Dato for udgivelse
13 mar 2001 16:15
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
30. november 2000
SKM-nummer
SKM2001.59.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
13. afdeling, B-1785-99
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Told
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Told, Forvaltningsret, Begrundelse, Afhjælpning i rekursinstans
Resumé
Landsretten fastslog, at en told- og skatteregions mindre korrekte begrundelse var afhjulpet af Told- og Skattestyrelsen som rekursinstans, og at afgørelsen som følge heraf ikke kunne anses som ugyldig.
Parter
 
Scandlines Tax Free Trading
(advokat Anders Drachmann)

mod

Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen
(kammeradvokaten v/advokat Tom Holsøe)
 
Afsagt af landsdommerne
 
Ulla Rubinstein, Arne Brandt og Mette Bytofte Nielsen (kst.)

Parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 22. juni 1999, har sagsøgeren, Scandlines Tax Free Trading, principalt påstået sagsøgte, Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsen, tilpligtet at anerkende, at afgørelse af 19. maj 1999 skal ophæves som værende ugyldig, og at sagsøgte til sagsøgeren skal betale 356.849,82 kr.

Af dette beløb er 310.430 kr. opkrævet og betalt som told og afgifter for cigaretter, som ubestridt er stjålet fra sagsøgerens toldoplag.

Sidstnævnte beløb påstås forrentet, principalt med renter i overensstemmelse med cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 sammenholdt med cirkulære nr. 10 af 30. januar 1997 fra den 14. november 1997 for så vidt angår 195.456,00 kr. fra den 9. december 1997 for så vidt angår 114.974,00 til betaling sker, subsidiært med procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.

Det resterende beløb, 46.419 kr., som udgør de advokatomkostninger, sagsøgeren har afholdt i forbindelse med sagens behandling hos skattemyndighederne, påstås forrentet med procesrente fra sagens anlæg.

Subsidiært har sagsøgeren påstået sagsøgte tilpligtet at betale 46.419 kr. med procesrente fra sagens anlæg.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse, subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling hos Told- og Skatteregion Helsingør.

Sagen angår

Sagens nærmere omstændigheder:

I efteråret 1997 blev der fra sagsøgerens toldoplag i Helsingør stjålet i alt 270.000 stk. cigaretter. Told- og Skatteregion Helsingør opkrævede told og afgift af det manglende parti, i alt 310.430 kr., hvilket beløb sagsøgeren indbetalte. Ved skrivelse af 14. maj 1998 til Told- og Skatteregionen, anmodede advokat B på vegne sagsøgeren om tilbagebetaling af det indbetalte beløb, under henvisning til, at sagsøgeren ikke hæftede for beløbet, da varerne ikke var udleveret fra lageret, men stjålet, hvorfor betingelserne for opkrævning af afgift i henhold til lov om tobaksafgifter § 11, stk. 1, ikke var opfyldt.

Ved skrivelse af 22. juni 1998 besvarede Told- og Skatteregion Helsingør henvendelsen således:

"De har i brev af 14. maj 1998 på vegne af Danish Tax Free Trading A/S, SE-nr. 17 06 41 77 anmodet om tilbagebetaling af opkrævede afgifter, i alt kr. 310.430,82

...

Toldcentret har gennemgået materialet og nøje overvejet de muligheder, der er i EU's og dansk toldlovgivning samt selskabets bevilling.

Toldcentret afviser anmodningen, da vi har konkluderet, at der ikke i EU's og dansk toldlovgivning er hjemmel til at imødekomme selskabets anmodning.

Toldcentrets afgørelse er truffet på basis af nedenstående lovgrundlag...

Virksomhedens bevilling er udfærdiget på basis af EU's bestemmelser om toldoplag. Disse bestemmelser findes i artikel 84-90 og artikel 98-113 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-Toldkodeks samt i artiklerne 496-502 og artikel 503-547 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 med gennemførelsesbestemmelser til toldkodeksen.

Som følge heraf er oplagshaveren ansvarlig for, at de nærmere betingelser, der er fastsat i bevillingen, overholdes, jf. artikel 101 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-Toldkodeks.

EU har endvidere bestemmelser om toldskylds opståen samt om godtgørelse af eller fritagelse for told. Disse bestemmelser findes i artikel 201-216 og artikel 235-242 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførsel af en EF-Toldkodeks samt i artiklerne 859-867a og artikel 877-912 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 med gennemførelsesbestemmelser til toldkodeksen.

Varer, der er omfattet af en toldsuspensionsordning (f.eks. toldoplag), vil efter bestemmelserne i EU's afgiftsdirektiver og den danske afgiftslovgivning være omfattet af en afgiftssuspension. Disse bestemmelser findes i EU's "6.momsdirektiv" af 17. maj 1977 (77/388/EØF) m.s.æ. artikel 16, stk. 1, B.,c), som er indarbejdet i Momslovens § 34, stk. 1, pkt. 16, samt Tobaksafgiftsloven, skatteministeriets lovbekendtgørelse nr. 747 af 7. august 1996 m.s.æ. § 29 hvor EU's direktiver om afgift af tobaksvarer er indarbejdet.

Argumenter

For at bruge en toldprocedure af økonomisk betydning skal virksomheden have en særlig bevilling fra toldmyndighederne. I bevillingen skal være angivet de specifikke betingelser, som skal opfyldes, for at anvende den pågældende toldordning.

Det betyder, at bevillingshaveren udover at skulle opfylde de krav, der direkte er anført i lovgivningen, også skal opfylde specifikke bestemmelser fastsat af den lokale toldmyndighed.

Det er både i toldlovgivningen og i selskabets bevilling direkte anført,

    - at oplagshaveren hæfter for varer, der er tilført oplaget, men ikke fraført som specificeret i bevillingen,
    - at fraførsel kun kan ske til f.eks. proviantering til skibe og fly i toldområdet, til andre provianteringsvirksomheder eller til udførsel til steder udenfor EU.

Det betyder, at der i princippet skal betales afgifter og evt. told af varer, der ikke er fraført efter bevillingen eller ikke findes på lageret.

Efter bestemmelserne om toldskyld og efter afgiftslovgivningen kan det tillades, at der ikke opkræves afgifter og evt. told i tilfælde, hvor varer går tabt af specifikke årsager. Disse årsager vil altid kun have noget at gøre med varernes beskaffenhed, eller vedrøre varer, der er gået tabt ved hændelige omstændigheder. Ved hændelige omstændigheder forstås ikke kun force majeure, men også brækage og brand.

Toldcentret anser de faktiske omstændigheder i den konkrete sag som tyveri, hvilket ikke er omfattet af mulighederne for fritagelse af afgift.

..."

Ved skrivelse af 17. september 1998 som, efter at yderligere oplysninger var indhentet, blev uddybet ved skrivelse af 28. januar 1999, påklagede sagsøgeren afgørelsen til sagsøgte og anførte bl.a., at afgørelsen af 22. juni 1998 var ugyldig på grund af mangler i forbindelse med afgørelsens begrundelse, idet der ikke var henvist til retsregler og fortolkning, og at der ikke var hjemmel til at pålægge afgifter i et tilfælde som det omhandlede, hvorfor afgørelsen tillige var grundlovsstridig.

Sagsøgte stadfæstede ved skrivelse af 19. maj 1999 til advokat B den af regionen trufne afgørelse og anførte bl.a.:

"...

I relation til Deres påstand om, at toldcentrets afgørelse er utilstrækkelig begrundet, har De henvist til, at toldcentret som grundlag for afgørelsen har henvist til ca. 140 retsregler af primært EF-retlig karakter. De anfører dernæst, at en sådan henvisning ikke opfylder Forvaltningslovens § 24 om angivelse af de retsregler efter hvilke afgørelsen er truffet.

Hertil skal styrelsen bemærke, at henvisningen til de EU-retlige regler kun vedrører selve indholdet af bevillingen i relation til proceduren omkring toldoplaget og til reglerne om toldskyld.

Hvad angår selve den del af afgørelsen, der vedrører opkrævningen af afgifter og moms, er der i toldcentrets afgørelse henvist til Deres klients bevilling, hvor der i pkt. I.E angående hæftelse er henvist til § 108, stk. 1+2 i Toldbehandlingsbekendtgørelsen.

På tidspunktet for udstedelsen af den pågældende bevilling, fremgik den nævnte hæftelse imidlertid af § 94, stk. 1 i Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 1202 af 23. december 1992, og samme regel fremgik på tidspunktet for tyveriet af cigaretterne af § 87, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 675 af 12. juli 1996 (Toldbehandlingsbekendtgørelsen).

Dette betyder, at selv om der i bevillingen og således til dels i selve afgørelsen er henvist til en forkert bestemmelse i relation til opkrævning af afgifter, var der selvstændig og fornøden hjemmel hertil i den pågældende bekendtgørelse gældende både på tidspunktet for udstedelsen af bevillingen og på tidspunktet for opkrævningen af afgifterne.

Derfor findes det, at fejlen i begrundelsen ikke er af en sådan betydning, at opkrævningen derfor må anses for at være ugyldig.

At der i toldcentrets afgørelse også kun er henvist til toldlovgivningen som hjemmel til opkrævning af afgifter, må ligeledes anses som en fejl i begrundelsen grundet utilstrækkelig hjemmelshenvisning, men under henvisning til ovenstående bemærkninger angående bevillingens formulering om hæftelse og hjemlen hertil, kan den utilstrækkelige hjemmelshenvisning ikke medføre, at afgørelsen af den grund kan anses for at være ugyldig.

Hvad angår Deres påstand om manglende hjemmel for opkrævning af afgifter, skal der - som nævnt ovenfor - henvises til § 87, stk. 1 i Toldbehandlingsbekendtgørelsen, hvoraf det fremgår, at toldoplagets indehaver hæfter for afgifter af varer, som ikke forefindes ved de statslige told- og skattemyndigheders eftersyn, og som ikke godtgøres at være fraført i overensstemmelse med EU's bestemmelser om frilagre og toldoplag, eller som ikke på en efter de statslige told- og skattemyndigheders skøn betryggende måde godtgøres at være forgået under opbevaringen i godkendte lokaler af grunde, som kan henføres til varernes egen beskaffenhed, eller som følge af hændeligt uheld eller force majeure.

..."

Parternes argumenter

Parternes anbringender:

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand gjort følgende anbringender gældende, jf. påstandsdokument af 11. september 2000:

at det fremgår af forvaltningslovens § 24, at sagsøgte i forbindelse med en afgørelse skal henvise til de retsregler - i henhold til hvilke - afgørelsen er truffet.

at det fremgår af sagsøgtes afgørelse af 19. maj 1999, at der i den af Told- og Skatteregion Helsingør trufne afgørelse af 22. juni 1998 - i relation til bevillingen - er henvist til en forkert bestemmelse.

at det ligeledes fremgår af sagsøgtes afgørelse af 19. maj 1999, at den af Told- og Skatteregion Helsingør trufne afgørelse af 22. juni 1998 - i relation til henvisningen til toldlovgivningen - er behæftet med en fejl i begrundelsen grundet utilstrækkelig hjemmelshenvisning.

at sagsøgte herefter fremkommer med en ny begrundelse for opkrævningen af afgifter,

at det således må lægges til grund, at sagsøgte - i hele forløbet - ikke har begrundet opkrævningen af afgifter tilstrækkeligt - hvorved en væsentlig retssikkerhedsgaranti for sagsøgeren er svigtet, idet sagsøger ikke har haft mulighed for at vurdere, om den trufne afgørelse er korrekt.

at retsvirkningen af en forkert eller utilstrækkelig begrundelse er ugyldighed, hvorfor afgørelsen skal ophæves og beløbet tilbagebetales, ligesom sagsøgte skal betale sagsøgers omkostninger i forbindelse med sagens førelse for Told- og Skattemyndighederne.

at Told- og Skattestyrelsen ikke har været berettiget til at "helbrede" en forkert afgørelse, idet sagen burde have været hjemvist til fornyet behandling.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende

at de af skattemyndighederne trufne afgørelser er sket dels med forskellige begrundelser, dels med forkerte lovhenvisninger,

at det fremgår af sagsøgtes skrivelse af 22. juni 1998, at "Toldcentret afviser anmodningen, da vi har konkluderet, at der ikke i EU's og dansk toldlovgivning er hjemmel til at imødekomme selskabets anmodning",

at sagsøgte således blandt andet begrunder afvisning af tilbagebetaling med, at der ikke i lovgivningen er hjemmel til tilbagebetaling,

at det fremgår af Grundlovens § 43, at der stilles krav om hjemmel til opkrævning,

at sagsøgte således begrunder afslaget med, at der ikke er hjemmel til ikke at opkræve afgiften, hvilket er i direkte strid med Grundlovens § 43,

at sagsøger af denne grund ikke har været i stand til at vurdere, hvorvidt de trufne afgørelser skulle indbringes for en ankeinstans,

at sagsøgte som følge heraf skal godtgøre sagsøger dennes omkostninger til sagkyndig bistand med det fulde beløb, 46.419 kr.

Sagsøgte har til støtte for sine påstande gjort følgende anbringender gældende:

at afgørelsen af 19. maj 1999, sammenholdt med Told- og Skatteregion Helsingørss afgørelse af 22. juni 1998, indeholder fornøden begrundelse for det i styrelsens afgørelse fremkomne resultat, hvorved bemærkes, at sagsøgerens henvendelse af 14. maj 1998 til Told- og Skatteregionen var en anmodning om afgiftsfritagelse og ikke en anmodning om at få oplyst den konkrete hjemmel for opkrævning af afgifter,

at en mindre korrekt begrundelse i regionens afgørelse ikke kan medføre, at Told- og Skattestyrelsens afgørelse tilsidesættes som værende ugyldig,

at en sådan mangel, såfremt landsretten måtte antage, at regionens afgørelse af 22. juni 1998 ikke indeholder fornøden begrundelse, er afhjulpet ved sagsøgtes efterfølgende afgørelse,

at der ikke er hjemmel til at tilkende sagsøger omkostninger til advokat for sagens førelse i det administrative system.

Subsidiært har sagsøgte anført

at sagen i det omfang, landsretten skulle kende sagsøgtes afgørelse ugyldig, bør hjemvises til fornyet behandling hos afgiftsmyndighederne med henblik på at fastsætte sagsøgers afgiftsskyld under meddelelse af en korrekt begrundelse, idet sagsøger ikke har gjort gældende, at afgørelsen ikke er materielt korrekt.

Parterne har under proceduren uddybet deres anbringender.

Landsrettens bemærkninger:

De fejl ved begrundelsen i regionens afgørelse af 22. juni 1998, der er påpeget af sagsøgte i redegørelsen for afgørelsen af 19. maj 1999, findes at være afhjulpet ved den supplerende begrundelse, der indeholdes i sagsøgtes afgørelse.

Herefter, og da der må gives sagsøgte medhold i, at sagsøgte som rekursinstans har været berettiget hertil, tages sagsøgtes påstand om frifindelse til følge, hvorved bemærkes, at der ikke findes grundlag for at pålægge sagsøgte at betale advokatomkostninger.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøgeren, A A/S, betale 30.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.