Dato for udgivelse
18 okt 2022 22:40
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13 okt 2022 20:48
SKM-nummer
SKM2022.504.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-15664/2020-VLR
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Omkostningsgodtgørelse
Emneord
Honorarkrav, rådgiverselskab, transporterklæring
Resumé

Sagen angik, om en skatteyder hæftede for et honorarkrav fra et rådgiverselskab i forbindelse med selskabets sagkyndige bistand til en vunden skattesag, og derfor havde krav på omkostningsgodtgørelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Med henvisning til UfR 2015.3383.H (SKM2015.479.HR) fastslog landsretten, at det er en grundlæggende betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til den sagkyndige bistand, og at der i den forbindelse skal lægges vægt på aftalegrundlaget.

Det fremgik af rådgiverselskabets hjemmeside, som skatteyderen kendte, at selskabet påtog sig at føre skattesager efter no cure no pay-princippet, og at det i praksis betød, at klienten ingen udgifter havde når sagen blev ført. Derudover fremgik det af hjemmesiden, at hvis en sag blev vundet med mere end 50 procent, skulle klienten blot underskrive en transporterklæring, hvorefter selskabet ville rekvirere vederlaget hos skattemyndighederne.

Under hensyn hertil og indholdet af den korrespondance, der havde været mellem skatteyderen i selskabet i forbindelse med påtagelse af skattesagen, fandt landsretten, at skatteyderen ikke hæftede for udgifterne til selskabets bistand, hvorfor der ikke kunne opnås omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Landsretten fandt desuden, at skattemyndighedernes efteropkrævning af omkostningsgodtgørelsen ikke var forældet, samt at Skatteankestyrelsen ved sin afgørelse om hjemvisning af sagen havde haft hjemmel til af egen drift at inddrage betragtninger om grundlæggende betingelser for omkostningsgodtgørelse.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2023-1, A.A.13.4

Redaktionelle noter

Tidligere instans, Byretten, SKM2020.163.BR

Sagens parter

H1 ApS (tidligere H1 ApS)

(v/advokat Karsten Thomas Henriksen)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Asger Hinsch)

Retten i Sønderborg har den 31. marts 2020 afsagt dom i 1. instans (sag BS4463/2019-SON).

Afgørelsen er truffet af landsdommerne

Chris Olesen, Jeanette Bro Fejring og Stig Glent-Madsen

Påstande

Appellanten, H1 ApS (tidligere H1 ApS), har nedlagt følgende påstande:

Påstand nr. 1: Skatteministeriet skal anerkende, at kravet om efteropkrævning af 22.000 kr. hos H1 ApS er ulovligt.

Påstand nr. 2: Skatteministeriet skal til H1 ApS betale 6.875 kr., subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn, principalt med tillæg af procesrente fra den 20. april 2008, subsidiært fra et senere tidspunkt efter rettens vurdering. Der er nedlagt subsidiær påstand om, at den indankede dom ophæves, og at sagen hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet behandling.

Indstævnte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om, at dommen stadfæstes, subsidiært at H1 ApS er berettiget til 4.000 kr. i omkostningsgodtgørelse.

Supplerende sagsfremstilling

Den 13. maj 2008 modtog H1 ApS 22.000 kr. fra SKAT i overensstemmelse med SKATs afgørelse af 6. maj 2008.

Af Skatteankestyrelsens afgørelse af 6. november 2017, som blev sendt til MP, og som H1 ApS modtog en kopi af, fremgår bl.a.:

"I den påklagede del af afgørelsen har SKAT foretaget en vurdering af rimeligheden af udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til skatteankenævnet.

Det fremgår ikke af afgørelsen, hvorvidt de grundlæggende betingelser for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse, herunder betingelsen om, at den godtgørelsesberettigede ifølge regning har betalt eller skal betale udgifterne til sagkyndig bistand, er opfyldt. Skatteankestyrelsen har ved en gennemgang af det materiale, der er indsendt af henholdsvis SKAT og repræsentanten, heller ikke kunnet finde oplysninger, der understøtter, at det er undersøgt, om de grundlæggende betingelser for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse, er opfyldt i den konkrete sag.

For god ordens skyld har Skatteankestyrelsen ved brev af 16. august 2017 kontaktet SKAT, der den 24. august 2017 har oplyst, at sådan materiale ikke findes, og følgelig ej heller har været inddraget ved SKATs behandling i sagen.

Det er, på baggrund af det fremlagte materiale, herunder den fremlagte korrespondance mellem repræsentanten og klageren vedrørende honoraraftale, således ikke muligt på nuværende tidspunkt at afgøre, om de grundlæggende betingelser for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse, er opfyldt. Der vil således skulle indhentes supplerende materiale, og i lyset heraf vil den samlede sag skulle revurderes.

Da Skatteankestyrelsen er sidste og endelige rekursmyndighed, er det hverken forsvarligt eller foreneligt med princippet om instansrækkefølgen, hvis Skatteankestyrelsen, som første og eneste administrative instans, indhenter og vurderer det nye materiale, herunder vurderer om de grundlæggende betingelser for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse er opfyldt. Ansøgninger om omkostningsgodtgørelse skulle ifølge § 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005 (nu § 11, i bekendtgørelse nr. 513 af 19. maj 2017) om oplysninger om udgifter til sagkyndig bistand mv. ved godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 indsendes til told- og skatteforvaltningen - nu SKAT, og det er således SKAT, der som første instans, træffer afgørelse om, hvorvidt en indsendt ansøgning om omkostningsgodtgørelse kan imødekommes.

På den baggrund hjemvises sagen til SKAT til fornyet behandling og afgørelse."

Af Skattestyrelsens afgørelse af 13. juli 2018 fremgår bl.a.:

"Vores bemærkninger og begrundelse

Det er en grundlæggende betingelse for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse, at du, som den godtgørelsesberettigede, har betalt udgifterne til sagkyndig bistand mv. eller at du er forpligtet til at skulle betale udgifterne på et senere tidspunkt. Det fremgår nemlig udtrykkeligt at ordlyden til skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige "skal betale eller har betalt" rådgiverhonoraret, dvs. den skattepligtige hæfter for udgiften til sagkyndig bistand. Se SKM2015.479.HR.

Der er med ansøgningen om omkostningsgodtgørelse indsendt omkostningsgodtgørelsesblanket og faktura, men dette medfører ikke, at du er forpligtet til at skulle betale det omhandlede fakturabeløb.

Vi har ikke fået oplysninger fra dig eller din rådgiver, som dokumenterer, at du har betalt eller hæfter for fakturabeløbet på 28.875 kr. I har ikke fremlagt bogføringsbilag, kontoudtog, rykkere for betaling eller lignende, der kan sandsynliggøre, at rådgiver har et tilgodehavende hos dig.

Bevisbyrden for, at du, som den godtgørelsesberettigede, er forpligtet til at skulle betale de omhandlede fakturaer, påhviler den godtgørelsesberettigede (dig) eller bistandsyderen (rådgiver), hvis kravet er overdraget til denne.

Der henvises i denne forbindelse til Landsskatterettens afgørelse i SKM2016.378.LSR, hvor det ikke på objektivt grundlag var dokumenteret, at ansøger var forpligtet til at skulle betale de omhandlede fakturabeløb, og der kunne derfor ikke ydes omkostningsgodtgørelse.

Det skal her til bemærkes, at IE har oplyst, at han kun gemmer regnskabsmateriale i 5 år. SKAT bemærker, at det er rådgiver, der har bevisbyrden, og at vi anser det for sædvanlig praksis og i overensstemmelse med god bogføringsskik at gemme dokumentation for betaling af honorar i en verserende klagesag, som netop vedrører honorarets størrelse.

Desuden finder vi, at aftalegrundlaget mellem dig og H1 ApS indebærer, at du ikke hæfter for udgiften til sagkyndig bistand. Vi har ved denne vurdering henset til det af jer oplyste om, at sagen køres efter no cure no pay, og at du kun skulle betale et nettobeløb på 4.000 kr., hvis sagen blev tabt, samt at du telefonisk har oplyst, at du ikke mener at have betalt fakturaen, og at du ikke hæftede for fakturaen. Vi har desuden henset til de forretningsbetingelser, som fremgik af H1s hjemmeside under skattesager. Ifølge disse køres sagen efter et no cure no pay princip, og det fremgår, at det i praksis betyder, at du ingen udgifter har til førelse af sagen.

Der henvises i denne forbindelse til Byrettens dom i SKM.2017.528.BR, hvorefter skatteyderen ikke hæftede for rådgiverens honorar, idet det var aftalt, at han på intet tidspunkt skulle betale for den juridiske bistand. At kravet på omkostningsgodtgørelse var overdraget til rådgiveren, var ikke opfyldelse af betingelsen "har betalt" i skatteforvaltningslovens § 52."

Forklaringer

IE har afgivet supplerende forklaring, og MP har afgivet forklaring.

IE har supplerende forklaret, at der var to måder, MP kunne betale H1 ApS på. MP kunne foretage en bankoverførsel og derefter selv søge om omkostningsgodtgørelse hos SKAT, eller MP kunne overdrage sit krav på omkostningsgodtgørelse til H1 ApS. Hvis MP vandt skattesagen, fik MP en fordring mod SKAT, og denne fordring kunne bruges til betaling af H1 ApS’ faktura. MP hæftede selvfølgelig for betalingen af fakturaen. MP havde bestilt en ydelse hos H1 ApS. No cure no pay-princippet indebar, at der ville blive udstedt en almindelig faktura til MP, hvis han vandt sagen, og at der ville blive lavet en "nulfaktura", hvis MP tabte sagen. Hvis MP tabte sagen, opnåede H1 ApS derfor ingen bonus. Han anvendte no cure no pay-princippet for at tiltrække de små sager, som ellers ikke ville være blevet ført. Han tror, at MP ville have vurderet, at risikoen var for stor, hvis sagen ikke kunne have været ført efter no cure no pay-princippet.

Han har i sagens bilag 11 rekonstrueret H1 ApS’ omsætning i 2008. Tallene i bilaget er taget fra udskrifterne fra F1-bank, da alle betalinger til H1 ApS foregik via selskabets konto i F1-bank. Han indtægtsførte kun de beløb, der ikke var tvist om, og det er baggrunden for, at der i den nederste tabel ud for MP står et beløb på 22.000 kr. inkl. moms. Det var det beløb, skattemyndighederne havde godkendt. Skattemyndighederne havde accepteret, at han gjorde det på denne måde.

Sagen vedrørende MP minder meget om sagen vedrørende PA. I begge sager skulle SKAT betale H1 ApS’ faktura fuldt ud, hvis sagerne blev vundet. Han ved ikke, hvorfor skattemyndighederne forligte sagen vedrørende PA og ikke sagen vedrørende MP.

Han gemte kun regnskabsmaterialet i MPs sag i fem eller seks år. Hæftelsen for H1 ApS’ faktura var slet ikke i spil på det tidspunkt, hvor han smed regnskabsmaterialet ud. Det kom den først efter 2015.

MP har forklaret, at han er uddannet (red. information 1 fjernet), og han arbejder nu i et (red. information 2 fjernet). Han havde en mindre sag, som han og SKAT ikke kunne blive enige om. Der fór en djævel i ham, og han gik på internettet for at finde en skatterådgiver, der kunne hjælpe ham. Han kom ind på H1 ApS’ hjemmeside, hvor der stod den tekst, der er anført i skærmbilledet i bilag A. Han kontaktede H1 ApS, og han fik at vide, at han skulle betale vist nok 1.500 kr. hvis han tabte sagen, hvorimod det ikke ville koste noget, hvis han vandt sagen. Han sagde ja til, at H1 ApS kunne føre sagen på hans vegne. Så vidt han husker, var der ikke yderligere drøftelser mellem ham og IE end de drøftelser, der fremgår af mailkorrespondancen fra den 7. til den 9. december 2007. Efter IEs mail af 7. december 2007 var han betrygget i, at han ville vinde sagen og dermed få sine udgifter betalt af SKAT, og at han under ingen omstændigheder kunne komme til at betale et honorar på mere end 4.000 kr.

Da han havde vundet skattesagen, skrev han under på en ansøgning om omkostningsgodtgørelse, så H1 ApS’ honorar kunne blive betalt af SKAT. Han overdrog kravet mod SKAT til H1 ApS.

Han tænker, at han skulle have betalt H1 ApS’ honorar, hvis han ikke havde skrevet under på ansøgningen om omkostningsgodtgørelse. Honoraret skulle jo betales.

Han husker ikke, hvor stort H1 ApS’ honorarkrav var. Han har nok set H1 ApS’ faktura. Ham bekendt er fakturaen aldrig blevet betalt. Han mener, at han på et tidspunkt talte med skattemyndighederne om fakturaen. Det er mange år siden, og han husker ikke ordret, hvad der blev talt om. Han kan have sagt hvad som helst under samtalen.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

H1 ApS har yderligere anført, at der er indtrådt forældelse vedrørende SKATs krav på tilbagebetaling af 22.000 kr.

Skatteministeriet har bestridt, at der er indtrådt forældelse.

Landsrettens begrundelse og resultat

MP fik fuldt medhold i skattesagen og var derfor i medfør af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, berettiget til en godtgørelse på 100 procent af de udgifter, som han ifølge regning skulle betale eller havde betalt til sagkyndig bistand.

Det er en grundlæggende betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til sagkyndig bistand, og i den forbindelse skal der lægges vægt på aftalegrundlaget, jf. UfR 2015.3383.H.

Det fremgik af H1 ApS’ hjemmeside, som MP var bekendt med, at H1 ApS påtog sig at føre skattesager vedrørende lovfortolkning efter no cure no pay-princippet, og at det i praksis betød, at klienten ingen udgifter havde, når sagen blev ført. Det fremgik videre, at hvis sagen blev vundet med mere end 50 procent, skulle klienten blot underskrive en transporterklæring, hvorefter H1 ApS ville rekvirere vederlaget hos skattemyndighederne.

Under hensyn hertil og til indholdet af mailkorrespondancen mellem MP og IE i perioden fra den 7. til den 9. december 2007 hæfter MP ikke for udgifterne til H1 ApS’ bistand, og der kan således ikke opnås omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at SKAT den 13. maj 2008 betalte 22.000 kr. til H1 ApS. Det fremgår videre, at Skattestyrelsen i afgørelsen af 13. juli 2018 efteropkrævede de 22.000 kr.

Da MP inden forældelsesfristens udløb indbragte SKATs afgørelse af 6. maj 2008 for Skatteankestyrelsen, og da Skatteankestyrelsen ved afgørelse af 6. november 2017 hjemviste sagen til fornyet behandling ved SKAT, hvorefter Skattestyrelsen den 13. juli 2018 traf afgørelse i sagen, er efteropkrævningen af 22.000 kr. hos H1 ApS ikke forældet, jf. forældelseslovens § 21, stk. 2.

På denne baggrund kan landsretten tiltræde, at Skatteministeriet frifindes. Det kan ikke føre til et andet resultat, at SKAT i afgørelsen af 6. maj 2008 alene foretog en vurdering af rimeligheden af størrelsen af H1 ApS’ timepris, og at Skatteankestyrelsen derefter i sin afgørelse af 6. november 2017 hjemviste sagen til fornyet behandling og afgørelse efter af egen drift at have inddraget betragtninger om de grundlæggende betingelser for omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1, 1. pkt.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald skal H1 ApS i sagsomkostninger for landsretten betale 25.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 ApS inden 14 dage betale 25.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.