Dato for udgivelse
26 Sep 2025 08:48
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 Sep 2025 08:15
SKM-nummer
SKM2025.544.SKTST
Myndighed
Skatteforvaltningen
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
25-4565918
Dokument type
SKM-meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Kontrolbestemmelser
Emneord
Skatterådspålæg, oplysningspligt
Resumé

Skatterådet har på møde den 23. september 2025 fulgt Skattestyrelsens indstilling om, at der efter skattekontrollovens § 62, stk. 1, gives tilladelse til at indhente oplysninger om unavngivne fysiske og juridiske personers handel med virtuel valuta.

Hjemmel

Skattekontrolloven

Reference(r)

Skattekontrollovens § 62, stk. 1.

Henvisning

Den juridiske vejledning A.C.2.1.3.2.7

Formål og baggrund

Skattestyrelsen anmoder om tilladelse til, at der hos danske udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og FIAT-valutaer (i det følgende benævnt vekslingstjenester) indhentes oplysninger om unavngivne fysiske og juridiske personers handel med virtuel valuta.

Der findes i dag omkring 25.000 forskellige aktive virtuelle valutaer. Udover bitcoin er de mest udbredte ethereum (ETH), Theter (USDT), BNB, og USDC.

De danske vekslingstjenester, der søges oplysninger fra, har ikke pligt til at foretage indberetning til Skattestyrelsen om handel og veksling. Det er derfor relevant for Skattestyrelsen at få afdækket den nuværende regelefterlevelse. De omhandlede oplysninger, som Skattestyrelsen ønsker, kan ikke indhentes på andre måder, og det er derfor afgørende for kontrollen, at Skattestyrelsen modtager oplysningerne.

Skatterådet har tidligere givet Skattestyrelsen tilladelse til at indhente tilsvarende oplysninger om handel med virtuelle valutaer. Tilladelserne er offentliggjort som SKM2019.15.SKTST og SKM2022.251.SKTST.

Hvem pålægges oplysningspligt

En række danske vekslingstjenester.

Hvilke oplysninger indhentes

Der anmodes om en liste over unavngivne fysiske og juridiske personer med tilknytning til Danmark og de nordiske lande*, der har handlet eller vekslet virtuel valuta med angivelse af:

  • Identifikationsoplysninger, dvs. navn, adresse og cpr-nr./cvr-nr.
  • Samlet handel eller veksling i fiat valuta og virtuel valuta
  • Alle overførsler af betalinger og vekslinger i fiat valuta til virtuel valuta
  • Alle overførsler af betalinger og vekslinger i virtuel valuta til fiat valuta
  • Alle overførsler af betalinger og vekslinger i virtuel valuta til virtuel valuta
  • Oplysninger om ejeren af den konto eller wallet, som betalingen er sat ind eller hævet på
  • Gebyr betalt af personen

*) Ved “personer med tilknytning til Danmark og de nordiske lande" forstås:

Fysiske personer med bopæl i Danmark og de nordiske lande i perioden eller en del af perioden samt de i Danmark og de nordiske landes juridiske personer, fonde, trusts, foreninger og sammenslutninger mv. der er registreret i Erhvervsstyrelsens registre eller hos Fondsmyndigheden i Justitsministeriet i perioden eller en del af perioden.

For hvilken periode indhentes oplysninger

Perioden 1. januar 2022 - 31. december 2024.

Indstilling

Det indstilles, at Skatterådet i medfør af skattekontrollovens § 62, stk. 1, giver Skattestyrelsen tilladelse til at indhente ovenstående oplysninger hos de nævnte danske vekslingstjenester til brug for kontrol af unavngivne fysiske og juridiske personers skatteansættelse.

Skatterådets beslutning

Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og meddelte således tilladelse til, at Skattestyrelsen indhenter oplysninger, som angivet i indstillingen.