Spørgsmål

1. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger som ladestanderoperatør kan opnå tilbagebetaling af elafgift (2025-sats: 0,716 kr. pr. kWh) efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, af elforbruget til opladning af kundernes elbiler, når alle betingelser i bestemmelsen er opfyldte?
2. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger som ladestanderoperatør, der har modtaget tilbagebetaling af elafgift efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, ikke er forpligtet til at videregive den tilbagebetalte elafgift til de kunder, som tilbagebetalingen vedrører?
3. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger som elleverandør kan anvende bimåleren i ladestanderen som grundlag for at fakturere elforbruget i ladestanderne hos kunderne direkte til kundens ladestanderoperatør (Spørger agerer også som ladestanderoperatør) og samtidig fakturere kunden særskilt for elforbruget i resten af husstanden?
4. Kan Skatterådet bekræfte, at bimåleren, nævnt under spørgsmål 3, skal opfylde de krav til målere, der fremgår af styresignal SKM2024.555.SKTST, samt retspraksis på området?
5. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger, der er operatør af ladestandere, ikke har ret til momsfradrag for momsen af afgiften af elektriciteten anvendt i ladestanderen, når fakturaen for elektriciteten er stilet til operatørens kunde, der således er køber af elektriciteten?
6. Kan Skatterådet bekræfte, at elafgiftsgodtgørelsen ikke (helt/delvist) kan modregnes i udgiften til elektricitet leveret af en ekstern leverandør af elektricitet?
7. Kan Skatterådet bekræfte, at når Spørger tilbagegiver den godtgjorte elafgift til kunden, så kan dette ske ved modregning i tidligere levering af drift og elektricitet i ladestanderen, jf. momslovens § 27, stk. 4?
8. Kan Skatterådet bekræfte, at når Spørger tilbagegiver den godtgjorte elafgift til kunden, så kan dette ske ved modregning i tidligere levering af drift og elektricitet i ladestanderen, jf. momslovens § 27, stk. 4, uanset at elektriciteten leveres af et selskab, der er fællesregistreret med Spørger, jf. momslovens 47, stk. 4?

Svar

1. Ja, se dog begrundelse.
2. Ja.
3. Afvises.
4. Ja, se dog begrundelse.
5. Ja.
6. Ja.
7. Ja.
8. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

H1 (herefter Spørger) er et af Danmarks største energiselskaber. Spørgers mission er at udvikle og fremme løsninger for fremtidens mobilitet, både for bilister og tung transport. Derudover leverer Spørger energi til private, landbrug, erhverv og industri.

Spørger ønsker at medvirke til den grønne omstilling og tilbyder i samarbejde med deres koncernforbundne selskaber ladeløsninger til elektriske biler.

Spørger er på vej ind på markedet for ladestander-løsninger til privatpersoner.

Spørgers levering af ladeløsninger til private

Spørgers kunder har både mulighed for at leje ladestanderen eller eje denne. Uanset hvad kunden vælger tilbyder Spørger at drifte ladestanderen på vegne af kunden for et månedligt abonnement.

I udgangspunktet vil Spørger alene levere ladestander og drift af denne, hvorfor elektriciteten vil blive leveret fra ekstern leverandør baseret på aftale mellem denne og Spørgers kunde. Det vil som udgangspunkt blive en del af kundens almindelige el-aftale for husstanden.

Spørger oplever dog stor konkurrence i markedet for levering af ladeløsninger, hvorfor de påtænker at udvide deres leverancemodel med henblik på at imødekomme efterspørgslen.

Spørger påtænker derfor at tilbyde el-aftaler i tilknytning til leverancen af ladestander og drift. Spørger vil således tilbyde deres kunder levering af elektricitet til husstanden, samt ladestander og drift af denne.

Spørger overvejer to forskellige organisatoriske modeller for levering af elektricitet, hvoraf Spørger ønsker de momsmæssige forhold afklaret:

1. Leverancen af elektricitet, ladestander og drift samles direkte i Spørger, herunder forstået i samme juridiske enhed.
2. Leverancen af elektricitet placeres i et til Spørger koncernbundet selskab, mens Spørger leverer drift og vedligeholdelse af ladestanderen. Spørger og det koncernselskab, der leverer elektriciteten, vil i dette scenarie være omfattet af en fællesregistrering for moms efter momslovens § 47, stk. 4.

Vælger Spørger at gå videre med en leverancemodel, der indeholder levering af elektricitet, jf. ovenstående, planlægger Spørger at udstede én samlet faktura for både drift, vedligeholdelse, samt elektricitet. Hver faktura vil specificere hvad, der udgøres af henholdsvis 1) drift og vedligeholdelse, 2) elektricitet anvendt i ladestanderen og endelig 3) elektricitet anvendt i kundens øvrige husstand. Spørgers kunder vil således alene modtage én faktura, der er udstedt af samme afgfitspligtige person.

Skattestyrelsen kan i nedenstående anmodning lægge til grund, at Spørger i alle tilfælde skal anses for at drifte ladestanderne. Det kan derfor samtidig lægges til grund, at Spørger er berettiget til godtgørelse af elafgiften, der kan henføres til elektricitet forbrugt i ladestanderen. Det forudsættes desuden, at Spørger opfylder betingelserne herfor.

Spørger oplever, som nævnt, stor konkurrence i branchen for ladeløsninger, samt at der mellem aktører er store forskelle i håndteringen af afgiftsgodtgørelsen, samt den afledte momshåndtering. Dette kommer særligt til udtryk i forskellige forretningsmodeller omkring overførslen af den godtgjorte elafgift til kunderne. Spørger ønsker at indrette sin leverancemodel, så den i højest mulige omfang er konkurrencedygtig, men også med stort fokus på at være compliant. Spørger ønsker derfor med nærværende anmodning de moms- og afgiftsmæssige konsekvenser afklaret inden, at den påtænkte aktivitet igangsættes.

Vedlagt er tegninger over de tre scenarier, som behandles nedenfor:

Scenarie 1:

Scenarie 2:

Scenarie 3:

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1

Spørger er af den opfattelse, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Det er Spørgers opfattelse, at forbrugere kan opnå en godtgørelse af elafgiften (undtagen minimumsafgiften på 0,4 øre. pr. kWh) for elektricitet forbrugt af virksomheden selv og i samme omfang, som fradragsret for moms på indkøbet af elektricitet.

Af elafgiftslovens § 11, stk. 1 fremgår følgende:

“Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2 få tilbagebetalt afgiften efter denne lov af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet"

Følgende fremgår af elafgiftslovens § 11, stk. 5:

“Afgiften tilbagebetales efter stk. 1 og stk. 3, 2. pkt., i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående merværdiafgift af elektricitet eller varme."

Og af elafgiftslovens § 11 c, stk. 1 fremgår:

“Tilbagebetalingen af afgift efter § 11 nedsættes med 0,4 øre pr. kWh, dog med undtagelse af tilbagebetaling, der ydes efter § 11, stk. 3, 2. pkt."

De generelle regler i elafgiftsloven § 11 bestemmer dermed, at det er muligt for forbrugeren af den afgiftspligtige elektricitet at opnå en godtgørelse af elafgift i samme omfang, som forbrugeren (Spørger) har fradrag for moms. Godtgørelsen af elafgiften nedsættes dog med 0,4 øre pr. kWh.

Det fremgår af Skatteministeriets hjemmeside, at satsen for elafgift for 2025 er 72,0 øre pr. kWh.

Følgende fremgår også af Skatteministeriets hjemmeside:

“Momsregistrerede virksomheder kan få tilbagebetalt afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet bortset fra 0,4 øre pr. kWh."

Af Den Juridiske Vejledning E.A.4.6.3.2 (version 3.14 - 2025) fremgår følgende:

“Godtgørelsen af elafgiften i 2025 udgør 71,6 øre/kWh (72,0 øre/kWh - 0,4 øre/kWh)"

Spørger mener derfor, at det fremgår tydeligt af elafgiftsloven samt Den Juridiske Vejledning mv., at der for momsregistrerede virksomheder, som opfylder betingelserne, kan opnå en godtgørelse af elafgift på 71,6 kr. pr. kWh i samme omfang som virksomheden har fradrag for moms.

Af særordning jf. § 21, stk. 1 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 fremgår følgende:

“Der ydes tilbagebetaling af afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet anvendt til opladning af batterier til registrerede elbiler. Tilbagebetalingen omfatter elektricitet anvendt i ladestandere, herunder hurtigladere, der drives for virksomhedens regning og risiko, og elektricitet anvendt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Tilbagebetalingen ydes i øvrigt i overensstemmelse med de øvrige bestemmelser i lov om afgift af elektricitet §§ 11, 11 a og 11 c."

Med gennemførelsen af lov nr. 1353 af 21/12/2012, er det blevet muliggjort for ladestanderoperatøren af ladestandere at opnå en godtgørelse af elafgiften, uagtet hvem der har forbrugt elektriciteten i ladestanderne, når ladestanderen drives for ladestanderoperatørens regning og risiko.

Dette underbygges af Skatterådets afgørelse af den 17. december 2019 (SKM2020.12.SR), hvor følgende fremgår:

“Det ejendomsretlige ejerforhold til ladestanderen er ikke afgørende for muligheden for godtgørelse af elafgift i forbindelse med opladning af elbiler. Det afgørende er derimod, at ladestanderne drives for den momsregistrerede virksomheds regning og risiko.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at så længe spørger er omfattet af særordningen jf. § 21, stk. 1 i lov nr. 1353 af 21. december 2012, og derved opfylder kravet om at ladestanderne drives for virksomhedens regning og risiko, og at virksomheden opfylder kravet om at være involveret i driften af ladestanderen, kan spørger få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batteri til en registreret elbil efter procesreglerne i elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, uden at spørger ejer de ladestandere som anvendes til opladningen."

Det er hermed Spørgers opfattelse, at det ejendomsretlige ejerforhold til ladestanderne samt forbrugskriteriet ikke er afgørende for muligheden for godtgørelse af elafgiften.

Af Skatterådets afgørelse af den 27. april 2021 (SKM2021.283.SR) fremgår desuden følgende:

“Virksomheder kan få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af registrerede elbilers batterier på virksomhedens ladestandere, herunder hurtigladere, når ladestanderen drives for virksomhedens regning og risiko, og virksomheden er involveret i driften heraf.

Endvidere godtgøres elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier på

batteriskiftestationer. Elbilvirksomheden skal således alene betale procesafgift af elektricitet, der anvendes til opladning af batterier i registrerede eldrevne biler. Det betyder, at elafgiften godtgøres bortset fra 0,4 øre pr. kWh.

Elafgiftslovens krav om, at elektriciteten skal være forbrugt af virksomheden, anses for at være opfyldt i dette særlige tilfælde. Tilbagebetaling ydes uanset bestemmelsen i ELAL § 11, stk. 5, om fradragsret i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Elbilvirksomheden skal således ikke i dette særlige tilfælde opfylde betingelsen om, at fradragsretten gælder i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme.Vedrørende forbrugskriteriet er der tale om et særligt tilfælde, der ikke kan overføres på andre områder."

Ladestanderoperatøren kan herefter få den betalte elafgift undtaget 0,4 øre pr. kWh godtgjort, uden hensyntagen til den ordinære betingelse om godtgørelse i det omfang der er fradragsret efter momslovens bestemmelser herfor, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 5.

Særordningen er senest ved lov nr. 203 af 13. februar 2021 forlænget til 31. december 2030.

Det er derfor Spørgers opfattelse, at ladestanderoperatører af ladestandere har ret til at opnå en godtgørelse på 0,716 kr. (2025-sats) pr. kWh af elafgiften af elektriciteten anvendt til ladestandere, når det er ladestanderoperatøren, der drifter (for egen regning og risiko) ladestanderne, der sker måling af elforbruget direkte i ladestanderen og der er betalt elafgift af elforbruget.

Spørgsmål 2

Spørger er af den opfattelse, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Det er Spørgers opfattelse, at ladestanderoperatøren kan opnå en godtgørelse af elafgiften, når denne opfylder betingelserne herfor. Vi henviser til spørgsmål 1. Det er Spørgers opfattelse, at godtgørelsen tilkommer ladestanderoperatøren jf. særordningen for elbiler. Der er derfor ikke et lovkrav om, at godtgørelsen af elafgiften videregives til ladestanderoperatørens kunde.

Af praksis fremgår det, at flere ladestanderoperatører vælger at videregive den godtgjorte elafgift til deres kunder, vi henviser til SKM2021.376.SR, SKM2022.449.SR og SKM2024.543.SR.

Af SKM2021.376.SR fremgår følgende:

“Spørger påtænker at drive virksomhed med udlejning og drift af ladestandere til elbiler. Aftalerne indgås med både privatpersoner og virksomheder, men ladestanderen er i nærværende anmodning altid placeret hos en privatperson.

Fælles for aftalerne er, at privatpersonen skal have godtgjort et beløb af Spørger, fordi privatpersonen i første omgang afholder udgiften til den elektricitet, der bruges til at oplade elbilerne.

Skatterådet kan bekræfte, at det beløb, der godtgøres privatpersoner, er inkl. moms, når aftalen om udleje og drift af ladestanderen er indgået med en privatperson, og det endvidere er aftalt, at den elafgift, som Spørger hjemtager og videregiver til privatpersonen, skal nedbringe privatpersonens betaling for Spørgers udlejning og drift af ladestander. I dette tilfælde kan Spørgers videregivelse af elafgiftsgodtgørelsen anses for et prisafslag omfattet af ML § 27, stk. 4." (vores markering)

Følgende fremgår desuden af SKM2022.449.SR:

“Spørger kan som operatør af ladestandere til el-biler få godtgjort elafgiften for elforbruget i ladestanderen. Da det er kunden, som har afholdt udgiften til elafgift i forbindelse med indkøb af elektricitet fra en elleverandør, vil Spørger tilbagebetale elafgiftsgodtgørelsen til kunden.

Hovedspørgsmålet er herefter, hvordan Spørger momsmæssigt skal behandle

elafgiftsgodtgørelsen, når den tilbagebetales til kunden, og elafgiftsgodtgørelsen

overstiger det vederlag, som Spørger har modtaget fra kunden." (vores markering)

Og af SKM2024.543.SR fremgår:

“Endvidere bemærker Skattestyrelsen, at elleverandører og virksomheder, som leverer drift og vedligeholdelse til kunder mod vederlag, har samme adgang til at tilbagebetale godtgjort elafgift inkl. moms til kunderne, idet der for begges vedkommende momsmæssigt er tale om et prisafslag, der er knyttet til en leverance leveret til kunden omfattet af momslovens § 27, stk. 4, jf. SKM2021.376.SR og SKM2022.449.SR. Der er således ikke tale om en forskelsbehandling, som anført af Spørger." (vores markering)

Af særordning jf. § 21, stk.1 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 fremgår følgende:

“Der ydes tilbagebetaling af afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet anvendt til opladning af batterier til registrerede elbiler. Tilbagebetalingen omfatter elektricitet anvendt i ladestandere, herunder hurtigladere, der drives for virksomhedens regning og risiko, og elektricitet anvendt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Tilbagebetalingen ydes i øvrigt i overensstemmelse med de øvrige bestemmelser i lov om afgift af elektricitet §§ 11, 11 a og 11 c."

Reglerne i særordningen § 21, stk. 1 må dermed modsætningsvist fortolkes således, at der ikke er krav om, at ladestanderoperatøren tilbagebetaler den godtgjorte elafgift til deres kunder, på trods af at det er kunden, der har afregnet elafgiften.

Det er hermed Spørgers opfattelse, at der intet er til hinder for, at ladestanderoperatøren videregiver den godtgjorte elafgift til deres kunder, men at dette skal ses som en mulighed, og at der ikke er anført noget krav herom i loven.

Spørgsmål 3

Spørger er af den opfattelse, at spørgsmål 3 besvares med "Ja".

Spørger ønsker bekræftet, at det er muligt for elleverandøren at fakturere Spørger direkte, som ladestanderoperatør, for målt elforbrug til ladning på baggrund af bimålerne i ladestanderne hos kunden.

Af elafgiftslovens § 7, stk. 1, 1. pkt. fremgår følgende:

“Netvirksomheder og transmissionsvirksomheder omfattet af § 3, stk. 1, nr. 1, skal måle forbruget af elektricitet hos de forbrugere, der er tilsluttet virksomhedens net, samt eget forbrug af elektricitet, jf. dog 3. pkt."

Dertil fremgår følgende af 3. pkt.:

“Forbruget af elektricitet hos forbrugere, som er tilsluttet transmissionsvirksomhedens net, måles af en netvirksomhed, hvis netvirksomheden har ansvaret for at foretage disse målinger efter regler i eller regler udstedt i medfør af lov om elforsyning. Netvirksomheden stiller løbende oplysninger om det målte forbrug til rådighed for transmissionsvirksomheden."

Følgende fremgår desuden af elafgiftslovens § 7, stk. 3, 5. pkt.:

“Elhandelsvirksomheden kan dog ved den endelige fakturering for forbrugsperioden fakturere et andet afgiftsbeløb, når det er beregnet på baggrund af en måleraflæsning for perioden, som er oplyst i datahubben."

Af BEK 1696 af 25/11 2020 er oplyst reglerne for elhandelsvirksomheders fakturakrav mv. fremgår det, at fakturaen som minimum skal indeholde aftagenummer eller målerpunkt-ID for leveringspunkt. Det er dog ikke nærmere oplistet hvilke krav, der er hertil.

Det er Spørgers opfattelse, at der udelukkende stilles krav til, at elleverandøren foretager måleraflæsning i overensstemmelse med reglerne i elforsyningsloven, og at oplysningerne fremgår af datahubben.

Det er derfor Spørgers opfattelse, at der ikke er noget til hinder for, at en elleverandør fakturerer en ladestanderoperatør direkte for elforbruget anvendt i ladestanderen hos kunden, og samtidig fakturere kunden særskilt for elforbruget i resten af husstanden, når elforbruget til ladestanderne kan aflæses af bimåleren i ladestanderen.

Spørgsmål 4

Spørger er af den opfattelse, at spørgsmål 4 besvares med "Ja".

Det er Spørgers opfattelse, at det fremgår af loven og lovforarbejderne hertil, at det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladningen. Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal Spørger på anmodning fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere. Der er dog ikke noget til hinder for, at Spørger anvender en bimåler i ladestanderne som grundlag for godtgørelsen af elafgiften, så længe denne opfylder kravene i SKM2024.303.SR og styresignalet SKM2024.555.SKTST.

Følgende fremgår af SKM2021.283.SR ift. placering af måleren:

“Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladning af batterier til elbiler. Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i ladestanderen. Kravet om måling gælder også, hvis virksomheden oplader batterierne til elbilen på batteriskiftestationer."

Af Den Juridiske Vejledning E.A.4.6.14.2 (version 3.14 - 2025) fremgår følgende:

“Det er virksomhedens ansvar, at

• installerede bimålere og målere til fordeling af energiforbrug i virksomheden virker og måler rigtigt
• defekte målere straks repareres eller udskiftes.

Virksomheden skal kunne vise, at målerne er placeret korrekt, fx ved byggetekniske tegninger eller på anden måde."

Ovenstående fremgår også af styresignalet SKM2024.555.SKTST, der beskriver praksisændringen og muligheden for genoptagelse vedrørende godtgørelse af elafgift efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer som følge af en afgørelse fra Skatterådet om krav til elmålere (SKM2024.303.SR).

Af Den Juridiske Vejledning E.A.4.6.14.5 (version 3.14 - 2025) fremgår følgende:

“De målere, som skal anvendes ved afregning med Skattestyrelsen, skal opfylde kravene i BEK. 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022, herunder krav om nøjagtighed. Det er dog ikke en betingelse, at selve måleren er MID-godkendt, så længe blot kravene er opfyldt."

Endvidere fremgår:

“Ovenstående praksis er dog ændret i forhold til særordningen for elbiler, jf. § 21 i

ændringslov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, på baggrund af det bindende svar SKM2024.303.SR og styresignalet SKM2024.555.SKTST. Styresignalet beskriver praksisændringen.

Ifølge praksisændringen kan der ikke stilles krav om, at påkrævede elmålere nødvendigvis skal opfylde kravene i BEK 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK 774 af 01/06 2022.

Det er i styresignalet beskrevet, at SKM2024.303.SR indebærer, at en påkrævet elmåler efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer alene skal have en karakter, så dens målinger kan dokumentere den forbrugte afgiftspligtige elektricitet for hvilken, der kan søges om afgiftsgodtgørelse."

Det er dermed Spørgers opfattelse, at ladestanderoperatører ikke skal opfylde kravene i BEK 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK 774 af 01/06 2022, men at målerne i ladestanderne alene skal have en karakter, så disse kan dokumentere den forbrugte afgiftspligtige elektricitet, som ladestanderoperatøren kan søge godtgjort.

Af SKM2024.303.SR fremgår følgende:

“Det forudsættes, at spørgers elmålere har en karakter, så deres målinger kan dokumentere den forbrugte afgiftspligtige elektricitet i ladestanderne, og at de øvrige betingelser for godtgørelse i § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer er opfyldt af spørger.

Herefter er det Skattestyrelsens opfattelse, at spørger kan opnå afgiftsgodtgørelse af el forbrugt i ladestandere efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, når elforbruget måles med en ikke-MID-godkendt måler med aflæseligt display i ladestanderen, når måleren opfylder kravene i BEK. 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022.

(...)

Herefter er det Skattestyrelsens opfattelse, at spørger kan opnå afgiftsgodtgørelse af el forbrugt i ladestandere efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, når elforbruget måles med en MID-godkendt måler med aflæseligt display i ladestanderen, jf. BEK. 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022.

(...)

Det er herefter Skattestyrelsens vurdering, at spørger kan opnå afgiftsgodtgørelse af el forbrugt i ladestander efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, når elforbruget måles med en MID-godkendt måler (eller tilsvarende egenskaber og præcision) i ladestanderen ifølge spørger, som er uden aflæseligt display i ladestanderen, men hvor målingen kan aflæses ved brug af andet elektronisk udstyr f.eks. via en smartphone." (vores markering)

Skatterådet tog stilling til flere scenarier i forhold til om spørger levede op til kravene til elmålere i ladestandere i forhold til, om spørger som ladestandervirksomhed kunne opnå afgiftsgodtgørelse af elforbrug forbrugt i ladstandere efter særordningen for elbiler.

På baggrund af Skatterådets afgørelse, er det Spørgers opfattelse, at der ikke længere stilles krav til typen af elmålere i ladestanderne, så længe elforbruget i ladestanderne kan aflæses af den anvendte måler - herunder bimåler.

Det fremgår desuden af styresignalet SKM2024.555.SKTST, at en påkrævet elmåler efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer alene skal have en karakter, så dens målinger kan dokumentere den forbrugte afgiftspligtige elektricitet for hvilken, der kan søges om afgiftsgodtgørelse.

Af styresignalet er praksisændringen sket på baggrund af SKM.2024.303.SR, og følgende fremgår af styresignalet:

“Af beskrivelsen af de faktiske forhold og de stillede spørgsmål fremgik det, at der var tale om forskellige typer interne målere i ladestandervirksomheden, der skulle benyttes til opgørelse af godtgørelse af elafgift efter særordningen for elbiler.

Skatterådet besvarede spørgsmålene bekræftende. Ved besvarelsen var det forudsat, at ladestandervirksomhedens elmålere havde en karakter, så deres målinger kunne

dokumentere den forbrugte mængde afgiftspligtig elektricitet i ladestanderne, mens det ikke nødvendigvis var forudsat, at elmålerne skulle opfylde kravene i BEK 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK 774 af 01/06 2022." (vores markering)

Af styresignalet fremgår det, at praksissen ændres til følgende på baggrund af SKM.2024.303.SR:

“På den baggrund er det Skattestyrelsens vurdering, at den ovenfor beskrevne praksis i Den juridiske vejledning om, at de påkrævede elmålere, som skal anvendes ved afregning med Skattestyrelsen under særordningen for elbiler, skal opfylde kravene i BEK 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK 774 af 01/06 2022, ikke kan opretholdes.

Praksis ændres som følge af Skatterådets afgørelse i SKM2024.303.SR.

Den nye praksis betyder, at det ikke er et krav i forbindelse med godtgørelse af afgift på elektricitet anvendt til opladning efter særordningen for elbiler, at en påkrævet elmåler nødvendigvis opfylder kravene i BEK 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK 774 af 01/06 2022. For så vidt angår indretningen af elmålere kræves det alene, at elmåleren har en karakter, så dens måling kan dokumentere den forbrugte afgiftspligtige elektricitet for hvilken, der søges om afgiftsgodtgørelse efter særordningen." (vores markering)

Det er på baggrund af ovenstående Spørgers opfattelse, at de kan anvende en bimåler i ladestanderne, så længe den har karakter, så dens måling kan dokumentere den forbrugte afgiftspligtige elektricitet for hvilken, Spørger søger godtgjort efter særordningen for elbiler.

Spørgsmål 5

Spørger er af den opfattelse, at spørgsmål 5 besvares med "Ja".

Det er Spørgers opfattelse, at der alene er ret til momsfradrag af omkostninger, hvor Spørger har modtaget en retmæssig faktura, der er stilet til Spørger.

Momslovens § 37, stk. 1, har følgende ordlyd:

“Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb mv. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6 og 9."

Momslovens § 37, stk. 2, nr. 1, har følgende ordlyd:

“Stk. 2. Den fradragsberettigede afgift er

1) afgiften af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden,"

Momslovens § 36 a, stk. 1 og 2, nr. 1, har følgende ordlyd:

“Retten til fradrag indtræder på det tidspunkt, hvor afgiftspligten for den fradragsberettigede vare eller ydelse indtræder (leveringstidspunktet), jf. dog stk. 2

Stk. 2. Fradragsretten kan udøves, når

1) vedkommende er i besiddelse af en faktura eller

[...]"

C-165/86, Intiem CV, præmis 14, bestemmer, at varen eller ydelsen skal være leveret til virksomheden. Her fremgår følgende:

“sjette direktivs artikel 17, stk. 2, i en sådan sammenhæng begrænser den afgiftspligtiges fradragsret for merværdiafgiften af leverede goder til den afgift, som skyldes eller er erlagt »for goder, der er... leveret ham«, har bestemmelsen ikke til formål at udelukke retten til fradrag af merværdiafgift, der er erlagt for goder, som — skønt de sælges til den afgiftspligtige for udelukkende at anvendes i forbindelse med dennes erhvervsmæssige aktivitet — rent fysisk er udleveret til hans ansatte". (vores markering)

C-338/98, Kommissionen mod Nederlandene, præmis 74 bestemmer, at fradrag forudsætter, at man er i besiddelse af en faktura eller et andet tilsvarende dokument, som er modtaget fra en anden afgiftspligtig person. Her fremgår følgende:

“For så vidt angår sjette direktivs artikel 18, stk. 1, litra a), og artikel 22, stk. 3, litra c), bemærkes, at det fremgår af disse bestemmelsers ordlyd, at den afgiftspligtige person for at kunne foretage det fradrag, som omhandles i sjette direktivs artikel 17, stk. 2, litra a), som udgangspunkt skal være i besiddelse af en faktura eller et andet tilsvarende dokument, som han har modtaget fra en anden afgiftspligtig person" (vores markering)

Spørger har til hensigt at opstille ladestandere på privatpersoners hjemmeadresser. Kunderne kan, som nævnt ovenfor, vælge om de vil erhverve ladestandere eller blot indgå en lejeaftale. Spørger vil, uanset kundens valg, løbende levere drift og vedligeholdelse af ladestanderen til deres kunder på abonnementsbasis og med månedlig opkrævning.

I dette scenarie forudsættes det, at den elektricitet, der anvendes i ladestanderne, leveres direkte til kunderne af et eksternt forsyningsselskab. Spørger er således ikke leverandør af elektricitet, eller på anden måde involveret i leverancen, i dette scenarie.

Ifølge momslovens § 37, stk. 1 kan momsregistrerede virksomheder fradrage afgiften af virksomhedens indkøb af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens momspligtige aktiviteter.

Momslovens § 36 a, stk. 2, nr. 1, bestemmer, at fradragsretten kan udnyttes, når man er i besiddelse af en faktura.

Det følger af bestemmelsen i momslovens § 37, stk. 1, at momsfradrag forudsætter at udgiften er afholdt af virksomheden selv, dvs. at virksomheden har optrådt i egenskab af en afgiftspligtig person ved indgåelse af aftalen om købet. Dette er i overensstemmelse med SKM2024.543.SR hvori det fremgår, at:

“købsmomsen af elafgiften, som Spørger ønsker at fratrække, ikke er moms på en fradragsberettiget udgift afholdt af Spørger, hvor Spørger har optrådt i egenskab af momspligtig person ved indkøbet, hvilket er en betingelse for moms-fradragsretten.

Der er derimod tale om en udgift, der er indkøbt og afholdt af privatkunden."

Det er endvidere en forudsætning, at varen eller ydelsen er leveret til den registrerede virksomhed, jf. momslovens § 37, stk. 2, nr. 1. Dette er ifølge C-338/98, Kommissionen mod Nederlandene og C-165/86 Intiem CV, tilfældet, hvis virksomheden er i besiddelse af en faktura, der er udstedt til den pågældende virksomhed samt opfylder fakturakravene i momsbekendtgørelsens § 58, stk. 1.

Det er Spørgers opfattelse, at dersom Spørger ikke er i besiddelse af en faktura, der er udstedt til Spørger, er Spørger ikke berettiget til momsfradrag for udgiften til elektricitet, da denne i stedet er indkøbt af deres kunder og dermed faktureret til kunderne. Dette er uanset, at det er Spørger, der efter lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer § 21, stk. 1 og 2 er berettiget til at modtage godtgørelse for afgiften af elektriciteten anvendt i ladestandere omfattet af Spørgers driftsaftaler.

Dette resultat findes at være i overensstemmelse med Skatterådets besvarelse af spørgsmål 1 i sagerne SKM2021.283.SR og SKM2024.543.SR.

Spørgsmål 6

Spørger er af den opfattelse, at spørgsmål 6 besvares med "Ja".

Det er Spørgers opfattelse, at der alene er adgang til regulering af momsgrundlaget som følge af prisafslag i det omfang, at momsgrundlaget ikke bliver negativt. I det tilfælde, at momsgrundlaget ved en afgiftspligtig persons leverance ville blive negativt, er der efter Spørgers opfattelse ej heller adgang til regulering i momsgrundlaget for leverancer fra andre afgiftspligtige personer.

Momslovens § 27, stk. 4 har følgende ordlyd:

"I afgiftsgrundlaget kan fradrages rabatter, der er betinget af vilkår, som ikke er opfyldt ved leveringen, for så vidt rabatten senere bliver effektiv. Fradraget foretages, når rabatten bliver effektiv, og er betinget af, at der udstedes kreditnota over den ydede rabat med angivelse af afgiften, jf. dog § 66 g, stk. 3. Tilsvarende gælder for andre prisafslag."

Momslovens § 52 a, stk. 5 har følgende ordlyd:

“Hvis varer bliver returneret efter fakturaens udstedelse, skal der udstedes kreditnota. Det samme gælder, hvis leverandøren efter fakturaens udstedelse giver afslag i prisen. Hvis der sker efterbetaling, skal der udstedes faktura over efterbetalingen."

Det følger af SKM2021.376.SR og SKM2022.449.SR, at når elafgiftsgodtgørelsen modregnes i operatørens vederlag for drift af ladestanderen skal dette anses for et prisafslag omfattet af momslovens § 27, stk. 4.

Det følger ydermere af SKM2021.376.SR, at det er Skattestyrelsens opfattelse, at prisafslag skal knytte sig til en leverance, der er leveret af den virksomhed, der giver prisafslaget.

Endelig følger det af momslovens § 52 a, stk. 5 at korrektionen af leverandørens salgsmoms forudsætter, at der udstedes en kreditnota.

I dette scenarie forudsættes det, at Spørger alene leverer drift og vedligeholdelsen af ladestanderen. Spørgers kunde køber således elektriciteten af en ekstern leverandør.

Det er Spørgers opfattelse, at videregivelsen af elafgiftsgodtgørelsen skal anses som et prisafslag i henhold til momslovens § 27, stk. 4, jf. SKM2021.376.SR og SKM2022.449.SR.

Når Spørger alene leverer drift og vedligeholdelse af ladestanderen er det Spørgers opfattelse, at modregning af elafgiftsgodtgørelsen alene kan ske i vederlaget for driften og vedligeholdelse af ladestanderen, da prisafslag skal knytte sig til en leverance, der er leveret af den virksomhed, der giver prisafslaget, jf.SKM2021.376.SR.

Det er således Spørgers opfattelse, at Spørger ikke kan modregne elafgiftsgodtgørelsen i deres kunders udgift til elektricitet leveret af en ekstern leverandør af elektricitet.

Spørgsmål 7

Spørger er af den opfattelse, at spørgsmål 7 besvares med "Ja".

Det er Spørgers opfattelse, at der er en nær tilknytning mellem henholdsvis levering af drift og vedligeholdelse af ladestanderen, og elektriciteten anvendt heri, hvorfor der ved tilbagebetaling af den godtgjorte elafgift kan ske modregning i Spørgers leverancer af drift og elektricitet af/i ladestanderen.

Momslovens § 27, stk. 4 har følgende ordlyd:

"I afgiftsgrundlaget kan fradrages rabatter, der er betinget af vilkår, som ikke er opfyldt ved leveringen, for så vidt rabatten senere bliver effektiv. Fradraget foretages, når rabatten bliver effektiv, og er betinget af, at der udstedes kreditnota over den ydede rabat med angivelse af afgiften, jf. dog § 66 g, stk. 3. Tilsvarende gælder for andre prisafslag."

Momslovens § 52 a, stk. 5 har følgende ordlyd:

“Hvis varer bliver returneret efter fakturaens udstedelse, skal der udstedes kreditnota. Det samme gælder, hvis leverandøren efter fakturaens udstedelse giver afslag i prisen. Hvis der sker efterbetaling, skal der udstedes faktura over efterbetalingen."

Det følger af SKM2021.376.SR og SKM2022.449.SR, at når elafgiftsgodtgørelsen modregnes i operatørens vederlag for drift af ladestanderen skal dette anses for et prisafslag omfattet af momslovens § 27, stk. 4.

Det følger endvidere af SKM2021.376.SR, at det er Skatterådets opfattelse, at prisafslag skal knytte sig til en leverance, der er leveret af den virksomhed, der giver prisafslaget. I SKM2022.449.SR konkluderede Skatterådet ydermere, at der ikke kunne ske modregning i andre af Spørgers leverancer, hvis tilbagebetalingen oversteg det vederlag, som tilbagebetalingen knytter sig til.

Endelig følger det af momslovens § 52 a, stk. 5 at korrektionen forudsætter, at der udstedes en kreditnota.

Det er Spørgers opfattelse, at momspraksis giver visse fortolkningsbidrag til, hvornår flere leverancer skal vurderes samlet, modsat udgangspunktet om en selvstændig vurdering. Det følger således af afsnit D.A. 4.1.6.3 (version 3.14 - 2025) i Skattestyrelsens juridiske vejledning, at flere ydelser, der har en nær tilknytning i visse tilfælde skal vurderes samlet momsretligt.

I C-44/11, Deutsche Bank AG, konkluderede EU-Domstolen i præmis 18, at

“når en transaktion består af en flerhed af elementer og handlinger, tages hensyn til samtlige omstændigheder ved den pågældende transaktion ved afgørelsen af, bl.a., om der foreligger to eller flere særskilte ydelser eller én enkelt ydelse".

I C-41/04, Levob Verzekeringen BV, konkluderede EU-Domstolen i præmis 69, at det bl.a.er

“afgørende at vurdere ydelsernes karakter under hensyntagen til alle faktiske

omstændigheder. I den henseende er det af betydning, om de to ydelser har en så nær forbindelse til hinanden, at de hver for sig - set ud fra gennemsnitsforbrugerens synspunkt -ikke har den nødvendige praktiske nytte for kunden"

I relation til Spørgers påtænkte disposition, overvejer Spørger, hvorvidt denne skal levere elektricitet til sine kunder i tilknytning til deres aftale om levering og drift og vedligeholdelse af en ladestander.

I dette scenarie forudsættes det, at Spørger udover at levere drift og vedligeholdelse af ladestanderen også leverer elektricitet til kunden.

Det er fastslået i SKM2021.376.SR og SKM2022.449.SR, at når elafgiftsgodtgørelsen modregnes i operatørens vederlag for drift af ladestanderen skal dette anses for et prisafslag omfattet af momslovens § 27, stk. 4, hvilket ifølge momslovens § 52 a, stk. 5, 2. pkt. forudsætter at der udstedes en kreditnota, såfremt afgiftsgrundlaget kan nedsættes.

Det er således accepteret af Skattestyrelsen/Skatterådet, at elafgiftsgodtgørelsen modregnes i det vederlag, der opkræves for drift og vedligeholdelse af ladestanderen.

I SKM2022.449.SR behandlede Skatterådet kortfattet spørgsmålet om modregning i andre af operatøren leverede ydelser.

Sagen omhandlede en Spørger der planlagde at drive erhvervsmæssig aktivitet med elbilopladning til private kunder og virksomheder. Spørger tilbød deres kunder drift og vedligeholdelse af ladestanderne uanset om disse var ejet af kunden eller ej. Spørger ville i afgørelsen videregive elafgiftsgodtgørelsen til deres kunder ved at modregne i deres vederlag for dem af Spørger leverede ydelser.

Spørger forventede, at deres kunder udover indkøbet af driftsydelsen af ladestanderen også ville have andre købstransaktioner hos Spørger, som ikke var relateret til ladestanderen eller kompensationen af elafgiftsgodtgørelsen. Spørger ønskede afklaret hvorvidt modregning af elafgiftsgodtgørelsen kunne ske i andre leverancer leveret af Spørger til den pågældende kunde.

Skatterådet konkluderede i SKM2022.449.SR, at det ikke kunne bekræftes, at:

“hvis prisafslaget overstiger det vederlag, som prisafslaget knytter sig til, kan den resterende del af prisafslaget danne grundlag for regulering af salgsmomsen vedrørende andre salgstransaktioner til kunden, fx salg af fødevarer".

Det følger således, at der skal være en tilknytning mellem tilbagebetalingen og den leverance, hvori der sker modregning i overensstemmelse momslovens § 27, stk. 4.

Det er Spørgers opfattelse, at der i relation til Spørgers leverance af både drift, vedligeholdelse og elektricitet af/i ladestanderen er en så nær tilknytning til godtgørelsen og tilbagebetalingen af godtgjort elafgift, at der kan ske modregning efter momslovens § 27, stk. 4. Der er således en afgørende forskel til faktum i SKM2022.449.SR, hvor vi forstår, at Skatterådet lagde afgørende vægt på, at de af Spørger leverede ydelser ikke var relateret til ladestanderen.

Det forudsættes, at Spørger er i stand til at opgøre det præcise forbrug i ladestanderen ved godkendt måler på ladestanderen. Skattestyrelsen kan lægge til grund, at tilbagebetalingen til kunderne ikke vil kunne overstige vederlaget opkrævet hos den pågældende kunde for levering af drift, vedligeholdelse og elektricitet af/i ladestanderen.

Ydermere forudsættes det, at Spørger udsteder én samlet faktura for deres leverance af drift og vedligeholdelse af ladestanderen, samt elektricitet til deres kunde. Fakturaen vil specificere udgifter til drift, vedligeholdelse og elektricitet anvendt i ladestanderen og endelige kundens øvrige elektricitetsforbrug i dennes husstand.

Der er ikke konkret praksis på, hvornår der er en tilstrækkelig tilknytning til, at der kan ske modregning efter momslovens § 27, stk. 4. Det er dog Spørgers opfattelse, at den tætte tilknytning mellem levering af drift, vedligeholdelse og elektricitet af/i ladestanderen og tilbagebetalingen kan underbygges via fortolkningsbidrag fra praksis omkring nært forbundne ydelser, jf. ovenstående.

Spørger anser driften og elektriciteten som én samlet ydelse, der alene er relateret til ladestanderen uanset, at det på fakturaen er specificeret, hvad der udgør vederlaget for driften og vedligeholdelse af ladestanderen og hvad, der udgør kundens forbrug af elektricitet i ladestanderen.

Det er Spørgers opfattelse, at dennes kunder vil anse leverancen af elektricitet i ladestanderen, som en integreret del af Spørgers overordnede ansvar om drift og vedligeholdelse af ladestanderen.

Spørger finder ydermere ikke, at det faktum at fakturaen til kunderne også indeholder kundens øvrige forbrug af elektricitet i deres husstand kan medføre, at der ikke kan ske modregning i elektriciteten anvendt til ladestanderen, da forbruget af elektricitet vil være specificeret og det derfor er muligt alene at modregne i det forbrug af elektricitet, der er anvendt i ladestanderen. Der vil således ikke ske modregning af elafgiftsgodtgørelsen i kundens øvrige forbrug af elektricitet til dennes husstand.

På den baggrund er det Spørger opfattelse, at Spørger hvis denne udover at levere en driftsydelse i forbindelse med ladestanderen også leverer elektricitet til kunden, kan modregne elafgiftsgodtgørelsen i deres leverance af drift, vedligeholdelse og det forbrug af elektricitet der er anvendt i ladestanderen.

Spørgsmål 8

Spørger er af den opfattelse, at spørgsmål 8 besvares med "Ja".

Hvis Skattestyrelsen svarer bekræftende på Spørgsmål 7, ønsker Spørger bekræftet, at det ikke har betydning for muligheden for modregning, at elektriciteten i ladestanderen leveres af et til Spørger koncernforbundet selskab, der er fællesregistreret for moms med Spørger, jf. momslovens § 47, stk. 4.

Momslovens § 47, stk. 4 har følgende ordlyd:

“Flere afgiftspligtige personer, der udelukkende driver registreringspligtig virksomhed, kan efter anmodning registreres under ét. Told- og skatteforvaltningen kan tillade, at personer med momsregistreringspligtige aktiviteter kan registreres under et med personer med ikkeregistreringspligtige aktiviteter og personer uden økonomiske aktiviteter. Tilladelse kan kun gives, hvis den ene person (moderselskabet mv.) gennem direkte eller indirekte besiddelse af samtlige aktier mv. ejer den eller de andre personer (datterselskaber, datterdatterselskaber mv.), der inddrages under fællesregistreringen. Fællesregistrering kan kun ske mellem selskaber mv., der er etableret her i landet. Anmodning om fællesregistrering skal ske senest 1 måned, inden fællesregistreringen ønskes iværksat."

Momslovens § 46, stk. 8 har følgende ordlyd:

“Stk. 8. Er flere virksomheder, der ikke har samme ejer, registreret under ét, jf. § 47, stk. 4, hæfter de pågældende solidarisk for betaling af afgift vedrørende de virksomheder, der er omfattet af den fælles registrering".

Spørger henviser i øvrigt til argumentationen fremført under spørgsmål 7.

I relation til Spørgers påtænkte disposition overvejer Spørger, hvorvidt denne skal levere elektricitet til sine kunder i tilknytning til deres aftale om levering og drift af ladestander. Modsat scenariet i spørgsmål 7 vil elektriciteten i dette spørgsmål blive leveret af et til Spørger koncernforbundet selskab. Spørger og den koncernforbundne elleverandør vil være omfattet af en momsmæssig fællesregistrering, jf. momslovens § 47, stk. 4. Skattestyrelsen kan lægge til grund, at Spørger og det

koncernforbundne selskab opfylder betingelserne for at indgå i en momsmæssig fællesregistrering.

Det er Spørger opfattelse, at fællesregistreringen medfører, at Spørger og det koncernforbundne selskab som følge af en momsmæssige fællesregistrering efter momslovens § 47, stk. 4 anses som én afgiftsmæssig person, jf. momslovens § 46, stk. 8. Med henvisning til spørgsmål 7, er det Spørgers opfattelse, at hvis Spørger udover at levere drift og vedligeholdelse til kunden også leverer elektricitet, kan elafgiftsgodtgørelsen modregnes i deres leverance af drift, vedligeholdelse og det forbrug af elektricitet, der er anvendt i ladestanderen. Det er i forlængelse heraf Spørgers opfattelse, at hvis Spørger indgår i en momsmæssig fællesregistrering med leverandøren af elektricitet må dette medføre, at elafgiftsgodtgørelsen kan modregnes i kundens vederlag for både drift, vedligeholdelse og elektricitet uanset at elektriciteten leveres af et af Spørger koncernforbundet selskab, da Spørger og leverandøren af elektricitet momsmæssigt anses som én afgiftspligtig person.

Det forudsættes, at leverancen af drift, vedligeholdelse og elektricitet faktureres samlet til kunden, som beskrevet under spørgsmål 7, og at fakturaen udover at opfylde fakturakravene specificere de pågældende ydelser som tilfældet i spørgsmål 6.

Spørgers høringssvar

Spørgsmål 1-2

Vi er enige i Skattestyrelsens indstilling til bindende svar af spørgsmål 1-2, og har ingen yderligere bemærkninger hertil.

Spørgsmål 3

Vi er uenige i Skattestyrelses afvisning af spørgsmål 3.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 21, at enhver kan få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition. Hertil fremgår det, at det kan være en disposition, som Spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage.

Af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1 fremgår følgende:

“Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3. Det kan være om en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage."

Spørger ønsker at kunne aflæse bimåleren i ladestanderen i egenskab af elleverandør for at kunne opkræve korrekt afgifter på baggrund af elforbruget til ladning i ladestanderen hos kunden. Vi er derfor uforstående overfor Skattestyrelsens vurdering af, at spørgsmålet ikke vedrører en afklaring af den afgiftsmæssige virkning af konkret foretagne, da aflæsning af elforbruget har en direkte virkning på afgiftens størrelse. Vi mener derfor, at det er relevant for en elleverandør (Spørger) at vide, om de kan anvende bimåleren i ladestanderen som grundlag for at fakturere elforbruget og elafgiften til kunden.

Det er derfor Spørgers opfattelse, at der ikke er noget til hinder for, at en elleverandør fakturerer en ladestanderoperatør direkte for elforbruget (samt elafgiften) anvendt i ladestanderen hos kunden, og samtidig fakturere kunden særskilt for elforbruget (samt elafgiften) i resten af husstanden, når elforbruget anvendt i ladestanderen kan aflæses af bimåleren i ladestanderen.

Spørgsmål 4-8

Vi er enige i Skattestyrelsens indstilling til bindende svar af spørgsmål 4-8, og har ingen yderligere bemærkninger hertil.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Spørger som ladestanderoperatør kan opnå tilbagebetaling af elafgift (2025-sats: 0,716 kr. pr. kWh) efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, af elforbruget til opladning af kundernes elbiler, når alle betingelser i bestemmelsen er opfyldte.

Begrundelse

Det fremgår af § 21, stk. 1 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, at virksomheder, der har aktiviteter med opladning af batterier til registrerede elbiler via ladestandere, som drives for virksomhedens regning og risiko, kan få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af disse batterier.

Det fremgår endvidere af lovforarbejderne til lov nr. 1353 af 21. december 2012, at der stilles krav om, at ladestanderen skal drives for virksomhedens regning og risiko, og at virksomheden skal være involveret i driften af ladestanderen.

Der er tale om en særordning om godtgørelse af elafgift på elektricitet brugt til opladning af elbiler. Af lovteksten og lovforarbejderne vedrørende særordningen følger, at de omfattede virksomheder kan få godtgørelse af afgiften på den forbrugte el i ladestandere, der drives for virksomhedens regning og risiko. Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladningen. Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder, og måleren skal være placeret i ladestanderen.

Det er oplyst, at Spørger tilbyder elbilkunder enten at leje ladestanderen eller eje denne. Uanset hvad kunden vælger tilbyder Spørger at drifte ladestanderen på vegne af kunden for et månedligt abonnement.

Spørger påtænker at tilbyde el-aftaler i tilknytning til leverancen af ladestander og drift. Spørger vil således tilbyde deres kunder levering af elektricitet til husstanden, samt ladestander og drift af denne.

Til den påtænkte disposition er det oplyst, at Spørger overvejer to forskellige organisatoriske modeller for levering af elektricitet:

1. Leverancen af elektricitet, ladestander og drift samles direkte i Spørger, det vil sige, i samme juridiske enhed.
2. Leverancen af elektricitet placeres i et til Spørger koncernbundet selskab, mens Spørger leverer drift og vedligeholdelse af ladestanderen.

Det er videre oplyst, at hvis Spørger vil gå videre med en leverancemodel, der indeholder levering af elektricitet, jf. ovenstående, planlægger Spørger at udstede én samlet faktura for både drift, vedligeholdelse, samt elektricitet. Hver faktura vil specificere hvad, der udgøres af henholdsvis 1) drift og vedligeholdelse, 2) elektricitet anvendt i ladestanderen og endelig 3) elektricitet anvendt i kundens øvrige husstand. Spørgers kunder vil således alene modtage én faktura, der er udstedt af samme afgiftspligtige person.

Spørger har endvidere oplyst, at Skattestyrelsen kan lægge til grund, at Spørger i alle tilfælde skal anses for at drifte ladestanderne og at det forudsættes, at Spørger opfylder betingelserne herfor.

Skatterådet fandt i SKM2020.12.SR, at det ejendomsretlige ejerforhold vedrørende ladestanderen ikke er afgørende for muligheden for godtgørelse efter særordningen. Det afgørende er derimod, at ladestanderen drives for virksomhedens regning og risiko. Disse krav opfyldte spørger i sagen, da spørger var ansvarlig for driften af ladestanderen, hvilket betød, at spørger bl.a. stod for udbedring af fejl, skader og mangler, og bar risikoen for ladestanderens hændelige undergang.

Af SKM2021.121.SR fremgår det, at elbilvirksomheden kan omfattes af særordningen, når ladeboksene drives for elbilvirksomhedens regning og risiko, og elbilvirksomheden er involveret i driften af disse ladebokse, hvilket var tilfældet, fordi elbilvirksomheden både driftede og vedligeholdt ladeboksene, og havde ansvaret for, at ladeboksene var vedligeholdt og løbende er fuldt funktionsdygtige, og havde risikoen for ladeboksenes undergang. Ladeboksene ejes af spørgers kunde eller ejes af spørger og udlejes af spørger til kunden afhængigt af aftalen.

I SKM2021.283.SR kunne Skatterådet ikke bekræfte, at kravet om måling efter særordningen var opfyldt. Dette blev begrundet med, at det fremgår af § 21 i ændringslov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, at det er et krav, at elforbruget anvendt i ladestanderen skal opgøres gennem måling, hvor det af lovforarbejderne til bestemmelsen uddybende fremgår, at måleren skal være placeret i ladestanderen. Det underbygges af skatteministerens besvarelse af høringssvar i forbindelse med behandlingen af lovforslaget.

Kravet om, at måleren skal være placereret i ladestanderen, er tydeliggjort af Skatterådet med afgørelse SKM2021.283.SR. Det vil sige, at der udelukkende kan gives godtgørelse for elafgift af el anvendt til opladning af elbiler efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, når dokumentationen af forbruget af elektricitet stammer fra en måler, der er placeret i ladestanderen.

I SKM2021.384.SR, afgjorde Skatterådet, at det ikke er afgørende for ladestandervirksomhedens mulighed for godtgørelse af elafgift i forbindelse med opladning af elbiler, hvilken part i aftalen, der vælger at afholde omkostningen til elektricitet. I sagen var det ladestandervirksomhedens kunde i form af en boligforening, der afholdt omkostningen til elektricitet. Skatterådet fandt, at det afgørende er, at kunden (boligforeningen) kan dokumentere over for ladestandervirksomheden, at der er betalt fuld afgift af den elektricitet, der søges godtgørelse for, og at boligforeningen ikke viderefakturer elafgiften til boligforeningens kunder i lejemålene.

Fakturerings - og dokumentationskravet er med ovennævnte afgørelse tydeliggjort af Skatterådet, idet der kan opnås godtgørelse, uanset elregningen med elafgift ikke er udstedt til ladestandervirksomheden selv, men til ladestandervirksomhedens kunde. Det afgørende er, at det kan dokumenteres, at der er betalt fuld afgift af den elektricitet, der søges om godtgørelse for, jf. SKM2021.379.SR

Skattestyrelsen forudsætter som oplyst, at Spørger opfylder alle betingelser i § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer.

Det er herefter Skattestyrelsens vurdering, at Spørger kan opnå godtgørelse af elafgift efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer af elektricitet forbrugt i ladestandere til opladning af batterier til registrerede elbiler af elforbruget til opladning af kundernes elbiler, når spørger opfylder alle betingelser i bestemmelsen.

Det er i den forbindelse også en betingelse for tilbagebetaling af elafgift, at Spørger kan godtgøre, at der er svaret fuld elafgift af den mængde elektricitet, som tilbagebetalingen vedrører.

Afgiftssatsen for elektricitet efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, udgør for 2025 72,0 øre/kWh, Tilbagebetalingen efter § 21, stk. 1, 3. pkt., i lov nr. 1315 af 21. december 2012, med senere ændringer, skal efter elafgiftslovens §§ 11 og 11 c, stk. 1 nedsættes med 0,4 øre/kWh. Tilbagebetalingen for 2025 efter § 21, stk. 1, 3. pkt., i lov nr. 1315 af 21. december 2012, med senere ændringer, udgør for 2025 herefter (72,0 øre/kWh - 0,4 øre/kWh) 71,6 øre/kWh.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja, se dog begrundelse".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at Spørger som ladestanderoperatør, der har modtaget tilbagebetaling af elafgift efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, ikke er forpligtet til at videregive den tilbagebetalte elafgift til de kunder, som tilbagebetalingen vedrører.

Begrundelse

Med det stillede spørgsmål ønskes det, at Skattestyrelsen tager stilling til om Spørger som ladestanderoperatør, der har modtaget tilbagebetaling af elafgift efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, er forpligtet til at viderefakturere den tilbagebetalte elafgift til de elbilkunder, som tilbagebetalingen vedrører.

Der henvises til gennemgangen af de generelle regler og praksis efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer i Skattestyrelsens begrundelse under spørgsmål 1 ovenfor.

Der er afgivet bindende svar af Skatterådet, som taget stilling til en række specifikke spørgsmål om betingelserne for at kunne benytte efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer.

Praksis på området, jf. ovennævnte afgørelser under spørgsmål 1 og afgørelsesskemaet i Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit E.A.4.6.3.2 viser, at en privatperson eller en virksomhed eller tredje retter henvendelse til en ladeoperatør om at få opstillet og leveret elektricitet til ladestanderen til opladning af virksomhedens eller privatpersonens elkøretøjer m.v., vil virksomheden eller privatpersonen derefter opnå godtgørelse af elafgift ved, at ladeoperatøren selv får refusion af elafgiften af forbruget til opladning i ladestanderen efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer (hvis betingelserne er opfyldte) og derefter viderefakturere elafgiften til virksomheden via et abonnement.  

Det fremgår dog, hverken af ordlyden af § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer eller forarbejderne hertil, at det er et krav for tilbagebetaling af elafgift af elforbruget til opladning af ladeoperatørens kundernes elbiler, at ladeoperatøren skal videregive den tilbagebetalte elafgift til dens kunder. Det er et valg, der er overladt til ladestanderoperatøren.

Dette er videre bekræftet af Skatteministeren i svar på to spørgsmål til Skatteudvalget i SAU, Alm.del - 2024-25 - spørgsmål 127 og SAU, Alm.del - 2024-25 - spørgsmål 217.

Af SAU, Alm.del - 2024-25 - spørgsmål 127 fremgår bl.a. følgende:

"[…]

Det er en betingelse for at opnå godtgørelse, at det kan dokumenteres, at den afgiftspligtige elektricitet er forbrugt til opladning af en elbil via ladestanderen, og at afgiften faktisk er betalt. Særordningen kan udnyttes i forbindelse med et abonnement, hvor en husstand med elbil køber opladningsydelse hos en virksomhed. Her kan ladeoperatøreren vælge at videresende godtgørelsen til ejeren af elbilen, hvilket giver en afgiftsfordel, da en husstands elforbrug i udgangspunkt er pålagt almindelig elafgift. Særordningen udløber ved udgangen af 2030." (Skattestyrelsens fremhævelse).

Af SAU, Alm.del - 2024-25 - spørgsmål 217 fremgår bl.a. følgende:

"Afgiftssystemet er indrettet, så det understøtter udbredelsen af elbiler. Der gælder blandt andet en særordning, der indebærer, at ladeoperatører kan få godtgjort elafgiften bortset fra 0,4 øre pr. kWh af elektricitet forbrugt til opladning af registrerede elbiler, hvis ladestanderen drives for virksomhedens risiko og regning, og virksomheden er involveret i driften heraf. Det er således ikke elbilsejeren, men ladeoperatøren, der opnår refusionen, men ladeoperatøren kan vælge at viderefakturere denne refusion til elbilsejeren. Særordningen udløber ved udgangen af 2030.

[…]" (Skattestyrelsens fremhævelse).

Det er herefter Skattestyrelsens vurdering, at Spørger som ladestanderoperatør, der har modtaget tilbagebetaling af elafgift efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, ikke er forpligtet til at videregive den tilbagebetalte elafgift til de elbilkunder, som tilbagebetalingen vedrører.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at Spørger som elleverandør kan anvende bimåleren i ladestanderen som grundlag for at fakturere elforbruget i ladestanderne hos kunderne direkte til kundens ladestanderoperatør (Spørger agerer også som ladestanderoperatør) og samtidig fakturere kunden særskilt for elforbruget i resten af husstanden.

Begrundelse

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 21, at enhver hos told- og skatteforvaltningen kan få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3. Det kan være om en disposition, som Spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage.

På moms- og afgiftsområdet forstås ved en sådan disposition leverancer af varer og ydelser mod vederlag, erhvervelse af varer og ydelser mod vederlag, ud- og indførsel af varer og ydelser, udvinding eller fremstilling af afgiftspligtige varer, oplagring af afgiftspligtige varer, samt andre aktiviteter, der har afgiftsmæssige konsekvenser.

I SKM2019.474.SR, SKM2018.632.SR, SKM2018.631.SR og SKM2013.327.SR har Skatterådet afvist, at svare på et spørgsmål, da dette ikke fandtes at vedrøre den afgiftsmæssige virkning af en disposition.

Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt Spørger som elleverandør kan anvende bimåleren i ladestanderen som grundlag for at fakturere elforbruget i ladestanderne hos kunderne direkte til kundens ladestanderoperatør (Spørger agerer også som ladestanderoperatør) og samtidig fakturere kunden særskilt for elforbruget i resten af husstanden.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at spørgsmålet ikke vedrører en afklaring af den afgiftsmæssige virkning af konkret foretagne eller påtænkte dispositioner.

På den baggrund finder Skattestyrelsen, at spørgsmålet skal afvises.

Spørgers høringssvar

Spørger er uenig i Skattestyrelses afvisning af spørgsmål 3.

Spørger ønsker at kunne aflæse bimåleren i ladestanderen i egenskab af elleverandør for at kunne opkræve korrekt afgifter på baggrund af elforbruget til ladning i ladestanderen hos kunden. Spørger er derfor uforstående overfor Skattestyrelsens vurdering af, at spørgsmålet ikke vedrører en afklaring af den afgiftsmæssige virkning af konkret foretagne, da aflæsning af elforbruget har en direkte virkning på afgiftens størrelse. Spørger mener derfor, at det er relevant for en elleverandør (Spørger) at vide, om vedkommende kan anvende bimåleren i ladestanderen som grundlag for at fakturere elforbruget og elafgiften til kunden.

Det er derfor Spørgers opfattelse, at der ikke er noget til hinder for, at en elleverandør fakturerer en ladestanderoperatør direkte for elforbruget (samt elafgiften) anvendt i ladestanderen hos kunden, og samtidig fakturere kunden særskilt for elforbruget (samt elafgiften) i resten af husstanden, når elforbruget anvendt i ladestanderen kan aflæses af bimåleren i ladestanderen.

Hertil bemærkes:

Af forarbejderne til skatteforvaltningsloven til § 21 fremgår følgende:

"Efter stk. 1 kan der indhentes bindende svar fra told- og skatteforvaltningen om de skattemæssige virkninger for spørgeren af en foretagen eller påtænkt disposition.

[…]

Bindende svar gives kun om de skattemæssige virkninger. Der gives således kun bindende svar om forhold, hvor der kan eller skal træffes en forvaltningsafgørelse, og afgørelsen skal vedrøre spørgsmål om beskatning. Der gives ikke bindende svar om faktisk forvaltningsvirksomhed eller om eksempelvis kontrol, straf, gebyrer og forrentning.

Bindende svar gives kun om de skattemæssige virkninger af en disposition. Det vil sige handlinger, der har en skattemæssig konsekvens, hvad enten den fører til skattepligt eller til skattefritagelse.

På moms- og afgiftsområdet forstås ved en sådan disposition leverancer af varer og ydelser mod vederlag, erhvervelse af varer og ydelser mod vederlag, ud- og indførsel af varer og ydelser, udvinding eller fremstilling af afgiftspligtige varer, oplagring af afgiftspligtige varer, samt andre aktiviteter, der har afgiftsmæssige konsekvenser."

Skattestyrelsen har forstået spørgsmålet således, at Spørger ønsker at anvende bimåleren i ladestanderen til brug for faktureringsforhold for sin elleverance og ladeleverance til kunden og ladestanderoperatør, da Spørger agerer både som elleverandør og ladestanderoperatør til samme kunde. Spørger ønsker at få bekræftet, at Spørger kan fakturere særskilt for disse leverancer.  

Tilbagebetaling af elafgift efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer forudsætter at visse betingelser skal være opfyldt, herunder at dokumentation af forbruget af elektricitet i ladestanderen til opladning af elbiler stammer fra en bimåler, der er placeret i ladestanderen. Bestemmelsen omhandler retten og omfanget af tilbagebetaling af elafgift.

Spørger har i svaret på spørgsmål 1 fået bekræftet, at Spørger som ladestanderoperatør kan opnå tilbagebetaling af elafgift efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer af elektricitet forbrugt i ladestandere til opladning af batterier til registrerede elbiler af elforbruget til opladning af kundernes elbiler, når Spørger opfylder alle betingelser i bestemmelsen. Hermed er det forudsat at dokumentation af forbruget af elektricitet i ladestanderen til opladning af elbiler stammer fra en bimåler, der er placeret i ladestanderen til brug for tilbagebetaling af elafgift. Det vil sige, forholdet mellem ladestanderoperatør og ladestanderkunde.

Derudover har Spørger i svaret på spørgsmål 4 fået bekræftet, at bimåleren, nævnt i spørgsmål 3, skal opfylde de krav til målere, der fremgår af styresignal SKM2024.555.SKTST, samt retspraksis på området for at være omfattet efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer.

Herefter opfattes, at spørgsmål 3 alene vedrører Spørgers faktureringsforhold for Spørgers leverancer (el til husstanden, el til ladestanderoperatør og el til ladestanderkunde). Det omhandler dermed ikke hverken retten eller omfanget af tilbagebetaling af elafgift efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at spørgsmålet dermed ikke vedrører en afklaring af den afgiftsmæssige virkning af konkret foretagne eller påtænkte dispositioner, jf. skatteforvaltningslovens § 21. Spørgsmålet er således, efter Skattestyrelsens vurdering, ikke omfattet af muligheden for at få et bindende svar.

Se også SKM2019.429.SR, hvor Skatterådet fandt, at spørgsmål om anvendelse af fakturaregler i forbindelse med en momsfritagelse ikke kunne karakteriseres som spørgsmål om den skattemæssige virkning af en disposition.

Spørgers høringssvar giver ikke anledning til ændring af Skattestyrelsen indstilling om at afvise at besvare spørgsmålet.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Afvises".

Spørgsmål 4

Det ønskes bekræftet, at bimåleren, nævnt under spørgsmål 3, skal opfylde de krav til målere, der fremgår af styresignal SKM2024.555.SKTST, samt retspraksis på området.

Begrundelse

Der henvises til gennemgangen af de generelle regler og praksis efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer i Skattestyrelsens begrundelse under spørgsmål 1 ovenfor.

I SKM2021.384.SR har Skatterådet tydeliggjort, at fakturerings - og dokumentationskravet efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, at der kan opnås godtgørelse, uanset elregningen med elafgift ikke er udstedt til ladestandervirksomheden selv, men til ladestandervirksomhedens kunde. Det afgørende er, at det kan dokumenteres, at der er betalt fuld afgift af den elektricitet, der søges om godtgørelse for, jf. SKM2021.379.SR.

For den måler der skal anvendes som grundlag for godtgørelse af elafgift efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, har Skatterådet i SKM2021.283.SR tydeliggjort, at elmåleren skal være placeret i ladestanderen. Det vil sige, at der udelukkende kan gives godtgørelse for elafgift af el anvendt til opladning af elbiler efter bestemmelsen, når dokumentationen af forbruget af elektricitet stammer fra en måler, der er placeret i ladestanderen.

Af Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit E.A.4.6.14.5 fremgår bl.a. følgende om målertekniske krav til målere i ladestandere omfattet af § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer:

"[…]

Det er i styresignalet beskrevet, at SKM2024.303.SR indebærer, at en påkrævet elmåler efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer alene skal have en karakter, så dens målinger kan dokumentere den forbrugte afgiftspligtige elektricitet for hvilken, der kan søges om afgiftsgodtgørelse.

[…]"

Af SKM2024.555.SKTST fremgår bl.a. følgende:

"[…]

5. Ny praksis

[…]

Praksis ændres som følge af Skatterådets afgørelse i SKM2024.303.SR.

Den nye praksis betyder, at det ikke er et krav i forbindelse med godtgørelse af afgift på elektricitet anvendt til opladning efter særordningen for elbiler, at en påkrævet elmåler nødvendigvis opfylder kravene i BEK 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK 774 af 01/06 2022. For så vidt angår indretningen af elmålere kræves det alene, at elmåleren har en karakter, så dens måling kan dokumentere den forbrugte afgiftspligtige elektricitet for hvilken, der søges om afgiftsgodtgørelse efter særordningen.

[…]"

Skattestyrelsen forudsætter, at Spørgers bimåler i ladestandere, nævnt under spørgsmål 3 opfylder de målertekniske krav til målere i ladestandere omfattet efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer som beskrevet i SKM2024.555.SKTST.

Herefter er det Skattestyrelsens vurdering, at bimåleren, nævnt under spørgsmål 3, skal opfylde de krav til målere, der fremgår af styresignal SKM2024.555.SKTST som er indarbejdet i Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit E.A.4.6.14.5 for at være berettiget til godtgørelse efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer. Det betyder, at elmåleren i ladestanderen skal have en sådan karakter, at dens måling kan dokumentere den forbrugte afgiftspligtige elektricitet for hvilken, der søges om afgiftsgodtgørelse efter særordningen.

Skattestyrelsen skal i den forbindelse bemærke, at der ikke er spurgt til om de bimålere, som vil være installeret i de ladestandere, som Spørger påtænker at opstille hos kunderne, kan anses for at opfylder kravene i SKM2024.555.SKTST, og at Skatterådet ved besvarelse af spørgsmålet derfor ikke kan anses for at have taget stilling hertil.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Ja, se dog begrundelse".

Spørgsmål 5

Det ønskes bekræftet, at Spørger, der er operatør af ladestandere, ikke har ret til momsfradrag for momsen af afgiften til elektriciteten anvendt i ladestanderen, når fakturaen for elektriciteten er stilet til operatørens kunde, der således er køber af elektriciteten.

Begrundelse

Spørger er en virksomhed, som bl.a. tilbyder drift og vedligeholdelse af ladestandere til elbiler, hvor kunden enten lejer ladestanderen ved Spørger eller kunden selv ejer ladestanderen. Spørgers kunder er privatpersoner. For Spørgers aftale om drift og vedligeholdelse af ladestandere opkræver Spørger moms af det månedlige vederlag ved kunden, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Den elektricitet, som via ladestanderen anvendes til opladning af kundens elbil, leveres til kunden af en ekstern leverandør. 

Spørger har oplyst, at det kan lægges til grund for besvarelsen, at Spørger efter lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring ad lov om afgift af elektricitet, er berettiget til at modtage godtgørelse af afgiften af elektriciteten anvendt i ladestandere omfattet af Spørgers driftsaftaler med kunderne.

Retten til fradrag for moms efter momslovens § 37, stk. 1, forudsætter, at man er en momspligtig person, der optræder i denne egenskab. Derudover er det en betingelse, at indkøbte varer og ydelser udelukkende anvendes til brug for dennes momspligtige leverancer, samt at de indkøbte varer og ydelser er leveret af en momspligtig person.

Momsfradragsretten omfatter hele den moms, der er betalt i forbindelse med transaktioner i tidligere omsætningsled, således at den momspligtige aflastes fuldt ud for den moms, denne skylder eller har erlagt. Momsfradragsretten er således knyttet til den faktiske levering af en vare eller en ydelse, og der opstår ingen fradragsret, når den faktiske gennemførelse af leveringen ikke har fundet sted.

Bevisbyrden for, at betingelserne for fradrag er opfyldt, påhviler den momspligtige. Den momspligtige skal således fremlægge objektive beviser for, at de påståede varer og ydelser faktisk er blevet leveret, jf. SKM2021.456.LSR.

Skatterådet har i SKM2024.543.SR fastslået, at en virksomhed som forestår drift og vedligeholdelse af ladestandere til opladning af elbil opsat på en privat forbrugers hjemmeadresse, ikke har ret til momsfradrag af elafgiften anvendt til opladning af privatkunden elbil.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at Spørger ikke har fradrag for moms svarende til momsen af den elektricitet, der er anvendt til at oplade kundens elbil, idet betingelserne for momsfradragsretten ikke er opfyldt, jf. momslovens § 37, stk. 1, og SKM2024.543.SR.

Skattestyrelsen har henset til, at købsmomsen af elektriciteten, er en udgift, der er indkøbt og afholdt af Spørgers kunde. Der er således ikke tale om en fradragsberettiget udgift afholdt af Spørger, hvor Spørger har optrådt i egenskab af momspligtig person ved indkøbet, hvilket er en betingelse for momsfradragsretten.

Skattestyrelsen kan således bekræfte, at Spørger ikke har ret til momsfradrag af elafgiften af den el, der er anvendt i ladestanderen til opladning af kundens elbil.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "Ja".

Spørgsmål 6

Det ønskes bekræftet, at elafgiftsgodtgørelsen ikke (helt/delvist) kan modregnes i udgiften til elektricitet leveret af en ekstern leverandør af elektricitet.

Begrundelse

Spørger indgår aftale med kunden om drift og vedligeholdelse af dennes ladestander til elbiler. Som en del af aftalen forestår Spørger refusion af elafgift af el anvendt i kundens ladestander til opladning af elbil. Kunden køber elektricitet fra en ekstern leverandør.

I SKM2021.376.SR har Skatterådet fastslået, at bestemmelsen i momslovens § 27, stk. 4, kræver, at prisafslaget skal knytte sig til en leverance, som Spørger har leveret. Skatterådet bekræftede således, at når hjemtagelsen og videregivelsen af elafgiftsgodtgørelsen knytter sig til Spørgers vederlag for levering af udleje og drift af ladebokse, kan videregivelsen af elafgiftsgodtgørelsen anses for et prisafslag omfattet af momslovens § 27, stk. 4.

I SKM2022.449.SR har Skatterådet fastslået, at den momsmæssige regulering efter momslovens § 27, stk. 4, ikke kan omfatte prisafslag, der overstiger det vederlag, som prisafslaget knytter sig til. Momsen på den udstedte kreditnota kan således ikke overstige momsen på den faktura, som prisafslaget knytter sig til, dvs. at der ikke kan opstå en negativ salgsmoms.

Henset til ovenstående praksis, er det Skattestyrelsens opfattelse, at eftersom Spørger ikke leverer elektricitet til kunden, kan Spørgers hjemtagelse og videregivelse af elafgiftsgodtgørelse ikke knyttes til denne leverance, hvorefter betingelserne i momslovens § 27, stk. 4 ikke er opfyldt, jf. SKM2021.376.SR.

Skattestyrelsen kan således bekræfte, at Spørgers tilbagebetaling af elafgiftsgodtgørelse til kunden ikke kan anses for et prisafslag knyttet til vederlaget for levering af elektricitet til kunden af en ekstern leverandør.  

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 6 besvares med "Ja".

Spørgsmål 7

Det ønskes bekræftet, at når Spørger tilbagegiver den godtgjorte elafgift til kunden, så kan dette ske ved modregning i tidligere levering af drift og elektricitet i ladestanderen, jf. momslovens § 27, stk. 4.

Begrundelse

Spørger påtænker, i tilknytning til levering af drift og vedligeholdelse af ladestander, også at levere elektricitet til kunderne. Spørgers levering af elektricitet vil omfatte kundens husstand herunder kundens ladestander til opladning af elbil.

Spørger har oplyst, at Spørger vil udstede en samlet faktura til kunden. Fakturaen vil være specificeret således, at det fremgår, hvad der udgøres af drift og vedligeholdelse af ladestanderen, elektricitet anvendt i ladestanderen og elektricitet anvendt i kundens øvrige husstand.

Spørger ønsker afklaret, om tilbagebetaling af elafgiftsgodtgørelse af el anvendt til opladning af kundens elbil kan anses for et prisafslag knyttet til både Spørgers levering af drift og vedligeholdelse af ladestanderen og til Spørgers levering af elektricitet til kundens husstand, herunder ladestanderen, jf. momslovens § 27, stk. 4.

I SKM2021.376.SR har Skatterådet fastslået, at bestemmelsen i momslovens § 27, stk. 4, kræver, at prisafslaget skal knytte sig til en leverance, som Spørger har leveret. Skatterådet bekræftede således, at når hjemtagelsen og videregivelsen af elafgiftsgodtgørelsen knytter sig til Spørgers vederlag for levering af udleje og drift af ladebokse, kan videregivelsen af elafgiftsgodtgørelsen anses for et prisafslag omfattet af momslovens § 27, stk. 4.

Tilbagebetaling af elafgiftsgodtgørelse til kunderne udgør således et prisafslag, idet det anses for knyttet til Spørgers vederlag for levering af drift og vedligeholdelse til kunden, jf. SKM2021.376.SR.

Vedrørende Spørgers levering af elektricitet, bemærkes det, at den elafgift som Spørgers hjemtager og tilbagegiver til kunder, er indeholdt i det vederlag Spørger opkræver kunden for levering af elektricitet. Det er som følge heraf Skattestyrelsens vurdering, at Spørgers hjemtagelse og videregivelse af elafgiftsgodtgørelsen for anvendt el til opladning af elbil til kunden, kan knyttes til Spørgers vederlag for levering af elektricitet til kunden, hvorfor der er tale om et prisafslag, jf. momslovens § 27, stk. 4 og SKM2021.376.SR.

Skattestyrelsen kan således bekræfte, at når Spørger tilbagegiver godtgjort elafgift til kunden, så er der tale om et prisafslag efter momslovens § 27, stk. 4, der er knyttet til både Spørgers vederlag for levering af elektricitet samt Spørgers vederlag for levering af drift og vedligeholdelse af ladestander.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 7 besvares med "Ja".

Spørgsmål 8

Det ønskes bekræftet, at når Spørger tilbagegiver den godtgjorte elafgift til kunden, så kan dette ske ved modregning i tidligere levering af drift og elektricitet i ladestanderen, jf. momslovens § 27, stk. 4, uanset at elektriciteten leveres af et selskab, der er fællesregistreret med Spørger, jf. momslovens § 47, stk. 4.

Begrundelse

Spørger indgår aftale med kunden om drift og vedligeholdelse af dennes ladestander til elbiler. Kunden køber elektricitet fra en ekstern leverandør, som er fællesregistreret med Spørger.

Spørger ønsker afklaret om tilbagebetaling af elafgiftsgodtgørelse til kunden kan anses for et prisafslag knyttet til kundens køb af elektricitet ved en ekstern leverandør, som er fællesregistreret med Spørger.

Det følger af momslovens § 47, stk. 4, at flere afgiftspligtige personer efter anmodning kan registreres under et. Når Spørger, der er en afgiftspligtig person, indgår i en fællesregistrering med et andet selskab, som også er en afgiftspligtig person, så vil de momsmæssigt anses for en afgiftspligtig person.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at når kunden mod vederlag får leveret elektricitet af et selskab, som er fællesregistreret med Spørger, og Spørger til samme kunde mod vederlag leverer drift og vedligeholdelse af ladestander, så vil leverancerne til kunden momsmæssigt anses for leveret af samme afgiftspligtige person, jf. momslovens § 47, stk. 4.

Skattestyrelsen kan således bekræfte, at når Spørger tilbagegiver godtgjort elafgift til kunden, så er der tale om et prisafslag efter momslovens § 27, stk. 4, der er knyttet til såvel Spørgers vederlag for levering af drift og vedligeholdelse af ladestander, samt vederlag for elektricitet leveret af et selskab, der er fællesregistreret med Spørger, jf. momslovens § 47, stk. 4. Der henvises til begrundelsen til spørgsmål 7.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 8 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1-4

Lovgrundlag

Elafgiftsloven (LBK nr. 1284 af 03/11/2023)

§ 1:

Efter bestemmelserne i denne lov svares en afgift til statskassen af elektricitet, der forbruges her i landet.

§ 11, stk. 1:

Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2 få tilbagebetalt afgiften efter denne lov af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet, herunder den afgiftspligtige elektricitet, som en udlejer af havneplads forsyner sine lejeres medbragte lystfartøjer med uden særskilt betaling, og den afgiftspligtige elektricitet, som en udlejer af campingplads forsyner sine lejeres medbragte campingenheder og køretøjer med uden særskilt betaling.

Stk. 5:

Afgiften tilbagebetales efter stk. 1 og stk. 3, 2. pkt., i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående merværdiafgift af elektricitet eller varme. Tilbagebetaling omfatter dog ikke afgift af energi i relation til aktiviteter nævnt i momslovens § 37, stk. 7 og 8. Til dokumentation af tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår, jf. § 11 a, stk. 9.

§ 11 c, stk. 1:

Tilbagebetalingen af afgift efter § 11 nedsættes med 0,4 øre pr. kWh, dog med undtagelse af tilbagebetaling, der ydes efter § 11, stk. 3, 2. pkt.

Lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov om afgift af elektricitet (Godtgørelse af elafgift for el forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler) med senere ændringer.

§ 21, stk. 1:

Der ydes tilbagebetaling af afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet anvendt til opladning af batterier til registrerede elbiler. Tilbagebetalingen omfatter elektricitet anvendt i ladestandere, herunder hurtigladere, der drives for virksomhedens regning og risiko, og elektricitet anvendt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Tilbagebetalingen ydes i øvrigt i overensstemmelse med de i øvrige bestemmelser i lov om afgift af elektricitet §§ 11, 11 a og 11 c.

Stk. 2: Tilbagebetalingen ydes uanset betingelsen i lov om afgift af elektricitet § 11, stk. 5, om fradragsret i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for merværdiafgift for elektricitet og varme. Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden på anmodning fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere, herunder hurtigladere, og på batteriskiftestationer. Der ydes tilbagebetaling med virkning fra og med den 27. april 2010 og til og med den 31. december 2030.

Ved lov nr. 203 af 13. februar 2021 om ændring af registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, ligningsloven og forskellige andre love § 6 er denne midlertidige godtgørelsesordning forlænget til 31. december 2030.

Skatteforvaltningsloven (LBK nr. 1053 af 20/09/2024)

§ 21, stk. 1. Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3. Det kan være om en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage.

§ 24. En anmodning om et bindende svar skal være skriftlig og indeholde alle de oplysninger af betydning for svaret, som står til rådighed for spørgeren. Skønner told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet, at spørgsmålet ikke er tilstrækkeligt oplyst, kan spørgeren anmodes om yderligere oplysninger eller dokumentation. Efterkommes anmodningen ikke inden for en rimelig frist, kan spørgsmålet afvises eller svaret begrænses til de forhold, der skønnes tilstrækkeligt oplyst.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet kan i øvrigt i særlige tilfælde afvise at give et bindende svar, hvis spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed eller andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse.

Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1 eller 2 kan ikke påklages administrativt.

Forarbejder

Lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love […]. (Godtgørelse af elafgift for el forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler[…])

Bemærkning til lovforslaget

"2. Lovforslagets enkelte elementer

2.1. Godtgørelse af elafgift for el forbrugt til opladning af batterier til elbiler

Gældende ret

Grundprincippet i elafgiftsloven er, at der skal betales fuld afgift af elforbrug i husholdningerne, mens erhvervsmæssig brug i vidt omfang er fritaget for elafgift via godtgørelsesreglerne. Erhvervenes forbrug af elektricitet er pålagt en lavere procesafgift.

Erhvervsmæssig brug afgrænses i første omgang til de momsregistrerede virksomheder. Disse virksomheder kan få godtgørelse af elafgiften i samme omfang som momsen af energiforbruget. Der er tale om et såkaldt forbrugskriterium. Dernæst omfatter godtgørelsesreglerne som udgangspunkt alene den afgift, der belaster elektriciteten anvendt i en fremstillingsproces.

Det er således en betingelse, at elektriciteten skal forbruges i virksomheden, for at der kan ydes afgiftsgodtgørelse.

I forhold til virksomheder, der tilbyder serviceydelser i form af eksempelvis ladestandere til opladning af batterier til elbiler, er det derfor afgørende i forhold til godtgørelse af elafgift, om elektriciteten anses for at være forbrugt ved opladning af batteriet (af elbilvirksomheden) eller ved afladningen af batteriet (af kunden).

Problemstillingen har været forelagt Skatterådet. I sagen var der tale om en virksomhed, der ønskede at udbyde serviceydelser i form af forskellige abonnementsordninger omhandlende en adgang til en samlet infrastruktur til opladning af batterier til elbiler. Eksempelvis adgang til ladestandere, batteriskiftestationer, servicecenter m.v. Spørgsmålet i denne sag var, hvorvidt den elektricitet, der blev brugt til opladning af batterierne, blev forbrugt af virksomheden som led i denne produktionsproces. I så fald var forbruget omfattet af godtgørelsesreglerne.

Skatterådet fastslår ved denne afgørelse af 27. april 2010, at virksomheder, der har aktiviteter med opladning af batterier til elbiler, kan få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af disse batterier, når virksomheden via egen elleverandør leverer elektriciteten til opladningen.

Forslagets indhold

Forslaget indeholder en præcisering og udbredelse af reglerne for godtgørelse af elafgift af elektricitet forbrugt til erhvervsmæssig opladning af batterier til registrerede elbiler. Det foreslås, at godtgørelse af elafgift til opladning af batterier gælder til udgangen af 2015. Dermed sikres symmetri i forhold til elbiler og betaling af afgifter.

Regeringen har besluttet at udbrede og præcisere gældende regler for godtgørelse af elafgift, således at alle kendte modeller af erhvervsmæssig opladning af batterier til elbiler alene pålægges procesafgift, når opladningen sker på ladestandere herunder hurtigopladere, der drives for virksomhedens regning og risiko, eller når opladningen sker på batteriskiftestationer.

Efter forslaget vil alle virksomheder, der har aktiviteter med opladning af batterier til registrerede elbiler via ladestandere herunder hurtigladere, der drives for virksomhedens regning og risiko, få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af disse batterier. Endvidere kan virksomheder, der anvender elektricitet til opladning af batterier til registrerede elbiler på batteriskiftestationer, få godtgjort elafgift. Elektriciteten anses i disse særlige tilfælde for at være forbrugt af virksomheden.

Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladning af batterier til elbiler. Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i ladestanderen. Kravet om måling gælder også, hvis virksomheden oplader batterierne til elbilen på batteriskiftestationer.

Elbilvirksomheden har via ladestanderen i visse situationer mulighed for at styre elforbruget, herunder sikre en intelligent opladning af batterier, således at elforbruget finder sted på bestemte tidspunkter på dagen. Dette uanset om virksomhedens ladestander er opstillet i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Det er et krav, at virksomheden er involveret i driften af ladestanderen.

Med præciseringen er den enkelte forbruger ikke bundet til at anvende bestemte elleverandører eller bestemte elbilabonnementer. Muligheden for godtgørelse af elafgift ved erhvervsmæssig opladning af batterier til elbiler er dermed udbredt til at dække alle kendte igangværende forretningsmodeller inden for elbilbranchen, når elforbruget sker via virksomhedens ladestander eller på batteriskiftestationer.

For at sikre symmetri i forhold til registrerings-, vægt- og ejerafgiften for elbiler foreslås det, at godtgørelsen vedrørende elafgift udløber ved udgangen af 2015. Tidsbegrænsningen giver bl.a. mulighed for, at ændringer i lovgivningen kan følge den teknologiske udvikling på området. Inden periodens udløb vurderes området med henblik på en fortsættelse af ensartede elafgiftsregler vedrørende opladning af batterier til elbiler.

[…]

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 21

Ifølge elafgiftsloven § 11, stk. 1, nr. 1, kan momsregistrerede virksomheder få tilbagebetalt afgiften af den i virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet med undtagelse af 1 øre pr. kWh. Bestemmelsen suppleres af § 11, stk. 16, hvoraf det følger, at virksomheden kan få afgiften tilbagebetalt i samme omfang, som den har fradragsret for købsmomsen. Efter § 11 c, stk. 1, nedsættes tilbagebetalingen efter § 11 med 3,5 øre pr. kWh (2013 niveau). Dette kaldes også procesafgiften.

Momsregistrerede virksomheder, der er anført på bilaget til elafgiftsloven, er med få modifikationer ikke omfattet af reglerne for tilbagebetaling af afgift, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2.

Det er en betingelse for at kunne få godtgørelse af elafgiften, at elektriciteten er anvendt i virksomheden til procesformål, jf. forbrugskriteriet i elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Markedet for salg af elbiler i Danmark samt serviceydelserne i forbindelse hermed så som udskiftning af batterier, opladning m.m. er i stadig udvikling. Der er i dag flere virksomheder, som tilbyder forskellige serviceløsninger til elbilerne.

Skatterådet traf den 27. april 2010 afgørelse i en sag om elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier til elbiler.

Skatterådet fastslår ved denne afgørelse, at virksomheder, der har aktiviteter med opladning af batterier til elbiler, kan få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af disse batterier. Det er Skatterådets opfattelse, at elforbruget sker ved opladningen af batterier til el-biler.

Opladningen sker ved, at der påføres elektricitet til batterier til elbiler. Når virksomheden har serviceaktiviteter med opladning af batterier til elbiler, anser Skatterådet elektriciteten for at være forbrugt i en produktionsproces i virksomheden. Virksomhedens kunder køber således ikke elektricitet, men en ydelse, der består i opladning af batterier til el-biler. Det fremgår af Skatterådets afgørelse, at det er en forudsætning, at det er virksomhedens elleverandør eller en anden udbyder, som virksomheden samarbejder med, der leverer elektriciteten til opladningen, uanset hvor og under hvilke betingelser opladningen af batterierne til elbiler finder sted.

Skatterådets afgørelse er gengivet i forkortet form i SKM2011. 259. SKAT.

På denne baggrund forslås det at præcisere reglerne for godtgørelse af elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler.

Efter forslaget vil alle virksomheder kunne få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af registrerede elbilers batterier på virksomhedens ladestandere, herunder hurtigladere, når ladestanderen drives for virksomhedens regning og risiko, og virksomheden er involveret i driften heraf. Endvidere godtgøres elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Elbilvirksomheden skal således alene betale procesafgift af elektricitet, der anvendes til opladning af batterier i registrerede eldrevne biler.

Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladning af batterier til elbiler. Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i ladestanderen.

Elbilvirksomheden har via ladestanderen i visse situationer mulighed for at styre elforbruget herunder sikre en intelligent opladning af batterier. Dette uanset om virksomhedens ladestander er opstillet i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Der er miljømæssige fordele ved en intelligent opladning af batterier, idet elbilvirksomheden har mulighed for via ladestanderen at styre, hvornår elforbruget til opladning af batterier foregår. Dermed kan det undgås, at opladningen af batterier sker på tidspunkter på døgnet, hvor elforbruget i forvejen er meget stort, og hvor elproduktionen derfor også er baseret på kul m.v.

Elafgiftslovens krav om, at elektriciteten skal være forbrugt af virksomheden, anses for at være opfyldt i dette særlige tilfælde. Med præciseringen er husholdningen, der er kunde hos en elbilvirksomhed, ikke bundet til at anvende bestemte elleverandører eller bestemte elbilabonnementer.

Tilbagebetalingen ydes i dette særlige tilfælde uanset bestemmelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 16, om fradragsret i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Elbilvirksomheden skal således ikke i dette særlige tilfælde opfylde betingelsen om, at fradragsretten gælder i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere, herunder hurtigladere og på batteriskiftestationer.

Bestemmelsen har efter forslaget virkning fra og med den 27. april 2010, som er den dato, hvor Skatterådet traf afgørelse i sagen om godtgørelse af erhvervsmæssig opladning af batterier.

Reglen om godtgørelse af elafgift til erhvervsmæssig opladning af batterier er midlertidig og udløber ved udgangen af 2015."

LFF 2005-02-24 nr. 110 forslag til Skatteforvaltningsloven

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 21

Efter stk. 1 kan der indhentes bindende svar fra told- og skatteforvaltningen om de skattemæssige virkninger for spørgeren af en foretagen eller påtænkt disposition. Efter stk. 2 kan der indhentes bindende svar fra told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, om de skattemæssige virkninger for andre end spørgeren af en påtænkt disposition.

Det er i begge tilfælde en forudsætning, at dispositionen er foretaget eller påtænkes foretaget af spørgeren, eller at spørgeren repræsenterer den, der har foretaget eller påtænker at foretage dispositionen.

Der gives ikke bindende svar på spørgsmål om de skattemæssige virkninger for andre end spørgeren af en gennemført disposition.

[…]

Bindende svar gives kun om de skattemæssige virkninger. Der gives således kun bindende svar om forhold, hvor der kan eller skal træffes en forvaltningsafgørelse, og afgørelsen skal vedrøre spørgsmål om beskatning. Der gives ikke bindende svar om faktisk forvaltningsvirksomhed eller om eksempelvis kontrol, straf, gebyrer og forrentning.

Bindende svar gives kun om de skattemæssige virkninger af en disposition. Det vil sige handlinger, der har en skattemæssig konsekvens, hvad enten den fører til skattepligt eller til skattefritagelse.

På moms- og afgiftsområdet forstås ved en sådan disposition leverancer af varer og ydelser mod vederlag, erhvervelse af varer og ydelser mod vederlag, ud- og indførsel af varer og ydelser, udvinding eller fremstilling af afgiftspligtige varer, oplagring af afgiftspligtige varer, samt andre aktiviteter, der har afgiftsmæssige konsekvenser.

[…]

Praksis

Særordningen for opladning af elbil

SKM2020.12.SR

Spørgsmålet handlede om, hvorvidt kravene til elafgiftsgodtgørelse var opfyldt for ladestandere, som anvendtes til opladning af batterier til registrerede elbiler, når ejerskabet til ladestanderen ikke var hos spørger, men ladestanderne blev drevet for spørgers regning og risiko, og spørger havde driftsansvaret for disse ladestandere.

Det ejendomsretlige ejerforhold til ladestanderen var ikke afgørende for muligheden for godtgørelse af elafgift i forbindelse med opladning af elbiler. Det afgørende var derimod, at ladestanderne blev drevet for den momsregistrerede virksomheds regning og risiko.

Skatterådet kunne bekræfte, at så længe spørger var omfattet af særordningen jf. § 21, stk. 1 i lov nr. 1353 af 21. december 2012, og derved opfyldte kravet om at ladestanderne blev drevet for virksomhedens regning og risiko, og at virksomheden opfyldte kravet om at være involveret i driften af ladestanderen, kunne spørger få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batteri til en registreret elbil efter procesreglerne i elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, uden at spørger ejede de ladestandere som anvendtes til opladningen.

SKM2021.121.SR

Spørgsmålet drejede sig om, hvorvidt betingelserne for elafgiftsgodtgørelse var opfyldt for ladestandere, som blev anvendt til opladning af batterier til elbiler. Der blev spurgt til forskellige modeller, som kunne omfatte privatkunder, billeasingsselskaber og firmabilister.

Skatterådet bekræftede, forudsat at betingelserne for godtgørelse, jf. § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, var opfyldt, at Spørger derved opfyldte kravet om, at ladeboksene blev drevet for Spørgers regning og risiko, og kravet om at være involveret i driften af ladestanderen.

SKM2021.283.SR

Spørgsmålene drejede sig, om opladning af elbiler.

Der blev først spurgt om, der var fuldt momsfradrag for moms af den elektricitet, som Spørger ville afregne til medarbejderen vedrørende forbruget på ladestanderen, der var installeret hos medarbejderen. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger havde ret til momsfradrag for udgiften til el, som Spørger afregnede til medarbejderne idet udgiften ikke var afholdt af en afgiftspligtig person, der havde optrådt i denne egenskab ved købet, jf. momslovens § 37, stk. 1.

Herefter blev der spurgt, om der kunne ydes godtgørelse for elafgift af den elektricitet, der blev afregnet til medarbejderen. Skatterådet kunne ligeledes ikke bekræfte, at betingelserne for at Spørger kunne få godtgørelse for elafgiften af den elektricitet, der blev anvendt til opladning af batterier til elbiler, der blev afregnet til medarbejderen vedrørende forbruget på ladestanderen der var installeret hos medarbejderen, hverken efter elafgiftsloven eller efter særordningen i § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012. Dette skyldes henholdsvis den manglende momsfradragsret og at måleren af elforbruget til elbilen ikke var placeret i ladestanderen, men derimod ved boligens el-tavle. Det fremgår entydigt af lovforarbejderne til særordningen, at måleren skulle sidde i ladestanderen og ikke kunne sidde andre steder.

Endelig blev der spurgt, om det kunne bekræftes, at den enkelte medarbejder ikke skulle beskattes af sparet privatforbrug ved arbejdsgivers refusion af el-udgiften til opladning af den specialindrettede varebil. Skatterådet kunne bekræfte, at den enkelte medarbejder ikke skulle beskattes af sparet privatforbrug ved arbejdsgivers refusion af el-udgiften til opladning af specialindrettet køretøj, idet el-udgiften kunne individualiseres via en måler, der enten sad i ladestanderen eller kunne opsættes ved kundens el-tavle i hjemmet, hvor det ved installationen eller certificeringen var sikret, at det kun var opladere til elbiler, der blev tilsluttet til måleren. Der var i den forbindelse henset til, at den ansatte montør aflæser måleren og kilometerstanden månedligt og afregnes herefter, og at Spørger ville holde det faktiske forbrug op i mod kørte kilometer og sammenholde med de øvrige servicevogne. Det var derudover forudsat, at den ladestander, der installeres på medarbejderens private bopæl, udelukkende kunne anvendes til opladning af den specialindrettede el-varebil.

SKM2021.379.SR

Spørgsmål 1-3 drejede sig om, hvorvidt betingelserne for elafgiftsgodtgørelse for opladning af elbiler § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer (særordningen), var opfyldt.

Det er en betingelse for elafgiftsgodtgørelse efter særordningen at Spørger opfyldte kravene om at drive ladestanderen for egen regning og risiko, og at være involveret i driften.

I sagen var der tale om abonnementsordninger ved ladestandere på privat grund.

Skatterådet kunne svare bekræftende på spørgsmål 1 og 2 for de tilfælde, hvor Spørger stod for ubegrænset service/reparation af ladestanderen.

Skatterådet svarede benægtende på spørgsmål 3, hvor Spørger alene stod for to aftalte årlige serviceringer/reparationer af ladestanderen og ikke bar risikoen for, bl.a. ladestanderens hændelige undergang.

Skatterådet afviste at svare på spørgsmål 4, da der var tale om et teoretisk spørgsmål, jf. skatteforvaltningslovens 24, stk. 2. Herefter bortfaldt spørgsmål 5 og 6.

Skatterådet forudsatte ved besvarelsen af spørgsmålene 1 og 2, at betingelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 5, 3. pkt. kan opfyldes. Ifølge denne bestemmelse skal Spørger som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår. Det forudsættes dermed bl.a. at det, når elregningen afregnes af Spørgers kunder, kan dokumenteres, at der er betalt fuld elafgift af forbruget hos kunden (husstanden, virksomheden, institutionen mv.) inkl. elforbruget vedrørende ladestanderen.

SKM2021.384.SR

Spørgsmålene drejede sig om, hvorvidt betingelserne for elafgiftsgodtgørelse var opfyldt for ladestandere, der blev anvendt til opladning af batterier til elbiler. Der var tale om transaktioner vedrørende opladning af elbiler mellem Spørger (ladestandervirksomheden) og en boligforening (kunden), hvor der skete opladning af elbiler, som var tilknyttet lejemålene i boligforeningen.

I spørgsmål 1 blev der spurgt om Spørger var berettiget til godtgørelse af elafgiften i henhold til § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012, med senere ændringer af elektricitet forbrugt i ladestandere til opladning af batterier til registrerede elbiler for kunden i form af boligforeningen, hvis Spørger afholdte elomkostningen.

I spørgsmål 2 blev der spurgt om Spørger var berettiget til godtgørelse af elafgiften, hvis det i stedet var boligforeningen, der afholdte elomkostningen.

Forudsat at betingelserne for godtgørelse jf. § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer var opfyldt, og Spørger derved opfyldte kravet om, at ladestanderne blev drevet for Spørgers regning og risiko, og kravet om at være involveret i driften af ladestanderen, kunne Skatterådet svare bekræftende. Det var herunder forudsat, at boligforeningen ikke viderefakturerede elafgiften til lejemålene i spørgsmål 2.

SKM2024.303.SR

Der var stillet fire spørgsmål om kravene til elmålere i ladestandere ift., hvorvidt en ladestandervirksomhed kunne opnå afgiftsgodtgørelse af elforbrug forbrugt i ladestandere efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer (særordningen for opladning af elbiler).

Skatterådet besvarede spørgsmålene bekræftende. Det var forudsat, at ladestandervirksomhedens elmålere havde en karakter, så deres målinger kunne dokumentere den forbrugte mængde afgiftspligtig elektricitet i ladestanderne, og at de øvrige betingelser for godtgørelse i § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer var opfyldt af virksomheden.

SKM2024.555.SKTST

Styresignalet beskriver en praksisændring og muligheden for genoptagelse vedrørende godtgørelse af elafgift efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer som følge af en afgørelse fra Skatterådet om krav til elmålere - offentliggjort som SKM2024.303.SR.

Det er i styresignalet beskrevet, at SKM2024.303.SR indebærer, at en påkrævet elmåler efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer alene skal have en karakter, så dens målinger kan dokumentere den forbrugte afgiftspligtige elektricitet for hvilken, der kan søges om afgiftsgodtgørelse.

Det er desuden beskrevet, at dette indebærer en praksisændring, idet der herefter ikke kan stilles krav om, at påkrævede elmålere nødvendigvis skal opfylde kravene i BEK 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK 774 af 01/06 2022, som det ellers er beskrevet i Den juridiske vejledning 2024-2, afsnit E.A.4.6.14.5.

Den juridiske vejledning 2025-1 - Afsnit E.A.4.6.3.2

"[…]

Elbiler

Skatterådet har den 27. april 2010 truffet afgørelse i en sag om godtgørelse af elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier til el-biler. Det lovfortolkende spørgsmål er offentliggjort i styresignal SKM2011.259.SKAT om opladning af batterier til el-biler - godtgørelse af elafgift.

Ved lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer, skete der en præcisering og udbredelse af reglerne for godtgørelse af elafgift forbrugt til erhvervsmæssig opladning af batterier i registrerede elbiler.  Der er tale om en midlertidig særordning, der kun fremgår af nævnte lov nr. 1353, og som ikke er nævnt i elafgiftsloven.

Virksomheder kan få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af registrerede elbilers batterier på de af virksomheden drevne ladestandere, herunder hurtigladere, når ladestanderen drives for virksomhedens regning og risiko, og virksomheden er involveret i driften heraf. Det fremgår af SKM2020.12.SR, at det ejendomsretlige ejerforhold til ladestanderen ikke er afgørende for muligheden for godtgørelse. Endvidere godtgøres elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Elbilvirksomheden skal således alene betale elafgift med 0,4 øre pr. kWh elektricitet, der anvendes til opladning af batterier i registrerede eldrevne biler. Det betyder, at elafgiften godtgøres bortset fra 0,4 øre pr. kWh.

Elafgiftslovens krav om, at elektriciteten skal være forbrugt af virksomheden, anses for at være opfyldt i dette særlige tilfælde. Vedrørende forbrugskriteriet er der tale om et særligt tilfælde, der ikke kan overføres på andre områder.

Tilbagebetalingen efter særordningen ydes i øvrigt i overensstemmelse med de øvrige bestemmelser i ELAL §§ 11, 11 a og 11 c.

Tilbagebetaling ydes uanset bestemmelsen i ELAL § 11, stk. 5, om fradragsret i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Elbilvirksomheden skal således ikke i dette særlige tilfælde opfylde betingelsen om, at fradragsretten gælder i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme.

Det fremgår af lovforarbejderne, at der kan ydes godtgørelse af elafgift af elektricitet, der anses for leveret af virksomheden på de af virksomheden drevne ladebokse/ladestandere, placeret i virksomhedens kunders private hjem, men hvor elektriciteten kommer fra husholdningens normale elforsyning, og hvor elregningen, inkl. moms, betales af husholdningen.

Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladningen. Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i ladestanderen. Kravet om måling gælder også, hvis virksomheden oplader batterierne til den registrerede elbil på batteriskiftestationer.

Dokumentation for tilbagebetalingsbeløb 

Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere, herunder hurtigladere, og på batteriskiftestationer.

Det fremgår af SKM2021.379.SR, at det er en forudsætning for tilbagebetaling efter særordningen, at betingelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 5, 3. pkt. (tidligere § 11, stk. 15, 3. pkt.) kan opfyldes. Ifølge denne bestemmelse skal virksomheden som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår. Det er dermed bl.a. forudsat, at det, når elregningen afregnes af virksomhedens kunder, kan dokumenteres, at der er betalt fuld elafgift af forbruget hos kunden (husstanden, virksomheden, institutionen mv.) inkl. elforbruget vedrørende ladestanderen.

Se lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer § 21, stk. 2, 2. pkt. 

Særordningens udtryk "regning og risiko" mv.

Der er afgivet bindende svar af skatterådet, som tager stilling til en række specifikke spørgsmål om betingelserne for at kunne benytte særordningen, herunder om betingelsen om at ladestanderen skal drives for virksomhedens regning og risiko. De bindende svar fremgår af nedenstående oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Målerkrav

For så vidt angår målertekniske krav til målere i ladestandere omfattet af særordningen, se E.A.4.6.14.5.

Øvrig lovgivning og ministersvar

Det er nævnt i skatteministerens svar på SAU-spørgsmål nr. 497 af 6. juni 2016 (alm. del), at el til elbusser er omfattet af den midlertidige særordning for erhvervsmæssig opladning af elbiler.

Særordningen om godtgørelse af elafgift ved opladning af elbiler er nævnt i disse svar af skatteministeren til Folketinget:

Skattemisterens svar spørgsmål nr. 6 af 5. januar 2023 (alm. del) 

Skatteministerens svar på TRU-spørgsmål nr. 614 af 8. august 2022 (alm. del)

Skatteministerens svar på SAU-spørgsmål nr. 306 af 3. februar 2022 (alm. del) 

Skatteministerens svar på SAU-spørgsmål nr. 725 af 30. september 2021 (alm. del) 

Se lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer § 21, stk. 1 og 2.

Der er tale om en tidsbegrænset særordning.

Ved lov nr. 1585 af 27. december 2019 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love § 7 er denne midlertidige godtgørelsesordning forlænget til 31. december 2021.

Ved lov nr. 203 af 13. februar 2021 om ændring af registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, ligningsloven og forskellige andre love § 6 er denne midlertidige godtgørelsesordning yderligere forlænget til 31. december 2030.

Ved lov nr. 687 af 8. juni 2017 er der indført regler i elafgiftsloven om, at der fra og med den 1. januar 2020 opkræves fuld elafgift for opladning af elbiler både erhvervsmæssigt og privat uden mulighed for tilbagebetaling af en del af elafgiften.

Ved lov nr. 1585 af 27. december 2019 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love udskydes virkningstidspunktet for disse regler om ophøret af tilbagebetaling efter elafgiftsloven til den 1. januar 2022.

Ved lov nr. 203 af 13. februar 2021 om ændring af registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, ligningsloven og forskellige andre love § 6 er virkningstidspunktet for ophøret af tilbagebetaling efter elafgiftsloven yderligere udskudt til 31. december 2030.

Det betyder, at der efter den tidsbegrænsede særordnings udløb og fra og med den 1. januar 2031 opkræves fuld elafgift for opladning af elbiler både erhvervsmæssigt og privat og der vil som udgangspunkt ikke være mulighed for tilbagebetaling af en del af elafgiften.

Der er dog vedtaget en regel i elafgiftsloven om, at ordningen fortsætter i forventet yderligere fire år for el til passagerbefordring med elbusser i rutekørsel under forudsætning af, at der først opnås en EU-tilladelse efter reglerne i energibeskatningsdirektivet. Reglen sættes i kraft af skatteministeren.

Se også lov nr. lov nr. 687 af 8. juni 2017 om ændring af registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love §§ 4 og 7."

Den juridiske vejledning 2025-1 - Afsnit E.A.4.6.14.5

"[…]

Godkendte elforbrugsmålere

Der er dog tilfælde, hvor virksomheden skal anvende målere til måling og fordeling af anvendt elektricitet eller anden energi for, at virksomheden kan opnå godtgørelse af afgift af elektricitet. Det kan være ved ladestandervirksomheders måling af el til opladning af batterier i elbiler ved hjælp af målere i ladestandere.

De målere, som skal anvendes ved afregning med Skattestyrelsen, skal opfylde kravene i BEK. 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022, herunder krav om nøjagtighed. Det er dog ikke en betingelse, at selve måleren er MID-godkendt, så længe blot kravene er opfyldt.

Virksomheden skal kunne godtgøre, at måleren overholder kravene.

Sikkerhedsstyrelsen udarbejder reglerne på dette område, men det er Skattestyrelsen, der fastsætter kravene til de interne målere, som anvendes ved afregningen.

Skatteministeren har besvaret et spørgsmål om målere fra Folketinget, KEF alm. del spørgsmål 439, samling 2020-2021.

Ovenstående praksis er dog ændret i forhold til særordningen for elbiler, jf. § 21 i ændringslov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, på baggrund af det bindende svar SKM2024.303.SR og styresignalet SKM2024.555.SKTST. Styresignalet beskriver praksisændringen.

Ifølge praksisændringen kan der ikke stilles krav om, at påkrævede elmålere nødvendigvis skal opfylde kravene i BEK 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK 774 af 01/06 2022.

Det er i styresignalet beskrevet, at SKM2024.303.SR indebærer, at en påkrævet elmåler efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer alene skal have en karakter, så dens målinger kan dokumentere den forbrugte afgiftspligtige elektricitet for hvilken, der kan søges om afgiftsgodtgørelse."

Skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1 - kravet om spørgsmål om afgiftsmæssig virkning af en disposition

SKM2024.275.SR

I spørgsmål 2 ønskede det bekræftet, at et elektronisk ledsagedokument (EMCS) ikke skulle anvendes ved transport af kemiproduktet i EU. Det var Skatterådets vurdering, at spørgsmål om anvendelse af EMCS ikke vedrørte en afgiftsmæssig virkning, men vedrørte forvaltningsmæssig virksomhed. Der var ikke tale om en aktivitet, der har afgiftsmæssige konsekvenser. Skatterådet afviste derfor spørgsmålet.

SKM2019.474.SR

Skatterådet blev bl.a. spurgt, om momsbekendtgørelsens bestemmelse om forenklet faktura kunne anvendes ved delvis betaling med gavekort ved, at der anførtes, at moms udgjorde 20 % af det samlede beløb ekskl. gavekortets værdi. Skatterådet afviste at besvare spørgsmålet, idet der reelt blev spurgt om, hvordan en given faktura kunne/skulle udformes. Der var dermed ikke tale om en afklaring af den skattemæssige virkning af konkret foretagne eller påtænkte dispositioner.

SKM2021.441.SR

Spørgsmål 2 handlede om, hvorvidt spørgers handling levede op til visse formål, der ligger til grund for elafgiftsloven. Skatterådet afviste at besvare spørgsmålet, idet spørgsmålet ikke vedrørte de skatte- eller afgiftsmæssige virkninger af en disposition, som spørger har foretaget eller påtænker at foretage.

SKM2019.429.SR

Skatterådet afviste at besvare 2 spørgsmål om anvendelse af fakturaregler, idet spørgsmålene ikke kunne karakteriseres som spørgsmål om den skattemæssige virkning af en disposition.

Den juridiske vejledning 2025-1 - Afsnit A.A.3.2

"[…]

Hovedregel

Afgrænsningen af arten af mulige spørgsmål findes i SFL § 21, stk. 1, og går ud på, at "enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet." I SKM2010.103.LSR skete afvisningen, fordi spørgsmålet hverken vedrørte en konkret skatteyder, som spørgeren repræsenterede, eller spørgeren selv. Se også SKM2021.479.LSR, hvor en interesseorganisation ikke kunne få bindende svar i forhold til nogle dispositioner, som organisationen ikke selv foretog. Organisationen kunne heller ikke anses for at være repræsentant for en af organisationens medlemmer.

Det fremgår endvidere, at der kan spørges om såvel påtænkte som allerede foretagne dispositioner. Se SKM2019.350.SR, hvor Skatterådet afviste at give bindende svar på et spørgsmål, da spørgsmålet ikke angik den skattemæssige virkning af en påtænkt eller gennemført disposition. Se også SKM2019.429.SR, hvor Skatterådet afviste at besvare 2 spørgsmål om anvendelse af fakturaregler, idet spørgsmålene ikke kunne karakteriseres som spørgsmål om den skattemæssige virkning af en disposition. Se også SKM2019.474.SR, SKM2021.441.SR og SKM2024.275.SR.

Se særligt SKM2024.240.LSR vedrørende moms, hvor det stillede spørgsmål ikke vedrørte de momsmæssige virkninger for virksomheden af en eller flere konkrete påtænkte eller gennemførte leveringer af ydelser mod vederlag.

Af SFL § 21, stk. 4, følger, at visse spørgsmål skal besvares af Skatterådet.

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, at på afgiftsområdet forstås ved en disposition leverancer af varer og ydelser mod vederlag, erhvervelse af varer og ydelser mod vederlag, ud- og indførsel af varer og ydelser, udvinding eller fremstilling af afgiftspligtige varer, oplagring af afgiftspligtige varer, samt andre aktiviteter, der har afgiftsmæssige konsekvenser.

[…]"

Spørgsmål 5-8

Lovgrundlag

Momslovens § 3, stk. 1.

Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Momslovens § 4, stk. 1.

Der betales afgift at varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.

Momslovens § 27, stk. 1 - 4.

Ved levering af varer og ydelser er afgiftsgrundlaget vederlaget, herunder tilskud, der er direkte forbundet med varens eller ydelsens pris, men ikke indbefattet afgiften efter denne lov. Finder betaling helt eller delvis sted, inden levering finder sted, eller inden faktura udstedes, udgør afgiftsgrundlaget 80 pct. af det modtagne beløb.

Stk. 2. I afgiftsgrundlaget medregnes:

1)      Told og afgifter, der i henhold til andre love er opkrævet af tidligere omsætningsled, eller som betales i forbindelse med indførsel fra steder uden for EU eller ved erhvervelse af varer fra andre EU-lande, eller som det påhviler virksomheden at betale i forbindelse med den pågældende levering.

2)      Biomkostninger som udgifter til provision, emballage, forsendelse, forsikring og lign., som leverandøren forlanger afholdt af aftageren.

3)      Tilslutnings- og oprettelsesafgifter og andre beløb, som leverandøren afkræver modtageren som betingelse for levering af varer og ydelser.

4)      Agentprovision og lign. samt auktionssalær.

5)      Kreditkøbstillæg, finansieringstillæg og lign.

Stk. 3. I afgiftsgrundlaget medregnes ikke:

1)      Prisnedsættelser i form af kasserabat for forudbetaling.

2)      Kasserabat eller andre rabatter, der opnås på det tidspunkt, hvor leveringen finder sted.

3)      Beløb, som en virksomhed modtager fra aftager som godtgørelse af omkostninger afholdt i aftagers navn og for dennes regning, og som i virksomheden registreres på en udlægskonto. Virksomheden skal kunne gøre rede for de enkelte beløb for disse udgifter og kan ikke fradrage afgiften heraf.

4)      Renter, der beregnes af den til enhver tid skyldige del af købesummen, på betingelse af, at det af købekontrakten eller af bilag vedrørende betalingerne fremgår, hvor meget renten udgør af de enkelte betalinger.

Stk. 4. I afgiftsgrundlaget kan fradrages rabatter, der er betinget af vilkår, som ikke er opfyldt ved leveringen, for så vidt rabatten senere bliver effektiv.  Fradraget foretages, når rabatten bliver effektiv, og er betinget af, at der udstedes kreditnota over den ydede rabat med angivelse af afgiften. Tilsvarende gælder for andre prisafslag.

Momslovens § 37, stk. 1.

Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgifts-tilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb mv. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.

Momslovens § 46, stk. 8

Er flere virksomheder, der ikke har samme ejer, registreret under ét, jf. § 47, stk. 4, hæfter de pågældende solidarisk for betaling af afgift vedrørende de virksomheder, der er omfattet af den fælles registrering.

Momslovens § 47, stk. 4.

Flere afgiftspligtige personer, der udelukkende driver registreringspligtig virksomhed, kan efter anmodning registreres under ét. Told- og skatteforvaltningen kan tillade, at personer med momsregistreringspligtige aktiviteter kan registreres under et med personer med ikkeregistreringspligtige aktiviteter og personer uden økonomiske aktiviteter. Tilladelse kan kun gives, hvis den ene person (moderselskabet mv.) gennem direkte eller indirekte besiddelse af samtlige aktier mv. ejer den eller de andre personer (datterselskaber, datterdatterselskaber mv.), der inddrages under fællesregistreringen. Fællesregistrering kan kun ske mellem selskaber mv., der er etableret her i landet. Anmodning om fællesregistrering skal ske senest 1 måned, inden fællesregistreringen ønskes iværksat.

Momslovens § 52a, stk. 5.

Hvis varer bliver returneret efter fakturaens udstedelse, skal der udstedes kreditnota. Det samme gælder, hvis leverandøren efter fakturaens udstedelse giver afslag i prisen. Hvis der sker efterbetaling, skal der udstedes faktura over efterbetalingen.

Praksis

SKM2024.543.SR

Sagen angik Spørgers ret til fradrag for moms af elafgift vedrørende el, som var anvendt til opladning af deres kunders elbiler, og om Spørger kunne tilbagebetale kunderne den godtgjorte elafgift inkl. moms.

Skatterådet fandt, at Spørger ikke havde ret til momsfradrag svarende til momsen af den elafgift vedrørende privatkundernes elforbrug til at oplade elbil, idet betingelserne for momsfradragsretten ikke var opfyldt, jf. momslovens § 37, stk. 1. Skatterådet henså til, at der ikke var tale om en fradragsberettiget udgift afholdt af Spørger, ligesom udgiften ikke indgik blandt omkostningselementerne i prisen for Spørgers leverance til deres kunder.

SKM2022.449.SR

Spørger kan som operatør af ladestandere til el-biler få godtgjort elafgiften for elforbruget i ladestanderen. Da det er kunden, som har afholdt udgiften til elafgift i forbindelse med indkøb af elektricitet fra en elleverandør, vil Spørger tilbagebetale elafgiftsgodtgørelsen til kunden. Hovedspørgsmålet er herefter, hvordan Spørger momsmæssigt skal behandle elafgiftsgodtgørelsen, når den tilbagebetales til kunden, og elafgiftsgodtgørelsen overstiger det vederlag, som Spørger har modtaget fra kunden. I SKM2021.376.SR har Skatterådet bekræftet, at når hjemtagelsen og videregivelsen af elafgiftsgodtgørelsen knytter sig til Spørgers vederlag for levering af udleje og drift af ladebokse, kan videregivelsen af elafgiftsgodtgørelsen anses for et prisafslag omfattet af momslovens § 27, stk. 4.

Skatterådet kan ikke bekræfte:

• at der kan ske momsregulering, jf. momslovens § 27, stk. 4, for den del af prisafslaget, der overstiger vederlaget for leverancen.
• at momsreguleringen, jf. momslovens § 27, stk. 4, skal foretages i samme afgiftsperiode, som salgsmomsen afregnes. Det betyder, at hvis momsen af leveringen er bogført i en afgiftsperiode, er der ikke noget i vejen for, at kreditnotaen vedrørende prisafslaget udstedes og bogføres i en anden afgiftsperiode.
• at hvis prisafslaget overstiger det vederlag, som prisafslaget knytter sig til, kan den resterende del af prisafslaget danne grundlag for regulering af salgsmomsen vedrørende andre salgstransaktioner til kunden, fx salg af fødevarer.

SKM2021.376.SR

Spørger påtænker at drive virksomhed med udlejning og drift af ladestandere til elbiler. Aftalerne indgås med både privatpersoner og virksomheder, men ladestanderen er i nærværende anmodning altid placeret hos en privatperson. Fælles for aftalerne er, at privatpersonen skal have godtgjort et beløb af Spørger, fordi privatpersonen i første omgang afholder udgiften til den elektricitet, der bruges til at oplade elbilerne.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at det beløb, der godtgøres privatpersonen er inkl. moms, når aftalen om udleje og drift af ladestanderen er indgået med en virksomhed. Skatterådet kan bekræfte, at det beløb, der godtgøres privatpersonen er inkl. moms, når aftalen om udleje og drift af ladestanderen er indgået med en privatperson, og det endvidere er aftalt, at den elafgift, som Spørger hjemtager og videregiver til privatpersonen, skal nedbringe privatpersonens betaling for Spørgers udlejning og drift af ladestander. I dette tilfælde kan Spørgers videregivelse af elafgiftsgodtgørelsen anses for et prisafslag omfattet af momslovens § 27, stk. 4.

Den juridiske vejledning 2025-2

Afsnit D.A.3.3.1 Fællesregistrering

Regel

Hvis flere personer bliver registreret under ét, dvs. fællesregistreres, bliver de betragtet som én afgiftspligtig person, og hæfter solidarisk for betaling af moms. Se ML § 46, stk. 8 og momssystemdirektivets artikel 11.

Dette betyder, at fællesregistreringen skal opgøre én samlet fradragsprocent for alle enhederne, ligesom fællesregistreringen skal afregne momsen via ét momsregistreringsnummer.

...

Afsnit D.A.4.1.2 Levering mod vederlag

...

Direkte sammenhæng

Levering af ydelser mod vederlag forudsætter, at der består en direkte sammen-hæng mellem ydelsen og vederlaget. Se EF-domstolens dom i sag C-154/80, Coöpe-ratieve Aardappelenbewaarplaats GA, præmis 12, og dommen i sag C-102/86, Apple and Pear Development Council, præmisserne 11 og 12.

...

Retsforhold

Ydelser kan kun anses for udført mod vederlag og er derfor kun momspligtige, hvis der mellem tjenesteyderen og aftageren består et retsforhold, der vedrører en gensi-dig udveksling af ydelser, idet vederlaget til tjenesteyderen udgør momsgrundlaget for ydelsen til aftageren. Se EF-domstolens dom i sag C-16/93, Tolsma, præmis 14.

...

Afsnit D.A.11.1 Generelle betingelser for fradragsret

...

Momspligtige personer kan i henhold til momslovens § 37, stk. 1, fradrage momsen fuldt ud af de omkostninger, som alene kan henføres direkte til disses momspligtige aktiviteter.

...

Momsfradragsretten udgør en integrerende del af momsordningen og derfor som udgangspunkt ikke kan begrænses. Denne ret omfatter umiddelbart hele det afgifts-beløb, der er blevet betalt i forbindelse med transaktioner i tidligere omsætningsled. Fradragssystemet tilsigter, at den afgiftspligtige aflastes fuldt ud for den moms, denne skylder eller har erlagt i forbindelse med hele sin økonomiske virksomhed. Det fælles momssystem sikrer således, at afgiftsbyrden er neutral for enhver økonomisk virksomhed, uanset denne virksomheds formål eller resultater, forudsat at virksomheden i princippet i sig selv er momspligtig, jf. EU-Domstolens dom i sagen C-126/14, Sveda.

Ifølge fast retspraksis er en direkte og umiddelbar tilknytning mellem en bestemt indgående transaktion og én eller flere udgående transaktioner, der giver ret til fradrag, principielt nødvendig, for at en afgiftspligtig person har ret til at fratrække den betalte indgående moms, og for at omfanget af en sådan ret kan fastlægges. Retten til at fradrage den indgående moms, der er erlagt for disse goder og tjenesteydelser, er betinget af, at udgifterne til erhvervelse af disse goder eller tjenesteydelser indgår blandt omkostningselementerne i prisen for de transaktioner i senere omsætningsled, der giver ret til fradrag. Se eksempelvis præmis 57 i EU-Domstolens dom i sagen C-29/08, AB SKF.

...

Momsfradragsretten er knyttet til den faktiske levering af en vare eller en ydelse, og der opstår ingen fradragsret, når den faktiske gennemførelse af leveringen ikke har fundet sted. Spørgsmålet, om den afgiftspligtige person, der har anmodet om momsfradrag, var i god eller ond tro, er uden betydning for, om levering har fundet sted. Se SKM2019.231.HR.

Bevisbyrden for, at betingelserne for fradrag er opfyldt, påhviler den afgiftspligtige. Herunder påhviler det den afgiftspligtige at fremlægge objektive beviser for, at de påståede ydelser faktisk er blevet leveret, jf. SKM2021.456.LSR.

Afsnit D.A.11.1.2 Indkøbet skal foretages af en momspligtig person

...

Det er en betingelse for momsfradrag, at den momspligtige person optræder i sin egenskab af momspligtig person ved indkøbet. Hvis en ikke-momspligtig person foretager et indkøb, er der ikke momsfradragsret for momsen på indkøbet, og der kan ikke senere opstå en momsfradragsret. Se afsnit D.A.11.2 om tidspunktet for fradragsrettens indtræden.

Afsnit D.A.11.1.2.3 Rette omkostningsbærer

...

Krav om, at faktura er udstedt til virksomheden

Det er som udgangspunkt en betingelse for, at varen eller ydelsen kan anses for at være "leveret til virksomheden", at den afgiftspligtige person er i besiddelse af en forskriftsmæssig faktura, som er udstedt til den købende virksomhed. Se

• EF-domstolens domme i sagerne
  • C-338/98, Kommissionen mod Nederlandene og
  • C-165/86, Intiem CV
• Landsskatterettens kendelse i SKM2009.139.LSR.

Når fakturaer for investeringsomkostninger er udstedt til interessenterne i et selskab, som følge af at selskabet endnu ikke er stiftet, har selskabet dog fradragsret for momsen. Se EU-domstolens dom i sag C-280/10, Polski Trawertyn.

I sagen blev det lagt til grund, at investeringsomkostningerne var afholdt til brug for selskabets afgiftspligtige transaktioner, og at der var identitetssammenfald mellem de personer, der havde betalt købsmomsen og dem, der var deltagere i selskabet. Det er altså en betingelse, at udgiften kan anses for at vedrøre selskabets momspligtige aktiviteter og ikke må anses for at være udgifter, som er fx aktionærens udgift. Se også SKM2007.125.VLR.

Afsnit D.A.11.1.3.1.3 Betingelsen om en direkte og umiddelbar forbindelse

...

Ifølge EU-domstolens faste retspraksis er en direkte og umiddelbar tilknytning mellem et bestemt indkøb, en bestemt erhvervelse mv. og én eller flere af virksomhedens momspligtige leverancer principielt nødvendig, for at en momspligtig person har ret til at fratrække købsmomsen. Se EU-domstolens domme i sagerne

...

Domstolen har også udtrykt betingelsen på den måde, at retten til at fradrage købsmomsen for varer og ydelser, som virksomheden har indkøbt mv., er betinget af, at udgifterne til indkøbet mv. indgår blandt omkostningselementerne i prisen for de transaktioner i senere omsætningsled, der giver ret til fradrag. Se EU-domstolens domme i sagerne

C-16/00, Cibo Participations, præmis 31

C-465/03, Kretztechnik, præmis 35

C-435/05, Investrand, præmis 23, og

C-437/06, Securenta, præmis 27.

D.A.8.1.1.4. Periodisering: Betingede rabatter ML § 27, stk. 4.

...

Regel

Betingede rabatter er kasserabatter og andre rabatter, der er betinget af vilkår, som ikke er opfyldt ved leveringen (faktureringen). Der kan ikke foretages fradrag i momsgrundlaget for betingede rabatter, jf. ML § 27, stk. 4. Denne bestemmelse er nødvendig, da der af hensyn til modtagerens fradragsret for købsmoms skal udstedes fakturaer med særskilt anførsel af momsen; leverandøren kan på tidspunktet for fakturaens udstedelse ikke vide, om rabatten bliver effektiv. Se bemærkningerne til lov nr. 102 af 31/3 1967.

Den betingede rabat kan dog senere fradrages i momsgrundlaget, når den betingede rabat bliver effektiv. Se ML § 27, stk. 4.

Der kan foretages fradrag i momsgrundlaget, når rabatten ydes til momsregistrerede virksomheder, og reglen udvides, så der også kan foretages fradrag, når rabatten ydes til ikke-momsregistreringspligtige virksomheder og til private forbrugere. Se bemærkningerne til lov nr. 375 af 18. maj 1994.

Adgangen til at nedbringe momsgrundlaget ved prisafslag gælder ikke kun ved prisafslag i form af betingede rabatter, men også andre former for prisafslag, herunder eksempelvis også i forbindelse med bod for at overskride leveringsfrister og nedsættelser i den aftalte pris, som sælger må tåle, fordi det leverede ikke har været i bestillingssvarende stand, også selvom nedsættelsen benævnes som en erstatning. Den generelle adgang til at nedbringe momsgrundlaget ved prisafslag, og ikke kun ved betingede rabatter, fremgår af fast administrativ praksis fx MNA1968, 150, samt forudsætningsvis af ML § 52, stk. 5 (nu ML § 52a, stk. 5), om pligt til at udstede kreditnota ved prisafslag. Derimod har det ikke fremgået udtrykkeligt af momslovens bestemmelser om momsgrundlaget. Periodiseringsreglen er derfor præciseret ved en tilføjelse om, at tilsvarende gælder for andre prisafslag. Se bemærkningerne til lov nr. 1361 af 8. december 2010.

...

Betingelser

Der er to betingelser, som begge skal være opfyldte, for at betingede rabatter kan fradrages i momsgrundlaget:

a)      Rabatten skal effektueres før den kan holdes ude af momsgrundlaget

b)      Kreditnota.