Sag BS-55758/2024-ROS

Parter

A

(v/ advokat Rasmus Smith Nielsen)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v/ advokat Halfdan Lien Kjær)

Denne afgørelse er truffet af dommer Signe Borregaard Rasmussen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 11. november 2024. 

Sagen vedrører, om sagsøger, A, skal betale afgift efter øl- og vinafgiftsloven af forudbestilte varer, der er købt ved brug af et SMILE-fordelskort i G1-virksomhed’ss grænsehandelsbutik Bordershop i Tyskland i perioden 15. august 2017 til 22. januar 2020, herunder om Skattestyrelsen har været berettiget til at foretage ekstraordinær ansættelse af afgiftstilsvaret for perioden 15. august 2017 til 1. juli 2018.

A har nedlagt følgende påstande: 

Principalt:

Skatteministeriet skal anerkende, at der ikke kan opkræves ølafgift af de omhandlede forudbestilte øl i perioden fra den 12. januar 2018 til den 22. januar 2020.

Subsidiært:

Landsskatterettens afgørelse skal hjemvises til fornyet behandling.

Mere subsidiært:

Skatteministeriet skal anerkende, at der efter Retten i Roskildes skøn ikke kan opkræves ølafgift af en andel af de omhandlede forudbestilte øl i perioden fra den 12. januar 2018 til den 22. januar 2020.

Skatteministeriet har nedlagt følgende påstande:

Principalt: Skatteministeriet frifindes.

Subsidiært: Sagen hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet behandling. 

Oplysningerne i sagen

Af Landsskatterettens afgørelse af 25. oktober 2024 fremgår bl.a.:

"…

Klagen vedrører Skattestyrelsens opkrævning af 554.815 kr. i ølafgift for varer, som er indkøbt i Tyskland i perioden 15. august 2017 til 22. januar 2020.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende varer, der er forudbestilt af klageren.

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende den øvrige varemængde, hvorefter afgiften nedsættes til 0 kr.

Den beløbsmæssige opgørelse som overlades til Skattestyrelsen.

Møde mv.

Klagerens repræsentant har udtalt sig over for Landsskatteretten på et retsmøde.

Faktiske oplysninger

Den 5. januar 2021 modtog Skattestyrelsen oplysninger fra G1-virksomhed (herefter G1-virksomhed) vedrørende varekøb i G1-virksomhed, hvor der i forbindelse med købene blev anvendt et SMILE-kort, som var tilknyttet klagerens SMILE-konto (kundenummer (red.kundenummer.nr.1.fjernet)).

Skattestyrelsen har gennemgået indkøbene registreret på klagerens SMILE-konto for perioden fra den 15. august 2017 til den 22. januar

2020. På baggrund af undersøgelsen har Skattestyrelsen opkrævet i alt 554.815 kr. i ølafgift for samtlige indkøbte øl i hele perioden med undtagelse af en mindre mængde øl, som Skattestyrelsen har opkrævet afgift af i forbindelse med en grænsekontrol den 14. februar 2018. Skattestyrelsen har opgjort afgiften i bilag 1 til den påklagede afgørelse.

Skattestyrelsen har den 2. juli 2021 fremsendt forslag til afgørelse til klageren vedrørende betaling af ølafgift på i alt 554.815 kr. Klageren har herefter den 2. juli 2021 fremsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsen:

"Hej,

Har i dag modtaget brev fra jer, vedr. køb på smilekort med kundenr. (red.kundenummer.nr.1.fjernet)

Jeg kender ikke til dette kort og disse køb som i henviser til i brevet. Jeg har derfor haft kontakt med G1-virksomhed/smile og forklaret at jeg har modtaget dette brev fra jer.

Og ville i den forbindelse gerne have oplyst hvilke personoplysninger dette kort er registreret til ? De oplyser at dette kort ikke er registreret i mit navn og adresse.

Når vi har været i Tyskland og shoppe har familien være med og vi har købt til eget forbrug i vores husstand. Hvor vi bor 6 person."

Klageren har den 30. september 2021 fremsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens afgørelse:

"Hej,

Har nu igen i dag modtaget brev fra jer Vedr. et smilekort med kundenr. (red.kundenummer.nr.1.fjernet) Som tidligere skrevet til jer d. 02/07-21kender jeg ikke til disse køb eller dette kort.

Og som tidligere skrevet står dette kort ikke registreret med mine personoplysninger. men en anden.

Ifølge de oplysninger i oplyser IJ Y1-adresse (red.mail.nr.1.fjernet)

(red.mobil.nr.1.fjernet)

Ja det er korrekt at jeg har boet på Y2-adresse og ikke Y1-adresse som der står og Y3-adresse og nu Y4-adresse

mit nr (red.mobil.nr.1.fjernet)

Men dette henviser da ikke til at dette kort i referer til (red.kundenummer.nr.1.fjernet) er mit kort og mig der skulle have foretaget disse køb!

Mit nummer er (red.mobil.nr.1.fjernet) min mail er (red.mail.nr.2.fjernet) og adresse er Y4-adresse

Efter oplysninger fra G1-virksomhed kan alle og enhver have oprettet sådan et kort med disse personoplysninger. unden yderligerer registering med nemid eller andet og her af misbrugt mit nummer og foretaget disse køb!

Jeg ser hermed sagen som afsluttet d.d !!"

Repræsentanten har i forbindelse med klagen fremlagt en e-mail af 13. oktober 2021 fra G1-virksomhed til klageren. Af e-mailen fremgår følgende:

“…

Vi har undersøgt profilen (red.kundenummer.nr.1.fjernet). Den ser ud til at være blevet oprettet i april 2017 og blev slettet den 6. januar 2021. Det smiilekortnummer, som du har skrevet i din mail (red.kundenummer.nr.2.fjernet) var aktivt på profilen, indtil det blev lukket 4. februar 2020. Efterfølgende har der været brugt et andet kort fremtil hele profilen blev lukket.

…

Ud fra de oplysninger vi har sendt til Skattestyrrelsen inden profilen blev slettet kan vi bekræfte, at denne SMILE-profil (red.kundenummer.nr.1.fjernet) er registreret til en person med en anden adresse og navn end dit, som er:

A 

Y5-adresse

(red.mobil.nr.1.fjernet) …" 

På G1-virksomhed’ss hjemmeside findes vilkårene for medlemskab af SMILE programmet. Skatteankestyrelsen har indhentet vilkårene den 11. marts 2022, hvoraf det fremgår, at disse er gældende fra februar 2021. Af vilkårene fremgår det bl.a., at SMILE-kortet er et medlemskort, som giver adgang til optjening af bonuspoint, når kortet anvendes i forbindelse med bl.a. handel i G1-virksomhed’s Bordershops, hvor kortet forevises i forbindelse med betaling. De optjente bonuspoint kan efterfølgende anvendes som hel eller delvis betaling bl.a. ved handel i G1-virksomhed’s Bordershops. SMILE-kortet er personligt og må ikke overdrages til andre. Af vilkårene følger det endvidere, at der er to medlemsniveauer i SMILE-programmet. Ved brug af bonuspoint kan SMILE-medlemskabet for en 12 måneders periode opgraderes til et SMILE+-medlemskab, som medfører yderligere fordele og højere satser for optjening af bonuspoint.

Skatteankestyrelsen har henvendt sig til G1-virksomhed med spørgsmål vedrørende SMILE-programmet og har også i den forbindelse forsøgt at indhente tidligere gældende vilkår herfor.

G1-virksomhed har ikke fremsendt tidligere gældende vilkår, men har udtalt følgende: 1) Brug af SMILEkortet sker uden pinkode og uden forevisning af id-kort. 2) På SMILE-kortet er alene anført et kortnummer, hvorfor hverken navn, adresse eller andre identitetsoplysninger fremgår af kortet. 3) Der er ikke sket væsentlige ændringer i vilkårene for SMILEprogrammet siden 2015. 4) Det har siden 2015 været muligt at opgradere medlemskabet til SMILE+.

Skatteankestyrelsen har i forbindelse med klagesagens behandling modtaget et regneark fra Skattestyrelsen, der indeholder oplysninger fra G1-virksomhed om alle transaktioner, der er registreret på klagerens SMILE-konto i perioden 15. august 2017 til 22. januar 2020.

I regnearket er klagerens fornavn registreret i kolonnen "CustomerOrderFullName" i forbindelse med 2.518 transaktioner. De 2.518 transaktioner kan henføres til indkøb af mellem 364 liter og 1980 liter øl på 149 datoer i perioden 12. januar 2018 til 22. januar 2020. I kolonnen er navnet "A" registreret i forbindelse med indkøb på seks datoer, mens "A" og "LJ" er registreret i forbindelse med indkøb på henholdsvis én og 142 datoer. Indkøbene på de i alt 149 datoer er indeholdt i Skattestyrelsens opgørelse af afgiften.

Der er i forbindelse med 93 af de 149 datoer registreret en e-mailadresse i kolonnen "CustomerOrderEmail". I forbindelse med indkøb på to af datoerne er e-mailadressen "(red.mail.nr.2.fjernet)" registreret, mens adressen "(red.mail.nr.3.fjernet)", svarende til den, der er tilknyttet SMILEkontoen, er registreret i forbindelse med indkøb på 91 datoer. Der er ikke registreret en e-mailadresse i kolonnen i forbindelse med indkøb på de resterende 56 datoer.

Skattestyrelsen har under klagesagsbehandlingen fremlagt en pressemeddelelse af 8. marts 2018. Af pressemeddelelsen fremgår det, at G1-virksomhed etablerede en ny webshop i 2018, og at der i den forbindelse med indført mulighed for at forudbestille varer i G1-virksomhed Bordershops.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om opkrævning af i alt 554.815 kr. i ølafgift for varer, som er indkøbt i Tyskland i perioden fra den 15. august 2017 til den 22. januar 2020, idet varerne anses som indkøbt og indført af klageren, og idet mængderne ifølge Skattestyrelsen har et omfang og en sådan karakter, at de pågældende vareindkøb overstiger, hvad der må anses for at være til eget brug.

Som begrundelse er anført følgende:

"Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Skattestyrelsen har fra G1-virksomhed - udover dine køb af varer i Bordershoppen i Tyskland - modtaget følgende oplysninger, der indikerer, at du er ejer og bruger af det personlige SMILE-kort med kundenummer (red.kundenummer.nr.1.fjernet) og medlemsnummer (red.kundenummer.nr.2.fjernet):

Kontrol i Y1-by

Endvidere har politiet oplyst, at du torsdag den 21. marts 2013 kl. 20:05 blev udtaget til kontrol i indrejsefeltet i Y1-by, da din varevogn viste tydelige tegn på overlæs. Du blev ved kontrollen sigtet for at have et overlæs på 30%. I anmeldelsesrapporten med journalnummer (red.journalnummer.nr.1.fjernet) er dit mobiltelefonnummer (red.mobil.nr.1.fjernet) oplyst jfr. indsat "klip" herunder fra anmeldelsesrapporten.

Personer 

Sigtet

A /Inr.: (red.cpr.nr.1.fjernet) 

Y3-adresse

Y5-adressee / Y1-kommune

Tlf. privat: (red.mobil.nr.1.fjernet)

Du har indført afgiftspligtige varer fra udlandet i så store mængder, at det ikke kan anses som værende til eget brug. Du kan derfor ikke indføre varerne afgiftsfrit, jf. øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2.

Varerne kan ikke anses for at være til eget brug, hvis de indføres med henblik på videresalg. Varer, der fx sælges i en idrætsklub eller på en arbejdsplads, anses derfor ikke som indført til eget brug.

Varer, der medbringes til eller for andre personer, der ikke deltager i rejsen, anses heller ikke for at være til eget brug. Varer, der medbringes for familie og venner, og hvor familie og venner betaler for varerne, og/eller hvor de betaler for en del af eller alle rejseomkostninger, vil heller ikke blive anset for at være til eget brug. Det anses også som betaling, hvis de indførte varer indgår i en byttehandel.

Da du ikke har forudanmeldt købene og indbetalt afgiften på forhånd i henhold til øl- og vinafgiftslovens § 6a, stk. 1 og 4, opkræver vi afgifterne i henhold til øl- og vinafgiftslovens § 16, stk. 2, jfr. opkrævningslovens § 9, stk. 1, 3 og 4.

Efter opkrævningslovens § 9 skal den, der ikke er registreret efter afgiftslovene, og som modtager afgiftspligtige varer fra andre EU-lande, angive den afgiftspligtige mængde til told- og skatteforvaltningen ved modtagelsen af varerne.

Skattestyrelsen kan som udgangspunkt kun opkræve afgift 3 år efter det tidspunkt, hvor den skulle have været betalt. Det står i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. Vi kan dog opkræve afgift længere tilbage i tid, hvis nogen har handlet minimum groft uagtsomt.

Da din indførsel af afgiftspligtige varer strækker sig kontinuerligt over flere år og i den store mængde, er det vores opfattelse, at du burde have vidst, at der skulle have været betalt afgift af de indførte varer og Skattestyrelsen vurderer, at du derved har handlet minimum groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3:

"Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtig eller ufuldstændigt grundlag."

For at anvende denne regel, skal vi inden for 6 måneder efter, at vi er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31, varsle ændringerne. Reaktionsfristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor vi er kommet i besiddelse af relevante og tilstrækkelige oplysninger til at kunne udarbejde et forslag. Se skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2. Det følger af skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, at for krav afledt af en ekstraordinær fastsættelse efter § 32, er forældelsesfristen 10 år.

For indkomståret 2017, samt perioden 1. januar 2018 til 2. juli 2020 anvender vi reglerne om ekstraordinær ansættelse, idet vi mener, at du har handlet forsætligt eller groft uagtsomt ved ikke at anmelde dine indførsler.

Kundskabstidspunktet er den 5. januar 2021, da vi på denne dato modtager oplysninger fra G1-virksomhed. Vi kan derfor sende rettidigt forslag til dig vedrørende indkomstårene senest den 5. juli 2021.

Vores endelige afgørelse

Vi har lagt afgørende vægt på, at du ikke i høringsperioden, har kunnet fremlægge tilstrækkelig dokumentation eller på anden måde sandsynliggøre, at en del af varerne er købt af øvrige passagerer, som skulle have været med på turene.

Du har ikke dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, fordelingen af varerne mellem dig og de øvrige passagerer, som du har oplyst, har været med på turene, herunder sandsynliggjort at betalingen efterfølgende er modtaget via bank eller kontant.

Det er således vores opfattelse, at det er dig, der må dokumentere eller sandsynliggøre, at du ikke har købt samtlige varer, jf. de modtagne oplysninger fra G1-virksomhed.

Da vi ikke har kunnet få fremvist dokumentation eller på anden måde sandsynliggjort, at det forholder sig anderledes, anser vi ikke dette for at være løftet.

Den indførte mængde øl er dermed afgiftspligtig efter øl- og vinafgiftslovens §§ 1, stk. 1, og 3, stk. 1, idet indførslen ikke kan anses for omfattet af afgiftsfritagelsesbestemmelsen i øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2.

Dine bemærkninger ændrer ikke ved Skattestyrelsens opfattelse, hvorfor der træffes afgørelse i overensstemmelse med det udsendte forslag til opkrævning af afgift af 2. juli 2021."

…..

Landsskatterettens afgørelse

Sagen angår, om Skattestyrelsen har været berettiget til at opkræve 554.815 kr. i ølafgift for varer, som er indkøbt i Tyskland i perioden fra den 15. august 2017 til den 22. januar 2020.

Retsgrundlaget

I det følgende vil henvisninger til øl- og vinafgiftsloven være henvisninger til lov nr. 1015 af 19. december 1992 om afgift af øl, vin og frugtvin m.m. med de senere lovændringer, som var gældende i den omhandlede periode.

Det følger af øl- og vinafgiftslovens § 1, stk. 1, at der skal betales afgift af øl og vin her i landet. Afgiftspligten indtræder ved varernes overgang til forbrug her i landet, jf. øl- og vinafgiftslovens § 4.

Såfremt varerne allerede er overgået til forbrug i et andet EU-land, følger det af øl- og vinafgiftslovens § 6 a, stk. 1, nr. 1, at afgiften af varerne forfalder ved levering her i landet, når varerne transporteres her til landet som bestemmelsesland med henblik på erhvervsmæssig oplægning af varerne, herunder indkøb af varer, som en her i landet hjemmehørende privat person foretager i et andet EU-land og enten selv transporterer eller på egne vegne lader transportere her til landet, og hvor omfanget og karakteren af de pågældende vareindkøb overstiger, hvad der må anses for at skulle medgå til den pågældende privatpersons eget brug.

Det følger videre af øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2, at der ydes afgiftsfritagelse af varer, som privatpersoner selv indfører til eget brug fra et andet EU-land, i hvilket varerne er erhvervet i beskattet stand.

Det fremgår af Rådets direktiv 2008/118/EF (herefter benævnt cirkulationsdirektivet) artikel 32, stk. 2, at medlemslandene ved vurderingen af, om de punktafgiftspligtige varer er bestemt til en privatpersons eget brug, mindst skal tage hensyn til personens forretningsmæssige status og begrundelse, stedet, hvor varerne befinder sig, ethvert dokument vedrørende varerne samt arten og mængden af varerne. Medlemsstaterne kan desuden opstille vejledende mængder for indførelse af varer med henblik på at godtgøre de i stk. 2 nævnte forhold, jf. artikel 32, stk. 3. For øl må den vejledende mængde ikke være mindre end 110 l. De her i landet indførte retningslinjer findes i Den juridiske vejledning og var på afgørelsestidspunktet enslydende med cirkulationsdirektivets minimumsregler.

Følgende fremgår af øl- og vinafgiftslovens § 16, stk. 2, 1. pkt.:

"For afgiftspligtige, der modtager varer fra andre EU-lande, og som ikke er omfattet af stk. 1, sker angivelsen og betalingen efter reglerne i § 9, stk. 1, 3 og 4, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v."

Følgende fremgår af øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 9:

"For afgiftspligtige varer, der ikke er afgiftsberigtiget efter loven, og hvor der ikke er sket autorisation eller registrering eller stillet sikkerhed, hæfter erhververen og den, der er i besiddelse af varerne."

Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 1:

"Told- og skatteforvaltningen udøver forvaltningen af lovgivning om skatter og lovgivning om vurdering af landets faste ejendomme samt lov om registrering af køretøjer bortset fra kompetencer, som ved §

18, stk. 3, og § 19 i lov om registrering af køretøjer er tillagt politiet."

Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1:

"Landsskatteretten afgør, medmindre andet er bestemt af skatteministeren efter § 14, stk. 2, klager over:

1) Told- og skatteforvaltningens afgørelser, hvor klagen ikke afgøres af skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller et motorankenævn."

Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 1. pkt.:

"Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb."

Herudover fremgår bl.a. følgende af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1 og 2:

"Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

…

3) Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

…

Stk. 2. En ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af afgift kan kun foretages efter stk. 1, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller anmodningen fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede fremsættes senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31. En ændring af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt.

…"

Følgende fremgår af opkrævningslovens § 9, stk. 1:

"Den, der ikke er autoriseret eller registreret efter afgiftslovene nævnt i bilag 1, liste A, nr. 1-4, 7 og 8, og som fra andre EU-lande har modtaget varer omfattet af disse afgiftslove, skal ved modtagelsen af varerne angive den afgiftspligtige mængde af varerne til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen skal være underskrevet af den, der har modtaget varerne, eller af sælgerens fiskale repræsentant her i landet."

Øl- og vinafgiftsloven er nævnt i bilag 1, liste A, nr. 4.

Følgende fremgår af § 12, stk. 5 i bekendtgørelse nr. 2373 af 10. december 2021 om forretningsorden for Landsskatteretten:

"I ganske særlige tilfælde kan Landsskatteretten træffe en afgørelse, der uden beløbsmæssig opgørelse alene fastlægger de principper, hvorefter den påklagede afgørelse skal træffes. Skatteforvaltningen foranlediger herefter, at afgørelsen træffes i overensstemmelse med

Landsskatterettens anvisning."

Det følger af Vestre Landsrets dom af 9. november 2015, offentliggjort som SKM2015.712.VLR, at under hensyn til de indførte mængder af drikkevarer, herunder navnlig mængden af øl, der var mere end 16 gange større end den vejledende mængde, som afgiftsfrit kan indføres til eget forbrug, måden drikkevarerne var transporteret på, oplysningerne om den afgiftspligtiges tidligere indførsler af drikkevarer fra Tyskland, og SKATs tidligere indskærpelse overfor den afgiftspligtige, fandt landsretten at det påhvilede den afgiftspligtige at godtgøre, at varerne var indført til eget forbrug. Landsretten fandt, at den afgiftspligtige ikke blot ved sin egen og sin søns og barnebarns forklaringer, der ikke var underbygget af objektive kendsgerninger, samt ved fremlæggelse af et billede af tomme øl- og sodavandsdåser, havde godtgjort at varerne var til eget forbrug. Der var som følge heraf og efter oplysningerne om den afgiftspligtiges tidligere indførsler af drikkevarer, ikke grundlag for at reducere afgiftsbeløbet svarende til afgiften af den mængde drikkevarer, der efter de vejledende bestemmelser ville kunne anses for at være til eget forbrug.

Det følger af Vestre Landsrets dom af 22. november 2012, offentliggjort som SKM2013.52.VLR, at en privatperson i samme indførsel af afgiftspligtige varer både kan indføre varer til eget brug og varer, der ikke er til eget brug. Følgende fremgår bl.a. af Landsrettens præmisser:

"…

Landsretten finder, at der ikke herved er fremkommet et overbevisende billede af, at S og hans gæster indtog en så betydelig mængde øl, at der er rimelig sammenhæng mellem dette og indkøbet. Der lægges herved vægt på forklaringerne om deltagerantallet og deltagersammensætningen, om deltagernes drikkevaner og om forløbet af festerne, herunder oplysningerne om, at deltagerne kom og gik.

Landsretten finder på den baggrund, at det er godtgjort, at S ikke medbragte den helt usædvanlig store mængde øl til eget brug. Det må imidlertid efter forklaringerne lægges til grund, at S har holdt fester i forbindelse med sin ferie her i landet, og at han og deltagerne har drukket en betydelig mængde øl. Det kan derfor lægges til grund, at en del af de medbragte øl var til privat brug. På baggrund af bevisførelsen fastsættes denne mængde skønsmæssigt til 110 liter. …"

Byretten har i dom af 15. februar 2024 (sag BS-41122/2021-ROS) (anket) truffet afgørelse i en sag vedrørende anvendelse af et SMILE-kort. Skattestyrelsen havde pålagt indehaveren af SMILE-kortet at betale 66.913 kr. i afgift for indkøb af øl i G1-virksomhed’s butikker i Tyskland i 2018, 2019 og 2020. Byretten fandt, at der efter de foreliggende oplysninger - i form af købsregistreringer på SMILE-kortet, bankkontoudtog vedrørende indkøb på dankort og køb af færgebilletter i tidsmæssig tilknytning til registreringerne på SMILE-kortet - var skabt en formodning for, at indehaveren af SMILE-kortet selv havde foretaget de på kortet registrerede køb, og at det påhviler den pågældende at afkræfte denne formodning. Byretten fandt videre, at indehaveren af SMILE-korte på baggrund af vidneforklaringer havde bevist, at han ikke havde indkøbt alle de på SMILE-kortet registrerede indkøb af øl. Byretten hjemviste herefter sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen med henblik på at foretage et skøn over den del af indkøbene, der ikke anses for at være til indehaverens eget brug og forinden at anmode indehaveren om yderligere oplysninger vedrørende omfanget af afgiftspligtige indkøb.

Landsskatteretten har i sin afgørelse af 5. december 2022, offentliggjort som SKM2023.97.LSR, i en sag vedrørende anvendelse af et SMILE-kort efter en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger fundet, at der ikke var den fornødne klare formodning for, at SMILE-kortet i den foreliggende sag udelukkende var blevet anvendt af klageren til indkøb af afgiftspligtige varer i Tyskland, som herefter er blevet indført i Danmark. Registreringerne på SMILE-kortet havde således ikke i sig selv en tilstrækkelig objektiv bevisværdi til, at Skattestyrelsen havde løftet bevisbyrden for, at klageren selv havde indkøbt og indført den registrerede varemængde. Det kunne derfor ikke på det grundlag på- lægges klageren at dokumentere eller sandsynliggøre, at det ikke var klageren, der havde indkøbt og importeret alle de varer, der fremgik af registreringerne på SMILE-kortet. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse og nedsatte afgiftsopkrævningen til 0 kr.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Repræsentanten har gjort gældende, at den omhandlede SMILE-konto med kundenummer (red.kundenummer.nr.1.fjernet) ikke tilhører klageren. Ifølge oplysninger fra G1-virksomhed er kontoen oprettet af IJ og med adressen Y1-adresse tilknyttet. Herudover er e-mailadressen (red.mail.nr.1.fjernet) tilknyttet kontoen.

Klageren har over for Skattestyrelsen bekræftet, at han tidligere har boet på adressen Y2-adresse, at hans e-mailadresse er (red.mail.nr.2.fjernet) og at hans telefonnummer er (red.mobil.nr.1.fjernet).

Da klagerens e-mailadresse (red.mail.nr.2.fjernet) og telefonnummer (red.mobil.nr.1.fjernet) fremgår af kontroloplysningerne fra G1-virksomhed, og da de øvrige oplysninger har en sammenhæng med klageren, finder retten, at det påhviler klageren at godtgøre, at SMILE-kontoen ikke tilhører ham.

Der er ikke fremlagt oplysninger om, at klagerens identifikationsoplysninger er misbrugt, ligesom det ikke er dokumenteret, at kontoen tilhører en anden, og Landsskatteretten finder derfor, at SMILE-kontoen er oprettet af og tilhører klageren.

Landsskatteretten lægger herefter til grund, at der i forbindelse med nogle indkøb i G1-virksomhed blev anvendt et SMILE-kort, som var tilknyttet klagerens SMILE-konto (G1-virksomhed’s fordelsprogram). Der ikke er fremlagt oplysninger, der dokumenterer, at varekøbsregistreringerne i den omhandlede periode i øvrigt er fejlbehæftet.

Det har ikke været muligt at fremskaffe de vilkår for medlemskab af SMILE-programmet, som var gældende forud for februar 2021. G1-virksomhed har besvaret Skatteankestyrelsens spørgsmål vedrørende SMILE programmet, og disse besvarelser lægges sammen med vilkårene, som blev indhentet fra G1-virksomhed’s hjemmeside den 11. marts 2022, til grund for sagen.

Efter de foreliggende oplysninger er SMILE-kortet et fysisk ihændehaverkort, hvor der ikke kræves indtastning af pinkode eller lignende ved brug af kortet. Der fremgår ikke identitetsoplysninger på kortet, men udelukkende et kortnummer. Kortet ikke er et betalingskort, men en adgang til optjening og brug af bonuspoint. SMILE-programmet har to medlemsniveauer, hvor det er muligt ved brug af bonuspoint at opgradere medlemskabet for at opnå yderligere fordele. Om SMILE-programmet i øvrigt bemærkes, at vilkårene herfor udelukkende regulerer forholdet mellem G1-virksomhed og klageren.

Landsskatteretten bemærker, at SMILE-programmet og det hertil knyttede SMILE-kort ikke er indrettet på en sådan måde, at det umiddelbart alene kan anvendes af den person, der har oprettet SMILE kontoen. Det forhold, at det fremgår af SMILE-programmets betingelser, at kortet er "personligt og ikke må overdrages til andre", ændrer ikke herpå, særligt fordi der ikke ses at være indført nogen form for kontrol eller lignende hos udbyderen, der skal forhindre, at ét SMILE-kort bruges af flere forskellige personer.

Klageren har oplyst, at han ikke har indkøbt varer i det omfang, som fremgår af varekøbsregistreringerne på SMILE-kortet, idet der har været familiemedlemmer med på indkøbsturene til Tyskland.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, udtaler:

Efter en samlet konkret vurdering, findes der ikke alene ved registreringerne på SMILE-kontoen og imod klagerens oplysninger om sit varekøb, at være en formodning for, at klageren har indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede og i mængder, der overstiger, hvad der kan anses for at være til klagerens eget brug. Der er herved navnlig lagt vægt på, at kortet som anført kan anvendes af andre end den person, det er udstedt til. Der foreligger ikke oplysninger i øvrigt, der støtter, at det er klageren, der rent faktisk har foretaget samtlige de registrerede køb. Skattestyrelsen har således ikke løftet bevisbyrden.

Varer, der er forudbestilt af klageren

I regnearket med kontroloplysninger fra G1-virksomhed er klagerens fornavn registreret i kolonnen med overskriften "CustomerOrderFullName" i forbindelse med 149 datoer. Endvidere er e-mailadressen "(red.mail.nr.1.fjernet)", svarende til den, der er tilknyttet SMILE kontoen, registreret i kolonnen med overskriften "CustomerOrderEmail" i forbindelse med indkøb på 91 datoer, og klagerens e-mailadresse "(red.mail.nr.2.fjernet)" er registreret i kolonnen i forbindelse med indkøb på to datoer.

Efter registreringerne på SMILE-kortet sammenholdt med oplysningerne om forudbestillinger, som kan knyttes til klageren, findes der skabt en formodning for, at klageren har foretaget disse indkøb. Klageren er ikke fremkommet med oplysninger, der kan afkræfte denne formodning. Klageren har således oplyst, at der var familiemedlemmer med på indkøbsturene, men der foreligger ikke yderligere oplysninger, der dokumenterer eller sandsynliggør, at de forudbestilte varer er indkøbt og indført af andre end klageren selv.

Der skal herefter tages stilling til, om mængden af de indførte varer overstiger den mængde, der afgiftsfrit kan indføres til eget brug. Under hensyn til at den indførte mængde øl på mellem 364 liter og 1.980 liter væsentligt overstiger den vejledende mængde, som afgiftsfrit kan indføres til eget brug, samt oplysningerne om den fysiske grænsekontrol, påhviler det klageren at godtgøre, at de forudbestilte varer var til eget brug. Klagerens oplysninger om at der har været andre personer med på indkøbsturene, samt at der er indkøbt øl til fødselsdage i familien, er ikke er underbygget af objektive kendsgerninger. Klageren har derfor ikke godtgjort, at den forudbestilte varemængde var til eget brug, og der er således ikke grundlag for at reducere afgiftsbeløbet. Der henvises til Vestre Landsrets dom af 9. november 2015, offentliggjort som SKM2015.712.VLR, samt Vestre Landsrets dom af 22. november 2021, offentliggjort som SKM2013.52.VLR.

Ekstraordinær genoptagelse

Det følger af opkrævningslovens § 9, stk. 1, at angivelsen skal ske ved modtagelsen af varerne.

Skattestyrelsens forslag til afgørelse blev afsendt den 2. juli 2021. Perioden 15. august 2017 til 1. juli 2018 ligger dermed uden for den ordinære frist for varsling efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. Der vil herefter alene kunne ske genoptagelse og ændring af denne periode, hvis betingelserne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, er opfyldt.

Disse retsmedlemmer finder, at klageren har handlet mindst groft uagtsom ved ikke at have betalt afgift af den usædvanlige store mængde afgiftspligtige varer, der kontinuerligt er indført til Danmark.

Skattestyrelsen modtog kontroloplysningerne fra G1-virksomhed den 5. januar 2021, og var på dette tidspunkt i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse. Skattestyrelsen kom således den 5. januar 2021 til kundskab om det forhold, der begrundede fravigelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 31.

Da Skattestyrelsens har udsendt varsel om ændringer den 2. juli 2021, og dermed inden for 6-måneder fra kundskabstidspunktet den 5. januar 2021, er fristen i Skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 1. pkt. overholdt. Skattestyrelsens afgørelse er dateret den 30. september 2021, og ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 2. pkt. er derfor ligeledes overholdt.

På denne baggrund har Skattestyrelsen været berettiget til at gennemføre ekstraordinær ansættelse for perioden 12. januar 2018 til 1. juli 2018.

Det af repræsentanten anførte om retten til at blive glemt, kan ikke føre til et andet resultat. Klager over behandling af personoplysninger afgøres af Datatilsynet, og der kan derfor ikke tages stilling til spørgsmålet i en forvaltningsafgørelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 1. Landsskatteretten har derfor ikke kompetence til at tage stilling til spørgsmålet om behandling af personoplysninger. Det følger af skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, modsætningsvis.

De af repræsentanten øvrige anført anbringender, herunder om at sagen ikke har været tilstrækkelig oplyst, og om Landsskatterettens beslutning om berostillelse, kan ikke føre til et andet resultat.

Skattestyrelsen har ikke godtgjort, at klageren i øvrigt hæfter for afgift, og det af Skattestyrelsen anført om, at klageren må anses for at være delagtig i den manglende angivelse og afregning af afgift, kan derfor ikke føre til et andet resultat.

Ét retsmedlem udtaler:

Det lægges til grund, at G1-virksomhed i forbindelse med etableringen af en ny webshop 2018 indførte mulighed for forudbestilling af varer, og registreringerne på SMILE-kortet indeholder som følge heraf først fra dette tidspunkt oplysninger om forudbestillinger. Dette sammenholdt med at der er registreret oplysninger om forudbestillinger, der kan knyttes til klageren, medfører, at der en formodning for, at klageren har foretaget samtlige de registrerede indkøb, og klageren har ikke fremlagt oplysninger, der afkræfter denne formodning.

Dette retsmedlem finder under disse omstændigheder, at det må lægges til grund, at klageren har erhvervet de indkøbte drikkevarer, og at han derfor hæfter for afgiften i henhold til øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 9. Retsmedlemmet stemmer derfor for at stadfæste Skattestyrelsens afgørelse.

Ét retsmedlem udtaler:

Efter en samlet konkret vurdering, og da der i øvrigt ikke er en umiddelbar sammenhæng mellem varekøbsregistreringerne og den fysiske grænsekontrol den 14. februar 2018, finder der ikke alene ved registreringerne på SMILE-kontoen, herunder oplysningerne om forudbestillinger, at være skabt en formodning for, at det er klageren, der har indkøbt og indført den registrerede varemængde.

Dette retsmedlem stemmer derfor for at give klageren medhold i den nedlagte påstand, således at afgiften nedsættes til 0 kr.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, hvorfor Landsskatteretten herefter stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende varer, der er forudbestilt af klageren, og ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende den øvrige varemængde, hvorefter afgiften nedsættes til 0 kr.

Den beløbsmæssige opgørelse som følge af ovenstående ændringer overlades i overensstemmelse med § 12, stk. 5 i bekendtgørelse nr. 2373 af 10. december 2021 til Skattestyrelsen.

…"

Forklaringer

A har forklaret bl.a., at det SMILE-kort, der hører til SMILE-konto med medlemsnummer (red.kundenummer.nr.2.fjernet), aldrig har været hans eller brugt af ham. Telefonnummeret (red.mobil.nr.1.fjernet), der er knyttet til kortet, er hans. Resten af oplysningerne er ikke hans. De SMILE-kort, der har tilknytning til henholdsvis medlemsnummer (red.kundenummer.nr.3.fjernet) og (red.kundenummer.nr.4.fjernet), har han intet kendskab til. Han har aldrig sendt en udmeldelsesblanket til G1-virksomhed. Han har aldrig anvendt nogen af de tre Smilekort eller bonuspoint herfra.

Han har intet kendskab til den anonymiserede eksporterklæring. Det er hverken hans skrift eller underskrift.

Han har ikke indkøbt nogen af de øl, sagen vedrører. Den 13. februar 2018 sejlede han ikke med færgen. Han har ikke kunnet få bankudtog fra den periode, sagen omhandler, fra banken. Han har set i sin e-boks efter data fra den omhandlede periode og kan ikke finde nogen.

Stigningen i hans konterede formue fra 673.253 kr. i 2016 til 980.892 kr. i 2017 skyldtes, at han solgte en andelslejlighed, som han fik omkring 400.000 kr. for. 

Adressen Y3-adresse, der er anført i anmeldelsesrapport af 21. september 2021 med anmeldelsesdatoen 31. maj 2013, var andelslejlighedens adresse. Han solgte den, fordi han og hans kæreste skulle have lidt luft i økonomien. De har været kærester siden omkring 2000/2001. 

De bor nu på Y4-adresse i Y2-by, hvilket også er den adresse, der fremgår af anmeldelsesrapport af 21. september 2021 med anmeldelsesdatoen 13, maj 2021. Kæresten boede i forvejen på Y4-adresse hos sine forældre, hvor han flyttede hen efter at have solgt andelslejligheden. Svigerforældrene boede på Y4-adresse, indtil de døde. Han og kæresten bor der sammen med deres dreng KP. De betaler ikke husleje, så de sparer lidt penge op.  

Årsagen til, at hans konterede formue faldt med knap 500.000 kr. fra 2019 til 2020 er, at han flyttede en del af pengene til Y2-land, fordi der var en negativ rente i Danmark, men ikke i Y2-land. De blev flyttet tilbage igen. 

Hans svigerforældre var med på turene for at handle, men de døde for ca. 3 år siden. Kærestens far døde under Corona omkring 2021 og hendes mor ca. et år efter. De havde et normalt forbrug af øl i familien, men der var en rideskole på Y6-adresse, hvor der var arbejdsarrangementer og høstfester, og de holdt altid familiefester hos dem, da de havde pladsen til det. Derfor blev der drukket en del øl og sodavand. Sagsforløbet har været ret belastende for ham, og han har hele tiden ønsket at få en hurtig afgørelse. Han har rykket sin advokat mange gange, men advokaten har jo heller ikke kunnet gøre noget. Han har rykket for at få en medholdsafgørelse i overensstemmelse med indstillingen af 7. juni 2023.

Han har været i Tyskland med sin familie. Han kan formentlig ikke se nogen steder, hvornår han har været afsted. Han ved ikke hvor meget, de købte. Han kan ikke huske, om de betalte hver for sig eller samlet. Han kan ikke huske, om de betalte kontant eller med kort. Han har aldrig haft et SMILE-kort. Derfor ved han, at han ikke har foretaget nogen af de nævnte køb med SMILE-kort. 

Foreholdt oplysningerne i den anonyme anmeldelse af 31. maj 2013 til Syd- og Sønderjyllands Politi, kan han slet ikke genkende, at han skulle have kørt over grænsen ved Y3-by 4-5 gange om ugen og købt 200 kasser øl og sodavand pr. gang. Han har haft en (red.bil.nr.1.fjernet) som den, der er nævnt i anmeldelsesrapporten, men kan ikke huske registreringsnummeret. 

Foreholdt, at det af anmeldelsesrapport af 3. april 2013 bl.a. fremgår, at han i forbindelse med grænsekontrol den 21. marts 2013 blev standset, mens han førte netop den varevogn, der er nævnt i den anonyme anmeldelse, kan han ikke huske dette. Foreholdt, at det videre fremgår, at varevognen var fyldt med forskellige drikkevarer på dåse, og at der var et overlæs på knap 800 kg, lyder det måske sandsynligt, men han kan ikke huske det, da det er lang tid siden. Han er ikke blevet stoppet en del gange hverken før eller siden.  

Foreholdt afgørelse af 21. juni 2018 fra SKAT hvoraf fremgår, at han blev pålagt at betale afgift for den del af 3.216 dåser øl, som blev vurderet ikke at være til eget forbrug, og som blev konstateret i forbindelse med grænsekontrol den 14. februar 2018, kan han ikke huske, at han var på færgen den 14. februar 2018. Han kan ikke huske, hvornår han var rejst ind i Tyskland, eller hvor længe han havde været i landet. 

Foreholdt indrapporteringsskema af 16. februar 2018, hvoraf fremgår bl.a., at han blev standset den 14. februar 2018 kl. 5.30 og i den forbindelse oplyste, at han havde været ved færgen kl. 1, men vendt om på grund af toldkontrol, kan han ikke huske dette. Han har ikke før eller siden fået tip om kontrol og derfor vendt om. LS er en person, han kender fra Y2-by. Han mener, at det er en kusine. Han kan ikke sige, om de 134 rammer øl, de havde i bilen, var en normal mængde. Han vil tro, at han og svigermor og svigerfar havde en 20-30 rammer øl og blandet sodavand hver, når de var afsted. Han synes, at det lyder vildt med den mængde, de havde med den 14. februar 2018, men hvis det står der, må det være rigtigt. Han kan ikke huske, om han har betalt kontant, eller om varerne blev købt i en enkelt eller flere butikker. 

Foreholdt afgørelse af 16. december 2020 vedrørende grænsekontrol den 18. november 2020, kan han ikke huske, at han havde et overlæs den dag. Han kan ikke huske, at han havde den mængde med eller fremlagde de kasseboner, der fremgår, men han vil ikke afvise det. Foreholdt, at det fremgår af kassebonen, som han i forbindelse med grænsekontrollen fremviste, at der er anvendt et SMILE-kort i forbindelse med købet i BorderShop G2-virksomhed, siger det ham ikke noget. Han kan ikke udelukke, at der er andre, der har købt varerne for ham, eller oprettet kortet med nogle af hans oplysninger. Han bed ikke mærke i, at der var oplysninger om et SMILE-kort på bonen. 

Foreholdt, at det af udskrift af G1-virksomhed oplysninger vedrørende køb med det SMILE-kort, der er knyttet til medlemsnummer (red.kundenummer.nr.3.fjernet), fremgår, at ordren med det ordrenummer, (red.ordrenummer.nr.1.fjernet), der fremgår af den nævnte kassebon, er bestilt i navnet "IK", er det ikke et navn, han kan genkende. Han kender ikke nogen, der hedder IK. Det er ikke ham, der har brugt SMILE-kortet under navnet IK. Navnet KJ, der fremgår af andre ordrer, siger ham ikke noget.

Hans mail-adresse er (red.mail.nr.2.fjernet). 

Foreholdt, at det af udskrift af G1-virksomhed oplysninger vedrørende SMILE-kort tilknyttet medlemsnummer (red.kundenummer.nr.2.fjernet) fremgår bl.a., at hans navn og mailadresse, (red.mail.nr.2.fjernet), blev anvendt i forbindelse med køb af bl.a. øl og sodavand den 20. januar 2018, har han aldrig modtaget en ordrebekræftelse eller lignende på mail. Han kan ikke udelukke, at der er nogle, der har anvendt hans navn og e-mail. Alt kan misbruges. Han får en masse spam-mails. Han ved ikke, om han har fået spam fra G1-virksomhed, da han ikke ser det igennem, men bare tømmer spam-kontoen. 

Han har ringet til sin bank for at få kontoudtog for den omhandlede periode fra 2017-2020, men det kunne han ikke få. Han har ikke skrevet til banken. Han har mobilbank, så han tjekker løbende, om der er noget, der ser mærkeligt ud. Han har ikke modtaget kontoudskrifter eller slettet nogen. Han har e-boks. Han har set i sin e-boks, men har ikke kunnet finde nogen kontoudtog, så enten har han ikke fået dem, eller de er blevet slettet. Han kan ikke huske, hvornår han ringede til banken. De har ikke sendt ham en bekræftelse på hans henvendelse. 

Han kan ikke huske, om han og hans advokat har talt om bankoplysninger efter svarskriftet af 20. december 2024. 

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført bl.a.:

"3. ANBRINGENDER

3.1. ØL- OG VINAFGIFTSLOVEN ER ET DELVIST EU-HARMONISERET OMRÅDE

Øl- og vinafgiftsloven er et delvist EU-harmoniseret område, hvorfor EU-retten som følge heraf finder anvendelse inden for øl- og vinafgiftsloven uden for såkaldte fastfrysningsbestemmelser eller det ikkeharmoniserede område, jf. cirkulationsdirektivet (Rådsdirektiv 92/12) og implementeringen heraf i øl og vinafgiftsloven.

EU-retten finder derfor anvendelse under sit forrangsprincip som lex superior.

3.2. BEVISBYRDEREGLERNE ER I FØRSTE RÆKKE UDEN LOVHJEMMEL OG HJEMMEL (ALENE HVILENDE PÅ PRAKSIS) OG I ANDEN RÆKKE HVILENDE PÅ ALMINDELIGE RETSGRUNDSÆTNINGER I FØRSTE RÆKKE UNDER GRUNDLOVENS § 43, 1. LED, OG I ANDEN RÆKKE UNDER GRUNDLOVENS § 3

Bevisbyrdereglerne kvalificeres normalt under Grundlovens § 3 (formel skatteret), herunder af undertegnede advokat som artikelforfatter, men det gøres som advokat for A gældende i første række, at bevisbyrdereglerne henhører under Grundlovens § 43, 1. led (materiel skatteret).

Landsskatteretten kan under rammerne for kvalitativ og kvantitativ omfordeling af magt i Grundlovens § 3 ikke selv skabe almindelige retsgrundsætninger som bevisbyrderegler, hvilken kompetence til selvstændigt retsskabende virksomhed alene henhører under den dømmende magt, jf. bl.a. princippet i U.1999.841H (Tvind-dommen) og U.2017.824H (Ajos-dommen).

Bevisbyrdereglerne inden for afgiftsretten i øvrigt (specifikke afgiftsretlige områder), når de ikke er lovbestemte i skattelovgivningen, hviler i første række på alene praksis og i anden på række almindelige retsgrundsætninger.

Landsskatteretten har således via formodningsregler eller bevisbyrderegler reguleret afgiftsbyrden via alene praksis (ulovhjemlet og uhjemlet), hvorved Landsskatterettens afgørelse (bilag nr. 8) indeholder en hjemmelsmangel under Grundlovens § 3 eller en dobbelt hjemmelsmangel under Grundlovens § 43, 1. led.

Den principale påstand skal derfor tages til følge.

3.3. BEVISBYRDEN FOR PÅLÆG AF AFGIFT, HERUNDER ØLAFGIFT, PÅHVILER SKATTEMINISTERIET

Skatteministeriet har bevisbyrden for pålæg af afgift, jf. TfS 1984, 259, jf. den deri citerede udtalelse fra Justitsministeriets lovafdeling af 11. december 1979 om bl.a. bevisbyrdens udgangspunkt hos Skatteministeriet.

Skattestyrelsen har ikke løftet denne bevisbyrde under faktum, herunder i sammenhæng med officialmaksimen. Retsspørgsmålet om rette afgiftssubjekt må følge af princippet i SKM2010.26.HR (Skatteministeriets bevisbyrde).

Det fremgår netop vedrørende det for denne sag relevante område i øl- og vinafgiftsloven af SKM2013.52.VLR, at Skattestyrelsen har bevisbyrden under bevisstyrken godtgørelse, hvilket er mere end eller skærpet krav i forhold til sandsynliggørelse:

"…

Landsretten finder på den baggrund, at det er godtgjort, at A ikke medbragte den helt usædvanlig store mængde øl til eget brug.

…"

SKM2015.712.VLR må vurderes under eller som følge af forhandlingsmaksimen, jf. retsplejelovens § 338, jf. også direkte vedrørende påstand 2 "som sagen er forelagt for landsretten".

Den omhandlede retspraksis fra Vestre Landsret er sententia superior og sententia specialis (de trinhøjere og specielle domme), hvorfor den af Skattestyrelsen påberåbte byretspraksis allerede af den grund ikke er relevant.

Der er ikke retspraksis om bevisbyrden vedrørende et SMILE-kort.

Bevisbyrden vedrørende indkøb på SMILE-kort (rabat-kort) er fastlagt i SKM2023.97.LSR, og bevisbyrden påhviler Skattestyrelsen.

SKM2023.243.BR, der ikke indeholder en bevisbyrderegel, og som alene vedrører ret til indhentelse af oplysninger hos G1-virksomhed under hele andre retsgrundlag (bl.a. momsloven), har således ingen præjudikatsværdi i forhold til bl.a. bevisbyrdereglerne.

Faktum i SKM2025.177.BR er helt anderledes end i denne foreliggende sag, da ingen af de omhandlede kriterier/hensyn, som Retten i Roskilde har anvendt for sin bevisbyrde, foreligger i denne sag med A (ubestridt afgiftssubjektets SMILE-kort, Dankort-betalinger hos G1-virksomhed er beløbs- og tidsmæssigt svarende til indkøbene på SMILE-kortet og Dankortbetalinger med færgebilletter til de omhandlede færgeovergange i nær tidsmæssig tilknytning til langt de fleste indkøb på SMILE-kortet).

Ingen af de omhandlede oplysninger/faktum eller den omhandlede dokumentation foreligger i denne sag med A. Allerede derfor er det en sag under helt andre kriterier/hensyn.

Bevisbyrden i Skattestyrelsen afgørelse og Landsskatterettens afgørelse vedr. SMILE-kortet (bilag nr. 1 og bilag nr. 8) er direkte i strid med SKM2023.97.LSR og Retten i Roskildes dom af 15. februar 2024 med sagsnr.: BS-41122/2021-ROS.

Landsskatteretten skulle således have truffet afgørelse sagen både vedr. de omhandlede ikkeforudbestilte og de forudbestilte øl i overensstemmelse med sin egen praksis og Grl. § 3. 3. pkt. (modsætningsvist fra Retten i Roskildes dom).

Bevisbyrden vedr. de faktiske køb i Skattestyrelsens og Landsskatterettens afgørelse (bilag nr. 1 og nr. 8) er under samme retskilder som ovenfor, men tillige under procesreglerne ved Landsskatteretten under manglende adgang til vidneførsel og den meget begrænsede bevisvægt af ensidigt indhentede erklæringer, ligeledes contra sententia og dermed contra legem.

Bevisbyrden påhviler således Skatteministeriet for alle retsspørgsmål i sagen.

Denne bevisbyrde har Skatteministeriet - som anført nedenfor - ikke løftet.

3.4.  A’s OPFORDRINGER NR. 1 OG NR. 2 TIL SKATTEMINISTERIET SKAL TILLÆGGES SKATTEMIMISTERIET PROCESSUEL SKADEVIRKNING

Skatteministeriet har ikke tilstrækkeligt besvaret A’s genfremsatte opfordring nr. 1 og opfordring nr. 2.

Begge opfordringer er fremsat til sandsynliggørelse eller i anden række godtgørelse af procesfordrejning (varetagelse af usaglige hensyn) hos Skatteministeriet som ressortministerie for Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten. Det fremgår åbenlyst af opfordring nr. 1 og opfordring nr. 2 i sammenhæng med anbringenderne herom i stævningen og ved Landsskatteretten, hvilken betydning for vurdering af procesfordrejning den omhandlede allerede nu sandsynliggjorte eller godtgjorte informationsudveksling inden for Skatteministeriets ressortområde og/eller mellem Skatteankestyrelsen og Kammeradvokaten har.

Der er ligeledes en notatpligt herom i offentlighedslovens § 13.

Procesfordrejning eller procedurefordrejning foreligger bl.a., hvor en forvaltningsmyndighed forfølger et bestemt formål med eller via at trække tiden ud, jf. bl.a. U.1992.567H og "Tamilsagen", jf. FOB 1988.100 samt U.1995.672.RR, jf. hos Højgaard m.fl., Forvaltningsret, 7. udgave, 2022, DJØFs Forlag, side 235. Prøvelsen heraf ved Retten i Roskilde skal foretages ikke-tilbageholdende og intensivt, jf. U.2005.3346/2H, U.2006.3394Ø, U2012.605H og U.2012.3640H, jf. herom hos Højgaard m.fl., Forvaltningsret, 7. udgave, 2022, DJØFs Forlag, side 234 - 235 og 530 - 531.

Hvis opfordringerne ikke besvares, må de tillægges Skatteministeriet processuel skadevirkning, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2. Det må efter omstændighederne, herunder domsstolskontrollen med notatpligten i offentlighedslovens § 13, svare til et reelt bekræftende til genmæle herom.

Både procesfordrejning og magtfordrejning (kerneområdet for en retsstat) medfører ugyldighed og retsfølgen annullation. Der er ingen andre mulige retsfølger af ugyldighed i et sådant tilfælde, medmindre A nedlagde anden påstand herom.

3.5.  OVERFLØDIG BEVISFØRELSE I HENHOLD TIL RETSPLEJELOVENS § 341

Følgende fremgår af U.2023.2998Ø vedr. retsplejelovens § 341 fra Østre Landsret med henvisning til byrettens præmisser (mine understregninger):

’"...

Rettens bemærkninger

 ...

De forhold, der de facto er indtrådt efter den 3. april 2020, findes at måtte være uden betydning og irrelevante for skønsmændenes vurdering af forholdene på vurderingstidspunktet.

De af A fremlagte bilag 18 - 21 kan alene have til formål at forsøge at påvirke skønsmændene til at foretage en vurdering med en viden, som ikke var tilgængelig den 3. april 2020, og som efter A’ opfattelse ville medføre en højere indløsningskurs.

 ...

Østre Landsrets kendelse

...

Bilag 18-21 vedrører udelukkende oplysninger om økonomiske forhold, der ligger efter tvangsindløsningstidspunktet, og dermed oplysninger, der ikke i sig selv kan antages at være udtryk for markedssituationen på tvangsindløsningstidspunktet og den fremtidsudsigt, der forelå på dette tidspunkt.

Herefter, og da landsretten er enig i byrettens begrundelse og resultat,

..." 

Det er samme principper for vurderingen, som ligger til grund i U.1966.24/1H, U.1966.587H, U.1996.1472H, U.1998.1016Ø og U.1999.899V.

Alle de omhandlede tilfælde i bilag K er uden for perioden 12. januar 2018 til 22. januar 2020, der er til bedømmelse i denne sag, ligesom de omhandlede tilfælde alle er endeligt afgjort. Oplysningerne heri har derfor ingen relevans, da denne retssag på ingen måde vedrører tilfældene i bilag K.

De omhandlede oplysninger blev heller ikke tillagt nogen betydning ved Landsskatteretten (bilag nr. 8, side 26 - 29).

Det samme gælder bilag M, da det ene tilfælde den 14. februar 2018 er afsluttet og dermed heller ikke er en del af denne retssag.

Oplysningerne i bilag M støtter i øvrigt det modsatte af Skatteministeriets subsumption (svarskriftet side 7 - 8 og side 11), idet A den 13. februar 2018 ikke kan have købt to gange øl på færgen til Tyskland. Eller m.a.o. godtgør bilag M, at han ikke kan have handlet øl på egne vegne på nogen måde den 13 - 14. februar 2018 på det omhandlede SMILE-kort. Også derfor i sig selv eller i række samlet bedømt har det omhandlede SMILE-kort tilhørt et anden afgiftssubjekt og været anvendt af et andet afgiftssubjekt.

Bilag M og/eller bilag K udgør dermed overflødig bevisførelse, jf. retsplejelovens § 341, jf. bl.a. U.2023.2998Ø.

Bilag O og bilag P skal under samme betragtninger udgå af sagen under retsplejelovens § 341.

3.6.  ØVRIGE BEVISER UDEN BEVISVÆRDI ELLER I ANDEN RÆKKE UDEN RETNINGSGIVENDE BEVISVÆRDI Opfordring A er tillige med opfordring D besvaret, da tilfælde, som ikke er en del af sagen, ikke har relevans for bedømmelsen af netop afgiftsperioden 12. januar 2018 til 22. januar 2020 (de omhandlede af ét andet afgiftssubjekt end A bestilte øl).

Det omhandlede SMILE-kort er ikke og har aldrig været A, hvilket hele tiden - i overensstemmelse med G1-virksomhed’s oplysninger - har været oplyst over for Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen samt Landsskatteretten og dermed Skatteministerier i sagen (bilag nr. 2), hvorved opfordring B er besvaret.

Skatteministeriets anbringender vedr. de foreliggende oplysninger om det modsatte er alene spekulative og uden støtte i retssikkerhedsmæssig forsvarlig bevisbedømmelse i civile sager. Bevisbedømmelsen er fri, men den er ikke vilkårlig og/eller pønal.

Alle de omhandlede oplysninger er i øvrigt fuldt tilgængelige via bl.a. Krak, De Gule Sider og/eller folkeregisteret, hvorfor enhver anden end A, herunder med personer med anden end offentlig adgang til de omhandlede oplysninger, kan oprette et sådant SMILE-kort med de omhandlede oplysninger. Dette følger også af, at G1-virksomhed ingen kontrol har ført vedr. indehavere af de omhandlede SMILE-kort.

Der har derfor heller ikke været foretaget nogen samtidige eller overensstemmende hævninger for perioden 12. januar 2018 til 22. januar 2020 på A kreditkort. Han har heller ikke været passager på nogen af de omhandlede færgeovergange. Hvis Skatteministeriet under sin bevisbyrde gerne vil have det yderligere dokumenteret, kan Skatteministeriet selv indhente de omhandlede oplysninger i henhold til skattekontrollovens § 59 (bankers oplysningspligt), jf. retsplejelovens § 344, stk. 2.

Faktum er således væsentlig anderledes end faktum i SKM2025.177.BR, hvori det var ubestridt, at afgiftssubjektet var indehaver af det omhandlede SMILE-kort, hvori der forelå skriftlige beviser for, at afgiftssubjektet havde foretaget de omhandlede køb på sit kreditkort og været passager på de omhandlede færgeovergange (opfordring C).

A har aldrig oprettet eller været indehaver af det omhandlede SMILE-kort, ligesom han aldrig har været passager på nogen af de omhandlede færgeoverfarter og dermed heller ikke købt nogen af de omhandlede øl, herunder via sit kreditkort.

3.7.  DE OMHANDLEDE OPLYSNINGER PÅ SMILE-KORTET SKULLE UNDER SKATTEMINISTERIETS BEVISBYRDE VÆRE PLIGTMÆSSIGT SLETTET UNDER RETTEN TIL AT BLIVE GLEMT

De omhandlede oplysninger på SMILE-kort indeholder personoplysninger om A m.fl., hvorfor persondataloven og persondataforordningen finder anvendelse, jf. bl.a. persondatalovens § 3.

Det fremgår af persondatalovens § 5, stk. 5 (trådt i kraft 1. juli 2000), og persondataforordningens art. 17 (trådt i kraft 25. maj 2018), at der en ret til at blive glemt som person, ligesom der er en selvstændig pligt hos den dataansvarlige (G1-virksomhed) til at slette personoplysninger.

Dansk administrativ praksis er i overensstemmelse hermed, jf. bl.a. Datatilsynets afgørelse af 18. maj 2020 med j.nr. 2019-31-2316 og Datatilsynets indstilling af 5. april 2022 om bøde til F1-bank på 10.000.000 kr. for manglende sletning af personoplysninger under retten til at blive glemt.

Men persondataforordningens art. 17, stk. 2, litra b, indeholder en mulighed for eller adgang til, at national ret kan overholdes inden for retten til at blive glemt, hvis Skattestyrelsen og/eller Landsskatteretten skulle vurdere, at der i det konkret tilfælde er en pligt i bogføringslovens § 10 til, at regnskabsmateriale mv., herunder SMILE-kort, skal opbevares på betryggende vis i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, som materialet vedrører. 

Der er i den forbindelse en afvejningsforpligtelse (proportionalitet under de kumulative kriterier/hensyn om nødvendigt, egnet og forholdsmæssigt) i forhold til den undtagelse i persondataforordningens art. 17, stk. 2, litra b, jf. EUC art. 8 (lex specialis) hvorunder grundrettighederne i sig selv kan medføre ret og/eller pligt til sletning, fx i tilfælde 1) hvor oplysninger vedrørende et privat kort/SMILE-kort, og hvor 2) anvendelsen eller forbruget på SMILE-kortet ligger relativt lang tid eller fx 1 eller 2 år forud for sletning.

Det er i øvrigt i overensstemmelse med princippet i praksis fra bl.a. Slots- og Kulturstyrelsen, hvilket direkte fremgår af den omhandlede styrelsens hjemmeside om persondatapolitik af 27. september 2022.

En opbevaring af det omhandlede regnskabs- og bogføringsmateriale eller oplysninger på SMILE-kortet var således under ovennævnte beviste kriterier/hensyn ikke forholdsmæssig i forhold til persondatasikkerheden under retten til at blive glemt i EUC art. 8. Det er således EUC art. 8 og retspraksis hertil (EU-domstolen), som begrænser anvendelsesområdet for persondataforordningen art. 17, stk. 2, litra b, og for persondatalovens § 5, stk. 5.

Derfor har de gældende persondataregler i samvirke med skatteretten under Skattestyrelsens bevisbyrde alene bevismæssig og/eller processuel skadevirkning for Skattestyrelsen, jf. retsplejelovens § 344, stk. 1 og 2.

Der henvises i den forbindelse for en ordens skyld til SKM2023.243.BR.

3.8.  DET RETLIGE SAMVIRKE MELLEM BEVISBYRDEREGLERNE OG OFFICIALMAKSIMEN

Officialmaksimen er i øvrigt primær til bevisbyrdereglerne, jf. FOU.2014.0006. Medmindre der foreligger klar lovgivning med angivelse af, at dette juridiske samvirke konkret er fraveget. Der er i forbindelse således udtalt vedrørende det retlige samvirke mellem bevisbyrdereglerne og officialmaksimen af Ombudsmanden i FOB.2018-31, at:

"…

Ombudsmanden var enig med Ankestyrelsen i, at aktivlovens § 11, stk. 7, var en "skærpet bevisbyrderegel" for borgeren, men at reglen ikke ændrede på, at myndighederne efter officialprincippet havde pligt til at oplyse sagen.

…"

Det er således i alle tilfælde Skatteministeriets byrde, hvis Skatteministeriet ikke tilstrækkeligt kan bevise sine anvendte kriterier/hensyn, i hvilken forbindelse princippet i retsplejelovens § 344, stk. 2, ikke kan anvendes, allerede fordi Skattestyrelsen har A til afgiftsstraffevurdering, jf. bl.a. retssikkerhedslovens § 10 (bilag nr. 9).

I øvrigt har A i høj grad medvirket til sagens oplysning, herunder via bilag nr. 2.

3.9.  BEVISER UDEN BEVISVÆRDI ELLER I ANDEN RÆKKE UDEN RETNINGSGIVENDE BEVISVÆRDI

Der er ingen som helst dokumentation eller godtgjort sammenkobling af den omhandlede ølafgift på 2.163 kr. fra den 14. juni 2018, herunder på side 11, afsnit 1, i svarskriftet, og det omhandlede SMILE-kort (bilag E og bilag M). Skattestyrelsen har ej heller foretaget nogen sammenkobling heraf i sin afgørelse af 21. juni 2018 (bilag L). Tallene i bilag G svarer heller ikke til tallene i bilag L under indrapportering af 16. februar 2018, side 1. Det må have formodningen stærkt imod sig under Skatteministeriets bevisbyrde, at der skulle være en forskel i antallet af købte øl-rammer og ingen fundne relativ betydelige vinindkøb samt sodavandsindkøb, jf. duplikken side 2, afsnit 3 (bilag G, side 6), hvis det omhandlede SMILE-kortet, som det ikke er, skulle være A. Det anførte i replikken på side 2, afsnit 2.1, 4. afsnit, er udtryk for samme bevisbedømmelse. 

Det har ingen betydning for denne sag, at der er købt en morgenmadsplatte på G2-virksomhed færgeovergangen til 69,95 kr. på det omhandlede SMILE-kort. I den forbindelse bemærkes, at A er stoppet kl. 05.30, og at det er noget tidligt at spise morgenmad fx kl. 4.55. I øvrigt fremgår det ikke af bilag O, fra hvornår morgenmadsplatterne serveres.

Det har ligeledes den klare formodning imod sig under Skatteministeriets bevisbyrde, at bilag P skulle kunne dokumentere eller godtgøre, at vinen er forsvundet på overfarten, og at sodavand og andre øl-rammer skulle være købt i Tyskland.

Der fremgår heller ingen anvendelse af noget SMILE-kort eller det omhandlede SMILE-kort i Skattestyrelsens afgørelse af 16. december 2020 (bilag N).

Det forhold, at det omhandlede SMILE-kort figurerer som anvendt af en IK (bilag Q, side 8), og at kortet fremgår af et enkelt bilag i bilag P uden for den omhandlede periode til bedømmelse i denne sag, kan heller ikke under Skatteministeriets bevisbyrde tillægges nogen retningsgivende betydning. Det samme gælder i sig selv og i sammenhæng bilag K, da dette bilag ikke beviser nogen former for last.

Der kan i øvrigt ikke afgiftspålægges for øl-indkøb, der allerede er anerkendt af Landsskatteretten og Skatteministeriet som ikke-henførbare til A (bilag nr. 8 og bilag R), jf. duplikkens side 6ø, e.c. Der må i den forbindelse heller ikke afgiftspålægges pønalt, jf. bl.a. princippet i FOU1984.156 og princippet i SD-cirkulære nr. af 13. januar 1988, afsnit 2.

Skatteministeriet har simpelthen under sin bevisbyrde fat i den forkerte mand eller kvinde eller det forkerte afgiftssubjekt, herunder er A ikke indehaver af det omhandlede SMILE-kort.

I den forbindelse fremgår det bl.a. af U.1984.839 V, TfS 1999, 404 V, U.1998.522.H, SKM2018.573.BR samt Retten i Roskildes dom af 15. februar 2024 under BS-41122/2021-ROS, at parts- og vidneforklaringer kan være tilstrækkeligt bevis i sig selv.

3.10. DE OMHANDLEDE BANKKONTOOPLYSNINGER SKULLE OG SKAL INDHENTES AF SKATTEMINISTERIET

A var helt frem til den 27. november 2024 under retssikkerhedslovens § 10 (bilag nr. 11).

Skatteministeriet og Skattestyrelsen har en lovhjemmel til at indhente de omhandlede bankkontooplysninger i skattekontrollovens § 59 (bankers oplysningspligt), jf. retsplejelovens § 344, stk. 2. I den forbindelse skal A gøre opmærksom på, at bankkontooplysningerne fra i hvert fald 3. april 2020 og tilbage er slettet, jf. bogføringslovens § 12, ligesom der efter omstændighederne er særskilt pligt til tidl. sletning af persondataoplysninger i persondatalovens § 5, stk. 5, og persondataforordningens art. 17.

Der er relativt vide rammer for det lovlige skøn herom i nedadgående tidsmæssig retning for den dataansvarlige, jf. bl.a. EUD i dom af 13. maj 2014 i sag C131/12, Google Spain m.fl. vs. Agenza Espanola m.fl. og EUD i dom af 24. september 2019 i sag 507/17, Google vs. CNIL m.fl., præmis 72. 

EUC art. 8 indeholder tillige en mindst med persondatadirektivet og persondataforordningen tilsvarende ret til at blive glemt, hvilken ret også gælder for juridiske personer, jf. bl.a. EUD i sag C-92/09, Volker & Markus Schenke, præmis 87.

Persondataforordningens art. 6, stk. 1, litra c, omhandler alene ret til behandling af personoplysninger, hvorfor bestemmelsen i art. 6, stk. 1, litra c, begrænses af persondataforordningen art. 17 vedrørende retten til at blive glemt (den specielle regel går forud for den generelle regel).

Men persondataforordningens art. 17, stk. 2, litra b, indeholder en mulighed for eller adgang til, at national ret kan overholdes inden for retten til at blive glemt.

Der er i den forbindelse en afvejningsforpligtelse (proportionalitet under de kumulative kriterier/hensyn om nødvendigt, egnet og forholdsmæssigt) i forhold til den undtagelse i persondataforordningens art. 17, stk. 2, litra b, jf. EUC art. 8 (lex specialis) hvorunder grundrettighederne i sig selv kan medføre ret og/eller pligt til sletning, fx i tilfælde 1) hvor der ingen særlige hensyn er til støtte herfor.

Det er således alene Skatteministeriets beslutning som afgørelsesmyndigheder (Skattestyrelsen og Landsskatteretten) under officialmaksimen ikke at indhente de omhandlede bankkontooplysningerne hos hverken 1) A bank eller hos 2) A selv. Det er ligeledes Skatteministeriets standpunktsrisiko som procespart, at skatteforvaltningslovens § 59 fortsat ikke bringes eller er bragt i anvendelse.

I anden række gøres det således gældende, at A ikke længere kan komme i besiddelse af de omhandlede bankkontooplysninger, ligesom han i anden række ikke ville være kunne komme i besiddelse af bankkontooplysningerne fra 20. december 2021 og tilbage (meget konservativt estimeret til datoen for svarskriftet), hvorfor retsplejelovens § 344, stk. 2, ikke er relevant for bedømmelsen af dette forhold eller i anden række kun fra forholdet fra 20. december 2021 - 22. januar 2020.

Det er derfor Skatteministeriets standpunktsrisiko, at Skatteministeriet ikke selv via skattekontrollovens § 59 under officialmaksimen tidligere har indhentet de omhandlede bankkontooplysninger, og at A ikke længere er i besiddelse heraf eller kan komme i besiddelse af dem via sin netbank eller via sin bank. Det er i A’s interesse at kunne fremlægge et sådant dokumentbevis.

Det er således Skatteministeriet under sin egen retorik, som allerede fra sagens oplysning (bilag nr. 1) frem til nu har en vægring mod at indhente de omhandlede bankkontooplysninger. Det var under samme retorik ligeledes nemt for Skatteministeriet via skattekontrollovens § 59 at indhente de omhandlede bankkontooplysninger, herunder som følge af officialmaksimen (som afgørelsesmyndighed) og under sin bevisbyrde (som procespart).

I den forbindelse erindres om Datatilsynets indstilling af 5. april 2022 om bøde til F1-bank på 10.000.000 kr. for manglende sletning af personoplysninger under retten til at blive glemt, hvilken bødeindstilling fremlægges som bilag nr. 12.

Det fremgår således også af fx F1-bank privatkundevilkår for netbank af 23. november 2024, afsnit 12, der fremlægges som bilag nr. 13, at A oplysninger er i fuld kongruens med bankens vilkår om sletning af sådanne persondataoplysninger alle steder hos banken, herunder i netbanken (alene bevarelse i op til 5 år i overensstemmelse med bogføringslovens § 12).

Som følge af at der er tale om privatkonto er bogføringslovens 5-årsfrist (erhvervsdrivende) i øvrigt for lang under retten til at blive glemt.

Både bilag S og bilag T er således ikke relevante for bedømmelsen heraf i sammenhæng med de faktiske og juridiske forhold, herunder bilag nr. 11.

A har alene telefonisk kontaktet sin bank herom, hvorfor et sådant dokumentbevis vedr. forgæves forsøg indhentelse af bankkontoudskrifter ikke foreligger, i hvilken forbindelse der igen henvises til bl.a. bilag nr. 12 og bilag nr. 13.

Skatteministeriet må således under sin bevisbyrde godtgøre modsat af ovennævnte, idet Skatteministeriet ikke blot kan bestride oplysninger (processkrift A, side 3, 4. sidste afsnit), men må forholde sig sagligt og fagligt til både mundtlige og skriftlige beviser i sagen. 

Skatteministeriet kan åbenlyst heller ikke lægge oplysninger til grund (processkrift A, side 3, 3. sidste afsnit), som ikke er bevist med nogen sandsynlighed og i øvrigt er forudsat bestridt af A under sin sandhedspligt ved sin partsforklaring ved Retten i Roskilde (forudsat kongruens).

3.11. INGEN SAMMENKOBLING AF IKKE-RELEVANTE FORHOLD I SKATTESTYRELSENS AFGØRELSE

Det fremgår intetsteds af Skattestyrelsens afgørelse (bilag nr. 1), at der er nogen faktisk og juridisk sammenkobling af den pålignede ølafgift på 2.163 kr. og pålæg af den øvrige ølafgift (nedsat af Landsskatteretten fra 554.815 kr. til 351.720 kr./bilag R). Det har således ikke været en del af Skattestyrelsens subsumption eller begrundelse i den omhandlede afgørelse. Skatteministeriet v/Kammeradvokatens konkrete henvisning til den omhandlede afgørelse (bilag nr. 1, side 1) er netop bevis herfor, idet Skattestyrelsen alene har reguleret inden for ølafgiftsperioder med deraf følgende nødvendig modregning for allerede, separat pålignet ølafgift.

Skattestyrelsens anbringender herom mundtligt over for Landsskatteretten (bilag nr. 8, side 22) er efterfølgende eller senere anbringender i klagesagsprocessen svarende til Skatteministeriets v/Kammeradvokatens ved domstolene, hvilket intet har med Skattestyrelsens afgørelses indhold at gøre.

Pålæg af ølafgift må ikke fx indeholde pønale hensyn/kriterier og/eller foretages under en pønalbevisbedømmelse, jf. bl.a. princippet i FOB1974.79, princippet i FOU1984.156, princippet i cirkulære om taksation nr. 4 af 13. januar 1988, afsnit 2, princippet i FOB90.197, og princippet i Den Juridiske Vejledning 2021-2, afsnit A.C.2.1.4.4.1.

Inddragelsen af en betalt, relativt mindre ølafgift i en afsluttet sag (bilag L) til af Skatteministeriet forudsat ugunst for A har en pønal karakter, hvilket også er årsagen til, at Skattestyrelsen i sin afgørelse ikke har tillagt det nogen former for betydning for afgørelsen ud over en modregning som følge af alene ølafgiftsperioder/-periodisering.

Den omhandlede, separat pålignede ølafgift på 2.163 kr. har således ingen betydning har for denne sag, herunder bevismæssigt.

3.12. NOTATET FRA SKATTESTYRELSENS KONTROL DEN 14. FEBRUAR 2018 ANGIVER DET PRÆCIST INDFØRTE TIL DANMARK

Notatet fra den omhandlede kontrol den 14. februar 2018 (bilag L) indeholder en udførlig opgørelse og beskrivelse af indførte sodavand, selv om sodavandsafgiften blev ophævet ved lov nr. 789 af 28. juni 2013 med virkning fra 1. januar 2014.

Der er således heller ikke pålignet en sodavandsafgift af Skattestyrelsen den 14. februar 2018 (bilag L).

Skatteministeriet v/Kammeradvokatens i hvert fald indirekte anbringende om, at den omhandlede vinmængde i sig selv ikke udløste vinafgift, hvorfor der ikke var behov for notat herom, savner derfor mening. Det understøttes af, at de omhandlede vinafgifter pålignes inden for afgiftsperioder, jf. bl.a. øl og vinafgiftslovens § 8, hvorfor indført vin kan have en senere afgiftsmæssig betydning, og idet fx adgangen til afgiftsfrit privatforbrug af vin som med øl ligeledes er periodiseret.

Afgiftsfri øl til privatforbrug helt ned til konkret øltype og ølmærke fremgik derfor tillige af den omhandlede kontrolrapport (bilag L).

Det kan således med en til vished grænsende sandsynlighed fastslås, at A alene havde, hvad der fremgår af kontrolrapporten af 14. februar 2018 i den omhandlede varevogn (bilag L).

Ellers må Skatteministeriet indkalde de omhandlede toldere som vidner ved Retten i Roskilde, jf. i modsat fald retsplejelovens § 344, stk. 2.

Det fremgår heller ikke af bilag L, at de påståede indkøbte øl (bilag H og bilag I) er de samme typer af mange forskellige mulige slags øl fra forskellige mulige ølmærker, som var i den omhandlede varebil. Så der kan heller ikke konkret fsva. ølmærke og øltype konstateres lighed eller ensartethed. Det samme gælder de omhandlede sodavand.

Også derfor kan A ikke være den person, som har anvendt det omhandlede SMILE-kort (bilag nr. 2), via hvilket der bl.a. er købt den omhandlede relativt betydelige mængde vin, som ikke fremgår af den omhandlede kontrolrapport (bilag L). Hertil kommer - også i sig selv, at antal rammer øl og sodavand ikke passer med SMILE-kort indkøbene, ligesom mærker og typer ikke er ensartede eller lign. dokumenteret af Skatteministeriet.

Skatteministeriet har således fortsat ikke løftet sin bevisbyrde eller har m.a.o. afkræftet sine afgiftspålæg.

3.13. LANDSSKATTERETTEN AFGØRELSE ER I STRID MED LANDSSKATTERETTENS PRAKSIS VEDRØRENDE ØL- OG VINAFGIFT I FORHOLD TIL FORBRUG PÅ SÅKALDTE SMILE-KORT, JF. LANDSSKATTERETTENS AFGØRELSE AF 5. DECEMBER 2022 MED SAGSNR. 210091943/SKM2023.97.LSR

Skattestyrelsens afgørelse er i strid med Landsskatterettens praksis vedrørende øl- og vinafgift i forhold il forbrug på såkaldte SMILE-kort, jf. Landsskatterettens afgørelse af 5. december 2022 med sagsnr. 21-0091943/SKM2023.97.LSR.

Der er sammenfald i forhold til både faktum og jus med nærværende klagesag og Landsskatterettens afgørelse af 5. december 2022 med sagsnr. 21-0091943/SKM2023.97.LSR, hvorfor det juridiske skøn og bevisskønnet under en lighedsgrundsætning, jf. bl.a. SKM2015.479.HR og SpO2015.487, ikke kan foretages anderledes i sagerne.

Dette er tillige i overensstemmelse med Skatteankestyrelsen oprindelige indstilling om fuldt medhold i bl.a. A’s sag (bilag nr. 4).

Sagen var således både faktisk og retligt tilstrækkeligt oplyst den 7. juni 2023, bl.a. fordi ingen af de omhandlede retningsgivende og beviste kriterier/hensyn i Retten i Roskildes dom af 15. februar 2024 med sagsnr.: BS-41122/2021-ROS forelå eller foreligger i sagen med A.

Landsskatterettens omhandlede offentliggjorte afgørelse (SKM2023.97.LSR) må efter omstændighederne i sig selv udgøre en praksis, der kan støttes ret på af afgiftssubjekterne, og som ikke kan ændres bebyrdende skærpende bagudrettet af Landsskatteretten, jf. bl.a. U.83.8H, jf. om lighedsgrundsætningen og praksisændringer i SKM2015.479.HR og i SpO2015.487.

Der foreligger kvalitativt ikke en praksispræcisering, jf. herom i TfS 2017, 177.

A skal således derfor i sig selv have medhold i sin principale påstand.

3.14. DET OMHANDLEDE SMILE-KORT TILHØRTE IKKE A OG KAN UNDER BL.A. DEN FRI BEVISBEDØMMELSE OG DET EU-RETLIGE RETSSIKKERHEDSPRINCIP IKKE TILLÆGGES A, HVORFOR SKATTEMINISTERIETS FORETAGNE BEVIS-/VÆRDISKØN IKKE HAR NOGET TILSTRÆKKELIGT FAKTISK GRUNDLAG

Det omhandlede SMILE-kort tilhørte ikke A, hvorfor Skatteministeriets bevis- og værdiskøn ikke har noget tilstrækkeligt faktisk grundlag.

De omhandlede såkaldte indicier/bevisdata til støtte for ejerskabet af det omhandlede SMILE-kort kan ikke anses for tilstrækkelige, jf. princippet i retsplejelovens § 334 eller fri bevisbedømmelse, jf. bl.a. bilag nr. 2 og muligheden for at oprette et SMILE-kort hos G1-virksomhed uden kontrol.

De omhandlede oplysninger på SMILE-kortet, som det udokumenteret er oplyst af Skattestyrelsen, jf. bilag nr. 2, er i øvrigt offentligt tilgængelige. I øvrigt står der fx IJ på det omhandlede kort, som allerede på navn er helt andet afgiftssubjekt.

Allerede derfor er A, herunder via Skatteministeriets egen retsanvendelse i sin udtalelse af 27. april 2023 (bilag nr. 3), ikke rette afgiftssubjekt, allerede hvorfor han ikke kan afgiftspålægges i nærværende sag.

De yderligere oplysninger i Skattestyrelsens udtalelse af 7. august 2023 ændrer ikke herpå, allerede fordi bl.a. forudbestillingerne i al væsentlighed er i overensstemmelse med de oplysninger, som ikke kan henføres til A, jf. bl.a. bilag nr. 2.

Afgiftspålæg ud fra alene forudbestillinger på et SMILE-kort (alene rabatkort) under de givne omstændigheder i øvrigt, herunder er ejerskabet bestridt og ikke dokumenteret, er således et for usikkert bevis- og hjemmelsgrundlag.

I den forbindelse skal der særligt lægges vægt på det EU-retlige retssikkerhedsprincip (harmoniseret område og/eller grænseoverskridende aktivitet, jf. sejlads mellem Tyskland og Sverige under bl.a. Unionsborgerskabet i TEUF art. 20 under "bl.a." og varernes fri bevægelighed i bl.a. TEUF art. 28), hvorunder det vil give en EU-retskrænkende usikkerhed, hvis alene bestridt registrering af et SMILE-kort med usikre og modbeviste indicier/andre bevisdata skal medføre pålæg af afgifter. 

I den forbindelse til Skattestyrelsens egen anførte usikkerhed herom med indstillinger om hjemvisning til fornyet behandling (bilag nr. 3 og bilag nr. 5) samt Skatteankestyrelsens indstilling om fuldt medhold (bilag nr. 4) inddrages som lovlige kriterier/hensyn.

Det grænseoverskridende element i sagen skal vurderes i EU-retlig forstand eller som et EU-retligt juridisk systembegreb.

Det vil sige, at en normal semantisk forståelse af, hvad et internt forhold er, ikke nødvendigvis kan anvendes. Der er varierende fortolkninger af det grænseoverskridende element inden for EU-retten, jf. bl.a. EUD i sag C-34/09, Zambrano, præmis 39 (grænseoverskridende element i opholdsdirektivets forstand) og bl.a. præmis 41 (grænseoverskridende element i TEU art. 20’s forstand).

Den blotte mulighed for et grænseoverskridende tilfælde skal medføre en EU-retlig stillingtagen/EU-rettens anvendelse, jf. bl.a. EUD-sag C-300/01, Salzmann, jf. Ulla Neergaard m.fl., EU-ret - Fri bevægelighed, 3. udgave, 2018, Karnov Group, side 198.

Sagen indeholder en række selvstændige EU-retlige elementer via TEUF art. 28 og persondataloven samt persondataforordningen, jf. bl.a. SKM2023.243.BR, hvorfor EUDs dom i sag C-258/13, Sociedade Agrícola, ikke er relevant eller ekskluderende for EUCs anvendelse.

Den foreliggende ubestemthed og manglende præcision i forhold til kendskab til fremtidige begivenheder eller en fysisk persons kendskab til sin retsstilling på aftaletidspunktet, herunder sin økonomiske stilling, udgør i henhold til EUretten umiddelbart en krænkelse af retssikkerhedsprincippet, jf. bl.a. EUD i sag C-89/18, A, præmis 41 (Danmark blev dømt for krænkelse), EUD i sag C-670/17 P, Den Hellenske Republik, præmis 54, EUD i forenede sager C-459/17 og C460/17, SGI, præmis 42, EUD i sag C-239/17, Gert Teglgaard m.fl., præmis 52 og 53 (Danmark blev dømt for krænkelse), EUD i sag C-390/15, RPO, præmis 59, EUD i sag C-362/12, Test Claimants in Franked Investment Income Group Litigation, præmis 44 - 45, samt EUD i sag C-54/99, Èglise de Scientologie, præmis 21 - 22, jf. tillige Ulla Neergaard m.fl., EU-ret, Fri Bevægelighed, 3. udgave, Karnov Group, p. 222 (Flynn 2002, p. 802) - 223.

Allerede derfor eller ud fra et nyt juridisk skøn og bevis-/værdiskøn under Skatteministeriets bevisbyrde skal den principale og mest subsidiære påstand i prioriteret rækkefølge tages til følge.

3.15. DER ER INTET TILSTRÆKKELIGT GRUNDLAG I DE FORELIGGENDE BEVISER UNDER SKATTEMINISTERIETS BEVISBYRDE FOR, AT A HÆFTER FOR NOGEN ANDEL AF DE OMHANDLEDE ØL UNDER ØL- OG VINAFGIFTSLOVENS § 27, STK. 8, NR. 2

Der er intet tilstrækkeligt grundlag i de foreliggende beviser under Skatteministeriets bevisbyrde for, at A hæfter for nogen andel af de omhandlede øl under øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 8, nr. 2. 

Allerede derfor eller ud fra et nyt juridisk skøn og bevis-/værdiskøn under Skatteministeriets bevisbyrde skal den principale og mest subsidiære påstand i prioriteret rækkefølge tages til følge.

3.16. A HAR IKKE BETALT FOR DE OMHANDLEDE FORUDBESTILTE ØL (RETNINGSGIVENDE KRITERIE/HENSYN UNDER RETSPRAKSIS)

Der er ingen oplysninger om og/eller dokumentation for, at A har betalt for de omhandlede, forudbestilte øl, hvorfor Landsskatterettens afgørelse (bilag nr. 8) er i strid med Retten i Roskildes dom af 15. februar 2024 med sagsnr.: BS-41122/2021-ROS, jf. Grl. § 3, 3. pkt. (ubestridt afgiftssubjektets SMILE-kort, Dankort-betalinger hos G1-virksomhed er beløbs- og tidsmæssigt svarende til indkøbene på SMILE-kortet og Dankort-betalinger med færgebilletter til de omhandlede færgeovergange i nær tidsmæssig tilknytning til langt de fleste indkøb på SMILE-kortet).

Det omhandlede kriterie/hensyn med faktisk betalingsdokumentation er det retningsgivende kriterie/hensyn.

A skal således derfor under Skatteministeriets bevisbyrde have medhold i sin principale påstand.

3.17. DER ER INGEN DOKUMENTATION FOR KØB AF FÆRGEBILLETTER AF A I TILKNYTNING TIL DE OMHANDLEDE KØB AF ØL HOS G1-VIRKSOMHED PÅ DET OMHANDLEDE SMILE-KORT (RETNINGSGIVENDE KRITERIE/HENSYN UNDER RETSPRAKSIS)

Der er ingen oplysninger om og/eller dokumentation for, at A har købt og betalt for færgebilletter hos G1-virksomhed i tilknytning til de omhandlede øl indkøb, hvorfor Landsskatterettens afgørelse i sammenhæng med den manglende betalingsdokumentation tillige er i strid med Retten i Roskildes dom af 15. februar 2024 med sagsnr.: BS-41122/2021-ROS, jf. Grl. § 3, 3. pkt. (ubestridt afgiftssubjektets SMILE-kort, Dankort-betalinger hos G1-virksomhed er beløbs- og tidsmæssigt svarende til indkøbene på SMILE-kortet og Dankortbetalinger med færgebilletter til de omhandlede færgeovergange i nær tidsmæssig tilknytning til langt de fleste indkøb på SMILE-kortet).

Det omhandlede kriterie/hensyn med faktisk betalingsdokumentation i sammenhæng med manglende dokumentation for tilstedeværelse på færgerne ved de omhandlede køb er det retningsgivende kriterie/hensyn.

A skal således derfor under Skatteministeriets bevisbyrde have medhold i sin principale påstand.

3.18. DE OMHANDLEDE OPGØRELSER ELLER BEVIS-/VÆRDISKØN VEDRØRENDE DE INDKØBTE ØL ER I ANDEN RÆKKE EFTER DET OPLYSTE VÆSENTLIGT FEJLBEHÆFTEDE (A HAR INDKØBT FOR ANDRE FYSISKE PERSONER, LIGESOM HAN HAR HAFT ET RELATIVT STORT PRIVATFORBRUG AF ØL TIL FX FØDSELSDAGSFESTER I FAMILIEN MV.) (HOVEDANBRINGENDE I ANDEN RÆKKE)

De omhandlede opgørelser eller bevis-/værdiskøn vedrørende ølafgift vedr. forudbestilte øl er væsentligt fejlbehæftede.

Der kan i anden række ikke lægges afgørende vægt på oplysningerne via et SMILE-kort i forhold til det registrerede afgiftssubjekt, idet SMILE-kortet kan være anvendt af én person til indkøb for flere, ligesom flere selvstændigt kan have anvendt kortet via lån, jf. bl.a. herom Retten i Roskildes dom af 15. februar 2024 med sagsnr.: BS-41122/2021-ROS.

A har på andre indkøbsture (ikke ture som er foretaget af det omhandlede andet afgiftssubjekt, jf. bilag nr. 1 og bilag nr. 2) indkøbt for andre fysiske personer i den omhandlede periode, allerede hvorfor hans egne indkøb af de omhandlede, forudbestilte øl i givet fald skønsmæssigt skal nedsættes med 70 procent i fravær af direkte fordelingsnøgler mellem passagerne/husstandene i bilen på overfarterne. Betalingen er foretaget kontant passagerne imellem, der alle var familiemedlemmerne direkte eller indirekte.

A og hans familie er ikke helt unge mere (født i (red.årstal.nr.1.fjernet)), så den generation bruger kontanter i et videre omfang end fx den helt unge generation.

Der er heller ikke foretaget et bevisskøn over, hvad et normalforbrug af øl anslås til at være for A, jf. SKM2013.52.VLR.

I den forbindelse har A tillige haft et større privatforbrug af øl end fx en individuel person i en husstand, idet han og familien har holdt en række fødselsdage, holdt jul, holdt påske, arbejdsweekender på rideskole, holdt pinse mv., hvor en større familie og venner har konsumeret øl til eget privat forbrug.

A’s generation med familie og venner (født (red.årstal.nr.1.fjernet)) drikker tillige gennemsnitligt mere øl end fx den yngre generation, hvor øl bl.a. er substitueret af alkoholsodavand, vin, drinks mv. Også derfor skal A’s individuelle ramme til privat ølforbrug udvides, jf. SKM2013.52.VLR.

Svigerforældrene er afgået ved døden efter de omhandlede afgiftsperioder, og de (svigerforældrene) har skønsmæssigt medtaget mellem 40 - 45 procent af det faktiske øl, som er indkøbt på ture til fx Tyskland.

A har tillige givet rammer af øl væk som gaver til venner og bekendte, hvilket tillige forøger det private forbrug af de omhandlede øl, jf. SKM2013.52.VLR.

110 liter øl til privatforbrug er under EU-retten alene mindsteprivatforbruget, jf. bl.a. SKM2013.52.VLR.

Umiddelbart vil et privat ølforbrug i 2017 - 2020 for A og hans husstand på skønsmæssigt 7.500 liter hvert år uden præjudice herfor i forhold til sagen, herunder indkøb heraf i Danmark og Tyskland, være realistisk ud fra de konkrete forhold. Øl fra 2017 kan efter omstændighederne holde sig til 2020. Dermed vil det private forbrug af øl ligge inden for A’s andel af den skønsmæssigt fastsatte fordeling (30 procent) selv af de ifølge SMILE-kortet indkøbte øl.

Eftersom Skattestyrelsen har bevisbyrden, jf. bl.a. SKM2013.52.VLR, og idet der må indrømmes en vis skønsmargin for A’s og hans husstands private ølforbrug, må det omhandlede bevis-/værdiskøn anses for væsentligt fejlbehæftet.

Allerede derfor eller ud fra et nyt juridisk skøn og bevis-/værdiskøn under Skatteministeriets bevisbyrde skal den mest subsidiære påstand tages til følge.

3.19. ØLAFGIFT AF DE OMHANDLEDE FORUDBESTILTE ØL SKAL UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER REDUCERES MED ØL TIL EGET FORBRUG (HOVEDANBRINGENDE I ANDEN RÆKKE)

De omhandlede forudbestilte øl skal under omstændigheder reduceres med øl til eget forbrug, jf. jf. øl og vinafgiftslovens § 11, stk. 2, 1. pkt., jf. SKM2013.52.VLR og SKM2015.712.VLR samt Den Juridiske Vejledning 2021-2, afsnit E.E.3.3.7, jf. Om Den Juridiske Vejledning 2021-2, Bindende virkning, som mindst er 110 liter øl, hvilket minimum skønsmæssigt skal beregnes per bestilling, i anden række per kvartal, i tredje række per halvår eller i fjerde række per år til 333 øl for en husstand (0,33 cl divideret med 110 liter).

En fortolkning per bestilling eller per indkøb på SMILE-kortet er i overensstemmelse med en naturlig sproglig forståelse af cirkulationsdirektivets artikel 32, stk. 1 og 2, i sammenhæng.

Der skal i henhold til reglerne om skøn under regel og Den Juridiske Vejledning 2018 - 2020, afsnit E.A.1.4.3, under cirkulationsdirektivets artikel 32, stk. 2, jf. stk. 3 (vejledende mængder) foretages et konkret skøn over, hvorvidt mindstegrænsen på 110 liter skal hæves.

De særlige forhold for A og hans husstand med et større ølforbrug end normal er derfor relevante. Det vil blive mindst uddybet af A via hans partsforklaring ved Retten i Roskilde.

Bevisbedømmelsen er fri, jf. retsplejelovens § 344, stk. 1, i hvilken forbindelse parts- og/eller vidneforklaringer til tider tillægges retningsgivende betydning i civile sager, jf. bl.a. U.1984.839 V, TfS 1999, 404 H, U.1988.522H, SKM2018.573.BR og SKM2025.177.BR.

Skattestyrelsen (bilag nr. 1) og Landsskatteretten (bilag nr. 8) har fejlagtigt ikke fratrukket A’s indkøb til eget forbrug fra den pålagte ølafgift.

Allerede derfor eller ud fra et nyt juridisk skøn og bevis-/værdiskøn under Skatteministeriets bevisbyrde skal den mest subsidiære påstand tages til følge.

3.20. A HAR HELLER IKKE VÆRET I BESIDDELSE AF ANDET END EN MINDRE ANDEL AF DE OMHANDLEDE ØL, HVORFOR HAN IKKE HÆFTER FOR HELE ØLAFGIFTSBETALINGEN (HOVEDANBRINGENDE I ANDEN RÆKKE)

A har i anden række heller ikke været i besiddelse af andet end en mindre andel af de omhandlede øl under bestridelse heraf i sig selv (bilag nr. 2), hvorfor han ikke hæfter for hele ølafgiftsbetalingen, jf. øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 6, jf. bilag nr. 1. 

Allerede derfor eller ud fra et nyt bevis-/værdiskøn og juridisk skøn under Skatteministeriets bevisbyrde skal den mest subsidiære påstand tages til følge.

3.21. A IKKE MODTAGET DE OMHANDLEDE ØL, HVORFOR SKATTESTYRELSEN IKKE KAN OPKRÆVE ØLAFGIFTSBETALINGEN HOS A (HOVEDANBRINGENDE I ANDEN RÆKKE)

A har i anden række heller ikke været i besiddelse af de omhandlede øl (bilag nr. 2), hvorfor Skattestyrelsen ikke opkræve hele den omhandlede ølafgiftsbetaling hos A, jf. opkrævningslovens § 9, stk. 1 og 3, jf. bilag nr. 1.

Allerede derfor eller ud fra et nyt bevis-/værdiskøn og juridisk skøn under Skatteministeriets bevisbyrde skal den mest subsidiære påstand tages til følge.

3.22. DER FORELIGGER EN RESTRIKTION AF VARERNE FRI BEVÆGELIGHED UNDER ANVENDELSE AF ALENE FORUDBESTILLINGER PÅ ET SMILE-KORT SOM HJEMMELS- OG BEVISGRUNDLAG (UDLEDT KRITERIE/HENSYN FRA NATIONAL RET), JF. TEUF ART. 34, OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET I TEUF ART. 36 ER IKKE OPFYLDT (HOVEDANBRINGENDE I ANDEN RÆKKE)

Der foreligger både et delvist harmoniseret afgiftsområde samt klare grænseoverskridende elementer i sagen, hvorfor EU-retten finder anvendelse.

Der skal ikke meget til, førend et tilfælde i EU-retlig forstand kvalificeres som grænseoverskridende, jf. bl.a. EUD forenede sager C-357/10 - C/359/10, Duomo, præmis 26, og EUD sag C-298/14, Brouillard, præmis 26 - 27, jf. Ulla Neergaard m.fl., EU-ret - Fri bevægelighed, 3. udgave, 2018, Karnov Group, side 61, ligesom den blotte mulighed for et grænseoverskridende tilfælde skal medføre en EU-retlig stillingtagen/EU-rettens anvendelse, jf. bl.a. EUD-sag C-300/01, Salzmann, jf. Ulla Neergaard m.fl., EU-ret - Fri bevægelighed, 3. udgave, 2018, Karnov Group, side 198.

Der foreligger en restriktion af varernes fri bevægelighed (potentielt og/eller indirekte hindring) under anvendelse af alene forudbestillinger på et SMILE-kort som hjemmels- og bevisgrundlag (udledt kriterie/hensyn fra bl.a. øl- og vinafgiftslovens § 6 a, stk. 1, nr. 1), jf. TEUF art. 34.

TEUF art. 36 skal fortolkes indskrænkende, jf. Ulla Neergaard m.fl., EU-ret - Fri bevægelighed, 3. udgave, 2018, Karnov Group, side 101.

Legalitetskravet og proportionalitetsprincippet i TEUF art. 36 er ikke opfyldt.

Der kan indføres andre kontrolforanstaltninger eller anvendes andre kriterier/hensyn for pålæg af øl og vinafgift. Der kan ligeledes lovgives herom i givet fald, herunder om bevisbyrderegler.

Det er som ovenfor bestridt, at der er et tilstrækkeligt nationalt hjemmelsgrundlag. Men det bestrides ikke, at der er et legitimt hensyn til effektiv afgiftskontrol. Der foreligger imidlertid heller ikke proportionalitet, idet den omhandlede restriktion er egnet, men ikke er nødvendig eller for vidtgående i forhold til at opnå en effektiv afgiftskontrol, jf. bl.a. EUD i sag C-451/05, ELISA, præmis 100, og EUD i sag C-108/09, Ker-Optika, præmis 74.

Derfor skal den principale påstand tages til følge.

3.23. INGEN GROV UAGTSOMHED HOS A ELLER NOGEN PÅ DENNES VEGNE, JF. SKATTEFORVALTNINGSLOVENS § 32, STK. 1, NR. 3 (HOVEDANBRINGENDE I TREDJE RÆKKE)

Da de omhandlede i sig selv bestridte (bilag nr. 2) indkøb af øl skal henføres til en flerhed af personer, og idet A har haft et stort privat ølforbrug til rideskole, jule-, påske og pinsefrokoster, fester mv., har han ikke handlet groft uagtsomt i forhold til Skattestyrelsen.

De omhandlede indkøbte mængder på det omhandlede SMILE-kort ligger således inden for, hvad et bonus pater skattesubjekt som A, herunder individuelt/konkret bedømt, jf. Bonde Eriksen m.fl., Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, DJØFs Forlag, side 673, må opfatte som ikke-afgiftspligtigt, når der indkøbes af familie og venner samt af ham selv til et relativt stort privat forbrug af øl.

A har ingen juridisk uddannelse eller praktisk viden om komplicerede afgiftsregler, herunder mængde mv., hvorfor dette kriterie/hensyn i sig selv eller i anden række under samlet afvejning kvalificerer simpel uagtsomhed under Landsskatterettens afgørelse.

Professor, dr.jur. Jan Pedersen har i SR-Skat 2015.160 ff. udledt følgende vedrørende grov uagtsomhed fra retspraksis, jf. Bonde Eriksen m.fl., Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, DJØFs Forlag, side 673 (mine understregninger):

"…

Almindeligvis vil den rent juridiske kvalifikation af en indkomst eller en udgift ikke blive bedømt som udslag af grov uagtsomhed, hvis skatteyderens retlige kvalifikation og dermed de afgivne oplysninger er sket efter bedste evne.

…"

Denne vurdering i litteraturen, der ikke er en selvstændig retskilde, er støttet på bl.a. TfS 1995, 719 VLD og TfS 1998, 710, jf. Bonde Eriksen m.fl., Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, DJØFs Forlag, side 673.

A har ingen juridisk uddannelse eller praktisk viden om komplicerede afgiftsregler, herunder mængde mv., hvorfor dette kriterie/hensyn i sig selv eller i anden række under samlet afvejning kvalificerer simpel uagtsomhed under Skatteankestyrelsens bestridte forslag til afgørelse.

Denne vurdering i litteraturen, der ikke er en selvstændig retskilde, er støttet på bl.a. TfS 1995.719 VLD og TfS 1998, 710, jf. Bonde Eriksen m.fl., Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, DJØFs Forlag, side 673.

A har således alene under en subjektiv og objektiv bedømmelse handlet simpelt uagtsomt under Landsskatterettens afgørelse i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3’s forstand, hvilken vurdering skal foretages konkret og individuelt i forhold til A og begrundes konkret, jf. bl.a. under samme bedømmelse af den grove uagtsomhed, men under forskellige bevisstyrkekrav, TfS 1989, 148 Ø, TfS 1989, 616 Ø, TfS 1995, 719 VLD, TfS 1998, 710 V, U.2012.2853H og SKM2014.405.BR.

En sådan vurdering er i overensstemmelse med Retten i Roskildes dom af 15. februar 2024 med sagsnr.: BS-41122/2021-ROS (ingen grov uagtsomhed) i et tilfælde med flere og hver især i sig selv langt mere tungtvejende kriterier/hensyn og beviser for ølafgift.

Landsskatteretten var bundet af Retten i Roskildes vurdering af den grove uagtsomhed, jf. Grl. § 3, 3. pkt., jf. SKM2003.393.DEP.

SKM2015.584.ØLR kan ikke anvendes til støtte for Skatteministeriet, allerede fordi der i denne sag allerede er taget konkret stilling til afgiftsstrafferetten via Skattestyrelsens frafald af sigtelse over for A.

Men under også Skatteministeriets eget anbringe er Skattestyrelsens frafald af sigtelse over for A (bilag nr. 11) til støtte for, at A heller ikke civilretligt har handlet groft uagtsomt.

Derfor kan skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, ikke finde anvendelse for idet A, hvorfor Skattestyrelsens afgørelse skal annulleres som følge af hjemmelsmangler.

Derfor skal den principale påstand tages til følge.

3.24. DER ER INGEN LOVHJEMMEL ELLER HJEMMEL TIL BEROSTILLELSE AF SAGEN, OG BEROSTILLELSEN VAR UNDER PROCESFORDREJNING/PROCEDUREFORDREJNING (HOVEDANBRINGENDE I FJERDE RÆKKE)

Reglerne om berostillelse er subsidiære til skatteforvaltningslovens og praksis hertil. Praksis eller i anden række almindelige retsgrundsætninger kan ikke skabes contra legem.

Der var ingen lovhjemmel eller hjemmel til berostillelse af sagen mod A’s gentagne eksplicitte anmodning om en afgørelse i overensstemmelse med Skatteankestyrelsens indstilling af 7. juni 2023, alene fordi der versererede en retssag via overspring af Landsskatteretten ved Retten i Roskilde, hvilken retssag blev afgjort den 15. februar 2024 (BS-41122/2021-ROS).

Sagen/afgørelsen ved Retten i Roskilde er således ikke indbragt af Skatteministeriet, og der var ingen dokumentation for, at dom i den omhandlede sag skulle foreligge primo 2024 og ikke fx primo 2025.

Det fremgår af Skatteministeriets rapport under et såkaldt koncernprojekt fra juni 2007 med titlen Kortere Sagsbehandlingstider i Landsskatteretten, afsnit 4.5.1 (side 77), der fremlægges som bilag nr. 10, at:

"…

I tilfælde hvor Landsskatteretten har afsagt en kendelse, hvor der er givet medhold til klageren, og sagen herefter indbringes for domstolene af Skatteministeriet, kan det give anledning til overvejelser om sagsgangen, hvis der verserer andre ganske tilsvarende sager, hvor Landsskatteretten jo som følge af sin første kendelse også vil give klageren medhold. I så fald skrives der et brev til klageren/repræsentanten, hvor vedkommende orienteres om, at det må forventes, at Skatteministeriet vil indbringe sagen for domstolene, såfremt Landsskatteretten afsiger kendelse. Det overlades herefter til klageren at træffe afgørelse om, hvorvidt sagen skal berostilles på udfaldet af domstolssagen, eller om Landsskatteretten skal træffe afgørelse uden yderligere ophold. Hvis klageren begærer det, har han krav på en afgørelse.

…"

Dette er i overensstemmelse med SKM2003.393.DEP (ingen opsættende virkning af verserende retssager bebyrdende for afgiftssubjektet).

Den omhandlede praksis er inden for eller i overensstemmelse med skatteforvaltningslovens regler om ordinær og ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 2, og 31, stk. 2, og §§ 27, stk. 2, og 32, stk. 2. Praksis er således på den måde for at sikre, at Skatteministeriet ikke selv kan sættes skatteforvaltningslovens frister ud af kraft, herunder den absolutte forældelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4.

Det er samme retlige principper, som lå bag den såkaldte Tamil-sag med ulovlig administrativ berostillelse af familiesammenføringer af tamiler, mens lovgivningsmagten arbejdede på stramninger af lovgivningen (1992/1 BTB 100).

Det er således afgørende, at det er borgeren/det private skattesubjekt selv, som anmoder om afgørelsen, og at det ikke er borgeren/skattesubjektet, som anmoder om udsættelsen på den omhandlede retssag ved Retten i Roskilde. Det er således to helt forskellige tilfælde og bagvedliggende hensyn for praksis eller i anden række en almindelig retsgrundsætning herom.

Denne gengivne retstilstand ovenfor (fast, ensartet praksis) er i overensstemmelse med princippet i SKM2011.315.ØLR og er under eller allerede som følge af legalitetsprincippet. Desuden er nærværende sag en såkaldt "borgernær" sag, som bl.a. Ombudsmanden (forudsat almindelige retsgrundsætninger eller i anden række alene god forvaltningsskik) og Skatteministeriet (fast, ensartet praksis) i øvrigt flere gange har tilkendegivet skal afgøres hurtigst muligt inden for officialmaksimen.

Praksis kan i øvrigt ikke ændres bebyrdende eller skærpende bagudrettet, jf. bl.a. U.83.8H og SpO2015.487.

Sagen var både på jus og faktum endnu mere oplyst end SKM2023.97.LSR herunder via flere udtalelser fra Skattestyrelsen, hvorfor officialmaksimen hele tiden har været opfyldt.

I den forbindelse har en korrekt sagsbehandling af A i øvrigt den betydning, at hans advokatsalær bliver betalt af Skattestyrelsen under de gældende regler herfor under skatteforvaltningslovens kap. 19, herunder § 52, stk. 1, hvilket har en selvstændig væsentlig økonomisk betydning for ham. Dette er tillige et lovligt og pligtigt hensyn (borgerens retskrav på ydelser) at inddrage ved berostillelse af afgiftssager. Eller med andre ord - hvem skal endeligt betale for hans advokatsalær.

Sagsbehandlingstiden i selve klagen, der blev ca. 3 år, skal tillige inddrages som lovligt og pligtigt kriterie, jf. princippet i FOB 2020-34, hvilket kriterie/hensyn tillige vægter imod berostillelse eller i sig selv kvalificerer en afgørelse i sagen fra Landsskatteretten under gældende ret. En verserende eller berostillet klagesag er både økonomisk og psykisk belastende for bl.a. A, herunder via løbende breve fra Gældsstyrelsen og beløb på årsopgørelserne med renter selv om henstand.

I den forbindelse kan afgiftssagen i givet fald blot genoptages af Skattestyrelsen inden for fristerne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, hvis der endeligt opnås medhold i sagen ved Retten i Roskilde (er indbragt for Østre Landsret af Skatteministeriet v/Kammeradvokaten), og såfremt den er tilstrækkelig sammenlignelig med A’s sag. Muligheden for absolut forældelse, jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, kan således ikke fratages A, hvis sagen fra Retten i Roskilde fx skal til prøvelse i Højesteret efter Østre Landsret. Dette er særligt udtalt for fx afgiftsperioder begyndende i bl.a. 2015 og 2016 eller under ekstraordinær genoptagelse. Men også afgiftsperioder fra 2018 eller med endelig dom i fx 2028 fra Højesteret eller senere er ikke urealistisk i forhold til absolut forældelse. Dette lovlige og pligtige hensyn skal således i sig selv kvalificerer Landsskatterettens tidligere afgørelse under dagældende ret (SKM2023.97.LSR).

Desuden fratages A i givet fald tillige muligheden for Skattestyrelsens brud på fristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 1. pkt., jf. § 32, stk. 1, nr. 1 (6-måneders fristen), når sagen er berostillet og ikke blot i givet fald skal genoptages under skatteforvaltningsloven.

A skal derfor behandles under dagældende ret og praksis, jf. bl.a. SKM2023.97.LSR. 

Skattestyrelsen havde tillige ikke krav på et retsmøde, da sagen var fuldt ud faktisk og retligt oplyst, herunder via flere udtalelser fra Skattestyrelsen med skriftlige svar fra A, hvorfor et retsmøde var åbenbart overflødigt i sammenhæng med allerede eksisterende praksis i SKM2023.97.LSR, jf. Landsskatterettens Forretningsordens § 4, stk. 3, nr. 2, jf. skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3.

Retsmødebegæringen fra Skattestyrelsen synes i øvrigt sammenholdt med de mange udtalelser som et forsøg på yderligere at trække en afgørelse ud under gældende ret ud, ligesom den alene omfatter manglende medhold i Skattestyrelsens principale påstand.

Desuden medfører Skattestyrelsens retsopfattelse i sagen (udtalelser), at Skattestyrelsen underofficialmaksimen selv har anerkendt, at afgørelsen var utilstrækkeligt sagsoplyst, allerede hvorfor afgørelsen skal annulleres som følge af en overtrædelse af officialmaksimen (garantiforskrift med ugyldighed og annullation til retsfølge).

Skatteankestyrelsen er den 13. december 2023 skriftligt blevet orienteret om den omhandlede hovedforhandling ved Retten i Roskilde med vedlagte e-mails af 13. december 2023 og indholdet heraf via meddelelse. Skatteankestyrelsen har således hele tiden kendt til den omhandlede hovedforhandling via Skattestyrelsen og Kammeradvokaten, men er specifikt blevet orienteret af undertegnede advokat herom den 13. december 2023. Det er således en bevidst retsstridig handling, der er foretaget af Skatteankestyrelsen, imod praksis og i anden række tillige en almindelig retsgrundsætning herom.

Et andet resultat vil være contra legem eller strid med 1) administrativ praksis herom, 2) en almindelig retsgrundsætning herom (borgerens/skattesubjektets ret til en afgørelse), herunder i forhold til de konkrete forhold inden for afgiftsret og afgiftsproces, og 3) skatteforvaltningslovens sammenhæng og konkrete retsregler med Skattestyrelsens genoptagelse under skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2.

I givet modsat fald må Skatteministeriet via lovgivningsmagten (Folketing og regering i forening) indsætte regler om berostillelse i skatteforvaltningsloven, i tilfælde hvor skattesubjektet har åbenlyse interesse i en afgørelse, og hvor Landsskatteretten varetager Skatteministeriets snævre og isolerede fiskale interesser og/eller egne administrative interesser strid med den retlige konklusion i afsnittet ovenfor.

Landsskatteretten skal begrunde disse forhold under Landsskatterettens Forretningsordens § 12, stk. 2 (udvidet begrundelseskrav), jf. bl.a. FOB 01.147.

De ovennævnte lovlige kriterier/hensyn kvalificerer således i sig selv eller samlet ulovlig proces- /procedurefordrejning i sagen.

Proces-/procedurefordrejning medfører afgørelsens ugyldighed og annullation under forbehold for rækkevidden af U.1999.1408H ved domstolsprøvelse i forhold til Skattestyrelsens afgørelse.

Derfor skal den principale påstand tages til følge.

3.25. LANDSKATTERETTENS AFGØRELSE LIDER AF VÆSENTLIGE SAGSBEHANDLINGSFEJL I SIG SELV OG SOM RETLIG REFLEKSVIRKNING ELLER SOM FØLGE AF RETLIG AFSMITNING AF DE VÆSENTLIGE SAGSBEHANDLINGSFEJL HOS SKATTESTYRELSEN

Landsskatterettens behandling af Skattestyrelsen væsentlige sagsbehandlingsfejl vil under U.2023.51413H medføre en refleksvirkning eller afsmitning på Landsskatterettens afgørelse.

Således at væsentlige sagsbehandlingsfejl i 1. instans (bilag nr. 1) med retsvirkningen ugyldighed med retsfølgen annullation og i anden række hjemvisning, der ikke er korrekt behandlet hos Landsskatteretten (bilag nr. 8), medfører samme ugyldighed af Landsskatterettens afgørelse.

Skattestyrelsen er således ikke retligt immuniseret, exterritorialiseret eller renset/helbredt via 2. instansens (Landsskatteretten) i givet fald forkerte behandling af sagens aspekter vedr. sagsbehandling hos 1. instans (Skattestyrelsen), bl.a. fordi Skatteministeriet i givet fald, jf. U.55.13H, vil være selvprøvende vedr. sagsbehandlingsfejl, medmindre overspring af det administrative prøvelsessystem vælges af skattesubjekterne.

I modsat fald vil der foreligge en krænkelse af EMD TP 1, art. 1, jf. bl.a. EMDs dom i Hentrich vs. France af 22. september 1994, jf. bl.a. præmis 43 og 44 samt 49, EUC art. 17, samt EUC art. 41 (usikkerhed om hjemmel herfor eller med sikkerhed i en EU-retlig almindelig retsgrundsætning/ selvskabt menneskerettighed), jf. dog U.2017.824H, og EUC art. 47, jf. art. 52, stk. 3 (mulighed for beskyttelse modsat EMRK art. 6, jf. EMDs dom af 12. juli 2001, Ferrazzini mod Italien).

U.1999.1408H (almindelig retsgrundsætning) gælder ikke ved domstolsprøvelsen og i modsat fald gøres alene hjemvisning som retsfølge af ugyldighed gældende vedr. sagsbehandlingsfejl.

3.26. HENSYNENE BAG DEN ALMINDELIGE RETSGRUNDSÆTNING OM GENEREL VÆSENTLIG AF TILSIDESÆTTELSE ELLER KRÆNKELSE AF GARANTIFORSKRIFTER, DER ER UDGANGSPUNKTET

Det er et helt grundlæggende hensyn bag reglerne om generel væsentlighed er ubetinget hævdelse af respekt for sagsbehandlings- og procesforskrifter, jf. Rønsholdt, Forvaltningsret, 2018, 5. udgave, Karnov Group, side 517. Et andet

grundlæggende hensyn bag reglerne om generel væsentlighed er håndhævelseshensynet eller den præventive effekt, jf. Rønsholdt, Forvaltningsret, 2018, 5. udgave, Karnov Group, side 517. Et tredje grundlæggende hensyn bag reglerne om generel væsentlighed vil være muligheden for, at der kan træffes en sikker eller mere sikker retlig afgørelse, jf. Rønsholdt, Forvaltningsret, 2018, 5. udgave, Karnov Group, side 517. Dette hensyn kan tillige overføres til det foreliggende tilfælde.

Desuden har Skattestyrelsen ret vidtgående muligheder for genoptagelse af en annulleret afgørelse, jf. bl.a. skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27, jf. bl.a. af Revsbech m.fl., Forvaltningsret - Almindelige emner, 6. udgave, DJØFs Forlag, p. 439. Også dette hensyn/kriterium skal inddrages i en vurdering af den samlede balance eller afvejning af hensyn/kriterier under en almindelig retsgrundsætning (domstolenes selvstændigt retsskabende virksomhed) på området. 

Derfor skal Skattestyrelsens tilsidesættelser af garantiforskrifter bedømmes under en generel væsentlighedsvurdering og ikke under en konkret væsentlighedsvurdering.

3.27. SKATTESTYRELSEN OG LANDSSKATTERETTEN HAR TILSIDESAT OFFICIALMAKSIMEN OG/ELLER BEGRUNDELSESPLIGTEN MED LANDSSKATTERETTENS AFGØRELSES HJEMVISNING TIL RETSFØLGE (HOVEDANBRINGENDE I FEMTE RÆKKE)

Officialmaksimen (almindelig retsgrundsætning) er en såkaldt garantiforskrift, der kræver, at en sag oplyses tilstrækkeligt både faktisk og retligt, inden en afgørelse træffes. Begrundelsespligten, jf. forvaltningslovens § 24, hvorunder anvendte retsregler og hovedhensyn ved skønsudøvelse samt relevant faktum skal angives i afgørelsen, er ligeledes en såkaldt garantiforskrift. Officialmaksimen er juridisk spejlet i begrundelsen for en afgørelse.

Sådanne mangler/fejl (tilsidesættelse af garantiforskrifter) er som udgangspunkt givet retsvirkningen generel væsentlighed, bl.a. U.2015.3233H, jf. Rønsholdt, 5. udgave, Karnov Group, side 527, og Garde m.fl., Forvaltningsret, Sagsbehandling, 6. udgave, 2007, DJØFs Forlag, side 163-164. Det kvalificerer, at fejlens/manglens tilstedeværelse i sig selv udløser væsentlighed og ugyldighed med annullation eller i anden række hjemvisning til retsfølge.

I andre tilfælde foretages en konkret væsentlighedsvurdering, hvorunder kravene til den konkrete uvæsentlighed er meget høje via "kan ikke udelukkes", jf. U.1996.1462H, og "kan ikke afvises", jf. U.2005.1780H.

Der må ikke foreligge bagatelagtige mangler, jf. U.2008.2538H.

Der er således bl.a. følgende i sig selv eller samlede generelt eller i anden række konkret væsentlige mangler ved Skattestyrelsens afgørelse (bilag 1) og dermed Landsskatterettens afgørelse (bilag nr. 8):

(i) Skatteministeriet har under sine egne anbringender (vii) med opfordring A - E samt bilag A - M, bilag O - Q og bilag S - T, der vedrører oplysninger, som under aktindsigt ikke alle har indgået i sagen ved Skattestyrelsen og Landsskatteretten, allerede dermed anerkendt, at sagen ikke har været tilstrækkeligt oplyst under officialmaksimen hos Skattestyrelsen og Landsskatteretten.

I den forbindelse skal Skatteministeriets opfordring A - F tillige inddrages, herunder i forhold til bilag nr. 12 og bilag nr. 13.

(ii) Skattestyrelsen har ikke anvendt de i retspraksis anførte bevisbyrderegler, jf. SKM2013.52.VLR.

(iii) Skattestyrelsen har ikke reguleret for privatforbrug af øl, jf. SKM2013.52.VLR.

(iv) Skattestyrelsen har i sine udtalelser i sagen selv anerkendt, at sagen var utilstrækkeligt oplyst vedr. både faktum og jus og skulle hjemvises til fornyet behandling. Det er ikke således, at en afgørelse efterfølgende tilstrækkeligt faktisk og retligt oplyses løbende hos Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten via bl.a. Skattestyrelsens mange udtalelser.

(v) Landsskatteretten har truffet afgørelse vedr. grov uagtsomhed contra Retten i Roskildes dom af den 15. februar 2024 (BS-41122/2021-ROS) uden begrundelse herfor, hvori hvert kriterie/hensyn og beviser herfor var væsentligt mere tungtvejende for afgift end alene en bestridt forudbestilling af øl på et SMILE-kort. Det er også en krænkelse af Grl. § 3, 3. pkt., jf. bl.a. SKM2003.393.DEP.

(vi) Landsskatteretten har under sin udvidende begrundelsespligt i Landsskatterettens Forretningsordens § 12, stk. 2, ikke begrundet, hvorfor der ikke foreligger procedure- /procesfordrejning, jf. bl.a. FOB 01.147.

(vii) Varernes fri bevægelighed i TEUF art. 34 og art. 36 (legitimering af en restriktion) er ikke inddraget i sagen ved hverken Skattestyrelsen eller Landsskatteretten. 

Disse mangler/fejl er i sig selv eller samlet under en garantiforskrift og er derfor generelt væsentlige, jf. bl.a. princippet i U.1970.240Ø og U.2015.3233H.

I anden række kan det ikke afvises eller udelukkes, at afgørelsen ville have fået et andet resultat, hvis sagens faktum var blevet tilstrækkeligt undersøgt, jf. bl.a. U.1996.1462H og U.2005.1780H (konkret væsentlighedsvurdering).

Skattestyrelsens afgørelse er således behæftet med flere væsentlige sagsbehandlingsfejl, der i sig selv eller samlet skal medføre afgørelsens ugyldighed, jf. bl.a. U.2008.2596H, e.c.

Landsskatterettens afgørelse er derfor ugyldig og skal hjemvises til fornyet behandling."

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført bl.a.:

"5. ANBRINGENDER

Det følger øl- og vinafgiftsloven, at der i en situation som den foreliggende skal betales afgift efter loven af øl, som en person køber i et andet EU-land og indfører her i landet, medmindre der er tale om øl, som den pågældende som privatperson selv medfører til eget forbrug, jf. også eksempelvis SKM2015.712.VLR og SKM2013.52.VLR.

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A skal betale afgift i medfør af øl- og vinafgiftsloven af de øl, der er købt ved brug af det omhandlede SMILE-kort i G1-virksomhed’s Bordershop i Tyskland, da det må lægges til grund, at SMILE-kortet tilhører A, jf. afsnit 5.1 nedenfor, og at det er A, som har købt (og derefter indført) samtlige øl registreret på kortet eller i hvert fald dem, der er forudbestilt, jf. afsnit 5.2 nedenfor, og da han ikke har godtgjort, at de af ham købte øl har været til eget forbrug, jf. afsnit 5.3 nedenfor. Ministeriet gør endvidere gældende, at der som ske kan ske ekstraordinær genoptagelse af A’s afgiftstilsvar efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, jf. afsnit 5.4 nedenfor.

5.1 SMILE-kortet tilhører A

Det omhandlede SMILE-kort er oprettet med oplysninger, der kan knyttes til A. Dette gælder for såvel navn, adresse, e-mailadresse og telefonnummer. Disse stamoplysninger fremgår også af samtlige registrerede varekøb i kontroloplysningerne fra G1-virksomhed (E, s. 595-722).

Derudover fremgår den e-mailadresse, (red.mail.nr.2.fjernet), som ubestridt tilhører A, under "CustomerOrderEmail" for så vidt angår to ordrer i kontroloplysningerne fra G1-virksomhed (E, s. 621 og 625).

Videre fremgår A’s eget navn under "CustomerOrderFullName" ("A" og "A") for 7 ordrer med samlet 78 varekøb, heraf 24 afgiftsbelagte køb af samlet 29.088 øl (E, s. 620-624). For disse ordrer fremgår under "CustomerOrderEmail" enten den bekræftede e-mailadresse (red.mail.nr.2.fjernet) eller den bestridte e-mailadresse (red.mail.nr.1.fjernet), hvilket ligeledes knytter e-mailadressen (red.mail.nr.1.fjernet) til A.

Der er ikke fremkommet oplysninger om, at A’s identifikationsoplysninger er blevet misbrugt, herunder at han har anmeldt noget misbrug til politiet.

Allerede på denne baggrund må det lægges til grund, at SMILE-kortet tilhører A.

At SMILE-kortet tilhører A, bestyrkes af, at han blev stoppet under en fysisk grænsekontrol i Y1-by den 14. februar 2018 med øl, som må være købt med kortet.

Ved grænsekontrollen i Y1-by den 14. februar 2018 blev det konstatereret, at A i et køretøj medbragte bl.a. 134 rammer øl og 66 rammer sodavand. Ved upåklaget afgørelse 21. juni 2018 blev A opkrævet ølafgift af disse øl med 2.163 kr. (E, s. 380).

Af SKAT’s notat om kontrollen (E, s. 386) fremgår, at A tog færgen fra G2-virksomhed til Y1-by natten mellem den 13. og 14. februar 2018 med ankomst i Y1-by om morgenen den 14. februar 2018. Det fremgår også, at A var kørt væk fra færgelejet i G2-virksomhed kl. 01.00, da det tyske politi havde bedt ham køre ombord, hvilket A forklarede med, at han havde fået at vide, at den danske told var i Y1-by.

På SMILE-kortet er der den 14. februar 2018 alene købt en "Breakfast plate" à 69,95 kr. (E, s. 624). Det fremgår af udskrift af G1-virksomhed’s hjemmeside pr. 6. juni 2017, at man dengang kunne købe en morgenmandstallerken for 69,95 kr. på færgen mellem Y1-by og G2-virksomhed (E, s. 857). Dagen forinden, altså den 13. februar 2018, blev der dog købt bl.a. 129 rammer øl på SMILE-kortet i Bordershop (E, s. 624).

Disse oplysninger om køb på kortet stemmer med oplysningerne om hændelsesforløbet vedrørende grænsekontrollen.

Det må på den baggrund lægges til grund, at øllene observeret i A’s varebil under kontrollen er dem, der er registreret købt på SMILE-kortet den 13. februar 2018 (bortset fra 5 rammer).

Sodavandene og de yderligere fem rammer øl må være købt i andre (grænsehandels)butikker i forbindelse med turen til Tyskland. Det bemærkes herved, at det er dokumenteret, at A i et andet tilfælde også har handlet i andre butikker end Bordershop under en indkøbstur i Tyskland (E, s. 389), jf. nærmere nedenfor i afsnit 5.1.1, og at han under kontrollen den 14. februar 2018 oplyste, at "[…] de ikke havde bonner for hele købet […]" (E, s. 386), hvorfor det må lægges til grund, at de under kontrollen observerede rammer øl og sodavand ikke var købt samlet. Den omstændighed, at de ved kontrollen registrerede drikkevarer ikke i det hele kan genfindes i købsoplysningerne på SMILE-kortet, betyder derfor ikke, at kortet må tilhøre en anden end A.

Antallet af øl af mærket Carlsberg konstateret ved kontrollen (168 øl, dvs. 7 rammer, jf. E, s. 381) svarer til det nøjagtige antal Carlsberg Pilsner, som er registreret købt på SMILE-kortet i tidsmæssig forbindelse med kontrollen (E, s. 624). Det er usandsynligt, at det skyldes en tilfældighed.

Fra den omstændighed, at tolderne ved kontrollen den 14. februar 2018 ikke registrerede, om han også medtog 12 boksvine à 300 cl, kan ikke sluttes, at A ikke samtidig medtog de købte 12 boksvine. I Danmark er den vejledende mængde for vin, som kan indføres til eget forbrug i henhold til direktivets artikel 32, stk. 3, fastsat til 90 liter, jf. Den juridiske vejledning, afsnit E.A.1.4.3. Den mængde vin på i alt 36 liter, som A købte på SMILE-kortet den 13. februar 2018, var således under den vejledende grænse for indførsel af vin til eget forbrug.

Derudover kan uoverensstemmelser mellem det opgjorte ved kontrollen og registreringerne på kortet f.eks. skyldes fejloptællinger, fejlregistreringer eller at der har været drikkevarer i bilen, som tolderne ikke har opdaget.

Ved afgørelsen af, om det omhandlede SMILE-kort tilhører A, må det komme A bevismæssigt til skade, at han ikke har besvaret ministeriets gentagne opfordringer om at fremlægge fuldstændige kontoudtog for samtlige af hans bankkonti for årene 2017-2020 med henblik på belysning af, om der er foretaget hævninger/betalinger på hans bankkonti, der kan knyttes til købene registreret på SMILE-kortet og køb af færgebilletter (E, s. 84, 3. afsnit, og s. 106, 2. afsnit), jf. også nærmere herom nedenfor i afsnit 5.2.1. Såfremt SMILE-kortet som hævdet ikke tilhører A, ville kontoudtogene kunne vise, at han i hvert fald ikke har betalt med betalingskort i Bordershop for varekøbene registreret på SMILE-kortet og køb af færgebilletter hos G1-virksomhed i tidsmæssig tilknytning til disse køb.

Men disse kontoudtog har A altså ikke fremlagt, hvilket må komme ham bevismæssigt til skade.

At SMILE-kortet tilhører A, understøttes også af, at A erkender at have købt bl.a. øl i et vist omfang i Tyskland. Dette er også dokumenteret ved en række yderligere grænsekontroller, hvor A er blevet stoppet med overlæs. Disse grænsekontroller beskrives nærmere nedenfor i afsnit 5.1.1-5.1.2.

At SMILE-kortet tilhører A, understøttes endelig til overflod af, at der foreligger oplysninger om, at A i perioden umiddelbart efter den sidste brug af kortet har brugt et andet SMILE-kort til køb af varer i Bordershop, hvor de forudbestilte varer på dette andet kort er forudbestilt enten i A’s navn eller i andre navne, ligesom det er tilfælde for SMILE-kortet omhandlet i den foreliggende sag. Der foreligger videre oplysninger om et tredje SMILE-kort, som også kan knyttes til A, og hvor der ligeledes er anvendt forskellige navne i forbindelse med forudbestillinger.

Om disse øvrige SMILE-kort bemærkes følgende:

5.1.1  Køb på SMILE-kort med kortnr. (red.kundenummer.nr.3.fjernet) (SMILE-kort 2)

A blev den 18. november 2020 (uden for perioden) stoppet ved grænsekontrol i Y1-by med 106 rammer øl, og ved Skattestyrelsens afgørelse af 16. december 2020 blev han opkrævet ølafgift af disse øl med 1.661 kr. (E, s. 391).

I forbindelse med kontrolsagen den 18. november 2020 fremlagde A to kasseboner af s.d. fra Bordershop G2-virksomhed og én kassebon fra en anden butik, G3-virksomhed, i Tyskland (E, s. 392, 3. afsnit). Det fremgår af den ene kassebon fra Bordershop G2-virksomhed (E, s. 390), at der er foretaget indkøb af "PreOrder: (red.ordrenummer.nr.2.fjernet)", mens der af den anden kassebon (E, s. 389) fremgår køb af vin uden ordrenr. med "Membership Card (red.kundenummer.nr.3.fjernet)" (herefter "SMILE-kort 2").

Ifølge de modtagne oplysninger fra G1-virksomhed er der med SMILE-kort 2 foretaget en lang række køb for i alt 512.082,82 kr. i perioden fra 28. januar 2020 til 21. november 2020 (E, s. 747-795). Købene med SMILE-kort 2 er således begyndt umiddelbart efter den 22. januar 2020, hvor det sidste køb er foretaget med det SMILE-kort, som den foreliggende sag angår (E, s. 722).

Ordrenummeret på den ene kassebon (E, s. 390) kan genfindes i de af G1-virksomhed modtagne oplysninger vedrørende SMILE-kort 2 (E, s. 791-793), og de registrerede køb på SMILE-kort 2 den 18. november i Bordershop G2-virksomhed (butiksnummer "(red.køb.nr.1.fjernet)") svarer til købene anført på de to kasseboner fra Bordershop (E, s. 389-390). A erkendte altså i forbindelse med grænsekontrollen, at han havde købt såvel de forudbestilte varer med ordrenr. (red.ordrenummer.nr.3.fjernet) som de ikke forudbestilte varer med SMILE-kort 2 den 18. november 2020.

Under "CustomerOrderFullName" for det forudbestilte køb (E, s. 791-792) er angivet "IK" ligesom det er tilfældet for mange af de øvrige registrerede, forudbestilte varekøb. Navnene "A" og "A" fremgår dog også af nogle forudbestillinger (E, s. 747, 760-761, 764-765 og 775-777), mens der af andre forudbestillinger fremgår "A ." (E, s. 753 og 755), "A" (E, s. 755) og "A -" (E, s. 756-757), "A" (E, s. 757758), "A -" (E, s. 758), "A" (E, s. 763-764) og "A" (E, s. 765-766).

A har ikke besvaret Skatteministeriets opfordring E om at oplyse, om SMILE-kort 2 var hans, og til at redegøre for omstændighederne omkring sin anvendelse af kortet, herunder navnlig årsagen til, at det nævnte (og erkendte) varekøb og andre varekøb på kortet er bestilt under navnet "IK" (E, s. 105, næstsidste afsnit). Det må komme A bevismæssigt til skade, at han ikke vil besvare opfordringen, således at det lægges til grund, at SMILE-kort 2 (også) tilhørte ham, og at købene foretaget på kortet er foretaget af ham.

A blev desuden stoppet ved grænsekontrol i Y1-by den 21. juni 2020 (uden for perioden) med overlæs på 20 % / 580 kg (E, s. 400-402). Det fremgår af oplysningerne fra G1-virksomhed (E, s. 757- 758), at der samme dag var en række køb på SMILE-kort 2, som dermed med en vis sandsynlighed også kan knyttes til A. Købene inkluderer bl.a. en stor mængde øl, og flere af købene er forudbestilt af henholdsvis "A" og "A -".

5.1.2  Køb på SMILE-kort med kortnr. (red.kundenummer.nr.4.fjernet) (SMILE-kort 3)

A kan derudover knyttes til køb foretaget på et tredje SMILE-kort med kortnr. (red.kundenummer.nr.4.fjernet) (herefter "SMILE-kort 3"), som er oprettet med navnet "KJ". På kortet er der i perioden 4. juni 2018 til 4. marts 2020 købt i alt 386.197 øl (E, s. 796-856).

På SMILE-kortet omhandlet i den foreliggende sag er der foretaget to forudbestilte køb i netop navnet "KJ" den 5. og 23. november 2019 (E, s. 710 og 714). Disse indgår som nævnt ikke i Skattestyrelsens afgørelse af 4. marts 2025 (E, s. 738), hvorved styrelsen nedsatte opkrævningen af ølafgift i den foreliggende sag efter Landsskatterettens hjemvisning af sagen (E, s. 408).

Der er meget, der taler for, at også købene på SMILE-kort 3 er foretaget af A. På SMILE-kortet er der således foretaget køb den 3. juni 2019 forudbestilt under navnet "A" (E, s. 823) og igen den 10. juni 2019 under navnet "IJ" (E, s. 826-827).

Derudover er der i en række tilfælde på SMILE-kort 3 registreret køb samme dag og ved samme kasse (jf. "POSTerminalNo") i samme butik (jf. "StoreNo"), som der er registreret på SMILE-kortet omhandlet i den foreliggende sag, herunder f.eks. følgende:

- Den 27. juni 2018 er der med SMILE-kort 3 foretaget to køb med "ReceiptNo" (red.ReceiptNo.nr.1.fjernet) og (red.ReceiptNo.nr.2.fjernet) i "StoreNO" (red.køb.nr.1.fjernet) ved "POSTerminalNo" (red.køb.nr.2.fjernet) (E, s. 796), mens der på SMILE-kort omhandlet i den foreliggende sag er foretaget to køb med "ReceiptNo" (red.ReceiptNo.nr.3.fjernet) og (red.ReceiptNo.nr.4.fjernet) (E, s. 645) i samme butik ved samme terminal.

- Den 2. oktober 2018 er der med SMILE-kort 3 foretaget et køb med "ReceiptNo" (red.ReceiptNo.nr.5.fjernet) (E, s. 803), mens der på SMILE-kortet omhandlet i den foreliggende sag er registreret et køb i samme butik ("(red.køb.nr.1.fjernet)") og ved samme terminal ("(red.køb.nr.2.fjernet)") med "ReceiptNo" (red.ReceiptNo.nr.6.fjernet) (E, s. 656-657).

- Den 21. august 2019 er der med SMILE-kort 3 foretaget tre køb med

"ReceiptNo" (red.ReceiptNo.nr.7.fjernet), (red.ReceiptNo.nr.8.fjernet) og (red.ReceiptNo.nr.9.fjernet) (E, s. 837-838), mens der på SMILE-kortet omhandlet i den foreliggende sag er registreret to køb i samme butik ("(red.køb.nr.1.fjernet)") og ved samme terminal ("(red.køb.nr.3.fjernet)") med "ReceiptNo" (red.ReceiptNo.nr.10.fjernet) og (red.ReceiptNo.nr.11.fjernet) (E, s. 699-700).

- Den 23. oktober 2019 er der med SMILE-kort 3 foretaget et køb med "ReceiptNo" (red.ReceiptNo.nr.12.fjernet) (E, s. 852), mens der på SMILE-kortet omhandlet i den foreliggende sag er registreret et køb i samme butik ("(red.køb.nr.1.fjernet)") og ved samme terminal ("(red.køb.nr.2.fjernet)") med "ReceiptNo" (red.ReceiptNo.nr.13.fjernet) (E, s. 709).

Disse transaktioner må således være foretaget ved samme kasse i direkte forlængelse af hinanden, jf. de fortløbende "ReceiptNo".

Oplysningerne understøtter, at såvel købene foretaget under navnet "KJ" på SMILE-kortet i den foreliggende sag og købene foretaget på SMILE-kort 3 er foretaget af A.

Udover førnævnte grænsekontroller blev A også stoppet ved en grænsekontrol i Y1-by torsdag den 21. marts 2013 (før perioden), da hans varevogn viste tydelige tegn på overlæs. Varevognen var fyldt med diverse drikkevarer på dåse, og han blev ved kontrollen sigtet for at have et overlæs på 30 % (798 kg.), jf. politiets anmeldelsesrapport (E, s. 405-407).

Derudover blev han også stoppet ved grænsekontrol i Y1-by den 21. september 2021 (efter perioden) med 130 rammer øl og sodavand, som ifølge hans forklaring var til hans søns konfirmation (E, s. 398-399). Det fremgår af anmeldelsesrapporten, at hans forklaring var den samme ved en tidligere indrejse den 3. maj 2021 (E, s. 398).

På baggrund af en samlet vurdering af ovennævnte oplysninger må det lægges til grund, at SMILE-kortet omhandlet i den foreliggende sag tilhørte A.

5.2 A har købt varerne registreret på SMILE-kortet

5.2.1 Der består en bevismæssig formodning for, at varerne er købt af A

De omhandlede øl er købt ved brug af SMILE-kort, der som anført ovenfor må tilhøre A.

Der må som udgangspunkt gælde en bevismæssig formodning for, at varekøb registreret på et SMILE-kort er foretaget af den registrerede kortindehaver, eftersom kortet er personligt og ikke må overdrages til andre (E, s. 725). Det gøres derfor - i overensstemmelse med Skattestyrelsens afgørelse (E, s. 408) - gældende, at der består en sådan formodning allerede i kraft af registreringerne af varekøb på A’s SMILE-kort, uanset om der er foretaget forudbestilling af de enkelte varer. (fodnote 2: Det bemærkes for en ordens skyld, at ministeriet ikke herved skærper sin påstand, så A tilpligtes at betale det fulde afgiftsbeløb opkrævet af Skattestyrelsen, idet Skatteministeriet som hovedregel ikke skærper sin påstand, medmindre der er principielle eller særlige grunde, jf. Skatteministeriets retssagsvejledning, afsnit 1.2 (SKM2018.517.DEP). Sagen angår således kun et spørgsmål om opkrævning af afgift af de varer, som Landsskatteretten har fundet, at der kan opkræves afgift af.)

At der består en sådan bevismæssig formodning, bestyrkes af, at der er yderligere bevismæssige holdepunkter for, at det er A, der har købt de varer, han er blevet opkrævet afgift af. Om disse yderligere bevismæssige holdepunkter bemærkes følgende:

Af den samlede afgiftsopkrævning på 556.978 kr. udgør ca. 2/3 forudbestilte køb (dvs. alle køb med et ordrenummer), hvoraf flere forudbestillinger i mange tilfælde vedrører køb foretaget samme dag (178 ordrer købt på 151 forskellige datoer). Der er anført forskellige navne på forudbestillingen under "CustomerOrderFullName" ("IJ", "A", "A" og "KJ") samt forskellige e-mailadresser under "CustomerOrderEmail" ("(red.mail.nr.1.fjernet)" og " (red.mail.nr.2.fjernet)"). Nogen ordrer er angivet uden e-mail.

Om forudbestillingerne kan bl.a. fremhæves følgende:

- Der er opkrævet 6.449,31 kr. i afgift for to forudbestilte ordrer købt på to datoer, hvor der under "CustomerOrderFullName" er anført "A" og samtidig under "CustomerOrderEmail" er anført e-mailadressen (red.mail.nr.2.fjernet), som ubestridt tilhører sagsøgeren.

- Der er opkrævet 236.016,50 kr. i afgift for 99 forudbestilte ordrer købt på 91 datoer, hvor der under "CustomerOrderFullName" er anført "IJ", "A" og "A" og samtidig under "CustomerOrderEmail" er anført e-mailadressen (red.mail.nr.1.fjernet), der som nævnt må tilhøre sagsøgeren.

- For købet den 13. februar 2018, som kan knyttes til grænsekontrollen den 14. februar 2018, hvor A blev standset med købte øl, jf. afsnit 5.1 ovenfor, er under "CustomerOrderFullName" anført "IJ" og under "CustomerOrderEmail" anført e-mailadressen (red.mail.nr.1.fjernet). Således kan både navnet "IJ" og den til SMILE-kortet knyttede e-mailadresse (red.mail.nr.1.fjernet) også af den grund knyttes til A.

Oplysningerne om de øvrige standsninger af A i grænsekontrollen ved Y1-by og oplysningerne om anvendelsen af de to øvrige SMILE-kort, jf. afsnit 5.1 ovenfor, bestyrker ligeledes formodningen for, at det er A, der har købt de registrerede varemængder på det omhandlede SMILE-kort.

At der gælder en sådan bevismæssig formodning, støttes også af, at A som nævnt ikke har besvaret ministeriets gentagne opfordringer om at fremlægge fuldstændige kontoudtog for sine bankkonti for årene 2017-2020 (E, s. 84, 3. afsnit, og s. 106, 2. afsnit). I SKM2025.177.BR lagde retten ved sin afgørelse om, at der påhvilede indehaveren af et SMILE-kort en sådan bevismæssig formodning, netop vægt på bl.a. oplysningerne i bankkontoudtog, der blev fremlagt under retssagen efter opfordring fra Skatteministeriet.

A er nærmest til at dokumentere, at der ikke findes nogen relevante betalinger på hans betalingskort og bankkonti, der kan knyttes til varekøbene og indkøbsturene registreret på det omhandlede SMILE-kort. A er således nærmest til at fremlægge kontoudskrifter for sine egne bankkonti, herunder indhente dem fra sin bank, hvis han ikke på nuværende tidspunkt måtte være i besiddelse af dem.

Derfor må det i overensstemmelse med almindelige bevisprincipper komme A bevismæssigt til skade, at han ikke vil fremlægge kontoudskrifterne, således at det lægges til grund, at kontoudtogene indeholder posteringer, som viser, at A har betalt de på SMILE-kortet registrerede køb og betalt for færgebilletter til de omhandlede indkøbsture.

Det, som A anfører om persondataret og skattemyndighedernes kontrolbeføjelser i processkrift 1 (E, s. 111, 6. afsnit - s. 112, 3. afsnit), kan ikke begrunde hans vægring mod at medvirke til at fremlægge oplysningerne, som han har rådighed over, og som har åbenbar bevismæssig relevans for sagen. Det bemærkes i øvrigt, at skattekontrollovens § 59, som A henviser til, vedrører indhentelse af oplysninger til brug for skattekontrollen og ikke til brug for ansættelsen af f.eks. øl- og vinafgift, hvorfor bestemmelsen under alle omstændigheder ikke er relevant i den foreliggende sag.

Det er udokumenteret, at A ikke skulle være i besiddelse af kontoudskrifterne for den omhandlede periode, og at han - forgæves - har forsøgt at indhente dem hos banken. Det bemærkes herved, at det er almindelig praksis, at bankkunder - herunder kunder hos F1-bank ligesom A - løbende modtager kontoudskrifter for sine bankkonti fra banken, og at disse kontoudskrifter efterfølgende er tilgængelige i bankkundens netbank og/eller e-boks (E, s. 343, afsnittet "Oplysninger om betalinger, s. 372, afsnittet "Oplysninger om betalinger", og s. 492, afsnittet "4 Kontrol af posteringer og bevægelser". Det bemærkes, at A i de omhandlede år havde bankkonti i netop F1-bank (E, s. 498, 500, 502 og 504).

Det fremgår bl.a. af F1-banks vilkår, at visse oplysninger for privatkunders transaktioner alene opbevares af F1-bank i 5 år (E, s. 494). På trods af bankens praksis om, at kunden modtager en udskrift af sine transaktioner (E, s. 492, afsnittet "4 Kontrol af posteringer og bevægelser"), har A imidlertid ikke forholdt sig til, hvilke oplysninger han måtte være i besiddelse af i f.eks. e-Boks eller i beskedindbakken i sin netbank. Det bestrides i den forbindelse som udokumenteret, at A har haft telefonisk kontakt med sin bank, hvor han forgæves har forsøgt at indhente kontoudskrifter.

Det bemærkes endvidere, at de oplysninger hos F1-bank, som ifølge betingelserne slettes (E, s. 494), opbevares i det år, hvor en betaling registreres og de følgende fem år. Oplysninger om betalinger i 2020 vil i givet fald blive opbevaret i perioden 2020-2025. A burde således under alle omstændigheder i dag kunne indhente kontoudtog for sine bankkonto for 2020, som er det sidste relevante år i den foreliggende sag. Det må antages, at det på baggrund af disse oplysninger vil være muligt i hvert fald at be- eller afkræfte, om nogen transaktioner på det omhandlede SMILE-kort kan afstemmes med betalinger foretaget med A’s betalingskort.

Det bestrides som udokumenteret, at A ikke vil kunne få udleveret oplysningerne fra banken, herunder at kontooplysningerne skulle være blevet slettet, cf. processkrift 1 (E, s. 111, 6. afsnit), idet bemærkes, at bogføringslovens § 12 ikke er relevant i denne sammenhæng. A har ikke opfyldt Skatteministeriets opfordring F om at fremlægge dokumentation for, at han forgæves har forsøgt at indhente kontoudskrifterne fra sin bank, f.eks. i form af korrespondance med sin bank herom (E, s. 116, 2. afsnit).

Dertil kommer, at A allerede ved Skattestyrelsens afgørelse i 2021 har haft anledning til at fremlægge kontoudtog for sine bankkonti for skattemyndighederne for at påvise, at det - som hævdet - ikke er ham, der har betalt for købene på det omhandlede SMILE-kort, som han nægter ethvert kendskab til, selvom der en række forhold, der knytter kortet til ham. Det må anses for ubestridt, at A i hvert fald i 2021 hos F1-bank ville kunne have indhentet kontoudtog for sine bankkonti for samtlige af de omhandlede år.

A’s påberåbelse af SKM2023.97.LSR er uholdbar, allerede fordi der i den foreliggende sag - til forskel fra den nævnte landsskatteretssag - foreligger en række yderligere oplysninger og forhold, som støtter, at det er A, der har købt varerne registreret på det omhandlede SMILE-kort.

5.2.2 A har ikke afkræftet den bevismæssige formodning for, at varerne er købt af ham

Det påhviler A som SMILE-kortets indehaver at afkræfte den nævnte etablerede bevismæssige formodning ved at føre bevis, der godtgør, at kortet er blevet benyttet af andre, som har foretaget varekøbene, eller at købene er foretaget af A på vegne af andre på indkøbsture, hvor de pågældende personer også har været med.

Et sådant bevis har A ikke ført, og han har dermed ikke afkræftet den bevismæssige formodning, der gælder i kraft af de under afsnit 5.2.1 beskrevne oplysninger, for, at det er ham, som har købt de varer, der er forudbestilt og købt ved brug af kortet.

Modsat kortindehaverens anbringender i den sag, hvori Retten i Roskilde afsagde dom den 15. februar 2024 (E, s. 446, også offentliggjort som

SKM2025.177.BR), har A ikke gjort gældende, at SMILE-kortet er blevet benyttet af andre. A har derimod bl.a. gjort gældende, at han har indkøbt bl.a. øl i Tyskland på andre tidspunkter og i mindre omfang end de varekøb, som er registreret på SMILE-kortet, at en række andre personer har været med på disse indkøbsture, og at han har indkøbt for andre personer, som har tilbagebetalt kontant.

Hvis retten i overensstemmelse med ministeriets anbringender ovenfor, afsnit 5.1, lægger til grund, at det omhandlede SMILE-kort tilhører A, da må det også lægges til grund, at købene er foretaget af A. Hans udokumenterede oplysninger om indkøbsture med andre personer udgør ikke i sig selv bevis for at afkræfte formodningen.

A må således fremlægge objektiv dokumentation for sin forklaring i form af f.eks. bankkontoudtog eller lignende, der f.eks. viser, at de omhandlede køb er betalt af andre personer, eller at han er blevet refunderet udgifter til udlæg af varekøb på andres vegne. Det bemærkes, at selvom kontanter måtte have været et udbredt betalingsmiddel i en del af den omhandlede personkreds, er det usandsynligt, at A’s køb af øl i Bordershop ikke skulle have manifesteret sig i objektive betalingsspor. Der må herved lægges vægt på de kolossale mængder øl, der er tale om.

Et sådant bevis er ikke ført, og det må derfor lægges til grund, at A har købt de omhandlede øl.

Det bemærkes herved også, at en person, som eventuelt låner sit SMILE-kort ud til andre personer til køb af så kolossale mængder øl, der er tale om i den foreliggende sag, har en særlig anledning til at sikre sig bevis for, at øllene ikke udelukkende er købt af ham. Det er almindelig kendt - og må i særdeleshed anses for kendt af personer, der, som A, jævnligt har handlet i grænsehandelsbutikker - at man kun må indføre alkohol og tobaksvarer afgiftsfrit i et omfang, som kan anses for til eget forbrug.

A anførte i stævningen (E, s. 51, afsnit 2.5), at de nulevende personer, som har deltaget i indkøbsture med ham, skulle afgive vidneforklaring i den foreliggende sag. Det er ikke oplyst, hvem disse personer er, og A har siden opgivet at føre vidner.

Selvom det måtte lægges til grund, at de øl, som er købt ved brug af det omhandlede SMILE-kort, i et vist omfang er købt af andre (unavngivne) personer under deltagelse i A’s indkøbsture til Bordershop - hvilket Skatteministeriet bestrider som udokumenteret - kan disse køb i givet fald rummes inden for de meget store mængder øl, som er købt ved brugt af kortet, men for hvilke Landsskatteretten ikke har fundet det bevist, at øllene faktisk er købt og indført af A. Det er kun, hvis A fører et sikkert bevis, som udelukker, at det er ham, der har købt og indført netop de forudbestilte øl, som han er blevet opkrævet afgift af efter Landsskatterettens afgørelse, at det kan lægges til grund, at disse øl ikke er købt og indført af ham.

Afslutningsvis bemærkes, at det ikke er et tema i sagen, om de omhandlede øl er indført her i landet efter købene heraf i Bordershop i Tyskland. A har - for det tilfælde at han må anses for at have købt varerne - ikke bestridt, at varerne er indført her i landet. Det vil da også være uholdbart, eftersom han bor i Danmark, og at en køber ved køb af øl i Bordershop afgiver en eksporterklæring, hvorved vedkommende på tro og love erklærer, at vedkommende er bosiddende i et skandinavisk land og på købsdagen vil udføre de indkøbte drikkevarer til et skandinavisk land (E, s. 733 og 734-735 og 736).

5.3 Det er ikke godtgjort, at varerne er købt til eget forbrug

Når der indføres punktafgiftspligtige varer i stort omfang, følger det af fast retspraksis, at det er den, som har indført varerne, som skal godtgøre, at de afgiftspligtige varer er blevet købt og indført til eget forbrug, jf. bl.a. SKM2015.712.VLR og SKM2013.52.VLR.

Af oplysningerne fra G1-virksomhed (E, s. 595-722) fremgår, at det omhandlede SMILE-kort er blev brugt ved i alt 1.027 varekøb af øl foretaget på 222 datoer for i alt 1.636.767,40 kr. Disse 1.027 varekøb omfatter køb af samlet 668.943 øl svarende til 220.756,23 liter. Af de 1.027 varekøb udgør 731 forudbestilte varekøb af øl, som omfatter 433.368 øl svarende til 143.011,44 liter.

I den omhandlede periode 15. august 2017 - 22. januar 2020 er der altså ved brug af A’s SMILE-kort købt i alt 668.943 øl svarende til 220.756,23 liter fordelt på 206 indkøbsture til G1-virksomhed, jf. også Skattestyrelsens oversigt over indkøbsture (E, s. 409, 3. afsnit). Det svarer gennemsnitligt til ca. 3.247 øl eller 1.071 liter øl pr. tur, og gennemsnitligt 6,9 indkøbsture om måneden. For så vidt angår de forudbestilte indkøb af øl, er der i perioden 12. januar 2018 til 22. januar 2020 ved brug af A’s SMILE-kort købt i alt 433.368 øl svarende til 143.011,44 liter fordelt på 151 indkøbsture til G1-virksomhed. Det svarer gennemsnitligt til 2,870 øl eller 947 liter øl pr. tur, og gennemsnitligt 6,2 indkøbsture om måneden.

På samtlige af disse ture har A således købt meget store mængder øl, jf. også oversigten over indkøbte øl i bilag 1 til Skattestyrelsens afgørelse (E, s. 416).

De købte mængder overstiger i meget betydelig grad de vejledende mængder på 110 liter, som kan indføres afgiftsfrit til Danmark med henblik på eget forbrug, jf. afsnit 4 ovenfor. Det gælder både, hvis man tager de enkelte køb isoleret hver for sig, og det gælder i helt særlig grad, hvis man tager de samlede køb.

Det påhviler på denne baggrund A at godtgøre, at de købte øl i Bordershop har været helt eller delvist til hans eget forbrug, jf. ovennævnte landsretsdomme. Det gælder også for det tilfælde, at retten eventuelt måtte finde, at ikke alle købene kan henføres til A, idet hver enkelt indkøbstur i sig selv omfatter så store mængder øl, at det i betydelig grad overstiger, hvad der kan anses for at være til eget forbrug.

Denne bevisbyrde har A ikke løftet. Der er ingen objektive kendsgerninger, som støtter, at de købte øl - trods de ekstremt store mængder - skulle være til eget forbrug.

Tværtimod må det i lyset af hyppigheden samt det ekstremt store omfang af A’s indkøb af øl i Bordershop lægges til grund, at de omhandlede indkøb af øl ikke har været til A’s eget forbrug.

A har heller ikke godtgjort, at en mindre del af de købte øl, svarende til den vejledende mængde på 110 liter, som kan indføres afgiftsfrit til Danmark med henblik på eget forbrug, har været til eget forbrug, jf. tilsvarende SKM2015.712.VLR. A har bevisbyrden herfor henset til de ekstremt store mængder øl, som han har købt, og denne bevisbyrde kan ikke løftes alene ved en partsforklaring og vidneforklaringer afgivet af personer med tilknytning til ham, jf. SKM2015.712.VLR.

Det bestrides således, at der er grundlag for at foretage en skønsmæssig nedsættelse af ølafgiften på grund af privat forbrug, cf. replikken, pkt. 2.4. Der er ikke grundlag for at reducere hvert køb eller hver bestilling med mindst 110 liter øl, og der er heller ikke grundlag for en sådan reduktion pr. kvartal, halvår eller år. A har ikke et retskrav på at kunne indføre øl svarende til den vejledende mængde uden betaling af afgift. Formålet med at opstille en vejledende mængde på 110 liter er, at den kan bruges som et vejledende kriterium ved vurderingen af, om en indført mængde er til eget forbrug eller ej. Ved køb af f.eks. meget store mængder kan der således kræves yderligere bevis for formålet med købet, førend købet anses helt eller delvist for foretaget til privat forbrug, jf. også SKM2013.52.VLR.

På denne baggrund er der ikke grundlag for at anse de omhandlede øl for at være afgiftsfritaget i medfør af bestemmelsen om indkøb til eget forbrug i øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2.

I tilknytning hertil bemærkes i øvrigt, at Skattestyrelsens afgørelse af 4. marts 2025 (E, s. 738), hvorved styrelsen i tråd med Landsskatterettens afgørelse ikke har opkrævet afgift af ikke-forudbestilte køb samt køb forudbestilt i navnet "KJ", er udtryk for en yderst lempelig afgørelse til gunst for A.

At der er tale om en lempelig afgørelse til gunst for A følger desuden af, at A alene er blevet opkrævet ølafgift, mens der ikke er beregnet afgifter for de også relativt store mængder af spiritus, vin m.v. indkøbt på turene til Bordershop. Der er således ikke opkrævet afgift af 503 varekøb af diverse spiritus, vin, cider, alkoholsodavand m.v. for i alt 112.110,80 kr., som er registreret købt med SMILE-kortet.

5.4 Betingelserne for ekstraordinær fastsættelse af A’s afgiftstilsvar er opfyldt

Efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, gælder der en ordinær frist på 3 år for fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar. Det følger således af bestemmelsen, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar senere end 3 år efter udløbet af fristen for at angive det pågældende afgiftstilsvar, jf. bestemmelsens 1. pkt., og at den endelige fastsættelse af afgiftstilsvaret skal foretages senest 3 måneder efter udløbet af fristen i bestemmelsens 1. pkt., jf. bestemmelsens 3. pkt.

En modtager af afgiftspligtige varer fra andre EU-lande, som ikke er autoriseret eller registreret efter afgiftslovgivningen, skal angive den afgiftspligtige mængde til told- og skatteforvaltningen ved modtagelsen af varerne, jf. opkrævningslovens § 9.

Skattestyrelsens forslag til afgørelse (varsling) blev afsendt den 2. juli 2021, mens afgørelsen (den endelige fastsættelse af afgiftstilsvaret) blev afsendt den 30. september 2021.

Skattestyrelsens afgørelse over for A om opkrævning af afgift for de øl, som er købt i perioden fra den 2. juli 2018 og frem, er således truffet inden for den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1 (E, s. 34, 2. afsnit).

For så vidt angår afgiften af de øl, som er købt i perioden 15. august 2017 til 1. juli 2018, er Skattestyrelsens afgørelse truffet efter udløbet af den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1.

Den ordinære frist kan fraviges under visse omstændigheder. Af relevans for denne sag fremgår det af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, at der kan ske ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar efter udløbet af fristen i § 31, stk. 1, hvis den afgiftspligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

For så vidt angår den del af perioden, der som nævnt falder udenfor den ordinære frist i § 31, stk. 1, var Skattestyrelsen berettiget til at foretage en ekstraordinær fastsættelse af A’s afgiftstilsvar i medfør af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3. A har nemlig, hvis han altså var afgiftspligtig af de omhandlede indkøbte varer, som minimum groft uagtsomt bevirket, at hans afgiftstilsvar er fastsat forkert, idet det i givet fald må lægges til grund, at han har købt og indført de omhandlede varer, som ikke er til hans eget forbrug, uden at angive afgift af varerne - hvilket han var forpligtet til - eller i øvrigt oplyse skattemyndighederne om indførslerne.

I en situation som den foreliggende, hvor der er tale om, at en person skal betale f.eks. punktafgifter af øl, fordi vedkommende har købt og indført sådanne varer i et omfang, som ikke er til eget forbrug, må den pågældende person ved at have indført varerne her til landet uden at angive afgift af varerne som altovervejende udgangspunkt anses for som minimum groft uagtsomt at have bevirket, at vedkommendes afgiftstilsvar for de indførte varer er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3.

Der kan herved også henvises til straffedommen i SKM2015.584.ØLR som et illustrativt eksempel på, at det er mindst groft uagtsomt at indføre større mængder øl og sodavand, der ikke er til eget forbrug, her til landet uden at angive og betale afgift af varerne.

Det må kræve helt særlige omstændigheder at fastslå, at der på trods af den manglende angivelse af afgift af indførte afgiftspligtige varer ikke som minimum foreligger grov uagtsomhed i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3’s forstand.

Det må især gælde, når der er tale om en så systematisk indførelse af store mængder varer, som der er tale om i den foreliggende sag.

Mængderne af øl i den foreliggende sag taler i sig selv med afgørende vægt for, at A mindst groft uagtsomt har bevirket, at hans afgiftstilsvar for de indførte øl er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, ved at have indført øl i den omhandlede periode uden at angive afgift af øllene.

Dette cementeres ved, at A ved flere lejligheder har fået påtalt, at han kun må indføre øl i et omfang, som kan anses for til eget forbrug, jf. f.eks. ved kontrollen den 14. februar 2018, som er beskrevet ovenfor i afsnit 5.1, i hvilken forbindelse han tilmed erkendte at have forsøgt at undgå en toldkontrol ved at udskyde overfarten til Y1-by (E, s. 386, nederst).

Skattestyrelsens straffesagsenheds henlæggelse af straffesagen mod A på grund af utilstrækkelige beviser er uden betydning for vurderingen i denne sag af, om der foreligger fortsæt eller grov uagtsomhed i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3’s forstand, cf. replikken (E, s. 101, midt for). Skatteministeriet henviser herved til bemærkningerne i forarbejderne til skatteforvaltningslovens fristregler, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 20, i lovforslag nr. 192 af 4. marts 1999, og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2, i lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003, samt til U.2006.1710H, SKM2012.349.VLR og SKM2009.172.VLR.

5.5 Skatteministeriets subsidiære hjemvisningspåstand

Såfremt retten måtte finde, at der er nogle af de omhandlede køb af øl registreret på A’s SMILE-kort, som ikke er foretaget af A, og/eller at købene delvist har været til A’s eget forbrug, bør retten hjemvise sagen til Skattestyrelsen til fornyet behandling, med henblik på at styrelsen foretager en ny opgørelse af den skyldige ølafgift på baggrund af de retningslinjer, som følger af rettens afgørelse.

5.6 A’s øvrige anbringender

A’s øvrige anbringender er uholdbare. Herom bemærkes følgende:

Til A’s anbringende om, at oplysningerne om SMILE-kortet burde have været slettet (E, s. 57, afsnit 3.4) bemærkes, at oplysningerne ikke skulle være slettede, og at Skattestyrelsen var berettiget at indhente og bruge oplysningerne, jf. også SKM2023.243.BR. Dertil kommer, at under alle omstændigheder kan det forhold, at oplysningerne skulle være blevet slettet (hvilket som nævnt bestrides), ikke føre til, at de omhandlede afgørelser truffet over for A er ugyldige, eller at oplysningerne ikke kan indgå i sagen.

Til A’s anbringende om, at der er tale om en restriktion af varernes fri bevægelighed (E, s. 57, afsnit 3.15), bemærkes, at anbringendet er uholdbart, allerede fordi der ikke er tale om, at "alene" oplysningerne om forudbestillinger på et SMILE-kort anvendes "som hjemmels- og bevisgrundlag".

Til A’s anbringende om, at der manglede lovhjemmel til berostillelse af den administrative klagesag ved Skatteankestyrelsen (E, s. 66, afsnit 3.7), bemærkes, at berostillelsen ikke var retsstridig. Berostillelsen var tværtimod saglig og lovlig. Der er ikke som hævdet tale om "procesfordrejning"/"procedurefordrejning", hvad der så end nærmere ligger heri. I øvrigt kan det forhold, at klagesagen ikke burde været blevet berostillet, under alle omstændigheder ikke føre til, at Landsskatterettens afgørelse er ugyldig, idet der i givet fald ikke er tale om en sagsbehandlingsfejl, der kan påvirke afgørelsens gyldighed.

Til A’s anbringende om, at Landsskatterettens afgørelse lider af væsentlige sagsbehandlingsmangler (E, s. 71, afsnit 3.20), bemærkes overordnet, at afgørelserne ikke lider af sagsbehandlingsmangler, og selv hvis der foreligger sagsbehandlingsmangler, er sådanne mangler enten ikke konkret væsentlige og/eller repareret i forbindelse med Landsskatterettens sagsbehandling. Hverken Skattestyrelsen eller Landsskatteretten har tilsidesat officialmaksimen og/eller begrundelsespligten. Både Skattestyrelsen og Landsskatteretten havde det fornødne faktiske og retlige grundlag for at træffe deres afgørelser, jf. også ministeriets anbringender ovenfor. Spørgsmålet om ugyldighed på grund af begrundelsesmangler skal i øvrigt bedømmes i forhold til Landsskatterettens afgørelse og ikke i forhold til Skattestyrelsens afgørelse, jf. U.2023.5413H, og det samme må gælde i forhold officialmaksimen. Landsskatterettens afgørelse lider hverken af begrundelsesmangler eller mangler som følge af manglende overholdelse af officialmaksimen.

Det bestrides også, at Skatteministeriet ved sine anbringender, opfordringer eller bilag har anerkendt, at sagen ikke har været tilstrækkelig oplyst under skattemyndighedernes behandling af sagen. Det er hverken usædvanligt eller nogen indikation på sagsbehandlingsfejl, at Skatteministeriet under en retssag fremsætter opfordringer om at fremlægge og/eller selv fremlægger yderligere oplysninger ud over dem, der er fremkommet under den administrative sag. Hvis retten måtte finde, at skattemyndighederne ikke var i besiddelse af tilstrækkelige faktiske eller retlige oplysninger, gøres det gældende, at sådanne eventuelle mangler var konkret uvæsentlige."

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Sagen vedrører i første række, om det er godtgjort, at SMILE-fordelskortet tilknyttet SMILE-konto med kundenr. (red.kundenummer.nr.1.fjernet) og medlemskortnummer (red.kundenummer.nr.2.fjernet) tilhører A, og om det kan anses for bevist, at det er ham, der har købt de varer, der er forudbestilt ved brug af det ovennævnte SMILE-fordelskort i G1-virksomhed’s grænsehandelsbutik i Tyskland i perioden 15. august 2017 til 22. januar 2020.

Da det fremgår af sagen, at A i forbindelse med grænsekontrol den 18. november 2020 fremviste en kassebon, hvoraf fremgår, at han anvendte et SMILE-kort i forbindelse med køb i BorderShop G2-virksomhed, og at købet kan genfindes i oplysningerne fra G1-virksomhed, hvor ordren på kassebonen er knyttet til et SMILE-kort tilhørende medlemsnummer (red.kundenummer.nr.3.fjernet), finder retten, at der ikke kan lægges vægt på A’s generelle forklaring om, at han aldrig har oprettet, haft eller anvendt et SMILE-kort. At det pågældende medlemskort er anvendt i en periode, der ligger uden for den periode, sagen omhandler, har ikke betydning for denne vurdering. 

Under hensyn til det, der er anført ovenfor, og henset til, at det SMILE-kort, sagen omhandler, er oprettet med A’s telefonnummer og med e-mailadresse, navn og adresse, der har en sådan sammenhæng med ham, og da han ikke har fremlagt oplysninger om identitetsmisbrug, finder retten, at det er ubetænkeligt at lægge til grund, at SMILE-kortet tilhører ham.

Det fremgår af sagens oplysninger, at SMILE-kortet er et fysisk ihændehaverkort, hvor der ikke kræves indtastning af pinkode eller lignende ved brug af kortet. Der fremgår kortnummer, men ikke identitetsoplysninger på kortet, der ikke er et betalingskort. Kortet giver adgang til optjening og brug af bonuspoint, og det fremgår af SMILE-programmets betingelser, at kortet er "personligt og ikke må overdrages til andre", men det må samtidig lægges til grund, at der ikke er indført nogen form for kontrol eller lignende hos G1-virksomhed, der skal forhindre, at et SMILE-kort bruges af flere forskellige personer.

Da parterne for retten er enige om, at varekøb, der ikke er forudbestilt, ikke kan anses for købt af A, er det herefter alene spørgsmålet, om det kan anses for bevist, at det er ham, der har købt de varer, der er forudbestilt ved brug af det ovennævnte SMILE-fordelskort i G1-virksomhed’s grænsehandelsbutik i Tyskland i perioden 15. august 2017 til 22. januar 2020.

Efter oplysningerne fra de fysiske grænsekontroller sammenholdt med kontroloplysningerne fra G1-virksomhed i forbindelse med registrering af de forudbestilte køb, hvoraf fremgår bl.a. A’s fornavn, den e-mailadresse, "(red.mail.nr.1.fjernet)", det omhandlede kort er registreret med, samt få steder hans erkendte e-mailadresse, "(red.mail.nr.2.fjernet)", finder retten, at der er skabt en stærk formodning om, at det er A, der har foretaget de nævnte indkøb af forudbestilte varer. 

A har forklaret, at han har foretaget indkøbsture til Tyskland med familiemedlemmer, der også har købt øl og sodavand på disse ture, men har ikke fremlagt oplysninger, der kan bekræfte dette, ligesom han ikke har fremlagt bankkontoudtog, der ville kunne af- eller bekræfte køb med betalingskort ved den tyske grænsehandel.  

Da A, der er nærmest til at fremlægge disse oplysninger, derved ikke har afkræftet formodningen om, at det er ham, der har indkøbt de forudbestilte varer, og da det også i denne forbindelse må tillægges betydning, at der ikke kan lægges vægt på hans forklaring om, at han aldrig har oprettet, haft eller anvendt et SMILE-kort, finder retten, at det er ubetænkeligt at anse det for bevist, at det er ham, der har indkøbt de forudbestilte varer, der er omhandlet af sagen. 

A skal derfor som udgangspunkt betale afgift efter øl- og vinafgiftsloven af forudbestilte varer, der er købt ved brug af SMILE-fordelskortet i G1-virksomhed’s grænsehandelsbutik Bordershop i Tyskland i perioden 15. august 2017 til 22. januar 2020.

Der skal herefter tages stilling til, om mængden af de indførte varer overstiger den mængde, der afgiftsfrit kan indføres til eget brug. Under hensyn til at den indførte mængde øl på mellem 364 liter og 1.980 liter, der løbende og med jævne mellemrum er indført, væsentligt overstiger den vejledende mængde, som afgiftsfrit kan indføres til eget brug, finder retten, at det påhviler A at godtgøre, at de forudbestilte varer eller en del heraf var til eget brug. Hans oplysninger om, at der har været andre personer med på indkøbsturene, er som anført ovenfor ikke understøttet af andre oplysninger, herunder ved vidneforklaringer, ligesom det er tilfældet med forklaringen om, at der er indkøbt øl til fødselsdage og andre sammenkomster i familien. Retten finder herefter, at han ikke har godtgjort, at nogen del af den forudbestilte varemængde var til eget brug, og der er således ikke grundlag for at reducere andelen af varer, der skal betales afgift af. 

Endelig er det spørgsmålet, om Skattestyrelsen har været berettiget til at foretage ekstraordinær ansættelse af afgiftstilsvaret for perioden 15. august 2017 til 1. juli 2018.

Det følger af opkrævningslovens § 9, stk. 1, at angivelsen skal ske ved modtagelsen af varerne.

Skattestyrelsens forslag til afgørelse blev afsendt den 2. juli 2021, og perioden 15. august 2017 til 1. juli 2018 ligger derfor uden for den ordinære 3-årige frist for varsling efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. 

Da retten finder, at A ved sin handlemåde, hvor han har undladt løbende at betale korrekt afgift af de meget store mængder afgiftspligtige varer, han systematisk og med jævne mellemrum har indført til Danmark, herved mindst groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, er betingelserne for at foretage en ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, opfyldt.

Det fremgår af sagen, at Skattestyrelsen modtog kontroloplysningerne fra G1-virksomhed den 5. januar 2021 og således denne dato fik kundskab til det forhold, der begrundede fravigelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 31. Da Skattestyrelsen udsendte varsel om ændringer den 2. juli 2021, og dermed inden for 6 måneder fra kundskabstidspunktet den 5. januar 2021, er fristen i Skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 1. pkt. overholdt. Skattestyrelsens afgørelse er dateret den 30. september 2021, og ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 2. pkt. er derfor ligeledes overholdt.

På denne baggrund finder retten, at Skattestyrelsen var berettiget til at gennemføre ekstraordinær ansættelse for perioden 15. august 2017 til 1. juli 2018, og at han derfor skal betale afgift efter øl- og vinafgiftsloven af de forudbestilte varer, der er købt ved brug af SMILE-fordelskortet i G1-virksomhed’s grænsehandelsbutik Bordershop i Tyskland i hele perioden 15. august 2017 til 22. januar 2020.

Som følge af det, der er anført ovenfor, og da det A i øvrigt har anført, ikke kan føre til et andet resultat, får Skatteministeriet medhold i sin påstand om frifindelse.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 40.000 kr. inkl. moms. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 40.000 kr. 

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.