring, der er gjort gældende af den anden part, herunder det offentlige. Indbringelsen for den administrative myndighed bør derfor efter udvalgets opfattelse virke fristafbrydende også for modpartens (herunder det offentliges) krav. Udvalget foreslår derfor en bestemmelse, hvorefter indbringelse for en administrativ myndighed medfører foreløbig afbrydelse af forældelsen for begge parters fordringer. 

Efter udvalgets opfattelse bør tillægsfristen være på 1 år. Udvalget anfører, at en frist af denne længde bør være tilstrækkelig til, at fordringshaveren kan varetage sine interesser, og der kan næppe anføres tungtvejende hensyn til skyldneren, der taler for en kortere frist. Udvalget foreslår, at fristen regnes fra den dag, da myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse, dvs. afsendelsen af denne. 

Udvalget har overvejet, fra hvilket tidspunkt 1-årsfristen bør regnes i tilfælde, hvor afgørelsen indbringes for en højere administrativ myndighed. 

Der er som oftest fastsat en frist for at påklage en administrativ afgørelse til højere myndighed, men der er i de fleste tilfælde samtidig mulighed for, at den overordnede myndighed kan se bort fra overskridelser af denne frist.

I de tilfælde, hvor der ikke gælder en bestemt klagefrist for indbringelse for en højere administrativ myndighed, er det efter udvalgets opfattelse nødvendigt at stille krav om, at førsteinstansafgørelsen påklages inden for en vis periode, for at den fristafbrydende virkning af den oprindelige indbringelse bevares. I modsat fald sikres det ikke, at fordringshaveren fremmer sagen behørigt. 

For at tage hensyn både til tilfælde, hvor der gælder en frist for klage, tilfælde, hvor der ikke gælder en frist, og tilfælde, hvor den overordnede myndighed kan se bort fra overskridelse af klagefristen, foreslår udvalget en regel om, at hvis sagen indbringes for en højere administrativ myndighed inden for den frist, der er fastsat i den pågældende lovgivning, eller i øvrigt inden for rimelig tid, skal 1-årsfristen regnes fra meddelelsen af denne myndigheds afgørelse. Da det er sjældent, at der ikke findes en lovbestemt klagefrist, vil fordringshaveren i langt de fleste tilfælde have den fastsatte klagefrist at holde sig til, og hvis denne overholdes, vil der altid være tale om en rettidig reaktion. 

(…)" 

Af bemærkningerne til forældelseslovens § 21, stk. 2 (lovforslag nr. L 165 af 28. februar 2007 til forældelsesloven), fremgår: 

"Af lovforslagets § 16, stk. 1, følger, at indbringelse for en administrativ myndighed i tilfælde, hvor afgørelsen fastslår kravets eksistens og størrelse og bliver bindende for parterne, fordi den ikke er indbragt for en anden administrativ myndighed eller for domstolene inden for en fastsat frist, afbryder forældelsen, uden at der kræves yderligere betingelser herfor. 

For så vidt angår andre tilfælde, dvs. hvor afgørelsen ikke er bindende for parterne - f.eks. fordi der ikke gælder nogen frist for indbringelse af afgørelsen for domstolene - eller hvor afgørelsen ikke fastslår kravets eksistens og størrelse, foreslås i 1. pkt. at indbringelsen for den administrative myndighed skal have foreløbig afbrydelsesvirkning, således at indbringelsen skal følges op inden 1 år efter afgørelsen, medmindre den almindelige frist først udløber på et senere tidspunkt. 

(…) 

Indbringelsen for den administrative myndighed medfører foreløbig afbrydelse af forældelsen for begge parters fordringer, dvs. uanset om sagen angår en fordring, der gøres gældende af klageren, eller en fordring, der er gjort gældende af den anden part, herunder det offentlige, jf. udtrykkeligt 2. pkt. I de tilfælde, hvor en skyldner indbringer en sag, vil indbringelsen for den administrative myndighed derfor også virke fristafbrydende for modpartens, herunder det offentliges, krav. 

Efter forslaget skal der være tale om indbringelse af en sag vedrørende fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor. Som eksempel på det første kan nævnes en sag vedrørende lejefastsættelse, der indbringes for huslejenævnet. Endvidere kan nævnes Klagenævnet for Udbuds afgørelser om erstatning efter § 6, stk. 3, i lov nr. 415 af 31. maj 2000 om Klagenævnet for Udbud med senere ændringer. Som eksempel på en sag, som er afgørende for en fordrings eksistens eller størrelse, kan nævnes en klage i en skattesag vedrørende ansættelsen af indkomst eller fradrag mv. Sager, som er afgørende for en fordrings eksistens, vil desuden omfatte sager, hvorved ansvarsgrundlaget for en senere erstatningssag fastlægges. 

At sagen skal være »indbragt« for en administrativ myndighed, indebærer, at det er en forudsætning, at den pågældende myndighed har kompetence til at træffe realitetsafgørelse i sagen. Endvidere er det en forudsætning, at både fordringshaveren og skyldneren har nær tilknytning til sagen, således at skyldneren må antages at kunne påregne, at myndighedens afgørelse eventuelt kan give anledning til, at fordringshaveren rejser et krav over for skyldneren. Det er derfor en betingelse for, at der sker foreløbig afbrydelse af forældelsen efter stk. 2 - i de tilfælde, hvor fordringshaveren eller skyldneren ikke er den administrative myndighed, der behandler sagen - at både fordringshaveren og skyldneren er part i sagen. 

(…) 

Tillægsfristen på 1 år regnes fra den dag, da myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse, dvs. fra myndighedens afsendelse af denne. 

I de tilfælde, hvor afgørelsen indbringes for højere administrativ myndighed, regnes fristen fra meddelelsen om denne myndigheds afgørelse, jf. 3. pkt. 

Det er en forudsætning for at anvende denne bestemmelse, at sagen er indbragt for den højere administrative myndighed inden for den i loven fastsatte frist eller - hvis der ikke gælder en lovbestemt klagefrist - inden for rimelig tid efter afgørelsen. I tilfælde, hvor klagefristen ikke overholdes, regnes 1-årsfristen fra afgørelsen i første instans, jf. § 21, stk. 2, 1. pkt. Hvis kravets eksistens og størrelse er bindende fastslået ved førsteinstansafgørelsen, er der herved etableret et særligt retsgrundlag, jf. lovforslagets § 5, således at der løber en ny frist på 10 år fra afgørelsen. 

Den fristafbrydende virkning vil bestå under behandlingen for den højere administrative myndighed for en skyldner eller fordringshaver, der har været part i sagen under behandlingen ved den første administrative myndighed, men som ikke fortsat er part under behandlingen for den højere administrative myndighed. 

Spørgsmålet om, hvad der skal til for at opfylde betingelsen »inden for rimelig tid« i de tilfælde, hvor der ikke er fastsat en bestemt klagefrist, vil bero på de konkrete omstændigheder. Hvis indbringelsen sker inden for et par måneder efter afgørelsen, må den fristafbrydende virkning af den oprindelige indbringelse af sagen dog i hvert fald antages at være bevaret. 

(…)" 

Forældelseslovens § 23, stk. 1, har følgende ordlyd: 

"Ved forældelse mister fordringshaveren sin ret til at kræve opfyldelse." 

Af betænkning nr. 1426/2003 om frist og forældelsesregler på skatte- og afgiftsområdet fremgår: 

"2.2 Hensynene bag de formueretlige forældelsesregler i dansk ret - sikkerhed og klarhed
Forældelsesregler sigter grundlæggende til at skabe sikkerhed og klarhed i retsforhold, idet kreditor tilskyndes til at fremsætte sine krav overfor skyldneren uden ugrundet ophold, således at bevisførelse om forhold, som kan ligge langt tilbage i tiden, og som kan være omkostningskrævende og usikker, overflødiggøres 

(…) 

Kapitel 4. Frist- og forældelsesregler på skatte- og afgiftsområdet - Gældende ret 

(…) 

4.2. Ansættelsesfristerne i skattestyrelsesloven 

(…) 

4.4. De formueretlige forældelsesregler 

(…) 

4.5. Forældelsesreglerne i relation til fristreglerne 

(…) 

Nedenfor foretages en gennemgang af samspillet mellem de formueretlige forældelsesregler, henholdsvis 1908-loven og DL 5-14-4 og de enkelte fristgennembrudsregler i skattestyrelseslovens § 35. Når det således i det følgende anføres, at de formueretlige forældelsesregler begrænser skattestyrelseslovens bestemmelser om fristgennembrud, skal herved forstås, at det afledte skattekrav, uanset at ansættelsesfristerne er iagttaget, er forældet, og således ikke kan gøres gældende overfor den skattepligtige. 

(…) 

Den formueretlige forældelsesfrist efter 1908-loven vil i en lang række af de tilfælde, der er omfattet af adgangen til at foretage en ekstraordinær skatteansættelse efter skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, være afbrudt eller suspenderet. Den formueretlige forældelse vil således i praksis normalt være uden betydning, for så vidt angår ekstraordinær genoptagelse efter skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 1, 2, 6, 7 og 9. 

Det kan imidlertid forekomme, at ansættelsesfristerne giver mulighed for ændring af skatteansættelsen, mens det underliggende skattekrav er forældet (…)" 

Af afsnit 2 i kapitel V i betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen fremgår: 

"2. Forældelsesreglernes formål
Retsvirkningen af forældelse er, at en i øvrigt gyldig fordring ophører og ikke længere kan gøres gældende af fordringshaveren. Forældelse indebærer derfor principielt et retstab for kreditor. 

De fleste fordringer er imidlertid ikke bestemt til at bestå uden tidsbegrænsning, og i tilfælde af manglende eller mangelfuld opfyldelse af fordringen må kreditor på et tidspunkt tage stilling til, hvordan der skal forholdes i den anledning. Reglerne om forældelse indebærer, at der gælder en grænse for, hvor længe fordringshaveren kan gøre kravet gældende, og dermed en grænse for, hvor længe en skyldner kan blive mødt med et krav, som den pågældende måske har glemt eller fået indtryk af ikke vil blive gjort gældende. Der kan også være tale om et krav, som bestrides, eller som den pågældende slet ikke kender eksistensen af. Forældelsesreglernes formål er bl.a. at beskytte den skyldner, som efter en årrække har indrettet sig på, at et (muligt) krav ikke vil blive gjort gældende. 

Der foreligger et hensyn til skyldneren, selv om kravet i virkeligheden ikke består, f.eks. fordi fordringen ikke er gyldigt stiftet, eller fordi den senere er ophørt. I så fald risikerer skyldneren at lide retstab, fordi det med tiden bliver vanskeligere at bevise, at fordringen ikke består, f.eks. at en regning er betalt. 

(…) 

De nævnte hensyn varetager i hovedsagen debitors interesser. For at tilgodese hensynet til kreditor må det sikres, at forældelsesfristerne har en vis rimelig længde, og at fordringshaveren har tilstrækkelige muligheder for inden fristens udløb at iværksætte de foranstaltninger, der er nødvendige for at afbryde forældelsen. 

Der må i den forbindelse tages hensyn til kreditors undskyldelige uvidenhed om kravet, skyldneren eller dennes opholdssted, idet der dog af hensyn til skyldneren må gælde en absolut frist. 

(…)" 

Kildeskattelovens § 61, stk. 4, har følgende ordlyd: 

"Stk. 4. Et eventuelt resterende beløb efter stk. 3 med renter og tillæg efter stk. 2 forfalder til betaling i tre rater den 1. i hver af månederne august, september og oktober i året efter indkomståret med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden. Udskrives årsopgørelsen først den 1. august i året efter indkomståret eller senere, forfalder raterne dog først til betaling den 1. i hver af de nærmest følgende 3 måneder regnet fra det tidspunkt, hvor det systemmæssigt vil være muligt at understøtte opkrævningen, med sidste rettidige betalingsfrist den 20. i forfaldsmåneden." 

En rekursinstans har til opgave at efterprøve den afgørelse, som førsteinstansen har truffet. Hovedreglen er, at rekursinstansen kan foretage en fuldstændig og tilbundsgående efterprøvelse af hele afgørelsen. Det vil sige, at såvel retlige spørgsmål som hensigtsmæssighed og sagens faktiske omstændigheder kan indgå i prøvelsen, og at rekursinstansen kan tage stilling til disse elementer lige så frit, som hvis den selv havde været førsteinstans i sagen. Det er eksempelvis almindeligt, at rekursinstansen prøver en abstrakt lovfortolkning fuldt ud. Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper for prøvelse af forvaltningsafgørelser. 

Det følger af det såkaldte legalitetsprincip, at den offentlige forvaltnings virksomhed som udgangspunkt skal have støtte i lovgivningen. Det betyder bl.a., at en afgørelse fra en forvaltningsmyndighed som udgangspunkt skal have hjemmel i lovgivningen. 

Inden en offentlig myndighed kan træffe afgørelse i en sag, har myndigheden ansvaret for og pligt til at tilvejebringe det faktiske og retlige grundlag, som er nødvendigt for at træffe en korrekt afgørelse. Det betyder, at myndighederne skal sikre, at en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en afgørelse på et korrekt og fyldestgørende grundlag. Det følger af officialprincippet, også kaldet undersøgelsesprincippet. 

Der kan ikke i almindelighed opstilles regler for, hvilke oplysninger og undersøgelser, der er nødvendige for at træffe afgørelse i en sag. Myndighederne afgør selv, hvilke oplysninger og undersøgelser, der er nødvendige, men en sag skal oplyses og undersøges så langt, som det er nødvendigt i det enkelte tilfælde for at træffe en materielt lovlig og rigtig afgørelse. 

Officialprincippets formål er at bidrage til at sikre, at forvaltningsmyndighedernes afgørelser bliver materielt lovlige og rigtige, og princippet retter sig både imod det faktiske og det retlige grundlag for en afgørelse. Officialprincippet gælder også for en rekurs- eller tilsynsmyndighed, og rekursmyndigheden skal aktivt medvirke til, at en sag får den materielt rigtige afgørelse. Når en klageinstans skal træffe afgørelse i en klagesag, er det principielle udgangspunkt således, at klageinstansen skal træffe den materielt rigtige afgørelse i sagen. 

Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper for prøvelse af forvaltningsafgørelser, at hjemvisning er en form for ugyldighed, idet hjemvisningen medfører, at afgørelsen ikke får retsvirkninger svarende til sit indhold. Ved hjemvisning forstås, at afgørelsen henvises til fornyet behandling hos den myndighed, der har truffet den afgørelse, der foreligger til prøvelse, med henblik på at denne myndighed kan træffe en ny afgørelse på grundlag af de retningslinjer, som dommen eller klageinstansens afgørelse indeholder. Først når der eventuelt er truffet en ny afgørelse, vil denne få retsvirkninger efter sit indhold. Efter hjemvisning fra domstolene kan myndigheden genoptage sagen til fornyet behandling uanset eventuelle lovbestemte frister for, hvornår forvaltningsafgørelsen skal foreligge.

Landsskatterettens begrundelse og resultat
Materielt:
Landsskatteretten lægger ved sagens afgørelse til grund, at de i sagen omhandlede indtægter, som Skattestyrelsen har opgjort til i alt 1.031.916 kr., er nettopokergevinster, som efter de foreliggende oplysninger om de modtagne indtægter ikke har relation til klagerens pokerspil på spillestedet Ladbrokes, og at klageren ikke har selvangivet disse indtægter. 

Klageren har herefter bevisbyrden for, at gevinsterne er skattefri. Landsskatteretten finder, at klageren ikke har godtgjort, at gevinsterne er skattefri, herunder at der er tale om gevinster fra spil, der er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU- eller EØS-land. Der er herved lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for, hvor de enkelte gevinster stammer fra. 

På denne baggrund, og da der ikke er grundlag for at tilsidesætte skønnet over indtægternes størrelse, der er baseret på faktiske oplysninger om hævninger og indsætninger på klagerens konto i F1-Bank fra Ladbrokes, F2-Bank og F3-Bank og på oplysninger indhentet fra bl.a. Ladbrokes og klageren selv, samt henset til, at klageren ikke har dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at der er fradrag, som Skattestyrelsen ikke har taget højde for, finder Landsskatteretten, at klageren er skattepligtig af beløbet på i alt 1.031.916 kr., jf. statsskattelovens § 4, litra f. 

Den omstændighed, at der er tale om et gammelt indkomstår, kan ikke i sig selv føre til, at der er grundlag for at foretage et mere lempeligt skøn. 

Formelt:
Landsskatterettens kompetence
Efter almindelige forvaltningsretlige principper om prøvelse af forvaltningsafgørelser er Landsskatterettens prøvelse af sagen som udgangspunkt en fuldstændig og tilbundsgående efterprøvelse af den påklagede afgørelse, som indebærer en stillingtagen til bl.a. alle sagens retlige spørgsmål, herunder spørgsmålet om forældelse. Hertil kommer, at Landsskatteretten, som en del af den offentlige forvaltning, i medfør af legalitetsprincippet og officialprincippet ikke kan undlade i et tilfælde som det foreliggende at tage stilling til, om forældelsesreglerne, der er en del af hjemmelsgrundlaget, som skal være opfyldt, før skattemyndighederne kan træffe en afgørelse om bl.a. ændring af en skatteansættelse, er opfyldt, og der er ikke i skattelovgivningen, herunder i skatteforvaltningsloven, hjemmel til, at Landsskatteretten i sin sagsbehandling kan fravige de ovennævnte principper i den forstand, at der kan ses bort fra overholdelse af forældelsesreglerne. 

Landsskatteretten finder derfor indledningsvist, at det forhold, at Landsskatteretten tidligere ved afgørelsen af 6. september 2023, offentliggjort som SKM2023.563.LSR, har taget stilling til forældelse og fundet, at Skattestyrelsens krav på restskat for indkomståret 2006, der udsprang af Skattestyrelsens afgørelse af 1. marts 2022, ikke var forældet, ikke er til hinder for, at Landsskatteretten i forbindelse med efterprøvelsen af den påklagede afgørelse af 27. november 2024 kan tage stilling til forældelse af Skattestyrelsens krav på restskat for indkomståret 2006, som er afledt af denne afgørelse. 

Forældelse
Skattestyrelsens krav vedrører restskat for indkomståret 2006, og kravet er afledt af Skattestyrelsens afgørelse af 27. november 2024 om ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27. Landsskatteretten finder derfor, at forældelsesfristen for det omhandlede krav på restskat er 10 år, jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4. 

Forældelsesfristen regnes som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, Skattestyrelsen kunne kræve at få fordringen opfyldt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1. Er der indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb, jf. forældelseslovens § 2, stk. 2. 

Restskattekravet for indkomståret 2006 forfalder i det foreliggende tilfælde til betaling i tre rater henholdsvis den 1. september, 1. oktober og 1. november 2007 med sidste rettidige betalingsfrist den 20. i hver forfaldsmåned. Sidste rettidige betalingsdato for betaling af restskat for indkomståret 2006 - og dermed begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen, jf. forældelseslovens § 2, stk. 2, - var således de tre rater henholdsvis den 20. september, 20. oktober og 20. november 2007, jf. kildeskattelovens § 61, stk. 4. 

Forældelse af fordringen på restskat for indkomståret 2006 indtrådte således som udgangspunkt særskilt for hver rate henholdsvis den 20. september, 20. oktober og 20. november 2017. Det omhandlede krav på restskat for indkomståret 2006 vil derfor være forældet, da Skattestyrelsen traf den påklagede afgørelse af 27. november 2024, medmindre der foreligger omstændigheder, som kan begrunde, at forældelsesfristen skal regnes fra et senere tidspunkt, eller forældelsesfristen i den mellemliggende periode har været egentligt eller foreløbigt afbrudt. 

I den foreliggende sag indbragte klageren den 4. juni 2013, i overensstemmelse med skatteforvaltningslovens § 48, det daværende SKATs oprindelige afgørelse af 1. maj 2013 om forhøjelse af klagerens skatteansættelse for bl.a. indkomståret 2006 med 1.704.180 kr. for Landsskatteretten, som den 16. marts 2016 stadfæstede afgørelsen. I forbindelse med klagen til Landsskatteretten fik klageren den 30. september 2014 i henhold til skatteforvaltningslovens § 51 henstand med betaling af restskat for indkomståret 2006 på i alt 1.409.253 kr., der var afledt af afgørelsen af 1. maj 2013, indtil klagen var afgjort, dog senest til den 30. september 2018. Klageren anlagde herefter den 21. marts 2016 retssag mod Skatteministeriet med principal påstand om, at klagerens skattepligtige indkomst for bl.a. indkomståret 2006 skulle nedsættes med 1.704.180 kr. I den forbindelse blev henstanden forlænget, indtil byretten havde afsagt dom, dog senest til den 29. februar 2020. 

Byret1 hjemviste den 9. maj 2018 SKATs afgørelse af 1. maj 2013 til fornyet behandling hos skattemyndighederne. Byretten fandt bl.a., at skattemyndighedernes skøn over klagerens nettogevinster ved spil havde hvilet på et fejlagtigt grundlag, og at dette havde haft væsentlig betydning for resultatet af skønnet. Endvidere fandt retten, at klageren ikke havde godtgjort, og at det ikke kunne lægges til grund, at samtlige indtægter hidrørte fra skattefrie spillesteder, hvorfor klageren - bortset fra for så vidt angår gevinster vundet hos NordicBet - måtte anses for at have handlet i hvert fald groft uagtsomt for en endnu ikke endelig opgjort del. 

Da den tidligere bevilligede henstand med betaling af det krav, der fulgte af SKATs afgørelse af 1. maj 2013, på i alt 1.409.253 kr. efter det oplyste blev annulleret den 16. juni 2022 og erstattet af en ny henstand, og da henstandsbevillingerne antog forskellige beløb, finder Landsskatteretten, at henstanden med betaling af det krav, der fulgte af SKATs afgørelse af 1. maj 2013, ikke har betydning for begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen for det nye krav på restskat for indkomståret 2006, som følger af den påklagede afgørelse, på i alt 975.564 kr.
Der er herefter ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om begyndelsestidspunktet for forældelsen af Skattestyrelsens krav på restskat for indkomståret 2006, jf. forældelseslovens § 2, stk. 2, jf. kildeskattelovens § 61, stk. 4. 

Spørgsmålet er herefter, om klagerens sagsanlæg den 21. marts 2016 har bevirket, at forældelsesfristen har været foreløbigt afbrudt i medfør af forældelseslovens § 21, stk. 1, og i givet fald fra hvilket tidspunkt forældelsen af kravet på restskat indtræder. 

Under henvisning til Landsskatterettens afgørelse af 6. september 2023, offentliggjort som SKM2023.563.LSR, finder Landsskatteretten, at kravet, der følger af den påklagede afgørelse af 27. november 2024, udspringer af samme forhold og vedrører samme indkomst, som blev behandlet ved Skattestyrelsens afgørelse af 1. marts 2013. Kravet har således ikke fortabt identitet ved Byret1s dom af 9. maj 2018, hvor afgørelsen af 1. marts 2013 blev hjemvist til fornyet behandling. 

På denne baggrund må forældelse af det omhandlede restskattekrav således i medfør af forældelseslovens § 21, stk. 1, anses for foreløbigt afbrudt ved søgsmålet den 21. marts 2016 om, hvorvidt indtægterne ved pokerspil var skattepligtige. Der er herved henset til, at der inden forældelsesfristens udløb mod fordringshaveren er anlagt retssag om grundlaget for fordringen på restskat for indkomståret 2006. 

Landsskatteretten finder herefter, at selve hjemvisningen til Skattestyrelsen ikke kan sidestilles med indbringelse for en administrativ myndighed efter forældelseslovens § 21, stk. 2, men finder, at Skattestyrelsens behandling efter hjemvisningen må anses som en integreret del af klagesagens behandling, og at forældelsen af kravet derfor var suspenderet under Skattestyrelsens behandling i medfør af hjemvisningen, jf. forældelseslovens § 21, stk. 1. 

Landsskatteretten finder således, at kravet ikke er forældet. 

Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.