Parter

A

(Selvmøder)

Og

H1

(Selvmøder)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv.fm. Rasmus Blom og adv. Mikkel Isager-Sally)

Afsagt af Byretsdommer

Mogens Pedersen.

Sagens oplysninger og parternes påstande

Sagen er anlagt den 24. juli 2018.

Fra stævningen gengives: "

Sagsøger A

og

Sagsøger H1

anlægger sag

mod

Sagsøgte Skatteministeriet

og

Sagsøgte Y1-kommune

Sagsøgers påstand

Skatteankestyrelsens afgørelse af 25.04.2018 i sag 18 0001956 skal ophæves, idet hverken Sagsøgte 1) eller 2) har de påståede krav mod hverken Sagsøger 1) eller 2.

"

Sagen mod Y1-kommune blev sluttet som forligt som det fremgår af følgende retsbogstilførsel fra et forberedende telefonmøde den 26. oktober 2018.

"…

Parterne er enige om, at sagen mod Y1-kommune er forligt ved, at Y1-kommune anerkender, at det krav, der blev modregnet, ikke bestod. Fuldmægtig UG oplyste, at de penge Y1-kommune har modtaget fra Skat er tilbageført til Skat

…"

Sagsøgeren havde i sit påstandsdokument nedlagt en ny betalingspåstand. Han havde ikke anmodet om tilladelse til at fremsætte en ny påstand. Retten afskar jf. retsplejelovens § 358, stk. 7 af egen drift den ny påstand og tilkendegav, at det, retten behandlede, var påstanden i stævningen.

Skatteministeriet har principalt påstået sagen afvist, subsidiært frifindelse.

Om sagens behandling i medfør af retsplejelovens kapitel 39 gengives fra retsbogen fra hovedforhandlingen:

"…

Dommeren bemærkede, at sagen ikke hidtil var behandlet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 39, men da parterne ikke havde truffet aftale i henhold retsplejelovens § 400, stk. 2 og da retten heller ikke havde truffet bestemmelse efter retsplejelovens § 402, stk. 1, skulle sagen behandles efter reglerne i kapitel 39

…"

Dette blev ikke kommenteret af nogen af parterne under hovedforhandlingen.

Herefter gengives den afgørelse fra Skatteankestyrelsen, der påstås ophævet:

Afgørelse fra Skatteankestyrelsen

25 APR. 2018

Sagsnr. 18-0001956

Klager: A

Klage over: SKATs afgørelse af 22-02-2018

Cpr-nr.: XXXXXX-****

SKAT har foretaget modregning i klagerens momstilgodehavende for 2. halvår 2017 til dækning af gæld vedrørende civilretlig restance, opkrævningsgebyrer, B-skat samt tilhørende inddrivelsesrenter.

Skatteankestyrelsen stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren havde forud for den påklagede afgørelse om modregning gæld til det offentlige vedrørende civilretlig restance, opkrævningsgebyrer, B-skat for indkomståret 2016 samt tilhørende inddrivelsesrenter.

Gælden er opgjort således: Fordring		Beløb i kr.
Civilretlig restance		2.600,00
lnddrivelsesrenter		466,77
Gebyr, opkrævning		100,00
Gebyr, opkrævning		100,00
B-skat		4.612,30
-lnddrivelsesrenter		241,08
Dækket ved modregning i alt:		8.120,15

Klageren driver en enkeltmandsvirksomhed under cvr-nr.: ...11.

Klageren havde et momstilgodehavende for 2. halvår 2017 på alt 37.743,64 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har foretaget modregning i klagerens momstilgodehavende for 2. halvår 2017 med 8.120,15 kr. til dækning af civilretlig restance, opkrævningsgebyrer, B-skat for indkomståret 2016 samt tilhørende inddrivelsesrenter. Restbeløbet på 29.623,49 blev udbetalt til NemKonto.

SKAT har ved genvurderingen i forbindelse med klagen til Skatteankestyrelsen fastholdt afgørelsen. Af SKATs udtalelse fremgår blandt andet følgende:

“Det er fortsat SKATs opfattelse, at betingelserne for at foretage modregning til dækning af klagers civilretlige restance med tilhørende opkrævningsgebyrer og inddrivelsesrenter samt B-skat og tilhørende inddrivelsesrente var opfyldt på modregningstidspunktet.

Modregningen er gennemført efter dansk rets almindelige regler om modregning. Dette betyder, at krav og modkrav skal være udjævnelige, afviklingsmodne, gensidige og retskraftige.

Udjævnelig

Da både fordringen, der modregnes i og fordringen der modregnes til, er pengefordringer, er fordringerne udjævnelige

Afviklingsmodne

Da fordringen, der modregnes i. er frigivet til udbetaling, og da fordringerne der modregnes til, er forfaldne, er fordringerne afviklingsmodne.

Gensidige

Da klager har krav på SKAT vedrørende klagers til gode i moms for perioden 1. juli 2017 til 31. december 2017 og da SKAT har et krav på klager vedrørende civilretlig restance med tilhørende opkrævningsgebyrer og inddrivelsesrenter samt B-skat er både krav og modkrav gensidige.

Retskraftig

Den civilretlige restance med forfaldsdato 25. juni 2015 forælder tidligst den 25. juni 2018.

Opkrævningsgebyr med forfaldsdato 10. september 2015 forælder tidligst den 10. september 2018.

Opkrævningsgebyr med forfaldsdato 15. oktober 2015 forælder tidligst den 15. oktober 2018.

lnddrivelsesrenterne forælder tidligst fra den 1. december 2018.

B-skat for 2016 med betalingsfrist 21. november 2016 forældet tidligst den 21. november 2019.

lnddrivelsesrenterne forælder tidligst fra den 1. februar 2020.

Da klagen civilretlige restance med tilhørende opkrævningsgebyrer og inddrivelsesrenter samt B-skat og tilhørende inddrivelsesrente ikke var forældet den 19. november 2015 indtræder forældelsen tidligst den 20. november 2021 jf. lov nr., 1253 af 17. november 2015.

Da kravene ikke er forældet eller bortfaldet på anden måde, er disse fordringer retskraftige.

Klagen er dels begrundet med at B-skat påhviler privatpersoner og ikke momsregnskabet i klagers virksomhed. Klager anfører videre, at han ikke i har haft B-skatter i den angivne størrelse.

Hertil skal Gæld i SKAT bemærke, at det fremgår af klagers forskudsopgørelse for 2016, at der skulle betales 3 rater B-skat af 32.380,00 kr. samt at han har modtaget en betalingspåmindelse på kravet inden det sendt til inddrivelse.

Det skal tilføjes at klager ved modregning af 30. juni 2017 har afviklet på kravet.

Gæld i SKAT skal videre bemærke, at klager driver advokatvirksomheden som en enkeltmandsvirksomhed. Klager hæfter herved personligt for hele virksomhedens gæld overfor virksomhedens kreditorer og et eventuelt overskud af virksomheden tilkommer klager personligt, Derfor må klager og hans virksomhed i relation til SKATs mulighed for at foretage modregning anses for en enhed, således at SKAT kan foretage modregning et beløb virksomheden har til gode i et krav mod klager personligt.

Klagen er videre begrundet med at klager ikke er enig i eksistensen af den civilretslige gæld, hvorfor klagen videresendes til fordringshaver, Y1-kommune, til behandling.

Da indsigelser fra skyldner over fordringens eksistens eller størrelse som hovedregel ikke har opsættende virkning for inddrivelse af fordringen, ses klagen ikke at indeholde oplysninger som medfører en ændret afgørelse af den foretagne modregning.

Det fremgår videre af juridisk litteratur, Bernhard Gomard, Obligationsret, 3. del, 2. udgave, side 214, 1. afsnit, at" det næppe kan kræves, at modfordringen er klar eller uomtvistet", for at der kan ske modregning."

Klagerens opfattelse

Det er klagerens opfattelse, at modregningen skal ophæves og beløbet skal tilbagebetales.

Som begrundelse herfor har klageren anført følgende:

“Til Deres orientering kan jeg oplyse, at jeg d, 26.02.2018 under ovennævnte journalnummer har modtaget en modregningsmeddelelse vedrørende momsregnskabet i min virksomhed CVR.nr. …11.

De fire første poster på opgørelsen vedrører efter teksten et krav, som Y1-kommune har anmeldt i Boet efter…. og jeg har meget vanskeligt ved at se, hvordan SKAT kan foretage modregning med krav anmeldt i et dødsbo efter en privatperson i beløb, som tilkommer min virksomhed.

De sidste to poster angiver af være B-skat for november 2016 og renter heraf, men der oplyses intet om, hvem de pågældende B-skatter skulle vedrøre.

Da B-skatter påhviler privatpersoner, har jeg også her meget svært ved at se, hvad det vedrører momsregnskabet I min virksomhed.

Da …afgik ved døden i 2014, og da jeg personligt hverken før i eller efter 2016 har haft B-skatter i den angivne størrelse, som i øvrigt for længst ville være afviklet på nuværende tidspunkt, kan det ikke være beløb med relation til hverken Boet efter mig.

Naturligvis er jeg ligesom alle andre klar over SKATs alvorlige problemer, men de skal ikke løses ved, at man ulovligt foretager modregninger i beløb, som andre borgere eller virksomheder har til gode hos Det Offentlige.

Derfor tillader jeg mig at imødese Deres rettelse og udbetaling af de manglende beløb med renter til min virksomhed."

Skatteankestyrelsens afgørelse

Efter § 17 i inddrivelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som senest ændret ved lov nr. 258 af 10, april 2018) kan klager over restanceinddrivelses myndighedens afgørelse om inddrivelse af fordringer mv., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration af kravet, indbringes for Landsskatteretten.

Sådanne klager afgøres efter § 1, stk. 2, bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014 af Skatteankestyrelsen.

Indsigelser vedrørende et kravs eksistens, som ikke vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, skal efter inddrivelseslovens § 2, stk. 2, rettes til fordringshaver.

Skatteankestyrelsen kan således ikke tage stilling til det, der er klagerens egentlige indsigelse. Sådanne indsigelser skal rettes til fordringshaver i dette tilfælde SKAT og Y1-Kommune.

Det fremgår af Højesterets dom af 5. november 1954, offentliggjort i U1955.13, at det ikke er en betingelse for at foretage modregning, at modfordringen, dvs., det krav, der er til inddrivelse, er erkendt at debitor.

Selvom klageren således bestrider kravene, hindrer det ikke, at der kan foretages modregning i Moms tilgodehavendet for 2. halvår 2017.

Skatteankestyrelsen kan alene tage stilling til, om den gennemførte modregning er foretaget under overholdelse af gældende ret vedrørende modregning.

Der gælder ikke særlige modregningsregler vedrørende modregning i momstilgodehavende til dækning af civilretlig restance, opkrævningsgebyrer, B-skat og inddrivelsesrenter. Modregning kan derfor kun gennemføres, hvis kravene er udjævnelige, modfordringen er retskraftig, der foreligger gensidighed mellem fordringerne, hvis modfordringen er forfalden til betaling, samt hvis frigørelsestiden for tilgodehavendet er indtrådt.

Der er intet grundlag for at antage, at de opregnede betingelser ikke alle var opfyldt, da modregningen blev gennemført.

Klageren driver en enkeltmandsvirksomhed. SKAT har derfor mulighed for at foretage modregning i virksomhedens tilgodehavende til dækning af krav mod klageren personligt.

Det er således med rette, at SKAT har foretaget modregning i klagerens momstilgodehavende for 2. halvår 2017 til dækning at gæld vedrørende civilretlig restance, opkrævningsgebyrer, B-skat for indkomståret 2016 samt tilhørende inddrivelsesrenter.

Skatteankestyrelsen stadfæster herefter SKATs afgørelse

…"

A har forklaret, at han havde betalt den skat, han regnede med, han var pålignet. Han havde ikke fået besked om nogen ny forskudsangivelse. Han har derfor ikke fået mulighed for at rette den fejlagtige ny. Han har aldrig modtaget opkrævninger, rykkere og er ikke blevet pålagt gebyrer og kendte således overhovedet ikke kravet, før han fik meddelelsen om modregning.

A har skrevet følgende i sit påstandsdokument til støtte for sin påstand:

"…

Ad formaliteten:

For det tilfælde, at Sagsøgte 1) helt eller delvist skulle opretholde sin afvisningspåstand gentages, at en sådan påstand ikke har noget juridisk ståsted.

Nærværende sag er anlagt mod Skatteministeriet, som er øverste administrative instans på skatteområdet og under hvem alle skatteretlige spørgsmål sorterer.

Af den af SKAT d. 22.02.2018 trufne modregningsafgørelse refereret s. 9 13 i Bilag 1) fremgår ikke nærmere, hvad det er for krav, der modregnes med, idet det alene om det ene krav fremgår, at det ene krav er Y1-kommune, der d. 20.11.2015 har sendt et krav anmeldt i Boet efter CPRnr….. st. kr. 2.600,00 til Inddrivelsesmyndigheden.

Om det andet krav fremgår alene, at der er tale om gæld til SKAT for B-skat på kr. 4.612,30 med betalingsfrist d. 21.12.2016 dog uden angivelse af, hvilken fysisk person de pågældende B-skatter måtte vedrøre.

Der er ingen oplysninger, der muliggør en henvendelse til andre end den, der har fremsendt modregningsmeddelelsen, og Sagsøger 2) indgav derfor d. 06.03.2018 klage.

Af det med skrivelsen af 04.04.2018 fra SKAT Inddrivelse til Skatteankenævnet modtagne materiale fremgår side 4 afsnit 3 in fine, at Sagsøger 2)s indsigelse overfor kravet fra Y1-kommune er videre sendt til Kommunen, men der er ingen oplysninger om, at indsigelsen mod det påståede B-skattekrav er overgivet til andre kommunale eller statslige myndigheder til behandling.

Da Skatteankenævnets afgørelse forelå d. 25.04.2018, er nærværende sag i nøje overensstemmelse med klagevejledningen anlagt mod Sagsøgte 1) i dennes egenskab af højeste administrative skattemyndighed.

Derved konstateredes det så, at der trods SKATs meddelelse herom, ikke var sket videresendelse af Sagsøger 2) s indsigelse overfor kravet fra Y1-kommune og, at der tilsyneladende heller ikke skete eller er sket nogen realitetsbehandling af klagen over de påståede B-skatter.

Sagen er anlagt mod Skatteministeriet som øverste administrative instans og ikke mod Skatteankestyrelsen, som Sagsøgte l) tilsyneladende forsøger at lave det om til.

Sagsøgte l) er derfor rette sagsøgte for det helt relevante spørgsmål, om Sagsøgte 1) havde det krav mod Sagsøger 1), som Sagsøgte 1) har foretaget modregning med overfor Sagsøger 2).

Sagsøgte l)'s anbringende om, at nærværende sag kun skulle vedrøre en prøvelse af Skatteankestyrelsens afgørelse af 25.04.2018 er derfor direkte forkert.

Sagsøgerne har i den forbindelse noteret sig Sagsøgte 1)' s anbringende om manglende retlig interesse med henvisning til, at en ophævelse af Skatteankestyrelsens afgørelse af 25.04. 2018 blot ville betyde, at SKAT's afgørelse af 22.02.2018 så ville stå ved magt.

Hertil bemærkes, at det i så fald er første gang en underordnet administrativ myndigheds afgørelse skulle vågne op og få en eller anden form for retskraft, fordi en overordnet administrativ myndigheds stadfæstelse af afgørelsen underkendes af domstolene.

Sagsøgte 1)'s synspunkt tilfører sagen et stærkt principielt aspekt.

Dertil kommer, at Sagsøgte 1)'S bemærkninger om disse forhold rejser det yderligere spørgsmål om, hvad hele den angivne klageprocedure i så fald skal til for, hvis en Klager alligevel ikke kan få sine klager behandlet.

Dette standpunkt tilfører også sagen et stærkt principielt aspekt.

På Sagsøgernes vegne gøres det gældende, at ingen af synspunkterne har noget juridisk ståsted.

Derfor kan Sagsøgte 1) ikke få medhold i sin afvisningspåstand.

Sagsøgte l)s standpunkter er så særprægede, at de pr. automatik burde medføre henvisning til Landsretten, subsidiært behandling af tre dommere ved Byretten.

Ad realiteten:

Nærværende sag har så afdækket, at Sagsøgte l)s bilag 1C er den forskudsopgørelse for 2016, som Sagsøger 1) kender og har betalt forskudsvise B-skatter i henhold til.

Det af Sagsøgte 1) fremlagte bilag lE, som betegner sig som et " Forslag til ændret forskudsopgørelse for 2016 " dateret 30.07.2016 har Sagsøger 1) derimod aldrig set, og Sagsøger 1) har noteret sig Sagsøgte 1) 's bemærkning ( svarskriftet p. 4, afsnit 8 ) om, at skrivelsen skulle have været tilgængelig på Sagsøgte l)'s hjemmeside, fra det øjeblik, den blev dannet.

Derfor bemærkes, at det forhold, at nogen lægger noget på sin hjemmeside ikke er ensbetydende med, at alle og enhver så ved, at det er der.

Sagsøger 1) modtog derimod d. 16.08.2016 meddelelse i sin e-boks om, at nye forskudsopgørelser og opkrævninger på B-skatter ikke længere fremsendtes på papir, men kun i e-boks, men meddelelsen indeholdt ingen ny forskudsopgørelse eller opkrævninger eller oplysning om, at sådanne fandtes.

I det med skrivelsen af 04.04.2 O 18 fremsendte materiale er der endvidere medtaget en forskudsopgørelse for Sagsøger 1) vedrørende 2016 dateret 16.08.2016 ( s. 24 26 i Bilag 1 ).

Sagsøger 1) har ikke nogensinde set denne opgørelse.

Opgørelsen indeholder meddelelse om ændrede B-skatterater for 2016: raterne 8, 9 og 10 på hver kr. 32.380,00 med forfaldsdage henholdsvis 01.09., 01.10. og 01.11.2016.

Sagsøger 1) har forståeligt nok ikke modtaget nogen opkrævninger på disse rater, men heller ingen rykkere, meddelelse om gebyrpålæggelser eller rentekrav, da ingen af disse rater blev betalt.

Af det med skrivelsen af 04.04.2018 fremsendte materiale ( s. 2 O i Bilag 1 ) synes at fremgå, at SKAT d. 04.12.2016 har sendt en fordring på kr. 32.380,00 til inddrivelse for derefter d. 09.01.2017 først at tilbagekalde den og derefter på ny indsende den til inddrivelse.

Materialet indeholder ( s. 4 i Bilag l ) oplysning om, at det drejer sig om ratebetalingen med forfald 21.11.2016.

Derimod er der ingen oplysninger om, hvad der så er sket med de ligeledes ubetalte rater fra september og oktober 2016.

Samme sted hævdes det dog uden dokumentation at der skulle være sendt rykkere for de ubetalte rater.

Af redegørelsen af 04.04.2018 s. 2 afsnit 8 in fine ( s. 3 i Bilag l ) fremgår, at SKAT har foretaget modregning til delvis dækning af det påståede B-skattekrav d. 30.06.2017.

Dette synes bekræftet ved det af Sagsøgte l) fremlagte bilag 1D fra 30.06.2017, hvor SKAT udligner en fiktiv overskydende skat med et lige så fiktivt krav på betaling af SKAT.

Hverken Sagsøger l) eller 2) har herefter hørt noget fra SKAT om en påstået gæld for Sagsøger l), før med skrivelsen af 04.04.2018

Sagsøgte 1) må såvel ved afgørelsen af 22.02.2018 som ved skrivelsen af 04.04.2018 være bekendt med, at årsopgørelsen af 29.06.2017 vedrørende indkomståret 2016 for Sagsøger 1) udviste en overskydende skat på kr. 89.981,00 ( Bilag 1 D ).

Det er ikke nogen hemmelighed, at SKAT har haft voldsomme problemer med at inddrive fordringer.

Det skal imidlertid ikke afhjælpes hverken ved at rejse fiktive krav, eller at foretage sammenblanding af eventuelle krav mod forskellige juridiske personer eller enheder.

Hvis SKAT ikke formår at holde krav mod forskellige debitorer adskilt, vil der opstå et syndigt kaos, som tvinger skatteborgere ud i helt unødvendige retssager.

Sagsøgte 1) har redegjort for baggrunden for og udregningen af sit påståede krav og henvist til SKAT's EFI-system svarskriftet af 19.09.2018 p. 4, afsnit 6 ), som vi alle ved ikke har fungeret.

Sagsøgte 1) har imidlertid undladt at behandle spørgsmålene om, hvorfor Sagsøgte 1) til at lave en ny Sagsøger 1), hvorfor Sagsøgte 1) ikke har meddelt Sagsøger 1) noget pludselig d. 16.08.2016 giver sig forskudsopgørelse for 2016 for herom.

Det bemærkes, at eftersom SKAT ikke har tilnærmelsesvis det samme kendskab som Sagsøgerne til disses indtægter og udgifter, er Sagsøgerne de nærmeste til at vide, om der er grundlag for at ændre en forskudsopgørelse, og havde der været anledning til det, havde intet været nemmere end at ændre forskudsopgørelsen med TAST SELV.

Som slutopgørelsen af 29.06.2017 vedrørende indkomståret 2016 for Sagsøger 1) viste, var der ikke noget som helst grundlag for at ændre forskudsopgørelsen for 2016.

På vegne Sagsøgerne gøres det gældende, at Sagsøgte 1) ikke kan sidde og opdigte skattekrav og slet ikke uden at meddele skatteyderen, at man gør det.

Derudover gøres det gældende, at SKAT ikke kan støtte nogen ret på sådanne opdigtede hverken gives meddelelse skattekrav, og slet ikke når der om opkrævning af kravene eller rykkes for dem med de sædvanlige krav om renter og gebyrer.

Det i materialet ( s. 20 i Bilag 1 ) refererede forløb, hvor SKAT d. 04.12.2016 har sendt en fordring på kr. 32.380,00 øjensynlig rate 10 med forfald 21.11.2016, men ikke de øvrige til inddrivelse for derefter d. 09.01.2017 først at tilbagekalde den og derefter på ny indsende den til inddrivelse, synes at bekræfte, at SKAT selv har været klar over, at man ikke havde et holdbart krav.

Derfor gøres det gældende, at SKAT ikke kan støtte nogen ret på de påståede B-skattekrav fra 16.08.2016.

På vegne Sagsøger 1) og 2) gøres det gældende, at Skatteankestyrelsens afgørelse af 25.04.2018 i sag 18 0001956 skal ophæves, idet hverken Sagsøgte 1) eller 2) har de påståede krav mod hverken Sagsøger 1) eller 2) .

I konsekvens heraf gøres det gældende, at Sagsøgte 1) skal udbetale de uberettiget tilbageholdte beløb med henholdsvis kr. 4.853,38 tillige med renter i hh. t. rentelovens § 5 stk. 1 fra 26.02.2018 samt yderligere kr. 2,90 tillige med renter fra 01.11.2018 alt indtil betaling sker.

For så vidt angår omkostningerne bemærkes, at da Sagsøgte 2) har oplyst, at Sagsøgte 1) ikke som meddelt har videre sendt Sagsøger 2) 's klage, og Sagsøgte 1) ikke har imødegået dette, gøres det gældende, at Sagsøgte 1) skal pålægges at betale omkostninger direkte til Sagsøgerne for dette selvstændige forhold.

Derudover gøres det gældende, at Sagsøgte 1) skal pålægges at betale omkostninger til Sagsøgerne, fordi man med sin administration og manglende behandling af de indgivne klager har været årsag til og nødvendiggjort denne helt overflødige retssag.

Derudover bemærkes, at Sagsøgte 1) har haft fra Stævningens indlevering d. 24.07.2018 til d. 26.10.2018, hvor Retten afskar yderligere forberedelse til at rette for sig, uden at det er sket, og dermed har været årsag til denne helt overflødige proces.

Derfor skal Sagsøgte 1) pålægges at betale omkostninger til Sagsøgerne."

Skatteministeriet Departementet har i ministeriets påstandsdokument anført følgende:

"…

2. ANBRINGENDER

2.1  Skatteministeriets principale afvisningspåstand

Til støtte for den principale påstand om afvisning gøres det gældende, at sagsøgerne ikke har nogen retlig interesse i en domstolsprøvelse af den nedlagte påstand.

Hvis sagsøgerne får medhold i den nedlagte påstand om, at Skatteankestyrelsens afgørelse (bilag 2) skal ophæves, vil det alene indebære, at SKATs afgørelse om modregning af 22. februar 2018 (bilag 1, s. 10-14) står ved magt. Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at forvaltningsmyndighedens afgørelse står ved magt, hvis rekursmyndighedens afgørelse ophæves, jf. f.eks. UfR 1999.1408 H.

En pådømmelse af påstanden vil således ikke have nogen betydning for sagsøgernes retsstilling.

Sagsøgerne har derfor ikke retlig interesse i en domstolsprøvelse af den nedlagte påstand, jf. f.eks. UfR 2005.2134 H og UfR 2007.2161 H.

Derudover er det andet led af sagsøgernes påstand et anbringende til støtte for sagsøgernes påstand om, at Skatteankestyrelsens afgørelse af 25. april 2018 (bilag 2) skal ophæves. Sagsøgerne har derfor ingen retlig interesse i at få taget denne del af påstanden under selvstændig pådømmelse. Som sagsøgernes påstand er formuleret, er den således ikke egnet til at indgå i en domskonklusion, jf. f.eks. UfR 2013.759 H og UfR 2013.1162/2H

2.2  Skatteministeriets subsidiære frifindelsespåstand

Til støtte for den subsidiære frifindelsespåstand gøres det overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Skatteankestyrelsens afgørelse (bilag 2).

Det følger af gældsinddrivelseslovens § 17, stk. 1, at klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer, herunder om kravets eksistens og størrelse, kan indbringes for Landsskatteretten, når spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration.

Indsigelser vedrørende et kravs eksistens, der ikke vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, skal rettes til fordringshaver, jf. gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2.

Afgørelsen om modregning blev truffet af SKAT som restanceinddrivelsesmyndighed (nu Gældsstyrelsen). Skatteansættelsen i forskudsopgørelsen blev foretaget af SKAT som fordringshaver (nu Skattestyrelsen) (bilag 1, side 25-27), og da A ikke betalte sin B-skat (rate 10) blev gælden forsøgt opkrævet af fordringshaver via SKAT Betalingscentret (nu en del af Skattestyrelsen) (bilag 1, side 29). Da A ikke betalte gælden, blev den oversendt til Restanceinddrivelsesmyndigheden, SKAT Inddrivelse (nu Gældsstyrelsen).

Af lovbemærkningerne til § 2 i gældsinddrivelseslovens fremgår følgende om kompetencefordelingen mellem restanceinddrivelsesmyndigheden og fordringshaver, jf. lovforslag nr. 20 af 8. oktober 2008:

"I bestemmelsen fastlægges snitfladen og kompetenceforholdet mellem de kommunale og statslige fordringshavere på den ene side og restanceinddrivelsesmyndigheden på den anden.

Det foreslås således, at de enkelte fordringshavere som hidtil skal varetage det almindelige opkrævningsarbejde, herunder også rykkerprocedurer, efter de fastlagte regler og procedurer herom. Hvis der er tvist om kravets eksistens eller størrelse, skal tvisten afklares ved fordringshaverens foranstaltning.

Hvis en fordring er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, og der efterfølgende rejses tvivl om kravets eksistens, vil indsigelsen skulle behandles af fordringshaveren med henblik på en afklaring af spørgsmålet.

Det foreslås med henvisningerne til §§ 17 og 18 i stk. 2 præciseret, at fordringshaveren alene behandler indsigelser, der vedrører kravets oprindelige eksistens og størrelsen af kravet, da det blev overdraget til inddrivelse. Klage over kravets eksistens og størrelse, der relaterer sig til inddrivelsen f.eks. om kravet er betalt, kan indbringes for Landsskatteretten, der træffer afgørelse herom, jf. forslagets § 17. […]"

Der henvises ligeledes til Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit G,A.1.2.1 og SKM2009.8.SKAT.

Sagsøgernes indsigelser relaterer sig til selve eksistensen af Skattestyrelsens krav, der af Restanceinddrivelsesmyndigheden er modregnet i momstilgodehavendet. Disse indsigelser skal derfor ikke behandles af Skatteankestyrelsen, men af fordringshaver, jf. gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2.

Skatteankestyrelsen havde således ikke kompetence til at tage stilling til A’s indsigelser. Det har Skatteankestyrelsen da heller ikke gjort. Det er Skatteankestyrelsens afgørelse (bilag 2), der er til prøvelse i den foreliggende sag, og domstolsprøvelsen omfatter derfor ikke indsigelserne mod selve eksistensen af Skattestyrelsens krav.

Sagsøgernes synspunkt om, at Skattestyrelsens krav ikke eksisterede, er med andre ord ikke relevant for nærværende sag.

Spørgsmålet er alene, om de almindelige modregningsbetingelser er opfyldt.

Det bemærkes i den sammenhæng, at adgangen til modregning efter dansk ret ikke er begrænset til tilfælde, hvor rigtigheden af modfordringen er erkendt af debitor eller åbenbar eller let beviselig, jf. U.1955.13 H. Selvom modfordringen er bestridt, hindrer det således ikke, at der kan foretages modregning i momstilgodehavendet, hvis de almindelige modregningsbetingelser er opfyldt.

Skatteankestyrelsen har med rette fundet, at Restanceinddrivelsesmyndigheden var berettiget til at foretage modregning i H1s momstilgodehavende for 2. halvår 2017 til dækning af A’s gæld til Skattestyrelsen.

Adgangen til at foretage modregning beror på dansk rets almindelige modregningsregler, der hviler på retspraksis og rets sædvane, jf. f.eks. UfR 1982.315 H og UfR 1997.1467 Ø.

Der kan således ske modregning, når de almindelige modregningsbetingelser om udjævnelighed, afviklingsmodenhed, gensidighed og retskraft er opfyldt, jf. f.eks. SKM2006.745.VLR samt Den juridiske vejledning, 2018-2, afsnit G,A.3.1.4.3.2.

Alle modregningsbetingelserne var opfyldt, da Restanceinddrivelsesmyndigheden foretog modregning i momstilgodehavendet.

Hovedfordringen på udbetaling af momstilgodehavendet til advokatvirksomheden er en pengefordring, og det samme er Skattestyrelsens modfordring på B-skat. Betingelsen om udjævnelighed var således opfyldt. På modregningstidspunktet var hovedfordringen ligeledes frigjort til udbetaling og modfordringen var forfalden. Betingelsen om afviklingsmodenhed var således også opfyldt. Endvidere var modfordringen ikke forældet, hvorfor også betingelsen om retskraft var opfyldt.

Endelig er hovedforingen og modfordringen gensidige, da A er debitor, for så vidt angår gælden til Skattestyrelsen, mens A’s personlige virksomhed (H1) er kreditor for så vidt angår udbetaling af momstilgodehavendet.

Sagsøgerne har anført i stævningen, side 6, afsnit 5, at der er tale om en "sammenblanding af eventuelle krav mod forskellige juridiske personer og enheder".

Dette er ikke korrekt.

A driver sin advokatvirksomhed som en enkeltmandsvirksomhed, der ikke er en selvstændig juridisk person, men derimod identificeres med ejeren af virksomheden. A hæfter personligt og ubegrænset for hele virksomhedens gæld. Restanceinddrivelsesmyndigheden var således berettiget til at foretage modregning i det beløb, som advokatvirksomheden havde til gode, til dækning af krav mod A personligt.

Der er således ikke grundlag for at tilsidesætte Skatteankestyrelsens afgørelse.

Restanceinddrivelsesmyndigheden var forpligtet til at sende indsigelser mod krav videre til fordringshaveren, jf. den dagældende gældsinddrivelsesbekendtgørelse § 8, stk. 1, (bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017). Restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen) sendte dog ved en fejl ikke A’s indsigelser videre til fordringshaveren (Skattestyrelsen) eller den der på vegne af fordringshaveren opkrævede gælden (Betalingscenteret, der også er en del af Skattestyrelsen).

Den manglende videresendelse af A’s indsigelser imod kravets eksistens ændrer imidlertid ikke på, at Skatteankestyrelsen ikke havde kompetence til at tage stilling til eksistensen af Skattestyrelsens krav, og det er som anført Skatteankestyrelsens afgørelse, der er til prøvelse. Indsigelsen imod kravets eksistens skal rettes til Skattestyrelsen".

Rettens begrundelse og resultat

En fysisk person skal i Danmark have et cpr. nr. og kan herudover have et cvr. nr. At en fysisk person får et cvr.nr. medfører ikke, at han bliver til to personer.

Derfor er der kun en sagsøger i denne sag A.

A’s påstand har to led. Det første er, at Skatteankestyrelsens afgørelse skal ophæves.

Dette led kan og skal domstolene prøve.

Det Skatteankestyrelsen og dermed retten skal prøve, er indsigelser, der vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration. Retten har forstået A sådan, at han kun har en indsigelse mod restancemyndighedens administration nemlig, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke sendte hans klage over fordringens beståen til rette klageinstans. Skatteministeriet har i påstandsdokumentet anerkendt, at restanceinddrivelsesmyndigheden har begået en fejl på dette punkt. Retten går ud fra, at restanceinddrivelsesmyndigheden nu sørger for, at denne fejl bliver rettet i det omfang, det er muligt, men retten ser intet grundlag for, at det skal medføre en ophævelse af Skatteankestyrelsens afgørelse.

Det andet led i påstanden "idet hverken Sagsøgte 1) eller 2) har de påståede krav mod hverken Sagsøger 1) eller 2.", har Skatteankestyrelsen ikke taget stilling til. Det kunne og måtte de heller ikke jf. loven om inddrivelse af gæld til det offentlige § 2, stk. 2, jf. § 17, stk. 1. Retten kan ikke i en prøvelse af en forvaltningsmyndigheds afgørelse tage stilling til noget, som forvaltningsmyndigheden ikke har eller har skullet tage stilling til. Retten har ikke kompetence til at udføre de opgaver, ligningsmyndighederne skal varetage. Dette led i påstanden afvises derfor fra påkendelse i denne sag.

Skatteministeriet frifindes derfor.

Sagsomkostningsafgørelse:

Skatteministeriet har vundet sagen. Sagen havde ved hovedforhandlingen en værdi under 5.000 kr. I en sag med denne værdi, der er omfattet af retsplejelovens kapitel 39, kan der jf. retsplejelovens § 408, stk. 2, ikke tilkendes en part mere end 1.500 kr. + moms i sagsomkostninger.

Skatteministeriet tilkendes derfor 1.875 kr. i sagsomkostninger.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T :

Skatteministeriet Departementet frifindes.

A skal inden 14 dage betale 1.875 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8a.