(v/ advokat Anne Larsson)
Denne afgørelse er truffet af dommer Mads Bjerre Østergaard.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 30. januar 2023.
Sagen vedrører spørgsmålet, og H1 som skatterådgiver for SW kan opnå omkostningsgodtgørelse fra SKAT for udført arbejde i forbindelse med Skatteankenævnets behandling af SW’s skattesag.
H1 har nedlagt følgende påstand:
Sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.
Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at H1 er berettiget til at modtage omkostningsgodtgørelse med 100 % af 48.125 kr.
Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.
Retten har bestemt ikke at behandle sagen i den forenklede proces efter reglerne i retsplejelovens kapitel 39.
Parterne er enige om, at såfremt H1´s klient opfylder betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse i øvrigt, har selskabet krav på at modtage omkostningsgodtgørelse på 100% svarende til 48.125 kr.
Parterne er endvidere enige om, at halvdelen af beløbet allerede er udbetalt som aconto omkostningsgodtgørelse.
Af Skattestyrelsens afgørelse af 20. januar 2023 fremgår:
Du har søgt om at få dækket aconto 100 procent af dine udgifter til G1-virksomhed i din klagesag ved Skatteankenævnet, sagsnummer 21-0075248, om indkomstårene 2017, 2018 og 2019.
Det drejer sig om udgifter på i alt 24.750 kr. inkl. moms fra fakturanr. 179 af den 23. marts 2022.
Skatteankenævnet har i sin afgørelse af 21. marts 2022 hjemvist din skatteansættelse for indkomstårene 2017, 2018 og 2019 til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.
Skatteankenævnet begrunder hjemvisning med:
"Desuagtet finder nævnet, at det kræver en egentlig sagsbehandling at fastslå, hvilke indsætninger og fiktive overførsler der i den konkrete sag skal undergives beskatning. Skattestyrelsen har forsigtigt fastsat klagerens månedsløn til 25.000 kr., men har ikke i afgørelsen forhøjet klagerens personlige indkomst med henvisning til et negativt eller usandsynligt lavt privatforbrug. Grundlaget for Skattestyrelsens forhøjelse af klagerens skatteansættelse i indkomstårene 2017, 2018 og 2019 og den talmæssige opgørelse heraf, hjemvises derfor til fornyet behandling i Skattestyrelsen."
Skatteankenævnet har i sin vejledende udtalelse udtalt følgende: "Resultatet af sagen kan anses for medhold i overvejende grad. Dette skyldes, at der er givet medhold i den subsidiære påstand om hjemvisning. Der henvises til Landsskatterettens afgørelse i SKM2021.63.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at hjemvisning som hovedregel må anses for medhold i overvejende grad."
Ifølge vores oplysninger har Skattestyrelsen endnu ikke truffet afgørelse i hjemvisningssagen.
Skattestyrelsen har sendt forslag til afgørelse den 17. januar 2023, vi har modtaget følgende bemærkninger til forslaget den 18. januar 2023:
"Jeg har modtaget Skatteforvaltningens forslag af 17. januar 2023 i ovennævnte sag.
Der er endnu ikke truffet afgørelse i hjemvisningssagen. Vi kan derfor alene dække 50 % aconto af dine udgifter til rådgiver jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. Vi har ved vurderingen lagt vægt på følgende forhold: Skatteankenævnet begrunder hjemvisningen med, at rådgiver har fremlagt nye oplysninger vedr. privatforbruget, som ikke har været efterprøvet hos Skattestyrelsen.
De nye oplysninger har dermed ikke indgået i grundlaget for den afgørelse ved Skattestyrelsen, som der er klaget over, og der skal derfor træffes en ny afgørelse ved Skattestyrelsen, hvor disse oplysninger indgår. Godtgørelsesprocenten afhænger af, i hvilket omfang, du får medhold i hjemvisningssagen. Det fremgår af Den Juridiske Vejledning afsnit A.A.13.6 "Medholdsvurdering ved hjemvisning".
Skattestyrelsen har endnu ikke truffet afgørelse i hjemvisningssagen. Derfor foreslår vi at dække dine udgifter til rådgiver med aconto 50 %.
Det skal bemærkes, at skatteankenævnets udtalelse kun er vejledende, jf. skatteforvaltningslovens § 56, stk. 1. I sager, der endnu ikke er afgjort, dækker vi aconto 50 % af udgifterne, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.
Det er korrekt at Skatteforvaltningen endnu ikke har givet nogen indikationer på hvordan man opfatter sagen. Det vides således ikke om sagen er henlagt eller om der på et tidspunkt vil komme et fornyet forslag fra Skatteforvaltningen. Det kan dog fastslås at et sådant forslag kun kan fremsættes frem til 1. maj 2023 og kun vedrørende indkomståret 2019.
Det anføres i Skatteforvaltningens afgørelse af 1. juni 2021:
Som følge heraf kan Skattestyrelsen foretage varsling om ansættelsesændringer i henhold til reglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Det følger af denne bestemmelse, at Skattestyrelsen ikke kan sende varsling om ansættelsesændringer senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.
Afgørelsen vedrører indkomstårene 2017, 2018 og 2019.
Skatteforvaltningens mulighed for at foretage ansættelsesændringer i medfør af SFL § 26 stk. 1 udløb(er) hhv. 1. maj 2021, 1.maj 2022 og 1. maj 2023.
Der kan således ikke ske genoptagelse efter SFL § 26 stk. 1 for forhøjelserne for 2017 og 2018 på i alt 278.996 eller mere end 50% af den hjemviste forhøjelse.
Der er efter min opfattelse ikke grundlag for at Skatteforvaltningen kan gennemføre en ansættelsesændring i medfør af SFL § 27 stk. 1 alene af den grund at ingen af betingelserne i bestemmelsen er opfyldt.
Der er endvidere udelukket at der kan gennemføres ansættelsesændringer for 2017 og 2018 på grund af 6 måneders fristen i SFL § 27 stk. 2, da hjemvisningen skete for mere end 6 måneder siden.
Det er således helt åbenbart at der er givet medhold i overvejende grad uanset om det vurderes ud fra den principale påstand (overvejende medhold) eller den subsidiære påstand (fuldt medhold).
På denne baggrund skal Skatteforvaltningen udbetale omkostningsgodtgørelse med 100% eller kr. 24.750. Samtidigt bedes der udbetalt yderligere kr. 11.687,50 vedrørende tidligere ydet aconto omkostningsgodtgørelse i sag 22-0104467
Jeg står naturligvis til disposition hvis Skatteforvaltningen har spørgsmål til ovenstående, men i øvrigt afventer jeg at modtage betaling af den fulde omkostningsgodtgørelse kr. 36.437,50 hurtigst muligt."
Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1 og stk. 2
Skatteforvaltningslovens § 56, stk. 1
Den Juridiske Vejledning afsnit A.A.13.6, "Medholdsvurdering ved hjemvisning"
§ 52. Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.
Stk. 2. Godtgørelsen er på 100 pct. af de godtgørelsesberettigede udgifter, hvis udgifterne ifølge regning skal betales eller er betalt, i anledning af at told- og skatteforvaltningen forelægger en afgørelse truffet af et skatteankenævn for Skatterådet til ændring, jf. § 2, stk. 3, eller Skatteministeriet indbringer en skatterådsafgørelse for Landsskatteretten, jf. § 40, stk. 1, eller Skatteministeriet indbringer et spørgsmål afgjort af skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn, et motorankenævn eller Landsskatteretten for domstolene eller Skatteministeriet anker en dom til højere instans. Godtgørelse efter 1. pkt. ydes kun til dækning af de godtgørelsesberettigede udgifter, som afholdes til sagens behandling ved den pågældende administrative klageinstans eller domstolsinstans. Dog ydes godtgørelse også for godtgørelsesberettigede udgifter, som afholdes ved anmodning om henstand efter § 51, og godtgørelsesberettigede udgifter, som afholdes, efter at der er truffet afgørelse i klage- eller retssagen, når udgifterne direkte knytter sig til udfaldet af den trufne afgørelse og er nødvendige for at gennemføre den. Hjemvises en sag som følge af nye oplysninger, som den skatte- eller afgiftspligtige fremlægger i sagen, ydes der dog ikke omkostningsgodtgørelse til behandlingen ved hjemvisningsinstansen, medmindre klageinstansen eller domstolen har taget stilling til det spørgsmål i klagen eller retssagen, som de nye oplysninger angår, og der efter de almindelige regler ydes omkostningsgodtgørelse ved denne hjemvisningsinstans.
Vores bemærkninger og begrundelse
Omkostningsgodtgørelse ydes med 100 %, hvis der gives fuldt medhold eller medhold i overvejende grad. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. Du har søgt om at få dækket 100 % af dine udgifter for din klage til Skatteankenævnet, idet du mener at du har fået medhold i overvejende grad og derfor berettiget til 100 % omkostningsgodtgørelse.
Der er endnu ikke truffet afgørelse i hjemvisningssagen. Vi kan derfor alene dække 50 % aconto af dine udgifter til rådgiver jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. Vi har ved vurderingen lagt vægt på følgende forhold:
Skatteankenævnet begrunder hjemvisningen med, at rådgiver har fremlagt nye oplysninger vedr. privatforbruget, som ikke har været efterprøvet hos Skattestyrelsen.
De nye oplysninger har dermed ikke indgået i grundlaget for den afgørelse ved Skattestyrelsen, som der er klaget over, og der skal derfor træffes en ny afgørelse ved Skattestyrelsen, hvor disse oplysninger indgår.
Din rådgiver har kommet med indsigelse til vores fremsendte forslag, vi har følgende bemærkninger til indsigelsen:
Forældelsesreglerne gælder for ansættelsesinstansen for hjemvisningssagen som venter på at blive færdigbehandlet i Skattestyrelsen. For at få omkostningsgodtgørelse med 100 % skal der være fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, da Skattestyrelsen endnu ikke har truffet afgørelse i hjemvisningssagen, kan vi ikke vurdere medholdet i sagen.
Godtgørelsesprocenten afhænger af, i hvilket omfang, du får medhold i hjemvisningssagen. Det fremgår af Den Juridiske Vejledning afsnit A.A.13.6 "Medholdsvurdering ved hjemvisning".
Skattestyrelsen har endnu ikke truffet afgørelse i hjemvisningssagen. Derfor dækker vi dine udgifter til rådgiver med aconto 50 %.
Det skal bemærkes, at skatteankenævnets udtalelse kun er vejledende, jf. skatteforvaltningslovens § 56, stk. 1.
I sager, der endnu ikke er afgjort, dækker vi aconto 50 % af udgifterne, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.
Derfor ændrer vi godtgørelsesprocenten til 50 % og udbetale godtgørelsen som en acontoudbetaling. Vi udbetaler derfor 12.375 kr. til G1-virksomhed.
Når Skattestyrelsen har sendt afgørelse i hjemvisningssagen og hvis de giver medhold/medhold i overvejende grad, kan der på ny søges godtgørelse med 100 % samt efterregulering af tidligere udbetalt aconto.
Skattestyrelsen traf den 23. juni 2023 afgørelse i den materielle skattesag, hvor klageren fik medhold.
H1 har i sit påstandsdokument af 30. oktober 2024 anført:
SKAT har ved afgørelsen af den 20. januar 2023 givet omkostningsgodtgørelse jf. skatteforvaltningslovens § 52 stk.1, 1. punktum med 50%.
SKAT har i afgørelsen ikke taget forbehold for efterfølgende tilbagebetaling.
Det kan lægges til grund at hvis den senere afgørelse af den 13. juni 2023 havde foreligget på afgørelsestidspunktet, ville SKAT have givet omkostningsgodtgørelse jf. skatteforvaltningslovens § 52 stk.1, 2. punktum med 100%.
På den baggrund bør sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT på baggrund af de nu foreliggende oplysninger om medholdsgraden.
Hvis Retten på Frederiksberg ikke er enig i at der skal ske hjemvisning, skal Retten træffe afgørelse om at der gives omkostningsgodtgørelse med kr. 48.125, da alle betingelser for at opnå denne godtgørelse er opfyldt.
Skatteministeriet har i processkrift B side 1, 2. afsnit erklæret sig enig i beløbet. Skatteministeriet har i sine processkrifter anført at der ikke er enighed om at alle betingelser er opfyldt og har henvist til betingelsen om at SW har eller skal betale fakturaerne.
I processkrift A side 1-2, 4 asfnit ff. anfører Skatteministeriet at
"uanset muligheden i aftaleretten for at indgå mundtlige aftaler, påhviler det den, der ønsker at opnå omkostningsgodtgørelse, at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldte. Det påhviler derfor sagsøger at godtgøre, hvilken aftale der er indgået med skatteyderen, og at denne aftale opfylder kravene om hæftelse.
Dette har sagsøger ikke godtgjort."
I processkrift B side 1, 5. afsnit udtaler Skatteministeriet at
"Skattestyrelsen udbetalte på den baggrund en aconto omkostningsgodtgørelse uden at forholde sig til, om betingelserne for hæftelse i øvrigt var opfyldt."
I processkrift D side 2 afsnit anføres "herunder betingelsen om hæftelse i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1."
Skatteministeriets anbringender skyldtes Skatteministeriet kendskab til en anden verserende sag, hvor Skatteministeriet fejlagtigt har antaget at der var indgået en aftale om at skatteyderen kun skulle betale den sagkyndige i tilfælde af at der blevet medhold i overvejende grad.
Den sagkyndige er ikke enig med Skatteministeriet i der i den anden sag har været tale om de forretningsbetingelser, som anføres af Skatteministeriet.
En påstand fra en anden sag kan ikke anvendes som et faktum i denne sag. Skatteministeriets anbringende er reelt at den sagkyndige kun indgår aftaler efter no cure no pay princippet.
SKAT har ved afgørelsen af 20. januar 2023 vurderet at alle betingelser for at udbetale omkostningsgodtgørelse er opfyldt. Dette kan konstateres ved det forhold, at SKAT ikke har taget forbehold for eventuel tilbagebetaling. SKAT har også vurderet aftalebetingelserne.
Der henvises til stregmarkeringen i bilag 12, hvor SKAT bekræfter at de har modtaget en redegørelse for den mundtlige aftale.
Skatteministeriet anbringende om at SKAT ikke har forholdt sig alle betingelser skal derfor afvises fuldstændigt.
Skatteministeriet anbringende om at der i en sag som den foreliggende kan være indgået en aftale som fratager SW hæftelse, savner enhver fornuft. Både i forhold til sagens opståen, art og økonomisk indhold.
Den sagkyndiges forretningsbetingelser betyder at SW hæfter. Disse betingelser har ikke været fraveget på dette punkt, ligesom den sagkyndige heller ikke i andre tilfælde har fraveget forretningsbetingelserne på dette punkt.
Skatteministeren har endvidere fremført at de fremlagte fakturaer fremtræder som betalt. Den sagkyndige har oplyst af fakturaer, der afventer modtagelsen af omkostningsgodtgørelse eller betaling ved sagen afslutning, i fakturasystemet markeres som betalt for at undgå at der udsendes automatiske rykkere.
Sagen skal hjemvises til SKAT til fornyet behandling, således at der gives SKAT mulighed for at vurdere betydningen af den efterfølgende afgørelse af den 13. juni 2023.
Finder Retten på Frederiksberg det unødvendigt at foretage hjemvisning, skal Skatteministeriet betale omkostningsgodtgørelse med kr. 48.125.
Som det fremgår af ovenstående, har SW anmodet den sagkyndige om at være partsrepræsentant ved klage til Skatteankestyrelsen over SKAT’s afgørelse af 20. januar 2023.
Den sagkyndige har påtaget sig hvervet under hans normale forretningsbetingelser og der er ikke aftalt andre betingelser end hvad fremgår af forretningsbetingelser i bilag 10.
Aftalen er indgået forud for påbegyndelsen af arbejdet som sagkyndig partsrepræsentant, hvorfor SW under hele sagen har haft en forpligtelse til at betale den sagkyndiges regning.
Betingelsen i skatteforvaltningsloven § 52 stk. 1, om at der kun kan ydes omkostningsgodtgørelse hvis SW ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand fra den sagkyndige, har været opfyldt fra aftalens indgåelse.
Det er ubestridt at de øvrige betingelser i skatteforvaltningslovens kapitel 19 for at være berettiget til omkostningsgodtgørelser er opfyldt.
Skatteministeriet har i sit påstandsdokument af 1. november 2024 anført:
Sagen drejer sig om, hvorvidt betingelserne for at udbetale omkostningsgodtgørelse er opfyldt, hvilket Skattestyrelsen traf afgørelse om den 20. januar 2023 (bilag 2).
Ansøgningen om omkostningsgodtgørelse relaterer sig til arbejde, som er udført for Skatteankenævnet. I sagen har Skatteankenævnet den 21. marts 2022 truffet afgørelse om hjemvisning af den materielle skattesag (bilag 1). SW ("skatteyderen") anmodede efter nævnets afgørelse Skattestyrelsen om endelig omkostningsgodtgørelse.
Skattestyrelsen imødekom ved afgørelsen af 20. januar 2023 (bilag 2) ikke anmodningen og udbetalte kun aconto omkostningsgodtgørelse med henvisning til, at den materielle skattesag endnu ikke var endeligt afgjort, hvormed medholdsgraden ikke kunne fastslås (bilag 2, s. 5, 3. afsnit). Skatteyderen havde overdraget retten til omkostningsgodtgørelse til H1 ("sagsøger"), som indbragte afgørelsen af 20. januar 2023 for domstolene.
Den 13. juni 2023 traf Skattestyrelsen endelig afgørelse (bilag 9), hvor skatteyderen fik medhold i den hjemviste skattesag. Nærværende retssag drejer sig herefter om, hvorvidt de øvrige betingelser for at opnå omkostningsgodtgørelse i skatteforvaltningslovens kapitel 19 er opfyldt.
Skatteministeriet gør overordnet gældende, at sagsøger ikke har løftet bevisbyrden for, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, for at opnå omkostningsgodtgørelse er opfyldt. Sagsøger har ikke godtgjort, at skatteyderen hæftede for udgifterne til den bistand, som sagsøger har ydet under skatteyderens klagesag i 2021-2022.
Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, har følgende ordlyd:
“Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad." (min understregning)
I UfR 2015.3383 H udtalte Højesteret:
“Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige “skal betale eller har betalt" rådgiverhonoraret. Forarbejderne understøtter klart bestemmelsens ordlyd. Dette gælder også for så vidt angår mandatarsager, hvorom det fremgår, at det er en betingelse, at udgifterne til rådgiverbestand påhviler den skattepligtige og ikke mandataren, jf. betænkning nr. 1382/2000 om omkostningsdækningsordningen, s. 204-207, og Folketingstidende 19992000, tillæg A, lovforslag nr. L 267, s. 7485. Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand."
Det bemærkes i øvrigt, at kravet om hæftelse efter fast domspraksis ikke kan opfyldes ved betaling i form af overdragelse af kravet til den sagkyndige, jf. SKM2021.718.ØLR og SKM2018.313.ØLR.
Det er sagsøger, der bærer bevisbyrden for, at betingelsen om hæftelse er opfyldt, jf. UfR 2023.895 H og SKM2022.231.VLR (med SKM2021.159.BR). Dette gælder også, når kravet er overdraget til den sagkyndige. Beviskravet er det samme, uanset om der er indgået en mundtlig eller skriftlig aftale.
Bevisbyrden skærpes, hvis der foreligger usædvanlige omstændigheder i sagen, jf. UfR 1998.898 H og UfR 2004.1516 H.
Sagsøger har angiveligt indgået en mundtlig aftale med skatteyderen (bilag A, s. 4 nf.).
Sagsøger har imidlertid ikke dokumenteret, at der på tidspunktet for bistanden var indgået en aftale, der indebar, at skatteyderen var forpligtet til at betale for sagsøgers bistand i 2021-2022.
Sagsøger har som dokumentation for, at hæftelsesbetingelsen er opfyldt, alene fremlagt nogle udaterede forretningsbetingelser (bilag 10) og en e-mail af 30. august 2024 fra skatteyderen (bilag 11). Disse dokumenter løfter ikke bevisbyrden.
2.2.1 Forretningsbetingelserne løfter ikke bevisbyrden, de skærper den
De fremlagte forretningsbetingelser (bilag 10) er udaterede og dokumenterer derfor ikke, at der på tidspunktet for bistanden var indgået en aftale, hvorefter skatteyderen hæftede for sagsøgers salær. Det er ikke dokumenteret, at forretningsbetingelserne var gældende på tidspunktet for den ydede bistand. Hertil kommer, at sagsøger ikke har fremlagt nogen dokumentation fra tidspunktet for bistanden, der viser, at skatteyderen havde tiltrådt disse forretningsbetingelser.
De fremlagte forretningsbetingelser er desuden usædvanlige for et aftaleforhold, hvor en sagkyndig yder bistand i forbindelse med en klagesag. Det kan f.eks. ikke udledes af forretningsbetingelserne, hvilket arbejde sagsøger skulle udføre i forbindelse med sagen, ligesom der heller ikke er fremlagt et overslag over det forventede salær for det udførte arbejde.
Disse usædvanlige vilkår skærper dokumentationskravene for, at bistandsaftalen rent faktisk er indgået på disse vilkår.
Sagsøger har ikke løftet denne skærpede bevisbyrde.
2.2.2 Den fremlagte e-mail strider imod sagens oplysninger
Sagsøger har som dokumentation for, at forretningsbetingelserne udgør vilkårene for bistanden fremlagt en e-mail fra skatteyderen (bilag 11). Denne e-mail dokumenterer imidlertid ikke, at sagsøger og skatteyderen har tiltrådt forretningsbetingelserne (bilag 10).
E-mailen er sendt den 30. august 2024, det vil sige længe efter skattesagens afslutning, og er indhentet til brug for sagen, jf. processkrift 5, s. 1, sidste afsnit. E-mailen stammer derfor ikke fra tidspunktet for udførelse af bistanden eller fra indgåelsen af aftalen. Desuden er korrespondancen forud for e-mailen ikke fremlagt. E-mailen har allerede af disse grunde ringe bevisværdi - om nogen overhovedet, jf. f.eks. UfR 2002.1172 H.
Hertil kommer, at oplysningerne i e-mailen strider imod vilkårene i forretningsbetingelserne.
E-mailen skal angiveligt vise, at skatteyderen hæftede for betalingen af fakturaen, jf. processkrift 5, s. 1, sidste afsnit.
Skatteyderen har nemlig i forhold til skattesagen oplyst, at skatteyderen ikke har betalt fakturaen, "men overgivet betaling fra SKAT til dig" (bilag 11, s. 1, 4. afsnit). Skatteyderen har begrundet dette med, at sagsøger har oplyst ham, at "SKAT ville dække udgifterne fordi sagen blev trukket tilbage" (bilag 11, s. 1, 3. afsnit), hvilket ministeriet forstår som en henvisning til, at skatteyderen har fået medhold i klagesagen.
Det fremgår af forretningsbetingelserne, at der "Ved større opgaver foretages aconto fakturering når honoraret overstiger et beløb, der er deleligt med 10.000" (bilag 10, s. 1, 6. afsnit). Dette er tilfældet her, og fakturering er da også sket løbende, nemlig den 22. august 2021 og 23. marts 2022 (bilag 5 og 6).
Det fremgår imidlertid videre af forretningsbetingelserne, at "Fakturaer forfalder til betaling 8 dage efter fakturadato" (bilag 10, s. 1, 7. afsnit). Skatteyderen skulle altså - ifølge forretningsbetingelserne - have betalt fakturaerne otte dage efter fakturadatoen. Men skatteyderen har ifølge sin e-mail (bilag 11) slet ikke betalt fakturaerne. Skatteyderen har derfor handlet i strid med de angiveligt aftalte forretningsbetingelser, uden at dette tilsyneladende har været problematiseret. Oplysningerne i skatteyderens e-mail hænger heller ikke sammen de øvrige oplysninger i sagen.
For selvom skatteyderen har oplyst ikke at have betalt de to fakturaer, som danner grundlag for sagsøgers anmodning om omkostningsgodtgørelse (bilag 5 og 6), så har sagsøger oplyst, at de var betalt.
Sagsøger har nemlig i sagen fremlagt fakturanr. 96 og 179 (bilag 5), hvoraf det fremgår, at fakturaerne var blevet betalt fuldt ud henholdsvis den 16. februar 2022 og 23. juli 2022. Sagsøger har ikke dokumenteret, at fakturaerne skulle være betalt, samt hvem der har betalt dem.
Det kan i hvert fald konstateres, at de ikke er betalt af Skattestyrelsen, der alene har godtgjort halvdelen af fakturaerne aconto i afgørelserne af 15. februar 2022 (bilag 7) og 20. januar 2023 (bilag 2). Sagsøger har ikke kunnet forklare og dokumentere baggrunden for disse angivelige betalinger, på trods af ministeriets opfordring (J) hertil.
Det må derfor ved sagens pådømmelse lægges til grund, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2, at fakturaerne ikke er betalt i overensstemmelse med det af sagsøger oplyste. Og dette tydeliggør, at sagsøgers og skatteyderens afgivne oplysninger ikke stemmer overens.
Der er således flere usædvanlige omstændigheder og overensstemmelser i det, som sagsøger har oplyst og fremlagt i sagen. Sagsøger har derfor ikke formået at løfte den skærpede bevisbyrde i sagen.
Det bemærkes i øvrigt, at sagsøger har oplyst, at "Min bistand i alle klage-/ankesager har - uden undtagelser - aldrig været ydet efter princippet "no cure no pay", jf. processkrift 3, side 3, 13. afsnit.
Dette strider imod en udtalelse fra sagsøger i en anden sag om bistand i forbindelse med en klagesag på et tidspunkt, hvor sagsøger ydede skatterådgivning gennem sin enkeltmandsvirksomhed. Her oplyste han, at (bilag B, side 6, 5. afsnit):
"Der er indgået no cure no pay aftale vedrørende medarbejdernes egen andel i tilfælde af at sagerne ikke vindes i overvejende grad. Det er ikke en del af aftalen at medarbejderne skal bringe sagen videre, men de kan afgøre om den skal påklages eller ej.
Medarbejderne er orienteret om at de vil blive beskattet af fordelen ved no cure no pay i tilfælde af at de fuldt skattepligtige til Danmark".
Det vil således ikke være første gang, at sagsøger havde indgået en aftale, der indebar, at skatteyderen ikke hæftede.
Det bemærkes i den forbindelse, at sagsøger har anfægtet Skattestyrelsens afgørelse i sagen og efter afgørelsen har oplyst, at der er indgået aftale om hæftelse. Sagen verserer ved Retten på Frederiksberg (BS-14350/2023-FRB) og er blevet hovedforhandlet den 28. oktober 2024.
2.2.3 Skattestyrelsen har kun taget stilling til, om klagesagen var afsluttet
Sagsøger har gjort gældende, at det kan lægges til grund, at Skattestyrelsen har vurderet, at hæftelsesbetingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, er opfyldt, da "der intet fremgår herom i begrundelsen for den indankede afgørelse", jf. processkrift 3, s. 2, nf., og da "Skattestyrelsen har modtaget en redegørelse for den mundtlige aftale", jf. processkrift 7, s. 2, 9. afsnit.
Skattestyrelsen nægtede at imødekomme ansøgningen om fuld omkostningsgodtgørelse med henvisning til medholdsgraden, herunder at skattesagen ikke var afsluttet, da Skattestyrelsen på det pågældende tidspunkt ikke havde behandlet den hjemviste afgørelse (bilag 2, s. 5). Skattestyrelsen udbetalte på den baggrund aconto omkostningsgodtgørelse.
Det var derfor ikke relevant at undersøge, om de øvrige betingelser var opfyldt, og Skattestyrelsen har derfor ikke forholdt sig til dette. Af samme grund er der ikke anført noget om aftalegrundlaget hverken i afsnittet "De faktiske forhold" (bilag 2, s. 1-3) eller "Vores bemærkninger og begrundelse" (bilag 2, s. 5). At Skattestyrelsen i afgørelsen af 20. januar 2023 (bilag 2) ikke har nævnt at tage forbehold for tilbagebetaling, er ikke ensbetydende med, at Skattestyrelsen har vurderet de øvrige betingelser, jf. ellers det anførte i sagsøgers påstandsdokument, s. 5, 5. afsnit.
Det bestrides, at "Det må være den altovervejende hovedregel at Skattestyrelsen i forbindelse med en ansøgning om omkostningsgodtgørelse foretager en 360 graders vurdering og medtager alle relevante forhold som kan have betydning for ret til godtgørelse", jf. processkrift 4, s. 3, 5. afsnit.
Der er ingen holdepunkter for at antage, at Skattestyrelsen ved hver enkelt afgørelse foretager en prøvelse af samtlige relevante betingelser, hvis en anmodning kan afvises allerede fordi én af betingelserne ikke er opfyldt. Sagsøger har da heller ikke dokumenteret, at dette skulle være tilfældet.
2.3 Særligt om sagsøgers hjemvisningspåstand
Sagsøger har efter forberedelsens afslutning nedlagt en principal påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen. Sagsøgers tidligere principale (og eneste) påstand udgør nu sagsøgers subsidiære påstand. Sagsøgers hjemvisningspåstand er begrundet i, at der under retssagen er fremkommet nye oplysninger om medholdsgraden, som Skattestyrelsen ikke kendte til på tidspunktet for Skattestyrelsens afgørelse af 20. januar 2023 (bilag 2), jf. processkrift 7, s. 3, 1. afsnit.
Det bestrides, at de nye oplysninger om medholdsgraden kan føre til, at sagen skal hjemvises. De nye oplysninger om medholdsgraden påvirker ikke rettens muligheder for at tage stilling til, om betingelserne for omkostningsgodtgørelse er opfyldt.
Hjemvisning er relevant i tilfælde, hvor der foreligger sagsbehandlingsfejl hos de administrative myndigheder, eller hvor der er uenighed om beløbsopgørelsen. Ingen af disse situationer gør sig gældende i nærværende sag.
Det bemærkes i øvrigt, at det savner mening at nedlægge en subsidiær påstand om den retsfølge, som sagsøger ultimativt ønsker at opnå, uanset om spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse behandles af retten eller Skattestyrelsen.
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Retten finder ikke grundlag for at hjemvise sagen, da retten på baggrund af sagens oplysninger vil være i stand til materielt at tage stilling til sagens tvist.
Det lægges til grund som ubestridt, at der i forbindelse med Skatteankenævnets behandling af sagen er blevet udbetalt 50% i a conto omkostningsgodtgørelse svarende til halvdelen af 48.125 kr.
Det lægges endvidere til grund, at H1 og SW oprindelig indgik en mundtlig aftale om skatterådgivning i forbindelse med den verserende skattesag, og at arbejdet ifølge WL skulle honoreres efter regning, hvilket i mangel af anden aftale er udgangspunktet efter dansk ret, og hvilket i øvrigt svarer til de almindelige forretningsbetingelser, som H1 har fremlagt.
H1 har i overensstemmelse med ovenstående udstedt fakturaer den 22. august 2021 og 23. marts 2022.
Det lægges til grund som ubestridt, at fakturaerne ikke blev betalt, fordi parterne havde indgået aftale om, at kravet på omkostningsgodtgørelse blev overdraget til H1, og at fakturaerne blev registreret som betalt for at undgå, at der automatisk blev udsendt rykkere.
På baggrund af det anførte lægges det til grund, at parterne har benyttet en sædvanlig fremgangsmåde i forbindelse med indgåelse af aftale og honorering af udført arbejde, hvorfor retten finder, at der ikke er holdepunkter for at antage, at SW ikke skulle være forpligtet i henhold til aftalen og dermed hæfter for fakturabeløbene, hvilket er en forudsætning for at opnå omkostningsgodtgørelse.
Herefter, og da det af Skatteministeriet i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, tages H1´ subsidiære påstand til følge.
Med hensyn til sagsomkostninger bemærker retten, at H1 må anses som den vindende part og ikke har været repræsenteret ved advokat. Derfor skal Skatteministeriet alene godtgøre H1 750 kr. i retsafgift.
Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at H1 er berettiget til at modtage omkostningsgodtgørelse med 100 % af 48.125 kr.
Skatteministeriet skal til H1 betale sagsomkostninger med 750 kr.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.