Offentliggøres i redigeret form

Spørgsmål:

1. Kan Skatterådet bekræfte at ingen del af et erstatningsbeløb, der udbetales til Spørger 1, skal anses for at være et ulovligt aktionærlån efter reglerne i LL § 16 E, når den del af erstatningen, der rettelig skal tilgå Spørger 2, overføres fra Spørger 1’s til Spørger 2’s bankkonto hurtigst muligt og senest en uge efter tidspunktet for udbetaling til Spørger 1?
2. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger 1 ikke er skattepligtig af den del af erstatningsbeløbet nævnt i spørgsmål 1, der rettelig skal videresendes og tilgå Spørger 2?
3. Hvis Skatterådet ikke kan svare bekræftende på spørgsmål 2, kan Skatterådet da bekræfte, at når Spørger 1 skal beskattes af den del af erstatningen, der rettelig skal tilgå og videresendes til Spørger 2, da skal Spørger 2 ikke beskattes af samme beløb?
4. Kan Skatterådet bekræfte, at hvis Spørgernes inter partes aftale om fordeling af den samlede erstatningssum efter Skattemyndighedernes opfattelse ikke er indgået på markedsvilkår, da vil udnyttelse af et skatteforbehold i parternes aftale til ændring af fordelingen, så fordelingen bringes i overensstemmelse med Skattemyndighedernes opfattelse, bevirke, at Spørgerne stilles som om, at den ændrede fordelingsnøgle oprindeligt var anvendt?
5. Kan Skatterådet bekræfte, at en fordeling kan godkendes som værende på markedsvilkår, hvis Spørger 1 opnår en mererstatning på 400.000 kr. ved sambehandlingen i stedet for ved individuel ansøgning, når parterne indbyrdes i forbindelse med sambehandling har aftalt, at Spørger 2 skal opnå samme erstatningssum, som Spørger 2 ville kunne opnå ved at søge erstatning individuelt som følgeerhverv?

Svar:

1. Ja, se dog indstilling og begrundelse.
2. Ja, se dog indstilling og begrundelse.
3. Ja, se dog indstilling og begrundelse.
4. Afvises.
5. Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger 1 (person) er tidligere minkavler og har endnu ikke valgt og søgt nedlukningserstatning.

Spørger 2 (selskab) har tidligere drevet følgevirksomhed med udlejning til Spørger 1.

Spørger 1 ejer alle anparter i holdingselskabet H1 ApS. H1 ApS ejede indtil 19. december 2023 50% af anparter og efter 19. december 2023 alle anparter i  Spørger 2.

Spørger 1 overvejer at ansøge om erstatning for tvunget ophør med minkvirksomhed efter den skematiske ordning og efter reglerne om sambehandling, som der nu også er mulighed for jf. BEK nr. 103 af 26/01/2024.

Under sambehandlingen vil herved indgå samlet ansøgning for Spørger 1 og for Spørger 2.

Forud for nedlukning af minkerhvervet i DK ultimo 2020 ejede og drev Spørger 1 to minkfarme i personligt regi med ejerskab til minkproduktionsanlæg i form af bygninger, installationer og inventar samt ejerskab til avlsdyr af mink med afkom. Spørger 1 ejer stadig minkfarmene og produktionsanlægget, men driften er selvsagt ophørt.

Spørger 2 ejer minkhaller og inventar. Selskabets væsentligste aktivitet har været udlejning af minkfarm. Udlejningen sker og skete til Spørger 1’s personligt ejede virksomhed  spørger 2 og kan erstatningsmæssigt karakteriseres som følgeerhverv til minkvirksomhed.

Der er mulighed for at søge erstatning individuelt for hhv. Spørger 1’s personlige virksomhed og udlejningsvirksomheden Spørger 2. Hvis der ansøges om erstatning individuelt, kan Spørger 1 vælge at ansøge efter den skematiske ordning eller den forenklede ordning. Spørger 2 kan vælge at søge erstatning som følgeerhverv efter den skematiske ordning.

Der er også mulighed for at få sambehandlet erstatningsansøgninger for Spørger 1, (…) og Spørger 2, (…) efter såvel reglerne for sambehandling som efter den forenklede model eller den skematiske ordning.

Spørger 1 og Spørger 2 overvejer en sambehandlet ansøgning efter den skematiske ordning.

Retsgrundlaget for erstatning efter den skematiske ordning findes i BEK nr. 103 af 26/01/2024 jf. også BEK nr 2463 af 11/12/2021. I den forbindelse, er opstået skattemæssige spørgsmål, som anmodes afklaret via nærværende anmodning om Bindende svar.

For fuldstændighedens skyld kan også nævnes, at begge virksomheder også kunne vælge at erstatning bliver opgjort efter principperne for ekspropriationserstatning.

Følgeerhverv-virksomhed Spørger 2

"Spørger 2" er en virksomhed uden egenproduktion af mink i 2020, og selskabet og dettes rettighedshavere kan underskrive en erklæring om at afstå fra erstatning som følgeerhverv samt acceptere, at erstatning for minkhaller mv. opgøres sammen med sin minkvirksomheds erstatningssag, hvorefter erstatningsbeløbet udbetales til Spørger 1. Der er udarbejdet følgende erklæring hertil. Erklæringen ses i BEK nr. 103 af 26/01/2024 som bilag.

Erstatningsbeløb vil ved sambehandling således i sin helhed blive udbetalt til Spørger 1. Det er herefter et anliggende mellem Spørger 1 og Spørger 2, hvordan erstatningen skal fordeles.

Fordeling af samlede erstatningsbeløb

Senest samtidig med, at Spørger 1 og Spørger 2 vil underskrive "Erklæring fra adkomsthaver", vil Spørgerne udfærdige et supplerende aftaledokument, der blandet andet pålægger Spørger 1 at ansøge om erstatning efter reglerne for sambehandling, og som inter partes fastlægger fordelingen af opnået erstatning på markedsvilkår. I aftalen agtes indføjet et skatteforbehold, hvoraf det vil fremgå, at måtte skattemyndighederne mod forventning ikke godkende den aftalte fordeling af erstatningssummen som værende udtryk for foretaget på markedsvilkår/være foretaget på armslængde vilkår, da forbeholder parterne sig ret til at ændre fordelingen, så fordelingen er i overensstemmelse med Skattemyndighedernes tilkendegivelse for, hvad der er en korrekt fordeling. Korrektionen vil ske uden unødigt ophold efter endelig afgørelse fra Skattemyndighederne og vil ske kontant.

Det beløb, der skal tilgå Spørger 2, vil hurtigst muligt efter udbetalingsdatoen, og senest en uge efter udbetalingsdatoen, blive overført fra Spørger 1 til Spørger 2.

Lovgrundlag, den skematiske model:

BEK nr. 103 af 26/01/2024:

Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder og fuldstændig kompensation til følgeerhverv til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (retsinformation.dk)

BEK nr. 2463 af 11/12/2021:

Bekendtgørelse om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder og fuldstændig kompensation til følgeerhverv til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (retsinformation.dk)

Spørgers opfattelse og begrundelse

Ad spørgsmål 1:

Det er Spørger 1’s opfattelse, at der ikke er tale om et udlån omfattet af reglerne i Ligningslovens (LL) § 16 E.

Bestemmelsen i LL § 16 E medfører, at en kapitalejer skal beskattes på udbetalingstidspunktet af et lån ydet fra eget selskab, og at tilbagebetaling af lånet ikke medfører genoptagelse af skatteansættelsen hos kapitalejeren. Formålet med indførelsen af bestemmelsen var, ifølge forarbejderne, at fjerne de dengang eksisterende skattemæssige incitamenter til at optage kapitalejerlån som et skattefrit alternativ til at hæve skattepligtig løn eller udbytte i selskabet.

Når sambehandlingsreglen under den forenklede model anvendes, er konsekvensen, at minkvirksomheden, her Spørgers personligt ejede virksomhed, modtager den samlede erstatning for minkvirksomhed og følgevirksomhed til minkvirksomhed, her således den samlede erstatning for Spørger 1’s personligt ejede virksomhed og Spørger 1’s selskab "Spørger 2". Der er ikke andre muligheder.

Der er efter vores opfattelse ikke tale om et lån. Der er derimod tale om en administrationsmæssig foranstaltning, og betaling til selskabet skal så foretages så tidligt, at foranstaltningen ikke efterfølgende kan blive anset for at overgå til at udgøre et udlån fra selskabet. Der bør herved gives Spørger 1 en vis frist til at overføre den del af erstatningen til selskabet, som selskabet erstatningsretlig er berettiget til at opnå.

Som det fremgår af Erklæring fra adkomsthaver, 1. og 2. afsnit giver "Spørger 2", som følgevirksomhed (adkomsthaver), med sin underskrift på denne erklæring afkald på enhver kompensation efter bekendtgørelse om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder og fuldstændig kompensation til følgeerhverv til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink.  Spørger 2 erklærer samtidig med sin underskrift, at udbetaling af erstatning for minkhaller m.m. sker til minkvirksomheden. Det vil sige til Spørger 1’s personligt ejede virksomhed.

Det fremgår videre af Erklæringen, at "En eventuel efterfølgende fordeling af erstatningen mellem Minkvirksomheden og Adkomsthaveren er alene et anliggende mellem disse parter."

Spørger 1 og Spørger 2 agter senest på tidspunktet for  Spørger 2 underskrift af Erklæringen, at have aftalt en fordeling af den samlede erstatningssum, således at hver part opnår det beløb, de hver især erstatningsretligt har krav på. Spørger 1 retserhverver således ikke den del af den samlede erstatning som erstatningsretligt skal tilgå "Spørger 2.

Formålet med reglerne i LL § 16 E

Det var med regelændringen tilbage i 2012 ikke formålet med bestemmelsen i LL § 16 E, at ramme en situation som nærværende, hvor der ikke er et alternativ til, at Spørger 1 får hele erstatningen udbetalt fra myndighederne.

Formålet med bestemmelsen i LL § 16 E var at fjerne incitamentet til at udbetale løn eller udbytte i form af lån. Dette formål ville i vidt omfang forspildes, hvis beskatningen uden videre kan ophæves ved tilbagebetaling, f.eks. i tilfælde af, at Skattestyrelsen forhøjer aktionærens indkomst med lånet.

Det kan også anføres til støtte for, at situationen ikke er omfattet af LL § 16 E, at tilbagebetaling ophæver beskatningen, hvis der er tale om f.eks. penge, der blev overført ved en fejl, eller hvis personen får tilladelse til omgørelse efter SFL § 29. Dette fremgår blandet andet af Den juridiske Vejledning C.B.3.5.3.3 Aktionærlån - info.skat.dk. Reglen i § 16 E skal således ses og fortolkes i kontekst af den aktuelle situation og det forhold, at sambehandlingsreglerne bestemmer, at udbetaling sker til Spørger 1, må derfor bevirke, at når Spørger 1, straks efter at have modtaget den samlede erstatning, videresender den del, der retteligt skal tilgå selskabet, da "rammes" Spørger 1 ikke af reglen i LL § 16 E.

Til støtte for, at der ikke er tale om et lån omfattet af LL § 16 E kan også nævnes, at de lån, der opstår ved, at et kapitalselskab (videre-)sælger varer eller ydelser på sædvanlige kreditvilkår til en hovedaktionær (person omfattet af LL § 2), ikke er skattepligtige efter LL § 16 E. Det er - på samme måde som i nærværende sag med sambehandling - helt nødvendigt, at reglen i LL § 16 E ikke rammer sådanne "udlån" fra et selskab.

Praksis

Til støtte for, at der ikke er tale om et lån omfattet af LL § 16 E kan endvidere henvises til LSR af 13.06.2019 Journalnr. 16-1466619. I denne sag havde et selskab posteret A-skat og AM-bidrag på mellemregningskontoen med henblik på, at selskabet kunne opfylde sin indeholdelsespligt efter kildeskattelovens § 69, stk. 1. Dette udgjorde ikke en direkte eller indirekte sikkerhedsstillelse, jf. LSR af 13.06.2019 Journalnr. 16-1466619. Der var indberettet løn til klageren med 355.232 kr. i indkomståret 2013 og 280.171 kr. i indkomståret 2014. Der var ikke indeholdt kildeskat af lønnen. Selskabet havde imidlertid beregnet skat af beløbene med 40 %, som blev debiteret på mellemregningskontoen. Dette skyldtes, at klageren hæftede for skatten efter kildeskattelovens § 68. Selskabet havde reserveret beløbene på mellemregningskontoen, idet selskabet havde en sekundær hæftelse for ikke indeholdt kildeskat efter kildeskattelovens § 69. Hæftelsen blev ikke aktuel, da klageren betalte sin restskat. Beløbet blev herefter fjernet fra mellemregningskontoen ved en ompostering. Landsskatteretten fandt, at disse beløb ikke skulle karakteriseres som lån, idet disse ikke var en direkte eller indirekte sikkerhedsstillelse for klageren, jf. ligningslovens § 16 E, stk. 1, 3. pkt. Posteringerne var sket med henblik på, at selskabet kunne opfylde sin indeholdelsespligt efter kildeskattelovens § 69, stk. 1. Posteringen kunne ikke anses for en direkte eller indirekte sikkerhedsstillelse som følge af klagerens hæftelse i medfør af kildeskattelovens § 68.

Det er vores opfattelse, at svarene på spørgsmål 1 og spørgsmål 2 bør være "Ja" eller "Ja, se dog indstilling og begrundelse" og det er samtidig vores opfattelse, at Skattestyrelsens indstilling og begrundelse ikke harmonerer med et "Nej, se dog indstilling og begrundelse" men harmonerer med et "Ja" eller "Ja, se dog indstilling og begrundelse". De stillede spørgsmål tager således afsæt i, at beløb, der rettelig skal videresendes fra Spørger 1 til Spørger 2 videresendes uden ugrundet ophold og dermed bør svarene som udgangspunkt være "ja" eller "Ja, se dog indstilling og begrundelse".

Af Skattestyrelsens indstilling til svar på spørgsmål 1 fremgår det, at:

"I nærværende sag er der ikke tale om fejldispositioner, men det er Skattestyrelsens opfattelse, at den del af erstatningsbeløbet, der under de beskrevne omstændigheder udbetales til Spørger 1, men som tilkommer Spørger 2, ikke skal anses for at være omfattet af ligningslovens § 16 E, såfremt videreførslen til Spørger 2´s konto sker uden ugrundet ophold. (vores kursivering) Skattestyrelsen har herved henset til,

at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i bekendtgørelse BEK nr. 103 af 26/01/2024 har fastsat krav om, at udbetaling af den samlede erstatningssum sker til Spørger 1 og

at Spørger 1 og Spørger 2 senest på tidspunktet for Spørger 2´s underskrift af "Erklæring fra adkomsthaver" om, at udbetaling af den samlede erstatningssum sker til Spørger 1, har aftalt en fordeling af den samlede erstatningssum, således at hver part opnår det beløb, de hver især erstatningsretligt har krav på."

Af spørgsmål 1 fremgår, at den del af erstatningsbeløbet, "der rettelig skal tilgå Spørger 2, overføres fra Spørger 1’s til Spørger 2’s bankkonto hurtigst muligt og senest en uge efter tidspunktet for udbetaling til Spørger 1".

Skattestyrelsen anfører, at overførslen skal ske "uden ugrundet ophold". Spørger anfører samme forhold med ordene "hurtigst muligt". Såvel Skattestyrelsen som Spørger anfører således, at det er et krav for, at der ikke opstår et ulovligt aktionærlån, at spørger 2’s andel af erstatningen overføres til Spørger 2 "uden ugrundet ophold" altså hurtigst muligt.

Spørger anfører supplerende for at præcisere tidsrammen, at hvis overførslen sker senest en uge efter udbetalingstidspunktet, må dette anses som uden ugrundet ophold/hurtigst muligt. Hvis Skatterådet finder, at overførsel senest en uge efter tidspunktet for udbetaling til spørger kan være for lang en frist at sætte, der er det vores opfattelse, at svaret bør være "Ja, se dog indstilling og begrundelse". Et "nej" er misvisende.

Ad spørgsmål 2:

Det er Spørger 1’s opfattelse, at Spørger 1 ikke kan blive skattepligtig af den andel af erstatningen, som videreoverdrages til Spørger 1’s selskab i det omfang det videreoverdragne beløb er erstatning for selskabets aktiver (driftsbygninger, installationer og inventar). Spørger 1 er ikke rette indkomstmodtager og retserhverver efter vores opfattelse ikke erstatningsbeløbet. Derimod har Spørger 1 en rolle, som kan beskrives til funktion af at være en administrations-mellemmand vedrørende den del af erstatningen. Spørger 1’s selskab er den rette erstatningsmodtager.

Formålet med at udvide eller justere erstatningsmodellen til at muliggøre ansøgninger med sambehandling, har netop haft til formål at en minkvirksomhed og en følgevirksomhed kan søge erstatning sammen. Dette sker blandt andet af hensyn til at optimere behandlings- og udbetalingsprocessen. Det forhold, at hele erstatningen modtages af Spørger 1, bevirker derfor ikke, at Spørger 1 retserhverver hele beløbet, men er alene en naturlig følge af konstruktionen på erstatningsmodellen.

Det må herved i forhold til skattepligten være underordnet, hvorvidt myndighederne indberetter hele erstatningsbeløbet i Spørger 1’s cvr.nr./cpr.nr.

Spørger stiller som spørgsmål 2 følgende spørgsmål:

"Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger 1 ikke er skattepligtig af den del af erstatningsbeløbet nævnt i spørgsmål 1, der rettelig skal videresendes og tilgå Spørger 2?"

Skattestyrelsen indstiller at svare "Nej, se dog indstilling og begrundelse." Det er vores opfattelse, at svaret skal være et "Ja" eller "Ja, se dog indstilling og begrundelse".

Under begrundelse for udkastet til svar henviser Skattestyrelsen til begrundelse og indstilling til besvarelse af spørgsmål 1. Der ses dog her ikke megen hjælp at hente som begrundelse.

Hvis Skatterådet ikke kan bekræfte, at Spørger 1 ikke er skattepligtig af den del af erstatningsbeløbet nævnt i spørgsmål 1, der rettelig skal videresendes og tilgå Spørger 2 - betyder det så, at Spørger 1 skal beskattes af erstatningsbeløbet, som rettelig tilkommer Spørger 2 og uden ugrundet ophold eller ikke uden ugrundet ophold videresendes til Spørger 2. Dette kan efter vores opfattelse ikke være en korrekt afgørelse. Skattestyrelsen har da heller ikke fremført argumenter eller andet, der støtter dette.

Ad spørgsmål 3:

Hvis spørgsmål 3 mod forventning ikke bortfalder, mener vi at spørgsmålet skal besvares med et "Ja".

Hvis modtager af erstatning, Spørger 1, skal beskattes af hele erstatningsbeløbet, og ikke kun den del af erstatningsbeløbet, som Spørger 1 endelig retserhverver, og der er pligt for Spørger 1 til at videresende et beløb, kan der ikke være tale om et skattepligtigt tilskud til/indkomst for selskabet.

Ad spørgsmål 4:

Spørgerne vil indsætte et skatteforbehold i deres interne aftale vedrørende erstatningsudbetalingen med blandt andet en bestemmelse om fordeling af overdragelsessum. Dette vurderes at være yderst relevant, da der på nuværende tidspunkt kan være usikkerhed om, hvorledes en samlet erstatningssum skal fordeles for at være på armslængde vilkår. Spørgerne har i den sammenhæng behov for sikkerhed for, at brug af et sådant skatteforbehold kan eliminere ellers uheldige virkninger af en ansættelsesændring foretaget af skattemyndighederne.

Spørgerne vil således senest samtidig med underskrivelse af "Erklæring fra adkomsthaver" underskrive et supplerende aftaledokument, der blandet andet pålægger Spørger 1 at ansøge om erstatning efter reglerne for sambehandling og som inter partes fastlægger fordelingen af opnået erstatning på markedsvilkår.

I aftalen vil der blive indføjet et skatteforbehold om, at måtte skattemyndighederne mod forventning ikke godkende den aftalte fordeling af erstatningssummen mellem Spørger 1 og Spørger 2, som værende udtryk for foretaget på markedsvilkår/være foretaget på armslængde vilkår, da forbeholder parterne sig ret til at ændre fordelingen, så fordelingen er i overensstemmelse med Skattemyndighedernes tilkendegivelse for, hvad der er en korrekt armlængde fordeling. Korrektionen vil ske uden unødige ophold efter endelig afgørelse fra Skattemyndighederne og vil ske kontant.

Det er spørgernes ønske at fordele den samlede erstatningssum "korrekt" imellem sig, således at begge juridiske enheder modtager den del af den samlede erstatningssum, som de hver især har krav på. Der er dog ikke faste retningslinjer for, hvorledes en sådan fordeling skal foretages, og spørgerne kan derfor i sagen natur ikke være sikre på, at Skattemyndighederne er enige i fordelingen.

Vi vil anmode Skattestyrelsen og Skatterådet om at lægge til grund, at spørgerne er i god tro ved fordelingen. Vi ser ikke en udfordring ved, at dette lægges til grund. Et svar er ikke bindende, hvis de faktiske oplysninger, der er lagt til grund for svaret, viser sig at være urigtige eller mangelfulde. Det er helt almindeligt, at en spørgers oplysninger lægges til grund i en besvarelse.

Hvis "god tro" lægges til grund, er der ikke holdepunkter jf. Skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2 for at nægte at svare.

Det skal hertil særligt bemærkes, at opnås der ikke et svar på spørgsmål 4, vil spørgerne og også andre tidligere minkavlere og følgeerhverv være meget tilbageholdne med at anvende sambehandlingsreglerne, da de skattemæssige konsekvenser ikke er fuldt ud afdækkede. Dette vil efter vores opfattelse medføre, at det politiske ønske om at forenkle ansøgningsprocessen i størst mulige omfang ikke fuldt ud vil kunne realiseres.

Det skal endvidere særligt bemærkes, at Skattestyrelsens svar som indstillet til spørgsmål 5 med klarhed viser, at hvis de tidligere minkavlere skal kunne anvende sambehandlingsreglerne, skal der være mulighed for efterfølgende ændring af erstatningsfordelingen uden skattemæssigt utilsigtede og uheldige konsekvenser for erstatningsmodtagerne.

Ad spørgsmål 5:

Hvis Spørger 1 søger erstatning for egen personligt ejede virksomhed, vil erstatningen ud fra den skemalagte model bestå af:

a) Tabt driftsindtjening

b) Restværdi af anlægsaktiver på de to farme, Spørger 1 ejer i personligt regi

c) Værdi af uudnyttet kapacitet på de to farme i personligt regi samt farm i selskab, da Spørger 1 har betalt leje på farmen

d) Tabt accessorisk virksomhed.

En foreløbig opgørelse viser, at hvis Spørger 1 søger individuelt, vil erstatningen beløbe sig til ca. 40.000.000 kr.

Det er mere vanskeligt at foretage en foreløbig opgørelse for Spørger 2, da vi ikke kender erstatningen for følgeerhverv, og derfor ikke kender erstatningen for en tom farm.

Vi forventer dog, at samlet set vil Spørger 1 og Spørger 2 få en bedre position ved at gå sammen med producenten, og derfor bør den tomme farm have en interesse i at gå sammen med lejer.

Hvis sambehandling medfører en samlet set større erstatningssum end ved ansøgning hver for sig, vil parterne være tilbøjelig til, at det estimerede overskydende beløb skal tilfalde ansøger, her Spørger 1. Dette vil være "guleroden" for ansøger til at indgå en aftale om sambehandling og påtage sig ansvar og arbejdet med erstatningsansøgningen.

I den sammenhæng, ønskes det afklaret, hvilke skattemæssige konsekvenser det har, at Spørger 2 opnår samme erstatningssum ved individuel ansøgning og sambehandlet ansøgning, mens Spørger 1 opnår en mererstatning, ved sambehandling på 400.000 kr.

Spørger 1 og Spørger 2 er af den fælles opfattelse, at evt. mererstatningsbeløb ved sambehandling frem for individuelle behandlinger skal tilfalde Spørger 1 og at dette er udtryk for en aftale på markedsmæssige vilkår som også i praksis vil forekomme mellem uafhængige parter.

Fordelingsnøglen udtrykker et incitament for Spørger 1 til at lade sig sambehandle med Spørger 2.

Vi vil medgive Skattestyrelsen, at spørgsmålet er svært at svare på. Det er dog en realitet, at hvis sambehandlingsreglerne anvendes, er det "virkeligheden", at fordelingen er vanskelig. Det er vores opfattelse, at hvis Spørger 2 opnår samme erstatningsbeløb ved sambehandling som han ville have gjort ved individuel ansøgning kan Spørger 2 acceptere aftalen og aftalen derved er på markedsvilkår. Spørger 2 har ikke risikoen, udgiften og besværet med erstatningsansøgningen og dette vil være Spørger 2 motivering for at indgå aftalen. Spørger 1 foretager alt arbejdet med ansøgning om erstatning. Spørger 1 og spørger 2 har lavet en kontrakt på, at Spørger 1 påtager sig arbejdet og har ansvaret for, at erstatningsansøgning foretages korrekt og optimalt. Spørger 2 taber ikke noget ved, at Spørger 1 - måske - får et lidt større erstatningsbeløb.

Under spørgsmålet forudsættes at der opnås et samlet erstatningsløb for Spørger 1 på ca. 40.000.000 kr. og at mererstatningsbeløb for Spørger 1 ved sambehandling estimeres til 400.000 kr. hvilket svarer til 1% mere end erstatningsbeløb ved individuelle erstatningsansøgninger.

Det er derfor vores opfattelse, at fordelingen må være indenfor rammen af, hvad der kan accepteres som værende på markedsvilkår.

Vi har desværre pt. ikke et bud på spørger 2´s forventning til erstatningsbeløb.

Det er vores opfattelse at nærværende anmodning om bindende svar bør behandles af Skatterådet da afklaringen er principiel.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at ingen del af et erstatningsbeløb, der udbetales til Spørger 1, skal anses for at være et ulovligt aktionærlån efter reglerne i LL § 16 E, når den del af erstatningen, der rettelig skal tilgå Spørger 2, overføres fra Spørger 1’s til Spørger 2’s bankkonto hurtigst muligt og senest en uge efter tidspunktet for udbetaling til Spørger 1.

Begrundelse

Rådgiver oplyser, at formålet med at udvide eller justere erstatningsmodellen til at muliggøre ansøgninger med sambehandling er, at en minkvirksomhed og en følgevirksomhed kan søge erstatning sammen. Dette sker blandt andet af hensyn til at optimere behandlings- og udbetalingsprocessen.

Rådgiver oplyser, at hvis sambehandlingsreglen under den forenklede model anvendes, er konsekvensen, at minkvirksomheden, her Spørger 1´s personligt ejede virksomhed, modtager den samlede erstatning for minkvirksomhed og følgevirksomhed til minkvirksomhed, her således den samlede erstatning for Spørger 1’s personligt ejede virksomhed og Spørger 1’s selskab, Spørger 2.

Det er herefter et anliggende mellem Spørger 1 og Spørger 2, hvordan erstatningen skal fordeles. Spørger 1 og Spørger 2 agter senest på tidspunktet for Spørger 2´s underskrift af erklæringen om udbetaling af erstatning for minkhaller m.m. til Spørger 1, at have aftalt en fordeling af den samlede erstatningssum, således at hver part opnår det beløb, de hver især erstatningsretligt har krav på.

Det er rådgivers opfattelse, at der ikke er tale om et lån omfattet af ligningslovens § 16 E, men at der derimod er tale om en administrationsmæssig foranstaltning, og at der bør gives Spørger 1 en uges frist til at overføre den del af erstatningen til selskabet, som selskabet erstatningsretlig er berettiget til at opnå.

Det er således rådgivers opfattelse, at Spørger 1 ikke retserhverver den del af den samlede erstatning, som erstatningsretligt skal tilgå Spørger 2.

Skattestyrelsen bemærker, at det fremgår af SKM2022.431.HR, at der skulle ske beskatning af eneanpartshaveren i det omfang selskabet "ved den enkelte hævning fik et tilgodehavende eller et forøget tilgodehavende hos ham".

Den praksis er kun fraveget af Skatterådet i to tilfælde, hvor overførslerne efter omstændighederne blev anset for at være rene fejlekspeditioner, der under hensyn til den hurtige videreoverførsel til selskabet ikke blev omfattet af LL § 16 E, jf. SKM2022.151.SR og SKM2022.174.SR.

I nærværende sag er der ikke tale om fejldispositioner, men det er Skattestyrelsens opfattelse, at den del af erstatningsbeløbet, der under de beskrevne omstændigheder udbetales til Spørger 1, men som tilkommer Spørger 2, ikke skal anses for at være omfattet af ligningslovens § 16 E, såfremt videreførslen til Spørger 2´s konto sker uden ugrundet ophold.

Skattestyrelsen har herved henset til, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i bekendtgørelse BEK nr. 103 af 26/01/2024 har fastsat krav om, at udbetaling af den samlede erstatningssum sker til Spørger 1 og at Spørger 1 og Spørger 2 senest på tidspunktet for Spørger 2´s underskrift af "Erklæring fra adkomsthaver" om, at udbetaling af den samlede erstatningssum sker til Spørger 1, har aftalt en fordeling af den samlede erstatningssum, således at hver part opnår det beløb, de hver især erstatningsretligt har krav på.

Det beror på en samlet konkret vurdering af omstændighederne, om videreførslen sker uden ugrundet ophold og der kan som følge heraf ikke opstilles en generel tidsramme herfor. Skattestyrelsen indstiller derfor, at det ikke kan bekræftes, at en videreførsel "hurtigst muligt og senest en uge efter tidspunktet for udbetaling" vil være rettidig.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja, se dog indstilling og begrundelse".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at Spørger 1 ikke er skattepligtig af den del af erstatningsbeløbet nævnt i spørgsmål 1, der rettelig skal videresendes og tilgå Spørger 2.

Begrundelse

Der henvises til begrundelsen for indstillingen til besvarelse af spørgsmål 1, idet den ønskede skattefrihed af den del af erstatningsbeløbet, der er nævnt i spørgsmål 1, er afhængig af, at erstatningsbeløbet ikke er omfattet af ligningslovens § 16 E, jf. spørgsmål 1.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja, se dog indstilling og begrundelse".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at hvis Skatterådet ikke kan svare bekræftende på spørgsmål 2, så kan Skatterådet bekræfte, at når Spørger 1 skal beskattes af den del af erstatningen, der rettelig skal tilgå og videresendes til Spørger 2, da skal Spørger 2 ikke beskattes af samme beløb.

Begrundelse

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at Spørger 2´s skattepligt af sin del af erstatningen afhænger af reglerne herom og derfor er uafhængig af en eventuel beskatning af Spørger 1.

Det er endvidere Skattestyrelsens opfattelse, at uanset om Spørger 2´s del af erstatningen overføres fra Spørger 1 så hurtigt, at Spørger 1 ikke bliver skattepligtig heraf eller så langsomt, at Spørger 1 bliver skattepligtig heraf som følge af ligningslovens § 16 E, er Spørger 2 ikke skattepligtig af selve videreførslen fra Spørger 1.

Det skyldes, at overførslen til Spørger 2 enten skattemæssigt anses for ikke at have passeret Spørger 1´s økonomi som følge af den hurtige videreførsel til Spørger 2 eller at overførslen anses for omfattet af ligningslovens § 16 E, hvorefter videreførslen til Spørger 2 anses for en tilbagebetaling af lånet, der er skattefri efter ligningslovens § 16 E, stk. 2.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Ja, se dog indstilling og begrundelse".

Spørgsmål 4

Det ønskes bekræftet, at hvis Spørgernes inter partes aftale om fordeling af den samlede erstatningssum efter Skattemyndighedernes opfattelse ikke er indgået på markedsvilkår, da vil udnyttelse af et skatteforbehold i parternes aftale til ændring af fordelingen, så fordelingen bringes i overensstemmelse med Skattemyndighedernes opfattelse, bevirke, at Spørgerne stilles som om, at den ændrede fordelingsnøgle oprindeligt var anvendt.

Begrundelse

Skatteforvaltningen respektive Skatterådet kan i særlige tilfælde afvise at give et bindende svar, hvis spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed eller andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse, jf. skatteforvaltningsloven.

Rådgiver oplyser, at et skatteforbehold vurderes at være relevant, da der på nuværende tidspunkt kan være usikkerhed om, hvorledes en samlet erstatningssum skal fordeles for at være på armslængde vilkår.

Spørger 1 og Spørger 2 vil senest på tidspunktet for Spørger 2´s underskrift af "Erklæring fra adkomsthaver" om, at udbetaling af den samlede erstatningssum sker til Spørger 1, udfærdige et supplerende aftaledokument om fordeling af den samlede erstatningssum, således at hver part opnår det beløb, de hver især erstatningsretligt har krav på.

I aftalen vil der blive indføjet et skatteforbehold om, at hvis skattemyndighederne mod forventning ikke godkender den aftalte fordeling af erstatningssummen mellem Spørger 1 og Spørger 2 som værende udtryk for foretaget på markedsvilkår/være foretaget på armslængde vilkår, da forbeholder parterne sig ret til at ændre fordelingen, så fordelingen er i overensstemmelse med Skattemyndighedernes tilkendegivelse for, hvad der er en korrekt armlængdefordeling. Korrektionen vil ske uden unødige ophold efter endelig afgørelse fra Skattemyndighederne og vil ske kontant.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed og derfor må afvises, jf. Skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2. Det skyldes, at Skattestyrelsen ikke har indsigt i grundlaget.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Afvises".

Spørgsmål 5

Det ønskes bekræftet, at en fordeling kan godkendes som værende på markedsvilkår, hvis Spørger 1 opnår en mererstatning på 400.000 kr. ved sambehandlingen i stedet for ved individuel ansøgning, når parterne indbyrdes i forbindelse med sambehandling har aftalt, at Spørger 2 skal opnå samme erstatningssum, som Spørger 2 ville kunne opnå ved at søge erstatning individuelt som følgeerhverv.

Begrundelse

Rådgiver oplyser, at en foreløbig opgørelse viser, at hvis Spørger 1 søger individuelt, vil erstatningen beløbe sig til ca. 40.000.000 kr.

Det er mere vanskeligt at foretage en foreløbig opgørelse for Spørger 2, da rådgiver ikke kender erstatningen for følgeerhverv og derfor ikke kender erstatningen for en tom farm. Rådgiver har derfor ikke et bud på spørger 2´s forventning til erstatningsbeløb.

Rådgiver forventer dog, at Spørger 1 og Spørger 2 samlet set vil få en bedre position ved at gå sammen med producenten, og derfor bør den tomme farm have en interesse i at gå sammen med lejer.

Hvis sambehandling medfører en samlet set større erstatningssum end ved ansøgning hver for sig, vil parterne være tilbøjelige til, at det estimerede overskydende beløb skal tilfalde ansøger, her Spørger 1. Dette vil være "guleroden" for ansøger til at indgå en aftale om sambehandling og påtage sig ansvar og arbejdet med erstatningsansøgningen.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at den manglende mulighed for at foretage en foreløbig opgørelse af, hvad erstatningen til Spørger 2 vil være, hvis Spørger 2 søger individuelt, må betyde, at det heller ikke er muligt at vurdere, om Spørger 1 og Spørger 2 samlet set opnår en mererstatning ved sambehandling fremfor ved individuel ansøgning.

Dermed er det heller ikke muligt at vurdere størrelsen af det overskydende beløb, der ifølge den påtænkte aftale skal tilfalde Spørger 1.

Det er endvidere Skattestyrelsens opfattelse, at uanset om det faktisk var muligt at foretage en foreløbig opgørelse af erstatningen til Spørger 2 ved individuel ansøgning, ville en uafhængig Spørger 2 ikke indgå den påtænkte aftale om, at hele det overskydende beløb skulle tilfalde Spørger 1, blot fordi Spørger 1 påtager sig ansvaret og arbejdet med erstatningsansøgningen.

Den påtænkte aftale om, at Spørger 2 skal opnå samme erstatningssum, som Spørger 2 ville kunne opnå ved at søge erstatning individuelt som følgeerhverv, må derfor alene skyldes, at Spørger 1 har bestemmende indflydelse på Spørger 2.

Det er således Skattestyrelsens opfattelse, at den påtænkte aftale hverken kan håndhæves i praksis eller i øvrigt ville være på markedsvilkår, hvis den kunne håndhæves.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1-3

Lovgrundlag

Ligningsloven § 16 E

Hvis et selskab m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2, og tilsvarende selskaber m.v. hjemmehørende i udlandet direkte eller indirekte yder lån til en fysisk person, behandles lånet efter skattelovgivningens almindelige regler om hævninger uden tilbagebetalingspligt, forudsat at der mellem långiver og låntager er en forbindelse omfattet af § 2. 1. pkt. finder ikke anvendelse på lån, der ydes som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition, på sædvanlige lån fra pengeinstitutter eller på lån til selvfinansiering som nævnt i selskabsloven § 206, stk. 2. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse på sikkerhedsstillelser og på midler, der stilles til rådighed.

Stk. 2. Ved tilbagebetaling af lån m.v., der er beskattet efter stk. 1, medregnes det tilbagebetalte ikke ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst.

Bekendtgørelse nr. 103 af 26/01/2024

§ 15 a, stk. 3.

Adkomsthavers rettighedshavere som nævnt i stk. 1 giver med deres underskrift på erklæringen fra adkomsthavers rettighedshavere (bilag 3) afkald på erstatning og kompensation efter denne bekendtgørelse. Rettighedshavere erklærer endvidere med den i 1. pkt. nævnte erklæring, at udbetaling af erstatning og kompensation for adkomsthaverens minkspecifikke anlægsaktiver, som har været anvendt af minkvirksomheden til minkvirksomhedens egenproduktion af mink i 2020, jf. § 5, stk. 1, sker til minkvirksomheden og minkvirksomhedens rettighedshavere, jf. § 23, samt at staten erhverver ejendomsret til de pågældende løsøreaktiver, herunder driftsmateriel og driftsinventar, og at staten erhverver ret til bortskaffelse af de pågældende bygninger, bygningsinstallationer m.v., der er en del af den faste ejendom, jf. § 21.

Praksis

SKM2022.431.HR

Sagen angik, om skatteyderen i indkomstårene 2012-2014 skulle beskattes i medfør af ligningslovens § 16 E, jf. § 16 A, af en række hævninger foretaget i sit selskab.

Højesteret fandt, at der ikke som anført af skatteyderen var grundlag for at forstå ligningslovens § 16 E, stk. 1, 1. pkt. sådan, at det forhold, at et lån bliver optaget via en sædvanlig mellemregningskonto, i sig selv indebærer, at lånet falder uden for bestemmelsen. Kun hvis det enkelte lån er optaget som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition, f.eks. som led i samhandel på tilsvarende vilkår som mellem uafhængige parter, skal der ikke ske beskatning, jf. § 16 E, stk. 1, 2. pkt.

Højesteret tiltrådte ikke skatteyderens synspunkt om, at han i hvert fald ved tilbagebetaling af hævede beløb, der har ført til beskatning, efterfølgende kunne hæve tilsvarende beløb uden at skulle beskattes af disse hævninger.

Højesteret fandt på den baggrund - ligesom landsretten - at de løbende hævninger på mellemregningskontoen, hvorved der opstod ny gæld til selskabet, eller hvor en allerede eksisterende gæld blev forøget, udgjorde lån omfattet af ligningslovens § 16 E.

SKM2022.174.SR

Spørger var et selskab, der ved en fejl foretog en pengeoverførsel til anpartshaverens private investeringsdepot. Overførslen blev opdaget straks efter af investeringsrådgiveren, og det overførte beløb blev overført straks dagen efter til spørgers investeringsdepot. Overførslen af midlerne skete efter instruks fra en investeringsrådgiver, og anpartshaveren havde ikke på overførselstidspunktet anledning til at betvivle, at det var en korrekt overførsel til selskabets depot, som blev igangsat. Spørger ønskede, at overførslen skattemæssigt blev anerkendt som en fejlekspedition, der ikke var omfattet af ligningslovens § 16 E om aktionærlån. Skatterådet fandt, at overførslen til anpartshaverens private investeringsdepot under disse omstændigheder måtte anses for en ren fejlekspedition, der under hensyn til den hurtige videreoverførsel til selskabets investeringsdepot måtte anses for skattemæssigt annulleret og derfor ikke var omfattet af ligningslovens § 16 E.

SKM2022.151.SR

Spørgerne var et selskab og dets anpartshaver. Salgssummen for selskabets salg af anparter blev ved en fejl overført fra køber til anpartshaverens private konto. Fejlen blev opdaget af anpartshaveren samme dag om aftenen, hvorefter anpartshaveren straks iværksatte overførslen af beløbet til selskabets konto, som herefter gik ind på selskabets konto dagen efter. Årsagen til, at anpartshaveren kom til at oplyse bankkontooplysningerne på sin private konto var, at der i anpartshaverens netbank fremgik en konto med selskabets navn, som oprindeligt var en lånekonto oprettet til at stifte selskabet. Spørger ønskede, at overførslen skattemæssigt anerkendes som en fejlekspedition, der ikke omfattes af ligningslovens § 16 E om aktionærlån. Skatterådet fandt, at overførslen til anpartshaverens private konto under disse omstændigheder måtte anses for en ren fejlekspedition, der under hensyn til den hurtige videreoverførsel til selskabets konto måtte anses for skattemæssigt annulleret og derfor ikke var omfattet af ligningslovens § 16 E.

Spørgsmål 4

Lovgrundlag

Skatteforvaltningslovens § 28

Er en privatretlig disposition betinget af, at dispositionen tillægges nærmere angivne virkninger for ansættelsen af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift (skatteforbehold), tillægges skatteforbeholdet kun virkning for en ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift, hvis forbeholdet er klart, skriftligt og oplyst over for told- og skatteforvaltningen senest samtidig med, at told- og skatteforvaltningen oplyses om dispositionens øvrige indhold.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan afvise at tillægge et skatteforbehold virkning for en ansættelse, hvis de privatretlige virkninger af skatteforbeholdet ikke er klare og overskuelige.

Forarbejder

Praksis

Den juridiske vejledning, A.A.14.3 Skatteforbehold

En borger, der foretager en privatretlig disposition, kan gøre dispositionen betinget af, at den får bestemte virkninger for ansættelsen af indkomst- eller ejendomsværdiskat, herunder gaveafgift. Fra den 1. januar 2024, gælder bestemmelsen tillige for grundskyld og dækningsafgift. Se lov nr. 679 af 3. juni 2023, § 14, nr. 1. Hvis dispositionen får utilsigtede virkninger, kan det medføre, at dispositionen bortfalder eller får et andet indhold. Det kaldes et skatteforbehold.

Et skatteforbehold får kun virkning for skatteansættelsen, hvis det er klart, skriftligt og oplyst over for Skatteforvaltningen senest samtidig med, at borgeren eller parten giver oplysning om dispositionens øvrige indhold. Se SFL § 28.

Hvis de privatretlige virkninger af skatteforbeholdet ikke er klare og overskuelige, kan Skatteforvaltningen afvise at lade skatteforbeholdet få virkning for skatteansættelsen. Se SFL § 28.

Lovforarbejderne til bestemmelsen findes i L 192 fra 1998/1999 til lov nr. 381 af 2. juni 1999 om ændring af skattestyrelsesloven og andre love.

SKM2005.274.HR

Appellanterne havde overdraget deres personlige virksomheder med handel med værdipapirer for egen regning til deres selskaber. Højesteret fandt i overensstemmelse med landsretten, at den forventning, der måtte have været om en fremtidig indtjening ved værdipapirer, ikke knyttede sig til en oparbejdet kundekreds eller forretningsforbindelser, og at der derfor ikke kunne anses for at være afhændet goodwill. I kontrakterne var der indsat et skatteforbehold. Højesteret anførte, at bestemmelserne om goodwill i de pågældende kontrakter måtte anses for at have haft til formål at omkvalificere skattepligtig udlodning til skattefrit vederlag for goodwill, og Højesteret fandt, at der klart ikke var grundlag herfor. Allerede af denne grund tiltrådte Højesteret, at skatteforbeholdene ikke kunne påberåbes over for skattemyndighederne.

TfS 2001, 368 HD

Ikke godtgjort, at et skatteforbehold angående en i 1989 mellem interesseforbundne parter foretaget ejendomsoverdragelse var aftalt senest samtidig med skødets oprettelse, og skatteforbeholdet kunne derfor ikke tillægges skattemæssig betydning for indkomstopgørelsen.

TfS 1992, 80 VLR

En statsautoriseret revisor var tiltalt for overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 2, idet han ved opgørelsen af et selskabs skattepligtige indkomst havde medtaget fradrag for udviklingsomkostninger på 280.000 kr., selv om beløbet reelt udgjorde et ikke fradragsberettiget tilskud til et delvis ejet datterselskab. De oplysninger, som i selskabernes regnskaber og i nogle kreditnotaer var givet om den pågældende fradragspost, blev anset for urigtige, og afgivelsen af de urigtige oplysninger fandtes at kunne tilregnes revisoren som groft uagtsomt, hvorfor han blev dømt i overensstemmelse med tiltalen. Bøden blev fastsat til 15.000 kr.

Spørgsmål 5

Lovgrundlag

Ligningsloven § 2

Skattepligtige,

1) hvorover fysiske eller juridiske personer udøver en bestemmende indflydelse,

2) der udøver en bestemmende indflydelse over juridiske personer,

3) der er koncernforbundet med en juridisk person,

4) der har et fast driftssted beliggende i udlandet,

5) der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark, eller

6) der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med kulbrintetilknyttet virksomhed omfattet af kulbrinteskattelovens § 21, stk. 1 eller 4,

skal ved opgørelsen af den skatte- eller udlodningspligtige indkomst anvende priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med ovennævnte parter i nr. 1-6 (kontrollerede transaktioner) i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter.