Landsskatteretten har den 15. november 2005 afsagt følgende kendelse
"...
Klagen vedrører, om klageren er skattepligtig af "barnetillegg særkullsbarn" udbetalt fra Norge.
Landsskatterettens afgørelse
Indkomståret 2000
Udenlandsk personlig indkomst
Skatteankenævnet har anset klageren for skattepligtig af "barnetillegg" udbetalt fra Norge, jf. statsskattelovens § 4 26.404 kr.
Landsskatteretten finder, at "barnetillegg særkullsbarn" er skattefrit ved indkomstopgørelsen for indkomståret 2000 efter de principper, der gælder for danske børnetilskud m.v., der er omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i ligningslovens § 7, litra p.
Sagens oplysninger
Klageren, der er norsk statsborger, flyttede i 1991 sammen med sin ægtefælle og deres børn fra Norge til Danmark. Klageren er førtidspensionist og har to børn, der er født henholdsvis den 8. juli 1986 og den 9. juli 1988.
Klagerens ægtefælle blev fra den 1. juli 1997 tilkendt brøkpension (1/8 pension) fra Danmark. Klageren blev pr. 1. august 1998 alene med og fik forældremyndigheden over børnene. Pr. 1. september 1998 blev klageren samboende med en anden mand. Klagerens ægtefælle døde den 3. februar 2004.
Klageren har i indkomståret 2000 modtaget pension fra Folketrygdekontoret for Utenlandssaker, Norge, på 114.936 NOK, svarende til 105.312 kr. Der er tale om en "uførepensjon", og pensionen er beregnet på grundlag af grundpension, barnetillæg særkuldsbarn, tillægspension og særtillæg. Sammen med pensionen fra Norge er der udbetalt et beløb hver måned som "barnetillegg særkullsbarn", der samlet omregnet til danske kroner udgør 26.404 kr. i indkomståret 2000. Herudover har klageren modtaget barnetrygd fra Norge.
Klageren har ikke betalt skat i Norge af pensionen. Barnetillægget er skattefrit i Norge.
Det fremgår af brev af 31. maj 2005 fra Serviceforvaltningen, Børnetilskud og -bidrag, til Told- og Skattestyrelsen, at klageren, der i indkomståret 2000 var samboende (ikke med børnenes far), var berettiget til børnefamilieydelse til 2 børn efter lov om børnefamilieydelse. De danske børneydelser og børnetilskud blev i år 2000 suspenderet i medfør af artikel 10, stk. 1, litra a, i EØS-gennemførelsesforordning 579/72, jf. EF-forordning 1408/71 artikel 77, stk. 2, litra a, da børneydelserne blev udbetalt fra Norge, og da barnetrygd fra Norge var større end den danske ydelse. Derudover fik klageren udbetalt børnebidrag fra Danmark fra børnenes fader. Der er aldrig i kommunens beregninger taget højde for eller sket modregning af udbetalt "barnetillegg særkullsbarn".
Skatteankenævnets afgørelse
Skatteankenævnet har anset klageren for skattepligtig af "barnetillæg" udbetalt fra Norge, jf. statsskattelovens § 4.
Pension m.v., der udbetales fra Norge til en norsk statsborger, der er bosiddende i Danmark, er efter statsskattelovens § 4 skattepligtig i Danmark, da dobbeltbeskatningsaftalen mellem de nordiske lande i artikel 26 tillægger Danmark beskatningsretten.
Sammen med pensionen fra Norge er der i 2000 udbetalt et beløb hver måned som "barnetillegg særkullsbarn", der samlet omregnet til danske kroner udgør 26.404 kr.
Det fremgår ingen steder i skattelovgivningen, at norsk "barnetillæg" kan behandles i skattemæssig henseende som dansk udbetalt "børnetilskud", der efter ligningslovens § 7 p er skattefri.
"Barnetillægget" udbetalt efter norsk lovgivning er derfor skattepligtig i Danmark efter statsskattelovens § 4, da det ikke er fritaget for beskatning efter ligningslovens § 7.
Det er uden betydning, at klageren også er tilkendt dansk førtidspension, når den på grund af andre aftaler ikke bliver udbetalt.
Skatteankenævnet har herefter opgjort den udenlandske personlige indkomst for indkomståret 2000 således:
|
Selvangivet anden udenlandsk personlig indkomst |
|
0 kr. |
|
Modtaget norsk pension på 114.936 kr., omregnet til |
105.312 kr. |
|
|
-selvangivet |
0 kr. |
|
|
-særfradrag: 20.000 svenske kr. omregnet til |
-18.324 kr. |
86.988 kr. |
|
Anden udenlandsk personlig indkomst efter ændring |
|
86.988 kr. |
Klagerens påstand og argumenter
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren i indkomståret 2000 ikke er skattepligtig af de fra Norge udbetalte "barnetillegg" på i alt 26.404 kr.
Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. gjort gældende, at klageren, der er norsk statsborger, skal godkendes skattefrihed for "barnetillegg" udbetalt i forbindelse med en fra Norge udbetalt social pension. Det fra Norge udbetalte "barnetillegg" bør sidestilles med det danske børnetilskud.
Den mellem de nordiske lande indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomst bevirker, at bopælslandets regler skal finde anvendelse ved fastlæggelse af skattepligten for den fra Norge udbetalte sociale pension. Beskatningen af klageren foretages herefter under anvendelse af de danske skatteretlige regler.
Det må lægges til grund, at ydelser af samme indhold, under fravær af præceptive lovbestemmelser herom, skal beskattes ens, når beskatningsretten er tillagt Danmark, uanset om ydelsen er udbetalt i Danmark eller i udlandet. Dette må således også gælde, uanset om de to ens ydelser har forskellige benævnelser, idet det ikke er selve benævnelsen men derimod indholdet, der er afgørende.
For at kunne opnå skattefrihed for de norske "barnetillegg" er den relevante skattefritagelsesbestemmelse, hvorunder ydelsen ønskes subsumeret, ligningsloven § 7, litra p, der hjemler skattefrihed for børnetilskud. Denne bestemmelse indrømmer ud fra en ordlydsfortolkning skattefrihed for børnetilskud uden hensyntagen til, om tilskuddet er ydet på baggrund af den danske børnetilskudslov.
For herefter at vurdere indholdet af den norske pension må denne opsplittes i dennes enkeltydelser, før der kan foretages en nærmere skattemæssig behandling heraf. Til belysning af de enkelte komponenter i den norske pension må blikket rettes mod den norske folketrygdelov, der i § 1-1 erklærer at varetage følgende formål:
"Folketrygdens formål er å gi økonomisk trygghet ved åsikre inntekt og kompensere for særlige utgifter ved arbeidsløshet, svangerskap og fødsel, aleneomsorg for barn, sykdom og skade, uførhet, alderdom og dødsfall. Folketrygden skal bidra til utjevning av inntekt og levekår over den enkeltes livsløp og mellom grupper av personer. Folketrygden skal bidra til hjelp til selvhjelp med sikte på at den enkelte skal kunne forsørge seg selv og klare seg selv best mulig til daglig."
De enkelte komponenter i den norske pension fremgår af den norske folketrygdelov § 3-1
"Grunnpensjonen (§ 3-2) og tilleggspensjonen (§ 3-8) utgjør hovedkomponentene i folketrygdens pensjoner. Særtillegg ytes til pensjonister som ikke har rett til tilleggspension eller har liten tilleggspensjon, se § 3-3. Forsørgingstillegg ytes til pensjonister som forsørger ektefelle og/eller barn, se §§ 3-24 til 3-26."
Det er således åbenlyst, at den norske pension indeholder ydelser, der i dansk skatteret behandles som særskilte ydelser.
Under "forsørgingstillegg" hører de såkaldte "barnetillegg", hvis nærmere indhold fremgår af den norske folketrygdelov § 3-25:
"Til en person som mottar uførepensjon eller alderspensjon, ytes det et barnetillegg for hvert barn vedkommende forsørger. Når et barn blir forsørget av flere pensjonister i fellesskap, ytes tillegget til den som får høyest tillegg. Dersom forsørgerne ikke bor sammen, ytes tillegget alltid til den som har den daglige omsorgen for barnet
..."
Til sammenligning beskriver børnetilskudsloven indholdet af det danske børnetilskud således, idet opmærksomheden særligt henledes på de såkaldte ekstra børnetilskud:
"Lover omfatter børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Disse ydelser er faste sociale ydelser, der i særlige tilfælde kan ydes til børn under 18 år. Ydelserne udbetales ved siden af børnefamilieydelsen, der efter børnefamilieydelsesloven udbetales som en generel fast ydelse til børn under 18 år. Denne lov hører under Skatteministeriet. Der findes 3 slags generelle børnetilskud: Ordinært børnetilskud, som ydes til børn af enlige forsørgere og af forældre, der begge modtager pension. Ekstra børnetilskud, som sammen med det ordinære børnetilskud ydes til enlige forsørgere, der har barnet hos sig. Der ydes kun et ekstra børnetilskud uanset antallet af børn. Særligt børnetilskud, som bl.a. ydes til børn, hvis ene eller begge forældre er døde, eller når faderskabet ikke er fastslået, samt hvis en eller begge forældre modtager pension. Herudover findes en række specielle ydelser til særlige grupper: Flerbørnetilskud, adoptionstilskud og et særligt børnetilskud til uddannelsessøgende forældre."
Da klageren opfylder betingelserne for at opnå børnetilskud efter dansk lovgivning, ville de danske myndigheder have ydet et tillæg svarende til differencen, såfremt "barnetillegget" havde haft en mindre beløbsmæssig størrelse end det danske børnetilskud. Der henvises i den forbindelse til børnetilskudsbekendtgørelsens § 9 og EF-forordning nr. 1908/ 71, art. 77 og 79.
Af § 9 i bekendtgørelse om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag fremgår
"For personer, der efter bestemmelserne i EF- forordning nr. 1908/71 modtager børnetilskud eller familieydelser efter en anden EU/EØS-stats lovgivning om social sikring, nedsættes børnetilskuddet med et beløb svarende til den anden stats ydelse, forudsat at en nedsættelse af den danske ydelse er i overensstemmelse med EF-forordningens regler."
I Socialministeriets vejledning nr. 59 af 17, juni 2002 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, pkt. 71, udtales om virkningen af EF-forordning nr. 1908/71:
"Hvis der samtidig er ret til familieydelser til samme barn fra et andet EU/EØS-land, afgøres det efter EF-forordning 1908/71, kapitel 7 og EF-forordning 574/72 artikel 10, hvilket land, der primært skal udbetale familieydelser til barnet (prioriteringsregler). Det land, der ikke primært skal udbetale ydelsen, skal udbetale et tillægsbeløb, hvis dets ydelser er højere. ... Ved beregningen af danske ydelser går man således frem: Hvis de danske ydelser ikke har forrang, nedsættes det beløb, der udbetales i danske børnetilskud og børnefamilieydelse med et beløb, der svarer til ydelsen fra det andet land. ... Når der kan være ret til ydelser fra et andet land samtidig med, at der er ret til ydelser fra Danmark, må kommunalbestyrelsen undersøge, hvilket lands ydelser, der skal nedsættes."
Klageren er således uberettiget blevet beskattet af de fra Norge udbetalte "barnetillegg", idet der foreligger ydelser af samme reelle indhold.
Selv om grundlaget for ydelserne børnefamilieydelse og børnetilskud er identiske i Norge og Danmark, er reglerne for udbetalingen af børnefamilieydelse og børnetilskud forskellige i de to lande. I Norge er det f.eks. kun barnetrygden/børnefamilieydelsens størrelse, som er relateret til, om en forsørger er enlig eller samlevende, mens barnetillægget/børnetilskuddet, er en konstant størrelse, uanset om forsørgeren er enlig eller samlevende.
Såfremt Landsskatteretten finder, at "barnetillegget" er skattepligtigt, har repræsentanten subsidiært gjort gældende, at tilskuddet rettelig bør beskattes hos det enkelte barn. Det fremgår således af børnetilskudslovens § 7, at børnetilskud tilkommer barnet. Det enkelte barn bør herefter ansættes selvstændigt til skat, jf. kildeskattelovens § 5, stk. 1. Da der er tale om en i dansk skatteret hypotetisk situation - børnetilskud er skattefrie efter ligningslovens § 7, litra p - kan der ikke umiddelbart findes direkte relevante lovbemærkninger, praksis m.v. herom. Som en antydning af barnets skattepligt kan dog henvises til Karnovs note (47) til kildeskattelovens § 5, stk. 1, hvor det in fine udtales, at "... Børnetilskud efter loven om børnetilskud og andre familieydelser er skattefri, jf. ligningslovens § 7 p." Der kan endvidere trækkes en parallel til underholdsbidrag, der netop er skattepligtige hos barnet, i det omfang bidraget overstiger normalbidraget, jfr. ligningslovens § 10, stk. 1.
SKATS indstilling
Klageren, der er norsk statsborger, har modtaget en børneydelse "barnetillegg særkullsbarn" fra Norge som en del af en norsk pension. Beløbet udgjorde i indkomståret 2000 26.404 kr.
Barnetillegg særkullsbarn er ikke skattepligtigt i Norge. Skattemyndighederne har derfor med henvisning til den subsidiære beskatningsret i den nordiske dobbeltbeskatningsaftales artikel 26 anset ydelsen for skattepligtig her i landet.
Det fremgår af en udtalelse fra børnetilskudskontoret, at klageren, der i indkomståret 2000 var samboende, var berettiget til børnefamilieydelse efter lov om børnefamilieydelse, men at denne ydelse blev suspenderet i medfør af artikel 10, stk. 1, litra a, i EØS-gennemførelsesforordning 574/72, da der er udbetalt børneydelser (barnetrygde) fra Norge omfattet af EF-forordning 1408/73. Klageren var ikke i indkomståret 2000 berettiget til børnetilskud efter lov om børnetilskud, idet der var fastsat børnebidrag, og da hun som samboende ikke var berettiget til ordinært/ekstraordinært børnetilskud efter lov om børnetilskud.
Kommunen har endvidere oplyst, at den danske børnefamilieydelse udgjorde 2.100 kr. pr. barn pr. kvartal, eller i alt 16.800 kr., i indkomståret 2000. Børnefamilieydelsen reduceres med børneydelsen udbetalt fra Norge. Da den norske ydelse er højere end den danske, har klageren ikke modtaget dansk børnefamilieydelse.
Klageren har således både modtaget barnetrygde fra Norge og barnetillegg særkullsbarn via pensionen fra Norge. Modregningen af barnetrygden er foretaget i den danske børnefamilieydelse. Der er ikke foretaget modregning af barnetillegg særkullsbarn i danske ydelser.
Børnefamilieydelsen er skattefri efter lov om børnefamilieydelse § 1. Skatteforvaltningen har oplyst, at den norske barnetrygde ikke er beskattet i Danmark.
Skattefritagelsesbestemmelsen i ligningslovens § 7, litra p, kan ikke finde anvendelse, idet klageren ikke er berettiget til børnetilskud efter lov om børnetilskud.
Da der således ikke er foretaget modregning af den omhandlede børneydelse fra Norge i danske ydelser, har de danske beskatningsregler i den konkrete situation ikke medført en forskelsbehandling mellem udbetaling af danske og norske børnetilskud. Beskatningen af den norske ydelse er derfor ikke i strid med EØS-aftalens artiklerne 4, 28 og 31 samt EF-traktatens diskriminationsforbud i artiklerne 12, 19, 39 og 43.
SKAT, hovedkontoret har derfor indstillet, at skatteankenævnets afgørelse stadfæstes.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Klageren har i indkomståret 2000 haft bopæl i og været fuld skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.
"Barnetillegg særkullsbarn" fra Folketrygdekontoret for Utenlandssaker i Norge er derfor som udgangspunkt skattepligtigt til Danmark i henhold til statsskattelovens § 4. Efter denne bestemmelse medregnes den skattepligtiges samlede årsindtægter til den skattepligtige indkomst, uanset om de hidrører her fra landet eller ikke.
Det fremgår af artikel 18, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 23. september 1996 mellem de nordiske lande, at udbetaling fra en kontraherende stat i henhold til sociallovgivningen i denne stat til en person, der er hjemmehørende i en anden kontranerende stat, kun kan beskattes i den førstnævnte stat.
"Barnetillegget" fra Folketrygdekontoret for Utenlandssaker i Norge kan derfor som udgangspunkt kun beskattes i Norge.
Under hensyntagen til, at "barnetillegg særkullsbarn" ifølge det oplyste er skattefrit i Norge, og at Norge derfor på grund af sin lovgivning ikke har medtaget indkomsten i sin helhed ved beskatningen, har Danmark i henhold til artikel 26, stk. 2, jf. artikel 18, stk. 1, i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst beskatningsretten til "barnetillegget" fra Norge.
Det fremgår klart af ordlyden af ligningslovens § 7, litra p, at det kun er børnetilskud m.v., der udbetales i henhold til lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, der ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst og dermed er skattefrie. "Barnetillegg særkullsbarn", der er udbetalt i henhold til den norske folketrygdelov § 3-25, er derfor ikke omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i ligningslovens § 7, litra p.
Det må imidlertid lægges til grund, at "barnetillæg særkullsbarn" fra Norge er en ydelse af samme karakter og af samme indhold som danske børnetilskud i henhold til lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.
På trods af, at der ikke er intern hjemmel i dansk skatteret til at anse "barnetillegg særkullsbarn" for skattefrit, finder retten herefter, at de danske beskatningsregler indebærer en forskelsbehandling mellem danske børnetilskud m.v., der er omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i ligningslovens § 7, litra p, og tilsvarende udenlandske børnetilskud m.v., der må anses for stridende med EØS-aftalens og EF-traktatens diskriminationsforbud, jf. særligt EF-traktatens artikel 12, 14, 39 og 43 og EØS-aftalens artikel 4, 28 ag 31.
Retten finder derfor, at "barnetillegg særkullsbarn" må anses for skattefrit ved indkomstopgørelsen for indkomståret 2000 efter de principper, der gælder for danske børnetilskud m.v., der er omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i ligningslavens § 7, litra p.
Afgørelsen for indkomståret 2000 ændres derfor i overensstemmelse hermed.
..."
Under denne sag, der er anlagt den 14. februar 2006, har sagsøgeren, Skatteministeriet, nedlagt påstand om, at sagsøgte As skattepligtige indkomst for indkomståret 2000 forhøjes med 26.404 kr.
Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært at sagsøgeren skal anerkende, at "barnetillegget" beskattes hos det enkelte barn.
Sagsøgte har fri proces uden retshjælpsdækning.
Der er for landsretten enighed mellem parterne om, at sagsøgte ikke i 2000 opfyldte betingelserne for børnetilskud efter den danske børnetilskudslov og om at beskatning af sagsøgtes indkomst skal ske i Danmark.
I et brev af 24. april 1991 fra kommunen til A, er der i anledning af afslag på en ansøgning om børnetilskud efter de danske regler som begrundelse for afslaget bl.a. henvist til, at det særlige børnetilskud kun kan udbetales, "når.., der ikke udbetales en tilsvarende ydelse fra hjemlandet".
Skatteministeriet har i den forbindelse nærmere anført, at pligten til at beskatte beløbet som udenlandsk indkomst følger af statsskattelovens § 4.
Der er ikke noget grundlag for at hævde, at beskatningen vil medføre, at A udsættes for forskelsbehandling. Realiteten er, at hun har været bedre stillet, end hun ville have været, såfremt hun udelukkende havde været undergivet dansk lovgivning, idet hun efter danske regler ikke ville have haft krav på børnetilskud i indkomståret 2000. I relation til børnetilskud stilles hun altså bedre end danske statsborgere i en tilsvarende situation, uanset om det norske barnetillæg undergives beskatning her i landet eller ej .
Da hun således de facto er stillet bedre end danske statsborgere trods beskatning af barnetillægget, er det efter Skatteministeriets opfattelse udelukket at hævde, at hun diskrimineres i forhold til danske statsborgere, der befinder sig i en tilsvarende situation.
Resultatet følger også af, at hun slet ikke kan hævdes at befinde sig i en situation, der kan sammenlignes med den situation, der består for danskere, der modtager skattefrit børnetilskud, jf. ligningslovens § 7, litra p. Danskere, der er i samme situation som A, har slet ikke krav på børnetilskud. Når ingen danskere i situationen ville have krav på børnetilskud, kan der ikke foreligge diskrimination. Da det norske børnetilskud ikke træder i stedet for et beløb omfattet af ligningslovens § 7, litra p, kan skattefrihed ikke følge af en analogi af bestemmelsen.
For så vidt angår A subsidiære påstand bestrides det, at barnetillægget skal beskattes hos det enkelte barn. Det følger direkte af den norske folketrygdslovs § 3-1 og § 3-25, at barnetillægget ydes til den pågældende pensionist og ikke til barnet. Der er således intet grundlag for at hævde, at der er tale om en ydelse, der retligt eller faktisk tilkommer det enkelte barn.
Hun har i den forbindelse nærmere anført, at det - lige som antaget af Landsskatteretten - må lægges til grund, at barnetillægget fra Norge er en ydelse af samme karakter og af samme indhold som danske børnetilskud. På trods af, at der ikke er direkte hjemmel i dansk skatteret til skattefrihed, vil der ved beskatning være tale om en forskelsbehandling mellem danske børnetilskud, der er omfattet af ligningslovens § 7, litra p, og det tilsvarende norske børnetilskud, og en sådan forskelsbehandling må anses for stridende mod EØS-aftalens artikel 4.
Til støtte for den subsidiære påstand er det gjort gældende, at barnetillægget i skatteretlig henseende må anses for at tilkomme det enkelte barn i lighed med, hvad der gælder for de danske børnetilskud, jf. børnetilskudslovens § 7, og at det enkelte barn herefter skal ansættes selvstændigt til skat, jf. kildeskattelovens § 5, stk. 1, jf. ligningslovens § 10, stk. 1, analogt.
Efter EØS-aftalens artikel 4 er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt inden for aftalens anvendelsesområde og med forbehold for aftalens særlige bestemmelser.
Ved fastlæggelsen af, om der foreligger forskelsbehandling, skal der foretages en samlet vurdering at såvel de retlige som de faktiske forhold med henblik på at fastslå, om der "de facto" er tale om, at den udlænding, der mener at være udsat for forskelsbehandling på grund af nationalitet, er dårligere stillet end danskere i en tilsvarende situation.
Efter det oplyste lægges det til grund, at A ikke i indkomståret 2000 opfyldte grundbetingelserne for at få udbetalt skattefri børnetilskud efter de danske regler i børnetilskudslovens §§ 2-5, jf. ligningslovens 7, litra p, og at ingen danskere, der var i en tilsvarende situation med hensyn til samliv og modtagelse af børnebidrag, ville være berettiget til sådanne tilskud. Da der således ikke er tale om sammenlignelige situationer, hvor det kan fastslås, at A faktisk stilles dårligere på grund af sin nationalitet, foreligger der ikke forskelsbehandling ved beskatning af den ydelse, som A fik udbetalt fra Norge som "barnetillegg" til sin pension. Ydelsen må derfor i overensstemmelse med den almindelige regel i statsskattelovens § 4 beskattes her i landet som udenlandsk indkomst.
Da "barnetillegg" efter den norske folketrygdslovs § 3-1 og § 3-25 ydes til den pågældende pensionist og ikke til barnet, er der ikke grundlag for af tage A subsidiære påstand til følge.
Landsretten tager herefter Skatteministeriets påstand til følge som nedenfor bestemt.
Statskassen skal betale sagens omkastninger til Skatteministeriet med i alt 27.550 kr., jf. retsplejelovens § 312, stk. 1, jf. § 332, stk. 1, nr. 4. Beløbet dækker 25.000 kr. til Skatteministeriets udgifter til advokatbistand og 2.050 kr. til ekstrakt og materialesamling. Beløbene er inklusive moms. Hertil kommer 500 kr. til retsafgift. Landsretten har lagt vægt på sagens karakter og omfang, herunder at der er tale om en sag af en vis principiel karakter med gennemgang af udenlandsk ret, som i forhold til sagsgenstandens størrelse har krævet mere forberedelse end sædvanligt.
Sagsøgte, A, skattepligtige indkomst for indkomståret 2000 forhøjes med 26.404 kr.
Statskassen skal betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 27.550 kr.