Parter
A
Selvmøder
Mod
Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten v/Adv. Christian Holger Vang (prøve))
Afsagt af landsretsdommerne
Bodil Dalgaard Hammer, Gunst Andersen og Julie Skat Rørdam
Sagens oplysninger og parternes påstande
Lyngby Rets dom af 27. januar 2017 (BS 154-331/2015, SKM2017.234.BR) er anket af A, der principalt har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at han ikke var skattepligtig i Danmark i årene 2007 og 2008, hvorfor hans skatteansættelse for indkomstårene 2007 og 2008 nedsættes med henholdsvis 539.875 kr. og 1.674.709 kr. A har endvidere nedlagt subsidiær påstand om, at 1) Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2007 nedsættes fra 539.875 kr. til 0 kr., da det ikke var berettiget ekstraordinært at genoptage hans skatteansættelse for dette år, 2) Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at han for indkomstårene 2007 og 2008 eller kun det ene af indkomstårene er berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A, samt at den beløbsmæssige opgørelse heraf hjemvises til skattemyndighederne.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.
Der er under hovedforhandlingen afspillet optagelser fra tv-udsendelser.
Forklaringer
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaringer af A, SA og SE.
A har forklaret, at det har været en økonomisk katastrofe for familien, at færgerederiet gik konkurs, idet huset i Y5-by var pantsat for at rejse kapital til projektet. Der kom aldrig overskud ved driften, men stigningen i brændstofprisen fra 2007 var afgørende for, at selskabet måtte stoppe. G2 har også lidt tab. Det var hans ønske, at rederiet blev erklæret konkurs, da han ikke kunne se, at der var en fremtid for færgefarten. Konkursen førte til, at han ikke kan fremvise rederiets dokumenter. Han har ikke udført arbejde i Danmark i årene 2004 til 2008. Flytningen var planlagt, og der var udsigt til et hurtigt salg af boligen i Y5-by. Han flyttede nogle billeder, computerudstyr, et par kontorstole og garderoben med en kassevogn. Han havde herefter ikke hjemmekontor i huset i Y5-by. Det var et stort værelse, som han rådede over i Y6-by. Han købte ikke noget til privat forbrug i England, hvilket forklarer, at der ikke er posteringer fra England på hans kontoudtog.
SA har forklaret, at A var i Danmark et par weekender om måneden i årene, hvor han stod for rederiet. Det var planlagt, at familien skulle flytte med, men der var opsigelsesperiode for medarbejdere på kontoret i Y5-by og opsigelsesvarsel i forhold til udlejer. Børnene skulle også færdiggøre et skoleår. Ejendomsmæglerne har ikke længere opbevaret dokumenter fra 2007 og 2008. Regnskaber er oftest underskrevet af A ved brug af en indscannet underskrift, men det var fortrykt, at underskrivelsen skete i Y5-by, hvilket ikke blev rettet. Turen fra Y6-by til Y3-by tog minimum 7 timer, hvis A rejste med fly.
SE har forklaret, at hun husker, at A var hjemme i weekenderne i den tid, hvor han drev færgerederiet. A var måske ikke i Danmark hver weekend, men måske nærmere hver anden. Hun var med på turen, hvor A kørte en kassevogn til England med kontorstole og nogle kasser med tøj og andre af hans personlige ting. Det var kendt for både skolekammerater og lærere, at familien skulle flytte til England.
Procedure
Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed. A har dog ikke gentaget anbringendet om, at periodiseringen er urigtig.
Landsrettens begrundelse og resultat
Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
A skal til Skatteministeriet i sagsomkostninger for landsretten betale 75.000 kr. til dækning af udgiften til advokatbistand. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage fra denne doms afsigelse betale 75.000 kr. til Skatteministeriet.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.