Vestre Landsret
Den 2. februar 2000
12. afdeling B-2379-96

Parterne:
SI ApS under konkurs v/ kurator, advokat Bjarne L. Petersen (Kammeradvokaten ved advokat Rasmus Anberg)
mod
A1 og A2 og A3 (advokat Klaus Berning)

Afsagt af Landsdommerne:
Marie S. Mikkelsen, Henrik Estrup og Ida Skouvig (kst.)

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt de sagsøgte, A1, A2 og A3, som sælgere af overskudsselskabet P1 A/S under omdannelse til Q1 (senere SI ApS) er erstatningsansvarlige for det tab, som skattevæsenet og eventuelle andre kreditorer led som følge af, at selskabet efter overdragelsen blev tømt for midler.

Under sagen, der er anlagt den 6. november 1996, har sagsøgeren, SI ApS under konkurs v/ kurator, advokat Bjarne L. Petersen, principalt påstået de sagsøgte dømt til in solidum at betale 13.858.430 kr. med tillæg af rente 0,6 % pr. påbegyndt måned af 8.580.914 kr. fra december 1999, til betaling sker, samt til at anerkende herudover at være forpligtet til in solidum at dække samtlige endeligt godkendte kreditorkrav i det sagsøgende konkursbo, jf. konkurslovens §§ 93-98, som ikke dækkes af de sagsøgtes betaling i henhold til påstandens 1. led.

Subsidiært har sagsøgeren nedlagt påstand om, at de sagsøgte dømmes til in solidum til sagsøgeren at betale 8.575.914 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker.

Beløbet i den principale påstands 1. led svarer til skyldige skatter vedrørende skatteårene 1989/90, 1990/91, 1991/92 og 1992/93 på 8.575.914 kr. samt kontrollovstillæg på 5.000 kr. Hertil kommer påløbne renter på 5.277.516 kr. efter selskabsskattelovens § 30 til og med november 1999. Forrentningen i påstanden svarer til yderligere løbende forrentning af skattekravet efter selskabsskattelovens § 30 med 0,6 % pr. påbegyndt måned, til betaling sker.

Den principale påstands 2. led angår alle krav i det sagsøgende konkursbo udover skattekravet. Sagsøgeren har under sagen afgivet en proceserklæring om, at de sagsøgte til opfyldelse af den principale påstands 1. og 2. led ikke vil blive afkrævet et beløb, der overstiger 19.108.550 kr. med tillæg af rente efter aktieselskabslovens § 115, stk. 4, fra den 8. november 1991, til betaling sker.

Beløbet i den subsidiære påstand svarer til selskabets skyldige skatter vedrørende skatteårene 1989/90, 1990/91, 1991/92 og 1992/93 excl. kontrollovstillæg og forrentning efter selskabsskatteloven.

Beløbene i henhold til sagsøgerens principale og subsidiære påstande er ikke størrelsesmæssigt bestridt af de sagsøgte.

De sagsøgte har overfor sagsøgerens principale og subsidiære påstande principalt nedlagt påstand om frifindelse, og subsidiært om betaling af et beløb efter rettens skøn mindre end 8.575.914 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker.

Af sagen fremgår, at sagsøgte A1 ejede 9,7% sagsøgte A2 45% og sagsøgte A3 45,3% af aktierne i selskabet P1 A/S, der drev handel med fjerkræprodukter. Dette selskab afhændede pr. 1. oktober 1991 samtlige aktiviteter til selskabet P2 A/S. I årsregnskabet for P1 A/S for perioden 1. oktober 1990 til 30. september 1991, underskrevet den 7. november 1991, opgjordes selskabets passiver og aktiver i åbningsbalancen pr. 1. oktober 1991 til 22.325.943 kr. Passiverne udgjordes primært af en egenkapital på 14.403.316 kr. og af eventualskat på 7.921.670 kr. Aktiverne bestod af en mellemregning med P2 A/S på 21.459.177 kr., af et indestående på investeringsfond på 833.670 kr. og af renter heraf på 33.096 kr.

I løbet af efteråret 1991 indledte de sagsøgte forhandlinger med et selskab ved navn K ApS om salg af P1 A/S. I forbindelse med forhandlingerne blev til brug for de sagsøgtes vurdering af købers soliditet indhentet en erklæring af 5. november 1991 fra Varde Bank. Af erklæringen fremgår følgende:

"På given foranledning skal vi hermed bekræfte, at direktør KB, ..., gennem sit ejerskab af selskaberne X A/S og Y A/S pr. dags dato disponerer over fri likviditet, som klart overstiger overdragelsessummen kr. 24.200.000,00 i forbindelse med købet af aktierne i selskab, jævnfør skrivelse til IC A/S."

P1 A/S, der på dette tidspunkt var under omdannelse til Q1, blev derefter ved købekontrakt af 7. november 1991 af de sagsøgte overdraget til K ApS. Kontrakten er underskrevet af de sagsøgte samt af direktøren i K ApS, KA. Af købekontrakten fremgår bl.a. følgende:

"....

....

Inden overdragelsen er selskabet renset for aktiver og gældsforpligtelser, bortset fra en kontant beholdning på ca. kr. 23.707.000,00 og en eventualskat til ca. kr. 8.660.000,00. Forfalden aktuel selskabsskat pr. 01.11.1991 (ca. kr. 520.680,00) udredes af selskabet inden anpartsoverdragelsen og er ikke indregnet i kontantbeholdningen på kr. 23.707.000,00.

Selskabet har bortset herfra ingen aktiver og ingen passiver, idet alle hidtidige driftsaktiviteter er udskilt og overført til andet driftsselskab, der er køberne uvedkommende.

. . . . .

2.1.

Prisen er aftalt til et kontant beløb, svarende til 100 % af egenkapitalen og 69 % af eventualskatter og iøvrigt med de reguleringer, som følger af punkt 1.3., beregnet til kr. 21.022.000, skriver eenogtyvemillionertotitotusinde. Dette beløb erlægges kontant pr. overtagelsesdagen imod, at selskabets papirer samt kontante beholdning stilles til købers rådighed. Udveksling af disse ydelser sker samtidig med opfyldelse af salgsbetingelserne iøvrigt som beskrevet under punkt 4.1.

....

4.1.

Køber skal straks pr. overtagelsen stille den i punkt 2.1. beregnede købesum kr. 21.022.000,00 til sælgers rådighed samtidig med overdragelsen af anparterne.

....

6.1.

Senest ved overdragelsen overfører køberen kr. 22.200.000,00 kontant via Nationalbankoverførsel til en af sælgerne anvist bankkonto samt leverer en bank-til-bank indeståelse for yderligere kr. 2.000.000,00.

...."

Der er enighed om, at P1 A/S under omdannelse til Q1 på tidspunktet for overdragelsen fortsat var et A/S, idet ændringen af selskabets vedtægter og offentliggørelsen deraf først fandt sted efter overdragelsen.

Om handlens gennemførelse er oplyst, at direktøren i K ApS, KA, den 7. november 1991 kl. 09.35 telefaxede den af hende underskrevne kontrakt til de sagsøgtes advokat, advokat B, ..., sammen med en følgeskrivelse og et brev. I følgeskrivelsen anmodedes advokat B om at underskrive brevet og faxe det til KA, hvorefter denne ville overføre købesummen samt bank-til-bank indeståelsen til de sagsøgte. Af brevet fremgår følgende:

"Vedr. K ApS køb af reg. nr. .......

Under forudsætning af handlens gennemførelse og købers opfyldelse af sine forpligtelser jvnf. kontrakt overfører K ApS nu via Nationalbanken til Bs klientkonto xxxx-xxx-xx-xxx48 foreløbige købesummen kr. 22.200.000. Gennemføres handlen ikke forpligter B sig til straks at tilbagesende beløbet kr. 22.200.000 til K's konto i Varde Bank xxxx-xxxxx6-0."

Advokat B accepterede med sin underskrift og påskriften "OK" brevets indhold, og der overførtes herefter 22.200.000 kr. til konto nr. xxxx-xxx-xx-xxx48 i Sparbank Vest. Kontoen lød på "Q1 v/ adv. B, j.nr. 1491-6, ....".

Samme dag, den 7. november 1991, blev der på kontoen i Sparbank Vest hævet et beløb på 18.400.000 kr., der overførtes til konto nr. xxxx-xxxxx6-0 i Varde Bank. Denne konto lød på "K ApS m.fl." Begge overførsler fandt sted via Nationalbanken. På konto nr. xxxx-xxx-xx-xxx48 i Sparbank Vest stod herefter et beløb på 3.800.000 kr. Dette beløb samt en rentetilskrivning på 5.830,14 kr. overførtes den 14. november 1991 til konto xxxx-xxxxx6-0 i Varde Bank. I et bogføringsbilag herom fra Varde Bank er anført: "Beløb modtaget fra Danmarks Nationalbank til Q1 ApS og derfra videre til K ApS". Endvidere blev der på kontoen tilhørende K ApS m.fl. den 8. november 1991 indsat et beløb på 708.550 kr. Ifølge et bogføringsbilag fra Varde Bank blev beløbet indbetalt på foranledning af P A/S. Der blev således i alt til kontoen tilhørende K ApS m.fl. i Varde Bank overført 22.908.550 kr. samt renter på 5.830,14 kr. i anledning af købet af overskudsselskabet. I henhold til købekontrakten overførtes desuden selskabets investeringsfondskonti til Varde Bank.

Om berigtigelsen af købesummen er i øvrigt oplyst, at de sagsøgtes revisor, statsautoriseret revisor C, i et brev af 2. januar 1992 meddelte advokat B, at den endelige salgssum for aktierne i P1 A/S i overensstemmelse med åbningsbalancen af 1. oktober 1991 kunne opgøres til 19.869.268 kr., og at K ApS derfor, efter at der var taget højde for en mellemregning mellem P A/S og P2 A/S, havde krav på tilbagebetaling af 914.455 kr. med tillæg af renter. P2 A/S overførte derfor den 9. januar 1992 et beløb på 936.757 kr. til kontoen lydende på navnet K ApS m. fl. til dækning heraf.

Købesummen blev overfor de sagsøgte delvist berigtiget ved, at de modtog gældsbreve på i alt 13 mill kr., udstedt af P2 A/S den 7. november 1991. Overskudsselskabets væsentligste aktiv bestod således som nævnt af en mellemregning med P2 A/S.

Om bevægelserne på kontonr. xxxx-xxxxx6-0 i Varde Bank tilhørende K ApS m.fl. er i øvrigt oplyst, at der forud for den 7. november 1991 stod 8.305.051,49 kr. på kontoen, og at der den 7. november 1991 blev indsat et beløb på 20.117.214 kr. Ifølge et bogføringsbilag fra Varde Bank blev dette beløb overført fra X ApS. X ApS var et datterselskab i en koncern, hvis moderselskab var Y A/S, der ejedes af KB.

Den 29. november 1991 blev der på kontoen tilhørende K ApS m.fl. hævet 22.500.000 kr. Dette beløb overførtes til Y A/S. Der stod herefter på K ApS m.fl.'s konto et beløb på 94.070,94 kr.

Det er om kontoen med navnet K ApS m.fl. af de sagsøgte oplyst, at der var tale om en fælles konto for K-koncernen, således at kontoen, udover at være konto for K ApS, også var konto for dette selskabs 11 datterselskaber. I bogholderiet for K ApS førtes der derfor vedrørende bankkontoen et kontokort for hvert enkelt selskab i koncernen, hvoraf fremgik, hvilken andel det enkelte selskab havde i indeståendet på bankkontoen. I bogholderiet oprettedes i forbindelse med overdragelsen den 7. november 1991 også et kontokort for Q1. Af K ApS's bogholderi fremgik i øvrigt vedrørende kontoen i Varde Bank med navnet K ApS m.fl., at de enkelte datterselskaber i K-koncernen den 7. november 1991 til sammen blev debiteret et beløb på i alt 20.117.214 kr. svarende til det beløb, der samme dag blev overført til kontoen fra X ApS.

Efter K ApS's overtagelse af Q1, blev der af registreret revisor ...., nu HL, den 29. november 1991 udarbejdet et notat, hvori der redegjordes for, at det, såfremt Q1 blev solgt inden regnskabsårets udløb den 31. december 1991, ikke ville være nødvendigt af skatttemæssige årsager at erhverve afskrivningsberettigede aktiver (driftsmidler). Ifølge notatet var der tidligere truffet beslutning om et sådant salg. Notatet var stilet til KB og KA og mærket "fortroligt". Der fandt imidlertid ikke en overdragelse sted på dette tidspunkt. I stedet tegnede Q1 den 31. december 1991 234 kommanditanparter à USD 50.000 i K/S Leasingselskabet med en samlet udbetaling på 691.412 kr. Kommanditselskabets komplementar var X ApS, og komplementarens direktion bestod af KB.

Den 27. december 1991 havde kommanditselskabet underskrevet en aftale med et fransk firma, FH SARL, om køb af 15.000 stålcontainere. Der er mellem parterne enighed om, at aftalen ikke blev gennemført, og at købet af kommanditanparterne derfor ikke kunne danne grundlag for skattemæssige afskrivninger i Q1. Som led i en strafferetlig efterforskning blev der i juni 1995 foretaget afhøringer i Frankrig af 2 personer med tilknytning til FH SARL, PY og DJ. DJ forklarede i den forbindelse blandt andet, at det var hans opfattelse, at KB aldrig havde haft til hensigt at gennemføre handlen, men alene ønskede at opnå visse dokumenter fra det franske firma.

I årsregnskabet dateret den 9. januar 1992 for Q1 for perioden i. oktober 1990 til 31. december 1991 opgjordes selskabets aktiver og passiver pr. 31. december 1991 til 22.327.056 kr. Aktiverne udgjordes af et indestående på investeringsfondskonti på 835.998 kr., af de ovennævnte kommanditanparter i K/S Leasingselskabet bogført til 691.420 kr. samt af en mellemregning med moderselskabet på 20.799.638 kr.

Den 10. januar 1992 blev der foretaget en udbytteudlodning på 13.947.064 kr. fra selskabet.

Efter årsskiftet 1991-1992 blev Q1 videresolgt i flere omgange, uden at det med sikkerhed kan fastslås, hvornår eller til hvem. Af et brev af 16. januar 1992 fra advokat OS til Z A/S, der var et af KB domineret selskab, fremgår imidlertid, at et selskab ved navn IFI ApS havde købt Q1 for en købesum på 6.320.469 kr., og at overførslen af købesummen til Varde Bank til kredit for sælger var betinget af, at kapitalen i Q1 på 7.528.791 kr. overførtes til en af OS eller Varde Bank angivet konto i Varde Bank tilhørende Q1. Samme dag gav advokat OS i overensstemmelse hermed Varde Bank nærmere instrukser om betalingsforløbet. Af et brev, der ligeledes er dateret den 16. januar 1992, fra OS til Skjern Bank A/S med overskriften "Effektuering af SF's køb af Q1 ApS" fremgår, at Q1 straks blev videresolgt til SF ApS for 6.471.000 kr., og at selskabets kontante aktiver på 7.528.791 kr. den 17. januar 1992 skulle overføres til SF ApS's pengeinstitut, Unibank,....., mod at Unibank overførte købesummen på 6.471.000 kr. til Skjern Bank til kredit for advokat OS's klientkonto. Af en kontoudskrift fra Unibank,....., vedrørende kontonr. xx60 tilhørende SF ApS fremgår, at der den 17. januar 1992 blev hævet et beløb på 6.471.000 kr. svarende til købesummen for Q1, og at der samme dag på samme konto blev indsat et beløb på 7.528.791 kr. svarende til de kontante midler i Q1. Endvidere blev de beløb på henholdsvis 345.000 kr. og 453.450 kr., der stod på Q1's investeringsfondskonti, den 31. januar 1992 hævet og indsat på SF ApS's konto nr. xx60 i Unibank, ...... Beløbene på investeringsfondskontiene blev hævet på baggrund af en anmeldelse om anskaffelse af aktiver. Ifølge anmeldelsen var Q1 nu under navneforandring til IF2 ApS. Det fremgår af anmeldelsen, at selskabet havde erhvervet udstillingsgenstande for et beløb på 4.102.283 kr. Der er mellem parterne enighed om, at hævningerne på investeringsfondskontiene var uberettigede.

SF ApS solgte senere Q1 videre, og på en ekstraordinær generalforsamling den 21. december 1992 blev det besluttet at ændre selskabets navn til SI ApS. Samtidig blev der valgt ny bestyrelse og direktion. På en ekstraordinær generalforsamling den 4. august 1993 fratrådte bestyrelsen og direktionen imidlertid, idet man havde konstateret, at selskabet var insolvent og havde en skattegæld på over 3 mio. kr. Selskabet blev taget under konkursbehandling af skifteretten i Vejle, og den 20. januar 1994 sluttedes bobehandlingen i medfør af konkurslovens § 143, stk. 1, men bobehandlingen blev senere reassumeret.

Om K ApS er oplyst, at selskabet den 11. august 1997 blev tvangsopløst.

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af de sagsøgte A1 og A2 samt af advokat B, statsautoriseret revisor C, D, KA, registreret revisor HL og RS.

A1 har forklaret, at hun var direktør for P1 A/S, indtil dette blev solgt. Hun var tillige direktør i V1, som hun grundlagde sammen med sin nu afdøde ægtefælle for 47 år siden. De medsagsøgte er hendes sønner. Det var A2, der foreslog, at de skulle sælge P1 A/S. Hun havde ikke forstand derpå og ønskede derfor sine rådgivere inddraget i beslutningen. Sammen med de medsagsøgte talte hun med D derom. D havde som statsautoriseret revisor tidligere virket som revisor i virksomheden, men var nu bestyrelsesmedlem i såvel P1 A/S som i V1 A/S. De drøftede, om det kunne lade sig gøre, og D ville undersøge det nærmere. Tilbagemeldingen var, at det kunne lade sig gøre. D havde ikke betænkeligheder, når blot det blev gjort på den rigtige måde. Der måtte således ikke finde selvfinansiering sted. Hun fik ikke nærmere besked om, hvad det gik ud på. Salget blev også drøftet med selskabets revisor, statsautoriset revisor C, og med advokat B. Hun var altid med, når spørgsmålet om et salg blev drøftet. De havde mange, indgående drøftelser derom for at være helt sikre på, at det var rigtigt, hvad de gjorde. En væsentlig del af drøftelserne gik på, om køberen havde penge, og rådgiverne sikrede sig derfor, at det var tilfældet. Aftalen om salget blev indgået på advokat Bs kontor i Skive den 7. november 1991. Hun var til stede sammen med advokat B, revisor C, D og de to medsagsøgte. Desuden var køberen, KB, til stede. Hun husker ikke, om der var andre med. Der var under mødet enighed om, at der skulle handles og på hvilke betingelser, men de sagsøgte ville dog prøve, om der kunne handles lidt mere. Først da KB kom, blev hun bekendt med købers navn. KA, som havde hjulpet KB med at ordne papirerne, var ikke med til mødet. Hun spurgte under frokosten KB, hvad meningen med købet var, idet hun gerne ville have nogle fiduser. Hun fik imidlertid blot en sludder for en sladder. Det var vist advokat B, der forestod betalingen. De havde drøftet spørgsmålet om betalingens gennemførelse, men hun husker ikke, hvordan den skulle gennemføres. De benyttede vistnok Sparbank Vest, idet det var B's bank. Hun ved ikke, om de gav B en skriftlig bemyndigelse vedrørende overførslerne. Hun sagde god for den måde, hun fik oplyst, at overførslerne skulle finde sted på. Herefter havde hun ikke mere med overdragelsen at gøre. Hun vidste ikke, hvad køberens planer var med selskabet. Hun var nok klar over, at det havde noget med skatten at gøre, men hun forstod ikke, hvordan det kunne lade sig gøre. Hendes rådgivere snakkede om, at det vistnok havde noget at gøre med nogle containere.

A2 har forklaret, at han i 1991 handlede en del med aktier, og at han i den forbindelse havde kontakt med MM hos et børsmæglerfirma i København. MM fortalte ham, at han havde købere til et selskab med udskudt skat. De sagsøgte havde indtil da ikke tænkt på at sælge P1 A/S. Drøftelserne med MM fandt sted i oktober. Sagsøgte ringede derefter til Unibørs, som sagde, at de var bekendte med salg af overskudsselskaber. Han drøftede derefter muligheden for et salg med de medsagsøgte og deres rådgivere D og C, men rådgiverne vidste ikke så meget om det. Han talte med MM igen efter at have fået at vide af revisoren, hvad han skulle spørge om. MM oplyste, at en af køberne gjorde i containere, men han ville ikke ud med navnet på køberen. MM tilbød oprindeligt kurs 50 for skatten, men de sagsøgte ville have kursen op på 70 for at handle. Han betalte, så vidt han husker, 250.000 kr. til MM i honorar. Han skulle egentlig have betalt 500.000 kr. men han fik prisen presset ned. Han var ikke bekendt med, at MM også havde fået honorar fra anden side. De sagsøgtes rådgivere interesserede sig en del for risikoen for selvfinansiering. advokat B, som blev inddraget ca. 2-3 uger, før handlen fandt sted, bekymrede sig også for, om køberen havde pengene. Sagsøgte havde ikke nærmere kendskab til forbudet mod selvfinansiering, men fik at vide, at man skulle passe på, at køberen ikke betalte med selskabets egne midler. Han tænkte ikke nærmere over formuleringen i købsaftalens pkt. 2, hvorefter selskabets kontante beholdning skulle stilles til købers rådighed. Hans største bekymring ved handlen var, om købesummen ville blive betalt. Dagen før handlens gennemførelse fik de en erklæring fra Varde Bank. Først derved fik de kendskab til købers identitet. Erklæringen fra Varde Bank blev vistnok indhentet på advokat B's foranledning. Inden de sagsøgte skrev under på købsaftalen den 7. november 1991, fik de at vide, at købesummen var gået ind på advokat B's konto. Der blev desuden stillet en sikkerhed på 3,8 mio. kr. for det tilfælde, at regnskabsåret ikke blev udskudt. Under mødet den 7. november 1991, hvor køber var repræsenteret af KB og .... (nu HL), spurgte han til, hvad købers planer med selskabet gik ud på, idet han var interesseret i at få oplyst, om de sagsøgte selv kunne benytte sig af fremgangsmåden. KB oplyste, at tanken var at købe containere og afskrive på disse.

Advokat B har forklaret, at han har været advokat for de sagsøgte gennem mange år. Han hørte første gang om planerne om at sælge P1 A/S, da han den 28. oktober 1991 sammen med C deltog i et møde med de sagsøgte herom i anledning af MM's henvendelse. Da han kom ind i sagen, var man i færd med at flytte aktiviteterne i P1 A/S over i P2 A/S. Han havde på det tidspunkt hørt om handel med overskudsselskaber, men det var første gang, han medvirkede ved en sådan handel. Det vigtigste var efter hans opfattelse at være opmærksom på, at der ikke forelå selvfinanslering. D, der tidligere havde været revisor for selskabet, og som efter at være blevet pensioneret var fortsat som bestyrelsesmedlem i selskabet, var noget betænkelig, men lavede så en plan for, hvordan handlen kunne gennemføres. Frem til den 7. november 1991 fandt der flere møder sted derom. Fra MM kom der den 30. oktober 1991 et udkast til en kontrakt. Der var en række punkter i udkastet, der skulle udfyldes, og de følgende dage forhandledes der herom. Han deltog ikke i drøftelserne vedrørende kursen på skatten, idet det var A2's afdeling. A2 overvejede, om de sagsøgte kunne hente gevinsten hjem uden et salg, men det blev ikke til noget, da man ikke vidste, hvordan det skulle gøres. Sammen med D og C holdt han flere møder, hvorunder de drøftede, hvad baggrunden for den høje kurs for skatten kunne være, og om man kunne gøre det lovligt. C lavede en beregningsmodel, der viste, at man lovligt kunne udskyde eller eliminere skatten. Der blev først meget sent sat navn på køber, da MM var bange for, at de sagsøgte ville gå uden om ham og direkte til køber. Vidnet ville gerne vide, hvem køber var, så han kunne sikre sig, at denne kunne betale købesummen. Først 2 dage før kontraktens underskrivelse fik de oplyst navnet på køber. Det var vidnet, der foranledigede, at erklæringen fra Varde Bank kom frem. Han vidste ikke dengang, hvem KB var. Han talte først med KB på mødet den 7. november 1991. Indtil da havde han alene talt med KA. Den 7. november 1991 om morgenen sendte han pr. fax det endelige kontraktudkast til KA. KA underskrev derefter kontrakten og faxede den tilbage til ham. Samtidig indbetalte hun den foreløbige købesum på 22.200.000 kr. til hans konto i Sparbank Vest. Det var en konto, som han havde fået oprettet specielt til formålet. Hvis handlen ikke blev gennemført, indestod han for, at pengene blev betalt tilbage. Det havde han forpligtet sig til ved at påføre en telefax herom, som KA havde sendt til ham inden overførslen af købesummen, påskriften "OK". Herefter afholdtes mødet, hvorunder de sagsøgte underskrev kontrakten. I mødet deltog, foruden han selv, de sagsøgte, D, C, KB og dennes to revisorer. D og A2 prøvede at udfritte KB om, hvad denne havde tænkt sig med selskabet, idet A2 gerne ville have en god fidus. KB var imidlertid ikke meget for at give oplysningerne fra sig. Han angav som begrundelse herfor, at der var tale om en forretningshemmelighed, men nævnte dog, at det handlede om containere i Tyskland, og at han ville eliminiere skatten ved hjælp af afskrivninger. De sagsøgte skrev først under efter, at disse ting var blevet drøftet med KB. Det var således ikke bare en formalitet, at man mødtes, idet tanken med mødet var, at man ville se køberen an, inden man traf den endelige beslutning om salg. Da kontrakten var skrevet under, ringede han til banken og bad om at få et beløb på 18.400.000 kr. overført til den konto, som KA havde opgivet. Han kan ikke huske, hvilken konto der var tale om. Han husker ikke, hvem der gav besked om overførslen på 3.805.000 kr. Han mindes ikke at have set de notaer vedrørende overførslerne fra kontoen i Sparbank Vest, som nævnes i kontoudtoget, men de er nok sendt til ham. Det var ham, der lavede de gældsbreve, som P2 A/S udstedte, men det var revisoren, der beregnede, hvilket beløb de skulle udstedes på. Det var revisoren, der udtænkte dette arrangement, og baggrunden herfor var, at der var et likviditetsproblem.

C har forklaret, at han siden 1974 har været revisor for V1 og de sagsøgte, og at han desuden var revisor for P1 A/S. Det var A2's ide at sælge selskabet. Han havde ikke tidligere haft med salg af overskudsselskaber at gøre, og han kontaktede derfor på baggrund af A2's forslag skatteafdelingen i det revisionsfirma, som han var ansat i. Han drøftede forslaget nærmere med de sagsøgte og D. D var i første omgang forbeholden overfor tanken. De sagsøgte bad derfor om et skriftligt oplæg, som vidnet udarbejdede sammen med D. De var enige om, at de ikke kunne fraråde de sagsøgte at sælge selskabet, idet de sagsøgte ved salget kunne opnå en overkurs svarende til 69 % af skatten. Prisen for skatten var afhængig af købers mulighed for at eliminere eller udskyde skatten. De lavede nogle beregninger, der viste, at det kunne være en god forretning for køber at erhverve selskabet til den tilbudte pris. Der opnåedes i oktober 1991 enighed om salget, men først den 7. november 1991 blev han bekendt med købers identitet. Han kendte ikke på forhånd KB, men mente på baggrund af erklæringen fra Varde Bank, at der var tale om en seriøs køber. Det var hans bedømmelse, at KB var forretningsmand på et vist niveau, og han var derfor ikke betænkelig ved at lade de sagsøgte skrive under på kontrakten. KB var til stede ved mødet den 7. november 1991. Han prøvede under dette møde at få oplyst, hvad KBs koncept gik ud på. Han var overbevist om, at køberen ville fortsætte med at drive selskabet. Han fik det indtryk, at køberen ville fjerne skatten på lovlig vis ved investeringer i afskrivningsberettigede aktiver. Måske var der tale om containere, men dette kom ikke helt klart til udtryk. Han var meget opmærksom på, at de skulle være sikre på at få købesummen. Han var også opmærksom på forbudet mod selvfinansering. De sagsøgte spurgte, om man ikke blot kunne lave en nettoafregning, men han gjorde det sammen med de andre rådgivere klart, at det ikke kunne komme på tale.

D har forklaret, at der kom en henvendelse om køb af overskudsselskabet, formentlig i september. Køberen ville betale en vis overkurs for selskabet. I drøftelserne om salget deltog primært aktionærerne, men salget blev også drøftet med selskabets revisor, C, og advokat B. Man ville sikre sig, at der ikke forelå selvfinansiering. Han lavede et notat, der viste, hvordan pengestrømmene skulle være ved et salg af aktierne og en overflytning af selskabets midler. B fik notatet til brug for afvikling af betalingerne. Først på et meget sent tidspunkt blev vidnet bekendt med købers identitet. De var meget opmærksomme på, at man skulle sikre sig, at køber havde den fornødne likviditet, og i den forbindelse blev erklæringen af 5. november 1991 fra Varde Bank indhentet. Han deltog i mødet den 7. november 1991. Inden repræsentanterne for køber kom til stede, drøftede man den endelige aftales udformning. Under mødet spurgte man køberne om, hvad baggrunden for overkursen var, og fik den forklaring, at der skulle foretages investering i driftsmidler med henblik på eliminering af skatten. Forklaringen passede med hans egen opfattelse af, hvordan det kunne lade sig gøre for køberne at betale den pågældende overkurs, og var derfor tilfredsstillende.

KA har forklaret, at hun var direktør i K ApS og i Z. Kontoen i Varde Bank tjente som fælleskonto for K ApS med datterselskaber. Posteringerne for de enkelte selskaber fremgik af bogføringen vedrørende kontoen. Hun var også ansvarlig for bogføringen i Y, men hun havde ikke herudover nogen position i dette selskab. Den konto, som Y havde i Varde Bank, var også en fælleskonto for dette selskab med datterselskaber. Hun skrev sammmen med KB under på den aftale, som Q1 indgik den 31. december 1991 om tegning af kommanditanparter. Hun havde ikke selv kontakt med FH og var ikke involveret i problemstillingen med containerne. KB gav udtryk for, at der var tale om en reel handel, og der blev erlagt en udbetaling. Hun hørte formentlig sidst i 1992, at kommanditselskabet havde problemer med finansiering af handlen. K ApS solgte Q1 til IP ApS i januar 1992. Det var KBs ide, og der blev solgt til samme pris, som man havde købt til. Beslutningen om udlodning af udbytte blev ikke truffet i hendes direktørtid, og udlodningen fandt sted til IP ApS. Selv om det var hende, der på papiret ejede anparterne i K ApS, var det reelt KB, der ejede selskabet, idet han havde option på til enhver tid at købe anparterne til kurs pari, d.v.s. til 80.000 kr. KB bad K ApS om at købe Q1. De andre selskaber, som K ApS ejede, havde man købt af KB. KB købte en række selskaber og betalte en overpris for skatten.

HL har forklaret, at han tidligere hed ...., og at han var revisor for såvel K-, Z- som Y-koncernen. I Z-koncernen var han dog alene medrevisor. Det var ham, der lavede det fortrolige notat af 29. november 1991 med forslag om salg af Q1. Solgte man ikke selskabet inden årsskiftet, skulle der foretages foranstaltninger til udskydelse af skatten. Han ved ikke, hvorfor den fremgangsmåde, som han havde foreslået i notatet, ikke blev fulgt. Det skyldtes nok en ekspeditionsfejl. Han havde intet at gøre med Q1's erhvervelse af kommanditanparterne. Han underskrev som revisor regnskabet for K/S for perioden 20. december 1991 til 31. december 1991. Han havde set en række dokumenter vedrørende selskabets køb af containere, herunder en underskrevet købekontrakt og en finansieringssaftale. Det var materiale, som han fik fra KB, og han havde ingen grund til at tro, at oplysningerne ikke var korrekte. Han fandt det derfor ubetænkeligt at skrive under på en anmærkningsfri revisionspåtegning. KB begyndte at tvivle på containernes eksistens, da Told- og Skat i 1994 eller 1995 begyndte at stille krav om dokumentation. Han har på et tidspunkt mødt enten PY eller DJ. Det var i 1992 eller 1993. Det er korrekt, at K' konto i Varde Bank fungerede som en fælleskonto for hele K-koncernen. Dette var begrundet i administrative forhold og muligheden for at opnå en bedre forrentning. Denne ordning gjaldt for alle tre koncerner.

RS har forklaret, at han fra 1990 til 1995 var KBs privatsekretær. På et tidspunkt indgik KB en aftale med FH i Frankrig om køb af containere. Aftalen kom vistnok i stand gennem SB. KB var af den opfattelse, at der var tale om en reel handel, men der opstod tvivl derom efter politiets ransagning i januar 1993.

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at de sagsøgte i strid med aktieselskabslovens § 115, stk. 2, stillede overskudsselskabets midler til rådighed for K ApS i forbindelse med dette selskabs erhvervelse af overskudsselskabet. Det fremgik således af købekontrakten mellem de sagsøgte og K ApS, at overskudsselskabets kontante beholdning skulle stilles til køberens rådighed imod, at købesummen blev betalt til de sagsøgte. Købesummen blev betalt ved en overførsel den 7. november 1991 fra køberens konto i Varde Bank, og i overensstemmelse med købekontrakten og efter godkendelse fra de sagsøgte overførtes herefter samme dag 18.400.000 kr. af selskabets midler til samme konto i Varde Bank. Dagen efter overførte de sagsøgte yderligere 708.550 kr. af selskabets midler til samme konto. Det er ikke en betingelse for at anse den pågældende bestemmelse i aktieselskabsloven for overtrådt, at selskabets midler rent faktisk anvendtes til erhvervelse af selskabet. Af Højesterets dom i Pirchert-sagen kan endvidere udledes, at selvfinansieringsforbudet overtrædes, selvom køber forud for overførslen af midlerne måtte have tilstrækkelige midler på sin konto til erhvervelse af selskabet. Det er således uden betydning, at der på K ApS's konto i Varde Bank forud for indsættelsen af de midler, der tilhørte overskudsselskabet, stod et beløb, der var tilstrækkeligt til at betale købesummen. Det er endvidere uden betydning, om K's konto i Varde Bank, som hævdet af de sagsøgte, var en fælles konto for K-koncernen, og at overskudsselskabet ved overdragelsen også blev indehaver af denne konto. Man kan ikke på denne måde konstruere sig uden om forbudet i aktieselskabslovens § 115, stk. 2, ligesom man heller ikke kan konstruere sig uden om forbudet ved i bogholderiet for K ApS at anføre, at pengene er lånt af overskudsselskabet. Efter aktieselskabslovens § 115, stk. 4, skal køberen betale beløbet tilbage. Da K ApS er tvangsopløst, og tilbageførsel af selskabets midler i medfør af aktieselskabslovens § 115, stk. 4, derfor er udelukket, indestår de sagsøgte i medfør af aktieselskabslovens § 115, stk. 5, på objektivt grundlag for selskabets tab ved den ulovlige udbetaling af selskabets midler til køberen. Kravet, der er et tilbageførselskrav, omfatter ikke blot skattevæsenets krav, men tillige alle andre krav som måtte kunne rettes mod boet, herunder boomkostninger.

Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgeren gjort gældende, at selskabets midler i strid med selvfinansieringsforbudet i aktieselskabslovens § 115, stk. 2, blev stillet til rådighed for køberen i forbindelse med salget, og at de sagsøgte, således som betalingerne af henholdsvis selskabets midler og købesummen blev aftalt og gennemført, indså eller burde have indset dette. Salget af selskabet var ikke nogen normal forretningsmæssig disposition. De sagsøgte havde derfor en særlig forpligtelse til at være opmærksomme på skattevæsenets interesser. De sagsøgte, der ved salget opnåede en merpris for aktierne på 69 % af de i selskabet afsatte midler til betaling af selskabets skat uden, at der forelå nogen reel begrundelse herfor, foretog imidlertid ingen nærmere undersøgelser af køberens planer med selskabet. De sagsøgte burde have indset risikoen for, at køberen ikke ville gennemføre investeringer, der ville kunne anerkendes som grundlag for skattemæssige fradrag, og at skatterne som følge heraf ikke ville blive betalt. Skattevæsenets tabsrisiko var endvidere forstærket af den nærliggende mulighed for selvfinansiering, der var en følge af handlens tilrettelæggelse. Da de sagsøgte intet gjorde for at afværge skattevæsenets tabsrisiko, er de sagsøgte erstatningsansvarlige for skattevæsenets tab. Skattevæsenets tab er forårsaget ved, at selskabet, der før overdragelsen havde rigelige midler til betaling af selskabets skatter, i forbindelse med overdragelsen blev tømt for midler, hvoraf størstedelen blev anvendt til finansiering af købesummen. Som følge heraf var selskabet ude af stand til at betale de skyldige skatter, da disse senere forfaldt. Hele skattevæsenets tab var endvidere en adækvat følge af, at de sagsøgte på uforsvarlig måde ved salget tilsidesatte skattevæsenets interesser som kreditor i selskabet. Det gælder således også tabet i anledning af de uberettigede hævninger på investeringsfondskonti.

De sagsøgte har til støtte for deres påstand om frifindelse overfor sagsøgerens principale påstand gjort gældende, at de sagsøgte ikke har truffet eller opretholdt en disposition i strid med aktieselskabslovens § 115, stk. 2. K ApS rådede således forud for handlens gennemførelse over et beløb, der var større end købesummen. Beløbet hidrørte fra de enkelte datterselskaber i koncernen, og det var disse midler, der blev anvendt til finansiering af handlen. Der forelå derfor ikke selvfinansiering. Købesummen blev endvidere overført til de sagsøgtes konto i Sparbank Vest, før selskabets midler blev overført til køberen, og selskabets midler, der indtil dette tidspunkt bestod af en mellemregning, blev således i virkeligheden betalt af købesummen. Der forelå altså en situation, der er stik modsat af selvfinansieringssituationen. Selskabet blev desuden ikke tømt for midler ved overdragelsen, idet de midler, der tilhørte Q1, i tilstrækkeligt omfang blev holdt adskilt fra K ApS's midler. Kontoen i Varde Bank tilhørte "K ApS m.fl." og var således en fælleskonto for alle selskaber i K-koncernen. Det er helt legalt og ganske sædvanligt, at der i koncerner findes en sådan fælleskonto. På baggrund af den bogføring, der var knyttet til kontoen, var det muligt helt præcist at sige, hvilke midler der tilkom det enkelte selskab i koncernen. Da Q1 ved overdragelsen blev en del af K-koncernen, var det helt naturligt, at selskabets midler - i lighed med den ordning, der i øvrigt gjaldt i koncernen - blev anbragt på koncernens fælleskonto. Samtidig blev der i bogholderiet oprettet en konto for Q1, således at det stod klart, hvorledes der blev forholdt med selskabets midler. Som følge heraf ville der kunne foretages kreditorforfølgning mod selskabets andel i indeståendet på kontoen, og hensynet til selskabets kreditorer talte derfor ikke imod en sådan ordning. Efter overdragelsen at Q1 var selskabets midler ifølge de fremlagte kontoudskrifter fortsat i behold. Det var således først, da advokat OS, efter at selskabet havde været handlet flere gange, overdrog selskabet til SF ApS, at det blev tømt for midler. Såfremt det må lægges til grund, at der forelå selvfinansiering, gøres det gældende, at det var K ApS, der tilrettelagde betalingen af købesummen på en sådan måde, at midlerne kunne bruges til betaling for selskabet. Det var alene K ApS, der traf og opretholdt dispositionerne, og de sagsøgte kan derfor ikke gøres ansvarlige efter aktieselskabslovens § 115, stk. 2 og 5.

Til støtte for påstanden om frifindelse overfor sagsøgerens subsidiære påstand har de sagsøgte anført, at erstatningsansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregler er udelukket, allerede fordi der ikke forelå selvfinansiering. Må det lægges til grund, at der forelå selvfinansiering, har de sagsøgte ikke handlet ansvarspådragende. De havde således inden salget undersøgt købers finansieringsmuligheder, og de oplysninger, der fremkom fra Varde Bank, godtgjorde, at køber havde de fornødne midler til at erhverve overskudsselskabet. Der forelå endvidere en kontrakt med et velrenommeret firma, FH SARL, om køb af containere i en størrelsesorden, der ville kunne give grundlag for de nødvendige afskrivninger til eliminering af skatten. Der skulle en strafferetlig efterforskning til for at afsløre, at kontrakten var fiktiv, og de sagsøgte ville derfor ikke ved en nærmere undersøgelse have kunnet afdække problemet. Det kan derfor ikke komme de sagsøgte til skade, at de ingen undersøgelser foretog. De sagsøgte ville desuden, dersom de havde foretaget nærmere undersøgelser, have kunnet fæste lid til revisorpåtegningerne fra HL, således at de af den grund heller ikke ville have haft anledning til mistanke. At købesummen til dels er beregnet som en procentdel af skatten er uden retlig interesse.

Til støtte for den subsidiære påstand om betaling af et mindre beløb har de sagsøgte gjort gældende, at de, såfremt det antages, at de er erstatningsansvarlige efter dansk rets almindelige erstatningsregel, ikke er ansvarlig for det tab, der følger af, at midlerne på overskudsselskabets investeringsfondskonti uberettiget er hævet.

Landsrettens begrundelse og resultat:
Af købsaftalens punkt 2.1 fremgår, at selskabets papirer og kontante beholdning skulle stilles til købers rådighed samtidig med købesummens erlæggelse. I overensstemmelse hermed lod de sagsøgte samme dag, som købesummen blev overført til de sagsøgte, et beløb svarende til den væsentligste del af selskabets midler overføre til en af køber anvist konto i Varde Bank med benævnelsen "K ApS m.fl.". Et mindre beløb svarende til den resterende del af selskabets midler blev overført til den pågældende konto de følgende dage. De sagsøgte findes herved i strid med aktieselskabslovens § 115, stk. 2, at have stillet selskabets midler til rådighed for køberen i forbindelse med dennes erhvervelse af aktierne i selskabet. Den omstændighed, at det må lægges til grund, at den konto, til hvilken selskabets midler blev overført, var en fælleskonto for K ApS og dette selskabs datterselskaber, og dermed nu også for det solgte selskab selv, kan ikke føre til et andet resultat, idet det ligeledes må lægges til grund, at K ApS havde fuld dispositionsret over indeståendet på kontoen. Den skete overførsel må dermed i relation til forbudet mod selvfinansering i aktieselskabslovens § 115, stk. 2, ganske sidestilles med en overførsel til købers konto.

Det kan endvidere ikke føre til et andet resultat, om det solgte selskabs aktiver på overdragelsestidspunktet i det væsentlige forelå i form af en mellemregningsfordring mod P2 A/S, således at de kontante midler, der blev overført til køber, i realiteten var de samme midler, som sælgerne netop havde modtaget i købesum. Det forhold, at sælgerne i forbindelse med salget overførte kontante midler til køberen findes således i sig selv at indebære en overtrædelse af selvfinanseringsforbudet i aktieselskabslovens § 115, stk. 2, idet det ikke under disse omstændigheder findes at kunne være afgørende, om sælgerne har tilrettelagt det økonomiske opgør i forbindelse med videreførelsen af overskudsselskabets hidtidige aktiviteter i et nyt selskab således, at overskudsselskabets aktiver kom til at foreligge kontant eller i form af en fordring mod det fortsættende selskab. For køberen var dette uden betydning.

Da K ApS er tvangsopløst, er tilbageførsel fra køber af de udbetalte selskabsmidler, jf. aktieselskabslovens § 115, stk. 4, udelukket. De sagsøgte indestår derfor som dem, der traf beslutning om den ulovlige disposition, for selskabets tab, jf. aktieselskabslovens § 115, stk. 5. Landsretten tager derfor i det hele sagsøgerens principale påstand til følge.

Thi kendes for ret:
De sagsøgte, A1, A2 og A3, skal til sagsøgeren, SI ApS under konkurs v/ kurator advokat Bjarne L. Petersen, in solidum betale 13.858.430 kr. med tillæg af rente 0,6% pr. påbegyndt måned af 8.580.914 kr. fra december 1999, til betaling sker, samt anerkende herudover in solidum at være forpligtet til at dække samtlige endeligt godkendte kreditorkrav i det sagsøgende konkursbo, jf. konkurslovens §§ 93-98, som ikke dækkes af de sagsøgtes betaling af det nævnte beløb.

I sagsomkostninger betaler de sagsøgte in solidum 500.000 kr til sagsøgeren.

Det idømte skal betales inden 14 dage.