Skatteministeriet Departementet
(v/Kammeradvokaten v/advokat Søren Horsbøl Jensen)
mod
H1
Denne afgørelse er truffet af retsassessor Karin Haisler Jessen.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 10. februar 2025.
Skatteministeriet Departementet har nedlagt påstand:
Landsskatterettens afgørelser af 11. november 2024 ophæves, og fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi af køretøjerne med stelnumrene [...1] (Seat Leon), [...2] (Seat Leon), [...3] (Kia Niro), [...4] (Kia Niro), samt [...5] (Ford Kuga) hjemvises til fornyet behandling ved Landsskatteretten.
Indbringelse af Landsskatterettens afgørelser af 11. november 2024 (bilag 1-5) for domstolene i medfør af skatteforvaltningslovens § 49.
Rettens begrundelse og resultat
H1 har ikke indleveret svarskrift inden fristens udløb. Skatteministeriet Departementets påstand er begrundet i sagens oplysninger. Retten afsiger derfor dom efter Skatteministeriet Departementets påstand.
Skatteministeriet har nedlagt påstand om, at sagsøger ikke tillægges sagsomkostninger, og har anmodet om, at sagens omkostninger ophæves.
Ministeriet har anført, at sagsøgte under klagesagen for Landsskatteretten erklærede sig enig i, at de omhandlede køretøjer skulle værdifastsættes efter registreringsafgiftsloven som nye køretøjer. Landsskatteretten traf afgørelse om, at køretøjerne ikke skulle værdifastsættes som nye køretøjer og hjemviste værdifastsættelsen til Motorstyrelsen, hvilken afgørelse blev indbragt for domstolene af Skatteministeriet. Sagsøgte afgav ikke et svarskrift med en påstand om frifindelse, hvilket er baggrunden for, at der afsiges udeblivelsesdom i sagen.
På den baggrund kan situationen betragtes sådan, at sagsøgte ikke har givet anledning til sagsanlægget.
Efter det, der er anført af Skatteministeriet, bestemte retten, at hver part betaler egne omkostninger.
T H I K E N D E S F O R R E T:
Landsskatterettens afgørelser af 11. november 2024 ophæves, og fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi af køretøjerne med stelnumrene [...1] (Seat Leon), [...2] (Seat Leon), [...3] (Kia Niro), [...4] (Kia Niro), samt [...5] (Ford Kuga) hjemvises til fornyet behandling ved Landsskatteretten.
Hver part betaler egne omkostninger.