Sø- og Handelsretten
21. februar 2000
P-00006-97
Parter:
Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen (Advokat Boris K. Frederiksen)
mod
F1 A/S under konkurs v/kurator advokat John Have
Afsagt af:
Jørgen Als Andersen, Jørgen Gawinetski, Aage Jacob Jensen
Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt anmelderens A-skattekrav i boet skal anerkendes som et krav i medfør af konkurslovens § 95 eller efter konkurslovens § 97. Kravet hidrører fra HP's ansættelse i F1 A/S og angår A-skat af løn for en opsigelsesperiode.
I sagen er det omtvistet, hvornår indeholdelsespligten efter kildeskattelovens § 46, stk. 2, kan anses for indtrådt i forhold til visse dele af HP's lønkrav mod selskabet. Boets standpunkt i sagen er, at HP's retserhvervelse og dermed indeholdelsespligten dels opstod løbende, det vil sige ved udgangen af de måneder, lønnen vedrører, og dels - for et feriepengekravs vedkommende - ved optjeningsårets udløb. Beløb, med hensyn til hvilke indeholdelsespligten er indtrådt før tidspunktet for konkursdekretets afsigelse den 12. januar 1994, er herefter simple krav efter konkurslovens § 97.
Heroverfor er det anmelderens opfattelse, at indeholdelsespligten først indtrådte på det tidspunkt, da prøvelsen af HP's lønkrav mod boet blev afsluttet med indgåelsen af et forlig i slutningen af 1994 under de nedenfor gengivne omstændigheder.
Herudover er det i anden række omtvistet, om den omstændighed, at det konkursramte selskab var i betalingsstandning i perioden fra den 13. september 1993 til den 13. december 1993 har nogen indflydelse på spørgsmålet om tidspunktet for indeholdelsespligtens indtræden.
Påstande:
Anmelderen, Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsen, har påstået boet, F1 A/S under konkurs, tilpligtet at anerkende, at anmelderens krav på A-skat er et privilegeret krav i medfør af konkurslovens § 95 for så vidt angår 135.540 kr.
Konkursboet har nedlagt endelig påstand om, at det anmeldte krav anerkendes i medfør af konkurslovens § 95 med 95.340 kr., og i medfør af konkursloven § 97 med 43.691 kr.
En opgørelse over de relevante dele af HP's løn er gengivet nedenfor.
Sagens nærmere omstændigheder:
Ved skrivelse af 30. december 1992 blev HP opsagt fra stillingen som direktør i F2 A/S, da det på grund af dårlige økonomiske udsigter var besluttet at indskrænke virksomheden. HP blev samtidig opsagt fra stillingen som ejendomsadministrator for moderselskabet F1 A/S, idet ejendommen X-gade 7-9 var solgt med overtagelse pr. 1. april 1993.
Opsigelsen fra F2 A/S skete med 12 måneders varsel til udgangen af december 1993, mens opsigelsen fra F1 A/S skete med 3 måneders varsel til fratræden den 30. marts 1993.
Den 8. januar 1993 protesterede HP's advokat mod opsigelsesvarslet i relation til F1 A/S, idet han mente, at opsigelsesvarslet i medfør af HP's direktørkontrakt rettelig burde være 12 måneder.
F1 A/S bekræftede den 26. februar 1993, at fratrædelsesvilkårene var som anført af HP's advokat.
For januar, februar og marts 1993 blev HP aflønnet med brutto 50.902 kr. månedligt.
Den 31. marts 1993 ophørte HP med at arbejde for F1 A/S.
Ejendommen X-gade 7-9 blev den 1. april 1993 overtaget af den nye ejer, og JJ &2; Co. overtog som ny lejer driften af forretningen "F2", som tidligere havde været drevet af F2 A/S. Efter aftale mellem JJ &2; Co og F2 A/S fik HP udbetalt løn for april 1993 for arbejde for JJ &2; Co. Ligeledes fik HP udbetalt a conto løn med 37.800 kr. for maj 1993 fra F2 A/S.
Herefter trådte F2 A/S i betalingsstandsning den 28. maj 1993.
Den 13. september 1993 standsede tillige F2 A/S sine betalinger. Advokat John Have blev udpeget som tilsynsførende.
Fra F2 A/S under betalingsstandsning modtog HP den 7. oktober 1993 a conto løn for maj og juni 1993 med 30.000 kr. brutto.
HP anmeldte den 14. oktober 1993 sit resttilgodehavende overfor F1 under betalingsstandsning.
Den 13. december 1993 udløb betalingsstandsningen for F1 A/S, og den 12. januar 1994 blev F1 A/S erklæret konkurs på grundlag af en egen begæring herom indgivet den 21. december 1993.
Fristdagen er herefter den 13. september 1993.
Den 12. januar 1994 anmeldte HP sit krav over for Lønmodtagernes Garantifond.
Ved skrivelse af 14. april 1994 til HP oplyste kurator i F2 A/S, at HP's privilegerede krav var indstillet til afvisning; men at det kunne anerkendes som simpelt krav med et mindre beløb. Afvisningen af privilegium var begrundet med, at HP havde udgjort en del af selskabets øverste ledelse.
På skiftesamlingen protesterede HP mod indstillingen, og den 27. maj 1994 foreslog HP's advokat kurator, at kravet blev revideret således, at der skulle anerkendes et privilegeret krav på ialt 257.931,83 kr., idet HP så bl.a. ville blive stillet som om, han havde været funktionær med et opsigelsesvarsel på 6 måneder.
På denne baggrund skrev kurator den 30. juni 1994 til Lønmodtagernes Garantifond:
"....
Det er som kurator min vurdering, at HP vil blive anerkendt som kreditor med et privilegeret krav, idet der må gives ham medhold i, at LNJ var selskabets reelle leder fra 1990.
Det er endvidere min vurdering, at konkursboet antagelig vil få medhold i en eller anden regulering af opsigelsesvarslet, idet et opsigelsesvarsel på 12 måneder i den foreliggende situation forekommer urimeligt. Konkursboets krav på en sådan konkursregulering er dog ikke utvivlsomt, idet konkursreguleringen først kan foretages, når konkursen er indtrådt. I januar 1994, hvor konkursen indtrådte, var HP's 12 måneders opsigelsesvarsel udløbet.
Hvis HP havde været funktionær i hele perioden fra sin ansættelse, ville han have haft et krav på en godtgørelse, svarende til 3 måneders løn. HP har imidlertid i en væsentlig del af perioden været anmeldt som direktør og vil derfor som udgangspunkt ikke have krav på godtgørelse. Som følge af de særlige omstændigheder vil jeg imidlertid ikke kunne udelukke, at HP vil kunne få medhold i et krav på godtgørelse.
Det er min vurdering, at kravet vedrørende fri bil vil kunne afvises, idet HP allerede før konkursen har fået udbetalt et beløb til godtgørelse heraf, der overstiger det krav, der efter min opfattelse bør godkendes.
Kravet vedrørende fri telefon vil antagelig kunne afvises, da HP allerede synes at have fået betalt telefonregningerne for den periode, der svarer til opsigelsesperioden.
HP's tilbud forekommer mig (udover kravene vedrørende fri bil og telefon) at være rimeligt. Det er vanskeligere at bestemme, om konkursboet ved en retslig afgørelse vil kunne opnå et bedre resultat. Konkursboet vil have mulighed for at opnå et bedre resultat vedrørende godtgørelsen, men risikerer til gengæld at blive dømt til betaling af løn for en 12 måneders opsigelsesperiode (på grund af de manglende muligheder for at konkursregulere før konkursen er indtrådt).
...."
Herefter korresponderede kurator, HP's advokat, Lønmodtagernes Garantifond og kurator for F2 A/S om opgørelsen af kravet. Dette resulterede i en forligsmæssig løsning mellem parterne, hvorefter HP bl.a. blev stillet som havende haft et opsigelsesvarsel på 9 måneder, og hvorefter han skulle have brutto 222.155 kr. Dette medførte, at Lønmodtagernes Garantifond den 28. februar 1995 efter fradrag af A-skat udbetalte 83.124 kr. til HP.
HP orienterede sin bopælskommune om udbetalingen fra Lønmodtagernes Garantifond, hvorefter kommunen ændrede hans indkomst for 1992 og 1993.
Anmelderen foretog anmeldelse over for boet af de af Lønmodtagernes Garantifond beregnede A-skatter som privilegeret i medfør af konkurslovens § 95. Kurator indstillede kravet til afvisning, for så vidt det var anmeldt i henhold konkurslovens § 95.
Told- og Skattestyrelsen protesterede mod kurators indstilling, hvilket førte til nærværende sag.
Kurator har udfærdiget følgende oversigt over kravets stilling ifølge kurators endelige indstilling:
|
"Indeholdt a-skat |
Simpelt krav |
Priviligeret krav |
|
Løn maj 1993 |
29.264 |
0 |
|
Løn juni 1993 |
29.264 |
91.451 |
|
A conto |
-42.714 |
0 |
|
Fri bil |
0 |
2.684 |
|
Fri telefon |
301 |
1.205 |
|
Ferietillæg |
3.491 |
0 |
|
Feriepenge |
24.085 |
|
0 |
| |
43.691 |
95.340 |
...."
Anmelderen har accepteret, at posten "Ferietillæg", der vedrører optjeningsåret 1992, er omfattet af konkurslovens § 97. Der er således tvist om spørgsmålet om anerkendelse af ialt 40.200 kr. efter konkurslovens § 95.
Procedure:
Anmelderen har anført, at også den omtvistede del af A-skattekravet er privilegeret. Denne del omfatter A-skat for HP's løn for maj og juni samt den forholdsmæssige andel af telefon og feriepenge for 1993.
Anmelderen har til støtte for sin påstand anført, at HP først erhvervede endelig ret til den omhandlede indkomst efter konkursdekretets afsigelse. Der var uenighed om lønkravet. Der var indsigelser mod kravets status som privilegeret, om beregningen af fri bil og telefon, og boet afviste delvis selve kravets eksistens. Det blev drøftet, om HP var funktionær eller en del af ledelsen, ligesom der var forvirring om selve lønudbetalingen og om, hvem der var den egentlige arbejdsgiver. Først som led i en samlet forligsmæssig løsning blev HP's lønkrav anerkendt. Kravet er derfor først endeligt erhvervet og fastslået på tidspunktet for forliget, som ligger efter konkursen. Endvidere har anmelderen gjort gældende, at HP ikke kan have erhvervet ret til lønkravet før udbetalingen fra Lønmodtagernes Garantifond, hvilket tillige var efter konkursen. Indeholdelsen skal derfor først foretages på dette tidspunkt, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 2, 2. pkt., og A-skattekravet skal tillægges privilegium.
Det fremgår af forarbejderne til lov om Lønmodtagernes Garantifond, FT 1973 B, spalte 1003, nr. 2, at A-skattekrav ikke skal dækkes af Lønmodtagernes Garantifond, men skal følge lønkravets privilegium. I Trolles kommentar i UfR 75.90 til UfR 75.27 H anføres, at A-skattekravet er en art massekrav, idet pligten for boet til at udrede skat først opstod ved udbetalingen af lønbeløbene, som skete efter likvidationen. Højesteret har konsekvent fokuseret på udbetalingstidspunktet som afgørende for pligten til at indeholde skat, jf. bl.a. UfR 86.662 H.
Anmelderen har endvidere gjort gældende, at selv hvis det antages, at indeholdelsespligten er opstået før konkursen, men under en forudgående betalingsstandsningsperiode, som har fastslået en fristdag i relation til konkursen, er A-skattekravet privilegeret. Betalingsstandsningen medfører suspensiv virkning for indeholdelsespligten. I modsat fald ville det være ødelæggende for betalingsstandsningsinstituttet, idet anmelderen ville være nødsaget til at indgive konkursbegæring og derved forpurre forsøg på rekonstruktion. Det er også i øvrigt hovedreglen, at der ikke fortabes rettigheder under en betalingsstandsning, ligesom det i de tilfælde, hvor der ikke var sikkerhed for fuld dækning af § 95 krav, ikke ville være muligt for tilsynet under en betalingsstandsning at foretage betaling af sådanne A-skattekrav.
Anmelderen har endelig anført, at påstanden om privilegium ikke er i strid med anmelderens praksis. Boet har ikke dokumenteret en sådan modsat praksis. Det er muligt, at enkelte lokale told- og skatteregioner har accepteret afvisning af privilegium, måske på grund af en fejl, eller fordi man har vurderet, at det har haft mindre økonomisk betydning. Dette kan ikke statuere en fast praksis, der binder de overordnede myndigheder.
Det kan ikke tillægges nogen betydning, at HP's bopælskommune regulerede hans indkomst for 1993, idet det blot er udtryk for, at kommunen gjorde, som HP gav den besked om.
Konkursboet
har til støtte for sin påstand anført, at det i kildeskattelovens § 46, stk. 2, 2. pkt., bestemmes, at der skal ske indeholdelse senest 6 måneder efter, at indkomstmodtageren erhvervede endelig ret til den pågældende indkomst. HP erhvervede endelig ret til løn for maj og juni 1993 ved udgangen af henholdsvis maj og juni. Indeholdelsen af A-skat skulle derfor foretages senest ved udgangen af henholdsvis november og december 1993. Da HP fratrådte i 1993, skulle der senest ved udgangen af 1993 indeholdes A-skat af feriepenge, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 2, 3. pkt. Forholdet er således ikke, at HP først erhvervede endelig ret, da hans krav blev godkendt af boet eller udbetalt af Lønmodtagernes Garantifond.
Det er uomtvisteligt, at HP havde lønkrav vedrørende maj og juni. Drøftelserne vedrørte konkursretlige indsigelser om, hvorvidt han var funktionær eller tilhørte ledelsen. HP måtte acceptere, at hvis han ville have privilegium, måtte han acceptere konkursregulering af opsigelsesperioden. Det har aldrig været bestridt, at boet var arbejdsgiver. Der var nogle refusionsspørgsmål mellem boet og F2 A/S. Men uanset, hvem der skulle betale, var retten til lønnen erhvervet.
Det fremgår af den nævnte kommentar af Trolle, at hvis indeholdelsespligten opstod før konkursen, medfører dette, at kravet i boet er simpelt. I UfR 86.662 H var lønnen optjent under betalingsstandsningen. I nærværende sag er lønnen optjent før betalingsstandsningen, og det kan modsætningsvis sluttes, at kravet skal anerkendes som simpelt, når det er opstået før betalingsstandsningen og uden tilsynets godkendelse.
Forarbejderne til lov om Lønmodtagernes Garantifond er gamle og er siden underkendt af såvel Højesteret som Sø- og Handelsretten.
For så vidt angår feriepenge har boet endvidere bemærket, at selskabet ikke var under betalingsstandsning på tidspunktet for indeholdelsespligtens indtræden.
Boet har endvidere anført, at anmelderens anbringender er i strid med anmelderens praksis. Anmelderen har ikke i andre af kurators sager haft indvendinger mod, at A-skatter blev anset for simple krav i tilsvarende situationer. I øvrigt blev HP beskattet af indtægten i 1993 og godskrevet den indeholdte skat i 1993. Det er derfor ikke sammenhæng i anmelderens synspunkter.
Tidspunktet for konkursdekretet er afgørende. Betalingsstandsningen har ingen betydning. Konkursloven indeholder ingen suspensionsregler i forhold til kildeskatteloven eller andet tilsvarende. Under en betalingsstandsning er det usikkert, hvad der vil ske, og man må fortsætte med at forfølge sine rettigheder og om nødvendigt indgive konkursbegæring.
Konkurslovens § 95 har til formål at hjælpe lønmodtagere, ikke skattevæsenet. Hvis der blev åbnet for anmelderens synspunkter, vil det få omfattende konsekvenser for gældssanering, likvidationer med mere.
Rettens bemærkninger:
Efter de foreliggende oplysninger om HP's ansættelsesforhold hersker der ingen tvivl om, at HP uanset konkursen havde ret til løn i en opsigelsesperiode, der i hvert fald ville omfatte månederne maj og juni 1993. Det er uomtvistet i sagen, at HPs løn på sædvanlig måde forfaldt til betaling ved udgangen af den måned, i hvilken lønnen optjentes.
Der kan herefter ikke konstateres forhold i sagen, der kan bevirke, at HP ikke erhvervede "endelig ret" til beløbene - i den betydning, hvori dette begreb i kildeskattelovens § 46, stk. 2, 2. pkt., må forstås - ved udgangen af de pågældende måneder. Indeholdelse skulle således have været foretaget senest ved udgangen af henholdsvis november og december 1993.
Tilsvarende må HP antages at have erhvervet endelig ret til feriepenge ved fratrædelsen i 1993 med den virkning, at indeholdelsespligten indtrådte med udgangen af 1993, jf. bekendtgørelse nr. 1100 af 11. december 1992, § 23, stk. 3, jf. stk. 2.
Den betalingsstandsning, der anmeldtes den 13. september 1993, bevirkede ingen ændring i de bestående retsforhold, der kan medføre, at indeholdelsespligten er indtrådt på et senere tidspunkt end ovenfor anført.
Som sagen er forelagt, og idet bemærkes, at spørgsmålet om periodiseringen i forhold til indeholdelsespligtens indtræden for kravet vedrørende HP's fri telefon ikke har været særskilt procederet, giver skifteretten herefter boet medhold i den nedlagte påstand.
Thi kendes for ret:
Konkursboet, F1 A/S under konkurs, skal anerkende det af anmelderen, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, anmeldte krav i medfør af konkurslovens § 95 med 95.340 kr. og i medfør af konkurslovens § 97 med 43.691 kr.
Anmelderen skal inden 14 dage fra idag til konkursboet betale sagens omkostninger med 10.000 kr.