Dato for udgivelse
08 dec 2020 10:57
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 sep 2020 10:43
SKM-nummer
SKM2020.502.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Gældsstyrelsen
Sagsnummer
BS-19588/2019
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Gyldig, Sagsomkostninger, Restskat, Fordring
Resumé

Sagen handlede om, hvorvidt Gældsstyrelsen afgørelse om modregning var gyldig.

Retten fandt,at modregningen var gyldig foretaget, idet kravet på sagsomkostninger, som Gældsstyrelsen ved modregningen havde dækket, ikke var forældet, ligesom Gældsstyrelsen ikke havde udvist passivitet. Retten fandt samtidig, at en restskat ikke var en beskyttet fordring.

Reference(r)

DL 5-14-4

Forældelseslovens § 30, stk. 3

Forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3

Gældsinddrivelseslovens § 18, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-2 A.A.9.12

Henvisning

Den juridiske vejledning A.A.9.6

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-2 G.A.2.4.1

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Landsskatteretten, Ej offentliggjort

Parter

A

mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/ advokat Mette Halmø Rasmussen)

Denne afgørelse er truffet af byretsdommer

Helle Hjelm Poulsen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er behandlet uden anvendelse af reglerne i retsplejelovens kapitel 39, jf. rettens kendelse af 26. september 2019, er anlagt den 29. april 2019.

Sagen drejer sig om prøvelse af Skatteankestyrelsens afgørelse af 31. januar 2019, hvorved Gældsstyrelsens afgørelse af 19. november 2018 vedrørende modregning med i alt 5.038,00 kr. blev stadfæstet.

A har fremsat påstand om, at Skatteankestyrelsens afgørelse af 31. januar 2019 ophæves, således at Gældsstyrelsen skal betale modregningsbeløbet på 5.038,00 kr. til A.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Ved Østre Landsrets dom af 3. september 2001 blev A pålagt at betale 287.500 kr. til politiet i sagsomkostninger.

A advokat fremkom i brev af 12. juli 2006 med indsigelser mod kravet overfor Politimesteren i Y1-by der ved brev af 13. juli 2006 meddelte As advokat, at hans indsigelse var videresendt til SKAT, Inddrivelsescentret, der havde overtaget inddrivelsen af kravet.

Ved brev af 18. august 2006 anmodede SKAT, Inddrivelsescentret, A om at betale restancen inden 14 dage, ligesom han blev anmodet om at fremsende budgetoplysninger med henblik på at indgå en afdragsordning, såfremt han ikke kunne afvikle gælden indenfor fristen. Brevet, der ikke er underskrevet, blev sendt til As adresse i Y2-bopæl.

Den 1. september 2006 traf Politimesteren i Y1-by afgørelse om, at der ikke var grundlag for eller hjemmel til at indstille inddrivelsen af de pådømte sagsomkostninger, ligesom Politimesteren vejledte om muligheden for påklage af afgørelsen til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen. Afgørelsen blev sendt til As advokat.

Ved brev af 4. oktober 2006 indbragte As advokat afgørelsen for Direktoratet for Kriminalforsorgen, og ved brev af 8. februar 2007 fastholdt As advokat klagen.

Den 13. august 2007 videresendte Direktoratet for Kriminalforsorgen klagen til Justitsministeriet.

Den 3. oktober 2007 oplyste Justitsministeriet som overordnet myndighed As advokat, at ministeriet havde opfattet klagen som udtryk for et ønske om, at Justitsministeriet foretog en efterprøvelse af Østre Landsrets beslutning om at pålægge A sagsomkostninger, men at Justitsministeriet ikke kunne gribe ind i eller ændre domstolenes afgørelse vedrørende de idømte sagsomkostninger.

Den 20. marts 2009 varslede SKAT, Inddrivelsescentret, at SKAT agtede at foretage lønindeholdelse overfor A. Brevet, der ikke er underskrevet, blev sendt til As adresse i Y3-bopæl.

I brev af 1. april 2009 til Skattecenter Y4-by påpegede A diverse fejl og udbad sig en forklaring. I brevet oplyste A sin adresse til Y3-bopæl.

Den 14. april 2009 traf SKAT, Inddrivelsescentret, afgørelse om at foretage lønindeholdelse hos A i overensstemmelse med varslet. Det angives i afgørelsen, at forældelsen af kravet er afbrudt ved underretningen om lønindeholdelse. Afgørelsen, der ikke er underskrevet, blev sendt til As adresse i Y3-bopæl.

Ved brev af 17. oktober 2012 varslede SKAT, Inddrivelsescentret, på ny at SKAT agtede at foretage lønindeholdelse overfor A. SKAT oplyste endvidere, at kravet efter SKATs opfattelse ikke var forældet. Brevet, der ikke er underskrevet, men sendt af NP, blev sendt til As adresse i Y5-bopæl.

Den 5. november 2012 traf SKAT, Inddrivelsescentret, afgørelse om at foretage lønindeholdelse hos A i overensstemmelse med varslet. Afgørelsen, der ikke er underskrevet, men truffet af SA, blev sendt til As adresse i Y5-bopæl. Det angives i afgørelsen, at forældelsen af kravet er afbrudt ved afgørelsen.

I e-mail af 9. november 2012 til SKAT klagede A over afgørelsen om lønindeholdelse.

Ved afgørelse af 6. februar 2014 afviste Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, As indsigelse om, at kravet vedrørende sagsomkostninger var forældet.

Ved brev af 31. marts 2014 til As advokat oplyste Direktoratet for Kriminalforsorgen, at der ikke var yderligere administrativ klageadgang, og ved brev af 13. maj 2014 fastholdt direktoratet over for advokaten sin afgørelse og anførte endvidere, at forældelsen heller ikke var indtrådt, idet SKAT havde truffet afgørelse om lønindeholdelse den 14. april 2009.

A fik for indkomståret 2017 et tilgodehavende vedrørende restskat på 5.038,00 kr.

Den 19. november 2019 modregnede Gældsstyrelsen tilgodehavendet på 5.038,00 kr. i den skyldige restance vedrørende sagsomkostninger.

Den 31. januar 2019 stadfæstede Skatteankestyrelsen Gældsstyrelsens afgørelse af 19. november 2018 om modregning. I afgørelsen er angivet blandt andet følgende:

"Skatteankestyrelsens afgørelse

Klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration af kravet, kan indbringes for Landsskatteretten. Det fremgår af § 17 i inddrivelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 om inddrivelse af gæld til det offentlige med senere ændringer).

Sådanne klager afgøres af Skatteankestyrelsen, jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen.

Klageren blev taget under konkursbehandling ved dekret afsagt af Sø - og Handelsrettens Skifteret 22. december 2016. Fristdagen er 22. januar 2016, og konkursboet ses endnu ikke at være afsluttet.

Konkurslovens (lovbekendtgørelse nr. 11 af 6. januar 2014 med senere ændringer) regler om modregning i konkurs vedrører fordringshaverens modregning med (mod)fordringer, der kan gøres gældende mod konkursboet efter konkurslovens § 38, i (hoved)fordringer, der indgår i konkursmassen efter konkurslovens § 32.

Det fremgår af konkurslovens § 32, at konkursmassen omfatter skyldnerens formue ved afsigelsen af konkursdekretet, og hvad der under konkursen tilfalder ham. Af konkurslovens § 33 fremgår, at skyldnerens indtægter ved egen virksomhed under konkursen, og hvad der træder i stedet derfor, ikke indgår i konkursmassen.

Klagerens krav på overskydende skat vedrører indkomståret 2017. Det fremgår af Højesterets dom af 31. maj 1985, offentliggjort i U 1985.619 H, at krav på indkomstskat stiftes ved udløbet af indkomståret. Klagerens krav på overskydende skat anses derfor for at være stiftet tidligst 1. januar 2018, og kravet indgår derfor ikke i konkursmassen, jf. konkurslovens § 33.

Det fremgår af konkurslovens § 156, at en fordringshaver beholder sin ret mod skyldneren for den del af fordringen, som ikke er dækket gennem udlodning fra konkursboet. Klageren må således tåle inddrivelse i fordringer, der ikke er omfattet af konkursmassen, såfremt inddrivelsen — som i dette tilfælde er sket ved modregning — i øvrigt sker under overholdelse af gældende ret.

Klagerens gæld vedrørende sagsomkostninger til politiet blev overdraget til inddrivelse hos skatteforvaltningens restanceinddrivelsesmyndighed 30. juni 2006.

Det fremgår af § 2, stk. 4, i den på overdragelsestidspunktet gældende inddrivelseslov (lov nr. 429 af 6. juni 2005 om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer), at fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, inden overdragelse af fordringer m.v. til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, skriftligt skal underrette skyldneren om overdragelsen.

Af brevet af 13. juli 2006 fra Politimesteren i Y1-by til klagerens advokat fremgår det, at advokatens henvendelse fra dagen før var blevet videresendt til SKAT, som havde overtaget inddrivelsen, hvilket ifølge brevet også var blevet nævnt i en skrivelse af 30. juni 2006. Skatteankestyrelsen anser på den baggrund betingelsen i den dagældende inddrivelseslovs § 2, stk. 4, for at være opfyldt.

Skatteankestyrelsen skal herefter tage stilling til, om den gennemførte modregning er foretaget under overholdelse af gældende ret vedrørende modregning.

Der gælder ikke særlige modregningsregler vedrørende modregning i overskydende skat (hovedfordringen) til dækning af gæld vedrørende sagsomkostninger til politiet (modfordringen). Modregning kan derfor kun gennemføres, hvis fordringerne er udjævnelige, modfordringen retskraftig, der foreligger gensidighed mellem fordringerne, og hvis fordringerne er afviklingsmodne.

Klageren har anført, at gælden vedrørende sagsomkostninger til politiet er forældet, og at modfordringen dermed ikke er retskraftig.

Indtil 1. januar 2008, hvor den nugældende forældelseslov (lovbekendtgørelse nr. 1238 af 9. november 2015 med senere ændringer) trådte i kraft, var spørgsmålet om forældelse af gæld, der er fastslået ved dom, reguleret i Danske Lov 5-14-4.

Efter Danske Lov 5-14-4 gjaldt en forældelsesfrist på 20 år. Fristen blev regnet fra tidspunktet for gældens stiftelse, det vil sige fra tidspunktet for dommens afsigelse, og forældelsen kunne afbrydes ved, at fordringshaveren påmindede skyldneren om gælden.

Klageren blev ved dom afsagt af Østre Landsret 3. september 2001 pålagt at betale 287.500 kr. i sagsomkostninger til politiet. Forældelse af gælden efter Danske Lov 5-14-4 ville — som udgangspunkt — derfor tidligst være indtrådt 3. september 2021.

Det fremgår som nævnt af brevet af 13. juli 2006 fra Politimesteren i Y1-by til klagerens advokat, at advokatens henvendelse fra dagen før var blevet videresendt til SKAT, som havde overtaget inddrivelsen, hvilket ifølge brevet også var blevet nævnt i en skrivelse af 30. juni 2006.

Ved brevet af 3. oktober 2007 til klagerens advokat oplyste Justitsministeriet, som et svar på et brev fra advokaten vedrørende sagsomkostningerne, at sagsomkostningerne var på 287.500 kr. og var blevet pålagt klageren ved ovennævnte dom, og at ministeriet ikke kunne gribe ind i eller ændre afgørelser truffet af domstolene.

Skatteankestyrelsen finder, at både Politimesteren i Y1-bys brev af 13. juli 2006 og Justitsministeriets brev af 3. oktober 2007 kan anses for forældelsesafbrydende påmindelser. Dette henset til, at advokaten optrådte på klagerens vegne, hvorfor klageren kan identificeres med advokaten, og at advokaten, og dermed også klageren, som følge af brevenes karakter og indhold må antages at være blevet gjort bekendt med, at klageren efter myndighedernes opfattelse fortsat skyldte beløbet. Det bemærkes i forlængelse heraf, at justitsministeren er den øverste leder af politiet og udøver sin beføjelse gennem rigspolitichefen og politidirektørerne (tidligere politimestrene), og at Skatteankestyrelsen derfor finder, at der i forhold til spørgsmålet om påmindelsens afsender kan ske identifikation mellem Justitsministeriet og Politimesteren i Y1-by.

Der løb herefter en ny 20-årig forældelsesfrist fra senest 3. oktober 2007, og forældelse ville efter Danske Lov 5-14-4 derfor tidligst være indtrådt 3. oktober 2027.

Af § 30, stk. 1 og 3, i forældelsesloven, der som nævnt trådte i kraft 1. januar 2008, fremgår følgende:

"§ 30. Loven finder anvendelse også på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden ikrafttrædelsesdagen er forældet efter de hidtil gældende regler, jf. dog stk. 2 og 4. Forældelse indtræder dog tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet såvel efter denne lovs bestemmelser som efter de hidtil gældende bestemmelser. I det sidstnævnte tilfælde anvendes det seneste tidspunkt for forældelsens indtræden.

Stk. 3. Afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før lovens ikrafttræden, har virkning som afbrydelse efter denne lov, selv om den ikke er sket på den i loven foreskrevne måde."

Forældelsesfristerne i forældelsesloven, og reglerne om fristernes begyndelsestidspunkt, findes, når det drejer sig om gæld fastslået ved dom, i § 2, stk. 1 og 2, og § 5, stk. 1, nr. 3, der har følgende ordlyd:

"§ 2. Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

Stk. 2. Er der indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb.

(…)

"§ 5. Forældelsesfristen er 10 år,

3) når fordringens eksistens og størrelse er anerkendt skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse."

Den ved dommen pålagte gæld forfaldt, ifølge oplysningerne i inddrivelsessystemet EFI, til betaling 3. september 2001, som også var sidste rettidige betalingsdag. Forældelse af gælden efter forældelsesloven ville som udgangspunkt derfor være indtrådt 3. september 2011.

Da forældelsen blev afbrudt ved både Politimesteren i Y1-bys brev af 13. juli 2006 og Justitsministeriets brev af 3. oktober 2007, og da det fremgår af forældelseslovens § 30, stk. 3, at afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før lovens ikrafttræden, har virkning som afbrydelse også efter forældelsesloven, selv om den ikke er sket på den i loven foreskrevne måde, skal den nye forældelsesfrist regnes fra senest 3. oktober 2007. Forældelse af gælden efter forældelsesloven ville herefter — som udgangspunkt — derfor være indtrådt 3. oktober 2017.

Det fremgår af inddrivelseslovens § 18 a, stk. 1, at for fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere, regnes forældelsesfristen tidligst fra 20. november 2018.

Bestemmelsen indebærer, at forældelsesfristen for alle retskraftige fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, der er under inddrivelse 19. november 2015 eller senere, standses og tidligst begynder at løbe

20. november 2018. Den forældelsesfrist, der tidligst begynder at løbe 20. november 2018, er fordringens oprindelige forældelsesfrist, og der er således ikke tale afbrydelse i forældelsesretlig forstand.

Det betyder, at retskraftige fordringer (inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger) med en forældelsesfrist på 10 år, der er under inddrivelse 19. november 2015 eller senere, tidligst forældes 20. november 2028.

Klagerens gæld vedrørende sagsomkostninger til politiet blev som nævnt overdraget til inddrivelse hos skatteforvaltningens restanceinddrivelsesmyndighed 30. juni 2006. Da gælden var retskraftig på tidspunktet for overdragelsen til inddrivelse og fortsat var det 19. november 2015, er gælden omfattet af inddrivelseslovens § 18 a, stk. 1. Gælden var derfor ikke forældet, da Gældsstyrelsen 19. november 2018 traf afgørelse om modregning.

Der er intet grundlag for at antage, at de øvrige modregningsbetingelser ikke alle var opfyldt, da modregningen blev gennemført.

Det er derfor med rette, at Gældsstyrelsen har foretaget modregning i klagerens overskydende skat for indkomståret 2017 til dækning af gæld vedrørende sagsomkostninger til politiet.

Skatteankestyrelsen stadfæster herefter Gældsstyrelsens afgørelse."

Parternes synspunkter

A har henvist til det anførte i påstandsdokument af 4. august 2020 og har under hovedforhandlingen navnlig anført, at da SKAT sendte agterskrivelsen dateret den 14. april 2009, var der gået 8 år siden, han ved dommen var blevet pålagt sagsomkostninger. Efter agterskrivelsen skete der ikke noget før den 5. november 2012, hvor SKAT traf afgørelse om lønindeholdelse. I 3 år og 7 måneder foretog SKAT sig således ikke noget. Herefter skete der ikke noget før den 19. november 2018, og da var der gået 6 år siden SKAT traf afgørelse den 5. november 2012. I alt er der gået 11 år og 7 måneder uden, at SKAT har gjort, som de agtede at gøre. SKAT har derfor mistet retten til at gøre kravet gældende på grund af passivitet.

Det fremgår af forarbejderne til forældelseslovens § 16 og § 18, at hvis kreditor ikke følger op på et ultimativt krav inden for rimelig tid, kan debitor indstille sig på, at der ikke vil ske inddrivelse. Også af denne grund har SKAT mistet retten til at inddrive kravet. Med de lange tidsperioder, der er gået, har han med god grund kunnet indstille sig på, at der ikke ville ske inddrivelse af kravet.

Agterskrivelserne er sjusket forkyndt og lever ikke op til lovgivningens formalitetskrav. Når domstolene skal forkynde indkaldelser og vigtige beskeder, skal retten sikre, at beskederne er modtaget. Hvis forkyndelse sker ved fremsendelse af et fysisk brev, skal modtageren af brevet underskrive et særligt bevis på, at vedkommende har modtaget skrivelsen. I tråd med det har Europa-Parlamentet en forordning, hvorefter hver medlemsstat har adgang til at lade dokumenter forkynde for personer direkte eller ved anbefalet brev eller med modtagelsesbevis. Retsplejeloven indeholder i § 155 og § 156 bestemmelser om, hvordan meddelelser kan forkyndes. En agterskrivelse om at gribe ind i en borgers lønforhold er så kraftig en foranstaltning, at den må dækkes af de regler, som netop er gennemgået.

Konsekvensen af dette er, at agterskrivelserne ikke kan tillægges nogen vægt. Han har i øvrigt slet ikke modtaget agterskrivelserne fra 2009 før i 2012, hvor han i anden forbindelse havde en korrespondance med SKAT og bad om at få tilsendt sagens dokumenter. Det er ikke nok, at SKAT henviser til, at agterskrivelserne ikke er kommet retur, da det ikke dokumenterer, at de er modtaget og kan anses for forkyndt for ham. Direktoratet for Kriminalforsorgen lægger særligt vægt på, at der ikke er indtrådt forældelse på grund af agterskrivelsen fra 2009, men det er ikke korrekt.

Agterskrivelserne er i øvrigt ikke underskrevet, og navnet på den person, der har truffet afgørelsen, fremgår ikke. De er derfor ikke det papir værd, som de er skrevet på. I princippet kunne agterskrivelserne være sendt af hvem som helst som en spøg, og de kan derfor ikke tillægges nogen som helst vægt i retsligt forstand.

SKAT har udvist en utrolig laissez faire i forbindelse med inddrivelsen af kravet og overtrådt de procedurer, som lovgiver har angivet. Agterskrivelserne har mistet deres retskrav og værdi og har ingen betydning i forhold til afbrydelse af forældelsen. Agterskrivelserne opfylder ikke mindstekravene, da de ikke er underskrevet og ikke angiver navnet på afsender.

Forsendelsesmetoden er yderst kritisabel, da agterskrivelserne er sendt med helt almindelig post uden modtagelsesbevis og heller ikke med anbefalet post. Dette er ekstra kritisabelt, da brevene sendes til udlandet, hvor fremsendelse af post alt andet lige er mere usikker.

Forvaltningsloven indeholder de mindstekrav, som forvaltningen skal overholde, når der træffes afgørelse. Der er tale om en generel regulering om blandt andet vejledning og god forvaltningsskik. De procedurer, der er anvendt i forbindelse med denne sag, opfylder ikke disse mindstekrav. SKAT har behandlet sagen så sløvt og ansvarspådragende, at SKAT har mistet adgangen til inddrivelse af kravet.

Pensionsmidler kan i øvrigt slet ikke gøres til genstand for modregning, da det vil være en overtrædelse af de lovregler, der indebærer en beskyttelse af pensionister. Der kan derfor ikke uden videre foretages lønindeholdelse i pensionsudbetalinger.

Skatteministeriet har henvist til det anførte i påstandsdokument af 6. august 2020 og processkrift af 13. august 2020 og har under hovedforhandlingen navnlig anført, at A ikke har bestridt, at de generelle modregningsbetingelser er opfyldt, men han har peget på nogle forhold, som efter hans opfattelse fører til, at der ikke kan foretages modregning i hans overskydende skat for indkomståret 2017 til dækning af hans gæld vedrørende sagsomkostninger til politiet.

Den første indsigelse går ud på, at krav i offentlige pensioner ikke kan gøres til genstand for udlæg efter retsplejelovens § 512, stk. 3, og pensionsopsparingslovens § 11 og § 12. Gældsstyrelsen har imidlertid ikke foretaget modregning i As pensionsydelser, men derimod i overskydende skat, og allerede derfor kan dette synspunkt ikke føre til, at modregningen er ugyldig. Hovedfordringer i form af overskydende skat er ikke undtaget fra modregning ved særskilt hjemmel, ligesom fordringen ikke har en sådan karakter, at modregning er udelukket, herunder er en overskydende skat ikke efter sin karakter bestemt til dækning af nødvendige leveomkostninger. A har heller ikke dokumenteret, at den overskydende skat opstår som følge af beskatningen af pensionsudbetalingerne. Retsplejelovens § 512, stk. 3, og pensionsopsparingslovens § 11 og § 12, som A har påberåbt sig, indeholder ikke kreditorbeskyttelse for udbetalte pensionsydelser, og i øvrigt følger det af bestemmelserne, at kreditorforfølgning alene er afskåret frem til udbetalingstidspunktet.

Forældelseslovens § 16 og § 18 giver ikke A den retsstilling, som han beskriver. Forældelseslovens § 16 vedrører en situation, hvor et krav skal fastslås, og er derfor ikke relevant i denne sag, hvor kravet er fastslået ved Østre Landsrets dom af 3. september 2001. Ifølge forældelseslovens § 18, stk. 4, afbrydes forældelsen ved restanceinddrivelsesmyndighedens underretning til skyldneren om afgørelse om indeholdelse i løn m.v. eller modregning. Der er ikke i bestemmelsen indsat et krav om, at dette skal ske inden rimelig tid.

A har anført, at der er udvist retsfortabende passivitet. Det er ikke tilfældet. Når en handling afbryder forældelsen, så kan den selvsamme handling ikke være udtryk for retsfortabende passivitet.

Der foreligger heller ikke forældelse. Kravet blev fastslået ved Østre Landsrets dom af 3. september 2001. Efter dagældende forældelsesregler udløb forældelsen for kravet den 3. september 2021, jf. Danske Lov 5-14-4. Forældelsen for modkravet blev afbrudt ved Politimesterens brev af 13. juli 2006 og Politimesterens afgørelse af 1. september 2006. Det er ubestridt, at A modtog både brevet og afgørelsen. A fik begge gange besked om, at kravet blev fastholdt. Forældelsesfristen blev derfor afbrudt med den virkning, at forældelsesfristen blev forlænget til den 1. september 2026.

Den 1. januar 2008 trådte den nye forældelseslov i kraft. Efter denne lov er forældelsesfristen for krav, der er fastslået ved dom, 10 år. Efter forældelseslovens § 30, stk. 3, har en afbrydelse af forældelsen, der har fundet sted før lovens ikrafttræden, virkning som afbrydelse efter loven, selvom den ikke er sket på den i loven foreskrevne måde. Det betyder, at der alene fastsættes en ny frist. Konsekvensen er derfor, at forældelsesfristen udløber den 1. september 2016. Det følger af gældsinddrivelseslovens § 18a, at forældelsesfristen for fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere, tidligst regnes fra den 20. november 2018. Bestemmelsen indebærer, at forældelsen standses. Da modkravet ikke var forældet pr. 19. november 2015, er det omfattet af bestemmelsen i § 18a. Gældsstyrelsen foretog modregning den 19. november 2018. Fordringen er derfor ikke forældet, jf. gældsinddrivelseslovens § 18a. Forældelsesfristen efter § 18a, stk. 4, er i øvrigt udsat yderligere til den 20. november 2021.

A henviser også til, at der i en længere periode ikke er fortaget inddrivelse, og at kravet derfor er fortabt. Det blotte forhold, at kravet ikke inddrives i en periode, er dog ikke udtryk for passivitet. A har ikke bevist, at politiet eller Inddrivelsescentret skulle foretage sig noget særligt, fordi A befandt sig i en vildfarelse, ligesom A ikke har dokumenteret, at et sådant forhold skulle være kendeligt for dem. A har ganske enkelt ikke villet betale sagsomkostningerne, og politiet og Inddrivelsescentret/Gældsstyrelsen har kontinuerligt fastholdt, at A skal betale.

De forhold A har påpeget i forhold til udformningen af agterskrivelserne mv. har ikke betydning for adgangen til modregning. Selv hvis det var rigtigt, at agterskrivelserne skulle være underskrevet, og at A ikke har modtaget dem i 2009, så har disse forhold ingen betydning for spørgsmålet om forældelse og passivitet. Tilsvarende er tilfældet, hvis der ikke lægges vægt på den foretagne lønindeholdelse. Forældelse er fortsat ikke indtrådt. Hvis retten konkret tager stilling til agterskrivelserne, er der dog ikke noget at udsætte på dem. A anfører, at han først modtog agterskrivelserne i 2012, fordi agterskrivelserne ikke blev videresendt til ham. Agterskrivelserne er sendt til den adresse, som A har oplyst, og det er naturligvis As egen risiko, at agterskrivelserne ikke videresendes til hans opholdssted. Det er endvidere ikke et krav efter loven, at agterskrivelserne skal være underskrevet.

Alt i alt er der ikke noget retligt grundlag for at nå frem til, at modregning ikke kunne foretages i As overskydende skat.

Rettens begrundelse og resultat

Forældelse efter DL 5-14-4 afbrydes ved enhver henvendelse fra kreditor til skyldner, der har karakter af et påkrav eller en påmindelse. Kreditors påmindelse får virkning, når den er kommet frem til skyldner. Bevisbyrden for, at skyldner har fået påmindelsen, påhviler kreditor. Forældelsesfristen for krav, der er fastslået ved dom, er efter DL 5-14-4 20 år.

A blev ved Østre Landsrets dom af 3. september 2001, på hvilket tidspunkt DL 5-14-4 var gældende, pålagt at betale sagsomkostninger til politiet. Forældelsesfristen for kravet udløb derfor den 3. september 2021. Det er ubestridt, at A modtog Politimesteren i Y1-bys brev af 13. juli 2006 og afgørelse af 1. september 2006. Retten finder, at de to skrivelser må anses for påmindelser som angivet i DL 5-14 med den virkning, at forældelsesfristen blev forlænget til den 1. september 2026.

Den 1. januar 2008 trådte forældelsesloven i kraft, og DL 5-14-4 og lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer blev ophævet. Ifølge forældelseslovens § 30, stk. 3, har afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før lovens ikrafttræden, virkning som afbrydelse efter forældelsesloven, selv om den ikke er sket på den i loven foreskrevne måde. Forældelsesfristen for krav, der er fastslået ved dom, er efter samme lovs § 5, stk. 1, nr. 3, 10 år.

Kravet på sagsomkostninger var på tidspunktet for lovens ikrafttræden den 1. januar 2008 ikke forældet, og forældelsesfristen var afbrudt den 1. september 2006 ved Politimesteren i Y1-bys afgørelse. Retten finder, at overgangsbestemmelsen i § 30, stk. 3, finder anvendelse i denne situation, hvorfor forældelsesfristen efter forældelsesloven udløb den 1. september 2016.

Efter gældsinddrivelseslovens § 18, stk. 1, regnes forældelsesfristen for fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere, tidligst fra den 20. november 2018, hvilken frist senere er forlænget til den 20. november 2020.

Da kravet på sagsomkostninger var under inddrivelse hos A og ikke forældet den 19. november 2015, udløb forældelsesfristen efter gældsinddrivelsesloven den 20. november 2018. Kravet på sagsomkostninger var således ikke forældet, da Gældsstyrelsen traf afgørelse den 19. november 2018 vedrørende modregning.

Retten finder ikke, at det anførte vedrørende passivitet kan føre til, at adgangen til modregning er fortabt.

Da modregning er foretaget i As overskydende skat for indkomståret 2017, kan det anførte vedrørende udlæg i krav på offentlige pensioner ligeledes ikke føre til, at modregning ikke kunne foretages.

Der findes ikke i øvrigt at være anført forhold, der kan begrunde en ophævelse af Skatteankestyrelsens afgørelse af 31. januar 2019.

Retten tager derfor Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 18.750,00 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

T H I K E N D E S F O R R E T :

Skatteministeriet frifindes.

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 18.750,00 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.