Dato for udgivelse
21 nov 2014 08:53
SKM-nummer
SKM2014.791.SANST
Myndighed
Skatteankestyrelsen
Sagsnummer
13-0156356
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Når man vil klage
Emneord
omkostningsgodtgørelse, forening
Resumé

En forening havde ansøgt om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i to klagesager ved Landsskatteretten og en byretssag. Ved vurderingen af, om foreningen var omfattet af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, eller ej, fandt Skatteankestyrelsen, at de relevante indkomstår for spørgsmålet om, hvorvidt foreningen var skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, eller ej, var de indkomstår, hvor de pågældende udgifter til sagkyndig bistand var afholdt, og ikke de indkomstår, som klage- og byretssagerne omhandlede.

Reference(r)

Ligningsloven § 7 Q, stk. 3
Selskabsskatteloven § 1, stk. 1
Skatteforvaltningsloven §§ 52, stk. 1 og 53, stk. 2

 

Henvisning

-

Redaktionelle noter

Senere instanser:

SKM2016.418.BR

SKM2017.137.ØLR

Appelliste

SKAT har afslået foreningens ansøgning om omkostningsgodtgørelse, idet SKAT har anset foreningen for at være omfattet af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, nr. 1.

Skatteankestyrelsen stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
H1 er en forening, der blev stiftet i 1989. Af foreningens vedtægter fremgår, at foreningens formål er at eje og administrere lokaliteter, der kan tjene til beboelse for og benyttelse af fortrinsvis foreningens medlemmer. Som medlemmer kan optages personer, som af alle foreningens medlemmer findes egnet dertil. Foreningen kan maksimalt have 5 andelshavere. I vedtægterne er angivet, at foreningen er en andelsforening. Siden 1989 har foreningen ejet ejendommen, beliggende Y1. Foreningens formand er mindreårig, og formanden repræsenteres derfor i nærværende sag af sin far som værge. Sidstnævnte er ikke andelshaver i foreningen.

Foreningen indgav ikke selvangivelser for indkomstårene 1989 - 1999 (begge inkl.).

Ved afgørelser af 17. januar 2000 og 19. september 2000 ansatte Skatteforvaltningen med henvisning hertil foreningens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1989 - 1999 (begge inkl.) skønsmæssigt. Den skattepligtige indkomst blev ansat til den skønsmæssige udlejningsværdi af beboelseslejligheden og den erhvervsmæssige del med skure og udenomsarealer på den af foreningen ejede ejendom. Den skattepligtige indkomst blev ansat til beløb på mellem 77.400 kr. og 250.000 kr. pr. indkomstår.

Foreningen påklagede afgørelserne til Landsskatteretten. I klageskrivelsen oplyste foreningens revisor, at foreningen frem til den 1. maj 1994 ikke havde haft nogen skattepligtig indkomst. Fra den 1. maj 1994 udlejede foreningen derimod den af foreningen ejede ejendom til selskabet G1 A/S, idet lejemålet af dette selskabs oplagringsplads ved Y2 ophørte. Som bilag til klageskrivelsen indsendte revisoren kopi af foreningens resultatopgørelser for 1994, 1995, 1996 og 1997, hvoraf fremgår, at foreningen i disse år havde en huslejeindtægt på 48.000 kr. pr. år. Foreningens påstand i klagesagen var, at foreningens skattepligtige indkomst fra og med den 1. maj 1994 skulle nedsættes til 48.000 kr. pr. år, medens beløbet for indkomstårene forud herfor skulle nedsættes til 0 kr.

Af cvr-registeret fremgår, at værgen for foreningens formand siden 1986 har været og fortsat er direktør i selskabet G1 A/S.

Ved kendelse af 10. maj 2001 nedsatte Landsskatteretten de skønsmæssige ansættelser af foreningens indtægt ved udlejning af fast ejendom for samtlige af indkomstårene 1989 - 1999 (begge inkl.) til 48.000 kr. pr. indkomstår. Kendelsen var begrundet således:

"Således som sagen er oplyst - hvorunder der især henses til udtalelsen fra Y3 Kommune om at ejendommen er ubeboelig - finder retten ikke tilstrækkeligt grundlag for tilsidesætte foreningens skøn over udlejningsværdien på 48.000 kr. årligt.

Retten finder dog på det foreliggende grundlag, at foreningen er skattepligtig heraf i alle de omhandlede indkomstår.

Retten finder endvidere, at kommunen har været berettiget til at forhøje ansættelserne ud over fristen i dagældende skattestyrelseslovs § 4, idet foreningen ikke har indleveret selvangivelser for de pågældende år, hvilket mindst skyldes udvist grov uagtsomhed, jf. [...]"  

I kendelsen var afslutningsvis angivet, at den kommunale skatteforvaltning efter fremlagt dokumentation for afholdte udgifter ville ansætte den korrekte skattepligtige indkomst for de pågældende indkomstår.

Skatteforvaltningen anmodede herefter foreningen om at indsende dokumentation for afholdte udgifter.

Ved afgørelse af 12. februar 2002 traf Skatteforvaltningen afgørelse om, at foreningen ikke kunne anses for at have fremlagt dokumentation for afholdte udgifter, hvorfor disse for samtlige indkomstår blev ansat til 0 kr. Der var således ikke grundlag for at ansætte foreningens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1989 - 1999 (begge inkl.) til mindre end 48.000 kr. pr. indkomstår.

Foreningen påklagede denne afgørelse til Landsskatteretten. Ved kendelse af 18. august 2003 stadfæstede Landsskatteretten, at foreningens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1989 - 1999 (begge inkl.) skulle ansættes til 48.000 kr. pr. indkomstår.

Af sagens materiale fremgår, at foreningen indgav selvangivelser til SKAT for indkomståret 2002 og indkomståret 2003. På sidstnævnte selvangivelse henvistes til en vedlagt resultatopgørelse for foreningen for indkomståret 2003. På denne var angivet, at foreningen havde en realiseret lejeindtægt på 48.000 kr.

Foreningen indgav ikke selvangivelser for indkomstårene 2004, 2005, 2006 og 2007.

SKAT varslede med henvisning hertil ved agterskrivelser skønsmæssige ansættelser af foreningens skattepligtige indkomst for disse indkomstår til henholdsvis:

Indkomståret 2004

100.000 kr.

Indkomståret 2005

125.000 kr.

Indkomståret 2006

150.000 kr.

Indkomståret 2007

150.000 kr.

Da SKAT ikke modtog bemærkninger fra foreningen til agterskrivelserne, udsendte SKAT henholdsvis den 20. oktober 2005 (for 2004), den 13. marts 2008 (for 2005 og 2006) samt den 5. februar 2009 (for 2007) årsopgørelser nr. 1, hvor foreningens skattepligtige indkomst blev fastsat i overensstemmelse med agterskrivelserne.

Foreningen påklagede den 20. oktober 2010 disse årsopgørelser til Landsskatteretten med principal påstand om, at de skønsmæssige ansættelser for indkomstårene 2004, 2005, 2006 og 2007 skulle nedsættes til 0 kr. Subsidiært blev fremsat påstand om, at ansættelserne skulle nedsættes til 8.641 kr. for indkomståret 2004, -3.950 kr. for indkomståret 2005, 9.288 kr. for indkomståret 2006 og -5.712 kr. for indkomståret 2007. Foreningen gjorde gældende, at foreningen aldrig havde modtaget de agterskrivelser, som SKAT henviste til. Som bilag til klagen fremlagde foreningen blandt andet kopi af foreningens resultatopgørelser for 2004, 2005, 2006 og 2007.  På resultatopgørelserne var der angivet en realiseret lejeindtægt på 48.000 kr. for hvert af årene. Dette beløb var angivet at være foreningens eneste indtægt i de pågældende år. Beløbene i henhold til den subsidiære påstand i klagen udgjorde driftsresultatet for de respektive år, dvs. beløbet på 48.000 kr. fratrukket de samlede driftsudgifter.

Ved kendelse af 1. marts 2011 afviste Landsskatteretten at behandle foreningens klage. Afvisningen var begrundet med, at klagefristen var overskredet.

Foreningen indbragte Landsskatterettens kendelse af 1. marts 2011 for byretten med påstand om, at Landsskatteretten skulle genoptage klagesagen og realitetsbehandle klagen af 20. oktober 2010.

Af udskrift af byrettens retsbog for den 26. marts 2012 fremgår, at domstolssagen blev afsluttet ved, at Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle over for foreningens påstand om, at Landsskatteretten skulle genoptage klagesagen og realitetsbehandle klagen af 20. oktober 2010. Byretten bestemte, at Skatteministeriet skulle betale 20.500 kr. til foreningen i sagsomkostninger, inkl. retsafgift på 500 kr.

Klagesagen blev herefter genoptaget hos Landsskatteretten.

Landsskatteretten afsagde den 28. august 2012 kendelse om, at de skønsmæssige ansættelser for indkomstårene 2004, 2005, 2006 og 2007 var ugyldige på grund af manglende partshøring, idet det blev lagt til grund, at agterskrivelserne ikke var kommet frem til foreningen.

På grundlag af Landsskatterettens kendelse af 28. august 2012 udskrev SKAT den 18. oktober 2012 årsopgørelser nr. 2 for foreningen for indkomstårene 2004, 2005, 2006 og 2007. På alle fire årsopgørelser blev foreningens skattepligtige indkomst ansat til 0 kr.

SKAT har efterfølgende ikke truffet nye afgørelser for disse indkomstår.

Foreningen blev i klagesagen ved Landsskatteretten, byretssagen og klagesagen efter genoptagelsen i Landsskatteretten repræsenteret af en advokat.

For sin bistand i de tre sager udstedte advokaten den 13. november 2012 en faktura til foreningen på sammenlagt 113.000 kr., inkl. moms.

Ved ansøgning af 20. november 2012 ansøgte foreningen SKAT om omkostningsgodtgørelse med 100 % af et beløb på 92.500 kr., svarende til fakturabeløbet på 113.000 kr. reduceret med det tilkendte beløb i sagsomkostninger på 20.500 kr. I ansøgningen anførte foreningens advokat, at da foreningen i indkomstårene 2004-2007 ikke havde haft indkomst som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, var foreningen berettiget til at få sine udgifter til førelse af de omhandlede sager dækket efter reglerne om omkostningsgodtgørelse. Advokaten henviste til skatteforvaltningslovens § 53, jf. SKATs Juridiske Vejledning (skat.dk), afsnit A.A.13.3, jf. Landsskatterettens afgørelse af 16. juni 2011, offentliggjort i SKM2011.661.LSR (skat.dk).

SKATs afgørelse
SKAT har afslået foreningens ansøgning om omkostningsgodtgørelse, idet SKAT har anset foreningen for at være omfattet af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, nr. 1.

Foreningen er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, blev indført ved lov nr. 525 af 12. juni 2009 med virkning for sager, der er indbragt eller anlagt efter den 14. juni 2009.

Selskaber, der er skattepligtige efter selskabsskattelovens §§ 1 eller 2, og fonde, der er skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1, er derfor ikke berettigede til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand mv. i sager, der er indbragt eller anlagt efter den 14. juni 2009.

Foreningens klage til Landsskatteretten blev indgivet den 20. oktober 2010, og byretssagen blev anlagt efterfølgende. Foreningen er derfor ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse for de omhandlede udgifter til sagkyndig bistand til førelse af sagerne.

I Landsskatterettens afgørelse af 16. juni 2011, offentliggjort i SKM2011.661.LSR (skat.dk), udtalte Landsskatteretten:

"Udtrykket "Skattepligtige efter selskabsskattelovens §§ 1 eller 2" i skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, må i relation til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, antages at skulle forstås som alene at omfatte de nævnte juridiske personer (foreninger m.v.), der har indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed eller fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed. Der er herved henset til den oprindelige ordlyd af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, bemærkningerne i lovforslaget til ændringen i 1986 af denne bestemmelses ordlyd samt bemærkningerne i lovforslaget om indførelse af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2."

Af nærværende sags oplysninger fremgår, at foreningen har indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed. Den omstændighed, at der som følge af fradrag ikke er skattepligtig indkomst til beskatning, medfører ikke, at foreningen ikke er omfattet af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, nr. 1. Der henvises herved til Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2012, offentliggjort i SKM2013.44.LSR (skat.dk).

Det er korrekt, at det fremgår af foreningens årsopgørelser af 18. oktober 2012, at der ikke er indkomst til beskatning. Dette skyldes imidlertid, at de skønsmæssige ansættelser blev kendt ugyldige på grund af formalia, jf. Landsskatterettens kendelse af 28. august 2012. Det fremgår imidlertid af Landsskatterettens kendelse af 28. august 2012, at foreningen har haft erhvervsmæssige indtægter. Den omstændighed, at foreningen ikke har selvangivet, medfører ikke, at foreningen ikke har haft erhvervsmæssige indtægter.

Den i nærværende sag omhandlede situation kan ikke sammenlignes med situationen i Landsskatterettens afgørelse af 16. juni 2011, offentliggjort i SKM2011.661.LSR (skat.dk). I nærværende sag har foreningen i henhold til Landsskatterets kendelse af 28. august 2012 haft en realiseret årlig lejeindtægt på 48.000 kr.

Til orientering kan oplyses, at i det omfang, der ikke kan ydes omkostningsgodtgørelse til selskaber mv. efter bestemmelserne i skatteforvaltningslovens kapitel 19, kan disse selskaber mv. foretage fradrag for udgifter til sagkyndig bistand i skatteansættelsessager og skattesager ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 3.

Foreningens opfattelse
Foreningens advokat har på foreningens vegne fremsat påstand om, at foreningen er berettiget til omkostningsgodtgørelse for de omhandlede udgifter.

Skattepligten efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, omfatter alene indtægter fra erhvervsmæssig virksomhed. Der skal således foreligge positive indtægter, der kan føres til beskatning.

SKAT ændrede ved de den 18. oktober 2012 udskrevne årsopgørelser de foretagne indkomstansættelser for indkomstårene 2004-2007 (begge inkl.) i overensstemmelse med Landsskatterettens kendelse af 28. august 2012. Foreningens indkomst i hvert af disse indkomstår har herefter været 0 kr.

Foreningen har ifølge det af værgen for foreningens formand oplyste ikke i nogen af indkomstårene 2004-2007 (begge inkl.) og ej heller i indkomstårene 2010, 2011 og 2012 haft den lejeindtægt på 48.000 kr. pr. år, som figurerer flere steder i sagen. Årsagen til, at beløbet figurerer, er, at foreningen ved Landsskatterettens kendelse af 18. august 2003 fik at vide, at det skulle der stå i foreningens regnskaber. At beløbet blev skrevet i foreningens regnskaber for de efterfølgende indkomstår i forhold til de indkomstår, som kendelsen vedrørte, beroede på en fejlagtig forståelse af Landsskatterettens kendelse. Foreningen anså sig fejlagtigt for forpligtet til at angive lejeindtægt i resultatopgørelserne, og beløbet blev angivet med 48.000 kr., svarende til det fastsatte beløb i Landsskatterettens kendelse. Beløbet på 48.000 kr. i resultatopgørelserne dækker således ikke over reelle lejeindtægter.

Det bemærkes, at ejendommen i de omhandlede indkomstår var ubeboelig og fortsat er ubeboelig.

Principalt gøres gældende, at da der i foreningen ikke har været nogen indkomst i de i klagesagen og byretssagen omhandlede indkomstår, dvs. indkomstårene 2004-2007 (begge inkl.), bestrides det, at foreningen er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

SKAT har henvist til Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2012, offentliggjort i SKM2013.44.LSR (skat.dk).

Landsskatteretten fandt i denne kendelse, at en forening ikke var berettiget til omkostningsgodtgørelse, idet der var tale om, at foreningen som følge af fradrag ikke havde indkomst til beskatning. Dette er imidlertid ikke tilfældet i nærværende situation, idet der, som det fremgår af foreningens årsopgørelser for indkomstårene 2004 - 2007 (begge inkl.), ikke var nogen indkomst til beskatning og ikke blev givet nogen fradrag. De to situationer er derfor ikke sammenlignelige.

I nærværende sag er foreningen dermed ikke omfattet af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2.

Foreningen er derfor berettiget til omkostningsgodtgørelse for de omhandlede udgifter, jf. skatteforvaltningslovens § 53, jf. SKATs Juridiske Vejledning (skat.dk), afsnit A.A.13.3, jf. Landsskatterettens afgørelse af 16. juni 2011, offentliggjort i SKM2011.661.LSR (skat.dk).

Subsidiært gøres gældende, at da foreningen i indkomstårene 2011 og 2012 ikke har haft nogen indkomst fra udlejning af ejendommen, er foreningen berettiget til omkostningsgodtgørelse. 

Foreningens selvangivelser for indkomstårene 2010, 2011 og 2012
Skatteankestyrelsen har anmodet SKAT om at indsende kopi af foreningens selvangivelser for indkomstårene 2010, 2011 og 2012.

SKAT har oplyst, at foreningen for hvert af indkomstårene 2010 og 2011 indsendte foreningens resultatopgørelse for det pågældende år, og at SKAT på grundlag heraf indberettede tal til foreningens selvangivelser for disse indkomstår. For indkomståret 2012 indgav foreningen en udfyldt selvangivelsesblanket med vedlagt kopi af foreningens resultatopgørelse for 2012.

SKAT har indsendt kopi af de tre resultatopgørelser og den udfyldte selvangivelsesblanket.

Af foreningens resultatopgørelser for 2010, 2011 og 2012 fremgår, at foreningen i hvert af disse år har haft en realiseret lejeindtægt på 48.000 kr. Endvidere fremgår, at foreningen efter fradrag for driftsudgifter og fradrag for underskud fra tidligere indkomstår ikke har haft nogen indkomst til beskatning i indkomstårene 2010, 2011 og 2012.

På den udfyldte selvangivelsesblanket for indkomståret 2012 har foreningen i feltet "Skattepligtig indkomst før fradrag af underskud fra tidligere indkomstår" selvangivet 48.000 kr.  

Af cpr-registeret fremgår, at der i 2010, 2011 og 2012 ikke har været tilmeldt nogen personer på adressen Y1, hvilket der ej heller har været i en lang årrække forud herfor.

Skatteankestyrelsens afgørelse
Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad."

Skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, har følgende ordlyd:

"Følgende juridiske personer er ikke godtgørelsesberettigede:

  1. Skattepligtige efter selskabsskattelovens §§ 1 eller 2.
  2. Skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1."

Ligningslovens § 7 Q, stk. 3, har følgende ordlyd:

"Udgifter til sagkyndig bistand i skatteansættelsessager og skattesager kan ikke fradrages ved indkomstopgørelsen. Selskaber m.v. og selvstændigt erhvervsdrivende kan dog fradrage udgifter som nævnt i 1. pkt. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, i det omfang der ikke kan ydes godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19."

Selskabsskattelovens § 1, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Skattepligt i henhold til denne lov påhviler følgende selskaber og foreninger mv., der er hjemmehørende her i landet:

[...]

6) andre foreninger, korporationer, stiftelser, legater og selvejende institutioner, jf. dog § 3, for så vidt foreningen mv. ikke er omfattet af fondsbeskatningsloven. Skattepligten omfatter alene indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed samt fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed."

Bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, og det nuværende indhold af ligningslovens § 7 Q, stk. 3, blev indført ved lov nr. 525 af 12. juni 2009, der trådte i kraft den 14. juni 2009. Af lovens § 22, stk. 7, fremgår, at bestemmelserne har virkning for udgifter vedrørende sager, der er indbragt eller anlagt efter lovens ikrafttræden.

Af forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 202 af 22. april 2009) fremgår af de almindelige bemærkninger:

"Det foreslås, at adgangen til omkostningsgodtgørelse afskaffes for selskaber, fonde m.v., som er skattepligtige. I stedet skal de skattepligtige kunne fratrække udgifterne til klage- og genoptagelsessager i den skattepligtige indkomst.

Baggrunden for forslaget er, at der efter de gældende regler er en vis risiko for udnyttelse af reglerne om omkostningsgodtgørelse. De godtgørelsesberettigede har således et incitament til ikke at fremlægge dokumentation i skattesager, så længe de er under behandling hos SKAT, men til at vente, til SKAT har truffet en afgørelse i sagen, således at dokumentationen først fremkommer under en efterfølgende klagesag, hvor der kan opnås godtgørelse for udgifterne.

Når adgangen til omkostningsgodtgørelse ved klageinstanserne afskaffes og erstattes af fradragsret, opnås, at omkostningerne til fremskaffelse af dokumentation i skattesager skattemæssigt behandles ens, uanset på hvilket tidspunkt under behandlingen af sagen dokumentationen fremlægges. Herved undgås en unødig belastning af klagesystemet.

Der findes ikke at være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved at afskaffe adgangen til omkostningsgodtgørelse for skattepligtige selskaber, fonde m.v., når omkostningerne i stedet gøres fradragsberettigede, og når der henses til, at der i sager, som tabes af Skatteministeriet, tilkendes den skattepligtige sagsomkostninger efter de almindelige regler herom."

Af bemærkningerne til skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, fremgår:

"Ved dette lovforslags § 15, nr. 9, er det foreslået, at skattepligtige selskaber, fonde og foreninger m.v. fremover ikke skal have adgang til omkostningsgodtgørelse i klage- og genoptagelsessager.

Som beskrevet i de almindelige bemærkninger, afsnit 3.6, er det en forudsætning herfor, at disse juridiske personer i stedet skal have fradragsret for udgifter til bistand i disse skattesager. Virkningen af forslaget er dermed, at den skattemæssige behandling af udgifterne fremover vil være uafhængig af, hvornår i skattesagens forløb udgifterne er afholdt.

Det foreslås, at bestemmelsen i ligningslovens § 7 Q, stk. 3, omformuleres, så bestemmelsens ordlyd ikke fremover kan forstås sådan, at de juridiske personer hverken kan fradrage udgifter til bistand i skattesager eller opnå omkostningsgodtgørelse. Den nye formulering fremhæver, at der er direkte sammenhæng mellem den manglende fradragsret og adgangen til omkostningsgodtgørelse."

og:

"§ 53 indeholder regler om, hvilke personer der er berettigede til omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19. Som nævnt i de almindelige bemærkninger, afsnit 3.5., omfatter omkostningsgodtgørelsesordningen efter gældende regler alle fysiske og juridiske personer. Bestemmelsen foreslås omformuleret, således at det fremgår, at skattepligtige efter selskabsskattelovens §§ 1-2 eller fondsbeskatningslovens § 1 ikke længere skal være berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Forslaget medfører, at selskaber og fonde fremover heller ikke vil kunne få omkostningsgodtgørelse til syn og skøn efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3.                  

Skattepligtige efter selskabsskattelovens §§ 1-2 er aktieselskaber, anpartsselskaber og en række nærmere opregnede typer af erhvervsdrivende foreninger, forsyningsvirksomheder m.v. samt begrænset skattepligtige selskaber. Skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1 er hovedsagelig fonde omfattet af lov om fonde og visse foreninger eller af lov om erhvervsdrivende fonde.

Omkostningsgodtgørelsesordningen vil fortsat være gældende for fysiske personer, dødsboer og for andre juridiske personer, der hverken er omfattet af selskabsskattelovens §§ 1-2 eller fondsbeskatningslovens § 1, herunder bl.a. staten, kommunerne, anerkendte trossamfund, havne m.v., der er undtaget fra skattepligt efter selskabsskatteloven i medfør af dennes § 3."

For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke indkomstår der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om et selskab mv. er omfattet af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, eller ej, må det efter Skatteankestyrelsens opfattelse antages, at de relevante indkomstår er de indkomstår, hvor de pågældende udgifter afholdes. Der er herved henset til den i forarbejderne beskrevne forudsætning om, at såfremt selskabet mv. ikke har adgang til at opnå omkostningsgodtgørelse for de pågældende udgifter, så har selskabet mv. fradragsret for udgifterne i medfør af ligningslovens § 7 Q, stk. 3.

De i nærværende tilfælde omhandlede udgifter på 92.500 kr. blev afholdt i indkomstårene 2010, 2011 og 2012.

Det afgørende er derfor, om foreningen for indkomstårene 2010, 2011 og 2012 er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Foreningen har på sine resultatopgørelser for 2010, 2011 og 2012 oplyst at have haft en realiseret lejeindtægt på 48.000 kr. Da indtægterne ubestridt ikke stammer fra udlejning til andelshaverne, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 5, kan det lægges til grund, at indtægterne er indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed.

Foreningen har endvidere indsendt resultatopgørelserne til SKAT i forbindelse med pligten til at indgive selvangivelse.

Skatteankestyrelsen bemærker, at der generelt må gælde en klar formodning for, at det i en resultatopgørelse oplyste er korrekt.

Efter Skatteankestyrelsens opfattelse er der ikke i det af værgen for foreningens formand oplyste eller i øvrigt i sagens oplysninger grundlag for at anse det for godtgjort, at foreningen i indkomstårene 2010, 2011 og 2012 - i modstrid med det oplyste i resultatopgørelserne - ikke har haft indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed.

For indkomstårene 2010, 2011 og 2012 er foreningen derfor skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Den omstændighed, at foreningen efter anvendelsen af reglerne om fradrag for driftsudgifter og fradrag for underskud fra tidligere indkomstår ikke har haft indkomst til beskatning i indkomstårene 2010, 2011 og 2012, ændrer ikke herved. Der henvises herved til Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2012, offentliggjort i SKM2013.44.LSR (skat.dk).

Foreningen er dermed omfattet af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, nr. 1, i relation til de omhandlede udgifter på 92.500 kr.

Foreningen er derfor ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse for de omhandlede udgifter på 92.500 kr., jf. skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, nr. 1.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.