Sag BS-8082/2023-FRB  

Parter  

H1  

mod  

Skatteministeriet   

(v/ advokat Anne Larsson)  

Denne afgørelse er truffet af dommer Jytte Tørsløv.  

Sagens baggrund og parternes påstande  

Retten har modtaget sagen den 5. februar 2023.   

Sagen vedrører spørgsmålet, om PA kan opnå omkostningsgodtgørelse fra SKAT for en udgift til skatterådgivning fra H1, opgjort til 34.500 kr., udført i forbindelse med Østre Landsrets behandling af en skattesag.  

H1 har nedlagt følgende påstand:   

Skatteministeriet skal til H1 betale 34.500,00 kr. med procesrente fra den 5. februar 2023 af 34.500,00 kr.  

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at PA er berettiget til at modtage omkostningsgodtgørelse med 100 % af 34.500 kr.  

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.   

Retten har bestemt ikke at behandle sagen i den forenklede proces efter reglerne i retsplejelovens kapitel 39.  

Oplysningerne i sagen  

Det fremgår, at H1 v/ WL har bistået PA i en sag for Østre Landsret vedrørende dennes skatteansættelse for indkomståret 2013. Efter sagens afslutning indgav PA, der fik fuldt medhold i sagen, ansøgning til Skattestyrelsen om godtgørelse for sin udgift til bistanden på 34.500 kr., idet han samtidig med ansøgningen transporterede sit krav på godtgørelse til H1.  

Skattestyrelsen afviste ved afgørelse af d. 2. februar 2023 at yde omkostningsdækning.  

H1 v/ WL havde tidligere bistået PA under behandlingen af samme skatteansættelse for Landsskatteretten, hvor Skattestyrelsen ved afgørelse af 21. august 2020 afviste at yde omkostningsdækning.  

H1 har ydet bistand til i alt otte skatteydere i det samme sagskompleks, og der er mellem parterne enighed om, at aftalegrundlaget er ens i de øvrige retssager, der derfor er sat i bero på afventning af nærværende sag.  

Af Skattestyrelsens afgørelse af 2. februar 2023 fremgår:  

"…  

Vi dækker ingen af dine udgifter til rådgiver  

Skattestyrelsen kan ikke imødekomme din ansøgning om omkostningsgodtgørelse.  

Det betyder, at du ikke får dækket dine udgifter til rådgiver. Du kan læse vores begrundelse i sagsfremstillingen nedenfor.  

Hvis du har spørgsmål  

Har du spørgsmål til dette brev, er du velkommen til at kontakte mig.  

Sagsfremstilling  

De faktiske forhold  

Du har søgt om at få dækket 100 procent af dine udgifter til WL  

G1-virksomhed i din klagesag ved Østre Landsret, sagsnummer BS44592/2020-OLR, om skatteansættelsen for indkomståret 2013 ved ansættelse hos G2-virksomhed.  

Det drejer sig om udgifter på i alt 34.500 kr. inkl. moms fra fakturanr. 161 af den 19. februar 2022.  

Du har endvidere søgt om efterregulering af tidligere instanser.  

Vi har tidligere, i afgørelse af 21. august 2020, ikke imødekommet din ansøgning om at få dækket udgifter til rådgiver for honorar til WL, CVR nr. ...11, for din sag ved Landsskatteretten, og i afgørelsen genopkrævede vi udbetalte acontobeløb vedrørende Landsskatteretssagen.  

Afgørelsen om afslag og genopkrævning skete med begrundelsen, at du ikke hæftede for det fakturerede honorar, fordi din andel af fakturaerne kun skulle betales, hvis der opnås overvejende medhold i klagen ved Landsskatteretten.  

I afgørelsen lagde vi vægt på følgende oplysninger fra WL: "Der er indgået no cure no pay aftale vedrørende medarbejdernes egen andel i tilfælde af at sagerne ikke vindes i overvejende grad. Det er ikke en del af aftalen at medarbejderne skal bringe sagen videre, men de kan afgøre om den skal påklages eller ej."  

"I det omfang sagen skulle indbringes for højere instanser, ville mit honorar først skulle betales når sagen havde fundet sin endelige afslutning, da der måtte anses at være et modkrav vedrørende min rådgivning i det tilfælde at der ikke blev givet fuldt medhold. Det er ikke no cure no pay, men kan vise sig at have samme indhold for mine kunder.  

De beløb som ikke er dækket af omkostningsdækning, henstår således som et tilgodehavende der ikke forrentes.  

Min aftale er opretholdt i forbindelse med indgivelse af afgørelserne til domstolene, idet der dog endnu ikke er sket fakturering."  

Vores afgørelse om afslag af 21. august 2020 er påklaget til Skatteankestyrelsen, men endnu ikke afgjort.  

Indgåede honoraraftaler  

Skatteforvaltningen anfører  

Vi beder om at få oplyst, om det tidligere oplyste aftalegrundlag stadig gælder for sagernes behandling ved domstolene.  

Hvis aftalegrundlaget ikke længere er gældende, beder vi om den skriftlige dokumentation mellem ansøger og rådgiver, hvor aftalerne er ophævet.  

Alle sager med G2-virksomhed eller tidligere medarbejdere i G2-virksomhed som kunde er udført under mine normale forretningsbetingelser, som indebærer afregning for anvendt tid. Der er ikke udformet skriftlige aftaler.  

Alle fakturaer er udstedt med mine normale betalingsbetingelser, netto kontant + 8 dage.  

Der er givet mundtligt tilsagn om rentefri udsættelse af betalingen i forbindelse med anvendt tid ved Landsskatteretten og domstolene.  

Foranlediget af Skatteforvaltningens forkerte afgørelse fandt jeg det nødvendigt at supplere udsættelse af betalingen med et krav om løbende deponering i forbindelse med anvendt tid ved sagernes behandling ved domstolene.  

Sager for G2-virksomhed og tidligere medarbejdere i G2-virksomhed  

Der er udført arbejde i en lang række sager over de senest 14 år.  

2008-2010   

Rådgivning af 4 medarbejdere i forbindelse med afslutning af udstationering. Faktura udstedt til medarbejderne og betalt rettidigt.  

2011  

Rådgivning om skattemæssige konsekvenser for 36 medarbejdere ved en eventuel overgang fra udstationering til lokal ansættelse i G2-virksomhed Y1-land. Faktura udstedt til G2-virksomhed og betalt rettidigt.  

2013-2014  

Udarbejdelse af selvangivelser for 12 medarbejdere i forbindelse med udstationeringens ophør. Faktura udstedt til medarbejderne og betalt rettidigt.  

2015-2018  

Skatteforvaltningens behandling af sagerne. Faktura udstedt til medarbejderne og betalt rettidigt.  

2017-?  

Landsskatterettens behandling af sagerne. Faktura udstedt til medarbejderne. Betalingsfrist udskudt til sagernes endelige afslutning.  

2020-?  

Domstolenes behandling af sagerne. Faktura udstedt/udstedes ved sagernes afslutning. Da afsluttede sager er vundet i overvejende grad, er betaling sket ved overdragelse af ret til omkostningsgodtgørelse.  

Status for G2-virksomhed sagerne  

1 sag er afsluttet - Skatteforvaltningen gav medhold.  

3 sager er afsluttet - Skatteforvaltningen udsendte ikke forslag. 1 pilotsag er afsluttet ved Østre Landsret ved at Skatteministeriet gav bekræftende til genmæle.  

7 sager (følgesager) er afsluttet ved Byretten som følge af dommen i pilotsagen.  

1 pilotsag er indbragt for Højesteret  

11 sager (følgesager) er berostillet ved Byretten  

1 sag verserer fortsat ved Landsskatteretten  

1 sag vedrørende omkostningsgodtgørelse verserer fortsat ved  

Skatteankestyrelsen  

Modkrav  

Medarbejderne i de afsluttede sager fik i forbindelse med Skatteforvaltningens afgørelser suspenderet forældelsesfristen for fremsættelse af eventuelt erstatningskrav.  

Fristen var sat til 3 måneder efter sagernes afgørelse. Den seneste sag blev afgjort af byretten i februar 2022, hvorfor fristen er udløbet.  

Der er ikke inden for fristen modtaget noget erstatningskrav, hvorfor der ikke længere er risiko for modkrav fra G2-virksomhed medarbejderne, 

WL  

Sendt digitalt og derfor ikke underskrevet."  

Dine bemærkninger til vores forslag af 30. august 2022  

Vi har tidligere sendt et forslag til en afgørelse til dig den 30. august 2022. Vi modtog den 30. august 2022 følgende bemærkninger fra WL til vores forslag:  

"Skatteforvaltningens forslag - der vedrører mine kunders ansøgning om omkostningsgodtgørelse for sager ved Københavns Byret/ Østre Landsret - kan ikke godkendes.  

Sagens genstand  

Ovenstående formulering - mine kunders ansøgninger om omkostningsgodtgørelse for sager ved Københavns Byret - er hentet direkte fra forslaget.  

Det kan derfor uden tvivl fastslås at sagen alene drejer sig om omkostninger afholdt som led i sagerne ved domstolene.  

I forslaget er inddraget Skatteforvaltningens forkerte og påklagede afgørelse vedrørende omkostninger som led i sagerne ved en tidligere instans.  

I forslaget er ligeledes inddraget Skatteforvaltningens forkerte opfattelse af de betingelser, som var gældende mellem H1 CVR ...11 og kunderne i forbindelse med bistand ved den tidligere instans.  

I forslaget anføres det at "Du har endvidere søgt om efterregulering af tidligere instanser." Dette er ikke korrekt. CVR ...12 har ikke ydet bistand ved tidligere instanser og der er iboende ikke anmodet om efterregulering.  

Man kan ikke undlade at mistænke at disse formuleringer kun er medtaget for at knytte anmodninger fra to firmaer vedrørende to instanser sammen. Denne form for sagsbehandling er meget kritisabel.  

Disse oplysninger bør udgå af vurderingen, da de intet har at gøre med betingelserne for den bistand som er ydet ved sagernes behandling ved domstolene.  

Jeg kan for god orden oplyse at jeg senere under CVR ...11 vil anmode om efterregulering vedrørende den tidligere instans da sagerne er vundet 100%.  

Betingelserne for sagerne ved domstolene.  

Sager ved domstolene kan kun føres af en advokat med møderet for den konkrete instans.  

Sagerne er ført af advokat NM (H).  

Aftale om at anvende denne advokat blev truffet af mine kunder på et virtuelt møde, hvor jeg forinden havde anbefalet og derfor inviteret advokaten. Mødet blev afholdt den 19. december 2019 kl. 16.30 CET.  

På mødet fik kunderne oplyst advokatens forretningsbetingelser og at de hver især skulle deponere til dækning af udgifterne i takt med at der blev anvendt tid. Indledningsvist blev der stillet krav om en deponering for hver på 12.000.  

Efter mødet skulle hver især bekræfte at de ville indgå i den fortsatte sag på de oplyste betingelser.   

Jeg sendte en e-mail den 20. december 2019 hvor jeg anmodede om fire relevante oplysninger, herunder en bekræftelse på at de ville fortsætte sagen på det oplyste betingelser.  

Jeg vedhæfter bekræftelse fra den sidste af kunderne som svarede den 4. januar 2020 og det bemærkes at ALLE kunder hermed havde accepteret betingelserne.  

Efterfølgende fremsendte advokaten en e-mail til kunderne om det aftalte på mødet den 19. december 2019 vedrørende forretningsbetingelser og krav om deponering.  

Som bisidder har jeg været underleverandør til advokaten. Kunderne har således i forhold til sagerne ved domstolene accepteret advokat NM’s forretningsbetingelser.  

Jeg har ikke indgået nogen særskilt aftale med advokat NM, hvorfor min bistand som bisidder er ydet efter mine normale forretningsbetingelser.  

Efter sagen var afsluttet drøftede vi om det ville være bedst at jeg fakturerede advokat NM som i konsekvens ville medtage min faktura som et udlæg overfor kunderne. Eller om jeg burde fakturere dem direkte.  

Vi konkluderede at det ville være mere transparent både overfor kunderne og i forbindelse med anmodning om omkostningsgodtgørelse at kunderne blev faktureret direkte af mig.  

Skatteforvaltningens begrundelse  

Ifølge det svar, vi har fået fra din rådgiver om sammenhæng mellem WL, CVR nr. ...11 og G1-virksomhed, CVR ...12, vurderer vi, at de tidligere indsendte oplysninger om indgåede aftaler om betaling af honorar stadig er gældende for din sag i Byretten.  

Der er tale om en ny aftale (accept af betingelserne på skype mødet den 19. december 2019) med en ny aftalepart (advokat NM) om at indbringe en sag for en ny instans med bistand fra mig som bisidder til advokaten.  

Skatteforvaltningen har derfor intet som helst grundlag for at nå denne konklusion.  

I svaret fra rådgiver på vores anmodning om yderligere oplysninger, har vi ikke fået oplyst, om den tidligere aftale stadig er gældende. Det er vores vurdering, at en aftale stadig er gældende, hvis den ikke er ophævet. Vi lægger vægt på, at det er samme rådgiver, der har ydet bistand i sagen ved Byretten, selvom rådgivers CVR-nr. på den nu indsendte ansøgning om omkostningsgodtgørelse er et andet.  

Aftalen om at indbringe sagen for byretten hverken kan indgås - eller er indgået - med mig.  

Aftalen om at være bisidder er indgået med advokat NM. Denne rollefordeling var meldt ud på det virtuelle møde. Det var således både kendt og godkendt af kunderne at både jeg og advokaten ville yde bistand.  

Det er aftalt, at din andel af fakturaen kun skal betales, hvis der opnås overvejende medhold i klagen ved Landsskatteretten. Det betyder reelt, at rådgiver kun får betalt din andel af fakturaen, hvis omkostningsgodtgørelse dækker med 100%. WL oplyste dengang, at aftalen er opretholdt i forbindelse med indgivelse af afgørelserne til domstolene.  

Det har aldrig været aftalt at min faktura kun skulle betales hvis der opnås overvejende medhold ved Landsskatteretten.  

Det var tværtimod aftalt at den skulle betales, hvilket er skriftligt bekræftet af ALLE kunder i sagskomplekset.  

Vi vurderer derfor, at det oplyste om hæftelse for honorar i forbindelse med behandlingen af sagen ved Landsskatteretten også gælder for sagens behandling ved Byretten.  

Kunderne hæfter for såvel honorar ved behandlingen af sagerne i Landsskatteretten som sagernes behandling ved domstolene.  

Formuleringen således korrekt - det samme gælder for alle ankeinstanser - men det fører til at forslaget skal trækkes tilbage og kan ikke anvendes som begrundelse for forslaget.  

Iøvrigt kan det vække undren at Skatteforvaltningen ikke anfører i forslaget at hver ansøger har deponeret et beløb. Det fremhæves at det deponerede beløb overstiger mit honorar inkl. moms.  

Konklusion  

Jeg forventer på baggrund af ovenstående at Skatteforvaltningen snarest meddeler kunderne at deres anmodninger om omkostningsgodtgørelse er godkendt.  

I modsat fald skal jeg anmode om et virtuelt møde med deltagelse af underskriveren af forslagenes konsulent MK og dennes fagdirektør."  

I brev af 8. september 2022 fremsendte vi datoforslag til virtuelt møde med leder af Omkostningsgodtgørelse og sagsbehandler.  

WL svarede i brev af 9. september 2022, at han ikke ønsker møde, når fagdirektør ikke deltager. Han bad i stedet om at få oplyst, hvilke aftalevilkår vi lagde til grund ved forslaget til afslag og bad om at svarfrist forlænges. Han skrev:  

"Jeg vil snarest kontakte fagdirektøren for området omkostningsgodtgørelse med henblik på en drøftelse af sagen og sagsbehandlingen.  

Forinden skal jeg anmode om at Skatteforvaltningen oplyser hvilke hypotetiske aftalevilkår, som er lagt til grund ved Skatteforvaltningens tidligere afgørelse af 21. august 2020 og ved forslaget af den 30. august 2022.  

Efter Folketingets vedtagelse af lov nr. 388 af 6. juni 2002 er betingelsen om at en person skulle have betalt bistandsyderen inden der kunne ydes omkostningsgodtgørelse ophævet.  

I stedet er indsat en formulering i loven om at personen "skal betale eller har betalt".  

Begrebet "skal betale" er af Skatteforvaltningen fortolket således at personen skal hæfte for betalingen.  

Fortolkningen er bekræftet af domstolene i forhold til udbetaling af aconto godtgørelse, men kun i situationer hvor personen ikke får medhold i overvejende grad og hvor bistandsyderen - ved at yde tilskud, udstede kreditnota eller på anden måde - nedsætter sit krav svarende til omkostningsgodtgørelsen.  

Hvis sagen vindes i overvejende grad - eller som i de 8 tilfælde hvor der er givet fuldt medhold - er problemstillingen ikke relevant. Personen hæfter og skal betale bistandsyderen, da betingelsen er opfyldt.  

Havde der været indgået en aftale om no cure no pay, ville dette muligvis indebære at der ikke kunne udbetales aconto godtgørelse eller ikke kunne udbetales godtgørelse hvis sagen ikke var vundet i overvejende grad.  

Skatteforvaltningens forslag af 30. august 2022 forudsætter at der skulle være indgået en aftale om any cure no pay.  

På denne baggrund er det forud for min drøftelse med fagdirektøren nødvendigt at jeg får oplyst hvilket aftalegrundlag som Skatteforvaltningen har lagt til grund ved de fremsendte forslag.  

Jeg kan oplyse at jeg den 3. september 2022 har anmodet om efterregulering for tidligere instanser.  

Jeg ser frem til at modtage Skatteforvaltningens besvarelse af denne forespørgsel."  

Vi svarede følgende i brev af 7. oktober 2022:  

" Vi forlænger svarfristen til at komme med yderligere bemærkninger til vores forslag til afgørelse indtil 24. oktober 2022.  

Vi kan oplyse, at ordningen om omkostningsgodtgørelse er en tilskudsordning, hvor borgere i visse tilfælde kan få dækket deres udgifter til bistandsyder i forbindelse med klage over en afgørelse i en skatte- eller afgiftssag.  

For at opnå omkostningsgodtgørelse er der en række betingelser, der skal være opfyldt. Sagen skal være en godtgørelsesberettiget sag, ansøger skal være part i sagen. Bistanden skal være udført af en rådgiver, der opfylder visse betingelser for at føre klagesager. Ansøger skal hæfte for det fakturerede honorar. Faktura skal opfylde betingelser for sædvanlig fakturering. Ved vurderingen af ansøgninger om omkostningsgodtgørelse indgår den indgående honoraraftale mellem klient og rådgiver i vurderingen af, om klienten hæfter for det fakturerede honorar.  

Aftalevilkår  

De aftalevilkår, som vi har lagt til grund ved vores afgørelse af 21. august 2020, fremgår af afgørelsen. I de indsendte bemærkninger af 9. september 2022 kalder du aftalevilkårene hypotetiske. Vi forholder os til de oplysninger, som blev indsendt i forbindelse med ansøgning om omkostningsgodtgørelse og de efterfølgende indsendte oplysninger, som vi bad om, i forbindelse med sagsbehandlingen. Grundlaget for afslaget af 21. august 2020 er de oplysninger, som du som rådgiver har indsendt.  

I det nu udsendte forslag til afgørelse har vi forud for udfærdigelse af forslaget bedt om yderligere oplysninger. Vi bad om at få oplyst, om det tidligere oplyste aftalegrundlag stadig er gældende for sagens behandling ved domstolene, og bad om skriftlig dokumentation, hvis aftalen ikke længere var gældende.  

Vi modtog ingen dokumentation for, at aftalen er opsagt. Du oplyste, at sagen er udført under dine normale forretningsbetingelser, som indebærer afregning for anvendt tid. Du oplyste endvidere, at der er givet mundtligt tilsagn om rentefri udsættelse af betalingen i forbindelse med anvendt tid ved Landsskatteretten og domstolene.  

Derfor lægger vi stadig til grund, hvad du som rådgiver oplyste i forbindelse med sagens behandling i Landsskatteretten, idet du dengang oplyste, at aftalen er opretholdt i forbindelse med indgivelse af afgørelserne for domstolene. Du oplyste:  

"Der er indgået no cure no pay aftale vedrørende medarbejdernes egen andel i tilfælde af at sagerne ikke vindes i overvejende grad. Det er ikke en del af aftalen at medarbejderne skal bringe sagen videre, men de kan afgøre om den skal påklages eller ej. Medarbejderne er orienteret om at de vil blive beskattet af fordelen ved no cure no pay i tilfælde af at de fuldt skattepligtige i Danmark." [….]  

"I det omfang sagen skulle indbringes for højere instanser, ville mit honorar først skulle betales når sagen havde fundet sin endelige afslutning, da der måtte anses at være et modkrav vedrørende min rådgivning i det tilfælde at der ikke blev givet fuldt medhold. Det er ikke no cure no pay, men kan vise sig at have samme indhold for mine kunder.  

De beløb som ikke er dækket af omkostningsdækning, henstår således som et tilgodehavende der ikke forrentes.  

Min aftale er opretholdt i forbindelse med indgivelse af afgørelserne til domstolene, idet der dog endnu ikke er sket fakturering."  

Du anfører i sit brev af 9. september 2022, at hvis der havde været indgået en aftale om no cure no pay, ville det muligvis indebære at der ikke kunne udbetales aconto godtgørelse, eller at der ikke kunne udbetales godtgørelse, hvis sagen ikke blev vundet i overvejende grad.  

Du har selv oplyst, at der er indgået en no cure no pay-aftale, eller en aftale, der kunne vise sig at have samme indhold for ansøger. Derfor har vi afslået udbetaling af omkostningsgodtgørelse for sagen i Landsskatteretten og genopkrævet tidligere udbetalt acontobeløb.  

Aftalegrundlaget skal være gældende uanset om en sag vindes eller tabes. Hvis det er aftalt, at honorar kun skal betales, hvis en sag vindes i overvejende grad, vurderer vi, at der ikke er hæftelse i sagen, idet ansøger derved ikke skal betale honorar. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, og vi henviser til Den juridiske vejledning, afsnit A.A.13.4 og de offentliggjorte afgørelser SKM2022.231.VLR og SKM2021.159.BR.  

Du bemærker i brev af 30. august 2022 at du undrer sig over, at vi ikke har nævnt, at ansøger har deponeret et beløb. Vi har ikke nævnt det deponerede beløb, fordi det ifølge dit indsendte materiale, herunder mail fra Advokat NM, er et beløb, der er deponeret hos advokaten, til at dække advokatens udgifter ved indbringelse af sagen ved domstolene.  

Af mail fra NM til WL af 20. april 2020 fremgår, at NM formelt har påtaget sig at føre sagerne til normale forretningsbetingelser og anmodet om deponering af 50 % af advokatens forventede honorar inkl. moms. Advokaten oplyser til WL, at deponeringen er modtaget fra alle klienter. I mailen er derudover beskrevet betingelser for advokatens behandling af sagerne ved domstolene, herunder beregning af honorar.  

Du henviser i øvrigt til, at aftale er indgået mellem ansøger og Advokat NM, og at du alene er bisidder/underleverandør.  

Det er vores vurdering, at den indgående aftale med advokat NM alene omfatter det arbejde, som advokaten udfører for sagernes indbringelse ved domstolene. Advokatens honoraraftale med ansøger er ikke gældende for WL’s arbejde.  

Efterregulering  

I brevet af 30. august 2022 anfører du, at ansøger ikke har søgt om efterregulering for tidligere instanser. Vi bemærker, at det fremgår af ansøgningsskemaet, at der søges om efterregulering. Derfor er det medtaget i vores forslag til afgørelse. Rådgiver på sagen ved Landsskatteretten var dog cvr.nr ...11, WL.  

2 cvr-numre på rådgiver  

Vi har derfor i forbindelse med, at vi indhentede yderligere oplysninger til denne ansøgning bedt om en forklaring til, at ved ansøgning for sagen ved Landsskatteretten er rådgiver cvr nr. ...11, WL, og ved sagen i Byretten er rådgiver cvr-nr. ...12, H1.

Dette forklarer du i sit svar af 18. august 2022. Du oplyser, at du har drevet virksomhed med skatterådgivning i den personligt ejede virksomhed WL, CVR nr. ...11 indtil 4. kvartal 2020, og har drevet virksomhed med bogføring, regnskabsudarbejdelse, lønbehandling etc. i selskabet G1-virksomhed CVR nr. ...12.  

Fra 4. kvartal 2020 er opgaver vedrørende skatterådgivning løst af selskabet, og der har ikke været aktivitet i den personligt ejende virksomhed.  

Vi har ud fra en helhedsbetragtning vurderet, at det er samme rådgiver, der er bistandsyder, uanset at der er anvendt 2 virksomhedsnumre. Indehaver af begge cvr-numre er WL, og i det indsendte materiale om honoraraftaler har du anført, at aftalen opretholdes for sagernes indbringelse for domstolene, som er sket den 24. januar 2020. Samtidigt henviser vi til, at der på ansøgningen er søgt om efterregulering for arbejde, som er udført i CVR nr. ...11.  

Vi har ikke modtaget dokumentation for, at aftaler er opsagt og nye aftaler er indgået, eller dokumentation for, at ansøger er blevet oplyst om, at aftalen om at udføre arbejde er overgået fra den personligt ejede virksomhed til selskabet. Ansøger har indgået aftale med WL.  

Dette er vores svar på din forespørgsel til grundlaget for vores udsendte forslag til afgørelse for sagen ved domstolene."  

WL har den 15. oktober 2022 fremsendt yderligere bemærkninger til vores forslag. Han skriver:  

"Jeg har spurgt om hvilke aftalebetingelser Skatteforvaltningen lagde til grund ved afgørelsen af den 21. august 2020. Af Skatteforvaltningens brev af 7. oktober 2022 kan jeg forstå at der er tale om aftalebetingelsen no cure no pay. Af afgørelsen kan jeg udlede at cure skal forstås som at min kunde skal betale hvis han har fået medhold i overvejende grad.  

Det anføres således i afgørelsen  

Din andel af fakturaen skal kun betales, hvis der opnås overvejende medhold i klagen ved Landsskatteretten. Det betyder reelt, at rådgiver kun får betalt din andel af fakturaen, hvis omkostningsgodtgørelse dækker med 100%. Du har ikke opnået overvejende medhold i din klage. Du skal ikke betale for den sagkyndige bistand, som WL har ydet for din sag i Landsskatteretten. På den baggrund vurderer vi, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1 om, at der skal være tale om udgifter, som den godtgørelsesberettigede skal betale eller har betalt, ikke er opfyldt.  

Jeg har meget vanskeligt ved at se hvordan denne begrundelse kan anvendes i forbindelse med en senere instans hvor min kunde har fået fuldt medhold. Skatteforvaltningen skriver jo netop - Din andel af fakturaen skal kun betales, hvis der opnås overvejende medhold i klagen - og bekræfter derved at min kunde skal betale fakturaen da der er opnået fuldt medhold.  

Hvordan Skatteforvaltningen kan nå frem til konklusionen i forslaget  

Vi vurderer derfor, at det oplyste om hæftelse for honorar i forbindelse med behandlingen af sagen ved Landsskatteretten også gælder for sagens behandling ved Landsretten. Betingelserne i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1 om, at der skal være tale om udgifter, som den godtgørelsesberettigede skal betale eller har betalt, er ikke opfyldt. Vi kan derfor ikke dække udgifter til rådgiver i forbindelse med din sag ved Østre Landsret. Reglerne står i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. Derfor foreslår vi, at vi ikke imødekommer ansøgningen. er mig fuldstændigt uforståeligt.  

Uanset hvad Skatteforvaltningen lagde til grund ved afgørelsen i 2020 er det civilretlige grundlag nu ændret da der er opnået fuldt medhold. Hvis Skatteforvaltningen fastholder et synspunkt om at min klient ikke skal betale og af denne grund ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse, vil dette kræve en ændret begrundelse og dermed en ny partshøring.  

Skatteforvaltningen henviser til Højesterets dom i SKM2015.479.HR. Denne vedrører en mandatarsag hvor den godtgørelsesberettigede har indgået aftale med en anden end den som har ydet sagkyndig bistand.  

Endvidere kan det udledes af Landsskatterettens tidligere afgørelse i sagen at der var tale om godtgørelse af 50% af udgifterne da det af afgørelsen fremgår Landsskatteretten udtalte i den vejledende medholdsvurdering, at der ikke var givet medhold i overvejende grad, da ansættelsen ikke var nedsat med mere end 50 procent af den påklagede forhøjelse.  

Hvert af disse forhold gør at dommen ikke kan anvendes som begrundelse.  

Ved lov nr. 388 af 6. juni 2002 blev formuleringen har eller skal betale indført. Indtil da var det et krav at den godtgørelsesberettigede havde betalt den sagkyndige.  

Baggrunden for lovændringen var et ønske om at give skatteyder en bedre retssikkerhed. Derfor indførte man et system med udbetaling af aconto godtgørelse under forudsætning om at skatteyder havde betalt eller skulle betale den sagkyndiges regning samt 100% dækning af udgifter når en sag blev vundet i overvejende grad.  

I det omfang regningen var dækket af omkostningsgodtgørelse, kunne den godtgørelsesberettigede transportere kravet om godtgørelse til den sagkyndige, således at den godtgørelsesberettigede kun skulle betale den sagkyndige udgifter som ikke blev dækket af godtgørelsen.  

I nærværende sag er der alene tale om én udgift som ikke kan dækkes af omkostningsgodtgørelse. Det er klagegebyret til Skatteankestyrelsen på 400 kr. som efter udlæg fra mig blev betalt af min kunde i 2017.  

Forretningsbetingelsen no cure no pay blev indgående beskrevet og behandlet i betænkning nr. 1382/2000 om omkostningsdækningsordningen.  

Det anføres blandt andet på side 117 at  

Endvidere peges der på, at en ordning med 100 pct. dækning af skatteyderens udgifter til sagkyndig bistand i visse situationer kan give anledning til misbrug samt føre til en uønsket udvikling i retning af en ordning med “no cure - no pay", som den kendes fra det amerikanske retssystem. Det er således blevet anført, at hvis der ydes en 100 pct.´s dækning, vil det kunne give anledning til mange sager, specielt hvis den sagkyndige samtidig lader sit honorar være afhængigt af sagens udfald. I så fald vil den sagkyndige kunne tjene ind på “gyngerne", hvad denne har mistet på “karusellerne".  

Betænkningens anbefalinger omkring no cure no pay blev ikke fulgt ved fremsættelsen af lovforslag L 54, der førte til lov nr. 388 af 6. juni 2002.  

Risikoen for at den sagkyndiges honorar ved anvendelse af denne forretningsbetingelse blev kunstigt højt blev imødegået ved at foreslå skærpet kontrol med den anvendte tid og de anvendte priser.  

I forbindelse med lovforslagets behandling blev no cure no pay kun nævnt i tillægsbetænkningen LFB 2002-05-02 nr. 54, hvor Socialdemokratiet fremsatte denne udtalelse:  

Og omvendt gælder, at den naturlige interesse hos skatteyderen for ikke at påtage sig for store regninger for ekspertbistand, vil være tilsidesat i en lang række sager. Det vil være muligt for ekspertbistanden at tilrettelægge et produkt, hvor »no cure - no pay« er det bærende princip, idet omkostningerne mindst refunderes med 50 pct. Ministerens ændringsforslag om, at der ikke længere skal være afholdt en likvid betaling fra skatteyderens side til ekspertbistanden, men at denne kan pantsættes, eksklusivt til ekspertbistanden vil yderligere give incitament til en sådan adfærd.  

Socialdemokratiet fremsatte ikke ændringsforslag, men stemte imod forslaget.  

På den baggrund skal udtalelsen fortolkes modsætningsvist. Der blev ikke indført regler til begrænsning af anvendelse af den anerkendte forretningsbetingelse no cure no pay, tværtimod blev dette fravalgt.  

Det bør på baggrund af ovenstående stå lysende klart at min kunde jf. Skatteforvaltningens egen begrundelse er berettiget til omkostningsgodtgørelse, da han har fået fuldt medhold i klagesagen.  

Jeg imødeser derfor Skatteforvaltningens bekræftelse på dette eller fremsendelse af et ændret forslag med en anden begrundelse."  

Bemærkninger til vores fornyede forslag til afgørelse af 28. november 2022  

Vi fremsendte afgørelse i sagen den 25. november 2022. G1-virksomhed bad om et fornyet forslag til afgørelse, idet vi i afgørelsen har henvist til en dom, som er offentliggjort den 13. oktober 2022, altså efter at vores forslag til afgørelse blev udsendt den 30. august 2022. Vestre Landsrets dom stadfæstede byrettens dom.  

G1-virksomhed fremsendte derefter følgende bemærkninger til vores fornyede forslag til afgørelse af 28. november 2022:  

"Jeg har modtaget Skatteforvaltningens forslag af 28. november 2022 og kan tilkendegive at jeg ikke er enig i forslaget.  

Forslaget bygger videre på Skatteforvaltningens afgørelse af 21. august 2020.  

Ved den afgørelse konkluderede Skatteforvaltningen at jeg havde indgået en honoraraftale med PA og andre tidligere medarbejdere i G2-virksomhed koncernen som betød at mine kunder ikke hæftede for mit honorar - da der ikke var opnået medhold i overvejende grad ved Landsskatteretten.  

Skatteforvaltningens konklusion om manglende hæftelse blev afvist af mig som forkert og dette blev bekræftet af skriftligt udsagn fra samtlige kunder. Jeg vedhæfter udsagn fra alle kunder.  

I forbindelse med ansøgning om omkostningsgodtgørelse ved sagens afslutning ved Østre Landsret modtog jeg igen forslag om afslag. Dette forslag henviste til begrundelsen i Skatteforvaltningens tidligere afgørelse.  

Begrundelse i den tidligere afgørelse  

Jeg var usikker på hvilke vilkår Skatteforvaltningen havde lagt til grund ved den tidligere afgørelse. Jeg har derfor efterspurgt et klart svar og fået oplyst at de ikke er ændret.  

I det nye forslag anføres det:  

Afgørelsen om afslag og genopkrævning skete med begrundelsen, at du ikke hæftede for det fakturerede honorar, fordi din andel af fakturaerne kun skulle betales, hvis der opnås overvejende medhold i klagen ved Landsskatteretten. Der er således ingen tvivl om at Skatteforvaltningen i 2020 lagde forretningsprincipper til grund der ville medføre hæftelse for min kunde hvis der i sagen blev givet medhold i overvejende grad ved Landsskatteretten.  

Dette gælder uden nogen tvivl også medhold i overvejende grad ved efterfølgende ankeinstanser, da vilkårene ikke er ændret,  

Jeg har endvidere anført følgende om hvordan aftalen med PA rent faktisk var:  

Alle sager med G2-virksomhed eller tidligere medarbejdere i G2-virksomhed som kunde er udført under mine normale forretningsbetingelser, som indebærer afregning for anvendt tid. Der er ikke udformet skriftlige aftaler.  

Alle fakturaer er udstedt med mine normale betalingsbetingelser, netto kontant + 8 dage. Der er givet mundtligt tilsagn om rentefri udsættelse af betalingen i forbindelse med anvendt tid ved Landsskatteretten og domstolene. Foranlediget af Skatteforvaltningens forkerte afgørelse fandt jeg det nødvendigt at supplere udsættelse af betalingen med et krav om løbende deponering i forbindelse med anvendt tid ved sagernes behandling ved domstolene.  

Jeg har nævnt at PA kunne have haft et modkrav mod mig i form af et erstatningskrav hvis sagen ikke var blevet vundet.  

Jeg har i den forbindelse nævnt at situationen kunne forveksles med no cure no pay da jeg sandsynligvis var kommet til erstatte omkostninger afholdt ved at føre sagen.  

Et eventuelt modsat rettet krav på grund af fejlagtig rådgivning kan ikke anses for et tilskud fra den sagkyndige til at føre en klagesag.  

Mit arbejde som underleverandør  

Det anføres i forslaget at 

Det er vores vurdering, at den indgående aftale med advokat NM alene omfatter det arbejde, som advokaten udfører for sagernes indbringelse ved domstolene. Advokatens honoraraftale med ansøger er ikke gældende for WL’s arbejde.  

Kun advokater med bestalling kan føre sager ved domstolene. Min rolle har derfor været at være underleverandør til advokaten. Jeg har således udført mit arbejde under advokatens forretningsbetingelser til en aftalt timepris. Advokaten ville under normale omstændigheder modtage faktura fra mig og viderefakturere slutkunden.  

I denne sag er hæftelsen bekræftet på begge måder. Personen har i går betalt fakturaen - og har tidligere givet transport i sit tilgodehavende hos Skatteforvaltningen. Kvittering for modtagen betaling vedhæftes.  

Skatteforvaltningens henvisninger  

SKM.2015.479.HR. Det er tale om en mandatarsag, hvor aftale indgås med en anden end den sagkyndige. Dommen er af denne grund uanvendelig i nærværende sag.  

SKM.2020.163.BR. Skatteyder afviser at hæfte for regningen med henvisning til en beskrivelse på den sagkyndige hjemmeside. Sagen er konkret og baseret på de faktiske forhold i sagen. I nærværende sag har PA tværtimod bekræftet at han hæfter for mit honorar og har ydermere betalt min faktura. Dommen er af denne grund uanvendelig i nærværende sag.  

SKM.2022.504.VLR. Det fremgår af dommen at under hensyn til indholdet af mailkorrespondancen mellem MP og IE i perioden fra den 7. til den 9. december 2007 hæfter MP ikke for udgifterne til H1’s bistand. Dommen er samme sag som ovennævnte SKM.2020.163.BR og dermed fortsat helt uanvendelig i nærværende sag.  

Skatteforvaltningens begrundelse - uddybet  

Som begrundelse anføres:  

Hvis det er aftalt, at honorar kun skal betales, hvis en sag vindes i overvejende grad, vurderer vi, at der ikke er hæftelse i sagen, idet ansøger derved ikke skal betale honorar.  

Begrundelsen er i strid med princippet no cure no pay, der netop indebærer en pligt til betaling hvis kuren bliver leveret.  

Begrundelsen er i strid med begrundelsen i afgørelsen af 21. november 2020.  

Begrundelsen er i strid med lovforarbejderne ved indførelsen af den nugældende bestemmelse i Skatteforvaltningslovens § 52 stk 1.  

Efter Folketingets vedtagelse af lov nr. 388 af 6. juni 2002 er betingelsen om at en person skulle have betalt bistandsyderen inden der kunne ydes omkostningsgodtgørelse ophævet.  

I stedet er indsat en formulering i loven om at personen "skal betale eller har betalt".  

Begrebet "skal betale" er af Skatteforvaltningen fortolket således at personen skal hæfte for betalingen.  

Fortolkningen er bekræftet af domstolene i forhold til udbetaling af aconto godtgørelse, men kun i situationer hvor personen ikke får medhold i overvejende grad og hvor bistandsyderen - ved at yde tilskud, udstede kreditnota eller på anden måde - nedsætter sit krav svarende til omkostningsgodtgørelsen.  

Hvis sagen vindes i overvejende grad - eller som i de 8 tilfælde hvor der er givet fuldt medhold - er problemstillingen ikke relevant. Personen hæfter og skal betale bistandsyderen, da betingelsen er opfyldt.  

Lovgrundlaget  

Forretningsbetingelsen no cure no pay blev indgående beskrevet og behandlet i betænkning nr. 1382/2000 om omkostningsdækningsordningen.  

Det anføres blandt andet på side 117 at  

"Endvidere peges der på, at en ordning med 100 pct. dækning af skatteyderens udgifter til sagkyndig bistand i visse situationer kan give anledning til misbrug samt føre til en uønsket udvikling i retning af en ordning med “no cure - no pay", som den kendes fra det amerikanske retssystem. Det er således blevet anført, at hvis der ydes en 100 pct.´s dækning, vil det kunne give anledning til mange sager, specielt hvis den sagkyndige samtidig lader sit honorar være afhængigt af sagens udfald. I så fald vil den sagkyndige kunne tjene ind på “gyngerne", hvad denne har mistet på “karusellerne".  

Betænkningens anbefalinger omkring no cure no pay blev ikke fulgt ved fremsættelsen af lovforslag L 54, der førte til lov nr. 388 af 6. juni 2002.  

I forbindelse med lovforslagets behandling blev no cure no pay kun nævnt i tillægsbetænkningen LFB 2002-05-02 nr. 54, hvor Socialdemokratiet fremsatte denne udtalelse:  

Og omvendt gælder, at den naturlige interesse hos skatteyderen for ikke at påtage sig for store regninger for ekspertbistand, vil være tilsidesat i en lang række sager. Det vil være muligt for ekspertbistanden at tilrettelægge et produkt, hvor »no cure - no pay« er det bærende princip, idet omkostningerne mindst refunderes med 50 pct. Ministerens ændringsforslag om, at der ikke længere skal være afholdt en likvid betaling fra skatteyderens side til ekspertbistanden, men at denne kan pantsættes eksklusivt til ekspertbistanden vil yderligere give incitament til en sådan adfærd.  

Socialdemokratiet fremsatte ikke ændringsforslag, men stemte imod forslaget.  

På den baggrund skal udtalelsen fortolkes modsætningsvist. Der blev ikke indført regler til begrænsning af anvendelse af den anerkendte forretningsbetingelse no cure no pay, tværtimod blev dette fravalgt.  

Skatteforvaltningen har i stedet taget det synspunkt at L 42 lovforslag til lov nr. 1500 af 23. december 2014 efterfølgende har ændret på fortolkningen af Skatteforvaltningslovens § 52 stk. 1.  

Loven ændrer ved behandling af skattefrit tredjemandstilskud efter ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2.  

Hvorfor Skatteforvaltningen blander en regel i Ligningsloven om beskatning af tilskud sammen med Skatteforvaltningslovens § 52 stk. 1 om omkostningsgodtgørelse er helt uforståeligt.  

Da Skatteforvaltningslovens § 52 stk. 1 blev ændret, tog lovgiver stilling til et ønske om regler om no cure no pay princippet fra Socialdemokratiet. Et flertal afviste dette.  

Da Ligningslovens § 7Q blev ændret skete dette ved lov nr. 1501 af 23. december 2014. Der er således anført et forkert lovnummer i forslaget.  

Ændringen vedrørte alene skattefrihed for tilskud fra tredjemand til udgifter til klagesager. Og det er korrekt at man i lovmotiverne henviser til princippet no cure no pay.  

Men det kan ikke bruges til fortolkning af Skatteforvaltningslovens § 52 stk. 1.  

Ændringen skete efter vedtagelse af lovforslag L 42. Lovforslaget blev under folketinget behandling opdelt i L 42 A (Hurtig afslutning i visse klagesager, omkostningsgodtgørelse i retssager) og L 42 B (Betingelse for tredjemandstilskud).  

L42 A indeholdt en lang række ændringer til Skatteforvaltningsloven, blandt andet § 52 stk. 2 jf. lov nr. 1500 af 23. december 2014.  

Havde Folketinget ønsket at ændre § 52 stk. 1 i lyset af ændringen af Ligningslovens § 7Q, havde der været fremsat forslag herom. Det var ikke tilfældet.  

På den baggrund er Skatteforvaltningens henvisning helt forkert og kan kun opfattes som manipulation.  

Det er muligvis et misforstået forsøg på at anvende princippet lex posterior ved at henvise til en nyere lov. Men det er misforstået når der er tale om en helt anden lov.  

Lovgivningsmæssigt er der kun en relevant henvisning - Skatteforvaltningslovens § 52 stk. 1 således som denne blev vedtaget ved lov nr. 388 af 6. juni 2002.  

Faktum, dokumentation og sandsynliggørelse  

Senere anføres som begrundelse  

Vi vurderer, at de indsendte bemærkninger ikke dokumenterer, at du har indgået aftale med WL, om at faktura skal betales. WL er af den opfattelse, at der altid er hæftelse for en faktura, når en sag vindes, idet honoraret derved dækkes af ordningen om omkostningsgodtgørelse.  

Det kan derimod ikke bruges som begrundelse for, at der altid kan opnås omkostningsgodtgørelse i sager, hvor der er opnået medhold eller overvejende medhold. Betingelsen, om at ansøger skal hæfte for beløbet, gælder i både tabte og vundne sager.  

Det af Skatteforvaltningen anførte er begrundet i sagen SKM2022.504.VLR. Sagen er konkret og dommens udfald skyldes konkrete forhold som ikke findes i min sag.  

Jeg har ikke i denne forbindelse fremsendt bemærkninger, dokumentation for eller sandsynliggørelse af at PA hæfter. Den tidligere erklæring fra 2020 og den dengang fremlagte sandsynliggørelse valgte Skatteforvaltningen at se bort fra, hvorfor jeg ikke har fundet det nødvendigt en gang til at blive beskyldt for at lyve.  

Jeg har udtalt at no cure no pay er et anerkendt forretningsprincip i alle henseender, også i forhold til lovgivningen vedrørende omkostningsgodtgørelse.  

Min udtalelse er blevet omformuleret til  

“WL er af den opfattelse, at der altid er hæftelse for en faktura, når en sag vindes, idet honoraret derved dækkes af ordningen om omkostningsgodtgørelse"  

Omformuleringen kan kun skyldes et forsøg på at få min udtalelse til bedre at passe med de konkrete forhold i den nyligt afsagte dom SKM2022.504.VLR. Fremgangsmåden er grænsende til manipulation.  

En aftale om no cure no pay betyder at kunden skal betale/hæfter når sagen er vundet i overvejende grad. Udgangspunktet kan modificeres af forretningsbetingelser eller en konkret aftale.  

Der er sket en modifikation i sagen SKM2022.504.VLR da der ikke alene var tale om no cure no pay, men at skatteyder fik medhold i at forretningsbetingelserne fra den sagkyndiges hjemmeside betød at han ikke hæftede.  

Dommen kan ikke anvendes medmindre Skatteforvaltningen lægger til grund - og i modsætning til hvad der blev lagt til grund ved den tidligere afgørelse - at den indgåede aftale med PA ikke kun var no cure no pay, men indeholdt yderligere forhold der bekræfter en manglende hæftelse.  

Skatteforvaltningen har dog ikke hverken beskrevet, dokumenteret eller sandsynliggjort sådanne forhold.  

På den baggrund kan henvisningen til SKM2022.504.VLR ikke bruges til noget.  

Krav til sagsbehandlingen er ikke opfyldt  

Forslaget opfylder hverken betingelserne i Forvaltningslovens kapitel 6 om begrundelse eller de standarder som officialprincippet sætter for en sagsbehandling.  

Det er ikke tilstrækkeligt at Skatteforvaltningen henviser til domme og love uden konkret at begrunde hvorfor netop disse kan anvendes som fortolkningsbidrag i denne sag. Som beskrevet ovenfor kan ingen af henvisningerne anvendes. Såfremt en afgørelse indeholder afslag, er det klart nødvendigt at begrundelsen udvides. Skatteforvaltningen må vurdere om det i givet fald bør medføre en fornyet partshøring.  

Sagen angik, om en skatteyder hæftede for et honorarkrav fra et rådgiverselskab i forbindelse med selskabets sagkyndige bistand til en vunden skattesag, og derfor havde krav på omkostningsgodtgørelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. 

Med henvisning til UfR 2015.3383.H (SKM2015.479.HR) fastslog landsretten, at det er en grundlæggende betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til den sagkyndige bistand, og at der i den forbindelse skal lægges vægt på aftalegrundlaget.  

Det fremgik af rådgiverselskabets hjemmeside, som skatteyderen kendte, at selskabet påtog sig at føre skattesager efter no cure no pay-princippet, og at det i praksis betød, at klienten ingen udgifter havde når sagen blev ført. Derudover fremgik det af hjemmesiden, at hvis en sag blev vundet med mere end 50 procent, skulle klienten blot underskrive en transporterklæring, hvorefter selskabet ville rekvirere vederlaget hos skattemyndighederne.  

Under hensyn hertil og indholdet af den korrespondance, der havde været mellem skatteyderen i selskabet i forbindelse med påtagelse af skattesagen, fandt landsretten, at skatteyderen ikke hæftede for udgifterne til selskabets bistand, hvorfor der ikke kunne opnås omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.  

L42 lovforslag til lov nr. 1500 af 23. december 2014:  

Forslaget går ud på at opstille yderligere en betingelse for at kunne yde et skattefrit tredjemandstilskud efter ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2. I dag kan tilskuddet ikke ydes skattefrit, i det omfang det overstiger sagens samlede udgifter til sagkyndig bistand m.v. efter fradrag af omkostningsgodtgørelse og andre godtgjorte udgifter, og i det omfang tilskuddet ikke er ydet som følge af yderens retlige interesse. Efter forslaget stilles nu som en yderligere betingelse, at det ikke må være aftalt, at den godtgørelsesberettigede persons honorar til yderen for bistand i sagen udgør en andel af den økonomiske gevinst, som den godtgørelsesberettigede opnår i sagen.   

På baggrund af udviklingen i praksis som omtalt ovenfor i afsnit 3.7.1 tager forslaget i særlig grad sigte på repræsentanter, der yder tilskud til deres klienters skatte- eller afgiftssager, når størrelsen af yderens honorar fra den godtgørelsesberettigede udgør en andel af den økonomiske gevinst, som den godtgørelsesberettigede opnår i sagen. Sådanne aftaler som baserer sig på sagens udfald betegnes i almindelig som aftaler indgået på no cure no pay-vilkår.  

Omkostningsdækningsudvalget advarede i sin betænkning nr. 1382/2000 mod, at godtgørelsesreglerne blev udformet på en sådan måde, at de kunne føre til en uønsket udvikling i retning af en ordning med no cure no pay, som den kendes fra andre lande. Aftaler om no cure no pay kan typisk være udformet således, at honoraret udgør f.eks. 30 pct. af den økonomiske gevinst, som klienten opnår. Taber klienten sagen, modtager repræsentanten modsat intet vederlag. No cure no pay-ordninger kan føre til, at repræsentanter tager alle sager, de kan få ind, for at reservere så lidt tid som muligt til hver sag og satse på, at en af dem bliver gennemført til gunst for klienten. Sådanne vilkår kan føre til, at klienten opnår en dårligere rådgivning og behandling af repræsentanten, end hvis repræsentanten havde anvendt mere almindelige afregningsmetoder som timebetaling eller fast pris.   

I Danmark har advokater som udgangspunkt ikke mulighed for at indgå aftaler på no cure no pay-vilkår. Retsplejeloven § 126, stk. 2, fastslår, at en advokat ikke må kræve et højere vederlag for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt. Heri ligger, at advokaten ikke må indgå en honoraraftale om vederlæggelse af en andel af det udbytte, der måtte opnås ved gennemførelse af en sag.  

For revisorer gælder, at spørgsmål om vederlag er reguleret i revisorloven i § 26. Bestemmelsen fastslår, at en revisor ikke må betinge sit vederlag af andre forhold end det udførte arbejde. Bestemmelsen forbyder derved, at en aftale indgås på no cure no pay-vilkår. Det er en forudsætning, at opgaven falder ind under lovens § 1, stk. 2. Heri ligger, at der skal være tale om revisionsydelser, i modsætning til rådgivningsydelser.  

Hvis et revisionsfirma yder revisionsydelser, eller hvis det yder revisionsydelser og rådgivningsydelser, kan no cure no pay-princippet således ikke anvendes.  

Hvis en kunde derimod alene modtager rådgivningsydelser, er det tilladt for revisionsfirmaet at fastsætte vederlaget på markedsvilkår.  

Formålet med forslaget er at afskære muligheden for at yde skattefrie tredjemandstilskud, hvor yder har indgået en honoraraftale med klienten på no cure no pay-vilkår. Baggrunden herfor er, at skatte- og afgiftslovgivningen ikke bør understøtte indgåelsen af sådanne aftaler ved at tillade, at tredjemandstilskuddet kan ydes skattefrit.  

Den juridiske vejledning afsnit A.A.13.4:  

Det er en forudsætning for at opnå omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede hæfter for de udgifter, der søges godtgjort. Det fremgår af SFL § 52, stk. 1, og § 54, jf. "skal betale eller har betalt". Tilsvarende gælder i sager omfattet af SFL § 52, stk. 2, se afsnit A.A.13.2 Omkostningsgodtgørelse når Skatteforvaltningen eller Skatteministeriet går videre med en sag.  

Der skal være tale om reel hæftelse, både i henhold til fakturaen men også i henhold til aftalen mellem den godtgørelsesberettigede og den sagkyndige.  

Den godtgørelsesberettigede har bevisbyrden for at opfylde betingelserne for godtgørelse, herunder hæfte for udgifterne til den sagkyndige mv. Se SKM2019.169.BR, SKM2019.320.BR, SKM2020.153.BR og SKM2022.231.VLR.  

Hvis kravet er overdraget til den sagkyndige, påhviler bevisbyrden også den sagkyndige. Se SKM2016.378.LSR.  

Fakturaen fra den sagkyndige skal være udarbejdet på grundlag af sædvanlig fakturering og skal være stilet til den godtgørelsesberettigede. Det fremgår af bekendtgørelse nr. 2051 af 15. november 2021, § 5, stk. 1.  

Vores bemærkninger og begrundelse i forslag til afgørelse  

Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af skatteforvaltningslovens § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55.  

Der ydes som udgangspunkt omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsretten.  

Betingelserne i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1 om, at der skal være tale om udgifter, som den godtgørelsesberettigede skal betale eller har betalt, er ikke opfyldt.  

Vi vurderer, at de indsendte bemærkninger ikke dokumenterer, at du har indgået aftale med WL, om at faktura skal betales. WL er af den opfattelse, at der altid er hæftelse for en faktura, når en sag vindes, idet honoraret derved dækkes af ordningen om omkostningsgodtgørelse.  

I Vestre Landsrets dom SKM2022.504.VLR fastslår landsretten, at det er en grundlæggende betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til den sagkyndige bistand, og at der i den forbindelse skal lægges vægt på aftalegrundlaget. Landsretten stadfæstede byrettens dom., der er offentliggjort som SKM2020.163.BR.  

Det fremgår af SKM2020.163.BR, at retten anså det for ubestridt, at grundlaget og vilkårene for sagsøgerens rådgivningsbistand til skatteyderen alene har været indholdet af den tekst, der på daværende tidspunkt fremgik af selskabets hjemmeside. Retten lagde vægt på, at det derved fremgik af aftalegrundlaget at sagsøgeren påtog sig at føre "din skattesag efter devisen no cure no pay, hvis sagen vedrører lovfortolkning", samt at det i praksis betød, "at du ingen udgifter har, når vi fører sagen". Hertil kom det, som fremgik af e-mailkorrespondance mellem sagsøgeren og skatteyderen: "hvis vi vinder bliver min regning betalt af det offentlige 100%. Se min hjemmeside", dog således, at han skulle betale "et nettobeløb på 4.000 kr., hvis vi taber".  

Landsretten fandt ikke, at sagsøgeren havde løftet bevisbyrden for, at der på noget tidspunkt havde været en reel forpligtelse for skatteyderen til at betale den udstedte faktura for selskabets rådgivningsbistand. Skatteministeriet blev frifundet.  

Det er en forudsætning, at ansøger skal hæfte for en udstedt faktura - at ansøger har betalt eller skal betale fakturaen, for at der kan opnås omkostningsgodtgørelse for de udgifter, der er godtgørelsesberettigede efter ordningen om omkostningsgodtgørelse.  

En faktura skal være opdelt for de udgifter der er godtgørelsesberettigede, og de udgifter der ikke er omfattet af omkostningsgodtgørelse. Denne opdeling er netop defineret, for at det gøres synligt, at der kan være dele af fakturaen, som ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse.  

Det kan derimod ikke bruges som begrundelse for, at der altid kan opnås omkostningsgodtgørelse i sager, hvor der er opnået medhold eller overvejende medhold. Betingelsen, om at ansøger skal hæfte for beløbet, gælder i både tabte og vundne sager.  

WL henviser til betænkning nr. 1382/2000 om omkostningsordningen samt lovforslag L 54, der førte til lov nr. 388 af 6. juni 2002. Vi henviser til nyere lovgivning og henviser til lovforslag L 42 til nr. 1500 af 23. december 2014 samt bemærkningerne hertil.  

Vores endelige bemærkninger og begrundelse  

Vi modtog den 29. november 2022 bemærkninger til vores forslag til afgørelse af 28. november 2022. WL tilkendegiver, at han ikke er enig i forslaget.  

WL oplyser, at han har arbejdet som underleverandør til advokat NM. Han har fundet det nødvenligt at fakturere direkte til kunden, idet han henviser til betingelser i Den juriske vejledning, A.A.13.13, hvor det anføres, at det er en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at regningen er stillet til den godtgørelsesberettigede, og er udarbejdet på grundlag af sædvanlig fakturering.  

Vi bemærker, at det ikke er et krav, at en underleverandør skal fakturere direkte til klienten. Underleverandøren kan fakturere til bistandsyderen (her advokat NM) for udført bistand, og bistandsyderen skal betale denne regning direkte til underleverandøren som et udlæg. Herefter skal bistandsyderen viderefakturere udlægget, ved at medtage det på sin egen faktura, som skal udstedes til klienten.  

En ansøgning om omkostningsgodtgørelse skal i den situation ikke underskrives af underleverandøren, men alene af ansøgeren og bistandsyderen. Bistandsyderen står ved sin underskrift på ansøgningen inde for, at udgifterne til underleverandørens bistand i sagen opfylder betingelserne for udbetaling af omkostningsgodtgørelse.  

WL oplyser, at du har erkendt at du hæfter for fakturaen, og at den nu er betalt.  

Hertil bemærker vi, at det ikke er afgørende om fakturaen er betalt, men at der foreligger reel hæftelse med baggrund i den oprindelige honoraraftale.  

WL henviser til skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. WL er af den opfattelse, at der foreligger hæftelse, hvis en klient betaler den sagkyndiges faktura eller giver den sagkyndige transport i sit tilgodehavende hos Skatteforvaltningen. Han mener således, at begge betingelser er opfyldt, idet du nu har betalt fakturaen og tidligere har givet transport i tilgodehavendet hos Skatteforvaltningen.  

Hertil bemærker vi, at det afgørende for, at der foreligger reel hæftelse, er indholdet i den indgåede aftale ved sagens opstart. Det er ikke tilstrækkeligt at fakturaen er betalt.  

WL oplyser, at de tre domme, vi har henvist til, er uanvendelige i din sag. Vi henviser til vores afsnit "Retsregler og praksis". Alle tre domme omhandler spørgsmålet, om der foreligger reel hæftelse.  

WL er af den opfattelse at vores begrundelse:  

"Hvis det er aftalt, at honorar kun skal betales, hvis en sag vindes i overvejende grad, vurderer vi, at der ikke er hæftelse i sagen, idet ansøger derved ikke skal betale honorar"  

er i strid med princippet om no cure no pay, der netop indebærer en pligt til betaling hvis kuren bliver leveret, og er i strid med vores begrundelse i afgørelse af 21. november (21. august) 2020.  

WL anfører endvidere, at hvis en sag vindes i overvejende grad er spørgsmålet om hæftelse ikke relevant.  

Vi bemærker, at vi i afgørelsen af 21. august 2020 har skrevet, at det er en forudsætning for at opnå omkostningsgodtgørelse, at du som den godtgørelsesberettigede hæfter for udgifterne til sagkyndig bistand. Dette strider imod princippet om no cure no pay, som i sig selv indebærer, at der ikke foreligger reel hæftelse.   

Hvis aftalegrundlaget mellem klient og rådgiver indebærer, at klienten i realiteten ikke hæfter for rådgiveres regning, kan der ikke udbetales omkostningsgodtgørelse. Det vil være tilfældet, hvis aftalen er indgået på no cure no pay-vilkår, også hvis klienten vinder sagen. Der vil i sådanne tilfælde ikke være tale om reel hæftelse og betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse er ikke til stede. Betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse er også beskrevet under afsnittet Vores bemærkninger og begrundelse i forslag til afgørelse.  

WL nævner, at skatteforvaltningen har set bort fra din erklæring fra 2020 om hæftelse. Hertil bemærker vi, at vi lægger WL’s oprindelige oplysninger om aftalegrundlag til grund for vores vurdering af, hvorvidt der foreligger reel hæftelse.  

Det er WL’s opfattelse, at skatteforvaltningen har valgt at ændre aftalegrundlaget, hvilket vil kræve en fornyet partshøring. Hertil bemærker vi, at vi ikke kan ændre et aftalegrundlag, som er indgået mellem klient og bistandsyder. Vi har lagt det oprindelige aftalegrundlag til grund for vores afgørelse. Derfor imødekommer vi ikke kravet om fornyet partshøring.  

De indkomne bemærkninger af 29. november 2022 ændrer ikke vores vurdering af, at der ikke forelægger reel hæftelse.  

Vi kan derfor ikke dække udgifter til rådgiver i forbindelse med din sag ved Østre Landsret.  

Derfor imødekommer vi ikke din ansøgning.  

Reglerne står i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1 og § 54, jf. "skal betale eller har betalt" og vi henviser til:  

Den juridiske vejledning afsnit A.A.13.4:  

Det er en forudsætning for at opnå omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede hæfter for de udgifter, der søges godtgjort. Det fremgår af SFL § 52, stk. 1, og § 54, jf. "skal betale eller har betalt". Tilsvarende gælder i sager omfattet af SFL § 52, stk. 2, se afsnit A.A.13.2 Omkostningsgodtgørelse når Skatteforvaltningen eller Skatteministeriet går videre med en sag.  

Der skal være tale om reel hæftelse, både i henhold til fakturaen men også i henhold til aftalen mellem den godtgørelsesberettigede og den sagkyndige.  

Den godtgørelsesberettigede har bevisbyrden for at opfylde betingelserne for godtgørelse, herunder hæfte for udgifterne til den sagkyndige mv.  

Se SKM2019.169.BR, SKM2019.320.BR, SKM2020.153.BR og SKM2022.231.VLR.  

Hvis kravet er overdraget til den sagkyndige, påhviler bevisbyrden også den sagkyndige. Se SKM2016.378.LSR.  

Efterregulering - tidligere instanser  

Du har også anmodet om efterregulering af honorar fra tidligere instanser.  

Udbetaling af honorar for sagens behandling ved Landsskatteretten blev ikke imødekommet. Vi henviser til vores afgørelse om afslag af 21. august 2020. Afslaget er påklaget til Skatteankestyrelsen, men endnu ikke afgjort.  

Derfor imødekommer vi ikke anmodningen om efterregulering af honorar fra tidligere instanser.  

…"  

Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse af 21. august 2020, der angår ansøgning om godtgørelse for udgiften til skatterådgivning fra H1 under sagens behandling for Landsskatteretten, at ansøgningen blev afvist med samme begrundelse.   

Det fremgår af afgørelsen blandt andet, at WL er fremkommet med en række skriftlige indlæg under sagens behandling, hvori han redegør for honoraraftalen mellem WL og PA samt hans kolleger.  

Af Skattestyrelsens afgørelse af 21. august 2020 fremgår blandt andet følgende:  

"…  

Vi har den 20. april 2020 bedt om yderligere oplysninger til ansøgningen om omkostningsgodtgørelse.  

Vi har udsendt en erklæring, som vi har bedt om, at du besvarer med oplysninger om modtagne fakturaer og betaling af honorar.  

WL har den 20. april 2020 indsendt følgende svar:  

"Min rådgivning af medarbejderne i G2-virksomhed startede forud for deres afskedigelse og hjemsendelse fra Y1-land, nærmere betegnet i slutningen af 2012.  

Jeg bistod dem i forbindelse med SKAT’s gennemgang af sagerne og tidsforbrug indtil da blev faktureret og afregnet.  

Allerede fra 2012 blev der indgået aftale om at alle medarbejderne delte den samlede regning. SKAT (og senere både Landsskatteretten og byretten) vælger enkelte sager til gennemgang og det ville være urimeligt at enkelte medarbejdere betalte for de øvrige.  

Alt tidsforbrug er registreret samlet og fordelt lige. Honorar er beregnet efter de normale retningslinjer for min virksomhed med 2.000 kr. excl. moms i timen.  

Der er indgået no cure no pay aftale vedrørende medarbejdernes egen andel i tilfælde af at sagerne ikke vindes i overvejende grad. Det er ikke en del af aftalen at medarbejderne skal bringe sagen videre, men de kan afgøre om den skal påklages eller ej.  

Medarbejderne er orienteret om at de vil blive beskattet af fordelen ved no cure no pay i tilfælde af at de fuldt skattepligtige til Danmark.  

Samtlige medarbejdere var i år enige om at indbringe sagerne for byretten og indbringelse er sket ad to omgange (der er to kategorier).  

I forbindelse med indbringelse for byretten har hver medarbejder indbetalt kr. 20.000 i depositum."  

WL har indsendt en udfyldt men ikke underskrevet erklæring, hvor det er oplyst, at der er indgået aftale mellem kunden og WL, cvr ...11. Kundens andel af faktura skal kun betales såfremt sagen vindes i overvejende grad.  

Kunden har modtaget fakturanr. 337 og 991, men har ikke betalt de 2 fakturaer.  

WL har fremsendt yderligere svar den 21. april 2020:  

"Som nævnt i min mail stammer aftalen med G2-virksomhed medarbejderne tilbage fra 2012. Aftalen var baseret på min rådgivning forud for indgåelse af fratrædelsesaftaler.  

Det blev aftalt at medarbejderne hver betalte en anden (andel?) af de samlede omkostninger ved rådgivning og ved en eventuel henvendelse fra SKAT.  

I det omfang sagen skulle indbringes for højere instanser, ville mit honorar først skulle betales når sagen havde fundet sin endelige afslutning, da der måtte anses at være et modkrav vedrørende min rådgivning i det tilfælde at der ikke blev givet Skattestyrelsen er en del af Skatteforvaltningen Side 3 / 9 fuldt medhold. Det er ikke no cure no pay, men kan vise sig at have samme indhold for mine kunder.  

De beløb som ikke er dækket af omkostningsdækning, henstår således som et tilgodehavende der ikke forrentes.  

Min aftale er opretholdt i forbindelse med indgivelse af afgørelserne til domstolene, idet der dog endnu ikke er sket fakturering.  

Jeg har ikke mulighed for selvstændigt at indbringe sagerne. Alle har således accepteret at sagerne formelt er indbragt af advokat NM, R1-advokat.  

Alle har endvidere deponeret det forventede honorar forud for indgivelsen.  

Jeg har bedt NM gøre rede for situationen nu og vedhæfter hans e-mail, som jeg modtog i går."  

Advokatens e-mail vedrører sagens indbringelse for byretten og er ikke medtaget.  

Vi har fået WL’s bekræftelse på, at hans svar på vores anmodning om yderligere oplysninger gælder som besvarelse fra dig. Vi behøver derfor ikke at få indsendt udfyldt erklæring fra dig, fordi WL har indsendt udfyldt erklæring om modtagelse og betaling af faktura mv.  

Dine bemærkninger til vores forslag  

Vi fremsendte forslag til afgørelse den 16. juni 2020.  

Din rådgiver WL har fremsendt følgende bemærkninger til os den 16. juni 2020:  

"Jeg har modtaget Skattestyrelsens forslag vedrørende omkostningsgodtgørelse. Forslaget kan ikke godkendes.  

Fakturering er sket efter medgået tid samt mine normale forretningsbetingelser og uden nogen form for hensyntagen til mine kunders økonomiske gevinst ved forhåbentlig at vinde sagen.  

Jeg kan oplyse, at den kunde som er opkrævet det mindste beløb i skat allerede, har betalt mere end skattekravet. Han har valgt at deltage i gruppen således at denne er forblevet komplet og stadig omfatter alle relevante medarbejdere.  

Jeg har endvidere oplyst at mine kunders andel af betaling henstår som et tilgodehavende uden rentetilskrivning indtil sagen har fundet sin endelige afgørelse.  

Alle sagerne er indbragt for domstolene. Dette er sket af Skatteadvokaterne ved NM. Jeg anbefalede den pågældende advokat og alle kunder valgte at følge min anbefaling. Forud for indbringelsen har alle kunder deponeret et beløb hos advokatfirmaet svarende til 50% af de forventede samlede omkostninger.  

Jeg anvendte fejlagtigt begrebet no cure i mit indledende brev. Dette skyldes at enkelte af kunderne havde oplyst at de muligvis vil gøre et modkrav gældende. Jeg ydede som tidligere oplyst rådgivning til kunderne i 2012 før disse indgik fratrædelsesaftalerne med G2-virksomhed.  

Det kan således ikke udelukkes at der eksisterer et modkrav i form af en mulig erstatning for rådgivning.  

En eventuel erstatning ikke kan overstige kundens faktiske betaling til mig. Om en eventuel erstatning overhovedet er relevant - eller om denne i givet fald vil blive lavere end kundens faktiske omkostning - vil tiden vise…"  

…"  

Skattestyrelsens afgørelse af 21. august 2020 blev indbragt for byretten, der afsagde dom om afvisning af formelle grunde d. 25. november 2024.   

I dommen er gengivet WL’s forklaring om parternes aftale om honorar, der blandt andet er sålydende:  

"…   

Foreholdt, at det er Skatteministeriets opfattelse, at der er indgået aftale om "no cure no pay" forklarede han, at han aldrig har ført klagesager eller skattesager med denne aftale.   

Foreholdt hans bemærkninger til Skattestyrelsen af 20. april 2020 på ekstraktens side 139, forklarede han, at der ikke er indgået aftale om "no cure no pay", men det er rigtigt dårligt formuleret. Det er også derfor, at han har berigtiget formuleringen allerede dagen efter, hvilket fremgår af samme side på ekstrakten. Det betyder, at hvis det viste sig, at PA havde været bedre stillet, såfremt han havde overgået til lokal ansættelse, ville PA lide et tab og have erstatningskrav mod WL. Det har derfor samme effekt som "no cure no pay".   

Adspurgt bekræftede han, at såfremt PA havde lidt et tab, kunne han få det dækket hos WL. Hvis PA havde tabt sagen, ville han ikke ende med at tabe noget, hvis han havde gjort modkravet gældende overfor WL. Der var ikke nogen kunder, som oplyste, at de ville rette et modkrav. Foreholdt nederst på ekstraktens side 140 om, at de muligvis ville gøre modkrav gældende, forklarede han, at det var fordi, at de havde indhentet en "second opinion". Det kan derfor godt være rigtigt, at suspensionserklæringen ikke var udarbejdet helt uopfordret.   

Betalingsbetingelserne er fraveget i den mundtlige aftale, men han mener ikke, at selve forretningsbetingelserne er fraveget som følge heraf. Han har aldrig udarbejdet aftalebrev i de tilfælde, hvor der er sket fravigelse af betingelserne.  

…"  

Forklaringer  

PA har blandt andet forklaret, at han har været kunde hos WL i mange år og fortsat er det. Aftalen vedrørende vidnets skatteansættelse for 2013 var, at WL først sendte en faktura på bistanden, når sagen var afsluttet. Der var ikke nogen aftale om, at vidnet kun skulle betale hvis han vandt sagen.  

Parterne var enige om at søge omkostningsafgørelse, da sagen blev vundet i Østre Landsret, så der var ingen grund til at betale fakturaen, da den kom fra WL. Vidnet overdrog efter aftale med WL samtidig kravet om godtgørelse til ham. Vidnet har senere betalt regningen, men fået den refunderet af WL.  

Aftalen om WL’s bistand i skattesagen blev sammen med flere af vidnets kolleger i G2-virksomhed indgået i 2012. Han husker det ikke så godt, men den blev vistnok indgået på en mail, ikke mundtligt.  

Han havde ikke tænkt på, om han havde et erstatningskrav mod WL, hvis dennes rådgivning var forkert, og vidnet af den grund tabte skattesagen. Han husker ikke, om WL har nævnt det for ham.  

Parternes synspunkter  

H1 har i sit påstandsdokument anført:  

"…  

Da den skattepligtige besluttede at indbringe Landsskatterettens afgørelse for domstolene, anmodede han den sagkyndige om at føre sagen i samarbejde med en advokat.   

Den sagkyndige foreslog advokat NM og dette blev accepteret af den skattepligtige,   

I forbindelse med accept af opgaven, blev der ikke aftalt særlige vilkår. Aftalen blev derfor indgået efter såvel advokatens som den sagskyndiges normale forretningsbetingelser.   

Advokaten valgte at sende en e-mail med beskrivelse af de normale forretningsbetingelser. Se bilag 2 - e-mail af den 15. januar 2020.   

Den sagkyndiges forretningsbetingelser har været uændret siden han den 14. september 2007 startede egen virksomhed. Der har altid - og uden undtagelser - i skattesager været udstedt regning for anvendt tid til gældende timesatser.   

Der har aldrig været indgået en aftale med en klient med en betingelse om at betaling forudsatte et givet udkomme af sagen (no cure no pay).    

Den skattepligtige har været klient hos den sagkyndige, siden foråret 2014 og er stadig klient.   

Skatteministeriet har i en anden sag fremført en tilsvarende påstand om at forretningsbetingelserne var suppleret af en aftale om no cure no pay med udgangspunkt i den tidligere nævnte afgørelse i en anden sag.   

Retten på Frederiksberg tog stilling til spørgsmålet (bilag 8 - anonymiseret dom) og anførte i begrundelsen:   

"Det lægges endvidere til grund, at H1 og den skattepligtige oprindelig indgik en mundtlig aftale om skatterådgivning i forbindelse med den verserende skattesag, og at arbejdet ifølge WL skulle honoreres efter regning, hvilket i mangel af anden aftale er udgangspunktet efter dansk ret, og hvilket i øvrigt svarer til de almindelige forretningsbetingelser, som H1 har fremlagt."  

 Og  

"På baggrund af det anførte lægges det til grund, at parterne har benyttet en sædvanlig fremgangsmåde i forbindelse med indgåelse af aftale og honorering af udført arbejde, hvorfor retten finder, at der ikke er holdepunkter for at antage, at den skattepligtige ikke skulle være forpligtet i henhold til aftalen og dermed hæfter for fakturabeløbene, hvilket er en forudsætning for at opnå omkostningsgodtgørelse."   

Det kan på den baggrund lægges til grund at der i ingen af sagerne var indgået en aftale mellem den sagkyndige og den skattepligtige udover hvad der var gældende i medfør af den sagkyndiges forretningsbetingelser (bilag D - forretningsbetingelser).   

Det fremgår af den digitale blanket til brug for ansøgning om omkostningsgodtgørelse at både den skattepligtige og den sagkyndige attesterer ved deres digitale signaturer under strafansvar, at de afgivne oplysninger er korrekte.   

Såvel den skattepligtige som den sagkyndige var på ansøgningstidspunktet vidende om Skatteforvaltningens afgørelse næsten to år tidligere i en anden sag. Og vidende om at der ikke var indgået en aftale om no cure no pay.   

Det kan lægges til grund at den skattepligtige ved den digitale underskrift - en uge efter han har modtaget regningen - har attesteret at han skal eller har betalt fakturanr. 161.   

Det kan også lægges til grund at den skattepligtige ved sin underskrift har overdraget kravet på omkostningsgodtgørelse til den sagkyndige. Og at den sagkyndige hermed anser fakturanr. 161 for betalt.   

Den skattepligtige (PA) er indkaldt som vidne og kan så be-eller afkræfte ovenstående.   

Det kan endvidere lægges til grund at den ikke længere eksisterende erstatningsrisiko aldrig har været relevant i denne sag.   

Hvis regningen fra den sagkyndige skulle indgå i opgørelsen af den skattepligtiges tab, ville dette forudsætte at den var betalt eller i hvert fald skulle betales. Den sagkyndige var ikke erstatningspligtig hvorfor der ikke kunne ske modregning.  

Det kan endeligt lægges til grund at hvis retten - trods ovenstående fakta - når frem til at der var indgået en aftale om no cure no pay, så vil dette ikke afskære den skattepligtiges ret til omkostningsgodtgørelse.   

Dette har været gældende ret siden reglerne om omkostningsgodtgørelse blev indført ved lov nr. 233 af 23. maj 1984 og er ikke blevet ændret hverken som følge af lov nr. 388 af 6. juni 2002 eller senere lovændringer.   

Hvis det definerede resultat ikke opnås, kan den sagkyndige ikke udstede en regning. Der er i givet fald ikke grundlag for omkostningsgodtgørelse.   

Vurderingen af - om en aftale om "no cure no pay" har betydning for retten til omkostningsgodtgørelse - har været problematiseret af Skatteforvaltningen siden vedtagelsen af lovforslag L 54 i juni 2002.   

Socialdemokratiet henviste under Folketingets forhandlinger vedrørende lovforslaget til en forudgående rapport fra Omkostningsdækningsudvalget.   

Udvalget havde været betænkelig ved de regler, som nu var på vej til at blive indført.   

Socialdemokratiet anførte   

"Det vil være muligt for ekspertbistanden at tilrettelægge et produkt, hvor »no cure - no pay« er det bærende princip, idet omkostningerne mindst refunderes med 50 pct. Ministerens ændringsforslag om, at der ikke længere skal være afholdt en likvid betaling fra skatteyderens side til ekspertbistanden, men at denne kan pantsættes, eksklusivt til ekspertbistanden vil yderligere give incitament til en sådan adfærd."   

Socialdemokratiet valgte ikke at stemme for lovforslag L 54, men et flertal vedtog forslaget.   

Det kan derfor lægges til grund at Folketinget har været opmærksom på problemstillingen og valgte - trods den beskrevne konsekvens - at vedtage forslaget.   

Dette bekræftes af forarbejderne til lov nr. 1501 af den 23. december 2014 og den samtidige lov nr. 1500 ligeledes af 23. december 2014.   

Lovene medfører skattepligtig af tredjemandstilskud i sager, hvor yder og den godtgørelsesberettigede har indgået en aftale om honorar for bistand i den godtgørelsesberettigede skattesag på no cure no pay-vilkår.  

I UfR 2015.3383 H udtalte Højesteret:   

“Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige “skal betale eller har betalt" rådgiverhonoraret. Forarbejderne understøtter klart bestemmelsens ordlyd. Dette gælder også for så vidt angår mandatarsager, hvorom det fremgår, at det er en betingelse, at udgifterne til rådgiverbestand påhviler den skattepligtige og ikke mandataren, jf. betænkning nr. 1382/2000 om omkostningsdækningsordningen, s. 204-207, og Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, lovforslag nr. L 267, s. 7485. Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand." (mine understregninger)   

Hæftelsesbetingelsen indebærer ikke, at skatteyderen skal have betalt for bistanden. Skatteyderen skal dog have haft en reel forpligtelse til at betale for rådgiverbistanden. Som eksempel på det modsatte kan nævnes de såkaldte "no cure no pay" aftaler, der indebærer, at hvis skatteyderen taber sagen, så skal skatteyderen ikke betale for bistanden. Hvis skatteyderen derimod vinder sagen, så vil skatteyderens udgifter være dækket af omkostningsgodtgørelsesordningen, da en vunden skattesag medfører 100 % i omkostningsgodtgørelse. I begge tilfælde vil skatteyderen derfor aldrig komme til at afholde udgifter til bistanden. Domstolene har konsekvent anset sådanne aftaler for ikke at opfylde betingelsen om hæftelse, jf. f.eks. UfR 2023.895 H og SKM2022.504.VLR.   

Det har ikke betydning for vurderingen af hæftelsesbetingelsen, at skatteyderen har overdraget kravet på omkostningsgodtgørelse til den sagkyndige. Dette følger af fast landsretspraksis, jf. SKM2021.718.ØLR og SKM2018.313.ØLR (med SKM2017.528.BR).   

I SKM2018.313.ØLR var der indgået en skriftlig aftale mellem skatteyderen og den sagkyndige. Det fremgik af aftalen, at skatteyderen skulle overdrage kravet på omkostningsgodtgørelse til den sagkyndige, og skatteyderen skulle derfor ikke betale for den ydede bistand. Det fremgik endvidere af aftalen, at honoraret ville blive nedsat svarende til den udbetalte omkostningsgodtgørelse. Den sagkyndige gjorde gældende, at kravet var betalt via overdragelsen af kravet på omkostningsgodtgørelse.   

Af byrettens præmisser (stadfæstet af landsretten) fremgår følgende:   

"Aftalen mellem IK og H1 angiver vedrørende honorar til H1, at IK i intet tilfælde selv skal betale for den ydede juridiske bistand. Følgelig kan IK ikke anses for i noget omfang at hæfte for udgifterne til rådgiverbistand. Det, som H1 har anført, kan ikke føre til en anden bedømmelse." (mine understregninger)  

I SKM2021.718.ØLR havde skatteyderne og den sagkyndige indgået den samme form for aftale. Den sagkyndige gjorde også her gældende, at hæftelsesbetingelsen var opfyldt som følge af betalingen i form af overdragelse af kravet på omkostningsgodtgørelse.   

Landsretten udtalte følgende:   

"Det fremgår udtrykkeligt af de indgåede aftaler om sagkyndig bistand, at klienterne ikke selv skal betale for den ydede bistand, og landsretten tiltræder, at betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, dermed ikke opfyldt. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klienterne ikke skal betale for den ydede bistand, fordi klienterne ifølge aftalerne har overdraget deres krav på omkostningsgodtgørelse til H1, da der ikke foreligger eller har foreligget en reel hæftelse." (min understregning)   

Det er sagsøger, der bærer bevisbyrden for, at betingelsen om hæftelse er opfyldt, jf. UfR 2023.895 H og SKM2022.231.VLR (med SKM2021.159.BR). Dette gælder også, når kravet er overdraget til den sagkyndige.   

I skattesager stilles der almindeligvis strenge krav til beviset. Dette gælder uanset om en aftale er indgået mundtligt eller skriftligt. I det tilfælde, hvor der foreligger objektive omstændigheder, der taler imod det ellers oplyste om aftalegrundlaget, stilles der strenge krav til beviset, jf. f.eks. UfR 2002.1172 H. Der stilles almindeligvis også strengere krav til beviset i tilfælde, hvor det er nærliggende, at der foreligger skriftlig dokumentation for det hævdede.   

Der må stilles samme strenge beviskrav i nærværende sag.   

I sager om bistand i skattesager er det ganske almindeligt for advokater og revisorer - der udgør hovedparten af bistandsydere i skattesager - at indgå aftaler på skriftligt grundlag. For advokater er dette påkrævet i forbrugersager, jf. de advokatetiske regler, art. 30, og for revisorer anses dette for at være god skik.   

Det må derfor anses for nærliggende i en forbrugersag som denne, at der foreligger skriftlig dokumentation for bistandsaftalen. Dette bestyrkes, når bistandens værdi tages i betragtning. I nærværende sag har sagsøger ydet bistand ved Østre Landsret til otte skatteydere for i alt 275.000 kr. Ved Landsskatteretten har bistanden beløbet sig op til ca. 302.000 kr. WL har altså igennem sine to virksomheder ydet bistand for i alt 575.000 kr.  

Bevisbyrden skærpes, såfremt skatteyderen skifter sin forklaring, jf. f.eks. SKM2013.389.ØLR, og/eller hvis der foreligger usædvanlige omstændigheder i sagen, jf. UfR 1998.898 H og UfR 2004.1516 H.   

3.2 Den konkrete sag   

3.2.1 Sagsøgers oprindelige oplysninger viser, at skatteyderen ikke hæftede for betalingen af sagsøgers salær   

Sagsøger har angiveligt indgået en mundtlig aftale med skatteyderen.   

H1 har den 21. april 2020 oplyst, at "Min aftale er opretholdt i forbindelse med indgivelse af afgørelserne til domstolene, idet der dog endnu ikke er sket fakturering." (bilag A, s. 4, 3. afsnit). Sagsøger har endvidere under retssagen oplyst, at "Faktuelt er aftalegrundlagene ens da aftalerne er indgået på identiske forretningsbetingelser", jf. processkrift 3, s. 5, mf.   

De afgivne oplysninger om aftalegrundlaget for bistanden ved Landsskatteretten er derfor relevante for nærværende sag om bistanden ved Østre Landsret.   

Sagsøger har i sagen ikke fremlagt nogen form for dokumentation, der viser, at der på tidspunktet for bistanden var indgået en aftale, der indebar, at skatteyderen var forpligtet til at betale for sagsøgers bistand.   

Tværtimod har sagsøger oplyst det modsatte - nemlig at der er indgået en aftale om no cure no pay, og at skatteyderen kun skulle betale, hvis han fik medhold i overvejende grad - i hvert fald indtil Skattestyrelsen meddelte sagsøger, at betingelserne for omkostningsgodtgørelse ikke var opfyldt.   

Da Skattestyrelsen behandlede H1’s anmodning om omkostningsgodtgørelse for bistanden ved Landsskatteretten (bilag A), oplyste WL, at der var indgået en no cure no pay aftale med skatteyderne.   

Sagsøger oplyste nemlig Skattestyrelsen den 20. april 2020, at der var indgået en "[…] no cure no pay aftale vedrørende medarbejdernes egen andel i tilfælde af at sagerne ikke vindes i overvejende grad" og at Medarbejderne er orienteret om at de vil blive beskattet af fordelen ved no cure no pay i tilfælde af at de fuldt skattepligtige til Danmark" (bilag A, s. 3, 9.-10. afsnit).  

Sagsøger udfyldte samtidig hermed en erklæring (bilag B). Det fremgår af erklæringen, at aftalen er indgået mellem kunden og sagsøger. Det fremgår endvidere, at spørgsmålet "hvem skal betale fakturaer?" er besvaret med "Kundens andel skal kun betales såfremt sagen vindes i overvejende grad".   

Sagsøger udtalte videre den 21. april 2020, at (bilag A, s. 7, 8. afsnit ff.):   

"[…] I det omfang sagen skulle indbringes for højere instanser ville mit honorar først skulle betales når sagen havde fundet sin endelige afslutning, da der måtte anses at være et modkrav vedrørende min rådgivning i det tilfælde at der ikke blev givet fuldt medhold. Det er ikke no cure no pay, men kan vise sig at have samme indhold for mine kunder. […]"   

Det fremgår af ovenstående oplysninger, at sagsøger og skatteyderen havde en aftale om no cure no pay, eller i hvert fald en aftale, der havde samme virkning for kunderne. Sagsøger virkede også til selv at være af denne opfattelse, og sagsøger havde endda orienteret kunderne om, at de ville blive beskattet af fordelen ved no cure no pay.   

Efter det af sagsøger oprindeligt oplyste, vil skatteyderen således i intet tilfælde selv skulle betale for den sagkyndige bistand. Da skatteyderen ikke hæfter for udgifterne til rådgiverbistand, består der ikke et krav på omkostningsgodtgørelse, jf. SKM2018.313.ØLR (med SKM2017.528.BR).   

Aftalen indebar, at hvis skatteyderen ikke fik overvejende medhold, hæftede han ikke for nogen betaling. Hvis skatteyderen derimod fik overvejende medhold, hæftede han heller ikke for nogen betaling, for betalingen ville i dette tilfælde være dækket 100 % af ordningen om omkostningsgodtgørelse. Skatteyderen skulle derfor ikke betale sagsøgeres salær, uanset sagens udfald.   

Dette kom Skattestyrelsen også frem til i sit forslag til afgørelse den 16. juni 2020 (bilag A, s. 4, mf.)    

3.2.2 Sagsøgers efterfølgende oplysninger skærper bevisbyrden   

Efter Skattestyrelsens forslag til afgørelse af 16. juni 2020, valgte sagsøger imidlertid at ændre forklaring til, at der ikke var aftalt no cure no pay men i stedet betaling efter medgået tid. Sagsøger oplyste nu følgende om aftalegrundlaget (bilag A, s. 4, 12. afsnit):   

"Fakturering er sket efter medgået tid samt mine normale forretningsbetingelser og uden nogen form for hensyntagen til mine kunders økonomiske gevinst ved forhåbentlig at vinde sagen."  

Dette stemmer imidlertid ikke overens med det, som WL har forklaret under den første prøvesag (bilag K). WL har her udtrykkeligt bekræftet, at skatteyderen aldrig ville komme til at lide et tab, og dermed heller aldrig reelt var forpligtet til at betale for bistanden (bilag K, s. 10, sidste afsnit).   

"Adspurgt bekræftede han, at såfremt PA havde lidt et tab, kunne han få det dækket hos WL. Hvis PA havde tabt sagen, ville han ikke ende med at tabe noget, hvis han havde gjort modkravet gældende overfor WL."   

Sagsøger/WL har altså flere gange afgivet modstridende oplysninger i forhold til, hvad der var aftalt mellem sagsøger og skatteyderen. Dette skærper sagsøgers bevisbyrde for, at skatteyderen hæftede for bistanden.   

H1 havde efter Skattestyrelsens afgørelse den 16. juni 2020 endvidere oplyst følgende om, hvorfor han oprindeligt havde oplyst, at der var indgået no cure no pay aftale (bilag A, s. 4, 12. afsnit):   

"Jeg anvendte fejlagtigt begrebet no cure i mit indledende brev. Dette skyldes at enkelte af kunderne havde oplyst at de muligvis vil gøre et modkrav gældende." (min understregning)   

Som det fremgår af den understregede passage, så havde nogle af kunderne ifølge sagsøger oplyst, at de muligvis ville gøre et modkrav gældende.   

WL har imidlertid forklaret det modsatte under sin partsforklaring under den første prøvesag (bilag K, s. 10, sidste afsnit - s. 11, 1. afsnit).   

"Hvis PA havde tabt sagen, ville han ikke ende med at tabe noget, hvis han havde gjort modkravet gældende overfor WL. Der var ikke nogen kunder, som oplyste, at de ville rette et modkrav. Foreholdt nederst på ekstraktens side 140 om, at de muligvis ville gøre modkrav gældende, forklarede han, at det var fordi, at de havde indhentet en "second opinion". Det kan derfor godt være rigtigt, at suspensionserklæringen ikke var udarbejdet helt uopfordret." (mine understregninger)   

Sagsøger har altså også om denne oplysning afgivet skiftende og modstridende forklaringer. Sagsøger har oprindeligt oplyst, at nogle kunder havde oplyst at ville gøre et modkrav gældende. WL har herefter under den første prøvesag oplyst, at der er ikke nogen kunder, som oplyste, at de ville rette et modkrav. Dette skærper ligeledes hans bevisbyrde for, at der er indgået en aftale, der indebar hæftelse. 

I relation til oplysningen om modkravet har sagsøger under retssagen oplyst, at "Modkravet ville - hvis der havde været grundlag for at fremsætte det - have omfattet alle betalte udgifter til at føre sagen, herunder også udgifter til advokatens bistand.", jf. processkrift 6, s. 5, 1. afsnit.   

Dette strider også imod en tidligere oplysning. Under Skattestyrelsens behandling af ansøgningen om bistanden ved Landsskatteretten oplyste H1, at "En eventuel erstatning ikke kan overstige kundens faktiske betaling til mig." (bilag A, s. 4, 12. afsnit). Sagsøger har således afgivet modstridende oplysninger om omfanget af erstatningen.   

Sagsøger har imidlertid også skiftet forklaring i forhold til, om sagsøger har stillet krav om deponering.   

Under Skattestyrelsens behandling af ansøgningen om omkostningsgodtgørelse for bistanden ved Østre Landsret (bilag 1), oplyste sagsøger følgende (bilag 1, s. 5, 4. afsnit):   

Foranlediget af Skatteforvaltningens forkerte afgørelse fandt jeg det nødvendigt at supplere udsættelse af betalingen med et krav om løbende deponering i forbindelse med anvendt tid ved sagernes behandling ved domstolene.   

Skatteministeriet opfordrede (E) sagsøger til at dokumentere dette, jf. svarskriftet, s. 6, 4. afsnit. Sagsøger besvarede opfordringen ved at oplyse, at "Sagsøger har ikke krævet deponering", jf. processkrift 3, s. 3, mf.   

Sagsøger har således flere gange og i flere forskellige henseender ændret sin forklaring i forhold til, hvad der præcist har været aftalt mellem sagsøger og skatteyderen. WL har endda under sin partsforklaring bekræftet, at skatteyderen ikke ville komme til at lide noget tab, hvis han tabte sagen. Disse omstændigheder skærper hans bevisbyrde for, at der er indgået en bistandsaftale, der indebærer at skatteyderen er forpligtet til at betale for bistanden.   

Under disse omstændigheder er det ikke tilstrækkeligt at henvise til en mundtlig aftale uden at fremlægge oprindelig dokumentation for det aftalte. Dette skal også ses i lyset af, at sagsøger har ydet bistand for over 500.000 kr., hvorfor det også er ganske usædvanligt, hvis der ikke foreligger noget oprindelig dokumentation for det aftalte.   

3.2.3 Sagsøger har ikke løftet sin skærpede bevisbyrde   

Sagsøger har desuden ikke fremlagt nogen form for dokumentation (fx skriftlige bekræftelser eller aftaledokumenter) for, at der oprindelig er indgået en aftale, der indebærer hæftelse.  

Sagsøger har først efter Skattestyrelsens forslag til afgørelse fremlagt nogle dokumenter, der ifølge sagsøger løfter bevisbyrden. Sagsøger har fremlagt nogle forretningsbetingelser (bilag D) og en efterfølgende nedskrevet aftale med skatteyderne (bilag E).   

Forretningsbetingelserne (bilag E) er udaterede, og det er derfor ikke godtgjort, at de har været en del af aftalegrundlaget med skatteyderen. Skatteministeriet opfordrede (C) sagsøger til at dokumentere, at forretningsbetingelserne også gjaldt på tidspunktet for den ydede bistand, mens sagsøger har ikke dokumenteret dette. Det må derfor under sagens pådømmelse lægges til grund, at de pågældende forretningsbetingelser ikke fandt anvendelse på tidspunktet for den ydede bistand, og at der i stedet - som oprindelig oplyst - var aftalt en "no cure no pay"betaling, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2.   

Den efterfølgende nedskrevne erklæring er udarbejdet til brug for skattesagen. Sådanne efterfølgende ’bekræftelser’ af aftalen kan imidlertid ikke tillægges nogen bevisværdi, allerede fordi de er indhentet til brug for skattesagen, jf. eks. UfR 2002.1172 H, og navnlig ikke, når sagsøgers bevisbyrde - som det er tilfældet i denne sag - er skærpet.   

Selv hvis det lægges til grund, at forretningsbetingelserne (bilag D) var gældende på bistandstidspunktet, så vil det aftalte mellem sagsøger og skatteyderen (bilag E) stride imod indholdet i forretningsbetingelserne.   

Det fremgår af aftalen, at sagsøger har accepteret, at skatteyderens betaling udsættes indtil sagen, er afsluttet, og at udskydelsen sker uden forrentning (bilag E, s. 1, 9. afsnit). Dette strider imod forretnings-betingelserne, hvoraf fremgår, at "Fakturaer forfalder til betaling 8 dage efter fakturadato" (bilag D, s. 1, 8. afsnit).   

Det fremgår imidlertid videre af forretningsbetingelserne, at "Vi udarbejder kun aftalebrev for større sager eller hvis der skal ske fravigelse af disse forretningsbetingelser." (bilag D, s. 1, 3. afsnit). Ifølge forretningsbetingelserne skulle der derfor have været udarbejdet et aftalebrev allerede fordi forretningsbetingelserne ifølge det af sagsøgeren oplyste er fraveget. Dette er imidlertid aldrig sket.   

Det savner mening, når sagsøger anfører, at en fravigelse af betalingsbetingelserne ikke udgør fravigelse af forretningsbetingelserne, jf. processkrift 6, s. 6, 1. afsnit. Betalingsbetingelserne fremgår netop som et vilkår i forretningsbetingelserne (bilag D). Herudover er det væsentligt vilkår i enhver bistandsaftale, hvornår der skal betales for bistanden.    

Sagsøger har derfor ikke løftet sin skærpede bevisbyrde og godtgjort, at betingelsen om hæftelse i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, er opfyldt. Sagsøger har derfor ligeledes ikke godtgjort, at betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse er opfyldt.  

3.3 Nærmere om sagsøgers indsigelser   

Sagsøger har i processkrift 6, s. 4 mf. anført, at skatteyderens mulighed for at gøre et modkrav gældende mod H1, såfremt skatteyderen tabte skattesagen i Østre Landsret, ikke har nogen betydning for nærværende sag, da det er sagsøger, dvs. H1, der har ydet bistand under domstolsbehandlingen af skattesagen.   

Det er altså sagsøgers opfattelse, at skatteyderen kun har mulighed for at gøre et modkrav gældende mod den personligt drevne virksomhed, og at muligheden for at gøre et modkrav gældende derfor alene har betydning for vurderingen af hæftelsen i forhold til den personligt drevnes virksomheds bistand i Landsskatteretten.   

Dette bestrides. Det er ikke afgørende for vurderingen, hvem skatteyderen kan rette et krav mod. Det afgørende er, at skatteyderen vil kunne få sine udgifter til bistanden dækket ved at gøre et modkrav gældende. Det er uden betydning, om skatteyderen kan gøre modkravet gældende mod den personligt drevne virksomhed eller sagsøger. I begge tilfælde vil skatteyderens ende med at få sine udgifter dækket, såfremt han tabte skattesagen.   

At den personligt drevne virksomhed og sagsøger er to forskellige juridiske personer, har særligt ingen betydning i nærværende sag, hvor der er personsammenfald mellem de to virksomheder, der begge er ejet og drevet af WL.   

______________________  

Sagsøger har i processkrift 5, s. 1, sidste afsnit - s. 2, 1. afsnit, gjort gældende, at oplysningerne i ansøgningsskemaet (bilag 7) er afgivet under strafansvar, og at retten derfor kan lægge til grund, at der er dokumenteret hæftelse. Dette bestrides.   

At oplysningerne i ansøgningsskemaet er afgivet under strafansvar, er ikke ensbetydende med, at oplysningerne uden videre kan lægges til grund. Dette gælder særligt i et tilfælde som nærværende sag, hvor Skattestyrelsen tidligere har afvist at udbetale omkostningsgodtgørelse for bistand i den samme sag i en tidligere instans, da sagsøger har oplyst, at der har været aftalt "no cure no pay", og da sagsøger i nærærende sag har oplyst, at den samme aftale har været gældende ved domstolene.   

Hertil kommer, at oplysningerne i ansøgningsskemaet om aftalegrundlaget er begrænsede og strider imod sagens oplysninger. Det fremgår af ansøgningsskemaet, at der ikke er aftalt andre betalingsbetingelser end dem, der fremgår af fakturaen (bilag 7, s. 4, mf.). Det fremgår imidlertid af fakturaen (bilag B), at betaling skulle ske senest den 26. februar 2022, med henvisning til et kontonummer. Dette stemmer ikke overens med, at betaling skal ske via. overdragelse af kravet på omkostningsgodtgørelse.   

Oplysningerne i ansøgningsskemaet kan derfor ikke lægges til grund i sagen.   

_________________________________  

Det er heller ikke korrekt, når sagsøger i processkrift 6, s. 1, 2. afsnit, anfører, at Retten på Frederiksbergs dom af 13. december 2024 (bilag 8) er en "identisk sag".   

Sagen, hvor retten har afsagt dom den 13. december 2024, omhandlede retten til omkostningsgodtgørelse i forbindelse med sagsøgers bistand til i en skattesag, der ikke har nogen form for relation til den underliggende skattesag i nærværende retssag.   

Skattesagen i nærværende retssag er en del af et kompleks, der omhandler flere G2-virksomhed-ansattes skattemæssige stilling. Skattesagen i den anden sag omhandler en enkelt skatteyders skatteforhold i forbindelse med en række hævninger.   

Der er desuden væsentlig forskel på de afgivne oplysninger i nærværende sag og den dom, som sagsøger har fremlagt. F.eks. har sagsøger i nærværende sag oprindelig oplyst, at der var indgået aftale om "no cure no pay".   

Det er tillige kategorisk forkert, når sagsøger anfører, at Skatteministeriet i denne sag har "fremført en tilsvarende påstand om at forretningsbetingelserne var suppleret af en aftale om no cure no pay med udgangspunkt i den tidligere nævnte afgørelse i en anden sag", jf. det anførte i sagsøgers påstandsdokument, s. 4, 8. afsnit.   

Skatteministeriet har ikke påstået, at der er indgået en aftale om no cure no pay i sagen, men blot henvist til, at sagsøger selv har oplyst dette i forhold til bistanden til skatteyderen i nærværende sag i forbindelse med ansøgningen om omkostningsgodtgørelse for bistanden i Landsskatteretten (bilag A). Skatteministeriet har da heller ikke i nærværende retssag påstået, at sagsøger har indgået aftale om no cure no pay i nærværende retssag, men alene at sagsøger ikke har dokumenteret, at skatteyderen hæftede for udgifterne til sagsøgers bistand.   

Det bemærkes i øvrigt, at Skatteministeriet har ansøgt Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke Retten på Frederiksbergs dom af 13. december 2024.  

…"  

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.  

Rettens begrundelse og resultat  

I henhold til Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, har en skatteyder krav på godtgørelse på op til 100 % af udgifterne til sagkyndig bistand, når skatteyderen opnår medhold i en skattesag. Det er en betingelse for at opnå godtgørelse, at skatteyderen også reelt hæfter for honoraret for bistanden, jf. bestemmelsens formulering " skal betale eller har betalt", og det er skatteyderen, der har bevisbyrden for, at dette krav er opfyldt.  

WL har bistået klienten PA under skattesagen vedrørende klientens indkomst for 2013, først i Landsskatteretten og derefter i Østre Landsret. Efter begge instansers behandling har WL fået afslag på ansøgninger om omkostningsdækning af sit honorar.   

Der foreligger ikke i sagen, udover en henvisning til almindelige forretningsbetingelser, nogen skriftlig dokumentation for, hvilken nærmere aftale H1 oprindelig havde med sine klienter om honorarets betaling.  

Det fremgår af WL’s oplysninger til Skattestyrelsen, gengivet i afgørelse af 21. august 2020, blandt andet, at der er indgået en "no cure no pay" aftale med klienterne om honoraret, og at klienterne er oplyst om den eventuelle skattepligt heraf.   

Senere under samme sagsbehandling har WL oplyst til Skattestyrelsen, at klienterne eventuelt kunne have et modregningskrav, hvis det viste sig, at hans rådgivning var urigtig. Dette ville medføre en modregning, der " ikke er no cure no pay, men kan vise sig at have samme indhold for mine kunder".  

Det fremgår af rettens dom af 25. november 2024 under WL’s forklaring, at såfremt PA tabte skattesagen, ville denne " ikke ende med at tabe noget, hvis han havde gjort modkravet gældende" over for WL.  

Uanset det i øvrigt af H1 anførte, finder retten det på dette grundlag ikke tilstrækkelig godtgjort af H1, at PA reelt hæftede for det honorar, der påstås godtgørelse for.  

Da betingelserne for at opnå godtgørelse derfor ikke er opfyldte, frifindes Skatteministeriet.  

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 20.000 kr. inkl. moms.  

Skatteministeriet er ikke momsregistreret.  

THI KENDES FOR RET:  

Skatteministeriet frifindes.  

H1 skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 20.000 kr.   

Beløbet skal betales inden 14 dage.  

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.