Frederiksberg Byrets dom
8. august 2000, 2. afdeling
BS 9800669-2, BS 9900991-2 og BS 9900992-2

Parter

(BS 9800669-2)
H ApS under konkurs v/kurator, advokat Henrik Andersen

mod

A1, A2, A3, A4, A5 og A6

(BS 9900991-2)
A1, A2, A3, A4, A5 og A6

mod

P

(BS 9900992-2)
A1, A2, A3, A4, A5 og A6

mod

Reg.revisor R og
X-Revision

Under denne sag har sagsøgeren, H ApS under konkurs, over for de sagsøgte, A2, A1, A3, A4, A5 og A6, nedlagt følgende påstande:

Principalt:

1. De sagsøgte tilpligtes til H ApS under konkurs v/kurator, advokat Henrik Andersen in solidum at betale kr. 120.277 med tillæg af 0,6% pr. påbegyndt måned af kr. 87.921 fra den 1. februar 1999 til betaling sker.

2. De sagsøgte skal herudover anerkende at være forpligtet til at dække samtlige endeligt godkendte kreditorkrav i H ApS under konkurs v/kurator, advokat Henrik Andersen, jf. konkurslovens §§ 93-98, som ikke dækkes af de sagsøgtes betaling i henhold til denne påstands første led.

Subsidiært:

De sagsøgte tilpligtes til H ApS under konkurs v/kurator, advokat Henrik Andersen in solidum at betale kr. 87.921 med tillæg af procesrente fra den 30. november 1997 til betaling sker.

De sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagen drejer sig om, hvorvidt selskabet H1 ApS (nu H ApS under konkurs) ved de sagsøgtes salg af selskabet blev tømt for midler, og om de sagsøgte i bekræftende fald har pådraget sig erstatningsansvar for det tab, som selskabet har lidt herved.

Sagsøgerne har under sagen adciteret dels X-Revision ApS og revisor R, dels forhenværende advokat P og har over for disse nedlagt påstand om, at de principalt in solidum, subsidiært alternativt tilpligtes at friholde sagsøgeren for ethvert beløb, herunder renter og sagsomkostninger, som adcitanterne måtte blive pålagt at betale til sagsøgeren.

De adciterede har alle nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.

Ved rettens dom af 27. maj 1999 blev de sagsøgte dømt i overensstemmelse med sagsøgerens principale påstand. Dommen blev afsagt i medfør af retsplejelovens § 356a jf. § 360 stk. 3, idet de sagsøgte ikke indleverede påstandsdokument. Sagen er herefter genoptaget i medfør af retsplejelovens § 367.

Samtidig med dommens afsigelse blev adcitationssagerne afvist. Disse er herefter anlagt påny.

Sagens omstændigheder er følgende

Efter at selskabet H1 Aps, herefter kaldet selskabet, var ophørt med at drive virksomhed, ønskede de sagsøgte at likvidere selskabet ved en solvent likvidation. Selskabets aktiver bestod udelukkende af en kontant beholdning og passiverne udelukkende af egenkapitalen og selskabsskatter.

Efter forslag fra selskabets revisor, revisor R, X-Revision ApS, valgte de sagsøgte imidlertid at forsøge at sælge selskabet, idet de blev stillet i udsigt, at de herved kunne opnå et større provenu.

Ved en aftale dateret den 18. maj 1993 og underskrevet af A2 i.h.t. fuldmagt fra de øvrige sagsøgte, solgte de sagsøgte herefter samtlige anparter i selskabet til Handels- og Investeringsselskabet Z eller ordre. H Finans ApS indtrådte samme dag som køber.

Selskabets balance pr. overtagelesdagen er i aftalen opgjort således:

Aktiver:
Indestående i pengeinstitut	kr.	818.515
Passiver:
Indskudskapital	kr.	80.000
Reserver	kr.	604.385
Egenkapital	kr.	684.385
Selskabsskatter(forfalder 20/11-93)	kr.	63.240
Beregnede selskabsskatter 1993	kr.	56.270
Eventualskat	kr.	14.620
Passiver ialt	kr.	818.515

Købesummen var i aftalen fastsat til egenkapitalen med et tillæg på 35.445 kr. , ialt 719.830,00 kr. Tillægget svarer til 50% af summen af selskabets beregnede selskabsskatter for 1993 og eventualskatten.

Aftalen indeholdt følgende bestemmelse om, hvorledes ydelserne skulle udveksles:

"....

a) Købesummen erlægges på afviklingsdagen ved banknoteret check eller bankoverførsel til sælgers bank.

....

b) Selskabets likvide beholdning .... overføres samtidig til af køber anviste bankkonti lydende på selskabets navn eller stilles til rådighed for selskabets nyvalgte ledelse ved banknoteret check, udstedt til selskabet.

c) Købesummen frigøres til sælger straks, når selskabets aktiver er stillet til rådighed som anført under b).

....."

Kontrakten indeholdt endvidere bestemmelse om, at selskabsskatter, der forfaldt den 20. november 1993, skulle fratrækkes den likvide beholdning og deponeres i sælgers pengeinstitut til betaling ved forfaldstid.

Den 18. maj 1993 udstedte selskabets bank, Bikuben i ...., en bankcheck på 737.821,00 kr., svarende til selskabets likvide midler. Beløbet blev trukket på A2s konto og checken udstedt til advokat P, der i denne sammenhæng repræsenterede køberne af selskabet.

Samme dag kørte revisor R til København, hvor han mødte advokat P på dennes kontor. De gik sammen til advokat Ps bank, UNI-bank, hvor advokat P til revisor R udleverede en af ham udstedt check trukket på klientkontoen, samtidig med, at checken på selskabets midler blev indsat på klientkontoen.

Ved en check udstedt samme dag til Handels- og Investeringsselskabet Z afregnede advokat P nettobeløbet med fradrag af sin provision, 7.000 kr. Nettobeløbet udgjorde herefter 5.971 kr., der blev fremsendt til Handels- og Investeringsselskabet Z.

Af et fremlagt kontoudtog for advokat Ps klientkonto fremgår, at der ikke ville have været fuld dækning for checken på købesummen, medmindre selskabets midler samme dag var sat ind på kontoen.

Da det beløb, der var deponeret til betaling af skatter i september 1993 viste sig utilstrækkeligt betalte køberselskabet den 16. december 1993 yderligere 7.440 kr., således at selskabsskatter, der forfaldt i 1993 er betalt. Herudover blev de skyldige selskabsskatter ikke betalt, og på grundlag af en af Told- og Skattestyrelsen indgiven begæring blev selskabet den 1. februar 1995 taget under konkursbehandling. Selskabet ejer ikke andre aktiver end det erstatningskrav, der er rejst under denne sag.

Også køberselskabet er taget under konkursbehandling.

Beløbet i den principale påstand 1 svarer til skattemyndighedernes krav på selskabsskat i selskabet med tillæg af renter efter selskabsskattelovens § 30 til og med januar 1999. Den i påstanden indeholdte forrentning svarer til den yderligere forrentning af skattekravet efter samme bestemmelse.

Beløbet indeholdt i den subsidiære påstand svarer til skattevæsenets krav på selskabsskat i sagsøgeren eksklusiv renter efter selskabsskattelovens § 30.

Sagsøgeren har til støtte for sine principale påstande gjort gældende, at selskabets midler ved transaktionen på advokat Ps kontor blev stillet til rådighed for køberne, der anvendte den til køb af selskabet, hvorved selskabet straks blev tømt for midler. Den dagældende anpartsselskabslovs § 84 stk. 2 (i det følgende benævnt anpartsselskabslovens § 84 stk. 2) blev derved overtrådt. Da såvel selskabet som køberne er uden midler og under konkursbehandling, gøres det gældende, at de sagsøgte i medfør af § 84 stk. 5 er forpligtet til at tilbageføre selskabets midler.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende, at de sagsøgte er erstatningsansvarlige for skattevæsenets tab efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Sagsøgeren har herom gjort gældende, at de sagsøgte efter omstændighederne ved overdragelsen måtte indse, at der var risiko for at selskabets midler blev anvendt til ulovligt formål. De havde derfor en særlig anledning til at sikre sig at selskabsformuen blev bevaret for selskabet, og ved at undlade dette har de pådraget sig ansvar.

De sagsøgte har til støtte for deres frifindelsespåstand principalt gjort gældende, at selskabet ikke i forbindelse med overdragelsen blev tømt for midler, idet de kontante midler blev investeret i containere. Der foreligger således ikke nogen overtrædelse af anpartsselskabslovens § 84 stk. 2.

For så vidt det lægges til grund, at selskabet er tømt, gøres det gældende, at der ikke, mens de sagsøgte kunne disponere på selskabets vegne, er foretaget dispositioner i strid med anpartsselskabslovens § 84, og det bestrides at de sagsøgte burde have indset nogen risiko for, at der ville blive disponeret i strid med § 84, eller at der på anden måde var risiko for skattevæsenets tilgodehavende.

Lægges det til grund, at indsætningen af selskabets midler på advokat Ps klientkonto indebærer en disposition i strid med anpartsselskabslovens § 84, bestrides det, at de sagsøgte har medvirket til denne. Dispositionen er, i så fald foretaget af adciterede, revisor R, i strid med det foreliggende aftalegrundlag, og det bestrides, at de sagsøgte under sådanne omstændigheder kan pålægges ansvar for revisionsfirmaets dispositioner.

Mest subsidiært gøres det gældende, at et eventuelt ansvar for de sagsøgte må begrænses til skattevæsenets krav med tillæg af procesrente, svarende til sagsøgerens subsidiære påstand. Det gøres herom gældende, at sagen må betragtes som en såkaldt "bruttosag", idet det bestrides, at de sagsøgte på nogen måde har medvirket til, at køberen umiddelbart kunne disponere over selskabets midler til købet af dette.

De adciterede X-Revision ApS og reg.revisor R har udtalt sig til støtte for de sagsøgtes påstand om frifindelse, men har i øvrigt under domsforhandlingen erklæret sig enige i, at de over for de sagsøgte er ansvarlige for de sagsøgtes tab, såfremt der gives sagsøgeren medhold.

De sagsøgte har over for adciterede P gjort gældende, at P har handlet ansvarspådragende dels ved at medvirke til, at det skriftlige aftalegrundlag blev fraveget, dels ved at disponere selskabets likvide kapital i strid med både aftalegrundlaget og klientkontovedtægten, og at det er adciterede, der ved sine dispositioner har gjort det muligt for køberne af selskabet at realisere "selskabstømning".

Det gøres yderligere gældende, at adciterede på grundlag af sit kendskab til personerne bag det købende selskab var eller burde være bekendt med at dispositionerne blev gennemført netop for at kunne realisere en selskabstømning.

Adciterede, P, har til støtte for sin påstand om frifindelse gjort gældende, at adciterede ikke har handlet ansvarspådragende i relation til anpartsselskabslovens § 84 stk. 2, og at han heller ikke på andet grundlag har pådraget sig ansvar ved at medvirke ved den betalingssikring, der via hans kontor etableredes på de sagsøgtes og køberselskabets foranledning.

Adciterede har endvidere gjort gældende, at de sagsøgte som følge af egen skyld eller accept af risiko selv må bære et eventuelt ansvar, og at de i forhold til adciterede er nærmere til at bære et eventuelt tab.

Mellem de sagsøgte og de adciterede er der under domsforhandlingen opnået enighed om de sagsøgtes tabsopgørelse, idet der er enighed om, at de sagsøgte forlods må afgive den berigelse de har opnået ved salget, og at alene et restbeløb kan anses som tab. Der er endvidere enighed om, at berigelsen udgør 72.273 kr.

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af sagsøgte, A2, og af de adciterede, revisor R og forhenværende advokat P.

Sagsøgte A2, har bl.a. forklaret, at han driver en elinstallationsvirksomhed, der for tiden har 12-13 ansatte. Han har drevet virksomheden i 38 år, først i personligt regi og derefter i selskabsform.

H1 ApS blev stiftet i starten af 80'erne med det formål at eje aktiver og leje dem ud til driftselskabet. Hans familie fik tilbud om at deltage i selskabet. De sagsøgte er således hans sønner, hans hustru og hans tidligere hustrus datter. I starten af 90'erne var formålet med selskabet udtømt. Børnene ville gerne have deres penge fri, og da han ikke selv ville købe anparterne, førte det til, at han i slutningen af 1992 fik den tanke at likvidere selskabet. I januar 1993 havde han det årlige møde med selskabets revisor, R, som havde været revisor for ham og hans selskaber igennem 15 år. Da han nævnte spørgsmålet om likvidation af H1 ApS for R, foreslog han i stedet at sælge selskabet og fortalte, at det var blevet helt almindeligt, og at man kunne få mere ud af det. Han havde ikke selv tænkt sig den mulighed og undrede sig over det, men revisor forklarede, at der var mange fordele for de nyere ejere ved at købe et registreret og idriftværende selskab.

Han lod sig overbevise, og aftalen blev, at revisor skulle finde en køber. Der gik forholdsvist lang tid, inden revisor meddelte, at han nu havde en køber. Han fik papirerne til underskrift og er overbevist om, at han har gennemgået disse med revisor. Han var forundret over, at han kun fik 5 % af kapitalen i overkurs og syntes, at det var meget lidt i forhold til en likvidation. Han satte ikke beløbet i relation til skattebetalingen og var ikke klar over, hvorledes det var beregnet.

Han må have underskrevet kontrakten enten den 17. oktober eller den 18. om morgenen, idet han den 18. om formiddagen kørte til Sverige og var væk resten af ugen. Han var ikke selv i banken for at hente checken, og han talte i det hele taget ikke med banken om betalingen. Han talte heller ikke med R om, hvorledes betalingen rent teknisk skulle foregå.

Adciterede, R, har bl.a. forklaret, at han som forklaret af A2 holdt møde med ham den 27. januar 1993, og at hans erindring om mødets forløb stemmer overens med A2s.

Han kom i kontakt med køberen efter en annonce - sandsynligvis i slutningen af april. Teksten til købsaftalen kom fra køberen, og han mindes ikke, at han har rettet i den. Punktet om skattebetaling/deponering kan han dog muligvis have drøftet med køber, før aftalen blev konciperet.

Han husker i dag ikke drøftelserne om prisfastsættelsen, men vidste godt, at der var tale om en overkurs på skattekravet.

Da der gik rygter om en ændring af aktieavancebeskatningen, skulle det pludseligt gå stærkt. Købers repræsentant foreslog ham derfor, at handlen kunne gennemføres ved, at ydelserne blev udvekslet hos advokat P. Han mener, at han den 17. maj talte med A2 om, hvorledes det skulle foregå, og at han den 18. om morgenen hentede checken hos A2. Checken var som aftalt udstedt til advokat P. Han kan ikke huske den nærmere årsag til, at checken blev udstedt til advokaten, men det må givetvis have været et ønske fra købernes side.

Han gik ud fra, at advokat P ville behandle selskabets midler korrekt, herunder ved at indsætte dem på sin klientkonto i selskabets navn. Han betragtede det ikke dengang som en risikabel forretningsgang.

Han havde på det pågældende tidspunkt set omtalen af selskabstømning, men syntes ikke at denne situation lignede, bl.a. fordi man deponerede den forfaldne skat.

Adciterede, P, har bl.a. forklaret, at han ikke var involveret hverken i kontakten mellem parterne, eller i indgåelsen af købsaftalen, og han kendte således heller ikke dens vilkår. Han kendte på forhånd NJ, der af og til brugte ham til opgaver svarende til denne.

Han husker ikke, hvordan det konkret foregik, men han mener, at han fik en henvendelse fra NJ om at medvirke ved købesummens og selskabskapitalens udveksling. Revisor R kom med checken, og sammen gik de over i banken, hvor de udvekslede ydelser. Checken på kapitalen blev indsat på hans klientkonto, hvorfra han også trak den check, som han udstedte. I overensstemmelse med NJs instruks oprettede han i klientbogholderiet en særskilt konto på H1 ApS's navn, hvorpå selskabskapitalen blev bogført. Han var bekendt med, at der var tale om en selskabshandel, og at checken var selskabets midler. Han fik fra NJ dokumentation for, at der var sket en investering i containere, og han var overbevist om, at containerne eksisterede. På dette grundlag fandt han det ubetænkeligt alene at afregne nettobeløbet. Den kommission, der blev tilbageholdt, var en kommission til en person, der formidlede handlen, og kommissionen blev tilbageholdt efter aftale med NJ.

Han ved ikke, hvorfor NJ brugte ham til denne transaktion.

Han havde flere mellemregninger med køberne, og han formoder, at han har haft penge stående, der dækkede købesummen, og bemærker herom, at han på grund af politiets beslaglæggelse af hans regnskabsmateriale ikke i dag har fuldstændigt overblik over sine konti. Han havde imidlertid flere konti i banken, og regner med, at han sammenlagt har haft tilstrækkelige midler, til at dække købesummen, uafhængigt af den indbetalte selskabsformue.

Sagsøgeren har i sin procedure yderligere anført, at det har været helt unødvendigt for de sagsøgte at udstede checken til advokat P, og at man ved at overlade selskabets kapital til P objektivt set har stillet selskabets midler til rådighed for køberne. Det er uden betydning, at midlerne blev bogført som tilhørende selskabet, idet P havde fri rådighed over dem.

Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgeren yderligere anført, at der ikke var nogen rimelig grund til, at en køber skulle betale en overkurs på 50 % af skattekravet. Der var således al mulig grund til, at sælgerne og deres revisor udviste en større agtpågivenhed, navnlig også henset til, at revisor R måtte have haft kendskab til selskabstømmerproblematikken gennem medieomtalen. Da man intet har gjort for at undersøge køberens forhold, er man erstatningsansvarlig.

De sagsøgte har yderligere anført, at der ikke er sket selskabstømning, idet pengene er indsat på selskabets konto hos advokat P, og idet der har været drift i selskabet, ligesom selskabet har indgivet regnskab og betalt forfaldne skatter. Selskabsformuen er først udbetalt ved den af advokat P foretagne modregning efter, at der forelå dokumentation for, at der var indkøbt containere.

Hvis det lægges til grund, at der er sket selskabstømning, gøres det gældende, at der er tale om en såkaldt "bruttosag" og ikke en "mellemformsag". Var handlen blevet gennemført, som det fremgik af det skriftlige aftalegrundlag, var der klart ikke tale om en mellemformsag, og det bestrides, at der ved den ændrede praktiske fremgangsmåde er sket nogen ændring heri. Midlerne er indbetalt til en advokat og indsat på advokatens klientkonto, og de sagsøgte må have lov til at gå ud fra, at midlerne hos advokaten bliver behandlet i overensstemmelse med gældende regler. Hvis der er begået fejl, er det fejl, der er begået af advokat P.

De sagsøgte kan ikke i denne sammenhæng identificeres med deres revisor, idet der ikke er bevis for, at de sagsøgte har accepteret den ændrede fremgangsmåde. Revisor handlede derfor uden for sin bemyndigelse.

Det bestrides, at der er tale om en usædvanlig forretningsmæssig disposition, i hvilken forbindelse de sagsøgte navnlig er henvist til, at overprisen er meget beskeden i forhold til den samlede købesum, og at overkursen efter sagsøgtes berettigede opfattelse kunne være rimeligt begrundet.

De adciterede, X-Revision og revisor R, har nærmere anført, at sagsøgeren ikke har ført bevis for, at der foreligger selskabstømning. Formodningen for, at containerne eksisterer, er ikke afkræftet, og det har formodningen imod sig, at man skulle indsætte en bestemmelse om deponering af forfaldne selskabsskatter og betale yderligere et beløb til dækning af disse, hvis der var tale om selskabstømning. Desuden er der tale om meget små beløb.

Hvis retten finder, at der er ansvar for de sagsøgte, må der ved vurderingen af, hvorvidt der er tale om en såkaldt bruttosag eller en mellemformsag, lægges afgørende vægt på, at checken er udstedt til en advokat, der er forpligtet af klientkontovedtægten til at behandle pengene som betroede midler.

Om fordelingen af et eventuelt erstatningsbeløb mellem de sagsøgte og de adciterede har adciterede henvist til principperne i den såkaldte Thranesag og gjort gældende, at retsbeløbet efter, at sælger har afgivet sin berigelse, skal deles mellem samtlige erstatningsansvarlige, inklusiv sælger.

Om det indbyrdes forhold til medadciterede P har disse adciterede gjort gældende, at det er i Ps regi, at pengene er forsvundet, og at han er nærmest til at kende sælgerens forhold, og at det derfor må være ham, der endeligt skal bære det fulde beløb.

Adciterede P har til støtte for, at der ikke er sket selskabstømning, henvist til, at selskabets midler er blevet korrekt konteret i hans bogholderi, og man ikke blot på grundlag af skattemyndighedernes indstilling kan forkaste oplysningerne om, at der er investeret i containere. Der er endvidere tale om meget små beløb, ligesom der er udarbejdet regnskab efter overtagelsen og indgivet selvangivelse.

På denne baggrund, og da advokat P sikrede sig bevis for containernes eksistens, inden han afregnede nettobeløbet, er der hverken ført bevis for, at selskabet er tømt, eller for at advokat P har pådraget sig ansvar.

P har kun udført en mindre væsentlig bistand og er ikke omfattet af personkredsen i anpartsselskabslovens § 84 og har ikke vejledt nogle af sagens parter.

Hvis der foreligger ansvar, må de sagsøgte bære hovedansvaret sammen med deres rådgiver. Det var revisor R, der kom med checken udstedt til P, og dette skete ikke efter instruks fra P. Det er revisor R, der har valgt betalingsmåden, og det er derfor ham, der i det indbyrdes forhold må bære det fulde ansvar.

Rettens bemærkninger

1.1 Det lægges til grund, at selskabet ved transaktionen på advokat Ps kontor blev købt for sine egne midler og derved straks efter overtagelsen tømt. Retten har lagt vægt på, at det ikke på nogen måde er sandsynliggjort, at der har været anden kapital end selskabets til disposition i forbindelse med købet, herunder at der ikke er oplysninger om, hvorledes det påståede køb af containere er finansieret.

1.2 Checken, hvormed selskabets kapital blev overdraget til køberne, var udstedt til advokat P, der var advokat for køberselskabet, og advokat P var bekendt med, at det var selskabets kapital, han fik overbragt.

En advokats omgang med betroede midler er reguleret i klientkontovedtægten og undergivet advokatmyndighedernes kontrol, og det er almindeligt forekommende, at advokater benyttes som depositarer. Der består således i almindelighed en sådan sikkerhed ved og tillid til advokaters håndtering af betroede midler, at indbetalingen til advokat P ikke kan sidestilles med, at selskabets kapital er stillet til købernes rådighed, men snarere kan sidestilles med, at kapitalen er indbetalt til en bank til indsættelse på selskabets konto.

Der er derfor ikke grundlag for at anse sælgerne for ansvarlige i medfør af anpartsselskabslovens § 84 stk. 5.

De sagsøgte frifindes derfor for sagsøgerens principale påstand.

1.3 Det lægges dernæst til grund, at i hvert fald revisor R, som sælgernes rådgiver, var bekendt med, at overprisen beroede på en ikke uvæsentlig overkurs på skattegælden. Sælgerne burde på denne baggrund have indset, at der ikke var tale om en normal forretningsmæssig disposition, og sælgerne og revisor R havde på denne baggrund en særlig anledning til at være opmærksomme på risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets krav. På denne baggrund måtte revisor R, der medvirkede til, at selskabets kapital blev stillet til købers repræsentants disposition samtidig med betaling af købesummen, have indset, at der var en nærliggende risiko for, at selskabet blev købt for sine egne midler og dermed en risiko for, at den skyldige skat ikke ville blive betalt. Sælgerne, der ikke gjorde noget for at undersøge køberselskabets forhold eller for at afværge skattevæsenets tabsrisiko, har derved på uforsvarlig måde tilsidesat skattevæsenets interesser og derved pådraget sig erstatningsansvar.

Det bemærkes i den forbindelse, at det må lægges til grund, at A2 var bekendt med, at checken på selskabskapitalen blev udstedt til advokat P, og at sælgerne allerede af denne grund må tåle at blive identificeret med deres rådgiver også i forbindelse med den måde, ydelserne blev udvekslet på.

1.4. Der er ikke tvist om tabets størrelse og der gives derfor dom i overensstemmelse med sagsøgerens subsidiære påstand.

2. Adcitationssagerne:

2.1 X-Revision og revisor R anses i overensstemmelse med deres erklæring herom erstatningsansvarlige over for sælgerne.

2.2 Under de omstændigheder, der anført indledningsvis under punkt 1.1. og da advokat P intet foretog sig for at sikre sig tilstedeværelsen af de påståede containere, har også advokat P ved alene at afregne nettobeløbet handlet på en sådan måde, at han har pådraget sig ansvar over for de sagsøgte.

2.3 Der er mellem parterne enighed om, at de sagsøgtes tab udgør det beløb, som de sagsøgte skal betale ud over deres berigelse på 72.273 kr.

Retten finder, at de adciterede må friholde sælgerne herfor in solidum og i det indbyrdes forhold må X-Revision ApS og revisor R bære halvdelen og advokat P halvdelen.

Om sagens omkostninger bemærkes

Det er oplyst, at det omkostningsbeløb, som de sagsøgte blev pålagt at betale ved udeblivelsesdommen, ikke er betalt. Herefter og henset til at sagsøgeren alene har fået medhold i sin subsidiære påstand og således for en del har vundet og for en del tabt sagen, ophæves sagens omkostninger i forholdet mellem sagsøgeren og de sagsøgte.

Omkostningsafgørelsen i de genanlagte adcitationssager bør træffes under hensyn til de omkostninger, som er pålagt de sagsøgte i de afviste sager, og med udgangspunkt i, at konsekvenserne af afvisningen alene bør være, at de adciterede skal have godtgjort deres eventuelle merudgifter i forbindelse med afvisningen, jf. herved Højesteres kendelse af 3. februar 2000 (UfR 2000 p.1083) .

Ved adcitationssagernes afvisning den 27. maj 1999 blev det pålagt de sagsøgte at betale sagsomkostninger til de adciterede med henholdsvis 2.000 kr. til P og 13.500 kr. til revisor R og X-Revision ApS. Det er oplyst, at disse omkostningsbeløb er betalt, for så vidt angår beløbet til R og X-Revision ApS, dog kun med 13.000 kr.

Sagernes afvisning medførte at domsforhandlingen, hvortil der var afsat 2 dage, bortfaldt med kort varsel.

Retten finder at herefter, at der ved fastsættelse af omkostningerne i adcitationssagerne på den ene side må pålægges de sagsøgte at betale et beløb til de adciterede for de merudgifter og ulemper som domsforhandlingens bortfald medførte og på den anden side, at de adciterede henset til sagens udfald bør godtgøre de sagsøgte delvise sagsomkostninger.

Under hensyntagen hertil fastsættes sagens omkostninger for så vidt angår R og X-Revision ApS således, at disse adciterede in solidum skal betale 20.000 kr. til de sagsøgte.

For så vidt angår adciterede P bemærkes, at han under den afviste sag ikke var repræsenteret af advokat, at der efterfølgende - under den genanlagte sag - er bevilget P fri proces, og at det oprindeligt pålagte omkostningsbeløb findes at være passende i forhold til de ved afvisningen forvoldte udgifter og ulemper. Omkostningsbeløbet fastsættes herefter til 12.000 kr., der betales af statskassen.

Thi kendes for ret

De sagsøgte, A2, A1, A3, A4, A5 og A6, skal inden 14 dage solidarisk til sagsøgeren, H ApS under konkurs, betale 87.921 kr. med tillæg af procesrente fra den 30. november 1997 til betaling sker.

De adciterede, X-Revision ApS, revisor R og P skal solidarisk friholde de sagsøgte, A2, A1, A3, A4, A5 og A6, for hvad de sagsøgte betaler til H ApS under konkurs ud over 72.273 kr. med tillæg af procesrente fra den 30. november 1997 til betaling sker.

I det indbyrdes forhold hæfter X-Revision ApS og revisor R solidarisk for halvdelen og P for halvdelen.

X-Revision ApS, og revisor R skal inden 14 dage solidarisk til de sagsøgte, A2, A1, A3, A4, A5 og A6, i delvise sagsomkostninger betale 20.000 kr.

Statskassen skal inden 14 dage til de sagsøgte, A2, A1, A3, A4, A5 og A6, i delvise sagsomkostninger betale 12.000 kr.

Iøvrigt betaler ingen af parterne sagsomkostninger til nogen anden part.

Rettens dom af 27. maj 1999 i sagen BS.9800669-2 ophæves.