Parter 

A

(v/advokat Henrik Rahbek ved v/advokat Matthias Albertsen Brorsen)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Mattias  Chor)

Retten i Lyngby har den 20. november 2020 afsagt dom i 1. instans (sag BS21437/2018-LYN).

Afgørelsen er truffet af landsdommerne 

Tine Vuust, Nicolai Uggerhøj-Winther og Tine Pii (kst.)

Påstande

Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, principalt at hans indkomst for indkomståret 2012 nedsættes med 2.740.214 kr., subsidiært at indkomstopgørelsen for indkomståret 2012 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om principalt stadfæstelse, subsidiært at

As skattepligtige indkomst i indkomståret 2011 forhøjes med 2.740.214 kr. og nedsættes i indkomståret 2012 med samme beløb.

Over for Skatteministeriets subsidiære påstand har A påstået principalt frifindelse, subsidiært at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at hans indkomst for indkomståret 2012 nedsættes med 2.740.214 kr., og at hans indkomstopgørelse for indkomståret 2011 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Supplerende sagsfremstilling

Der er fremlagt en række nye bilag for landsretten, herunder breve og e-mails i perioden fra den 1. februar til den 8. april 2011 fra F1-bank til kommanditselskabet, hvor banken giver henstand med visse betalinger, varsler at ville gøre misligholdelsesbeføjelser gældende og frigiver pantet i skibet for at muliggøre et salg heraf.

Der er endvidere fremlagt et endeligt likvidationsregnskab for G1 K/S (kommanditselskabet) for perioden 1. januar 2011 til 31. marts 2012.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender i relation til de for byretten nedlagte påstande.

A har endvidere anført, at selvom det måtte blive lagt til grund, at han blev frigjort fra gælden i indkomståret 2012, er der ikke grundlag for at opretholde forhøjelsen af hans skattepligtige indkomst, idet kursgevinstlovens regler fører til, at de oprindelige lån i skattemæssig henseende skal anses som indfriet i indkomståret 2011 og erstattet at to nye lån til en kursværdi på nul eller deromkring. Derfor vil en eventuel kursgevinst opnået i indkomståret 2012 ligeledes være nul eller deromkring.

Da gevinst på gæld opgøres som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen af gælden og værdien ved frigørelsen eller indfrielsen, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3, er det for at opgøre det skattepligtige beløb nødvendigt at tage stilling til lånets kursværdi på det tidspunkt, hvor lånet etableres, og på det tidspunkt, hvor lånet indfries mv. Kursgevinstlovens regler indebærer, at såfremt der sker væsentlige ændringer af vilkårene i en låneaftale, medfører det, at lånet i skatteretlig forstand skal anses for indfriet og erstattet af en ny låneaftale. Dette princip, der fremgik af det nu ophævede cirkulære om kursgevinstloven fra 1992, jf. CIR nr. 134 af den 29. juli 1992, pkt. 162, er almindeligt anerkendt i skatteretlig praksis. Hvornår ændringerne af aftalen anses for væsentlige beror på en konkret vurdering af de ændringer, der foretages i gældsforholdet. Begge de to lån, som kommanditselskabet havde optaget hos F1-bank, var oprindeligt annuitetslån, der var ydet med pantesikkerhed i skibet. I 2011 ændrede begge lånene karakter. For det første blev gældens størrelse reduceret betragteligt med provenuet fra salget af skibet og kravet mod G2. For det andet blev ydelsesrækken på lånene ændret, idet betalingen af renter og afdrag på lånene flere gange blev udsat. For det tredje blev de faktiske renteomkostninger forhøjet ved de gentagne aftaler. For det fjerde opgav F1-bank sit pant i skibet, således at lånene fremadrettet var usikrede, og for det femte varslede F1-bank, at lånene kunne tvangsinddrives og hovedstolen forfalde til øjeblikkelig betaling. Dette blev dog ikke iværksat, da man fra bankens side foretrak et frivilligt salg af skibet. Under disse omstændigheder ændrede de to lån i løbet af indkomståret 2011 karakter fra at være sædvanlige annuitetslån med pantesikkerhed i skibet til i stedet at være usikrede stående lån med betydeligt lavere hovedstol og ændrede totale renteomkostninger. Der er tale om så fundamentale ændringer, at begge de to lån i kursgevinstlovens forstand må anses som indfriet i 2011 og samtidig erstattet af to nye lån. Det er med andre ord ikke det samme gældsforhold, der blev bragt ind i 2012. Henset til kommanditselskabets økonomi i 2011 blev de to nye lån etableret til en kursværdi på nul eller deromkring. Såfremt det lægges til grund, at han blev frigjort fra gælden i 2012, hvilket bestrides, vil kursgevinsten derfor også skulle opgøres til nul eller deromkring, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 2.

Finder landsretten, at han i indkomståret 2012 blev frigjort fra en gæld, der var etableret i 2011, skal sagen hjemvises til Skattestyrelsen med henblik på en ansættelse af kursgevinsten, herunder kursværdien på etableringstidspunktet og frigørelsestidspunktet. Tilsvarende skal sagen hjemvises til Skattestyrelsen med henblik på ansættelse af kursgevinsten, såfremt landsretten finder, at han havde en skattepligtig kursgevinst på de oprindeligt etablerede lån i indkomståret 2011.

Skatteministeriet har heroverfor anført, at kommanditselskabets lån ikke kan anses for indfriet i skatteretlig henseende på et ikke nærmere specificeret tidspunkt i 2011, således som A gør gældende for landsretten. Hverken den omstændighed, at der blev ydet midlertidig henstand med visse betalinger (med deraf følgende yderligere renteomkostninger), eller at lånebeløbet blev nedbragt med salgsprovenuet fra skibet - som bankerne havde pant i til sikkerhed for lånene, men som blev opgivet i forbindelse med salget af skibet - udgør isoleret eller samlet sådanne ændringer af lånevilkårene, at gælden kan anses for indfriet og stiftet på ny. Bankernes opgivelse af panteretten i kommanditselskabets skib skete således under den udtrykkelige betingelse, at provenuet fra salget blev indbetalt til bankerne og med fastholdelse af øvrige sikkerheder, jf. brevene af 7. og 8. april 2011. Det er derfor ikke retvisende, når A blot anfører, at bankerne opgav deres pant i skibet. Den omstændighed, at F1-bank ved brevene fra februar 2011 til kommanditselskabet gjorde opmærksom på, at der forelå misligholdelse af låneaftalerne, men samtidig - som også anført af A selv - undlod at udøve misligholdelsesbeføjelser, udgør i sagens natur heller ikke en ændring af lånevilkårene. Der er derfor ikke noget grundlag for den hævdede skatteretlige novation af låneaftalerne i 2011, idet der ikke er sket ændringer - endsige væsentlige ændringer - i lånevilkårene.

Hvis landsretten er enig i As nye synspunkt om, at der i 2011 skete en indfrielse og nystiftelse af gælden, indebærer det alene, at han skal beskattes af den realiserede kursgevinst i 2011 i stedet for 2012. Konsekvensen af, at de hævdede nye lån er etableret til en kursværdi på "nul kroner eller deromkring", som anført af A, er, at gælden er indfriet til samme beløb. Han har dermed i givet fald realiseret en skattepligtig kursgevinst i 2011 på et beløb svarende til restgælden på 2.740.214 kr., hvilket er baggrunden for Skatteministeriets subsidiære påstand, der giver mulighed for at omperiodisere kursgevinsten fra 2012 til 2011. Der er herefter ikke noget grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling. Når gælden er indfriet til kurs nul - hvilket Skatteministeriet ikke bestrider, såfremt det lægges til grund, at der er sket indfrielse i 2011 - skal hele kursgevinsten henføres til dette indkomstår. Hvis der måtte være grundlag for at hjemvise opgørelsen af As skatteansættelse for 2011 til fornyet behandling, bør også 2012 hjemvises til fornyet behandling med henblik på at fastlægge fordelingen af kursgevinsten i disse to indkomstår.

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagen angår, om A som kommanditist i kommanditselskabet G1 K/S har realiseret en skattepligtig kursgevinst på frigørelse for gæld til en række banker, og om en sådan kursgevinst i givet fald skal henføres til skatteåret 2011 eller 2012. Gælden hidrører fra to lån, et seniorlån og et juniorlån, optaget den 31. maj 2007 af kommanditselskabet i fremmed valuta (USD) på såkaldte limited recourse-vilkår, dvs. at kommanditselskabet hæfter for lånene med alle selskabets aktiver, men uden transport i kommanditisternes resthæftelse.

Gevinst ved frigørelse for gæld efter en betalingsforpligtelse (låneaftale) i fremmed valuta på vilkår som nævnt ovenfor er omfattet af kursgevinstloven og kan udløse beskatning, jf. således også Højesterets dom af 11. november 2019 (UfR 2020.202) om restgæld i fremmed valuta efter en låneaftale med et såkaldt non recourse-vilkår, hvorefter et kommanditselskab ikke hæftede med mere end den stillede sikkerhed og afkastet heraf.

Der er enighed mellem parterne om, at bankerne ikke har eftergivet kommanditselskabets restgæld efter låneaftalerne. Spørgsmålet er derfor, om kommanditselskabet kan anses for frigjort for gælden på andet grundlag.

Landsretten finder, at det også efter bevisførelsen for landsretten kan lægges til grund, at kommanditselskabets restgæld til bankerne blev afviklet i overensstemmelse med de mellem parterne aftalte lånevilkår, herunder vilkårene om limited recourse, således at kommanditselskabet blev frigjort fra restgælden i 2012 i forbindelse med den endelige overførsel af aktiver fra kommanditselskabet til bankerne samt kommanditselskabets og komplementarselskabets efterfølgende likvidation. Der er under disse omstændigheder og det i øvrigt oplyste ikke grundlag for at antage, at gælden til bankerne fortsat skulle bestå, idet det bemærkes, at A heller ikke for landsretten har fremlagt dokumentation for gældsforholdets fortsatte eksistens.

Landsretten har herved navnlig lagt vægt på ordlyden af låneaftalerne med bankerne af 31. maj 2007, herunder hæftelsesbegrænsningerne i punkt 3.5 vedrørende seniorlånet og punkt 2.4 vedrørende juniorlånet, sammenholdt med den supplerende aftale benævnt "Reporting of Claim" fra februar 2012, der er indgået mellem F1-bank på vegne af bankerne og kommanditselskabets likvidator, samt angivelsen af restgælden som henholdsvis en driftsindtægt i kommanditselskabets endelige likvidationsregnskab af 9. maj 2012 for perioden 1. januar 2011 til 31. marts 2012 og som skattemæssig indkomst i selskabets opgørelse af skattepligtig indkomst for indkomståret 2012 af 9. maj 2012 vedrørende perioden 1. januar til 31. marts 2012. Landsretten har endvidere lagt på vægt på indholdet af As e-mailkorrespondance med F1-bank i september 2011, der må forstås som forberedelserne til afviklingen af restgælden til bankerne i overensstemmelse med de aftalte lånevilkår, herunder den supplerende aftale fra februar 2012.

Da kommanditselskabet ikke er selvstændigt skattesubjekt, og beskatningen af et kommanditselskabs gevinst påhviler selskabsdeltagerne, tiltræder landsretten, at A, der som kommanditist hverken er blevet opkrævet eller har indbetalt restgæld til bankerne, efter det anførte har realiseret en skattepligtig kursgevinst på den omhandlede gæld, jf. kursgevinstlovens § 1, stk. 1, nr. 2, og § 23, 1. pkt., jf. § 20. Af de grunde, der er anført af byretten, og efter det angivne om restgælden i kommanditselskabets endelige likvidationsregnskab og opgørelse af skattepligtig indkomst for indkomståret 2012 og det i øvrigt foreliggende, tiltræder landsretten endvidere, at den skattepligtige indkomst er opgjort til 2.740.214 kr.

Landsretten finder herunder, at vilkårene for låneaftalen ikke undergik sådanne ændringer i 2011, at der dermed var tale om stiftelse af ny gæld i kursgevinstlovens forstand med den konsekvens, at skattepligten rettelig vedrører skatteåret 2011, jf. kursgevinstlovens § 25, stk. 1. Korrespondancen og samarbejdet mellem bankerne og kommanditselskabet i 2011 vedrørte alene sædvanlige spørgsmål om afvikling af gælden. Landsretten tiltræder derfor, at kursgevinsten er henført til skatteåret 2012.

På den baggrund stadfæster landsretten dommen.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 80.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens økonomiske værdi, omfang og forløb for landsretten samt hovedforhandlingens varighed.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 80.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.