Dato for udgivelse
10 maj 2024 07:17
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
08 mar 2024 13:47
SKM-nummer
SKM2024.271.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-30415/2023-OLR
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger + Indberetning, regulering og efterangivelse + Når man vil klage
Emneord
Officialprincippet, skatteansættelse, beskatning af fri bil, overholdelse af frist
Resumé

Sagen angik, om Skattestyrelsen havde iagttaget officialprincippet ved fremsendelse af agterskrivelse, og om ansættelsesfristen var overholdt, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold. 

Landsretten fandt, at Skattestyrelsen på tidspunktet for afsendelsen af agterskrivelsen var i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle ændring af appellantens skatteansættelse i overensstemmelse med indholdet af forslaget.  

Selvom Skattestyrelsen ved afsendelsen af agterskrivelsen var opmærksom på, at der kunne være grundlag for nedsættelse af beskatningen af fri bil med egenbetalinger, og selvom Skattestyrelsen i overensstemmelse med god forvaltningsskik burde have søgt dette nærmere afklaret inden afsendelsen af agterskrivelsen i stedet for som sket i selve agterskrivelsen at opfordre appellanten til at indsende dokumentation for eventuelle egenbetalinger, fandt landsretten, at der ikke forelå en sagsbehandlingsfejl, der kunne føre til varslingens ugyldighed.

Videre fandt landsretten, at ændringen af appellantens skatteansættelse for et indkomstår var begrundet i helt tilsvarende forhold som det, der havde begrundet ændringen af skatteansættelsen for det efterfølgende indkomstår. Genoptagelsen var herefter omfattet af den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, hvorfor Skattestyrelsen havde overholdt fristen for varsling af ændring af appellantens skatteansættelse.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 4.

Henvisning

Den juridiske vejledning, 2024-1, A.A.10.2.3.1

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Landsskatteretten, j.nr. 20-0047627, ej offentliggjort

Appelliste

Sag BS-30415/2023-OLR (5. afdeling)

Parter

A

(advokat Christian Bachmann)

mod

Skatteministeriet

(advokat Anne Bräuner Vestergren)

Retten i Lyngby har den 24. maj 2023 afsagt dom i 1. instans (sag BS-25002/2022LYN).

Landsdommerne Ole Græsbøll Olesen, Kåre Mønsted og Teresa Lund Tøgern (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Sagen har været behandlet på skriftligt grundlag, jf. retsplejelovens § 387, stk. 1, nr. 1.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand for byretten om, at Skatteministeriet skal anerkende, at hendes skatteansættelser for 2016 og 2017, subsidiært for 2016, er ugyldig(e) for så vidt angår forhøjelserne vedrørende fri bil og som konsekvens heraf bortfalder.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Skatteministeriet har endvidere anført følgende:

" De faktiske oplysninger, der lå til grund for Skattestyrelsens forslag til afgørelse, udgjorde et fornødent grundlag for at varsle en ændring af A’s skatteansættelse, hvorefter hendes skattepligtige indkomst skulle forhøjes med værdien af fri bil. Det forhold, at Skattestyrelsen i forslaget til afgørelse gjorde A opmærksom på, at en eventuel dokumentation for egenbetalinger ville kunne føre til en nedsættelse af den opgjorte indkomstforhøjelse, strider ikke imod skatteforvaltningslovens § 20 endsige officialprincippet, der som nævnt går ud på, at der ikke må træffes afgørelse, uden at en sag forinden er tilstrækkelig oplyst.

I det almindelige tilfælde vil det nok være bedst stemmende med god forvaltningsskik, at oplysninger af den omhandlede art efterspørges, inden et forslag til afgørelse afsendes, men hverken ordlyden af eller forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 20 giver holdepunkter for, at den fremgangsmåde, som Skattestyrelsen fulgte skulle kunne kvalificeres som en sagsbehandlingsfejl, endsige en sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at afgørelsen om ansættelsesændringen bliver ugyldig, selvom officialprincippet er iagttaget på afgørelsestidspunktet, og selv om den er materielt korrekt. En sådan retsopfattelse kan i øvrigt heller udledes af Den juridiske vejledning."

A har i forhold hertil anført følgende:

"Sagen handler ikke om, hvorvidt høringspligten efter skatteforvaltningslovens § 20 blev opfyldt den 27. juni 2019. Sagen handler om, hvorvidt Skattestyrelsen havde det fornødne grundlag for at varsle en ændring af A’s skatteansættelse med det indhold, som varslingen af 27. juni 2019 havde. Det havde Skattestyrelsen ikke, da der netop ikke var indhentet oplysninger om A’s egenbetalinger.

Skatteministeriet medgiver selv (og med rette) … i sit første procedureindlæg, at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik, om Skattestyrelsen havde indhentet oplysninger om A’s egenbetalinger, inden varslingen af ændringen af skatteansættelsen blev afsendt den 27. juni 2019. Skatteministeriet fastholder imidlertid, at Skattestyrelsens fremgangsmåde ikke skal kvalificeres som en sagsbehandlingsfejl. Selv hvis der måtte være tale om en sagsbehandlingsfejl, er ministeriet af den opfattelse, at denne fejl ikke kan medføre, at Skattestyrelsens afgørelse af 20. marts 2020 … bliver ugyldig, da officialprincippet var iagttaget på afgørelsestidspunktet.

Det anførte bestrides. …"

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten finder, at Skattestyrelsen på tidspunktet for afsendelsen af agterskrivelsen den 27. juni 2019 var i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle ændring af A’s skatteansættelser for indkomstårene 2016 og 2017 i overensstemmelse med indholdet af forslaget til skatteansættelse, således at hun i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4, blev beskattet af fri bil, ligesom begrundelsen for den varslede ændring gav A mulighed for at forholde sig til rigtigheden heraf. 

Selvom Skattestyrelsen ved afsendelsen af agterskrivelsen var opmærksom på, at der kunne være grundlag for nedsættelse af beskatningen af fri bil med egenbetalinger, og selvom Skattestyrelsen i overensstemmelse med god forvaltningsskik burde have søgt dette nærmere afklaret inden afsendelsen af agterskrivelsen i stedet for som sket i selve agterskrivelsen at opfordre A til at indsende dokumentation for eventuelle egenbetalinger, finder landsretten, at der ikke foreligger en sagsbehandlingsfejl, der kan føre til varslingens ugyldighed. 

Landsretten tiltræder af de af byretten anførte grunde, at ændringen af A’s skatteansættelse for 2016 grundlæggende og reelt er begrundet i helt tilsvarende forhold som vedrørende ændringen af skatteansættelsen for 2017. Hverken den omstændighed, at den omhandlede bil var ejet af forskellige leasingselskaber i de pågældende indkomstår, eller at leasingvilkårene og leasingydelserne ikke var helt identiske i de to indkomstår, kan føre til en anden vurdering.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 15.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til, at sagen er behandlet på skriftligt grundlag.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 15.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.