Parter

A

(v/adv. Simon Bernard Clark)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Ann-Cathrine Pedersen)

Afsagt af Byretsdommer

Ulrik Finn Jørgensen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 5. marts 2018, vedrører, om skattemyndighederne har haft hjemmel i Skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5, til at foretage en ændring af sagsøgers skatteansættelse for indkomstårene 2009-2011 efter udløbet om den ordinære frist som følge af grov uagtsomhed fra skatteyderens side.

Sagsøgeren, A, har fremsat følgende påstand:

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgers skatteansættelser for årene 2009-2011 ikke kan genoptages.

Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, har fremsat påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse af 6. december 2017 blandt andet:

" Faktiske oplysninger

…

Der forelå en ansættelseskontrakt indgået mellem klageren som ansat og virksomheden G1 GmbH. Aftalen var underskrevet af virksomheden den 4. november 2008.

Af aftalen fremgik blandt andet.

"…

1. 1. This contract begins on 1. December 2008 and is concluded for an indefinite period of time. The first three months shall be deemed a probationary period. The probationary period starts with the commencement of work.
   2. During the probationary period the employment contract can be terminated by both parties on four weeks notice. After the end of the probationary period, this contract may be terminated by either party with the following notices, thus observing the Danish Salaried Employees Act ("funktionærloven"):6months' notice.

Any notice of termination given by either Party shall expire on the last day of any month. In the event that the Employee has received pay during absence due to sickness for a total of 120 days within 12 consecutive months, the Company is entitled to terminate this Contract by one (1 ) month's notice in accordance with the rules in Section 5(2) of the Salaried Employees Act. Any notice of termination before the commencement of duties is excluded.

…

1. 1. The regular working hours are 40 per week (without breaks). The Employee i obliged to apply her entire working capacity to the interest of the company and to exceed regular working hours to the extent reguired.

1. 2. On demand of the Company, Employee is obliged toworkexcess hours, overtime, an Sundays and public holidays in compliance with the applicable law if this is required an business reasons.

…

1. 1. The Employee shall receive for her contractual duties a gross annual salary of EUR 103.500,00 (incl. pension contribution of 15 %), which shall be paid in 12 equal instalments at the 15. of each month.

…

1. 1. The Employee is obliged to promptly inform the Company of any inability toperform duties and the anticipated duration of suchinability.

1. 2. If inability to perform duties on account of illness lasts longer than four calendar days, the Employee shall no later than the following working day provide the Company with or send to the Company a doctor's certificate concerning her inability to work together with its anticipated duration. lf the inability to work lasts longer than the period certified by the doctor or longer than two weeks the Employee is obliged within three days of the expiry of the previous certificate to provide or send a new doctor's certificate.

1. 3. To the extent that the inability to work has been caused by a third party, the Employee hereby assigns to the Company its claim for compensation against the third party in the amount of the remuneration to be paid during this time. The Company hereby accepts this assignment. The Employee is obliged to supply the Company with any necessary information for pursuing the claims for compensation.

…

The Employee has a holiday entitlement of 30 working days with pay in a holiday year {based on a 5 working days/week) in accordance with the Danish Holiday Act ("ferieloven")

…

1. 1. During this contract of employment the Employee is prohibited from working in anyway for any companies which are in competition with the Company or with which the Company hasbusiness connections. In this sense, working shall mean working directly, indirectly, selfemployed or

1. 2. For the duration of this contract the Employee is prohibited from directly or indirectly establishing, acquiring or operating a competing company or participating in such activities and is further prohibited from operating business in the field of the Company for his own account or that of a third

The prohibition on competition does not apply for participation in companies dealing with securities which are traded on the stock exchange and which have been purchased for the purposes of capital investment and which in terms of extent will not allow a controlling interest in the Company.…"

SKAT har modtaget oplysninger fra danske pengeinstitutter om pengeoverførsler til og fra et antal udvalgte lande. Det fremgik af disse oplysninger at klageren har modtaget pengeoverførsler til sin konto i F1-bank.

…..

Ud over ovenstående løn har den tyske arbejdsgiver, ifølge SKAT, refunderet de udgifter som klageren har afholdt på virksomhedens vegne.

…..

Klageren har selvangivet følgende beløb som honorarindtægt:

Indkomståret 2009 kr. 632.415

Indkomståret 2010 kr. 590.228

Indkomståret 2011 kr. 308.669

Repræsentanten har til SKAT anført, at klageren ikke havde selvangivet alle de modtagne beløb som personlig indkomst, idet beløbene skulle dække refusion af udlæg og rejseudgifter, husleje mv. De ikke selvangivne beløb udgjorde:

Indkomståret 2009 kr. 153.782

Indkomståret 2010 kr. 203.315

Indkomståret 2011 kr. 305.573

Klageren har ifølge SKAT fratrukket følgende udgifter i den personlige indkomst.

Indkomståret 2009:

124 rejsedage a 455 kr.                   56.420 kr.

Udgifter til kontor i hjemmet            69.865 kr.

Blade og aviser                                 7.200 kr.

Udlæg for arbejdsgiver                    50.000 kr.

I alt                                             183.485 kr.

…..

SKAT har ikke godkendt fradrag for kontor i hjemmet samt blade og aviser. SKAT har ligeledes ikke godkendt fradrag for udlæg for arbejdsgiveren idet disse ikke var dokumenteret, og der var modtaget refusion af beløbene. SKAT har ikke godkendt fradrag for rejsedage i den personlige indkomst, men har godkendt et ligningsmæssigt fradrag.

SKAT har godkendt ligningsmæssigt fradrag for rejseudgifter med:

Indkomståret 2009: 85.500 kr.

Indkomståret 2010: 50.000 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har ekstraordinært genoptaget skatteansættelsen for indkomstårene 2009 - 2011 og har forhøjet indkomsten med i alt 485.920kr.

….

Landsskatterettens afgørelse

Lønmodtager contra honorarmodtager

…..

Formelt

SKATs mulighed for at genoptage skatteansættelsen indenfor den ordinære frist fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk.1:

"§ 26. Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Skatteministeren kan for grupper af skattepligtige fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt."

Den ordinære frist for genoptagelse er udløbet for alle 3 indkomstår.

Det følger dog af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at, uanset fristerne i lovens § 26, kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres på initiativ af told- og skatteforvaltningen, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Om der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt afhænger af en af en samlet vurdering af den skattepligtiges subjektive omstændigheder. Der vil efter omstændighederne også være grundlag for at anvende bestemmelsen, hvor en skattepligtig oplyser ikke at kende reglerne eller anse reglerne for at være særligt komplicerede.

Genoptagelse iht. SFL § 27 stk.1 nr. 5, er ikke betinget af at der gøres strafansvar gældende eller at en gennemført straffeansvarssag resulterer i en fastsættelse af straf.

Det følger af skattekontrollovens § 1, at enhver, der er skattepligtig i Danmark, over for told- og skatteforvaltningen årligt skal selvangive sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ, og sin ejerbolig. Endvidere følger af skattekontrollovens § 16, at den skattepligtige, hvis ansættelsen er for lav, skal underrette told- og skatteforvaltningen herom inden 4 uger efter meddelelsens modtagelse.

Klageren har i alle tre indkomstår selvangivet en nettoindtægt. Det betyder, at klageren har selvangivet indkomsten fra udlandet og heri har fratrukket udgifter til rejsedage, kontor i hjemmet, aviser og blade samt udlæg for arbejdsgiveren. For så vidt indkomståret 2011 har klageren ikke selvangivet den fulde indkomst, idet hun ikke har medregnet indkomsten modtaget i juli og august på i alt 199.529 kr.

Af den fremlagte ansættelseskontrakt fremgår klart, at klageren har været lønmodtager i indkomstårene 2009 - 2011. Udgifter påført som følge af arbejdet kan derfor fratrækkes som lønmodtagerudgifter jf. reglerne i ligningsloven. Der kan dermed ikke ske fradrag i den personlige indkomst.

Klagerens repræsentant har fremsat indsigelser om, at SKAT ikke har kunnet foretage ekstraordinær genoptagelse af klagerens indkomst for indkomstårene 2009 - 2011, idet klageren ikke har handlet groft uagtsomt eller forsætligt.

Landsskatteretten finder, at den manglende selvangivelse af samtlige lønindtægter må tilregnes klageren som værende mindst groft uagtsomt jf. skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1 nr. 5. Der er henset til, at klageren for indkomstårene 2009 og 2010 ikke har selvangivet det fulde beløb modtaget fra G1 GmbH, idet hun har reduceret den personlige indkomst med lønmodtagerudgifter, at klageren derved har fratrukket udgifter, som hun havde fået refunderet af arbejdsgiveren, har fratrukket udgifter i den personlige indkomst som til dels ikke var fradragsberettiget samt til dels ikke var fradragsberettiget i den personlige indkomst. For så vidt angår indkomståret 2011, har klageren ikke selvangivet det fulde beløb, idet hun ikke har selvangivet indkomsten modtaget i juli og august, svarende til 199.529 kr. og ligeledes i dette indkomstår har reduceret den personlige indkomst med lønmodtagerudgifter, at klageren derved har fratrukket udgifter, som hun havde fået refunderet af arbejdsgiveren, har fratrukket udgifter i den personlige indkomst som til dels ikke var fradragsberettiget samt til dels ikke var fradragsberettiget i den personlige indkomst.

Landsskatteretten har ligeledes henset til, at klagerens selvangivelser er udarbejdet med hjælp fra revisor og at ukendskab til reglerne ikke medfører, at der alene kan anses at være handlet simpelt uagtsomt jf. f.eks. SKM2001.575.LSR.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at en ansættelse kun kan foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelse af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. En ansættelse, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varslingen er afsendt. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, kan en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes.

Fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 regnes fra kundskabstidspunktet, hvilket må anses som det objektive kundskabstidspunkt for myndigheden, og hvor man med rimelighed må tilregne myndigheden kundskab. Hvis myndigheden f.eks. på grund af langsommelig sagsbehandling eller andet først får startet sagsbehandlingen sent op imod 6-måneders fristen, og derved ikke når at sende forslag til afgørelse, da vil fristen for at behandle sagen være overskredet på grund af passivitet.

Kundskabstidspunktet anses at være der, hvor skattemyndighederne kommer i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage en korrekt ansættelse. Der må i henhold til forholdets individuelle karakter vurderes, hvornår forvaltningen kan siges at have tilstrækkelige oplysninger til at foretage ansættelsen.

Reaktionsfristen i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, skal regnes fra det tidspunkt, hvor skattemyndigheden er kommet i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle en korrekt afgørelse om ansættelsen. Derfor skal fristen regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT modtager de sidste oplysninger fra klageren.

At klageren i forbindelse med indberetning til TastSelv har fået en automatisk servicemeddelelse om, at det selvangivne beløb er større end det, SKAT har fået oplyst af klagerens arbejdsgiver, anses ikke at medføre, at SKATs kundskabstidspunkt løber fra dette tidspunkt.

Det findes derfor, at 6-måneders reaktionsfristen jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, tidligst skal regnes fra den 3. februar 2016, og at SKATs varsling af ansættelsesændringerne for indkomstårene 2009 til 2011 er foretaget rettidigt.

Det bemærkes endvidere, at 3-måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, ligeledes er opfyldt.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse."

Forklaringer

A har forklaret, at hun arbejdede for G1 GmbH som areamanager. Hun var ikke agent. Hun arbejdede 75 timer om ugen. Hun rejste ud og besøgte kunder.

Hun startede i januar 2009 og fortsatte til marts eller april 2011. Hun var blevet sagt op med 6 måneders varsel.

Hun har aldrig underskrevet ansættelseskontrakten. Hun ved ikke hvorfor. Hun gennemgik den inden indgåelsen sammen med sin fagforening, G2. Da talte de ikke om, om hun var lønmodtager. Hun indhentede til brug for sagen den fremlagte kopi fra G2.

Hun havde ingen pensionsordning.

Hun har altid fået sine regnskaber udarbejdet af en revisor. Det var oprindeligt NR, og fra 2010 var det KN fra samme firma, der udarbejdede hendes regnskaber.

Hun havde aldrig tidligere fået udbetalt løn fra en udenlandsk virksomhed.

Det var NR, som ved udarbejdelsen af selvangivelsen fra 2009 fortalte hende, at der var tale om B-indkomst. Hun så vist selvangivelsen. Hun er ikke sikker på, om hun så selvangivelserne de følgende år. Det foregik måske elektronisk.

KN fortalte hende, at NR var ophørt, da hun var dybt alkoholiseret. Hun har ikke til brug for denne sag kunne få kontakt med NR.

Hun har ikke vist ansættelseskontrakten til hverken NR eller KN. De har ikke efterspurgt den.

NR og senere KN modtog alle hendes kvitteringer og oplysninger om rejsedage til brug for regnskaberne. De har aldrig stillet spørgsmål til materialet eller oplysningerne. Hun har ikke selv materialet nu.

Hun har efterfølgende kontaktet KN, som ikke vil involveres, da han ikke har opbevaret nogen papirer om sagen.

Hun har ingen regnskabsmæssig uddannelse eller baggrund.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført følgende:

" Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at sagsøger ikke for så vidt angår de omhandlede år 2009-2011 har handlet groft uagtsomt, og der således ikke efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af sagsøgers skatteansættelser for disse år.

Det gøres navnlig gældende, at sagsøger rent faktisk har foretaget en korrekt selvangivelse ud fra den naturlig forudsætning, at hun var at anse som "honorarmodtager".

Det gøres desuden gældende, at det særdeles vanskelige underliggende retsgrundlag også understreger, at sagsøger på ingen måde har handlet groft uagtsomt.

Det forhold, at en efterfølgende juridisk skatteretlig omkvalificering af hendes status, konkluderer, at hun skal anses som lønmodtager, kan ikke anses som værende groft uagtsomt, jf. hertil navnlig også Østre Landsrets dom, SKM2017.357.ØLR.

Sagsøger har ingen særlige forudsætninger for at foretage denne vanskelige juridiske vurdering.

Hun har således gjort hvad hun kunne, og hvad der sædvanligvis kan forventes, nemlig at engagere en revisor til at bistå med selvangivelse op opgørelse af hendes skattepligtige indkomst.

Hertil kommer, at sagsøger rent faktisk har dokumenteret at have været berettiget til et fradrag for rejseudgifter for alle de 3 omhandlede år, jf. ligningslovens § 9A, som lønmodtager.

I sagens natur har sagsøger ikke - da hun i første omgang selvangav - kunne forudse, at SKAT senere hen måtte anse hende for at være berettiget til fradrag for disse lønmodtagerudgifter. Dette understreger, den vanskelige juridiske vurdering, der foretages, hvilket også understøtter, at sagsøger ikke kan have handlet groft uagtsomt.

Derudover så har sagsøger kun haft meget ringe muligheder for så mange år efter, at hun har selvangivet sig, at finde korrekt og fyldestgørende dokumentation for, at hun har selvangivet sig korrekt. Når SKAT således først efter udløbet af den ordinære frist har udbedt sig dokumentation, kan sagsøger på ingen mulig måde varetage sine egne forhold.

På den måde, bliver sagsøger så at sige "fanget af", at tiden er gået, og efterlades i en tæt umulig situation, derved, at hun ikke kan dokumenter sine udgifter.

Afsluttende gøres det således gældende, at der på ingen måde er noget, som sagsøger kan klandres for, og at der således heller ikke kan være tale om, at der er handlet groft uagtsomt"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført følgende:

" Skatteministeriet gør overordnet gældende, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er opfyldt, og at SKAT derfor var berettiget til at genoptage A’s skatteansættelse for indkomstårene 2009, 2010 og 2011 med den virkning, at hendes indkomst blev forhøjet med 153.782 kr. i indkomståret 2009, 203.315 kr. i indkomståret 2010 og 305.753 kr. i indkomståret 2011.

Skattemyndighederne kan således, uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, foretage en ekstraordinær ansættelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Det følger af skattekontrollovens § 1, stk. 1, at enhver, der er skattepligtig her til landet, over for told- og skatteforvaltningen skal selvangive sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ. Der påhviler derfor den skattepligtige en selvstændig forpligtelse til at kontrollere, at både de fortrykte angivelser på selvangivelsen og indholdet af årsopgørelserne er korrekt.

Det er ubestridt, at A var lønmodtager i indkomstårene 2009-2011, og at hun som følge heraf skulle have selvangivet hele sin løn som personlig indkomst, ligesom hun alene var berettiget til ligningsmæssige fradrag.

Af ansættelsesaftalen mellem hende og hendes tyske arbejdsgiver (bilag E) fremgår det da også, at hun var "ansat", at funktionærloven fandt anvendelse for så vidt angik ophør af ansættelsesforholdet, at hun var omfattet af ferieloven, at hun modtog en fast månedsløn for en 40 timers fast arbejdsuge, og at hun ikke måtte påtage sig andet arbejde end arbejdet for den tyske virksomhed.

A selvangav imidlertid som honorarmodtager i indkomstårene 2009-2011 og fratrak samtidig en række udgifter i sin personlige indkomst.

Ved således at have selvangivet som honorarmodtager - selvom hun ubestridt var lønmodtager - har A ved mindst grov uagtsomhed bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt grundlag, og betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær genoptagelse er derfor opfyldt.

A gør heroverfor gældende, at der er tale om en vanskelig juridisk vurdering, at hendes revisor har bistået med selvangivelserne, at hun har selvangivet korrekt som værende honorarmodtager, og at disse forhold fører til, at hun ikke har handlet mindst groft uagtsomhed.

Dette bestrides.

For det første er der ikke nogen holdepunkter for, at A kunne anse sig som honorarmodtager, og der er derfor ikke tale om en vanskelig juridisk vurdering.

Reglerne for opgørelsen af personlig indkomst afhænger af, om der er tale om enten en lønmodtager eller en selvstændig erhvervsdrivende.

Som lønmodtager anses den, der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. I de fleste tilfælde er det ikke vanskeligt at afgøre, om der foreligger et tjenesteforhold, idet indkomstmodtageren udfører arbejdet efter arbejdsgiverens anvisninger og det i hele for dennes regning, jf. pkt. 3.1.1 i personskattecirkulæret (cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994).

Hvis et "honorar" udbetales som led i et tjenesteforhold, adskiller det sig ikke fra almindelig løn, og denne type honorarer skal følgelig selvangives som lønindkomst efter bruttoindkomstprincippet.

Indkomstmodtageren er i dette tilfælde dermed også at anse for lønmodtager.

Det fremgår af A’s ansættelseskontrakt med den tyske arbejdsgiver, at hun var ansat som Area Sales Manager, jf. § 2, at hun omtales som "The Employee" i kontrakten, at hendes arbejdstid var 40 timer ugentligt, jf. § 3 at hun var omfattet af den danske funktionærlov, jf. § 1, stk. 2, at hun var omfattet af den danske ferielov, jf. § 1, stk. 3, at hendes arbejdsgiver kunne anvise hende opgaver, jf. § 2, stk. 2, og at hun ikke uden aftale med arbejdsgiveren måtte påtage sig andet arbejde af nogen art.

A udførte dermed sit arbejde efter arbejdsgiverens anvisninger og i det hele for arbejdsgiverens regning. Intet i de foreliggende oplysninger peger i øvrigt i retning af, at hun var andet end lønmodtager, og der er derfor ikke tale om en vanskelig juridisk vurdering, som hævdet af A.

For det andet er det uden betydning, om A’s revisor måtte have bistået med selvangivelserne og opgørelsen af hendes skattepligtige indkomst, idet revisoren i så fald må anses for at have handlet på hendes vegne, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

I den forbindelse bemærkes det, at A har undladt at besvare Skatteministeriets opfordring (A), jf. svarskriftet, side 5, om at fremlægge de regnskaber og den underliggende bogføring, som A ifølge mødereferat af 10. august 2017 (bilag J) har afleveret til sin revisor.

For det tredje er det ligeledes uden betydning for sagen, om A har foretaget en korrekt selvangivelse som honorarmodtager i de for sagen relevante indkomstår, idet hun ubestridt var lønmodtager og derfor skulle have selvangivet som lønmodtager.

Det er dog under alle omstændigheder ikke korrekt, at A har foretaget en korrekt selvangivelse som honorarmodtager. Særligt for så vidt angår indkomståret 2011 bemærkes det, at A ikke selvangav sin løn for juli og august måned, samt at hun heller ikke selvangav den kompensation, hun modtog fra den tyske virksomhed ved sin fratræden, jf. revisors brev af 25. august 2015 (bilag D). Det er således mindst groft uagtsomt, at A helt har udeholdt disse skattepligtige indtægter fra sin selvangivelse i indkomståret 2011.

Hertil kommer, at en del af de udgifter, som A fratrak i sin personlige indkomst, ikke er dokumenterede, ligesom en del af disse udgifter ser ud til at være afholdt af den tyske virksomhed, jf. afregningsbilag (bilag I) og kontoudskrifter (bilag F, G og H).

Det har derfor formodningen imod sig, at disse udgifter er endeligt afholdt af hende, og hun havde derfor heller ikke som honorarmodtager ret til at fratrække disse udgifter. I den forbindelse bemærkes det, at A endvidere - så vidt Skatteministeriet forstår stævningen - gør gældende, at hun kunne have opnået de samme fradrag, som hun har fratrukket som honorarmodtager, som ligningsmæssige fradrag, hvis bare hun havde gemt dokumentationen for afholdelsen af udgifterne, jf. stævningen, side 7.

Det bestrides.

Som det fremgår af SKATs afgørelse, pkt. 4.3 (bilag 2, side 12), har A bl.a. foretaget fradrag for udgifter til kontor i eget hjem. Det følger imidlertid af fast praksis, at lønmodtagere kun i meget særlige tilfælde kan fradrage udgifter til kontor i hjemmet, jf. eksempelvis SKM2003.488.HR og Den Juridiske Vejledning 2018-2, afsnit C,A.4.3.1.6.

Udgifter til kontor bliver efter fast praksis alene anset for fradragsberettiget, hvis det på grund af møblering, udstyr, adgangsforhold mv. har skiftet karakter og derfor ikke hører med til boligens almindelige opholdsrum. Herudover er det også en betingelse, at det benyttes inden for almindelig arbejdstid.

Overfor SKAT har A oplyst, at 45 kvadratmeter af hendes lejlighed på 125 kvadratmeter blev anvendt som kontor, jf. SKATs afgørelse (bilag 3, side 2), ligesom hun overfor sin revisor har oplyst, at hendes "lejlighed er brugt som kontor, men også til at invitere kunder på middage", jf. Landsskatterettens afgørelse (bilag 1, side 16).

A’s forklaringer efterlader ikke det indtryk, at hun har indrettet et særskilt arbejdsværelse, som opfylder betingelserne for fradrag. Hertil kommer, at hun havde et showroom i Y1, som var stillet til rådighed for hendes arbejde. Det har formodningen for sig, at A har arbejdet fra dette showroom.

Herudover har A fradraget udlæg afholdt for sin tyske arbejdsgiver, selvom (en del af) disse udgifter blev refunderet hende. A er selvsagt ikke berettiget til fradrag for disse udgifter"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Det lægges som ubestridt til grund, at A i det omhandlede tjenesteforhold var lønmodtager og skulle have selvangivet sig som sådan.

Spørgsmålet i denne sag er, om det var groft uforsvarligt, at hun de omhandlede år selvangav sig som selvstændig erhvervsdrivende og dermed opnåede fradrag og skattemæssige værdier af fradrag, som hun ikke var berettiget til.

Både af beskrivelsen af A som "employee" i den omhandlede ansættelseskontrakt og af de materielle vilkår i kontrakten fremgår det tydeligt, at hun var lønmodtager.

Retten finder derfor, at det var groft uforsvarligt, at hun alligevel selvangav sig som selvstændig erhvervsdrivende.

Selv om det ikke er afgørende, om det var A eller hendes rådgivere, der besluttede, at hun skulle selvangive som selvstændig erhvervsdrivende, bemærkes det, at det ikke under denne sag er godtgjort, at der er rådgivere, som på et fyldestgørende grundlag har givet fejlagtig rådgivning til A. Hun har således forklaret, at hendes revisorer ikke har set ansættelseskontrakten.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 30.000 kr.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T :

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 30.000 kr. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.