RIM skal især være opmærksom på, om der i forbindelse med behandling af de pågældende dødsboer er udstedt proklama. Proklama bekendtgøres i Statstidende. Det bør her huskes, at proklamafristen efter de ny regler er 8 uger.

Skifteretten kan dog under særlige omstændigheder give længere frist, hvis anmodning indgives inden for 8 ugers fristen.

RIM skal anmelde eventuelle krav over for dødsboet inden udløbet af fristen herfor, idet anmeldelser foretaget efter fristen medfører, at Skat mister sit krav. Se afsnit N.3.3.3. Kravet anmeldes opgjort pr. dødsdagen. Kravet kan eventuelt anmeldes foreløbigt. jf. UfR 2001, 1963 ØLD

Lovgrundlaget findes i dødsboskiftelovens § 82

Det tilføjes, at RIM ved anmeldelse i et dødsbo skal huske forbehold om eventuelle efterbetalinger. Østre landsret har nemlig afgjort, at et rentekrav var prækluderet, da der ikke ved anmeldelsen var taget udtrykkeligt forbehold for renter eller var godtgjort, at forbeholdet om renter på anden måde var fremsat inden proklamafristens udløb, se SKM 2001 433. I dommen nævntes, at dødsboskifteloven ikke var gældende i den pågældende sag. Dette må skyldes, at loven kun gælder for dødsfald indtrådt efter 1. januar 1997, og at det i sagen foreliggende dødsfald var indtrådt tidligere.