Sag BS-46783/2023-HIL og Sag BS-46773/2023-HIL

Parter

H1

(v/ advokat Thomas Rønfeldt)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v/ advokat Daniel Rosenthal Plon)

Denne afgørelse er truffet af dommer Kristian Lind Jensen.

Sagernes baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagerne den 20. september 2023. 

Sagerne drejer sig om prøvelse af Landsskatterettens afgørelser af 20. juni 2023 vedrørende sagsøgers indberetningspligt og hæftelse for A-skat og AM-bidrag og sagsøgerens ret til fradrag for købsmoms.

H1 har nedlagt følgende påstande:

BS-46773/2023-HIL

Principalt:	Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens afgørelse af 12. juli 2021 og Landsskatterettens afgørelse af 20. juni 2023 erklæres ugyldige.
Subsidiært:	Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at der ikke er grundlag for at gennemføre indberetningspligt og hæftelse for A-skat og AM-bidrag hos Sagsøger som gennemført ved Landsskatterettens afgørelse af 20. juni 2023, hvorfor indberetningspligten og hæftelsen for A-skat og AM-bidrag skal nedsættes til DKK 0.
Mere Subsidiært	Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Landsskatterettens afgørelse af 20. juni 2023 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.
BS-46783/2023-HIL
Principalt:	Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens afgørelse af 12. juli 2021 og Landsskatterettens afgørelse af 20. juni 2023 erklæres ugyldige.
Subsidiært:	Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at der ikke er grundlag for at gennemføre den momsmæssige forhøjelse af Sagsøgers moms som gennemført ved Landsskatterettens afgørelse af 20. juni 2023, hvorfor disse forhøjelser skal nedsættes til DKK 0.
Mere Subsidiært	Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Landsskatterettens afgørelse af 20. juni 2023 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

 

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten traf den 20. juni 2023 følgende afgørelse i sag BS-46773/2023HIL (LSR sagsnr. 21-0092313) vedrørende A-skat og AM-bidrag:

"….

        Klager: H1

       Klage over: Skattestyrelsens afgørelse af 12-07-2021

        CVR-nr.: ...11

Klagepunkt	Skattestyrelsens afgørelse	Klagerens opfattelse	Landsskatterettens afgørelse
Perioden 1. januar 2019 til 31. december 2020
Skønsmæssig ansættelse af indeholdelsespligtig A-skat og hæftelse herfor	1.900.459 kr.	0 kr.	2.375.587 kr.
Skønsmæssig ansættelse af indeholdelsespligtig AM-bidrag og hæftelse herfor	300.469 kr.	0 kr.	375.587 kr.

Møde m.v.

Der har været afholdt to møder mellem selskabets repræsentant og Skatteankestyrelsens sagsbehandler, ligesom repræsentanten har udtalt sig ved et retsmøde med Landsskatteretten.

Faktiske oplysninger

H1, herefter selskabet, CVR-nr. ...11, blev stiftet den 24. maj 2019 og er registreret under branchekoden 439910 "Murere". Selskabet er ejet med 50 procent og stiftet af IA, herefter selskabets stifter. Selskabets nuværende direktør og medejer er IC, der tiltrådte i direktionen 1. september 2021, herefter selskabets administrerende direktør. Selskabet driver entreprenørvirksomhed og hermed beslægtet virksomhed, og har i 2020 udført opgaver for G1-virksomhed, G2-virksomhed, G3-virksomhed og G4-virksomhed. Selskabet er stadig aktivt.

Ifølge Det Centrale Virksomhedsregister, CVR, har selskabet, i den påklagede periode, haft mellem en og tre medarbejdere.

Selskabet blev registreret for A-skat og AM-bidrag den 19. august 2019.

Skattestyrelsen har i forbindelse med kontrol af G5-virksomhed, fundet anledning til at se nærmere på selskabets momsangivelser. Skattestyrelsen indledte kontrollen af selskabet ved materialeindkaldelse til selskabet af den 1. februar 2021, hvor Skattestyrelsen bl.a. har anmodet selskabet om saldobalancer, kontokort, bankkontoudtog m.v. Skattestyrelsen har ikke modtaget det efterspurgte materiale fra selskabet, og har gennem kontrol af underleverandører modtaget fakturaer der er udstedt til selskabet. Den 23. februar 2021 har Skattestyrelsen fået kendskab til flere fakturaer fra nogle af selskabets underleverandører, og her indkaldte Skattestyrelsen bankkontoudtog fra selskabets bank.

Skattestyrelsen har efterfølgende indhentet kontoudtog for selskabets to bankkonti i F1-bank med kontonummer X1-konto og kontonummer X2-konto, for perioden 1. januar 2019 til 23. februar 2021. Det fremgår af Skattestyrelsens oplysninger, at selskabet har foretaget følgende betalinger til underleverandørerne på i alt 3.755.868 kr. ekskl. moms på 938.967 kr.:

 

                                                                                                                         

Skattestyrelsen har på baggrund af selskabets bankkonto forhøjet selskabets momstilsvar til 938.967 kr. Skattestyrelsen har ud fra selskabets salgsmomsangivelser opgjort selskabets omsætning til 10.103.420 kr. eksklusive moms i den pågældende periode. Selskabet har til Skattestyrelsen indberettet lønninger for i alt 565.593 kr.

Skattestyrelsen har den 24. marts 2021 udsendt en foreløbig afgørelse.

Skattestyrelsen har den af 23. juni 2021 fremsendt en fornyet afgørelse, hvor der er taget højde for selskabets indberetning af moms i 3. og 4. kvartal 2020. Skattestyrelsen oplyser herudover at der er modtaget nye oplysninger, samt indsigelser fra selskabet til tidligere forslag til afgørelse. G6-virksomhed og G7-virksomhed er blevet tilføjet på skemaet over selskabets betalinger til underleverandører.

Skattestyrelsen har den 20. juni 2022 fremsendt beskrivelser af hhv. G6-virksomhed og G7-virksomhed, efter Skatteankestyrelsen har påbegyndt sagsbehandlingen.

Det fremgår af selskabets saldobalance for 2020, at selskabet har haft en omsætning på 6.133.009 kr. og udgifter til underleverandører på 3.619.183 kr. Det fremgår af selskabets kontokort for perioden 1. juli 2020 til 31. december 2020, at nogle af udgifterne til underleverandører er blevet bogført på konto X3-konto. Der er ikke fremlagt kontokort og saldobalance for 2019.

Selskabet har angivet løn med 26.441 kr. for 2019 og 539.152 kr. for 2020.

Skattestyrelsen har opgjort selskabets A-skat og AM-bidrag til følgende:

 

Beregningsgrundlag, A-skat og AM-bidrag                                                2.755.368

    

Beregnet AM-bidrag                                                  2.755.368 * 8 %			220.429
2.755.368
-220.429
Beregnet A-skat 55 %                                           2.534.939 * 55 %			1.394.216
Efterbetaling A-skat og AM-bidrag i alt			1.614.646
Beregningsgrundlag, A-skat og AM-bidrag			1.000.500
Beregnet AM-bidrag                                               1.000.500 * 8 %                                                                                       1.000.500                                                                             -80.040			80.040
Beregnet A-skat 55 %                                              920.460 * 55 %			506.253
Efterbetaling A-skat og AM-bidrag i alt			586.293

               

Skattestyrelsen har forhøjet selskabets A-skat og AM-bidrag med samlet 2.200.939 kr. for perioden 1. januar 2019 - 31. december 2020. Skattestyrelsen har i beregningsgrundlaget af selskabets indeholdelse af A-skat og AM-bidrag taget udgangspunkt i de betalinger selskabet har foretaget til underleverandørerne på i alt 3.755.868 kr. ekskl. moms.

Skattestyrelsen har indhentet følgende fakturaer vedrørende nogle af selskabets underleverandører:

Fakturadato	Fakturanr.	Underleverandør	Beløb ekskl. moms i kr.	Moms i kr.	Beløb i kr. inkl. moms:	Faktura- tekst:
13-09-2019	178	G8-virksomhed	200.00,00	50.000,00	250.000,00	Sagsnr Y1-adresse  Mandskabsleje til renovering
14- 10-2019	2019020	G9-virksomhed	200.00,00	50.000,00	250.000,00	Mandskab
23- 10-2019	8102059	G5-virksomhed	135.000,00	33.750,00	168.750,00	Mandskab til diverse bygge opgaver
25- 10-2019	8102060	G5-virksomhed	165.000,00	41.250,00	206.250,00	Mandskab til diverse bygge opgaver
19- 122019	201931	G10-virksomhed	200.000,00	50.000,00	250.000,00	Mandskab
I alt 2019			900.000,00	225.00,00	1.125.000,00
2020
30- 03-2020	1603	G11-virksomhed	205.000,00	51.250,00	256.250,00	Periode Februar og Marts Mandskabsudlejning Y2-vej Pris. ift aftale
11- 05-2020	1846	G11-virksomhed	250.000,00	62.500,00	312.500,00	Pris iht Aftale Mandskabsudlejning mandskabsudlejning til Y3-adresse
29- 05-2020	1899	G11-virksomhed	250.000,00	62.500,00	312.500,00	Pris iht Aftale Mandskabsudlejning mandskabsudlejning til Y3-adresse
25- 06-2020	456	G12-virksomhed	150.000,00	37.500,00	187.500,00	Mandskabsudlejning 1,00 stk.
I alt 2020			855.000,00	213.750,00	1.381.250,00
I alt			1.755.000,00	438.750,00	2.506.250,00

 

Selskabets repræsentant har ikke fremlagt dokumentation til understøttelse af de fremlagte fakturaer i form af time-, arbejdssedler m.v.

Selskabets repræsentant har i forbindelse med klagen til Skatteankestyrelsen fremlagt et eksempel på tilbud på renovering af et omklædningsrum i Y4-by svømmehal, selskabets salgsfakturaer for 2020, eksempel på en samarbejdsaftale - Y2-vej, e-mails af den 20. oktober 2019 og 18. februar 2020 samt ombudsmandens myndighedsguide vedrørende officialprincippet.

Det fremlagte tilbud på renovering af et omklædningsrum i Y4-by svømmehal indeholder ingen oplysninger om, hvilke opgaver der skal udføres, hvem der skal udføre opgaven samt prisen. Det fremgår ikke af tilbuddet, hvem tilbuddet er udstedt til. Der er fremlagt en tilbudsliste med priser for murer og malerarbejder, facader & Sokkel m.v. Af tilbudslisten, som vedrører "(red.fjernet.sag)", fremgår det, at entreprenøren tilbyder i henhold til udbudsmaterialet at udføre samtlige arbejder for en samlet sum af 2.440.290,00 kr. ekskl. moms. Tilbudsgiveren har ikke underskrevet tilbuddet.

Der fremgår følgende af mail af den 18. februar 2020:

"…

Bekræft lige følgende.

Udførsel 4 uger

Skrabet fuge

Omfugning af ca. 320 m2 x 600 kr. = 192.000 kr. eks moms

Fladskåren fuge

Omfugning af ca. 320 m2 x 1.100 kr. = 352.000 kr. eks moms. …"

Af mail af den 20. oktober 2019 har selskabets nuværende direktør IC vedhæftet en udfyldt tilbudsliste. Tilbudslisten er ikke underskrevet af parterne.

Af fremlagte samarbejdskontrakt vedrørende selskabets arbejde på Y2-vej fremgår, at der skal bæres identitetskort, hvor der bl.a. skal fremgå navn, billede, firma, underskrift, foto m.v. Derudover fremgår det af aftalen, at der i samarbejdskontrakten skal oplyses hvorvidt og i så fald hvilke, underentreprenører der anvendes. Det fremgår ikke af samarbejdskontrakten, hvem der har indgået samarbejdet. Kontrakten er ikke underskrevet af parterne.

Sammenhængende med samarbejdskontrakten har selskabets repræsentant vedhæftet følgende fakturaer: én fra G9-virksomhed, to fra G5-virksomhed og én fra G10-virksomhed. Herudover har selskabets repræsentant vedhæftet salgsfakturaer til G2-virksomhed, der relaterer sig til samhandelsaftalen Y2-vej.

Selskabets repræsentant har vedlagt Folketingets Ombudsmands beskrivelse af officialprincippet, hvori det beskrives hvad der skal til for at oplyse myndighedsafgørelser tilstrækkeligt, således den korrekte afgørelse træffes.

Følgende forhold gør sig gældende vedrørende se selskabets underleverandører:

G8-virksomhed, CVR-nr.: ...12, herefter G8-virksomhed, blev stiftet den (red.fjernet.dato1) og registreret under branchekoden 781000 "Arbejdsformidlingskontorer". G8-virksomhed´s formål var at formidle kontakt og arbejdskraft fra udlandet og danske virksomheder. G8-virksomhed har ifølge Det Centrale Virksomhedsregister ikke haft medarbejdere i den påklagede periode. G8-virksomhed blev den (red.fjernet.dato2) taget under konkursbehandling, og blev opløst den (red.fjernet.dato3).

Som dokumentation for samhandlen mellem selskabet foreligger der en faktura for 2019. Fakturaen vedrører "Sagsnr. Y1-adresse. Mandskabsleje til renovering". Fakturaerne er ikke specificeret nærmere med angivelse af det udførte arbejde.

Det fremgår af Skattestyrelsens oplysninger, at G8-virksomhed ikke har angivet moms i perioden 3. og 4. kvartal 2020, at Skattestyrelsen har gennemført kontrol af G8-virksomhed, at det ikke har været muligt at indhente oplysninger fra G8-virksomhed, at G8-virksomhed viderefører 94 % af indsætninger til en konto i udlandet, at G8-virksomhed i alt overfører 35.000 kr. med angivelsen "Løn", at G8-virksomhed’s konto i udlandet modtager beløb fra andre danske virksomheder bl.a. G9-virksomhed og G13-virksomhed og at G13-virksomhed har stillet bankkontoen til rådighed for G5-virksomhed.

G9-virksomhed (nu G9.1-virksomhed), CVR-nr.: ...13, herefter G9-virksomhed, blev stiftet den (red.fjernet.dato4) og registreret under branchekoden 433200 "Tømrer- og bygningssnedkervirksomhed". G9-virksomhed’s formål var at drive virksomhed, hvor kvalitet og effektivitet er fokuspunkter. G9-virksomhed har ifølge Det Centrale Virksomhedsregister ikke haft medarbejdere i den påklagede periode. G9-virksomhed blev den (red.fjernet.dato5) taget under tvangsopløsning, og blev opløst den (red.fjernet.dato6).

Som dokumentation for samhandlen mellem selskabet og G9-virksomhed foreligger der en faktura for 2019. Fakturaen vedrører "Mandskab 1,00 Stk.". Fakturaerne er ikke specificeret nærmere med angivelse af det udførte arbejde.

Det fremgår af Skattestyrelsens oplysninger, at G9-virksomhed ikke har reageret på Skattestyrelsens henvendelser, at G9-virksomhed har udstedt fakturaer inden for mange forskellige brancher for væsentlige beløb, at G9-virksomhed ikke har faktureret indkøb af de materialer som videresalg, at G9-virksomhed har videreført beløbene der indsættes på bankkontoen umiddelbart herefter, at G9-virksomhed ikke har transaktioner forbundet med almindelig virksomhedsdrift, at G9-virksomhed ikke har ført bogholderi, at G9-virksomhed har faktureret arbejdskraft uden at være arbejdsgiverregistreret og at G9-virksomhed ikke har betalt moms for 4. kvartal 2019, men har registreret salgsmoms i denne periode.

G5-virksomhed, CVR-nr.: ...14, herefter G5-virksomhed, blev stiftet den (red.fjernet.dato7) og registreret under branchekoden 783000 "Anden personaleformidling". G5-virksomhed har ifølge Det Centrale Virksomhedsregister ikke haft medarbejdere i den påklagede periode. G5-virksomhed blev opløst den (red.fjernet.dato8).

Som dokumentation for samhandlen mellem selskabet og G5-virksomhed foreligger der to fakturaer for 2019. Fakturaerne vedrører "Mandskab til diverse bygge opgaver". Fakturaerne er ikke specificeret nærmere med angivelse af det udførte arbejde.

Det fremgår af Skattestyrelsens oplysninger, at Skattestyrelsen har gennemført en kontrol med G5-virksomhed, at G5-virksomhed efter kort tids aktivitet har udstedt fakturaer for et tocifret millionbeløb, at G5-virksomhed ikke har rådet over personale, der kan have leveret de fakturerede ydelser, at G5-virksomhed har overført indsætninger på kontoen til udlandet, at ejeren af G5-virksomhed IE er blevet udsat for identitetstyveri, og at G5-virksomhed ikke har angivet moms til Skattestyrelsen.

G10-virksomhed (nu G10.1-virksomhed), CVR-nr.: ...15, herefter G10-virksomhed, blev registreret 30. august 2017 under branchekoden 411000 "Gennemførelse af byggeprojekter". G10-virksomhed var i perioden registret med følgende bibranche 782000 "Vikarbureauer". G10-virksomhed’s formål var byggeentreprise, og enhver tilknyttet branche hertil, samt at formidle kontakt og arbejdskraft fra udlandet og danske virksomheder til bygge- og speditørbranchen. Ifølge Det Centrale Virksomhedsregister har G10-virksomhed ikke haft ansatte i den påklagede periode. G10-virksomhed blev den (red.fjernet.dato9) taget under konkursbehandling, og blev opløst den (red.fjernet.dato10).

Som dokumentation for samhandlen mellem selskabet og G10-virksomhed foreligger der en faktura fra 2019. Fakturaen vedrører "Mandskab 1,00 stk.". Fakturaerne er ikke specificeret nærmere med angivelse af det udførte arbejde.

Det fremgår af Skattestyrelsens oplysninger, at G10-virksomhed ikke har ressourcerne til at levere den mandskabsudlejningen da G10-virksomhed ikke har været registreret som arbejdsgiver før 24. juli 2020, at G10-virksomhed’s bankkonto ikke har indikeret faktisk drift i G10-virksomhed og at G10-virksomhed har få konstaterbare faktiske udgifter.

G11-virksomhed, CVR-nr.: ...16, herefter G11-virksomhed, blev stiftet den (red.fjernet.dato11) og registreret under branchekoden 433900 "Anden bygningsfærdiggørelse", samt bibrancherne 461900 "Agenturhandel med blandet sortiment" og 811000 "Kombinerede serviceydelser". G11-virksomhed’s formål var at udøve virksomhed med anden bygningsfærdiggørelse, samt aktiviteter tilknyttet hertil. G11-virksomhed har ifølge Det Centrale Virksomhedsregister haft mellem seks og syv medarbejdere i den påklagede periode. G11-virksomhed blev den (red.fjernet.dato12) taget under konkursbehandling.

Som dokumentation for samhandlen mellem selskabet og G11-virksomhed foreligger der tre fakturaer for 2020. Fakturaerne vedrører "Mandskabsudlejning Y2-vej - Pris ift aftale, 1,00 Sag" og "mandskabsudlejning til Y3-adresse, 1,00 Sag". Fakturaerne er ikke specificeret nærmere med angivelse af det udførte arbejde.

Det fremgår af Skattestyrelsens oplysninger, at G11-virksomhed ikke har selvangivet selskabsindkomst for 2019 og 2020, at G11-virksomhed ikke har angivet moms af beløb der indsættes i bankerne F2-bank i Y5-land og F3-bank, at G11-virksomhed ikke har reageret på Skattestyrelsens henvendelser, at G11-virksomhed er ubekendt på adressen, at G11-virksomhed har overført penge fra F2-bank i Y5-land for derefter at overføre beløbene til andre udenlandske konti, at G11-virksomhed ikke umiddelbart har tegn på at have almindelige driftsomkostninger, at G11-virksomhed ikke har haft lønudgifter og at G11-virksomhed ikke har indsendt momsangivelser for 2020.

G12-virksomhed, CVR-nr.: ...17, herefter G12-virksomhed, blev stiftet den (red.fjernet.dato13) og registreret under branchekoden 433200 "Tømrer- og bygningssnedkervirksomhed". G12-virksomhed var i perioden registreret med følgende bibranche 782000 "Vikarbureauer". G12-virksomhed’s formål var at hjælpe til på byggepladser på alle områder. G12-virksomhed har ifølge Det Centrale Virksomhedsregister ikke haft medarbejdere i den påklagede periode. G12-virksomhed blev den (red.fjernet.dato14) taget under konkursbehandling, og blev opløst den (red.fjernet.dato15).

Som dokumentation for samhandlen mellem selskabet og G12-virksomhed foreligger der tre fakturaer for 2020. Navnet på G15-virksomhed’s direktør er ikke angivet korrekt på fakturaen. Fakturaerne vedrører "Mandskabsudlejning 1,00 Stk". Fakturaerne er ikke specificeret nærmere med angivelse af det udførte arbejde.

Det fremgår af Skattestyrelsens oplysninger, at G12-virksomhed ikke har haft lønansatte i perioden, at G12-virksomhed ikke har de tekniske ressourcer til at udføre opgaverne anført på fakturaerne, at G12-virksomhed ikke har underleverandører, at G12-virksomhed ikke har indgivet momstilsvar, at G12-virksomhed ikke har reageret på Skattestyrelsens henvendelser og at G12-virksomhed har overført overskuddet til udlandet, og at hvis overskuddet ikke overføres til udlandet overføres det til G14-virksomhed eller G15-virksomhed.

G16-virksomhed, CVR-nr.: ...18, herefter G16-virksomhed, blev registreret den (red.fjernet.dato16). G16-virksomhed er registreret under branchekoden 821100 "Kombinerede administrationsserviceydelser". G16-virksomhed var i perioden registreret under følgende bibrancher 811000 "Kombinerede serviceydelser" og 466300 "Engroshandel med maskiner til minedrift og bygge- og anlægsvirksomhed". G16-virksomhed’s formål var at drive administrationsvirksomhed. G16-virksomhed har ifølge Det Centrale Virksomhedsregister ikke haft medarbejdere i den påklagede periode. G16-virksomhed blev den (red.fjernet.dato17) taget under konkursbehandling, og blev opløst den (red.fjernet.dato18).

Selskabet har ikke, som dokumentation for samhandlen med G16-virksomhed, fremlagt én faktura. Det fremgår af selskabets kontoudtog fra F1-bank, at selskabet den 26. november 2020 har overført 125.625,00 kr. til G16-virksomhed. Det fremgår af betalingsteksten, at betalingen vedrører "Bgs G16-virksomhed". Betalingen er ikke nærmere specificeret.

Det fremgår af Skattestyrelsens oplysninger, at G16-virksomhed via en betalingsplatform har overført et trecifret millionbeløb til udlandet, at G16-virksomhed ikke har indberettet korrekt moms, at G16-virksomhed ikke har haft ansatte i perioden, at G16-virksomhed ikke har anvendt underleverandører og at G16-virksomhed ikke har haft almindelige driftsudgifter.

G17-virksomhed, CVR-nr.: ...19, herefter G17-virksomhed, blev stiftet den (red.fjernet.dato19) og registreret under branchekoden 702200 "Virksomhedsrådgivning, og anden rådgivning om driftsledelse". G17-virksomhed var i perioden registreret med følgende bibranche 811000 "Kombinerede serviceydelser". G17-virksomhed’s formål var at drive konsulentvirksomhed, personalerekruttering, servicevirksomhed samt hermed beslægtet virksomhed. G17-virksomhed har ifølge Det Centrale Virksomhedsregister ikke haft medarbejdere i den påklagede periode. G17-virksomhed blev den (red.fjernet.dato20) taget under konkursbehandling.

Selskabet har ikke som dokumentation for samhandlen med G17-virksomhed fremlagt fakturaer. Det fremgår af selskabets kontoudtog fra F1-bank, at selskabet den 16. januar 2020, 5. februar 2020 og 5. februar 2020 har overført hhv. 145.675,00 kr., 155.410,00 kr. og 262.500,00 kr. til G17-virksomhed. Det fremgår af betalingsteksten at betalingen vedrører "bgs G17-virksomhed". Betalingen er ikke nærmere specificeret.

Det fremgår af Skattestyrelsens oplysninger, at G17-virksomhed via en betalingsplatform har overført et trecifret millionbeløb til udlandet, at G17-virksomhed ikke har indberettet korrekt moms, at G17-virksomhed ikke har haft ansatte i perioden, at G17-virksomhed ikke har anvendt underleverandører og at G17-virksomhed ikke har haft almindelige driftsudgifter.

G6-virksomhed, CVR-nr.: ...20, herefter G6-virksomhed, blev registreret den (red.fjernet.dato21) under branchekoden 433200 "Tømrer- og bygningssnedkervirksomhed". G6-virksomhed’s formål var at drive byggevirksomhed. G6-virksomhed har ifølge Det Centrale Virksomhedsregister ikke haft medarbejdere i den påklagede periode. G6-virksomhed blev den (red.fjernet.dato22) taget under konkursbehandling.

Selskabet har ikke som dokumentation for samhandlen med G6-virksomhed fremlagt fakturaer. Det fremgår af kontoudtog fra F1-bank, at selskabet den 31. august og den 30. september har overført hhv. 312.500,00 kr. og 162.500,00 kr. til G6-virksomhed. Det fremgår af betalingsteksten, at betalingen vedrører "Bgs G6-virksomhed". Betalingen er ikke nærmere specificeret.

Det fremgår af Skattestyrelsens oplysninger, at G6-virksomhed i perioden ikke har rådet over en bankkonto, at G6-virksomhed ikke er arbejdsgiverregistreret, at G6-virksomhed ikke har ansatte, at G6-virksomhed ikke har anvendt underleverandører, at G6-virksomhed har genereret en omsætning på 4,5 mio. kr. indenfor en kort periode og at G6-virksomhed ikke har indberettet moms til Skattestyrelsen.

G7-virksomhed, CVR-nr.: ...21, herefter G7-virksomhed, blev stiftet den (red.fjernet.dato23) og registreret under branchekoden 782000 "Vikarbureauer". G7-virksomhed’s formål var at leje mandskab ud til alle brancher. G7-virksomhed har ifølge Det Centrale Virksomhedsregister ikke haft medarbejdere i den påklagede periode. G7-virksomhed blev den (red.fjernet.dato24) taget under konkursbehandling, og blev opløst den (red.fjernet.dato25).

Selskabet har ikke som dokumentation for samhandlen med G7-virksomhed fremlagt fakturaer. Det fremgår af selskabets kontoudtog fra F1-bank, at selskabet den 6. november og den 12. november 2020 har overført hhv. 125.000,00 kr. og 149.375,00 kr. til G7-virksomhed. Det fremgår af betalingsteksten, at betalingen vedrører hhv. "Bgs G7-virksomhed" og "Bgs G7-virksomhed". Betalingen er ikke nærmere specificeret.

Det fremgår af Skattestyrelsens oplysninger, at G7-virksomhed har udstedt fakturaer uden at angive moms til Skattestyrelsen og at G7-virksomhed har anvendt flere forskellige konti ved betaling af fakturaer.

G15-virksomhed, CVR-nr.: ...22, herefter G15-virksomhed, blev stiftet den (red.fjernet.dato26) og registreret under branchekoden 431200 "Forberedende byggepladsarbejder". G15-virksomhed var i perioden registreret under 782000 "Vikarbureauer" og 494100 "Vejgodstransport". G15-virksomhed har ifølge Det Centrale Virksomhedsregister ikke haft medarbejdere i den påklagede periode. G15-virksomhed’s formål var at drive virksomhed ved at yde forretningsservice og administration af søster- og datterselskaber. G15-virksomhed blev den (red.fjernet.dato27) taget under konkursbehandling.

Selskabet har ikke som dokumentation for samhandlen med G15-virksomhed fremlagt faktura. Det fremgår af kontoudtog selskabets kontoudtog fra F1-bank, at selskabet den 30. juli 2020, den 8. oktober 2020, den 12. november 2020 og den 25. november 2020 har overført hhv. 156.250,00 kr., 312.500,00 kr., 250.000,00 kr. og 187.500,00 kr. til G15-virksomhed. Det fremgår af betalingsteksten, at betalingerne vedrører "Bgs G15-virksomhed". Betalingen er ikke nærmere specificeret.

Det fremgår af Skattestyrelsens oplysninger, at G15-virksomhed har anvendt et setup hvor pengene føres til udlandet, at G15-virksomhed ved afregning af fakturaer har anvendt konti fra andre juridiske enheder samt lønmodtagere, at G15-virksomhed har faktureret til mange forskellige brancher, at G15-virksomhed ikke har noget bogholderi, at G15-virksomhed ikke har driftsomkostninger, at G15-virksomhed ikke har indberettet moms og A-skat til Skattestyrelsen og at G15-virksomhed ikke besvarer Skattestyrelsens henvendelser.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har for indkomstperioden 1. januar 2019 til 31. december 2020 foretaget skønsmæssig ansættelse for selskabets manglende indeholdelse af AM-bidrag til 300.469 kr. og A-skat til 1.900.469 kr., i alt 2.200.939 kr.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende (uddrag):

"…

3.1. De faktiske forhold

H1 har angivet følgende lønninger:

             Løn 2019                kr. 26.441

             Løn 2020                kr. 539.152

…

H1 har ud fra foretagne salgsmomsangivelser, oppebåret en omsætning på kr. 10.103.420 eksklusiv moms.

I samme periode har selskabet indberettet lønninger til e-Indkomst med i alt kr. 565.593.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at selskabet ikke kunne have oppebåret ovenstående omsætning alene med den til e-Indkomst indberettede løn.

H1 har overført et betydeligt beløb til underleverandører jf. beskrivelse i afsnit 1.1. og 1.4. Det er Skattestyrelsens opfattelse at underleverandørerne ikke har leveret det på fakturaerne anførte.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der er sket betaling til fiktive underleverandører, med tilbagebetaling til H1, med henblik på aflønning af en for Skattestyrelsen ukendt persongruppe, uden indberetning og indeholdelse af A-skat og AM-bidrag.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at H1 har udvist forsømmelighed. Skattestyrelsen lægger skønsmæssigt, jf. opkrævningslovens § 5 stk. 2, betalinger til underleverandører jf. beskrivelse i afsnit 1.1. og 1.4., til grund for beregning af A-skat og AM-bidrag, hvorfor Skattestyrelsen efteropkræver A-skat og AM-bidrag med nedenstående beløb hos H1 jf. kildeskattelovens §§ 46, stk. 1 og 69, stk. 1 samt arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

…"

Skattestyrelsen er i forbindelse med klagesagens behandling den 27. oktober 2021 fremkommet med følgende supplerende bemærkninger (uddrag):

"…

Skattestyrelsen har foretaget kontrol af de af selskabet anvendte underleverandører. Det er på baggrund af disse kontroller samt politiets efterforskning, at Skattestyrelsen har behandlet H1’s momsfradragsret for underleverandører som tilfældet i Skattestyrelsens afgørelse. Skattestyrelsen henviser til den foretagne gennemgang heraf i sagsfremstillingen. Skattestyrelsen gør opmærksom på, at de omtalte personer er blevet dømt på baggrund af den foretagne efterforskning.

Skattestyrelsen har udelukkende anvendt valide kontroloplysninger i sin kontrolsag.

…

Skattestyrelsen har i sagsfremstillingen gennemgået forhold hos de påståede underleverandører. Der er således ikke alene tale om udtalelser fra kriminelle bagmænd. Skattestyrelsen har anset de påståede underleverandører for fiktive ligesom politimæssig efterforskning har konkluderet det samme.

Skattestyrelsen har derfor realitetsbehandlet de pågældende underleverandører og således alene opkrævet moms jf. momslovens § 46 stk. 7 hos de underleverandører H1’s ikke indrømmes momsfradrag for.

…

der ikke er tale om en nulstilling af A-skat og AM-bidrag i den konkrete sag.

…

Klager ville have fradrag for lønudgiften på 100 kr. men klager skal samtidig hæfte for den indeholdte A-skat og AM-bidrag heraf. Det som Skattestyrelsen gentagne gange har set i lignende svigkomplekser er (red.fjernet.betegnelse) ansatte der er på overførselsindkomst i form af A-kasse- sygedagpenge - invalidepension eller anden offentlig forsørgelse. Samtidig sker der til den pågældende (red.fjernet.betegnelse) aflønning af timer. Den pågældende timeløn der for "arbejdsgiveren" er attraktiv idet pågældende opnår større avance på opgaverne og arbejdstager bibeholder offentlige ydelser samtidig med sort indtægt fra selskabet.

…

Skattestyrelsen har ikke foretaget regulering af den skattepligtige indkomst for selskabet, og således ikke beskattet klager. Skattestyrelsen har nægtet fradrag for købsmoms af underleverandørydelser, og efterfølgende pålagt selskabet hæftelse for manglende indeholdt A-skat og AM-bidrag.

…"

Skattestyrelsen er i forbindelse med klagesagens behandling den 1. juni 2022 fremkommet med følgende supplerende bemærkninger (uddrag):

"…

Skattestyrelsen henviser igen til ovenstående anførte afgørelse SKM2021.395. BR. Det er skatteyders bevisbyrde at der rent faktisk er sket levering. Skattestyrelsen har på baggrund i kontroller udført hos de underleverandører der er nægtet fradrag for, konstateret at der er tale om fiktive virksomheder, som ikke kan have leveret det på fakturaerne anførte. Skattestyrelsen henviser til beskrivelser i afgørelse af den 12. juli 2021 omkring de enkelte underleverandører. 

Af disse fremgår det bl.a. at de pågældende anvendte underleverandører ikke er i stand til at leverer det på fakturaen anførte arbejde. Repræsentanten anfører, at arbejdet er udført. Skattestyrelsen skal hertil bemærke, at der eksempelvis godt kan være foretaget murerarbejde i form af opførelse af et hus. Arbejdet kan således konstateres udført af klager idet huset er opført. Klagers underleverandør kan dog ikke have foretaget denne opførelse idet der er tale om fiktive underleverandører, der ikke har de tekniske ressourcer til at udføre opgaven. Denne mangel kan skyldes, at der er tale om en "faktura fabrik" eller underleverandøren ikke har ansatte og ikke selv har købt underleverandør ydelser der kan understøtte det fra underleverandøren udført arbejde. En faktura på levering af mandskabstimer er således en umulighed for underleverandøren. Da arbejdet er anset for udført påhviler arbejdsgiverforpligtelsen herefter klager idet personkredsen bag det udførte arbejde er ukendt. Ligeledes kan Skattestyrelsen ikke indrømme momsfradrag for den købte ydelse.

…

Klager har pligt til jf. momslovens § 74 stk. 4, pligt til at sende regnskabsmateriale til Skattestyrelsen. Regnskabet skal jf. momslovens § 55 kunne danne grundlag for Skattestyrelsens kontrol af afgiftens berigtigelse.

Tidspunktet for at Skattestyrelsen kan konstatere at klager kan have begået en strafbar handling, må være tidspunktet, hvor Skattestyrelsen kan konstatere at klager har foretaget et uretmæssigt fradrag. Alene at en fiktiv underleverandør har udstedt en faktura til klager, er ikke for klager strafbart.

Skattestyrelsen indkalder den 1. februar 2021 materiale hos klager, da Skattestyrelsen har konstateret at klager anvender underleverandører af fremmed assistance. Klager fremsender aldrig materialet til Skattestyrelsen, hvorfor Skattestyrelsen indhenter klagers bankkontoudtog direkte hos dennes bankforbindelse.

Efterfølgende udarbejder Skattestyrelsen den 24. marts 2021 forslag til ændring af moms, A-skat og AM-bidrag. Der henvises i forslag af den 24. marts 2021 til, at selskabet ikke har pligt til at sende sine bemærkninger, da Skattestyrelsen har en konkret mistanke om at selskabet har begået en strafbar overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen.

…

Ovenstående anførte begreb om manglende ressourcer til levering af det på fakturaerne anførte, er ligeledes udtryk for, at de påståede underleverandører ikke har rådet over personale eller materiel, til at kunne have leveret en momspligtig ydelse til fakturamodtager.

Henset til de forhold omkring klagers påståede underleverandører, som er anført i afgørelse af den 12. juli 2021, er det Skattestyrelsens opfattelse at klager er pålagt en skærpet bevisbyrde for, at der er leveret en ydelse til klager i henhold til de fremlagte fakturaer.

Henset til oplysninger jf. klage til Skatteankestyrelsen fremsendt den 14. oktober 2021, samt det materiale klager tidligere har fremsendt i forbindelse med sagsbehandling der ledte til afgørelse af den 12. juli 2021, er det Skattestyrelsens opfattelse at klager ikke har løftet denne bevisbyrde.

…

Skattestyrelsen har eftersendt oplysninger i forbindelse med klagesagen til Skatteankestyrelsen, om krav rettet mod underleverandørerne, herunder oplyst at krav om salgsmoms er opkrævet hos underleverandørerne efter momslovens § 46 stk. 7, ligesom der ikke er opkrævet A-skat og AM-bidrag hos underleverandørerne. Det præcise beløb der er opkrævet hos underleverandørerne, anses af Skattestyrelsen for ikke at være relevant i nærværende sag.

…"

Skattestyrelsen er i forbindelse med klagesagens behandling den 16. juni 2022 fremkommet med følgende supplerende bemærkninger (uddrag):

"…

Arbejdsgiverforpligtelsen påhviler klager i de tilfælde hvor fakturaen fra en underleverandør er konstateret fiktiv. Da arbejdet er anset for udført påhviler arbejdsgiverforpligtelsen herefter klager, idet personkredsen bag det udførte arbejde er ukendt. Ligeledes fortabes momsfradraget når der er tale om en fiktiv faktura. At der er sket elektronisk betaling ændrer ikke denne opfattelse.

Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker Skattestyrelsen at blive hørt i sagen igen, inden der træffes afgørelse i sagen.

…"

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at Skatteankestyrelsen skal anerkende, at der ikke er grundlag for at Skattestyrelsen har pålagt selskabet efterbetaling af indeholdelsespligtig A-skat og AM-bidrag for i alt 2.200.939 kr. for perioden 1. januar 2019 - 31. december 2020. Subsidiært har selskabets repræsentant fremsat påstand om at Skattestyrelsens afgørelse af 12. juli 2021 skal hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Repræsentanten har som begrundelse for påstandene anført følgende (uddrag):

"…

Ad den principale påstand

Det gøres gældende, at Skattestyrelsen opstarter og bygger sagen på baggrund af et udsagt fra nogle kriminelle bagmænd, der i rettet i Y6-by udtaler, at deres virksomheder er udtryk for fup og svindel. Det er imidlertid ikke efterprøvet, hvor valide disse oplysninger er, når de er afgivet af to parter i en kriminalsag, hvor de ikke er forpligtet til at tale sandt.

Alligevel bygger Skattestyrelsen sagen op på, at disse personer har udtalt, at deres virksomheder er udtryk for fup og svindel, uden nogen skelen til, i hvilken kontekst denne svindel har udspillet sig. Skattestyrelsen lægger til grund, at der således ikke har været nogen form for aktivitet i selskaberne, hvorfor det må være Klager, der har haft (red.fjernet.betegnelse) ansatte, hvorfor der ikke er ret til fradrag for moms, og pligt til at betale A-skat og AM-bidrag.

Men hvorfor er det resultatet. Det ved vi ikke. Skattestyrelsen har på intet tidspunkt anført, hvorfor og med hvilken dokumentation Skattestyrelsen kan vurdere, at det ikke er i de omhandlede selskaber de (red.fjernet.betegnelse) ansatte har huseret, og ikke hos Klager. Klager er aldrig blevet stoppet, kontrolleret eller andet, hvor det er konstatere, at Klager har anvendt (red.fjernet.betegnelse) ansatte.

Det principielle spørgsmål er således, er det lovligt for en forvaltning i Danmark, at man blot antager, at det er andre, der har begået et strafbart forhold som en udløber af en forklaring i retten. Det er direkte udtryk for tredjemandsvirkende udtalelser, som forvaltningen, Skattestyrelsen, lader uprøvet lægge til grund.

Det er en retssikkerhedsmæssig meget bekymrende udvikling, hvis Skattestyrelsen blot lægger andre privatpersoners forklaringer udokumenteret til grund, og laver forhøjelser af andre legitime virksomheder på dette grundlag. Men det er ikke desto mere det, der er sket i denne sag.

Skattestyrelsen opfordres derfor til [opfordring 1 til Skattestyrelsen] at fremlægge dokumentation for, at der ikke har vore aktivitet i disse virksomheder, at disse virksomheder ikke også har fået en forhøjelse af A-skat og AM-bidrag, at de forklaringer, som skattestyrelsen lægger til grund for, at der skulle være tale om fiktive virksomheder er underbygget af faktiske omstændigheder. På nuværende tidspunkt er det blot udtalelser fra kriminelle bagmæng i et større sagskompleks.

Kun ved at efterkomme denne opfordring ved vi, og Skatteankestyrelsen, om Skattestyrelsen har efterlevet officialprincippet og oplyst sagen objektivt og korrekt. Det ved hverken Klager eller Skatteankestyrelsen på nuværende tidspunkt.

Det er en forpligtelse for enhver myndighed at efterleve officialprincippet og på objektivt grundlag oplyse en sag. Den fremgangsmåde som Skattestyrelsen anvender i denne sag, er yderst tvivlsom i forhold til at oplyse sagen objektivt, idet Skattestyrelsen bygger sagen på udsagt fra personer, der står til at skulle blive straffet og som derfor har alle mulige interesser i at lyve for retten.

Det er ikke en objektiv oplysning af sagen, faktisk kan vi slet ikke efterprøve, hvad grundlaget for oplysningen af sagen er.

Det eneste Klager er blevet præsenteret for, er nogle dokumenter, der er fuldt ud i overensstemmelse med momsbekendtgørelsen og skatterettens øvrige bestemmelser, men alligevel bliver de underkendt, idet underkendelsen bygger på, at Skattestyrelsen - inden de ser dokumenterne - er af den opfattelse, at dokumenterne (fakturaer fra de omhandlede selskaber) er fiktive og ikke efterlever momsbekendtgørelsens krav.

Dette er desværre endnu et eksempel på, at Skattemyndighederne ikke efterlever princippet om god sagsbehandlingsskik, der er voldsomt kritiseret af Folketingets Ombudsmand i rapporten af 22. marts 2018.

Dette er således en del af vores principale påstand om ugyldighed, at der kan identificeres så væsentlige sagsbehandlingsfejl alene forbundet med dokumenterne i sagen og grundlaget for at vurdere dokumenterne i sagen, at sagen af den grund er ugyldig.

…

Derudover er det Klagers opfattelse, at der også er tale om brud på retssikkerhedslovens § 10.

…

Det fremgår tydeligt, at i tilfælde, hvor der er konkret mistanke om, at enkeltpersoner eller selskaber har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, er der ikke pligt til at meddele oplysninger til myndighederne.

…

Når der er mistanke om et strafbart forhold, skal dette meddeles til den "mistænkte", hvorefter denne på et oplyst grundlag kan meddele samtykke til myndigheden om at indlevere materiale eller afvise at besvare myndighedens henvendelse.

Der står imidlertid intet i bestemmelsen om, som i flere andre sager gjort gældende af Skattestyrelsen, at oplysningspligten først indtræder, når der er så konkret en mistanke, at der er grundlag for at rejse sigtelse.

Dette er en misforstået opfattelse af begrebet mistanke om et strafbart forhold. Hvis der kan rejses sigtelse, er der begrundet mistanke, og det er noget helt andet end at have konkret mistanke om en lovovertrædelse, der kan medføre straf, som ordlyden af retssikkerhedsloven fastslår det.

Udover denne fortolkning af retssikkerhedslovens oplysningspligt, gør Skattestyrelsen i alle andre sager yderligere gældende i relation til selvinkrimineringsforbuddets rækkevidde, at byretten i SKM 2017.559 har accepteret myndighedernes materialeindkaldelse, idet denne materialeindkaldelse ikke er udtryk for pålæggelse af straf.

Når afgørelsen nærlæses, giver resultatet god mening, men viser sig også ikke at være anvendelig i denne sag. Det skyldes det ret åbenlyse forhold, at nulstilling af A-skat og AM-bidrag for den person, der får sin A-skat og AM-bidrag nulstillet, alene er et spørgsmål om hæftelse, og ikke under nogen omstændigheder er strafbelagt.

Derfor kommer Byretten også, lige som Skatteankestyrelsen, frem til, at selvinkrimineringsforbuddet ikke finder anvendelse i den pågældende sag, idet der ikke kan blive tale om straf, da bestemmelserne om nulstilling af A-skat og AM-bidrag ikke kan medføre straf, men alene hæftelse.

…

Ad den subsidiære påstand

Som det næste, og et ret afgørende forhold, skal det anføres, at Klager ikke på noget tidspunkt har været straffet for at have haft (red.fjernet.betegnelse) ansatte, og i øvrigt været involveret, afhørt, sigtet eller tiltalt i sager om kædesvig eller anden form for økonomisk kriminalitet.

Skattestyrelsen antager dog alligevel, at Klager skulle have gjort sig skyldig i det strafbare forhold, nemlig at udbetale løn til (red.fjernet.betegnelse) ansatte, uden at angive, indeholde og afregne A-skat og AM-bidrag.

Derfor foretager Skattestyrelsen en forhøjelse af Klagers A-skat og AM-bidragspligtige udbetalinger.

Derudover fratager Skattestyrelsen Klager momsfradrag, idet Skattestyrelsen er af den opfattelse, at Klager ikke har undersøgt, hvilken type virksomhed Klager har handlet med, og da Skattestyrelsen antager, at de virksomheder Klager helt legitimt har handlet med, ikke har nogen realitet og dermed er fiktive, mister Klager sit fradrag for moms.

Det er imidlertid Klagers klare opfattelse, at Skattestyrelsen, ikke blot kan antage, at de virksomheder, som nævnes i forslaget til afgørelse og afgørelsen af 12. juli 2021, jf. bilag 1, skal antages at være fiktive i forhold til Klagers samhandel med disse.

Faktum er, at Klager har indgået en aftale med disse underleverandører, der har skullet udføre arbejde for Klagers kunder.

Disse kunder har aldrig blot én gang anført, at arbejdet ikke skulle være leveret. Klager har opfordret skattestyrelsen til at spørge Klagers kunder, hvilket er ret nemt, idet der ligger fakturaer på alt det udførte arbejde, men skattestyrelsen har ikke foretaget nogen undersøgelse heraf.

Skattestyrelsen har kunnet konstatere ved de fremlagte fakturaer i bilag 3, at Klager har faktureret sine kunde for det udførte arbejde, og Skattestyrelsen har samtidig kunnet konstatere af det fremlagte bilag 4, at Klager har indkøbt arbejdskraft af de i sagen nævnte virksomheder, der er faktureret i nær tilknytning til de udførte opgaver for Klagers egne kunder.

Det fremgår derfor meget tydeligt af bilagsmaterialet, at Klager har fremsendt et tilbud til sin kunde, bilag vedlagt for de store opgaver, jf. bilag 2, indgået aftale med kunden. Herefter er der indkøbt ydelser ved underleverandøren, der har leveret arbejdskraft til brug for det udførte arbejde. Dette er der faktureret for fra underleverandøren til min kunde, jf. bilag 4.

Hertil skal ydermere anføres, at alle betalinger er sket elektronisk, hvilket ses af bilag 5.

Alle betalinger, både til underleverandørerne, men også fra Klagers egne kunder er foretaget elektronisk, for netop at efterleve den forpligtelse, der er fremsat i forbindelse med vedtagelsen af ligningslovens § 8Y [indgreb mod sort arbejde].

Det fremgår af lovforslag hvor bestemmelsen blev indført, der senere blev vedtaget som ligningslovens § 8 Y, at virksomheder, for at bevare fradragsretten for moms, og for ikke at hæfte for en anden virksomheds skatter, skal betale elektronisk for ydelser eller vare og ydelser for mere end 8.000 kr. plus moms.

Klager har betalt sine kunder, og modtager alle betalinger fra sine kunder elektronisk, og har således efterlevet enhver forpligtelse, der påhviler virksomhederne i henhold til ligningslovens § 8Y.

Der er ikke andre forpligtelser, der kan pålægge en virksomhed at hæfte for en anden virksomheds skatter, og der er ikke hjemmel til at antage, at fakturaerne ikke er korrekte, når der i henhold til ligningslovens § 8Y betales elektronisk, baseret på de modtagne fakturaer. 

Skattestyrelsen har da heller ikke ville anvise, hvor i skattelovgivningen der ligger en yderligere forpligtelse for en virksomhed, til at foretage en dybere undersøgelse af en anden virksomhed andet end at sikre sig, at der modtages en faktura, der er i overensstemmelse med fakturabekendtgørelsen, at der udstedets en faktura, i overensstemmelse med fakturabekendtgørelsen, og at der sker elektronisk betaling i henhold til ligningslovens § 8X.

…

Skattestyrelsen er endvidere af den opfattelse, at det må være Klager, der har afholdt (red.fjernet.betegnelse) udgifter til (red.fjernet.betegnelse) ansatte, idet Skattestyrelsen antager, baseret på den kontrol Skattestyrelsen har gennemført i de andre virksomheder, omtalt i bilag 1, at der ikke var noget erhvervsmæssig realitet i disse selskaber.

Ikke desto mindre fremgår det af Skattestyrelsens forslag til afgørelse, at det er konstateret, at alle selskaberne har haft en aktivitet i et vist omfang, og at der er gået adskillige midler ind på disse selskabers konti, og hævet eller overført videre kort efter.

At Skattestyrelsen antager, at der ikke har været aktivitet, betyder imidlertid ikke, at disse virksomheder ikke er dem, der har afholdt sort lønninger, uden at Klager var vidende om dette.

Det fremgår af Skattestyrelsens forslag til afgørelse, at de kontrollerede selskaber har haft en vis hvid erhvervsmæssig aktivitet, og derudover modtaget massive betalinger, hvilket bestyrker, at det er disse virksomheder, der må have haft en sort aktivitet, hvis der overhovedet har været sort aktivitet - det har Klager ikke nogen mulighed for at vide eller i øvrigt undersøge.

Igen skal det i den sammenhæng fremhæves, at Klager har betalt elektronisk til de virksomheder der har udstedt faktura til Klager for den ydelse, de har leveret til Klager.

Klager har ikke hævet store kontante beløb. Alle betalinger, baseret på fakturaer, er sket elektronisk i overensstemmelse med ligningslovens § 8Y. Dette ses også af Klagers kontoudtog, vedlagt som bilag 5. Heraf fremgår, at der ikke er hævet kontanter på noget tidspunkt, og at der alene er foretaget elektroniske betalinger mellem Klager og dennes kunder og mellem Klager og dennes underleverandører.

Klager har således bestilt en ydelse fra underleverandørerne, der er leveret, og Klager har betalt på baggrund af den faktura, der er udstedt fra disse underleverandører - elektronisk - i overensstemmelse med ligningslovens § 8X.

Skattestyrelsen afviser heller ikke, som Skattestyrelsens forslag og afgørelse er formuleret, at arbejdet for Klagers kunder er udført af Klager.

Skattestyrelsen er imidlertid af den opfattelse, at det er Klager, der må have haft (red.fjernet.betegnelse) ansatte, og at Klager har betalt de regninger, der er betalt for at opnå fradrag, og har fået (red.fjernet.betegnelse) penge retur, så Klager kunne aflønne de (red.fjernet.betegnelse) ansatte.

Det må være opfattelsen hos Skattestyrelsen, sådan som sagen er vinklet vedrørende A-skat og AM-bidrag.

Men den øvelse savner for Klager enhver logik, og er i øvrigt heller ikke i overensstemmelse med virkeligheden, lige som der ikke er fremlagt et eneste bilag, dokument, eller andet der viser, at det skulle være Klager der skulle have (red.fjernet.betegnelse) ansatte.

Lad os forestille os, at Klager havde egne ansatte, som Klager skulle aflønne med eksempelvis 100 kr. i timen. Disse 100 kr. ville være fuldt fradragsberettiget som lønudgift for Klager.

Skattestyrelsen mener nu, at Klager i stedet for vil have (red.fjernet.betegnelse) ansatte, som Klager skal afregne efter Klager har modtaget en returkommission fra nogle, der efter Skattestyrelsens opfattelse, er kriminelle bagmænd.

Men fradragsretten er den samme for Klager, men samtidig ville Klager begå et strafbart forhold, altså falske fakturaer eller sort aflønning.

Det savner enhver logik, og Klager vil ikke have nogen interesse i at have (red.fjernet.betegnelse) ansatte. Der er simpelthen ikke nogen gevinst for Klager i det system.

Det ville alene have været interessant i en virksomhed, der samtidig også havde (red.fjernet.betegnelse) indkomster.

Og det er der ikke konstateret fra Skattestyrelsens side for så vidt angår Klager, og det er der i øvrigt heller ikke tale om.

Alt er bogført, og der er udstedt fakturaer på det hele, hvilket ses af bilagene i sagen, lige som Klager under hele virksomhedens levetid har haft revisor tilknyttet. Klager har ikke og har aldrig haft (red.fjernet.betegnelse) indkomster, hvilket heller ikke er anført af hverken Skattestyrelsen eller andre.

De efter Skattestyrelsens opfattelse kriminelle bagmænd kan derimod have stor interesse i at have (red.fjernet.betegnelse) ansatte til at lave deres arbejde.

For deres eneste interesse er at "stjæle" moms og A-skat og AM-bidrag fra myndighederne, idet de har fået fuld betaling for en faktura, hvorpå de har opkrævet moms, og har brugt pengene til at aflønne deres (red.fjernet.betegnelse) ansatte, så de kunne tilegne sig både momsen, A-skatten og AM-bidraget.

Det skal hertil igen fremhæves som et faktum, at Klager ikke har haft (red.fjernet.betegnelse) ansatte, ikke har aflønnet nogle med (red.fjernet.betegnelse) penge og i øvrigt ikke selv har modtaget sort betaling.

Det er også et faktum, at det arbejde Klager har betalt de omhandlede selskaber for at udføre, er blevet udført, hvorfor disse selskaber, ejet af bagmændene, må have haft ansatte, enten hvide eller (red.fjernet.betegnelse), til at udføre arbejdet.

Almindelig sund fornuft tilsiger herefter, at det må være de kriminelle bagmænd, det er mest sandsynligt, har haft (red.fjernet.betegnelse) ansatte, og ikke Klager.

…

Næsten vigtigst af alt, så har Klager, som fremhævet flere gange, betalt elektronisk for netop at overholde reglerne i ligningslovens § 8Y, så Klager fastholder retten til fradrag for både moms og skat.

Herved opnår Skattestyrelsen det elektroniske transaktionsspor, som er baggrunden for indførelsen af ligningslovens § 8Y. Og er der et elektronisk transaktionsspor, så har virksomheden efterlevet ligningslovens § 8Y, og vil derfor ikke skulle hæfte for andre skat og moms, og vil have fradrag for udgifterne afhold i overensstemmelse med de modtagne fakturaer.

Ligningslovens § 8Y er netop indført for, at virksomhederne ikke skal kontrollere hinandens fakturaer, hvis blot de betaler for varer og ydelser elektronisk.

Klager har betalt elektronisk, og i øvrigt modtaget fakturaer fra de nævnte virksomheder, som Skattestyrelsen mener er fiktive, der fuldt ud efterlever kravene i den juridiske vejledning afsnit A.B.3.3.1.4.

Skattestyrelsen har endvidere ikke anvist den hjemmel, hvormed en virksomhed, der har modtaget og udstedt fakturaer i overensstemmelse med fakturabekendtgørelsen, og i øvrigt i fuld overensstemmelse med den juridiske vejledning afsnit A.B.3.3.1.4, om kravene til en faktura, og samtidig har betalt elektronisk, og modtaget betaling elektronisk i henhold til ligningslovens § 8Y, mister sin ret til fradrag for skat og moms, og samtidig bliver betragtet som arbejdsgiver for en anden virksomheds ansatte.

Den form for "kædeansvar" er der ikke hjemmel til at gøre gældende over for Klager, og Skattestyrelsen burde forespørge Folketingets Ombudsmand, om det er i overensstemmelse med god forvaltningsskik, at antage og bygge en sag på sådanne antagelser.

Vi må således gå ud fra, at Skattestyrelsen, hvis de vil fastholde beskatningen af Klager ud fra, at Skattestyrelsen er af den opfattelse, at Klager har haft (red.fjernet.betegnelse) ansatte, at Skattestyrelsen herved fremkommer med dokumentation for, at Klager skulle have haft (red.fjernet.betegnelse) ansatte, og ikke blot de løse påstande og antagelser om, at det må Klager have haft.

Netop det forhold, at Skattestyrelsen bygger sagen op omkring antagelser fra en anden sag, er i direkte strid med god forvaltningsskik. Det har Ombudsmanden senest i sin egendrift-undersøgelse, der endte i rapporten af 22. marts 2018 fastslået.

Her fremhæver Ombudsmanden, at Skattestyrelsen skal dokumentere sine påstande. Har Skattestyrelsen ikke dokumentation for sin påstand, vil det være i strid med god forvaltningsskik at fremføre påstanden, og afgørelsen vil være ugyldig.

Skattestyrelsen har ikke fremlagt et eneste dokument, der skulle vise, at Klager skulle have haft (red.fjernet.betegnelse) ansatte.

Der er alene fremlagt forud indtagelse om, at det må Klager have haft. Men sådanne forudsætninger er i strid med god forvaltningsskik at bygge en sag op omkring, i hvert fald ifølge Ombudsmanden, som det kommer til udtryk i rapporten af 22. marts 2018.

Faktum er, at Klager har købt en ydelse af et andet dansk selskab. Klager har betalt på baggrund af en fremsendt faktura, der efterlever fakturabekendtgørelsens krav. Klager har konstateret, at den bestilte ydelse er leveret, og så har Klager ikke beskæftiget sig yderligere med disse selskaber/bagmænd.

Det ses også tydeligt af sammenhængen mellem de modtagne fakturaer, som Klager har modtaget fra de omhandlende selskaber, Klagers fakturering af sin kunde, og i øvrigt tilbudsafgivning til Klagers kunder.

Eksempel på en opgave - Y2-vej:

Vedlagt som bilag 10 er Klagers tilbud til G2-virksomhed om opgaven for Y7-bolig vedrørende Y2-vej, hvor Klager laver arbejdet for G2-virksomhed, som underleverandør, i henhold til tilbud.

Bilag 10 har samlet tilbud, faktura til G2-virksomhed og fakturaer modtaget fra underleverandører, der har udlejet arbejdskraft til Klager, samlet vedrørende dette projekt.

Til brug for denne opgave, der primært bestod af facadearbejde, havde Klager brug for arbejdskraft, idet Klager ikke havde ansatte til at kunne klare opgaven.

Derfor henvendte Klager sig i branchen, og fik anvist de selskaber der fremgår af bilag 4. Der er fakturaer udstedt af 4 forskellige selskaber, hvor Klager indlejede mandskab til den fysiske opgave med at renovere facader fra nogle af disse, jf. bilag 10, idet ingen af disse underleverandører isoleret kunne levere tilstrækkelig med kvalificeret arbejdskraft.

Klager modtager fakturaer løbende, hvor man har aftalt en fast pris med kunden om levering af mandskab til at udføre en konkret opgave (renovering af facaden). Klager betaler elektronisk, hvilket kan ses af selskabets kontoudtog for perioden, jf. bilag 5.

Der er således en helt klar sammenhæng mellem Klagers ydelse, indleje af mandskab fra underleverandør, Klagers fakturering af sin kunde, og lagers underleverandørs fakturering af Klager, som arbejdet løbende udføres.

G2-virksomhed har fået opgaven udført, og hverken G2-virksomhed eller Y7-bolig har anfægtet dette.

Opgaven er således udført, den er faktureret med moms, Klager får en faktura på indleje af mandskab med moms, og Klager betaler elektronisk.

Dette sammenholdt med, at Skattestyrelsen ikke har fremlagt et eneste dokument, eller i øvrigt sandsynliggjort, at

1)  arbejdet ikke skulle være udført,

2)  det skulle være Klager, der havde (red.fjernet.betegnelse) ansatte, hvilket Klager ikke havde og aldrig har haft,

3)  som omtalt ovenfor, er det mere nærliggende, at det er bagmændene, der havde de (red.fjernet.betegnelse) ansatte,

4)  Klager har haft revisor under hele forløbet og

5)  Skattestyrelsen bygger sin afgørelse på en antagelse om, at de underleverandører Klager har anvendt skulle være fiktive underbygger, at Skattestyrelsen er i gang med at nægte Klager fradrag og gøre ham til ansvarlig subjekt for A-skat og AM-bidrag helt uden den nødvendige hjemmel.

Dette underbygger på ingen måde, at det skulle være Klager, der har haft (red.fjernet.betegnelse) ansatte, og som derfor skulle hæfte for A-skat og AM-bidrag og i øvrigt miste sit momsfradrag.

Og netop momsfradraget bygger på momssystemdirektivets betingelser. Momssystemdirektivet pålægger heller ikke Klager at foretage en yderligere undersøgelse af den leverandør af de ydelser, som Klager køber.

Det eneste, der fremgår af EU-domstolens praksis herom er, at fradrag kan nægtes, hvis ikke der udstedes en faktura, der efterlever fakturareglerne, som i Danmark er vedtaget i fakturabekendtgørelsen.

Derudover betaler Klager i henhold til en sådan faktura, hvorfor Klager har ret til sit fradrag.

Fradrag kan også kun nægtes, hvis dette fradrag er opstået på baggrund af svig fra den, der ønsker det givne fradrag. Klager er ikke dømt for moms- eller skattesvig. Politiet har heller ikke rejst tiltale eller sigtelse mod Klager for skatte- eller momssvig. Og Klager har ikke udvist svig på noget tidspunkt, særligt da Klager betaler elektronisk på baggrund af modtagne fakturaer, i overensstemmelse med de betingelser der er opsat for virksomhederne i ligningslovens § 8Y.

Alene af den grund har Klager ret til momsfradrag for de modtagne fakturaer, der i øvrigt lever 100 % op til Skattemyndighedernes egen vejledning om fakturakrav.

Underkendes dette fradrag vil det være en traktatkrænkelse, der af myndighederne skal indbringes for EU-domstolen.

…

Der er yderligere på Skattestyrelsens anmodning, i forbindelse med arbejdet med forslag til afgørelse, efterspurgt yderligere oplysninger om kontoudskrift fra F1-bank, som Klager fremsendte til skattestyrelsen som sagens bilag 6, kontokort og saldobalance for 2020, som Klager fremsendte som sagens bilag 7 og bilag 8 og de af selskabet udstedte fakturaer for 2. halvår 2020, som Klager fremsendte som sagens bilag 9.

I den sammenhæng skal det anføres, at selskabet i hele sin levetid har haft tilknyttet revisor, og at det er revisor, der har forestået bogføring og udarbejdet Klagers regnskaber.

Af de fremsendte bilag ses det tydeligt, at Klager har haft 100 % styr på sin virksomhed. Alle betalinger er foregået elektronisk, det kan afstemmes med alle fakturaer, både indgående og udgående. Der findes ikke betalinger (ind og ud af kontoen) der ikke er underbygget af fakturaer, og alle fakturaer efterlever, i modsætning til det af skattestyrelsen gjort gældende, fakturabekendtgørelsens minimumskrav til en faktura, lige som ligningslovens krav om elektronisk betaling for at opretholde sit momsfradrag er iagttaget.

Og i den sammenhæng skal det anføres, at der ikke, også i modsætning til det af skattestyrelsen anførte, findes EU-domstolepraksis der stiller de krav til fakturaen, som skattestyrelsen anfører der skal stilles. Det bygger derfor på en fejlagtig opfattelse af momssystemdirektivet, herunder EU-domstolens praksis herom, når skattestyrelsen anfører, at fakturaerne ikke efterlever kravene til at give ret til momsfradrag.

Det er derfor samlet set Klagers opfattelse, at der ikke er grundlag for og hjemmel til at underkende fradrag for moms og skat, samt hjemmel til og grundlag for at antage, at det er Klager der skal indeholde og afregne A-skat og AM-bidrag, idet alle fakturaer opfylder lovens krav, der er betalt elektronisk som foreskrevet i ligningsloven og Klager har ikke haft ansatte til at udføre arbejdet, hverken sort eller hvidt, hvorfor Klager ikke er forpligtet til at indeholde og indbetale A-skat og AM-bidrag.

Der gøres derfor gældende, at skattestyrelsens forhøjelse af Klagers moms, skat og A-skat og AM-bidrag skal nedsættes til kr. 0, idet Klager har efterlevet de betingelser der er fastsat i loven og momsbekendtgørelsen for at bevare retten til fradrag for moms og skat.

Og når alle disse betingelser er efterlevet, kan det heller ikke antages, at det skulle være Klager der var arbejdsgiver for de ansatte, hvorfor der ikke kan fremsættes noget krav om, at det er Klager der skulle indeholde, indberette og afregne A-skat og AM-bidrag på personer, der end ikke har noget med Klagers virksomhed at gøre.

…"

Selskabets repræsentant har den 8. december 2021 fremsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 29. oktober 2021 (uddrag):

"…

Hvis ikke leveret af underleverandør, hvem så?

Skattestyrelsen skriver på side 1, sammen afsnit som ovenfor at;

"… der kan henføres til de konkrete fakturaer, som kan dokumentere eller på anden måde godtgøre, at de omhandlede tjenesteydelser rent faktisk er leveret til virksomheden af underleverandøren" [Egen understregning]

Hertil kan man stille det retoriske spørgsmål - hvem skulle ellers have leveret noget til Klagers virksomhed.

Klager har modtaget en faktura for udført arbejde. Skattestyrelsen har anerkendt i denne skrivelse, at Klagers levering til sine kunder, ikke anfægtes. Altså er der udført et stykke arbejde for Klagers kunder.

Klager har ikke eget mandskab til at udføre dette arbejde, hvorfor Klager har lejet folk fra de omtalte virksomheder. Klager modtager en faktura - helt i overensstemmelse med momsbekendtgørelsen - hvoraf ydelsen til Klager fremgår.

Hvis ikke det skulle være underleverandøren, der rent faktisk fremsender en faktura til Klager for det udførte arbejde, der skulle have udført arbejdet, hvem skulle så? Arbejdet er jo udført.

Skattestyrelsen har jo ikke fremlagt nogen form for dokumentation eller kontrol der viser, at de skulle have talt med en arbejder, der skulle have sagt de arbejdede for Klager.

Der er ikke fremlagt noget som helst fra Skattestyrelsen, der skulle indikere, at det ikke skulle være fakturavirksomheden, der skulle have lejet arbejdskraft ud til Klager.

Skattestyrelsen udsagn er således helt uden holdepunkter i dokumenter eller faktum i øvrigt, men bygger blot på antagelser - hvilket er i direkte strid med Ombudsmandens konklusioner i den omfattende rapport fra 22. marts 2018.

G5-virksomhed fundet fiktiv

Skattestyrelsen skriver på side 2;

"Skattestyrelsen foretager den pågældende kontrol idet G5-virksomhed er konstateret som en fiktiv virksomhed der indgår i kædesvig."

Skattestyrelsen opfordres [opfordring 2 til Skattestyrelsen] at fremlægge den afgørelse, dom, vurdering eller andet, hvor G5-virksomhed er fundet fiktiv. Skattestyrelsen oplyser blot, at selskabet G5-virksomhed er fundet fiktiv, men det ved Klager jo ikke. Klager har ingen mulighed for at;

1.  Efterprøve, hvem der har foretage denne vurdering

2.  Efterprøve om den er rigtig, og der er enighed mellem myndigheder herom 3. Hvad er det for en fiktiv virksomhed der er vurderet. Det kan klager heller ikke efterprøve. For er den uregistreret eller lignende, kan den jo stadig godt have en aktivitet - det ved Klager jo ikke, idet klager ikke kan efterprøve dette.

Der skal igen henvises til den almindelige forvaltningsret, og Ombudsmandens rapport af 22. marts 2018, hvoraf fremgår, at der som led i den almindelige sagsbehandling skal fremlægges dokumentation for et faktum, som Skattemyndighederne vil lægge til grund, hvis dette faktum er et andet, end det borgeren lægger til grund. Skattemyndighederne må ikke basere deres afgørelser på antagelser, men på dokumenterede faktum, og det faktum skal dokumenteres over for borgeren.

Skattestyrelsen er således forpligtet til at fremlægge dokumentation for den påstand, at G5-virksomhed skulle være fiktiv, hvis Skattestyrelsen vil anvende dette faktum i sagen. Ellers er det i strid med forvaltningslovens sagsbehandlingsregler i §§ 19 og 20, hvilket Ombudsmanden også konkluderede i sin rapport af 22. marts 2018.

Ønsker Skattestyrelsen, eller Skatteankestyrelsen for den sags skyld at lægge til grund, at G5-virksomhed er fiktiv, og dermed ikke har kunnet levere ydelser til Klager, skal Skattemyndighederne fremlægge vurderingen af dette forhold og dokumentere, hvad denne antagelse om en fiktiv virksomhed bygger på, hvis afgørelsen skal være gyldig i henhold til forvaltningsloven og skatteforvaltningsloven.

Klager imødeser derfor opfordring 2 til Skattestyrelsen opfyldt.

…

Nulstilling

Klager fastholder det i klagen anførte om sammenligneligheden med nulstilling af A-skat og AM-bidrag, hvorfor der i det hele henvises dertil.

…"

Selskabets repræsentant har den 14. juni 2022 fremsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 1. juni 2022 (uddrag):

"…

Klager fastholder tillige, at de ikke har brugt falske fakturaer, (red.fjernet.betegnelse) ansatte eller andet, men alene henholdt sig til de aftaler, de har lavet med deres underleverandører. Hvordan disse underleverandører har organiseret sig med ansatte mv., har Klager ikke forhold sig til. Klager har alene forhold sig til, om der mødte de ansatte op der skulle, og om disse leverede den aftale ydelse. Og det har de gjort hver eneste gang.

Det skal derfor også bemærkes som centralt, at Klager har betalt i overensstemmelse med de fakturaer, der i øvrigt lever op til bekendtgørelsen, og betalt elektronisk hver eneste gang. Der er ikke på Klagers konti konstateret kontante hævninger eller kontante indsættelser.

Derudover er det et faktum, at alle elektroniske betalinger fra Klagers konto stemmer 100 % med de fakturaer selskabet har modtaget, og som i øvrigt er bogført korrekt, både for så vidt angår indtægter som udgifter. Skattestyrelsen har da heller ikke kunnet konstatere en eneste afvigelse herfra.

Det er derfor også Klagers opfattelse, at fakturaudsteders eventuelle manglende indbetaling af A-skat, AM-bidrag, moms mv., ikke er Klagers ansvar, idet Klager har gjort som foreskrevet i ligningslovens § 8Y, modtaget en faktura og betalt i henhold til denne faktura elektronisk. Og dette gør sig gældende for hver eneste betaling, som Skattestyrelsen også har kunnet følge elektronisk.

Klager er derfor meget uforstående over, at Skattestyrelsen vil nægte Klager fradrag og i stedet pålægge Klager at skulle betale A-skat og AM-bidrag i stedet for.

…"

Selskabets repræsentant har til kontormødet den 2. juni 2022 oplyst, at selskabet primært står for større renoveringer og konkrete byggeopgaver, at selskabet har haft en revisor til at forestå bogføringen, at selskabet opfylder alle krav der stilles af EU-domstolen vedrørende fakturaer, at der er anvendt elektroniske betalingsformer, at selskabet ikke har haft "(red.fjernet.betegnelse)" ansatte og at aftalerne indgået med underleverandørerne på byggepladsen eller telefonisk.

Selskabets repræsentant har, til det supplerende kontormøde den 14. september 2022, oplyst at klager ikke har haft "(red.fjernet.betegnelse)" ansatte i sit selskab, at der ikke har været en relation til eventuelle økonomisk kriminelle, at det har været underleverandørernes ansvar at betale A-skat og AM-bidrag for egne ansatte, og at det er substansen i fakturaen der skal tillægges vægt og ikke de formelle fakturakrav. Repræsentanten anførte herudover, at han ønsker sagen forelagt for EU-Domstolen som et præjudicielt spørgsmål for at få afklaring på, om Skattestyrelsen i nærværende sag om underleverandører handler i strid med EU-Domstolens fortolkning af fakturakravene, herunder navnlig bevisbyrde, i forbindelse med anvendelse af momslovens § 37, der implementerer 6. direktivs artikel 17, nu momssystemdirektivets artikel 167-168. Repræsentanten henviste til støtte for sin påstand til Generaladvokatens forslag til afgørelse i domstolens dom C-247/21, særligt præmis 30 og 33. I denne Generaladvokatudtalelse bliver der redegjort for, at det er substansen af fakturaen, der skal lægges vægt på, og ikke de formelle fakturakrav.

Retsmøde

Repræsentanten fastholdt de påstande og anbringender, der er blevet fremlagt under sagen. Repræsentanten nedlagde påstand om, at Skatteankestyrelsen skal anerkende, at der ikke grundlag for at Skattestyrelsen har pålagt selskabet efterbetaling af indeholdelsespligtig A-skat og AM-bidrag for i alt 2.200.939 kr. for perioden 1. januar 2019 - 31. december 2020. Herudover anførte repræsentanten at afgørelsen er ugyldig. Fristen for at foretage en forhøjelse af selskabets A-skat og AM-bidrag er udløbet, da kundskabstidspunktet er da Københavns Byret har afsagt dom af 4. juni 2020, hvor nogle af selskabets underleverandører er blevet dømt for hvidvask, deraf følger at kravet skal anses for at være forældet.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at Skatteankestyrelsens indstilling om forhøjelse bliver fulgt, da kravet ikke kan anses som værende forældet, da kundskabstidspunktet er den 23. februar 2021, hvor Skattestyrelsen indhenter selskabets kontoudskrift fra selskabets konto i F4-bank.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen har pålagt selskabet efterbetaling af indeholdelsespligtig A-skat og AM-bidrag af udgifter til underleverandører i perioden 1. januar 2019 til 31. december 2020 på i alt 2.200.939 kr.

Retsgrundlaget

Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler personer, der erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i landet. Det er uden betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget udbetales i, og om retten til indkomsten eller vederlaget er erhvervet efter ophør af arbejdet her i landet. Dette fremgår af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1.

Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold. Dette følger af kildeskattelovens § 43, stk. 1.

I forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. Indeholdelsespligten ved udbetaling af A-indkomsten påhviler den, for hvem arbejdet udføres. Der henvises til kildeskattelovens § 46, stk. 1.

Har den indeholdelsespligtige hverken modtaget skattekort, bikort eller frikort, skal der indeholdes 55 pct. af den udbetalte eller godskrevne A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 48, stk. 7.

Personer, der har lønindkomst m.v. fra beskæftigelse udført her i landet, er pligtige til at betale arbejdsmarkedsbidrag, og bidraget udgør 8 pct. af grundlaget. Det følger af arbejdsmarkedsbidragslovens § 1. Arbejdsgiveren er indeholdelsespligtig af arbejdsmarkedsbidraget i forbindelse med udbetalingen af A-indkomsten, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat, eller som indeholder denne med for lavt beløb, er over for det offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side ved iagttagelse af bestemmelserne i kildeskatteloven. Det fremgår af kildeskattelovens § 69, stk. 1.

Kravene til udarbejdelse af regnskab fremgår af bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 323 af 11. april 2011). Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan virksomhedens afgiftstilsvar fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Den konkrete sag

Landsskatteretten har ved afgørelsen i den sammenholdte sag med sagsnr. 21-0092913 truffet afgørelse om at forhøje selskabets momstilsvar skønsmæssigt på baggrund af selskabets bankkonto for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2020 med i alt 938.967 kr. Skattestyrelsen har vurderet, at det ikke er dokumenteret, at selskabets underleverandører er reelle, og har leveret momspligtige leverancer til selskabet.

Landsskatteretten finder, at der ikke kan anses at være sket levering mod vederlag fra en afgiftspligtig person.

Flere af underleverandørerne har enten angivet forkert moms eller ikke indberettet moms i den relevante periode. Underleverandørerne G8-virksomhed, G9-virksomhed, G5-virksomhed, G12-virksomhed, G16-virksomhed, G17-virksomhed, G6-virksomhed, G7-virksomhed og G15-virksomhed har ikke haft medarbejdere i den påklagede periode, ligesom det fremgår af Skattestyrelsens kontroloplysninger, at G8-virksomhed, G9-virksomhed, G18-virksomhed, G11-virksomhed, G12-virksomhed og G15-virksomhed ikke har reageret på Skattestyrelsens henvendelser, og at G8-virksomhed, G11-virksomhed, G5-virksomhed, G12-virksomhed, G16-virksomhed, G17-virksomhed og G15-virksomhed har overført store summer til udlandet. Underleverandørerne G15-virksomhed, G7-virksomhed, G6-virksomhed, G12-virksomhed, G9-virksomhed, G11-virksomhed og G5-virksomhed har endvidere ikke indberettet moms i den relevante periode.

Selskabet har i forbindelse med klagesagens behandling fremlagt tilbud med tilhørende tilbudsliste, samarbejdskontrakt samt mails fra selskabet med udfyldt tilbudsliste. Materialet forelå ikke til brug for Skattestyrelsens behandling af sagen. Retten finder, at der ikke kan skabes en identifikation mellem det fremlagte materiale og selskabets brug af underleverandører G8-virksomhed, G9-virksomhed, G5-virksomhed, G10-virksomhed, G11-virksomhed, G12-virksomhed, G16-virksomhed, G17-virksomhed, G6-virksomhed, G7-virksomhed og G15-virksomhed. Samarbejdskontrakten og tilbuddet indeholder ikke oplysninger om underleverandørerne, herunder hvor arbejdet skal udføres og hvornår. Hverken samarbejdskontrakten eller tilbuddet er underskrevet af parterne.

Som konsekvens af Landsskatterettens afgørelse i sagen med sagsnr. 210092913 kan retten tiltræde Skattestyrelsens vurdering af, at arbejdet må anses for at være udført, idet selskabet er blevet honoreret af sin kunde. Retten lægger ved afgørelsen til grund, at selskabet har anvendt uregistreret arbejdskraft i selskabet og udbetalt (red.fjernet.betegnelse) lønninger.

Ud fra sagens oplysninger foreligger der ikke en sådan uklarhed om selskabets indeholdelsespligt, at selskabet kan fritages for hæftelsesansvar af den manglende indeholdelse af AM-bidrag og A-skat, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

Der henvises endvidere til Østre Landsrets dom af 7. november 2016, der er offentliggjort som SKM2017.117.ØLR.

Skattestyrelsen har som grundlag for opgørelsen af indeholdelsespligtig A-skat og AM-bidrag taget udgangspunkt i betalingerne til underleverandørerne som fremgår af selskabets bankkontoudtog ekskl. moms.

Da der ikke er oplysninger om, at selskabet har modtaget skattekort, bikort eller frikort, har selskabet haft pligt til at indeholde 55 % af den udbetalte A-indkomst samt 8 % i arbejdsmarkedsbidrag.

Landsskatteretten finder, at det er med rette, at Skattestyrelsen har foretaget en skønsmæssig ansættelse af beregningsgrundlaget på baggrund af selskabets bankkontoudtog. Skattestyrelsen har ved beregning af selskabets indeholdelsespligt taget udgangspunkt i betalingen til underleverandørerne ekskl. moms. Retten finder, at der ved den skønsmæssige ansættelse af det indeholdelsespligtige beløb skal tages udgangspunkt i de betalinger selskabet har foretaget til underleverandørerne inkl. moms.

Ved skønnet anvender Landsskatteretten overførslernes bruttobeløb, da det er den samlede udgift som er anvendt til sort løn. Den indeholdelsespligtige løn kan opgøres til selskabets udgifter til underleverandører på 4.694.835 kr., og ansat A-skat og AM-bidrag ændres til følgende:

Landsskatteretten finder således, at Skattestyrelsens opgørelse af indeholdelsespligtig A-skat og AM-bidrag burde have været henholdsvis 375.587 kr. og 2.375.587 kr.

Landsskatteretten ændrer dermed Skattestyrelsens afgørelse.

Forældelse

[udeladt]

Hjemvisning

Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en rekursinstans kan hjemvise en klagesag, såfremt førsteinstansens afgørelse indeholder fejl i afgørelsens retlige grundlag, eller at den er behæftet med væsentlige formelle fejl. Ligeledes bør der ske hjemvisning, såfremt sagen bygger på et forkert oplysningsgrundlag, eller at oplysningsgrundlaget ved rekursinstansen er ændret i væsentlig grad.

Landsskatteretten skal tage stilling til, om sagen skal hjemvises til Skattestyrelsen på baggrund af faktuelle mangler.

Der foreligger i den konkrete sag ingen forhold, som taler for, at sagen bør hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Repræsentantens subsidiære påstand om hjemvisning afvises, idet der ikke foreligger nye oplysninger, der ændrer sagens karakter i en sådan grad, at der er behov for ny sagsbehandling.

Landsskatteretten afviser at hjemvise sagen."

Landsskatteretten traf samme dag (20. juni 2023) følgende afgørelse i sag BS-46783/2023-HIL (LSR sagsnr. 21-0092913) vedrørende fradrag for købsmoms:

"….

Klager: H1

Klage over: Skattestyrelsens afgørelse af 12-07-2021

CVR-nr.: ...11

Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har forhøjet selskabets momstilsvar med 938.967 kr. for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2020. Forhøjelsen vedrører nægtelse af fradrag for købsmoms for selskabets udgifter til underleverandører.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Møde m.v.

Der har været afholdt to møder mellem selskabets repræsentant og Skatteankestyrelsens sagsbehandler, ligesom repræsentanten har udtalt sig ved et retsmøde med Landsskatteretten.

Faktiske oplysninger

H1, herefter selskabet, CVR-nr. ...11, blev stiftet den 24. maj 2019 og er registreret under branchekoden 439910 "Murere". Selskabet er ejet med 50 procent og stiftet af IA, herefter selskabets stifter. Selskabets nuværende direktør og medejer er IC, der tiltrådte i direktionen 1. september 2021, herefter selskabets administrerende direktør. Selskabet driver entreprenørvirksomhed og hermed beslægtet Virksomhed, og har i 2020 udført opgaver for G1-virksomhed, G2-virksomhed, G3-virksomhed og G4-virksomhed. Selskabet er stadig aktivt.

Ifølge Det Centrale Virksomhedsregister, CVR, har selskabet, i den påklagede periode, haft mellem en og tre medarbejdere.

Selskabet blev registreret for moms den 17. juni 2019. Selskabet har i den relevante periode angivet moms kvartalsvist.

Skattestyrelsen har i forbindelse med kontrol af G5-virksomhed, fundet anledning til at se nærmere på selskabets momsangivelser. Skattestyrelsen indledte kontrollen af selskabet ved materialeindkaldelse til selskabet af den 1. februar 2021, hvor Skattestyrelsen bl.a. har anmodet selskabet om saldobalancer, kontokort, bankkontoudtog m.v. Skattestyrelsen har ikke modtaget det efterspurgte materiale fra selskabet, og har gennem kontrol af underleverandører modtaget fakturaer der er udstedt til selskabet.

Skattestyrelsen har efterfølgende indhentet kontoudtog for selskabets to bankkonti i F1-bank med kontonummer X1-konto og kontonummer X2-konto, for perioden 1. januar 2019 til 23. februar 2021. Det fremgår af Skattestyrelsens oplysninger, at selskabet har foretaget følgende betalinger til underleverandørerne på i alt 3.755.868 kr. ekskl. moms på 938.967 kr.: bankkonti i F1-bank med kontonummer X1-konto og kontonummer X2-konto, for perioden 1. januar 2019 til 23. februar 2021. Det fremgår af Skattestyrelsens oplysninger, at selskabet har foretaget følgende betalinger til underleverandørerne på i alt 3.755.868 kr. ekskl. moms på 938.967 kr.:

 

                                                                         4.694.835,00     938.967,00     3.755.868,00

 

Skattestyrelsen har på baggrund af selskabets bankkonto forhøjet selskabets momstilsvar til 938.967 kr. Skattestyrelsen har ud fra selskabets salgsmomsangivelser opgjort selskabets omsætning til 10.103.420 kr. eksklusive moms i den pågældende periode.

Skattestyrelsen har den 27. september 2021 udsendt en foreløbig afgørelse.

Skattestyrelsen har den af 23. juni 2021 fremsendt en fornyet afgørelse, hvor der er taget højde for selskabets indberetning af moms i 3. og 4. kvartal 2020. Skattestyrelsen oplyser herudover at der er modtaget nye oplysninger, samt indsigelser fra selskabet til tidligere forslag til afgørelse. G6-virksomhed og G7-virksomhed er blevet tilføjet på skemaet over selskabets betalinger til underleverandører.

Skattestyrelsen har den 20. juni 2022 fremsendt beskrivelser af hhv. G6-virksomhed og G7-virksomhed, efter Skatteankestyrelsen har påbegyndt sagsbehandlingen.

Det fremgår af selskabets saldobalance for 2020, at selskabet har haft en omsætning på 6.133.009 kr. inklusive moms og udgifter til underleverandører på 3.619.183 kr. Det fremgår af selskabets kontokort for perioden 1. juli 2020 til 31. december 2020, at nogle af udgifterne til underleverandører er blevet bogført på konto X3-konto. Der er ikke fremlagt kontokort og saldobalance for 2019.

Selskabet har angivet følgende salgs- og købsmoms i den relevante periode:

 

År	Kvartal	Salgsmoms	Købsmoms	Momstilsvar
2019	1. kvartal	-	-	-
2019	2. kvartal	137.063 kr.	174.460 kr.	-37.397 kr.
2019	3. kvartal	314.147 kr.	242.943 kr.	71.204 kr.
2019	4. kvartal	541.391 kr.	367.428 kr.	173.963 kr.
2020	1. kvartal	332.788 kr.	176.240 kr.	156.548 kr.
2020	2. kvartal	345.856 kr.	353.379 kr.	-7.523 kr.
2020	3. kvartal	544.560 kr.	304.570 kr.	239.990 kr.
2020	4. kvartal	310.050 kr.	280.470 kr.	29.580 kr.
I alt		2.525.855 kr.	1.899.490 kr.	626.365 kr.

Skattestyrelsen har foretaget følgende ændringer af selskabets angivne salgs- og købsmoms:

	Kvartal		Angivet		Beregnet		Ændring
		Udgående	Indgående	Udgående	Indgående	Udgående	Indgående
2020	1. kvt.	332.788	176.240	332.788	12.273	0	-163.967
2020	2. kvt.	345.856	353.379	345.856	190.879	0	-162.500
2020	3. kvt.	544.560	304.570	544.560	147.070	0	-157.500
2020	4. kvt.	310.050	280.470	310.050	75.595	0	-204.875
2020	I alt	1.533.254	1.114.659	1.533.254	425.816	0	-688.843
2019	2. kvt.	137.063	174.460	137.063	174.460	0	0
2019	3. kvt.	314.147	242.943	314.147	192.943	0	-50.000
2019	4. kvt.	541.391	367.428	541.391	167.303	0	-200.125
	I alt	992.601	784.831	992.601	534.706	0	-250.125
	Korrektion	2020		688.842
	Korrektion	2019		250.125
	Korrektion i alt			938.967

 

Skattestyrelsen har indhentet følgende fakturaer vedrørende nogle af selskabets underleverandører:

…..

[Der henvises til de tilsvarende afsnit i kendelsen vedrørende A-skat og AM-bidrag] …..

Skattestyrelsens vejledning om selvinkriminering

Skattestyrelsen sendte den 1. februar 2021 en anmodning til selskabet om fremsendelse af materiale. På tidspunktet for materialeindkaldelsen havde Skattestyrelsen kendskab til en faktura afsendt fra G5-virksomhed til selskabet. Skattestyrelsen indkaldte materiale fra selskabet for at finde ud af, hvorvidt selskabet har fratrukket købsmoms på baggrund af fakturaen.

Den 23. februar 2021 har Skattestyrelsen fået kendskab til flere fakturaer fra nogle af selskabets underleverandører, og her indkaldte Skattestyrelsen bankkontoudtog fra selskabets bank.

I Skattestyrelsens forslag til afgørelse af den 24. marts 2021 gjorde Skattestyrelsen selskabet opmærksom på, at risikoen for at inkriminere sig selv var til stede, da selskabet muligvis har begået en strafbar handling i form af fiktive fakturaer.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende (ud drag):

"…

1.4. Skattestyrelsens endelige afgørelse

For perioden 24. maj 2019 til 30. juni 2020 har I angivet følgende købsmoms:

4. kvt.	2020	280.470
3. kvt.	2020	304.570
2. kvt.	2020	353.379
1. kvt.	2020	176.240
4. kvt.	2019	367.428
3. kvt.	2019	242.943
2. kvt.	2019	174.460
I alt		1.899.490

Skattestyrelsen har gennemgået jeres brug af underleverandører, med henblik på at vurdere jeres momsfradragsret.

Generelt for alle fakturaerne vedlagt som BILAG C til BILAG H gælder, at fakturaerne ikke opfylder momsbekendtgørelsens § 58 om krav til en faktura. Specifikationsgraden af de vedlagte fakturaer er meget lav. Det ses ikke af fakturaerne, hvor arbejdet er udført, på hvilke adresser og af hvilket personale. Ligeledes er perioden for arbejdets udførelse ofte alene angivet for et større interval, f.eks. ved angivelse af måneden for arbejdets udførelse. Skattestyrelsen har ikke modtaget timesedler der sammen med de indhentede fakturaer kan opfylde kravene jf. momsbekendtgørelsens § 58.

Ligeledes kan Skattestyrelsen konstatere I i et større omfang har gjort brug af fiktive underleverandører som indgår i momssvig. Begrundelse herfor fremgår af afsnit 1.1.

Efter Skattestyrelsen den 24. marts 2021 har fremsendt forslag om ændring af selskabets moms, A-skat og AM-bidrag, har Skattestyrelsen modtaget selskabets indsigelser. Disse er gennemgået i afsnit 1.2. Heraf fremgår det tydeligt, at H1 ikke overfor sine kunder har tilkendegivet brug af underleverandører. H1 har overfor Skattestyrelsen tilkendegivet, at H1, ikke har entydig-identifikation på de personer der har udført arbejdet for dem, ligesom de har tilkendegivet de ikke har et overblik over hvor mange personer det drejer sig om. Af materialet der er indsendt med H1 fremgår meget tydeligt, at H1’s kunder kræver en langt større identifikation og specifikationsgrad, end hvad H1 giver udtryk for at der er.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke er sammenhæng mellem hvad der er oplyst ved indsigelser via advokat, og det fremsendte materiale.

Skattestyrelsen har gennemgået ovenstående i afsnit 1.2.

Skattestyrelsen anser H1’s underleverandører for fiktive, og nægter med henvisning til momslovens § 37 stk. 1, samt med henvisning til SKM2019.332.ØLR og EU-dom Genius Holding, fradrag for købsmoms på påståede underleverandører med i alt kr. 938.967.

…"

Skattestyrelsen er i forbindelse med klagesagens behandling den 29. oktober 2021 fremkommet med følgende supplerende bemærkninger (uddrag):

"…

Indledningsvist bemærker Skattestyrelsen klagers repræsentants gentagne henvisning til ligningslovens § 8 Y. Skattestyrelsen skal bemærke, at der på intet tidspunkt i sagen er nægtet skattemæssigt fradrag.

Skattestyrelsen har ikke foretaget henvisning til ligningslovens § 8 Y, ligesom klager under sagsforløbet er blevet gjort opmærksom på, at der ikke er tale om fradragsnægtelse jf. ligningslovens § 8Y.

Ligeledes har klagers repræsentant gentagne gange anført at fakturaerne fra underleverandørerne opfylder momsbekendtgørelsens krav. Skattestyrelsen skal afvise denne påstand med følgende begrundelse:

Skattestyrelsen finder, at der på baggrund af de fremlagte fakturaer ikke kan anses at være sket levering mod vederlag fra en afgiftspligtig person. Skattestyrelsen lægger vægt på, at virksomheden for underleverandørerne ikke har fremlagt arbejdssedler eller timeopgørelser, der kan henføres til de konkrete fakturaer, som kan dokumentere eller på anden måde godtgøre, at de omhandlede tjenesteydelser rent faktisk er leveret til virksomheden af underleverandøren. Skattestyrelsen bemærker, at de enkelte fakturaer savner en fyldestgørende angivelse af omfanget og arten af de leverede ydelser.

Som eksempel henviser Skattestyrelsen til faktura fra G5-virksomhed, hvoraf fremgår følgende specifikation; "Mandskab til diverse bygge opgaver. 1 stk. kr. 135.000."

Klagers repræsentant har i nærværende klageskrift fra side 4 til side 10 oplistet forhold omkring retssikkerhedslovens § 10 og klagers ret til ikke at udtale sig herunder Skattestyrelsens forpligtelse til ikke at kræve oplysninger ved mistanke om et strafbart forhold. Skattestyrelsen skal i den forbindelse henvise til nedenstående sagsforløb, hvor der netop gøres opmærksom på der ikke er pligt til at udtale sig.

…

Skattestyrelsen har ikke på noget tidspunkt afvist fremsendt materiale. Fremsendt materiale er behandlet og beskrevet i afgørelse af den 12. juli 2021. Skattestyrelsens har netop efterprøvet om de fakturaer der er anset for fiktive rent faktisk var fratrukket af selskabet, og således indgår i opgørelsen af selskabets momstilsvar.

…

Skattestyrelsen har i henhold til den kontrol der er beskrevet i sagsfremstillingen, konstateret at underleverandørerne ikke kan have leveret det på fakturaerne anførte. H1 kan ikke have købt de fakturerede ydelser af de pågældende underleverandører idet disse ikke har de fornødne ressourcer til at foretage levering af det på fakturaerne anførte.

…

Skattestyrelsen har foretaget kontrol af de af selskabet anvendte underleverandører. Det er på baggrund af disse kontroller samt politiets efterforskning, at Skattestyrelsen har behandlet H1’s momsfradragsret for underleverandører som tilfældet i Skattestyrelsens afgørelse. Skattestyrelsen henviser til den foretagne gennemgang heraf i sagsfremstillingen. Skattestyrelsen gør opmærksom på, at de omtalte personer er blevet dømt på baggrund af den foretagne efterforskning.

Skattestyrelsen har udelukkende anvendt valide kontroloplysninger i sin kontrolsag.

…

Skattestyrelsen har i sagsfremstillingen gennemgået forhold hos de påståede underleverandører. Der er således ikke alene tale om udtalelser fra kriminelle bagmænd. Skattestyrelsen har anset de påståede underleverandører for fiktive ligesom politimæssig efterforskning har konkluderet det samme.

Skattestyrelsen har derfor realitetsbehandlet de pågældende underleverandører og således alene opkrævet moms jf. momslovens § 46 stk. 7 hos de underleverandører H1’ ikke indrømmes momsfradrag for.

…

Skattestyrelsens sag går oftest forud for en eventuel sag hos politiet. Politiet foretager ikke opgørelse af moms og skatteforhold. Denne opgave er tillagt Skattestyrelsen der efterfølgende foretager oversendelse til Skattestyrelsens strafenhed. Denne enhed udarbejder herefter evt. tiltalebegæring eller etablerer kontakt til politiet for yderligere politimæssig efterforskning.

…"

Skattestyrelsen er i forbindelse med klagesagens behandling den 1. juni 2022 fremkommet med følgende supplerende bemærkninger (uddrag):

"…

Skattestyrelsen har i afgørelse af den 12. juli 2021 side 21 skrevet følgende: "Generelt for alle fakturaerne vedlagt som BILAG C til BILAG H gælder, at fakturaerne ikke opfylder momsbekendtgørelsens § 58 om krav til en faktura. Specifikationsgraden af de vedlagte fakturaer er meget lav. Det ses ikke af fakturaerne, hvor arbejdet er udført, på hvilke adresser og af hvilket personale. Ligeledes er perioden for arbejdets udførelse ofte alene angivet for et større interval, f.eks. ved angivelse af måned for arbejdets udførelse.".

…

Fakturaer fra G11-virksomhed samt faktura nr. 178 fra G8-virksomhed, angiver arbejdssted. Faktura 1603 fra G11-virksomhed oplyser en periode for levering.

Skattestyrelsen fastholder, at ovenstående fakturaer ikke opfylder momsbekendtgørelsens § 57 (dagældende § 58) omkring fakturakrav.

…

Skattestyrelsen henviser til beskrivelser i afgørelse af den 12. juli 2021 omkring de enkelte underleverandører.

…

Klager har pligt til jf. momslovens § 74 stk. 4, pligt til at sende regnskabsmateriale til Skattestyrelsen. Regnskabet skal jf. momslovens § 55 kunne danne grundlag for Skattestyrelsens kontrol af afgiftens berigtigelse.

…

Klage side 5 og 6: "Skattestyrelsen og politiets vurdering af de fornødne ressourcer.

Skattestyrelsen anfører i skrivelsen side 3;

"De pågældende underleverandører er efter Skattestyrelsens og politiets opfattelse ikke i stand hertil, idet disse ikke har de fornødne ressourcer til at foretage levering af det på fakturaerne anførte."

 

De fornødne ressourcer er ikke et begreb, jeg nogensinde er stødt på i hverken skatteretten eller momsretten.

I momsretten tales der om menneskelige og tekniske ressourcer i forhold til fastlæggelse om der er fast forretningssted for en udenlandsk virksomhed i Danmark.

Skattestyrelsen opfordres derfor til [opfordring 3 til Skattestyrelsen] at fremlægge hjemmel for det begreb, der anvendes "de fornødne ressourcer". Skattestyrelsen opfordres dernæst til [opfordring 4 til Skattestyrelsen] at henvise til konkret praksis fra EU-Domstolen, hvor dette begreb er anvendt i relation til momssystemdirektivet og endelig opfordres Skattestyrelsen [opfordring 5 til Skattestyrelsen] at fremsende den vurdering, der er foretaget af Skattestyrelsen og Politiet af de fornødne ressourcer."

Ovenstående anførte begreb om manglende ressourcer til levering af det på fakturaerne anførte, er ligeledes udtryk for, at de påståede underleverandører ikke har rådet over personale eller materiel, til at kunne have leveret en momspligtig ydelse til fakturamodtager.

Henset til de forhold omkring klagers påståede underleverandører, som er anført i afgørelse af den 12. juli 2021, er det Skattestyrelsens opfattelse at klager er pålagt en skærpet bevisbyrde for, at der er leveret en ydelse til klager i henhold til de fremlagte fakturaer.

Henset til oplysninger jf. klage til Skatteankestyrelsen fremsendt den 14. oktober 2021, samt det materiale klager tidligere har fremsendt i forbindelse med sagsbehandling der ledte til afgørelse af den 12. juli 2021, er det Skattestyrelsens opfattelse at klager ikke har løftet denne bevisbyrde.

…

Skattestyrelsen har vedr. G5-virksomhed modtaget følgende fra Y8-kommune:

Hej.

Pågældende firma er oprettet efter identits tyveri.

En Goggle søgning viser, at der er flere firmaer oprettet af IE.

IE lever på bunden af samfundet og er førtidspensionist.

IE tør ikke politi anmelde, da der er stærkt kriminelle folk der står bag.

*pågældende firma er et andet selskab registreret til IE, indehaver af G5-virksomhed.

Forløb af Skattestyrelsens behandling af ovenstående, samt politiets behandling er ikke sideløbende, idet endelig afslutning af en straffesag, ligesom retsforløbet kan være længerevarende end Skattestyrelsens kontrol og ofte er Politiets efterforskning foranlediget af Skattestyrelsens kontrol.

…

Skattestyrelsen har eftersendt oplysninger i forbindelse med klagesagen til Skatteankestyrelsen, om krav rettet mod underleverandørerne, herunder oplyst at krav om salgsmoms er opkrævet hos underleverandørerne efter momslovens § 46 stk. 7, ligesom der ikke er opkrævet A-skat og AM-bidrag hos G16-virksomhed underleverandørerne. Det præcise beløb der er opkrævet hos underleverandørerne, anses af Skattestyrelsen for ikke at være relevant i nærværende sag.

…

Af ligningslovens § 8 Y fremgår "Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst er fradrag for udgifter vedrørende køb af varer og ydelser for personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, selskaber mv., som er skattepligtige efter selskabslovens § 1 eller § 2, og fonde, der er skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1, betinget af, at betaling sker via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrer identifikation af beløbsmodtager og betaler, medmindre betalingen samlet udgør højest 8.000 kr. inklusive moms."

Skattestyrelsen har ikke nægtet skattemæssige fradrag hos H1.

…

Skattestyrelsen forudsætter at det klager ønsker at henvise til, er momslovens § 46 stk. 12, hvoraf fremgår "En registreret aftager, der modtager varer eller ydelser fra en virksomhed her i landet, hvor betaling ikke sker via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrer identifikation af betalingsmodtager og betaler, hæfter solidarisk for betaling af afgiften, såfremt betalingsmodtageren har uddraget afgiften af leverancen, medmindre betalingen samlet udgør højst 8.000 kr. inklusive afgift."

Skattestyrelsen har ikke nægtet fradrag for købsmoms med henvisning til momslovens § 46 stk. 12 (og ligeledes ikke efter ligningslovens § 8 Y). Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke er sket levering af en momspligtig ydelse, hvorved klager ikke kan opnå ret til fradrag efter momslovens § 37 stk. 1. Skattestyrelsen nægter fradrag for momsen, med henvisning til momslovens § 37 stk. 1, samt med henvisning til dansk- og EU retspraksis, jf. afgørelse af 12. juli 2021.

Repræsentantens inddragelse af ligningslovens § 8Y ses således ikke at have relevans i nærværende sag.

…

Problematikken omkring ID. Skattestyrelsen har ikke anmodet om denne dokumentation. Klager har selv fremsendt kontrakt med sine kunder, hvoraf fremgår at der er krav om dokumentation i form af billede ID. Yderligere skriver klager i oprindelig klageskrift side 17, 2. afsnit "… klager har ikke været vidende om, eller interesseret i, hvor mange folk der kom.". Dette syntes ikke at være i harmoni med de fremsendt kontrakter hvor der er krav om billede ID i form af arbejdsudførende personer bærer synligt billede ID.

…"

Skattestyrelsen er i forbindelse med klagesagens behandling den 16. juni 2022 fremkommet med følgende supplerende bemærkninger (uddrag):

"…

Skattestyrelsen skal bemærke, at de pågældende købsfakturaer der af klager er erhvervet fra de omtalte underleverandører er nægtet grundet gennemført kontrol af selskaberne af Skattestyrelsen. Dette sker ofte i samarbejde med politiet. Som det fremgår af beskrivelserne omkring underleverandørerne i afgørelsen er de pågældende underleverandører ikke er i stand til at leverer det på fakturaen anførte arbejde. Denne konklusion i de pågældende sager er foretaget på baggrund af grundig kontrol af underleverandørens moms- og skattemæssige forhold herunder særligt gennemgang af underleverandørens bankkonti.

Som tidligere anført kan Skattestyrelsen i disse sager konstatere der ikke kan være sket levering fra de pågældende underleverandører.

…

Skattestyrelsen har i afgørelsen inddraget oplysninger om andre virksomheders skatte- og momsmæssige forhold, som sædvanligvis vil være underlagt Skattestyrelsens tavshedspligtsbestemmelser i skatteforvaltningslovens § 17.

Under hensyntagen til Skattestyrelsens begrundelsespligt i forvaltningslovens § 24, jf. skatteforvaltningslovens § 19, kan Skattestyrelsen give oplysninger om andre personer og virksomheders skatte- og momsmæssige forhold, hvis det er af afgørende betydning for sagen. Det vurderes, at oplysninger om andre personer og virksomheders forhold, er vigtige for at denne sag er fuldt ud begrundet.

Klager ønsker domstolssager fremlagt til dokumentation for Skattestyrelsens påstand. Tidshorisonten for en domstolsafgørelse er væsentlig længere end Skattestyrelsens kontrol herunder domstolsafgørelsen ofte afventer politiets yderligere efterforskning af forholdet når dette oversendes fra Skattestyrelsen til politiet. Når Skattestyrelsen har konstateret, at en virksomhed er fiktiv så afventer Skattestyrelsen ikke domstolsafgørelsen før man påbegynder kontrol af om fakturaer fra den fiktive underleverandører er fratrukket hos køber som i tilfældet i nærværende klagesag.

…

Skattestyrelsen har ikke betvivlet de pågældende betalinger og bogføring af disse hos klager, ligesom der ikke er fundet afvigelser imellem de fiktive fakturaer og den elektroniske betaling. Klagers bogføring og regnskabsmæssig behandling af en fiktiv faktura kan ikke udløse moms eller skattemæssig fradrag hos klager når den pågældende faktura er konstateret fiktiv i henhold til Skattestyrelsens kontrol og politiets efterforskning.

…"

Skattestyrelsen er i forbindelse med klagesagens behandling den 20. juni 2022 fremkommet med følgende supplerende bemærkninger (uddrag):

"…

G6-virksomhed, CVR.nr. ...20

Skattestyrelsen har gennemført kontrol af G6-virksomhed for perioden 1. januar 2020 til 30. juni 2021. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at G6-virksomhed er en fiktiv virksomhed. Fakturaer udstedt af G6-virksomhed er alene rettet med henblik på at give andre virksomheder et uretmæssigt momsfradrag, samt til at sløre betalingsforløbet.

Skattestyrelsen begrunder sin påstand omkring fiktiv virksomhed med følgende betragtninger:

•        Selskabet råder ikke på noget tidspunkt over en bankkonto.

•        Uagtet selskabet udsteder fakturaer for mandskabsudlejning, er selskabet ikke arbejdsgiverregistreret. Der ses således ikke, at selskabet har rådet over personale, der kan have leveret de på fakturaerne anførte ydelser eller ekstern arbejdskraft er tilkøbt.

•        Selskabet anses ikke at kunne generere en omsætning på 4,5 mio. kr. i så kort en periode uden brug af ansatte eller egne underleverandører.

•        Der er på intet tidspunkt angivet noget momstilsvar til Skattestyrelsen.

•        På de udstedte fakturaer fra selskabet skal betalinger tilgå 3. mand som ikke ses at have nogen tilknytning til selskabet herunder ejerskab.

•        Selskabets branchekoder ved registrering er ikke i harmoni med selskabets oplyste formål.

G19-virksomhed

Selskabet G19-virksomhed er ligeledes blevet kontrolleret af Skattestyrelsen. Samme direktør som er registreret direktør i G6-virksomhed, IF, er registreret som direktør i G19-virksomhed i perioden 2. marts 2020 til (red.fjernet.dato24), hvor selskabet bliver taget under konkursbehandling.

G19-virksomhed har udstedt et større antal fakturaer, uden at angive moms til Skattestyrelsen, hvorfor selskabet er foreløbigt fastsat for moms. Skattestyrelsen forhøjer selskabets momstilsvar med 927.533 kr. for perioden 1. januar 2020 til 31. december 2020. Dette er gjort på baggrund af VIES oplysninger, hvoraf fremgår oplysninger om EU-salg uden moms, især fra en række tyske bilforhandlere. Forhøjelsen af momstilsvar er vurderet alene ud fra salg af varer, således ikke fakturering af timer.

På fakturaer er anført flere konti til betaling. En konto til afregning er anført til en konto i Y9-land. Kontohaver er IF. Der er ligeledes anvendt konti tilhørende andre selskaber, samt andre privatpersoner, som ikke ses at have en tilknytning til G19-virksomhed.

Uagtet Skattestyrelsen har skrevet til direktør, IF, har Skattestyrelsen ikke modtaget indsigelser fra IF."

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at Skattestyrelsens afgørelse af 12. juli 2021 skal erklæres ugyldig. Selskabets repræsentant har subsidiært fremsat påstand om, at Skatteankestyrelsen skal anerkende, at der ikke er grundlag for at gennemføre den momsmæssige forhøjelse. Mere subsidiært har selskabets repræsentant fremsat påstand om at Skattestyrelsens afgørelse af 12. juli 2021 skal hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Repræsentanten har som begrundelse for påstandene anført følgende (uddrag):

[Der henvises til de tilsvarende afsnit i kendelsen vedrørende A-skat og AM-bidrag]

…

Derudover skal princippet om "fair trail" inddrages. Det er sådan, at under princippet om fair trail ligger også spørgsmålet om, hvorvidt det må forekomme, at en person inkriminerer sig selv.

Princippet udspringer af EMRKs artikel 6, og er gengivet i retssikkerhedslovens §§ 9 og 10.

Der er således forbud mod, at en skatteyder, via sine oplysninger til Skattestyrelsen, inkriminerer sig selv.

Dette er forsøgt afhjulpet i Danmark ved, at myndighederne, hvis der er grundlag for at mistænke, at der foreligger et strafbart forhold, og myndighederne gerne vil fortsætte en kontrol af skatteyderen, udsteder en selvinkrimineringsblanket, hvorefter skatteyderen kan agere på et oplyst grundlag, og rent faktisk varetage egne interesser, når der potentielt kan være tale om strafbare forhold.

På denne blanket bliver skatteyderen oplyst om, at skatteyderen ikke har pligt til at udtale sig, og gør skatteyderen alligevel dette, kan det senere blive brugt mod skatteyderen, idet skatteyderen netop i dette tilfælde har ageret ud fra et fuldt ud oplyst grundlag om risikoen for et senere strafferetligt efterspil, på baggrund af selvsamme oplysninger givet af skatteyderen.

Det er således en retssikkerhedsgaranti for skatteyderen, at denne bliver oplyst om, at myndighederne er i gang med at gennemføre en kontrol, og at der i forbindelse med denne kontrol kan blive give oplysninger til SKAT, som kan inkriminere skatteyderen.

Hele formålet med blanketten er således at oplyse skatteyderen om dennes ret til ikke at udtale sig, når der konkret er mistanke om et strafbart forhold. Og for at Skattestyrelsen ikke skal ende med at efterforske, som kun politiet har kompetence til, skal der således udstedes en sådan selvinkrimineringsblanket til underskrift til alle skatteydere, der er rettet mistanke om et strafbart forhold imod.

Udstedes selvinkrimineringsblanketten imidlertid ikke, og der er konkret mistanke om et strafbart forhold, og SKAT indsamler informationer fra skatteyderen i form af dokumenter, udtalelser mv., forbryder SKAT sig mod princippet i retssikkerhedsloven og EMRK, der er regulære kompetencebestemmelser, hvorfor det medfører en afgørelses ugyldighed.

Overtrædelse af princippet medfører således, at den trufne afgørelse er ugyldig, netop fordi Skattemyndighederne har forbrudt sig mod den retssikkerhedsgaranti, at skatteyderen ikke må risikere at inkriminere sig, uden skatteyderen forinden er gjort opmærksom herpå.

I den sammenhæng skal det vurderes, om der i denne sag kan antages at have været en konkret mistanke om et strafbart forhold. Og det kan der ikke være nogen tvivl om hos Skattestyrelsen. Det er klart Klagers opfattelse, at der ikke er begået noget som helst strafbart i Klagers virksomhed. Men alligevel er det Klagers opfattelse, at EMRK og retssikkerhedsloven er overtrådt i denne sag.

…

Her ophører Skattestyrelsens kompetence i henhold til skattekontrolloven, EMRK og retssikkerhedsloven, hvis ikke Skattestyrelsen gør skatteyderen opmærksom på, at skatteyderen ved udtalelser eller fremskaffelse af dokumentation, kan være med til at inkriminere sig selv.

Skattestyrelsen har i denne sag ikke sikret, at Klager har været klar over dette, men har i stedet blot taget kontakt til Klager for at udspørge Klager om forhold vedrørende Klager moms og selvangivelse, ansatte mv.

…

Derudover er det Klagers opfattelse, at der også er tale om brud på retssikkerhedslovens § 10.

…

Når der er mistanke om et strafbart forhold, skal dette meddeles til den "mistænkte", hvorefter denne på et oplyst grundlag kan meddele samtykke til myndigheden om at indlevere materiale eller afvise at besvare myndighedens henvendelse.

Der står imidlertid intet i bestemmelsen om, som i flere andre sager gjort gældende af Skattestyrelsen, at oplysningspligten først indtræder, når der er så konkret en mistanke, at der er grundlag for at rejse sigtelse.

Dette er en misforstået opfattelse af begrebet mistanke om et strafbart forhold. Hvis der kan rejses sigtelse, er der begrundet mistanke, og det er noget helt andet end at have konkret mistanke om en lovovertrædelse, der kan medføre straf, som ordlyden af retssikkerhedsloven fastslår det.

Udover denne fortolkning af retssikkerhedslovens oplysningspligt, gør Skattestyrelsen i alle andre sager yderligere gældende i relation til selvinkrimineringsforbuddets rækkevidde, at byretten i SKM 2017.559 har accepteret myndighedernes materialeindkaldelse, idet denne materialeindkaldelse ikke er udtryk for pålæggelse af straf.

…

I henhold til EMRK er menneskerettighedsdomstolens dom af 17. december 1996 af afgørende betydning, og det er denne dom, der gentagne gange bliver vist tilbage til.

…

EMD bemærkede i dommen, at der skal findes en balance mellem forklaringsforpligtelser og selvinkrimineringsforbuddet i EMRK.

Spørgsmålet om selvinkriminering, særligt efter Saunders-sagen, har således haft den betydning, at der er blevet opstillet en klassificering af, hvornår der kan kræves afhøring/forklaring, af eksempelvis bestyrelses- og direktionsmedlemmer i forbindelse med disses forklaringer i relation til skifterettens behandling af konkursboer, lige som i en række andre forhold, hvor der er en forklaringspligt i henhold til særlovgivningen.

I litteraturen, jf. eksempelvis Erik Werlauff i dennes bog "Europæisk Menneskerettigheder" og Jens Elo Rytter i dennes bog "Individets grundlæggende rettigheder", med baggrund af Højesterets praksis, er der opstillet en afvejningsmodel, hvorefter det skal vurderes om der 1) er der rejst sigtelse, skal afhøring undlades, 2) er der ikke rejst sigtelse, men kan det ses, at dette kunne blive aktuelt, må afhøring undlades, og der må eventuelt indgives anmeldelse og 3) angår sigtelsen kun en begrænset disposition, må der foretages en konkret vurdering for hvert enkelt spørgsmål.

I relation til skattesager har det betydet, at i tilfælde hvor en forvaltningsmyndighed har begrundet mistanke om et forhold, der kan medføre en lovovertrædelse, skal forvaltningsmyndigheden undlade at anvende de tillagte beføjelser til at kræve dokumenter og forklaringer.

Kræver forvaltningsmyndigheden alligevel dette mod denne grundsætning, må dokumenterne ikke bruges under en senere straffesag, og selve den forvaltningsretlige afgørelse anses for ugyldig som følge af væsentlige sagsbehandlingsfejl.

Konstateres det, at der er fakturaer mv., der ikke synes at være angivet, enten for moms, skat eller andre afgifter, er der allerede konkret mistanke om et strafbart forhold, idet det er manglende angivelse forkerte angivelse, der er strafbar og ikke den manglende betaling.

Det virker derfor ikke i overensstemmelse med principperne om selvinkriminering, at skatteyderen skal give Skattestyrelsen mulighed for at fortsætte kontrollen, når Skattestyrelsen allerede på tidspunkt har konstateret mistanken om det strafbare forhold, uden at skatteyderen gør det på et oplyst grundlag - i overensstemmelse med oplysningspligten i retssikkerhedslovens § 10, stk. 3.

Når det således anføres, at "På en række områder kan samfundets love imidlertid ikke fungere, hvis der ikke indgives relevante oplysninger fra borgeren. Dette gælder fx skattesystemet, som er stærkt afhængig af, at skatteyderne selvangiver indkomst mv. Det er derfor vigtigt, at der i relation til uskyldsformodningen i EMRK sondres mellem de oplysninger, som er nødvendige til den almindelige skatteansættelse, og oplysninger, som indhentes med henblik på straffeforfølgning."

 

Netop skatteoplysninger vil i mange tilfælde være indhentet til både den almindelige skatteligning og til straffeforfølgning, idet oplysningerne i første omgang anvendes til at foretage en skatteansættelse, og derefter at anmelde skatteyderen for unddragelse af den skat, som skatteansættelsen af de indhen tede oplysninger medførte.

Derfor synes denne sondring heller ikke at kunne anvendes, særligt ikke henset til Saunders-sagen.

Hvis Skattestyrelsen fortsat skal have adgang til at foretage en given kontrol, må det gøre sig gældende, som anført " Meget muligt må man formulere konsekvenserne af selvinkrimineringsforbuddet således, at hvis en forvaltningsmyndighed har begrundet mistanke om noget strafbart, skal den undlade at anvende sine beføjelser til at kræve dokumenter og forklaringer, og hvis den i strid med denne grundsætning alligevel kræver og modtager dem, må de normalt ikke bruges under en straffesag."

 

Skattestyrelsens ansættelse er afgørende for, om straffesagen kan klares administrativt, om den skal for domstolene efter særlovsbestemmelserne med en strafferamme på indtil 18 måneder, eller om den skal for domstolene i henhold til straffelovens § 289, med en strafferamme op til 8 år.

Derudover fører anklagemyndigheden direkte sagerne på baggrund af det arbejde Skattestyrelsen har lavet.

Skattestyrelsen er således anklagemyndighedens forlængede arm i sådanne sager, hvorfor anklagemyndighedens arbejde med at opgøre det strafbare forhold, direkte er en udløber af den ansættelse, som Skattestyrelsen har foretaget, der igen direkte er en udløber af den kontrol Skattestyrelsen har foretaget.

Det er derfor yderst betænkeligt for borgerens retssikkerhed, den måde som EMRK fortolkes på i Danmark og det skal i den sammenhæng anføres, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke har taget stilling til danske forhold på dette område.

Det gøres derfor gældende, at der er tale om en ugyldig afgørelse, idet materialeindkaldelse, dialog med skatteyderne op til forslaget til afgørelsen har medført, at Skattestyrelsen har tilsidesat selvinkrimineringsforbuddet i både retssikkerhedsloven og EMRK. Det er en væsentlig sagsbehandlingsfejl, og medfører ugyldighed i relation til Skattestyrelsens afgørelse overfor Klager.

Helt generelt anføres det af Ombudsmanden, hvilken der dårligt kan være uenighed om rigtigheden af, at:

"Myndighederne har ansvaret for at oplyse en sag tilstrækkeligt, inden de træffer afgørelse - det er et grundlæggende princip i forvaltningsretten. Princippet kaldes oftest officialprincippet eller undersøgelsesprincippet. Det er ikke lovfæstet, men er udtryk for

en almindelig retsgrundsætning. Formålet med officialprincippet er at understøtte, at der træffes materielt lovlige og rigtige afgørelser."

 

Altså, det er myndighedens opgave at oplyse en sag tilstrækkeligt til, at der kan træffes en materiel korrekt afgørelse, hvilket må betinge en konkret stillingtagen til alle elementer af en sag, herunder både de faktiske og de retlige, herunder de spørgsmål mv., der måtte komme af faktisk og retlig karakter fra borgeren (skatteyderen).

Som det fremgår af det ovenfor citerede, så er de myndighedens ansvar.

Er der således elementer, der er tvivl om, må dette ensidigt komme til skade for myndigheden, særligt når myndigheden, som i denne sag, fortolker officialprincippet på en sådan måde, at det er myndigheden, der kan vælge, hvad der skal oplyses/undersøges, og hvad der ikke skal.

Videre fremgår det, hvilket Klager er helt enige i, at det følger af officialprincippet, at myndigheden ikke skal undersøge forhold der er irrelevante for at træffe den pågældende afgørelse.

Ligeledes fremgår det af ombudsmandens forklaring af officialprincippet, at myndigheden må sikre, at de elementer der er relevant for at træffe en rigtig og lovlig afgørelse er undersøgt.

Her anfører Ombudsmanden særligt under afsnit 4.1., hvordan en bevistvivl/ bevistvist skal håndteres.

"4.1 Bevistvivl

En materielt lovlig og rigtig afgørelse har som forudsætning, at alle relevante forhold er belyst, og at alle oplysninger er tilstrækkeligt pålidelige.

 

Er der tvivl om et væsentligt faktum, skal tvivlen søges afklaret. Det påhviler myndigheden så vidt muligt at afklare eller tage stilling til bevistvivl og afgøre, om den pågældende oplysning kan lægges til grund for afgørelsen."

 

Klager har fortsat ikke fået svar på, hvordan skattestyrelsen har fået verificeret, at der ikke har været (red.fjernet.betegnelse) ansatte i de virksomheder, hvor skattestyrelsen underkender momsfradrag for de udstedte fakturaer.

Skattestyrelsen har heller ikke undersøgt, hvorvidt der skulle være opgaver, som Klager ikke skulle have leveret. Der er ikke lavet en undersøgelse ved Klagers kunder, underleverandører mv. Det eneste skattestyrelsen har hæftet sig ved er, at tre kriminelle bagmænd over for byretten i København har udtalt, at deres virksomheder var fiktive.

Skattestyrelsen har således efterladt en række ikke undersøgte spørgsmål af både retlig og faktisk karakter, hvilket ikke er i overensstemmelse med officialprincippet, sådan som Ombudsmanden har fortolket det.

Hertil skal anføres, at Ombudsmanden gør gældende om manglende efterlevelse af officialprincippet, at:

 

"Officialprincippet hører til de såkaldte garantiforskrifter, og hvis en sag er utilstrækkeligt oplyst, kan det betyde, at afgørelsen må tilsidesættes som ugyldig. Det kan også betyde, at sagen må genoptages, så de manglende undersøgelser kan blive foretaget."

 

Officialprincippet er altså ikke noget myndighederne blot kan skalte og valte med.

Det er ikke op til myndighederne at bestemme indholdet af princippet, da der er tale om en garantiforskrift hvorved menes, at myndighederne skal efterleve det og opfylde det, idet det ellers vil medføre ugyldighed eller genoptagelse.

Det er ikke tilstrækkeligt til at efterleve officialprincippet, at Skattestyrelsen har begrundet sin afgørelse. Det er en forpligtelse, der ligger i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 2. Men det er en helt andet forpligtelse, der ligeledes påhviler skatteforvaltningen.

Men det er en misforståelse fra Skattestyrelens side, hvis Skattestyrelsen tror, at opfyldelse af begrundelseskravet i § 19, for de forhold Skattestyrelsen finder relevant, er det samme som en efterlevelse af officialprincippet.

Som Ombudsmanden korrekt beskriver, så er officialprincippet ikke lovfæstet.

Det er en grundsætning i forvaltningsretten, hvorfor den heller ikke er indeholdt i § 19, stk. 2 i skatteforvaltningsloven.

Officialprincippet er et grundprincip, der skal efterleves i alle sine enkeltheder.

Det er princippet ikke, hvis Skattestyrelsen blot laver en begrundelse for en afgørelse baseret på de forhold, som Skattestyrelsen finder relevante.

Officialprincippet pålægger myndigheden at oplyse alle forhold, så der ikke er sten, der ikke er vendt, som er relevante for sagen, og i denne sag har Klagerne anvist flere forhold, som relevante, men Skattestyrelsen vil ikke undersøge disse, men henholder sig blot til, at det ikke er relevant. Det er ikke i overensstemmelse med officialprincippet.

De sten er ikke vendt i denne sag, hvorfor afgørelsen alene af den grund er ugyldig.

Samlet set finder Klager at afgørelsen lider af så væsentlige sagsbehandlingsfejl, samt grove overtrædelser af retssikkerhedslovens § 9 og 10, samt EMRK artikel 6, at afgørelsen er ugyldig.

…

betalinger, både til underleverandørerne, men også fra Klagers egne kunder er foretaget elektronisk, for netop at efterleve den forpligtelse, der er fremsat i forbindelse med vedtagelsen af ligningslovens § 8Y [indgreb mod sort arbejde].

Det fremgår af lovforslag hvor bestemmelsen blev indført, der senere blev vedtaget som ligningslovens § 8 Y, at virksomheder, for at bevare fradragsretten for moms, og for ikke at hæfte for en anden virksomheds skatter, skal betale elektronisk for ydelser eller vare og ydelser for mere end 8.000 kr. plus moms.

Klager har betalt sine kunder, og modtager alle betalinger fra sine kunder elektronisk, og har således efterlevet enhver forpligtelse, der påhviler virksomhederne i henhold til ligningslovens § 8Y.

Der er ikke andre forpligtelser, der kan pålægge en virksomhed at hæfte for en anden virksomhedsskatter, og der er ikke hjemmel til at antage, at fakturaerne ikke er korrekte, når der i henhold til ligningslovens § 8Y betales elektronisk, baseret på de modtagne fakturaer.

Skattestyrelsen har da heller ikke ville anvise, hvor i skattelovgivningen der ligger en yderligere forpligtelse for en virksomhed, til at foretage en dybere undersøgelse af en anden virksomhed andet end at sikre sig, at der modtages en faktura, der er i overensstemmelse med fakturabekendtgørelsen, at der udstedets en faktura, i overensstemmelse med fakturabekendtgørelsen, og at der sker elektronisk betaling i henhold til ligningslovens § 8X.

Alle disse tre forhold har Klager og Klagers kunder/underleverandører efterlevet 100 %, hvilket klart ses af bilag 6 - 9.

Skattestyrelsen er endvidere af den opfattelse, at det må være Klager, der har afholdt (red.fjernet.betegnelse) udgifter til (red.fjernet.betegnelse) ansatte, idet Skattestyrelsen antager, baseret på den kontrol Skattestyrelsen har gennemført i de andre virksomheder, omtalt i bilag 1, at der ikke var noget erhvervsmæssig realitet i disse selskaber.

Ikke desto mindre fremgår det af Skattestyrelsens forslag til afgørelse, at det er konstateret, at alle selskaberne har haft en aktivitet i et vist omfang, og at der er gået adskillige midler ind på disse selskabers konti, og hævet eller overført videre kort efter.

At Skattestyrelsen antager, at der ikke har været aktivitet, betyder imidlertid ikke, at disse virksomheder ikke er dem, der har afholdt sort lønninger, uden at Klager har vidende om dette.

Det fremgår af Skattestyrelsens forslag til afgørelse, at de kontrollerede selskaber har haft en vis hvid erhvervsmæssig aktivitet, og derudover modtaget massebetalinger, hvilket bestyrker, at det er disse virksomheder, der må have haft en sort aktivitet, hvis der overhovedet har været sort aktivitet - det har Klager ikke nogen mulighed for at vide eller i øvrigt undersøge.

Igen skal det i den sammenhæng fremhæves, at Klager har betalt elektronisk til de virksomheder der har udstedt faktura til Klager for den ydelse, de har leveret til Klager.

Klager har ikke hævet store kontante beløb. Alle betalinger, baseret på fakturaer, er sket elektronisk i overensstemmelse med ligningslovens § 8Y. Dette ses også af Klagers kontoudtog, vedlagt som bilag 5. Heraf fremgår, at der ikke er hævet kontanter på noget tidspunkt, og at der alene er foretaget elektroniske betalinger mellem Klager og dennes kunder og mellem Klager og dennes underleverandører.

Klager har således bestilt en ydelse fra underleverandørerne, der er leveret, og Klager har betalt på baggrund af den faktura, der er udstedt fra disse underleverandører - elektronisk - i overensstemmelse med ligningslovens § 8X.

Skattestyrelsen afviser heller ikke, som Skattestyrelsens forslag og afgørelse er formuleret, at arbejdet for Klagers kunder er udført af Klager.

…

Men den øvelse savner for Klager enhver logik, og er i øvrigt heller ikke i overensstemmelse med virkeligheden, lige som der ikke er fremlagt et eneste bilag, dokument, eller andet der viser, at det skulle være Klager der skulle have (red.fjernet.betegnelse) ansatte.

…

Der påhviler i øvrigt ikke Klager nogen lovfæstet forpligtelse til at lave en dybere undersøgelse af den danske virksomhed, Klager får leveret ydelser fra.

Klager skal alene sikre sig, at de modtagne fakturaer er i overensstemmelse med fakturabekendtgørelsens krav, for at få fradrag for moms. Det er de, selvom Skattestyrelsen anfører noget andet i forslaget til afgørelse.

Det fremgår af den juridiske vejledning, afsnit A.B.3.3.1.4 Fakturaens indhold - fuld faktura, at en faktura skal indeholde følgende;

•  Udstedelsesdato

•  Nummerering

•  Sælgers momsregistreringsnummer

•  Leveringsdato

•  Pris pr. enhed

•  Momsbeløbets størrelse

Alle disse forhold er indeholdt i alle de udstedte fakturaer. Der er fastsat en faktureringsdato, en pris pr. enhed, en momssats, et momsbeløb, et samlet beløb, angivelse af sælger og køber.

Det samme gælder for de fakturaer, Klager har modtaget, og som Skattestyrelsen anfægter. Igen er der på alle anført udstedelsesdato, betalingsdato, nummerering, sælgerens momsnummer (CVR-nummer), leveringsdato, hvilket også kan sammenholdes med de tilbud og opgaver Klager har udført for sine kunder, hvortil leveringen er sket, prisen pr. enhed, idet Klager har bestilt et antal folk til at udføre en konkret opgave. Her har Klager og dennes underleverandør aftalt en fast pris, og underleverandøren har herefter sendt nogle folk. Klager har ikke været vidende om eller interesseret i, hvor mange folk der kom. Klager var alene interesseret i at opgaven blev udført og til rette tid. Klager har derfor ikke interesseret sig for, om der er gået 1 eller 10 mand på en pudseopgave af en mur. Klager har alene været interesseret i prisen for at få det udført, og at det kunne udføres på den rette tid. Derfor er der tale om en fast pris pr. enhed, og den enhed er at få pudset en væg, eksempelvis. Og der er anført moms på alle fakturaerne.

Det er ikke noget stort krav, der i henhold til den juridiske vejledning stilles til de modtagne fakturaer, og det er netop fordi, at virksomheder ikke skal bruge en masse unødvendig administration til at anfægte andre virksomheders fakturaer.

Derudover stilles der lempelige krav, idet momssystemdirektivet mellem virksomheder skal være neutral. Derfor vil det være i strid med momssystemdirektivet at stille rigide og restriktive krav til en faktureres indhold for at opnå fradrag.

Alene af den grund skal de udstedte faktura accepteres og anses for at efterleve momsbekendtgørelsen, for ellers vil momsbekendtgørelsens krav til fakturaen udseende være i strid med momssystemdirektivet.

Næsten vigtigst af alt, så har Klager, som fremhævet flere gange, betalt elektronisk for netop at overholde reglerne i ligningslovens § 8Y, så Klager fastholder retten til fradrag for både moms og skat.

Herved opnår Skattestyrelsen det elektroniske transaktionsspor, som er baggrunden for indførelsen af ligningslovens § 8Y. Og er der et elektronisk transaktionsspor, så har virksomheden efterlevet ligningslovens § 8Y, og vil derfor ikke skulle hæfte for andre skat og moms, og vil have fradrag for udgifterne afhold i overensstemmelse med de modtagne fakturaer.

Ligningslovens § 8Y er netop indført for, at virksomhederne ikke skal kontrollere hinandens fakturaer, hvis blot de betaler for varer og ydelser elektronisk.

Klager har betalt elektronisk, og i øvrigt modtaget fakturaer fra de nævnte virksomheder, som Skattestyrelsen mener er fiktive, der fuldt ud efterlever kravene i den juridiske vejledning afsnit A.B.3.3.1.4.

Skattestyrelsen har endvidere ikke anvist den hjemmel, hvormed en virksomhed, der har modtaget og udstedt fakturaer i overensstemmelse med fakturabekendtgørelsen, og i øvrigt i fuld overensstemmelse med den juridiske vejledning afsnit A.B.3.3.1.4, om kravene til en faktura, og samtidig har betalt elektronisk, og modtaget betaling elektronisk i henhold til ligningslovens § 8Y, mister sin ret til fradrag for skat og moms, og samtidig bliver betragtet som arbejdsgiver for en anden virksomhedsansatte.

Den form for "kædeansvar" er der ikke hjemmel til at gøre gældende over for Klager, og Skattestyrelsen burde forespørge Folketingets Ombudsmand, om det er i overensstemmelse med god forvaltningsskik, at antage og bygge en sag på sådanne antagelser.

Vi må således gå ud fra, at Skattestyrelsen, hvis de vil fastholde beskatningen af Klager ud fra, at Skattestyrelsen er af den opfattelse, at Klager har haft (red.fjernet.betegnelse) ansatte, at Skattestyrelsen herved fremkommer med dokumentation for, at Klager skulle have haft (red.fjernet.betegnelse) ansatte, og ikke blot de løse påstande og antagelser om, at det må Klager have haft.

Netop det forhold, at Skattestyrelsen bygger sagen op omkring antagelser fra en anden sag, er i direkte strid med god forvaltningsskik. Det har Ombudsmanden senest i sin egendrift-undersøgelse, der endte i rapporten af 22. marts 2018 fastslået.

Her fremhæver Ombudsmanden, at Skattestyrelsen skal dokumentere sine påstande. Har Skattestyrelsen ikke dokumentation for sin påstand, vil det være i strid med god forvaltningsskik at fremføre påstanden, og afgørelsen vil være ugyldig.

Skattestyrelsen har ikke fremlagt et eneste dokument, der skulle vise, at Klager skulle have haft (red.fjernet.betegnelse) ansatte.

Der er alene fremlagt forud indtagelse om, at det må Klager have haft. Men sådanne forudsætninger er i strid med god forvaltningsskik at bygge en sag op omkring, i hvert fald ifølge Ombudsmanden, som det kommer til udtryk i rapporten af 22. marts 2018.

Faktum er, at Klager har købt en ydelse af et andet dansk selskab. Klager har betalt på baggrund af en fremsendt faktura, der efterlever fakturabekendtgørelsens krav. Klager har konstateret, at den bestilte ydelse er leveret, og så har Klager ikke beskæftiget sig yderligere med disse selskaber/bagmænd.

Det ses også tydeligt af sammenhængen mellem de modtagne fakturaer, som Klager har modtaget fra de omhandlende selskaber, Klagers fakturering af sin kunde, og i øvrigt tilbudsafgivning til Klagers kunder.

Eksempel på en opgave - Y2-vej:

Vedlagt som bilag 10 er Klagers tilbud til G2-virksomhed om opgaven for Y7-bolig vedrørende Y2-vej, hvor Klager laver arbejdet for G2-virksomhed, som underleverandør, i henhold til tilbud.

Bilag 10 har samlet tilbud, faktura til G2-virksomhed og fakturaer modtaget fra underleverandører, der har udlejet arbejdskraft til Klager, samlet vedrørende dette projekt.

Til brug for denne opgave, der primært bestod af facadearbejde, havde Klager brug for arbejdskraft, idet Klager ikke havde ansatte til at kunne klare opgaven.

Derfor henvendte Klager sig i branchen, og fik anvist de selskaber der fremgår af bilag 4. Der er fakturaer udstedt af 4 forskellige selskaber, hvor Klager indlejede mandskab til den fysiske opgave med at renovere facader fra nogle af disse, jf. bilag 10, idet ingen af disse underleverandører isoleret kunne levere tilstrækkelig med kvalificeret arbejdskraft.

Klager modtager fakturaer løbende, hvor man har aftalt en fast pris med kunden om levering af mandskab til at udføre en konkret opgave (renovering af facaden). Klager betaler elektronisk, hvilket kan ses af selskabets kontoudtog for perioden, jf. bilag 5.

Der er således en helt klar sammenhæng mellem Klagers ydelse, indleje af mandskab fra underleverandør, Klagers fakturering af sin kunde, og Klagers underleverandørs fakturering af Klager, som arbejdet løbende udføres.

G2-virksomhed har fået opgaven udført, og hverken G2-virksomhed eller Y7-bolig har anfægtet dette.

Opgaven er således udført, den er faktureret med moms, Klager får en faktura på indleje af mandskab med moms, og Klager betaler elektronisk.

Dette sammenholdt med, at Skattestyrelsen ikke har fremlagt et eneste dokument, eller i øvrigt sandsynliggjort, at

1)  arbejdet ikke skulle være udført,

2)  det skulle være Klager, der havde (red.fjernet.betegnelse) ansatte, hvilket Klager ikke havde og aldrig har haft,

3)  som omtalt ovenfor, er det mere nærliggende, at det er bagmændene, der havde de (red.fjernet.betegnelse) ansatte,

4)  Klager har haft revisor under hele forløbet og

5)  Skattestyrelsen bygger sin afgørelse på en antagelse om, at de underleverandører Klager har anvendt skulle være fiktive underbygger, at Skattestyrelsen er i gang med at nægte Klager fradrag og gøre ham til ansvarlig subjekt for A-skat og AM-bidrag helt uden den nødvendige hjemmel.

Dette underbygger på ingen måde, at det skulle være Klager, der har haft (red.fjernet.betegnelse) ansatte, og som derfor skulle hæfte for A-skat og AM-bidrag og i øvrigt miste sit momsfradrag.

Og netop momsfradraget bygger på momssystemdirektivets betingelser. Momssystemdirektivet pålægger heller ikke Klager at foretage en yderligere undersøgelse af den leverandør af de ydelser, som Klager køber.

Det eneste, der fremgår af EU-domstolens praksis herom er, at fradrag kan nægtes, hvis ikke der udstedes en faktura, der efterlever fakturareglerne, som i Danmark er vedtaget i fakturabekendtgørelsen.

Derudover betaler Klager i henhold til en sådan faktura, hvorfor Klager har ret til sit fradrag.

Fradrag kan også kun nægtes, hvis dette fradrag er opstået på baggrund af svig fra den, der ønsker det givne fradrag. Klager er ikke dømt for moms- eller skattesvig. Politiet har heller ikke rejst tiltale eller sigtelse mod Klager for skatte- eller momssvig. Og Klager har ikke udvist svig på noget tidspunkt, særligt da Klager betale elektronisk på baggrund af modtagne fakturaer, i overensstemmelse med de betingelser der er opsat for virksomhederne i ligningslovens § 8Y.

Alene af den grund har Klager ret til momsfradrag for de modtagne fakturaer, der i øvrigt lever 100 % op til Skattemyndighedernes egen vejledning om fakturakrav.

Underkendes dette fradrag vil det være en traktatkrænkelse, der af myndighederne skal indbringes for EU-domstolen.

Der er yderligere på skattestyrelsens anmodning, i forbindelse med arbejdet med forslag til afgørelse, efterspurgt yderligere oplysninger om kontoudskrift fra F1-bank, som Klager fremsendte til skattestyrelsen som sagens bilag 6, kontokort og saldobalance for 2020, som Klager fremsendte som sagens bilag 7 og bilag 8 og de af selskabet udstedte fakturaer for 2. halvår 2020, som Klager fremsendte som sagens bilag 9.

I den sammenhæng skal det anføres, at selskabet i hele sin levetid har haft tilknyttet revisor, og at det er revisor, der har forestået bogføring og udarbejdet Klagers regnskaber.

Af de fremsendte bilag ses det tydeligt, at Klager har haft 100 % styr på sin virksomhed. Alle betalinger er foregået elektronisk, det kan afstemmes med alle fakturaer, både indgående og udgående. Der findes ikke betalinger (ind og ud af kontoen) der ikke er underbygget af fakturaer, og alle fakturaer efterlever, i modsætning til det af skattestyrelsen gjort gældende, fakturabekendtgørelsens minimumskrav til en faktura, lige som ligningslovens krav om elektronisk betaling for at opretholde sit momsfradrag er iagttaget.

Og i den sammenhæng skal det anføres, at der ikke, også i modsætning til det af skattestyrelsen anførte, findes EU-Domstolepraksis der stiller de krav til fakturaen, som skattestyrelsen anfører der skal stilles. Det bygger derfor på en fejlagtig opfattelse af momssystemdirektivet, herunder EU-Domstolens praksis herom, når skattestyrelsen anfører, at fakturaerne ikke efterlever kravene til at give ret til momsfradrag.

Det er derfor samlet set Klagers opfattelse, at der ikke er grundlag for og hjemmel til at underkende fradrag for moms og skat, samt hjemmel til og grundlag for at antage, at det er Klager der skal indeholde og afregne A-skat og AM-bidrag, idet alle fakturaer opfylder lovens krav, der er betalt elektronisk som foreskrevet i ligningsloven og Klager har ikke haft ansatte til at udføre arbejdet, hverken sort eller hvidt, hvorfor Klager ikke er forpligtet til at indeholde og indbetale A-skat og AM-bidrag.

Der gøres derfor gældende, at skattestyrelsens forhøjelse af Klagers moms, skat og A-skat og AM-bidrag skal nedsættes til kr. 0, idet Klager har efterlevet de betingelser der er fastsat i loven og momsbekendtgørelsen for at bevare retten til fradrag for moms og skat.

Og når alle disse betingelser er efterlevet, kan det heller ikke antages, at det skulle være Klager der var arbejdsgiver for de ansatte, hvorfor der ikke kan fremsættes noget krav om, at det er Klager der skulle indeholde, indberette og afregne A-skat og AM-bidrag på personer, der end ikke har noget med Klagers virksomhed at gøre.

Den mere subsidiære påstand

Som den mere subsidiære påstande gøres det gældende, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved skattestyrelsen, idet der er en række faktuelle forhold der ikke er undersøgt, lige som der er taget stilling til momsmæssige forhold på en måde, der ikke er dækning for i momssystemdirektivet.

…"

Selskabets repræsentant har den 8. december 2021 fremsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 29. oktober 2021 (uddrag):

"…

Fremlæggelse af timesedler og/eller arbejdssedler

…

Skattestyrelsen må forstås derhen, at det er et krav i henhold til momsbekendtgørelsen, at en virksomhed som Klagers, for at opnå fradrag for modtagne fakturaer, der i det hele opfylder kravet i momsbekendtgørelsens kapitel 12, særligt § 61.

Skattestyrelsen opfordres derfor til, for overhovedet at leve op til forvaltnings- og skatteforvaltningslovens begrundelseskrav, at henvise til det sted i momsbekendtgørelsen, hvoraf Skattestyrelsen læser, at der skal fremlægges arbejdssedler og/eller timesedler, der underbygger en faktura, der i øvrigt er i overensstemmelse med momsbekendtgørelsens kapitel 12, for at opnå fradrag for den modtagne faktura.

Skattestyrelsen skal, for overhovedet at opfylde forvaltningsloven og skatteforvaltningslovens begrundelseskrav for en afgørelse, henvise til konkret lovhjemmel, hvor Klager kan se, at den hjemmel Skattestyrelsen påberåber sig, rent faktisk eksisterer.

Skattestyrelsen opfordres derfor til [opfordring 1 til Skattestyrelsen] at anvise den konkrete bestemmelse i momsbekendtgørelsen, der foreskriver fremvisning af arbejdssedler eller timeopgørelser, som underbilag til en ellers lovlig udarbejdet faktura, for at opnå fradragsret.

Hvis ikke leveret af underleverandør, hvem så?

Skattestyrelsen skriver på side 1, sammen afsnit som ovenfor at;

"… der kan henføres til de konkrete fakturaer, som kan dokumentere eller på anden måde godtgøre, at de omhandlede tjenesteydelser rent faktisk er leveret til virksomheden af underleverandøren" [Egen understregning]

Hertil kan man stille det retoriske spørgsmål - hvem skulle ellers have leveret noget til Klagers virksomhed.

Klager har modtaget en faktura for udført arbejde. Skattestyrelsen har anerkendt i denne skrivelse, at Klagers levering til sine kunder, ikke anfægtes. Altså er der udført et stykke arbejde for Klagers kunder.

Klager har ikke eget mandskab til at udføre dette arbejde, hvorfor Klager har lejet folk fra de omtalte virksomheder. Klager modtager en faktura - helt i overensstemmelse med momsbekendtgørelsen - hvoraf ydelsen til Klager fremgår.

Hvis ikke det skulle være underleverandøren, der rent faktisk fremsender en faktura til Klager for det udførte arbejde, der skulle have udført arbejdet, hvem skulle så? Arbejdet er jo udført.

Skattestyrelsen har jo ikke fremlagt nogen form for dokumentation eller kontrol der viser, at de skulle have talt med en arbejder, der skulle have sagt de arbejdede for Klager.

Der er ikke fremlagt noget som helst fra skattestyrelsen, der skulle indikere, at det ikke skulle være fakturavirksomheden, der skulle have lejet arbejdskraft ud til Klager.

Skattestyrelsen udsagn er således helt uden holdepunkter i dokumenter eller faktum i øvrigt, men bygger blot på antagelser - hvilket er i direkte strid med Ombudsmandens konklusioner i den omfattende rapport fra 22. marts 2018.

G5-virksomhed fundet fiktiv

…

Skattestyrelsen opfordres [opfordring 2 til Skattestyrelsen] at fremlægge den afgørelse, dom, vurdering eller andet, hvor G5-virksomhed er fundet fiktiv. Skattestyrelsen oplyser blot, at selskabet G5-virksomhed er fundet fiktiv, men det ved Klager jo ikke. Klager har ingen mulighed for at;

1.  Efterprøve, hvem der har foretage denne vurdering

2.  Efterprøve om den er rigtig, og der er enighed mellem myndigheder herom

3.  Hvad er det for en fiktiv virksomhed der er vurderet. Det kan klager heller ikke efterprøve. For er den uregistreret eller lignende, kan den jo stadig godt have en aktivitet - det ved Klager jo ikke, idet klager ikke kan efterprøve dette.

Der skal igen henvises til den almindelige forvaltningsret, og Ombudsmandens rapport af 22. marts 2018, hvoraf fremgår, at der som led i den almindelige sagsbehandling skal fremlægges dokumentation for et faktum, som Skattemyndighederne vil lægge til grund, hvis dette faktum er et andet, end det borgeren lægger til grund. Skattemyndighederne må ikke basere deres afgørelser på antagelser, men på dokumenterede faktum, og det faktum skal dokumenteres over for borgeren.

Skattestyrelsen er således forpligtet til at fremlægge dokumentation for den påstand, at G5-virksomhed skulle være fiktiv, hvis Skattestyrelsen vil anvende dette faktum i sagen. Ellers er det i strid med forvaltningslovens sagsbehandlingsregler i §§ 19 og 20, hvilket Ombudsmanden også konkluderede i sin rapport af 22. marts 2018.

Ønsker Skattestyrelsen, eller Skatteankestyrelsen for den sags skyld at lægge til grund, at G5-virksomhed er fiktiv, og dermed ikke har kunnet levere ydelser til Klager, skal Skattemyndighederne fremlægge vurderingen af dette forhold og dokumentere, hvad denne antagelse om en fiktiv virksomhed bygger på, hvis afgørelsen skal være gyldig i henhold til forvaltningsloven og skatteforvaltningsloven.

Klager imødeser derfor opfordring 2 til Skattestyrelsen opfyldt.

Materialeindkaldelse

Klagerne har anført flere gange, at Skattestyrelsen har foretaget en ulovlig materialeindkaldelse, idet Klager ikke bliver gjort opmærksom på at fremsendelse af materiale kan inkriminere Klager.

Skattestyrelsen forsøger, men det går jo helt galt for Skattestyrelsen, at forklare, at der ikke er indhentet materiale hos klager i strid med retssikkerhedsloven, hvorfor der ikke er tale om en ugyldig afgørelse.

…

Skattestyrelsen anfører, at man den 21. februar 2021 indkalder materiale fra Klager, idet man har konstateret, at Klager har modtaget fakturaer fra G5-virksomhed.

Det må være fordi, at Klagers navn er dukket op i forbindelse med Skattestyrelsens kontrol og politiets efterforskning af G5-virksomhed, en virksomhed, som Skattestyrelsen selv skriver, at Politiet og Skattestyrelsen har vurderet som fiktiv.

Skattestyrelsens begrundelse for at indkalde materiale er altså, at Skattestyrelsen ved, at Klager har modtaget fakturaer fra en virksomhed, som Skattestyrelsen selv har vurderet, er fiktiv og deltager i kædesvig.

Alligevel indkaldes der materiale den 21. februar 2021, og her bliver der ikke oplyst for Klagerne, at Skattestyrelsen allerede har en begrundet mistanke om et strafbart forhold, hvilket Skattestyrelsen måtte have haft, idet de jo allerede op til dette tidspunkt har vurderet, at G5-virksomhed er fiktiv og deltager i kædesvig.

Skattestyrelsen må altså have haft en konkret mistanke om et strafbart forhold, når de går til en virksomhed, Skattestyrelsen ved der har modtaget en faktura fra G5-virksomhed.

Først med forslaget til afgørelse, lang tid efter Klager har fremsendt alt materiale til Skattestyrelsen, bliver Klager gjort opmærksom på, at der ikke er pligt til at udtale sig, det er den 24. marts 2021.

Skattestyrelsens opfattelse af, at Skattestyrelsen har oplyst, at der er oplyst om, at der ikke skal indsendes materiale begrundet i mistanke om et strafbart forhold er således ikke, end ikke i henhold til Skattestyrelsens egen forklaring, rigtig.

Skattestyrelsen havde allerede den 21. februar 2021 mistanke om et strafbart forhold. For på dette tidspunkt vidste Skattestyrelsen, at Klager havde modtaget en faktura fra G5-virksomhed, et selskab Skattestyrelsen og Politiet allerede på dette tidspunkt havde vurderet som fiktiv og som deltagende i kædesvig.

Skattestyrelsen krænker derfor retssikkerhedslovens § 10 og EMRK’s artikel 6, da der ikke bliver oplyst om en konkret mistanke om et strafbart forhold, allerede ved den første indkaldelse af materiale den 21. februar 2021.

Skattestyrelsen og politiets vurdering af de fornødne ressourcer

Skattestyrelsen anfører i skrivelsen side 3;

 

"De pågældende underleverandører er efter Skattestyrelsens og politiets opfattelse ikke i stand hertil, idet disse ikke har de fornødne ressourcer til at foretage levering af det på fakturaerne anførte."

 

De fornødne ressourcer er ikke et begreb, jeg nogensinde er stødt på i hverken skatteretten eller momsretten.

I momsretten tales der om menneskelige og tekniske ressourcer i forhold til fastlæggelse om der er fast forretningssted for en udenlandsk virksomhed i Danmark.

Det fremgår intet sted af skatteretten eller momsretten, at der skulle eksistere et vurderingsbegreb, der hedder "de fornødne" ressourcer.

Igen er det Skattestyrelsen, der kaster et begreb ind i sagsbehandlingen uden at anvise konkret hjemmel til dette begreb, og uden at anvise konkret praksis, der underbygger, at det er et begreb, der rent faktisk har hjemmel.

I henhold til momsfradragsretten skal denne praksis være EU-domstolspraksis, idet momsretten i Danmark bygger på momssystemdirektivet.

Skattestyrelsen opfordres derfor til [opfordring 3 til Skattestyrelsen] at fremlægge hjemmel for det begreb, der anvendes "de fornødne ressourcer". Skattestyrelsen opfordres dernæst til [opfordring 4 til Skattestyrelsen] at henvise til konkret praksis fra EU-domstolen, hvor dette begreb er anvendt i relation til momssystemdirektivet og endelig opfordres Skattestyrelsen [opfordring 5 til Skattestyrelsen] at fremsende den vurdering, der er foretaget af Skattestyrelsen og Politiet af de fornødne ressourcer.

Igen skal det anføres, at sagsbehandling i henhold til forvaltningsloven betinger, at borgeren rent faktisk er i stand til at efterprøve den afgørelse mv., som fremsendes af en myndighed. Det er jo helt umuligt for Klager i denne sag, idet Skattestyrelsen på intet tidspunkt underbygger sine påstande, men blot fremsætter disse, hvilket er klart i strid med forvaltningsloven, hvilket Ombudsmanden også tidligere har konstateret i rapporten af 22. marts 2018.

Derudover opfordres Skattestyrelsen til [opfordring 6 til Skattestyrelsen] at fremlægge de domme, der tilsyneladende skulle være, hvor "bagmændene" bag de i sagen omhandlede selskaber, er blevet dømt. Det vil være nødvendigt for Klager at vurdere, hvad det rent faktisk er, domstolen har lagt til grund for så vidt angår deres aktivitet.

Momslovens § 46, stk. 7

…

For det første opfordres Skattestyrelsen til [opfordring 7 til Skattestyrelsen] at fremlægge det krav Skattestyrelsen har gjort gældende overfor de virksomheder, som Klager ikke er indrømmet fradrag for.

Som Skattestyrelsens beskrivelse læses af Klager, så har Skattestyrelsen foretaget en opkrævning af moms hos de pågældende underleverandører for de momsbeløb, som man samtidig ikke har givet Klager fradrag for.

Det virker besynderligt, for synspunktet fra Skattestyrelsen er, at der ikke er leveret noget for den momsopkrævning, hvilket er hele grundlaget for, at Klager ikke skal have fradrag.

Hvis Skattestyrelsen således opkræver momsbeløbet, uden at give Klager fradragsret for dette momsbeløb, så har staten opnået en uberettiget berigelse på Klagerens vegne, hvilket staten ikke må.

Derudover vil en opkrævning af moms hos fakturaudsteder, uden samtidig at give fakturamodtageren momsfradrag i strid med momssystemdirektivets systematik, hvor momsbelastningen skal ende ved slutleddet, og altså ikke hos de erhvervsdrivende mellemled.

Klager ser således frem til Skattestyrelsens opfyldelse af opfordring 7.

Nulstilling

Klager fastholder det i klagen anførte om sammenligneligheden med nulstilling af A-skat og AM-bidrag, hvorfor der i det hele henvises dertil.

Ligningslovens § 8 Y

…

Der skal først berigtiges en skrivefejl. Det er ikke ligningslovens § 8X, men ligningslovens § 8Y Klager mener. I forhold til Skattestyrelsens udtalelse opfordres Skattestyrelsen [opfordring 8 til Skattestyrelsen] at fremsende og fremhæve den praksis, særligt fra EU-domstolen, der har en strengere forpligtelse til at foretage en anden og dybere vurdering af virksomheden, der modtages en faktura fra, end den forpligtelse der ligger i ligningslovens § 8Y.

Igen skriver Skattestyrelsen blot, at det fremgår af praksis, både national og fra EU-domstolen, uden at henvise til en eneste afgørelse. Dette er ikke tilstrækkelig begrundelse i henhold til forvaltningslovens § 19 og 20, hvorfor Skattestyrelsen bedes opfylde opfordring 8 og anvise den praksis, der er strengere og stiller større krav end ligningslovens § 8Y.

Ligningslovens § 8Y fik netop det indhold, fordi der ikke inden var nogen forpligtelse, hvilket fremgår adskillige steder af forarbejderne.

Og det forhold, at ligningslovens § 8Y er lempeligere for så vidt angår moms end skat skyldes ifølge forarbejderne, at man ikke kunne stramme området for moms mere, idet dette ville være i strid med momssystemdirektivet.

Klager imødeser således den praksis og hjemmel i øvrigt, hvor der er strengere krav end dem, der er opstillet i ligningslovens § 8Y.

ID på byggepladsen

Skattestyrelsen opfordres til, [opfordring 9 til Skattestyrelsen] konkret at an vise den hjemmel, der pålægger Klager at tjekke ID på underleverandørens ansatte ensidig giver Klager ret til dette.

…"

Selskabets repræsentant har den 14. juni 2022 fremsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 1. juni 2022 (uddrag):

"…

Klager kan dog konstatere, at Skattestyrelsen ikke har villet imødekomme de opfordringer Klager har fremsat i klagen, herunder hvilke virksomheder det drejer sig om, hvilke domstolssager mod disse ejere det er Skattestyrelsen henviser til i klagen, hvilket vi nu må forstå ikke er domstolssager mod disse personer, men udtalelser under Skattestyrelsens egen kontrol.

Klager må således konstatere, at Skattestyrelsens afgørelse bygger på ikke underbyggede påstande om domstolssager mod ejerne bag de selskaber, der har udstedt fakturaer, som Skattestyrelsen mener er fiktive.

Det er derfor Skattestyrelsens egen, udokumenterede og ikke domstolsbehandlede vurdering, der lægges til grund i denne sag.

Klager fastholder tillige, at de ikke har brugt falske fakturaer, (red.fjernet.betegnelse) ansatte eller andet, men alene henholdt sig til de aftaler, de har lavet med deres underleverandører. Hvordan disse underleverandører har organiseret sig med ansatte mv., har Klager ikke forhold sig til. Klager har alene forhold sig til, om der mødte de ansatte op der skulle, og om disse leverede den aftale ydelse. Og det har de gjort hver eneste gang.

Det skal derfor også bemærkes som centralt, at Klager har betalt i overensstemmelse med de fakturaer, der i øvrigt lever op til bekendtgørelsen, og betalt elektronisk hver eneste gang. Der er ikke på Klagers konti konstateret kontante hævninger eller kontante indsættelser.

Derudover er det et faktum, at alle elektroniske betalinger fra Klagers konto stemmer 100 % med de fakturaer selskabet har modtaget, og som i øvrigt er bogført korrekt, både for så vidt angår indtægter som udgifter.

Skattestyrelsen har da heller ikke kunnet konstatere en eneste afvigelse herfra.

Det er derfor også Klagers opfattelse, at fakturaudsteders eventuelle manglende indbetaling af A-skat, AM-bidrag, moms mv., ikke er Klagers ansvar, idet Klager har gjort som foreskrevet i ligningslovens § 8Y, modtaget en faktura og betalt i henhold til denne faktura elektronisk. Og dette gør sig gældende for hver eneste betaling, som Skattestyrelsen også har kunnet følge elektronisk.

…"

Selskabets repræsentant har til kontormødet den 2. juni 2022 oplyst, at selskabet primært står for større renoveringer og konkrete byggeopgaver, at selskabet har haft en revisor til at forestå bogføringen, at selskabet opfylder alle krav der stilles af EU-Domstolen vedrørende fakturaer, at der er anvendt elektroniske betalingsformer, at selskabet ikke har haft "(red.fjernet.betegnelse)" ansatte og at aftalerne indgået med underleverandørerne på byggepladsen eller telefonisk.

Selskabets repræsentant har, til det supplerende kontormøde den 14. september 2022, oplyst at klager ikke har haft "(red.fjernet.betegnelse)" ansatte i sit selskab, at der ikke har været en relation til eventuelle økonomisk kriminelle, at det har været underleverandørernes ansvar at betale A-skat og AM-bidrag for egne ansatte, og at det er substansen i fakturaen der skal tillægges vægt og ikke de formelle fakturakrav. Repræsentanten anførte herudover, at han ønsker sagen forelagt for EU-Domstolen som et præjudicielt spørgsmål for at få afklaring på, om Skattestyrelsen i nærværende sag om underleverandører handler i strid med EU-Domstolens fortolkning af fakturakravene, herunder navnlig bevisbyrde, i forbindelse med anvendelse af momslovens § 37, der implementerer 6. direktivs artikel 17, nu momssystemdirektivets artikel 167-168. Repræsentanten henviste til støtte for sin påstand til Generaladvokatens forslag til afgørelse i domstolens dom C-247/21, særligt præmis 30 og 33. I denne Generaladvokatudtalelse bliver der redegjort for, at det er substansen af fakturaen, der skal lægges vægt på, og ikke de formelle fakturakrav.

Retsmøde

Repræsentanten fastholdt de påstande og anbringender, der er blevet fremlagt under sagen. Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at Skattestyrelsens afgørelse skal erklæres ugyldig, samt at Skatteankestyrelsen skal anerkende, at der ikke er grundlag for at gennemføre den momsmæssige forhøjelse. Mere subsidiært har selskabets repræsentant fremsat påstand om at Skattestyrelsens afgørelse af 12. juli 2021 skal hjemvises til fornyet behandling. Herudover fastholder repræsentanten at sagen bør blive forelagt for EU-Domstolen.

Skattestyrelsen fastholdt indstillingen om, at Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes og redegjorde for anbringenderne i henhold til tidligere udtalelser.

Landsskatterettens afgørelse

Retsgrundlaget

Landsskatteretten skal tage stilling til, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen har nægtet fradrag for selskabets udgifter til købsmoms for underleverandører med i alt 938.967 kr. for perioden fra og med 1. januar 2019 til og med den 31. december 2020.

Af momslovens § 37 fremgår følgende (uddrag):

"Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.

Stk. 2. Den fradragsberettigede afgift er

1) afgiften af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden,

…"

Af dagældende momsbekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015, § 82 fremgår følgende:

"Registrerede virksomheder skal til dokumentation af den indgående afgift kunne fremlægge fakturaer, herunder forenklede fakturaer og afregningsbilag, eller enhedsdokumentets eksemplar 8 med eventuelle rettelsesmeddelelser m.v. fra SKAT eller fakturaer for erhvervelser fra andre EU-lande med anførelse af sælgerens og køberens registreringsnummer."

Samme momsbekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015 indeholder i kapitel 12 en række fakturakrav. Bekendtgørelsens § 58, stk. 1 fastsætter de nærmere krav til fakturaens indhold, heraf fremgår:

"Med forbehold for de øvrige bestemmelser i dette kapitel skal en faktura, herunder afregningsbilag, jf. § 68 i denne bekendtgørelse, indeholde:

1)  Udstedelsesdato (fakturadato).

2)  Fortløbende nummer, der bygger på én eller flere serier, og som identificerer fakturaen.

3)  Den registrerede virksomheds (sælgerens) registreringsnummer.

4)  Den registrerede virksomheds og køberens navn og adresse.

5)  Mængden og arten af de leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser.

6)  Den dato, hvor levering af varerne eller ydelserne foretages eller afsluttes, eller hvor et afdragsbeløb betales, forudsat en sådan dato er fastsat og forskellig fra fakturaens udstedelsesdato.

7)  Afgiftsgrundlaget, pris pr. enhed uden afgift, eventuelle prisnedslag, bonus og rabatter, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed.

8)  Gældende afgiftssats.

9)  Det afgiftsbeløb, der skal betales."

Af momssystemdirektivets artikel 178 og 179 fremgår følgende (uddrag):

"Artikel 178

For at kunne udøve sin fradragsret skal den afgiftspligtige person opfylde følgende betingelser:

a) for det i artikel 168, litra a), omhandlede fradrag - for så vidt angår levering af varer og ydelser - være i besiddelse af en faktura, der er udfærdiget i overensstemmelse med [artikel 220-236 samt artikel 238, 239 og 240] …

Artikel 179

Fradraget foretages under ét af den afgiftspligtige person, ved at han i den moms, der skal betales for en afgiftsperiode, fradrager de momsbeløb, for hvilke fradragsretten i løbet af samme periode er opstået og udøves i henhold til artikel 178.

…"

EF-domstolen har i sag C-152/02 (Terra Baubedarf-Handel GmbH) udtalt, jf. præmis 34, at fradraget som omhandlet i 6. direktivs artikel 17, stk. 2 (nu momssystemdirektivets artikel 168), skal ske for den afgiftsperiode, hvori de to betingelser i 6. direktivs artikel 18, stk. 2, 1. afsnit (nu momssystemdirektivets artikel 179), begge er opfyldt. Det vil sige, at der skal være foretaget levering af goder eller tjenesteydelser, og at den afgiftspligtige skal være i besiddelse af en faktura eller et dokument, der ifølge kriterier fastsat af den pågældende medlemsstat kan anses for et tilsvarende dokument.

I SKM2019.332.ØLR og SKM2017.461.ØLR fandt Østre Landsret i begge domme, at sagsøgerne ikke havde løftet bevisbyrden for, at der havde fundet levering sted. Fakturaerne i de pågældende sager opfyldte ikke momsbekendtgørelsens fakturakrav, idet der i fakturaerne bl.a. ikke var foretaget en tilstrækkelig præcis angivelse af ydelsernes art og omfang samt tidspunkt og sted for levering, ligesom der ikke var fremlagt arbejdssedler, opgørelser eller andet bevis for, at de hævdede ydelser var leveret. Samme forhold forelå i den nyere byretsdom SKM2021.395.BR, hvor de i sagen fremlagte samarbejdsaftaler blev fundet for upræcise til at løfte bevisbyrden. Byretten udtalte, at det forhold, at der var sket pengeoverførsler fra sagsøgerens konto, ikke i sig selv dokumenterede, at der var sket levering af momsbelagte ydelser fra de angivne underleverandører.

Der henvises endvidere til Retten i Glostrups dom af 10. februar 2017, offentliggjort som SKM2017.210.BR, samt Landsskatterettens afgørelser af 27. september 2018 og den 15. november 2018, offentliggjort som henholdsvis SKM2018.539.LSR og SKM2018.613.LSR.

Bevisbyrden vil være skærpet i tilfælde hvor der foreligger usædvanlige omstændigheder i relation til fakturering og samhandlen med underleverandørerne. Der henvises til Østre Landsrets dom af 28. april 2009, offentliggjort som SKM2009.325.ØLR, og Y6-bys Byrets dom af 10. oktober 2016, offentliggjort som SKM2017.40.BR.

Ved anmodning om fradrag i henhold til momsloven § 37 påhviler det selskabet at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt.

Fradrag for købsmoms

Selskabet har for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2020 angivet fradrag for købsmoms for fremmed arbejde på 1.899.490 kr. Skattestyrelsen har ud fra selskabets bankkonto forhøjet selskabets momstilsvar til 938.967 kr. for den påklagede periode på baggrund af betalinger til underleverandørerne G8-virksomhed, G9-virksomhed, G5-virksomhed, G10-virksomhed, G11-virksomhed, G12-virksomhed, G16-virksomhed, G17-virksomhed, G6-virksomhed, G7-virksomhed og G15-virksomhed.

Som dokumentation for samhandlen med underleverandørerne er der fremlagt én faktura fra G8-virksomhed, én faktura fra G9-virksomhed, to fakturaer fra G5-virksomhed, én faktura fra G10-virksomhed, tre fakturaer fra G11-virksomhed og tre fakturaer fra G12-virksomhed.

Landsskatteretten finder på baggrund af de fremlagte fakturaer, at der ikke kan anses at være sket en levering mod vederlag fra en afgiftspligtig person. Fakturaerne indeholder ikke en tilstrækkelig angivelse af omfanget og arten af de leverede ydelser, idet der mangler oplysninger om beskrivelse af arbejdsopgaver, hvor og hvornår arbejdet er udført, og hvem der har udført arbejdet. De fremlagte fakturaer opfylder ikke kravene i momsbekendtgørelsens § 58, stk. 1, nr. 5 og nr. 6.

Flere af underleverandørerne har endvidere ikke indberettet moms i den relevante periode. Underleverandørerne G8-virksomhed, G9-virksomhed, G5-virksomhed, G12-virksomhed, G16-virksomhed, G17-virksomhed, G6-virksomhed, G7-virksomhed og G15-virksomhed har ikke haft medarbejdere i den påklagede periode, ligesom det fremgår af Skattestyrelsens kontroloplysninger, at G8-virksomhed, G9-virksomhed, G18-virksomhed, G11-virksomhed, G12-virksomhed og G15-virksomhed ikke har reageret på Skattestyrelsens henvendelser, og at G8-virksomhed, G11-virksomhed, G5-virksomhed, G12-virksomhed, G16-virksomhed, G17-virksomhed og G15-virksomhed har overført store summer til udlandet. Underleverandørerne G15-virksomhed, G7-virksomhed, G6-virksomhed, G12-virksomhed, G9-virksomhed, G11-virksomhed og G5-virksomhed har endvidere ikke indberettet moms i den relevante periode.

Selskabet har i forbindelse med klagesagens behandling fremlagt tilbud med tilhørende tilbudsliste, samarbejdskontrakt samt mails fra selskabet med udfyldt tilbudsliste. Materialet forelå ikke til brug for Skattestyrelsens behandling af sagen. Retten finder, at der ikke kan skabes en identifikation mellem det fremlagte materiale og selskabets brug af underleverandører G8-virksomhed, G9-virksomhed, G5-virksomhed, G10-virksomhed, G11-virksomhed, G12-virksomhed, G16-virksomhed, G17-virksomhed, G6-virksomhed, G7-virksomhed og G15-virksomhed. Samarbejdskontrakten og tilbuddet indeholder ikke oplysninger om underleverandørerne, herunder hvor arbejdet skal udføres og hvornår. Hverken samarbejdskontrakten eller tilbuddet er underskrevet af parterne.

Landsskatteretten finder, at der foreligger så usædvanlige omstændigheder i forbindelse med selskabets brug af underleverandører, at der påhviler selskabet en skærpet bevisbyrde for at dokumentere, at der er leveret tjenestyrelser.

Selskabet har ikke fremlagt samtlige fakturaer for udgifterne til underleverandørerne for den påklagede periode. Ifølge dagældende momsbekendtgørelsens § 82 er det en overordnet betingelse for at kunne få fradrag for købsmoms, at udgifterne er dokumenteret med forskriftsmæssige fakturaer.

Landsskatteretten bemærker desuden, at ligningslovens § 8Y ikke finder anvendelse i forhold til momsspørgsmålet, da bestemmelsen i ligningsloven omhandler indkomstskat og ikke kravene til selskabets fradrag på købsmoms. Landsskatteretten henviser i stedet til momslovens § 46, stk. 12, hvori det fremgår at beløb på mere end 8.000 kr. skal betales elektronisk. Det forhold at selskabet udelukkende har betalt fakturaerne ved elektroniske pengeoverførsler, udgør ikke i sig selv dokumentation for, at leveringer af ydelser har fundet sted, hvorfor dette ikke kan føre til et andet resultat.

Under disse omstændigheder finder retten, at selskabet ikke har dokumenteret, at betingelserne for fradrag i henhold til momslovens § 37 er opfyldt. Selskabet har således ikke dokumenteret, at der er foretaget momspligtige leverancer i henhold til de fremlagte fakturaer.

Landsskatteretten finder, at der ikke kan anses at være sket en levering mod vederlag fra en afgiftspligtig person.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Formalitet

Hjemvisning

Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en rekursinstans kan hjemvise en klagesag, såfremt førsteinstansens afgørelse indeholder fejl i afgørelsens retlige grundlag, eller at den er behæftet med væsentlige formelle fejl. Ligeledes bør der ske hjemvisning, såfremt sagen bygger på et forkert oplysningsgrundlag, eller oplysningsgrundlaget ved rekursinstansen er ændret i væsentlig grad.

Landsskatteretten skal tage stilling til, hvorvidt Skattestyrelsens manglende beskrivelse af underleverandørerne G6-virksomhed og G19-virksomhed kan begrunde, at der er tale om en hjemvisningsgrund. Endvidere skal der tages stilling til, hvorvidt der kan ske hjemvisning af sagen til Skattestyrelsen på baggrund af faktuelle mangler.

Landsskatteretten finder at Skattestyrelsens manglende beskrivelse af G6-virksomhed og G19-virksomhed, ikke kan føre til, at sagen skal hjemvises til Skattestyrelsen. Retten har lagt vægt på, at manglende beskrivelse af underleverandørerne ikke kan anses for at udgøre en væsentlig mangel. Skattestyrelsens beskrivelse af de to underleverandører er blevet sendt til selskabets repræsentant den 21. juni 2022, hvor repræsentanten har haft mulighed for at fremkomme med bemærkninger hertil.

Skattestyrelsen har, i forbindelse med klagesagsbehandlingen, fået tilsendt det nye materiale, Skattestyrelsen har den 27. oktober 2021, den 1. juni 2022 og den 16. juni 2022 fremsendt supplerende udtalelser på baggrund af det fremsendte materiale, som ifølge Skattestyrelsen ikke har medført nogen anden vurdering i forhold til Skattestyrelsens afgørelse af den 12. juli 2021.

Landsskatteretten skal herefter tage stilling til, om sagen skal hjemvises til Skattestyrelsen på baggrund af faktuelle mangler.

Der foreligger i den konkrete sag ingen forhold, som taler for, at sagen bør hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Repræsentantens subsidiære påstand om hjemvisning afvises, idet der ikke foreligger nye oplysninger, der ændrer sagens karakter i en sådan grad, at der er behov for ny sagsbehandling.

Landsskatteretten afviser at hjemvise sagen.

Ugyldighed på baggrund af manglende udøvelse af officialmakismen

Landsskatteretten skal tage stilling til hvorvidt Skattestyrelsen har overtrådt officialprincippet ved ikke at oplyse sagen korrekt og grundigt nok.

Det følger af officialprincippet, som er en ulovbestemt retsgrundsætning, at det som udgangspunkt påhviler myndigheden selv at fremskaffe de fornødne oplysninger om de foreliggende sager, eller dog foranledige at eksempelvis parterne selv medvirker til sagsoplysningen. Af officialprincippet følger tillige, at en forvaltningsretlig afgørelse først må træffes, når de nødvendige oplysninger foreligger. Se hertil Østre Landsrets dom i SKM 2014.325.ØLR, hvor landsretten fandt, at SKAT, forinden afgørelsen blev truffet, havde gjort sædvanlige og rimelige bestræbelser på at indhente regnskabsmateriale, og havde foretaget de undersøgelser, der måtte kræves efter officialprincippet. Officialprincippet modificeres af almindelige proportionalitetsbetragtninger.

Den foreliggende afgørelse er truffet på baggrund af de oplysninger, der har været tilgængelige for Skattestyrelsen på det pågældende tidspunkt. Selskabet har ikke på begæring indsendt det materiale, som skattemyndighederne har bedt selskabet om at indsende. Skattestyrelsen har modtaget fakturaer, fra underleverandører som Skattestyrelsen har kontrolleret, som er henvendt til selskabet. Herudover har Skattestyrelsen af egen drift indhentet materiale fra klagerens bankforbindelser, og har udarbejdet afgørelsen på baggrund af det indhentede materiale. Der ses på denne baggrund ikke at været noget grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens afgørelse som ugyldig på grundlag af tilsidesættelse af officialprincippet.

Herudover skal der tages stilling til hvorvidt Skattestyrelsen har udarbejdet afgørelsen på oplysninger der ikke er underbygget, herunder sager forelagt domstolene mod enkelte af underleverandørerne, der har udstedt fakturaerne til selskabet.

Landsskatteretten finder efter en konkret vurdering af de faktiske oplysninger, som indgik i grundlaget for Skattestyrelsens afgørelse, at Skattestyrelsen ikke har tilsidesat officialprincippet, idet Skattestyrelsen har gjort sædvanlige og rimelige bestræbelser på at oplyse sagens materielle grundlag. Der er herved lagt vægt på, at selskabet ikke har fremlagt materialet Skattestyrelsen har bedt om den 1. februar 2021, hvor Skattestyrelsen har anmodet selskabet om at fremsende Saldobalance pr. 31. december 2019, saldobalance pr. 31. december 2020, kontokort fra 1. januar 2019 til 1. februar 2021, bankkontoudtog for perioden fra selskabets stiftelse til 1. februar 2021, samt dokumentation for selskabets brug af underleverandører.

Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen ud fra almindelige proportionalitetsbetragtninger har foretaget en kontrol af underleverandørerne, de enkelte fakturaer, samt de elektroniske bankoverførsler Skattestyrelsen har haft kendskab til.

Landsskatteretten finder, at der er ikke grundlag for at anse Skattestyrelsens afgørelse som ugyldig.

Endvidere anses der ikke for at være kommet nye oplysninger i sagen, som kan begrunde en fornyet førsteinstansbehandling. Landsskatteretten finder derfor ikke grundlag for at hjemvise sagen til Skattestyrelsen til fornyet behandling.

Ugyldighed ved selvinkriminering

Der skal tages stilling til, hvorvidt Skattestyrelsen har overtrådt selvinkrimineringsforbuddet ved at indkalde materiale fra selskabet uden at oplyse om, at der var risiko for, at selskabet kunne komme til at inkriminere sig selv.

EMRK’s artikel 6 omhandler retten til en retfærdig rettergang. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom af 25. februar 1993, Funke v. Frankrig, (10828/84), præmis 44, fastslået, at et forbud mod selvinkriminering kan udledes af artikel 6, stk. 1. Den anklagede har ret til ikke at udtale sig og en ret til ikke at inkriminere sig selv. Retten til ikke at inkriminere sig selv skal ses i tæt sammenhæng med uskyldsformodningen i artikel 6, stk. 2, hvorefter anklagemyndigheden har bevisbyrden i forbindelse med at bevise den anklagedes skyld jf. dom af 17. december 1996, Saunders v. Storbritannien, (19187/91), præmis 68.

Retten til ikke at inkriminere sig selv følger også af retssikkerhedslovens § 10, der ifølge lovens § 1 finder anvendelse ved tvangsindgreb, som foretages af den offentlige forvaltning uden for strafferetsplejen, og som består i husundersøgelse eller undersøgelse / beslaglæggelse af breve og andre papirer.

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 10, stk. 1, at hvis der er en konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser om oplysningspligt til myndigheden ikke, medmindre det kan udelukkes, at oplysningerne kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Ifølge § 10, stk. 3, skal myndigheden vejlede den mistænkte om, at vedkommende ikke har pligt til at meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.

En ændring af en fysisk eller juridisk persons forpligtelse til at betale A-skat, AM-bidrag eller momsfradrag er ikke en straf på baggrund af en lovovertrædelse. Der henvises til byretsdommen SKM2017.559.BR, hvori det blandt andet fremgår, at:

"Skattemyndighedernes arbejde med at sikre, at borgere og virksomheder betaler den korrekte skat er ikke at anse som en straf".

Forbuddet mod selvinkriminering bliver som nævnt også beskyttet af EMRK’s artikel 6, stk. 1, set i sammenhæng med stk. 2. Forbuddet om selvinkriminering finder anvendelse, såfremt der er tale om en straffesag. I denne sag er der tale om en vurdering af, hvorvidt der er betalt korrekt A-skat, AM-bidrag og moms. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dommen Ferrazzini v. Italien, den 12. juli 2001, præmis 21-30, fundet, at EMRK’s artikel 6 ikke finder anvendelse på skattesager.

Herudover fremgår det af dommen Allan v. Storbritannien (76574/01), at skattemyndighederne har mulighed for at spørge ind til en borgers skatteforhold, også selvom det senere viser sig, at borgeren er blevet dømt for at have unddraget indkomstskat og selskabsskat.

Dommen Saunders v. Storbritannien, som klagerens repræsentant har henvist til, angår ikke en "almindelig" skattesag, hvor skattemyndighederne efter skattelovgivningens bestemmelser pålægger en borger/selskaber at betale skat, eller forhøje en allerede pålagt skat.

De nævnte domme er udtryk for, at hvis Skattestyrelsen ikke har vejledt selskabet korrekt om retten til ikke at inkriminere sig selv, kan det have betydning i en straffesag, men det har ikke nogen betydning for gyldigheden af den påklagede forvaltningsafgørelse.

Landsskatteretten finder i øvrigt, at Skattestyrelsen ikke har handlet i strid med selvinkrimineringsforbuddet efter retssikkerhedslovens § 10, herunder vejledningsforpligtelsen i stk. 3. Myndighedens forpligtelse til at vejlede om retten til ikke at inkriminere sig selv forudsætter, at der på tidspunktet, hvor myndigheden indhenter oplysninger hos borgeren, foreligger en konkret mistanke om, at der er et strafbart forhold. De oplysninger, som Skattestyrelsen har indhentet, er blevet indhentet med henblik på opgørelsen af selskabets indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, samt selskabets momstilsvar. På det tidspunkt hvor Skattestyrelsen bad selskabet om oplysninger, ses der ikke at have foreligget en konkret mistanke om, at selskabet havde begået et strafbart forhold, således at dette kunne give anledning til, at Skattestyrelsen skulle have oplyst selskabet om sine rettigheder i henhold til retssikkerhedslovens § 10.

På baggrund heraf finder Landsskatteretten, at der ikke er grundlag for at kende Skattestyrelsens afgørelse ugyldig med henvisning til, at Skattestyrelsen skulle have overtrådt retssikkerhedsloven og EMRK.

Præjudiciel forelæggelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for at henvise spørgsmålet om fakturakravene til EU-domstolen.

Repræsentanten ønsker sagen forelagt for EU-Domstolen som et præjudicielt spørgsmål for at få afklaret, om Skattestyrelsen i nærværende sag handler i strid med EU-Domstolens fortolkning af fakturakravene, herunder bevisbyrde.

Landsskatteretten finder, at en forelæggelse af dette spørgsmål for EU-Domstolen ikke er nødvendig, inden der kan træffes afgørelse i sagen. Omdrejningspunktet i nærværende sag er, hvorvidt selskabet opfylder betingelserne for at kunne opnå fradrag for udgifter til indgående moms materielt og formelt.

Der er hverken tvivl om bevisbyrden eller fortolkningen af de krav, der stilles til at kunne udnytte fradragsretten, da de er fastlagt ved domme fra EU-Domstolen. EF-Domstolen udtalte bl.a. i sag C-152/02 (Terra BaubedarfHandel GmbH), jf. præmis 34, at fradraget som omhandlet i 6. direktivs artikel 17, stk. 2 (nu momssystemdirektivets artikel 168), skal ske for den afgiftsperiode, hvori de to betingelser i 6. direktivs artikel 18, stk. 2, 1. afsnit, (nu momssystemdirektivets artikel 179) begge er opfyldt.

Det vil sige, at der skal være foretaget levering af goder eller tjenesteydelser, og at den afgiftspligtige skal være i besiddelse af en faktura eller et dokument, der ifølge kriterier fastsat af den pågældende medlemsstat kan anses for et tilsvarende dokument.

Formålet med de oplysninger, der obligatorisk skal anføres på en faktura, er at gøre det muligt for skattemyndighederne at kontrollere, om skyldig afgift er betalt og i givet fald at efterprøve, om der består en ret til momsfradrag. Det fremgår af EU-Domstolens dom i sag C-516/14 (Barlis), jf. præmis 27.

EU-Domstolen har herudover taget stilling til de formelle betingelser for fradragsretten fremgår det af momssystemdirektivets artikel 178, litra a), at udøvelsen heraf er undergivet et krav om besiddelse af en faktura, der er udfærdiget i overensstemmelse med direktivets artikel 226, jf. f.eks. C-18/14 (Senatex), præmis 29.

EU-Domstolen har i sagen C-516/14 (Barlis) udtalt at, det fremgår af artikel 178, litra a), i direktiv 2006/112, at udøvelsen af retten til momsfradrag er undergivet et krav om besiddelse af en faktura, der er udfærdiget i overensstemmelse med direktivets artikel 226 jf. præmis 41. Herudover blev det fastslået, at det grundlæggende princip om momsens neutralitet kræver, at der indrømmes fradrag for indgående moms, hvis de materielle betingelser herfor er opfyldt, selv om de afgiftspligtige ikke måtte have opfyldt visse formelle betingelser jf. præmis 42.

Domstolen udtalte, at det tilkommer den forelæggende ret at tage hensyn til alle de oplysninger, der er indeholdt i de omhandlede fakturaer og i de bilagsdokumenter, som den afgiftspligtige havde fremlagt, for at efterprøve, om de materielle betingelser for selskabets ret til momsfradrag var opfyldt, jf. præmis 44.

EU-Domstolen har i sag C-268/83 (Rompelman), præmis 24, fastslået, at det påhviler den, der anmoder om momsfradrag, at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt.

På baggrund af den eksisterende domspraksis findes der ikke at være grundlag for at forelægge sagen for EU-Domstolen.

Repræsentantens anbringender og Generaladvokatens udtalelse i dommen C-247/21, som repræsentanten har henvist til, fører ikke til en anden vurdering.

Landsskatteretten imødekommer derfor ikke anmodningen om, at der foreligges et præjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen."

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af IA og IC.

Dommen indeholder ikke en gengivelse af forklaringerne, jf. retsplejelovens § 218 a.

Parternes synspunkter

 

H1 har i sit "påstandsdokument og sammenfattende processkrift" anført følgende:

2.    Sagsfremstilling

Denne sag, der er en sammenbehandling af en moms og en skattesag, er indbragt for domstolen, grundet Landsskatterettens afgørelser i sagerne den 20. juni 2023, hvor Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelser om Sagsøgers indberetningspligt og hæftelse for A-skat og AM-bidrag med henholdsvis DKK 2.375.587 og DKK 375.587, samt manglende fradrag for moms der har medført forhøjelse af sagsøgers momsansættelse jf. Landsskatterettens afgørelser.

Baggrunden for Skattestyrelsens afgørelse skal findes i bilag 1, hvor det begrundes, hvorfor der er sket en forhøjelse af sagsøgers skattepligtige indkomst.

Helt overordnet er sagsøger meget uforstående over det faktuelle grundlag, der bliver lagt til grund for sagen.

Sagsøger har fremsendt samtlige efterspurgte bilag, som Skattestyrelsen efterspurgte under sagsbehandlingen ved Skattestyrelsen, men disse bilag er blevet afvist af Skattestyrelsen, idet Skattestyrelsen helt fra start har opfattet disse bilag som fiktive bilag, uanset de er reelle.

Landsskatteretten har også blot, uden at tage stilling til bilagene, eller bilagenes sammenhæng med selskabets selvangivelser, underkendt bilagene som fiktive, og stadfæstet Skattestyrelsens beregnede forhøjelse af sagsøgers moms, selskabsskat og indeholdelsespligt for A-skat og AM-bidrag, jf. bilag 2 og bilag 3 til begge sagerne.

Selve motoren i Skattestyrelsens oprindelige afgørelse, jf. bilag 1 skal findes i det forhold, at Skattestyrelsen bygger sagen på baggrund af en sag fra Københavns Byret, hvor flere kriminelle bagmænd havde udtalt, at de selskaber, de var bagmænd for, var fiktive.

Det er fakturaer for disse selskaber, der giver anledning til denne sag.

Det fremgår imidlertid ikke af forklaringen fra byretten, hvad bagmændene mente med fiktive selskaber. Ikke desto mindre har Skattestyrelsen lagt til grund, at der med fiktiv mentes, at det var selskaber uden aktivitet.

Sagsøger er uenig i denne opfattelse, og har gentagende gange opfordret Skatteministeriet til at fremlægge disse sager mod de påståede bagmænd og selskaberne, så sagsøger kunne identificere, hvad der faktisk er sket i sagerne - Skatteministeriet har ikke efterkommet dette, hvilket skal komme Skatteministeriet processuelt til skade. Ved ikke at opfylde disse opfordringer og give sagsøger indsigt i afgørelserne mod disse selskaber, har sagsøger ikke haft mulighed for at imødegå eventuelle fejl og misforståelser i forhold til disse afgørelser, lige som sagsøger slet ikke ved, om det er korrekt, at disse bagmænd skulle have sagt, at selskabernes aktivitet var fiktive i forhold til sagsøger.

Sagsøger har de facto lejet mandskab igennem disse selskaber til brug for levering af sine egne ydelser til Sagsøgers enge kunder.

Sagsøger har bestilt, modtaget og anvendt den arbejdskraft, som er blevet sendt af de i Skattestyrelsens afgørelse nævnte selskaber, som altså ikke har været fiktive i forhold til aktiviteten med arbejdsudleje.

Hvorvidt selskaberne omhandlede i bilag 4 er fiktive, ved Sagsøger ikke.

Sagsøger har blot kunnet konstatere, at der var tale om selskaber, registreret i selskabsregistret, registreret med et momsnummer og med personer, der drev selskaberne, som var i stand til at levere det mandskab, som Sagsøger til enhver tid havde behov for, for at gennemføre sine opgaver for sagsøgers egne kunder.

Derudover har sagsøger gjort, hvilket må lægges til grund som et faktum, som loven forskriver,

idet	Sagsøger har modtaget en faktura, som opfylder momssystemdirektivets krav,
idet	Sagsøger har betalt elektronisk, som ligningsloven forskriver i alle tilfælde,
idet	Sagsøger ikke en eneste gang har betale kontant eller modtaget kontant betaling,
idet	Sagsøger ikke en eneste gang har foretaget en elektronisk betaling uden først at modtage en faktura,
idet	Sagsøger ikke en eneste gang har foretaget en betaling, der ikke kan ses af sagsøgers bankkonto.,
idet	Sagsøger ikke har modtagen nogen form for betaling fra egne kunder, som ikke er sket elektronisk.

Sagsøger har derfor et 100 % elektronisk transaktionsspor, der underbygges af indgående og udgående fakturaer, sammenholdt med indgående og udgående elektroniske betalinger, hvilket stemmer 100 % overens.

Sagsøger har derfor, i alle tilfælde, sikret det elektroniske transaktionsspor, der er så afgørende for skattemyndighederne.

Faktum er derfor også, at Sagsøger ikke har haft (red.fjernet.betegnelse) ansatte, eller afregnet nogen (red.fjernet.betegnelse), som er hele omdrejningspunktet i Skattestyrelsens afgørelse, jf. bilag 1, og som Landsskatteretten ukritisk blot stadfæster jf. bilag 2, uden at tage stilling til, at sort økonomi er en kriminel handling, der skal underbygges særlig godt af skattemyndighederne, hvilket slet ikke er tilfældet i nærværende sag.

Det er et faktum, at der ikke er sket nogen efterprøvelse af Sagsøgers virksomheds aktiviteter, det er et faktum, at alle betalinger er foregået elektronisk, det er et faktum, at ingen myndighed har konstateret, at Sagsøger skulle have ansatte, der ikke er registreret eller ikke er betalt for ved underleverandør.

Sagsøger har som et faktum alene betalt for modtagne fakturaer, og dette endda elektroniske i hvert enkelt tilfælde, hvilket ses af bilag 6 - 9.

Faktum er derfor også, at der ikke er noget fiktivt i de omtalte selskaber i bilag 1 i forhold til Sagsøger.

Hvorvidt disse selskaber har aflønnet deres ansatte (red.fjernet.betegnelse), ikke beregnet moms- eller lignende, ved Sagsøger ikke noget om. I forhold til Sagsøgers aktiviteter og virksomhed har de omtalte selskaber leveret det mandskab, som Sagsøger har efterspurgt hver eneste gang.

Samtidig er der faktureret herfor hver eneste gang, og der er betalt elektronisk, og der er faktureret til timepriser, der er helt normale i arbejdslejeforhold.

I forbindelse med sagsbehandlingen fremsendte Sagsøger en opfordring til Skattestyrelsen om at dokumentere grundlaget for vurderingen af de fiktive virksomheder.

Denne opfordring rettede sig direkte til, at Skattestyrelsen skriver på side 2 i Skattestyrelsens afgørelse;

 

"Skattestyrelsen foretager den pågældende kontrol idet G5-virksomhed er konstateret som en fiktiv virksomhed der indgår i kædesvig."

 

Sagsøger opfordrede derfor Skattestyrelsen til at fremlægge den afgørelse, dom, vurdering eller andet, hvor G11-virksomhed. IE blev fundet fiktiv, idet Skattestyrelsen alene oplyste, at selskabet G11-virksomhed. IE var fundet fiktiv, hvilket Sagsøger ikke har eller havde nogen mulighed for at efterprøve.

Sagsøger har således ikke haft eller har ikke mulighed for at;

1.                    Efterprøve, hvem der har foretage denne vurdering

2.                    Efterprøve om den er rigtig, og der er enighed mellem myndigheder herom

3.                    Hvad er det for en fiktiv virksomhed, der er vurderet. Det kan Sagsøger heller ikke efterprøve. For er den uregistreret eller lignende, kan den jo stadig godt have en aktivitet - det ved Klager jo ikke, idet klager ikke kan efterprøve dette.

Under sagens forberedelse har sagsøger, fordi Skattestyrelsen ikke under klagesagsbehandlingen ville imødekomme sagsøgers opfordringer, fremsat 13 opfordringer til Skatteministeriet.

Alle disse opfordringer angik grundlæggende set, hvad baggrunden var for vurderingen af underleverandørernes status som fiktive, og om disse selskaber (underleverandørerne) havde selvangivet skat baseret på de indkomster, der opstod i samarbejdet med Sagsøger.

Hvis der var tale om indkomster, og disse indkomster blev selvangivet i selskaberne, var det netop fastslået, at der var en legitim samhandel mellem Sagsøger og underleverandørerne, som ikke gav anledning til at underkende disse underleverandører som fiktive.

Alle opfordringerne angik derfor et meget vigtigt faktisk forhold.

De 13 opfordringer er aldrig blevet besvaret fyldestgørende. De er forsøgt besvaret, men er ikke blevet det, hvilket processuelt må komme Skatteministeriet til skade.

Faktuelt er det for så vidt også ligegyldigt, for med processkrift B, det sidste processkrift Skatteministeriet fremsender, endda på dagen for forberedelsens afslutning, så Sagsøger ikke rigtigt kan kommentere på dette, kom det imidlertid endeligt frem, hvad faktum i de andre selskaber (underleverandørselskaberne) faktisk er.

Det fremgår af processkrift B, side 5 (afsnit 4), at Skatteministeriet direkte udtaler:

"Det kan for ordens oplyses, at sagsøgerens navn fremgår af selve afgørelserne vedrørende henholdsvis G8-virksomhed, G11-virksomhed og G6-virksomhed, hvor det i alle tilfælde fremgår, at virksomhederne har indtægtsført salg til sagsøgeren."

 

Med denne ene udtalelse har Skatteministeriet således udtalt sig om alle opfordringerne på samme tid, men samtidig også fastlagt det faktum, som Sagsøger hele tiden, har gjort gældende, at der har været tale om en reel samhandel med alle underleverandørerne.

Dette underbygges nu af, at Skatteministeriet selv anfører, at underleverandørerne har indtægtsført salg til sagsøgeren.

Når underleverandørerne har indtægtsført salg til sagsøgeren, har der ikke været noget fiktivt i samhandlen mellem sagsøger og underleverandørerne, hvorfor dette salg er helt almindelig, lige som alle andre virksomheders samhandel, hvorfor det faktum, som Skattestyrelsen, Landsskatteretten, og Skatteministeriet, indtil processkrift B har fastholdt, at underleverandørerne var fiktive, ikke er korrekt, idet Skatteministeriet nu selv anfører, at underleverandørerne har indtægtsført salget til sagsøger.

Underleverandørerne ville ikke indtægtsføre salget, hvis underleverandørerne var fiktive.

Det må derfor også lægges til grund, at underleverandørerne, i hvert fald i forhold til sagsøger, ikke er fiktive, og derfor fuldt ud reelle virksomheder, hvilket Skatteministeriet selv anfører i processkrift B.

3. Anbringender

Til støtte for de nedlagte påstande gøres følgende anbringender gældende:

3.1   Den principale påstand

Det gøres gældende, at Landsskatteretten stadfæster en afgørelse fra Skattestyrelsen, som Skattestyrelsen opstarter og opbygger på baggrund af et udsagn fra nogle kriminelle bagmænd, der i retten i Y6-by udtaler, at deres virksomheder er udtryk for fup og svindel.

Det er imidlertid ikke efterprøvet, hvor valide disse oplysninger er, når de er afgivet af to parter i en kriminalsag, hvor de ikke er forpligtet til at tale sandt og kan have alle mulige grunde til at lyve eller give et forkert faktum til retten.

Alligevel bygger Skattestyrelsen sagen op omkring det eneste faktum, at disse personer har udtalt, at deres virksomheder er udtryk for fup og svindel uden nogen skelen til, i hvilken kontekst denne svindel har udspillet sig.

Skattestyrelsen lægger til grund, at der således ikke har været nogen form for aktivitet i selskaberne, hvorfor det må være Sagsøger, der har haft (red.fjernet.betegnelse) ansatte, hvorfor der ikke er ret til fradrag for moms, og pligt til at betale A-skat og AM-bidrag for disse (red.fjernet.betegnelse) ansatte.

Nu ved vi imidlertid, at dette faktum, der lægges til grund, ikke er korrekt. Selskaberne var nok ikke så fiktive, som Skattestyrelsen og Skatteministeriet har udlagt dem til at være. Det ved vi nu med Skatteministeriets udsagn i processkrift B, hvorefter vi nu ved, at disse selskaber har indtægtsført en indtægt baseret på et salg til sagsøger. Det gør selskaberne jo kun, hvis der har været gennemført et salg.

Skattestyrelsen, Landsskatteretten og Skatteministeriet har således helt til det sidste fastholdt, at underleverandørerne var fiktive. Men det var de altså ikke, når Skatteministeriet selv anfører, at selskaberne har indtægtsført indkomster baseret på salg til Sagsøger.

Hele sagen har således været bygget op om, og fastholdt baseret på, at Skatteministeriet ikke ville udlevere afgørelserne eller lignende mod underleverandørerne, fordi det ville vise sig, at underleverandørerne har ageret som helt almindelige virksomheder, og indtægtsført salget til Sagsøger. Netop fordi, der er gennemført de salg, som der er faktureret for.

Det giver derfor også mening, at hverken Skattestyrelsen eller Skatteministeriet har villet eller kunne anføre, hvorfor og med hvilken dokumentation Skattestyrelsen i første omgang kunne vurdere, at det ikke var i de omhandlede selskaber de (red.fjernet.betegnelse) ansatte har været, hvis der overhovedet har været (red.fjernet.betegnelse) ansatte, og ikke hos Sagsøger, som Skattestyrelsen og Skatteministeriet har valgt at lægge til grund som sagens faktum.

Sagsøger er aldrig blevet stoppet, kontrolleret eller andet, hvor det er konstateret, at Sagsøger har anvendt (red.fjernet.betegnelse) ansatte.

Sagsøger har betalt alle fakturaer modtaget af de omhandlede selskaber elektronisk. Altså har Sagsøger betalt en anden virksomhed for at stille arbejdskraft til rådighed for Sagsøger, når Sagsøger har haft behov for dette.

Det principielle spørgsmål er således, om det er lovligt for en forvaltning i Danmark, blot at antage, at det er andre, der har begået et strafbart forhold, i denne sag Sagsøger, baseret på en forklaring i retten fra personer, der bliver dømt for økonomisk kriminalitet.

Nu vel at mærke når vi ved, at Skattestyrelsen og Skatteministeriet hele tiden har vidst, at underleverandørerne i hvert fald har indtægtsført salget til Sagsøger, som en hvilken som helst anden virksomhed ville, og dermed slet ikke er fiktiv, som det ellers er lagt til grund under hele sagen, som en forudsætning for hele sagens eksistens.

Disse personers udtalelser, altså personer, der bliver dømt for økonomisk kriminalitet, bevirker, at Skattestyrelsen opstarter en sag mod Sagsøger, der ligger inde med samtlige fakturaer for køb af arbejdskraft, for salg af egne ydelser samt bankkontoudtog, der viser, at alle transaktioner i sagsøgerens virksomhed foregår elektronisk.

Det er direkte udtryk for tredjemandsvirkende udtalelser, som forvaltningen, her Skattestyrelsen, lader uprøvet lægge til grund, endda i en sag, hvor Sagsøgeren, på Skattestyrelsens forespørgsel, straks fremsender alt det bilagsmateriale, som Skattestyrelsen efterspørger for netop at undersøge, om Sagsøger har overholdt loven.

Det har Sagsøger, men Skattestyrelsens konklusion er, at Sagsøger lyver, og har anvendt fiktive fakturaer, ud fra den antagelse, at underleverandørerne skulle være fiktive - noget vi nu ved, at Skattestyrelsen hele tiden har vidst, ikke var tilfældet, og som Skatteministeriet tillige har vidst under hele sagen, men ikke ved at besvare opfordringerne korrekt, har villet oplyse sagsøger om eller i øvrigt ville lade retten vide.

Det er en retssikkerhedsmæssig meget bekymrende. Skattestyrelsen og Skatteministeriet bruger påståede forklaringer fra andre privatpersoners påståede forklaringer om, at underleverandørselskaberne skulle være fiktive, til at lave forhøjelser af andre helt legitime virksomheder, selvom Skatteministeriet og Skattestyrelsen er fuldstændig klar over, at disse underleverandører rent faktisk og i henhold til loven, har indtægtsført salg til Sagsøger.

Det virker helt utroligt, men det er ikke desto mindre det, der er sket i denne sag.

Under klagesagsbehandlingen fremsatte Sagsøger en opfordring til Skattestyrelsen, hvor Skattestyrelsen blev opfordret til at fremlægge dokumentation for, at der ikke har været aktivitet i disse underleverandørvirksomheder, at disse virksomheder ikke også har fået en forhøjelse af A-skat og AM-bidrag, og at de forklaringer, som Skattestyrelsen lagde til grund for, at der skulle være tale om fiktive virksomheder, er underbygget af faktiske omstændigheder.

Denne opfordring fik vi aldrig svar på af Skattestyrelsen, hvorfor den blev genfremsat til Skatteministeriet.

Skatteministeriet ville ikke oplyse, dels om der var pålagt disse selskaber indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, lige som Skatteministeriet fastholdt, at der var tale om fiktive virksomheder, hvilket Skatteministeriet så i processkrift B, på dagen for forberedelsens afslutning, løfter sløret for aldrig har været tilfældet, idet disse virksomheder har indtægtsført salget til Sagsøger.

Den fremgangsmåde, som Skattestyrelsen og Skatteministeriet anvender i denne sag, er yderst tvivlsom i forhold til at oplyse sagen objektivt, idet Skattestyrelsen og Skatteministeriet bygger sagen på udsagn fra personer, der står til at skulle blive straffet, og som derfor har alle mulige interesser i at lyve for retten samtidig med, at Skatteministeriet under hele sagen har vidst, at de underleverandører, som påstås fiktive, hele tiden har indtægtsført indkomster tjent ved salg af ydelser til Sagsøger, hvorfor Sagsøger aldrig kan hæfte for A-skat og AM-bidrag, idet disse selskaber har ageret som dem, der har leveret ydelsen til Sagsøger, lige som der også herved er ret til fradrag for moms.

Dette er desværre endnu et eksempel på, at Skattemyndighederne ikke efterlever princippet om god sagsbehandlingsskik, der er voldsomt kritiseret af Folketingets Ombudsmand i rapporten af 22. marts 2018.

Dette er således en del af Sagsøgers principale påstand om ugyldighed, at der kan identificeres så væsentlige sagsbehandlingsfejl alene forbundet med dokumenterne i sagen og grundlaget for at vurdere dokumenterne i sagen, at sagen af den grund er ugyldig.

¨¨¨¨

Derudover skal princippet om "fair trail" inddrages.

Det er sådan, at under princippet om fair trail ligger også spørgsmålet om, hvorvidt det må forekomme, at en person inkriminerer sig selv.

Princippet udspringer af EMRK’s artikel 6, og er gengivet i retssikkerhedslovens §§ 9 og 10.

Der er således forbud mod, at en skatteyder, via sine oplysninger til Skattestyrelsen, inkriminerer sig selv.

Dette er forsøgt afhjulpet i Danmark ved, at myndighederne, hvis der er grundlag for at mistænke, at der foreligger et strafbart forhold, og myndighederne gerne vil fortsætte en kontrol af skatteyderen, udsteder en selvinkrimineringsblanket, hvorefter skatteyderen kan agere på et oplyst grundlag, og rent faktisk varetage egne interesser, når der potentielt kan være tale om strafbare forhold.

På denne blanket bliver skatteyderen oplyst om, at skatteyderen ikke har pligt til at udtale sig, og gør skatteyderen alligevel dette, kan det senere blive brugt mod skatteyderen, idet skatteyderen netop i dette tilfælde har ageret ud fra et fuldt ud oplyst grundlag om risikoen for et senere strafferetligt efterspil, på baggrund af selvsamme oplysninger givet af skatteyderen.

Det er således en retssikkerhedsgaranti for skatteyderen, at denne bliver oplyst om, at myndighederne er i gang med at gennemføre en kontrol, og at der i forbindelse med denne kontrol kan blive givet oplysninger til Skattestyrelsen, som kan inkriminere skatteyderen selv.

Hele formålet med blanketten er således at oplyse skatteyderen om dennes ret til ikke at udtale sig, når der konkret er mistanke om et strafbart forhold, for at Skattestyrelsen ikke skal ende med at lave efterforskning, som kun politiet har kompetence til. Derfor skal der udstedes en selvinkrimineringsblanket til alle skatteydere, hvor der er grundlag for at mistænke et strafbart forhold.

Udstedes selvinkrimineringsblanketten imidlertid ikke, og der er konkret mistanke om et strafbart forhold, og Skattestyrelsen indsamler informationer fra skatteyderen i form af dokumenter, udtalelser mv., forbryder Skattestyrelsen sig mod princippet i retssikkerhedsloven og EMRK, der er regulære kompetencebestemmelser, hvorfor det medfører en afgørelses ugyldighed.

Overtrædelse af princippet medfører således, at den trufne afgørelse er ugyldig, netop fordi Skattemyndighederne har forbrudt sig mod den retssikkerhedsgaranti, at skatteyderen ikke må risikere at inkriminere sig, uden skatteyderen forinden er gjort opmærksom herpå.

I den sammenhæng skal det vurderes, om der i denne sag kan antages at have været en konkret mistanke om et strafbart forhold. Og det kan der ikke være nogen tvivl om hos Skattestyrelsen.

Det er klart Sagsøgers opfattelse, at der ikke er begået noget som helst strafbart i Sagsøgers virksomhed. Men alligevel er det Sagsøgers opfattelse, at EMRK og retssikkerhedsloven er overtrådt i denne sag.

Alene det forhold, at Skattestyrelsen bygger sagerne på en strafferetlig sag fra byretten, og på baggrund af denne antager, at det er fiktive fakturaer, der er udstedt til Sagsøger, og som Skattestyrelsen ligger inde med allerede inden sagen opstartes, må have givet Skattestyrelsen en konkret mistanke om et strafbart forhold, allerede første gang de retter henvendelse til Sagsøger. Skattestyrelsen bygger jo netop sagen på, at Sagsøger skulle have anvendt en fakturafabrik for at opnå skattemæssigt fradrag, der egentligt efter Skattestyrelsens opfattelse, skulle dække over, at Sagsøger aflønnede (red.fjernet.betegnelse) ansatte, efter at have modtaget betalingen retur fra betalingen af fakturaen til de omhandlede virksomheder. Et scenarie, der intet har på sig, men som Skattestyrelsen lægger til grund, allerede inden Skattestyrelsen kontakter Sagsøger første gang.

Denne mistanke er nok til, at der skulle oplyses om en eventuel selvinkriminering.

Sagsøger er aldrig blevet præsenteret for en selvinkrimineringsblanket. Sagsøger har ikke set en sådan, blevet præsenteret for en sådan og af den grund har Sagsøger heller aldrig underskrevet en sådan. Og her her ophører Skattestyrelsens kompetence i henhold til skattekontrolloven, EMRK og retssikkerhedsloven, hvis ikke Skattestyrelsen gør skatteyderen opmærksom på, at skatteyderen ved udtalelser eller fremskaffelse af dokumentation, kan være med til at inkriminere sig selv i et forhold, som Skattestyrelsen allerede har en konkret mistanke om.

Skattestyrelsen har i denne sag ikke sikret, at Sagsøger har været klar over dette, men har i stedet blot taget kontakt til Sagsøger for at udspørge Sagsøger om forhold vedrørende Sagsøgers moms- og selvangivelse, ansatte mv.

I forbindelse med klagesagsbehandlingen opfordrede sagsøger Skatteankestyrelsen til at til at få afklaret dette EMRK-spørgsmål med den Europæiske menneskerettighedsdomstols praksis.

Overtrædelse af EMRK er ikke et forhold Skatteankestyrelsen alene kunne bestemme. Det samme gør sig gældende for domstolene. Det er Den Europæiske menneskerettighedsdomstol, der skal definere, om der er en overtrædelse eller ikke.

Opfordringen genfremsættes for retten, men ikke som en opfordring til Skatteministeriet, men som en anmodning til retten om at få afklaret grænserne i henhold til EMRK med den Europæiske menneskerettighedsdomstol, i sager som denne, hvor Skattestyrelsens egen opfattelse, allerede i starten af sagen, inden den første kontakt er taget til skatteyderen, er, at der må have været begået mindst et strafbart forhold. Begrænser EMRK i disse tilfælde Skattestyrelsen i at gå videre, uden at bringe politiet i spil, og hvis Skattestyrelsen går videre, er det så et brud på EMRK´s artikel 6.

Det er således vores klare opfattelse, at Skattestyrelsen allerede havde mistanke om et strafbart forhold, da Skattestyrelsen første gang kontaktede Sagsøger, hvilket medfører afgørelsens ugyldighed i sin helhed.

Der er derfor tale om en overtrædelse af EMRK’s artikel 6, der medfører afgørelsens ugyldighed.

¨¨¨¨

Derudover er det Sagsøgers opfattelse, at der også er tale om brud på retssikkerhedslovens § 10.

Hvis der ses på den samlede bestemmelses stk. 1, har den følgende ordlyd:

"Hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse." [egen understregning]

 

Det fremgår tydeligt, at i tilfælde, hvor der er konkret mistanke om, at enkeltpersoner eller selskaber har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, er der ikke pligt til at meddele oplysninger til myndighederne.

Videre fremgår det af bestemmelsens stk. 3:

"En myndighed skal vejlede den mistænkte om, at vedkommende ikke har pligt til at meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Hvis den mistænkte meddeler samtykke til at afgive oplysninger, finder reglerne i § 9, stk. 4, 2. og 3. pkt., tilsvarende anvendelse."

 

Når der er mistanke om et strafbart forhold, skal dette meddeles til den "mistænkte", hvorefter denne på et oplyst grundlag kan meddele samtykke til myndigheden om at indlevere materiale eller afvise at besvare myndighedens henvendelse.

Der står imidlertid intet i bestemmelsen om, som i flere andre sager gjort gældende af Skattestyrelsen, at oplysningspligten først indtræder, når der er så konkret en mistanke, at der er grundlag for at rejse sigtelse.

Dette er en misforstået opfattelse af begrebet mistanke om et strafbart forhold. Hvis der kan rejses sigtelse, er der begrundet mistanke, og det er noget helt andet end at have konkret mistanke om en lovovertrædelse, der kan medføre straf, som ordlyden af retssikkerhedsloven fastslår det.

Udover denne fortolkning af retssikkerhedslovens oplysningspligt, gør Skattestyrelsen i alle andre sager yderligere gældende i relation til selvinkrimineringsforbuddets rækkevidde, at byretten i SKM 2017.559 har accepteret myndighedernes materialeindkaldelse, idet denne materialeindkaldelse ikke er udtryk for pålæggelse af straf.

Når afgørelsen nærlæses, giver resultatet god mening, men viser sig også ikke at være anvendelig i denne sag.

Det skyldes det ret åbenlyse forhold, at nulstilling af A-skat og AM-bidrag for den person, der får sin A-skat og AM-bidrag nulstillet, alene er et spørgsmål om hæftelse, og ikke under nogen omstændigheder er strafbelagt.

Derfor kommer Byretten også, lige som Skatteankestyrelsen, frem til, at selvinkrimineringsforbuddet ikke finder anvendelse i den pågældende sag, idet der ikke kan blive tale om straf, da bestemmelserne om nulstilling af A-skat og AM-bidrag ikke kan medføre straf, men alene hæftelse for selve A-skatten og AM-bidraget.

Det er helt anderledes i denne sag, for Skattestyrelsens opfattelse er jo netop, at sagsøgeren har foretaget forkert momsangivelse, idet Skattestyrelsen ikke finder, der er grundlag for det momsfradrag som sagsøgeren har modregnet, idet Skattestyrelsen, allerede inden første kontakt til sagsøgeren finder, at der er tale om fiktive fakturaer. Derfor vil den forkerte angivelse af moms kunne medføre straf, hvorfor denne sag er væsensforskellig fra SKM 2017.559, hvilket tillige underbygger, at EMRK og retssikkerhedsloven finder anvendelse på nærværende sag.

¨¨¨¨

Som det fremgår af bestemmelsen, skal myndighederne "… vejlede den mistænkte om, at vedkommende ikke har pligt til at meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede overtrædelse."

Det er således ikke et spørgsmål om, hvad konsekvensen af ikke at meddele oplysninger til myndighederne, bestemmelsen skal sikre. Det er derimod en beskyttelse af den skatteyder, hvor der er en konkret mistanke om en lovovertrædelse, der kan medføre straf.

Konstateres det, at der er fakturaer mv., der ikke synes at være angivet, enten for moms, skat eller andre afgifter, er der allerede konkret mistanke om et strafbart forhold, idet det er manglende angivelse/forkerte angivelse, der er strafbar og ikke den manglende betaling.

Det virker derfor ikke i overensstemmelse med principperne om selvinkriminering, at skatteyderen skal give Skattestyrelsen mulighed for at fortsætte kontrollen, når Skattestyrelsen allerede på tidspunktet har konstateret mistanken om det strafbare forhold, uden at skatteyderen gør det på et oplyst grundlag - i overensstemmelse med oplysningspligten i retssikkerhedslovens § 10, stk. 3.

Når det således anføres, at:

"På en række områder kan samfundets love imidlertid ikke fungere, hvis der ikke indgives relevante oplysninger fra borgeren. Dette gælder fx skattesystemet, som er stærkt afhængig af, at skatteyderne selvangiver indkomst mv. Det er derfor vigtigt, at der i relation til uskyldsformodningen i EMRK sondres mellem de oplysninger, som er nødvendige til den almindelige skatteansættelse, og oplysninger, som indhentes med henblik på straffeforfølgning."

 

Netop skatteoplysninger vil i mange tilfælde være indhentet til både den almindelige skatteligning og til straffeforfølgning, idet oplysningerne i første omgang anvendes til at foretage en skatteansættelse, og derefter at anmelde skatteyderen for unddragelse af den skat, som skatteansættelsen af de indhentede oplysninger medførte.

Derfor synes denne sondring heller ikke at kunne anvendes, særligt ikke henset til Saunderssagen.

Hvis Skattestyrelsen fortsat skal have adgang til at foretage en given kontrol, må det gøre sig gældende, som anført:

"Meget muligt må man formulere konsekvenserne af selvinkrimineringsforbuddet således, at hvis en forvaltningsmyndighed har begrundet mistanke om noget strafbart, skal den undlade at anvende sine beføjelser til at kræve dokumenter og forklaringer, og hvis den i strid med denne grundsætning alligevel kræver og modtager dem, må de normalt ikke bruges under en straffesag."

 

Skattestyrelsens ansættelse er afgørende for, om straffesagen kan klares administrativt, om den skal for domstolene efter særlovsbestemmelserne med en strafferamme på indtil 18 måneder, eller om den skal for domstolene i henhold til straffelovens § 289, med en strafferamme op til 8 år.

Derudover fører anklagemyndigheden direkte sagerne på baggrund af det arbejde Skattestyrelsen har lavet.

Skattestyrelsen er således anklagemyndighedens forlængede arm i sådanne sager, hvorfor anklagemyndighedens arbejde med at opgøre det strafbare forhold, er en direkte udløber af den ansættelse, som Skattestyrelsen har foretaget, der igen er en direkte udløber af den kontrol Skattestyrelsen har foretaget.

Det er derfor yderst betænkeligt for borgerens retssikkerhed, den måde som EMRK fortolkes på i Danmark og det skal i den sammenhæng anføres, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke har taget stilling til danske forhold på dette område.

Det gøres derfor gældende, at der er tale om en ugyldig afgørelse, idet materialeindkaldelse, dialog med Sagsøgeren op til forslaget til afgørelsen har medført, at Skattestyrelsen har tilsidesat selvinkrimineringsforbuddet i både retssikkerhedsloven og EMRK, hvilket er en væsentlig sagsbehandlings fejl, der medfører ugyldighed i relation til Skattestyrelsens afgørelse overfor Sagsøger.

Det gøres samtidig gældende, at det modsatte alene kan gøre sig gældende, hvis de omhandlede underleverandører ikke er fiktive, lige som Skatteministeriet anfører i processkrift B, hvilket omvendt vil få hele Skattestyrelsens forhøjelse til at bortfalde, da forhøjelsen direkte baseres på, at de omhandlede underleverandører er fiktive, hvilket altså må forstås på Skatteministeriet nu i processkrift B, alligevel ikke er tilfældet.

Er de ikke fiktive, så er der heller ikke nogen konkret mistanke, men det vil så omvendt betyde, at der er tale om helt legitime virksomheder, der har udstedt en faktura for salg af en ydelse, og at Sagsøger ikke kan hæfte for A-skat og AM-bidrag derfor, idet denne hæftelse ligger på den virksomhed, der har leveret ydelsen (salget), hvilket nu må forstås på Skatteministeriet er underleverandørerne.

Det gøres gældende, at enten er afgørelsen ugyldig, idet underleverandørerne er fiktive, og Skattestyrelsen ikke har iagttaget selvinkrimineringsforbuddet, eller også er afgørelsen gyldig, idet der ikke er tale om fiktive virksomheder med den konsekvens, at sagsøger skal have medhold i de subsidiære påstande, idet sagsøger herved har handlet med en helt legitim virksomhed.

3.2 Den subsidiære påstand

Til støtte for sagsøgerens subsidiære påstand om, at Skattestyrelsens og Landsskatterettens forhøjelse af sagsøgerens moms, samt sagsøgerens hæftelse for A-skat og AM-bidrag skal nedsættes til DKK 0, gøres nedenstående anbringender gældende.

Som et ret afgørende forhold skal det anføres, at Sagsøger ikke på noget tidspunkt har været straffet for at have haft (red.fjernet.betegnelse) ansatte, og i øvrigt været involveret, afhørt, sigtet eller tiltalt i sager om kædesvig eller anden form for økonomisk kriminalitet.

Skattestyrelsen antager dog alligevel, at Sagsøger skulle have gjort sig skyldig i det strafbare forhold at udbetale løn til (red.fjernet.betegnelse) ansatte, uden at angive, indeholde og afregne A-skat og AM-bidrag, samt modtage faktura for en ydelse, som Sagsøger ikke har modtaget og taget momsfradrag herfor, ud fra det forhold, at underleverandørerne skulle være fiktive, hvilket Skatteministeriet med processkrift B selv har anført, ikke er tilfældet.

Alligevel foretager Skattestyrelsen en forhøjelse af Klagers A-skat og AM-bidragspligtige udbetalinger og fratager sagsøger sit momsfradrag, idet Skattestyrelsen er af den opfattelse, at Sagsøger ikke har undersøgt, hvilken type virksomhed Sagsøger har handlet med, og da Skattestyrelsen antager, at de virksomheder Sagsøger helt legitimt har handlet med, ikke har nogen realitet og dermed er fiktive, mister Sagsøger sit fradrag for moms.

Vel at mærke, selvom Skatteministeriet og Skattestyrelsen har vidst dette ikke var korrekt under hele sagsbehandlingen, idet underleverandørerne netop har indtægtsført salg til sagsøger, som enhver anden virksomhed ville gøre, når der er leveret en ydelse til en kunde.

Det er derfor også Sagsøgers klare opfattelse, at Skattestyrelsen, ikke kan antage, at de virksomheder, som nævnes i Skattestyrelsens afgørelse af 12. juli 2021, jf. bilag 1 og Landsskatterettens afgørelser af 20. juni 2023, jf. bilag 2 og bilag 3 er fiktive i forhold til Sagsøgers samhandel med disse.

Skatteministeriet erklærer sig også pludselig enig med Sagsøger heri, jf. det tidligere citerede fra processkrift B, og ved at indtægtsføre salget til Sagsøger er det netop sådan, som sagsøger har anført hele tiden, at Sagsøger har haft samhandel med underleverandørerne, der har leveret sine ydelser til Sagsøger, så Sagsøger har kunnet levere sine ydelser til sine kunder, lige som underleverandørerne har faktureret sagsøger for den leverede ydelse, og som Skatteministeriet nu selv anfører i processkrift B, har underleverandørerne også indtægtsført dette sag til Sagsøger.

Faktum er derfor også, som sagsøger har anført hele tiden, og som Skatteministeriet også anfører i processkrift B, at Sagsøger har indgået en aftale med disse underleverandører, der har skullet udføre arbejde for Sagsøgers kunder, og at underleverandørerne har indtægtsført indkomsten fra dette samarbejde, som alle virksomheder gør, hvilket også understreger, at underleverandørerne har leveret en ydelse til Sagsøger.

Sagsøger har opfordret Skattestyrelsen til at spørge Sagsøgers kunder, hvilket er ret nemt, idet der ligger fakturaer på alt det udførte arbejde, men Skattestyrelsen har ikke foretaget nogen undersøgelse heraf. Heller ikke Skatteankestyrelsen fandt anledning til at foretage denne undersøgelse, men indstillede blot til, at Landsskatteretten skulle stadfæste Skattestyrelsens mangelfulde arbejde.

Skatteministeriet har anført, at det ikke nægtes, at sagsøger har leveret ydelserne til sine kunder, hvorfor dette som et faktum kan lægges til grund i sagen.

Det kan derudover anføres, at alle betalinger fra sagsøger er sket elektronisk, hvilket ses af bilag 5. Ikke en eneste betaling for udført arbejde er ud ført uden for faktura eller uden elektronisk betaling.

Alle betalinger, både til Sagsøgers underleverandører, men også fra Sagsøgers egne kunder er foretaget elektronisk, for netop at efterleve den forpligtelse, der er fremsat til virksomhederne i forbindelse med vedtagelsen af ligningslovens § 8Y [indgreb mod sort arbejde].

Det fremgår af lovforslag, hvor bestemmelsen blev indført, der senere blev vedtaget som ligningslovens § 8 Y, at virksomheder, for at bevare fradragsretten for moms, og for ikke at hæfte for en anden virksomheds skatter, skal betale elektronisk for ydelser eller vare og ydelser for mere end DKK 8.000 plus moms.

Sagsøger har betalt sine kunder, og modtager alle betalinger fra sine kunder elektronisk, og har således efterlevet enhver forpligtelse, der påhviler virksomhederne i henhold til ligningslovens § 8Y, for ikke at hæfte for andres skatter eller miste sit momsfradrag.

Der er ikke andre forpligtelser, der kan pålægge en virksomhed at hæfte for en anden virksomheds skatter, eller miste fradrag, og der er ikke hjemmel til at antage, at fakturaerne ikke er korrekte, når der i henhold til ligningslovens § 8Y betales elektronisk, baseret på de modtagne fakturaer.

Skattestyrelsen, Landsskatteretten eller Skatteministeriet har da heller ikke ville anvise, hvor i skattelovgivningen, der ligger en yderligere forpligtelse for en virksomhed til at foretage en dybere undersøgelse af en anden virksomhed andet end at sikre sig, at der modtages en faktura, der er i overensstemmelse med momssystemdirektivet og EU-domstolens praksis hertil, hvilket sagsøger vil komme nærmere ind på nedenfor, og at der sker elektronisk betaling i henhold til ligningslovens § 8Y.

Alle disse forhold har Sagsøger opfyldt, og er derfor berettiget til fradrag for moms, og kan ikke blive anset, som den, der har haft ansatte, der ikke er afregnet A-skat og AM-bidrag på vegne af.

¨¨¨¨

Skattestyrelsen er endvidere af den opfattelse, at det må være Sagsøger, der har afholdt (red.fjernet.betegnelse) udgifter til (red.fjernet.betegnelse) ansatte, idet Skattestyrelsen antager, baseret på den kontrol Skattestyrelsen har gennemført i de andre virksomheder, omtalt i bilag 1, at der ikke var nogen erhvervsmæssig realitet i disse selskaber, hvilket nu virker besynderligt, når Skatteministeriet skriver i processkrift B, at disse virksomheder har indtægtsført salget til Sagsøger.

At Skattestyrelsen antager, at der ikke har været aktivitet, betyder imidlertid ikke, at disse virksomheder ikke kunne have afholdt sort lønninger, uden at Sagsøger har vidende om dette.

Derudover fremgår det nu også af Skatteministeriets processkrift B, at underleverandørerne har indtægtsført salget til sagsøger. Det skriver Skatteministeriet fremgår af de afgørelser, der er afsagt mod underleverandørerne.

Sagsøger kan ikke hæfte for A-skat og AM-bidrag, samt miste retten til momsfradrag, baseret på Skattestyrelsens antagelse om, at der ikke er aktivitet i underleverandørselskaberne, samtidig med, at Skattestyrelsen træffer afgørelser om, at disse underleverandører er skattepligtige af indtægtsført salg til Sagsøger.

Allerede derfor er det fastslået, at der er aktivitet i underleverandørerne, og at disse endda er blevet beskattet af indkomsten fra salget til Sagsøger. Dermed er underleverandørerne ikke fiktive, men har haft en indkomstskabende aktivitet - ellers ville der ikke kunne træffes afgørelse om skattepligt af salg til sagsøger.

Det fremgår endvidere af Skattestyrelsens forslag til afgørelse, at de kontrollerede selskaber har haft en vis hvid erhvervsmæssig aktivitet, og derudover modtaget massive betalinger, hvilket bestyrker, at det er disse virksomheder, der må have haft en sort aktivitet, hvis der overhovedet har været sort aktivitet - det har Sagsøger ikke nogen mulighed for at vide eller i øvrigt undersøge.

Det skal i den sammenhæng igen fremhæves, at Sagsøger har betalt elektronisk til de virksomheder, der har udstedt faktura til Sagsøger for den ydelse, de har leveret til Sagsøger. 

Sagsøger har også haft revisor i hele Sagsøgers levetid, der ville opdage, hvis der blev trukket noget fra, der ikke modsvarede udgifter til en give indkomst.

Sagsøger har ikke hævet store kontante beløb - det ses tydeligt af Sagsøgeres fremlagte bankkontoudtog.

Alle betalinger, baseret på fakturaer, er sket elektronisk i overensstemmelse med ligningslovens § 8Y. Dette ses også af Sagsøgers kontoudtog, vedlagt som bilag 5. Heraf fremgår, at der ikke er hævet kontanter på noget tidspunkt på sagsøgers konto, og at der alene er foretaget elektroniske betalinger mellem Sagsøger og dennes kunder og mellem Sagsøger og dennes G16-virksomhed underleverandører.

Sagsøger har således bestilt en ydelse fra underleverandørerne, der er leveret af underleverandørerne, hvilket vi nu ved, efter Skatteministeriet har anført, at salget til sagsøger er indtægtsført hos underleverandørerne, og Sagsøger har betalt på baggrund af den faktura, der er udstedt fra disse underleverandører - elektronisk - i overensstemmelse med ligningslovens § 8Y.

Skatteministeriet er dog stadig af den opfattelse, til trods for processkrift B, at det er Sagsøger, der må have haft (red.fjernet.betegnelse) ansatte, og at Sagsøger har betalt de regninger, der er betalt, for at opnå fradrag, og har fået (red.fjernet.betegnelse) penge retur, så Sagsøger har kunnet aflønne de (red.fjernet.betegnelse) ansatte.

Men den øvelse savner for Sagsøger enhver logik, og er i øvrigt heller ikke i overensstemmelse med virkeligheden, lige som der ikke er fremlagt et eneste bilag, dokument, eller andet, der viser, at det skulle være Sagsøger, der skulle have (red.fjernet.betegnelse) ansatte.

Lad os forestille os, at Sagsøger havde egne ansatte, som Sagsøger skulle aflønne med eksempelvis DKK 100 i timen. Disse DKK 100 ville være fuldt fradragsberettiget som lønudgift for Sagsøger.

Skatteministeriet mener altså, at Sagsøger, i stedet for vil have (red.fjernet.betegnelse) ansatte, som Sagsøger skal afregne efter Sagsøger har modtaget en returkommission fra nogle, der efter Skatteministeriets opfattelse, er kriminelle bagmænd.

Men fradragsretten er den samme for Sagsøger, men samtidig ville Sagsøger begå et strafbart forhold, altså falske fakturaer eller sort aflønning.

Det savner enhver logik, at Sagsøger skulle have nogen interesse i at have (red.fjernet.betegnelse) ansatte. Der er simpelthen ikke nogen gevinst for Sagsøger i det system, hvilket i sig selv gør Skattestyrelsens forestilling illusorisk.

Det ville alene have været interessant i en virksomhed, der samtidig med en hvid omsætning også havde (red.fjernet.betegnelse) indkomster.

Dette er ikke konstateret fra Skattestyrelsens side for så vidt angår Sagsøger, og det er der i øvrigt heller ikke tale om. Alt i Sagsøgers virksomhed er bogført, og der er udstedt fakturaer på det hele, hvilket ses af bilagene i sagen, lige som Sagsøger under hele virksomhedens levetid som nævnt, har haft revisor tilknyttet. Hverken Skattestyrelsen, Landsskatteretten eller Skatteministeriet har da heller anført, at sagsøger skulle have yderligere indkomster end dem, der er indtægtsført.