Sag BS-10541/2022-FRB

Parter

A

(advokat Rasmus Nicolaisen)

mod

Skatteministeriet

(advokat Sune Riisgaard)

Denne dom er afsagt af dommer Dan Bjerring.

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt ved Retten på Frederiksberg den 16. marts 2022, drejer sig om, hvorvidt A er berettiget til at få henstand med betaling af aktieavanceskat for indkomståret 2016.

A har principalt påstået, at Skatteministeriet skal tilpligtes at anerkende, at han er berettiget til at få henstand med betaling af aktieavanceskat for indkomståret 2016, og har subsidiært påstået, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Af Skattestyrelsens afgørelse af 6. marts 2019 til A fremgår bl.a.:

"Din rådgiver IA (virksomhedskonsulent) har i henvendelse af 27.11.2018 anmodet om, at der bortses fra fristoverskridelsen i aktieavancebeskatningslovens (ABL) § 39 stk. 4 sammenholdt med ABL § 39, stk. 2.

Det er en betingelse for henstand med fraflytterskat på aktier / anparter efter ABL § 39, at der indsendes selvangivelse /beholdningsoversigt rettidigt,·dvs. senest 1. juli i året efter indkomstårets udløb.

Indgives der ikke selvangivelse /beholdningsoversigt rettidigt bortfalder henstanden og skatten forfalder jf. ABL § 39 stk. 4.

Skattestyrelsen har efter ABL § 39, stk. 5 hjemmel til at bortse fra fristen i ABL § 39, stk. 4 sammenholdt med ABL § 39, stk. 2.

Skattestyrelsen kan efter en konkret vurdering ikke se bort fra fristoverskridelsen, der er blandt andet lagt vægt på følgende sagsforløb:"

Af Skattestyrelsens afgørelse af 24. april 2019 fremgår bl.a.:

"Dette brev erstatter brev af 6. marts 2019:

[…]

Skattestyrelsen har ikke ændret grundlaget for din skat for 2016:

Din rådgiver IA (virksomhedskonsulent) har i henvendelse af 27.11.2018 anmodet om, at der bortses fra fristoverskridelsen i aktieavancebeskatningslovens (ABL) § 39 stk. 4 sammenholdt med ABL § 39, stk. 2.

Det er en betingelse for henstand med fraflytterskat på aktier / anparter efter ABL § 39, at der indsendes selvangivelse /beholdningsoversigt rettidigt,·dvs. senest 1. juli i året efter indkomstårets udløb.

Indgives der ikke selvangivelse /beholdningsoversigt rettidigt bortfalder henstanden og skatten forfalder jf. ABL § 39 stk. 4.

Skattestyrelsen har efter ABL § 39, stk. 5 hjemmel til at bortse fra fristen i ABL § 39, stk. 4 sammenholdt med ABL § 39, stk. 2.

Skattestyrelsen kan efter en konkret vurdering ikke se bort fra fristoverskridelsen, der er blandt andet lagt vægt på følgende sagsforløb:"

Ved klage af 3. juni 2019 over afgørelsen anførte advokat JL på vegne af A bl.a.:

"Nærværende sag drejer sig om sig helt overordnet om, hvorvidt klageren er berettiget til at få henstand med fraflytterskat på sine aktier efter aktieavancebeskatningslovens § 39.

Klageren er blevet opkrævet kr. 40.605.942,88 i aktieavance for indkomståret 2016 ved Skattestyrelsens opkrævning af 25. april 2018, jf. bilag 3. Dette som følge af, at der efter Skattestyrelsens opfattelse, ikke er indsendt selvangivelse og beholdningsoversigt rettidigt i henhold til aktieavancebeskatningslovens§ 39, stk. 2.

Skattestyrelsen har ikke været af den opfattelse, at der kan bortses fra fristoverskrivelsen og gives dispensation, jf. aktieavancebeskatningslovens § 39, stk. 5.

Klageren er heroverfor at den opfattelse, at han skulle have henstand med fraflytterskat på aktierne i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 39, stk. 2. Alternativt at han skulle have haft dispensation i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 39, stk. 5.

Det bemærkes, at afgørelsen af 6. marts 2019, jf. bilag 2, som erstattes af afgørelsen af 24. april 2019, jf. bilag 1, er truffet som følge af klagerens anmodning om genoptagelse af indkomstårene 2015, 2016 og 2017, dateret den 27. november 2018, jf. bilag 4.

Påstande

Der nedlægges principalt påstand om, at A’s aktieindkomst for indkomståret 2016 nedsættes med kr. 40.605.942,88.

Der nedlægges subsidiært påstand om, at A tillades henstand med fraflytteskat på sine aktier, således at han ikke beskattes af en urealiseret aktieavance.

Den nedlagte principale påstand fremkommer af SKAT’s opkrævning af 25. april 2018, jf. bilag 3.

[…]

Anbringender

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det helt overordnet gældende, at klageren er berettiget til henstand med den urealiserede aktieavance i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 39 stk. 2.

Det gøres i den forbindelse gældende, at såfremt klageren ikke opfylder betingelserne for at få henstand i medfør af aktieavancebeskatningslovens §39, stk. 2, så burde Skattestyrelsen i medfør af aktieavancebeskatningslovens §39, stk. 5, give dispensation henset til de særlige omstændigheder i sagen.

På baggrund af klagen traf Skattestyrelsen afgørelse af 18. december 2019, hvoraf fremgår bl.a.:

"Skattestyrelsens afgørelse Du kan ikke vente med at betale:

40.605.942 kr. i aktieavanceskat for 2016.

[…]

Retsregler og praksis

Skattestyrelsen kan efter ansøgning give henstand med betaling af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1.

[…]

Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Med henvisning til ovenstående retsregler og praksis, så kan Skattestyrelsen ikke give henstand med betalinger vedrørende klager over en afgørelse, som ikke indeholder en opgørelse over en skat.

[…]

Det er Skattestyrelsens vurdering, at der ikke er hjemmel i skatteforvaltningslovens § 51 til, at bevilge henstand i den konkrete sag ud fra klagen af 3. juni 2019, da det er Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke klages over en afgørelse hvor der er fastsat/opgjort et beløb til betaling.

[…]

Den beregnede aktieavanceskat på 40.605.942 kr., fremgår af årsopgørelse nr. 1 af den 10. september 2015, for skatteåret 2014.

Af denne årsopgørelse fremgår det, at det er skatteyder selv der har indtastet 96.754. 734 kr., under feltet: Gevinst/tab på DK-aktier mv. ej på reguleret marked.

Vi fastholder vores afgørelse med, at vi ikke kan give henstand med betaling af aktieavanceskatten på 40.605.943 kr., på baggrund af din klage af den 3. juni 2019."

Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet af Skatteankestyrelsen den 21. december 2019. Af Skatteankestyrelsens begrundelse fremgår bl.a.:

"Idet Skattestyrelsens afgørelse af 24. juni 2019 [sic] alene ses at tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for at bortse fra fristoverskridelse i forbindelse med indlevering af selvangivelse, finder Skatteankestyrelsen ikke, at afgørelsen ud fra en naturlig sproglig forståelse kan anses for at indeholde en opgørelse af skat. Da der således ikke ses at være genoptagelse, klagebehandling eller domstolsprøvelse af klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2016 på tidspunktet for Skattestyrelsens afslag på henstand, finder Skatteankestyrelsen, at det er med rette, at Skattestyrelsen har afvist at imødekomme klagerens anmodning om henstand, jf. skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1."

Forklaringer

A har forklaret, at han er håndværker og har beskæftiget sig med byggeri og har eget entreprenørfirma.

Han skulle skilles på det omhandlede tidspunkt og flyttede til Y1-land for at blive det. Planen var at komme tilbage til Danmark, når der var kommet ro på.

De skattemæssige konsekvenser talte han med revisoren, JP, fra R1-revision, om. JP sagde, at der blot skulle udfyldes nogle blanketter, og det ville de sørge for.

I forhold til e-mails fra SKAT til IC, R1-revision, ekstrakten s. 71, kender han ikke IC, men han har siden fået at vide, at han er skatteadvokat.

Beløbet, aktieavancen på de 96.754. 734 kr., relaterer sig til selskaber, han har ejet. Der var tale om et holdingselskab og flere entreprenørselskaber herunder. Ingen af pengene er gået ind på hans konti. Og selskaberne er siden gået konkurs, så en stor del af pengene er væk.

Han kan ikke svare på, om han har set henvendelsen, ekstrakten s. 73. Han havde meget at se til på det tidspunkt med skilsmissen og virksomheden.

Han husker heller ikke at have set SKAT’s brev af 5. marts 2018, ekstrakten s. 75.

Da han så girokortet, tog han fat i IA, hans regnskabskonsulent, og spurgte ham, hvad det var. IA tog fat i R1-revision, der ville undersøge det. Så fik de at vide, at IC var blevet ramt af stress og fyret, og at det nok var derfor, at der ikke var blevet taget hånd om tingene.

IA tog herefter selv hånd om sagen i forhold til SKAT.

R1-revision kunne imidlertid ikke hjælpe dem med at få sagen ordnet med SKAT.

Han har ikke 40 millioner kr.

Der er rettet et erstatningskrav mod R1-revision.

Parternes synspunkter

A har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 29. maj 2023 hvoraf fremgår bl.a.:

"Til støtte for den principalt nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at A efter skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. pkt., har krav på klagebetinget henstand med betaling af aktieavanceskat for indkomståret 2016, som følge af, at A har påklaget Skattestyrelsens afgørelse af den 24. juni 2019, jf. bilag 2 og 3.

Det gøres gældende, at bevilling af klagebetinget henstand til A ikke forringer muligheden for senere at inddrive skattekravet, ligesom det desuden er unødigt bebyrdende, hvis A ikke får klagebetinget henstand, jf. skatteforvaltningslovens § 51, stk. 4. Spørgsmålet om klagebetinget henstand vil blive uddybet nærmere nedenfor under afsnit 3.1.

Til støtte for den subsidiært nedlagte påstand om hjemvisning gøres det helt overordnet gældende, at Skattestyrelsen i den konkrete sag angående A’s anmodning om klagebetinget henstand har foretaget sådanne væsentlige sagsbehandlingsfejl, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Dette skal uddybes nærmere nedenfor under afsnit 3.2.

3.1 Klagebetinget henstand

Af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1 fremgår følgende: 

"Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning give henstand med betaling af en skat, hvis afgørelsen er indbragt for domstolene eller påklaget. Det gælder dog ikke afgørelser efter toldlovgivningen, jf. artikel 244 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks."

Skattestyrelsen kan således efter anmodning fra en skatteyder give henstand med betaling af den del af et skattekrav, som en klage over en afgørelse vedrører (»klagebetinget henstand«).

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 51 har til formål at give borgeren en reel mulighed for at få prøvet rigtigheden af Skattestyrelsens afgørelse. Det er derfor, det præciseres i forarbejderne til bestemmelsen, at udgangspunktet er, at der skal ydes henstand ved anmodning herom. Det er således alene helt undtagelsesvist, at henstand betinges af sikkerhedsstillelse eller ligefrem nægtes helt, jf. nærmere herom i det følgende. 

Bestemmelsen om henstand i skatteforvaltningslovens § 51 blev ved lov nr. 427 af 6. juni 2005 indarbejdet i skatteforvaltningsloven. Bestemmelsen er en lovfæstelse af den tidligere § 27 i bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002, sagsudlægningsbekendtgørelsen med en enkelt ændring.

Der er på skatteområdet fast praksis for, at klages der over en skatteansættelse, så gives der efter anmodning som udgangspunkt henstand med betaling af den del af skatten, som klagen vedrører. Dette så der ikke iværksættes gældsinddrivelse imod en skatteyder på baggrund af en afgørelse, som senere måtte vise sig at være forkert.

Af bemærkningerne til forslaget til skatteforvaltningsloven (L 110-2 2004/05) fremgår følgende:

"Det er imidlertid fast praksis på skatteområdet, at hvis der klages over en skatteansættelse, så gives der efter anmodning som udgangspunkt henstand med betaling af den del af skatten, som klagen vedrører. Dette gælder dog ikke, hvis der er nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, f.eks. hvis den skattepligtige er ved at flytte til udlandet. Alternativt kan der kræves sikkerhedsstillelse for at give henstand." (vores understregning)

Ovennævnte bemærkninger til lovforslaget til skatteforvaltningsloven støtter det anførte om, at som udgangspunkt gives der klagebetinget henstand, hvis der anmodes herom. 

Kun hvis muligheden for senere at inddrive skatten forringes som følge af den klagebetingede henstand, kan der være grundlag for at kræve sikkerhedsstillelse, jf. også skatteforvaltningslovens § 51, stk. 4, der har følgende ordlyd:

"Stk. 4. Henstand kan gøres betinget af sikkerhedsstillelse for henstandsbeløbet, hvis det skønnes, at meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes"

Udover ovennævnte bemærkninger til lovforslaget, indeholder hverken loven eller forarbejderne i øvrigt en nærmere angivelse af de konkrete kriterier, som indgår ved vurderingen af, om der konkret bør gives eller nægtes klagebetinget henstand uden sikkerhedsstillelse. 

Om de konkrete vurderingskriterier henvises blandt andet til Karnovs noter til skatteforvaltningslovens § 51, hvor der i note 263 fremgår følgende:

"Det er fast administrativ praksis på skatteområdet, at hvis der klages over en skatteansættelse, så gives der efter anmodning som udgangspunkt henstand med den del af skatten, som klagen vedrører. Dette gælder dog ikke, hvis der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, fx hvis den skattepligtige er ved at flytte til udlandet. Alternativt kan der kræves sikkerhedsstillelse for at give henstand." (vores understregning)

Endvidere fremgår følgende:

"Ifølge opbygningen af bestemmelsen i SFL § 51 er krav om sikkerhedsstillelse dermed også alene en undtagelsessituation, dvs. der skal udøves et konkret og individuelt skøn, som skal være begrundet sagligt i situationen, og det individuelle forhold skal tilsige, at muligheden for at inddrive kravet vil blive vanskeliggjort grundet klagerens særlige adfærd og forringelse af almindelige inddrivelsesmidler, når sagen måtte være afgjort." (vores understregning) 

Det samme er angivet i Skatteforvaltningsloven med kommentarer af Poul Bostrup m.fl., Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2017, på side 1055 og 1056. Der fremgår følgende af side 1055 og frem:

"Som det fremgår af forarbejderne (lovmotiverne), var det allerede inden skatteforvaltningslovens § 51 fast praksis på skatteområdet, at hvis der klages over en skatteansættelse, så gives der efter anmodning som udgangspunkt henstand med betaling af den del af skatten som klagen vedrører. Dog ud fra et konkret skøn, men under den administrative hovedregel, at dette skal indrømmes.

Undtagelsessituationer, hvor henstanden ikke ydes, eller hvor man betinger henstand af sikkerhedsstillelse, er forbeholdt de meget få og konkrete situationer, hvor der må anses at være nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, for eksempel hvis den skattepligtige er ved at flytte til udlandet.

Som det fremgår af lovforarbejderne samt også af opbygningen i selve lovreglen, så er alternativet i disse særlige situationer med fare for kravet, at der bevilges henstand mod sikkerhedsstillelse som vilkår.

[…]

Se herved også Højesteretsdom i SKM 2014.198 HD, hvor Højesteret i den konkrete sag dog gjorde en undtagelse og ikke indrømmede henstand, idet der var nærliggende fare for at kravet ikke kunne betales, men samtidig fremhævede Højesteret i præmisserne det generelle og klare administrative udgangspunkt om, at klagehenstand ellers er et betinget retskrav.

Højesteret udtalte således blandt andet, at der som udgangspunkt efter anmodning skal meddeles henstand med betaling under en klagesag, og at denne adgang må antages navnlig at skyldes, at det ikke havde store ulemper for en borger at skulle betale et beløb, som måske uretmæssigt er pålagt borgeren." (vores fremhævning)

I Den Juridiske vejledning, 2023-1, afsnit A.A.12.1 som udtrykker Skatteforvaltningens opfattelse af gældende ret fremgår det, at en borger ikke har retskrav på henstand. Denne opfattelse nuanceres på side 1057, hvor der er anført følgende:

"Det er for bastant, når SKAT helt firkantet i sin juridiske vejledning 2016, afsnit A.A.12.1 skriver som følger:« Der er ikke et retskrav på henstand og det fremgår ikke af loven eller af forarbejderne i øvrigt en nærmere angivelse af de kriterier, der skal indgå i vurderingen af, om der i en given situation der gives eller nægtes henstand.«  

[…] 

SKAT’s udlægning af SKM 2014.198 HD som udtryk for en meget bred "helhedsvurdering af, om henstand skal bevilges ved klage er forkert - og ført ud i livet vil en sådan praksis være for snæver." (vores understregning)

Det tages ved ovennævnte kommentar afstand fra den stringente og bastante retsopfattelse som kommer til udtryk i Den Juridiske Vejledning. Der henvises således til, at det af Højesterets præmisser i dom af den 19. marts 2014 offentliggjort som SKM2014.198.HR følger, at hovedreglen er, at der skal gives klagebetinget henstand.

I denne sag har Skattestyrelsen henvist til retsanvendelsen i to afgørelser truffet af Landsskatteretten offentliggjort som henholdsvis SKM2011.662.LSR og SKM2012.399.LSR, som begrundelse for afslaget på klagebetinget henstand, jf. bilag 11, side 2. Det gøres gældende, at de to afgørelser ikke er relevante for A, jf. gennemgangen i det følgende:

I SKM2011.662.LSR var faktum, at et selskab den 9. september 2010 havde anmodet daværende SKAT om bindende svar på, om selskabet kunne få momsfradrag for udgifter til omlægning af skov til rekreativ skov. SKAT svarede den 17. november 2010 "nej" til spørgsmålet, og selskabet påklagede den 4. januar 2011 det bindende svar til Landsskatteretten.

Selskabet havde indgivet en efterangivelse af moms, og anmodede i denne forbindelse den 3. marts 2011 SKAT om klagebetinget henstand med det efterangivne beløb med henvisning til, at det bindende svar var blevet påklaget til Landsskatteretten.

SKAT afslog anmodningen om klagebetinget henstand, og dette afslag blev af selskabet påklaget til Landsskatteretten. Landsskatteretten henviste indledningsvist til skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. punktums ordlyd:

"Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning give henstand med betaling af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører".

Landsskatteretten anførte herefter blandt andet følgende:

"Efter ordlyden af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. punktum, omfatter SKAT’s adgang til at bevilge henstand under klagebehandling alene krav, som en "klage over opgørelsen" vedrører.  

For at der kan anses at foreligge en "klage over opgørelsen", må der ud fra en naturlig sproglig forståelse skulle foreligge en klage over en afgørelse, hvor SKAT har fastsat/opgjort et beløb som punkt i opgørelsen af den skattepligtige indkomst eller fastsat/opgjort et krav på moms, afgifter eller lignende"

Da der i den pågældende sag ikke forelå en afgørelse fra SKAT, hvor der var foretaget en egentlig forhøjelse af selskabets momstilsvar, var der således ikke grundlag for klagebetinget henstand.

Sagen er ikke sammenlignelig med denne sag, idet Skattestyrelsen har ændret A’s skatteansættelse for indkomståret 2016, hvorved A’s aktieindkomst er blevet forhøjet med den følge, at han skal betale kr. 40.605.942 i aktieavanceskat, jf. bilag 8 og 2.

Skattestyrelsen materielle afgørelse er af A blevet påklaget til Skatteankestyrelsen og klagen vedrører således berettigelsen af Skattestyrelsens forhøjelse af A’s aktieindkomst, jf. bilag 3. Denne klagesag verserer fortsat og er således uafgjort.

A’s klagesag for Skatteankestyrelsen vedrører således selve skatteforhøjelsen for indkomståret 2016. Hvis A får medhold i klagesagen, så medfører dette, at A ikke skal betale aktieavanceskatten på de kr. 40.605.942 for indkomståret 2016. A ønsker derfor, at det omtvistede krav prøves inden, at det inddrives, hvilket også er rimeligt. 

I SKM2012.399.LSR var omstændighederne, at daværende SKAT ved afgørelse af den 3. juni 2010 ændrede et selskabs skatteansættelse for indkomståret 2006. Selskabet påklagede ikke afgørelsen.

Efter klagefristens udløb anmodede selskabet om genoptagelse af skatteansættelsen. SKAT gav afslag på genoptagelsesanmodningen. Selskabet påklagede afslaget på genoptagelsesanmodningen til Landsskatteretten og anmodede samtidigt om klagebetinget henstand med den skat, som afgørelsen af 3. juni 2010 medførte.

SKAT meddelte afslag til anmodningen om klagebetinget henstand med henvisning til, at en klage om afslag på anmodning om genoptagelse ikke udløser en ændring af den skattepligtige indkomst, men alene afgør muligheden for at få sagen genoptaget eller ej. Landsskatteretten var enig med SKAT heri.

Sagen er ikke sammenlignelig med denne sag, idet Skattestyrelsen som anført har ændret A’s skatteansættelse for indkomståret 2016 med den virkning, at A’s aktieindkomst er blevet forhøjet. 

A anmodede om en genoptagelse af skatteansættelsen, da han konstaterede, at Skattestyrelsen havde foretaget forhøjelsen. Skattestyrelsen accepterede genoptagelsesanmodningen, men fandt ikke grundlag for at ændre den foretagne forhøjelse.

Det forhold, at Skattestyrelsen genoptog skatteansættelsen medfører, at det er selve den forhøjede indkomst, der er blevet påklaget, hvorfor der - modsat faktum i den omtalte afgørelse fra Landsskatteretten - er tale om klagebehandling af en opgørelse af en skat.

Hvis A får medhold i klagesagen, medfører det, at aktieavance-skatten for indkomståret 2016 bortfalder.

Både SKM2011.662.LSR og SKM2012.399.LSR vedrører således situationer, hvor der ikke umiddelbart skulle ske nogen tilbagebetaling af skat, hvis skatteyderen fik medhold i klagesagen, hvorfor det i disse sager var klart, at der ikke var grundlag for henstand. 

Som anført er faktum, at hvis A får medhold i sin klagesag, der pt. verserer hos Skatteankestyrelsen, at han vil få nedsat sin aktieindkomst, hvorfor A som udgangspunkt har krav på at få klagebetinget henstand i medfør af skatteforvaltningslovens § 51. Det gøres gældende, at der ikke er grundlag for konkret at afslå at give A klagebetinget henstand eller i øvrigt at kræve sikkerhedsstillelse.

Skatteministeriet har under skriftvekslingen heroverfor henvist til, at Skattestyrelsen ikke genoptog A’s skatteansættelse, idet afgørelsen af den 6. marts 2019 efterfølgende blev ændret ved afgørelse af 24. april 2019.

Af Skattestyrelsens afgørelse af den 6. marts 2019 som efterfølgende blev korrigeret den 24. april 2019 fremgår imidlertid på side 1, jf. bilag 8, følgende:

"Skattestyrelsen har ændret grundlaget for din skat for 2016 […]"  

Faktum er således, at Skattestyrelsen herved genoptog skatteansættelsen for indkomståret 2016 og ikke kun behandlede spørgsmålet om henstand i relation til aktieavancebeskatningslovens § 39. Dette er ikke ændret som følge af afgørelsen af den 24. april 2019, jf. bilag 2.

A’s klagesag hos Skatteankestyrelsen vedrører således selve hans skatteansættelse for indkomståret 2016, idet der er nedlagt påstand om nedsættelse med kr. 40.605.942,88, jf. bilag 3. Klagesagen ved Skatteankestyrelsen vedrører derfor ikke alene spørgsmålet om henstand efter aktieavancebeskatningslovens § 39. Der skal derfor gives klagebetinges henstand til A, jf. skatteforvaltningslovens § 51.

3.2 Hjemvisning

Såfremt Retten desuagtet finder, at A ikke er berettiget til klagebetinget henstand, gøres det til støtte for den nedlagte subsidiære påstand gældende, at afgørelsen af 18. december 2019, jf. bilag 11, er behæftet med mangler, der er konkret væsentlige, hvorfor sagen bør hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

I denne sag har Skattestyrelsen først fremsendt et forslag til afslag på klagebetinget henstand den 20. november 2019, jf. bilag 9. Ved e-mail af den 5. december 2019, jf. bilag 10, blev Skattestyrelsen gjort opmærksom på, at den af Skattestyrelsen anvendte praksis vedrørende henstand ikke var sammenlignelig med forholdene i A’s sag.

På trods af dette fastholdte Skattestyrelsen sin argumentation for at nægte klagebetinget henstand og sendte afgørelsen dateret den 18. december 2019, jf. bilag 11. 

Skattestyrelsen blev på den baggrund kontaktet og anmodet om at genoptage afgørelsen, jf. bilag 12. Skattestyrelsen konstaterede imidlertid blot, at der ikke skulle have været fremsendt et forslag til afgørelse, jf. bilag 13. 

Skattestyrelsen har dermed selv fundet, at afgørelsen af den 18. december 2019 og begrundelsen i denne var forkert, jf. bilag 11. Det gøres derfor gældende, at afgørelsen er behæftet med retlige mangler, der er konkret væsentlige. I realiteten har Skattestyrelsen ved sin e-mail af den 14. januar 2020 ændret sin begrundelse for nægtelsen af henstand uden at genoptage afgørelsen, jf. bilag 13. Det gøres derfor gældende, at afgørelsen skal ugyldiggøres og hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. 

I en afgørelse truffet af Landsskatteretten den 13. marts 2013 offentliggjort som SKM2013.595.LSR, tillagde Landsskatteretten en klage over en afgørelse om henstand med sikkerhedsstillelse opsættende virkning, mens sagen var hjemvist til fornyet behandling hos Skattemyndighederne. 

De nærmere omstændigheder i sagen var, at daværende SKAT havde meddelt klagebetinget henstand betinget af, at ansøgeren stillede sikkerhed. 

Landsskatteretten ugyldiggjorde SKAT’s afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling hos SKAT, idet der - som i denne sag - forelå sagsbehandlingsfejl. Sagsbehandlingsfejlene bestod blandt andet i, at afgørelsen var truffet på et manglende tilstrækkeligt klarlagt og oplyst grundlag. Henset til sagsforløbets omstændigheder tillagde Landsskatteretten klagen opsættende virkning med virkning fra tidspunktet for Landsskatterettens afgørelse. 

Landsskatteretten anførte i sine præmisser blandt andet følgende:

"Landsskatteretten bemærker, at det i skatteforvaltningslovens § 51, stk. 4, nævnte skøn skal foretages ved overholdelse af gældende forvaltningsretlige regler og grundsætninger. Skønnet skal således foretages på grundlag af korrekte oplysninger samt ud fra en saglig skønsudøvelse.

Om kravene til forvaltningsmyndighedernes sagsoplysning henvises til blandt andet Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, s. 447 ff.

Landsskatteretten finder, at den påklagede afgørelse ikke er truffet på et tilstrækkeligt klarlagt og oplyst grundlag.  

[…] 

Landsskatteretten finder, at den påklagede afgørelse, særligt på grund af det manglende tilstrækkeligt klarlagte og oplyste grundlag, er behæftet med mangler, der er konkret væsentlige.

Afgørelsen er derfor ugyldig.

Landsskatteretten finder endvidere, at manglerne i form af det manglende tilstrækkeligt klarlagte og oplyste grundlag er af et sådant omfang, at sagen bør hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Den påklagede afgørelse ophæves derfor som ugyldig, og sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Henset til sagsforløbets omstændigheder, hvor sagsøgeren må anses for at have været uden indflydelse på, at der blev truffet en ugyldig afgørelse, samt uden indflydelse på den forløbne sagsbehandlingstid fra indgivelsen af henstandsansøgningen til SKAT’s afgørelse om henstandsansøgningen forelå, bør sagsøgeren stilles, som om Landsskatteretten kunne træffe afgørelse i nærværende klagesag på nuværende tidspunkt.  

Nærværende klage tillægges derfor fra dags dato at regne opsættende virkning i relation til betaling af de krav, som hen-standsansøgningen vedrører, indtil SKAT har truffet en ny afgørelse om henstandsansøgningen, og herefter tillige indtil der foreligger en afgørelse i en eventuel klagesag over denne nye afgørelse." (vores understregning)

Om ugyldighed henvises i øvrigt til Forvaltningsret Almindelige emner (2022) 7. udgave af Karsten Revsbech m.fl. side 323-324 og Forvaltningsret (2018) af Niels Fenger side 939-940.

Der gøres på baggrund af ovennævnte sammenfattende gældende, at Skattestyrelsens afgørelse af den 18. december 2019, jf. bilag 11, er behæftet med retlige mangler, der er konkret væsentlige, hvorfor afgørelsen bør ugyldiggøres ved hjemvisning til fornyet behandling hos Skattestyrelsen."

Skatteministeriet har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 29. maj 2023 hvoraf fremgår bl.a.:

"Skatteministeriet gør overordnet gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at betingelserne for at opnå henstand med betaling af aktieavanceskat på 40.605.942 kr. efter skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, er opfyldt. Skatteforvaltningen har derfor været berettiget til at opkræve betaling af aktieavanceskat på 40.605.942 kr. (afsnit 4.1).

Skatteministeriet gør herudover gældende, at Skattestyrelsens afgørelse af 18. december 2019 (bilag 11) er gyldig, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2. Sagen skal derfor ikke hjemvises til fornyet behandling (afsnit 4.2).

4.1 Sagsøgeren kan ikke få henstand i forbindelse med den verserende klagesag

4.1.1 Det retlige grundlag

Når Skattestyrelsen ved en afgørelse har fastslået, at en skat eller en afgift er skyldig, er kravet betalingsmodent. Klage eller domstolsindbringelse har dermed i udgangspunktet ikke opsættende virkning, jf. også statsskattelovens § 38:

"Ingen kommune eller skatteansat kan ved at klage over skatteansættelsen eller, såfremt der sker udpantning for skatten, ved indsigelse for fogeden unddrage sig fra forpligtelsen til i rette tid at indbetale den alt forfaldne del af skatten, medmindre der forinden foreligger en af kompetent myndighed truffen afgørelse for, enten at en ændring bør finde sted, eller at ansættelsen er sket med urette eller er ugyldig."

Skatteforvaltningslovens § 51 muliggør dog henstand under nærmere angivne betingelser. Da der er tale om en undtagelse til hovedreglen, er det sagsøgeren, der skal vise, at betingelserne for at meddele henstand er opfyldt.

Sagsøgerens henstandsanmodning blev indgivet i 2019. Det er således udformningen af henstandsbestemmelsen, som var gældende på det tidspunkt, som finder anvendelse på sagsøgerens henstandsanmodning.

Det følger af den dagældende skatteforvaltningslovs § 51, stk. 1, 1. pkt. (lovbekendtgørelse nr. 678 af 31. maj 2018), at:

"Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning give henstand med betaling af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører. Det gælder dog ikke afgørelser efter toldlovgivningen, jf. artikel 244 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks." (min understregning)

Det fremgår således direkte af ordlyden, at der kan gives henstand med betaling af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører.

Bestemmelsens stk. 1 er identisk med den bestemmelse, der blev indført ved lov nr. 427 af 6. juni 2005. Det fremgår af forarbejderne til denne bestemmelse, jf. de specielle bemærkninger til § 51 i lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005, at:

"Bestemmelsen er en lovfæstelse af § 27 i bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning, med en enkelt ændring, jf. stk. 2, 2 pkt. Bestemmelsen i § 27 er udtryk for en mangeårig praksis.

Efter gældende ret har en klage ikke opsættende virkning, medmindre andet er bestemt, jf. f.eks. statsskattelovens § 38.

Det er imidlertid fast praksis på skatteområdet, at hvis der klages over en skatteansættelse, så gives der efter anmodning som udgangspunkt henstand med betaling af den del af skatten, som klagen vedrører. Dette gælder dog ikke, hvis der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, f.eks. hvis den skattepligtige er ved at flytte til udlandet. Alternativt kan der kræves sikkerhedsstillelse for at give henstand." (mine understregninger)

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 51 er således en lovfæstelse af § 27 i bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning. Bekendtgørelsens § 27 foreskriver, at:

"§ 27  

Der kan efter ansøgning gives henstand med betaling af den del af en skat, arbejdsmarkedsbidrag, told, moms eller afgift i øvrigt, som klagen over opgørelsen vedrører. For afgørelser efter toldlovgivningen gælder dog artikel 244 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks.

Stk. 2. Det er en betingelse for henstand, at det beløb, der søges henstand for, opkræves særskilt. Der gives ikke henstand med beløb, der efter kildeskattelovens § 61, stk. 3, eller § 61 A, overføres som tilsvar for et efterfølgende år (indregnet restskat).

Stk. 3. Henstand i forbindelse med klage over en skatteansættelse omfatter tillige eventuelle afledte krav på arbejdsmarkedsbidrag." (mine understregninger)

Retten til henstand har altså både oprindeligt med § 27 i bekendtgørelsen og siden § 51 i skatteforvaltningsloven været betinget af, at der klages over en opgørelse af en skat/en skatteansættelse. Det er således ikke en klage over enhver afgørelse fra skatteforvaltningen, der kan medføre henstand efter bestemmelsen.

Retstilstanden efter skatteforvaltningslovens § 51 er også gengivet af Højesteret i begrundelsen i UfR 2014.1747 H, der vedrørte, om der var en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der blev ydet henstand.

At der ikke er adgang til henstand i tilfælde, hvor klagen ikke vedrører opgørelsen af skatten/skatteansættelsen, understøttes ligeledes af praksis, jf. f.eks. SKM2019.129.ØLR (der stadfæstede afgørelsen og begrundelsen i SKM2018.226.BR), SKM2022.180.LSR, SKM2020.460.LSR, SKM2020.424.LSR, SKM2013.688.LSR, SKM2012.399.LSR og SKM2011.662.LSR.

4.1.2 Den konkrete sag  

Sagsøgeren opfylder ikke betingelserne for at opnå henstand efter skatteforvaltningslovens § 51, idet henstand alene gives vedrørende betaling af den del af en skat, som en klage over selve opgørelsen vedrører.

Der er ingen uenighed om opgørelsen af den aktieavance - eller den skat - der blev udløst af sagsøgerens fraflytning i 2014. I forbindelse med sin fraflytning selvangav sagsøgeren da også selv den aktieavance, der medførte en aktieavanceskat på 40.605.942 kr. Denne skatteansættelse ligger dermed fast - også henset til, at der ingen anmodninger om genoptagelse er, der rækker tilbage til 2014.

Da der dermed ingen klage er over opgørelsen af skatten, er der ikke hjemmel til at opnå henstand, jf. også SKM2019.129.ØLR.

Sagsøgeren anmodede den 27. november 2018 om "genoptagelse" af indkomstårene 2015-2017 (bilag 7). Anmodningen er dog alene udtryk for, at sagsøgeren bad SKAT om at bortse fra fristoverskridelsen i relation til kravet om at indsende oplysninger om sin indkomst efter skattekontrollovens § 2 og beholdningsoversigt udarbejdet i medfør af § 39 A, indenfor de ovenfor nævnte frister, jf. herved aktieavancebeskatningslovens § 39, stk. 4. Der var til anmodningen alene knyttet bemærkninger til anmodningen om henstand, og der var derved ikke nogen bemærkninger til selve skatteansættelsen.

Skattestyrelsen traf den 24. april 2019 afgørelse i sagen (bilag 2). Det fremgår af afgørelsen af 24. april 2019, at "Skattestyrelsen har ikke ændret grundlaget for din skat for 2016" (bilag 2, side 2, 3. afsnit). I afgørelsen imødekom Skattestyrelsen ikke sagsøgerens anmodning om henstand efter aktieavancebeskatningslovens § 39, stk. 2, idet Skattestyrelsen efter en konkret vurdering ikke kunne se bort fra en ikke uvæsentlig fristoverskridelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 39, stk. 4.

Afgørelsen af 24. april 2019 erstattede afgørelsen af 6. marts 2019. Det er derfor uden betydning, at der i afgørelsen af 6. marts 2019 fejlagtigt stod "Vi har ændret grundlaget for din skat", som sagsøgeren ellers har anført (processkrift 1, side 2, 4. afsnit). Der er da heller ikke nogen materiel forskel på afgørelserne, da det øvrige indhold i afgørelsen af 6. marts 2019 er identisk med indholdet i afgørelsen af 24. april 2019.

Sagsøgeren har klaget over Skattestyrelsens afgørelse af 24. april 2019. 

Der er dog ikke tale om en klage over en skatteansættelse.

Skattestyrelsen har nemlig ved afgørelse af 24. april 2019 udelukkende taget stilling til, om der er grundlag for at se bort fra de fristoverskridelser, der medførte, at henstanden efter aktieavancebeskatningslovens § 39 bortfaldt. I afgørelsen blev der ikke taget stilling til skatteansættelsen, hvilket da også tydeliggøres af formuleringen "Skattestyrelsen har ikke ændret grundlaget for din skat for 2016" (bilag 2, side 2, 3. afsnit).

En klage over en afgørelse om, hvorvidt der er grundlag for at give henstand på trods af fristoverskridelsen, er ikke en klage over en skatteansættelse. Sagsøgeren er derfor ikke berettiget til henstand efter skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. pkt.

Dette gælder såvel efter bestemmelsens ordlyd, forarbejder som retspraksis.

For at opnå henstand skal der klages over en afgørelse, hvor Skattestyrelsen har fastsat/opgjort et beløb i opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Dette har sagsøgeren ikke gjort ved at klage over afgørelsen om, hvorvidt der er grundlag for, at skatteforvaltningen ser bort fra fristoverskridelsen, der medførte, at henstanden efter aktieavancebeskatningslovens § 39 bortfaldt. En klage over denne afgørelse udgør ikke en klagesag over en afgørelse om opgørelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst, men alene om sagsøgeren havde ret til at opnå henstand efter aktieavancebeskatningslovens § 39.

Det er således forkert, når sagsøgeren i stævningen anfører, at Skattestyrelsen i afgørelsen af 24. april 2019 har ændret hans skatteansættelse for 2016, og at ændringen medførte, at hans aktieindkomst blev forhøjet med den følge, at han skulle betale 40.605.942 kr. i aktieavanceskat (stævningen, side 10, 8. afsnit). Tilsvarende er det forkert, når sagsøgeren i stævningen anfører, at Skattestyrelsen i afgørelsen af 24. april 2019 genoptog skatteansættelsen for indkomståret 2016 og traf en endelig afgørelse på baggrund af sagsøgerens genoptagelsesanmodning af 27. november 2018 (bilag 7).

Skattestyrelsens afgørelse af 24. april 2019 illustrerer ud fra en naturlig sproglig forståelse - i modsætning til hvad sagsøgeren gør gældende - at der ikke foreligger en opgørelse af skat, men kun en afgørelse om afvisning af sagsøgerens henstandsanmodning, da Skattestyrelsen ikke kunne se bort fra en ikke uvæsentlig fristoverskridelse i forhold til aktieavancebeskatningslovens § 39, stk. 4, sammenholdt med aktieavancebeskatningslovens § 39, stk. 2.

Det bemærkes i øvrigt, at Skattestyrelsen forud for sin afgørelse af 24. april 2019 havde fremsendt en række anmodninger om indsendelse af oplysninger og rykkere om angivelse af indkomst efter skatteforvaltningslovens § 2 og beholdningsoversigt udarbejdet i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 39 A, stk. 1, som sagsøgeren ikke reagerede på (bilag 2, side 1). 

Det ændrer ikke herved, at sagsøgeren i sin klage over afgørelsen af 24. april 2019 principalt har nedlagt påstand om den hos sagsøgeren "opkrævede skat på kr. 40.605.942,88 af beregnet aktieavance for indkomståret 2016 nedsættes med kr. 40.605.942,88" (bilag 4, s. 2, 7. afsnit). For den påklagede afgørelse har slet ikke omhandlet sagsøgerens skatteansættelse. Afgørelsen vedrørte alene sagsøgerens henstandsanmodning. Sagsøgerens nedlagte påstande i klagesagen ændrer ikke på dette faktum. 

Der er desuden ikke tilknyttet nogle anbringender til påstanden om nedsættelse af den skattepligtige indkomst. Sagsøgeren har alene gjort gældende, at sagsøgeren er berettiget til henstand efter aktieavancebeskatningslovens § 39, stk. 2.

Grundlaget for sagsøgerens påstand om nedsættelse af indkomstskatten med 40.605.942,88 kr. i klagesagen, der fortsat verserer, er derfor uklart. Det bemærkes herved, at sagsøgeren på intet tidspunkt har udtrykt uenighed i skatteansættelsen. I forbindelse med sin fraflytning selvangav sagsøgeren da også som nævnt en aktieavance, der medførte en aktieavanceskat på 40.605.942 kr., svarende til det beløb som sagsøgeren ikke fik henstand med ved Skattestyrelsens afgørelse af 24. april 2019. Det må derfor afvises, at sagsøgeren nu ønsker at nedsætte den aktieindkomst, som han oprindeligt selv har selvangivet, særligt henset til, at sagsøgeren ikke har gjort noget gældende til støtte herfor i sin klageskrivelse.

Det forekommer også usammenhængende, at sagsøgeren ikke har problematiseret den "manglende" begrundelse for, at sagsøgerens skattepligtige indkomst er blevet "forhøjet" i afgørelsen af 24. april 2019. Sagsøgeren har alene problematiseret, at Skattestyrelsen - efter sagsøgerens opfattelse - ikke har anvendt sammenlignelig praksis i sin vurdering af henstandsanmodningen. Hvis sagsøgeren reelt mener, at Skattestyrelsen har ændret sagsøgerens skattepligtige indkomst ved afgørelsen af 24. april 2019, må det da efter sagsøgers opfattelse også være problematisk, at Skattestyrelsen slet ikke har angivet nogen begrundelse herfor.

At sagsøgeren ikke har fundet dette problematisk, skyldes naturligvis, at der i afgørelsen af 24. april 2019 ikke er taget stilling til sagsøgernes skatteansættelse, men alene henstandsanmodningen. Sagsøgerens repræsentant synes da også selv at tilkendegive dette i sit brev af 8. januar 2020, hvor han udtaler følgende (bilag 12, side 1, 4. afsnit):

"Selvfølgelig selvangav min klient i forbindelse med hans fraflytning i 2014 en avance, da han var forpligtet hertil, og dette medførte en aktieavanceskat på kr. 40.605.942. Den for Skatteankestyrelsen foreliggende sag har som sådan intet med selvangivelsen for 2014 at gøre, men vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der i 2016 er sket ophør af henstandsbeskatningen, hvorved skatten forfaldt til betaling." (min understregning)

Det er ligeledes uden betydning, at sagsøgerens rådgiver den 27. november 2018 anmodede om genoptagelse af indkomstårene 2015-2017 (bilag 7). Anmodningens indhold understøtter klart, der ikke var tale om en anmodning om genoptagelsen af skatteansættelsen, men derimod alene muligheden for at opnå henstand med betalingen af aktieavancen på 40.605.942,88 kr. i de pågældende indkomstår. Skattestyrelsens afgørelse af 24. april 2019 er derfor ikke udtryk for genoptagelse af en skatteansættelse af denne grund.

4.2 Skattestyrelsens afgørelse er ikke ugyldig

Sagsøgeren har ikke bevist, at Skattestyrelsens afgørelse af 18. december 2019 er ugyldig, herunder at afgørelsen om afslag på henstand er behæftet med mangler, der er konkret væsentlige.

Så vidt ses gør sagsøgeren gældende, at afgørelsen er begrundet forkert (stævningen, side 12, 1. afsnit).

Om kravene til begrundelse følger det af forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2:

"En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. 

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen."

Skattestyrelsens afgørelse af 18. december 2019 om afslag på henstand indeholder en redegørelse for sagens faktiske forhold, som afslaget på henstand er begrundet med (bilag 11, side 1, 7.-11. afsnit), en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet i henhold til (bilag 11, side 1, 12. afsnit - side 2, 2. og afsnit), samt en begrundelse for den trufne afgørelse (bilag 11, side 2, 3-6. afsnit). Skattestyrelsen tog endvidere stilling til de modtagne bemærkninger fra sagsøgerens repræsentant, advokat JL (bilag 11, side 4, 2.-4. afsnit). 

Kravene i forvaltningsloven er dermed utvivlsomt opfyldt.

Det kan ikke anses som en mangel, at Skattestyrelsens sagsbehandler den 14. januar 2020 anførte, at der kunne være truffet afgørelse om nægtelse af henstand efter skatteforvaltningslovens § 51 med en kortere begrundelse (bilag 13).

Det er derudover forkert, når sagsøgeren har gjort gældende, at Skattestyrelsen i svaret af 14. januar 2020 konstaterede, at der hverken skulle have været fremsendt forslag til afgørelse eller truffet en afgørelse (stævningen, side 12, 2. afsnit).

Skattestyrelsens svar af 14. januar 2020 illustrerer - i modsætning til hvad sagsøgeren har gjort gældende - at der efter sagsbehandlerens opfattelse ikke var behov for at fremsende et forslag til afgørelse, men alene den endelige afgørelse af 18. december 2019 til sagsøgeren. At Skattestyrelsen alligevel - til gunst for skatteyderens muligheder for at blive partshørt - vælger at fremsende et forslag til afgørelse inden den endelige afgørelse, kan naturligvis ikke anses for at være en fejl, der medfører ugyldighed.

I SKM 2013.595.LSR, som sagsøgeren henviser til, havde skatteforvaltningen truffet afgørelse på et ikke tilstrækkeligt klart og oplyst grundlag, hvorfor Landsskatteretten fandt, at afgørelsen var behæftet med mangler, der konkret var væsentlige. Sagen i SKM 2013.595.LSR er således ikke sammenlignelig med denne sag. I denne sag er afgørelsen truffet på et klart og oplyst grundlag.

Selv hvis retten måtte finde, at afgørelsen er mangelfuldt begrundet, fører en konkret væsentlighedsvurdering i denne sag til, at der ikke foreligger ugyldighed, jf. UfR 2000.776 H, UfR 2007.225 H og SKM2012.168.ØLR.

Skattestyrelsens afgørelse er således under alle omstændigheder gyldig."

Rettens begrundelse og resultat

Den i sagen omhandlede afgørelse, der blev truffet af Skattestyrelsen den 6. marts 2019, og siden erstattet af afgørelsen af 24. april 2019, og fastholdt ved afgørelsen af 18. december 2019, der blev stadfæstet af Skatteankestyrelsen den 21. december 2019, er ikke en afgørelse, hvorved der er sket en opgørelse eller fastlæggelse i øvrigt af den aktieavanceskat, som A skal betale for indkomståret 2016.

Afgørelsen indeholder således alene et afslag på (yderligere) henstand med betalingen af aktieavanceskatten. 

A’s klage over afgørelsen er endvidere i substansen en klage over dette afslag på henstand.

Som også anført af Skatteministeriet, er der således i klagen alene anført anbringender til støtte for henstand, men ingen anbringender til støtte for, at A’s aktieavanceskat for 2016 er fastsat eller opgjort fejlagtigt eller i øvrigt med urette. Som sagen er ført for retten, er der endvidere heller ikke grundlag for at antage, at den omhandlede aktieavanceskat er fastsat eller opgjort fejlagtigt eller i øvrigt med urette.

Under disse omstændigheder er der ikke grundlag for at tage A’s principale påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at han er berettiget til at få henstand med betalingen af aktieavanceskatten, til følge.

Det er endvidere ikke godtgjort, at Skattestyrelsens afgørelse af 18. december 2019 lider af sagsbehandlingsfejl, der kan begrunde hjemvisning.

På denne baggrund tager retten Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Skatteministeriet skal herefter tilkendes sagsomkostninger, der i denne sag alene består i udgifter til udgifter til advokatbistand, der, jf. retsplejelovens § 316, stk. 1, skal erstattes med et passende beløb.

Ved fastsættelsen af dette beløb må der i denne sag tages udgangspunkt i sagens karakter, det opnåede resultat og parternes interesse i sagen, herunder den økonomiske betydning af den, samt advokatarbejdets omfang som følge heraf, og retten finder, at sagsomkostningerne herefter passende kan fastsættes til 50.000,00 kr.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 50.000,00 kr. 

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.