Spørgsmål:
- Kan warranternes forventede løbetid fastsættes til 3,5 år, således at beregningen af volatilitet og renteniveau matcher en forventet løbetid på 3,5 år?
- Kan værdien af warranterne reduceres med en "tenure risk discount" som et resultat af, at (en del af) warranterne bortfalder, såfremt medarbejderen siger sin stilling op inden 3 år efter tildelingen?
Svar:
ad 1 Ja, se sagsfremstilling og begrundelse
ad 2 Nej
Beskrivelse af de faktiske forhold
Skatterådet anmodes om bindende svar vedrørende den skattemæssige værdiansættelse af warranter i selskabet efter Black-Scholes modellen. Warranterne skal udstedes til selskabets medarbejdere, og værdiansættelsen er relevant, idet parterne (selskab/medarbejdere) ønsker at indgå aftale om anvendelse af ligningslovens § 7H. Efter denne bestemmelse kan warranter til en værdi af 10 % af den enkelte medarbejders årsløn beskattes som aktieavance i stedet for som almindelig lønindkomst.
I henhold til skattepraksis kan optioner og warrants udstedt i et børsnoteret selskab værdiansættes efter Black-Scholes modellen, medens warranter på unoterede aktier i mangel af andre værdiansættelsesmetoder kan værdiansættes efter Ligningsrådets formel. Black -Scholes modellen baserer sig på en række parametre: optionens exercise kurs, den underliggende akties markedskurs, et risikofrit renteniveau, optionens løbetid, den underliggende akties volatilitet, etc. Nogle af værdierne, der indgår i modellen, er ukomplicerede at konstatere (så som exercise kurs og markedskurs på udstedelsestidspunktet), medens andre først kan beregnes, når forskellige forudsætninger er lagt fast. Det sidste gælder f.eks. fastlæggelsen af aktiens volatilitet (graden af usikkerhed om aktiens fremtidige værdi, som i modellen baseres på historiske udsving i aktiekursen). Fastlæggelsen af volatiliteten forudsætter således, at det besluttes, hvor lang den historiske periode skal være, hvorover der indsamles data.
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Uddybning af spørgsmål 1:
Warranterne forventes tildelt i 2010 således, at medarbejderne over en tre-årig periode opnår ret til at udnytte dem med 1/36 om måneden regnet fra tildelingen. Herefter kan warranterne udnyttes i i alt tre åbne "vinduer" af 4 ugers varighed.
Vi antager at warranterne udløber ca. 1. oktober 2014.
Black-Scholes modellen blev oprindeligt udarbejdet til brug for værdiansættelsen af europæiske call-optioner, d.v.s. optioner, der indebærer retten til at erhverve aktien på udløbstidspunktet og ikke før. Desuden er udgangspunktet for modellen, at optionerne er frit omsættelige. Optioner, der modtages i et ansættelsesforhold, afviger fra sådanne ved dels at være uomsættelige, således at værdien kun kan realiseres ved at udnytte optionen, og dels ved at kunne udnyttes i en kortere eller længere periode før udløb. Der kan være mange årsager til, at en medarbejder vælger at udnytte før udløb: at der udbetales udbytte på den underliggende aktie, udsving i den underliggende akties værdi (risiko for kursfald), privatøkonomiske forhold, etc. I de forgangne år med kursstigninger på aktiemarkedet har det været spørgers generelle erfaring, at medarbejdere udnyttede deres optioner/warrants ved først givne lejlighed, blot markedskursen på aktierne lå over optionen/warrantens udnyttelseskurs.
Når options- eller warrantværdier skal opgøres regnskabsmæssigt til brug for udgiftsførelsen i resultatopgørelsen, kræver den internationale regnskabsstandard på området for aktiebaseret vederlæggelse, International Financial Reporting Standard 2 "Share-based payment", at den forventede løbetid frem for den maksimale løbetid benyttes. Eftersom løbetiden har forholdsvis stor betydning for værdiberegningen - og den altså skal korrigeres regnskabsmæssigt for at vise den korrekte værdi/udgift - vil det derfor være forkert at anvende den fulde løbetid ved den skattemæssige værdiansættelse (se til støtte herfor Aktieløn, 4. udg. Erik Banner-Voigt og Søren Rasmussen, s. 246).
Til forskel fra den noget simplere Ligningsrådets formel, der til brug for værdiansættelsen lægger til grund, at optionen eller warranten udnyttes den sidste dag i udnyttelsesperioden, er det generelt accepteret, at Black-Scholes modellen kan operere med en "forventet løbetid", baseret på den faktiske medarbejder adfærd, der f.eks. er observeret ved tidligere tildelinger. A A/S har udarbejdet en oversigt over udnyttelseshistorikken i de warrantprogrammer, der har kunnet udnyttes indtil dato. Det drejer sig om warrantprogrammerne i 7 tidligere år. En beregning for samtlige disse programmer giver et gennemsnitligt tidspunkt for udnyttelse på 3,5 år efter tildelingen. De forskellige programmer er imidlertid ikke helt sammenlignelige, idet et program var "under-water" på grund af aktiekursniveauet indtil det sidste udnyttelsesvindue (hvilket trækker i retning af en længere faktisk løbetid i statistikken, da warranterne naturligt først blev udnyttet da de var "in-the-money"), medens to andre programmer havde et mindre antal vinduer, og dermed også en lidt kortere løbetid (hvilket trækker i retning af en kortere faktisk løbetid i statistikken). "Renset" for disse tre programmer giver resultatet imidlertid stadig et gennemsnitligt tidspunkt for udnyttelse på 3,5 år efter tildelingen.
Spørger mener derfor det kan lægges til grund, at den forventede løbetid kan fastsættes til 3,5 år, baseret på den faktiske medarbejderadfærd i tidligere tildelte warrantprogrammer.
Den forventede løbetid får indflydelse på fastlæggelsen af dels a) volatiliteten og dels b) det risikofri renteniveau for værdiberegningen.
Ad a) Målingen af den historiske volatilitet skal logisk foretages over den samme periode som den forventede løbetid, idet forventningen om kursudsving fra tildeling og indtil forventet udnyttelse bør matche de historiske udsving i en tilsvarende periode inden tildelingen. Med en forventet løbetid på 3,5 år bliver volatiliteten baseret på daglige observationer af A A/S aktiekurs 70 %.
Ad b) Det er generel værdiansættelsespraksis, at den risikofri rente fastlægges ud fra den effektive rente pr. værdiansættelsesdatoen (tildelingen) på en statsobligation med bedst muligt matchende løbetid. Ved anvendelse af renten på en dansk statsobligation med en løbetid på 3,5 år, udgør renten 1, 17 % (pr. 26. maj 2010).
Uddybning af spørgsmål 2:
Black-Scholes modellens udgangspunkt er en værdiansættelse af et frit omsætteligt instrument. Begrænsninger i warranters omsættelighed forringer alt andet lige deres værdi, og bør derfor reflekteres i værdiberegningerne. I denne situation manifesterer begrænsningen i omsætteligheden sig dels i en såkaldt "vesting" periode på tre år, hvor warranterne ikke kan udnyttes, og dels i et bortfald af warrants i tilfælde af medarbejderens egen opsigelse i løbet af vesting perioden. Det er oplagt, at når medarbejderen ikke har mulighed for at indløse warranten i en betinget periode, er der en risiko for, at den aldrig bliver indløst - f.eks. i en jobskifte-situation.
I SKM2002.540.LR slog Ligningsrådet fast, at en warrant skulle værdiansættes efter Black-Scholes, "dog med en eventuel reduktion af risikoværdien for den periode, hvor der ikke er optjent endelig ret til de pågældende warrants". I SKM2010.428.SR, som bl.a. vedrørte spørgsmålet om værdiansættelse af betingede aktier, anførte Skatterådet, at betingede aktier kun kan mistes såfremt medarbejderen selv siger op, og at det var SKATs opfattelse, at der ikke kan ske reduktion som følge af risikoen for, at medarbejderen ikke modtager de underliggende aktier. Denne argumentation kom i forlængelse af SKM2008.614.SR, hvor det anførtes, at "Efter SKATs opfattelse er det endvidere usikkert, om der i det hele taget skal gives fradrag for fratrædelsesrisikoen, idet [spørger] i høj grad selv har indflydelse på denne betingelse".
Den sidstnævnte afgørelses argumentation minder således om den gamle praksis f.s.v.a. vurderingen af, om en betingelse i en aftale kunne udskyde den skattemæssige retserhvervelse eller ej. Her var det tidligere opfattelsen, at betingelser, som skatteyderen selv havde indflydelse på (hvorvidt han eller hun sagde stillingen op) ikke ville udskyde retserhvervelsen. SKAT har imidlertid sidenhen i en række afgørelser (og senest i det såkaldte Styresignal, SKM2009.749.SKAT ) udtalt, at en betingelse om, at en medarbejder mister betingede aktier m.v. ved egen opsigelse inden for tre år efter tildelingen alligevel må anses for at udskyde retserhvervelsen, med henvisning til at "SKAT vurderer, at 3 år er en relativ lang periode i ansættelsesmæssig sammenhæng, idet det for mange medarbejdere må anses for ganske usikkert, om de fortsat vil være ansat i selskabet efter 3 år." (TfS2008,231).
Såfremt en ansættelsesbetingelse, som medarbejderen selv er herre over, er "ganske usikker" i relation til den skattemæssige retserhvervelse, så kan den logisk heller ikke tilsidesættes i relation til den skattemæssige værdiansættelse af warranter/optioner. Konklusionen må således være, at eftersom en betingelse om bortfald ved opsigelse har en negativ indflydelse på warrantens real-økonomiske værdi, så bør den skattemæssige værdiansættelse også reflektere denne forringede værdi.
Skatteministeriets indstilling og begrundelse
Ad spørgsmål 1
Spørger ønsker bekræftet at warranternes forventede løbetid kan fastsættes til 3,5 år, således at beregningen af volatilitet og renteniveau matcher en forventet løbetid på 3,5 år.
Skatteministeriet indstiller, at spørgsmålet besvares med et ja.
Løbetiden til det formål at fastsætte af renteniveau og volatilitet, som indgår i optionsværdiansættelsen, kan konkret fastsættes til 3,5 år. Løbetiden som indgår direkte i optionsberegningen skal dog fastsættes til 4 år.
Efter ligningslovens § 7H kan warranter, til en værdi af 10 % af den enkelte medarbejders årsløn, beskattes som aktieavance i stedet for almindelig lønindkomst. Formålet med værdiansættelsen er således, at fastsætte værdien af tildelte warranter for den enkelte medarbejder på tildelingstidspunktet. Værdien af en option afhænger (blandt øvrige faktorer) af optionens mulige løbetid. Jo længere løbetid jo større værdi af optionen. På tildelingstidspunktet får den enkelte medarbejder warranter med en løbetid på 4 år. Det forhold at den enkelte medarbejder, på baggrund af forskellige individuelle præferencer eller omstændigheder, ikke altid holder optionen i hele løbetiden, ændre ikke ved, at optionen har en værdi, der afspejler den mulige løbetid på 4 år. Den efterfølgende faktiske optionsløbetid har således ikke betydning for optionsværdien på tildelingstidspunktet.
Løbetid for fastlæggelse af renteniveau
Skatteministeriet er enig med spørger i, at fastlæggelse af renteniveau som udgangspunkt bør matche løbetiden for optionen, når værdien af en sådan skal beregnes. Renteniveauet bør derfor som udgangspunkt fastsættelses på baggrund af den mulige optionsløbetid på 4 år, herunder også under hensyntagen til at historikken i selskabets tidligere optionsprogrammer ikke nødvendigvis er sammenlignelig. Spørger har dog oplyst, at renten pr. 26. maj 2010 for en løbetid på 3,5 år og 3,8 år udgør henholdsvis 1,17 % og 1,2 %. Om der anvendes en rente baseret på en løbetid på 3,5 år, 3,8 år eller 4 år vurderes derfor kun at have marginal betydning for værdien af optionen. Ud fra en konkret vurdering kan det derfor bekræftes, at der kan anvendes en rente med en løbetid på 3,5 år.
Løbetid for fastlæggelse af volatilitet
Det er ikke afgørende for volatiliteten, at den baseres på en historisk tidshorisont som matcher optionens løbetid. Som udgangspunkt skal den estimerede volatilitet baseres på en historisk periode, der giver et tilstrækkelige data, til at fastsætte volatiliteten på et statistisk signifikant grundlag. Denne periode kan generelt både være kortere eller længere end optionens løbetid. Ved fastlæggelsen af datagrundlagets størrelse til volatilitetsberegningen opstår der en afvejning mellem robustheden af resultatet på den ene side, og relevansen på den anden side. Mere data skaber et mere robust resultat men samtidig er det også nødvendigt at gå længere tilbage i tid, hvilket kan medføre en øget sandsynlighed for at estimere volatiliten på baggrund af data, som er irrelevant i forhold til den fremadrettede volatilitet. Ud fra en konkret vurdering er det Skatteministeriets opfattelse, at datagrundlaget i den anførte periode udgør et tilstrækkeligt statistiske grundlag. Det kan derfor bekræftes, at volatiliteten kan estimeres på baggrund af den anførte periode på 3,5 år.
Ad spørgsmål 2
Spørger ønsker bekræftet, at værdien af warranterne kan reduceres med en "tenure risk discount" som et resultat af, at (en del af) warranterne bortfalder, såfremt medarbejderen siger sin stilling op inden 3 år efter tildelingen.
Værdiansættelse af købe- og tegningsretter (herunder warranter) til børsnoterede aktier, skal ske efter Black & Scholes modellen, jf. SKM2002.540.LR
I flere nyere afgørelser er der taget stilling til, hvorvidt der kan foretages nedslag i den opgjorte værdi af rsu'er eller betingede aktier.
I disse afgørelser, SKM2008.614.SR, SKM2010.428.SR er der ikke givet nedslag for den usikkerhed, der er i kraft af en betingelse om fortsat ansættelse i en periode.
Spørger henviser til SKM2009.749.SKAT - hvor "SKAT vurderer, at 3 er en relativ lang periode i ansættelsesmæssig sammenhæng, idet det for mange medarbejdere må anses for ganske usikkert, om de fortsat vil være ansat i selskabet efter 3 år."
Styresignalet i SKM2009.749.SKAT blev offentliggjort som en hjælp til fortolkning af ikrafttrædelsesbestemmelsen i L 199 2008/09 for ophævelsen af den tidligere 15 pct. regel i ligningslovens § 7 H. I den forbindelse blev den praksis, der siden SKM2007.786.SR har været gældende for tildelinger af matching shares og betingede aktier udvidet til også at gælde for købe- og tegningsretter tildelt efter offentliggørelsen af styresignalet.
Således anses en betingelse om fortsat ansættelse i 3 år eller mere nu for at udskyde retserhvervelsestidspunktet for aktier, købe- eller tegningsretter.
Praksisændringen, der som nævnt blev vedtaget med afgørelsen, offentliggjort som SKM2007.786.SR, har, i de offentliggjorte Skatterådsafgørelser, ikke haft indflydelse på værdiansættelsen af betingede aktier.
Det er derfor Skatteministeriets opfattelse, at denne ændring heller ikke skal have indflydelse på værdiansættelsen af købe- og tegningsretter.
Skatteministeriet indstiller at spørgsmål 2 besvares nej.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling.