Dato for udgivelse
09 mar 2011 11:19
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 feb 2011 09:33
SKM-nummer
SKM2011.151.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
10-175947
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Selskabsbeskatning
Emneord
Skat, indkomst og fradrag, selskaber
Resumé

Skatterådet bekræfter, at B F.M.B.A. ikke vil være skattepligtig af gevinster på aktier eller obligationer, uanset om B F.M.B.A.'s gennemsnitlige ejertid måtte være under 5 år. Endvidere bekræftes det, se dog begrundelsen, at aktiviteten, herunder omsætningshastigheden, i B F.M.B.A. - uanset besvarelsen af ovenstående - ikke kan føre til, at den selvejende institution A beskattes af B F.M.B.A.'s gevinster på aktier og obligationer.

Hjemmel
Selskabsskatteloven § 1, stk. 1, nr. 6
Reference(r)
Selskabsskatteloven § 1, stk. 1, nr. 6
Henvisning
Ligningsvejledningen 2011-1, afsnit S.G.22 - Investeringsbeviser i kontoførende foreninger

Spørgsmål

  1. Kan det bekræftes, at B F.M.B.A. ikke vil være skattepligtig af gevinster på aktier, uanset om B F.M.B.A.'s gennemsnitlige ejertid måtte være under 5 år?
  2. Kan det bekræftes, at B F.M.B.A. ikke vil være skattepligtig af gevinster på obligationer, uanset om B F.M.B.A.'s gennemsnitlige ejertid måtte være under 5 år?
  3. Kan det bekræftes, at aktiviteten, herunder omsætningshastigheden, i B F.M.B.A. - uanset besvarelsen af spørgsmål 1 og 2 - ikke kan føre til, at den selvejende institution A beskattes af B F.M.B.A.'s gevinster på aktier og obligationer?

Spørgers forslag

  1. Ja
  2. Ja
  3. Ja

Skattemi-nisteriets indstilling

  1. Ja
  2. Ja
  3. Ja, se dog begrundelsen

Skatterådets svar

  1. Ja
  2. Ja
  3. Ja, se dog begrundelsen

Beskrivelse af de faktiske forhold

Det fremgår af A´s hjemmeside, at A er et selskab inden for X-branche. A som koncern er organiseret i en holdingstruktur med den selvejende institution A som moderselskab. Selskabet er i henhold til dets vedtægter en selvejende institution, og har til formål at drive .... samt dermed beslægtet virksomhed. Selskabets formål er endvidere at drive kommerciel virksomhed med andre aktiviteter med tilknytning til de ovenfor nævnte.

Forretningsområderne er organiseret i datterselskaber. C A/S, som er 100 % datterselskab af den selvejende institution A, udfører administration, projektering og markedsføring for hele koncernen.

Det fremgår videre, at det kun er Den selvejende institution A, der hæfter for selskabets forpligtelser.

Selskabets øverste myndighed er repræsentantskabet, som vælges for en 4-årig periode. Selskabet ledes af en bestyrelse på x-antal medlemmer, som vælges af og blandt repræsentantskabet.

I tilfælde af selskabets opløsning skal selskabets værdier komme .... til gode.

Under den selvejende institution A er det 100 % ejede B F.M.B.A.

Spørgers repræsentant har oplyst, at den selvejende institution A som B F.M.B.A. er selvstændige skattesubjekter omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Endvidere er det oplyst, at B F.M.B.A. opfylder betingelserne i selskabsskattelovens § 1, stk. 8, og er som sådan omfattet af lov om beskatning af medlemmer af kontoførende investeringsforeninger, jf. denne lovs § 2. Kopi af vedtægter for B F.M.B.A. er vedlagt anmodningen, og opmærksomheden henledes på § 3, stk. 2.

Af vedtægterne for B F.M.B.A. fremgår det, at foreningen er en fåmandsforening, og at foreningen ikke er underlagt placeringsreglerne i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v.

Foreningens formål er at modtage midler, som under iagttagelse af et princip om risikospredning anbringes i finansielle instrumenter, og på forlangende af en deltager at indløse deltagerens andel af formuen med midler, der hidrører fra denne.

Foreningen henvender sig til de af bilag 1 til vedtægterne omfattede investorer. Af bilag 1 fremgår det, at medlemmer er Den selvejende institution A.

Foreningen kan i øvrigt alene optage medlemmer, der er juridiske personer, og hvor ingen deltagere i de juridiske personer beskattes direkte af fortjeneste på investeringsbeviset eller af udlodning fra foreningen efter reglerne for fysiske personer. Bevisudstedende og udloddende investeringsforeninger og kontoførende investeringsforeninger må ikke kunne optages som medlemmer.

Foreningens medlemmer hæfter alene med det for deres andele indbetalte beløb. Et medlems indbetaling og beregnede andele i en kontoførende afdeling registreres på en konto i foreningen lydende på medlemmets navn. Afdelingerne udsteder således ikke investeringsbeviser.

Foreningen er opdelt i følgende afdelinger:

Afdeling I

Afdelingen investerer sine midler i danske og udenlandske obligationer og aktier optaget til handel på regulerede markeder eller på et andet reguleret marked inden for EU, som er regelmæssigt arbejdende, anerkendt og offentligt. Afdelingen kan endvidere investere i andele i andre kollektive investeringsinstitutter, herunder investeringsforeninger, specialforeninger og fåmandsforeninger, ligesom afdelingen kan placere en mindre del af sine midler i andre finansielle instrumenter (alternative aktivklasser).

Afdelingen er kontoførende og akkumulerende.

Afdeling II

Afdelingen investerer i aktier og kapitalandele. Afdelingen kan indenfor sit investeringsområde investere op til 10 % af sin formue i andre finansielle instrumenter eller pengemarkedsinstrumenter. Afdelingen kan endvidere indskyde midler i et kreditinstitut med vedtægtsmæssigt hjemsted i et zone A-land.

Afdelingen er kontoførende og akkumulerende.

Det er videre fastsat, at foreningens daglige ledelse varetages af et af bestyrelsen valgt investeringsforvaltningsselskab, der efter meddelt tilladelse fra Finanstilsynet er berettiget til at drive virksomhed med skønsmæssig porteføljepleje i henhold til lov om finansiel virksomhed.

Endvidere er det bestemt, at i udloddende afdelinger foretages en udlodning, der opfylder de i ligningslovens § 16 C anførte krav til minimumsudlodning. Udlodningen foretages på baggrund af de i regnskabsåret indtjente renter og udbytter, realiserede og urealiserede kursgevinster med fradrag af afdelingens administrationsomkostninger.

I akkumulerende afdelinger henlægges nettooverskuddet til forøgelse af afdelingens formue.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørgers repræsentant har anført, at Skatterådet har taget stilling til identiske spørgsmål ved bindende svar offentliggjort den 28. januar 2010 i SKM 2010.64. Det fremgår heraf, at alle stillede spørgsmål skal besvares med et "ja".

Den objektive skattepligt for foreninger og selvejende institutioner omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, omfatter ifølge bestemmelsen alene indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed samt fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse og opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed.

Som indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed for foreninger og selvejende institutioner omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, forstås indtægt fra nærings- eller anden forretningsvirksomhed, herunder indtægt fra drift, udlejning og bortforpagtning af fast ejendom, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 4.

Det er spørgers ønske at få vished for, dels at omsætningshastigheden vedrørende aktier og obligationer ikke er relevant ved vurderingen af, om B F.M.B.A. anses for næringsdrivende med køb og salg af aktier og obligationer, dels at aktiviteten, herunder omsætningshastigheden i B F.M.B.A., ikke er relevant ved vurderingen af om den selvejende institution A skal beskattes af indkomsten fra B F.M.B.A.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1 og 2

Skatteministeriet lægger uprøvet de af spørgers repræsentant givne oplysninger til grund om, at B F.M.B.A. opfylder betingelserne i selskabsskattelovens § 1, stk. 8, samt er omfattet af lov om beskatning af medlemmer af kontoførende investeringsforeninger, jf. denne lovs § 2, og at den kontoførende investeringsforening er selvstændigt skattesubjekt omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Ved en kontoførende investeringsforening forstås en investeringsforening, der er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, hvis medlemmer ikke kan afstå deres andel af foreningen til andre end denne, jf. § 2 i lovbekendtgørelse nr. 471 af 23. maj 2006 om beskatning af medlemmer af kontoførende investeringsforeninger med senere ændringer (lov om kontoførende investeringsforeninger).

Skatteministeriet henleder i den forbindelse opmærksomheden på, at ved lov nr. 392 af 25. maj 2009 (lov om ændring af lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love) er der i § 2 i lov om kontoførende investeringsforeninger bl.a. indsat følgende i pkt. 2-5: Det er en betingelse for beskatning efter denne lov, at alle medlemmer er berettiget til samme forholdsmæssig andel af årets afkast af hvert enkelt aktiv eller passiv i foreningen eller afdelingen. Andelene i en kontoførende forening skal ligeledes lade alle medlemmer bære samme forholdsmæssige andel af samtlige årets udgifter i foreningen eller afdelingen, bortset fra omkostninger ved foreningens eller afdelingens køb og salg i forbindelse med medlemmernes ind- og udtræden. De forholdsmæssige afkast m.v. opgøres efter forholdet mellem andelenes pålydende og pålydende af samtlige andele i foreningen eller afdelingen. 2.-4. pkt. gælder ikke pensionsafkastskattepligtige medlemmer.

Ændringen træder i kraft den 1. januar 2010. For afdelinger, der oprettes i tidsrummet den 1. juli 2009 til den 31. december 2009, eller for eksisterende afdelinger, der beskattes efter aktieavancebeskatningslovens § 19, træder bestemmelsen i kraft den 1. juli 2009, jf. lov nr. 392/2009 § 15, stk. 3 og 4.

Skatteministeriet bemærker herefter, at det af spørgers repræsentant således er oplyst, at der i nærværende sag er tale om en investeringsforening omfattet af lov om beskatning af medlemmer af kontoførende investeringsforeninger.

Et medlem af en kontoførende investeringsforening beskattes direkte af foreningens indkomst, og foreningen skal opgøre sin indkomst efter de regler, der gælder for medlemmet, jf. § 3 i lov om kontoførende investeringsforeninger.

Loven bygger således på et princip om gennemsigtighed (transparens).

Gennemsigtigheden opnås ved, at der sker en opgørelse af foreningens indkomst på 3 niveauer:

  • På foreningsniveau. Dvs. at foreningen skal opgøre sin indkomst efter de principper, der gælder for medlemmet.
  • På medlemsniveau. Opgørelsen på dette niveau handler om, hvordan indkomsten fra et indskud overføres til det enkelte medlem, og at evt. underskud kan fremføres hos medlemmet.
  • På indskudsniveau. Dvs. at der skal laves en opgørelse af indskuddenes del af foreningens indkomst med forskellige korrektioner. 

Hvis et medlem f.eks. er næringsdrivende og opgør sine aktiefortjenester efter lagerprincippet, så skal investeringsforeningen også opgøre sine aktiefortjenester efter lagerprincippet. Hvis medlemmet er en person, der bruger realisationsprincippet, så skal foreningen også bruge realisationsprincippet.

Skatteministeriet bemærker videre, at den objektive skattepligt for foreninger, der er skattepligtige i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, ifølge bestemmelsen alene omfatter indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed samt fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed. Som indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed forstås indtægt fra nærings- eller anden forretningsvirksomhed, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 4, 1. pkt.

Indkomster, der ikke kan karakteriseres som erhvervsmæssige er ikke skattepligtige.

Det fremgår således, at foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, alene er skattepligtige af indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed. Af TfS 1994.165 LR, fremgår det, at foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, ikke er skattepligtige af udbytter og gevinster på aktier og obligationer, da foreningerne ikke driver erhvervsvirksomhed. Skatteministeriet finder, at det ikke har nogen betydning for denne vurdering, at den gennemsnitlige ejertid er under 5 år.

På den baggrund indstiller Skatteministeriet, at besvarelsen af spørgsmål 1 og 2 "Ja".

Spørgsmål 3

I henhold til ovenstående besvarelse af spørgsmål 1 og 2 fremgår det, at et medlem af en kontoførende investeringsforening beskattes direkte af foreningens indkomst og foreningen skal opgøre sin indkomst efter de regler, der gælder for medlemmet, jf. § 3, og at loven således bygger på et princip om gennemsigtighed (transparens).

Princippet om gennemsigtighed betyder i det hele, at foreningen skal opgøre medlemmets indkomst efter de regler, som medlemmet i øvrigt selv er underlagt.

Skatteministeriet er herved enig med spørgers repræsentant i, at kun hvis et medlem anses for næringsdrivende med køb af salg af aktier og obligationer, vil der - som følge af transparensprincippet - være grundlag for at beskatte indkomst hidrørende fra en kontoførende investeringsforening som næringsindkomst for medlemmet. Vurderingen af, om det enkelte medlem skal anses for næringsdrivende med køb og salg af aktier, obligationer m.v., skal foretages for det enkelte medlem, og ved vurderingen heraf indgår en række momenter, jf. Ligningsvejledningen 2010-2, S.G.8.1.

Aktiviteten, herunder omsætningshastigheden, i en kontoførende investeringsforening kan således ikke i sig selv føre til, at et medlem, der er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, er skattepligtig af den kontoførende investeringsforenings gevinster, tab m.v. på aktier og obligationer som næringsindkomst for medlemmet.

Hvorvidt medlemmet, den selvejende institution A, omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, må anses for næringsskattepligtig inden for køb og salg af aktier, obligationer, fordringer m.v., beror derimod på en samlet konkret vurdering af foreningens aktiviteter samt indtægts- og formueforhold, hvori indgår som momenter størrelsen og hyppigheden af gevinster og tab på aktier, obligationer m.v. sammenholdt med medlemmets øvrige aktiviteter, formål m.v.

Det bemærkes, at Skatteministeriet ud fra det oplyste ikke har kunnet foretage en sådan vurdering, men såfremt det lægges til grund, at den selvejende institution A ud fra en konkret vurdering således ikke kan anses for næringsdrivende med køb og salg af aktier, obligationer m.v., er Skatteministeriet enig i, at aktiviteten, herunder omsætningshastigheden i B F.M.B.A. ikke i sig selv kan føre til, at den selvejende institution A skal anses for at oppebære erhvervsmæssig indkomst ved aktier, obligationer m.v.

Skatteministeriet indstiller derfor at besvarelsen af spørgsmål 3 er "ja, se dog begrundelsen".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.