(Østre Landsrets dom af 8. februar 2002, 12. afdeling, B-2224-96 og B-1874-97)

Revisionsfirmaet Ernst & Young har udarbejdet følgende oversigt over likvide bevægelser i I/S H1 fra start til den 20. juli 1998:

		"Lån Bikuben  219-89-01086	Valutakonto i Bikuben 218-88-58824	Anfordring Bikuben 27417-23045	Diverse
Dato	Tekst	USD	USD	DKK	DKK
301291	Indbetalt interessenter			3.250.000,00
311291	Lån	-3.642.500,00	3.642.500,00 1)
311291	Køb containere		4.044.852,00 1)
311291	Overførelse		402.352,00 1)	-2.383.593,01
311291	Salgsprovision			-821.530,00
311291	Moms og AMBI af salgsprovision				-206.435,74
311291	Stiftelses provision Bikuben			-21.536,28
	Saldo 31.12.1991	-3.642.500,00	0,00	23.340,71	-206.435,74
031291	Gebyr			-100,00
200392	Rente			930,81
310392	Indbetalt fra Toldvæsnet				206.435,74 2)
150492	Honorar I/S leder 1991/1992			-3.000,00
300692	Renter	-101.281,74
300692	Ydelse	162.905,82	-162.905,82
300692	Leasingydelse		162.905,82
300692	Renter/gebyr		-34,76 2)
040892	Betalt E & Y			-6.250,00
311292	Leasingydelse		156.275,93
	Saldo 31.12.1992	-3.580.875,92	156.241,17	14.921,52	0,00
040193	Rente	-95.692,30
040193	Ydelse lån	156.294,90	-156.294,90
070193	Rente		-1,28
260193	Overførsel		55,01	-333,80
070693	Rente		12,24
300693	Rente	-83.423,14
300693	Ydelse	149.030,14	-149.030,14
300693	Leasingydelse		149.030,14
301293	Rente	-81.220,64
301293	Ydelse lån	146.896,65	-146.896,65
260196	Moms retur			1.250,00
310393	Rente			541,20
300893	E & Y			-9.625,00
300893	Gebyr			-5,00
	Saldo 31.12.1993	-3.388.990,31	-146.884,41	6.748,92	0,00
040194	Leasingydelse		146.892,97
050194	Gebyr	2)	-56,00
060194	Overførsel		47,44	-305,44
300694	Rente		-79,75
300694	Ydelse lån	155.342,53	-155.342,53
050794	Leasingydelse		155.250,18
070794	Overførsel		172,10	-1.074,68
301294	rente		-187,35
310394	rente			108,48
311294	Omk. afholdt i alt			-18.992,00
311294	Indbetalinger fra interessenter i alt			13.500,00
030694	renter	-77.099,53
301294	renter	-103.084,25
311294	Ydelse lån	172.293,58	-172.293,58
311294	Leasingydelse		172.273,30
311295	Gebyrer	-104,55
	Saldo 31.12.1994	-3.241.642,53	-207,63	-14,72	0,00
300695	rente		-199,40
300695	Renter lån	-131.207,78
040795	Ydelse lån	232.640,30	-232.640,30
070795	Salg containere		31.200 58
070795	Leasingydelse		201.313,24
291295	Renter		-408,62
291295	Ydelse lån	109.162,09	-109.162,09
291295	Renter lån	-109.162,09
310395	rente			4,29
	Indbetalinger i alt			49.315 00
	Omkostninger			-32.550,00
	Hævet			-16.754,57
	Saldo 31.12.1995	-3.140.210,01	-110.104,22	0,00	0,00
040196	Leasingydelse		109.144,10
230196	Leasingydelse		74.663,58
120396	Salg containere		15.111,28
280696	Renter		1.416,83
280696	Renter		-143,73
280696	Renter lån	-104.199,97
280696	Ydelse lån	265.599,98	-265.599,98
040796	Leasingydelse		176.786,28
311296	Renter		24,06
311296	Renter		-138,95
	Indbetalinger i alt			14.500,00
	Omkostninger			-14.501,00
	Renter			6,50
	Saldo 31.12.1996	-2.978.810,00	1.159,25	5,50	0,00
020197	Ydelse lån	185.535,47	-185.535,47
020197	Renter lån	-104.143,38
030197	Leasingydelse		185.515,28
300697	Renter		-197,24
300697	Renter		22,16
300697	Ydelse lån	179.780,00	-179.780,00
300697	Renter lån	-96.525,38
010797	Leasingydelse		179.776,99
311297	Renter		19,91
	Indbetalinger i alt			31.500,00
	Omkostninger			-18.326,50
	Renter			9,54
	Saldo 31.12.1997	-2.814.163,29	980,88	13.188,54	0,00
020198	Ydelse lån	184.718,01	-184.718,01
020198	Renter lån	-98.901,36
030198	Leasingydelse		181.355,12
030198	Salg containere		3.360,00
300698	Renter		-358,27
300698	Renter lån	-94.736,63
010798	Indfrielse lån	2.823.083,27	-2.823.023,27
010798	Gebyr indfrielse lån		-14 60
030798	Leasingydelse		180.258,68
080798	Salg containere		2.733.165,56
080798	Udgåede containere		40.627,67
090798	Gebyr fremf. af dokumenter		-144,68
140798	Udbetalt til interessenter		-116.925,07
200798	Advokat hononorar		-1.846,02
	Omkostninger			-13.023,75
	Renter			23,08
	Saldo 20.07.1998	0,00	12.657,99	187,87	0,00
1)	Vi mangler dokumentation for, at pengene er gået via denne konto.
2)	Vi har ikke kopi af bilagene."

Der er fremlagt årsregnskaber for I/S H1 for årene 1991, der alene omfattede en dag, til og med 1998. For årene 1991-1997 var nettoresultatet negativt med følgende beløb: 11.257 kr., 388.095 kr., 299.740 kr., 817.130 kr., 616.653 kr., 358.950 kr. og 488.064 kr. 1 1998 var årets resultat 584.409 kr.

Supplerende sagsfremstilling vedrørende formaliteten

Den 30. august 1993 udsendte Told- og Skattestyrelsen et notat vedrørende organiseringen af den ligningsmæssige gennemgang af mindre anpartsvirksomheder. Heri anføres, at det er vigtigt, at ligningsarbejdet rationaliseres mest muligt, og at dobbeltarbejde i videst muligt omfang undgås. Der bør derfor udpeges en ansvarlig ligningsinteressentkommune for hvert enkelt projekt (interessentskab). Det anføres videre, at det er aftalt med Københavns Skatteforvaltning og Told- og Skatteregion ...., at de forestår gennemgangen af kontraktsmateriale m.v. for en række projekter. For så vidt angik I/S H1 blev Københavns Skatteforvaltning udpeget som ansvarlig. I afsnittet om indhentning af dokumentation m.v. anføres blandt andet:

"2. DEN ANSVARLIGE LIGNINGSINTERESSENTKOMMUNE.

Af rationelle grunde skal det anbefales, at kun den ansvarlige ligningsinteressentkommune foretager følgende handlinger:

............

B. Kontraktsmateriale.

Ligningsinteressentkommunen indkalder dokumentation for interessentskabets investeringer i udlandet og andre kontrakter som fx leasingaftaler og lånedokumenter. Disse oplysninger indkaldes hos interessentskabets formand.

Forslag til hvilke dokumenter, der i givet fald skal indkaldes, vedlægges.

Den ansvarlige ligningsinteressentkommune gennemgår det modtagne materiale og sammenholder indholdet med beskrivelserne i "rapport om mindre anpartsvirksomheder". På grundlag af denne gennemgang beslutter kommunen, hvorledes projektet skal vurderes i skattemæssig henseende og udarbejder agterskrivelsen og (senere) kendelse. Resultatet af kommunens sagsbehandling meddeles til de øvrige interessenters slutligningskommuner.

Underretningen til andre kommuner kan indeholde forslag til agterskrivelse/kendelse og skal være bilagt relevante dokumenter af betydning for sagens afgørelse.

Det skal understreges, at det er vigtigt, at samtlige interessenter i samme projekt behandles ensartet.

..........."

Den 1. december 1994 sendte .... Kommune sålydende agterskrivelse vedrørende indkomståret 1991 til A:

"Forslag til ændring af skatteansættelsen for indkomståret 1991.

 Skatteforvaltningen agter at ændre Deres skatteansættelse på følgende punkter:

Indkomstopgørelse
Ikke godkendt underskud af virksomhed vedrørende deltagelse i I/S H1	+ kr.    694.156
Formueopgørelse
Regulering af egenkapital I/S H1	+ kr. 1.541.345

Begrundelse

Told- og Skattestyrelsen foretog i 1993 en gennemgang af en række projekter vedrørende mindre anpartsvirksomheder.

Man har derefter peget på en række forhold, der kan medføre en skattemæssig tilsidesættelse af sådanne projekter.

Det betinger dog, at kontraktsmaterialet besidder særlige karakteristika.

Københavns Skatteforvaltning har, som aftalt ligningsinteressentkommune, herefter foretaget en nærmere gennemgang af kontraktsmaterialet vedrørende I/S H1 og er af den opfattelse, at projektet skattemæssigt kan tilsidesættes. Skatteforvaltningens begrundelse fremgår af vedlagte rapport, hvortil der iøvrigt henvises.

Kan De godkende forslaget, behøver De intet at foretage Dem. Skattepligtig indkomst, personlig indkomst og kapitalindkomst vil fremgå af årsopgørelsen, som De senere vil modtage.

Kan De ikke godkende forslaget, indbydes De til et møde med Skatteforvaltningen inden den 15. december 1994.

De bedes henvende Dem til undertegnede. Dette brev bedes medbragt.

De kan også fremføre Deres synspunkter i et brev, der sendes til Skatteforvaltningen inden nævnte dato."

Samme dato sendte kommunen en tilsvarende agterskrivelse vedrørende indkomståret 1992. Det fremgik heraf, at skatteforvaltningen agtede at ændre As skatteansættelse påfølgende punkter:

"Indkomstopgørelse
Ikke godkendt underskud af virksomhed vedrørende deltagelse i I/S H1	+ kr.	304.736
Tilbageført renteindtægt vedrørende deltagelse i I/S H1	-  kr.	138
Ikke godkendt renteudgift vedrørende deltagelse i I/S H1	+ kr.	282.382
Formueopgørelse
Regulering af egenkapital i I/S H1	+ kr.	1.688.59	"

Med agterskrivelserne fulgte Københavns Skatteforvaltnings rapport vedrørende I/S H1, hvoraf det indledningsvis fremgik, at man havde været i besiddelse af følgende materiale: Revisorredegørelse dateret 27. december 1991, interessentskabskontrakt, købsfaktura dateret 23. december 1991, lånedokument med Bikuben Dublin Ltd., leasingaftale incl. appendix 1-3 og dokumentation for betaling af det kontante indskud. Skattemyndigheden havde anmodet interessentskabet om at fremsende diverse yderligere specificeret materiale, men havde ikke modtaget dette blandt andet under henvisning til, at de ønskede dokumenter ikke eksisterede eller aldrig var oprettet. Rapporten, der er på 12 sider, gennemgår de konkrete centrale kontrakter m.v. og indeholder generelle afsnit om sale and lease back og om anpartsreglerne. Endvidere indeholder rapporten et afsnit om praksis og en skattemæssig konklusion.

Ved skrivelse af 7. december 1994 gjorde Ernst & Young på vegne A indsigelse mod de to agterskrivelser. I skrivelsen anførtes afslutningsvis følgende:

"Sammenfattende er det vor opfattelse, at Skatteforvaltningens afgørelse er forkert, da den strider mod fast og langvarig praksis. Den skærpelse af praksis, som anpartsgruppens rapport og ligningsmyndighedernes afgørelse i nærværende sag er udtryk for, kan ikke ske med tilbagevirkende kraft. Vi henviser i denne forbindelse til Østre Landsrets dom i Tidsskrift for Skatteret 1991.167.

Vi forbeholder os endvidere ret til at gøre ugyldighedsindsigelse gældende med henvisning til grundlæggende forvaltningsprincipper.

Som det er skatteforvaltningen bekendt, verserer der et halvt hundrede sager af lignende type for landsskatteretten. Vi skal derfor anmode om, at nærværende sag stilles i bero, indtil der foreligger afgørelse i disse sager."

Herefter sendte .... Kommune den 12. december 1994 til A meddelelser om skatteansættelsen for 1991 og 1992 i overensstemmelse med de tidligere udsendte agterskrivelser. Som begrundelse anførtes:

"Ændringen er i overensstemmelse med det tidligere fremsendte forslag. Skatteforvaltningen har ikke kunnet imødekomme Deres synspunkter, jf. begrundelserne i vedlagte bilag."

I en skrivelse af 19. marts 1996 til Ernst & Young har Skatteankenævnet i .... udtalt følgende:

"As deltagelse i I/S H1

...................................

Endvidere bekræftes det, at Skatteankenævnets sekretariat kun er i besiddelse af følgende materiale:

• Udtalelse fra skatteforvaltningen af 4. januar 1995.
• Brev fra Coopers & Lybrand af 9. februar 1995.
• Brev fra Ernst & Young af 23. december 1994
• Kvitteringsbrev for den modtagne klage af 3. januar 1995.
• Kopi af skatteforvaltningens kendelser for 1991 og 1992.

Jeg har desuden undersøgt om der skulle være noget i skatteforvaltningens arkiv vedrørende sagen, bl.a. leasingkontrakter, men det er der ikke"

Sagsfremstilling i øvrigt

Den 16. april 1993 skrev Told- og Skattestyrelsen til Skatteministeriets departement i anledning af overvejelser om, hvorvidt 3 landsskatteretskendelser vedrørende Selektiv Finans A/S burde indbringes for domstolene. Skrivelsen var sålydende:

"Departementet har ved brev af 13. april 1993, j.nr. 15.93-78-922, fremsendt Kammeradvokatens indstilling i et spørgsmål om, hvorvidt 3 landsskatteretskendelser om afskrivning på containere bør indbringes for domstolene.

Told- og Skattestyrelsen kan tiltræde Kammeradvokatens indstilling om, at landsskatteretskendelserne ikke bør indbringes, idet styrelsen ikke finder tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at en retssag vil føre til et for ministeriet gunstigt resultat.

Styrelsen finder på den ene side, at det kan være svært at forklare, hvorfor den almindelige forståelse af begrebet erhvervsmæssig virksomhed i praksis ikke har været gældende for anpartsvirksomhed.

På den anden side finder styrelsen, at ministeriet er bundet af den praksis, der over en længere periode har udviklet sig på anpartsområdet, hvorefter skattemyndighederne ikke har tillagt den manglende rentabilitet i virksomheden betydning for spørgsmålet, om der foreligger erhvervsmæssig virksomhed.

Denne praksis synes endog at være forudsat som gældende ret i forbindelse med den gennemførte anpartslovgivning.

Styrelsen finder endvidere, at det er betydning for spørgsmålet om indbringelse af de 3 landsskatteretskendelser, at de konkrete sager ikke længere kan gennemføres med den nuværende anpartslovgivning.

Kammeradvokatens bemærkning om, at styrelsen i et cirkulære kan skærpe praksis fremover med hensyn til at stille krav til anpartsprojekters rentabilitet, er Styrelsen - under hensyn til risikoen for senere at blive underkendt af domstolene - betænkelig ved.

Styrelsen finder principielt, at en sådan skærpelse bør gennemføres ved lovgivning.

Det bemærkes, at Styrelsen vil fortsætte de igangværende undersøgelser af mindre anpartsvirksomheder, der typisk indgår i tilsvarende arrangementer som de her omhandlende.

Told- og Skattestyrelsen vil her fokusere på det reelle ejerskab til leasingaktiverne, et forhold der ikke har været berørt i disse sager. Endvidere vil den fysiske eksistens, risikoen for dobbelt afskrivning og eventuelt værdiansættelsen af aktiverne indgå i Styrelsens undersøgelser."

I et notat dateret den 19. april 1993 fra Skatteministeriets Retssikkerhedskontor om eventuelt lovindgreb mod "overskudsselskaber" er blandt andet anført:

"Ved finansiel leasing forstås udlejning af aktiver, hvor lejekontrakten er udformet på en sådan måde, at fordele og ulemper ved ejerbeføjelsen over aktiverne ud fra en helhedsbedømmelse må anses for overført fra udlejer til lejer. Der vil typisk være tale om langvarig udlejning, hvor prisfastsættelse af lejeindtægten sker således, at den dækker udlejers forrentning og afskrivning på aktivet, og hvor udlejer ikke har nogen driftsrisiko for så vidt angår udlejningsvirksomheden. Denne form for udlejning kan økonomisk sammenlignes med udlån med pant i driftsmidlet. Flere lande behandler som følge af denne betragtning finansiel leasing som et lån ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Herved opnås, at afskrivningsretten flyttes fra ejer (udlejer) til brugeren (lejer), idet sidstnævnte i realiteten anses som ejer. Herved afskaffes mulighederne for at "flytte" afskrivningsretten væk fra den reelle ejer, herunder muligheden for at opnå afskrivninger på aktiver, der anvendes af udenlandske erhvervsvirksomheder, der ikke er skattepligtige i det land, hvor afskrivningen ønskes udnyttet skattemæssigt. Dette vil endvidere lette kontrolproblemet ganske væsentligt.

Det er dog ikke nemt at foretage en sikker definition af finansiel leasing, hvilket man har påpeget ved tidligere overvejelser om indgreb mod anpartsvirksomhed. Endvidere vil modellen gøre det nødvendigt skattemæssigt at omklassificere leasingydelserne til rente og afdrag, hvilket må foretages skematisk under forudsætning af fastsættelse af en bestemt rente. Modellen er genstand for indgående overvejelser i departementet, og mere udførligt notat forelægges senere.

Modellen kan ikke anbefales til indgreb inden sommerferien, idet den er vanskelig at få gjort operationel.

............

På udlejningsområdet har man specielt vedrørende anparter den faste praksis, at man skattemæssigt anerkender adgangen til at afskrive, uanset at det er evident, at udlejningsaktiviteten før skat giver underskud og derfor i princippet ikke kan kaldes erhvervsmæssig. Denne faste praksis er blevet cementeret ved de forskellige lovindgreb mod anpartsprojekter, hvor man i lovbemærkningerne netop har fremhævet, at udlejers motivation for at deltage i projekterne er af ren skattemæssig karakter, fordi projektet kun efter skat giver overskud.

Synspunktet strider mod retspraksis på andre områder, f.eks bådudlejning og hobbylandbrug, hvor rentabilitetsbetragtninger spiller en stor rolle med hensyn til, om der er tale om en erhvervsmæssig virksomhed, og hvor afskrivningsadgangen i givet fald bortfalder fuldstændigt.

Departementet har netop fået en udtalelse fra kammeradvokaten om, at vi næppe kan få ændret en landsskatteretskendelse, der godkender et containerudlejningsprojekt, uanset at der ikke var udsigt til overskud før skat. Styrelsen har i den forbindelse udtalt, at de helst ikke ser en praksisændring, men en lovændring, på grund af frygten for at blive underkendt ved domstolene.

En lovændring, der går på, at rentabilitetsbetragtninger er afgørende for bedømmelsen af erhvervsmæssig virksomhed på bestemte områder (udlejning) er betænkelig, fordi den vil give anledning til modsætningsslutninger. Endvidere kan bedømmelsen af udsigten til, om en udlejningsvirksomhed kan komme til at give overskud, være vanskelig at foretage på det tidspunkt, hvor virksomheden påbegyndes. Et lovindgreb efter objektive kriterier som f.eks nævnt under a) og b) vil derfor være nemmere at håndtere."

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af B og vidneforklaring af HS og TH.

B har blandt andet forklaret, at han i 1991 var ansat som salgskonsulent i en større EDB-virksomhed, hvor der blev talt en del om det høje skatteniveau. Han havde i 1987 investeret 250.000 kr. i et skibsprojekt. Fra regnskabsafdelingen fik han i november 1991 kendskab til et 10-mandsprojekt, der imidlertid blev overtegnet, inden han nåede at komme med. Han kontaktede TH med forespørgsel om et tilsvarende projekt og blev foreslået I/S H1. Det var på baggrund af den rådgivning, han fik, hans fornemmelse, at det var et sundt og fornuftigt projekt. Han var ikke nervøs for, at interessentskabet ikke skulle kunne afhænde containerne igen, idet han tænkte, at ØK, der skulle være leasingtager, vel fortsat ville have brug for disse. Han så de af Ernst & Young udarbejdede forudsætninger og beregninger. Han mødte kun en af medinteressenterne, inden han skrev under. De øvrige mødte han ved et møde i marts 1992. En af interessenterne kendte til branchen, idet han vist havde været medejer af et rederi. Han havde igennem årene tæt kontakt med HS. Han deltog imidlertid ikke i drøftelser vedrørende overdragelse af containerne, men da de var solgt, holdt interessenterne et møde, hvorunder HS fortalte, at containerne var afhændet til en bedre pris end forventet. Han fik selv ca. 65.000 kr. mere, end han havde regnet med. Han står i dag med en stor gæld til skattevæsenet.

HS har blandt andet forklaret, at han i 1991 var ansat som EDB-medarbejder, og at han nu driver egen virksomhed inden for samme branche. I slutningen af 1991 ønskede han at foretage en opsparing med udskydelse af skat, og han reflekterede på en avisannonce vedrørende I/S H1. Han fik tilsendt revisionsrapporter med beregninger af, hvordan projektet ville forløbe, ligesom han talte med revisionsfirmaet. Han talte endvidere med Bikuben, der sagde god for projektet, og som lånte ham de penge, han skulle bruge for at kunne deltage. Han blev tilbudt og accepterede stillingen som formand, og i foråret 1992 indkaldte han medinteressenterne til et møde i forbindelse med, at det første regnskab skulle udarbejdes. Han havde ikke selv branchekendskab, men en af medinteressenterne var i shippingbranchen og var formand for et stort engelsk rederi. Da han skulle udstede den anden faktura på leasingydelsen, opdagede han, at der var et renteproblem. Bikuben krævede renter efter Cost of Funding, medens ØK betalte en libor-rente, hvilket bevirkede, at leasingydelserne var for lave til, at projektet kunne hænge sammen. Han forsøgte uden held at få Bikuben til at ændre forrentningsprincip. Da ØK ville overdrage containerne til A.P. Møller, stillede han som betingelse for at godkende overdragelsen, at Bikubens rente skulle ændres, hvilket da blev accepteret. Når der undervejs i forløbet forsvandt nogle containere, fik han enten brev fra ØK/A. P. Møller om, at de mistede containere var blevet erstattet af nogle andre, eller han blev bedt om at fakturere de forsvundne containere. Da tiden nærmerede sig, hvor de skulle afhænde containerne, fik han brev fra A.P. Møller, der havde fundet en køber. De kunne ikke blive enige om prisen som følge af en fejl i den oprindelige kontrakt, der betød, at prisen var højere, end A.P. Møller havde regnet med. Han var for længe om at kontakte medinteressenterne, men han fik deres tilladelse til at antage en advokat. Han talte med den medinteressent, der var branchekendt, og som måske kunne sælge containerne til en kontakt i Amsterdam. Han kunne dog ikke sælge dem til en bedre pris end den, der til sidst blev solgt for til den af A.P. Møller anviste køber. A.P. Møller havde da accepteret den høje pris, hvilket bevirkede, at interessentskabet fik et overskud på ca. 850.000 kr.

TH har blandt andet forklaret, at han er jurist og cand. polit. Han blev i 1982 ansat hos A.P. Møller, hvor han beskæftigede sig med leasingforhold. Fra ultimo 1983 og 6 år frem var han finanschef hos ØK, hvor han blandt andet beskæftigede sig med finansiering af containere, herunder udarbejdelse af leasingkontrakter, idet leasing var en billig finansieringsform. ØK havde dengang ikke behov for afskrivninger og ved at indgå sale and lease back aftaler med selskaber, der havde mulighed for at benytte afskrivningerne, blev der opnået en skattebesparelse, som man forhandlede sig til rette om. Det drejede sig for ØK's vedkommende om mange millioner kr. Efter denne ansættelse startede han selvstændig rådgivningsvirksomhed, i hvilken forbindelse han rådgav Danvest Management ApS. Leasingaftalen mellem I/S H1 og ØK ligner en tro kopi af de kontrakter, der anvendtes af ØK i 80'erne. Bestemmelsen i § 12, der er helt sædvanlig, pålægger ØK at anvise en kontantkøber. ØK er med andre ord mægler i sagen, men ejer kunne også selv finde en køber. 70 % - værdien er fastsat under hensyn til containernes alder, og hvor de skulle anvendes. Containerpriserne fulgte de internationale konjunkturer og havde ret store udsving.

Procedure

Sagsøgerne har helt overordnet gjort gældende, at de sammen med 8 andre investorer har købt og betalt containere, hvorfor de har krav på de skattemæssige fordele, der følger af dagældende lovgivning. Det er en efterrationalisering fra sagsøgtes side, når man nu siger, at der skal foretages en helhedsbedømmelse. Det blev der ikke fra skattemyndighedernes side lagt vægt på, da sagsøgerne indgik deres aftaler. Skatteleasing blev accepteret, når leasingmidlerne fysisk fandtes.

Vedrørende realiteten

Der har frem til 1993 været en mangeårig praksis for at godkende sale and leaseback projekter og skatteleasing skatteretligt. Investorerne udlejede det købte til brugeren og kunne ifølge reglerne trække renteudgifter fra og foretage afskrivninger i deres regnskaber. Skatten blev udskudt, og investorerne opnåede en skattebesparelse, hvilket har været almindelig kendt og godkendt i årevis.

Sagsøgerne har herved henvist til leasingudvalgets betænkning nr. 984 af juni 1983 og til betænkning nr. 1169 af maj 1989 fra udvalget vedrørende anparter. De samme synspunkter kom frem under vidnet THs forklaring om, hvorledes ØK som leasingtager og I/S H1 som leasinggiver delte skattefordelen mellem sig til begges fordel. Ifølge TH spillede den form for finansiering en stor rolle for ØK, og sådan var det danske skattesystem indrettet. Et sådant arrangement kan ikke tilsidesættes, blot fordi hensigten har været at udnytte en skattefordel, hvilket er fastslået ved Højesterets dom U 1999.885. Sagsøgerne har endvidere henvist til en udateret forhåndsbesked fra Ligningsrådet som eksempel på godkendt skatteleasing.

Lovgivningen vedrørende skatteleasing har været hyppigt skiftende. Der har været politisk kamp og delte meninger om fordele og ulemper ved at benytte sig af skatteleasing som finansieringsmodel. Fortalerne pegede på den hermed forbundne billigere finansiering for erhvervslivet, mens modstanderne pegede på, at fordelene udover erhvervslivet alene tilgik de mest velstillede borgere. Sagsøgerne har henvist til en række lovforslag med ledsagende bemærkninger og betænkninger, der førte til et leasingindgreb i 1983 og har henvist til senere lovforslag om afskrivninger og anpartsprojekter frem til 1989-stramningen og videre frem til 1993-lovændringen. Det fremgår af bemærkningerne til 1993-lovforslaget, at der var sket en markant stigning i udbuddet af anpartsprojekter med 10 deltagere eller mindre, hvorfor der nu var et ønske om at modvirke denne form for skattetænkning.

Sagsøgerne har gennemgået retspraksis og skattemyndighedernes praksis på anparts- og leasingområdet og har blandt andet peget på tre landsskatteretskendelser fra foråret 1993 vedrørende Selektiv Finans A/S. I disse sager kunne leasingvirksomhederne ikke drives med overskud, og investorernes lån var på non-recourse vilkår. Alligevel gav landsskatteretten en investor afskrivningsret. Sagsøgerne har endvidere henvist til de overvejelser, som skattemyndighederne og kammeradvokaten gjorde sig om indbringelse af kendelserne for domstolene. Sagsøgerne beklager som sagsøgere i tidligere sager, at kammeradvokatens overvejelser fra dengang ikke er fremlagt og har henvist til artiklen i Skat, februar 2001, side 19ff, om ministeriets afvisning af at udlevere dokumenter i 10-mandsprojektsagerne. Endvidere har sagsøgerne gennemgået praksis efter sommeren 1993, herunder de såkaldte Bornholmerprojekter, der blev godkendt af Ligningsrådet, TfS 1994, nr. 342 og 343 efter fremkomsten af Told- og Skattestyrelsens rapport om "Mindre anpartsvirksomheder" af 16. juni 1993, hvilket gav anledning til det efterfølgende cirkulære 1994-4 af 18. maj 1994 fra Told- og Skattestyrelsen. Sagsøgerne har endelig gennemgået afgørelser vedrørende 10-mandsprojekter, især U 2001.556 H og to landsretsafgørelser, TfS 2001 nr. 731 og 739.

Den retlige stilling vedrørende I/S H1

Sagsøgerne har gjort gældende, at der ikke er grundlag for skatteretligt at tilsidesætte I/S H1-projektet.

Der har ikke været tale om et lukket økonomisk kredsløb, og leasingydelser, renter og afdrag blev betalt tidsmæssigt forskudt og uafhængigt. Beløbene, der kom ind og gik ud, var størrelsesmæssigt ikke meget forskellige, men de blev udvekslet på helt sædvanlig måde og således ikke ved modregning. I budgettet, udarbejdet Ernst & Young i december 1991, var der regnet med, at der ved leasingperiodens udløb i 1998 ville være et beløb på i alt 88.000 kr. til fordeling mellem investorerne. Det viste sig imidlertid, som forklaret af HS, at det lykkedes ham at få solgt containerne til en væsentlig højere pris end forudsat, hvilket medførte, at der blev et ca. 10 gange større beløb til investorerne til deling end forudsat. Der var ikke match mellem renteydelserne i leasingkontrakten og låneaftalen, idet førstnævnte var en libor-rente og sidstnævnte en Cost of Funding-rente. Som videre forklaret af HS lykkedes det ham at få ændret bankrenten til libor-renten, hvilket viser, at aftalerne ikke kun var formelle og forud fastlagte. Investorerne bar risikoen for kurssvingninger. I budgettet havde man arbejdet med en fast kurs. Af leasingaftalen fremgår, at investorerne skulle købe containerne for 4.044.852 USD, hvorimod der intet er nævnt om, hvordan leasingydelsen skulle beregnes. Af uforklarlige grunde tog leasingydelserne imidlertid ikke afsæt i den reelle anskaffelsespris, men i en lavere pris på 3.852.240 USD. Selvom investorerne måtte have troet, at der ingen risiko var forbundet med projektet, så viste kontraktsindholdet, at der var en risiko på grund af uklare formuleringer, og det er kontrakten, der er afgørende også skatteretligt.

Der er foretaget en knivskarp sondring hos skattemyndighederne, når de på den ene side har godkendt Bornholmer-og Selektiv Finans-projekterne skattemæssigt og på den anden side har nægtet I/S H1 afskrivninger og rentefradrag. Derfor er fortolkningen og forståelsen af leasingaftalens § 12 vigtig. Der er en anvisningspligt ikke en anvisningsret for bruger. Interessenterne kunne derfor have beholdt containerne. Det var ikke totalt udelukket, at de ville fortsætte. De kunne også sælge til anden side med ny kapital, og endelig var interessenterne ikke forpligtet til at sælge til den af bruger anviste køber. Hvis ØK havde ment, at det var vigtigt med en sådan forpligtelse for interessentskabet, havde de fået det med i kontrakten. Det ville koste en formue at få sejlet alle containerne hjem. Punkt 2 i § 12 er en misligholdelsesklausul - en betalingsforpligtelse. Der er ingen holdepunkter for at antage, at banken ville forlange, at købstilbuddet skulle accepteres således som hævdet af sagsøgte i påstandsdokumentet. Interessentskabets lån hos Bikuben Dublin Ltd udløb pr. 30. juni 1998, hvorfor man, hvis udlejning skulle forsætte, skulle have have en ny låneaftale. At parterne har taget de indgåede aftaler alvorligt, bevises klart af forhandlingsforløbet op til 30. juni 1998. I/S H1 forhandlede sig frem til en høj pris, hvilket viser realiteten i projektet. Situationen er derfor en anden end i U 2001.556 H, hvor det var aftalt, at det leasede fly skulle ende hos den oprindelige ejer. Der var således ingen risiko for investorerne. I den sag kunne det påvises, hvem der var den rette ejer. I nærværende sag indtrådte A.P. Møller som leasingtager i stedet for den oprindelige ejer, ØK. Containerne skulle ikke ende hos A.P. Møller, men blot hos en af dem anvist 3. mand.

Højesterets dom U 2000.879 viser, at man ikke nægter fradrag for renter, blot fordi der har været tale om et non-recourse lån. Der foretages en helhedsvurdering af arrangementet.

Sagsøgeren bestrider, at I/S H1 skulle være et kapitalselskab og ikke et interessentskab. Sagsøgte har ikke kunnet påvise bare et eksempel fra retspraksis, hvor et 10-mandsselskab er blevet lignet selvstændigt.

Vedrørende formaliteten i A's sag

Kompentencen efter skattestyrelseslovens § 2 til at ansætte folk i skat ligger kun hos den lokale kommunale skattemyndighed. En anden kommune end skatteyderens kan således ikke ansætte. Det gøres gældende, at .... Kommune ikke realitetsbehandlede sagsøgerens skatteansættelse, men blot videresendte en afgørelse, der var truffet af Københavns Skatteforvaltning, til sagsøgeren.

Efter at anpartsrapporten var kommet i juni 1993, forsøgte Told- og Skattestyrelsen at dirigere skatteansættelserne i lokalt regi. Der er ikke hjemmel til, at man fra centralt hold beder udvalgte kommuner om at foretage ansættelser af borgere boende i andre kommuner. Opgaven med at gennemgå I/S H1s forhold blev tildelt Københavns Skatteforvaltning, som udarbejdede en udateret rapport. Det er uvidst, hvem der har lavet den. Det fremgår af rapporten, at man manglede nogle bilag. Man gengav tekster uden at citere dem, og man fortolkede kontrakterne. Agterskrivelserne fra .... Kommune til sagsøgeren henviste blot til rapporten fra Københavns Skatteforvaltning uden selvstændig stillingtagen hertil. Sagsøgeren kom med en del indsigelser og anmodede om berostillelse. Herefter traf .... Kommune afgørelse i sagen uden overhovedet at tage stilling til det af sagsøgeren fremførte. Man henviste alene til rapporten. Senere har det vist sig, at .... Kommune ikke havde andre papirer i sagen end rapporten. Hermed er princippet om individuel sagsbehandling tilsidesat, ligesom retsgarantien for borgeren om, at afgørelsen skal træffes - som det er politisk bestemt - i det lokale regi, blev tilsidesat. Afgørelsen var reelt truffet af Københavns Skatteforvaltning, det vil sige af en ikke-kompetent myndighed og er derfor ugyldig. Dertil kommer, at høringsreglerne er tilsidesat. Sagsøgerens høringssvar blev afgivet til Skatteforvaltningen i ...., som ikke kunne bedømme indsigelserne, fordi de reelt ikke havde haft sagsbehandlingen. Derved blev høringen meningsløs og uden betydning. Afgørelsen er derfor ugyldig, da fejlene er grove og af afgørende betydning for skatteborgeren. Endvidere er afgørelsen truffet, inden høringsfristen var udløbet.

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand henvist til, at I/S H1 projektet er ren skattetænkning. Det er tabsgivende før skat og derfor kun et projekt for folk med store indtægter. Det afviger fra sædvanlige forretningsmæssige dispositioner herunder sædvanlig leasing. Realiteten er, at investorerne mod et beskedent kontantindskud midlertidigt fik overladt et betydeligt afskrivningsgrundlag. Efter gældende skatteret inden for sale and lease back, jf. de to seneste højesteretsafgørelser U 2000.1509 og 2001.556, foretager man en realitetsbedømmelse. Det er ikke afgørende, at der formelt er købt og herefter udlejet driftsmidler, hvis man finder, at der i realiteten ikke er tale om et køb, men alene om køb af en afskrivningsadgang. Samme realitetsbedømmelse som i de to nævnte afgørelser må føre til, at sagsøgerne ikke anses for at have været medejere af containerne i skattemæssig henseende.

Salgsaftalen (fakturaen) udstedt af ØK, leasingaftalen, tillæg til låneaftalen, kontragarantien - alle af 23. december 1991 - samt pantsætningserklæringen af 30. december 1991 har en sådan indbyrdes sammenhæng, at der er tale om afstemte aftaler, der udgør et samlet hele på samme måde som fastslået af Højesteret i U 2001.556 i første afsnit af præmissen.

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at den faktiske råden over containerne var hos lejeren ØK/A.P. Møller og således unddraget I/S H1. Leasingaftalen var uopsigelig og forudsatte, at containerne efter 6 1/2 år, højst 9 år, skulle afhændes, uden at interessentskabet skulle blive ejere. Heller ikke den retlige råden lå hos I/S H1. Ganske vist var I/S H1 i henhold til § 8 i leasingaftalen berettiget til at råde retligt, men leasingaftalen var i sin helhed pantsat, hvorved interessenterne reelt var afskåret fra på egen hånd at sælge, pantsætte eller på anden måde råde. Hertil kommer bestemmelserne i pantsætningserklæringen, hvorefter blandt andet alle beløb i henhold til leasingaftalen var ude af interessentskabets rådighed, ligesom man var afskåret fra at transportere eller pantsætte de pantsatte sikkerheder uden forudgående skriftlig accept fra Bikuben i Dublin. Samme begrænsning fremgår af interessentskabskontrakten. Containerne var håndpantsat, jf. skadesløsbrevet. Der var fælles vilkår i alle disse centrale dokumenter. Det må herefter kunne konstateres, at interessenterne efter dette kompleks af aftaler ikke havde noget retligt råderum.

Interessenterne kunne således hverken råde faktisk eller retligt over containerne eller det afkast, der tilkom dem. Situationen er således parallel til Højesterets dom i U 2001.556, andet afsnit af præmissen.

Der var ikke i leasingforholdets løbetid mulighed for I/S H1 for drifts- eller likviditetsoverskud. Der var ikke forudsat nogen reelle pengestrømme mellem I/S H1 og ØK/A.P. Møller eller mellem I/S H1 og banken til opfyldelse af de indgåede aftaler om leasing og lån. Der skete krediteringer og debiteringer af de ækvivalerende ydelser samme dag eller med få dages mellemrum. I/S H1 havde pantsat alle krav på betalingen i henhold til leasingaftalen, herunder leasingydelse til Bikuben Dublin Ltd, og betalinger kunne kun ske med frigørende virkning til kontoen hos Bikuben Dublin Ltd.

Der var kun en hypotetisk risiko for drifts- eller likviditetsunderskud i leasingforholdets løbetid som følge af leasingtagers forpligtelser i henhold til leasingaftalen, forsikringsdækningen, låneaftalens og kortraktgarantiens bestemmelser om begrænset regres. Alle tænkelige risici og omkostninger efter leasingaftalen påhvilede endeligt ØK/A.P. Møller.

Således var I/S H1s mulighed for drifts- eller likviditetsoverskud udelukket i leasingsforholdets løbetid, ligesom interessentskabets risiko for drifts- eller likviditetsunderskud var hypotetisk på samme vis som i Højesterets dom U 2001.556, præmissens tredje afsnit.

Ved leasingsforholdets ophør var der ikke mulighed for gevinst eller reel risiko for tab for I/S H1, nøjagtig som det var tilfældet i Højesterets dom U 2001.556. I det oprindelige likviditetsbudget fra 1991 var det forventet, at der ville blive 88.000 kr. til deling mellem interessenterne efter salget af containerne baseret på leasingkontraktens bestemmelser. Det fremgår af Ernst & Youngs oplæg fra 1991, at man forudsatte, at leasingtager pr. 30. juni 1998 ville udnytte sin ret til at anvise en køber. Ved leasingsforholdets ophør opstod et uventet overskud på ca. 800.000 kr. Med brugers anvisningsret til en forud aftalt pris var der ikke mulighed for gevinst. Leasingsaftalens § 12 nr. 2 var så byrdefuld, at den i realiteten var prohibitiv for en ikkeopfyldelse af anvisningspligten. Det bestrides, at sælgerne havde ret til at sælge til anden side. Der er slet ikke nævnt option i kontrakten, hvilket havde været særdeles nærliggende. Heller ikke i de øvrige aftaler nævnes, at investorerne kunne sælge i frit salg. De havde fraskrevet sig retten til salg i de oprindelige aftaler, og intet steds står, at de har genvundet den ret. Det faktiske forløb viser også, at A.P. Møller i maj 1998 som en efterretningssag meddelte I/S H1, hvem de anviste som køber, og at I/S H1 uden videre accepterede dette. Sagsøgte går ud fra, at I/S H1 ville have undersøgt markedet, hvis man havde troet, at man kunne sælge frit. Men det skete ikke. Man kan ikke tale om gevinst, i den forstand, begrebet er brugt af Højesteret i U 2001.556, blot fordi I/S H1 helt uventet fik en likviditetsforbedring på ca. 800.000 kr. Gevinst forudsætter, at man får mere ind, end man har givet ud.

Ser man på risikoen for tab, kan det slås fast, at banken ved leasingsforholdets ophør havde givet afkald på personlig hæftelse hos interessenterne. Leasingtager kunne heller ikke rejse krav over for I/S H1. Således er der også på dette punkt overensstemmelse med Højesterets dom U 2001.556, jf. præmissens fjerde afsnit.

I almindelige leasingforhold er det leasingtager, der betaler udgiften til forsikring, men ejeren der får forsikringssummen. I dette projekt som i alle andre 10-mandsprojekter er det leasingtager, der får forsikringssummen udbetalt. Da de centrale ejerbeføjelser således ikke tilkom investorerne, er det meningsløst at tale om, at de var ejere.

Det bestrides, at Højesteret i U 2001.556 har stillet som krav, at sagsøgte skal bevise, hvem der er ejer, hvis det ikke er de enkelte investorer.

Der eksisterer ikke en administrativ praksis, som har godkendt afskrivninger og rentefradrag i et projekt, som kan sidestilles I/S H1. Det har Højesteret afgjort. Alle de afgørelser, som landsretten er blevet præsenteret for i denne sag, har tidligere været fremme i Højesteret. Der har aldrig været en praksis, hvorefter man - efter en realitetsbedømmelse af tilsvarende projekter - har godkendt projektet skattemæssigt. Den omstændighed, at myndighederne i nogle sager har undladt en realitetsbedømmelse af projektet, er ikke ensbetydende med, at der er en administrativ praksis. Man er således ikke afskåret fra at foretage den realitetsbedømmelse, som Højesteret har anvist.

Man kan kun få rentefradrag, hvis skyldneren er reelt retligt forpligtet til at betale gæld og renter. Denne betingelse er ikke opfyldt, når det er et non-recourse lån. Det er allerede fastslået i retspraksis.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden i anden række anført, at ingen af interessenterne reelt hæftede direkte, personligt og solidarisk i forhold til de eneste medkontrahenter/kreditorer, som samvirket ifølge interessentskabskontrakten overhovedet måtte påtage sig forpligtelser overfor, det vil sige ØK, Bikuben Dublin Ltd og Bikuben Nørreport, idet enhver økonomisk risiko og hæftelse i forbindelse med arrangementet var overladt til leasingtager og Bikuben. Uanset egen benævnelse som et interessentskab må I/S H1 derfor i skattemæssig henseende kvalificeres som et kapitalselskab med selvstændig skattesubjektivitet omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Vedrørende formaliteten i A's sag

Skattestyrelseslovens § 2 er en kompetenceregel. Kapitel 2 indeholder regler om de statslige skattemyndigheder og den centrale told- og skatteforvaltning, og heraf fremgår, hvilke instruktions- og tilsynsbeføjelser disse myndigheder har over for den kommunale myndighed. I 10-mandsprojekterne har man af helt saglige hensyn - hensynet til en ensartet ligning - organiseret arbejdet, hvilket er rationelt og besparende. Det er ikke i strid med § 2, at der er udarbejdet generelle forskrifter. Det er en følge af §§ 12 og 13.

Det var .... Kommune, der fremsendte agterskrivelserne, og sagsøgeren modtog samtidig en omhyggelig, relevant og fyldestgørende redegørelse for faktum og praksis. Det var .... Kommune, der den 12. december 1994 - efter høring og svar - udsendte kendelsen. Høringsfristen skal ikke løbe til ende, når der er svaret, jf. U 2000.776 H.

Der er intet at bebrejde .... Kommune, fordi de ikke som ønsket af sagsøgeren satte sagen i bero. Sagen vedrørte bl.a. skatteansættelse for 1991, og den skal ifølge reglerne være foretaget inden udgangen af 1994.

Skattestyrelseslovens § 3 er fulgt, idet der er sendt agterskrivelse, foretaget høring og herefter truffet afgørelse. Sagsøgeren bestred i sit svar ikke den faktuelle beskrivelse i den af Københavns Skatteforvaltning udarbejdede redegørelse, kun den retlige vurdering. Det fremgik af redegørelsen, hvilke dokumenter, man ikke havde set, men det gav ikke sagsøgeren anledning til at reagere. At .... Kommune havde fået en redegørelse om I/S H1 projektet og benyttet den, er ikke ensbetydende med, at den kommunale ligning er sat ud af kraft. Man har fra kommunens side været enig i redegørelsens vurdering og derfor udsendt agterskrivelserne. Der er intet fravalg af retssikkerhedsmæssige garantier.

Måtte landsretten finde, at der er sket en formel sagsbehandlingsfejl, må en konkret væsentlighedsbedømmelse føre til, at der ikke statueres ugyldighed.

Ad den subsidiære påstand:

Såfremt Landsretten godkender en ret for sagsøgerne til enten afskrivning eller rentefradrag, skal sagerne hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Landsrettens bemærkninger

De aftaler, der blev indgået mellem I/S H1, ØK, Bikuben Dublin Ltd. og Bikuben Nørreport afd., findes på samme måde som det aftalekompleks, der blev bedømt i Højesterets dom U 2001.556, at indgå i et sammenhængende kompleks, hvor den enkelte aftale forudsætter eksistensen af de øvrige.

I/S H1 var efter aftalekomplekset - uanset bestemmelsen i leasingaftalens § 8 -afskåret fra enhver retlig og faktisk råden over aktiverne i leasingperioden. Efter leasingaftalen var I/S H1 afskåret fra at råde faktisk over containerne, og efter pantsætningsaftalen med Bikuben Dublin Ltd. var rettighederne ifølge leasingaftalen pantsat til Bikuben Dublin Ltd., og I/S H1 forpligtede sig efter pantsætningsaftalen til ikke at sælge eller pantsætte containerne uden långivers forudgående skriftlige samtykke. Containerne var i forbindelse med den af I/S H1 stillede kontragaranti over for Bikuben Nørreport, der havde stillet garanti over for Bikuben Dublin Ltd. i forbindelse med dennes lån til I/S H1, pantsat ved skadesløsbrev til Bikuben Nørreport.

I/S H1 havde i medfør af leasingaftalen ingen reel økonomisk risiko og hæftelse overfor leasingtager, offentlige myndigheder, tredjemænd m.v., som var forbundet med driften af containerne. Denne risiko var overladt til leasingtager, der f.eks. ikke kunne gøre mangelsansvar gældende eller holde leasingydelser tilbage. Det påhvilede endvidere leasingtager at holde containerne forsikret.

I/S H1s mulighed for drifts- og likviditetsoverskud i leasingforholdets løbetid var udelukket som følge af låneaftalernes indhold, herunder vilkårene for låneaftalernes opfyldelse og leasingaftalens opfyldelse.

De ydelser, der skulle betales efter leasingaftalen og låneaftalen, var nøje afstemt, og ydelserne blev betalt direkte til banken og alle krav, herunder leasingydelser, i henhold til leasingaftalen var pantsat til Bikuben Dublin Ltd. Der kunne kun betales med frigørende virkning hertil.

I/S H1s risiko fordrifts- eller likviditetsunderskud i leasingperioden var hypotetisk som følge af vilkårene i leasingaftalen, forsikringsdækningen, og låneaftalens og kontragarantiens bestemmelser om begrænset regres.

Lånet i Bikuben Dublin Ltd. til finansiering af containerne blev således optaget på non-recourcevilkår, og den hæftelse, som I/S H1 påtog sig over for banken, var reelt begrænset til rettighederne ifølge leasingaftalen. Ved den af I/S H1 over for Bikuben Nørreport stillede kontragaranti til sikkerhed for ethvert beløb, som Bikuben Nørreport i kraft af dennes garanti over for Bikuben Dublin Ltd. i forbindelse med I/S H1s låneaftale med Bikuben Dublin Ltd. måtte blive forpligtet til at betale Bikuben Dublin Ltd., var I/S H1s hæftelse begrænset til den til enhver tid værende værdi af de samtidigt ved skadesløsbrev til Bikuben, Nørreport, pantsatte containere.

Ved leasingforholdets ophør havde I/S H1 ingen reel mulighed for tab eller gevinst. Landsretten lægger herved til grund, at det som anført i Ernst & Youngs skrivelse af 27. december 1991 reelt har været parternes forudsætning, at leasingtager skulle anvise en køber i overensstemmelse med leasingaftalens § 12 nr. 1, og at lånets restgæld skulle dækkes. Det må betragtes som helt usandsynligt, at leasingtager skulle lade leasingperioden forlænge mod den eksorbitant byrdefulde betaling som fulgte af bestemmelsens nr. 2, uden at leasingtager derved blev ejer af containerne.

At leasingtager havde pligt til at få containerne solgt til et beløb, der muliggjorde samtidig afvikling af lånets restgæld, stemmer overens med vilkåret i pantsætningsaftalen, som I/S H1 havde indgået med Bikuben Dublin Ltd., hvorefter banken bl.a. havde pant i beløb, som blev betalt i henhold til leasingaftalens §12. Gennemførelsen af denne konstruktion fremstod som en nødvendighed i aftalekomplekset, idet Bikuben Dublin Ltd. ellers uanset panteretten ville have en væsentlig forringet sikkerhed på grund af I/S H1s økonomiske forhold, begrænsede hæftelse og den manglende sikkerhed for dækning ved videresalg.

At det var parternes forudsætning, at leasingtager skulle anvise en køber, støttes tillige af, at I/S H1 intet foretog for at sikre sig containernes tilstedeværelse, undersøge deres værdi eller undersøge, om der var mulighed for at sælge til anden side. Det bemærkes herved, at interessenterne end ikke var inddraget i drøftelse om salg til anden side. Endelig blev containerne rent faktisk solgt til den af leasingtager anviste køber.

Landsretten finder det uden betydning, at det beløb, der indkom ved salget af containerne var større end forudsat i det oprindelige likviditetsbudget som følge af den uoverensstemmelse, der var mellem de to bilag af 23. december 1991 fra ØK.

Landsretten finder på baggrund af det ovenfor anførte, at det må lægges til grund, at realiteten i det konkrete aftalekompleks var, at sagsøgerne købte sig til et midlertidigt formelt ejerskab til containerne for at opnå mulighed for afskrivningsret. Under disse omstændigheder kan sagsøgerne ikke anses for i skattemæssig henseende at have været medejere af aktiverne. Der er endvidere ikke grundlag for at anerkende rentefradrag for lånet, idet det efter en samlet bedømmelse som ovenfor må lægges til grund, at der ikke har påhvilet sagsøgerne nogen retlig gældsforpligtelse.

Det er af Højesteret i U 2000.1509 fastslået, at skattemyndighedernes praksis vedrørende leasingprojekter ikke udelukker, at et leasingarrangement efter en konkret realitetsbedømmelse frakendes skattemæssig betydning. Der er heller ikke i nærværende sag oplysninger, der giver grundlag for at antage, at skattemyndighederne efter en sådan realitetsbedømmelse har tillagt et leasingprojekt som det foreliggende skattemæssig betydning.

Vedrørende sagsøgeren As formalitetsindsigelser finder landsretten, at det kan lægges til grund, at de af .... kommune foretagne ændringer af As skatteansættelser er udtryk for, at kommunen har tilsluttet sig de skattemæssige konklusioner i rapporten vedrørende I/S H1, til hvilken rapport der henvises i agterskrivelserne og i afgørelserne af 12. december 1994. Landsretten finder herved ikke, at der er handlet i strid med bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 2. Afgørelsen findes derfor ikke at være behæftet med en kompetencemangel, og som følge heraf er høringen foretaget af rette myndighed.

Det forhold, at .... Kommune traf afgørelse i sagen, efter at der var indkommet høringssvar, men forinden høringsfristens udløb, findes efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke at føre til ugyldighed.

Sagsøgtes frifindelsespåstand tages herefter til følge.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, betaler 40.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte, og sagsøgeren, B, betaler 30.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.

Det idømte betales inden 14 dage.