Dato for udgivelse
06 jun 2007 15:13
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 maj 2007 14:23
SKM-nummer
SKM2007.350.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-086832
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Brugte varer, kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter + Momsfritagelse og -godtgørelse
Emneord
Genbrugsbutikker
Resumé
Salg af varer fra overskudsproduktion, kollektionsprøver m.v gennem en almennyttig organisations genbrugsbutikker kunne ske momsfrit, da donatorerne af de omhandlede varer momsmæssigt behandlede varerne som overgået til forbrug.
Reference(r)
Momsloven § 13
Henvisning
Momsvejledningen 2007-2 D.11.19
Spørgsmål

Kan organisation NN´s genbrugsbutikker sælge de nedenfor i sagsfremstillingen angivne effekter som genbrugsvarer indenfor den i momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, meddelte momsfritagelse?

Svar

Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Organisation NN er en almenvelgørende/sygdomsbekæmpende forening, der driver en række genbrugsbutikker.

I forbindelse med driften af vores butikker får vi jævnligt tilbud fra virksomheder om at modtage effekter, der har mistet deres oprindelige handelsværdi eller aldrig har været produceret med videresalg for øje.

Eksempler herpå kan være:

  • kollektionsprøver
  • rester fra en udgået kollektion
  • forsikringsvarer
  • brugt inventar
  • overskudsproduktion

Varerne er således ikke "genbrug", forstået som varer, der har været solgt i en forretning til en privat kunde, der har brugt den, og efterfølgende givet den til en almenvelgørende forenings genbrugsbutik. Men det er varer, der har været solgt, eller er produceret til/af en virksomhed, som efter brug vælger at donere den til et almennyttigt formål frem for blot at kassere den. Det er altså varer, som har været "forbrugt" og dermed har mistet deres væsentlige handelsværdi.

Vi vil gerne hermed bede om et bindende forhåndstilsagn, om disse varer umiddelbart kan betegnes som genbrugsvarer og dermed sælges indenfor momsfritagelsens rammer, eller om det fx forudsætter, at der ved overdragelsen fra virksomheden til genbrugsbutikken skal foreligge et overdragelsesdokument/brev. som tilkendegiver at varen er kasseret af virksomheden, og har mistet sin væsentlige handelsværdi.

SKATs indstilling og begrundelse

Genbrugsbutikkers hjemmel til momsfritagelse findes i momslovens § 13, stk. 1, hvor det fremgår:

"§ 13, stk. 1: Følgende varer og ydelser er fritaget for moms:

19) Varer leveret fra genbrugsbutikker, hvis overskud anvendes fuldt ud til velgørende eller på anden måde almennyttige formål. Det er en forudsætning, at butikken kun sælger brugte varer, der er modtaget vederlagsfrit, og at butikken kun beskæftiger ulønnet, frivillig arbejdskraft."

Det er ikke i forarbejderne til momsloven nærmere præciseret, hvad der skal forstås ved "brugte" varer, men det opfattes normalt som varer, der er taget i brug. Det er imidlertid SKATs opfattelse, at begrebet "brugte varer" omfatter varer, der er overgået til endeligt forbrug. Begrebet skal derved momsmæssigt forstås således, at der er tale om brugte varer, når der er beregnet moms ved varernes overgang til forbrug.

Da varerne i tidligere omsætningsled er indkøbt eller fremstillet med henblik på enten videresalg eller anvendelse i virksomheden, har købsmomsen været fradragsberettiget, jf. momslovens § 37, stk. 1. Når virksomheden efterfølgende donerer varerne til en genbrugsbutik med velgørende formål, anses donationen for en gave, for hvilken der ikke er fradragsret, jf. § 42, stk. 1, nr. 5. Donationen anses således som en leverance mod vederlag, jf. § 5, stk. 2, hvorefter virksomheden skal betale såkaldt udtagningsmoms. Grundlaget for beregningen af udtagningsmomsen er indkøbsprisen.

Da de virksomheder, der donerer varer til organisation NN, på denne måde momsmæssigt behandler varerne som overgået til forbrug, er der efter SKATs opfattelse tale om brugte varer. Organisation NN's genbrugsbutikker kan derfor sælge disse kollektionsprøver, rester, forsikringsvarer, brugt inventar og overskudsproduktion momsfrit i sine genbrugsbutikker.

Det er en forudsætning for SKAT's besvarelse, at genbrugsbutikkerne opfylder de øvrige betingelser for momsfritagelsen, herunder at varerne er modtaget helt vederlagsfrit, og at butikken kun beskæftiger ulønnet, frivillig arbejdskraft.

SKAT indstiller, at spørgsmålet besvares med et ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet har på mødet den 22. maj 2007 tiltrådt SKATs indstilling.