Sag BS-18627/2024-LYN

Parter

A

mod

Skatteministeriet Departementet

(v/ advokat Rune Bo Holm Schønsted)

Denne afgørelse er truffet af dommer Gitte Holm Bagge.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 11. april 2024. 

Sagen drejer sig om prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 23. marts 2023, herunder om afgørelsen er ugyldig som følge af manglende partshøring, og om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt. 

A har nedlagt følgende påstand: 

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Landsskatterettens afgørelse af 23. marts 2023, jf. SKAT’s afgørelse af 13. januar 2017, er ugyldig, subsidiært at afgørelsen ikke har bindende virkning for parten.

Skatteministeriet Departementet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

SKAT forhøjede ved afgørelse af 13. januar 2017 Revisionsfirmaet R1-revision's (A's daværende personligt drevne virksomhed) momstilsvar for perioden 2012-2015 med i alt 116.803 kr. For så vidt angår forhøjelsen for perioden forud for tredje kvartal 2013 fremgår det af afgørelsen, at SKAT har foretaget denne ved en ekstraordinær genoptagelse af momstilsvaret med henvisning til, at A ved angivelsen af momstilsvaret har handlet groft uagtsomt.

Parterne er enige om, at forhøjelsen i det hele er materielt korrekt. 

A påklagede afgørelsen til Landsskatteretten, som ved afgørelse af 23. marts 2023 stadfæstede SKAT’s afgørelse.  

Forklaringer

A har afgivet forklaring under sagen. 

A har forklaret blandt andet, at det i Skattestyrelsens afgørelse af 13. januar 2017 nævnte bilag 1, ekstraktens side 85, ikke var vedhæftet afgørelsen. Han fik bilaget eftersendt umiddelbart efter afgørelsen, men husker ikke præcist hvornår. Sagen startede ved, at han blev udtaget til momskontrol i forbindelse med, at han afmeldte sin enkeltmandsvirksomhed og overgik til selskabsform. Sagsbehandler IA fra SKAT har været sagsbehandler under hele forløbet. Hun gennemgik materialet og fandt enkelte afvigelser i nogle år. Der var både momsdifferencer i hans og i SKAT’s favør. Der var tale om sjuskefejl fra hans side. IA sendte et forslag til afgørelse. Hen over julen 2016 sad han på et hotel i udlandet og korresponderede med hende og sin advokat, som var på ferie. Det var vigtigt for ham at have et møde med SKAT sammen med sin advokat, inden afgørelsen blev truffet. Han bad flere gange om, at der ikke blev truffet afgørelse, inden han sammen med sin advokat havde haft mulighed for at fremlægge sine synspunkter. IA sagde, at han skulle komme med forslag til datoer. Da han ikke kunne få fat i sin advokat mellem jul og nytår, skrev han til IA den 2. januar 2017. IA bekræftede, at hun ikke ville træffe afgørelse før medio januar. Han havde aldrig bedt om et møde primo januar. Han havde sagt, at han tidligst ville kunne deltage i møde primo januar, da hans advokat var ude og rejse. Da advokaten kom hjem den 7. eller 8. januar, kontaktede han ham og bad ham komme med mulige mødedatoer. Advokaten fik imidlertid ikke svaret ham, og pludselig lå afgørelsen fra SKAT der. Han havde ikke fået en frist for at komme med dato til møde. Bilag D, som han har fremlagt under hovedforhandlingen, har han fået via aktindsigt. Det er IA’s interne sagsnotat, dateret 15. april 2017. 

Adspurgt af modparten har han forklaret, at han ønskede mødet med SKAT, fordi der var argumenter, som gik på afgørelsens indhold om ekstraordinær genoptagelse, han ønskede at fremføre. Han og advokaten mente, at de med støtte i praksis, kunne redegøre for, at der ikke var handlet groft uagtsomt. Det var vigtigt for ham at få et møde til at forklare om det. Der var ikke tale om, at han ville fremlægge nye faktiske oplysninger. Tallene var der jo. Der var sket sjuskefejl på grund af et nyt edb-system.  

Afgørelsen blev indbragt for Folketingets ombudsmand, som traf afgørelse den 13. marts 2024. Folketingets ombudsmand tog ikke stilling til afgørelserne fra SKAT eller Landsskatterettens afgørelse. 

Han påklagede SKAT’s afgørelse til Landsskatteretten, hvor der var et personligt møde, hvor han fremførte sine argumenter om grov uagtsomhed igen og redegjorde for sit synspunkt om, at reglerne om partshøring ikke var blevet overholdt af SKAT. Han er ikke enig i Landsskatterettens begrundelse om, at SKAT med rimelighed kunne gå ud fra, at der ikke ville komme yderligere oplysninger, og at det kunne udelukkes, at afholdelse af et møde ville have ført til andet resultat. 

Adspurgt igen af modparten har han forklaret, at han ikke kom med nye faktiske oplysninger overfor Landsskatteretten. Det handlede om, hvorvidt afgørelsen var ugyldig som følge af manglende overholdelse af partshøringsreglerne. 

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført blandt andet:

"…

3. Anbringender

3.1 Der er sket væsentlige sagsbehandlingsfejl under skattemyndighedernes sagsbehandling hvorfor skattestyrelsens afgørelsen af 13. januar 2017, anses for ugyldighed, subsidiært ikke har virkning for parten (sagsøger).

Det gøres gældende, at der er sket væsentlige sagsbehandlingsfejl ved sagsbehandlingen hos Skattestyrelsen forud for afgørelse af 13. januar 2017. Et grundlæggende princip i dansk forvaltningsret er princippet om partshøring. Reglerne om partshøring i skattesager fremgår af Skatteforvaltningsloven, § 19, stk. 3. Heraf fremgår det, at sagsfremstillingen skal sendes til udtalelse hos sagens parter med en svarfrist, der ikke uden parternes samtykke kan være på mindre end 14 dage regnet fra høringsfristens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen.

Den 8. december 2016 fremsender jeg en mail til sagsbehandleren, IA (IA), med en afgørelse, SKM2016.471.LRS, som min advokat og jeg mente var relevant i forhold til spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse. IA vender tilbage onsdag den 14. december 2016 og meddeler pr. brev, at SKAT fortsat mener, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt og at afgørelsen SKM2016.471.LSR ikke er relevant i denne sammenhæng, uden dog af redegøre hvorfor SKAT ikke mener at denne afgørelse er relevant. Min advokat og jeg mener fortsat, at denne afgørelse er relevant og jeg fremsætter herefter hele 6 gange en skriftlig anmodning om, at det er mig magtpålæggende, at der afholdes et personligt møde med min advokat, inden SKAT træffer afgørelse i sagen. 

Sagsøgte anfører i sit påstandsdokument af 24. januar 2025, side 3 følgende:

"Det er således ikke korrekt, når A anfører, at "jeg ikke har oplyst, at jeg ønsker et møde primo januar 2017, så dette udsagn må stå for IA’s regning".

Den korrekte indhold af mailen er gengivet her:

"Hej IA, 

Tal for din mail. Jeg havde håbet, at vi kunne lukke sagen i dag. Hvis du efter mandag måtte fastholde dit synspunkt, vil jeg gerne have et møde med dig sammen med min advokat inden du træffer afgørelse. Bemærk venligst, at både min advokat og jeg først kan holde møde primo januar".

Substansen i mailen er meget klar, nemlig at jeg endnu engang fremsætter ønske om et møde med sagsbehandleren og min advokat inden der træffes afgørelse. Samtidig gør jeg opmærksom på, at min advokat og jeg ikke kunne holde møde før primo januar 2017. Dette skal læses som en bonusinformation til sagsbehandleren til brug for en mødeindkaldelse, da min advokat var taget på juleferie og først var tilbage primo januar 2017. Jeg har således ikke bedt om et møde primo januar.

Den 15. december 2016 sender jeg endnu en mail til IA og anmoder om:

"Hej IA, Tak for dit svar. Bekræft venligst, at du ikke træffer afgørelse i sagen før vi har haft mødet".

Mailsvaret fra IA af 15. december 2016:

"Hej A, Jeg bekræfter, at jeg ikke træffer afgørelse i sagen før medio januar 2017, da du ønsker at afholde et møde primo januar 2017".

I mailsvaret fra IA af 15. december 2016, anerkendes det direkte, at jeg ønsker et møde. IA burde på den baggrund, og for at overholde partshøringsreglerne i Skatteforvaltningslovens § 19, stk. 3. have indkaldt min advokat og jeg til et møde, hvor vi havde fået mulighed for at fremkomme med vores synspunkter. Partshøring er en garantiforskrift, som sikrer borgerne en ordentlig og redelig sagsbehandling, hvor man kan få mulighed for at fremkomme med sine argumenter i sagen. Skattemyndigheden har også en forpligtelse til, at få sagen fuldt belyst inden der træffes en afgørelse, jf. officialmaksimen. Når myndigheden ikke lever op til disse garantiforskrifter, medfører det som udgangspunkt afgørelsens ugyldighed.

Den 2. januar 2017 sender jeg endnu en mail til IA og oplyser, at jeg vil kontakte min advokat for at finde et tidspunkt, hvor han også kan deltage og at jeg vil vende tilbage snarest muligt. Jeg har altså endnu engang (min. 7 gang) gjort opmærksom på, at min advokat og jeg ønskede et personligt møde, hvor vi kunne fremkomme med vores synspunkter omkring hele sagsforløbet, herunder særligt spørgsmålet om sagens materielle indhold samt spørgsmålet om sagsbehandlingsfejl og ugyldighed.

Dette blev vi afskåret fra, da IA den 13. januar 2017 fremsender en afgørelse, og dette sker således før udløbet af "fristen".

IA har ikke på noget tidspunkt givet en konkret fristdato. Når hun ikke har det, så må det som minimum forstå således, at der ikke træffes afgørelse før udløbet af perioden "medio", som i henhold til Den Danske Ordbog løber fra den 11. - ca. 20. i måneden. Afgørelsen burde derfor som minimum tidligst være truffet den 21. januar 2017. SKAT burde på baggrund af min mail af 2. januar 2017 have meddelt mig en endelig frist for afholdelse af møde, en konkret dato med min 14. dage frist.

Bemærkningen på side 4 i Skatteankestyrelsen indstilling om "at SKAT med rimelighed kunne gå ud fra, at der ikke ville fremkomme yderligere oplysninger" står jo i skærende kontrast til hele den forudgående korrespondance i sagen, hvor jeg gang på gang (min. 7 gange) har anmodet om, at der ikke blev truffet afgørelse i sagen uden at min advokat og jeg fik mulighed for at redegøre for vores synspunkter, herunder særligt vores argumenter for at der ikke har været handlet groft uagtsomt.

Der henvises til SKM2012.85.LSR, hvor Landsskatteretten anså afgørelserne for ugyldige, da SKAT ikke havde afholdt møde med klageren trods hans gentagne anmodninger herom.

Ombudsmanden har flere gange kritiseret SKAT for at træffe afgørelser på et uoplyst grundlag og det fremgår af Ombudsmandens hjemmeside at:

"Når en myndighed skal afgøre en sag, skal sagens parter ofte have mulighed for at fremkomme med en udtalelse, før sagen afgøres.

Myndighedernes pligt til på eget initiativ at partshøre er ikke blot en ret for borgeren, men er også af betydning for tilliden til den offentlige forvaltning. Samtidig er partshøring en nødvendig og vigtig del af myndighedens sagsoplysning.

Manglende partshøring kan føre til, at der træffes en forkert afgørelse, fordi grundlaget for afgørelsen er forkert eller utilstrækkeligt.

Derfor kaldes partshøring også en garantiforskrift - altså en regel, som er med til at garantere, at en afgørelse er lovlig og korrekt. Hvis reglen om partshøring ikke er overholdt, vil det kunne føre til, at afgørelsen i sagen er ugyldig, og at myndigheden må behandle sagen på ny."

Partsrepræsentation, manglende orientering, ugyldighed

Reglerne om partsrepræsentation findes i Forvaltningslovens § 8. Det fremgår af Forvaltningslovens § 8, stk. 1, at den der er part i en sag, på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan lade sig repræsentere eller bistå af andre.

Som det tydeligt fremgår ovenfor, har jeg meddelt, at min advokat (partsrepræsentant) og jeg ønskede at deltage i et møde før der blev truffet afgørelse i sagen. Der vedlægges kopi af mails med min advokat JS af 30. november 2016 (bilag 3) og 18. januar 2017 (bilag 4).

Der henvises til SKAT, Den Juridiske Vejledning, afsnit A.A.7.4.2.1 om partsrepræsentation. Når en borger eller virksomhed er repræsenteret ved en anden, er Skatteforvaltningen som udgangspunkt forpligtet til at korrespondere med partsrepræsentanten. Ligeledes er Skatteforvaltningen som udgangspunkt berettiget til udelukkende at korrespondere med partsrepræsentanten, herunder om sagens afgørelse, med bindende virkning for parten.

Skattestyrelsen skulle efter de almindelige forvaltningsretlige principper herunder særligt officialmaksimen, have anmodet mig om oplysningerne om min partsrepræsentant og derefter sendt afgørelsen til denne. Afgørelsen af 13. januar 2017 har ikke bindende virkning for parten (sagsøger) før afgørelsen er sendt til partsrepræsentanten.

På baggrund af ovennævnte skal jeg fastholde at Skattestyrelsens afgørelse af 13. januar 2017 er ugyldig, subsidiært ikke har bindende retsvirkning for parten (sagsøger) da afgørelsen ikke er sendt til min partsrepræsentant, advokat JS.

3.2 Der er ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse

Det følger af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, at Skattestyrelsen, uanset de ordinære frister i § 31, kan genoptage et momstilsvar ekstraordinært, hvis den afgiftspligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at momstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Det gøres gældende, at sagsøger, ikke har handlet groft uagtsomt men alene simpelt uagtsomt, ved ikke at angive moms korrekt for 2012 og første og andet kvartal 2013. Hvis Skattestyrelsen havde foretaget ansættelsen kvartal for kvartal, som de burde, ville det fremgå, at der har været fejl i kvartalsangivelser i både Skats og min favør. Dette understøtter argumentet om, at fejlangivelserne er et udslag af ubeviste "sjuskefejl", som alene kan kategoriseres som simpel uagtsomhed og ikke er et udtryk for, at der er handlet groft uagtsomt. Ikke alle fejl er grov uagtsomhed.

…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført blandt andet:

"…

3. Anbringender

3.1 Der er ikke sket sagsbehandlingsfejl under skattemyndighedernes behandling af sagen

A gør gældende, at der er sket sagsbehandlingsfejl under skattemyndighedernes behandling af sagen, idet der ifølge ham skete partshøringsfejl under SKAT’s behandling af sagen, og idet A's advokat ikke fik tilsendt hverken SKAT’s eller Landsskatterettens afgørelse.

Da det er Landsskatterettens afgørelse af 23. marts 2023, der er til prøvelse under denne sag, skal spørgsmål om eventuelle sagsbehandlingsfejl, herunder spørgsmålene om manglende partshøring og partsrepræsentation, bedømmes i forhold til Landsskatterettens afgørelse, jf. UfR 2023.5413 H og SKM2009.467.VLR.

Der er (hvilket så vidt ses er ubestridt) ikke sket partshøringsfejl ved Landsskatteretten, og der blev da også forud for Landsskatterettens afgørelse afholdt både et telefonmøde og et retsmøde, som er gengivet i Landsskatterettens afgørelse af 23. marts 2023 på side 29. Det er ikke en fejl, at Landsskatterettens afgørelse ikke blev tilsendt A's advokat, idet A ikke på noget tidspunkt har været repræsenteret af en advokat (eller en repræsentant i øvrigt) i forbindelse med de administrative sager. Under alle omstændigheder har A’s (uholdbare) indsigelse herom ingen betydning for afgørelsens indhold eller gyldighed.

Det bemærkes for en ordens skyld, at der heller ikke er begået sagsbehandlingsfejl ved sagens behandling hos SKAT, endsige fejl der kan føre til afgørelsens ugyldighed.

Som bilag B er korrespondancen mellem A og SKAT fra perioden 8. december 2016 til 2. januar 2017 fremlagt.

Heraf fremgår, at A den 9. december 2016 oplyste SKAT’s sagsbehandler om, at A kunne holde møde primo januar 2017, jf. bilag B, side 4. Dette var første gang, at "primo januar" blev nævnt af nogen af parterne.

A skrev derefter den 14. december 2016, at "Jeg vender snarest tilbage med nogle muligheder for et møde primo januar 2017," jf. bilag B, side 9.

Efter A den 15. december 2016 endnu engang havde bekræftet at ville sende mødedatoer "snarest muligt" (bilag B, side 11), bekræftede sagsbehandleren hos SKAT samme dag, at "jeg ikke træffer afgørelse i sagen før medio januar 2017, da du ønsker at afholde et møde primo januar 2017" (min understregning) (bilag B, side 12).

Det er således ikke korrekt, når A anfører, at "jeg ikke har oplyst, at jeg ønsker et møde primo januar 2017, så dette udsagn står for IA 's regning," jf. stævningen, side 2.

Sagsbehandleren omtalte et potentielt møde primo januar 2017, da dette var A’s forslag, ligesom sagsbehandleren bekræftede, at der ikke ville blive truffet afgørelse før medio januar 2017 - dvs. ikke før den 11. januar 2017.

Idet SKAT traf afgørelse den 13. januar 2017, skete det netop medio januar 2017 og ikke før medio januar som også oplyst i mailen. Der blev ikke afholdt et møde, idet A aldrig vendte tilbage med potentielle mødedatoer. Der er i øvrigt ikke krav på et møde med skatteforvaltningen, ligesom A ikke agtede at komme med nye faktiske oplysninger, inden afgørelsen blev truffet, hvilket han stadig ikke har gjort.

Der er således ikke begået partshøringsfejl i forbindelse med SKAT’s afgørelse, endsige af konkret væsentlig karakter.

Det er heller ikke udtryk for en fejl, at SKAT i afgørelsen af 13. januar 2017 og bilag 1 hertil (retssagens bilag 10) opgjorde de momsmæssige forhøjelser pr. kalenderår og ikke pr. kvartal.

A anførte selv i sine bemærkninger til SKAT’s forslag til afgørelse, at han som udgangspunkt var enig i SKAT’s opgørelse, som var sket pr. kalenderår, jf. bilag A.

Forhøjelserne er desuden udtryk for, at SKAT har ansat A’s momstilsvar, så de stemmer overens med hans egne regnskaber. Han kan dermed ikke have været i tvivl om, hvordan forhøjelserne fordeler sig på de enkelte kvartaler. Han kunne desuden (ubestridt) se fordelingen af forhøjelsen på de enkelte kvartaler på virksomhedens skattekonto, jf. bilag C, hvilket også fremgår direkte af SKAT’s afgørelse, jf. bilag 1, side 6, hvoraf fremgår:

"Du kan se det opgjorte beløb på virksomhedens skattekonto (…)".

Det følger af den dagældende skatteforvaltningslovs § 35, stk. 5, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres tilgængelig for told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige eller indberetningspligtige. Det bemærkes i tilknytning hertil, at det følger af den dagældende bekendtgørelse om digital kommunikation på Skatteministeriets område, at skatteforvaltningslovens § 35, stk. 5, finder anvendelse, når SKAT har underrettet borgeren om, at der er nyt i borgerens skattemappe, jf. bekendtgørelsens § 2, 3. pkt., såfremt den pågældende borger har valgt at modtage henvendelser digitalt. A var netop underrettet herom, nemlig i afgørelsen, jf. ovenfor.

Det er ikke en fejl, at afgørelsen ikke indeholder en eksplicit beskrivelse af fordelingen af den samlede ændring af afgiftstilsvaret på de enkelte kvartaler, jf. herved også SKM2019.514.BR. Det fremgår klart af afgørelsen, hvor A kunne se fordelingen, og under alle omstændigheder har fraværet af en eksplicit fordeling i selve afgørelsen ikke haft betydning for sagens behandling, hverken ved SKAT, Landsskatteretten eller for byretten, jf. herved SKM2009.467.VLR.

Det har heller ikke nogen betydning for A, hvordan forhøjelserne fordeler sig, idet der ikke blev opkrævet renter for tiden forud for SKAT’s afgørelse.

Det bemærkes herudover, at det har været til A’s fordel, at afgørelsen ikke indeholder en eksplicit fordeling på kvartaler. SKAT har som følge af sammentællingen i bilag 1, s. 1, også ekstraordinært genoptaget kvartaler, hvor ændringen har bestået i en nedsættelse af momstilsvaret. F.eks. indebærer afgørelsen, at momstilsvaret for 2. kvartal 2013 er nedsat med ca. 20.000 kr., selvom skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, ikke omfatter ændringer, der er til gunst for den afgiftspligtige, jf. herved SKM2021.576.HR. A er således blevet stillet bedre, end han har krav på.

Det ligger fast, at A ikke har angivet moms korrekt som medgivet af A flere gange og senest i replikken, side 1. Skattemyndighederne var som følge heraf berettiget til at forhøje virksomhedens momstilsvar, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2.

SKAT’s forhøjelse kan alene tilsidesættes, hvis virksomheden kan godtgøre, at forhøjelsen er åbenbart urimelig eller hviler på et forkert grundlag, og det er ubestridt ikke tilfældet i denne sag, idet A er enig i, at de beløbsmæssige ændringer af hans momstilsvar samlet set er materielt korrekte.

3.2 Der er grundlag for ekstraordinær genoptagelse

Det følger af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, at Skattestyrelsen, uanset de ordinære frister i § 31, kan genoptage et momstilsvar ekstraordinært, hvis den afgiftspligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at momstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Den del af forhøjelsen, som relaterer sig til perioden forud for tredje kvartal 2013, er ikke omfattet af de ordinære frister i § 31.

Skatteministeriet gør gældende, at A handlede groft uagtsomt ved - som følge af det, som A selv kalder "sjuskefejl", jf. bilag A - ikke at angive moms korrekt for 2012 og første og andet kvartal 2013.

På momsområdet gælder der en skærpet uagtsomhedsvurdering, idet der i relation til momslovgivningen stilles strenge krav til de registreringspligtiges omhu og påpasselighed, jf. f.eks. SKM2004.326.VLR og SKM2017.212.VLR.

I denne sag, hvor en revisionsvirksomhed, der drives af en registreret revisor med en master i skat, ubestridt har angivet mindre i momstilsvar, end hvad der følger af virksomhedens egne regnskaber, er der klart handlet (mindst) groft uagtsomt.

Det er i denne sammenhæng efter fast retspraksis uden betydning, om der er sket strafferetlig tiltale, jf. f.eks. UfR 2006.1710H, UfR 2011.1458H og SKM2009.172.VLR.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

A har gjort gældende, at SKAT’s afgørelse af 13. januar 2017 er ugyldig, fordi der under behandlingen af sagen er sket væsentlige sagsbehandlingsfejl, herunder navnlig tilsidesættelse af pligten til partshøring. 

Retten bemærker, at grundlaget for rettens prøvelse er Landsskatterettens afgørelse af 23. marts 2023, og at spørgsmålet om ugyldighed på grund af formelle mangler - sagsbehandlingsfejl - derfor skal bedømmes i forhold til Landsskatterettens afgørelse. 

Det er ubestridt, at der under Landsskatterettens behandling af sagen er sket partshøring, herunder har der været skriftveksling og afholdt retsmøde, hvor A har haft mulighed for at komme med sine synspunkter og bemærkninger til sagen. A har ikke i øvrigt gjort gældende, at der ved Landsskatterettens behandling af sagen skulle være sket andre væsentlige sagsbehandlingsfejl, som kan føre til ugyldighed. 

Retten finder herefter ikke grundlag for at finde Landsskatterettens afgørelse ugyldig på grund formelle mangler. 

A har herudover gjort gældende, at der ikke er grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, af momstilsvaret for 2012 og første og andet kvartal af 2013, idet han ikke har handlet groft uagtsomt men alene simpelt uagtsomt. 

Retten finder, at A, set i lyset af hans uddannelses- og arbejdsmæssige baggrund, og idet der ved overtrædelse af momslovgivningen efter praksis anlægges en skærpet uagtsomhedsvurdering, ved at angive mindre i momstilsvar, end hvad der følger af hans egne virksomhedsregnskaber, ved grov uagtsomhed har bevirket, at momstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det forhold, at han i perioden tillige har angivet forkert momstilsvar i SKAT’s favør, og at fejlene efter hans forklaring var sjuskefejl på grund af nyt edb-system, kan ikke føre til andet resultat. Retten bemærker, at det ved vurderingen af uagtsomheden efter retspraksis er uden betydning, at der ikke er sket strafferetlig tiltale. 

Retten finder herefter, at Skattestyrelsen i medfør af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, ekstraordinært har kunne genoptage momstilsvaret for perioden frem til tredje kvartal 2013. 

På den baggrund frifindes Skatteministeriet Departementet. 

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb, herunder hovedforhandlingens varighed, og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 17.250 kr.  Skatteministeriet Departementet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet Departementet frifindes. 

A skal til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 17.250 kr. 

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.