Dato for udgivelse
03 May 2019 12:01
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
30 Apr 2019 11:00
SKM-nummer
SKM2019.247.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
19-0117435
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Fradrag
Emneord
Mødebespisning, forretningsforbindelser, ansatte, møder, egne lokaler, fradrag
Resumé

Spørger driver virksomhed fra lejede lokaler, hvor der er adgang til at benytte ejendommens fællesarealer/fællesfaciliteter, som bl.a. omfatter adgang til mødelokaler og serveringskantine.

Skatterådet bekræfter, at når adgangen til mødelokalerne/serveringskantinen indgår som en del af det samlede lejemål, og der betales en fast husleje inkl. brugen af disse lokaler, kan lokalerne anses for at være ”virksomhedens lokaler” i relation til momslovens regler om fradragsret for moms af mødebespisning i virksomhedens lokaler.

Hjemmel

Lovbekendtgørelse nr. 760 af 21. juni 2016 (momsloven)

Reference(r)

Momslovens § 37, stk. 1, og § 42, stk. 1, nr. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2019-1, afsnit D.A.4.3.3.

Spørgsmål

  1. Kan det bekræftes, at Spørger har fuld fradragsret for moms på udgifter til mødebespisning (af strengt erhvervsmæssig karakter) i mødelokaler tilknyttet virksomhedens erhvervslejemål?
  2. Kan det bekræftes, at Spørger har fuld fradragsret for moms ved mødebespisning af forretningsforbindelser (af strengt erhvervsmæssig karakter) i serveringskantinen tilknyttet virksomhedens erhvervslejemål?

Svar

  1. Ja
  2. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har udelukkende momspligtige aktiviteter.

Spørger driver sin virksomhed fra lejede lokaler. Der er tale om et erhvervslejemål. I arealet indgår dels lokaler (kontor, arkiv mv.), hvor Spørger har en eksklusiv brugsret, og dels en forholdsmæssig andel vedrørende ejendommens fællesarealer/faciliteter, som bl.a. omfatter adgang til benyttelse af mødelokaler og serveringskantine.

Spørger og de andre lejere i ejendommen kan således frit booke mødelokalerne, ligesom de frit kan gøre brug af serveringskantinen, hvor medbragt mad og drikkevarer kan indtages, og hvor der er mulighed for at købe mad og drikkevarer af en kantineoperatør.

Booking af mødelokaler samt bestilling af evt. forplejning sker hos udlejer via et bookingsystem. Forplejningen købes/leveres i givet fald af kantineoperatøren.

Når Spørger har booket et mødelokale, ligger bestillingen fast, forstået således, at Spørger via sit lejemål har en eksklusiv brugsret til mødelokalet i det tidsrum, hvor lokalet måtte være forhåndsreserveret af Spørger.

Det ønskes bekræftet, at mødelokaler og serveringskantinen i momsmæssig henseende er "egne lokaler", og at Spørger derfor har fuld fradragsret for moms på udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og medarbejdere i forretningsøjemed (underforstået strengt erhvervsmæssig karakter).

Spørgers opfattelse og begrundelse

Der ses ikke at være offentliggjort fortolkning af, hvad der i relation til momsfradrag på mødebespisning forstås ved "egne lokaler".

Det er vores vurdering, at de omhandlede lokaler i momsmæssig henseende skal anses for at udgøre "egne lokaler". Lokalerne ligger i umiddelbar tilknytning til de lejede kontorlokaler og er samtidig en nødvendig forudsætning for, at Spørger kan udøve sine virksomhedsaktiviteter på optimal vis.

Lokalerne udgør således en integreret del af det indgåede lejemål, hvor der betales en fast husleje inkl. brugen af omhandlede faciliteter/lokaler. Spørger har via den indgåede lejeaftale den fulde råderet til lokalerne/faciliteterne, når der er brug herfor.

Det forhold, at andre lejere i ejendommen også kan gøre brug af lokalerne, er efter vores opfattelse uden betydning i denne sammenhæng. Det er selve råderetten over lokalerne som en integreret del af det samlede kontorlejemål, der må være den afgørende faktor ved vurderingen af, om lokalerne i momsmæssig henseende kan anses for "egne lokaler".

Vi er således af den opfattelse, at momsen på mødebespisning (af strengt erhvervsmæssig karakter) i de omhandlede mødelokaler og serveringskantinen er omfattet af momsfradragsretten i henhold til momslovens § 37, og at fradragsbegrænsningen i momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, og stk. 2 derfor ikke finder anvendelse.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1 og 2

Det ønskes bekræftet, at Spørger har fuld fradragsret for moms af mødebespisning af strengt erhvervsmæssig karakter, når bespisningen finder sted i mødelokaler/serveringskantine tilknyttet Spørgers erhvervslejemål.

Begrundelse

Ved dom af 11. december 2008 har EU-domstolen i sag C-371/07 (Danfoss A/S og AstraZeneca A/S) fastslået, at gratis levering af kantineydelser i visse tilfælde ikke er omfattet af reglerne om udtagningsbeskatning. Det gælder for bespisning af forretningsforbindelser under møder i virksomhedens lokaler, når måltiderne serveres med henblik på formål af strengt erhvervsmæssig karakter, og det gælder for bespisning af personalet under møder i virksomhedens lokaler, når virksomhedens behov - såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt - gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisning.

SKAT har på baggrund af EF-domstolens dom offentliggjort styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT, hvoraf det bl.a. fremgår, at ved vurderingen af om den vederlagsfri bespisning m.v. finder sted med henblik på varetagelse af et strengt erhvervsmæssigt formål, må der efter SKATs opfattelse sondres mellem forskellige former for servering, og at det er SKATs opfattelse, at servering inden for et fastsat mødetidsrum finder sted med henblik på varetagelse af strengt erhvervsmæssige formål.

Det fremgår af SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT, at betingelserne for fradragsret for servering under møder i virksomheden anses for opfyldt i følgende tilfælde (ikke udtømmende):

  • Møder med forretningsforbindelser
  • Bestyrelsesmøder
  • Interne møder i virksomheden med fagligt indhold, herunder også temadage
  • Interne kursusaktiviteter
  • Bespisning af medarbejdere i forbindelse med overarbejde, når der er tale om konkret (uvarslet) beordret overarbejde.

Betingelserne for fradragsret anses ikke for opfyldt i følgende tilfælde (ikke udtømmende):

  • Daglig bespisning af medarbejdere
  • Gratis frugt, kaffe, te mv., som står til rådighed for medarbejderne
  • Bespisning af medarbejdere i forbindelse med overarbejde i øvrigt
  • Sociale arrangementer (personalefester, julefrokost o.lign)
  • Virksomheders jubilæumsarrangementer
  • Markering af medarbejdernes fødselsdage, jubilæer mv.
  • Generalforsamlinger.

Spørgsmålet er herefter, om Spørgers mødebespisning er omfattet af styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT om bespisning i "virksomhedens lokaler", når mødebespisningen finder sted i de mødelokaler og den serveringskantine, som Spørger har adgang til at benytte.

Spørger har oplyst, at der er tale om et erhvervslejemål, hvor der indgår dels lokaler (kontor, arkiv mv.), hvor Spørger har en eksklusiv brugsret, og dels en forholdsmæssig andel vedrørende ejendommens fællesarealer/fællesfaciliteter, som bl.a. omfatter adgang til benyttelse af mødelokaler og serveringskantine.

Spørger har endvidere oplyst, at mødelokalerne/serveringskantinen ligger i umiddelbar tilknytning til de lejede kontorlokaler, og at mødelokalerne/serveringskantinen således udgør en integreret del af det indgåede lejemål, hvor der betales en fast husleje inkl. brugen af mødelokalerne/serveringskantinen.

Der ses ikke at være offentliggjort fortolkning af, hvad der i relation til momsfradrag for mødebespisning forstås ved "virksomhedens lokaler".

Det er skattestyrelsens opfattelse, at når adgangen til mødelokalerne/serveringskantinen indgår som en del af det samlede lejemål, og der betales en fast husleje inkl. brugen af mødelokalerne/serveringskantinen, kan mødelokalerne/serveringskantinen anses for at være "virksomhedens lokaler" i relation til momslovens regler om fradragsret for moms af mødebespisning i virksomhedens lokaler.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 og 2 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1 og 2

Lovgrundlag

Momslovens § 37, stk. 1, har følgende ordlyd:

"37. Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6."

Momslovens § 42, stk. 1, har følgende ordlyd:

"§ 42. Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

1) kost til virksomhedens indehaver og personale,

2) anskaffelse og drift af bolig for virksomhedens indehaver og personale,

3) naturalaflønning af virksomhedens personale,

4) anskaffelse og drift af vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, feriehjem, sommerhuse og lign. for virksomhedens personale,

5) underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, jf. dog stk. 2,

6) anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer, der er indrettet til befordring af ikke mere end 9 personer, jf. dog stk. 4, 6 og 7."

Momslovens § 42, stk. 2, har følgende ordlyd:

"Stk. 2. Virksomheder kan uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 5, fradrage 25 pct. af afgift af restaurationsydelser. Det er en forudsætning, at udgifterne hertil er af strengt erhvervsmæssig karakter."

Praksis

Den juridiske vejledning, afsnit D.A.4.3.3 Kantineydelser - ikke repræsentation og kost