Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 feb 2008 14:43
SKM-nummer
SKM2008.225.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-038995
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Selskabsbeskatning
Emneord
CFC-beskatning
Resumé
Skatterådet tillader, at A A/S ikke er omfattet af selskabsskatteloven § 32, stk. 1 for den maksimale periode på 10 år.
Hjemmel
07-154291
Reference(r)

Selskabsskatteloven § 32

Henvisning
Ligningvejledningen 2008-1 S.D.5.7

H Revisionsaktieselskab har på vegne af B ApS anmodet Skatterådet om tilladelse fra CFC-beskatning, jf. Selskabsskatteloven § 32, stk. 2. Tilladelsen ønskes for:

  • A A/S

B ApS anmoder Skatterådet om, at tilladelsen omfatter det maksimale 10 indkomstår, regnet fra og med indkomståret 2007, jf. Selskabsskatteloven § 32, stk. 2.

Afgørelse

Skatterådet tillader, at A A/S ikke er omfattet af selskabsskatteloven § 32, stk.1 i 10 indkomstår fra 2007, jf. selskabsskatteloven § 32, stk. 2.  

Beskrivelse af faktiske forhold

B ApS erhvervede 95 % af aktiekapitalen i A A/S den 9. august 2005. På det tidspunkt havde A A/S 3 datterselskaber. Efter to fusioner har A A/S 2 datterselskaber.

B ApS ser i dag ud som følgende:

Visning af billede: Image2 

Betingelserne for tilladelsen

Ifølge selskabsskatteloven § 32, stk. 2 kan et datterselskab med koncession til at udøve forsikrings-, realkredit- eller bankvirksomhed og underlagt offentlig tilsyn anmode om at tilladelse til ikke at være omfattet af selskabsskatteloven § 32, stk. 1.

For at en af de tre nævnte virksomheder kan opnå tilladelsen, skal virksomheden opfylde 5 betingelser. 

  1. Virksomheden skal være underlagt offentligt tilsyn
  2. Den væsentligste del af indkomsten skal komme fra virksomhed med kunder i det land, hvor datterselskabet er hjemmehørende.
  3. Den væsentligste del af indkomsten skal komme fra virksomhed med kunder, som datterselskabet ikke er koncernforbundet med, jf. ligningsloven § 2, stk. 2.
  4. Datterselskabets kapitalgrundlag ikke overstiger, hvad driften af forsikrings-, realkredit- eller bankvirksomheden tilsiger.
  5. Det er yderligere en betingelse, at beskatningen af udbytte fra datterselskabet til moderselskabet vil kunne frafaldes eller nedsættes efter bestemmelserne i direktiv 90/435/EØF eller efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Færøerne, Grønland eller den stat, hvor datterselskabet er hjemmehørende.  
Rådgivers opfattelse af A A/S' opfyldelse af betingelserne

Ad 1

A A/S er hos finanstilsynet registreret med koncession til at drive pengeinstitutvirksomhed i Danmark, hvilket er dokumenteret ved kopi af koncession som er fremsendt til SKAT.

Ad 2

Langt den overvejende del af selskabets indkomster indtjenes lokalt i Danmark, idet bankens kunder i langt overvejende grad er kunder, som er hjemlandskunder, dvs. at private kunder bor i Danmark og at kundeforholdet med virksomheder vedrører virksomheder udført i Danmark.

Ad 3

Det kan oplyses, at selskabet kun i meget begrænset omfang kar indkomst fra virksomhed med kunder, som er koncernforbundne med selskaberne, når SKATs definition af koncernforbundne selskaber anvendes, dvs. direkte eller indirekte ejerskab af 50 % af kapitalen, jf. ligningsloven § 2, stk. 2. Alle transaktioner med koncernforbundne parter er foretaget på armslængde vilkår.

Ad 4

Selskabets kapitalisering overstiger efter B ApS' opfattelse ikke, hvad driften tilsiger.

Det skal i relation til spørgsmålet om kapitalisering bemærkes, at mindstekravet i Danmark til solvens er 8 %. A A/S har pt. 31.12.2006 en solvensprocent på X % og en ansvarlig kapital på X mio. kr.

Solvenskravet kræver en ansvarlig kapital på 397 mio. kr. A A/S' basiskapital på i alt X mio. kr. består af en kernekapital efter fradrag på X mio. kr. og supplerende kapital på X mio. kr.

Det er på denne baggrund rådgivers vurdering, at A A/S ikke er overkapitaliseret i forhold til hvad driften tilsiger.  

SKATs indstilling og begrundelse

B ApS ansøger om tilladelse til, at datterselskabet A A/S ikke er omfattet af selskabsskatteloven § 32, stk. 1, jf. selskabsskatteloven § 32, stk. 2.

Koncession m.v.

Der er forelagt kopi af bankkoncession til A A/S for SKAT.

Eftersom A A/S er hjemmehørende i Danmark, er banken underlagt Finanstilsynet.

Kundeforhold

SKAT finder det også bekræftet og sandsynliggjort, efter brev af 20. november 2007 fra bankens økonomichef F, at indkomsten fra A A/S i det væsentlige stammer fra hjemlandskunder, idet er oplyst at forholdet er X eller X %.

SKAT finder det ligeledes dokumenteret og sandsynliggjort, at indkomsten i A A/S primært stammer fra uafhængige parter, idet forholdet er X eller X %.

Kapitalgrundlag

Lov om finansiel virksomhed stiller krav om, at banker har en solvensgrad på mindst 8 %. Samtidig er Finanstilsynet dog interesseret i, at solvensgraden er højere.

A A/S har en solvensprocent på X i 2006. Banker i samme gruppe (opdelt af Finanstilsynet) har i snit en solvensprocent på X. Ifølge en nøgletalsopstilling fra Finanstilsynet har A A/S en overdækning af kapital (Overskydende likviditet efter opfyldelse af lovens minimumskrav (10 % -kravet i lov om finansiel virksomhed § 152) i procent af lovens minimumskrav) på X, hvor gennemsnittet i samme gruppe er X.

Ud fra en samlet konkret vurdering er det SKATs opfattelse, at A A/S ikke er overkapitaliseret.

Beskatning af udbytte fra datterselskaber

Danmark har implementeret direktiv 90/435 EØF, hvorfor beskatningen af udbyttet fra A A/S kan nedsættes eller frafaldes.

Indstilling

På baggrund af ovenstående indstiller SKAT, at B ApS' anmodning om tilladelse til, at A A/S ikke omfattes af selskabsskatteloven § 32, stk. 1 imødekommes for den maksimale periode på 10 år gældende fra og med år 2007. 

Tilladelsens længde

Det indstilles, at tilladelsen meddeles for 10 år fra og med indkomståret 2007. Det betinges dog, at B ApS årligt, og senest samtidig med indsendelsen af selvangivelse for det pågældende indkomstår tilsender den skatteansættende myndighed en erklæring om, at de betingelser og forudsætninger, der ligger til grund for denne tilladelse i al væsentlighed er uændrede.

Der forbeholdes den skatteansættende myndighed ret til at efterprøve om erklæringen er korrekt, og B ApS er således forpligtet til på forlangende at dokumentere i hvilket omfang de oplysninger og sammenligningstal m.v., der er lagt til grund ved denne tilladelse ikke har ændret sig i en diskvalificerende retning.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet følger SKATs indstilling.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Ifølge skatteforvaltningslovens § 25, stk. 1, er svaret bindende for skattemyndighederne i forhold til spørger ved behandlingen af det beskrevne forhold i 5 år.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 25, stk. 2, er svaret dog ikke bindende, i det omfang der er sket ændringer i forudsætninger, som har været afgørende for indholdet af svaret, herunder ændringer i love eller bekendtgørelser, der har ligget til grund for svaret.