Dato for udgivelse
07 Oct 2024 13:29
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 Jun 2024 12:59
SKM-nummer
SKM2024.491.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Vurderingsstyrelsen
Sagsnummer
22-0050204
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Ejendomsvurdering
Emneord
Fordeling, grundværdi, 2014, fritaget, afgiftspligtig, del
Resumé

Sagen, der var henvist til afgørelse i Landsskatteretten, angik, om klageren havde adgang til at påklage fordelingen af henholdsvis den fritagne og den ikke-fritagne del af grundværdien i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 a, jf. § 89, stk. 2. Landsskatteretten fandt, at told- og skatteforvaltningens forpligtelse til at foretage fordelinger til gennemførelse af en skattefritagelse i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 2, bestod, uanset om værdierne til fordeling var ansat ved vurdering, ved regulering eller ved uændret videreførelse af en tidligere ansættelse, og at en sådan fordeling således ikke var et element i en ejendoms almindelige vurderinger eller omvurderinger. Idet fordelinger i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 2, ikke var et element i de almindelige vurderinger eller omvurderinger, fandt Landsskatteretten, at fordelingerne efter bestemmelsen ikke kunne påklages efter proceduren i ejendomsvurderingslovens § 89 a. Endvidere fandt Landsskatteretten det uforeneligt med formålet med klageordningen i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 at efterprøve fordelingen mellem henholdsvis den afgiftspligtige og den fritagne del af den videreførte ansættelse for 2014, uden at værdien, som skulle fordeles, var vurderet og ansat på baggrund af prisforholdene i 2014. Idet fordelinger i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 2, ikke var omfattet af klageadgangen i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 2, og da en klagebehandling af fordelingen selvstændigt ikke var foreneligt med formålet bag etablering og indretning af klageadgangen, afviste retten at efterprøve fordelingen af henholdsvis den fritagne og den ikke-fritagne del af grundværdien for 2014. Landsskatteretten afviste derfor klagen.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 6 a, § 35 a
Ejendomsvurderingslovens § 89, § 89 a, § 89, stk. 2
Vurderingslovens § 1, § 3, § 33, § 33, stk. 2, stk. 16, 17 og 18
Lov om kommunal ejendomsskat, § 7, stk. 6

Henvisning

-

  

Landsskatteretten træffer afgørelse om at afvise klagen over fordeling af grundværdien pr. 1. oktober 2014 i henholdsvis en fritaget og en afgiftspligtig del.

Klagesagen drejer sig om

Klage over den almindelige vurdering pr. 1. oktober 2014 i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 a.

Der er klaget over

Fordelingen af ejendommens grundværdi pr. 1. oktober 2014 på henholdsvis den afgiftspligtige og den fritagne del.

Sagens oplysninger

Oplysninger om ejendommen

 

 

Adresse

 

Adresse Y1, By Y1

Ejendomsnummer

 

[…]

Benyttelseskode i 2015

 

03 - Forretningsejendom

Matrikelnummer

 

[…]

Grundareal

 

954 m2

Særlige oplysninger om ejendommen
På ejendommen er ifølge BBR opført 2 bygninger med et samlet etageareal på 2.455 m2. En af de to bygninger på ejendommen med et etageareal på 840 m2 er fredet i henhold til bygningsfredningsloven.

Øvrige sagsoplysninger
Som følge af fredning af den ene af ejendommens to bygninger var værdien af den del af grunden, der fandtes at høre til den fredede bygning, fritaget for beskatning. Ejendommen var vurderet i lige år, og ved vurderingen pr. 1. oktober 2014 var grundværdien ansat til 17.782.600 kr., hvoraf den fritagne del udgjorde 6.332.400 kr.

Ansættelsen i 2014 var i medfør af dagældende vurderingslovs § 43 foretaget ved "uændret videreførelse af de ansættelser, der er foretaget ved den almindelige vurdering pr. 1. oktober 2012".

I forbindelse med ejendommens opdeling i ejerlejligheder i 2017 modtog SKAT meddelelse fra X Kommune om, at ejendommen skulle anvendes til bolig, hvorfor den skulle fritages for dækningsafgift. På den baggrund foretog SKAT en ændring i ejendommens vurderingsoplysninger for vurderingen pr. 1. oktober 2015, således at registreringen af den afgiftspligtige forskelsværdi blev fjernet.

SKATs afgørelse

Grundværdi

17.782.600 kr., hvor værdien af den del af grunden, der var fritaget for beskatning som følge af fredningsdeklaration, udgjorde 6.332.400 kr.

Vurderingen pr. 1 oktober 2014 er en videreførelse af vurderingen pr. 1. oktober 2012.

Følgende ansættelser er foretaget pr. 1. oktober 2014:

Ejendomsværdi

43.000.000 kr.

Grundværdi

17.782.600 kr.

Dækningsafg.pl. forskelsv. pgf 23 a

25.217.400 kr.

Fritagelse, fredet bygning

6.332.400 kr.

Fritaget dækn.afg., pgf. 23 a

13.453.500 kr.

Udtalelse fra Vurderingsstyrelsen

I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Vurderingsstyrelsen den 15. juli 2022 udtalt følgende:

"Ejendommen ses senest omvurderet pr. 1.oktober 2012. Vurderingen pr. 1.oktober 2014 er derfor en videreført vurdering.

På tingbogen ses der tinglyst en bevaringsdeklaration, hvori forhuset, svarende til bygning 1, på i alt 840 m², ses fredet. Der henvises i den forbindelse til servitut nr.1 med dato/løbenummer […]. Der ses ikke en yderligere fredning med en bevaringsdeklaration for vurderingsåret 2014.
I henhold til vurderingen pr. 1. oktober 2014 udgør fritagelsen på baggrund af fredningen 6.332.400.

Derfor mener vi ikke, at der er grund til at ændre vurderingen
Det fritagne beløb på 7.665.700, som klager henviser til kan henføres til 2017 vurderingen, hvor det ses, at ejendommen ændres til en moderejendom, og hvor ejendommen bliver opdelt i ejerlejligheder. Fritagelsen ses fordelt ud på de enkelte ejerlejligheder og kan ikke henføres tilbage til vurderingen pr. 1. oktober 2014.

Det fritagne beløb udgør 6.332.400 i 2016 vurderingen, svarende til samme beløb som i 2014 vurderingen.

På baggrund af ovenstående samt klagens indhold, mener vi ikke at have modtaget oplysninger, der begrunder en ændring af størrelsen af den fritagne del af grundværdien for ejendommen for vurderingen 2014."

Vurderingsstyrelsen har modtaget Skatteankestyrelsens begrundede indstilling i sagen. Skatteankestyrelsen har i forslaget til afgørelse indstillet til, at klagen afvises med den begrundelse, at klagen alene vedrører forhold, der ikke omfattes af klageadgangen i medfør af i ejendomsvurderingslovens § 89 a, jf. § 89, stk. 2.

Vurderingsstyrelsen har i udtalelse af 29. april 2024 erklæret sig enig i såvel indstillingen som i begrundelsen herfor. 

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at den fritagne del af ejendommen, der er ansat ved den påklagede vurdering, skal forhøjes, og der skal ske en genberegning af skatterne, således at de kommunale skatter sker på grundlag af den ændrede fordeling af henholdsvis den fritagne og den ikke-fritagne del af grundlaget for beregningen af kommunale skatter.

Endvidere gør klageren gældende, at klagen udelukkende omfatter fordelingen af grundværdien.

Følgende er anført i klagen:

"Sagens faktiske oplysninger
Baghuset på ejendommen har i mange år været fritaget med bevaringsdeklaration. Der er derfor ved vurderingerne af ejendommen foretaget en fordeling af beskatningsgrundlagene på den hhv. den fritagne og den ikke-fritagne del af ejendommen.

Vurderingsstyrelsen har imidlertid ved ændring af vurderingerne for 2017 og frem forhøjet den del af det samlede beskatningsgrundlag, der vedrører den fritagne del af ejendommen.

Den fritagne del af grundværdien er, ud fra det, vi kan udlede af registreringerne i ois og på vurdering.skat.dk, forhøjet til 7.655.700/17.782.600 fra 6.332.400/17.782.600.

Der ses ikke at være sket en yderligere fredning med bevaringsdeklaration i vurderingsåret 2016.

Den ændrede fordeling må derfor anses som korrektion af en fejl i vurderingerne af ejendommen, der også er afspejlet i vurderingerne for 2014 og 2015.

Vi anmoder derfor med denne fremrykkede klage om, at de fritagelser, der er fastsat ved vurderingerne for 2014 og 2015, tilsvarende forhøjes til 7.655.700/17.782.600, således at skatterne af disse vurderinger kan genberegnes på korrekt grundlag."

Klagerens bemærkninger til Vurderingsstyrelsens udtalelse

Klageren har fremsat følgende bemærkninger til Vurderingsstyrelsens udtalelse:

"Vores bemærkninger til Vurderingsstyrelsens udtalelse - i forhold til værdien af den fritagne del af ejendommen
Vurderingsstyrelsen har helt ret i, at vi i argumentationen for, at en større del af grundværdien skal henføres til den fritagne del af ejendommen, har henset til, at Vurderingsstyrelsen selv - ved vurderingerne af de ejerlejligheder, som ejendommen i 2017 er blevet opdelt i - har skønnet, at den fritagne del af grunden under ejendommen kan værdiansættes til 7.665.700 kr./ 17.782.600 kr.

Vi er uforstående overfor, at Vurderingsstyrelsen tilsyneladende er af den opfattelse, at den andel af grundværdien under ejendommen, der kan henføres til den fritagne del af den samlede ejendom, og som ved de påklagede vurderinger er fastsat til 6.332.400 kr./17.782.600 kr. er påvirket af, om ejendommen er opdelt i ejerlejligheder.

Vi bemærker i den forbindelse, at der ikke er sket en ændring af hverken omfanget af fritagelsen eller af den samlede grundværdi for ejendommen/moderejendommen.

Vi fastholder på denne baggrund påstanden om, at fritagelsen skal forhøjes."

Under sagens behandling i Skatteankestyrelsen har der været afholdt møde mellem klagerens repræsentant og Skatteankestyrelsens sagsbehandler. Her blev klagerens bemærkning om, at klagen udelukkende omfatter fordelingen mellem den fritagne del og den skattepligtige del af grundværdien, drøftet. Bemærkningen skal forstås på den måde, at klageren påstår fordelingen mellem den fritagne og den skattepligtige del af grundværdien ændret, uden at der foretages en ændring i den samlede grundværdi for vurderingsåret.

På den baggrund blev spørgsmålet om, hvorvidt der generelt var adgang til at påklage fordelingen selvstændigt ved klager over en ejendomsvurdering, og dernæst spørgsmålet om, hvorvidt en sådan adgang også består i tilfælde, hvor klagen indgives med hjemmel i ejendomsvurderingslovens § 89 a, idet efterprøvelse af vurderinger efter dén bestemmelse skal foretages i aktuelt niveau, mens den grundværdiansættelse, som klageren påstår fordelt anderledes, er foretaget i 2012-niveau, drøftet.

Repræsentanten henledte opmærksomheden på, at det flere gange i lovgrundlaget for de videreførte vurderinger er anført, at de videreførte vurderinger i en ejendoms vurderingsår får status som almindelige vurderinger. Repræsentanten bemærkede, at hvis dette ikke var tilfældet, så ville man ikke på en meningsfuld måde kunne tale om en "stadfæstelse", når Vurderingsankenævnene afgjorde klager indgivet efter reglerne om fremrykket klageadgang, og nævnet benævner deres reaktioner "ændringer" og "stadfæstelse".

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling

Klageren har modtaget Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og begrundede indstilling i sagen. Klageren har den 12. oktober 2023 fremsat følgende bemærkninger hertil:

"Skatteankestyrelsen har med forslaget til afgørelse lagt op til, at der ikke kan ske en klagebehandling i henhold til ejendomsvurderingslovens § 89 a af den fordeling af grundværdien.

Der er henvist til, at fordelingen er foretaget under henvisning til vurderingslovens § 33, stk. 2, og reglerne i lov om kommunal ejendomsskat, og - som vi læser indstillingen - ikke som en del af afgørelsen om ejendomsvurdering.

Det fremgår af Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, at det er lagt til grund, at klageren havde adgang til at klage over den påklagede fordeling efter reglerne i skatteforvaltningsloven, da denne blev foretaget, og at der derfor ikke er belæg for at antage, at fordelingen kan påklages nu med hjemmel i ejendomsvurderingslovens § 89 a, når der ikke samtidig er klaget over den underliggende grundværdiansættelse, som udelukkende giver adgang til at klage over ansættelser foretaget som en del af de offentlige ejendomsvurderinger.

Vi læser altså indstillingen således, at det er Skatteankestyrelsens opfattelse, at klageadgangen efter ejendomsvurderingslovens § 89 a udelukkende omfatter adgangen til at klage over de ansættelser og andre dele af vurderingerne, der i henhold til vurderingslovens § 1, jf. § 5, er en del af afgørelsen om offentlig ejendomsvurdering.

Det synes også at kunne udledes af forslaget, at det er Skatteankestyrelsens opfattelse, at de historiske vurderinger ikke er at anse som foretaget i prisniveauet pr. vurderingstermin.

Skatteankestyrelsen har også i denne sag udarbejdet udførligt (udkast til) præmisser, som vi igen sætter pris på at få indsigt i.

Forslaget til afgørelse og den indstillede begrundelse rejser dog en række spørgsmål bl.a. i forhold til grundlaget for indstillingen set i forhold til de afgørelser om fremrykkede klager, der allerede nu er truffet, og set i forhold til endnu tidligere praksis.

Vi henviser til bemærkningerne nedenfor

Er der forholdt til sammenhængen til anden praksis for afgrænsningen af klagebehandlingen i henhold til ejendomsvurderingslovens § 89 a, herunder af andre fordelinger foretaget med hjemmel i vurderingslovens § 33, stk. 2?
Vurderingsankenævnene træffer på daglig basis afgørelse i klager indgivet efter ejendomsvurderingslovens § 89 a over de historiske vurderinger af dækningsafgiftspligtige ejendomme.

Vurderingsankenævnene træffer i disse sager udelukkende afgørelse om grundværdiansættelsen, hvis det udelukkende er denne, der er påklaget, udelukkende afgørelse om ejendomsværdiansættelsen, hvis det udelukkende er denne, der er påklaget, og afgørelse om begge de nævnte ansættelser, hvis det er begge de nævnte ansættelser, der er påklaget.

Vurderingsankenævnenes afgørelser foranlediger i de nævnte scenarier, hvis de påklagede ansættelser ændres, en ændring af den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi, der danner opkrævning af kommunal dækningsafgift efter reglerne i lov om kommunal ejendomsskat, som genberegnes efter, at vurderingsankenævnene har truffet afgørelse.

I det førstnævnte tilfælde sker genberegning af dækningsafgiften på grundlag af forskellen mellem ejendomsværdien ansat ved de påklagede vurderinger og grundværdien, der er ansat ved klagebehandlingen.

I det andet tilfælde sker genberegningen på grundlag af forskellen mellem ejendomsværdien ansat ved klagebehandlingen og grundværdien, der er ansat ved de påklagede vurderinger.

I det sidstnævnte tilfælde sker genberegningen på grundlag af forskellen mellem ejendomsværdien ansat ved klagebehandlingen og grundværdien, der er ansat ved klagebehandlingen.

Der skeles ikke ved klagebehandlingen og afgørelserne til, om de påklagede afgørelser er omvurderinger, der tidligere har kunnet klagebehandles efter reglerne i skatteforvaltningsloven.

Der skeles heller ikke til, at ejendomsejerne indtil den 1. november 2020 har haft mulighed for at anmode om at få grund- og/eller ejendomsværdiansættelserne ændret efter reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 12.

Der er dog i alle de ovenfor nævnte sager indgivet en klage over enten ejendoms- eller grundværdien, eller én af begge værdier. Umiddelbart fører konklusionen i forslaget til afgørelse dog til, at det så burde være en forudsætning, at begge værdier blev klagebehandlet, således at værdien pr. vurderingstermin blev efterprøvet og forskelsværdien ikke beregnes ved at blande klagebehandlede og ikke klagebehandlede ansættelser.

Der er dog ikke i hverken lovgivning eller praksis belæg for at antage, at dette skulle være en forudsætning for klagebehandling af forskelsværdien, der er ansat ved de påklagede vurderinger - og som reelt klagebehandles, uanset at vurderingsankenævnene aldrig fastsætter forskelsværdien, selvom der er nedlagt påstand om, at denne skal ændres.

Vurderingsankenævnene træffer imidlertid også - og ligeledes på formentlig, i hvert fald næsten, daglig basis - afgørelse om klager indgivet i henhold til ejendomsvurderingslovens § 89 a over de fordelinger af den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi, der er fastsat ved de ansættelser af ejendoms- og grundværdier, der er ansat ved historiske vurderinger.

Vurderingsankenævnene klagebehandler og træffer afgørelse om fordelingerne, uden at der samtidig sker klagebehandling af de grund- og ejendomsværdiansættelser, der udgør grundlaget for den forskelsværdi, som er fordelt ved den fordeling, der klagebehandles.

Vurderingsankenævnene antager ikke, at det er en forudsætning for klagebehandling i henhold til ejendomsvurderingslovens § 89 a, at der er indgivet en klage over en af de ansættelser, der indgår i grundlaget for forskelsværdien, som fordeles.

Vi kan til illustration henvise til afgørelse af 29. juni 2023 fra Vurderingsankenævn X i Skatteankestyrelsens sagsnr. 21-0096374, som også er nævnt ovenfor, og til afgørelse af 20. september 2023 fra Vurderingsankenævn X i Skatteankestyrelsens sagsnr. 22-0057056. Der foreligger imidlertid utallige afgørelser efter klagebehandling i henhold til ejendomsvurderingslovens § 89 a af foretagne fordelinger, i hvilke der ikke samtidig er truffet afgørelse og sket klagebehandling af de underliggende ansættelser, der er ansat ved de påklagede vurderinger.

Vurderingsankenævnene skeler heller ikke i denne sammenhæng til, om de påklagede fordelinger er fastsat ved en videreført vurdering eller en omvurdering, der tidligere har kunnet klagebehandles efter reglerne i skatteforvaltningslovens.

Vurderingsankenævnene skeler ej heller til, at ejendomsejerne indtil den 1. november 2020 har haft mulighed for at anmode om at fordelingen ændret efter reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 12.

Vurderingsankenævnene har herudover - nærmest selvsagt, da der jo er truffet afgørelser, selvom der ikke er indgivet en klage over ejendoms- eller grundværdien, som udgør grundlaget for beregningen af den forskelsværdi, der fordeles - ikke med afgørelserne, der er truffet, gjort bemærkninger om, at den løbende adgang til at klage over fordelinger foretaget i henhold til vurderingslovens § 33, stk. 2, skulle være til hinder for den klagebehandling i henhold til ejendomsvurderingslovens § 89 a, der de facto foretages af ankenævnene.

Det bemærkes i den forbindelse, at det igennem mange år er antaget i praksis, at fordelinger af forskelsværdien på den del af en ejendom, der anvendes til dækningsafgiftspligtige formål, og den del af en ejendom, der anvendes til ikke dækningsafgiftspligtige formål, er fordelinger, der er foretaget i henhold til vurderingslovens § 33, stk. 2 - ligesom det er tilfældet for så vidt angår den her omhandlede fordeling af grundværdien. Vurderingslovens § 33, stk. 2, er årsagen til, at fordelingerne foretages som en del af ejendomsvurderingerne.

Uden denne bestemmelse skulle vurderingsmyndigheden have truffet særskilte afgørelser derom. Det ville i øvrigt have løst en lang række formelle problemer, der er opstået, og som kun er til dels løst, i løbet af de sidste mange år.

Der blev således så tidligt som i 2010 i referencerne til SKM2010.543.SR, som vedrørte ansættelse af en forskelsværdi, der er nødvendig under henvisning til reglerne i lov om kommunal ejendomsskat, refereret til vurderingslovens § 33, stk. 2, som den hjemmel, der fører til, at forskelsværdier (og dermed fordelinger af forskelsværdier) fastsættes som en del af afgørelserne om ejendomsvurdering i henhold til vurderingsloven.

Skatteankestyrelsen har imidlertid, som indledningsvis nævnt, nu indstillet, at der for så vidt angår den her omhandlede klage over fordelingen af grundværdien skal ske afvisning, fordi klagebehandling i henhold til ejendomsvurderingslovens § 89 a forudsætter, at der er indgivet klage over den underliggende ansættelse (grundværdien). Uanset den ovenfor beskrevne faste praksis etableret af vurderingsankenævnene, som ikke fører til afvisning af klager over fordelinger af forskelsværdierne indgivet under henvisning til ejendomsvurderingslovens § 89 a, selvom klagerne ikke omfatter klagebehandling af de grund- og ejendomsværdier, der ligger til grund for opgørelsen af den forskelsværdi, der fordeles som en del af vurderingen, jf. vurderingslovens § 33, stk. 2.

Det fremgår på trods af de udførlige præmisser for forslaget til afgørelse ikke klart, hvad begrundelsen er for, at Skatteankestyrelsen vurderer, at den retstilstand, der med vurderingsankenævnenes praksis er etableret - hvorefter der kan ske klagebehandling af kun én af de to ansættelser, der er er afgørende for den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi, uden at dette forudsætter, at der også sker klagebehandling af den anden af de nævnte to ansættelser, og (særligt) hvorefter der endvidere kan ske klagebehandling af fordelinger af fastsatte forskelsværdier, uden at dette forudsætter, at der samtidig kan ske klagebehandling af de underliggende grund- og ejendomsværdiansættelser - ikke er at anse som en etableret fast administrativ praksis gældende for klagebehandlingen af de fremrykkede klager, som ejendomsejer kan støtte ret på.

Det er ikke klart, med hvilken begrundelse Skatteankestyrelsen vurderer, at der kan ske klagebehandling af fordelinger af forskelsværdier, jf. ejendomsvurderingslovens § 89 a, uanset at ingen af de underliggende ansættelser er påklaget, men at der ikke kan ske klagebehandling af fordelinger af grundværdier, jf. ejendomsvurderingslovens § 89 a, hvis den underliggende grundværdiansættelse ikke er påklaget.

Det er herunder ikke klart, om det er Skatteankestyrelsens opfattelse, at vurderingsankenævnene har været uden kompetence til at etablere en fast administrativ praksis, som ejendomsejerne kan støtte ret på, til afgrænsning af, hvilke ansættelser og andre dele af vurderinger, der kan påklages i henhold til ejendomsvurderingslovens § 89 a.

Det er endvidere ikke klart, hvad begrundelsen er for, at Skatteankestyrelsen antager, at det forhold, at der tidligere har været adgang til at klage over en fordeling af grundværdien efter reglerne i skatteforvaltningsloven, kan begrunde, at fordelingen, der - ligesom de dækningsafgiftspligtige forskelsværdier (og fordelinger heraf) - er meddelt til ejendomsejer som en del af afgørelsen om ejendomsvurdering, ikke kan påklages nu i henhold til reglerne i ejendomsvurderingslovens § 89 a.

Det er i øvrigt i den forbindelse uklart, hvordan og inden for hvilken frist vores klient skulle have påklaget den fordeling, der (efter vores opfattelse) er foretaget som en del af vurderingen pr. 1. oktober 2014, som er foretaget ved videreførelse, og dermed med en afgørelse, som vores klient aldrig har modtaget en særskilt meddelelse om.

Vi henstiller, at ovenstående præciseres, da der er enighed om, at afgørelsen vil være principiel, hvis denne træffes i overensstemmelse med indstillingen.

De forskelle, der efter Skatteankestyrelsens og Landsskatterettens opfattelse er i forhold til de situationer, som vurderingsankenævnene lystigt træffer afgørelse om, bør tydeliggøres.

Det bør alternativt beskrives, hvorfor der uanset manglende forskel træffes afgørelse om afvisning, uanset at ankenævnene gennemfører klagebehandling.

Er fordelinger efter vurderingslovens § 33, stk. 2, ikke en del af de offentlige vurderinger?
Skatteankestyrelsen har også i denne sag anført, at fordelinger efter vurderingslovens § 33, stk. 2, ikke er afgørelser, der er truffet som en del af vurderingen.

Vi henviser, for så vidt angår vores bemærkninger hertil til bemærkningerne, der er anført i bemærkningerne ovenfor om forslaget til afgørelse af klagen vedrørende vurderingen (eller meddelelsen) for 2015 i relation til det her omhandlede spørgsmål.

[De bemærkninger, der henvises til, er følgende:]

"Vi bemærker i den forbindelse i øvrigt, at henvisningen til vurderingslovens § 1, jf. § 5, ikke synes at være en fyldestgørende begrundelse for, at fastsættelser af den dækningsafgiftspligtige andel af forskelsværdien ikke er at anse som en del af afgørelsen om ejendomsvurderingen.

Vi bemærker til støtte herfor:

Der foreligger en righoldig praksis for, at både ansættelser og fordelinger, der ikke er omtalt i vurderingsloven, ansættes og fastsættes som en del af afgørelserne om ejendomsvurdering, jf. netop vurderingslovens § 33, stk. 2.

Der foreligger fx en righoldig praksis for, at yderligere ansættelser af omberegnede grund og ejendomsværdier ansat i henhold til vurderingslovens § 33, stk. 12-15, hhv. stk. 16-18 - som heller ikke er nævnt i de nævnte bestemmelser i vurderingsloven - er at anse som ansættelser foretaget som en del af afgørelsen af ejendomsvurdering, der (derfor) skal foretages, ændres og klagebehandles i henhold til de regler, der er fastsat for foretagelse, ændring og klagebehandling af ansættelser foretaget ved afgørelse om ejendomsvurdering.

Den nævnte praksis er også afspejlet i fx den gældende version af Den juridiske vejledning. Det er således i afsnit A.A.2.2.5.3 anført, at (understregninger er tilføjet):

"For vurderinger foretaget efter reglerne i VUL gør det sig efter praksis gældende, at både ejendomsværdier, grundværdier, ansatte fradrag i grundværdien for forbedringer og yderligere ansættelser foretaget efter reglerne i VUL § 33 anses for selvstændige ansættelser.

Det er, som det også er anført i afsnit A.A.8.4.2.2.1, Vurderingsstyrelsens opfattelse, at adgangen til at genoptage en vurdering eller en del af en vurdering også omfatter adgangen til at genoptage yderligere ansættelser, jf. bl.a. det nu ophævede styresignal SKM2017.388.SKAT. Det er endvidere Vurderingsstyrelsens opfattelse, at yderligere ansættelser, der er foretaget med hjemmel i VUL, i overensstemmelse med hidtidig praksis skal anses som selvstændige ansættelser, og at adgangen til at ændre sådanne ved ekstraordinær genoptagelse derfor er begrænset til situationer, hvor der er grundlag for at ændre den yderligere ansættelse med mere end 20 pct.

Begrænsningen i adgangen til ekstraordinær genoptagelse er efter afsnit 2.10.2.3 i de almindelige bemærkninger til lov nr. 688 af 8. juni 2017 og i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 28, lige som begrænsningen af klagemyndighedens adgang til at ændre en påklaget vurdering, begrundet i et behov for at sikre, at vurderinger, der ligger inden for en objektiveret skønsmargin, ikke ændres i forbindelse med efterbehandlingen af den givne ansættelse.

Den beskrevne begrænsning af adgangen til ekstraordinær genoptagelse er trådt i kraft den 1. januar 2018, jf. § 22, stk. 1, i lov nr. 688 af 8. juni 2017. Det fremgår dog af ændringslovens § 22, stk. 6, at ændringen ikke finder anvendelse for anmodninger om genoptagelse, som er indgivet før den 1. januar 2018. For sådanne anmodninger om genoptagelse finder de hidtil gældende regler anvendelse."

Det fremgår i øvrigt i overensstemmelse hermed af bemærkningerne til § 1, nr. 16, i lovforslag L 71 fremsat 20. november 2019, som efterfølgende er vedtaget som § 1, nr. 16, i lov nr. 1580 af 27. december 2019, at (understregninger er igen tilføjet):

"[…] De vurderinger, der foretages efter ejendomsvurderingsloven, indeholder endvidere andre dele af vurderinger, f.eks. fordelinger efter ejendomsvurderingsloven eller anden lovgivning. Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, og bemærkningerne hertil, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 211 som fremsat, s. 95. Genberegninger af omberegnede ejendoms- og grundværdier, der foretages efter ejendomsvurderingslovens kapitel 9 »Fremskrivning og tilbageregning af vurderinger«, er også eksempler på andre dele af vurderinger, der ikke er at anse som ansættelser, og som derfor ikke skal afrundes.

Dette gælder, uanset at de yderligere ansættelser, der blev foretaget efter reglerne i vurderingsloven, blev anset som selvstændige ansættelser.

Ejendomsvurderingslovens kapitel 9 tager højde for, at de fremskrivninger og tilbageregninger, der skal foretages, ikke er at anse som ansættelser. Det fremgår således af de pågældende regler, at disse genberegninger »foretages«, ikke »ansættes«. Fremskrivninger og tilbageregninger skal derfor efter forslaget anses som dele af vurderingerne.

En ændring af en oprindelig yderligere ansættelse, der er foretaget efter den tidligere gældende vurderingslov, vil med den foreslåede ændring uændret skulle anses som en ændring af en selvstændig ansættelse, der kun kan foretages eller ændres, hvis forudsætningerne herfor er opfyldt. En genberegning, der foretages efter reglerne i ejendomsvurderingslovens kapitel 9, vil derimod ikke være en selvstændig ansættelse. En ændring af en genberegning forudsætter således ikke, at ændringen er på mere end 20 pct., uanset at ændringen sker ved ekstraordinær genoptagelse."

Den begrundelse, der lige nu er anført i den modtagne indstilling for, at fordelinger foretaget i henhold til vurderingslovens § 33, stk. 2, ikke er en del af de afgørelserne om ejendomsvurdering, der er foretaget efter reglerne i vurderingsloven, forekommer umiddelbart at lede til den modsatte konklusion; at fordelinger og fx omberegnede ejendoms- og grundværdier, og andre dele af de offentlige vurderinger, der heller ikke er omtalt i vurderingslovens § 1, jf. § 5, ikke er ansættelser eller dele af vurderinger, der er foretaget som en del af de offentlige ejendomsvurderinger efter vurderingsloven.

Denne konklusion bør begrundes yderligere i lyset af det ovenfor anførte og påberåbte.

Vi vil, selvsagt, hvis der behov for det, fremsende afgørelser, der understøtter, at det af praksis følger, at fx omberegnede grundværdier, som ikke er nævnt vurderingslovens § 5 er anset som ansættelser foretaget som led i afgørelse om vurdering, der kun kan ændres ved ekstraordinær genoptagelse, hvis den omberegnede grundværdi skal ændres med mere end 20 % (tidligere 15 %).

For nu tænker vi dog, at det, for nu, må være tilstrækkeligt at henvise til det ovenfor anførte som begrundelse for, at en henvisning til vurderingslovens § 1, jf. § 5 ikke begrunder, at de her omhandlede fordelinger ikke er foretaget som en del af de offentlige vurderinger."

Vi bemærker dog i forlængelse heraf:

Den fordeling, der her er omhandlet, er en fordeling af den art, som er omhandlet i Skattestyrelsens styresignal offentliggjort som SKM2020.370.SKTST, der også er nævnt ovenfor.

Styresignalet illustrerer (også), at fordelinger af den her omhandlede art skal ændres efter reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 12, som regulerer adgangen til at ændre ejendomsvurderinger og dele af ejendomsvurderinger.

Dette må være at anse som tilstrækkelig dokumentation for, at der foreligger en fast og offentliggjort praksis for, at afgørelser om fordelinger af den her omhandlede art anses og behandles som en afgørelse, der er en del af en ejendomsvurdering, som derfor foretages, ændres og klagebehandles efter de regler, der er fastsat for foretagelse, ændring og klagebehandling af afgørelse om ejendomsvurdering og dele af afgørelser om ejendomsvurdering.

Vi anmoder om, at det præciseres, med hvilken begrundelse Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten under disse omstændigheder med bagudrettet virkning skal kunne nå til et andet resultat end, at en fordeling af grundværdien, der i henhold til styresignalet skal anses for at være foretaget som en del af ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2014, og som derfor skal foretages og ændres efter reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 12, som regulerer adgangen til at foretage og ændre vurderinger og vurderinger, skal klagebehandles efter reglerne om klage over vurderinger og dele af vurderinger.

Vi erindrer i den forbindelse om, at det af fast praksis beskrevet i Den juridiske vejledning, følger, at ejendomsejer kan støtte ret på en fast administrativ praksis, der derfor kun kan ændres med fremadrettet virkning.

Vi bemærker i endvidere, at klageadgangen efter ejendomsvurderingslovens § 89 a er en adgang til at klage over vurderinger og dele af vurderinger, og at vi ikke er enige i, at det af bestemmelsen kan udledes, at en klage altid skal omfatte mindst én ansættelse, hvilket altså heller ikke finder støtte i vurderingsankenævnenes praksis.

Det fremgår efter vores opfattelse derimod af bestemmelsen, at klageadgangen kan omfatte alle dele af vurderingerne, bortset fra de dele af vurderinger, der tidligere er klagebehandlet, idet der i så fald udelukkende kan ske klagebehandling af prisniveauet.

I så fald vil der imidlertid, hvis der er fejl i en vurdering, der er klagebehandlet, kunne anmodes om genoptagelse af klagemyndighedens afgørelse. Skatteforvaltningslovens § 33 b begrænser ikke klagemyndighedernes afgørelse til at genoptage afgørelser truffet af klagemyndigheden.

Er der (i modsat fald) truffet en (gyldig) afgørelse om fordeling, og er klagefristen for denne i så fald sprunget?
Skatteankestyrelsen har med indstilling til afgørelse lagt til grund, at vores klient allerede i 2014 og fortløbende kunne have klaget over den fordeling af grundværdien, der er foretaget pr. 1. oktober 2014.

Landsskatteretten har herved lagt til grund, at der er truffet en afgørelse om fordeling, der ikke er at anse som en del af vurderingen pr. nævnte dato.

Vi er i den forbindelse af den opfattelse, at der er behov for, at Skatteankestyrelsen præciserer, hvilken afgørelse Skatteankestyrelsen henviser til, at der er truffet og meddelt til ejedomsejer.

Der er også behov for en præcisering af, om og i så fald hvornår fristen for at indgive en sådan klage er udløbet.

Vi bemærker i den forbindelse:

Der er ikke udsendt meddelelser til ejendomsejerne om de vurderinger, der er foretaget ved videreførelse i henhold til reglerne i de såkaldte udskydelseslove. Ejendomsejer har således aldrig fået den vurderingsmeddelelse for 2014, som nu er gjort tilgængelig i nyt.ois.dk tilsendt, hverken via TastSelv, via eBoks eller pr. snail-mail.
Der er heller aldrig udsendt en anden særskilt meddelelse til ejendomsejer om den her omhandlede fordeling foretaget pr. 1. oktober 2014.

Det fremgår efter vores opfattelse af bl.a. Vurderingsstyrelsens udtalelse til klagen. Vi henviser til, at det er anerkendt, at vurderingen pr. 1. oktober 2014 er foretaget ved videreførelse.

Vi formoder, at alle i Skatteankestyrelsens vurderingsafdeling er bekendt med, at der aldrig er udsendt særskilte meddelelser om de videreførte vurderinger - og at det er årsagen til, at det oprindelig var tænkt, at disse meddelelser skulle udsendes særskilt, når adgangen til at klage åbnede, men at der senere blev valgt den løsning, at der blev udsendt klagestartsbrev, hvor ejendomsejer blev henvist til at forsøge at udleje indholdet af vurderingerne på ois.dk.

Det er vores opfattelse, at den første forudsætning for, at fordelingen, som vi ønsker klagebehandlet, kan anses for overhovedet at være foretaget, er, at der er truffet en afgørelse om denne, som er blevet meddelt til ejendomsejer, og som har indeholdt eller været vedhæftet en klagevejledning, jf. reglerne i forvaltningsloven.

Eneste undtagelse er, hvis fordelingen - som vi har antaget - er foretaget som en del af vurderingen, fordi det for lige netop de offentlige vurderinger for suspensionsperioden eksplicit er hjemlet, at der ikke udsendes afgørelse om vurderingerne.

Skulle Skatteankestyrelsen have ret i, at fordelingen ikke er foretaget som en del af ejendomsvurderingen, er denne altså ikke meddelt til ejendomsejer ved en meddelelse om en afgørelse, der opfylder forvaltningslovens begrundelseskrav og forvaltningslovens krav om, at der med afgørelser skal følge en klagevejledning.

Så er den omstridte fordeling enten aldrig foretaget eller foretaget, uden at denne er meddelt til ejer under overholdelse af alle forvaltningslovens krav.

Der har i så ikke været et grundlag for overhovedet at opkræve dækningsafgift af ejendommen i 2016, da der så ikke er foretaget de fordelinger, der skulle foretages efter reglerne i vurderingsloven, og som - ligesom i alle andre tilfælde - er indarbejdet i vurderingen pr. 1. oktober 2014.

Vi anmoder om, at Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten forholder sig til ovenstående, når afgørelse træffes. Dog selvsagt kun, hvis det med afgørelsen antages, at afgørelse om fordeling er en selvstændig afgørelse, der skal meddeles til ejendomsejer med en klagevejledning, og som kunne have været påklaget separat (hvis afgørelse er truffet).

Vi anmoder også om, at der forholdes til, efter hvilke regler en sådan separat afgørelse skulle påklages - og inden for hvilken frist.

Vi bemærker herom:

Der fremgik i 2015, hvor vores klient ville have modtaget en meddelelse om vurderingen (inkl. en meddelelse om en fordeling, der dog i henhold til Skatteankestyrelsens indstilling rent faktisk ikke er en del af vurderingen), hvis en sådan var blevet udsendt, af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, følgende om adgangen til at klage over afgørelser truffet af skatteforvaltningen, herunder vurderingsmyndigheden:

Klagen skal være skriftlig og begrundet, og den afgørelse, der påklages, skal følge med klagen. Er der udarbejdet en sagsfremstilling til brug for afgørelsen, skal også sagsfremstillingen følge med klagen. Klagen skal være modtaget i skatteankeforvaltningen senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Har klageren ikke modtaget afgørelsen, skal klagen være modtaget, senest 4 måneder efter at den afgørelse, der klages over, er afsendt fra den myndighed, der har truffet afgørelsen. Ved klage over de almindelige vurderinger eller omvurderinger efter §§ 1 eller 3 i lov om vurdering af landets faste ejendomme skal klagen dog være modtaget senest den 1. juli i året efter vurderingsåret, medmindre skatteministeren fastsætter en længere frist.

Skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, er i dag formuleret således:

Klagen skal være skriftlig og begrundet, og den afgørelse, der påklages, skal følge med klagen. Er der udarbejdet en sagsfremstilling til brug for afgørelsen, skal også sagsfremstillingen følge med klagen. Klagen skal være modtaget i skatteankeforvaltningen senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over.

Hvis afgørelsen om fordeling ikke er en del af afgørelsen om ejendomsvurdering, fulgte det således af de i 2015 gældende regler, at klagen skal være modtaget senest 4 måneder efter, at den afgørelse, der er klaget over, er afsendt af den myndighed, der har truffet afgørelsen.

Klagefristen er på denne baggrund ikke sprunget, når henses til, at der aldrig er sendt en afgørelse til vores klient.

Efter de i dag gældende regler er klagefristen heller ikke hverken begyndt at løbe eller udløbet, da vores klient fortsat ikke har modtaget en afgørelse om fordeling.

En afgørelse om en fordeling kan ikke anses for at være meddelt til vores klient ved oplysningerne på ois.dk, der i øvrigt slet ikke indeholder oplysninger om fordelinger, eller ved oplysningerne på nyt ois.dk, hvis der afgørelsen ikke er en del af vurderingen.

Der er for ejendomsvurderingerne af erhvervsejendomme for 2014-2020 fastsat regler, der eksplicit sikrer, at reglerne i forvaltningsloven ikke skal være overholdt, for at afgørelse skal anses for at være truffet, og for at klagefristen begynder at løbe, uden at der er sendt en særskilt meddelelse om den afgørelse, der kan påklages, sammen med klagevejledningen (den sidste fremgår af klagestartsbrevet).

Der er ikke fastsat sådanne særlige regler for afgørelser om fordeling, der ikke er afgørelser om ejendomsvurderinger eller dele af ejendomsvurderinger.

Det bør præciseres og begrundes, om der er truffet en afgørelse, når denne ikke er meddelt til vores klient, og om fristen for at klage over den omhandlede fordeling er sprunget, eller om der nu kan indgives en klage over fordelingen efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3.

Der bør i den forbindelse forholdes til, om den her omhandlede klage i så fald kan anses for at være, og derfor skal behandles som, en klage over en aldrig meddelt afgørelse om fordeling pr. 1. oktober 2014, der ikke er en del af vurderingen pr. nævnte dato - eller med hvilken begrundelse dette ikke er tilfældet.

Er de grundværdier, der er ansat ved de påklagede vurderinger, at anse som ansat i prisniveauet pr. vurderingstermin?
Det fremgår som indledningsvis nævnt af udkastet til præmisser, at det er et element i grundlaget for den foreslåede afgørelse, at Skatteankestyrelsen antager, at de ansættelser, der er foretaget ved de påklagede vurderinger, ikke er foretaget i aktuelt niveau i forstanden prisniveauet pr. vurderingstermin.

Dette bestrides.

Det var med udskydelseslovene forudsat, at de historiske vurderinger skulle anses for at være foretaget i prisniveauet pr. vurderingsterminen, idet prisniveauet blot skal anses for at være ansat ved en usædvanlig metode (videreførelse af prisniveauet pr. 1. oktober 2012).

Der henvises til bemærkningerne til lov nr. 61 af 16. januar 2017 som er loyalt refereret i sagsfremstillingen, hvoraf det fremgår, at:

"Der har været rejst tvivl om fortolkningen af de gældende regler for så vidt angår det prisniveau, der skal anvendes, hvis der klages over en videreført vurdering, når dette bliver muligt.

Det foreslås derfor præciseret, at behandlingen af klager skal ske på baggrund af prisforholdene i vurderingsåret.

Det fremgår af lovforslaget § 1, nr. 3, og vurderingslovens § 42, som indsat ved lov nr. 1635 af 26. december2013 og som nyaffattet ved lov nr. 1535 af 27. december 2014, at de videreførte vurderinger er almindelige vurderinger. Heri ligger, at de skal betragtes på samme måde som vurderinger foretaget på normal vis. Vurderingerne er blot foretaget på en anden måde end normalt (i form af en videreførelse af en tidligere vurdering).

Efter vurderingslovens § 2 skal ejendommens tilstand og prisforholdene pr. vurderingsterminen (1. oktober i vurderingsåret) lægges til grund for de almindelige vurderinger. Den »almindelige vurdering« for ejendommen pr.1. oktober, skal hermed - uanset hvordan den er fremkommet - i en klagesag måles op mod ejendommens værdi i handel og vandel på dette tidspunkt."

Det er i øvrigt også med ejendomsvurderingsloven med bemærkninger forudsat, at de historiske vurderinger skal anses for at være foretaget i prisniveauet pr. vurderingstermin, idet prisniveauet pr. vurderingstermin blot er ansat ved en usædvanlig metode (videreførelse af prisniveauet pr. 1. oktober 2012).

Det fremgik fx utvetydigt af bemærkningerne til § 67 i lov nr. 654 af 8. juni 2017, at:

De vurderinger, der blev anvendt ved den oprindelige skatteberegning, anses for foretaget i aktuelt niveau.

Dette oprindelige udgangspunkt er ikke ændret med de mange efterfølgende ændringer af lov nr. 654 af 8. juni 2017.

Flere henvisninger, der understøtter dette, kan givetvis fremfindes ved behov."

Skatteankestyrelsen har sendt Vurderingsstyrelsens udtalelse af 29. april 2024 samt Skatteankestyrelsens foreløbige vurdering i sagen i høring hos klageren. Klageren har den 2. maj 2024 indgivet følgende supplerende bemærkninger:

"Fordelingen af grundværdien (fritagelsen) er en forvaltningsretlig afgørelse, der er en del af ejendomsvurderingen og kan påklages efter ejendomsvurderingslovens §§ 89 og 89 a

Vi fastholder, at:

-          Skatteankestyrelsens indstilling om, at fordelingen ikke kan påklages i henhold til ejendomsvurderingslovens § 89 a, er en indstilling i endda åbenbar modstrid med:
(i)            Bemærkningerne til ejendomsvurderingslovens §§ 89 og 89 a.
(ii)           En langvarig og fast administrativ praksis, hvorefter fordelinger som følge af tinglyste bevaringsdeklarationer fastsættes og ændres efter reglerne om foretagelse og ændring af vurderinger, jf. skatteforvaltningslovens kapitel 12.

Det er i øvrigt vores opfattelse, at en tilsidesættelse af sidstnævnte hidtidig, langvarige og faste praksis vil føre til, at:

-          De mange afgørelser om ændring af fordelinger af grundværdien, der igennem de sidste mange år er foretaget i henhold til vurderingslovens § 33, stk. 2, og foretaget og ændret efter reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 12 om foretagelse og ændring af vurderinger og dele af vurderinger og derfor med de skattemæssige virkningstidspunkter, der er fastsat i disse regler, vil både kunne og skulle genoptages af Vurderingsstyrelsen af egen drift for at blive genbehandlet i henhold til almindelige forvaltningsretlige principper om genoptagelse, da:

o    Det i så fald har været i strid med gældende regler, at Vurderingsstyrelsen har truffet afgørelse om anmodninger om ændring af fritagelser under hensyntagen til de begrænsninger, der følger af reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 12, herunder at virkningsreglerne i disse regler er anvendt, jf. fx SKM2020.370.SKTST, der altså så skal ophæves.

o    Vurderingsstyrelsen ikke vil være afskåret fra at ophæve disse tidligere afgørelser og varsle og foretage andre ændringer efter almindelige forvaltningsretlige principper, fordi skatteforvaltningslovens § 33 b herefter ikke "asfalterer" fritagelserne.

I så fald må Vurderingsstyrelsen ubestridt skulle værdiansætte fritagelserne ud fra de grundværdier, der pr. er ansat, da disse ikke vil kunne ændres, jf. skatteforvaltningslovens § 33 b.

Der er tilsvarende intet belæg for at antage, at der ikke kan ske klagebehandling i henhold til ejendomsvurderingslovens §§ 89 og 89 a af en fordeling (fritagelse) med udgangspunkt i den grundværdi, der er ansat som en del af den påklagede vurdering, når denne grundværdi ikke er påklaget.

Indstillingen om afvisning i strid med bemærkningerne til ejendomsvurderingslovens § 89 a og hidtidig, langvarig og fast praksis

Det fremgår udtrykkeligt af ejendomsvurderingsloven med bemærkninger, at reglerne i ejendomsvurderingslovens §§ 89 og 89 a skal give ejendomsejer adgang til at klage over de fordelinger, der er foretaget i perioden, hvor de offentlige vurderinger og dermed klageadgangen har været suspenderet (mellemperioden).

Det var oprindelig tanken, og i øvrigt lovens ord, at der, når klageadgangen skulle åbnes, skulle sendes afgørelser om de offentlige vurderinger for mellemperioden med klagevejledning til ejendomsejerne.

Denne opgave var imidlertid for stor for Skatteforvaltningen. Derfor skete der med lov § 1, nr. 36 - 40, i lov nr. 1061 af 30. juni 2020 væsentlige justeringer af ejendomsvurderingslovens § 89, med henblik på at forebygge, at der skulle sendes op imod 9 mio. særskilte meddelelser om de historiske vurderinger ud.

Det blev med denne lovændring lovliggjort, at der i stedet skulle sendes én meddelelse om klagestart til ejendomsejer, som skulle henvise til et en it-løsning, hvor resultatet af vurderingerne skulle udstilles, og som skulle indeholde en generel klagevejledning.

I afsnit 2.6.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget (L 194 af 20. maj 2020) blev der blandt andet anført følgende om dette it-system og det, som skulle udstilles deri (understregning er tilføjet):

Den særskilte meddelelse [om klageadgang efter ejendomsvurderingsloven] vil skulle udsendes til alle ejendomsejere, der samtidig vil få anvist, hvor de kan finde oplysninger om de videreførte vurderinger, der kan påklages. Her vil det være muligt for ejendomsejerne at få et samlet overblik over hovedelementerne i de videreførte vurderinger, herunder ejendomsværdi, grundværdi og eventuelle fordelinger.

Den foreslåede ordning medfører, at de almindelige forvaltningsretlige principper om indhold af begrundelse og klagevejledning fraviges. Den særskilte meddelelse om de videreførte vurderinger og de oplysninger, der via it-løsning offentliggøres, gør det til gengæld muligt ét sted at finde de forskellige foretagne vurderinger af en ejendom, herunder respektive ansættelser og fordelinger mv.

Det bliver på den måde muligt for klagemyndigheden [der skulle formentlig stå "klageren"] at kunne angive og begrunde, hvilke vurderinger og ansættelser, fordelinger mv., der ønskes påklaget.

Det fremgår udtrykkeligt af disse bemærkninger, at fordelingerne er en del af (resultatet af) de offentlige vurderinger, og af den sidste sætning, at der udelukkende skal ske klagebehandling af de dele af en vurdering, der er påklaget - også når klagebehandlingen sker i henhold til klagemuligheden efter ejendomsvurderingsloven.

Det fremgår i overensstemmelse hermed længere nede i samme afsnit i de almindelige bemærkninger, at det er klageren, der vil skulle angive og begrunde, hvilke ansættelser og andre dele af en vurdering, der påklages.

At fordelinger foretaget i henhold til vurderingslovens § 33, stk. 2, kan påklages, når adgangen til at klage over vurderingerne for mellemperioden åbnes med klagestartsbreve, jf. ejendomsvurderingslovens §§ 89 og 89 a, var og er en direkte følge af, at disse fordelinger efter praksis er anset som foretaget som en del af de offentlige vurderinger.

Det er fx afspejlet i den juridiske vejledning 2017 - II, der er den sidste version af Den juridiske vejledning, afsnit H.A. om ejendomsvurdering, der blev skrevet af SKAT ejendom.

Det er således i afsnit H.A.4.1 i denne version beskrevet, at VUL § 33, stk. 2-11, fører ikke til en selvstændig vurdering af de enkelte dele af ejendommen, men kun til fastsættelse af, hvordan de enkelte dele efter de indbyrdes forhold indgår i den samlede ejendoms- eller grundværdi. Det følger heraf, at fordelingerne foretages som en del af vurderingerne, men ikke er at kvalificere som ansættelser.

Den refererede formulering understøtter i øvrigt, at en fordeling kan ændres, uden at der i den forbindelse pr. automatik skal ske en fornyet prøvelse af den ejendomsværdi eller - som i dette tilfælde - den grundværdi, der skal fordeles.

Vurderingsstyrelsen har også efterfølgende bekræftet opfattelsen af, at fordelinger i henhold til vurderingslovens § 33, stk. 2, skal foretages og ændres efter de regler, der i skatteforvaltningslovens kapitel 12 er fastsat for foretagelse og ændring af vurderinger og dele af vurderinger.

Det er fx i SKM2020.295.VURDST anført, at reglerne om ændring af foretagne vurderinger også regulerer adgangen til at ændre dele af vurderinger "fx fordelinger af ejendoms- eller grundværdien og ansættelser i foretagne vurderinger", og at reglerne om foretagelse af manglende vurderinger også regulerer adgangen til at foretage manglende dele af vurderinger "fx fordelinger af ejendoms- eller grundværdien og ansættelser i foretagne vurderinger". Der henvises til styresignalets afsnit 4.1.1 og 4.1.2.

Det er i den forbindelse udtrykkeligt understreget, at kravet om, at en ekstraordinær genoptagelse forudsætter en ændring med mere end 20 % ikke er gældende for de dele af vurderingerne, der ikke er at anse som ansættelser.

Skattestyrelsen har tillige opretholdt opfattelsen af, at fordelinger af grundværdien på den del af en ejendom, der er omfattet af en tinglyst bevaringsdeklaration, og den del af samme ejendom, der ikke er omfattet af denne, skal foretages som en del af vurderingerne og derfor foretages og ændres med de begrænsninger, der følger af reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 12.

Det er illustreret med Skattestyrelsens styresignal SKM2020.370.SKTST.

Det følger af pkt. 1 i dette, at:

"Styresignalet præciserer praksis vedrørende omfanget af delvise fritagelser for grundskyld for fredede ejendomme med tinglyst bevaringsdeklaration efter lov om kommunal ejendomsskat § 7, stk. 1, litra d, og skatteforvaltningens administration af reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 12 for så vidt angår ændring af ejendomsvurderinger med fordelinger på grund af sådanne delvise fritagelser."

Det fremgår udtrykkeligt af pkt. 2 i styresignalet, at:

"Skatteforvaltningen foretager de nævnte fordelinger som en del af vurderingen af ejendommen. Det sker på baggrund af en henvendelse fra kommunen eller ejeren af ejendommen, og fordelingerne skal efter de beskrevne regler foretages på grundlag af et skøn".

Det er herudover i styresignalets afsnit 3.3 anført, at:

"Hvis en fordeling af værdien af en grund på hhv. den fritagne og den ikke fritagne del af grunden ændres under henvisning til den praksis, der er beskrevet i dette styresignal, får den ændrede foretagelse således virkning fra udgangen af det kvartal, hvori tinglysningen af bevaringsdeklarationen er sket. Dette er dog kun tilfældet, hvis Vurderingsstyrelsen har ændret fordelingen med oprindelig skattemæssig virkning, jf. reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 12…"

En klage over fordelingen kan behandles, uanset at der ikke er klaget over grundværdien, der skal fordeles

Det er allerede ovenfor begrundet, at en fordeling skal foretages som en fordeling af den ejendomsværdi eller, som i dette tilfælde, grundværdi, der er ansat.

Fordelingen og ansættelsen af grundværdien er altså to forskellige dele af en ejendomsvurdering. En klage over en fordeling medfører i udgangspunktet ikke, at der tillige skal tages stilling til den grundværdiansættelse, der skal fordeles. Det er som altovervejende udgangspunkt klageren, der identificerer, hvilke dele af en vurdering, der skal klagebehandles. Landsskatteretten har dog mulighed for at gå videre, hvis dette vurderes at være nødvendigt, jf. skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1.

Argumentet, at klagebehandlingen i henhold til ejendomsvurderingslovens §§ 89 og 89a kun kan gennemføres, hvis der tillige sker en klagebehandling af relevante ansættelser i aktuelt niveau, er ikke validt.

Det blev allerede med den allerførste udskydelseslov fastsat, at de videreførte vurderinger skal anses for at være almindelige vurderinger, der er ansat i prisniveauet pr. vurderingstermin, uanset at dette niveau er ansat ved videreførelse og dermed en anden metode end tidligere anvendt i vurderingsarbejdet.

Det er også årsagen til, at det ikke anses for at være forskelsbehandling, når nogle ejendomsejere beskattes og får beregnet skatterabat og stigningsbegrænsning baseret på de vurderinger, der er foretaget i mellemperioden, mens andre (efter valg) beskattes og får beregnet skatterabat og stigningsbegrænsning baseret på de klagebehandlede vurderinger; alle vurderingerne anses for at være almindelige vurderinger foretaget i prisniveauet pr. vurderingstermin (eller for omvurderinger i prisniveauet pr. seneste termin for ordinær vurdering).

Den nuværende forståelse, hvor der tales om "historisk niveau" og "aktuelt niveau" har således ikke fæste i loven, men i kommunikationen uden om loven, hvor det er antaget, at borgerne ikke forstår, hvis der ikke indføres nye begreber. Det er helt sammenligneligt med, at man i omtalen af det nye ejendomsvurderingssystem og lovgivningen derom taler om "ejerboliger" og "erhvervsejendomme" i stedet for "lige års ejendomme" og "ulige års ejendomme" - uagtet at der i den sidstnævnte gruppe ("ulige års ejendomme", der nu omtales som erhvervsejendomme) er endda virkeligt mange ejerboliger, der blot ikke skal vurderes i lige år. Begrebsanvendelsen i daglig tale om kommunikation ændrer imidlertid ikke indholdet af gældende regler.

Enten er vurderingsankenævnenes praksis bindende, eller også er vurderingsankenævnenes afgørelser truffet af en myndighed, der har manglet saglig kompetence til at træffe de afgørelser, som vi har henvist til

Vi har - som en del af begrundelsen for, at fordelingen kan klagebehandles som følge af klagen, der er indgivet under henvisning til ejendomsvurderingslovens § 89 a, og uden at klagebehandlingen af fordelingen forudsætter samtidig klagebehandling af den ansatte grundværdi, der skal fordeles - henvist til, at Vurderingsankenævnene i endda adskillige tilfælde har truffet afgørelser om fordelinger af den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi, der også er fastsat som en del af vurderingerne på grund af vurderingslovens § 33, stk. 2.

Vi har også henvist til, at vurderingsankenævnene har set sig berettiget til at klagebehandle fordelingerne uden samtidig at klagebehandle de ejendomsværdiansættelser og grundværdiansættelser, der danner grundlaget for forskelsværdien, der er fordelt ved den klagebehandlede fordeling (hvis disse ikke er tillige har været påklaget).

Skatteankestyrelsen har hertil anført:

Klageren har gjort gældende, at der med Vurderingsankenævnets afgørelser i sager vedrørende fordeling af den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi er etableret en administrativ praksis om, at fordelinger i medfør af dagældende vurderingslovens § 33, stk. 2, kan være genstand for klagebehandlingen i sager indbragt efter proceduren i vurderingslovens § 89 a, som klageren kan støtte ret på.

Det retlige spørgsmål, som er til bedømmelse i nærværende sag, vedrører afgrænsningen af den særlige klageordning i medfør af bestemmelserne ejendomsvurderingslovens § 89, som for første gang er bragt i anvendelse som følge af fremrykningen i ejendomsvurderingslovens § 89 a, hvorfor vurderingspraksis for tidligere klageordninger ikke kan bidrage til besvarelse af spørgsmålet om afgrænsning.

Det retlige spørgsmål, som er til bedømmelse i nærværende sag, har ikke været prøvet i Landsskatteretten eller ved domstolene, og retten ser sig ikke bundet af Vurderingsankenævnets behandling af spørgsmålet. Der er tale om enkeltstående afgørelser fra Vurderingsankenævnet, der er truffet efter det tidspunkt, hvor klagen i nærværende sag er indgivet, hvorfor Vurderingsankenævnets afgørelser ikke kan have haft betydning for klagerens dispositioner i forbindelse med indgivelse af klagen. Endvidere finder retten ikke anledning til at fortolke bestemmelsen i ejendomsvurderingslovens § 89 a, jf. § 89, stk. 2, imod dens ordlyd og formål ud fra et princip om ligebehandling.

I denne sag har klageren utvetydigt gjort gældende, at grundværdiansættelsen ikke skal være genstand for rettens prøvelse, hvorfor klagen alene vedrører forhold, der ikke omfattes af klageadgangen i medfør af i ejendomsvurderingslovens § 89 a, jf. § 89, stk. 2.

Landsskatteretten afviser på den baggrund at behandle spørgsmålet om fordelingen af grundværdien for 2014 i henholdsvis en fritaget og en afgiftspligtige del.

Skatteankestyrelsen indstiller altså, at:

-          Da kompetencen til at træffe afgørelse om den eller de første klager, der foranlediger, at der skal tages stilling til klageadgangen i henhold til skatteforvaltningslovens §§ 89 og 89 a, i henhold til skatteforvaltningslovens §§ 6, 6a og 6b er henlagt til Landsskatteretten,
-          er Landsskatteretten ikke bundet af de afgørelser, som Vurderingsankenævnene har truffet herom.

Vi er for så vidt ikke uenige i, at det er i strid med kompetencereglerne i skatteforvaltningsloven, hvis vurderingsankenævnene træffer afgørelse om lovfortolkning, der ikke tidligere er foretaget af Landsskatteretten eller domstolene.

Vi er imidlertid af den opfattelse, at betydningen af, at Vurderingsankenævnene vurderes at have truffet afgørelse om klager, som vurderingsankenævnene efter skatteforvaltningsloven har været uden saglig kompetence til at træffe afgørelse om, er endda langt mere vidtrækkende, end at Landsskatteretten ikke er bundet af de nævnte afgørelser.

Dette er ikke et spørgsmål om lighedsprincipper eller retsbeskyttede berettigede forventninger.

En afgørelse, der er truffet af en myndighed, der har været uden saglig kompetence til at træffe denne, er behæftet med væsentlig retlig mangel og er som udgangspunkt helt uden retskraft.

Vi bemærker i den forbindelse, som et kuriosum, at vi under henvisning til netop den ovenfor angivne argumentation har indgivet en klage til ombudsmanden i Skatteankestyrelsens sagsnr. 22-0008225, 22-0008228, 22-0008232, 22-0008233, 22-0008237 og 22-0008239 med henblik på en materiel klagebehandling og/eller forelæggelse for Landsskatteretten af de ellers af vurderingsankenævnet afviste klager.

Vurderingsankenævnet har i de nævnte sager afvist vores fremrykkede klager, selvom de er indgivet under henvisning til et modtaget klagestartsbrev, der aldrig er blevet tilbagekaldt.

Klagerne er afvist med begrundelsen, at det må anses som en fejl, at klagestartsbreve er udsendt, da ejendommene skal vurderes pr. 1. januar 2020.

Vi har argumenteret for, at det af bemærkningerne til ejendomsvurderingslovens § 89 a udtrykkeligt fremgår, at Vurderingsstyrelsen først skal udsende klagestartsbreve, når kategoriseringen er foretaget, og at der derfor kan være ejendomme, der aldrig vil modtage et klagestartsbrev i henhold til ejendomsvurderingslovens § 89 - og for at klagestartsbrevet derfor er bindende for både Vurderingsstyrelsen og os.

Vi har klaget til ombudsmanden med (netop) begrundelsen, at vurderingsankenævnet har været uden kompetence til at afvise klagerne ud fra en fortolkning af udstrækningen af klageadgangen i henhold til ejendomsvurderingslovens § 89 a, da det udelukkende er Landsskatteretten, der har kompetence til at træffe afgørelse om betydningen af, at Vurderingsstyrelsen har foretaget en fejlagtig kategorisering af ejendommene pr. 1. januar 2020, som udelukkende er meddelt til os med de udsendte klagestartsbreve, og som vi i øvrigt først kan klage over, når den første vurdering af ejendommene i det nye vurderingssystem er modtaget.

De i nærværende sag omtalte afgørelser fra vurderingsankenævnene og de lige ovenfor omtalte sager fra vurderingsankenævnene tegner et entydigt samlet billede af, at vurderingsankenævnene ikke anser sig som forpligtet til at henvise alle spørgsmål om lovfortolkning, der ikke tidligere er taget stilling til af Landsskatteretten og/eller domstolene, til Landsskatteretten til afgørelse.

Betydningen af, at Landsskatteretten fastslår, at afgørelser fra vurderingsankenævnene, der er truffet i strid med kompetencereglerne og dermed af en myndighed uden saglig kompetence, ikke er bindende, vil derfor potentielt være væsentlig."

Retsmøde

Klagerens repræsentant fastholdt påstanden om, at fordelingen mellem henholdsvis den fritagne og den afgiftspligtige del af grundværdien kan påklages særskilt uden samtidig efterprøvelse af den fordelte værdi, og repræsentanten gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg i sagen.

Repræsentanten gjorde endvidere gældende, at Landsskatteretten er bundet af vurderingsankenævnenes praksis på området, da Landsskatteretten ikke er en højere myndighed i klagesager indbragt efter bestemmelsen i ejendomsvurderingslovens § 89 a, jf. § 89. Kompetencen er delt ud fra de i lovgivningen fastsatte regler, og hvis vurderingsankenævnet har truffet afgørelse vedrørende klageadgangen, så er de bindende for Landsskatteretten, medmindre vurderingsankenævnet ikke havde kompetence til at træffe afgørelse i de sager, der er afgjort forudgående.

Vurderingsstyrelsen procederede sagen i overensstemmelse med de tidligere udtalelser i sagen.

Landsskatterettens afgørelse

Sagen er henvist til afgørelse i Landsskatteretten i medfør af skatteforvaltningslovens § 6 a.

Landsskatteretten skal tage stilling til, hvorvidt klageren har adgang til at påklage fordelingen af henholdsvis den fritagne og den ikke-fritagne del af grundværdien i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 a, jf. § 89, stk. 2.

Retsgrundlaget
Ejendomsvurderingsloven (lovbekendtgørelse nr. 1449 af 1. oktober 2020 med senere ændringer)

§ 89
stk. 2. Skatteforvaltningen udsender meddelelse om almindelige vurderinger og omvurderinger, der er foretaget fra den 1. oktober 2014 og indtil denne lovs ikrafttræden eller efter §§ 87 og 88, af ejendomme, der efter reglerne i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013 som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017, vurderes i ulige år, senest samtidig med meddelelse efter stk. 8. Klage over vurderinger som nævnt i 1. pkt. skal være modtaget i skatteankeforvaltningen senest 90 dage fra datering af meddelelsen efter stk. 8. […]

Stk. 3.
Behandling af klager over vurderinger som nævnt i stk. 1 og 2 foretages på baggrund af prisforholdene i vurderingsåret.

§ 89a, stk. 1.
Vurderinger omfattet af § 89, stk. 1 og 2, der er foretaget af ejendomme, der ikke vurderes pr. 1. januar 2020 som ejerboliger, kan uanset § 89, stk. 1 og 2, påklages til skatteankeforvaltningen senest 90 dage fra dateringen af meddelelsen efter 2. pkt., jf. dog stk. 2-4. Der udsendes særskilt meddelelse om klageadgang og igangsættelse af klagefristen efter 1. pkt.

Vurderingsloven (lov om vurdering af landets faste ejendomme, lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013)

§ 1
Almindelig vurdering af landets faste ejendomme finder sted hvert andet år, jf. dog § 7. Ejerboliger vurderes i ulige år. Andre ejendomme vurderes i lige år. Skatteministeren fastsætter den nærmere afgrænsning mellem ejerboliger og andre ejendomme.

§ 3
Året efter den almindelige vurdering foretages der omvurdering
1)       af ejendomme, fra hvilke der er afhændet eller til hvilke der er lagt et særskilt matrikuleret areal, når erhvervelsesdokumentet er blevet tinglyst som adkomst,
2)       af ejendomme, ved hvilke der uden forandring af matrikelbetegnelsen er sket arealændring som følge af arealoverførsel,
3)       af ejendomme, fra hvilke der er udskilt et areal, når dette er blevet ansat ved en vurdering i henhold til § 4, stk. 1, eller når arealet i overensstemmelse med reglerne i § 8, stk. 3, skal vurderes som en selvstændig ejendom,
4)       af ejendomme, fra hvilke der er eksproprieret areal, eller til hvilke der er lagt eksproprieret areal, samt af ejendomme, der er omfattet af en foreløbig kendelse i henhold til lov om jordfordeling og offentligt køb og salg af fast ejendom til jordbrugsmæssige formål m.m. (jordfordelingsloven),
5)       af ejendomme, der har lidt væsentlig skade ved brand, storm eller lignende, eller hvis ejendomsværdi må antages at være gået væsentligt ned som følge af nedrivning af bygninger,
6)       af ejendomme, for hvilke ejendomsværdien eller grundværdien må antages at være steget eller faldet som følge af ændrede planforhold,
7)       af nye ejendomme, herunder ejendomme, som er opstået ved opfyldning, ved en ejendoms opdeling i ejerlejligheder eller ved opførelse af en bygning på lejet grund,
8)       af ejendomme, på hvilke der er foretaget om- eller tilbygning,
9)       af nybyggede ejendomme,
10)   af ejendomme, der har ændret anvendelse,
11)   af ejerlejligheder, hvis fordelingstal er ændret.

Stk. 2. Årsagen til omvurderingen skal være indtrådt i det første år efter ejendommens sidste vurdering ved en almindelig vurdering.

Stk. 3. Offentlige myndigheder skal efter bestemmelse af skatteministeren være pligtige til uden betaling at meddele told- og skatteforvaltningen oplysninger til brug ved afgørelsen af, om omvurdering i henhold til stk. 1 skal finde sted.

Stk. 4. Ved vurderingen i henhold til stk. 1 er vurderingsterminen 1. oktober i det år, hvori omvurderingen foretages. Ejendommens tilstand pr. vedkommende 1. oktober og prisforholdene pr. vurderingsterminen ved senest forudgående almindelige vurdering lægges til grund, jf. dog § 12, § 14, stk. 3, og § 39, stk. 3.

§ 5
Ved vurderingen ansættes ejendomsværdien og grundværdien samt et eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer.

Stk. 2. Forskellen mellem ejendomsværdien og grundværdien benævnes forskelsværdien.

Stk. 3. Hvor der i den øvrige lovgivning bruges udtrykket vurderingssummen til ejendomsskyld eller ejendomsskyldværdien, træder ejendomsværdien i stedet herfor.

§33,
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen foretager de fordelinger af ejendomsværdi, grundværdi og eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer, som i øvrigt er fornødne til gennemførelsen af bestemmelser i lov om kommunal ejendomsskat, lov om lån til betaling af ejendomsskatter og boafgiftsloven.

Lov nr. 1635 af 26. december 2013 om ændring af lov om vurdering af landets faste ejendomme og tinglysningsafgiftsloven

§ 1
I lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, som ændret ved § 13 i lov nr. 649 af 12. juni 2013, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, 3. pkt., indsættes efter »vurderes i lige år«: », jf. dog § 43, stk. 3«.

[…]

5.
Efter § 41 indsættes:
»H. Særlige bestemmelser om vurderingerne i 2013, 2014 og 2015

[…]

§ 43. Almindelig vurdering pr. 1. oktober 2014 af ejendomme, som efter § 1 skal vurderes i lige år, sker ved uændret videreførelse af de ansættelser, der er foretaget ved den almindelige vurdering pr. 1. oktober 2012, jf. dog stk. 2 og 3, ved omvurdering efter § 3 pr. 1. oktober 2013 eller ved senere ændring af den foretagne vurdering efter skatteforvaltningslovens §§ 33, 33 a og 38. Tilsvarende gælder for vurderinger foretaget efter prisforholdene pr. 1. oktober 2012 i medfør af § 4.

Stk. 2. Ejendomme, som efter § 1 skal vurderes i lige år, og som pr. 1. oktober 2014 opfylder betingelserne for omvurdering, jf. § 3, stk. 1, omvurderes efter prisforholdene pr. 1. oktober 2012. Vurdering som nævnt i 1. pkt. betragtes som en almindelig vurdering.

Stk. 3. For ejendomme, som efter § 1 skal vurderes i lige år, foretages almindelig vurdering pr. 1. oktober 2015.

§ 44. Vurderinger som nævnt i § 42 og § 43, stk. 1 og 2, kan påklages i det tidsrum, hvor de vurderinger, der foretages pr. 1. oktober 2015, vil kunne påklages, jf. skatteforvaltningslovens § 38, stk. 2. Tilsvarende gælder ændring af vurderinger efter skatteforvaltningslovens §§ 33 og 33 a, herunder ændringer som nævnt i stk. 2.

LFF nr. 80 af 20. november 2013 - Forslag til lov om ændring af lov om vurdering af landets faste ejendomme og tinglysningsafgiftsloven
Det følger af de indledende bemærkninger til forslaget om at suspendere det tidligere vurderingssystem, at formålet med ændringen er at genoprette grundejernes tillid til vurderingssystemet, og at vurderinger efter det hidtidige system ikke rammer tilstrækkeligt præcist til, at man kan fortsætte vurdering efter det eksisterende system, indtil det nye system er færdigudviklet forud for vurderingerne i 2015. På den baggrund er det foreslået, at ansættelserne ved vurderingerne for henholdsvis 2011 og 2012 videreføres uændret til vurderingerne i 2013 og 2014.

Følgende er anført i de indledende bemærkninger til lovforslaget:

"De videreførte 2011- og 2012-vurderinger vil skulle betragtes som almindelige vurderinger i henholdsvis 2013 og 2014. De vil således træde i stedet for »traditionelle« almindelige vurderinger og vil blive anvendt på de områder, hvor 2013- og 2014-vurderingerne efter skattelovgivningen eller anden lovgivning skal anvendes.

Den »forlængede« 2011-vurdering af ejerboliger vil hermed blive anvendt ved beregningen af ejendomsværdiskat for årene 2013 og 2014 i de tilfælde, hvor der betales ejendomsværdiskat på grundlag af den aktuelle vurdering. Tilsvarende vil den »forlængede« 2011-vurdering blive anvendt ved beregningen af grundskyld for årene 2015 og 2016 i de tilfælde, hvor der betales grundskyld af den aktuelle grundværdi.

For erhvervsejendomme m.v. vil den »forlængede« 2012-vurdering tilsvarende blive anvendt som beskatningsgrundlag for opkrævning af grundskyld og eventuel kommunal dækningsafgift for 2016.

Et meget begrænset antal boligejere betaler ejendomsværdiskat og/eller grundskyld af den aktuelle vurdering. Det skyldes skattestoppet for ejendomsværdibeskatningen og grundskatteloftet for grundskylden. Ca. 5 pct. af boligejerne betaler i øjeblikket ejendomsværdiskat af den aktuelle vurdering, mens godt 10 pct. betaler grundskyld af den aktuelle grundværdi. Langt hovedparten af boligejerne betaler ejendomsværdiskat og grundskyld af beløb, som er lavere end den aktuelle vurdering.

Der kan være tilfælde, hvor en upræcis 2011-vurdering har ført til, at ejendomsskatterne er blevet beregnet med for højt et beløb. Derfor indgår det som et element i regeringens udspil, at der skal foretages en sammenligning af vurderingen i 2011 med vurderingen i 2015. Herved kan en eventuelt fejlagtig 2011-vurdering rettes op.
Hvis vurderingen af en ejerbolig i 2015 er lavere end vurderingen i 2011, vil boligejerens ejendomsrelaterede skatter efter regeringens udspil blive genberegnet med anvendelse af den lavere 2015-vurdering i stedet for den højere 2011-vurdering. Viser denne beregning et lavere skattebeløb i forhold til det, der er opkrævet, får boligejeren forskellen udbetalt. Dette skal ske automatisk, og uden at borgeren skal indgive en klage. Udbetaling sker med renter.

Regeringen foreslår en justering i forhold til sit oprindelige udspil, således at der allerede nu tages hensyn til, at 2011-vurderingen kan være upræcis. Det foreslås således, at 2011-vurderingen ved videreførelsen som 2013-vurdering reduceres med 2,5 pct. Det vil både være ejendomsværdien, grundværdien og eventuelle fordelinger, der reduceres. Reduktionen vil hermed allerede for 2013 få betydning for de boligejere, der betaler ejendomsværdiskat af den aktuelle ejendomsværdi. Reduktionen kan endvidere få betydning for beregningen af grundskyld for 2015 og 2016.

En nedsættelse på 2,5 pct. vil opfange mange af de tilfælde, hvor 2011-vurderingen har været for høj. Hertil kommer, at vurderingerne skønsmæssigt ville være steget med et par procent i gennemsnit siden 2011, hvilket ikke medtages i den »forlængede« 2011-vurdering.

Samlet set vil 2013-vurderingen i gennemsnit kunne ligge op imod 5 pct. under 2011-vurderingen i reale termer."

Følgende er anført i afsnittet om redegørelse for indholdet af lovforslaget:

"Vurderingen af erhvervsejendomme m.v. pr. 1. oktober 2014 foretages på den måde, at vurderingen fra 2012 videreføres uændret. Den »forlængede« 2012-vurdering skal betragtes som en almindelig vurdering foretaget pr. 1. oktober 2014.

2012-vurderingen af erhvervsejendomme m.v. skal dog kun videreføres uændret i ét år, idet det foreslås, at der foretages almindelig vurdering af alle ejendomme - ejerboliger såvel som erhvervsejendomme m.v. - pr. 1.oktober 2015. Vurderingen pr. 1. oktober 2015 vil blive foretaget med anvendelse af et nyt vurderingssystem etableret med udgangspunkt i anbefalinger fra det eksterne ekspertudvalg, som regeringen har nedsat.

Ejendomsvurderinger kan påklages efter skatteforvaltningslovens bestemmelser herom. Klagefristen er den 1.juli i året efter vurderingsåret. Vurderingerne foretages pr. 1. oktober og offentliggøres omkring den 1. marts året efter. Klagefristen er hermed ca. fire måneder.

Klager afgøres med anvendelse af de vurderingsværktøjer, der er til rådighed. Det nuværende vurderingssystem er blevet kritiseret for at være for upræcist, og det erkendes, at der er behov for at få etableret et nyt og bedre system. Denne usikkerhed kan sammen med den opmærksomhed, der er skabt omkring ejendomsvurderingerne, forventes at ville generere et ikke ubetydeligt antal klager.

Det ville være betænkeligt - også ud fra en retssikkerhedsbetragtning - at lade SKATs behandling af klager bero på anvendelsen af et vurderingssystem, som nu erkendes at være utilstrækkeligt. Derfor bør behandlingen af klager over vurderinger foregå på et tidspunkt, hvor et nyt vurderingssystem er på plads og vil kunne anvendes ved klagesagsbehandlingen.

Det foreslås derfor, at klagesagsbehandlingen samles, således at der kun kan klages over vurderingerne fra og med 2013 inden for det tidsrum, hvor det er muligt at klage over den vurdering, der skal foretages pr. 1. oktober 2015. Dette vil sige i tidsrummet fra ca. 1. marts 2016 til 1. juli 2016. SKAT vil som nævnt skulle behandle klagerne med anvendelse af det nye vurderingssystem. Det er regeringens hensigt i efteråret 2014 at fremsætte forslag om, hvordan klager over vurderingerne nærmere skal behandles. Dette vil bl.a. bero på udformningen af den nye vurderingsordning."

Lov nr. 1535 af 27. december 2014 om ændring af lov om vurdering af landets faste ejendomme

Ved ændringsloven er det bestemt, at også den almindelige vurdering i 2016 skal foretages ved uændret videreførelse af den almindelige vurdering pr. 1. oktober 2012, eller senere omvurderinger. Det er endvidere bestemt, at grundværdierne for beboelsesejendomme med mere end tre lejligheder nedsættes med 2,5 %, jf. den nye affattelse af § 43, stk. 4.

Vedrørende adgangen til at påklage de videreførte vurderinger er følgende indsat i vurderingslovens § 44:

"Stk. 3. Almindelige vurderinger af andre ejendomme pr. 1. oktober 2014 og pr. 1. oktober 2016 i form af videreførelse af vurderingen pr. 1. oktober 2012 kan påklages i det tidsrum, hvor de vurderinger, der foretages pr. 1. oktober 2018, kan påklages, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3."

I forslaget til ændringsloven er følgende bemærket:

"Behandlingen af klager over de vurderinger, der i perioden 2013-2016 foretages i form af videreførelse af 2011- og 2012-vurderingerne, vil skulle foregå på samme måde, som hvis vurderingerne i de pågældende år var blevet foretaget som egentlige vurderinger. Der vil således blive foretaget samme tilbundsgående realitetsprøvelse ved klager over disse vurderinger, som der foretages i forbindelse med klager over andre vurderinger.", jf. LFF nr. 76 af 19. november 2014, afsnittet om redegørelse for indholdet af lovforslaget.

Lov nr. 61 af 16. januar 2017 om ændring af lov om vurdering af landets faste ejendomme og lov om kommunal ejendomsskat
Ved ændringsloven er det bestemt, at også den almindelige vurdering i 2018 skal foretages ved uændret videreførelse af den almindelige vurdering pr. 1. oktober 2012, eller senere omvurderinger. Der er endvidere indført en ny bestemmelse i vurderingslovens § 44, stk. 6, om, at behandling af klager over de videreførte vurderinger skal ske på baggrund af prisforholdene i vurderingsåret.

I forslaget til ændringsloven er det gentaget, at behandling af klager over de videreførte vurderinger vil skulle foregå på samme måde, som hvis vurderingerne i de pågældende år var blevet foretaget som egentlige vurderinger, jf. LFF nr. 92 af 22. november 2016. I bemærkningerne til indførelse af den nye bestemmelse i vurderingslovens § 44, stk. 6, er følgende anført:

"Der har været rejst tvivl om fortolkningen af de gældende regler for så vidt angår det prisniveau, der skal anvendes, hvis der klages over en videreført vurdering, når dette bliver muligt.

Det foreslås derfor præciseret, at behandlingen af klager skal ske på baggrund af prisforholdene i vurderingsåret.

Det fremgår af lovforslaget § 1, nr. 3, og vurderingslovens § 42, som indsat ved lov nr. 1635 af 26. december 2013 og som nyaffattet ved lov nr. 1535 af 27. december 2014, at de videreførte vurderinger er almindelige vurderinger. Heri ligger, at de skal betragtes på samme måde som vurderinger foretaget på normal vis. Vurderingerne er blot foretaget på en anden måde end normalt (i form af en videreførelse af en tidligere vurdering).

Efter vurderingslovens § 2 skal ejendommens tilstand og prisforholdene pr. vurderingsterminen (1. oktober i vurderingsåret) lægges til grund for de almindelige vurderinger. Den »almindelige vurdering« for ejendommen pr.1. oktober, skal hermed - uanset hvordan den er fremkommet - i en klagesag måles op mod ejendommens værdi i handel og vandel på dette tidspunkt."

Lov nr. 654 af 8. juni 2017 - Ejendomsvurderingsloven
Med vedtagelsen af den nye ejendomsvurderingslov er bestemmelserne fra den tidligere vurderingslovs §§ 42-44 medtaget stort set med samme indhold i §§ 87-89. Ved lovændringen i lov nr. 1729 af 27. december 2018 er det bestemt, at der også skal foretages almindelig vurdering per 1. oktober 2019, og at denne foretages ved uændret videreførelse af den almindelige vurdering pr. 1. oktober 2012, eller senere omvurderinger.

Loven indførte bestemmelser til etablering af en tilbagebetalingsordning, hvormed der skulle foretages tilbageregning af de første vurderinger efter den nye ejendomsvurderingslov til hvert af årene for de videreførte vurderinger og herefter ydes kompensation til grundejerne, i det omfang de tilbageregnede værdier gav et mere gunstigt beskatningsgrundlag end de videreførte vurderinger.

Lov nr. 2227 af 29. december 2020 om ændring af ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love
I forbindelse med indførelsen af den fremrykkede klageadgang efter ejendomsvurderingslovens § 89 a blev det vedtaget, at tilbagebetalingsordningen ikke skulle omfatte erhvervsejendomme. Følgende er anført i bemærkningerne til lovforslaget, jf. LFF nr. 107 af 20. november 2020:

"Det forventes at relativt få ejere af erhvervsejendomme og relativt få boligforeninger vil blive tilbudt et positivt kompensationsbeløb i forbindelse med tilbagebetalingsordningen, da de nye grundvurderinger for erhvervsejendomme for langt hovedparten af alle erhvervsejendomme forventes at blive højere end de nuværende. Grunde under erhvervsejendomme, herunder også grunde under etagebeboelsesejendomme vurderes således i vidt omfang at være undervurderet i det gamle vurderingssystem.

Det foreslås på denne baggrund, at der ikke etableres en tilbagebetalingsordning for erhvervsejendomme, men at klageadgangen for de videreførte vurderinger af ejendomme, der ikke vurderes som ejerboliger pr. 1. januar 2020, i stedet fremrykkes. Hermed vil ejere af erhvervsejendomme således kunne vælge at klage på et tidligere tidspunkt end efter gældende ret. For de første ejendomsejere vil det allerede være fra 1. halvår 2021. Forslaget giver således ejere af erhvervsejendomme, der mener, at vurderingen har været for høj, en mulighed for gennem klagebehandlingen at få en stillingtagen hertil og dermed en eventuel tilbagebetaling uden at skulle afvente de nye erhvervsvurderinger."

Landsskatterettens begrundelse og resultat
I medfør af vurderingslovens § 33, stk. 2, skal told- og skatteforvaltningen foretage de fordelinger af grundværdien, som er fornødne til gennemførelsen af bestemmelser i lov om kommunal ejendomsskat, eksempelvis i tilfælde, hvor en ejendom delvist fritages for beskatning.

I modsætning til, hvad der gør sig gældende for flere af bestemmelserne i vurderingslovens § 33, eksempelvis bestemmelserne i vurderingslovens § 33, stk. 16, 17 og 18, som klageren henviser til, er det ikke anført i § 33, stk. 2, at myndighedens forpligtelser efter bestemmelsen skal opfyldes ved eller i forbindelse med den almindelige vurdering eller omvurdering. Vurderingsterminerne for anvendelse af bestemmelsen i vurderingslovens § 33, stk. 2, er således ikke i alle tilfælde sammenfaldende med ejendommens vurderingsterminer efter vurderingslovens § 1 og § 3. 

Hvad angår fredning, som er baggrunden for fritagelsen for grundskyld i denne sag, følger det af lov om kommunal ejendomsskat, § 7, stk. 6, at fritagelsen sker med udgangen af det kvartal, hvori de omstændigheder, der begrunder fritagelsen, er indtrådt. Idet beregningen af en fast ejendoms beskatningsgrundlag ikke foretages hvert kvartal, må fordelinger i henhold til vurderingslovens § 33, stk. 2, til gennemførelse af en fritagelse som følge af fredning skulle foretages ved førstkommende fastlæggelse af ejendommens beskatningsgrundlag, uanset om dette falder sammen med ejendommens vurderingstermin eller ej.

Retten finder herefter, at told- og skatteforvaltningens forpligtelse til at foretage fordelinger til gennemførelse af en skattefritagelse i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 2, består, uanset om værdierne til fordeling er ansat ved vurdering, ved regulering eller ved uændret videreførelse af en tidligere ansættelse, og at en sådan fordeling således ikke er et element i en ejendoms almindelige vurderinger eller omvurderinger. 

I forlængelse heraf finder retten, at vurderingsmyndighedens fordelinger efter vurderingslovens § 33, stk. 2, har karakter af selvstændige forvaltningsafgørelser, hvorfor de kan påklages selvstændigt efter skatteforvaltningslovens bestemmelser herom, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a. Det er således retligt korrekt, når der i vurderingsretlig praksis for behandling af klager, der er indgivet efter skatteforvaltningslovens regler, foretages klagebehandling af fordelinger efter vurderingslovens § 33, stk. 2, uden at værdierne bag fordelingen efterprøves ved samme lejlighed.

Klagen i denne sag er indgivet med henvisning til ejendomsvurderingslovens § 89 a, som fremrykker den adgang til påklage, som er foreskrevet i ejendomsvurderingslovens § 89. Bestemmelsen giver adgang til at påklage de almindelige vurderinger og omvurderinger, som er foretaget i perioden, hvor de almindelige vurderinger blev foretaget ved videreførelse, herunder den almindelige vurdering i 2014.

Idet fordelinger i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 2, ikke var et element i de almindelige vurderinger eller omvurderinger, finder retten, at fordelingerne efter bestemmelsen ikke kan påklages efter proceduren i ejendomsvurderingslovens § 89 a.

Det af klageren anførte vedrørende vurderingsmyndighedens administration af bestemmelsen i vurderingslovens § 33, stk. 2, i perioden, hvor de almindelige vurderinger var suspenderet, kan ikke føre til et andet resultat.

Klagen i denne sag er indgivet med henvisning til ejendomsvurderingslovens § 89 a, som fremrykker den adgang til at klage, som er foreskrevet i ejendomsvurderingslovens § 89. Bestemmelsen åbner op for adgangen til at påklage de almindelige vurderinger, der er foretaget ved uændret videreførelse af ejendommens almindelige vurdering fra 2012 i perioden, hvor ejendomsvurderingssystemet har været suspenderet, samt omvurderinger i perioden.

Det følger af forarbejderne til flere af ændringslovene, der videreførte vurderingen for 2012, at det tidligere ejendomsvurderingssystem blev suspenderet, fordi der ikke var tillid til rigtigheden af vurderingerne, og at klageadgangen skulle suspenderes tilsvarende, idet det ville være betænkeligt at foretage klagebehandling efter et vurderingssystem, der var erkendt utilstrækkeligt.

Det følger endvidere, at formålet med at videreføre 2012 vurderingerne i kombination med tildeling af nedslag, etablering af tilbagebetalingsordningen og indretning af klageadgangen var at sikre, at ingen grundejere blev beskattet af en for høj værdi i perioden fra suspenderingen af det gamle vurderingssystem og frem til udrulningen af det nye vurderingssystem.

Det fremgår af forarbejderne, at det blev lagt til grund, at en videreførelse af beskatningsgrundlaget fra 2012 uændret ville være til gunst for hovedparten af grundejerne, idet ejendomsmarkedet var stigende i de fleste dele af landet. Til imødegåelse af de særlige tilfælde, hvor 2012-vurderingen oversteg ejendommenes værdi i de efterfølgende år, blev det vedtaget, at der ved klage over de videreførte vurderinger skulle foretages en tilbundsgående realitetsprøvelse af ejendommens grundværdi på baggrund af prisforholdene i vurderingsåret.

Ejendomsejeren blev således givet valget imellem at lade ejendommen beskatte i 2014 på grundlag af vurderingen, der blev foretaget i 2012, eller ved påklage at få foretaget en prøvelse af grundens værdi i 2014 på baggrund af de aktuelle prisforhold og under hensyntagen til de faktiske forhold, der gjorde sig gældende i 2014.

På den baggrund finder retten det uforeneligt med formålet med klageordningen i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89 at efterprøve fordelingen mellem henholdsvis den afgiftspligtige og den fritagne del af den videreførte ansættelse for 2014, uden at værdien, som skal fordeles, er vurderet og ansat på baggrund af prisforholdene i 2014.

Idet fordelinger i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 2, ikke omfattes af klageadgangen i medfør af ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 2, og da en klagebehandling af fordelingen selvstændigt ikke er foreneligt med formålet bag etablering og indretning af klageadgangen, afviser retten at efterprøve fordelingen af henholdsvis den fritagne og den ikke-fritagne del af grundværdien for 2014.

Klageren har gjort gældende, at Landsskatteretten er bundet af vurderingsankenævnenes faste og entydige praksis på området, idet kompetencen til at træffe afgørelser i sager indbragt efter proceduren i ejendomsvurderingslovens § 89 a er tillagt vurderingsankenævnene, hvorfor nævnene og Landsskatteretten er ligestillede i denne type sager.

Landsskatteretten finder, at Landsskatteretten ikke er bundet af vurderingsankenævnenes praksis, og at klageren i øvrigt ikke har dokumenteret, at vurderingsankenævnene har den hævdede praksis.

Det retlige spørgsmål, som er til bedømmelse i denne sag, vedrører afgrænsningen af den særlige klageordning i medfør af bestemmelserne i ejendomsvurderingslovens § 89, som for første gang er bragt i anvendelse som følge af fremrykningen i ejendomsvurderingslovens § 89 a, hvorfor vurderingspraksis for tidligere klageordninger ikke har betydning for afgrænsningen heraf. Spørgsmålet har ikke været prøvet i Landsskatteretten eller ved domstolene, og retten ser sig kompetent til at træffe afgørelse i overensstemmelse med det ovenfor anførte.

I denne sag har klageren utvetydigt gjort gældende, at grundværdiansættelsen ikke skal være genstand for rettens prøvelse, hvorfor klagen alene vedrører forhold, der ikke omfattes af klageadgangen i medfør af i ejendomsvurderingslovens § 89 a, jf. § 89, stk. 2.

Landsskatteretten afviser på den baggrund klagen over fordelingen af grundværdien for 2014 i henholdsvis en fritaget og en afgiftspligtig del.