Dato for udgivelse
02 aug 2004 10:02
SKM-nummer
SKM2004.333.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/04-301-01326
Dokument type
Kommentar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Moms og lønsumsafgift
Emneord
Leveringssted, finansiel, ydelse, rådgivning, forhandling, betalingspligt, momspligtig, person
Resumé
Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle i en retssag vedrørende Landsskatteretens kendelse i SKM2002.663.LSR. Ministeriet kunne efter en konkret vurdering tiltræde det danske selskabs påstand om, at selskabet ikke var en afgiftspligtig person. Selskabet var derfor ikke betalingspligtig for de modtagne ydelser. 
Reference(r)

Momsloven § 3
Momsloven § 13, stk. 1, nr. 11
Momsloven § 18, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, nr. 2 (dagældende) (nu § 15, stk. 2, nr. 3)
Momsloven § 46, stk. 1, nr. 3

Henvisning
Momsvejledningen 2004-3, afsnit D.11.11.8.2
Henvisning
Momsvejledningen 2004-3, afsnit E.3
Henvisning
Momsvejledningen 2004-3, afsnit E.3.1.3
Henvisning
Momsvejledningen 2004-3, afsnit E.3.1.5
Henvisning
Momsvejledningen 2004-3, afsnit L.1.2.3

Indledning

Landsskatteretten afsagde den 30. oktober 2002 kendelse i sagen SKM2002.663.LSR. Kendelsen er omtalt i Momsvejledningen afsnit D.11.11.8.2, E.3, E.3.1.3E.3.1.5 og L.1.2.3.

Sagen blev indbragt for domstolene. Skatteministeriet har nu taget bekræftende til genmæle i sagen ved landsretten.

Landsskatterettens kendelse i SKM2002.663.LSR

Landsskatteretten lagde i SKM2002.663.LSR på baggrund af det af told- og skatteregionen og selskabet oplyste til grund, at selskabet var en afgiftspligtig person efter momslovens § 3, stk. 1. Landsskatteretten foretog ingen selvstændig prøvelse af spørgsmålet, da det var ubestridt i sagen, at selskabet var en afgiftspligtig person.

Landsskatteretten fandt herefter, at selskabet efter momslovens daværende § 18, stk. 1, nr. 3 (nu § 15, stk. 2, nr. 3), og § 46, nr. 3, skulle betale moms af ydelser modtaget fra virksomheder i England.

Selskabet var et holdingselskab, der bl.a. ejede et ordreproducerende datterselskab. Det danske selskab havde indgået aftale om, at en engelsk virksomhed skulle fungere som "finansiel rådgiver" for selskabet. Den engelske finansielle rådgiver ydede rådgivning i forbindelse med salget af aktierne i selskabet. Der blev også ydet rådgivning fra et engelsk advokatfirma.

Vedrørende ydelserne fra den engelske virksomhed, der var finansiel rådgiver, fandt Landsskatteretten det ikke godtgjort, at de af rådgiveren leverede ydelser i henhold til den indgåede aftale kunne anses for momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e. Retten lagde vægt på, at det fremgik af kontrakten, at virksomheden fungerede som finansiel rådgiver for selskabet med henblik på at etablere et samarbejde mellem selskabet og en anden forretningspartner, og at dette samarbejde kunne etableres på flere forskellige måder, hvor bl.a. salg af aktier i selskabet var én mulighed. Således måtte kontrakten betegnes som en egentlig aftale om rådgivning vedrørende selskabets økonomiske forhold. Retten henså endvidere til, at det forhold, at selskabet ikke var sælger af aktierne, under de foreliggende omstændigheder støttede det synspunkt, at der var tale om rådgivning vedrørende selskabets forhold.

Vedrørende de af det engelske advokatfirma leverede ydelser fandt Landsskatteretten ligeledes, at ydelserne ikke kunne anses for momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11.

Årsagen til, at der blev taget bekræftende til genmæle

Under sagens behandling ved landsretten bestred selskabet, at det var en afgiftspligtig person på det tidspunkt, hvor selskabet modtog ydelserne. Selskabet fremlagde endvidere nye oplysninger m.v., der ikke havde foreligget i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen.

Såsom sagen forelå oplyst ved landsretten fandt Skatteministeriet det sandsynligt, at landsretten ville nå frem til, at selskabet ikke kunne anses for at være en afgiftspligtig person, hvorfor selskabet allerede af denne grund ikke skal betale erhvervelsesmoms af de omhandlede tjenesteydelser i henhold til momslovens dagældende § 18, stk. 1, nr. 3.

Skatteministeriet tog af disse grunde bekræftende til genmæle i sagen ved landsretten.