Parter

H1
(v/advokat Jesper Lett)

mod

Skatteministeriet Departementet
(v/Kammeradvokaten v/advokat David Auken)

Denne afgørelse er truffet af dommerne Christian Wenzel, Dan Bjerring og Tina Susanne Nielsen.

Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 5. december 2022.

Sagen drejer sig om, hvorvidt privatkørsel i et køretøj, der alene må anvendes til erhvervsmæssig personbefordring, indebærer, at køretøjet bliver afgiftspligtigt efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3.

Sagsøgeren, H1, har principalt nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, tilpligtes at anerkende, at Motorstyrelsen ikke har hjemmel til at afkræve sagsøger DKK 72.102 i yderligere registreringsafgift vedrørende motorkøretøj stelnummer [...1].

Subsidiært har H1 påstået sagen hjemvist til fornyet afgørelse ved Landsskatteretten.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen
Landsskatteretten traf den 14. september 2022 følgende afgørelse:

"…
Motorstyrelsen har opkrævet selskabet 72.102 kr. i registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, jf. § 4.

Landsskatteretten stedfæster Motorstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger
Klageren i sagen er selskabet H1, der driver flex-taxa forretning.

Sagens køretøj er af mærke Skoda med stelnummer [...1], der på tidspunktet var registreret med et leasingselskab som ejer og sagens selskab som bruger.

Det fremgår af Køretøjsregisteret, at der pr. 16. januar 2017 er indsat følgende klausul på registreringen:

"Tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, som udelukkende anvendes dertil"

Den 17. oktober 2017 kl. 18.11 blev køretøjet standset af politiet. Køretøjets fører var ansat i selskabet, og der sad en passager på bagsædet. Føreren forklarede, at passageren var hans kone, som var syg og skulle på hospitalet, hvor hun skulle opereres dagen efter. Betjenten kontaktede selskabet, der informerede ham om, at førerens vagt sluttede 17.30 i Y1-by, hvilket er ca. 40 km fra Y2-bro i Y3-by, hvor køretøjet blev standset. Betjenten kontaktede kørselskontoret dagen efter og fik oplyst, at de ud fra gps positioner kunne se, at køretøjet ligeledes havde været brugt den 13. og 16. oktober efter lukketid.

Selskabets direktør MA forklarede den 26. oktober 2017 til politiet, at det var føreren, der havde kørt køretøjet de pågældende dage, og at han ikke havde fået opgaver efter lukketid på disse tidspunkter.

Samme dag kontaktede politiet føreren og sigtede ham for brugstyveri af køretøjet. Ud fra førerens forklaring fandt politiet ikke, at det kunne bevises, at kørslen den 13. og 16. oktober 2017 var sket som privat kørsel.

Føreren blev frifundet for brugstyveri af motorkøretøj ved Københavns byret i dom af den 8. januar 2018.

Motorstyrelsens afgørelse
Motorstyrelsen har den 28. oktober 2019 opkrævet selskabet 72.102 kr. i yderligere registreringsafgift med den begrundelse, at sagens køretøj blev anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse som personbil med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6.

Der fremgår yderligere begrundelse af sagsfremstillingen (uddrag):

Motorstyrelsens foreløbige afgørelse
Motorstyrelsen finder, at køretøjet er anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen som personbil med tilladelse til erhvervsmæssig kørsel i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, hvorfor køretøjet i henhold til § 2, stk. 3, skal indregistreres og afgiftsberigtiges som personbil efter § 4.
Omregistrering af køretøjet skal i henhold til registreringsbekendtgørelsens § 47, stk. 2, ske inden køretøjet tages i anvendelse til andre formål end omfattet bestemmelsen for brug af personbil med tilladelse til erhvervsmæssig kørsel.

Som bruger af køretøjet hæfter H1 for registreringsafgiftskravet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

H1 hæfter for registreringsafgiftskravet in solidum med F1-leasing, som er registreret ejer af køretøjet.

Motorstyrelsen opkræver 72.102 kr. i registreringsafgift. Beløbet er fastsat af Motorstyrelsen.

H1´s opfattelse, begrundelse og eventuelle indsigelser

Motorstyrelsen har den 19. september 2019 modtaget følgende indsigelser fra Advokatfirma R1:
(...)

Jeg retter henvendelse på vegne af H1 i anledning af Deres forslag til afkrævning af registreringsafgift på køretøjet Q1.

Jeg finder ikke, at der er grundlag for afkrævning af registreringsafgift, idet køretøjet udelukkende anvendes til erhvervsmæssig personbefordring og derfor er fritaget for afgift, jf. Lov om registreringsafgift § 2, stk. 1, nr. 6.

Det fremgår af sagsfremstillingen, at anledningen til forslaget er, at bilen den 17. oktober 2017 har været anvendt til privat kørsel af min klients chauffør JI.

JI har ikke haft tilladelse fra min klient til at anvende køretøjet privat, og min klient har ikke haft viden om, at JI anvendte bilen privat.

Det fremgår udtrykkeligt af ansættelseskontrakten (kopi vedlagt), at enhver form for privat kørsel er forbudt. JI er i anledning af det passerede blevet sigtet og tiltalt for brugstyveri, og er ved dom af 8. januar 2018 (kopi vedlagt) blevet frifundet.

Af præmisserne for dommen fremgår, at frifindelsen begrundes med "helt særlige konkrete omstændigheder" og at der ikke er tale om en sådan uberettiget brug af køretøjet, at forholdet er omfattet af straffelovens § 293 a.

Min klient har i anledning af det passerede meddelt JI en skriftlig advarsel (kopi vedlagt).

Henset til at der er tale om et helt enkeltstående tilfælde, hvor en af min klients ansatte i strid med ansættelseskontrakten har anvendt bilen privat, er der ikke grundlag for at vurdere, at bilen ikke som hidtil anvendes udelukkende til erhvervsmæssig personbefordring.
(…)

Motorstyrelsens endelige afgørelse
Motorstyrelsen træffer endelig afgørelse i overensstemmelse med det fremsendte forslag til afgørelse, og afkræver H1 72.102 kr. i registreringsafgift. For registreringsafgiftskravet hæfter de solidarisk med F1-leasing, som er ejer af køretøjet.

Motorstyrelsen finder fortsat, at køretøjet den 17. oktober 2017 kl. 18.11 er anvendt til privat personkørsel, da virksomhedens medarbejder, JI, har anvendt køretøjet til privat transport af ham selv og hans ægtefælle. Det er konstateret, da køretøjet blev standset af politiet, og det blev bekræftet fra kørselskontoret under kontrollen, at køretøjet ikke var i trafik, at føreren JI havde sluttet sin vagt kl. 17.30. På baggrund af politiets yderligere undersøgelser med opkald til hospitalet finder Motorstyrelsen ikke, at kørslen skete som led i en akut udrykning.

Kørselskontoret har ligeledes bekræftet, at køretøjet den 13., 16. og 17. oktober 2017 er anvendt, efter at køretøjet var lukket og taget ud af trafik. Politiet har i deres sigtelse udelukkende lagt vægt på kørslen den 17. oktober 2019, men fører har ikke kunnet redegøre for kørslen den 13. oktober 2017 omkring kl. 22.45, vognmanden har bekræftet, at JI har været chauffør på køretøjet disse dage også, og at han ikke havde opgaver på disse dage ud over hans vagter. Vognmanden har oplyst, at han ikke har foretaget kontrol af GPS-registreringerne på køretøjet.

Selv om Københavns Byret ikke har fundet, at JI skal dømmes for brugstyveri, jf. straffelovens § 293 a, påvirker dette i Motorstyrelsens vurdering af sagen.

Køretøjet er anvendt til privat personkørsel, hvilket er i strid med betingelserne for køretøjet afgiftsfritagelse, da køretøjet udelukkende må anvendes til erhvervsmæssig persontransport.

Klagerens opfattelse
Selskabets repræsentant har den 22. november 2019 nedlagt påstand om, at køretøjet stadig er fritaget for registreringsafgift. Repræsentanten har til støtte for påstanden bl.a. anført følgende:

Jeg finder ikke, at der er grundlag for afkrævning af registreringsafgift, idet køretøjet udelukkende anvendes til erhvervsmæssig personbefordring og derfor er fritaget for afgift, jf. Lov om registreringsafgift § 2, stk. 1, nr. 6. Det fremgår af sagsfremstillingen i afgørelsen, at anledningen til afkrævningen er, at bilen den 17. oktober 2017 har været anvendt til privat kørsel af min klients chauffør JI.

JI har ikke haft tilladelse fra min klient til at anvende køretøjet privat, og min klient har ikke haft viden om, at JI anvendte bilen privat. Det fremgår udtrykkeligt af  ansættelseskontrakten (kopi vedlagt), at enhver form for privat kørsel er forbudt. JI er i anledning af det passerede blevet sigtet og tiltalt for brugstyveri, og er ved dom af 8. januar 2018 (kopi vedlagt) blevet frifundet.

Af præmisserne for dommen fremgår det, at frifindelsen begrundes med "helt særlige konkrete omstændigheder" og at der ikke er tale om en sådan uberettiget brug af køretøjet, at forholdet er omfattet af straffelovens § 293 a.

Min klient har i anledning af det passerede meddelt JI en skriftlig advarsel (kopi vedlagt).

Henset til at der er tale om et helt enkeltstående tilfælde, hvor en af min klients ansatte i strid med ansættelseskontrakten har anvendt bilen privat, er der ikke grundlag for at vurdere, at bilen ikke som hidtil anvendes udelukkende til erhvervsmæssig personbefordring."

Motorstyrelsens udtalelse
Motorstyrelsen har den 11. februar 2020 sendt følgende bemærkninger til klagen (uddrag):

Vi har følgende kommentarer til sagen, som ikke fremgår af sagsfremstillingen.

Sagen omhandler en privat anvendelse af en personbil, som er registreret til rutekørsel, da køretøjet er afgiftsfritaget jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, hvor køretøjet udelukkende må anvendes til erhvervsmæssig persontransport.

Politiet har den 17. oktober 2017 kl. 18.11 standset køretøjet i Y3-by. Køretøjet blev ført af JI, som er ansat i ovennævnte virksomhed, men som ikke var på arbejde på standsningstidspunktet.

Passager i køretøjet var JI`s ægtefælle. Det er konstateret, at køretøjet på standsningstidspunktet blev anvendt til privat personkørsel, da køretøjet ikke var tilmeldt kørselskontoret som værende i trafik, og chaufføren transporterede hans ægtefælle under kørslen. Dette fremgår af anmeldelsesrapporten.

Det fremgår også, at politiet har konstateret yderligere to kørsler, hvor køretøjet har været anvendt, uden at det var tilmeldt kørselskontoret som værende i trafik, hhv. den 13. og 16. oktober 2017. Køretøjets ejer kunne ikke redegøre for disse ture, ligesom det fremgår, at han ikke har kontrolleret den GPS-overvågning, som ligger på køretøjet. Dette fremgår af afhøringsrapporten af ejer.

Denne blanket har virksomheden dog ikke udfyldt i forbindelse med køretøjets registrering, og SKAT har derfor udsendt denne til underskrift den 16. januar 2017, og efterfølgende rykket for blanketten den 27. november 2017, hvorefter denne er blevet indsendt til SKAT den 29. november 2017.

Virksomhedens ejer var vidende om konsekvensen af en ulovlig anvendelse af køretøjet, og han burde derfor af egen drift have rettet henvendelse til SKAT (nu Motorstyrelsen) for at indbetale registreringsafgiften på køretøjet, da han kunne konstatere, at JI havde anvendt køretøjet til privat personbefordring i strid med køretøjets afgiftsfritagelse.

De skridt, som virksomheden har taget i ansættelsen af JI med at give en advarsel, ændrer ikke ved, at køretøjet har været anvendt i strid med køretøjets afgiftsfritagelse, og køretøjet skal derfor afgiftsberigtiges med fuld registreringsafgift beregnet på tidspunktet for den ulovlige anvendelse.

Der er således ikke argumenter i den fremsendte klage, som ændrer ved Motorstyrelsens vurdering af sagen.

Motorstyrelsen indstiller derfor, at Motorstyrelsens afgørelse af 28. oktober 2019 stadfæstes.

Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten skal tage stilling til, hvorvidt sagens køretøj er anvendt til privat kørsel i strid med betingelserne for køretøjets afgiftsfritagelse i henhold til dagældende registreringsafgiftslovs § 2, stk. 1, nr. 6.

Inden et køretøj tages i brug på færdselslovens område, skal køretøjet registreres i køretøjsregistreret, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, dagældende lovbekendtgørelse nr. 223 af den 27. februar 2019.

Udgangspunktet er, at der betales fuld registreringsafgift af et køretøj i forbindelse med første registrering her i landet, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1-3, dagældende lovbekendtgørelse nr. 177 af den 25. februar 2019.

Det følger af dagældende registreringsafgiftslovs § 2, stk. 1, nr. 6, at personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport og som udelukkende anvendes hertil, er fritaget for registreringsafgift.

Landsskatteretten lægger til grund, at køretøjet blev standset efter endt arbejdstid den 17. oktober 2017 uden ifølge kørekontoret at have nogen registrerede opgaver på tidspunktet, samt at passageren i køretøjet var førerens ægtefælle og ikke en betalende kunde. Landsskatteretten lægger yderligere til grund at kørslen, der er registreret via gps den 13. og 16. oktober 2017, også er sket efter endt arbejdstid uden nogle registrerede opgaver på tidspunkterne. Kørslen den 13. oktober er registreret omkring kl. 22.45.

Landsskatteretten finder på denne baggrund, at køretøjet er anvendt til privat kørsel i strid med afgiftsfritagelsen i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6.

Landsskatteren bemærker, at frifindelsen af føreren for brugstyveri af motorkøretøj ikke er afgørende for den retlige vurdering af, om køretøjet blev anvendt til privat personbefordring den 13., 16. og 17. oktober 2017.

Ligeledes ændrer det faktum, at selskabet har udstedt en advarsel til føreren ikke på, at køretøjet allerede har været anvendt i strid med køretøjets afgiftsfritagelse.

Landsskatteretten stadfæster med overstående begrundelse Motorstyrelsens afgørelse.

Om omstændighederne i forbindelse med kørslen citeres følgende fra politiets anmeldelsesrapport i Motorstyrelsens afgørelse af 28. oktober 2019:

"…
Under patrulje på uniformeret politimotorcykel 00-0000, kørte jeg ad Y4-vej over broen mod nord, da jeg bemærkede en flexbil, Skoda, sølv, Q1, med to somaliske personer i.

Da bilen holdt stille i en lyskurv, bad jeg føreren om at følge med, ind på en sidevej, da jeg ønskede at foretage en kontrol af den.

Føreren oplyste uopfordret, at han var på arbejde og pegede over på passageren på højre forsæde, hvortil jeg svarede, at jeg nok skulle skynde mig.

Jeg fik føreren til at standse på Y5-gade, hvor jeg rettede henvendelse til ham. Forespurgt, foreviste han gyldigt kørekort, med gyldig erhvervskode samt førerkort.
…..

Jeg bad om at se hans kørselsordre for den pågældende patient, hvortil han begyndte at finde forskellige telefoner frem og pille ved en gps, der var monteret i forruden.

Jeg forespurgte, hvordan han fik kørselsordrer tildelt, hvortil han svarede, at dem fik han på telefonen. Han trykkede lidt på telefonen, men kort efter oplyste han, at det var den sidste tur han skulle køre og at han havde slettet beskederne for dagen, idet han godt vidste, hvor patienten skulle hen.

Jeg gik over på passagersiden og bad om at se passagerens id. Passageren foreviste sygesikringsbevis og begyndte uopfordret at forklare, at hun havde bestilt ham uden om kørselskontoret mv. Da jeg skønnede, at der muligvis var tale om et strafbart forhold, bad jeg hende indledningsvis om ikke at udtale sig.

Jeg fik herefter udleveret et kort fra chauffører til kørselskontoret, med tlf. nr. xxxxxxx7. Jeg fik fat i driftschefen, der oplyste, at føreren skulle have sluttet sin vagt kl. 1730 i Y1-by. Klokken var nu ca 1830, hvorfor han havde haft fri i en time.

Fra Y1-by til Y2-bro er der anslået 40 km og derudover kom bilen fra Y6-by, hvilket forstærkede mig i troen på, at der var noget galt.

Føreren kom ud og begyndte uopfordret at forklare noget om, at det var hans kone, der var passager og at hun var meget syg i maven. Jeg standsede ham, og oplyste ham om, at han ikke havde pligt til at udtale sig.

Han forklarede alligevel, at det var hans kone, han havde med i bilen, og at hun var meget dårlig. De var på vej til hospitalet, da hun skulle opereres dagen efter. Jeg spurgte, om vognmanden var bekendt med, at han kørte rundt privat i bilen, hvortil han svarede, at det var han ikke.

Konen kom nu ud, og begyndte igen at forklare, hvorfor hun var med i bilen. Jeg standsede hende igen, og forespurgte, hvordan hun kunne gå rundt, hvis hun var syg. Henset til hendes mulige sygdom, bad jeg hende om at sætte sig ind i bilen igen og afvente.
…

Fortsat den 181017
Jeg kontaktede hospitalet der oplyste, at kvinden var indlagt som planlagt dd. kl. 0730, ifm. en fødsel. Hun fejlede således ikke noget livstruende og der var intet komplekst over indlæggelsen.

Jeg kontaktede kørselskontoret og forespurgte, om det var muligt at se gps-positioner, efter bilen var lukket. De kunne konstateret, at der den 13., 16. og 17. var sket kørsel efter lukketid. Vognen lukkede alle tre dage kl. 1730. De tilsendte mig kort over ruterne. Disse vedlagt.

Fortsat den 261017
Jeg kontaktede dd taxakontrollen ved Politiet - …. . Vi resolverede, at vognmanden skulle genafhøres i relation til chaufførens rådighed over bilen bla. med baggrund i kortene fra kørselskontoret.
…

Der er sket afhøring af: MA.

Afhørte forklarede, at han var direktør for H1.

Foreholdt hvilke retningslinjer der var for chaufføren JI´s anvendelse af bilen efter arbejdstid, forklarede afhørte, at han mundtligt havde en aftale med JI om, at denne kunne køre til hans bopæl, efter bilen lukkede. Dette var også nævnt i ansættelseskontrakten.

Bilen måtte ikke anvendes privat. Dette var også nævnt i ansættelseskontrakten, som JI havde skrevet under på.

Afhørte blev forespurgt, om det var JI der havde kørt den 13, 16 og 17 oktober, hvilket han bekræftede.

Foreholdt, om havde givet nogen opgaver til JI de tre omhandlende dage uden for arbejdstiden, forklarede han, at det havde han ikke.

Afhørte forklarede, at han selv havde adgang til gps-overvågningen, men at han også arbejdede som chauffør og derfor blandt andet ikke havde haft tid til at kontrollere bilerne. Afhørte havde fire biler og stolede på, at chaufførerne ikke snød ham. Afhørte ville efterfølgende til at kontrollere overvågningen lidt oftere.
….

Politiet rettede ligeledes henvendelse til chaufføren igen telefonisk den 26. oktober 2017. Ud fra hans forklaring fandt politiet ikke at kunne dokumentere, at der var sket privat kørsel den 13. og 16. oktober 2017, selv om fører ikke havde nogen forklaring på kørslen den 13. oktober 2017 kl. ca. 2245.
…"

Der er enighed om, at H1 har friholdt F1-leasing for kravet i sagen.

Forklaringer
Der er under sagen afgivet forklaring af MA.

MA har forklaret, at hans virksomhed H1 udfører forskellige transportopgaver for sygehusvæsenet. Han fungerer selv både som ejer af virksomheden og chauffør. Han har for tiden to vogne i virksomheden.

Virksomheden har i dag adresse på hans bopæl, Y7-adresse. Tidligere boede han på Y8-gade, hvor virksomheden ligeledes havde adresse. Han kan ikke huske, hvornår virksomheden skiftede adresse til Y7-adresse. Det var noget tid, efter han selv skiftede adresse. JI fik efter adresseskiftet at vide, at han fremover skulle aflevere bilen i Y9-by.

Når en chauffør har kørt i bilen, skal han bagefter aflevere den til den næste chauffør. Det er derfor ikke altid, at bilerne bliver parkeret på virksomhedens adresse. Det er noget, som chaufførerne aftaler selv. Det er chaufførens opgave at tanke køretøjet. Det gør chaufføren altid efter endt vagt.

Han kan ikke huske detaljerne om kørslerne, der skete efter arbejdstids ophør den 13. og den 16. oktober 2017. En af dagene var chaufføren ude at køre, fordi han skulle hente noget arbejdstøj. Han fortalte alle sine ansatte, at de ikke måtte køre privat i køretøjerne. Han gennemgik det med dem i  forbindelse med underskrivelse af ansættelseskontrakten, hvor der er en klausul om, at køretøjerne ikke må anvendes privat.

JI var ansat som chauffør hos ham. Han havde også gennemgået klausulen med ham og flere gange fortalt, at køretøjet ikke måtte anvendes til privat kørsel. Da han fandt ud af, at JI alligevel havde anvendt køretøjet til privat kørsel, gav han ham en advarsel. Efter 3-4 uger blev JI afskediget.

JI blev sidenhen også tiltalt i en straffesag, hvor han vidnede mod ham. Det var en kort afhøring i retten. Han blev spurgt til, om han ejede virksomheden, og om han havde givet JI tilladelse til at køre hans kone på hospitalet efter arbejdstid. Han forklarede i retten, at det havde han ikke. Han har ikke hjulpet JI til at blive frifundet. Han kender ham, men han er ikke en ven.

Hans revisor har lavet ansættelseskontrakten. Klausulen om, at man ikke må anvende køretøjet til privat kørsel, er ikke indsat på grund af tidligere sager om privat kørsel. Han har ikke tidligere været udsat for, at en chauffør har anvendt en bil privat.

Virksomheden er tilsluttet G1´s kørselskontor. Al kontakt og bestilling af kørsler sker via G1. Når G1 modtager en anmodning om en tur, sender G1 turen til virksomheden. G1 er bekendt med alle de ture, der er tildelt virksomheden. Det er han også. Der er installeret GPS i alle køretøjerne. Både han og G1 kan se, hvor alle køretøjer, der er tilknyttet G1, er. G1 kan også se historiske oplysninger. Det var gennem G1, at han fik oplyst, at køretøjet havde været ude at køre efter endt arbejdstid den 13., 16. og 17. oktober 2017. Han spurgte JI, hvad han havde brugt køretøjet til de pågældende dage. Han kan huske, at JI oplyste, at han en af dagene havde været ude at tanke køretøjet. Han undersøger køretøjernes GPS-positioner hver aften med henblik på at afklare, om køretøjet har været brugt efter arbejdstid.

Parternes synspunkter
H1 har i sit påstandsdokument anført:

"…
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende,

at det omhandlede køretøj var afgiftsfritaget, jf. lov om registreringsafgift § 2, stk. 1, nr. 6, fordi sagsøger udelukkende anvendte det til erhvervsmæssig persontransport,

at JI uden aftale med sagsøger, uden orientering af sagsøger og i strid med sine forpligtelser efter ansættelseskontrakten har anvendt køretøjet privat den 17. oktober 2017,

at sagsøger efter den 17. oktober 2017 fortsat har anvendt køretøjet til erhvervsmæssig persontransport, og

at der dermed ikke er grundlag for at køretøjet ikke har været afgiftsfritaget.

Subsidiært gøres det gældende,

at sagsøger som bruger af køretøjet ikke hæfter for betaling af afgift, jf. lov om registreringsafgift § 20, stk. 5, da det ikke er sagsøger, der har brugt køretøjet til privat kørsel med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter loven.
…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:

"…
Det omhandlede køretøj blev den 17. oktober 2017 anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, da køretøjet blev anvend til privat personbefordring. Køretøjet skal derfor afgiftsberigtiges som personbil efter registreringsafgiftslovens almindelige regler, jf. lovens § 4, da betingelserne for afgiftsfritagelse af køretøjet ikke længere er opfyldt, jf. § 2, stk. 3 (afsnit 3.1).

Afgiftspligten indtrådte på kontroltidspunktet.

Som registreret bruger af køretøjet hæfter sagsøgeren for afgiften i medfør af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5 (afsnit 3.2).

3.1 Der er indtrådt afgiftspligt af køretøjet under de foreliggende omstændigheder

Det følger af registreringsafgiftslovens § 1, at der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer. Hovedreglen i registreringsafgiftsloven er således, at et køretøj er (fuldt) afgiftspligtigt, når det tages i brug på færdselslovens område.

Afgiften af et personmotorkøretøj betales efter de satser, der fremgår af lovens § 4.

Undtaget fra afgiftspligten er køretøjer omfattet af registreringsafgiftslovens § 2, der udtømmende opregner, hvilke køretøjer der er fritaget for afgift.

Registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, har følgende ordlyd

"Fritaget for afgift er: […]

6) personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, som udelukkende anvendes hertil, eller til transport af blod og organer."

Der er tale om en undtagelsesbestemmelse, der medfører fuldstændig afgiftsfritagelse. Bestemmelsen indebærer dermed en markant lempelse i forhold til lovens hovedregel, hvorefter der er pligt til at betale fuld registreringsafgift af et køretøj, der anvendes her i landet.

Bestemmelsen har efter sin ordlyd et relativt begrænset anvendelsesområde, idet den ikke generelt fritager personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring eller til transport af blod og organer.
Fritagelsen omfatter nemlig kun de personbiler, der udelukkende benyttes i overensstemmelse med de utvetydige betingelser om den tilladte anvendelse af sådanne personbiler. Dette forhold medfører, at bestemmelsen skal fortolkes strengt efter sin ordlyd.

Den nugældende registreringsafgiftslovs § 2, stk. 1, nr. 6, blev affattet ved ændringslov nr. 1503 af 23. december 2014. Af forarbejderne hertil fremgår følgende af de almindelige bemærkninger, jf. lovforslag nr. L 43 af 30. oktober 2014, afsnit 3.2.2.:

"Forslaget indebærer, at registreringsafgiften afskaffes for taxier, limousiner og syge-transportbiler, så alle personbiler til erhvervsmæssig persontransport er fritaget for registreringsafgift.

Dernæst afskaffes reglerne om frikørsel af taxier og limousiner. Ved omregistrering til anden anvendelse end erhvervsmæssig persontransport skal der således fremover betales registreringsafgift i forhold til bilens afgiftspligtige værdi på salgstidspunktet af alle personbiler til erhvervsmæssig pengetransport."

Det følger således af både bestemmelsens ordlyd og lovbemærkningerne, at anden anvendelse end erhvervsmæssig personbefordring i personbiler omfattet af bestemmelsen ikke er tilladt.

Det afgørende for afgiftsfritagelsen i medfør af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, er efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder den objektive anvendelse af køretøjet.

Ved erhvervsmæssig personbefordring forstås, jf. taxilovens § 1, kørsel i et dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til befordring af højest 9 personer føreren indbefattet, hvor kørslen udføres for at opnå en fortjeneste. Af Motorstyrelsens praksis, jf. Den juridiske vejledning 2024-2, afsnit I.A.1.3, fremgår, at fritagelsen i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 6, omfatter biler til offentlig servicetrafik (OST-biler). Ved offentlig servicetrafik forstås kørsel i forbindelse med kontrakt med et trafikselskab om almindelig rutekørsel, jf. § 1, stk. 4, i dagældende bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v.

Af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, følger, at et køretøj, som er fritaget for afgift efter stk. 1-2, afgiftsberigtiges efter §§ 4-5 c, når betingelserne for afgiftsfritagelsen ikke længere er opfyldt. Bestemmelsen kan føres tilbage til den anden registreringsafgiftslov fra 1924 (lov nr. 312 af 20. december 1924). Af 1924-lovens § 8, stk. 4, fremgik:

"Såfremt et motorkøretøj, der helt eller delvis er fritaget for afgift i henhold til nærværende paragraf, overgår til anden anvendelse eller ny ejer, således at betingelserne for afgiftsfritagelsen ikke længere er til stede, svares der afgift efter § 1, 1. stykke, og i øvrigt i overensstemmelse med lovens almindelige regler."

Af bemærkningerne til bestemmelsen, Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 4880, fremgår:

"I forslagets § 8, sidste stykke, er indsat en bestemmelse om, at motorkøretøjer, der er fritaget for afgift i henhold til § 8, bliver afgiftspligtige, når de overgår til anden anvendelse eller til en ny ejer, og betingelserne for afgiftsfritagelse således ikke længere er til stede."

Bestemmelsen blev videreført som § 10 i registreringsafgiftsloven fra 1943 (lov nr. 333 af 3. juli 1943) og som § 8, stk. 4, registreringsafgiftsloven fra 1946 (lov nr. 25 af 31. januar 1946), idet ordlyden blev justeret til, at der skulle svares afgift efter lovens almindelige regler, "når forudsætningerne for afgiftsfritagelsen ikke længere er til stede". Der var ikke tale om en indholdsmæssig ændring af bestemmelsen ved de to love. Forarbejderne til 1943-loven og 1946-loven omtaler ikke bestemmelsen.

Herefter blev bestemmelsen videreført som § 7, stk. 1, i registreringsafgiftsloven fra 1957 (lov nr. 184 af 6. juli 1957). Reglen svarede til den tidligere lovs § 8, stk. 4, jf. Folketingstidende 1956-57 (2. samling), tillæg A, sp. 35. Der er ingen bemærkninger til bestemmelsen i det i Motorafgiftskommissionens betænkning II. Del fra 1954 indeholdte udkast til lov om omsætningsafgift af motorkøretøjer (lovudkastets § 7, stk. 1), som lå til grund for 1957-loven.

Bestemmelsen blev videreført som § 2, stk. 3, ved registreringsafgiftsloven fra 1971 (lov nr. 221 af 26. maj 1970). Af bestemmelsens forarbejder, Folketingstidende 1970-71, tillæg A, sp. 2264, fremgår, at den svarer til reglen i den tidligere lovs § 7 om efterberigtigelse af et afgiftsfritaget køretøj.

Afgiftspligten i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, indtræder på det tidspunkt, hvor det ved en kontrol konstateres, at det pågældende køretøj anvendes i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen, jf. hertil M2015.655.ØLR og SKM2018.393.BR. De nævnte sager angik indtrådt afgiftspligt efter registreringsafgiftslovens almindelige regler i henhold til den lignende bestemmelse i registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 3, af ombyggede autocampere, der blev anvendt i strid med betingelserne for den lempelige afgiftsberigtigelse af køretøjerne som autocampere efter den dagældende  registreringsafgiftslovs § 5 a, stk. 1, nr. 1.

Foruden ovennævnte domme kan henvises til SKM2015.456.ØLR og SKM2019.347.ØLR, der angik indtrådt afgiftspligt efter registreringsafgiftslovens almindelige regler af afgiftsfritagne mandskabsvogne. I disse sager blev køretøjerne anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse af mandskabsvogne i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, da køretøjerne blev anvendt til privat personbefordring, hvorfor der skulle ske afgiftsberigtigelse i medfør af lovens § 2, stk. 3. I den førstnævnte sag blev køretøjet anvendt til privat personbefordring af fire litauiske håndværkere, der ikke var ansat i ejeren af mandskabsvognens virksomhed, men derimod ansat hos en af ejeren antaget underentreprenør. Det var ikke under sagen fremført, at kørslen skete uden ejerens accept eller vidende. I den anden sag blev køretøjet anvendt til privat personbefordring af ejerens niece, der var passager i køretøjet ved kontrollen. Ejeren førte selv køretøjet ved kontrollen.

Endelig kan henvises til SKM2012.283.ØLR, der angik indtrådt afgiftspligt i henhold til lovens § 2, stk. 3, idet en afgiftsfritaget orkesterbus blev anvendt til taxikørsel i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse af sådanne køretøjer i medfør af dagældende registreringsafgiftslovs § 2, stk. 1, nr. 6, litra d. Ejeren førte selv køretøjet ved kontrollen.

I den foreliggende sag er det ubestridt, at sagsøgerens ansatte, der førte køretøjet efter endt arbejdstid den 17. oktober 2017, anvendte køretøjet til privat befordring af sin ægtefælle, da køretøjet blev standset af Politiet.

Som følge af anvendelsen af køretøjet til privat personbefordring opfyldte køretøjet ikke længere betingelserne for afgiftsfritagelse i medfør af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, da køretøjet ikke længere udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt. Det afgørende i den henseende er, som anført ovenfor, den objektive anvendelse af køretøjet i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen.

Det er ikke efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, afgørende for afgiftspligtens indtræden, hvem der har ført køretøjet i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen. I den foreliggende sag har sagsøgerens ansatte anvendt køretøjet til privat personbefordring. Det er ikke afgørende for afgiftspligtens indtræden efter loven, om sagsøgerens eneanpartshaver MA var vidende om anvendelsen af køretøjet i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen.

Hverken ansættelseskontrakten (bilag 2), den skriftlige advarsel til sagsøgerens ansatte (bilag 3) eller tiltalen for brugstyveri efter straffelovens § 293 a (bilag 4), som den ansatte blev frifundet for ved Københavns Byrets dom af 10. januar 2019 (bilag 5), medfører, at køretøjet ikke skal anses for at være anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, eller at der ikke er indtrådt afgiftspligt af køretøjet efter § 2, stk. 3. Anvendelsen af køretøjet til privat kørsel var netop baggrunden for den rejste straffesag.

Køretøjet skal derfor afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftslovens almindelige regler, da betingelserne for afgiftsfritagelse af køretøjet ikke længere er opfyldt, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, jf. § 4.

3.2 Sagsøgeren hæfter for afgiften i medfør af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5

Af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 1. pkt., følger, at for betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. F1-leasing hæftede derfor for afgiften som ejer af køretøjet.

Det følger videre af § 20, stk. 5, at for betaling af afgiften hæfter tillige en fører eller bruger af køretøjet, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter denne lov. Sagsøgeren var registreret bruger af køretøjet.

Hæftelsesreglerne i registreringsafgiftslovens § 20 blev affattet i deres nuværende form ved ændringslov nr. 481 af 30. maj 2012. Af de almindelige bemærkninger til bestemmelsen, jf. lovforslag nr. L 122 af 28. marts 2012, fremgår:

"6.3. Forslagets indhold

Det foreslås, at den, der ejer et køretøj på det tidspunkt, hvor pligten til at betale registreringsafgift af køretøjet indtræder, hæfter for afgiftens betaling.

Afgiftspligten indtræder, når køretøjet tages i brug på færdselslovens område. Pligten kan indtræde såvel ved import af et nyt eller brugt køretøj som ved en sådan ombygning af et allerede registreret køretøj, at køretøjet mister sin afgiftsmæssige identitet.

Ejeren hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område uden at ejeren vidste eller burde have vidst dette, f.eks. ved tyveri af køretøjet.
(…)

Det foreslås, at enhver fører eller bruger af køretøjet hæfter for betaling af registreringsafgiften, hvis den pågældende ved brug af køretøjet ved, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter registreringsafgiftsloven. Hæftelsen for en ejer, forhandler, efterfølgende erhverver eller en fører/bruger af køretøjet er solidarisk."

Af de særlige bemærkninger til § 20, stk. 5 (stk. 4 i lovforslaget) fremgår

"Efter stk. 4 hæfter en fører eller en bruger af køretøjet for afgiftens betaling, hvis den pågældende ved brug af køretøjet ikke er i god tro om registreringsafgiftens betaling. Således hæfter en fører eller bruger af køretøjet, hvis den pågældende bruger køretøjet, selv om den pågældende ved, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, der kræves efter registreringsafgiftsloven.

En fører af et køretøj er en fysisk person. En bruger af et køretøj kan være såvel en fysisk som en juridisk person.

Bestemmelsen vil normalt ikke finde anvendelse på spørgsmål om registreringsafgiftens størrelse, da en fører eller bruger normalt ikke har eller bør have kendskab hertil. Bestemmelsen vil primært finde anvendelse i tilfælde, hvor et køretøj føres eller bruges, selv om der ikke er betalt registreringsafgift af køretøjet.

Det kan eksempelvis være i tilfælde, hvor en udenlandsk bruger af et køretøj, der er registreret i udlandet, opholder sig her i landet på en sådan måde, at køretøjet skal registreres her.

Det kan eksempelvis også være i tilfælde, hvor et køretøj, der er registreret her i landet, mister sin afgiftsmæssige identitet, således at der skal betales registreringsafgift.

Efter stk. 1-3 hæfter disse ejere og brugere solidarisk for afgiftens betaling."

I den foreliggende sag er det ubestridt, at sagsøgeren - identificeret ved dets hovedaktionær MA - var vidende om, at det omhandlede køretøj, som selskabet var registreret bruger af, var indregistreret som et afgiftsfritaget køretøj, og at en eventuel privat anvendelse af køretøjet ville være i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen. Dette fremgik af anmeldelsesblanketten til ansøgning om afgiftsfritagelse (bilag E), som MA underskrev.

Sagsøgeren må i hæftelsesmæssig henseende identificeres med virksomhedens ansatte faste chauffør. Det er således ikke afgørende for sagsøgerens hæftelse for afgiften i medfør af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, at sagsøgerens hovedaktionær ikke selv var fører af køretøjer under den kørsel, hvor det blev anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen, eller om hovedaktionæren var bekendt eller havde givet samtykke til kørslen, hvorved bemærkes, at den ansatte ved Københavns Byrets dom af 10. januar 2019 blev frifundet for brugstyveri af køretøjet fra sin arbejdsgiver. Retten fandt, at der efter de særlige konkrete omstændigheder ikke var tale om "en sådan uberettiget brug af køretøjet", at kørslen var omfattet af straffelovens § 293 a om brugstyveri. Sagsøgeren havde ifølge dommen overladt dispositionsretten over køretøjet til sin ansatte til kørsel fra arbejdspladsen til den ansattes hjemmeadresse, hvorfra den ansatte senere skulle køre det hen til en anden chauffør. Under kørslen hentede chaufføren sin gravide kone og bragte hende til hospitalet. Sagsøgeren var som registreret bruger af køretøjet ansvarlig for, at det til enhver tid blev anvendt i overensstemmelse med betingelserne for afgiftsfritagelsen.

Dertil kommer, at der i ansættelseskontrakten mellem sagsøgeren og den ansatte (bilag 2) var indsat en klausul om, at enhver form for privat kørsel i den udleverede vogn ikke var tilladt. Sagsøgerens ansatte var dermed klar over, at den private anvendelse af køretøjet var i strid med betingelserne for brug af køretøjet.

Under de beskrevne omstændigheder hæfter sagsøgeren i medfør af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, for afgiften af køretøjet.
…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Spørgsmålet om afgiftspligtens indtræden
Det ligger fast, at JI, der på daværende tidspunkt var ansat hos H1 som chauffør, den 17. oktober 2017 anvendte det omhandlede køretøj til privat persontransport.

Det første spørgsmål, som retten herefter skal tage stilling til, er, om denne kørsel i sig selv betyder, at afgiften efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, er pålagt med rette.

Retten skal hertil bemærke, at det følger af retspraksis på området, at blot en enkeltstående kørsel, hvorved et køretøj objektivt ikke anvendes (udelukkende) til det formål eller i overensstemmelse med de betingelser, der begrunder afgiftsfritagelse, er tilstrækkeligt til, at afgiftspligten indtræder, jf. herved bl.a. dommene gengivet i TfS 2019.428 Ø, TfS 2015.884 Ø, TfS 2015.698 Ø og TfS 2012.471Ø.

Denne forståelse af registreringsafgiftsloven i retspraksis er begrundet i behovet for at imødegå risikoen for, at lovens betingelser for afgiftsfritagelse for de omhandlede køretøjer, der hviler på særlige hensyn, kan omgås, således at privat kørsel i køretøjerne i strid med lovens formål reelt kan foretages uden konsekvenser. Omstændighederne i denne sag kan ikke føre til et andet resultat.

Retten finder herefter, at Landsskatteretten ved afgørelsen af 14. august 2022 med rette har stadfæstet Motorstyrelsens afgørelse af 28. oktober 2019 om at pålægge registreringsafgift for køretøjet.

Spørgsmålet om hvem der hæfter for betaling af registreringsafgiften
Det næste spørgsmål, retten herefter skal tage stilling til, er, om H1 med rette er pålagt betalingspligten.

H1 var ikke ejer af det omhandlede køretøj, og som sagen er ført for retten, er spørgsmålet alene, om virksomheden hæfter for betaling af afgiften efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Det følger af ordlyden af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, at såvel en fører som en bruger - efter omstændighederne - hæfter for afgiftsbetalingen. Af forarbejderne til bestemmelsen følger endvidere, at brugeren også kan være en juridisk person.

Det er er efter bestemmelsens ordlyd en forudsætning, at "den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter denne lov."

Den forståelse af bestemmelsen og dens forarbejder, som H1 har gjort gældende under sagen, vil indebære, at en juridisk person i form af en virksomhed, der er bruger af afgiftsfritagne, leasede køretøjer, reelt kan lade sine ansatte køre privat i disse køretøjer, uden at dette har (direkte) afgiftsmæssige konsekvenser for virksomheden.

En sådan forståelse kan ikke lægges til grund, da den vil stride mod hensynet til at sikre, at afgiftsfritagelse forbeholdes de køretøjer, der til stadighed opfylder lovens betingelser herfor, og hensynet til en effektiv opkrævning af afgift for køretøjer, der ikke længere opfylder betingelserne.

Retten lægger i den konkrete sag til grund, at det omhandlede køretøj i tre tilfælde har været anvendt til kørsel uden for chaufførens arbejdstid, uden at MA som ejer og leder af H1 har foretaget sig noget for at kontrollere, om anvendelsen var privat eller relateret til virksomheden. Retten lægger i den forbindelse til grund, at bilen var forsynet med gps, som gav MA mulighed for at følge dens færden.

Retten lægger endvidere til grund, at MA ikke har fulgt den praksis, som fremgår af ansættelsesaftalen, hvorefter bilen skulle afleveres på virksomhedens adresse efter arbejdstids ophør, men at det har været muligt og accepteret, at chaufføren beholdt bilen, hvorved den uberettigede anvendelse af køretøjet har kunnet finde sted.

I hvert fald under disse omstændigheder finder retten, at H1 hæfter for betaling af afgiften, jf. registreringsafgiftsloven § 20, stk. 5.

Retten tager herefter Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

H1 skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 40.000 kr. Ved fastsættelsen af beløbet, der er til dækning af udgifter til advokatbistand, har retten ud over sagens værdi lagt vægt på sagens forløb, karakter, omfang og varighed. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T:

Skatteministeriet frifindes.

H1 skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 40.000 kr.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.

*Berigtiget i medfør af retsplejelovens § 221, stk. 1, idet "1. december" er erstattet med "29. november".