Østre Landsrets dom
af 8. februar 2002
12. afdeling, B-2224-96 og B-1874-97

Parter

B-2224-96
A
(Advokat Søren Lehmann Nielsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat H. C. Vinten)

og

B-1874-97
B
(Advokat Søren Lehmann Nielsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat H. C. Vinten).

Afsagt af landsdommerne

Ina Steincke, Benedikte Tegldal og Nanna Blach (kst.)

Henholdsvis den 30. august 1996 og den 27. juni 1997 har sagsøgerne, A og B, anlagt sag mod sagsøgte, Skatteministeriet, med påstande som gengivet nedenfor. Det er i medfør af retsplejelovens § 254 bestemt, at de to sager behandles i forbindelse med hinanden.

Sagsøgeren A har principalt nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at .... Kommunes kendelser af 12. december 1994 er ugyldige, og at sagsøgerens skatteansættelse for indkomstårene 1991 til 1992 nedsættes til de selvangivne beløb. Subsidiært har A nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at skattemyndighederne ved hans skatteansættelse for indkomstårene 1991 og 1992 har savnet føje til at undlade at tillægge hans deltagelse i I/S H1 skattemæssig betydning.

Sagsøgeren B har nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at skattemyndighederne ved hans skatteansættelse for indkomstårene 1991 - 1993 har savnet føje til at undlade at tillægge hans deltagelse i I/S H1 skattemæssig betydning.

Sagsøgte har over for begge sagsøgernes påstande principalt påstået frifindelse og subsidiært nedlagt påstand om, at ansættelsen af sagsøgernes skattepligtige indkomst for de omtvistede indkomstår hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Den 31. maj 1996 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse i As sag:

"Klagen er indbragt for Landsskatteretten i medfør af skattestyrelseslovens § 21, stk. 5, idet skatteankenævnet ikke har afgjort sagen indenfor den i denne bestemmelse anførte frist.

Klagen vedrører det forhold, at myndighederne ikke har tillagt klagerens deltagelse i I/S H1 skattemæssig betydning, hvorefter selvangivet fradrag for underskud samt selvangivne renteindtægter og -udgifter ikke er godkendt.

Klagerens advokat har haft lejlighed til at udtale sig for rettens medlemmer.

Vedrørende sagens formalitet er det oplyst, at forvaltningen ved afgørelse dateret 12. december 1994 forhøjede klagerens indkomst vedrørende ikke godkendt underskud i forbindelse med klagerens deltagelse i I/S H1, ligesom klagerens formueopgørelse blev reguleret. Som begrundelse henvises til agterskrivelsens begrundelse, hvori det anføres, at

"Told- og Skattestyrelsen foretog i 1993 en gennemgang af en række projekter vedrørende mindre anpartsvirksomheder.

Man har derefter peget på en række forhold, der kan medføre en skattemæssig tilsidesættelse af sådanne projekter.

Det betinger dog, at kontraktsmaterialet besidder særlige karakteristika.

Københavns Skatteforvaltning har, som aftalt ligningsinteressentkommune, herefter foretaget en nærmere gennemgang af kontraktsmaterialet vedrørende I/S H1 og er af den opfattelse, at projektet skattemæssigt kan tilsidesættes. Skatteforvaltningens begrundelse fremgår af vedlagte rapport, hvortil der iøvrigt henvises."

Om sagens realitet er det oplyst, at klageren den 24. december 1991 underskrev tegningsaftale, hvorefter han købte en andel i I/S H1 på 25/250, svarende til en andel på 2.500.000 kr.

Af interessentskabskontrakten fremgår, at interessentskabets formål er at erhverve containere til brug i international søfart og udleje disse erhvervsmæssigt, at erhvervelsen finansieres gennem optagelse af banklån, samt at interessentskabet ikke må påtage sig andre forpligtelser end de, som følger af interessentskabets formål, herunder forpligtelser over for offentlige danske myndigheder.

Om kapital- og ejerforhold er det i interessentskabskontrakten anført, at egenkapitalen er 25.000.000 kr., hvoraf 3.250.000 kr. tilvejebringes ved kontant indbetaling fra interessenterne og resten ved optagelse af lån, at nettoprovenu/tab ved interessentskabets opløsning deles mellem interessenterne i forhold til deres ejerandel, samt at eventuelle driftsomkostninger, der ikke kan bæres af interessentskabets driftsresultat, kan kræves erlagt af interessenterne i forhold til ejerandel.

Det fremgår videre af interessentskabskontrakten, at interessenterne hæfter direkte, solidarisk og personligt over for tredjemand for interessentskabets forpligtelser, dog således, at interessenterne i forhold til den finansierende bank alene hæfter med den stillede sikkerhed, hvorved der henvises til låneaftalen. Det anføres videre, at interessenterne således ikke hæfter personligt for interessentskabets forpligtelser over for den långivende bank, hvorved der dog henvises til tillæg til låneaftale. I det indbyrdes forhold hæfter interessenterne i henhold til interessentskabskontrakten i forhold til deres ejerandel.

Af kontraktens pkt. 6 fremgår, at den daglige ledelse af interessentskabet forestås af en blandt interessenterne udpeget leder. Om dispositionsretten er det angivet, at interessentskabet ikke uden den finansierende banks godkendelse kan hæve eller disponere over interessentskabets midler fra indkommende leasingydelser m.v. Disse midler indsættes på en sikringskonto i banken.

I henhold til faktura af 23. december 1991 har interessentskabet erhvervet 836 containere ifølge en vedlagt specifikation. Fakturaen, som er udstedt af A/S Det Østasiatiske Kompagni, henviser til "Leasingaftale I/S H1". Købesummen andrager i alt $ 4.044.852.

Til finansiering af købet underskrev I/S H1 ved fuldmægtig en låneaftale med Bikuben Dublin Ltd. den 22. januar 1992. To medarbejdere fra Bikuben Dublin Ltd. har underskrevet som vitterlighedsvidner. Aftalen er ikke i den for Landsskatteretten fremlagte kopi underskrevet af Bikuben Dublin Ltd. Låneaftalen vedrører lån af 3.642.000$ i perioden 31. december 1991 til 30. juni 1992. Ved udløbet af låneperioden skal der ske fuld indfrielse. I henhold til tillæg til låneaftalen, underskrevet på vegne låntager den 23. december 1991 og på vegne långiver den 6. januar 1992, er lånet optaget på non-recourse vilkår. Låntager er dog forpligtet til at betale en eventuel difference, som måtte opstå mellem lån og leasingaftale i anledning af en lavere liborrente end den, der var grundlag for beregning af fremtidige leasingydelser på lånets udbetalingstidspunkt. Det fremgår af tillægget, at libor for USD skal ligge på ca. 1,5% før en sådan difference opstår.

Bikuben A/S, Danmark, har i forhold til den irske afdeling påtaget sig garanti for lånet. I/S H1 har ved kontragaranti af 23. december 1991 over for Bikuben A/S, Danmark, påtaget sig at friholde den danske bank for ethvert beløb, som i anledning af nævnte garanti må betales til den irske bank, dog begrænset til den til enhver tid værende værdi i henhold til et den 23. december 1991 udfærdiget skadesløsbrev. I henhold til skadesløsbrevet pantsættes interessentskabets containere til Bikuben A/S, Danmark.

Den 30. december 1991 indgik I/S H1 en pantsætningsaftale med Bikuben Dublin Ltd. I henhold til aftalen pantsættes alle rettigheder i forbindelse med den med A/S Det Østasiatiske Kompagni indgåede leasingaftale tillige med det til enhver tid indestående beløb på interessentskabets konto i banken. Det følger videre af aftalen, at de beføjelser og retsmidler, som panthaver/långiver tillægges i pantsætningsaftalen er en forøgelse og ikke en indskrænkning af långiverens muligheder i forhold til låneaftalen. Det fremgår af aftalen, at långiver accepterer, at låntager ikke er retligt forpligtet til at betale til långiver, såfremt leasingtager misligholder betalingen af leasingaftalen.

Den 23. december 1991 indgik interessentskabet en leasingaftale med A/S Det Østasiatiske Kompagni. Af aftalen fremgår det, at ejendomsretten til de leasede genstande er og bliver hos ejer, at ejer intet ansvar påtager sig over for bruger for eventuelle fejl og mangler ved de leasede genstande, og at bruger ikke kan hæve aftalen eller kræve nogen form for erstatning eller afslag i leasingydelsen som følge af fejl og mangler.

Det fremgår videre, at alle rettigheder over for leverandører, herunder eventuelle rettigheder vedrørende stillede garantier, overdrages til leasingtager, at leasingtager pligtig at holde leasinggiver skadesløs for ethvert krav, som måtte opstå som følge af eventuelle farlige egenskaber ved de leasede genstande, samt at leasingtageren er pligtig at forestå vedligeholdelse af det leasede, ligesom leasingtager er pligtig at foranledige det leasede forsikret. Vedrørende forsikring er det aftalt, at der skal forsikres mod tyveri, brand, anden beskadigelse og ansvar over for tredjemand. Det er i den forbindelse anført, at forsikringen tillige skal omfatte interessentskabet i dets egenskab af ejer.

Af leasingaftalens § 7 fremgår det, at leasingtager er pligtig at individualisere containerne, ligesom leasinggiver er berettiget til på ethvert tidspunkt at besigtige containerne. I den forbindelse er leasingtager forpligtet til at oplyse leasinggiver, hvor de leasede genstande befinder sig.

Om videreudlejning er det anført, at leasingtager er berettiget til at videreudleje de leasede genstande, men at leasingtager i tilfælde af videreudlejning fortsat hæfter over for ejeren i overensstemmelse med leasingaftalen. Det fremgår dog, at leasingtager er uberettiget til uden leasinggivers forudgående, skriftlige accept at overdrage rettigheder og forpligtelser i henhold til leasingaftalen.

Leasingperioden påbegyndes i henhold til aftalen den 31. december 1991 og vedvarer indtil den 30. juni 1998. Aftalen er gjort uopsigelig, dog således, at bruger er berettiget til at udskifte de leasede genstande under forudsætning af, at leasingaftalen i alle henseender fortsætter på uændrede vilkår, at leasingtager ikke er i misligholdelse, og at værdien af de nye genstande nøje skal svare til residualværdien af de udskiftede genstande.

Endelig er det i leasingaftalen fastlagt, at leasingtageren ved leasingperiodens ophør anviser en kontantkøber, som ikke må være leasingtager selv. Købesummen skal udgøre minimum 70% af den oprindelige købesum, hvorved det i leasingaftalen er anført, at dette beløb ved leasingaftalens underskrift forventes at være markedsprisen. Såfremt leasingtager ikke kan anvise en sådan køber, er leasingtager pligtig at acceptere en forlængelse af leasingperioden i yderligere 3 år. I så fald fastsættes den årlige leasingydelse således, at restværdien af de leasede genstande over forlængelsesperioden nedbringes til 0 med en forrentning svarende til 12 måneder libor-rente + 5,5% p.a.

Ved udløbet af en eventuel forlængelsesperiode er leasingtager forpligtet til at tilbagelevere de leasede genstande på en containerterminal i Hamburg eller Rotterdam.

Den stedlige skatteforvaltning har ved den påklagede afgørelse nægtet klageren fradrag for underskud i I/S H1.

Som begrundelse for afgørelsen har forvaltningen henvist til agterskrivelsen samt til en rapport vedrørende I/S H1 udfærdiget af Københavns Skatte- og Registerforvaltning.

I rapporten er som konklusion anført,

           

- at

det henset til leasingaftalens indhold må antages, at den aftalte køberet reelt er en købepligt,

- at

etableringen af arrangementet alene har haft til formål at tilvejebringe et formelt ejerskab til containerne og derved give investorerne afskrivningsret,

- at

arrangementet i forhold til sædvanlige sale and lease back-arrangementer indeholder yderligere begrænsninger i interessenternes faktiske og retlige råden over containerne,

- at

interessenterne ingen økonomisk risiko har i forbindelse med arrangementet, samt

- at

underskuddet er omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12 og 13 .

Told- og Skattestyrelsen har ved Kammeradvokaten i forbindelse med sagens behandling for Landsskatteretten principalt påstået, at der ved opgørelsen af klagerens skattepligtige indkomst i de indbragte indkomstår skal ses bort fra alle indtægter og udgifter og skattemæssige afskrivninger i forbindelse med klagerens deltagelse i I/S H1. Subsidiært har Kammeradvokaten påstået, at ansættelserne af klagerens indkomst for de indbragte indkomstår hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Kammeradvokaten har herefter til støtte for sin principale påstand anført, at I/S H1 uanset deltagernes egen benævnelse heraf som et "interessentskab" såvel selskabsretligt som skatteretligt må anses for et selskab med begrænset ansvar og selvstændig skatteretssubjektivitet, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Kammeradvokaten har uddybende anført, at klageren som følge af en generel hæftelsesbegrænsning over for I/S H1s to eneste eksisterende kreditorer, leasingtager og den långivende bank, reelt hverken hæfter personligt, direkte eller solidarisk for selskabets forpligtelser, hvilket er et helt grundlæggende krav for at anse et selskab som et interessentskab.

Kammeradvokaten har vedrørende den i tillægget til låneaftalen påtagne hæftelse for en eventuel difference, der måtte opstå mellem lån og leasingaftale i anledning af en lavere libor-rente end forudsat ved beregningen af leasingydelserne, opfordret klagerens advokat til at oplyse liborrentens halvårlige forløb fra leasingperiodens start til d.d. samt oplyse, hvorvidt der på noget tidspunkt er opstået en sådan difference samt dokumentere eventuelle differencebetalinger fra investorerne.

Kammeradvokaten har medgivet, at interessentskabet har dokumenteret en i formel retlig adkomst til containerne. Kammeradvokaten er imidlertid af den opfattelse, at interessentskabet ikke har opnået ejendomsret til leasingaktiverne i civilretlig henseende. Det gøres således gældende, at aktiverne ikke er "anskaffet" af investorerne i afskrivningslovens forstand, og at der derfor ikke er afskrivningsret hertil efter lovens afsnit I.

Kammeradvokaten har gjort gældende, at dette er en følge af, at 10-mandsselskabet har fraskrevet sig alle ejerbeføjelser over aktiverne. Kammeradvokaten har påpeget, at leasingtager stilles over for valget mellem at finde en aftager til aktiverne efter leasingperiodens udløb for en på forhånd fastlagt salgspris svarende til restgælden på finansieringslånene eller at acceptere en forlængelse af leasingperioden mod at betale det samme beløb som fortsættelsesvederlag. Det er således leasingtager, der i alle tilfælde bærer risikoen for, at markedsprisen ikke svarer til den fastsatte salgspris. Kammeradvokaten har i den forbindelse henvist til kreditaftalelovens § 6, stk. 2.

Kammeradvokaten har endvidere anført, at der alene er etableret en formel ejendomsret for 10-mandsselskabet uden juridisk og økonomisk realitet. Det er gjort gældende, at investorerne ingen sædvanlige ejerbeføjelser har over leasingaktiverne, og at deltagerne reelt alene har erhvervet en ret til passivt medlemskab af sammenslutningen og deraf følgende ret til forventede afskrivninger og rentefradrag.

Efter Kammeradvokatens opfattelse opfylder projektet ikke de i praksis opstillede betingelser for at blive anset for erhvervsmæssigt, idet enhver økonomisk indsats og risiko for investorerne er elimineret, og idet udlejningsvirksomheden ikke drives med systematisk indtægtserhvervelse for øje, men tværtimod med henblik på generering af store forudberegnede skattemæssige underskud, hvilket gør det meningsløst at tale om erhvervsmæssig virksomhed.

Vedrørende fradragsret på det af selskabet optagne finansieringslån på non-recourse vilkår har Kammeradvokaten anført, at statsskattelovens §6, stk. 1, litra e, er den eneste mulige hjemmel for fradrag af renteudgifterne.

Kammeradvokaten har herom anført, at de nævnte lånevilkår indebærer, at investorerne ikke hæfter personligt for lånets tilbagebetaling.

På denne baggrund har Kammeradvokaten gjort gældende, at der under disse retlige og faktiske omstændigheder ikke påhviler klageren nogen aktuel og reel retlig gældsforpligtelse, og at der ikke påhviler investorerne nogen forpligtelse til at forrente det optagne finansieringslån. Kammeradvokaten har således gjort gældende, at der i det hele foreligger et formelt låneforhold mellem den finansierende bank og I/S H1 og ikke en reel gælds- og forrentningsforpligtelse for investorerne, der kan begrunde rentefradragsret.

Kammeradvokaten har herefter gjort gældende, at der på intet tidspunkt har været pengestrømme mellem de danske investorer på den ene side og den långivende bank og leasingtager i projektet på den anden. De danske investorer har alene til sammen indbetalt et engangsbeløb på $ 402.352 svarende til 9,94% af anskaffelsessummen for containerne.

Vedrørende sin subsidiære indstilling har Kammeradvokaten anført, at såfremt Landsskatteretten måtte anerkende, at klageren har været berettiget til at foretage skattemæssige afskrivninger, men ikke anerkender fradragsret for renter af non-recourse lån, må ansættelserne af klagerens indkomst hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne med henblik på korrigering af ansættelsen i overensstemmelse hermed.

Klageren har ved sin advokat over for Landsskatteretten dels i sine skriftlige indlæg, dels på det afholdte retsmøde principalt nedlagt påstand om, at den påklagede afgørelse må anses for ugyldig. Subsidiært har advokaten nedlagt påstand om, at fradrag for underskud, samt selvangivne renteindtægter og -udgifter godkendes som selvangivet.

Vedrørende sin principale påstand har advokaten anført, at Skatteministeriet/Told- og Skattestyrelsen direkte har meddelt hver enkelt kommune pålæg om at gennemføre en række nærmere angivne forhøjelser. Disse pålæg er klart i strid med skattestyrelsesloven og forvaltningsloven, som forudsætter, at den kommunale ligningsmyndighed giver hver skatteyder en individuel bedømmelse. En sådan individuel bedømmelse har klageren efter advokatens opfattelse ikke fået.

Advokaten har videre anført, at skatteforvaltningen, så vidt han ved, ikke har haft andet materiale som grundlag for de foretagne forhøjelser end et udateret notat foretaget af Københavns Skatte- og Registerforvaltning. Advokaten har påpeget, at forvaltningens afgørelse udelukkende er begrundet i en henvisning til nævnte notat, hvorved han har gjort gældende, at konklusionerne i notatet er ganske uhjemlede.

Advokaten har anført, at det er åbenbart, at skatteadministrationen ikke har foretaget nogen individuel bedømmelse af den foreliggende sag. Reelt har Told- og Skattestyrelsen efter advokatens opfattelse sat det lovgivningsmæssige ligningssystem ud af funktion ved at overlade formandskommunen at foretage ansættelserne for alle interessenter. At den manglende individuelle bedømmelse medfører ugyldighed må efter advokatens opfattelse være evident. Advokaten har henvist til Skatteministeriets brev af 21. februar 1995 til en investor, hvoraf det fremgår, "at det vil være i strid med skattestyrelsesloven, hvis der ikke foretages en individuel bedømmelse af hver enkelt sag. Er det ikke sket, vil skatteforvaltningens afgørelse være ugyldig."

Til støtte for sin subsidiære påstand har advokaten bl.a. gjort gældende, at alle de argumenter, Told- og Skattestyrelsen/Kammeradvokaten anfører, er synspunkter som siden slutningen af 1970erne har været anført af dem, der mente, at Ligningsrådet og skattemyndighederne ikke - som sket - burde have anlagt den faste praksis at godkende sale and lease back-arrangementer.

Advokaten har herved gjort gældende, at Told- og Skattestyrelsens opsplitning i enkeltpunkter er kunstig. Opsplitningen er efter advokatens opfattelse taktisk forståelig, fordi Told- og Skattestyrelsen herved søger at frigøre sig fra hidtidig praksis. Det er anført, at opsplitningen tilslører, at der kun er et reelt spørgsmål: Accepterer dansk ret, at finansiel leasing kan gennemføres med afskrivningsret for den, der står som ejer, uanset at denne finansieringsform indebærer, at ejeren i mange tilfælde ikke har nogen reel risiko for sin investering. Det er i den forbindelse gjort gældende, at dansk ret konsekvent har besvaret dette spørgsmål med ja. Denne faste praksis er så meget mere bindende i den foreliggende sag, hvor der anses at være en betydelig risiko for investor.

Advokaten har herefter anført, at kriterierne for, hvornår der foreligger finansiel leasing i den internationale regnskabsstandard nr. 17 (regnskabsmæssig behandling af leasing), er gengivet i Leasingudvalgets betænkning nr. 984/1983 s. 97.

            

- at

ejendomsretten overføres til leasingtager ved udløbet af leasingaftalen,

- at

leasingaftalen indeholder en fordelagtig køberet,

- at

leasingaftalen løber over størstedelen af aktivets brugstid, og

- at

nutidsværdien af minimumsydelserne er større end eller i det væsentlige lig med handelsværdien af det leasede aktiv.

Advokaten har herefter anført, at det således er karakteristisk for finansiel leasing, at risikoen for investor i første række afhænger af leasingtager. Hvis denne er den danske stat, danske amtskommuner eller primærkommuner, er der ingen risiko for investor. Hvis arrangementerne kun omfatter danske velkonsoliderede selskaber eller banker, og de leasede genstande befinder sig her i landet, kan arrangementerne være opbygget således, at investors risiko er meget lille. Hvis leasingydelsen er beregnet således, at anskaffelsen er amortiseret over leasingperioden, er investor ligeledes uden interesse for værdiansættelsen ved periodens slutning.

Der er efter advokatens opfattelse intet som helst i det her foreliggende sale and lease backprojekt, der adskiller sig fra dem, der fast har været godkendt i de sidste 20 år. Advokaten har påpeget, at denne accept er lagt til grund af alle politiske partier, og har henvist til en lang række love vedrørende anparter og til forarbejderne til disse love.

Advokaten har fremhævet, at sale and lease backarrangementer var genstand for indgående drøftelse under Folketingets forhandlinger af lovforslag L 53, fremsat af Socialdemokratiet, der tog sigte på at forhindre finansiel leasing, og regeringslovforslag nr. L 87 af 30. november 1983, hvorved der er henvist til FT 1983/1984 sp. 2715-2716, 2718 og 2733-2735, refereret i TfS 1993.404. Det er herved påpeget, at det politiske resultat blev en udtrykkelig indskrænkning i afskrivningsretten for sale and lease back-arrangementer ved afsnit V A i afskrivningsloven.

Vedrørende spørgsmålet om beskatning efter selskabsskattelovens §1, stk. 1, nr. 2, har advokaten anført, at der er oprettet sædvanlig interessentskabskontrakt, hvoraf fremgår, at interessenterne hæfter direkte, solidarisk og personligt over for tredjemand for interessentskabets forpligtelser. Advokaten har herved gjort gældende, at der i henhold til den indgåede låneaftale og i henhold til tillægget til låneaftalen er en videregående hæftelse for interessenterne.

Advokaten har gjort gældende, at der ikke foreligger en generel hæftelsesbegrænsning. Det er herved anført, at der tillige meget vel kan opstå krav fra offentlige myndigheder eller tredjemand, herunder erstatningskrav uden for kontrakt over for interessenterne, som vil hæfte personligt for sådanne krav.

Advokaten har påpeget, at det fremgår af ligningsvejledningen 1994 for aktionærer og selskaber, S.A. 1.2, som blev indføjet første gang i ligningsvejledningen for 1992, at

"Spørgsmålet om der foreligger et selskab, som er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2, må afgøres ud fra en samlet konkret vurdering. Af væsentlig betydning for denne vurdering er selskabets vedtægter og hensigten med dets virksomhed, men herudover kan nedennævnte forskelligheder være af betydning for vurderingen, når det huskes, at ingen enkelt af disse kan være ubetinget afgørende."

Advokaten har videre påpeget, at spørgsmålet er omtalt i projektgruppens rapport af juni 1993, side 28. Projektgruppen er opmærksom på, at investorernes hæftelse i projekterne i meget vidt omfang er begrænset på grund af finansleringen med non-recourse lån. Projektgruppen anfører, at mange kommuner på baggrund af investorernes begrænsede risiko til de kontante indskud har argumenteret for, at der ikke er tale om et interessentskab, men en forening, et A.m.b.A. eller et kommanditselskab. Projektgruppens konklusion er imidlertid, at der ikke er belæg for at tilsidesætte den formelle selskabsstruktur.

Advokaten har herefter påpeget, at det fremgår af en lovændring, der blev gennemført i forbindelse med skattereformen, jf. lov nr. 425 af 25. juni 1993, at projekter som det foreliggende er blevet accepteret i praksis som interessentskaber. Advokaten har herefter henvist til en række afgørelser, herunder især TfS 1991.408, TfS 1994.342 og TfS 1994.343.

Vedrørende spørgsmålet om ejendomsretten til aktiverne har advokaten anført, at kontraktgrundlaget i nærværende sag på ingen måde adskiller sig fra de kontraktgrundlag, der i de sidste 20 år har været accepteret som grundlag for afskrivning på sale and lease back-aktiver. Advokaten har med henvisning til konkrete afgørelser gjort gældende, at ligningsmyndighedernes og domstolenes praksis er ganske klar.

Vedrørende kreditaftalelovens § 6, stk. 2, har advokaten bemærket, at det er påfaldende, at Ligningsrådet først i 1995 har bragt denne bestemmelse ind i billedet ved sale and lease back-arrangementer. Kreditaftalelovens § 6, stk. 2, svarer på nær en sproglig omformulering til § 2, stk. 2, i kreditkøbeloven fra 1982 og til § 1, stk. 2, i afbetalingsloven fra 1954 (som i øvrigt kan føres tilbage til lov nr. 244 af 8. maj 1917 om køb på afbetaling).

Advokaten har herefter påpeget, at udover at skattemyndighederne må være afskåret fra nu at indbringe dette regelsæt ved bedømmelsen af sale and lease back, er det faktiske forhold det, at sale and lease backarrangementer overhovedet ikke er omfattet af kreditaftaleloven, hvilket følger af lovens § 1. Endvidere har advokaten påpeget, at loven er fravigelig i ikke-forbrugerkøb, jf. lovens § 7, stk. 2.

Vedrørende spørgsmålet om erhvervsmæssig virksomhed har advokaten anført, at det såvel af praksis som af motiver til loven klart og entydigt fremgår, at sale and lease back anerkendes som erhvervsmæssig virksomhed.

Om non-recourse lån har advokaten anført, at der for det første klart er tale om erhvervsmæssig virksomhed, således at hjemmel for fradragsretten både er statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, om driftsomkostninger og litra e om renter af gæld. For det andet har advokaten fremhævet, at selv om der havde været tale om privat gæld, vil der være fradrag for renter. Advokaten har i den forbindelse henvist til, at såfremt en person køber en bil til rent privat brug for 200.000 kr. med 80.000 kr. i kontant udbetaling og låner de 120.000 kr. med pant i bilen, men uden personlig hæftelse, vil der efter advokatens opfattelse i henhold til gældende ret være fradragsret for renter af dette lån. Advokaten har endvidere påpeget, at dette også - indtil afgørelsen refereret i TfS 1996.71 - har været Ligningsrådets praksis, hvorved der er henvist til en række afgørelser fra Ligningsrådet. Det er fremhævet, at nogle af disse omhandler non-recourse lån, andre bankgaranterede projekter uden reel økonomisk risiko. Advokaten har især fremhævet Ligningsrådets afgørelse af 29. september 1994.

På retsmødet har Kammeradvokaten på vegne Told- og Skattestyrelsen henvist til sine skriftligt fremsatte påstande og anbringender.

Vedrørende klagerens påstand om afgørelsens ugyldighed som følge af manglende individuel sagsbehandling har Kammeradvokaten anført, at anpartsrapporten hverken indeholder anvisninger eller påbud fra styrelsen til den lokale skatteforvaltning om afgørelsen af den konkrete sag, men alene indeholder en gennemgang af væsentlige karakteristika og elementer i de gennemgåede projekter og arbejdsgruppens opfattelse af de civilretlige og skatteretlige konsekvenser heraf.

Kammeradvokaten har gjort gældende, at de påberåbte bestemmelser i skattestyrelseslovens §§ 2 og 3 ikke regulerer karakteren af skatteforvaltningens faktiske sagsbehandling. Kammeradvokaten har herefter anført, at skattestyrelseslovens § 2 er en ren kompetenceregel, der tillægger den kommunale skattemyndighed personel kompetence til bl.a. at foretage skatteansættelse af indkomst og formue i 1. instans, hvorved det er påpeget, at sådan selvstændig ansættelse er foretaget. Lovens § 3 indeholder alene bestemmelser om fristen for skatteansættelsen (ligningsfristen) samt regler om de formelle betingelser for foretagelse af ændringer i skatteansættelsen.

Kammeradvokaten har vedrørende beskatning efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, anført, at der aldrig er taget stilling til denne regel i praksis, hvorfor der begrebsmæssigt ikke kan tales om praksisskift. Han har herved gjort gældende, at det af Østre Landsrets dom af 26. oktober. 1995 fremgår, at det påhviler skatteyderen at godtgøre, at der ved en afgørelse sker en fravigelse af en fra lovbestemmelsen afvigende administrativ praksis.

Derudover har Kammeradvokaten gjort gældende, at for at der begrebsmæssigt er tale om praksisskift, må der være tale om en vurdering af samme forhold, typisk i et betydeligt antal tilfælde. Kammeradvokaten har i den forbindelse anført, at det efter hans opfattelse er den samtidige tilstedeværelse af 3 hovedelementer i det foreliggende projekt, som gør, at der er tale om noget nyt i forhold til tidligere. For det første er den løbende driftsrisiko elimineret direkte i kontraktgrundlaget. For det andet er anskaffelsen af leasingaktivet bortset fra et beskedent egenindskud finansieret ved limited-recourse lån. For det tredje er risikoen for aktivernes værdi ved leasingperiodens ophør elimineret. Kammeradvokaten har gjort gældende, at der ikke findes tidligere afgørelser, hvor alle 3 elementer foreligger.

Vedrørende forarbejderne til anpartsindgrebet i lov nr. 425 af 25. juni 1993, har Kammeradvokaten anført, at der ikke deri er givet et klart udsagn om, at projekterne ikke kan anfægtes efter dagældende ret. Kammeradvokaten har påpeget, at der under folketingets 1. behandling fra forskellig side blev givet udtryk for, at sådanne arrangementer måske allerede efter gældende ret kunne tilsidesættes.

Kammeradvokaten har om spørgsmålet om formel ejendomsret henvist til, at såvel Højesteret som landsretterne i en årrække har tilsidesat skattearrangementer med den begrundelse, at de savnede realitet. Han har i den forbindelse anført, at dansk skatteret bygger på, hvad der er realitet, i hvilken forbindelse han har henvist til UfR 1960.535H, UfR 82.738Ø og UfR 83.699H. Han har anført, at disse domme fastslår, at skattemyndighederne uanset den formelle kvalifikation er berettiget til at foretage en selvstændig realitetsvurdering.

Om værdiansættelsen af containerne har Kammeradvokaten anført, at den må anses for vilkårlig. Kammeradvokaten har påpeget, at tilbagekøbsværdien for containerne i projektet er fastsat til minimum 70% af ny-anskaffelsessummen, hvorved det er påpeget, at tilbagekøbsværdien i tilsvarende projekter svinger fra mellem 45% til 75%. Kammeradvokaten har på denne baggrund beregnet, at leveperioderne for containerne, som forudsættes afskrevet lineært, svinger mellem 15 år og 34 1/2 år, hvilket han har sammenholdt med en af klagerens advokat fremlagt erklæring, hvori det er antaget, at levetiden for containere må antages at være 10 -12 år. Kammeradvokaten har herefter gjort gældende, at de således meget lange og tillige meget varierende leveperioder har sandsynligheden imod sig, hvorfor det må påhvile klageren at dokumentere, at de fastsatte tilbagekøbspriser er i overensstemmelse med markedsprisen på tilbagekøbstidspunktet.

Vedrørende den af klagerens advokat hævdede dobbelte fradragshjemmel for renteudgiften har Kammeradvokaten anført, at der er tale om udgifter, som vedrører anlægsaktiver, hvorfor der højest kan blive tale om afskrivning - ikke fradrag som driftsomkostning. Kammeradvokaten er imidlertid af den opfattelse, at den kendsgerning, at der er tale om en rente, bevirker, at klageren ikke vilkårligt kan omkvalificere beløbet for at opnå fradrag. Kammeradvokaten har endvidere gjort gældende, at der er tale om et cirkelarrangement, hvor lånebeløbet aldrig kommer låntageren i hænde, hvor pengestrømmene går uden om interessentskabet, og hvor långiver har frafaldet det personlige gældsansvar, hvorfor arrangementet ikke kan tillægges skattemæssig betydning.

Klagerens advokat har på retsmødet heroverfor gjort gældende, at der er tale om et ganske ordinært interessentskab, og at der alene er tale om hæftelsesbegrænsning i forhold til den långivende bank, men ikke i forhold til andre kreditorer.

Om den af Kammeradvokaten hævdede vilkårlige værdiansættelse af aktiverne har advokaten anført, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte de fremlagte erklæringer på baggrund af Kammeradvokatens teorier om levetid, hvorved han har henvist til Vestre Landsrets afgørelser refereret i TfS 1991.389 og TfS 1991.390.

I afgørelsen har deltaget 7 retsmedlemmer.

Landsskatteretten skal udtale

Afgørelsens gyldighed

I henhold til skattestyrelseslovens § 12, stk. 1, er Told- og Skattestyrelsen forpligtet til at føre tilsyn med, at skatteansættelse af indkomst og formue sker på behørig og ensartet måde over hele landet.

Det fremgår af skattestyrelseslovens § 2, nr. 1, at den kommunale skattemyndighed foretager skatteansættelser af indkomst og formue. Såfremt en skatteansættelse agtes foretaget på et andet grundlag end det, der fremgår af selvangivelsen, skal den fremgangsmåde, som er fastlagt i § 3, følges. Der er hverken i loven eller i det til loven knyttede cirkulære, cirkulære nr. 113 af 18. juni 1990, fastlagt regler for, hvorledes og i hvilket omfang forvaltningen skal foranledige sagen oplyst.

Af de almindelige forvaltningsretlige regler fremgår, at ansvaret for, at de for afgørelsen fornødne oplysninger foreligger, påhviler forvaltningen. Der er hverken i forvaltningsloven eller i den forvaltningsretlige praksis og litteratur fastlagt nærmere regler for undersøgelsespligtens praktiske opfyldelse.

Landsskatteretten finder, at der ikke foreligger ugyldighed som følge af manglende individuel sagsbehandling. Landsskatteretten har herved henset til, at I/S H1 er et projekt ud af en stor mængde projekter af meget ensartet karakter, samt til at Told- og Skattestyrelsen alene har fremsat et forslag til kommunerne, hvori det er angivet, at styrelsen anser det for hensigtsmæssigt, at der for det enkelte projekt udpeges en ansvarlig ligningsinteressentkommune, som forestår gennemgangen af kontraktsmateriale m.v. i projektet. Retten har endvidere henset til, at den ansvarlige ligningsinteressentkommune har gennemgået og redegjort for projektet, og at den lignende myndighed i nærværende sag har støttet sig til denne gennemgang. Retten finder således, at forvaltningen i kraft af henvisningen til rapportens konklusioner har tiltrådt den i rapporten anførte begrundelse.

4 retsmedlemmer, herunder 2 retsformænd, skal udtale

Selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, opstiller 2 betingelser for, at andre selskaber end aktie- og anpartsselskaber omfattes af selskabsskatteloven. For det første kræves, at ingen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og for det andet, at overskuddet fordeles i forhold til deltagernes i selskabet indskudte kapital.

I henhold til den indgåede interessentskabsaftale hæfter interessenterne direkte, personligt og solidarisk for interessentskabets forpligtelser. I interessentskabskontrakten er fastlagt præcist, hvilke forpligtelser interessentskabet kan påtage sig. Interessentskabet har påtaget sig forpligtelser i forhold til 2 parter, nemlig leasingtager og den långivende bank.

Interessentskabet har imidlertid gennem den indgåede aftale med den finansierende bank afskåret sig fra, at der kan opstå krav, som kan rettes mod interessenterne.

Ifølge den indgåede leasingaftale har interessentskabet endvidere ikke påtaget sig noget ansvar over for leasingtager for eventuelle fejl og mangler ved de leasede genstande, og leasingtager kan ikke hæve aftalen eller kræve nogen form for. erstatning eller afslag i leasingydelsen som følge af fejl og mangler. Leasingtager er således afskåret fra at gøre indsigelser gældende over for interessentskabet.

Disse retsmedlemmer finder, at arrangementet gennem de indgåede aftaler såvel under den løbende drift som ved ophør er opbygget på en sådan måde, at den for interessenterne angivne hæftelse er uden reelt indhold, idet interessentskabet for alle praktisk forekommende situationer kontraktretligt har afskåret sig fra risiko. Da det endvidere fremgår af interessentskabskontrakten, at nettoprovenu/-tab deles mellem investorerne i forhold til deres ejerandel, tiltræder disse retsmedlemmer Kammeradvokatens synspunkt, hvorefter I/S H1 er skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Med hensyn til spørgsmålet om praksisskift bemærker disse retsmedlemmer, at kontraktgrundlaget reelt udelukker økonomisk risiko for selskabsdeltagerne ved den løbende drift og ved arrangementets ophør, ligesom finansieringsmåden reelt udelukker personlig hæftelse. Disse retsmedlemmer er enig med Kammeradvokaten i, at den samtidige tilstedeværelse af disse tre elementer bevirker, at projektet går videre end de tilfælde, der tidligere er taget stilling til. Da disse retsmedlemmer også i øvrigt kan tiltræde det af Kammeradvokaten anførte vedrørende dette forhold, finder disse retsmedlemmer, at der ikke foreligger en praksisskærpelse.

Til de enkelte punkter bemærker disse retsmedlemmer i øvrigt:

Ejendomsretten til aktiverne

I henhold til det fremlagte kontraktmateriale har I/S H1 købt containerne af A/S Det Østasiatiske Kompagni, hvorefter udstyret er tilbageleaset til rederiet. En sådan konstruktion er anerkendt i såvel civil- som skatteretlig praksis forudsat, at der er sket en reel overdragelse af aktiverne, samt at den indgåede aftale om tilbageleasing ikke må anses at indeholde en tilbagekøbspligt. Ved denne vurdering tillægges det afgørende betydning, hvorvidt en eventuel køberet må antages at afspejle markedsvilkår.

I henhold til den foreliggende leasingaftale er leasingtageren ved leasingaftalens udløb pligtig at anvise en køber til en forud fastsat pris. Leasingtager er afskåret fra selv at erhverve containerne, medens der ikke i øvrigt er begrænsninger på hvem, der kan anvises. Såfremt leasingtager ikke kan opfylde sin forpligtelse til at anvise en køber, er han pligtig at acceptere en forlængelse af leasingperioden på 3 år, med en leasingydelse, som er fastsat således, at restgælden på de leasede genstande over forlængelsesperioden nedbringes til 0 med en forrentning på 12 måneder libor-rente plus 5,5% p.a.

Disse retsmedlemmer finder, at der alene er etableret en formel ejendomsret. Retsmedlemmerne har fundet, at anvisningspligten skatteretligt må sidestilles med en tilbagekøbspligt, hvorfor I/S H1 ikke kan anses for ejer af aktiverne. Retsmedlemmerne har lagt vægt på, at interessentskabet i henhold til kontraktgrundlaget ikke har sædvanlige ejerbeføjelser over leasingaktivet. Endelig har retsmedlemmerne henset til, at med undtagelse af det beskedne kontante indskud ved oprettelsen går pengestrømmene uden om interessentskabet.

Lånevilkårene

Renteudgifter er fradragsberettigede, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Fradragsret kræver imidlertid, at renten vedrører en aktuel forpligtelse, der påhviler vedkommende som gæld, dvs. som en reel retlig forpligtelse.

Det bemærkes, at interessentskabet i henhold til tillæg til låneaftalen hæfter for en eventuel difference som følge af en lavere Libor-rente end forudsat ved fastsættelsen af leasingydelserne. Det bemærkes videre, at det af tillægget fremgår, at libor skal ligge på ca. 1,5% før en sådan difference opstår. Endelig bemærkes, at klageren på trods af opfordring dertil ikke har fremlagt dokumentation for rentens udvikling eller eventuelle differencebetalinger.

Disse retsmedlemmer finder på denne baggrund, at klageren ikke har godtgjort muligheden for, at denne forpligtelse aktualiseres, hvorfor retten er af den opfattelse, at der reelt er tale om et non-recourse lån. Den långivende bank kan således reelt alene søge sig fyldestgjort i de for lånet erhvervede aktiver, medens der ikke er mulighed for at forfølge kravet hos deltagerne i I/S H1.

Disse retsmedlemmer finder, at det i Bikuben Dublin Ltd. optagne lån ikke kan anses at påhvile deltagerne i I/S H1 som en reel retlig forpligtelse, hvorfor rentefradrag ikke kan godkendes, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Erhvervsmæssig virksomhed

Disse retsmedlemmer bemærker, at anerkendelse af underskudsfradrag kræver, at der er tale om erhvervsmæssig virksomhed. Det er en betingelse for at anerkende en virksomhed som erhvervsmæssig, at der for egen regning og risiko udøves en økonomisk virksomhed med det formål at opnå overskud.

Disse retsmedlemmer finder, at den økonomiske risiko i kraft af de indgåede kontrakter må anses for elimineret. Retsmedlemmerne finder videre, at virksomheden ikke drives med henblik på indtægtserhvervelse, men derimod med henblik på at skabe store, forudberegnelige skattemæssige underskud.

På denne baggrund finder disse retsmedlemmer, at den af I/S H1 drevne virksomhed ikke opfylder betingelserne for at kunne betegnes som erhvervsmæssig, hvorfor underskudsfradrag ikke kan godkendes.

3 retsmedlemmer skal udtale:

Fradrag for underskud samt selvangivne renteindtægter og -udgifter skal godkendes som selvangivet. Disse retsmedlemmer kan tiltræde det af klagerens advokat anførte. Retsmedlemmerne lægger især vægt på, at Ligningsrådet i lignende sager har godkendt underskudsfradrag for anpartshavere, hvorefter det er retsmedlemmernes opfattelse, at en ændring af praksis må ske gennem lovgivning.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og den påklagede afgørelse stadfæstes følgelig i overensstemmelse hermed.

Herefter bestemmes

Den påklagede afgørelse, hvorved klagerens deltagelse i I/S H1 ikke er tillagt skattemæssig betydning, stadfæstes."

Den 22. april 1997 traf Landsskatteretten under deltagelse af tre retsmedlemmer en tilsvarende afgørelse i Bs sag.

Supplerende sagsfremstilling vedrørende realiteten

Af interessentskabskontrakten, der blev underskrevet af interessenterne i dagene mellem den 23. og 27. december 1991, fremgår endvidere, at overdragelse af leasingaftale og udstyr alene kan træffes af interessenterne i enighed, ligesom tillige den finansierende banks godkendelse kræves. Endvidere kan interessentskabskontrakten ikke ændres uden den finansierende banks samtykke.

Af tillæg til låneaftale mellem interessentskabet og Bikuben Dublin Ltd. fremgår endvidere, at låntagers tilbagebetalingsforpligtelse over for långiver - med den i tillægget nævnte undtagelse - er begrænset på den måde, at det ikke er pålagt låntager at tilbagebetale beløb i henhold til aftalen, hvis leasingtager ikke måtte opfylde sine betalingsforpligtelser i henhold til leasingaftalen.

Den mellem interessentskabet og ØK indgåede leasingaftale indeholdt blandt andet følgende bestemmelser:

"§ 8

Ejer er til enhver tid berettiget til at overdrage sine rettigheder og forpligtelser i henhold til denne aftale til tredjemand.

Bruger er uberettiget til uden Ejers forudgående skriftlige godkendelse at overdrage sine rettigheder og forpligtelser i henhold til nærværende aftale til tredjemand.

............

§ 12

Ved leasingaftalens ophør i henhold til § 1 er bruger forpligtet til enten,

1) at anvise en kontantkøber - som ikke må være bruger selv - til de leasede genstande til 70 % af den oprindelige købspris således som denne er opgjort i bilag 1 - med tillæg af moms, AMBI og andre afgifter, såfremt dette kræves af myndighederne, hvilken købspris på tidspunktet for denne leasingaftales underskrift forventes at udgøre markedsprisen. Såfremt leasingaftalen ved ophør er baseret på en anden valuta end den oprindeligt aftalte valuta således som denne er udtrykt i § 2 og bilag 1, skal købsprisen dog altid svare til leasingaftalens restværdi i den valuta, hvorpå leasingaftalen nu er baseret, eller

2) såfremt bruger ikke kan anvise en kontantkøber som ovenfor anført, at acceptere en forlængelse af leasingperioden i yderligere 3 år regnet fra den i § 1 stk. 1 nævnte ophørsdag mod betaling af en årlig leasingydelse, der fastsættes således, at restgælden på de leasede genstande over forlængelsesperioden nedbringes til nul med en forrentning der andrager 12 måneders Libor-renten plus 5,5 %-point p.a. Leasingydelsen i forlængelsesperioden betales årligt forud.

Ved udløb af den forlængede leasingperiode er bruger forpligtet til for egen regning og risiko at tilbagelevere de leasede genstande på en af ejer anvist containerterminal i Hamburg eller Rotterdam efter ejers valg."

I en skrivelse af 27. december 1991 til Bikuben Dublin Ltd. anerkendte ØK at have pålæg om at foretage og modtage betalinger i henhold til leasingaftalen via en konto hos banken oprettet i låntagers navn, ligesom ØK anerkendte ikke at kunne frigøres for betalingsforpligtelser i henhold til leasingaftalen ved at foretage betalinger til andre.

Interessentskabet købte leasingaftalen med ØK hos Danvest Management ApS, der i den forbindelse den 27. december 1991 udstedte en faktura til I/S H1 på 1.027.965,74 kr.

Revisionsfirmaet Ernst & Young udfærdigede den 27. december 1991 til Danvest Management ApS en "efterfølgende redegørelse vedrørende I/S H1's investering i containere" indeholdende forskellige beregninger og med angivelse af en række væsentlige forudsætninger herfor. Herunder blev det anført, at det var forudsat, at bruger pr. 30. juni 1998 ville udnytte sin ret til at anvise en køber, der kontant ville overtage udstyret for mindst 70 % af den oprindelige købspris excl. købsomkostninger.

I sidste halvdel af 1994 korresponderede og forhandlede HS på vegne I/S H1 med Bikuben om forrentningen af valutalånet, idet renten på lånet i Bikuben blev fastsat på grundlag af Cost of Funding for den valuta, som lånet var optaget i med tillæg af den aftalte marginal. Det vil sige, at renten blev fastsat ud fra hvilken rentesats, Bikuben Dublin kunne låne til på det internationale valutamarked. Imidlertid blev renten i henhold til leasingkontrakten beregnet på grundlag af 6 måneders libor-rente med et fradrag på 0,125 %. I et brev af 22. juli 1994 til HS oplyste Bikuben, at forskellen mellem de to renter i den sidste tid havde været 1/16. Den 22. december 1994 meddelte Bikuben, at man var indstillet på fremover at anvende Libor i stedet for Cost of Funding.

Ved skrivelse af 21. september 1994 til I/S H1 meddelte ØK, at de containere, der var indeholdt i leasingaftalen, var videreudlejet til A.P. Møller, der havde overtaget visse af ØK's aktiver, der relaterede sig til containerlinietrafikken. ØK vedlagde allonge til leasingaftalen, som man bad I/S H1 underskrive, såfremt interessentskabet kunne acceptere overdragelsen. Allongen blev underskrevet af HS den 29. december 1994. Samme dag blev overdragelsen accepteret af Bikuben som panthaver.

I et brev af 25. maj 1998 meddelte A.P. Møller I/S H1 ved HS, at man under henvisning til leasingaftalens § 12 anviste GE Container Finance Corp., San Francisco, USA, som kontantkøber til det aktuelt resterende antal enheder til den ved aftalens udløb nedskrevne værdi. Man anmodede om bekræftelse senest den 5. juni 1998. I/S H1 ved HS bekræftede den 5. juni 1998, at han ville fremsende faktura på det i leasingaftalen aftalte restbeløb senest den 12. juni 1998. I tiden herefter var der en del korrespondance mellem I/S H1 ved HS, der undervejs antog en advokat, og køber samt dennes advokat og A. P. Møller om en række forskellige spørgsmål i forbindelse med interessentskabets salg af containerne. Et af hovedspørgsmålene var den endelige beregning af købesummen. Ifølge leasingkontraktens § 12 skulle A.P. Møller anvise en kontantkøber til 70 % af den oprindelige købspris, som den var gengivet i et bilag til leasingkontrakten udfærdiget den 23. december 1991 af ØK. Købsprisen var her anført til 4.044.852 USD. Imidlertid havde HS i årenes løb ved beregning af leasingydelser m.v. taget udgangspunkt i en købspris på 3.852.240 USD, hvilket beløb fremgik af et andet næsten identisk bilag fra ØK ligeledes dateret den 23. december 1991, hvilket bilag var vedhæftet skadesløsbrevet til Bikuben Nørreport. Det endte med, at A.P. Møller accepterede, at I/S H1 fik en pris beregnet på grundlag af det høje beløb, hvilket medførte en merindtægt for interessentskabet i størrelsesordenen 800.000 - 850.000 kr. i forhold til det oprindelige likviditetsbudget udarbejdet af Ernst & Young. I følge dette var interessentskabets likviditet ved arrangementets ophør fastsat til 88.000 kr. I forbindelse med salgsforhandlingerne forespurgte HS i et brev af 25. juni 1998 den antagne advokat, om han skulle skaffe en fuldmagt fra medinteressenterne, hvilket advokaten bekræftede som værende en selvfølge.

Fortsæt til 2. del