Dato for udgivelse
08 Mar 2017 10:44
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
15 Dec 2016 08:15
SKM-nummer
SKM2017.155.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
B-236-15
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Energi og kuldioxid
Emneord
Elselskab, afgiftsbeløb, leverancer, elforbrug, elektricitet, kuldioxidafgift, momsfradrag, afgift, el-leverance, refusion, ubetalt
Resumé

Appellanten krævede godtgørelse af elektricitetsafgift og kuldioxidafgift samt fradrag for moms fra SKAT på i alt ca. kr. 5,6 mio. af nogle leverancer af el til appellanten fra et elselskab. Appellanten havde aldrig betalt regningen fra elselskabet med de fakturerede afgiftsbeløb vedrørende de pågældende leverancer, der var fremsendt flere år efter, at det faktiske elforbrug havde fundet sted. Appellanten bestred fra starten regningen fra elselskabet, og havde under en retssag mod elselskabet fået medhold i, at appellanten efter kontraktforholdet mellem parterne ikke var forpligtet til at betale for el-leverancerne, idet appellanten havde været i god tro om, at en elmåler hos appellanten havde målt et for lavt elforbrug. Desuagtet havde appellanten anvendt fakturaen fra elselskabet over for SKAT til at angive og opnå refusion for elektricitetsafgift, kuldioxidafgift og moms. SKAT foretog senere en efteropkrævning af de med urette refunderede afgifter og nægtede selskabet at tilbageføre momsen, som appellanten - ifølge appellanten selv ved en "fejl" - senere havde efterangivet over for SKAT.

Landsretten tiltrådte, at der ikke var adgang til afgifts- og momsrefusion for appellanten efter henholdsvis godtgørelsesreglerne i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 2, samt momslovens § 37, stk. 1, eftersom afgiftsbeløbene ikke var betalt og appellanten heller ikke var forpligtet til at betale disse. Appellanten havde således ikke båret nogen afgiftsbyrde, som der kunne ske afgiftsgodtgørelse henholdsvis fradrag for. (Stadfæstelse af SKM2015.257.BR).

Reference(r)

Elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1
Kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1
Momslovens § 37, stk. 1

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, E.A.4.6.1.5

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, E.A.4.6.1.8

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, E.A.4.5.8

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-1, E.A.1.7

Henvisning

Den juridiske vejledning 2022-2, D.A.11.1.6.2

Appelliste
11-0297834 og 11-0298964

Parter 

H1

(v/Adv. Thomas Frøbert)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. David Auken)

Afsagt af Landsretsdommerne

Frosell, Kaspar Linkis og Annette Dam Ryt-Hansen

Sagens oplysninger og parternes påstand

Byrettens dom af 21. januar 2015 (BS 10-1418/2013) (SKM2015.257.BR) er anket af H1 med følgende påstande:

1.

Indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at H1s angivelse af elafgift for april måned 2008 ansættes til 3.943.523 kr., samt anerkende, at H1s angivelse af CO2-afgift for april måned 2008 ansættes til 490.188 kr., hvorved Skatteministeriet tilpligtes at betale et beløb til H1 på 3.921.077 kr.

2.

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at H1s angivelse af udgående moms for december måned 2009 ansættes til 3.254.517 kr., hvorved Skatteministeriet tilpligtes at betale til H1 et beløb på 1.760.952 kr.

Beløbene påstås forrentet fra den 22. november 2010 med den til enhver tid gældende rente efter lovgivningens regler herom.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

H1 har den 22. november 2010 indbetalt 3.921.077 kr. til SKAT.

Landsretten har ved kendelse af 15. januar 2016 truffet afgørelse om, at en anmodning fra H1 om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen af spørgsmål om fortolkningen af Momssystemdirektivet ikke skulle tages til følge.

Procedure

Parterne har for landsretten i det væsentlige procederet som for byretten.

H1 har for landsretten yderligere gjort gældende, at momslovens § 37 skal fortolkes konformt med momssystemdirektivets artikel 168.

Landsrettens begrundelse og resultat 

El- og kuldioxidafgifterne

Det fremgår af de specielle bemærkninger til den oprindelige lov om elektricitet fra 1976, at det blev foreslået, at momsregistrerede virksomheder kunne få "tilbagebetalt den del af afgiften, der overstiger 100.000 kr. på årsbasis".

Landsretten tiltræder, at elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 2, efter ordlyden og forarbejderne må forstås således, at det er en forudsætning for at opnå "tilbagebetaling", at virksomheden har betalt den afgiftspligtige elektricitet.

Det af H1 for landsretten anførte kan ikke føre til et andet resultat.

Der kan herefter ikke gives H1 medhold i den af selskabet nedlagte påstand 1.

Moms

Ved Byrettens upåankede dom af 6. oktober 2009 er det fastslået, at der aldrig har bestået en betalingsforpligtelse for H1 med hensyn til leveringen af den el, som det omtvistede momsfradragskrav på 1.760.952 kr. vedrører, da H1 som nærmere reguleret i aftalen mellem H1 og el-selskaberne havde været i god tro.

Der er herefter ikke sket levering af varer "mod vederlag", jf. momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra a, og H1 har dermed heller ikke været "afgiftspligtig" som forudsat i momssystemdirektivets artikel 168, litra a, der efter sin ordlyd og direktivets formål aflaster afgiftspligtige for den moms, som skal betales eller er betalt i en medlemsstat for varer og ydelser leveret til den pågældende af en anden afgiftspligtig person.

På denne baggrund og da landsretten kan tiltræde det, som byretten i øvrigt har anført, kan der ikke gives H1 medhold i den af selskabet nedlagte påstand 2.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.

H1 skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 150.000 kr. til dækning af udgifter til advokat. Omkostningsbeløbet er fastsat under hensyn til sagens omfang og karakter, sagsgenstandens værdi og til det forhold, at der har været afholdt formalitetsprocedure vedrørende forelæggelse for EU-Domstolen.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 inden 14 dage betale 150.000 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes med procesrente, jf. rentelovens § 8 a.